The Project Gutenberg eBook of Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skildring af hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685

This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.

Title: Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skildring af hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685

Author: grevinde Leonora Christina Ulfeldt

Editor: S. Birket Smith

Release date: October 16, 2012 [eBook #41072]
Most recently updated: October 23, 2024

Language: Danish

*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK LEONORA CHRISTINA ULFELDT'S "JAMMERS-MINDE". EN EGENHÆNDIG SKILDRING AF HENDES FANGENSKAB I BLAATAARN I AARENE 1663-1685 ***

Afskriverens bemærkninger

Enkelte åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men den oprindelige stavning er for øvrigt bevaret. En ordliste med rettelser er placeret sidst i bogen.

Indholdsfortegnelse

  1. Forord, ved J. W. Wartemberg
  2. Indledning, ved S. B. Smith
  3. Fortalen
  4. Iammers Minde
  5. Fortegnelse over Skrivfejl
  6. Fodnoter
  7. Rettelser til e-bogsudgaven

 


 

 

JAMMERS-MINDE


Portræt
(Efter Originalmaleriet i Grev Waldsteins Eje.)
I. W. Tegner & Kittendorffs lith. Inst.
Signatur: Leonora Christina

Gyldendalske Boghandels Forlag.


LEONORA CHRISTINA ULFELDT's
"JAMMERS-MINDE".

EN EGENHÆNDIG SKILDRING
AF
HENDES FANGENSKAB I BLAATAARN I AARENE 1663-1685,

UDGIVET
EFTER DET ORIGINALE HAANDSKRIFT I
GREV J. WALDSTEIN WARTEMBERGS EJE

AF
SOPH. BIRKET SMITH,
Assistent ved Universitetsbibliotheket.

MED ET FORORD
AF
HS. EXCELLENCE GREV JOHAN WALDSTEIN WARTEMBERG,
Hs. apostol. Majest. virkelige Kæmmerér og Gehejmeraad etc. etc.

Forlagets logo

KJØBENHAVN.
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).
THIELES BOGTRYKKERI.
1869.


Als ich im Sommer des Jahres 1858 auf der Insel Fühnen, unweit des Schlosses Egeskov, in dem Dorfkirchlein zu Quærndrup die Gräber meiner dänischen Ahnen des Stammes Ulfeld besuchte, fasste ich den Entschluss, meiner frommen Ahnfrau Leonora Christinas Andenken — des Enkels Pflicht erfüllend — zu ehren durch Veröffentlichung jenes autographen Manuskriptes, das in meines seligen Vaters Erbschaft auf mich gelangte.

Bekanntlich hatte der Letzte des männlichen Stammes Ulfeld, Ihrer Majestät Kaiserin Maria Theresias Hof- und Staatskanzler, nur zwei Töchter. Sie waren vermählt, die eine, Elisabeth, mit Georg Christ. Grafen Waldstein, die jüngere mit Grafen Thun.

In besonderer Zuneigung für ihren jüngeren Sohn Emanuel, meinen sel. Vater, hatte meine Grossmutter Alles, was Ulfeldische Andenken waren, meinem Vater erblich überlassen, und so kam auf mich das Manuskript, das ich hiemit in Folge mehrfacher Aufforderung — auch hohen Ortes — durch die kundige Beihülfe des Herrn Soph. Birket Smith der Öffentlichkeit übergebe, in direkter Descendenz nach ihrem Vater:

»Corfitz, des heil. Römischen Reichs Grafen von Ulfeld, Herrn der Herrschaften Költz-Jenikau, Hof Kazof, Brödlich, Odaslowitz, und des Lehnes Zinltsch, Ritter des goldenen Vliesses, Obrist Erbland Silber Kämmerer in Böhmen, Ihr. kais. kön. Majestät Caroli VI. wie auch Ihr. kais. Römischen und königl. auch zu Hungarn und Böhmen etc. Majest. Grossbotschafter bei der Ottomannischen Pforte, hernach Hof- und Staatskanzler, beeidetem Geheimen Rath und erstem Oberhofmeister.«

Wir fügen noch hinzu: dem von I. M. der König-Kaiserin Maria Theresia, unvergesslichen Andenkens, hoch in Ehren gehaltenen väterlichen Leiter ihrer ersten Regierungsjahre bis zu jenem Zeitpunkte, als der geistreiche, der moralisch hohen Frau oft zu geniale Fürst Kaunitz sein Nachfolger ward.

In meinem Besitze befindliche, mehr als eilf mächtige, klein geschriebene Folianten enthalten des Reichskanzlers M. S. — die Unterhandlungen mit der hohen Pforte, später aber mit den General-Staaten der Niederlande, sowie Ministerial-Protokolle während seiner ganzen Staatskanzlerschaft: Urkunden seines emsigen Fleisses und Ordnungsliebe; sowie die in diesen Folianten vorkommenden Original-Schreiben und -Notaten seiner hohen Herrin Zeugenschaft ablegen von dem innigen, beinahe kindlichen Vertrauen, mit dem Sie ihn beglückte.

Dieser ruhige, bedachte Staatsmann aber war der direkte Enkel des unruhigen, übermüthigen

Corfitz, des Römischen Reichs ersten Grafen von Ulfeld, Reichs Hofmeister in Dänemark u. s. w. und seiner ihn anbetenden, geistreichen Gemahlin Leonora Christina, nach einem ihrer Söhne:

Leo, R. Grafen Ulfeld, Kaiser Carl VI. Geh. Rath, Feldmarschall und Vice-König in Catalonien, und seiner Gemahlin geb. Gräfin von Zinzendorf.

Sorgsam verwahrte ich so das M. S. als auch alle übrigen Reliquien und Nippen meiner dänischen Ahnfrau, deren erhabner Charakter und Leiden Theilnahme, Interesse und Ehrfurcht einzufliessen so sehr geeignet sind. Darunter mehrere schriftliche Andenken und Gedichtsfragmente, Gebete und im Kerker verfertigte Frauen-Arbeiten (einige mit blondem Haare gestickt), ein golddurchwirktes Taufhemdchen mit Kaputze, wahrscheinlich von ihren Kindern zur heiligen Handlung benutzt, ein sehr schönes Amulet Chr. IV. in blauem Email, und viele Bildnisse (auch das Original-Öhlbild, dessen Copie im Titelblatt sichtbar) etc. etc.

Bei der direkten Überkommung des M. S. von meiner Ahnfrau an ihre Kinder und Kindes Kinder in gerader Linie konnte wohl in mir nie ein Zweifel entstehen über dessen Echtheit. Dennoch gab ich fremden Zureden nach, um die Authenticität desselben vollkommen zu constatiren. In welcher Weise diess geschah, enthält die Einleitung des H. Herausgebers.

Sind auch über Corfitz Ulfeld die Akten der Geschichte nicht geschlossen, so hat man doch — tempus omnia sanat — jenen ominösen Gedenkstein der Vergessenheit und dem Bauschutte zugewiesen, der seine »Schuld verewigen sollte.« Edel im Vergessen und Verzeihen hat die grosse nordische Nation jenen ein vorleuchtend Beispiel gegeben, die dem grossen Feldherrn und Retter des Kaiser-Reiches vor nordischer Gefahr, Albert Herzog zu Friedland, jenen Platz noch nicht eingeräumet, der ihm in der Helden Walhalla zu Wien gebührt.

Was aber Corfitz feuriges Gemüth und die mysteriosen, der Menschen Thaten und Gedanken lenkenden Triebfedern anbelangt, so sei mir, dem Enkel, der fast zur Überzeugung erstarkte Glaube gestattet: dass ein so hochbegabtes, edelfühlend Weib, wie Leonora uns erscheint, mit so inniger, alle Wechselfälle seines Schicksals überdauernder Gluth und Liebe nie hätte festhalten können an jenem, der dessen unwürdig gewesen wäre.

Cairo am 8. December 1868.

Joh. Gr. Waldstein.


Indledning.

I Vrimlen af de mange Ubetydeligheder, som opfylde Verden og brede sig i Historien, Hverdagsmennesker med Hverdagsskjæbner, støder man af og til paa Skikkelser, der synes støbte i dristigere Former end de sædvanlige, og hvis Livsløbs bratte Omvexlinger udviser en Afvigelse fra de almindelige Regler, som staar i mærkelig Samklang med det Overordentlige i deres Natur. En saadan Skikkelse er Leonora Christina Ulfeldt. Det Store udgjør det egentlige Væsensmærke ved denne navnkundige Kvindes Personlighed, og det Usædvanlige danner det fremtrædende Træk i hendes Historie. Jeg behøver i sidste Henseende kun at minde om, hvorledes hendes kongelige Byrd og hendes Giftermaal med den første Mand i Riget næst Kongen en Tidlang stillede hende paa en Plads i Samfundet, som var smykket nogetnær med Jordens højeste Glands, og hvorledes hun saa i et ikke meget senere Afsnit af sit Liv nedstyrtedes i en Elendighed, som ved sin Højde og lange Vedvaren næppe danner en mindre paafaldende Modsætning til Menneskenes almindelige Lod end den tidligere Herlighed. Og hvad det Store i hendes Personlighed angaar, vil Ingen nægte, at hendes Viljes mægtige Energi og hendes ubetvingelige Daadskraft, hendes Aandsevners Skarphed og høje Udvikling, Styrken af hendes Kjærlighed, den Heroisme, hvormed hun traadte Ulykken under Øjne, og det gudhengivne Mod, hvormed hun bar den, frembyder et Indbegreb af saamange store Kræfter og ophøjede Egenskaber, som man sjeldent finder dem samlede paa en enkelt Haand, selv hos dem, Verden tæller iblandt sine Første. Et i alt hører Leonora Christinas Skikkelse og Skjæbne til dem, som fremfor alle andre præge sig med uudslettelige Træk i Fantasien, og da nu ogsaa den Omstændighed, at hun led uskyldigt, i en ganske særegen Grad maa stemme alle Hjerter til hendes Gunst, forstaar man let Grunden til, at der blandt alle de Kvinder, som den danske Historie melder om, ikke findes nogen, hvis Navn Folket holder højere i Ære, eller hvis Minde det gjemmer med større Trofasthed end netop hendes.

Jo mere det imidlertid kan ansees for givet, at Erindringen om Leonora Christina altid i høj Grad har beskjæftiget og vedblivende beskjæftiger den almindelige Bevidsthed, desto mere paafaldende bliver det at se, hvor forholdsvis Lidet saavel den historiske Forskning som Historieskrivningen hidtil har gjort for hende. Jeg vil ikke engang tale om, at Skildringen af Leonora Christinas Liv og Personlighed, der i sig selv synes at maatte være en af de smukkeste og taknemligste Opgaver, Nogen kunde ønske sig, paa en enkelt tarvelig Undtagelse nær overalt træder frem som kun et Led i Fremstillingen af hendes hende langt underordnede Ægtefælles Historie, men den Mangel paa Kritik, som er gjennemgaaende i næsten alle Bearbejdelser af denne sidste, udstrækker sig ogsaa paa en meget følelig Maade til det Meste af det, der er skrevet om Leonora Christina. Molbech er egentlig den Eneste, som til Behandlingen af Æmnet har medbragt baade den fornødne kritiske Evne og et udstrakt Kjendskab ogsaa til de mange utrykte Kilder, og de 3 til 4 Afhandlinger, i hvilke han nedlagde Frugten af sine Undersøgelser over enkelte Afsnit af Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Liv (Historisk Tidsskrift 3 Bd. S. 313—476 og Nyt histor. Tidsskrift 4 Bd. S. 1—98 og 369—441), ere da ogsaa ikke blot ubetinget det bedste Bidrag, der haves til Begges Historie, men de bære særlig for den Sidstes Vedkommende Vidne om, at saa rigtigt som Overleveringen i det Store har fastholdt Billedet af denne udmærkede Kvinde, er der dog endnu bestandig overordentlig Meget at udfylde og ændre i det Enkelte. Men selv Molbech fik kun en ringe Del udrettet, af hvad der skulde udrettes. Andre Arbejder kom imellem, og det store Værk om det Ulfeldt'ske Ægtepar, hvortil hine Afhandlinger kun vare Studier, blev aldrig fuldført. — Hvad Værdifuldt der ellers er ydet med Hensyn til en fuldere Opklaring af Leonora Christinas Historie, indskrænker sig væsenligt til Fremdragelsen af forskjellige Breve og Aktstykker, som dels hidrøre fra hende selv, dels angaa hende, og som hidtil have henligget halvt eller helt ukjendte i Bibliotheker og Arkiver. Men endog afset fra, at Tilvejebringelsen af det raa Materiale, hvoraf en Bygning skal opføres, endnu ingenlunde erstatter Savnet af Bygningen selv, er Antallet af de Aktstykker, der saaledes ere bragte for Dagen, næsten forsvindende i Forhold baade til Mængden af det virkelig forhaandenværende Stof og i Forhold til Udstrækningen og Betydningen af den Tilværelse, som det gjaldt at belyse.

Det maa under disse Omstændigheder betragtes som et ualmindeligt Held, at det er bleven muligt at indføre et Værk i den danske Læseverden, som ikke blot frembyder et rigt og paalideligt Stof til en Skildring af et længere Afsnit af Leonora Christinas Liv, men som allerede foreligger udarbejdet i en Fremstilling, der kan antages at ville udøve ikke ringe Tiltrækning ogsaa ved sine rent formelle Fortrin. Man vil forstaa, at jeg taler om den egenhændige Skildring af Leonora Christinas Fangenskab i Blaataarn, som her fremlægges for Offentligheden. Ejeren af det Haandskrift, hvori denne Skildring indeholdes, Hs. Exc. Grev J. Waldstein, har allerede i sit Forord antydet, hvorledes det Forsæt er opstaaet hos ham at foranstalte dette mærkelige Værk udgivet. Jeg skal hertil knytte nogle Bemærkninger om forskjellige Skridt, der ere foretagne i Sagen, inden den af Hr. Greven nærede Plan blev iværksat saaledes, som skét er.

Det var ved et Besøg, som den danske Gesandt i Wien, Hr. Kammerherre Falbe, forrige Sommer aflagde i Kjøbenhavn, at det nævnte Haandskrifts Tilværelse kom til det danske Publikums Kundskab. Kammerherre Falbe havde nemlig bragt Haandskriftet med her til Staden, nærmest i den Hensigt at faa dets Authenti bekræftet. Dette frembød ingen videre Vanskelighed. Selv uden Hensyn til det Vidnesbyrd om dets Ægthed, der — som Grev Waldstein i sit Forord siger — allerede indeholdes i dets Nedarvelse i lige Linie fra Leonora Christina selv, maatte endog en temmelig flygtig Undersøgelse af dets hele indre og ydre Beskaffenhed nødvendig føre til den fuldeste Overbevisning om, baade at Leonora Christina var Skildringens virkelige Forfatter, og at vi i det foreliggende Haandskrift havde hendes egenhændige Original for os. Det Sidste fremgik navnlig af visse Ejendommeligheder ved Skrivemaaden, som vanskelig kunne skildres, men som ere saa meget mere talende for Beskueren: af den Maade, hvorpaa Ord og Sætninger hyppigt vare rettede og omskrevne for at gjøre Udtrykket klarere eller smukkere; af den Mængde mindre og større Tilføjelser og Anmærkninger, der vare skrevne i Haandskriftets Margen eller mellem Linierne, hvor Forf. ved et senere Gjennemsyn af Værket havde fundet, at Skildringen kunde suppleres med et og andet forhen glemt Træk; af selve Udseendet af Skrifttrækkene, der, skjønt helt igjennem bevarende samme Grundejendommelighed, dog ved Siden heraf gradvis gjennemgik en Række mindre Forandringer, saaledes som det nødvendig maa være Tilfældet med et Værk, hvis Udarbejdelse strækker sig over en længere Aarrække; og af mange andre lignende Tegn. Det egentlig afgjørende Bevis kunde dog naturligvis kun føres ved at sammenstille Haandskriftet med anerkjendt ægte skrevne Sager fra Leonora Christinas Haand, og dette Bevis blev da ogsaa ført ved Hr. Bibliothekar H. Gundorph paa den mest fyldestgjørende Maade. Der benyttedes hertil 4 egenhændige Breve af Leonora Christina, som opbevares paa det store kongelige Bibliothek (Ny kgl. Smlng. 2146 c, 4to)[1], og Ligheden mellem Skriften i disse Breve og den i »Jammers-Mindet« var saa stor, at man, naar man lagde Brevene ind paa forskjellige Steder i dette Værk, kunde antage dem for at udgjøre Dele af Haandskriftet selv. Blandt de Mange, som kunne bevidne Rigtigheden af denne Kjendsgjerning, skal jeg her nævne Hr. Bibliothekar Professor P. G. Thorsen. Jeg har senere selv haft Lejlighed til at blive bekjendt med nogle andre egenhændige Breve fra Leonora Christina — tildels ogsaa fra en tidligere Tid —, som findes i Gehejmearkivet (»Ulfeldt'ske Sager« Nr. 19), og Forholdet var her ganske det samme.

Efterat Haandskriftets Authenti saaledes paa det Fuldstændigste var bleven godtgjort, blev Spørgsmaalet om Udgivelsesmaaden nærmere taget under Overvejelse. Det var fra Begyndelsen af paatænkt, at Manuskriptet skulde besørges aftrykt i Wien, og at Værket skulde udkomme paa en derboende Boghandlers Forlag. En saadan Ordning af Sagen maatte vistnok i flere Henseender ansees for mindre heldig. Foruden det, at Skriftet baade paa Grund af sit Sprog og sit Indhold maatte antages at ville faa sin egentlige Læsekreds i Danmark, kunde man temmelig sikkert forudse, at der i hele Wien ikke vilde findes Nogen, som med Interesse for Sagen forbandt endog kun den tarveligste Kundskab til det 17. Aarhundredes danske Sprogform og Skrivemaade, og dertil kom endnu, at de Wienske Bibliotheker med Vished kunde vides ikke at besidde mere end en ganske ringe Del af det historiske Apparat, som maatte ansees for nødvendigt, for at en Udgiver skulde blive i Stand til blot nogenlunde at udfylde Læserens Kundskab med Hensyn til de mange mindre bekjendte Personer og Forhold, som omtales i Haandskriftet. Disse forskjellige Betænkeligheder bleve da skriftligt udviklede for Grev Waldstein — bl. A. ogsaa gjennem Hr. Kammerherre Falbe, der hele Tiden har vist Foretagendet den varmeste Interesse —, og Hr. Greven, som hurtigt indsaa det Berettigede i dem, forandrede da ogsaa virkelig den oprindelige Plan i Overensstemmelse hermed saaledes, at det bestemtes, at Haandskriftet skulde udgives i Kjøbenhavn og paa en dansk Boghandlers Forlag, idet dog Grev Waldstein forbeholdt sig selv at yde et Bidrag til de med Udgivelsen forbundne Omkostninger. Uden alt Hensyn til, om den, hvem det efter denne Ordning af Sagen blev overdraget at besørge Udgivelsen — og hvem selvfølgelig hele det literaire Ansvar i saa Henseende paahviler —, virkelig har løst sin Opgave paa en nogenlunde fyldestgjørende Maade, har Grev Waldstein alene ved den Fordomsfrihed, der har tilladt ham baade paa det nævnte Punkt og paa andre Punkter at underordne sit eget personlige Skjøn under det, som Sagens Interesse syntes at kræve, i meget høj Grad erhvervet sig Adkomst til det danske Publikums Erkjendtlighed, som da overhovedet hans Beslutning at lade Haandskriftet udgive fortjener saa meget mere Paaskjønnelse, da han selv ikke forstaar Dansk og derfor kun middelbart vil kunne blive delagtig i den Nydelse, som han gjennem dette Værk utvivlsomt vil berede mangfoldige Andre. Ogsaa det fortjener med Tak at nævnes, at man næppe herfra havde yttret et Ønske om at kunne medgive Bogen et Portrait af Forfatterinden, før Grev Waldstein lod et ham tilhørende Originalmaleri af Leonora Christina føre til Kjøbenhavn, hvorved det først er blevet muligt at tilvejebringe et Billede, der ikke blot udmærker sig ved sin smukke kunstneriske Udførelse[2], men ogsaa ved den Troskab, hvormed det gjengiver Originalens Karakter.

Inden jeg gaar over til at omtale vort Haandskrift nærmere, maa det være mig tilladt at sige et Par Ord om et andet literairt Arbejde af Leonora Christina, som paa en vis Maade staar i temmelig nært Forhold til »Jammers-Mindet«. Leonora Christina var i det Hele en meget produktiv Natur. Det er bekjendt, at hun, medens hun boede paa Maribo Kloster, forfattede forskjellige Skuespil, af hvilke idetmindste ét vides at være bleven opført. Hun har skrevet en hel Del Digte, af hvilke nogle længe have været trykte, medens andre første Gang se Lyset ved nærværende Skrifts Udgivelse. Hun har efterladt sig et stort Brudstykke af et Værk om »Heltinder«, det første af dette Slags, som haves paa Dansk. Hun har oversat Bøger fra Fransk og Spansk osv. Af større Interesse end alt dette ere dog vistnok de Bidrag, hun til forskjellige Tider har givet til Belysning af sit eget Livs Historie. Som et saadant Bidrag, men rigtignok af mere indirekte Art, kan man maaske betragte en Række Aktstykker (3 Proces-Indlæg og en Beretning om et Forhør), som hun udarbejdede, da hun 1659 i Malmø maatte føre Sagen for sin Mand, der var sat under Anklage som mistænkt for Forræderi mod den svenske Regering. Af direkte Skildringer fra hendes Haand af større eller mindre Afsnit af hendes Liv vides der for Tiden at have existeret 4, men mulig har der været endnu flere. En af disse Udarbejdelser har allerede længe været trykt, nemlig en Beretning om en Rejse, som hun 1656 foretog til Sjælland for at godtgjøre sin Mands Uskyldighed (se S. 4 Anm. 2). En anden omtales i nærværende Værk, men desværre vides den ikke mere at være til; det var en udførlig Beskrivelse af hendes og hendes Mands Fangenskab paa Hammershuus i Aarene 1660—61 (se S. 6). Endelig kommer — foruden »Jammers-Mindet«, ved Omfang, Indhold og Form udentvivl den betydeligste af alle disse Skildringer — det Arbejde, som jeg egentlig her nærmest vilde tale om: en fuldstændig Selvbiografi; hvori Forf., vistnok paa enkelte Punkter temmelig kortfattet, men dog i én sammenhængende Fremstilling, beskriver sit bevægede Livs afvexlende Hændelser fra sin tidligste Barndom og indtil henimod Aaret 1673. Det er allerede over 100 Aar siden, at et Arbejde, som gav sig ud for at være en Selvbiografi af Leonora Christina, er bleven offentliggjort. Det blev udgivet paa Dansk — oversat, som det hed, efter den franske Original, der skulde have tilhørt Lave Bek, en af Leonora Christinas Svigersønner — i Bang's Samling af nyttige og opbyggelige Materier 2 Stykke S. 125—47. Men denne saakaldte Selvbiografi er, hvis ikke alle Kjendemærker bedrage, i Virkeligheden ikke andet end et af en eller anden literair Styverfænger fabrikeret Makværk og vrimler i den Grad af de allergroveste og plumpeste Fejl[3], at man ikke forstaar, hvorledes den et eneste Øjeblik har kunnet skuffe Nogen, end sige, hvorledes det har været muligt, at de historiske Forfattere lige ned til den nyeste Tid (Molbech danner dog en Undtagelse) have kunnet benytte den som Hovedkilde eller idetmindste jævnsides med de virkelig paalidelige Kilder til Leonora Christinas Historie. Fejltagelsen er saa meget mere mærkelig, som man virkelig en Tidlang vidste fuldkommen god Besked med den ægte Selvbiografi. Originalen til denne tilhørte i Begyndelsen af forrige Aarhundrede den bekjendte Lærde og Samler Christian Reitzer og blev, kort efter at dennes udmærkede Bibliothek var bleven solgt til Frederik IV., tilligemed et Par andre værdifulde Haandskrifter af samme Bibliothek beskrevet af Andreas Høyer i hans Nova Litteraria Nr. 11. Det siges her blandt Andet, at Skriftet var paa Fransk og udarbejdet i Fængslet Aar 1673. Hvor Originalen nu er, eller om den overhovedet er til mere, skal jeg ikke kunne sige. Det synes at have været Reitzers Ønske, at den skulde bevares under de danske Kongers personlige Værge, og maaske er den gaaet tabt ved Christiansborg Slots Brand 1794, da ogsaa det kongelige Haandbibliothek gik op i Luer. Men selv om saa var, kunde vi dog nogenlunde trøste os over Tabet derved, at der mellem det store kongelige Bibliotheks Haandskrifter findes idetmindste én Afskrift af den paa Fransk foruden flere Afskrifter af en noget forkortet latinsk Oversættelse[4]. Beskrivelsen i Nova Litteraria er saa tydelig, at der ikke kan være Tvivl om, at disse Haandskrifter repræsentere det samme Værk, som Høyer kjendte[5]; og at vi paa den anden Side i dem virkelig besidde en fra Leonora Christinas egen Haand udgaaet Selvbiografi, fremgaar, foruden af mange andre Kriterier, ogsaa af en Sammenligning med det her udgivne Skrift og navnlig da med den Del af det, som omhandler den første Tid af Opholdet i Blaataarn. Thi der er paa dette Punkt en saadan Overensstemmelse mellem hine Haandskrifter og »Jammers-Mindet«, at det ikke blot i Hovedsagen er fuldkommen den samme Rækkefølge af Begivenheder, der skildres paa begge Steder, men hvor det i de nævnte Haandskrifter foreliggende Værk, der i det Hele er udarbejdet efter en langt mindre Maalestok, hist og her dvæler noget udførligere ved Enkeltheder, og især hvor det indfører Personer talende, sker dette ikke sjeldent med ganske de samme Ord som dem, »Jammers-Mindet« anvender.

I denne slaaende Overensstemmelse er tillige antydet det Forhold, der bestaar mellem de to Værker, og som kan udtrykkes saaledes, at Selvbiografien for det Afsnits Vedkommende, som beskriver Opholdet i Fængslet, danner det første, endnu temmelig skizzerede Udkast til det Arbejde, som Leonora Christina et Aar efter Nedskrivelsen af hint — Selvbiografien er, som anført, skrevet 1673, og »Jammers-Mindet«, som vi nedenfor nærmere skulle se, begyndt 1674 — tog sig for at udføre selvstændigt og efter en meget vidtløftigere Plan[6]. Hvad angaar de Grunde, som kunne have foranlediget Forf. til 2 Gange med saa kort et Mellemrum at udarbejde en Beretning om væsentlig de samme Begivenheder, kan det bemærkes, at de to Værker have haft en ganske forskjellig Bestemmelse. Medens Selvbiografien efter al Sandsynlighed er blevet til for at tjene den yngre Sperling som Grundlag for hans Skildring af Leonora Christina i det af ham paatænkte Værk de feminis eruditis — den er skrevet i Form af et Brev til en Ven af Forf., som er bosat i Hamborg, og som selv har forlangt en saadan Meddelelse —, er »Jammers-Mindet« idetmindste væsentlig skrevet for at læses og opbevares af Forf.s Børn og for at tjene dem paa én Gang til en Erindring om deres Moder og til en Lære for deres Liv. — Det turde nu være paa Tide at omtale selve dette Værk noget nærmere tilligemed det Haandskrift, hvori det er opbevaret.

Haandskriftet, hvis Form er almindelig Kvart, frembyder strax i sit Ydre en Mærkelighed, idet nemlig den temmelig primitive Maade, hvorpaa dets enkelte Læg ere sammenhæftede, gjør det sandsynligt, at Leonora Christina selv har udført ogsaa dette Arbejde (jvfr. S. 223). Et egentligt Bind synes det aldrig at have haft. Dets første 24 Sider, som indeholde Titelen, den oprindelige Fortale og et senere Tillæg til denne, ere upaginerede. Derefter følger paa 248 paginerede Sider den egentlige Skildring. Sidst kommer et Slags Appendix til denne paa 8 upaginerede Sider. Skrifttrækkene have, skjønt helt igjennem bevarende samme Grundkarakter, i de forskjellige Partier af Haandskriftet et noget forskjelligt Udseende, en Omstændighed, som det i flere Henseender ikke er uden Betydning at lægge Mærke til. Fortalen til Forfatterindens Børn (fraregnet det senere Tillæg til samme) samt Begyndelsen af den egentlige Skildring (i nærvær. Udg. omtrent til S. 85) er skrevet med én og samme overordentlig faste klare og tydelige Haand, som viser, baade at Forf. her har givet sig god Tid, og at hun har været fuldkommen sikker paa, hvad hun vilde sige, før hun bragte det paa Papiret. En Støtte i saa Henseende har det uden Tvivl været hende, at hun ikke længe i Forvejen havde nedskrevet Selvbiografien, hvor netop det tilsvarende Afsnit, det vil sige det, som skildrer den første Tid af hendes Ophold i Fængslet, er udarbejdet i forholdsvis temmelig stor Detail. — I de nærmest følgende Partier af Værket antager Haanden (efter et kort Overgangsstadium, i Udg. S. 8597) et mindre tiltalende Udseende. Den bliver skjævere, magrere og flygtigere, og skjønt det er tydeligt, at Skrivematerialiernes Beskaffenhed har bidraget væsentlig til denne Forandring, er det dog aabenbart, at ogsaa en mere extemporeret Nedskrivning og mulig endnu andre Grunde, som vi ikke kjende, have været medvirkende. At der ogsaa ligger en længere Tidsafstand mellem Hovedmassen af det, der er skrevet med denne Haand, og Begyndelsen af Værket, skjønnes deraf, at Forandringen i Skrifttrækkene ledsages af nogle, vel uvæsentlige, men dog let kjendelige Forandringer i Retskrivningen (saaledes i Brugen af u og w, ck og k osv.). — Henimod Slutningen af Værket (i Udg. fra omtrent S. 214) skifter Haanden endnu engang Udseende, den bliver igjen noget fyldigere og rundere, men Grunden hertil synes dog mindre at maatte søges i Noget, der staar i Forbindelse med Forf.s Person, end i den rent udvortes Omstændighed, at Blækket her har været tilbøjeligt til at slaa igjennem Papiret (som er af en noget anden Beskaffenhed i denne Del af Haandskriftet end i de foregaaende), idet nemlig dette har nødt Forf. til at skrive nogenlunde stort og tydeligt, hvis hun overhovedet vilde, at hendes Skrift skulde blive læselig. Med denne Haand og paa dette Papir er, foruden Slutningen af den egentlige Skildring, ogsaa det S. 26672 trykte Appendix til hele Værket skrevet, samt endelig Tillæget til den oprindelige Fortale (S. 1418), hvilket sidste altsaa allerede herved, selv om det ikke paa anden Maade var klart, vilde vise sig at tilhøre en ikke lidt senere Tid end Fortalen selv. — Nedskrivningen af Værket er begyndt 1674 og endt rimeligvis 1685. Det første Aarstal er givet derved, at den oprindelige Fortale er dateret den 11. Juni (18. Juli) 1674, idet nemlig den Omstændighed, at Skrifttrækkene i denne Fortale ere ganske de samme som i Begyndelsen af den egentlige Skildring, men mere eller mindre afvigende fra Skrifttrækkene i de følgende Partier af Bogen, gjør det utvivlsomt, at Fortalen er den Del af Værket, som først er bragt paa Papiret. Hvad Afslutningen af Værket angaar, maatte man efter Forf.s egne Udtalelser antage, at den havde fundet Sted i Fængslet selv, det vil sige inden den 20. Maj 1685 (se S. 265). Imidlertid er det sikkert, at idetmindste Noget af Skildringen af den sidste Dags Ophold i Fængslet er nedskrevet efter Løsladelsen, om end rimeligvis ikke længe efter, og det er idetmindste sandsynligt, at det Samme gjælder baade om Appendixet og om Tillæget til Fortalen (se S. 16 Anm. 2). Det kan endnu bemærkes, at skjønt Skildringen er ført frem i kronologisk Orden og ofte endog fra Dag til Dag, kan den dog kun i uegentlig Forstand kaldes en Dagbog. Udarbejdelsen er først begyndt 11 Aar efter, at de Begivenheder, hvormed den sammenhængende Beretning aabnes, ere foregaaede, og skjønt Tidsafstanden mellem det Skildrede og Skildringen efterhaanden er formindsket, synes den dog egentlig først i det allersidste Aar (eller saa omtrent) af Forf.s Fangenskab at være bleven saa ringe, at der kan være Tale om en virkelig samtidig Skildring[7].

En ikke ringe Del af Haandskriftet optages af de mange Forbedringer af den oprindelige Text, som enten i Form af ligefremme Rettelser eller af Tilføjelser og Anmærkninger ere anbragte hele Værket igjennem af Forf. selv, og som have fundet Plads dels imellem selve Textens Linier, dels — og endnu hyppigere — i Haandskriftets Rand, en enkelt Gang endog paa et løst Stykke Papir, som med en Naal er fastgjort til et af Haandskriftets Blade (se S. 227 Anm. 2). Rettelserne ere af forskjellig Art, idet de snart angaa Fremstillingens Indhold, snart dens Form, og ligesom de alle vidne om den Samvittighedsfuldhed, hvormed Værket er udarbejdet, saaledes ere navnlig de formelle Rettelser; der især gaa ud paa Valget af Ordene, paa Retskrivningen og paa Ordstillingen, interessante, fordi de tydeligt vise, at Forf. har haft den Mulighed for Øje, at hendes Skrift engang kunde blive offentliggjort[8]. Begge Slags Rettelser forekomme spredte over hele Værket, men i det første Afsnit af det ere dog de formelle de langt overvejende, idet Forf. her navnlig stadigt har rettet Ordstillingen i visse sammensatte Verbalformer og Verbalforbindelser (haft havde, gjort havde, berette kunde o. lign.) i Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa hun skrev dem i Værkets senere Afsnit (havde haft, havde gjort, kunde berette). Ikke sjeldent ere Rettelserne af temmelig betydeligt Omfang, paa nogle Steder er endog et helt Blad ad Gangen udskaaret, hvis Indhold saa i omarbejdet Form er optaget enten paa det nærmest følgende Blad i Haandskriftet, eller, hvis Rettelsen er foretaget længere Tid efter Nedskrivningen, paa et Blad, som er indklæbet paa det udtagnes Plads. Anmærkningerne, som Forf. enten benytter til nærmere at udføre et i selve Texten løseligere berørt Punkt eller til at meddele Kjendsgjerninger, som hun ganske havde forsømt at medtage ved den første Nedskrivning, falde væsentlig i Værkets sidste to Trediedele. Med Hensyn til Tiden, da saavel Rettelserne (jeg mener dog naturligvis kun dem, der ikke ere foretagne strax under den første Nedskrivning) som Anmærkningerne ere blevne til, vise Skrifttrækkene, at de tilhøre en forholdsvis temmelig sen Tid, der dog for de allerflestes Vedkommende aabenbart ligger forud for Afslutningen af den egentlige Skildring. Det synes, som om Forf., før denne Afslutning fandt Sted, har underkastet sit Arbejde et grundigt Gjennemsyn, og ved denne Lejlighed ere da de fleste af hine Forandringer i og Tilføjelser til den oprindelige Text bragte paa Papiret. Enkelte af Anmærkningerne give endog ved deres Indhold direkte tilkjende, at de ere nedskrevne i Fængslet (se saaledes S. 177 Anm.).

Angaaende Værkets indre Beskaffenhed, enten man nu ved denne nærmest tænker paa det faktiske Indhold eller paa Fremstillingsmaaden, vil Læseren selv være i Stand til at danne sig en selvstændig Dom, og jeg nøjes derfor i denne Henseende med et Par Fingerpeg. Den egentlige sammenhængende Skildring omfatter Tiden fra Forf.s Indsættelse i Blaataarn den 8. August 1663 til hendes Løsladelse af Fangenskabet den 19. Maj 1685, og dens væsentligste Gjenstand er selve Opholdet i Fængslet, de smaa Begivenheder, Forf. der oplevede, hendes daglige Omgivelser, hendes Sorger og Betragtninger. Af og til kommer Forf. vel ogsaa til at omtale Personer og Forhold fra den Verden, som laa udenfor Taarnet, men ligesom dette i Almindelighed kun sker, forsaavidt hendes personlige Hændelser i Fængslet give Anledning dertil, saaledes ere de Bidrag, der herved ydes til Belysning af Fædrelandets almindeligere Historie, kun i sjeldnere Tilfælde af nogen større Betydning. Selv til hendes Mands Historie vil man ikke finde Meget i dette Værk, som man ikke vidste i Forvejen. Dette kunde ved første Øjekast synes underligt, og dog har det sine meget gode Grunde. At Skriftet saaledes ikke indeholder nogen nærmere Underretning om de Planer, som gave Anledning baade til Mandens Domfældelse og hendes egen Fængsling, maa bl. A. tilskrives den simple Grund, som hun selv etsteds anfører, at hvad hun ikke véd, det kan hun heller ikke sige. Hvorledes man nu iøvrigt vil forklare denne hendes Uvidenhed — og selv under Forudsætning af Mandens Skyld lader den sig meget godt forklare deraf, at han, der visselig elskede sin Hustru højt, ikke har villet gjøre hende delagtig i saa farlige Hemmeligheder, saalænge endnu Intet var afgjort —, vil dog Ingen, som har læst denne Bog, kunne tvivle om, at det forholder sig, som hun siger, eller ogsaa maa man éngang for alle opgive Tanken om at kunne skjelne Sandhedens og Uskyldighedens Sprog fra det, som den frækkeste Løgn og det mest gudsbespottende Hykleri fører i Munden. Men selv om hun virkelig havde kjendt hans Planer, forstaar det sig af sig selv, at hun i et Værk, som først og fremmest var bestemt for hendes Børn, ikke vilde anføre Nogetsomhelst, som kunde kaste en Skygge paa deres Faders Minde, og dette maa da ogsaa tildels forklare hendes Tavshed med Hensyn til adskillige af hendes Mands tidligere Foretagender, som ikke tale til hans Fordel, om hun end naturligvis som den kjærlige Hustru har været tilbøjelig til at se disse i et meget gunstigere Lys end baade Samtiden og Eftertiden. Endelig maa man huske paa, at hendes Værk er nedskrevet i Fængslet, og skjønt ganske vist hendes Kaar i flere Henseender vare blevne forbedrede efter Christian V.s Thronbestigelse, var hun dog endnu i mange Aar efter dette Tidspunkt saa usikker paa sin Fremtid, at hun ikke kunde vide, om Bogen ikke mulig kunde falde i urette Hænder, og derved meget i og for sig Uskyldigt blive mistydet og komme hende selv og Børnene til Skade. — Men har Værket mindre Værdi i de nævnte Henseender, har det en ikke ringe Interesse for Kulturens og Sædernes Historie, som det oplyser paa den mangfoldigste Maade, dels igjennem det, der udgjør selve Skildringens Kjærne, dels igjennem en Mængde mere løsrevne, hist og her indstrøede Træk; men fremfor Alt har dog Bogen en ganske overordentlig Betydning for Forf.s egen personlige Historie og som Bidrag til hendes Karakteristik. Den fremstiller for os et langt og hidtil saare lidet kjendt Afsnit af hendes Liv i en saadan Detail og Beskuelighed, at det er, som om vi saa det udfolde sig for vore Øjne, og den giver et Billede af hele hendes aandelige Personlighed, som man ikke kan tænke sig fyldigere eller sandere. Det er især fra to Sider, at vi her lære hende at kjende. Først som den stærke Kvinde, der, støttet ved Troen paa Gud og ved sin gode Samvittighed, altid viser sig den Byrde voxen, som er lagt paa hendes Skuldre; som vel af og til kan føle sig dybt nedbøjet under Trykket, men som aldrig fortvivler, ja som endog midt i sin Elendighed i enkelte Øjeblikke formaar at hæve sig til en Aandsfrihed, der tillader hende at afvinde de Hændelser, som møde hende, en humoristisk Side. Dernæst som den fine Iagttager, hvem Intet undgaar, og som, indskrænket efterhaanden i sine Observationer til de ubetydelige Mennesker, der udgjøre hendes nærmeste Omgivelser i Fængslet, véd at opfatte ethvert af disse i hans hele personlige Ejendommelighed, véd at gjennemskue deres Karakter, at udforske deres Bevæggrunde og føre dem tilbage til deres sande Værd paa en Maade, som kun en gjennemtrængende Aand i Forening med en stor Verdenskundskab og en ualmindelig Dannelse kunde sætte hende i Stand til at gjøre det. Men i det Hele er der næppe nogen af hendes Aands eller Hjertes Egenskaber, som ikke i det foreliggende Værk træder tydeligt frem for Læseren, og det er ikke den mindste Glæde, man har af Bogen, at det Totalbillede, som kommer ud af alle disse spredte Træk, er saa stort, saa skjønt, saa rent, at selv de højeste Forventninger i denne Henseende ikke blive skuffede.

Saa interessant imidlertid Skriftet er ved sit Indhold, frembyder det næppe mindre Tiltrækning ved sin Form. I Virkeligheden er Fremstillingen noget for sin Tid ganske Usædvanligt. Forf. fører en overordentlig let og flydende Pen, et Bevis paa, med hvor ringe Møje hun producerede, og skjønt Skildringen hist og her breder sig temmelig stærkt, er den dog, selv hvor Talen er om de ubetydeligste Ting, altid i høj Grad farverig og beaandet, saa at den aldrig bliver trættende. Ingen forstaar bedre end Forf. at tegne en Situation beskueligt eller at føre en menneskelig Skikkelse frem i hele dens fysiske og aandelige Særegenhed, og idet hun nu tillige foretrækker, saavidt muligt, at lade de handlende Personer optræde med deres egne Ord, opnaar hun hyppigt en ligefrem dramatisk Virkning ved sin Skildring. Hendes Stil har Udtryk for enhver Tanke, som beskjæftiger hende, og for enhver Stemning, som gaar igjennem hendes Sjæl, fra de mest ophøjede til de mest spøgefulde, men under alle sine vexlende Former bevarer den dog bestandig som sit egentlige Væsensmærke en Aabenhed, Jævnhed og Troskyldighed, som er lige tiltalende og tillidvækkende. Endelig er den, uagtet de mange indblandede fremmede Ord, saa ægte dansk i sit Grundpræg, at vi overalt føle os i det nærmeste Slægtskab med den. Men om alt dette vil Læseren, som sagt, allerbedst være i Stand til at dømme selv, og jeg nøjes med at konstatere, at Forf. ogsaa paa dette Punkt viser, hvor højt hun var sin Samtid overlegen, idet hendes Bog, fra Formens Side betragtet, upaatvivlelig maa kaldes det 17. Aarhundredes første danske Prosaværk.

Et Spørgsmaal, der hænger paa det Nøjeste sammen med Betragtningen af Skildringens Indhold og Form, er Spørgsmaalet om dens Troværdighed, eller rettere, da der ikke kan være Tvivl om Forf.s Vilje, Spørgsmaalet om, hvorvidt hun ogsaa altid har evnet at erindre de navnlig i Bogens Begyndelse omtalte Begivenheder — der jo først ere nedskrevne flere Aar efter, at de vare foregaaede — med en saadan Nøjagtighed, som den detaillerede Udmaling af dem vil give det Udseende af. Jeg for min Del nærer ikke ringeste Tvivl om, at Skildringen af hine Begivenheder, idetmindste i alle væsentligere Træk, er fuldkommen korrekt. Hukommelsen var maaske en af de Evner, som var allerstærkest udviklet hos Leonora Christina. Man har et slaaende Exempel herpaa i en af hende selv affattet Beretning om et højst pinligt og anstrengende Forhør, som hun 1659 var underkastet i Anledning af den mod hendes Mand rejste Anklage for Forræderi mod Svenskerne; idet hun nemlig, da man nægtede at lade hende se den ved Forhøret førte Protokol, selv efter Hukommelsen nedskrev en udførlig Fremstilling af det hele Forhør, som, efter Molbechs Forsikkring, »meddeler de afgivne Udsagn og Vidnesbyrd« (foruden hende selv blev der i hint Forhør, som varede halvfemte Time, afhørt 6—7 andre Vidner) »i samme Følge og i de fleste væsentlige Punkter nogenlunde med samme Indhold som den optagne Protocoll« (Nyt histor. Tidsskrift 4, 80). Og dertil kommer, at man, af hvad Leonora Christina plejede at gjøre i lignende Tilfælde, er berettiget til at antage, at Beslutningen om at nedskrive en Beretning om hendes Fangenskab allerede har dannet sig hos hende i selve Fangenskabets Begyndelse, hvoraf følger, at hun ogsaa fra Begyndelsen af har givet saa meget nøjere Agt paa, hvad der foregik med og om hende, og skjønt hun ganske vist ikke strax fik Skrivematerialier til sin Raadighed, forstaar man dog let, hvorledes Fængslets Ensomhed idelig og idelig maatte føre hendes Tanker tilbage paa hine Begivenheder, indtil de tilsidst stode indprægede i hendes Erindring med uudslettelige Træk. Som et Vidnesbyrd endelig for hendes Troværdighed med Hensyn til det Meget i hendes Skildring, som ikke kan kontrolleres, kan anføres hendes Paalidelighed paa de allerfleste Punkter, hvor en Kontrol er mulig. At der hist og her findes Unøjagtigheder i Aarstal, Datoer o. desl. er Noget, som man snart vil overbevise sig om. Men i Forhold til de mange fuldkommen korrekte historiske Angivelser maa Fejlene dog altid kaldes baade meget faa og meget ubetydelige, navnlig naar man betænker, hvorledes Forf. næsten har været berøvet ethvert Middel af de mange, som Andre have til deres Raadighed, naar de ønske at verificere slige Angivelsers Rigtighed.

Idet jeg nu gaar over til at aflægge Regnskab for den Maade, hvorpaa jeg har udført det mig betroede Hverv at forestaa Haandskriftets Udgivelse, maa jeg begynde med den Bemærkning, at jeg har troet at burde anvende saa meget større Omhu paa Gjengivelsens Nøjagtighed, som Haandskriftet, efter at være gaaet ud af mine Hænder, vil vende tilbage til det Waldstein'ske Familiearkiv, hvad der selvfølgelig vil gjøre en fremtidig Benyttelse af det ikke lidet vanskeligere, end om det bevaredes i et af vore egne Arkiver eller Bibliotheker. For at undgaa Misforstaaelse skynder jeg mig dog med at tilføje, at jeg til den nøjagtige Gjengivelse af Haandskriftet for det Første ikke henregner Gjengivelsen af dets Interpunktion. Denne er i Virkeligheden saa regelløs og ofte endog saa forvirrende, at jeg, hvis Værkets formelle Fortrin nogenlunde skulde komme til deres Ret, nødvendig maatte beslutte mig til at ombytte den med en helt ny, som det da ogsaa næsten overalt er Praxis, hvor Talen er om Udgivelsen af større haandskrevne Arbejder fra en ældre Tid. Men naar jeg ikke vilde beholde Haandskriftets Interpunktion, fulgte deraf ganske ligefrem, at jeg heller ikke kunde slutte mig til det i den Maade, hvorpaa det anvender de store og smaa Begyndelsesbogstaver. Thi for ikke at tale om, at jeg, overalt hvor jeg i Udgaven satte et Punktum eller i det Hele et større Adskillelsestegn, ogsaa maatte trykke det nærmest følgende Ord med stort Begyndelsesbogstav, uden Hensyn til, om Haandskriftet havde det saaledes eller ikke, vilde der paa de utallige Steder, hvor jeg har forandret Haandskriftets større Adskillelsestegn til mindre, og hvor der efter hine fulgte Ord med store Begyndelsesbogstaver, kunne blive Tvivl om, hvorvidt disse vare brugte paa Grund af Adskillelsestegnet eller af andre Grunde, og da Forf. paa dette Punkt er lige saa inkonsekvent som i sin Interpunktion, vilde ethvert Forsøg paa at løse Tvivlene ikke føre til Andet end til en Række Vilkaarligheder. Da nu ovenikjøbet hele Sagen er af temmelig underordnet Betydning, har jeg foretrukket ogsaa her heltigjennem at følge et eget System, og naar jeg da har valgt omtrent det samme, som almindeligst følges nutildags, kun med en noget hyppigere Brug af store Bogstaver til de egentlige Substantiver og en noget sparsommere Brug af dem til de ikke-egentlige Substantiver[9], da har jeg gjort det, fordi dette System, uden i det Enkelte at gjøre Fordring paa at gjengive Haandskriftets Skrivemaade paa det omhandlede Punkt, dog i det Hele giver et almindeligt Indtryk af den. Thi alle Inkonsekventser fraregnede staar virkelig Haandskriftets Anvendelse af Begyndelsesbogstaverne Nutidens meget nær, og den væsentligste Forskjel er, at det er noget sparsommere i Brugen af de store. Paa én Omstændighed maa jeg i denne Sammenhæng særlig henlede Opmærksomheden. Mange Ordsammensætninger og Ordforbindelser, som vi pleje at skrive som ét Ord, adskiller Forf. i deres enkelte Bestanddele og skriver som 2, 3 eller flere Ord. Men dette hører til de Ejendommeligheder ved hendes Skrivemaade, som jeg ubetinget har ment at burde bevare i Gjengivelsen, og idet jeg nu i det Hele har været nødt til at underkaste de saaledes adskilte enkelte Ord de samme Regler for Brugen af Begyndelsesbogstaverne som alle Haandskriftets andre Ord, have nogle af de paagjældende Ordforbindelser etc. faaet et for Øjet temmelig paafaldende Udseende (jeg skriver saaledes: til Freds [eller med Forf.s Retskrivning: til Fritz], Navn give, Naade god osv.). Jeg maa imidlertid tilføje, at der lige saa lidt her som ligeoverfor de øvrige Ord i Haandskriftet er Tale om et i sine yderste Konsekventser gjennemført Princip, og at jeg navnlig ikke har betænkt mig paa at afvige fra, hvad der ellers maa kaldes Reglen, naar en konsekvent Gjennemførelse af den vilde indvirke forstyrrende paa Læsningen (jeg skriver: Under Officer, Premier Minister, Spaa Kone osv.). — Men naar jeg paa de nævnte Punkter har troet mig berettiget, ja tildels endog forpligtet til at gaa noget friere tilværks ligeoverfor Forf.s Skrivebrug, har jeg derimod i alle andre Henseender bestræbt mig for at gjøre Gjengivelsen saa tro som mulig. Jeg har allerede ovenfor omtalt, at jeg helt igjennem har beholdt Haandskriftets ejendommelige Adskillelse af Ordene. Selvfølgelig har jeg da ogsaa fulgt Forf.s Retskrivning Bogstav for Bogstav, og jeg har paa denne Del af Gjengivelsen anvendt saa megen Flid, at jeg, skjønt jeg naturligvis ikke tør sige mig fri for Fejl, dog i hvert Tilfælde véd med mig selv, at jeg er ude af Stand til at gjøre det bedre. Jeg finder saa meget mere Anledning til at fremhæve dette, da Forf.s Orthografi er yderst inkonsekvent (hun skriver saaledes et og samme Ord vexelvis med t og tt, ck og k, u, w og v osv.), og man herved let kunde komme til at tilskrive mig, hvad der i Virkeligheden udelukkende kommer paa hendes egen Regning. Jeg ønsker ogsaa udtrykkelig, at Textgjengivelsen, som den egentlige Kjærne i den mig stillede Opgave, betragtes som et Arbejde for sig, paa hvis Bedømmelse man ikke maa anvende nogen Slutning, hentet f. Ex. fra en og anden Uregelmæssighed, der kan være indløbet ved Interpunktionen eller ved Brugen af Begyndelsesbogstaverne; thi det er netop den større Omhu, jeg har følt mig forpligtet til at tilvende hin, som af og til kan have gjort mig mindre skarptseende paa de andre Punkter. Hvor et Ord eller et Bogstav ligefrem maatte antages at være fejlskrevet af Forf., har jeg rettet det i selve Texten, men for dog at give Læseren Lejlighed til at bedømme, om jeg ogsaa altid har truffet det Rigtige, har jeg bag i Bogen aftrykt en Fortegnelse over alle de saaledes ændrede Steder. Med de fremmede Ord har jeg dog forholdt mig paa en noget anden Maade. Uagtet Forf. nemlig ganske vist var i Besiddelse af en for sin Tid ualmindelig Sprogkundskab, var hun dog i de grammatiske og orthografiske Enkeltheder saa usikker, at det i det enkelte Tilfælde næsten er umuligt at afgjøre, om en i et fremmed Ord forekommende Fejl maa betragtes som Skrivfejl eller Uvidenhedsfejl, og jeg har derfor foretrukket at lade saagodtsom alle fremmede Ord blive ganske i den Skikkelse, hvori de forelaa fra Forf.s Haand, uden Hensyn til, om Fejlene ved dem beroede paa Valget af Ordene selv, eller knyttede sig til Kjøn eller Kasus, eller endog blot bestode i urigtig Anvendelse eller Omsætning af enkelte Bogstaver (man maa saaledes ikke forundre sig over at finde Ord som: Recident, vicitere, Muht, Verrähterei o. m. a.). Med Hensyn til de fremmede Ord kan endnu bemærkes, at jeg i Reglen ikke har gjort nogen Forskjel paa dem og de danske i Henseende til Brugen af Begyndelsesbogstaverne. Dog maatte jeg snart blive opmærksom paa, at der blandt de af Forf. anvendte franske og latinske Substantiver findes enkelte, som hun stadig skriver med smaa Begyndelsesbogstaver (hvad der for nogle af de førstes Vedkommende aabenbart hænger sammen med, at hun tænkte sig dem udtalte paa Fransk), og disse har jeg da troet at burde gjengive paa samme Maade. At alle Tilføjelserne til den oprindelige Text samt Anmærkningerne ere medtagne i deres Helhed, forstaar sig af sig selv, men dog maa bemærkes, at en og samme Anmærkning undertiden kan være nedskrevet og igjen udslettet 2, 3 og flere Gange, inden Forf. har fundet en ret passende Plads til den, og i saadanne Tilfælde har jeg naturligvis kun aftrykt den paa det Sted, hvor den sidst er anbragt. Rettelserne har jeg for det Meste optaget udenvidere i Texten. Dog hændte det af og til med Rettelser af rent formel Art, at den tidligere Redaktion ubetinget var at foretrække for den senere, og naar saa var, har jeg ikke betænkt mig paa at blive staaende ved den første. Paa samme Maade har jeg forholdt mig ligeoverfor enkelte reelle Rettelser, naar de nemlig ved en Uagtsomhed af Forf. vare udarbejdede i en Form, der ikke passede ind i Sætningsforbindelsen paa det Sted, hvor de hørte til. I sidste Tilfælde har jeg dog altid sørget for, at Intet gik tabt, idet jeg har aftrykt vedkommende Rettelser som Anmærkninger under den egentlige Text. Af de temmelig talrige Ord og Sætninger, som ere udstregede af Forf., uden at noget Nyt er sat i deres Sted, har jeg optaget enkelte i Texten, men dog bestandig tilføjet en Bemærkning om, at en Udstregning har fundet Sted, medmindre der kun var Tale om et ganske enkelt Ord, som var udslettet af rent formelle Hensyn og, vel at mærke, med Urette udslettet.

Til en anden Side af min Virksomhed som Udgiver end den i det Foregaaende omtalte henhører Udarbejdelsen af de Anmærkninger om historiske Forhold og Personligheder, hvormed jeg har ledsaget Skildringen. Disse Anmærkninger gjøre ikke store Fordringer. For adskillige Læsere tør det maaske antages, at de ville indeholde ret velkomne Supplementer til Forf.s Beretning, for Historikere af Faget ville de forholdsvis kun sjeldent frembyde noget Nyt. Naar jeg dog tør haabe, at dette af og til vil være Tilfældet, beror det kun paa, at jeg til deres Udarbejdelse undertiden har benyttet mindre almindelig kjendte haandskrevne Kilder. Men dog er dette langtfra skét i et saadant Omfang, som jeg selv kunde have ønsket, og navnlig maa jeg med Beklagelse udhæve, at jeg kun en enkelt Gang har haft Lejlighed til at benytte Gehejmearkivets rige Samlinger til Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Historie.

Foruden ved de tilsatte Anmærkninger har jeg ogsaa troet at kunne lette en Del Læsere Tilegnelsen af Værkets historiske Indhold ved en summarisk Fremstilling af de vigtigste af de Begivenheder, som gik forud for og mere eller mindre umiddelbart førte til den Situation, hvormed den egentlige Skildring begynder. En saadan følger da strax her nedenfor. Men jeg maa udtrykkelig bede bemærket, at den indskrænker sig til det Allernødvendigste og kun giver Begivenhedernes yderste Omrids eller saa Meget af dem, som maa ansees for nødvendigt, for at Læseren ikke skal være ganske uvidende om, hvad der menes, naar der hist og her i Værket gjøres en Hentydning til dem.

Da Leonora Christina den 8. August 1663 blev indsat i Blaataarn for der at tilbringe nogetnær de følgende 22 Aar, var hun allerede ikke mere fremmed for Fængselslivets Bitterhed. Hendes Historie i de sidst forløbne 4 Aar havde for en meget stor Del kun været en Omskiftning af ét Fangenskab med et andet. Det var blandt Svenskerne, hun gjorde sine første Erfaringer i saa Henseende, og Anledningen var den Anklage for Højforræderi, som 1659 rejstes mod hendes Mand af den svenske Regering. Skjønt der ved Roskildefreden var tilsikkret Ulfeldt Amnesti og Tilbagegivelse af hans Ejendomme, havde han ikke fundet for godt at vende hjem til Danmark. Han syntes tværtimod bestemt paa i Fremtiden udelukkende at ville offre det Land sine Kræfter, som i de sidst forløbne Aar havde skjænket ham Tilflugt, han overtog Udførelsen af idetmindste ét meget betydeligt offentligt Hverv for den svenske Regering og lønnedes for allerede ydede Tjenester med store Naadesbevisninger af Karl Gustav. Men det varede ikke længe, før Forholdet mellem ham og Kongen undergik en betydelig Forandring. Den hidtidige gode Forstaaelse afløstes paa Ulfeldts Side af en stedse tiltagende Misfornøjelse, som han ikke engang søgte at skjule, og paa Karl Gustavs Side af en stadigt voxende Mistro til Ulfeldts Ærlighed. Denne Mistro syntes at skulle blive retfærdiggjort, da man i Foraaret 1659 kom til Kundskab om en Plan, som en Del af Malmøs Borgere havde lagt til at afkaste det svenske Aag, idet der nemlig fra flere af de i Sagen indviklede Personer fremkom Beskyldninger mod Ulfeldt, som gik ud paa, at han ikke blot havde været vidende om hint Anslag, men ogsaa, for at udsone sig med den danske Regering, havde forraadt denne nogle af Svenskernes Krigsplaner, deriblandt navnlig Planen til Stormen paa Kjøbenhavn. Som en Følge af disse Angivelser blev der anlagt Sag mod Ulfeldt, han blev sat under streng Bevogtning i sin Gaard i Malmø, og hans Hustru maatte dele hans Fangenskab. Sjeldent har Leonora Christina haft Lejlighed til i højere Grad at aflægge Prøve paa sin overordentlige Sjælsstyrke og sin ualmindelige Begavelse end under disse farefulde Forhold. Thi da Ulfeldt lige i Processens Begyndelse blev hjemsøgt af et højst paafaldende Sygdomstilfælde, som berøvede ham Mælets Brug netop i hele den Tid, Sagen stod paa, og saaledes hindrede ham i personlig at optræde, førtes Forsvaret udelukkende af hans heltemodige Gemalinde, som i flere med stor Skarphed og Djærvhed skrevne Indlæg bestræbte sig for at overbevise den i Anledning af Undersøgelsen nedsatte Kommission om hendes Mands fuldstændige Uskyldighed. Dette lykkedes nu vel ikke ganske, men paa den anden Side vare Vidnesbyrdene imod ham heller ikke i alle Punkter lige fyldestgjørende, og da Sagen, efter at have slæbt sig hen i 14 Maaneder (i hvilken Tid Karl Gustav var død), endelig optoges til Doms, blev man af Mangel paa tilstrækkeligt Bevis nødt til at frikjende ham. Men Ulfeldt havde ikke fundet det raadeligt at afvente denne Dom. Nogle Dage før den blev afsagt, havde han set Lejlighed til at undslippe sine Bevogtere og faa fat paa en Baad, og med denne styrede han nu Koursen til Kjøbenhavn. Ankommen her indgav han en Skrivelse til Kongen, hvori han bad om Tilladelse til at maatte gjøre ham sin Opvartning, saasnart hans Kone, som han ventede til Staden — men som forøvrigt troede, at Manden var rejst til Lybek —, var indtruffet. Der blev imidlertid ingen Notits taget af denne Skrivelse, og anden Dagen efter, at Leonora Christina var ankommen, bleve baade hun og hendes Mand — uden Hensyn til Bestemmelserne i Roskildefreden, der jo rigtignok heller ikke udtrykkeligt vare optagne i den kjøbenhavnske Fredstraktat — arresterede og førte til Bornholm, hvor de indsattes som Fanger paa Hammershuus Fæstning. Dette gik for sig i Slutningen af Juli 1660.

Fangenskabet paa Hammershuus betegner det andet Stadium i Leonora Christinas Fængselshistorie og ganske vist ikke det mindst kvalfulde. Gouverneuren paa Bornholm, Generalmajor Adolf Fuchs, var en yderst haard og streng Mand, i hvis Adfærd mod Fangerne der ikke blot spores en ubøjelig Pligtfølelse, men ogsaa ligefrem personlig Uvilje. Skjønt man ikke kan frikjende hverken Ulfeldt eller hans Hustru for af og til at have udæsket Gouverneurens Vrede, gav denne sig dog undertiden Luft, navnlig ligeoverfor Leonora Christina, paa en saa brutal Maade, at det under ingen Omstændigheder kan undskyldes. I Begyndelsen var dog de Fangnes Tilstand for saavidt taaleligere, som det var dem tilladt at være sammen. Men efterat et Flugtforsøg var mislykket og opdaget, blev ogsaa denne Gunst dem nægtet, og de bleve nu (i Juni 1661) hver for sig indespærrede i et Fængsel af meget strengere Art end det tidligere, hvor de maatte undvære Lys, Beskjæftigelse og Opvartning. Saaledes stode Sagerne, da Overstatholder og Premierminister Grev Christian Rantzov i September Maaned ankom til Bornholm. Uagtet sin strenge Afspærring havde Ulfeldt dog set Lejlighed til at tilstille Frederik III. Skrivelser, hvori han beklagede sig over Fuchs's Adfærd, og da nu Grev Rantzov alligevel skulde til Bornholm for at tage Øen i Ed til Kongen, fik han med det Samme Ordre til at undersøge hele Sagen mellem Gouverneuren og de Fangne. Af større Betydning for det Ulfeldt'ske Ægtepar end denne Undersøgelse — hvis Resultat i alt Fald praktisk var foregrebet derved, at det, endnu inden den begyndte, var bestemt, at Fuchs skulde afløses af en Anden i sin Post — var det dog, at Rantzov ogsaa havde medbragt Instruktioner til Underhandlinger med de Fangne om Betingelserne for en fuldstændig Løsgivelse. Disse Underhandlinger førte forholdsvis hurtigt til et Resultat, da Ulfeldt, nedbøjet som han var af Fængslets Tryk, var villig til at bringe næsten ethvert Offer, som forlangtes af ham, naar han blot derved kunde opnaa sin Frihed. Betingelserne for Løsgivelsen vare meget haarde. De vigtigste blandt dem vare, at Ulfeldt skulde afstaa til Kronen Alt, hvad han ejede af faste Ejendomme og Jordegods udenfor Fyen, at han skulde annullere en Obligation paa 63000 Rdlr. foruden paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede til ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne Indtægter, at han ikke maatte forlade Fyen uden Kongens Tilladelse, ikke tage Tjeneste hos nogen udenlandsk Fyrste og ikke indlade sig paa Nogetsomhelst, der kunde være til Rigets Skade. Den nærmere Specifikation af nogle af disse Betingelser synes først at være foretaget i Kjøbenhavn, hvor Ulfeldt og Leonora Christina indtraf den 21. December 1661, og her maatte Ulfeldt ogsaa paany aflægge Troskabsed til Frederik III. Som fremtidigt Opholdssted anviste Regeringen ham Ellensborg i Fyen, der hørte til Leonora Christinas Arv efter hendes Mormoder Ellen Marsvin. Hertil afrejste han med sin Gemalinde den 27. December.


Saa dybt som Ulfeldt var faldet, han, som engang var den første Mand i Riget næst Kongen, skulde han, som bekjendt, falde endnu dybere. Den egentlige Katastrofe i hans Liv stod tilbage, og som det altid hidtil havde været Tilfældet, skulde han ogsaa denne Gang drage sin Hustru med sig i Fordærvelsen. Næppe var han kommen til Ro paa Ellensborg, før han begyndte at træffe Forberedelser til at slippe bort derfra igjen. Idet han brugte sit nedbrudte Helbred som Paaskud, søgte og erholdt han i Foraaret 1662 Tilladelse til paa nogen Tid at forlade Landet for at bruge Badene i Aachen. Han drog bort i Juni Maaned med sin Familie, men istedetfor at begive sig til Aachen rejste han til Amsterdam, derfra igjen til Brygge, og i denne By opholdt han sig nu — fraregnet en kort Udflugt til Paris af en allerede temmelig mistænkelig Karakter, jvfr. S. 32 Anm. 1 — hele dette Aar ud og en stor Del af det næste. Den 24. Maj 1663 forlod Leonora Christina ham for, efter hans egen indtrængende Opfordringer, at gaa til England, hvor hun skulde indkræve en større Pengesum, som Ulfeldt i sin Tid af sine egne Midler havde forstrakt Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene (jvfr. S. 9 Anm.). En Tidlang syntes hendes Rejse at skulle faa et heldigt Udfald. Skjønt det varede noget, inden hun fik Adgang til Karl II.s egen Person, lykkedes det hende dog omsider, og Kongen modtog hende meget naadigt og lovede at ville stille hende tilfreds. Men uagtet dette udeblev Betalingen, Tiden gik, og da Leonora Christina endelig, mismodig over bestandig at blive holdt hen med Udflugter og opfordret af sin Mand til at vende tilbage, lavede sig til at forlade England, var der indtraadt Omstændigheder, som gjorde hende dette umuligt. Den danske Regering havde nemlig i Løbet af Foraaret modtaget forskjellige Meddelelser, som vare i højeste Grad kompromitterende for Ulfeldt. De udgik fra det brandenburgske Hof, og Begyndelsen gjordes med en Skrivelse, hvori den danske Regering underrettedes om, at en stor Fare truede Staten, og at Kurfyrsten ønskede, at man sendte en betroet Mand til ham, for at han mundtlig kunde give ham nærmere Besked om Sagen. Ifølge denne Anmodning blev Amtmanden i Flensborg, Detlev v. Ahlefeldt, sendt til Kønigsberg og fik ogsaa her al fornøden Underretning. Det Væsentligste af, hvad han erfarede, var, at Ulfeldt, efter at have ladet Kurfyrsten vide, at han havde en vigtig Meddelelse at gjøre ham, og efter at være traadt i Forbindelse med en Afsending fra Kurfyrsten, Generalmajor Span, havde aabenbaret denne, at der var et stort Parti i Danmark, som var misfornøjet med Regeringen, og at dette Parti havde henvendt sig til ham — Ulfeldt — med Begjæring om at skaffe Landet en anden Konge. Hvis nu Kurfyrsten vilde modtage Kronen, saa troede Ulfeldt ogsaa at kunne hjælpe ham til den, som han overhovedet nok skulde underrette ham om, hvorledes han i det Hele havde at forholde sig i denne Sag. Det fejler næppe, at Ahlefeldts Indberetning har slaaet den danske Regering med Forfærdelse. Imidlertid besluttede den dog foreløbig at holde Sagen hemmelig og nøjedes med at anmode Kurfyrsten af Brandenburg om paany at sende Span til Ulfeldt, for at man kunde faa nærmere Oplysninger om hans Planer. Dette skete virkelig ogsaa, men da man kort efter fik at vide, at Leonora Christina var i England, har man rimeligvis antaget, at ogsaa hendes Mand opholdt sig der, og man henvendte sig derfor til den engelske Regering med en Opfordring om at lade dem begge anholde. For Ulfeldts Vedkommende viste det sig snart, at man havde taget fejl, men man var nu bleven kjed af at vente, og uden at oppebie Spans Indberetning om hans anden Sammenkomst med Ulfeldt lod Frederik III. paa de allerede foreliggende Vidnesbyrd Sagen foretage for Højesteret, som saa den 24. Juli afsagde den bekjendte Dom, ved hvilken Ulfeldt dømtes som Landsforræder fra Ære, Liv og Gods. Leonora Christina var imidlertid i Følge de indløbne Rekvisitioner bleven anholdt i Dover af de engelske Myndigheder, just som hun gjorde sig rede til at forlade Landet. Hun blev indsat paa Slottet og holdt fangen her i nogen Tid, men saa redebon den engelske Regering ellers hidtil havde vist sig til at gaa den danske Konges Ærinder, trykkede den sig dog ved ganske aabenlyst og paa officiel Maade at udlevere den Fangne. Imidlertid skulde hun dog bort, og for at udvirke dette lagde man en Fælde for hende. En engelsk Officer, Braten, bildte hende ind, at han vilde skaffe hende ombord i et Skib, som skulde afgaa til Flandern, og da hun nu en Nat i Følge med Braten forlod Slottet for at begive sig til dette Skib, overgav Forræderen hende til den danske Resident i England, Simon de Petcum, som opholdt sig i Nærheden med nogle bevæbnede Mænd, og disse toge da Leonora Christina imellem sig og bragte hende ombord paa et engelsk Krigsskib, som af Petcum var fragtet til at føre hende til Kjøbenhavn.

Med Ankomsten til Kjøbenhavn begynder Leonora Christinas egen sammenhængende Skildring, og jeg finder derfor ingen Anledning til at føre denne korte historiske Skizze videre. Kun med Hensyn til Spørgsmaalet om den danske Regerings Forhold til den Leonora Christina tilføjede Uret turde det maaske endnu være mig tilladt at bemærke, at saa meget Oprørende der var i den Maade, hvorpaa Anholdelsen og Udleveringen foregik, er det dog — selv afset fra, at den engelske Regering fuldkommen bærer Broderparten af Skylden herfor — næppe paa dette Punkt, at den danske Regerings Fremfærd mod Leonora Christina viser sig i det ugunstigste Lys. De Meddelelser, som Regeringen havde faaet om Ulfeldts Planer fra en Kilde, hvis Paalidelighed den ingen Grund havde til at betvivle, vare af en saadan Beskaffenhed, at den maatte være berettiget til at tage de strengeste Forholdsregler, og at Leonora Christina var vidende om hine Planer, havde Regeringen al mulig Grund til at antage, som hun da ogsaa siger selv i nærværende Værk, at hendes Mand aldrig plejede at skjule nogen Sag af Vigtighed for hende. Dette maa han nu dog have gjort denne ene Gang, men det var umuligt for nogen Anden at formode det. Ganske anderledes stiller Sagen sig for Regeringens Vedkommende ligeoverfor den Kjendsgjerning, at den, uden at der var gaaet nogen Dom over Leonora Christina, og uden at hun i det Hele var bleven overbevist om nogen anden Brøde, end, som hun selv siger, den ikke at have villet forlade sin Mand i Ulykken, holdt hende indespærret i et almindeligt Forbryderfængsel, ikke blot indtil Mandens Død selv i Regeringens Øjne maatte have gjort hende uskadelig, men endnu 21 lange Aar efter dette Tidspunkt. Dette er dens store og egentlige Skyld imod hende, og den forringes ikke i mindste Maade derved, at det væsentlig var en eneste Persons — Dronning Sophie Amalies — uforsonlige Had, som kom til Udtryk i denne lange Indespærring, eller derved, at en meget stor Del af de Kvaler, som Leonora Christina udstod i Fængslet, mindre havde deres Udspring i en indenfor Fængselsmurene planmæssig fortsat Forfølgelse fra hendes Fjenders Side, end i Omstændigheder, der tilhørte Tiden, i Fængselsvæsenets daværende usle Tilstand, i hendes tilfældige Omgivelsers naturlige Raahed osv.

Til Slutning endnu kun et Ord om det her udgivne Værks ydre Historie. Det er allerede sagt, at det nærmest var bestemt for Forf.s Børn, men da det jo blev nedskrevet i Fængslet, kunde Forf. under Udarbejdelsen ikke have noget Haab om, at det skulde blive hende forundt selv at overgive det i de rette Hænder, og det var derfor bestemt, at en god Ven blandt hendes Omgivelser i Fængslet (se S. 246 Anm. 1) skulde besørge det til dets Adresse, saasnart det var bleven færdigt. Ved Leonora Christinas Frigivelse blev Benyttelsen af en Mellemmand overflødig, og Haandskriftet har nu uden Tvivl fulgt hende til Maribo Kloster og er blevet der en Tidlang. Efter hendes Død har saa en af Døttrene oversendt det til Leonora Christinas yngste Søn, Leo Ulfeldt, og hos dennes Descendenter er det forblevet indtil vore Dage. Ved Haandskriftet ligger endnu det Brev, som ledsagede Oversendelsen. Det er skrevet med en Damehaand, der synes at være Anne Cathrine Ulfeldts (flere Breve fra hende opbevares paa det store kgl. Bibliothek, Ny kgl. Samling, 2146c, 4to), og er forseglet med det rigsgrevelig Ulfeldt'ske Segl (se Lexicon over adelige Familier 2 Bd. S. 335), men er iøvrigt uden Dato og Underskrift. Det lyder bogstavret saaledes:

»Denne Baag handler om, huad woris Sl. Frue Moder er hendtis i Hendis Fengsel. Ieg haffuer icke kundt resoluere mig till att brende den, ihuorwel att dends Læßning haffuer giffuet mig ljden fornøyelße, efftersom de adskillige hendelßer betreffer alle Hendis bedrøffuelige Tilstand. Endelig er ded icke u-nyttigt att wjde, huorledis med Hender er forfahret, mens er icke fornøden, att den kommer i fremmede hender, thi ded kunde hende sig, att den kunde glæde dem, som ennu kunde wære til offuers aff woris Hadere.«

Udskrift:
A Monsieur
Monsieur le Comte
Leon D'Ulfeldt &c.


Kjøbenhavn, den 1. Juni 1869.

S. B. Smith.


Det gamle Kjøbenhavns Slot med Blaataarn,
set fra Bagsiden.

Den fangne Greffwinne
Leonoræ Christinæ: Iammers Minde


Fortalen
Til mine Børn.

Hierte kiere Børn! Billigen kand ieg med Iob sige: Der som man min Iammer kunde weye oc mine Liidelser tilsammen i en Wect-Skaal legge, da skulle de were tyngere end Saand i Haffuet. Ia wißeligen erre mine Liidelser stoere oc mange, de erre tunge oc vtallige[10]. Mit Sind haffuer lenge offuer denne Iammers Minde werret striidig, ey kundende slutte, om ieg mig icke snarere skulle bemøde mine Liidelser att forglemme end dennem att ihuekomme. Men endeligen haffuer tilskyndende Aarsager mig dreffuen icke alleeneste min Iammer att ihuekomme, men den endoc vdi Pennen att forfatte oc Eder, mine kiære Børn, den att tilskriffue[11].

Første tildriffuende Aarsage er Guds Allmectigheds Errindring, efftersom ieg ey min Iammer, Angst, Nød oc Smerte ihuekomme kand foruden tillige med mig Guds Allmact att errindre, som vdi alle mine Liidelser, Elendigheder, Hiertesorrig oc Bedrøffuelser min Krafft oc Hielp, min Trøst oc Bistand haffuer werret; thi aldrig lagde Gud mig saa snart en Byrde paa, att hand io med ded samme mig effter Byrdens Tyngde Styrcke gaff, saa att Byrden mig wel krum nederbøyede, mig hart knuede oc tryckte, men dog ey slet nederslog, knusede oc vndertryckte, for huilcket den vbegriibelige Guds Allmectighed skee Loff oc Priis i Ewighed. Wil mig alt saa icke alleeneste min Iammer errindre oc Gud for sin naadige Bistand i alle tilføyede bedrøffuelige Tilfald tacke, men endoc Eder, mine kiere Børn, Guds Goedhed imod mig kundgiøre, paa ded I Eder icke alleeneste offuer den Allerhøyestis v-begriibelige Hielps-Gierninger kunde forundre, men endoc med mig der vdoffuer i Tacksigelsen indstemme. Thi med Skiel skal I kunde sige, att Gud vnderlige Ting imod mig giort haffuer[12]; att hand haffuer werret mectig vdi mig suage oc sin Krafft vdi mig, ded allerskrøbeligste Redskab, bewiißet. Thi huorledis haffde ded ellers werret muligt, att ieg saa mange offuer stoere, plutzlige oc v-formodentlige, vlyckelige Tilfælle haffde kundet imodstaa, om hands Aand icke vdi mig sin Wirckning haffde giort? Gud war den, som selffuer traadde ind med mig aff Taarne-Døren, hand war dend, som racte mig sin Haand oc striide for mig vdi Mißdædernis Fengsel, som kaldis den Mørcke-Kircke. Hand haffuer siden stetze, nu nesten ellffue Aar, worren inden mine Fengsels-Døre oc vdi mit Hierte, haffuer styrcket, trøstet, queeget, ia offte endoc glæd mig. Gud haffuer giort vnderlige Ting imod mig, thi ded er meere end vbegribeligt, att ieg saa stoere mig offuerkomne Vlycker haffuer kundt offuerleffue, beholdendis min Fornufft, Sind oc Santz. Ded er sig høyligen offuer att forundre, att mine Lemmer icke erre krumpen oc contract aff Liggen oc Sidden, att mine Øyen icke erre dumme, ia gandske blinde aff Graad, aff Røg oc Smøg, att ieg icke er stackaanded aff idelig Lyßetaande oc Qualm, aff Stanck oc indklemte Lufft. Gud allene Æren!

Den anden tilskyndende Aarsage er den Trøst, ded Eder, mine kiære Børn, wil were, att I formedelst denne Iammers-Minde forsickris, att ieg vskyldeligen liider, att mig icke ringeste Sag er tillagt, oc att ieg intet er bleffuen beskylt, for huilcket I, mine kiære Børn, tør bluis oc Øynene skammeligen nederslaa. Ieg liider for att haffue werret ælsket aff en dydig Herre oc Hoßbonde, for att ey haffue hannem i Vlycken wilt forlade; susspiceris derfor att wide om ett Forræderi, hand aldrig er bleffuen for tiltalt, mindre offuerbewiist, huis Beskyllings Aarsage mig ey bleff forstendiget, ihuor smaaligen oc weemodeligen ieg ded war begierendis. Lader ded were Eders Trøst, mine kiære Børn, att ieg haffuer en naadig Gud, en goed Samwittighed oc en frii Foed att staa paa, att ieg aldrig nogen skammelig Gierning haffuer giort. Ded er en Naade hoeß Gud, siger Apostelen St. Peder, om nogen bærer ded onde formedelst en goed Samwittighed oc liider Vret. Ieg liider, Ære wære Gud! icke for mine Mißgierninger, thi da war ded mig ingen Roeß, men ieg kand roeße mig aff, att ieg aff Vngdom op Christi Kaarßdragerske haffuer werret oc hafft v-trolige himlige Liidelser, huilcke effter mine Aar oc Alder ware wel tunge att bære.

I huor wel min Iammers-Minde icke widre indholder eller om melder, end huis sig med mig i dette Fengsel paa elffte Aar haffwer tildraget, saa kand ieg dog icke forbigaa Eder, mine kiære Børn, mine forrige Liidelser korteligen i denne Fortale att paaminde, tackende Gud for diß Offuerstriidende.

Eder, mine hierte kiære Børn, er icke alleeneste witterligt, men ded er endoc landkyndig, huad stoere Liidelser oc effterfølgende Vlycker Dina oc Walter med derris mectige Anhang worris Huuß paaførte Anno 1651[13].

At ieg intet skal melde om saa mange modige oc tunge Dagis Reiser, om Haffs-Nød oc mange Slags Farligheder, ieg vdi fremmede Lande fristet haffuer, den eeneste Reiße wil ieg Eder alleene til Gemøte føre, huilcken min Herre mig imod mit Sind befalede att giøre i Dannemarck Anno 1657. Den war Winter Dag, besuærlig oc farlig. Ieg liide Spott oc Forfølgelse, oc dersom Gud icke haffde giffuen mig Moed oc den ded betaget, som mig skulle griibe, da haffde ieg ey paa den Tiid vntgaaet Fengsels Vlycke[14].

I dragis wel til Minde, mine kiære Børn, huad ieg i den malmøske Arrest fiorten Maaneder liide oc vdstoed; att den største Naade, Hands kl. Majt. aff Suerrige, Konning Karl den tiiende, mig da bewiiste, war, att hand satte ded i mine Kaar, enten ieg wille were paa frii Foed oc raade for worris Goedz, eller oc med min Herre were arresteret. Ieg erkiendte den Naade oc ded sidste som ded skylligste vdwalde, actendis ded for en Lycke, att ieg min da sorgefulde oc siden med Sygdom behafftede Hoßbonde maatte trøste oc tienne. Ieg antog ded oc for en Naade, att mig bleff tilsted (der min Herre for Suaghed ey selffuer kunde) for hannem att gaa i Rette. Huad Hiertesorrig oc Bedrøffuelse ieg for min skrøbelige Herre haffde, huad Møde, Besuæring oc Bekümring Processen (som offuer nii Vger dagligen bleff forretagen) mig foraarsagede, ded weed den høyeste Gud, som war min Trøst, Styrcke oc Bistand, som mig gaff Moed oc Hierte for en Siddendis-Rett min Herris ærlige Naffn att forsuare[15].

Eder er wel icke forglemt, huor hastig en Vlycke anden fuldte, huorledis den Liidelse ey war forbi, førend en langt større hender Haanden racte; oc gick ded oß da, som Poëten siger: Incidit in Scyllam, qui vult vitare Charibdin. Wii vntgick en Arrest oc falt i ett hart Fengsel, vden Tuiffuel formedelst Guds Tilskickelse, som min Herre (imod worris Tagen Affskeed) gaff de Tancker sig til Kiøbenhaffn i Steden for Lybeck att forføye. Huor hierteklemt ieg bleff, der ieg imod all Formoding min Herre i Kiøbenhaffn for mig fant (huilcken ieg formeente alle hands Fiinders Mact oc Wold att were vntkommen), ded kand ieg med ingen Pen beskriffue. Ieg wentede ded, som min Herre icke troede, huilcket dog strax der paa fulte, som war en Arrest, oc bleffue wii anden Dagen effter min Ankomst (effter huilcken biiedis) tagen til Fanger oc førte til Borringholm, huorhelst wii sytten Maaneders Tiid hart ware fengselet[16]. Huad ieg der liide, derom haffuer ieg en fuldkommen Beskriffning giort[17], som ieg formoder vdi Eders, mine kiere Børns, Giemme findis, huor vdaff I seer, huad ieg med min suage Herre vdstoed, huor offte ieg større Vlycke affwergede, efftersom min Herre icke altiid med Taalmodighed Gouuerneurens, Adolff Foßis (som sig Fux kalte), onde Tractament kunde forsmerte. Tungt oc hart war ded att were aff en Bonde Søn spottet oc forhaanet, att were aff hannem sultet, truet oc høtt, men tyngere oc haardere att were syg vnder hands Gewalt oc høre aff hannem de Ord, att der som end Døden saed mig paa Læberne, saa skulle dog icke nogen Guds-Ords-Tiennere komme til mig. O stoer[e] Tyranni! Hands Ondskab war saa offuer Maade stoer, att hand icke kunde taale, at wii lettede huer andre Kaarßet, huor for hand ded saa forarbeydede, att wii effter ellffue Maaneders Forløb fra huer andre bleffue skilte, oc huer særdelis paa ded haardeste fengselet. Min Herre (som da alt war en gammel Mand) foruden Tienner, oc ieg, foruden Tiennerinde, finge ey lengre Lyß, end Afftens-Maaltiid warede. Ieg kand ey forbigaa den sex Maaneders haarde Skilßmiße oc bedrøffuelige Affskeed, wii fra huer andre toge, smerteligen att ihuekomme; thi for menniskelige Øyne saae ded icke anderledis vd end saa, som Gouuerneuren oß spaade, att ded wille were for den sidste Gang, wii huer andre her i Werden skulle see oc tale. Gud wed best, huor tung den Liidelse war, thi hand war den, som trøstede, som gaff Haab imod all Forhaabning, som gaff Moed, der Gouuerneuren mig besøgte oc wille mißtrøste. Gud stadfæstede mit Haab, Goedz oc Formue løste worris Fengsel[18], oc wii finge huer andre igien att see oc tale. Saa bedrøffuet min Herre war, der wii fra huer andre paa Borringholm bleffue skilte, saa glad war hand, der hand toe Aar der effter til den engelske Reiße mig haffde offuertalt, ey tenckendis, att den oß for alltiid skulle attskillige. Min Herre, som haffde alt for goed opinion om Kongen aff Engeland, meente, att nu, hand war til Tronen kommen, att hand icke alleeneste sine stoere mundtlige oc skrifftlige Løffter skulle ihuekomme, men sig oc errindre, att ieg vdi hands Nøds- oc Landtflyctigheds Tiid tog Ringene aff Fingerne oc for hands oc hands Tienneris Maaltiider vdsatte. Men huor nødig ieg mig den Reiße paatog, ded er nogle aff Eder, mine kiære Børn, bekiendt, wel wiidende, att hoeß en vtacknemmelig ey anded end Vtacknemmelighed er att hente oc wente. Ieg haffde andris Exempler att speile mig vdi, men ded war mig saa forrelagt. Der ware beeske Stycker Brød for mig tilskaarren, oc bitter Kaarß-Galle for mig indskenket vdi ded Blaa-Taarn paa Kiøbenhaffns-Slott; did skulle ieg, ded der att æde oc att vddricke.

Eder er icke v-witterligt, huor falskeligen Kongen aff Eng. med mig handlede, huor wel hand tog imod min Komme, huor hand mig med ett Iudas-Kyß helste oc sin Fencke tittulerede, huorledis hand baade selffuer, saa wel som wed sine høye Ministri, all kl. Gunst oc Naade forsickrede oc mig for de forstracte Penninger Betaling loffuede. I wiide, huor suigacteligen hand mig (effter Hs. kl. Mt. aff Dannemarckis Begiering) til Dovers loed arrestere oc siden wed den Forræder Lutenant Braten wiiß giøre, att hand mig himmeligen wille lade vntkomme, leuerende mig dermed i den danske Resident, Simon Petcons Hender, som med aatte bewæbnede Mænd mig loed anfalle; selff holte hand sig langt fra oc torde icke komme mig nær. De satte mig Degen oc Pistoll paa Brystet, oc tuende toge mig mellem sig oc satte mig i en Baad, huilcken mig førte til ett Skiib, som forte Resident haffde tilreede, oc haffde hand befalet en Karl wed Naffn Peter Dreyer mig til Kiøbenhaffn att leedsage[19].

Her fra haffuer denne min Iammers Minde sin Begyndelse. Den melder om, huis mig inden ded Blaa-Taarens Døre er hentis. Betencker, mine hierte kiere Børn, diße haarde Liidelser; errindrer Eder oc Guds stoere Goedhed imod mig. Seer: aff sex Drøffuelser haffuer hand vdfriiet mig; wærer wiß paa, att hand vdi den syffuende mig ey lader sticke eller omkomme. Ney! hand wil for sit Naffns Ære[s] Skyld wældeligen mig vdriiffue.

Miine Liidelsers Fortelning er bedrøffuelig att paahøre oc kand de aller haardeste Hierter til Medliidenhed bewege; men lader dens Læßning Eder icke høyre bedrøffue, end Glæden den igien kand offuerweye. Betracter min V-skyllighed, Friimodighed oc Taalmodighed; glæder Eder der vdoffuer.

Mange smaa Widerwertigheder oc daglig Fortred er ieg for Witløfftigheds Skyld forbigaaet, ihuor wel den ringste aff dennem hart suee i mit ømme Drøffuelsis Saar.

Ieg bekiender mine Suagheder oc bærer ingen Sky Eder dennem att fortelle. Ieg er ett Menniske oc fuld aff menniskelige Skrøbligheder. De første Bewegelser staar icke vdi worris Mact, man offueriilis stønnem, førend man sig kand besinde. Gud wed, att ieg offte haffuer giort mig baade døff oc blind for icke til Wrede att opirris. Ieg skammer mig wed Slozfogdens Iohan Iægers, Kresten Maansøn Taarnegiemmers, Karen Ollis Daatters oc Catharina Wolffs vtuctige Ord, skiiden Snack oc groffue Plom[p]heder att indføre oc opregne; ded wille for meget ledere høfflige Ørne. Ded kand ieg Eder forsickre, att ded offuergaar alt ded, som v-teerligt, skidden, tølpersk oc v-sømmeligt kand were; thi groffue Ord oc fuull Tale war derris Wenligheds oc Mildheds Tegn, oc blodige Eeder derris Vsandferdigheders Smycke oc Beprydelse, saa att derris Omgiengelse war mig meget v-angenem. Ieg war intet gladere, end naar Dørene imellem mig oc dennem ware luct, som for mig lucke skulle, saa haffde ieg ickun Quinden alleene, huilcken ieg stønnem med goede, stønnem med Vdfuen oc Truen kunde komme til att tie.

Ieg haffuer endoc hafft goed Omgiengelse oc endnu haffuer, huis Tiennester oc Høffligheder ieg tilbørligen ihuekommer oc wil, saa lenge ieg leffuer, ihuekomme. I, mine kiere Børn, wille ded oc imod en huer effter Muelighed erkiende.

I finder oc vdi denne Iammers Minde tuende aff worris Huußis Hoffuit Fiinder, som [er] Iørgen Walter oc Iørgen Skrøder[20], offuer huilcke Gud mig haffuer hæffnet oc wille, att de skulle trenge til mig, oc ieg dennem skulle hußuale. Walter giffuer mig noget Anleding lided mere, end mit Forset war, om hannem att melde.

Aff de Psalmer oc aandelige Wiiser, ieg componeret oc translateret haffuer, indfører ieg nogle til den Ende, att I, mine kiere Børn, kand see oc kiende, att ieg mig stetze haffuer holt fast til Gud, huilcken haffuer wæret oc endnu er min Muur imod alle Anløb oc min Tilfluct imod alle Slags Moedgang oc Widerwertigheder. Giffuer intet Act paa Riimene; de erre icke effter alle de Regler, Poëterne sig giøre; men giffuer Act paa Materien, Meeningen oc Nytten. Ieg haffuer ey heller wilt mine andre smaa Tiidsfordriff forbigaa, thi der vdaff kand I Eder mit Sinds Roelighed forwiße oc see, att ieg ingen ledige Tiimer haffuer, [ia?] att en (for andre affskylig) Røtte mig endoc tienner til Tiidskortning.

Tuende Observationer haffuer ieg antegnet. Ihuor wel de erre om ringe oc foractelige Dyr, saa erre de dog merckelige, oc tuiffler ieg paa, att de aff nogen naturkündiger tilforne erre bleffuen i Act tagen. Thi att der findis ett Slags Kaal-Orme, som føder leffuende smaa Orme, oc saadanne som de er selff, troer ieg icke, haffuer før werret noteret. Mindre, att en Loppe føder en formeret Loppe, oc icke en Gned kommer aff en Gned[21].

Til Besluttning beder ieg Eder, mine hierte kiere Børn, att I icke lader ded Eder vnderlig forrekomme, att ieg icke haffuer wilt tage imod den Leylighed, wed huilcken ieg til min Friihed haffuer kundet komme. Naar I ded rett betencker, saa haffde ded huercken werret Eder eller mig tienlig. Ieg bekiender, att dersom min Herre, salig hoeß Gud, haffde werret i Liffue, att ieg da icke alleeneste haffde tagen imod Tilbudded, men endoc giort mit yderste mit Fengsel att vntkomme for hannem att opsøge, til sidste Aande-Dret att opwarte oc tienne; min Skyllighed haffde ded vdkræffuet. Men efftersom hand da alt war hoeß Gud vdi Huiile oc Roe oc ey nogen Menniskis Tienneste meere behøffuede, saa haffuer ieg billigen betractet, att den selfftagen Friihed oß paa alle Sider meere skadeligt end som gaffnligt were wille, oc att ded icke war der Wey til worris fratagne Formue att komme, huorfor ieg den vdslog oc søgte i ded Sted mit Hierte til Roelighed att skicke oc mit paalagte Kaarß taalmodeligen att bære. Wil Gud ded saa føye, oc er ded hands guddommelige Behag, att ieg med kongelig Naade min Friihed skal nyde, saa wil ieg oc med Glæde effter yderste Formue for Eder, mine hierte kiære Børn, wære ett Wersens Træl oc vdi Gierningen erwiiße, att ieg aldrig wiger fra min Plict, att ieg icke er mindre en goed oc retsinnig Moder, end som ieg haffuer werret en troe Hustru. Vdi midler Tiid lader Guds Willie were Eders Willie, hand wil alle Ting saaledis wende, føye oc lawe, att ded Eder oc mig til Siel oc Liiff kand gaffne; vnder huis trygge Waretect ieg Eder alle troligen wil befale oc bede, att hand Eders Fader oc Moder, Eders Raadførere oc Ledismand wille were. Beder I igien for mig, att Gud mig med sin goede Aand wil regiere oc fremdelis som hid ind til Taalmodighed forunde. Ded er alt ded, som søger hoes Eder

Mine hierte kiere Børn
Eders hulde Moder
Leonora Christina
V. E. G.[22]

Skreffuen i ded Blaa-Taarn Anno 1674 den 18. Iulii, mit Fengsels ded elffte Aar, min Fødsels Dag, oc Alders 53. Aar.

Ieg haffwer oc ihuekommet med allerstørste underdanig Tacksigelse worris nu allernaadigste Arffwe Kongis Naade imod mig, stacket effter Kongl. Majt. kom til Regieringen.

Dißligeste ihuekommet worris allernaadigste Regierings Dronnings oc Hs. Durchleutighed, Cur-Fyrstinnen aff Saxsens Medliidenhed offwer min ulyckelige Skiæffne; saa oc Hendis Majt. Dronningens særdelis Naade.

Ieg haffwer oc icke forgiæt med tilbørlig Skyllighed att ihuekomme Hendis Majt. Dronningens Frue Moders, den dydige Landt-Greffwinne aff Hæßens, Naade imod mig.

Haffwer oc antegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra An. 1663 indtil Anno 1674, i mit Fengsel sig haffwer til draget, i Meening der weed min Iammers Minde att ende, efftersom ieg fant hoes mig en Fornøyelse oc offte trøstede mig selffwer, att ded er bedre att wære uskyllig fengselet end att wære frii oc haffue forskyldt Fengsel. Ieg errindrede mig att haffue læst, att Fengsel haffde tient mangen een til Beskiærmelse imod større Farligheder oc fra att falde i derris Fiinders Hænder. Der haffwer wærret de, som erre udkommen aff derris Fengsel oc strax der effter erre bleffwen myrtte. Der haffwer wærret de, som haffwer hafft derris rundelig Ophold i Fengsel oc siden i Friiheden liid Nød. Uskyllig Fengsel undertrycker icke eens Ære, men den forøger Æren. Mangen een haffwer i Fængsel faaet stoere Widenskaber oc erfaret de Ting, de før icke kunde naae. Ia, Fengsel leeder til Himmelen. Sagde saa offte til mig selffwer: Trøst dig, du Fange, du est lycksalig.

Efftersom ded 1674. Aar ickun war Hælten aff miine Fengsels Dage, saa haffwer ieg i denne min Iammers-Minde[23] tilføyet ded, som siden den Tiid inden miine Fengsels Døre sig haffwer tildraget. Ieg liider mod min Friiheds Afften, 1685 den 19. Maj.[24] Gud allene Æren, som Kongl. Majt. til Retferdighed haffwer beweget!

Her hoes wil ieg ihuekomme dennem, hwis dødelig Affgang mig wærende mit Fængsel bleff beretet:

  1. Kongl. Majts. Premier Ministre, Greff Christian aff Rantzov, døde i September Maanet 1663. Leffwede icke den Dag att dricke Skaaller til worris Princeße oc Cur Prinzen aff Sachsens Troloffwelsis Fæst. Langt mindre naaede hand den Dag att see (effter hands Angiffwende) et Træ Billede til min sl. Herris Spott att parteris. Døden war hannem meget bitter.
  2. Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget streng i min største Bedrøffwelse, haffde en lang piinactig Sygdom; sagde aff Utaalmodighed, att Helffwedis Piine war icke større, end som henders Piine war. Man kunde paa Taarnet høre hender skriige. Hun bleff ført paa en Dyne need i Byen oc døde der.
  3. Able Catharinæ Døe war meget smertelig. Haffde hun før søgt hoes mig paa himmelige Stæder effter Breffue, da bleff hun siden aff Balberere meget befølt, efftersom hun haffde Byller paa himmelige Steder. Hun bleff skaarren oc brent. All den Piine udstoed hun i Haab att leffwe, men hwercken Batskerns Windskiibelighed eller Dronningens Besøgelser kunde rædde hender fra Døden.
  4. Secreterer Erich Krag, som haffde laded see sit onde Hiertelaw imod mig i mit Fengsel den Myrcke-Kircke, bleff hastig aff Døden henryckt paa et ureent Stæd; war frisk oc sund, haffde til Middag laded indbyde Giæster til sig, saed oc skreff wed sit Bord, gaar ud for att giøre sit Behoff, der finder hands Folck (effter lang Biien) hannem døe.
  5. General Major Friderich von Anfeldt,[25] som meere end som een Gang gaff sin Glæde tilkiende offwer min Ulycke, hand døde saa, som hand haffde leffwet; war et uguddeligt Menniske oc en Guds Bespottere. Hand kunde Lyckens skeele Øyesyn icke imodstaa, bleff rasent, fordi en anden fick en Ære Tittel, hand adtraade; ded war wel ringe att tabe Sind oc Santz for. Hand wille intet høre om Gud, mindre forlige sig med Gud. Begge Dronningerne, Encke Dronningen oc den regierende Dronning, offwertalte hannem endeligen der til. Der hand haffde annammet Sacramentet, sagde hand: »Nu haben Ihr. Majeste[te]n Ihren Willen gehabt, wo zu ist das nu guth?« Bleff weed att bande oc læstere oc døde saa hen.
  6. Effter lang udstaaende Sygdom døde Feldt-Herren Sckack.
  7. Dißligeste Canzeler Peter Ritz.
  8. Kongl. Majt. Kong Friderich den 3s Død forfremmede Stadtholder Christoffer Gabels Døe. Hand følte, att Encke-Dronningens Haed meget imod hannem formaatte, ynskede sig Døden; Gud bønhørte hannem.
  9. Ded haffwer behaget Gud, att ieg skulle selffwer wære Widne til, att Walter døede en ynckelig Døe, ia, att ieg skulle selffwer beklage hannem. Naar ieg hørte hannem skriige, da rant mig forrige Tiider i Sinde, oc tenckte offte, huorledis et Menniske kand lade sig forføre at giøre den ont, aff hwilcken den alt gott oc Ære haffwer nyt.
  10. Magister Buck, min Skriffte-Fader, som handlede saa ille imod mig, udstoed megen Piine paa sin Soete-Seng; war tre Dage maalløß, førend hand døde.
  11. Den Sckelm oc uguddelig Krop Christian, som giorde mig saa megen Fortred i mit Fengsel, der hand kom paa frii Foed oc til sin Hoßbonde, Maans Armfeld[26], i Iylland, kom hand i Trætte med Presten, som wille, att hand skulle staa Skriffte for et Quindfolck, hand haffde locket. Den Sckelm sticker Ild paa Præstens Gaard; Præstens Hustrue bliffwer inde brent, som meente att rædde noget aff sit Goedz, oc all Præstens Formue lagt i Aske. Præsten wille icke forfølge den Sckelm med Retten, befalede hannem den rætte Dommere oc hannem alleene Hæffnen. Den Mordbrenders Samwittighed begynte att wogne; hand leffwede en lang Tiid i Fryct oc forskræckede sig, naar hand saae nogen komme, som gick noget hastig, raabte da høyt oc med Rystelse sagde: »Nu taer de mig«, løb hid oc did, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i Marcken oc med de Omstendigheder att haffwe skiøt sig selffwer ihiæl, thi de fant en lang Byße liggendis imellem hands Been, Piiben liige imod Brystet, oc en lang Kiæp i Haanden, som hand haffwer støt Trøckeren løß med; saa hand døde icke saa christelig, som hand haffde død under Bødels-Haand, hand saa forfløyen om talte icke att skiøtte om, der som hand ickun kunde bringe en anden i Fortred.

Iammers Minde

eller
En Ihuekommelse om, huis
sig med mig, Leonora Christina, vdi ded Blaa-Taarn tildraget haffuer fra Anno 1663 den 8. Augusti indtil Anno 1674 den 18. Iuli[27].

Sielden kand fremfarne Tiider vden Bedrøffuelse ihuekommis, thi enten haffuer de werret bedre eller wærre, end som de nærwærende erre. Haffuer de werret glædeligere, lyckeligere oc hederlige[re], saa bedrøffue[r] billigen derris Ihuekommelse, oc ded saa meget meere, som nerwærende sørgelige, vlyckelige oc spottelige monne were. Haffuer forrige Tiider werret bedrøffueligere, elendigere oc beklagligere end som nerwærende, da er derris Ihuekommelse vdi lige Maader sørgelig, thi man lige som paa engang alle fremfarne Vlycker oc Widerwærtigheder finder oc føler, huilcke man Tiid effter anden vdstaaet haffuer. Men efftersom alle Ting haffuer saa som tuende Hancker, huor wed de skal hæffuis, som Epictetus siger[28], den eene Hancke, siger hand, er liiderlig, den anden v-liiderlig, oc staar ded vdi worris egen Willie, huilcken Hancke wii wille griibe til att tage fat wed, den liiderlige eller den v-liiderlige; wil wii tage wed den liiderlige, saa kand wii alt forbigaaende, ihuor smerteligen oc bedrøffueligen ded endoc haffuer werret, lige saa wel oc føyligere glædeligen som sørgeligen ihuekomme; huor forre ieg wed den liiderligste Hancke wil fatte oc vdi Iesu Naffn min Ihuekommelse igiennem løbe, errindrendis all Iammer, Elendighed, Bedrøffuelse, Spott, Forhaanelser, Widerwertigheder oc Fortred, mig paa dette Sted erre møtte, oc ieg formedelst Guds Naadis Bistand haffuer offuerstriid, ingenlunde mig der vdoffuer bedrøffue, men tuert imod wed huer Post i sær mig Guds Goedhed errindre, tackendis den Allerhøyeste, som stetze med sin krafftige Hielp oc Trøst hoes mig haffuer werret tilstede, som haffuer mit Hierte regieret, att ded ey er wiiget fra Gud, som min Fornufft oc Forstand haffuer bewaret, att den icke er kommen vdi Willelse, som mine Lemmer Krafft oc naturlig Styrcke haffuer giffuet, ia, som mig Sindsens Roelighed oc Fornøyelse haffuer forunt oc endnu forunder. Dig, du vbegriibelige Gud, were loffuet oc priißet ewindeligen!

Til mit Forset att skriide: Ieg eracter nødwendigt att were at begynde min Iammers Minde med Begyndelsen aff den Dag, paa huilcken den fatal Afften aff mit Fengsel fulte, oc noget melde om, huis sig med mig paa Skiibet tildrog. Effter att Skipperen den 8. Augusti Anno 1663 wed 9 Slet om Formiddagen lided vden for St. Anna-Broe sit Ancker haffde kast, sendte Peter Dreyer[29] (som aff Petcon, da Kongl. Majt. aff Dannemarckis Recident i Engeland[30], war committeret mig att fremføre) Skipperen i Land med Breffue. Ieg klædde mig[31] oc satte mig vdi en aff Bodzmendenis Koyer paa Offuerlaaget med en stadig Resolution friimodeligen att tage imod alt ded, mig war forrelagt. Dog wentede ieg ingenlunde ded, mig hendede; thi foruden ded, att ieg haffde en goed Samwittighed oc wiste mig intet ont att paastaa, haffde ieg adskillige Gange spurt forte Peter Dreyer om Aarsagen, huorfor ieg saaledis bortførtis. Da gaff hand mig altiid de Suar, som den Forræder Braten[32] i Dovers mig gaff (naar ieg hannem om Aarsagen til min Arrest spurte), som war, att mig maaskee General Major Fuxsis Død[33] tillagdis, oc att der meentist, ieg min Søn til ded Dødslag haffde persuaderet; sagde sig ingen anden Aarsage att wide. Wed 12 Slet kom Nels Rosenkrantz, da Oberste Lütenant[34], [oc] Statz Major Steen Andersøn Bilde[35] med nogle Musquetterer om Borde. Oberste Lütenant Roßenkrantz helste mig intet. Statz Majoren spatzerede frem oc tilbage oc gick mig flux nær, huilcken ieg en passant spurte, huad paa Færde war. Hand suarte intet anded end: »Bonne mine, mauvois ieu«; der aff war ieg liige wiiß. Vngefer wed 1 Slet kom Capitain Bendix Alfelt[36] med flere Musquetterer om Borde, oc effter att hand noget lided med Peter Dreyer haffde talt, gick Dreyer til mig oc sagde: »Ded er befalet, att I skal gaa ind vdi Cajutten.« Ieg sagde: »Gierne,« oc gick strax. Lided der effter kom Capitain Alfeldt ind til mig oc sagde att haffue Ordre miine Breffue, Guld, Sølff, Penge oc min Kniiff aff mig att fordre. Ieg suarte: »Gierne«, tog mine Armbaand oc Ringe aff, samlet i Haabe alt, huis ieg løst hoeß mig haffde aff Guld, Sølff oc Penge, oc flyde hannem. Skreffuet haffde ieg intet vden Copier aff, huis Breffue ieg Kongen aff Engeland haffde tilskreffuen, Annotationer om ett oc anded, min Reiße angaaende, oc nogle engelske Vocabler; ded offuerleuerede ieg hannem oc. Dette forneffnte lagde Alfeldt vdi en Sølff Senge Potte, ieg med mig haffde, oc den vdi min Nerwærelse forseglede; foer der med fra Borde. En Tiime eller noget meere der effter kom General Major Friderich von Anfeldt[37], Commandant i Kiøbenhaffn, loed begiere, att ieg wille komme vd til hannem vden for Cajutten. Ieg parerte strax. Hand helste mig, gaff mig Haand oc brugte mange Complimenter, talte stetze franzøsch. Hand glædde sig wed min Helbred, hand war ræd, att Søen haffde incommoderet mig; ieg skulle icke lade mig forlenge, ieg skulle snart anderledis accommoderis. Ieg tog wed de sidste Ord oc smiilende sagde: »Monsieur siger anderledis, men icke bedre«. »Io wißeligen«, replicerte hand, »I skal dertil bliffue wel accommoderet, I skal bliffue besøgt aff de allerfornemste aff Riget.« Ieg forstoed wel, huad hand dermed meente, men suarte: »Ieg er want wed att omgaaes fornemme Folck, derfor skal ded icke komme mig fremmet for.« Der paa kalte hand ad en Tienner, aff huilcken hand forte Sølff Senge-Potte (som Cap. Alfeldt med sig tog) fordrede. Ded Papir, Cap. Alf. der offuer haffde forseglet, war aff brut. Gen. Majoren wente sig med den til mig oc sagde: »Her haffuer I Eders Iuëler, Guld, Sølff oc Penge igien; Cap. Alf. haffuer forstaaet Vret, ded war ickun Breffue, hand war beordret att afffordre, oc de erre alleeneste vdtagne oc bleffuen paa Slottet; offuer ded øffrige kand I disponere, som I selffuer wil«. »I Guds Naffn« (suarte ieg); »saa er mig tilsted att sette miine Armbaand oc Ringe paa igien?«. »O Iesus« (sagde hand), »de erre io Eders, I haffuer der offuer att disponere«. Ieg satte Armbaand oc Ringe paa, ded øffrige flyde ieg min Pige. Hands Glæde teede sig icke alleeneste vdi hands Ansict, men hands Mund war fuld aff Latter oc løb offuer aff Lystighed. I blant anden Tale sagde hand att haffue hafft den Ære att kiende tuende aff mine Sønner, huilcke hand i Holland haffde med omgaaet, roeste dennem paa ded beste. Ieg complimenterte hannem, saa som der paa hørte, loed, som ieg tenckte, att hand talte aff ett gott Hierte. Hand gaff sig til allehaande Skiemt, særdelis med min Pige, syntis, att hun war smuck, vndrede for, att ieg torde holde saa smucke Piger; de holsteinske Fruer, naar de holte smucke Piger, war alleeneste for att sette Manden i Humeur; giorde der en lang discours om, huorledis de bar sig ad, med anden dißlige v-toen Snack, hand til min Pige haffde. Ieg suarte intet anded, end hand wist maatte tale aff Erfarenhed. Hand talte allehaande Lapperi til min Pige, men hun suarte icke ett Ord. Siden sagde mig Slozfogden, att hand, von Anfeldt, haffde i ded første bragt Kongen i den Troe, att min Pige war min Daatter, oc att Kongen lenge war i de Tancker. Endeligen effter lang discours tog Gen. Majoren Affskeed med den Compliment, att ieg icke wille lade mig forlenge, hand wille snart komme igien; spurte, huad hand Hands kl. Mt. skulle sige. Ieg bad, att hand paa beste Maade mig vdi Derris Majt. Maits. Naade wille recommendere, ieg wiste icke meget att lade sige, eller huorom ieg skulle lade bede, ey widende, huad de med mig haffde i Sinde. Der Klocken war imod tre, kom Gen. Maj. von Anfelt igien, war meget latterfuld oc glad, bad om Forladelse, att hand saa lenge haffde werret borte. Ieg skulle icke lade mig Tiiden bliffue lang, ieg skulle snart komme vdi Roelighed; hand wiste wel, att ded Folck (i ded wiiste hand paa Musquettererne, som stoede langs paa begge Sider aff Skiibet) ware vstyrige oc incommoderede, oc att Roelighed tiente mig best. Ieg suarte der til, att ded Folck mig intet incommoderte, men att Roelighed mig wel skulle tienne, efftersom ieg 13 Dage vdi temmelig hart Wær haffde holt Søen. Hand foer fort i siine Complimenter oc sagde, att naar ieg kom vdi Byen, skulle hands Frue giffue sig den Ære mig att opwarte, »oc efftersom mig synnis« (sagde hand), »att I icke megen Bagage haffuer med Eder oc maaske icke nødwendige Klæder, saa skal hun forskaffe, huis Eder kand behøffue«[38]. Ieg tackede hannem oc sagde, att Æren skulle were min, om hands Frue mig besøgte, men min Bagage war saa stoer, som mig end om Stunder fornøden giordis; skulle ieg i Fremtiiden noget behøffue, wille ieg forhaabe, att hun for diß Omhue skulle bliffue forskaanet; ieg haffde icke den Ære att kiende hender, bad hannem dog att formelde hender min Tienneste. Hand fant paa allehaande discours, om Birgitte Speckhans[39], om adskillige Lappalia, Tiiden med att fordriffue, huilcke icke erre wært att ihuekomme, mindre att optegne. Endeligen kom Bud, att hand skulle føre mig fra Skiibet, huorfor hand med Høfflighed sagde: »Lyster Eder, Madame, att træde i denne Baad, som her ligger hoes Skiibet?« Ieg suarte: »Mig lyster alt ded, ieg skal oc mig aff Hs. kongl. Majt. befalis«. Gen. Majoren tren først neder i Baaden oc racte mig Haanden; Oberste [Lütenant] Roßenkrantz, Capitain Alfeldt, Peter Dreyer oc min Pige ginge med i Baaden. Oc efftersom vtallige Folck sig haffde forsamlet ded Spetackel att ansee, ia en stoer Deel haffde sig paa Baade begiffuen for mig til Nøye att beskue, holt hand stetze Øye med mig, oc [der hand] saae, att ieg mig snart til den eene oc snart til den anden Siide wente for dennem derris Fornøyelse att giffue, sagde hand: »Folcket glæder sig«. Ieg saae da ingen, som gaff Glædis Tegn vden hand, huor for ieg suarte: »Den, sig glæder i Dag, kand icke were wiß paa, att hand icke græder i Morgen; men ieg seer, att enten ded er til Glæde eller til Sorrig, da løber Folck liige tycke tilsammen, oc mange forundrer sig offuer ett Menniske«. Der wii komme lided bedre frem, saae ieg den bekiente v-dydige Birgitte Vlfelt, som sig glædde[40]. Hun haffde sig paa en Postwogn begiffuet; bag hender saed en Karl til Anseen som en Studenter. Hun kiørte langs Stranden. Der ieg wente mig om til den Siide, stoed hun op i Wognen oc loe aff all sin Mact, høyt skingrende. Ieg saae lenge paa hender, skammede mig offuer henders V-forskammenhed oc offuer den Spott, hun giorde sig selffuer, ellers irrede ded mig ey meere end Hundene derris Bieffen, thi ieg actede begge lige meget[41]. Gen. Majoren holte mig stetze med Snack oc loed aldrig sit Øye fra mig, thi hand war ræd (som hand siden sagde), att ieg skulle styrte mig i Wanded (hand dømte mig effter sig selffuer; hand kunde Lyckens Wedermoed ey bære, huilcket hands Endeligt nock vdwiiste, thi ded war ickun for en Æris Tittel, en anden for hannem fick, att hand tabte Sind oc Santz. Hand wiste icke, att ieg aff en anden Aand regiertis end som hand, huilcken mig gaff Styrcke oc Moed, i ded Sted att hands Aand, hand tiente, hannem i Fortuiffuelse bortrycte[42]). Der Baaden lagde an wed den liden Broe, som er wed Renteriet, steeg Capitain Alfeldt i Land oc racte mig Haanden, leedde mig op ad Slotz-Broen. Paa Slotz-Platzen holte Regimenter til Hest oc Foedz, oc Musquetterer stoed paa begge Sider, huor ieg frem gick. Paa Slotz-Broen stoed Iockum Walburger, Slotzfogt, som gick frem for wed mig, oc efftersom Folcket haffde slaget sig i Rad paa begge Siider indtil Kongens-Trappe, loed Slotzfogden saa, som hand wille gaa den Wey, men wente sig knap oc sagde til Alfelt: »Hir her«, oc gick der med til ded Blaa-Taarns Dør, stoed en rom Tiid vdden for oc famlede med Nøglen, loed, som hand icke kunde lucke op, for att lade mig lenge were Folckis Spetackel[43]. Oc saa som mit Hierte war rettet til Gud, oc min Tilliid war til den Allerhøyeste, opløfftede ieg vdi midler Tiid mine Øyen op til Himmelen, søgende der Styrcke, Krafft oc Redning, huilcken mig oc naadeligen bleff giffuen. (En Hendelse wil ieg ey lade v-melded forbigaa, som er, att da ieg mine Øyne til Himmelen opslog, fløy en skrigendis Raffn offuer Taarnet, oc hannem fulte en Flock Duer, som oc fløye samme Wey.) Endeligen effter lang Tøntelen lucte Slotzfogden Taarndøren op, oc bleff ieg aff forte Cap. Alfeldt i Taarnet indleed[44]. Min Piige, som sig tilbød att følge, bleff aff Gen. Maj. von Anfeldt til raabt, att hun skulle bliffue tilbage. Slotzfogden gick op aff Trappen oc wiiste Alfeldt Weyen ind vdi ett Mißdæders Fengsel, som er giffuen ded Naffn aff den Mørcke Kircke. Der quitterede Alfeldt mig med en Suck oc liden Reuerentz. Ieg kand hannem ded med Skiel efftersige, att hands Ansict en Medliidenhed vdwiiste, oc att hand nødig den Befaling effterkom. Klocken slog halffgaaen fem, der Iockum mit Fengsels Dør lucte. Ieg fant for mig ett lided law Bord, huor paa stoed en Meßings-Liuße-Stage med ett brendende Liuß, en høy Stoel, toe smaa Stoele, en Fyrre-Seng foruden Stolper, opreed med gamle haarde Sengeklæder, en Natt-Stoel oc Senge-Potte. Paa alle Siider, huor ieg mig wente, møtte mig Stanck; war ey Vnder, thi trende Bønder, som der haffde werret fengselet, ware samme Dag vdtagne oc andenstetz hensatte, huilcke derris Behoff langs ad oc wed Weggene haffde giort. Lided effter, att Døren war luct, bleff den igien aabnet, oc kom ind til mig Greffue Christian Rantzow, Premier Ministre, Peter Retz, Canzeler, Christoffer von Gabel, da Rentemester, oc Erick Krag, da Secreterer[45], huilcke mig alle med Civilité Haanden gaff. Canzeler holt Orded oc sagde: »Hands kongelig Majstet, min allernaadigste Herre oc Arffue Konning, lader Eder, Madame, sige, att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, som I skal faa att wiide«. Ieg suarte: »Ded er for mig att beklage, att der skulle findis Aarsager; wil dog formode, att de icke erre saaledis, att Hs. kl. Majts. Vnaade lenge skal ware, naar ieg maa faa Aarsagen att wide oc mig forsuare«. G. Rantzow sagde: »I skal nock faa Loff att forsuare Eder«; huißkede noget til Canzeler, huorpaa Cantzeler giorde nogle Spørßmaal, først: Om ieg haffde nu sidste Reiße werret med min Mand i Franckeriige? Ieg suarte ia der til. For ded anded: Huad min Mand der giorde? Der til suarte ieg, att hand formedelst hands Suagheds Skyld consulterde Medici, om ded hannem war tienlig att bruge de warme Bad der i Landene[46], huilcket ingen hannem wille raade, hannem haffde oc fra raad en Medicus i Holland wed Naffn Borri[47], der hand hannem om hands Betenckende adspurte. For ded 3.: Huad mit Erinde war nu sidst i Engeland? Til dette suarte ieg mit Ærinde att haffue werret en Sum Penninge att indfordre, huilcken oß Kongen aff Engeland war skyllig, oc wii hannem vdi hands Nød haffde forstract. For ded 4.: Huem der war med mig i Engeland? Ieg Naffn gaff dennem, som ware med mig i Engeland, nemlig en Herremand wed Naffn Cassetta[48], min Piige, som med mig hidkom, en Lacquei, som bleff i Engeland, wed Naffn Frantz oc Herremandens Tienner. For ded 5.: Huem der besøgte min Mand til Bryg? Ieg kunde ded icke egentlig sige, efftersom min Herre tog imod Besøgelser vdi ett Kammers à part, huor ieg icke kom. G. Rantzow sagde: »I wed wel, huem der meest kom til hannem?« Ieg suarte, att aff dennem, ieg kiendte, kom meest til hannem tuende Brødre aff de Arander[49], forte Cassetta oc en Herremand, som heder Ognati[50]. For ded 6. spurte Canzeler: Huem ieg heri Landed haffde med corresponderet? Huor til ieg suarte att haffue skreffuen H. Hendrick Bielcke til[51], Olluff Brockenhuuß[52], Frue Elße Paßberg[53] oc Frue Maria Vlfeldt[54]; ieg mintist ey fleere. G. Rantzow spurte: Om ieg haffde fleere Breffue end de, ieg fra mig haffde leueret? Huor til ieg suarte ney, ingen fleere att haffue. Hand spurte widre: Om ieg haffde hafft fleere Iuëler med mig, end som de haffde seet? Ieg suarte att haffue hafft toe Rader smaa trinde Perler om min Hatt oc en Ring med en Demant vdi, huilcket ieg en Lutenant i Dovers wed Naffn Braten (som mig siden forraade) haffde giffuen. G. Rantzow spurte: Huor meget de Perler wel kunde were wært? Ded kunde ieg icke egentlig sige. Hand meente, att vngefehr wiste ieg ded wel. Ieg sagde, 200 Rdr. eller lided meere ware de wel wært. Der paa taw de alle noget stille. Ieg beswærede mig offuer ded haarde Fengsel, att ieg saa ille skulle medhandlis. G. Rantzow suarte: »Ia, Madame, Hands kongl. Majt. haffuer høy Aarsage der til; wil I bekiende Sandhed oc ded i Tiide, saa er der maaskee Naade att forwente. Haffde Marichal de Birron bekiendt Sagen, der hannem paa Kongens Wegne bleff adspurt oc kongl. Naade bleff tilbøden, saa fremt hand sin Sandhed wille sige, da haffde ded icke gaaet hannem saa, som ded gick[55]. Ieg haffuer laded mig sige for Sandhed, att Kongen aff Franckriige wille haffue giffuen hannem sin Forseelse effter, dersom hand den i Tiide haffde bekiendt; der for betencker Eder, Madame!« Ieg suarte: »Huad mig paa Hs. kl. Mts. Wegne om adspørgis oc mig witterligt er, ded skal ieg vdi all Vnderdanighed gierne sige.« Der paa bød G. Rantzow mig Haanden, oc ieg med faa Ord errindrede hannem mit Fengsels Haard[h]ed. G. Rantzow loffuede ded Hs. kl. Mt. att andrage. Der effter gaffue de andre Haanden oc ginge bort[56]. Mit Fengsel war lided tilluct, huorfor ieg tog den Leilighed oc stack hid oc did i Huller oc iblant Gruuß ett Guld Slag-Werck, en Sølff Pen, som giffuer Bleck fra sig, oc som med Bleck war fylt, oc ett aff Skilkrøt oc Sølff [forarbeidet?] Saxefoeder. Dette war neppeste forrettet, der Døren atter bleff igien opluct, oc kom ind til mig Dronningens Hoffmesterinne, hendis Kammer-Quinde oc Prouiant-Skriffuerens Quinde, Abel Catharina[57]. Den sidste kiendte ieg. Hun oc Dronningens Kammer-Quinde haffde Klæder att bære, som bestoede vdi en lang Silcke stoppet Natkiortel, offuer dragen med liifarffue Skillert oc huid Skillerts Vnderdret, et Lærritz Skiørt, tryckt med sort i Kniplings Munster omkring, et Par Silcke Strømper, et Par Tøffler, en Serck, ett Forklæde, en Nattmantel oc tuende Kamme. De helßede mig icke. Abel Cath. holt Orded oc sagde: »Ded er Henders Majts. Dronningens Befaling, att wi skal klæde Eder aff Eders Klæder, oc att I skal haffue diße igien.« Ieg suarte: »I Guds Naffn!« Saa løste de aff mit Hoffuet min Walck, vdi huilcken ieg Ringe oc mange løße Demanter haffde indsyet. Abel Cath. følte offuer alt i mit Hoffuit, om intet war stucken i Haaret; sagde til de andre: »Der er intet, wii haffuer icke Kammene behoff«. Abel Cath. begierte Armbaandene oc Ringene, som for den anden Gang mig bleffue fratagne. Ieg tog dennem aff oc flyde hender, saa nær som en liden Ring, mig gick paa ded yderste Leed aff min Liden-Finger, kunde werret lit meer end som en Rdr. wært; den bad ieg om att maatte beholde. »Nein« (suarte Hoffmesterinnen), »Ihr sollet nichts behalten.« Abel Cathr. sagde: »Ded er oß saa høyt forbøden att lade Eder ded allerringeste; ieg haffuer maat swære Dronningen paa min Siæl oc Salighed, att ieg skulle flittig søge oc icke lade Eder ded allerringste, men der for skal I icke miste ded; ded skal altsammen forseglis oc Eder til beste forwaris, ded haffuer, som Gud! Dronningen sagt.« »Wel, wel, i Guds Naffn!« suarte ieg. Hun drog mig alle mine Klæder aff. Vdi mit Vnder-Skiørt haffde ieg giemt Ducater vnder de brede Guld-Kniplinger, vdi min Silcke Camisolle ett lided Demants-Smycke, vdi Foeden aff miine Strømper Iacobusser oc Saphirer i mine Skoe. Der hun wille drage mig Sercken aff, bad ieg den att beholde. Ney, soer hun wed sin Siæl ey att torde. Saa blottede de mig gandske, oc gaff Hoffmesterinnen Abel Cathr. en Nick, huilcken hun icke strax forstoed, huorfor Hoffm. sagde: »Wißet Ihr wol, was Euch befohlen ist?« Derpaa søgte Abel Cathr. med sin Haand paa ett himlig Sted oc sagde til Hoffm.: »Neen, bii Gott! dar ist nichts.« Ieg sagde: »I handler v-christeligen oc v-tilbørligen med mig.« Able Cathr. suarte: »Wii erre ickun Tiennerinder, wii faar att giøre, huad oß er befalet; wii skal leede effter Breffue oc icke effter anded, alt ded anded skal I faa igien, ded skal wel forwaris.« Der de mig saaledis spoleret oc i de Klæder, de mig bragte, igien i klæd haffde, kom Hoffmesterindens Dreng ind oc leete offuer alt med Able Cathr., fant oc alt, huis ieg haffde skiult. Gud forblindede dennem alligewel, saa de icke bleffue mine Demants Ørringe war oc nogle Ducater, ieg vdi Lær indsyed haffde om mit eene Knæ; en Demant paa en 200 Rdr. reddede ieg oc, den haffde ieg paa Skiibet bit vd aff Gullet oc kast Gullet i Stranden; Steenen haffde ieg da i Munden[58]. Hoffmesterinden war meget haard; de kunde icke leede hender wel nock. Hun loe mig vd nogle Gange oc kunde ey heller liide, ieg saed, spurte, om ieg icke kunde staa, om mig skade noget. Ieg suarte: »Mig skader alt for meget, men ellers kand ieg wel staa, naar fornøden giøris« (ded war ey Vnder, att Hoffmesterinnen kunde wel Plündrings Ordre excequere, hun haffde lenge fult henders sl. Mand, Obr. Schaffshaußen, vdi Kriigen.) Der de nu alle Steder med Fliid haffde offuersøgt, toge de alle mine Kleder foruden en Tafftis Kappe til Hoffueded med sig oc ginge bort. Oc kom Slotzfogden strax ind med sin Hatt paa oc sagde: »Leonora, warumb habet Ihr Ewre Sachen versteckt?« Ieg suarte hannem icke ett Ord, thi ieg haffde fattet den Resolution icke att suare hannem, i huad hand oc kunde sige; hands Qualiteter ware mig bekiente, ieg wiste, att hand mesterligen en Snack kunde forbedre oc dreye Ordene paa den Maade, hannem syntist, de gierne hørtist, de betrengte til Skade. Hand spurte atter igien med de samme Ord, tilføyende alleene ded: »Hört Ihr nicht?« Ieg saae offuer Skulderen til hannem oc loed hands Foract mig intet irre. Der effter bleff Borded tecket, oc 4 Retter Maed indborren, men hoes mig war ingen Apetit, ihuor wel ieg lided eller intet den Dag haffde nøt. En Tiime effter, att Madden war vdborren, kom en Pige ind wed Naffn Maren Blocks, som sagde sig aff Dronningen wære befalet den Nat hoeß mig att bliffue. Slotzfogden skemtede meget med forneffnte Maren oc war saare glad, hitte paa alleslags galle Snack. Endeligen, der Klocken gick mod 10, bød hand Goede Natt oc lucte tuende Døre for Fengselet, huor aff den eene med Kaabber er beslagen. Der Maren saae sig eene hoeß mig, beklagede hun min Tilstand, berettede mig oc, att mange, som hun Naffn gaff (aff huilcke en Deel mig ware bekiendte) med Weemodighed oc Taarer min Friimodighed haffde anseet, særdelis H. Hendrick Bielckis Frue[59], som haffde daanet aff Graad. Ieg sagde: »De gott Folck haffuer seet mig vdi Welstanden; er icke Vnder, att de Lyckens V-bestandighed begræder«; ynskede, att Gud en huer i sær fra Vlycke wille beware, som sig min Vlycke loed gaa til Hiertet. Ieg trøstede mig wed Gud oc wed en goed Samwittighed, wiste mig slet intet ont paa att staa, spurte, huem hun war, oc huem hun tiente. Hun sagde at tienne i Dronningens liden Køcken oc Sølffuet i Forwaring att haffue (ieg forstoed der aff, att hun vden Tuiffl skurede Sølffuet, huilcket oc saaledis war.) Hun sagde, att Dronningen kunde ingen faa, som eene sig torde vnderstaa hoeß mig att were, thi ieg war holt for ond; der sagdis oc, att ieg war meget wiiß, ieg wiste tilkommende Ting. Ieg suarte: »Dersom ieg haffde hafft den Wiißdom, troer ieg neppe, att ieg haffde kommen her ind, thi da haffde ieg kundt woctet mig derfor.« Maren meente, man ded wel kunde wide oc sig alligeuel ey derfor kunde wocte. Hun sagde ydermere, att Dronningen selffuer med hender haffde talt oc saaledis sagt: »Du solst diese Na[c]ht bey Leonora seyn, du solst dich nicht fürchten, sie kan nu nichts bößes thun. All kan sie häcksen, so ist sie nu gefangen vnd hatt nichtes bey sich, vnd wo sie dich schlägt, so gebe ich dir Vrlaub ihr dicht wieder zu schlagen, das sie bluten kan.« Maren sagde widre: »Dronningen wed wel, att ieg vdi en hitzig Sygdom haffuer werret forstyrret, der for wille hun, att ieg skulle were hoeß Eder«; fløy i ded samme mig om Halßen, som ieg saed, oc caresserte mig paa henders Wiiß oc sagde: »Slaa mig, mit Hierte, slaa mig! Ieg skal«, soer hun, »icke slaa igien.« Ieg vntsætte mig noget, fryctede Galskaben at komme. Hun sagde ydermere, att wed hun saae mig komme op aff Broen, war ded, lige som henders Hierte skulle haffue gaaet i Stycker, betydende mig med mange Ord, huor wel hun mig ynte, oc huorledis Iomfrue Carisius[60], som hoeß hender stoed vdi Winduet, mig roste oc tillige ynckede, ynsket noget til min Frelßning att kunde formaa, med mange dißlige Ord oc Tale. Ieg tog wel imod den v-sædwanlige Caresse, efftersom Tiiden ded ey anded wille, smilte[61] oc sagde, ded skulle were imod all Billighed att byde den Huck, som loed see saa stoer Affection, som hun giorde, i Synderlighed naar de ware aff henders Kiøn; ieg kunde icke wiide, huorledis ieg hoeß Dronningen war kommen i den Tancke att slaa, der ieg dog aldrig nogen aff mine Kammer-Piiger haffde giffuen en Ørfigen; ieg tackede hende for sit goede Hiertelaw; ieg haabte, att allting skulle bliffue gott, ihuor suurt ded end saae vd; ieg wille holde fast wed Gud, som wiste min Vskyllighed, att ieg intet v-forsuarligt haffde giort; hannem wille ieg min Sag befale, hand reddede mig wel, der tuifflte ieg icke paa, om ey strax, saa skeede ded dog, der war ieg wiß paa. Maren begynte om adskilligt att tale, iblant anded om min Søster Elisabet Augusta[62], huor hun haffde sit i sit Biislag, der de førte mig fangen frem, oc haffde sagt, dersom ieg war skyllig, da war der intet vdi att sige, men war ieg v-skyllig, da skeede mig for meget. Ieg sagde intet der til, suarte oc intet til megen anden Snack, hun haffde. Hun begynte att fortelle om siin egen Forfølgelse, som hun giorde flux witløfftig med andre Historier der vdi att flicke, saa att den discours mig (vdi da werende Tilstand) war meget keedsommelig; war diß foruden træt oc aff Sorrig matt, sagde att wille forsøge, om ieg kunde soffue, bød hender Goede Natt. Mine Tancker forhindrede Søffnen att komme. Ieg betenckte min nærwærende Tilstand, kunde mig ingenlunde der vdi finde eller Aarsagen til saa stoer en Vlycke vdgrunde. Let war ded att bemercke, att noget anded end Fuxis Død mig tillagdis, efftersom ieg saa spotteligen medhandledis. Der ieg lenge haffde ligget omwent til Weggen, wente ieg mig til Gulffuet oc bleff war, att Maren græd saa himmeligen for sig selffuer, huorfor ieg hender spurte om Aarsagen til henders Graad. Hun nectede først, att hun græd, siden bekiendte hun att were offuer dette Dont fallen vdi dybe Tancker. Hinder rant i Sinde att haffue saa meget hørt tale om Frøcken Leonora oc henders Herlighed etc., huor høyt Kongen ælskede hender, oc alle roeste hender etc., oc nu skulle hun sidde i ded forbandede Tyffue-Fengsel, huor man huercken kunde see Dag eller Dør, oc huor der war saadan Stanck, att man maatte forgiffue Mennisker der med, som ickun gick ind oc strax vd igien, end sige de, der skulle bliffue der inde. Ieg meente, att maaskee ded war Aarsagen til henders Graad, att hun hoes mig i ded slemme Fengsel skulle were indeluct, huor for ieg hender trøstede oc sagde, att hun icke lengre bleff hoeß mig, endtil en anden der til bleff ordineret, effterdi hun war i anden Tienneste; men ieg for min Persohn tenckte nu icke paa forrige Tiider, nerwærende gaffue mig nock att tage ware; wille ieg forbigaaende Tiider ihuekomme, saa wille ieg mig oc stoere Herrers, Keysere, Konger, Fürster oc andre Stands Persohners v-lyckelige Tilfelle errindre, huis Herlighed oc Welstand min langt offuergick, oc huis Vlycke endoc haffde werret større, end som min nu war; thi de ware faldne vdi Tyranners Hender, som dennem v-menniskeligen tracterede, men denne Konge war en christen Konge oc en Samwittigheds Herre, hand kom wel til bedre Tancker, naar hand fick Tiid sig att betencke, mine V-wenner gaffue hannem nu icke der til Stunder. Der ieg ded sagde, græd hun meere en[d] som før, sagde dog intet, men tenckte wed sig (som hun mig nogle Dage der effter gaff tilkiende), att ieg icke wiste, huad for en skammelig Dom der war fællet offuer min sl. Herre[63], huilcken hun fryctede oc mig att skulle offuergaa, oc græd hun saa meget diß meere, fordi ieg troede Kongen saa wel. Den Natt snackede wii saa bort.

Den 9. Augusti om Morgenen, der Klocken war 6, kom Slozfogden ind, bød Goed Morgen oc spurte, om wii wille haffue Brendewiin. Ieg suarte intet. Hand spurte Maren, om ieg soff. Hun suarte icke att wide ded, gick til Sengen oc giorde mig samme Spørßmaal. Ieg tackede: ded war den Slags Drick, ieg aldrig haffde smagt. Slozfogden snackede med Maren, war meget glad tiilig paa Dagen, fortelte sine Drømme, som hand vden Tuiffl sig finguerte for att haffue noget att sige. Hand sagde hender himligen, att hun skulle komme til Dronningen, oc befoel hender att sige høyt, ded hun begierte lit att gaa vd. Hand sagde sig att wille bliffue saa lenge hoeß mig, indtil hun kom igien, huilcket hand oc giorde, talte nogle Gange til mig oc spurte: Om ieg noget begierte? Om ieg haffde soffuet? Om Maren haffde wel waaget? Men hand fick ingen Suar, huor for Tiiden bleff hannem flux lang. Hand gick vd oc ind i Trappen, sang en Morgen Psalme, raabte snart paa en, snart paa en anden, som hand dog wel wiste icke ware tilstede. Der war paa de Tiider en wed Naffn Ion, som bar Madden med Raßmus Taaren-Giemmer, den kalte hand offuer 40 Gange paa oc ded vdi en Sang, tog Tonen høyt oc law, skreeg stønnem, høyeste hand kunde, suarte sig selffuer oc sagde: »Far, he iß dar nicht, he iß, som Gott! dar nicht«; skaagger loe aff sig selffuer, tog saa paa att raabe igien, enten paa Ion eller paa Raßmus, saa mig syntist, att hand haffde smagt Brendewiinen. Imod 8 Slet kom Maren igien oc sagde, att der kom wist imod Middag tuende Quinder, som skulle løße hender aff. Effter nogen Samtale, Slozf. haffde med Maren, gick hand vd oc lucte Dørene. Maren fortelte mig, huorledis Dronningen haffde laded hender for sig fordre oc adspurt, huad ieg sagde, oc huad ieg giorde, oc att hun haffde suart, att ieg laa stille for mig hen oc talte intet. Dronningen haffde spurt, om ieg græd meget. Maren suarte: »Io wist, hun grædder for sig himmelig.« »Thi« (sagde Maren) »haffde ieg sagt, att I icke græd, saa haffde Dron. tenckt, att I icke haffde endnu nock att græde for«. Maren adwarede mig, att en aff de toe Quinder, som skulle tage ware paa mig, war Kongens Skomagers Quinde, en tydsk oc meget wel lied aff Dronningen. Hendis Majt. haffde brugt hender Vldrich Christian Gyldenløwe vdi sin raßende oc fortuifflende Sygdom, aff huilcken hand døde, att betienne[64], oc galt samme Quindis Ord meget hoes Dron:. Den anden Quinde wiste Maren icke, huem skulle were, men forte haffde talt med Dron. vdi Marens Nærwærelse oc sagt sig icke eene hoeß mig att torde were. Quinderne komme icke førend om Effter-Middagen wed 4 Slet. Slozf. ledsagede dennem oc lucte op for dennem. Den fremmeste war Skomager Quinden wed Naffn Anna, som i gemeen altiid wille haffue Orded. Den anden war Kongens Sadel-Knechtis Quinde wed Naffn Catharina, ocsaa en tydsk. Effter Helßen sagde Anna, att de aff Henders Majt. Dronningen ware befalet en Dags Tiid eller toe hoeß mig att were oc mig att opwarte. »Vdi Guds Naffn«! suarte ieg. Anna, som war meget beschæfftig, spurte mig oc sagde: »Wil de Frue ock wat hebben? Se kan het man seggen, so wil ick bii de Königinne darumb anholden«. Ieg tackede hender oc sagde, att ieg wel war nogle aff mine Klæder begierendis, som: tuende Nattrøyer, en silckebunden oc den anden aff huit-noppet Tøy, min Brystug, noget paa mit Hoffuet, miine Kamme oc for alting min Been-Balsam-Byße, huilcken ieg høyt behøffuede. Hun sagde ded med forderligste att forrette, huilcket hun oc giorde, gick paa Stand oc ded anbragte. Forneffnte bleff mig altsammen wed Slozf., der Klocken war 6, tilstillet, saa nær som Balsam-Byxen, som sagdis att were bortkommen, vdi huis Sted mig en Blick-Buddicke med heel slet Slag-Balsam igien bleff giffuen. Der Afften Maaltiid skulle holdis, deckede Cathrina paa en Stoel for min Seng, men mig lystede intet att æde, begierte en Zitron med Sucker, huilcken ieg oc bekom. Slozfogden satte sig med de tuende Quinder til Bordz oc tiente dennem i Steden for Spillemand, saa att man ey skulle haffue sagt, att de ware vdi Græde-Huuß, men wel vdi Gille-Huuß. Ieg bad Gud inderlig om Siælens Styrcke oc Taalmodighed, att ieg mig ey skulle lade irre. Gud bønhørte mig, hands Naffn wære æret! Der Slozf. war Sladder oc Latter træt, bød hand Goede Natt effter 10 Slet, sagde til Quinderne, dersom de wille noget, skulle de bancke, Taarn-Giemmern war neden vnder. Der hand begge Dørene haffde tilluct, stoed ieg op, oc redde Cathrina min Seng. Anna haffde en Bønne-Bog med sig, der aff læste ieg Afften-Bønnen oc andre Bønner for dennem, lagde mig oc bød dennem Goede Natt. De lagde sig oc vdi en Slag-Benck, til dennem war opreed. Ieg soff da oc da, stackede Søffne tillige.

Den 10. Aug. Klocken 6 om Morgenen lucte Slozfogden op, huor vdoffuer Quinderne sig glæde, som inderligen effter hannem lengtist, vdi Synderlighed Cathrina, som er en fyllig Quinde; hun kunde den indklemte Lufft icke taale, war meesten syg den gandske Natt. Der Slozf. dennem effter Helßen haffde spurt, huor dennem liidde, om de endnu leffuede, oc de hannem derris Tilstand haffde klaget, bød hand dennem Brendewin, huor imod de toge med begge Hænder. Der Klocken war 7, begierte de att gaa hiem, huilcket oc skeede; dog giorde de Dronningen først en Relation om, huis den halffue Dag oc Natt war paßeret. Slozf. bleff inde hoeß mig. Der Klocken gick mod 9, satte hand en Stoel ind foruden noget att sige. Ieg merckte der paa, att der wille komme Besøgelse, oc skeede lige saa, att lided der effter kom ind til mig Greff Rantzow, Premier Ministre, Cantzeler H. Peter Retz, Rentemester Christoffer Gabel oc Secreterer Erick Krag, huilcke effter Haand Giffuen sig satte for min Seng. Krag, som Papir, Pen oc Bleck med sig haffde, satte sig wed Borded. G. Rantzow huißkede til Cantzeler noget lided. Cantzeler begynte der paa sin Tale saaledis som første Gang, att Hs. kl. Majt. haffde høy Aarsage til ded, hand imod mig giorde. »Hans Majt. haffuer« (sagde hand widre) »susspition til Eders Persohn, oc ded icke vden Aarsage.« Ieg spurte, huor vdi den susspition bestoed. Cantzeler sagde: »Eders Mand haffuer bøded en fremmet Herre Dannemarckis Riige til«[65]. Ieg spurte, om Dannemarckis Riige hørte min Mand til, att hand ded kunde vdbyde, oc efftersom ingen suarte, foer ieg widre fort oc sagde: »I goede Herrer kiender alle min Herre; I wiide, att hand haffuer werret æstimeret for en Mand aff Forstand, oc ieg kand forsickre Eder, att der ieg skiltist fra hannem, da haffde hand endnu sin fulle Fornufft. Nu er let att tencke, att ingen forstandig Mand ded skulle vdbyde, som icke stoed i hands Mact, oc hand icke raade for. Hand er io vdi ingen Charge, haffuer ingen Myndighed eller Midler, huor skulle hand were saa daarlig saadan Tilbud att giøre, oc huad for en Herre skulle wille tage der imod?« G. Rantzow sagde: »Ded er dog saa, Madame; hand haffuer tilbøded Dannemarck en fremmet Potentat, I wed ded wel.« Ieg suarte: »Gud skal were mit Widne dertil, att ieg ded icke wed!« »Io,« sagde G. Ranz., »Eders Mand haffde ingen Ting skiult for Eder, derfor wed I ded wel«. Ieg suarte: »Ded er wist, att min Mand icke skulle skiyffle noget for mig, som oß begge angick. Ded, som hands Bestilling i fordum Dage wed kom, bekümrede mig intet; men ded, oß begge paarørte, duulte hand icke for mig, saa att ieg er forsickret, att dersom hand haffde hafft noget dißlige for, att hand ded icke skulle haffue tawt for mig. Oc ieg kand ded med Sandhed sige, att mig icke ded allerringeste derom er bewist.« G. Rantzow sagde: »Madame, bekiender ded, imens Kongen Eder endnu beder!« Ieg suarte: »Wiste ieg ded, da skulle ieg ded gierne sige, men saa sant som Gud leffuer, saa wed ieg ded icke, oc saa sant kand ieg oc icke heller troe, att min Mand skulle haffue werret saa daarlig, thi hand er en suag Mand. Hand nødde mig til att drage til Engeland de vdlaante Penge att indkræffue, ieg wille nødig haffue mig den Reiße paataget, en stoer Deel aff den Aarsage, att ieg saae, hand war saa meget suag. Hand kunde icke i en Gang gaa en Trappe op aff faa Trin foruden att huiile sig oc tage effter sin Aande; huor skulle hand tage sig noget Werck for aff Travaille? Ieg kand med Sandhed sige, att hand icke er 8 Dage tillige frii foruden Anstød, sær aff ett Tilfald, sær aff ett anded.« G. Rantzow huißkede atter til Cantzeler, oc sagde Canzelern widre: »Madame, siger med goede, huorledis ded sidder sammen, oc huem der er Medwidre i denne Sag, siger ded, den Stund Eder derom bedis! Hs. kongl. Majt. er en absolut Herre, hand er icke bunden til Lowen, hand kand giøre, huad hand wil; siger ded!« Ieg suarte: »Ieg wed wel, att Hands kongl. Majt. er en absolut Herre, ieg wed oc, att hand er en christelig oc Samwittigheds Herre, derfor giør Hs. kongl. Majt. intet anded end ded, hand for Gud vdi Himmelen kand forsuare. See, her er ieg! I kand giøre wed mig, huad I wil; ded, ieg icke wed, ded kand ieg icke sige.« G. Rantzow begynte atter att komme frem med Marichal de Birron oc giorde der aff en lang dicente. Huor til ieg endeligen suarte, att Marichal de Birron kom mig intet wed, ieg haffde der til intet att suare, oc syntist mig, att den Sag kom intet her wed. G. Rantzov spurte mig, huor for ieg icke haffde sagt, der ieg bleff adspurt, huem ieg her vdi Riget med haffde corresponderet, att ieg haffde skreffuen hannem oc Rentmester Gabel til. Dertil suarte ieg, att ieg meente, de, mig spurte, de wiste ded selffuer wel, saa ieg icke haffde fornøden dennem att Naffn giffue; sagde alleeneste om de andre, huorom de maaskee icke wiste. G. Rantzow huißkede atter til Canzeler, oc sagde Canzeler: »I haffuer skreffuen i ett Breff til F. Elße Paßberg om anden Tilstand i Dannemarck« (i ded saae hand til G. Ranzow oc spurte, om ded war icke saa, eller huorledis ded war), »huad meente I dermed, Madame?« Ieg suarte ey att kunde mindis, huad hendis Breffue mig haffde giffuen for Aarsage att suare til; »ded, som staar for eller følger effter, skal vden Tuiffuel wel sige min Meening; maa ieg faa min Haand att see, saa skal den nock vdwiiße, att ieg intet haffuer skreffuen, som ieg io kand suare til.« Der bleff intet meere om talt. G. Ranzow adspurte mig, huem aff fremmede Ministri hoeß min Herre i Bryg haffde werret. Ingen (suarte ieg), som mig witterlig war. Hand spurte widre, om ingen holsteinske Herremend hoeß hannem haffde werret. Resp. »Icke mig witterligt.« Der effter opregnede hand alle Fürster vdi Tydßland, fra Keyseren indtil Fyrsten aff Holstein, spurte særdelis om en huer, om icke nogen aff derris Ministri hoeß min Mand haffde werret. Ieg gaff samme Suar som før til huert ett Spørßmaal à part, att icke war mig witterligt, nogen aff dennem hoeß hannem haffde werret. Der effter sagde hand: »Nu, Madame, bekiender! ieg beder Eder; tencker paa Marichal de Biron! Eder bedis icke meere.« Ieg war noget kied aff att høre Biron tiire, huorfor ieg noget hastig suarte: »Ey, ieg kümrer mig intet om Mar. de Bir.; ieg kand icke sige ded, ieg ingen Skiæl wed til.« Secreterer Krag haffde skreffuen noget hastig, som ded syntist, thi der hand effter min Begiering skulle oplæße, huad hand haffde skreffuen, da riimte Suarrene sig icke paa Spørßmaalene; en Deel war maaskee formedelst Hastighed forseet, oc maaskee en Deel aff Malice, thi hand war min sl. Herre icke goed. Ieg protesterte der paa, der hand Protocollet oplæste. Canzeler sandede med mig i alle Poster, saa Krag maatte skriffue ded om igien. Der paa stoede de op oc toge Affskeed. Ieg bad dennem, att de Hs. kl. Mt. wille bede, att Hs. Mt. mig en naadig Herre wille wære oc icke troe, huis hannem om min Mand war bleffuen berettet; ieg wille ey formode, ded sig skulle befinde, att hand nogen Tiid war wiiget fra hands Plict. »Ia,« suarte G. Ranzow, »wille I bekiende, Madame, oc sige os, huem der er i dette Werck, oc huorledis ded sidder tilsammen, saa kunde I maaskee faa en naadig Herre oc Konge.« Ieg soer wed den leffuende Gud, att ieg ded ey wiste; ieg wiste om intet dißlige, mindre om nogen Medwidre. Der med ginge de bort effter att haffue nesten tre Tiimer hoeß mig tilbragt, oc kom Slozf. ind med Quinderne. Der bleff decket, oc Maed indborren, men ieg nød intet vden en Dryck Barßbier. Slozf. satte sig med Quinderne til Bordz. Haffde hand icke werret lystig før, da war hand da, fortelte den eene skiiden Snack effter den anden. Der de ware mætte aff Maed oc trætte aff Snack, gick hand bort oc lucte; kom effter Sædwane igien Klocken 4 om Effter-Middagen oc lucte Quinderne vd, bleff saa lenge hoeß mig, indtil de komme igien, huilcket i gemeen warede toe Tiimer. Vdi midler Tiid Quinderne ware eene hoeß mig, bleff intet talt om anded, end Anna fortaalte Cathrina hendis vdstandene Sorrig med henders første Mand. Ieg loed da, som ieg soff, liige saa giorde ieg, naar Slozf. war eene hoeß mig, saa hand fordreff Tiiden med att siunge oc nynne. Afftens-Maaltiid war oc lystig for Quinderne, thi Slozf. giorde dennem stoer Tiidsfordriff, fortelte dennem om hands anden Gifft, huorledis hand beilede foruden att wide til huem, wiste ded ey heller, føre end hand la Orded skulle hente. Den Fortelling war saa potzerlig som witløfftig, ieg observerte ded, att den warede 5 Quarter. Der hand haffde bøded Goede Natt, satte Anna sig ved min Seng, begynte att tale med Cathrina oc sagde: »War ded icke en gruelig Ting med ded Forræderi att myrde Kongen, Dronningen oc ded gandske kongelige Huuß?« Cathr. suarte: »Gudske Loff, Kongen, Dronningen oc all Herskabet leffuer endnu!« »Ia«, sagde Anna, »ded war icke Forrædernis Skyld, ded icke skeede; ded bleff for hastig aabenbaret, Kongen wiste ded i tre Maaneder, førend hand ded Dronningen wille aabenbare. Hand gick melancolisk oc altiid grundede, kunde icke troe ded; omsider, der hand war fuldkommen wiß der paa, saa sagde hand Dronningen ded; der med bleff Liiffwacten fordoblet, som I wed.« Cathr. spurte, huor de haffde faaet ded att wide. Anna suarte: »Ded maa Gud wiide; ded holdis saa himmelig, att ingen engang maa spørge derom, fra huem ded er kommen.« Ieg kunde icke lade io ett Ord dertil att suare, oc syntist mig ded beklageligt nock, att man icke kunde faa Angiffueren att wide, oc war merckeligt, att ingen den Angiffuen torde were bekiendt. Cathr. sagde: »Skulle ded oc wel were sandt?« »Huad er ded, I siger?« suarte Anna; »skulle Kongen giøre ded, hand giør, vden hand war wiß paa, ded war sant?[66] Hui snacker I saa?« Ieg holte denne Samtale for oplagt att were for att drage nogle Ord aff mig til att fremføre, huor for ieg icke meget dertil suarte, anded end, att ieg endnu intet haffde seet, som den Snack giorde bewiißlig, derfor meente ieg, att mig war tilsted icke att troe den, indtil ieg saae wisse Tegn dertil. Anna bleff wed hendis Propos, vndrede sig, att der kunde were saadanne forbandede Mennisker til, der wille myre den goede Konge, giorde ded saa witløfftig. Hender kunde icke fattis Materia, thi hun begynte alltiid paa ded første igien; men endelig fick hun att høre op, efftersom hun talte eene oc huercken aff Cathr. eller aff mig bleff interromperet. Ieg stoed op oc begierte att haffue min Seng reed, huilcket Cathr. stetze forrettede. Anna saae til Liußet om Natten, thi hun war aarwaagner end Cathr:. Ieg læste for dennem i Annas Bog, befalede mig Gud oc lagde mig til Søffns; men Søffnen war heel liiße, Røtterne derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed war stoer. Sult giorde dennem dristig, de aade aff Liußet, som ded stoed oc brente. Cathrina bleff oc samme Natt heel ille til Paß, saa att ded oc min Søffn forhindrede. Den 11. Augusti om Morgenen tilig kom Slozf. effter Sædwane med sine Brendewiins Complimenter, ihuor wel de haffde en Flaske fuld inde hoeß sig. Cathr. beklagede sig høyligen, sagde i den beklemte Lufft ey att kunde were; naar hun kom ind aff Døren, war ded, lige som hun skulle quælis; skulle hun endeligen were der inde i 8 Dage, saa war hun wiß paa, att de bar hender død der vd. Slozf. haffde sin Latter der med. Quinderne ginge bort, oc hand bleff hoeß mig. Hand helßede mig fra Gen. Major von Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muths, es würde nu bald gutt.« Ieg suarte intet. Hand spurte, huorledis ded war fat, om ieg haffde soffuet noget, suarte sig selffuer: »Ieg tencker, icke meget.« Spurte, om ieg wille haffue noget. Suarte sig atter selff: »Ney, ieg troer icke, I begierer noget.« Der paa gick hand oc nynnet noget for sig op oc needer paa Gulffuet, kom der effter for min Seng oc sagde: »O der liebe Köning, es ist doch ein frommer Herr! Gebet Euch zu Frieden, er ist ein gnädiger Herr vnd hatt allezeit viel von Euch gehalten. Ihr seyt ein Frawens Mensch, ein schwaches Werckzeug. Die arme Weibes-Bilder seind bald verführet. Man thut ihnen auch nicht gerne was, wan sie die Warheit bekennen. Die liebe Königinne, eß ist doch eine liebe Königinne! Sie ist Euch nicht böße; ich weiß, wan sie die Warheit von Euch wüste, sie solte selbst für Euch bitten. Höret! wollet Ihr an die Königinne schreiben vnd Ihr die Sache auß dem Grunde berichten vnd nichts, nichts verschweigen, so wil ich Euch Dinten, Papir vnd Feder bringen. Ich begiere es, auff meine Seele! nicht zu läsen, nein, straffe mich Gott! wo ich darein sehen wil; vnd auff daß Ihrs solt gewiße seyn, so wil ich Euch Lack geben, Ihr könnet es versieglen. Aber ich denke, Ihr habet wol kein Pitschafft?« Efftersom ieg gandske intet hannem suarte, tog hand paa min Haand oc rusket noget hart wed den oc sagde: »Höret Ihr nicht? Schlaffet Ihr?« Ieg høte oc slog op med Haanden, haffde gierne giffuet hannem ett Slag i Næßen, kaste mig om til Wæggen. Hand bleff fortørnet, att hands Forset hannem ey lyckedis, gick oc knurrede for sig selffuer offuer en Tiime. Ieg kunde ingen Ord fatte vden diße: »Ia, ia! Ihr wollet nicht reden.« Saa murmelde hand noget imellem Tenderne: »Ihr wollet nicht antworten; nu, nu! man wird Euch lernen. Ia, saa Gott! Du skalt, saa Gott! fu; hum, hum, hum«. Ded holte hand saa immer fort, indtil Raßmus Taarnegiemmer kom oc huißkede noget til hannem, saa hand gick vd. Mig syntist, att der war en, som med hannem talte, oc som ieg kunde merke, maa ded haffue werret en, som spurte hannem, om Papieret oc Bleck[et] skulle opbringis, thi hand suarte: »Nein, es ist nicht nöthig; sie wil nicht.« Den anden sagde: »Sachte, sachte!« Slozf. kunde icke wel tale sagte, oc hørte ieg, att hand sagde: »Sie kand das nicht hören, sie liegt im Bette.« Der hand kom ind igien, murrede hand atter for sig selffuer igien oc stømpede paa, att ieg icke wille suare; hand meente ded saa gott, Dronningen war icke saa ond, som ieg tenckte; gick saa oc smaa-snacket; lengtist flux effter Quindernis Komme, giorde alldrig anded end bad Raßmus see vd effter dennem. Omsider kom Raßmuß oc berettet, att nu gick de op aff Kongens-Trappe. Ded warede enda wel hart ad en Tiime, førend de kom ind til mig oc forløste hannem. Der Middags-Maaltiid aff dennem bleff holden (thi min Maed war nogle faa Snitter Zitron med Sucker), war Slozf. icke nær saa lystig, som hand pleiede, snackede dog om adskilligt gammelt, som vdi wærende Tiid, hand war Forerer, war paßeret; retirerte sig oc snarere, en[d] hand war want att giøre. Quinderne, som igien bleffue, snackede om adskillige indifferente Sager, huortil ieg oc stønnem sagde ett Ord oc dennem om Mand oc Børn spurte. Anna læste i sin Bog nogle Bønner oc Psalmer, saa att Dagen dermed gick hen indtil 4 Slet, da Slozf. dennem vdlucte. Hand haffde tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte læste, imidlertiid hand Wacten hoes mig haffde. Ieg war meget gierne der med tilfritz att haffue Roelighed for hannem. Offuer Afftens Maaltiid begynte Slozf. iblant anden Tale att sige til Quinderne, att der war ført en Fange hid, som war en Fransos, hand mintist icke ret hands Naffn; saed oc tygget paa Naffnet, ligesom hand icke kunde komme derpaa: Karl eller Char, hand wiste icke, huad hand hede, men hand haffde før werret mange Aar i Dannemarck. Anna spurte, huad ded war for en. Hand suarte, att ded war saadan en, som skulle siunge op, dog wiste hand icke til wiße, om hand war her eller icke (der war alldelis intet om). Hand sagde ded alleeneste for att komme mig til att spørge eller fornemme, om ded kunde bedrøffue mig. Ded war hannem vden Tuiffuel saaledis befalet, thi der hand war borte, gaff Anna sig i Tale med Cathrina om samme Karl, spurte endeligen mig ad, om wii haffde en Fransos vdi worris Tienneste. Ieg suarte, att wii haffde fleere end en. Hun spurte widre, om der war en iblant, som hede Karl oc haffde tient oß lenge. »Wii haffuer en Tienner« (suarte ieg), »en Franzos, som heder Charle, hand haffuer tient oß lenge«.[67] »Ia, ia,« (sagde hun) »den er ded; dog troer ieg icke, att hand end er her ankommen, men de søger effter hannem.« Ieg sagde: »Da er hand goed att finde; hand war til Bryg, der ieg drog derfra.« Anna meente, att hand haffde werret med mig i Engeland, oc sagde hun: »Den Karel wed meget, dersom de haffde hannem.« Ieg suarte: »Da war ded att ynske, att de haffde hannem for hands Widenskab[s] Skyld.« Der hun fornam, att ieg mig icke widre eller meere om hannem bekümrede, slap hun den Snack oc talte om min Søster Elisabet Augusta, att hun gick hender huer Dag forbi; hun stoed i henders Dør eller saed i Biislaget, hun helste hender, men aldrig spurte med ett Ord om sin Søster, der hun dog wiste, att hun mig paa Taarnet betiente. Ieg meente, att Søster icke wiste, huor vdi hun giorde ille eller wel. »Ieg kand icke see« (sagde Anna), »att hun er bedrøffuet«. Ieg war vdi Meening, att ded minste, man sig kunde bedrøffue, war ded beste. Siden bleff om anded Lapperi talt, oc besluttet ieg den Dags Afften med Læßning, befalede mig vdi Iesu Wold oc soff temmelig wel den Nat.

Den 12. Augusti gick forbi, foruden att noget synderligt paßerte, anded end att Anna mig wille bedrøffue med ded, hun sagde, att nest op til bleff ett Kammers giort ferdig; til huem, wiste hun icke, de wentede wist nogen der vdi. Ieg kunde selffuer høre Murmestere arbeide. Samme Dag talte Cathrina om att haffue kiendt mig vdi Welstanden, welsignede mig tusinde Gange for ded goede, ieg hender haffde bewiist. Ieg mintist ey nogen Tiid att haffue seet hender. Hun sagde vdi Princeße Magdalenæ Sybillæ[68] Fadburstue att haffue tient, oc der ieg der Princeßen haffde opwartet oc ligget paa Slottet, haffde ieg dennem i Fadburstuen med en rund Drickepenge foræret, huor aff hun en Part haffde nøt, som hun nu tacknemmeligen ihuekom. Ieg roeste henders Nøysomhed oc Tacknemmelighed. Anna war med den Tale icke tilfritz, hun førte trende Gange anded i Snack, men Cathrina suarte hender icke, bleff wed sin Tale, intil hun haffde vdtalt. Slozfogden war den Dag ey heller i goed Humeur, saa att huercken til Middag eller til Afften nogen skiiden Historie forrefalt.

Den 13. Augusti, effter att Quinderne haffde werret i Byen oc ware igienkomne, lucte Slozf. op Klocken 9 oc huißkede noget til dennem. Der effter bar hand endnu en liden Stoel ind. Ieg forstoed deraff, att en meere end som førige Gang mig wille besøge. Klocken 10 kom til mig ind G. Rantzow, Feldtherren Skack, Canzeler Retz, Rentemester Gabel oc Secreterer Krag. De helste mig alle høffligen, de 4 satte sig paa lawe Stoele for min Seng, oc Krag med sit Skriffuertøy wed Borded. Canzeler holt Orded oc sagde: »Hands kongl. Majt., min allernaadigste Herre oc Arffue Konge, lader Eder, Madame, wide, att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, oc att hand haffuer susspition paa Eders Persohn, att I skulle were en Medwidre vdi Eders Mands forrehaffte Forræderi, oc haffde Hands kl. Mt. wel haabtist, att I med goede skulle haffue bekiendt, huem som der vdi war interesseret, oc huorledis ded sig ret med den Sag haffde.« Der Canzeler ophørte att tale, suarte ieg, att ieg icke wiste noget att haffue begaaet, som mig kunde giøre suspect, oc raabte ieg Gud til Widne, att mig om ingen Forræderi war witterlig, huor for ieg oc ingen kunde naffngiffue. G. Rantzow sagde: »Eders Mand haffuer icke duult ded for Eder, derfor wed I ded wel.« Ieg suarte: »Haffde min Mand hafft saa ont ett Forset, da troer ieg wist, hand haffde sagt mig ded, men ieg kand med en goed Samwittighed suære for Gud i Himmelen, att ieg aldrig hørte hannem tale om noget sligt. Ia, ieg kand sige, att hand aldrig ynskede ont offuer Kongen, ded ieg hørte, huorfor ieg fuldkommen troer, att hannem dette aff hands Fiinder vskyldeligen tilleggis.« G. Rantzow oc Canzeler bøyede Hoffuetderne tilsammen, Feldtherren forbi, oc huißkede lenge med huer andre. Endeligen spurte Canzeler mig ad, om min Mand fantist skyllig, om ieg da wille wære vdi hands Dom deelactig. Ded war ett besynderligt Spørßmaal, huorfor ieg mig ett lided betenckte; sagde: »Maa ieg faa att wiide, paa huad Fundament hand beskyllis, saa wil ieg suare dertil, saa wit som mig witterligt er, oc saa meget ieg kand«. Canzeler sagde: »Betencker Eder wel, om I wil!« Ieg suarte som før, att ieg wille suare for hannem i alt ded, mig witterligt war, om ieg maatte faa att see, huor paa hand beskyltist. G. Rantzow huißkede til Krag, oc Krag gick vd, kom strax ind igien. Lided der effter kom en aff Canceliet ind (som ieg ey kiender), haffuende stoere Papirer i Hænderne. G. Rantzov oc Canzeler huißkedis atter igien. Der paa sagde Canzeler: »Her er nu icke widre att giøre end lade Eder wide, huad for en Mand I haffuer, oc lade Eder høre hands Dom.« G. Rantzow befalede den, som med Papirene indkom, att oplæße. Bleff saa først ett Papir oplæst vdi den Meening, att Corfitz, fordum Greffue aff Vlfelt, haffde tilbøden en fremmet Herre Dannemarckis Rige oc sagt for samme Herre, att hand geistlige oc werßlige haffde til sin Haand, saa ded war hannem let att giøre samme Herre Dannemarckis Crone att forskaffe. Der paa bleff ett Papir oplæst, som Geistlighedens Forsuar skulle were, huor vdi de protesterede, att Corfitz G. aff Vlfelt aldrig nogen Communication med nogen aff dennem hafft haffde, anseende, att hand ey nogen Tiid sig haffde erwiist Geistlighedens Wen att were, mindre giffuen dennem Part aff hands onde Forset; forsickrendis Hs. kongl. Majt. derris Troskab oc Vnderdanighed etc. Der effter bleff ett Papir oplæst, aff Borgemester oc Raad i Kiøbenhaffn skreffuen, fast aff samme Indhold, att de med G. Corfitz Vlfelt ingen Correspondentz haffde hafft oc vdi lige Maader Hs. kl. Mt. derris vnderdanigste Troskab forsickrede. Der paa fulte den v-hørte oc v-lowlige Doms Oplæßning, huilcken v-forhørter Sag offuer min Herre war fællet. Den war mig saa v-formodentlig oc bedrøffuelig som skammelig oc for Gud oc alle Ret ælskende Mennisker v-forsuarligen. Der war ey Documenter indført, paa huilcke Dommen war affsagt. Der meltist ey om Tiltale oc Giensuar, der war ey anden Fundament end blotte Ord: att hand war befunden en criminel att were, hand haffde tilbøden en fremmet Herre Dannemarkis Crone oc giort hannem wiiß, att hand geistlige oc werßlige haffde til sin Haand, huilcke ded med derris vnderskreffne Protesstationer anderledis haffde bewiist, huor for hand som en criminel dømmis. Der Dommen med alle vnderskreffne Naffne war oplæst, bar Læßeren mig den oc lagde den for mig paa Sengen. Et huert Menniske kand let betencke, huorledis mit Hierte war til Moede, men faa eller ingen kand begriibe, att ded muligt war, ieg icke aff den v-formodentlige Vlycke qualtis, eller oc, att mig icke Sind oc Santz betogis. Ieg kunde for Hylen oc Graad ingen Ord fremføre. Saa oplæstist en Bøn, aff Predicke-Stoelen war gaaen[69], vdi huilcken de Corfitz forbandede, bade Gud, att hands graa Haar icke med Fred vdi Graffuen skulle komme. Men Gud, som er retferdig, hørte icke de v-retferdige derris v-guddelige Bønner, hands Naffn wære æret ewindelig! Der alt war oplæst, beklagede ieg med Hiertens Suck oc weemodige Taarer, att ieg den bedrøffuede Dag skulle leffue, bad dennem for Iesu Retferdigheds Skyld, att ieg maatte see, huor paa den haarde Dom war funderet. G. Rantzow suarte: »Ded kand I wel tencke, Madame, att der erre Documenter, huor effter wii erre gaaen; der sidder aff Eders Wenner i Raaded.« »Ia Gud bedre ded!« (sagde ieg). »Maatte ieg faa de Documenter att see, der beder ieg om for Guds Skyld. Les apparences sont bien souuant trompeuses. Huad maatte min Mand icke liide hoes de suenske i Skaane vdi den lange Arrest, fordi de susspicerede, att hand med Hands kl. Mt. aff Dannemarck oc Hands Mts. Ministri haffde corresponderet! Nu wed ded ingen bedre, end Hs. kl. Mt. oc I goede Herrer, huor v-skyllig hand derfor liide, saa kand dette oc til Syne were troelig oc dog icke sig saaledis i Sandhed befinde. Maatte ieg faa de Documenter att see?« Der bleff intet suaret. Ieg foer widre fort oc sagde: »Huor er ded mugligt, att en Mand, som selffuer kand kiende, att hand gaar med Døden i Hænderne, skulle sig saadan Werck paatage oc lade sig fra sin Plict forleede, der hand ded icke giorde, den Tiid hand til ingen Herre war obligeret, oc hannem saa stoere Løffter aff Fürsten aff Holstein bleff giort, som Fürstens Breffue vdwiißer, huilcke nu erre vdi Hs. kl. Mts. Hænder.« G. Rantzow falt mig i Orded oc sagde: »De Breffue fant wii icke.« »Io Mend!« (suarte ieg) »de ware der iblant, der er ieg wiß paa«. Sagde widre: »Paa de Tiider kunde hand haffue giort en fremmet Herre noget til Willie, da haffde hand Mact oc Myndighed oc fast all Regieringen vdi sine Hænder; ansaae dog ingen egen Profit, men vdsatte sin egen Formue Hands kl. Mts. Crøning hastig att fortsette, paa ded ingen Hindring skulle imellem komme[70]. Ded er nu hands Løn! I goede Herrer, speiler Eder nu paa mig, som haffuer før seet mig vdi Welstanden, oc haffuer dog Medlidenhed med mig! Beder Hs. kl. Mt. sig att formilde oc icke saa streng att fortfare.« Canzeler oc Rentemester movertis der wed, saa att Taarene dennem kom vdi Øynene. G. Rantzow sagde til Feldtherren oc til Canzeler: »Mig synnis, att ded er 14 Dage siden, att Dommen bleff publiceret.« Canzeler suarte: »Ded er 17 Dage siden[71].« Ieg sagde: »Paa de Tiider war ieg endnu vdi Engeland, oc nu spørgis mig effter Kundskab i Sagen! O, betencker ded for Guds Skyld, oc att ingen paa min Mands Wegne haffuer werret til Weddermæle!« G. Rantzow spurte, om ieg wille tale der paa. Ieg suarte: »Huad skal ieg tale paa en Dom? Ieg beder alleeneste for Iesu Skyld, att ded, ieg siger, maa considereris, oc ieg maa haffue den Fornøyelse att see de Documenter, huor paa Dommen er affsagt.« G. Rantzow suarte som før, att der ware Documenter, oc att der saed aff mine Wenner i Raaded, føyede ded der til, att alle haffde offuereens stemmet, icke en haffde hafft der imod att sige. Ded, ieg tenckte, torde ieg icke sige. Ieg wiste wel, huorledis i saadanne absolute Regieringer tilgaar; der tør intet imod sigis, ded hedder: Skriff vnder, Kongen wil ded saa haffue, oc spør icke huor for, ellers est du vdi lige Fordømmelse[72]. Ieg taw oc begræd min Vlycke, som war iremediable. Der Krag Protocollet oplæste, haffde hand skreffuen, att der ieg bleff tilspurt, om ieg vdi min Mands-Dom deelactig wille were, haffde ieg suaret, att ieg mig der paa wille betencke. Ieg spurte: »Huordant war ded?« Strax suarte Canzeler: »Ney, hun sagde icke saa, men hun begierte att wide henders Mands Beskyllinger.« Ieg repeterte mine Ord igien[73], wed dog icke, om Krag dennem skreff eller icke; thi en stoer Deel aff ded, ieg sagde, bleff intet skreffuen. Krag loed for meget Affecterne kiige oc wille gierne haffue giort ont wærre. Hand er nu der, huor ingen falske Skriffter gielder. Gud ryckte hannem hastig bort paa ett v-reent Sted, kallede hannem til Doms foruden Warsel. Oc G. Rantzow, som war Hoffuit Mand oc Inventor aff den v-lowlig oc vdi Dannemarck v-sædwanlig Dom, hand leffuede icke den Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att excequeris[74]. — Der dette war forrettet, stoede de op oc gaffue mig Haand. Denne haarde Besøgelse warede offuer 4 Tiimer. De ginge bort, effterladende mig vdi Suck, Sorrig oc Graad, en høyt bedrøffuede elendige fangen Quinde, aff alle forlat, som saae sig ingen Redning imod Mact oc Wold, som huert Øyeblick fryctede, att Manden dennem vdi Hænderne skulle komme, oc at de derris Ondskab paa hannem skulle øffue. Gud giorde den Dag ett stoert Mirackel oc Hiertegn, i ded hand sin Krafft vdi mig suage bewiiste oc min Hierne fra Willelße oc min Tunge, att den icke aff V-taalmodighed offuerløb, bewarte. Gud wære tusinde Gange derfor æret! Din Loff wil ieg siunge, saa lenge sig min Tunge kand røre, thi du warst da oc stetze altiid min Wærn, Klippe oc Skiold. Der Herrerne ware bortgangne, kom Slozf. oc Quinderne ind, oc bleff decket paa en Stoel for min Seng. Slozf. sagde til mig: »Eßet, Leonora! Wollet Ihr nicht eßen?« I ded hand saa sagde, kaste hand en Kniiff til mig paa Sengen. Ieg tog Kniiffuen med wree Hue oc kaste den paa Golffuet. Hand tog Kniiffuen op oc sagde: »Ihr seit wol nicht hungrig? Nein, nein! Ihr habet heute ein Früstück bekommen, da habet Ihr heute genung an; nicht? Gelt! Ia, ia, kommet Ihr lieben Weiberlein« (sagde hand til Quinderne) »laßet vns etwas eßen! Euch wird woll hungern, das fühle ich an meinem Magen wol.« Der de haffde sat sig til Bordz, begynte hand strax att stocke sig selffuer, stack feyl aff sin Mund oc haffde saa mange Putzer, att ded war Skam att see, att den gammel Mand sin Glæde offuer min Vlycke icke kunde simulere. Der Maaltiided haffde Ende, oc Slozf. war bortgangen, satte sig Anna for min Seng oc begynte att predicke om den Sorrig oc Bedrøffuelse, man vdi denne Werden haffuer, oc om Himmerigis Glæde oc Herlighed: huorledis den Piine, wii her liider, ickun warer stacket imod den ewige Fryd oc Glæde, huor for wii icke burte Piinen att acte, men tencke paa, att wii kunde døe med en goed Samwittighed oc den icke med noget besmitte, men sige vd alt ded, Hiertet kunde besuære, for ded wille dog icke anded were. »Gud giffue« (sagde hun), »ingen plage sit Legeme for en andens Skyld!« Effter att hun den Snack nogle Gange haffde repeteret, sagde hun til mig: »Er ded icke sant, Frue?« »Io wist er ded sant« (suarte ieg), »I taler meget christligen oc effter Skrifften.« »Huor for wil I da« (sagde hun widre) »lade Eder plage for andre oc icke sige ded, I om dennem wed?« Ieg spurte, huem hun meente. Hun suarte: »Ieg kiender dennem icke.« Ieg suarte: »Icke heller ieg.« Hun bleff alt wed oc sagde, att hun sig icke wille lade piine oc plage for andris Skyld, i huem de endoc ware; dersom de ware skyllige, saa maatte de liide, hun wille icke lide for dennem; ett Quindis-Menniske war snart forført; man burte att haffue sin Salighed kiærere end alle siine Slect oc Wenner. Der hun icke kunde høre op igien med den Snack, wille ieg den noget diuertere, spurte hender, om hun war en Præste-Daatter, oc efftersom hun mig tilforne sin Herkomst haffde sagt, saa tog hun saa meget diß wære imod mit Spørßmaal oc bleff heel fortørnet; sagde: »Alt er ieg icke en Præste Daatter, saa er ieg en goed ærlig Borger-Daatter oc icke aff de ringste. Ieg haffde lided tenckt vdi mine Dage, der ieg war en Iomfrue, att ieg skulle faa en Skomager.« Ieg sagde: »Eders første Mand war io oc en Skomager.« »Ded er wel sant« (suarte hun) »men ded kom sig saa galt til med ded Gifftermaal«; begynte der med en heel Rimße der om att fortelle, huor offuer ieg bekom Fred for hender. Cathrina gick op oc neder aff Gulffuet, oc der Anna teeg noget lided, sagde hun med sammen lagde Hænder: »O Gud! du, som est allmectig oc alting formaar, du beware den Mand, de leeder effter, oc lad hannem aldrig komme i hands Fiinders Hænder! O Gud bønhøre mig!« Anna sagde wreedeligen til hende: »Cathr., weet Ii ock, wat Ii seggen? Wo snack Ii so?« Cathr. suarte: »Ia, ick weet wol, wat ick segge. Gott bewar em vnd lat em nimmer siine Fiinde toe Deel werden! Iesus, wäß du sin Gleidsman!« De Ord førte hun frem med grædende Taarer. Anna sagde: »Ick denck, de Frue is nicht klog.« Cathrinæ goede Ynske forøgede mine Taarer, oc sagde ieg: »Cathr. lader see, att hun er en ret Christinne oc haffuer Medlidenhed med mig; Gud belønne hender ded oc bønhøre hender oc mig!« Anna bleff taws der effter oc siden icke saa meget snacksom. Gud, som est en Wedderlegger aff alt gott, tenck du paa Cathr. til ded beste, oc du, som hender da bønhørte, bønhør hender fremdelis, i huad hun dig ombeder! Oc I, mine kiere Børn, wider, att dersom Lycken sig saa wil føye, att I hender eller henders eeneste Søn nogen behagelig Tienneste kand giøre, att I ded for min Skyld erre plictige, thi hun war mig en Trøst vdi min største Nød oc offte sneeg sig til att sige mig ett Ord, ded hun meente, mig kunde were til Lettelse. Slozf. kom effter Sædwaane effter 4 Slet oc lucte Quinderne vd, satte sig paa Quindernis Slagbenck, oc den høye Stoel med Liuß paa for sig, haffde en Bog med sig, læste høyt Bønner om ett saligt Endeligt, Bønner vdi Døds Nød, oc naar man skulle vdstaa den tiimelige Straff for sine Mißgierningers Skyld. Hand glemte icke en Bøn for en, som skulle brendis; den suckede hand wed, saa hand paa en stacket Tiid war bleffuen meget aandelig. Effter att hand alle de Bønner haffde læst, stoed hand op, gick oc sang Liig-Psalmer; naar hand kunde icke fleere, begynte hand paa den første igien, indtil Quinderne hannem affløste. Cathri. beklagede sig, att henders Søn war bleffuen syg, war meget derfor bekümret. Ieg tog mig henders Sorrig an oc sagde, att hun skulle lade Dronningen wide henders Søns Suaghed, saa bleff der wel en anden i henders Sted ordineret; bad hender giffue sig til Fritz, Barnet fick wel bedre igien. Offuer Afftens-Maaltiid war Slozf. meget lystig, fortelte allehaande plompe Galskaber. Effter att hand war borte, læste Anna Afften Bønnen. Ieg war den Natt meget ille til Paß, kaste mig offte omkring i Sengen, oc war der en Synaal i Dun Dynen, huor paa ieg reff mig; ieg fick den vd oc haffuer den endnu[75].

Den 14. Augusti, der Slozf. tilig oplucte, sagde Quinderne hannem, att ieg den Natt haffde werret meget syg. »Ia, ia« (suarte hand), »es wird wol wieder beßer.« Oc der Quinderne sig giorde reede for att gaa op til Dronningen (som de stetze maatte giøre), sagde Anna til Cathrina vden Døren: »Huad skal wii sige til Dronningen?« Cathr. suarte: »Huad kand wii sige anded, end att hun tier stille oc siger intet?« »Ded wed I wel« (sagde Anna), »att Dronningen icke nøyes med.« »Da kand wii icke heller lyffue hender paa« (suarte Cathrina), »hun siger io intet, thi ded war Synd[76].« Til Middags-Maaltiid kom Cathr. igien, sagde, att Dronningen haffde loffuet att forordne en anden vdi henders Sted; sneeg sig til om Effter-Middagen at sige mig ett Ord om neste Kammers, huilcket hun wist trode, bleff giort ferdig til mig oc til ingen anden, bød mig Goede Natt oc loffuede mig flittig i sine Bønner att ihuekomme. Ieg tackede hender for goed Tienneste oc for sit goede Hierte imod mig. Wed Klocken 4 lucte Slozf. hender oc Anna vd. Hand sang en Psalme effter anden, gick i Trappen oc lengtist wed Tiiden indtil Klocken imod 6, da kom Anna oc Maren Blocks. Offuer Afftens-Maaltiid fortelte Slozf. atter om sit Gifftermaal, vden Tuiffuel for Marens Skyld. Anna loed mig Fred, oc laa ieg saa stille for mig hen. Maren kunde den Afften icke komme til att tale med mig for Anna.

Den 15. oc 16. Augusti paßerede intet merckeligt. Naar Slozf. lucte Anna vd om Morgenen oc Effter-Middagen, bleff Maren Blocks hoes mig, oc Slozf. gick sin Wey oc lucte, saa Maren haffde da Friihed eene med mig att tale; fortelte adskilligt, iblant anded, huorledis Dronningen haffde giffuen mit Smaatøy de tre Quinder til att bytte imellem sig, som mig vdklæde. Hun spurte mig, om ieg wille haffue Bud til min Søster Elisabet. Ieg tackede hender, ieg haffde intet gott att lade hender sige. Ieg begierte Sye-Naal oc Traa aff Maren, hender att prøffue. Hun suarte hiertelig gierne att wille fly mig ded, om hun torde; ded kostede all henders Welfart, om Dronningen fick ded att wide, thi hun haffde saa høyt forbøden, att ingen skulle lade mig faa Naale, huercken Knappenaale eller Syenaale. Ieg spurte: »Aff huad Aarsage?« »Fordi,« sagde hun, »att I icke skal myre Eder selffuer.« Ieg forsickrede hender, att Gud haffde bedre opliust mig, end att ieg skulle were min egen Mordere. Ieg kiendte, att Kaarßet kom fra Herrens Haand, att hand mig ræffsede som sit Barn; hand hialp mig ded oc att bære, der trode ieg hannem til. »Saa haabis ieg da, mit Hierte« (sagde Maren), »att I icke wil myrde Eder selffuer, saa skal I faa Naal oc Traa; men huad wil I sye?« Ieg gaff for att wille sye nogle Knapper i min huiide Nattrøye, wree oc ett Par aff for att lade hender siden see, att ieg syde dennem i. Men Sagen war, att ieg haffde nogle Ducater i Lær indsyet om mit Knæ; dennem haffde ieg beholt, efftersom ieg strøg selff Strømpen neder, der de klæde mig vd[77], oc Anna haffde effter min Begiæring flyet mig en Klud effter Forregijffuende, att ieg haffde en Skade paa Beenet. Den Klud syde ieg om Læret. De ware alle i den Meening, att ieg haffde nogen himlig Breck, thi ieg laa vdi ded linnen Skiørt, de gaff mig, oc vdi mine Strømper. Maren meente, ieg haffde en Funtanele paa ded eene Been, fortrode mig, att en Iomfrue til Hoffue, hun Naffn gaff, som war henders meget goede Wen, haffde en Funtanele, som ingen vden hun wiste, icke engang Iomfruens Sengenettere. Ieg tenckte wed mig: da tier du wel med din Wen; giorde hender icke wiißere, loed hender i ded Fald troe, huad hun wille. Ieg war meget suag vdi de toe Dage, oc efftersom ieg intet fortærede vden Zitron oc Øll, bleff Maffuen der offuer swæcket oc kaste ded fra sig omsider. Naar Maren talte derom til Slozf., suarte hand: »Daß ist guth, so kombt das bøße vom Hertzen ab.« Anna war icke meer saa beskæfftig, men Slozf. war lige lystig.

Den 17. Augusti lucte Slozf. icke op førend imod 8 Slet, oc spurte Anna hannem, huor ded gick til, att hand haffde soffuet saa lenge. Hand skiemtede noget; siden drog hand hender hen til Døren oc huißkede med hender. Hun gick intet hiem den Morgen. Hand gick saa vd oc ind, oc sagde Anna saa høyt til Maren, att ieg ded kunde høre (i huor wel hun loed saa, som hun wille huißke): »Ieg er saa bange, att min Krop rister, endog ded gaar mig icke an. Iesus beware mig! Ieg wille, ieg war neere!« Maren saae bedrøffuet vd, men huercken suarte eller talte ett Ord. Maren sneeg sig til Sengen oc sagde: »Der kommer wist nogen til Eder.« Ieg suarte: »Lad dennem komme i Guds Naffn!« Der war en Løben oppe oc neder vdi den Trappe oc offuen offuer, thi der kom alltiid Commissarierne neer igiennem Gemeckerne for icke att gaa offuer Platzen. Miine Døre ware da lucte igien. For huer den Gang, att der løb nogen i Trappen, da skuddrede Anna oc sagde: »Ick bäwe recht!« Den Løben warede indtil imod ellffue. Der Slozf. lucte op, sagde hand til mig: »Leonora, Ihr sollet auffstehen vnd zu die Herren gehen!« Gud wed, att ieg ille kunde gaae, oc Anna forfærdede mig, sagde til Maren: »O, dat arme Mensch!« Marens Hænder rystede, der hun satte mig Tøfflerne paa. Ieg kunde icke anded forstaa, end att ieg skulle piinis, trøstede mig wed intet anded, end att ieg haabtist, min Piine ey lenge kunde ware, thi mit Legeme war saa vdmattet, att ded syntist, lige som huert Øyeblick Aanden wille vdfare. Der Maren bant Forklæded om min lange Kiortel, sagde ieg: »Nu, de forsynder sig høyligen paa mig; Gud wære min Styrcke!« Slzf. hastede, oc der ieg war ferdig, tog hand mig wed Armen oc leedde mig. Ieg haffde gierne werret hands Hielp foruden, men ieg kunde icke gaa eene. Hand leedde mig ind nest op til, der saed G. Rantzow, Skack, Retz, Gabel oc Krag om Borded. De reyste sig alle op imod mig, der ieg kom ind, oc ieg giorde en Reverentz, saadan som ieg kunde. Til mig bleff satt en liden law Stoel mit for Borded. Cantzeler tilspurte mig, om ieg ingen fleere Breffue hafft haffde, end de mig fra toge i Engeland. Ieg suarte ney, ieg haffde ingen fleere, der toge de alle mine Breffue. Hand spurte widre, om ieg ingen Breffue haffde forkommen paa de Tiider. »Io« (suarte ieg), »ett reeff ieg i Stycker oc kaste ded i ett Hyßken.« »Hui giorde I ded?« spurte G. Rantzow. »Fordi« (suarte ieg) »att der ware Ziffrer vdi, oc ihuor wel ded icke war aff nogen importence, saa fryctede ieg alligewel, att ded skulle giffue Mißtancke.« G. Rantzow sagde: »Huad om de Stycker ware endnu vdi Behold?« »Ded war att ynske« (sagde ieg), »thi saa kunde man see, att der intet mißtenckeligt war vdi, oc fortrød ieg ded siden, att ieg ded haffde synder reffuen.« Der paa tog Cantzeler ett Arck Papir frem, huor paa hid oc did war Stycker klint aff samme Breff, oc racte hand Krag ded, som mig ded flyde. G. Ranzow spurte mig, om ded icke war min Mands Haand. Ieg suarte ia, ded war hands Haand. Hand sagde: »En Deel aff Styckerne, I reeff i tue, erre fundne, oc en Deel erre borte. Ded, som er funden, er samlet oc affskreffuen«; fodderde dermed Affskrifften aff Canzeler, som gaff G. Rantzow den, oc hand racte mig den, sigende: »Seer der, huad der fattis, oc siger oß, huad ded haffuer werret, som fattis.« Ieg tog ded oc saae noget der paa oc sagde: »Paa somme Steder, huor icke for mange Ord erre borte, kand ieg wel giette ded, som fattis, men huor en gandske Meening er borte, ded kand ieg icke wide att sige.« Ded meeste aff Breffuet war sancket, oc intet imellem borte, oc bestoed ded altsammen vdi Lystighed oc Skiemt. Hand loed mig wide att haffue faaet Breffue aff Dannemarck, att Cur-Printzen aff Saxen war forwentendis, som Princeßen aff Dannemarck skulle troloffuis[78]; der skiemtede hand om, huorledis de wille smøre derris Halße oc blæße derris Kinder op, paa ded de med en goed grace oc Stemme en huers Titteler tilbørligen kunde fremføre, oc meere dißlige, huilcket hand witløfftig vdstrøget haffde, oc indførte den Maade, som G. Rantzow brugte for att lade Folck wide hands Titteler, som war offuer Maaltiided, da en skulle staa oc hands Tittel for Giesterne oplæße, spurte dog først en huer i sær, om hand wiste hands Tittel; war der en iblant, som den icke wiste, skulle Secreteren strax frem oc den oplæße. Saa ded syntist, att G. Rantzow sig ded til tog, thi hand spurte mig, huad min Mand der med meente. Ieg suarte icke att kunde wide, att hands Meening anderledis kunde were, end som hand skreff; hand meente vden Tuiffuel dennem, som saa giorde. Canzeler wente Ansictet fra G. Ranzow oc drog lided paa Smilebaanded; dißligeste giorde oc Gabel. Oc war iblant anded saaledis skreffuen om Cur-Printzen, att hand nu maaskee giorde sig Haab att arffue Dannemarckis Crone: »mais j'espère — — — — — — cela ne se fera point.« Effter de Ord, der imellem fattedis, spurte G. Rantzow, huad ded war. Ieg sagde, dersom ieg mintist rett, da haffde der wist staaet: qu'en 300 ans. Hand spurte widre, huor hid oc did noget fattedis, huilcket ieg icke alt saa egentlig kunde mindis, oc dog intet paa sig haffde. Ieg meente, att aff forregaaende eller effterfølgende Ord let kunde giettis ded, som borte war; saaes derforuden nocksom, att ded meeste war Skiemt, huilcket Gabel sandede oc sagde: »Ce n'est que raillerie.« Men G. Rantzow oc Feldtherren wille ded icke lade for Skiemt paßere. Skack sagde: »Man meener tit anded vnder Skiemt oc bruger Naffne, huor vnder anded forstaaes.« Thi der vdi Breffuet bleff melded om att dricke vd, war talt om de Schwitzere derris Manner, de offuer Borde haffuer, oc alle de Cantons Herrers Tittel opregnet, huor for Skack formeente, att de Byers Naffn haffde anded att sige. Ieg suarte intet Skack, men der G. Rantzow trengte immerfort, att ieg skulle sige, huad min Mand dermed meente, suarte ieg icke att kunde wide, om hand haffde anden Meening der med end den, som skreffuen stoed. Skack wirrede med Hoffueded oc meente io, huorfor ieg sagde: »Ieg wed ingenstetz, huor de haffuer den Skick offuer Maaltiiderne, som de vdi Schwitzerland haffuer; er der andre Steder, huor de haffuer samme Skick, saa haffuer hand maaskee oc meent dennem der med, thi her talis ickun om Dricken.« Gabel sagde atter: »Ded er ickun Skiemt.« De Ziffrer, for huis Skyld ieg Breffuet synder reeff, ware til Lyckis fuldkommen, oc intet aff borte. G. Rantzow gaff mig ded Arck Papir, huor Styckerne aff min Herris Breff war paa klint, oc spurte mig, huad de Ziffrer betyde. Ieg suarte: »Ieg haffuer ey Nøglen oc kand dennem vden ad icke opløße.« Hand meente, ieg kunde wel. Ieg sagde icke att kunde. »Da erre de opløste« (sagde hand), »oc wii wed, huad ded er.« »Saa meget diß bedre« (suarte ieg). Derpaa flyde hand mig Vdlegningen att læße, oc war den aff den Meening, att worre Sønner haffde skreffuen fra Rom oc begierte Penge, huortil war onde Raad, thi Iunkeren war icke hiemme. Ieg gaff G. Ranzow Papiret igien foruden noget att sige. G. Rantzow begierte aff Rentemestern, att hand wille læße Breffuet, oc begynte Ranzow atter med sine Spørßmaal, huor hid oc did noget fattedis, att ieg ded skulle sige. Ieg gaff hannem samme Suar som før; men efftersom hand paa ett Sted, huor nogle Ord fattedis, hart trengte dennem att wide, oc aff Texten kunde sees, de haffde werret noget spotsk (efftersom ett spotsk Ord fantis skreffuen), sagde ieg: »I kand sette aff samme Slags saa mange der til, som Eder lyster, om icke ett er nock; ieg wed dennem icke.« Gabel sagde atter: »Ce n'est que raillerie.« Dermed spurtis icke meere om Breffuet; men G. Ranzow inquirerte om mine Iuëler, spurte, huor den stoere Demant war, min Mand fick i Franckeriige.[79] Ieg suarte den lenge siden att were solt. Widre spurte hand, huor mine stoere Heng-Perler ware, som ieg haffde borren som en Feder paa min Hatt, oc huor min stoere Tour Perler war. »Alt ded«, suarte ieg, »er lenge siden solt.« Hand spurte ydermere, om ieg da ingen Iuëler meere haffde. Ieg suarte: »Nu haffuer ieg ingen.« »Ieg meener« (sagde hand) »anden Stez.« Ieg suarte: »Nogle loed ieg effter.« »Huor der?« (spurte hand). »Til Bryg,« suarte ieg. Der paa sagde hand: »Nu faar ieg att spørge Eder, Madame, om noget, mig selffuer wedkommer: Haffuer I besøgt min Søster vdi Paris nu sidst, I war der?«[80] Ieg suarte: »Ia«. Hand spurte, om ieg war inde hoeß hender i Klosteret, oc huad Klosteret heede. Ieg berettede hannem att haffue werret i Klosteret, oc att ded heede Couvent des Filles Bleues. Der nickede hand wed som att sande ded. Hand wille oc wide, om ieg haffde seet hender. Ieg sagde, att ingen i ded Kloster sig aff nogen vden aff derris Forældre lader see, derris Søskinde maa icke engang faa dennem att see. »Ded er sant,« suarte hand, stoed dermed op oc gaff mig Haanden. Ieg bad hannem, att hand Hs. kl. Mt. til Mildhed imod mig wille bewege, men hand suarte mig intet. Der Rentemester Gabel mig gaff Haanden, bad ieg hannem om ded samme. Hand suarte: »Ia, dersom I wille bekiende«; gick dermed vd foruden nogen Replicque att høre. Oc haffde de sig offuer tre Tiimer med de Spørßmaal opholt. Der effter kom Slzf. ind oc sagde til mig: »Nu skal I bliffue her inden for, der er ett smuckt Kammers, er nyßen kalcket oc giort smuck huiid; giffuer Eder nu til Fritz.« Anna oc Maren kom oc ind. Gud wed, ieg war sorgefuld, mødig oc træt, haffde en v-liidelig Hoffuit Piine; maatte dog sidde saa lenge, førend ieg kom til Huiile, indtil Sengesteded war tagen vd aff den Mørcke Kircke oc hid ind fløt. Anna bemødede sig vdi midler Tiid alle Huller i den Mørcke Kircke att vdkratze, meenendis enda noget att finde, men til forgieffuis. Den Quinde, som eene hoeß mig skulle were, kom oc da ind. Hinder war loffuet 2 Rdr. om Vgen; henders Naffn er Karen Ollis Daatter. Effter Slozf. med Quinderne oc Maren haffde spiiset, bød Anna oc Maren Blocks mig Goede Natt; den sidste teede stoer Affection. Slozf. lucte tuende Døre for mit inderste Fengsel. Paa den inderste Dør er ett fiirkantet Huul, som med Iern Rigler er forwaret. Ded Huul wille Slozf. oc henge Laas for, men effterloed ded for Karens Forbøn[s] Skyld, thi hun sagde icke att kunde faa sin Aande, om ded skulle were luct. Saa hengte hand Laas for ded yderste Kammers Dør oc for Døren til Trappen; haffde saa fiire Laaße oc Døre toe Gange om Dagen att op- oc ilucke. Her wil ieg mit Fengsels Sted beskriffue. Ded er ett Kammers, som er 7 aff mine Skrit lang oc 6 breed; der vdi staar tuende Senge, ett Bord oc toe Stoele. Ded war nyß kalcket, huilcket gaff en stoer Stanck; ellers war Gulffuet saa tyck med Skarn, att ieg meente, ded war aff Leer, der ded dog er lagt med Muursteen. Ded er 9 Allen høyt, hualt, oc allerhøyest sidder ett Windue, som er en Allen i Fiirkant. Der er dobbelt tycke Ierntraller for, derforuden ett Sprinckelwerck, som er saa tet, att icke en liden Finger kand stickis i Hullerne. Ded Sprinkelwerck haffde G. Rantzow med stoer Forsictighed saaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde), paa ded att ingen Due skulle noget Breff indføre, som hand wel før i en Romans haffde læst att were skeed. Ieg war suag oc aff Hiertet høyt bedrøffuet, wentende en naadig Forløßning oc Ende paa min Iammer, taw stille oc klagede mig intet, suarte lided, naar Quinden mig tiltalte. Stønem i Tancker kratzede ieg paa Weggen, huor vd offuer Quinden kom i de Tancker, att ieg war forstørret i Hoffueded, sagde ded for Slozfogden, oc hand ded igien for Dronningen, som flittig huer Maaltiid, naar Døren war aaben, sendte Bud for att lade fornemme, huorledis med mig til stoed, huad ieg sagde, huad ieg giorde. Quinden haffde da icke meget att sige, sin Eed med Fyllist att giøre, huilcken hun (effter egen Sien) for Slozfogden haffde afflagt. Men siden fick hun noget att giøre sig goed med. Oc effter som Styrcken mig dagligen betogis, glædde ieg mig imod Enden, loed den 21. Augusti Slozf. indfordre, begierendis aff hannem, att hand om en Prest wille anholde, som mig kunde berette. Ded bleff strax bewilliget, oc Kl. Mts. Hoff-Predicanter, Magister Mathias Foß[81], befalet mig att betienne, huilcken paa sit Embedis Wegne saawel som formedelst Befaling mig forreholt, att ieg icke min Samwittighed med noget skulle beswære; ieg maatte were forsickret, att ieg aldrig her i Werden fick min Mand meere att see; bad mig dog sige, huad ieg om ded Forræderi wiste. Ieg kunde for Graad neppe Ordene vdføre, sagde, att ieg want[82] for Gud vdi Himmelen, for huilcken intet er skiult, att mig om ded Forræderi intet war witterligt; ieg wiste wel, att ieg aldrig i mine Dage fick min Mand meere att see; ieg befalede hannem den Allerhøyeste, som wiste min V-skyllighed; bad eeneste Gud om ett saligt Endeligt oc Skilßmiße fra denne onde Werden; begierte intet aff Presten, vden att hand mig vdi sine Bønner til Gud wille ihuekomme, att Gud wille wed Døden giøre en Ende paa min Iammer. Presten loffuede ded troeligen att effterkomme. Gud haffuer icke behaget oß der vdi att bønhøre, haffuer wilt widre min Troe prøffue, i ded hand mig megen Sorrig, Bedrøffuelse oc Widerwertighed siden den Tiid haffuer tilskicket. Hand haffuer oc hiolpen mig Kaarßet att bære oc hafft fatt wed den tyngeste Ende; hands Naffn wære ewindeligen æret! Der ieg war bleffuen berettet, trøstede mig M. Foß oc bød mig fare wel.

Ieg laa saa stille hen vdi tre Dage, nød lided eller intet. Slozf. spurte offte, om ieg noget begierte enten att æde eller dricke, eller om hand skulle sige Kongen noget. Ieg tackede hannem, ieg begierte intet.

Den 25. Aug. importunerte Slozf. mig flux med sin discours, meente, ieg haffde ond Troe til Dronningen. Hand tog ded der aff: thi Dagen til forne haffde hand sagt mig, att Hs. kl. Mt. haffde befalet, att huis ieg aff Køckenet oc Kelderen begierte, skulle de mig lade følgactig were; huor til ieg da suarte: »Gud beware Hs. Mt.! hand er en goed Herre, maatte hand were goed for onde Mennisker.« Oc sagde hand da: »Dronningen er ocsaa goed«, huortil ieg intet suarte, huor for hand nu Dronningen wille føre paa Tale oc høre, om hand kunde drage nogen Ord aff mig; sagde: »Dronningen beklager Eder, att I saa haffuer laded Eder forføre. I haffuer wult Eder selffuer den Vlycke, ded giør hender ont; hun er Eder icke wree, hun haffuer Medliidenhed med Eder.« Oc saa som ieg intet suarte, repeterte hand ded igien, oc alt imellem sagde hand: »Ia, ia, mein liebes Frewlein! es ist so, wie ich sage.« Ieg war meget fortreedden offuer den Snack, sagde: »Dieu vous punisse!« »Ho, ho!« (sagde hand) »sie wil pißen!« kalte paa Karen, gick vd oc lucte Dørene. Dermed fick ieg v-formodendis Roelighed for hannem. Latterligt war ded, att Quinden endelig wille nøde mig til att lade mit Wand, fordi Slozf. saa sagde. Ieg bad hender komme ihue, att hun nu icke tog ware paa ett Barn (hun haffde werret Waag-Quinde før hoeß Børn). Hun kunde icke saa snart komme aff den Waane att omgaaes mig som ett Barn, brugte lenge den Manner, indtil ieg hender loed anded forstaa.

Der ieg fornam, att min Maffue begierte Maed, oc ieg Spießen hoes mig kunde beholde, bleff ieg v-taalmodig, att ieg icke kunde døe, men att ieg vdi saa stoer Elendighed skulle leffue; begynte med Gud att disputere oc wille med hannem gaa i Rette. Mig syntist ey att haffue ded fortient; ieg meente att were for groffue Synder langt reenere end som Dauid, der dog torde sige: »Skal ded da were til forgieffuis, att mit Hierte wandeler v-straffelig, oc ieg toer mine Hænder vdi V-skyllighed, oc ieg er dagligen plaget, oc min Straff huer Morgen der?« Ieg meente icke att haffue saa offuerstoer en Straff forskylt, som ieg med bleff straffet; sagde aff Iob: »Lad mig wide, huorom du trætter med mig! Behager ded dig att giøre Wold? Bortkaster du dine Hænders Gierninger?« Ieg glemte intet aff alt ded, Iob sig med wille retferdig giøre, att fremføre, oc syntist mig, att ieg ded billigen paa mig applicere kunde. Ieg forbandede med hannem oc med Ieremia min Fødsels-Dag oc war meget v-taalmodig, haffde ded dog hoeß mig selffuer oc talte icke høyt; slap stønnem v-forwarendis ett Ord vd, war ded dog paa tydsk (efftersom ieg meest Bibelen paa tydsk haffuer læst), saa att Quinden ey forstoed, huad ieg sagde. Meget v-roelig war ieg med Huiisten oc Kasten i Sengen hid oc did. Quinden spurte mig offte, huor ded war fat. Ieg bad hender lade mig haffue Fred oc intet tale til mig. Mig war aldrig bedre end om Natten, naar ieg formerckede, att hun soff; saa kunde ieg med Friihed lade mine Taarer flyde oc giffue mine Tancker derris frii Lob. Da gick ded an paa en Rettergang. Ieg opregnede alt ded, ieg v-skyldeligen vdi mine Dage haffde liid oc vdstaaet, holte Gud forre: Om ieg war wegen fra min Plict? Om ieg skulle haffue giort mindre imod min Ectefælle, end som ieg haffde giort? Om ded skulle were min Løn, att ieg hannem vdi Moedgangs Tiid icke wille forlade? Om ieg nu derfor skulle piinis, plagis oc bespottis? Om saa mange v-udsiigelige Vlycker, ieg med hannem haffde vdstaaet, icke ware nock, att ieg endeligen til denne v-lægelige stoere Vlycke skulle conserveris? Ieg wil icke døllie min V-fornufft. Ieg wil bekiende mine Synder. Ieg spurte: Om der endnu kunde were noget wærre tilbage, huor effter ieg skulle leffue? Om der oc war nogen Iammer til i Werden, som wed min kunde lignis? Bad Gud att giøre der paa en Ende, thi hand haffde ingen Ære der aff mig saaledis att lade leffue oc stetze plagis; ieg war dog icke aff Iern oc Staal, men, aff Kiød oc Blod. Ieg bad, att mig maatte indskydis eller i Drømme forstendigis, huad ieg skulle giøre, att ieg min Iammer kunde forkorte. Naar ieg lenge haffde disputeret oc trættet min Hierne, mig oc saa forgræt, att ded syntist ey Taarer meere att were forhaanden, falt ieg i Søffn, men waagnede med Forskreckelse, thi ieg vdi Drømme haffde v-hørte gruelige Fantasier; saa ieg gruede for att soffue, begynte saa atter igien min Elendighed att beklage. Endeligen saae Gud til mig med sine Naadsens Øygne, saa att ieg den 31. Augusti fick en roelig Søffn om Natten, oc ret vdi Dagningen wognede ieg med effterfølgende Ord vdi Munden: »Mein Kind, verzage nicht, wan du von Gott gestraffet wirst; dan welchen der Herr lieb hatt, den züchtiget er. Er steupet aber einen ieglichen Sohn, den er auffnimt«. Ieg talte de sidste Ord høyt vd, tenckte, att Quinden soff; maaskee att hun i ded samme wognede, oc spurte hun mig, om ieg noget begierte. Ieg suarte: »Ney«. »Da talte I« (sagde hun), »oc neffnte Eders Strømper; ded anded kunde ieg icke forstaa.« Ieg suarte: »Da haffuer ded werret i Søffne; ieg begierer intet.« Laa saa stille hen oc besinnede mig; kiendte oc bekiente min Daarlighed, att ieg, som ickun war Muld oc Iord, Støff oc Aske, ia skiendelig Møg, med den allerhøyeste vbegriibelige Gud wille gaa vdi Rette, trætte med min Skabere oc hands sluttede Raad, mestere oc imod sige. Ieg falt vdi stoer Graad, bad inderligen oc hierteligen om Naade oc Forladelse. Haffde ieg før giort mig reen med Dauid oc stoelet paa min V-skyllighed, saa bekiendte ieg da med hannem, att ingen findis retferdig for Gud, ia icke end en. Haffde ieg med Iob talt daarligen, sagde ieg oc med hannem, att ieg haffde giort v-wiißeligen oc talt om Ting, som ware mig for høye, oc ieg icke forstoed. Ieg indflyde til Guds Naade, forlod mig paa hands stoere Barmhiertighed, forreholdende hannem Moßen, Iosua, Dauid, Ieremia, Iob, Ionas oc andre, huilcke ware høytbegaffuede Mænd oc dog saa skrøbelige, att de vdi Nødens Tiid imod Gud knurrede oc murrede; bad, hand mig, som ded allerskrøbeligste Leerkar, aff Naade ded wille forlade, ieg kunde dog icke anderledis were, end hand mig haffde giort. Alle Ting ware vdi hands Mact; ded war hannem let at giffue mig Taalmodighed, saa som hand mig tilforne Styrcke oc Moed haffde giffuen saa haarde Pust oc Stød att vdstaa. Oc bad ieg Gud (nest mine Synders Forladelse) om intet anded end om en goed Taalmodighed min Forløßnings-Tiime til att affwarte. Gud bønhørte mig naadeligen, hand tilgaff mig icke alleeneste mine daarlige rasende Synder, men hand gaff mig endoc ded, ieg hannem om bad, thi daglig Dags tiltog min Taalmodighed. Sagde ieg stønnem med Dauid: »Wil da Gud forskyde ewindeligen oc ingen Naade meere betee? Er ded da slet vde med hands Naade, oc haffuer Løffterne en Ende? Haffuer da Gud forglemt att were naadig oc sin Barmhiertighed for Wreede tilluct?« saa sagde ieg oc widre med hannem: »Men dog, ieg maa liide ded altsammen, den Høyestis Haand kand allting endre.« Ieg sagde aff den 119. Psalme: »Ded er mig gaffnligt, Herre, att du ydmyger mig, paa ded att ieg kunde lære din Ræt.« Guds Krafft giorde vdi mig sin Wirkning. Mig rant vdi Sinde mange trøstlige Sentenzer aff den hellige Skrifft, fornemmeligen diße: »Saa fremt wii liide med Christo, skulle wii oc ærefuld giøris med hannem«. Item: »Alle Ting skal tienne dennem til beste, som frycter Gud«. Item: »Min Naade er dig nock, thi min Krafft fuldkommis i Skrøbelighed«. I Synderlighed war offte i mine Tancker Christi Ord hoeß Lucam: »Skulle Gud icke rædde sine vdwalde, som raabe til hannem Dag oc Nat, endog hand haffuer Taalmodighed der offuer? Ieg siger Eder, hand skal snart redde dennem!« Ieg fornam i min Bedrøffuelse, huad Nytte man der aff haffuer i Vngdommen Psalmer oc Bibelske-Sprog att haffue lært. Troer mig, mine Børn, ded haffuer vdi min Elendighed werret mig en stoer Trøst. Derfor øffuer Eder nu i Vngdommen vdi ded, som Eders Forældre Eder vdi Barndommen haffuer laded lære, nu! (siger ieg) nu, Bedrøffuelsen Eder icke saa hart giester, paa ded, naar hun kommer, I da kand were bereed att tage imod hender oc Eder med Guds Ord att trøste.

Ieg be[g]ynte lit effter lit att giffue mig til Fritz, att tale med Quinden oc att suare Slozf., naar hand talte til mig, saa Quinden lallede[83] noget for mig, sagde, att Slozf. haffde wel befalet hender, att hun skulle sige hannem alt, huad ieg sagde oc giorde, men hun war wel wiißere, end hun ded skulle giøre; hun forstoed sig nu bedre der paa end vdi de første Dage, huorledis hun skulle bære sig ad; hand gick vd, ded war hender, som bleff hoeß mig indeluct, hun wille were mig troe. Oc der hender syntist, att ieg icke strax trode ded, hun sagde, soer hun høyt, bad Gud straffe sig den Dag, hun war mig falsk, strøg oc klappede min Haand oc lagde den til sin Kind, bad, ieg wille troe hender, brugte de Ord: »Min hierte Frue, I maa troe mig: saa sant som ieg er ett Guds Barn, saa skal ieg aldrig suige Eder! Nu, er ded icke nock?« Ieg suarte: »Ieg wil troe Eder«; tenckte ey anded att wille sige eller giøre end ded, hun nock maatte divulgere. Hun bleff meget glad att haffue faaet Munden op, oc sagde hun: »Imens I laa saa stille hen for Eder selff, oc ieg haffde ingen att tale med, da sørgede ieg inderlig oc wille icke saa lenge [til?] haffue leffuet mit Liiff, om de end haffue wilt giffuet mig dobbelt saa meget, thi ieg haffde bleffuen gall. Ieg war ræd for Eder, men langt ræddere for mig selffuer, att Skruerne skulle haffue gaaet løß i Hoffueded.« Hun snackede saa hen oc fant paa allehaande att lee aff. Vdi Vngdommen haffde hun tient en Prest, som haffde holt sit Tynd til Guds-Fryct, der haffde hun lært Psalmer, Bønner oc bibliske Sprog vden ad; wiste oc enda Børne Lærdommen med Vdleggelsen, sang oc temmelig wel. Hun wiste nogenledis, huorledis hun burte att leffue oc sig imod Gud oc sin Næste att forholde; men hun giorde twært imod, thi hun war aff en ond Natur. Hun war en Quinde til Alders, wille dog regne sig iblant de midaldrende. Ded syntist oc, att hun i sin Vngdom haffde wærret smuck oc noget rasende, efftersom hun enda icke kunde lade sin Flanewornhed, oc gantede hun sig offte med Torngiemmeren, med Slozf. Kusk wed Naffn Pær oc med en Fange, som heeder Christian (bemelte Fange meldis widre om); hand gick løß i Taarnet.[84] Maren Blocks loed mig offte hælße wed forte Kusk oc sendte mig adskillige Slags canticeret Sucker oc Zitroner, loed mig da oc da wide, huad nyt som hun wiste. Alt dette skulle wed Quinden forrettis; oc kom Quinden en Dag ind, effter Dørene ware lucte, oc helßede mig fra Maren Blocks; siger: »Frue, wil I skriffue til Skaane til Eders Børn, da er der nu en sicker Leilighed.« Ieg swarte: »Miine Børn erre icke i Skaane, men kand ieg faa Bud til Skaane, da haffuer ieg der en Wen, som wel skal lade mig wide, huor miine Børn liider«. De flyde mig et Stycke krøglet Pappir oc att skriffue med. Skreff med faa Ord F. Margrete Rantzow[85] til i den Meening, att hender war min elendig forfallen Stand wel witterlig, formodede dog, att henders Wenskab icke derfor war forminsket, bad, att hun wille lade mig wiide, huorledis miine Børn liide, oc wed huad Hændelse de skulle wære kommen til Skaane, som bleff berettet, oc ieg dog icke troede. Ded war ded, ieg skreff oc flyde Quinden; hørte intet widre derom, meener, att ded haffuer wærret saa befalet for att see, huem ieg wille skriffue til etc. (De haffuer spøget, for att nogle aff Eder, miine kiære Børn, skulle komme i Skaane.) Ieg syede Breffuet eller Seddelen til paa en Maade, saa den icke kunde aabnis, foruden att ded io kunde synnis. Ieg spurte nogle Gange Quinden, om hun icke wiste, om ded Breff war sendt bort. Hun swarte altiid, hun wiste icke, oc ded med en suur Miine; sagde endeligen engang (der ieg atter haffde beded hender spørge Pær ad): »Den, der skulle haffue ded, haffuer wel faaet ded.« Ded Swar gaff mig Efftertancke, oc spurte ieg siden intet widre derom.

Ieg holte saa stetze wed Sengen, en Deel aff Aarsage, att ieg haffde intet att fordriffue Tiiden med, en Deel aff Kulle, thi der bleff icke opsat en Biilegger i mit Fengsels Kammers førend effter Nyt Aar. Ieg begiærte nogle Gange aff Quinden, att hun wille formaa saa meget hoes Pær, att ieg kunde faa noget Silcke eller Traa att sye lit for Tiids Fordriiff paa ded Stycke Klued, ieg haffde, men fick til Swar, hand icke torde. Lang Tiid der effter fick ieg att wiide, att hun aldrig haffde beded Pær derom. Der kom ont nok, som holte mig i andre Tancker end att fordriffue Tiiden med nogen Gierning. Ded hændede sig den 2. September, at ieg hørte om Morgenen nogen gaa offuer ded Rom, ieg ligger, huorfor ieg spurte Quinden, om hun wiste, om der war et Kammers (thi Quinden gaar op huer Løffuerdag med Natkeedelen). Hun swarte ia, att ded war et Fengsel som dette, oc att vdenfor stoed Piinebencken (huilcket oc saaledis er). Hun, som wel fornam, att ieg haffde Fryct, sagde: »Hielp Gud! I huem ded er, som sidder der, da skal den wist piinis.« Ieg sagde: »Spørger Pær ad, naar der luckis op, om der er nogen fangen.« Hun sagde saa att wille giøre, oc i midler Tiid spurte hun mig oc sig selffuer, huem ded dog kunde wære. Ieg kunde icke giætte ded, mindre giffue hender min Fryct tilkiende, huilcken hun dog formerckede oc derfor forøgede den; thi effter att hun haffde til Middag talt med Pær[86], oc Dørene ware lucte, sagde hun: »Ihuem ded er, som er fangen, maa Gud wiide. Pær wille intet tale med mig«. Til Afftens Maaltiid giorde hun lige saa, men føyede ded dertil, att hun haffde spurt hannem ad, men hand wille intet sware. Ieg satte mit Sind i Roelighed, efftersom ieg hørte ingen gaa meere der oppe, oc sagde: »Der er ingen Fange oppe.«[87] »Huor aff wed I ded?« spurte hun. »Ieg dømmer ded der aff,« sagde ieg, »att ieg haffuer icke hørt nogen gaa her oppe siden i Morris; ieg meener, at om der sidder nogen, da skal de io giffue den Maed.« Att ieg war roelig i Sinded, behagede icke hender, huorfor hun med Pær oc hand med hender søgte att troublere mig. Om anden Dagen, da effter Middags Maaltiid bleff luct (som offteste skeede wed Pær), oc hand skulle drage min inderste Dør til sig, som gaar ind ad, stack hand Hoffueded frem oc sagde: »Casset!« Hun stoed nest wed Døren, loed, som hun icke forstoed ret, huad hand sagde; siger: »Pær talte om en, der war sæt, men ieg kunde icke forstaa, huem ded er.« Ieg forstoed hannem nok, men loed oc, som ieg icke forstoed hannem. Huad Dag oc Nat ieg haffde, weed ingen vden Gud. Ieg tenckte frem oc tilbage. Stønnem syntist mig, att ded kunde wel saa wære, att de haffde greeben hannem, ihuor wel att Cassetta war Kongen aff Spaniens Vndersaatte, thi naar et Forræderi suspiceris, da obserueris icke, huis Vndersaater de erre, som erre susspecte; laae den Nat oc græd saa himmelig oc beklagede, att den wackere Mand skulle komme i Fortred for min Skyld, fordi hand haffde giordt min Herre den Willighed oc fult mig i Engeland,[88] huor wii skiltis fra huer andre, ieg maa sige: huor Petcon oc hands Anhang skilte os ad oc førte mig fangen hid. Ieg laae saa vden Søffn intil imod Dag, da falt ieg vdi en Drøm, som forskreckede mig. Ieg kand tencke, att miine Tancker haffde den foraarsaget. Mig syntist att see Cassetta saaledis piinis, saa som hand engang haffde fortelt mig, att en Spannier bleff piint: at der war bunden fiire Reeb om Hænder oc Fødder, oc huert Reeb giort fast i sit Hiørne aff et Kammers, oc aff en Mand snart slaget paa et Reeb oc snart paa et anded; oc efftersom mig syntist, att Cassetta skreeg intet, meente ieg, att hand war døe, skreeg høyt oc waagnede selff derwed. Quinden, som lenge haffde werret waagen, sagde: »O Herre Gud, Fruelille! huad skader Eder? Haffuer I ont? I haffuer saa lenge giiet Eder, oc nu skreeg I saa høyt!« Ieg swarte: »Ded war i Søffne; mig skader intet.« Hun sagde widre: »Da haffuer I drømt noget ont.« »Ded kand wel wære«, swarte ieg. »O, siger mig,« sagde hun, »hwad I drømte; ieg kand taalke Drømme.« Ieg swarte: »I ded ieg skreeg, glemte ieg min Drøm, ellers kand der ingen saa taalcke Drømme som ieg« (ieg tacker Gud, att ieg icke giffuer Act paa Drømme); oc haffde denne Drøm intet anded att betyde, end som sagt er. Der effter Middags Maaltiid Døren bleff luct, sagde Quinden aff sig selff (thi ieg spurte hender icke meere om Fanger): »Der er ingen fangen; giff Pær faa Skam for hands Sladder! Ieg spurte hannem ad, huem der war sæt; da loe hand ickun aff mig. Der er ingen, giffuer Eder til Fritz!« Ieg sagde: »Skulle min Vlycke drage andre i til sig, ded skulle giøre mig ont.« Ded stoed saa hen til mit i Sept., da bleff ført fangen frem twende aff worris Tiennere, som bleffue sat i Wacten, den eene, Nels Kaiberg, som tiente for Taffeldecker, oc den anden, Frans —,[89] som tiente for Laquei. Effter nogle Vgers Forløb oc examination bleffue de løß giffne. Samme Tiider bleff fangen fremført tuende Fransoser: en gammel Mand wed Naffn La Rosche oc en anden vng Karl, huis Naffn ieg icke wed. La Rosche bleff ført her i Taarnet oc sat i Traalhullet. Der war kast en Dyne til hannem paa Gulffuet, der laae hand paa; war i nogle Maaneder icke aff hands Klæder. Hands Føde war Brød oc Wiin, anden Spiiße wille hand icke haffue. Hands Beskyllning war, att hand haffde corresponderet med Corfitz, oc hand haffde loffuet att leuere Kongen aff Franckriige Crooneborg.[90] Den Kundskab haffde Hannibal Sehested giffuen, som paa de Tiider war i Franckriig, oc hand haffde den aff en Herre, som da war Hannibal til Wille oc haffde tilforne werret La Rosche til Wille oc maaskee siden fortørnet sig paa hannem. Der war ingen anden Bewiiß til den Beskylling. En Mißtancke maaske hialp dertil, efftersom denne La Rosche med den anden vnge Karl begierte at see mig, der ieg war i Arrest i Dovers, huilcket oc skeede, att de giorde mig la révérence. Wel muligt, att hand wille haffue talt med mig oc sagt mig, huis hand haffde hørt sige i Londen, som hannem syntist paa mig, ieg icke fryctede. Men som ieg leegte Kaart med nogle Damer, som ware komne did for att beskue mig, saa kunde hand icke komme til at tale med mig i Enrom, spurte mig, om ieg haffde den Coemedie Bog, Greffuinnen aff Pembrocg haffde laded vdgaa.[91] Ieg swarte: »Ney.« Hand loffuede att sende mig den, oc som ieg icke bekom den, meener ieg, att hand haffuer skreffuen noget der i, mig til en Adwarsel, som Braten siden haffuer giort sig goed med. I huor om alting, saa liide La Rosche vskyllig, oc kunde hand bekræffte med sin Eed, att hand aldrig talte med min Herre i siine Dage, mindre corresponderte med hannem.[92] In summa: effter nogle Maaneders vskyllig Liidelser bleff hand giffuen løß oc sendt til Franckriig igien. Den anden vnge Karl saed i Arrest i et Kammers, som er wed Borrestuen. Hand bleff fangen for Selskab[s] Skyld, men intet beskylt. I Førstningen, diße Mennisker bleffue fangne, war der en stoer Hwisken oc Tisken imellem Slosf. oc Quinden, saa wel som imellem Pær oc hender; Slosf. lucte oc selffwer min Dør. Ieg formerckede wel, att der war noget paa Færde, men ieg spurte om intet. Pær berettede omsier Quinden, att ded war twende Fransoser, oc noget om Sagen, dog icke saa, som ded war. Imod de bleffwe løß giffne, sagde Slosf.: »Ich habe zwey parle mi franço gefangen; was die gethan haben, weis ich nicht.« Ieg spurte hannem icke widre derom, men hand skiæmtede oc sagde: »Nu kand ich fransk lernen.« »Da wil Zeit zu« (sagde ieg).

Vdi samme Sept. Maanet døde Greff Rantzow; leffwede icke den Dag att see ded Billede excequeris, som hand saa wist haffde haabt att see, som den, der først haffde introduceret den Maade aff Spott i diße Lande.[93]

Den 9. October bleff holded den Fæst med worris Princeße Anna Sophia oc Cur-Prinsen aff Saxsen.[94] Om Morgenen, den Høytiid skulle angaa, sagde ieg til Quinden: »I Dag skal wii faste indtil imod Afften;« thi ieg tenkte nok, att de kom icke mig ihue, eller ieg kunde faa nogen Læffninger, førend de andre ware tracterede, i ded ringste til Middag. Hun wille wiide Aarsagen, hworfor wii skulle faste. Ieg swarte: »Ded skal I faa att wiide i Afften.« Ieg laae oc tenkte paa den vstadige Lycke, att ieg, som for 28 Aar siden[95] haffde hafft lige saa stoer Statz, som nu Princeßen haffde, laae nu fangen oc nest op til den Wæg, som mit Brude Sengkammers haffde wærrit; tacker Gud, att ieg mig ickun lided der offwer bekümrede. Imod Middags Tiider, der Trommeter oc Herpucher loede sig høre, sagde ieg: »Nu gaar de offwer Platzen til den stoere Sael med Bruden.« »Huor wed I ded?« sagde Quinden. »Io, ieg wed ded«, sagde ieg; »min Geist haffwer sagt mig ded.« »Hwad er ded for en?« spurte hun. »Ded kand ieg icke sige Eder« (swarte ieg). Oc saa som Trommeterne blæste, hwer Gang ett Sæt Maed bleff opborren oc Confectet, saa sagde ieg ded. Oc førend der war anrettet, saa slogis paa Herpauckerne. Naar saa der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet i Platzen, saa sagde ieg effterhaanden: »Wii faar icke Maed ennu!« Der Klocken gik til 3 Slet, sagde Quinden: »Nu krümper min Maffwe slæt ind; naar skal wii haffwe Maed?« Ieg swarte: »Ded er endnu langt frem. Ded anded Sæt er icke vden for lit siiden opkommen; kand wii faa noget imod 7 Slæt, da faar wii icke føre.« Ded skeede, som ieg sagde. Klocken 7½ kom Slozf., vntskylte sig, att hand haffde nock fodret paa Madden, men Kockene haffde alle Hænderne fulle. Quinden, som altiid meente, att ieg kunde traalle, bleff staedfestet i sin Meening der om.[96] Anden Dagen bleff giort Riddere, oc ieg icke alleeneste sagde, hwær Gang Trometerne blæste: »Nu bleff der giort en Ridder« (thi ieg kunde høre Herolden raabe vd aff Winduet, men icke forstaa, hwad hand sagde), men endoc, hwem der war bleffwen Ridder, thi ded giættede ieg, efftersom ieg wiste, att der ware de i Raaded, som icke føre ware Riddere;[97] oc efftersom ded sig saa befant, saa troede Quinden fuld oc fast, att ieg kunde traale. Ieg formerckede ded paa hender, efftersom hun offte giorde mig Spørßmaal om ded, ieg icke kunde wiide, hworpaa ieg stønnem gaff Swar aff en dobbelt Meening; tenkte, att maaskee den Fryct, hun haffde, att ieg kunde wiide, hwad som skeede, kunde forhindre, att hun icke satte Løgn sammen om mig. Hun tiskede oc icke nær saa meget siden med Sloßfogden. Hun fortelte adskilligt om en, hun holte for en Traaldquinde, som dog icke bestoed i anded end vdi Wiidenskab att læge Fransoser oc skille Hoerer wed derris Foster oc dißlige Vtilbørligheder. Med samme Quinde haffde hun meget omgaaet.

Nogen Tiid effter Cur-Prinzens Bortreiße bleff der tenckt paa att henrætte et Træ-Billede, oc bleff om Formiddagen mit vderste Kammers opluct, feyet, giort reent oc strød Sand.[98] Der til Middag bleff opluct, oc Quinden haffde wærret i Trappen oc talt med Kudsken, kom hun ind, gik til Sengen til mig, stillede sig som forbaset oc sagde med en Hast: »O Iesus, Frue! der kommer de med Eders Mand!« Den Tiiding forskræckede mig, hwilcket hun læt formerckede; thi i ded hun sagde ded, da reiste ieg mig i Sengen oc racte min høyre Arm oc Haand vd oc mæctede icke att tage den strax til mig igien. Ded haffwer maaskee fortrød hender i ded samme, thi ieg bleff saa siddendis oc talte icke et Ord, huorfor hun sagde: »Min hierte Frue, ded er Eders Mands Affwiißning.« Derpaa sagde ieg: »Gud straffe Eder!« Hun gaff mig aff en ond Mund, meente, ieg haffde fortient Straff oc icke hun, brugte mange vnyttige Ord. Ieg tav gandske stille, thi ieg war da den swageste oc wiste icke, hwilket hwilket war. Om Efftermiddagen hørte ieg en stoer Murmelen aff Folk paa den inderste Slotzplatz, da bleff Billeded ført paa en Skuuff-Karre offwer Gaden aff Bødelen oc indsat i Taarnet needen vnder mit Fengsel. Om Morgenen imod 9 Slæt[99] bleff Billeded aff Bødelen iammerligen medhandlet, gaff dog ingen Lyd fra sig. Til Middags Maaltiid fortelte Slosf. Quinden, hworledis Bødelen haffde hugget Hoffweded aff ded Billede, haffde parteret Kroppen vdi 4 Deele, hwilcke siden bleffue lagde paa fiire Hiull oc sat paa Gaallen, oc Hoffweded vdhengt aff Raadhuuset. Slosf. stoed i ded anded Kammers, raabte den Fortælling høyt vd, paa ded ieg skulle høre ded, repeterte ded trende Gange. Ieg laae oc tenkte mig om, hwad ieg skulle giøre; ieg kunde icke lade mig merke med, att ieg icke dert actede ded, thi da maaskee der bleff noget anded optenkt, som kunde bedrøffwe mig, oc i en Hast kunde ieg icke hitte paa anded end att sige til Quinden med en Søe[rg]moedighed: »O, hwilcken Spott! Taler med Slosf. oc beder hannem bede Kongen, att ded, som er opsat, maatte tagis need igien oc icke bliffwe siddendis!« Quinden gik vd oc talte sacte til Slosf., men hand swarte høyt oc sagde: »Ia wol, her vnter? Dar sollen mehr her auff, ia mehr, mehr herauff!« sagde saa ett gott Tag de samme Ord. Ieg laae saa stille hen, talte intet, slog mig [hen?] med miine egne Tancker. Snart trøstede ieg mig oc haabte, att ded, som war skeed wed Billeded, war et Tegn, att de icke kunde faa Manden; saa tog Frycten igien sit Stæd. Spotten actede ieg intet, thi der war alt for mange Exempler aff stoere Herrer i Frankriig, hwis Billeder oc Contrafeier aff Bødelen ware forbrente, som siden igien komme til stoer Ære. Der til Afftens Maaltiid bleff opluct, war der en Hwisken med Slotsf. oc Quinden. Der bleff oc send en Lacquei, som stoed vden for den vderste Dør, som loed kalde Slosf. vd til sig (min Seng staar liige for Dørene, saa naar alle tre Døre erre oplucte, saa kand ieg see til Trappe Døren, som er den fiærde Dør). Hwad Quinden kand haffwe berettet Slosf., kand ieg icke wiide, thi ieg haffde den Dag icke talt et Ord anded end begiært att fly mig, hwis ieg behøffwede; sagde oc intet widre end ded samme i mange Dage der effter, saa Slosf. bleff kee aff att spørge Quinden meere ad, thi hun haffde intet att sige hannem om mig, oc hun laae hannem siden stetze paa med Begiæring att komme vd: hun kunde icke saa leffwe sit Liiff. Men som hun fik ingen anden Trøst aff hannem, end att hand soer hender til, att hun aldrig kom vd, saa lenge hun leffte, saa giorde hun i nogle Dage icke anded end græd da oc da; oc som ieg icke wille spørge hender ad, hworfor hun græd, saa gik hun en Dag til min Seng grædendis oc sagde: »Ieg er et elendigt Menniske!« Ieg spurte hender, hworfor? hwad hender skade? »Mig skader nok« (swarte hun). »Ieg haffwer werret saa gall oc laded mig lucke inde for Penge, oc nu er I wree paa mig oc wil icke tale med mig.« Ieg sagde: »Hwad skal ieg sige? I wille maaskee haffwe noget att hwiske igien til Slosf.« Saa begynte hun att forbande sig, den Dag hun sagde Slosf. et Ord, hwad ieg sagde, eller hwad ieg tog mig til, wille ieg ickun troe hender oc tale med hender; »hworfor skulle hun wære mig vtroe? wii skulle dog wære sammen, saa lenge wii leffte;« med mange bewæglige Ord, att ieg icke wille wære wree; ieg haffde Aarsag dertil; her effter skulle hun aldrig giffwe Aarsag, att ieg skulle bliffwe wree, thi hun skulle wære mig troe. Ieg tenkte: Du skalt intet faa meere att wiide, end behoff giøris. Ieg loed hender der effter snacke for mig oc fortelle sit Liiff oc Leffnet, hwad som stønnem paßerer hoes Bonden. Hun haffde wærret twende Gange gifft med Huußmænd oc siden effter sidste Enckesæde tient Holger Winds Frue[100] for Waa[g]kone, saa hender fattedis intet for Snak. Hun haffde hafft et Barn med henders første Mand, som icke bleff gammelt, oc skulle ieg wel kunde haffwe fattet en Mißtancke til hender aff henders egen Ord, att hun maaskee haffde hiolpen til att forkorte ded Barns Dage; thi ded kom saa paa Tale engang om Encker, som giffter sig igien; da sagde hun iblant anded: »Den, der wil giffte sig andengang, maa icke haffwe Børn, thi saa forligis aldrig Manden med Quinden«. Ieg haffde meget der imod at sige, oc der iblant ded, att ieg spurte, hwad en Quinde skulle giøre dertil, som haffde et Barn med sin første Mand. Hun swarte med en Hast: »Legge Puden paa Hoffwedet!« Ded kunde ieg icke kiende for gott, men for stoer Synd, lagde ded witlyfftig vd. »Hwad Synd« (sagde hun), »om Barnet altiid war sygt, oc Manden bleff kranteworn derfor?« Ieg swarte der til, som ded sig burte, oc hun bleff icke wel til Fritz. Den Tale lagde ingen goed Grundwold hoes mig om henders vdloffwede Troeskab.

Quinden lawerte saa, førte mig fremdelis Budskab ind fra Kusken, hwad nyt der paßerte. Maren Bloks sendte wed hannem en Bønnebog, oc ded himmelig, thi ieg maatte slet ingen Bøger haffwe, icke Syenaal eller Knappenaal, derpaa haffde Quinden giort Eed for Slosf. effter Dronningens Befaling. Ded Aar gleed saa hen. Nyt Aars Dag ynskede Quinden mig ett glædeligt Aar1664.. Ieg tackede hender oc sagde: »Ded kand Gud giøre«. »Ia« (sagde hun), »om hand wil.« »Wil hand icke« (swarte ieg), »saa skeer ded oc icke, oc saa giffwer hand mig oc Taalmodighed att bære mit tunge Kaars.« »Ded er dog tungt« (sagde hun) »for mig; hwad skulle ded icke wære for Eder! Maatte ded enda bliffwe derwed oc icke bliffwe wærre for Eder!« Mig syntist, att ded kunde icke bliffwe wærre for mig, men bædre; thi Døden, paa hwad Maade den kom mig, den giorde Ende paa min Elendighed. »Ia« (sagde hun), »ded er icke lige gott, hwordant man døer.« »Ded er wist nok,« swarte ieg; »den eene døer i Fortuiffwelse, den anden med et frit Moed.« Slosf. sagde icke et Ord til mig den Dag. Quindens Samtale med Kudsken war lang; vden Twiffl har hun fortelt ham worris Samtale.

Vdi Marti Maanet1664. kom Slosf. ind oc giorde sig heel mild, sagde iblant anded: »Nu seyd Ihr Wittib,[101] nu könt Ihr wol sagen alle Sachen Beschaffenheit.« (Ieg swarte med et Spørßmaal): »Können Wittiben alle Sachen Beschaffenheit sagen?« Hand smeel oc sagde: »Ich meine es nicht so; ich meine diese Verrätherei!« (Ieg swarte): »Ihr köndt andre darnach fragen, die es wißen; ich weis von keine Verrähterei!« Oc som hannem syntist, att ieg icke troede, min Mand war død, tog hand en Advis frem oc loed mig den læße, maaskee meest fordi min Mand stoed ille der i antegnet. Ieg sagde intet meget dertil anded end: »Die Avisen Schreibers sagen nicht allezeit die Warheit.« Ded maatte hand tage saa, som hand wille. Ieg laae saa hen i Haabet, att ded saa war, att min Herre wed Døden war siine Fiinder vntgaaet, oc tenckte wed mig selff med største Forundring, att ieg skulle leffwe den Dag att ynske min Herre døe; falt atter igien vdi bedrøffwede Tancker oc gad intet talt. Quinden meente, att ieg war bedrøffwet, att min Herre war døe, trøstede mig, oc ded heel fornufftig, men offwer henders Trøst forøgede sig forbigangene Tiiders Ihuekommelse, saa ieg kunde lenge der effter icke komme til att stille Sinded i Roelighed. Eders Tilstand, miine hierte kiere Børn, bekümrede mig. I haffde mist Eders Fader, med hannem Formue oc Raad; ieg er fangen oc elendig, kand intet hielpe Eder, hwercken med Raad eller Daad; I erre landflyctige oc i ded fremmede. For miine Sønner, de tre ældste, sørgede ieg icke saa meget som for miine Døttre oc yngste Søn.[102] Ieg saed heele Nætter offwerende i min Seng, thi ieg kunde icke soffwe, oc naar ieg haffwer Hoffwet Piine, saa kand ieg icke ligge need i Puden med mit Hoffwet. Ieg bad Gud inderligen om en naadig Forløßning. Ded haffwer icke behaget Gud, men hand gaff mig Taalmodighed att bære mit tunge Kaarß.

Mit Kaarß war mig saa meget diß tyngere i ded første, efftersom saa høyligen war forbøden icke att tilstæde mig hwercken Kniiff, Sax, Traa eller noget, ieg kunde fordriffwe Tiiden med. Omsider, der Sinded kom lit i Roelighed, tenckte ieg paa noget att tage mig til, oc som ieg haffde en Syenaal, som melded er, saa løste ieg miine Baand op i min Nattrøye, som ware breede liiffarwe Tafftis Baand. Ded Silke syde ieg med paa ded Stycke Kluud, ieg haffde, adskillige Blomster med smaa Sting. Der ded haffde Ende, drog ieg Traaer vd aff miine Lagen, twant dem oc syde der med. Imod ded haffde Ende, sagde Quinden en Dag: »Hwad wil I nu faa att giøre, naar dette slipper?« Ieg swarte: »O, ieg faar nok noget att giøre; skulle end Raffnene føre mig ded til, saa faar ieg ded.« Der paa spurte hun mig, om ieg kunde giøre noget med en brøt Træskee. Ieg swarte: »Maaskee wed I en?« Der hun haffde leet et Tag, tog hun en frem, som Bladded war halff aff. »Den« (sagde ieg) »kunde ieg wel giøre noget aff, haffde ieg Reedskab att giøre med. Kunde I offwertale Slosf. eller Pær Kudsk att laane mig en Kniiff?« »Ieg wil wel bede dem derom« (sagde hun), »men ieg wed nok, ded skeer icke.« Att hun sagde noget derom til Slosf., kunde ieg fornemme paa hands Swar, thi hand swarte høyt: »Sie hat kein Meßer nötig; ich wil das Eßen für ihr schneiden. Sie köndte leichte sich Schaden damit thun[103] Hwad hun sagde til Kudsken, wed ieg icke (ded wed ieg, att hun saae icke gierne, att ieg fik Kniff, thi hun war ræd for mig, som ieg siden fik att wiide). Quinden bragte ded Swar fra Kudsken, att hand for sit Liiff ey torde. Ieg sagde: »Kunde ieg faa et Stycke Glas, saa wille ieg see, hwad ieg kunde giøre wed ded Stycke Skee Skafft, mig til Nytte«; bad hender leede i en Kraag, som er vden for ded vderste Rom, der all Skarnet bleff henkast, hwilcket hun oc giorde, fant icke alleeneste Stycker Glas, men endoc et Stycke aff et Tin Laag, som haffde sit paa et Kruuß. Med Glasset giorde ieg aff Skeestumpen en Pind med toe Tacker, som ieg giorde Baand paa, oc endnu er i Brug (Silcket til Baandene tog ieg aff min Nattrøye neden om.) Ded Stycke aff Tin-Laaget bøyede ieg saaledis tilsammen, att ded siden tiente mig til Blækhorn. Ded er oc end nu i min Giemme. Til et Troeskabs Tegn bar Quinden mig samme Tiid en stoer Knappenaal, hwilcken war mig et gott Reedskab til att giøre Begyndelsen aff Skillerommet med imellem Tackerne oc skaffwe ded siden med Glaßet. Hun spurte mig, om ieg icke kunde hitte paa noget att leege med, Tiiden bleff hender saa lang. Ieg sagde: »Giffuer Pær goede Ord, saa flyer hand Eder wel noget Hør for Penge oc en Haand-Teen.« »O hwad!« swarte hun, »skulle ieg nu spinde? Giff Fanden spinde! For hwem skulle ieg spinde?« Ieg sagde: »For att fordriffwe Tiiden. Ieg wille wel spinne, om ieg haffde noget att giøre med.« »Ded maa I icke, min hierte Frue« (sagde hun); »ieg woffwer mig yderlig nok med ded, ieg flyr Eder«. »Wil I haffwe noget at leege med« (sagde ieg), »saa skaffer Eder nogle Nødder, saa wil wii leege med dem.« Ded giorde hun, oc wii leegte med dem som smaa Børn. Ieg tog oc tree aff Nødderne oc giorde Tærninger aff dem, satte paa hwær toe Slags Tal, oc leegte wii oc med dem. Oc paa ded den ⊙ kunde kiendis, som ieg giorde med den stoere Knappenaal,[104] bad ieg hender fly mig et Stycke Kriide, som hun oc giorde, oc ieg gnee Kriide der i. Bemelte Tærninger kom bort, ieg wed icke hwordant; ieg er i Meening, att Kudsken fick dem, maaskee den Gang hand luurte hender aff de offwerbleffwene Lyß oc Suckeret. Thi hand kom en Middag saa hæßb[l]æsende til hender oc sagde, att hun skulle flye hannem Lyßene, Suckeret, hand haffde baarren hender fra Maren Bloks, oc hwad hun haffde, som icke maatte sees, thi der skulle randsagis i wort Quarter. Hun løb vd dermed vnder Forklædet oc sagde mig intet derom, førend Døren war luct. Ieg giæmte, ded bæste ieg kunde, paa mig min Pind, mit Silcke oc den syde Klud med Synaal oc Knappenaal. Der bleff ingen Huußsøgning aff, oc war ickun Kudskens Putzeri for att faa de offwerbleffne Lyß fra hender, for hwilcke hun tit nok siden bandede hannem, saa wel som for Suckeret.

Ieg war stetze i Arbeed, saa lenge ieg haffde Silcke aff Nattrøye oc Strømper, knøttede offwer den stoere Knappenaal, paa ded att ded kunde ware lenge. Aff ded Arbeed er endnu i min Wærre oc Knippelstockene, ieg mig giorde aff Pinde. Med Poßer, fylt med Sand, dermed slog ieg Snorer, hworaff ieg giorde mig et Bindt (som er opslit), thi ieg maatte icke faa et Snørliiff, ihwor offte ieg loed bede derom; Aarsagen, hworfor, er mig endnu v-bewist. Med ded Stycke Kriide fordreff ieg oc offte Tiiden, malede dermed paa et Stycke Bret oc paa Borded, toede ded aff igien, giorde Riim oc dictede Psalmer. Den første war denne, hwilcken ieg dog haffde dictet, lenge førend ieg bekom Kriide. Ieg sang den aldrig, men læste den for mig selff.

En Morgen Dict paa den Thone:
Ieg wil din Priiß vdsynge etc.

1.

Min Tunge skal med Stemme
Forkynde Siælens Act,
Som ey i Dag wil glæmme
Att priiße Guds Almact
Oc tacke Skab'ren bliid,
Som siine Wæctre sændte,
Mit Leye de omspændte,
Mig woctede med Fliid.

2.

Med Sorrig ieg mig lagde,
Aff Graad war salt min Mund,
Ieg til mig selffwer sagde:
Du seer ey Morgenstund!
Men Herrens Goedheds-Krafft
Befalte Søffnen søde
Min tørre Hiærne bløde
Oc queege med sin Safft.

3.

Tak, Iesu, Liiffsens Fyrste!
Ieg Sengen slippe kand,
Med Waaben mig vdryste
At striide som en Mand
Moed Satan, Synd oc Død,
Moed eget Kiød oc Wille
Oc alt, mig wil adskille
Fra dig i denne Nød.

4.

Hielp, Hielper! Hielp mig, Herre!
Mit Kaarß er aff din Haand.
Wilt tyngsten Ende bære
Oc lindre hwaßen Baand?
Ieg ellers wißelig
Der vnder maa fortwiffle,
Thi diine Skud oc Piile
De sticker hart i mig.

5.

Din Naade wilt vdøße
Oc rundelig betee,
Moed miine faderløße
Din Mißgund lade see?
Wær' derris Fader mild,
I Nøden ey forglæmme,
Hoes fræmmede forfræmme
Moed derris Fiinders Wild?

6.

Ieg arme Støff oc Aske
Endnu et beder dig:
Mig icke att forraske,
Henrycke plutzelig;
Men lade mig min Aand
Med fuld Fornufft oc stille,
Med gott Taal oc goed Wille
Befale i din Haand.

Paa tydsk dictede ieg effterfølgende Wiiße, hwilcken ieg offte sang, effter som hun icke forstoed tydsk.

Ein Liedlein — nogenledis — auff die Melodei als das Lied:
Was ist doch auff diese Welt, Das nicht felt? etc.

1.

Sprich Vernunfft zu meine Seel:
Dich nicht queel,
Beßer Leben dich erwehl!
Es ist doch nicht zu erlangen,
Das fürbey
Wieder sey,
Wie man's thut anfangen.

2.

Warumb dan bekümmerst dich
Engstiglich,
Zeuffsest immer, bist trawrich?
Du kandst es mit vielen Sorgen
Endren nicht.
Das geschicht,
Was geschehn sol morgen.

3.

Hab'n verlohren Haab vnd Guht
Zwar weh thut,
Schöpfe wieder ein frisch Muht!
Es war vberflüßig kröhtig,
Die Natur
Hat doch nur
Weinig davon nötig.

4.

Ist der Leib gefangen hir,
Glaube mir,
Es g'ring schätzen steht bey dir.
Du bist frey vnd vngebunden,
Keine Hafft
Hat die Krafft
Dich zu können wunden.

5.

Endlich ist es gleicheeben viel,
Wan dein Spiel
Hat erreichet seinen Ziel,
Vnd du muß vom Leibe scheiden;
Es geschicht
Oder nicht
Auff Stroh oder Seiden.

6.

Wol dan, frisk auff, meine Seel!
Dich nicht queel,
Das nichts deine Ruhe fehl!
Gott in Noth dich nicht läst stecken,
Er weis wol,
Wan's sein sol,
Hülffe zu erwecken.

Ieg fordreff saa Skiæls min Tiid i Roelighed, indtil Doctor Otto Sperling bleff ført fangen her ind i Taarnet,[105] hwis Fengsel er neden vnder den Mørcke Kircke. Hands Skiæffne er beklagelig. Der hand bleff ført i Taarnet, war hand spænt i Iernlencker om Hænder oc Fødder. Slotsf., som icke war i forrige Tiider hands Wen, glæde sig saa hiertelig offwer Docterns Vlycke, oc att hand war fallen i hands Hænder, saa hand giorde intet anded den Afften en[d] nynnede oc sang; sagde til Quinden: »Meine Karne, wolt Ihr dantzen? Ich wil singen.« Hand loed Doctern ligge i siine Iern den Nat. Saasom wii aff Folckis Murmelen oc Tilraab, saa oc aff et Fengsels Tilluckelse, som war neden vnder mit (huor der lagdis Iernriigler for Døren), wel kunde fornemme, att der war en Fange indkommen.[106] Den Glæde, ieg fornam paa Slosf., gaff mig en Fryct, saa wel som att hand selffwer icke alleeneste lucte min Dør op oc til, men hand forhindrede Quinden att gaa i Trappen, lænede sig wed den vderste Dør aff mit Fengsel. Kudsken stoed bag Slosf., giorde mange Tegn; men som Slosf. dreyede sig saa tit hid oc did, saa kunde ieg icke see ret hands Postur. Om anden Dagen wed 8 Slet hørte ieg de Iern Rigler oc Døren der neden [vnder] gaa op, kunde oc høre, att ded inderste Fengsel bleff opluct (da bleff Doctern ført vd til Forhør). Quinden sagde: »Der maa wist sidde en Fange; hwem kand ded wel wære?« Ieg swarte: »Ded synnis wel saa, att der er en Fange indkommen, effterdi Slosf. er saa glad. I faar ded wel att wiide aff Pær, om icke saa lige i Dag, da en andengang. Ieg beklager den Stackel, i hwem hand er« (Gud wed, mit Hierte war icke saa frimodig, som ieg anstilte mig til). Der til Middag bleff opluct for mig (som war offwer taal Slæt, thi førend Doctern bleff ført ind igien, bleff intet opluct for mig), da war Slosf. meer end gemeen lystig, dantzede for sig selff oc sang: »Lustig, Curage! Es wird sich wol schicken!« Der hand haffde skaaren Madden, lænede hand sig wed min vderste Fengsels Dør oc forhindrede Quinden att gaa vd, sagde til mig: »Ich sol Euch grüßen von dem Herrn General Major von Alfelt; er sagt, es wird nu bald guth, Ihr solt Euch nur zu Frieden geben. Ia, ia, nu wird es bald guth!« Ieg loed, som ieg tog ded op i den Meening, som Ordene ware, oc bad hannem tacke General Major[en] for hands Trøst; oc efftersom hand repeterte igien samme Ord oc sagde der hoes: »Ia, fürwahr! das sagte er,« saa swarte ieg med et Spørßmaal: »Wo mach doch das herkommen, das der General Major suchet alleweil mich zu erfreven? Gott erfrewe ihn wieder! Ich habe ihn nie vorhin gekandt.« Slosf. swarte aldeelis intet der paa. Imidlertiid Slosf. talte med mig, stoed Kudsken bag wed hannem oc wiiste, att Fangen haffde wæret bunden om Hænderne oc Fødderne, att den haffde et Skæg oc en Calotte paa oc en Klud om sin Hals. Ded kunde icke giøre mig wiißere, end ieg war, men bedrøffwe mig meere kunde ded wel. Til Afftens Maaltiid bleff oc Quinden forhindret att tale med Kudsken, oc giorde Kudsken atter samme Tegn, thi Slosf. stoed paa samme Sted, dog talte intet, ieg icke heller[107]. Om Morgenen der effter bleff Doctern atter vdført til Examen, oc Slosf. forholte sig som før. Som hand da stoed oc grundede, spurte ieg hannem ad, hwad ded war for en Fange, der war neere. Hand swarte, der war ingen neere. Der wed loed ieg ded bliffwe, oc som wii ellers snackede om anded, saa smot Quinden vd til Pær, som i en Hast sagde hender, hwem ded war. Ded warede saa i nogle Dage alt paa en Wiiß. Der Dom war fællet offwer Doctern, oc ded fordrog sig med Excecutionen[108], oc ieg intet talte til Slosf., vden hand talte til mig, kom hand ind oc sagde: »Ich vernehme wol, das Ihr köndt abmeßen, das ein gefangner darunten sitzet. Das ist auch wahr, aber es ist verbotten es Euch zu sagen, wehr er ist.« Ieg swarte: »So begiäre ich es auch nicht zu wißen!« Hand begynte att faa nogen compassion oc sagde: »Gebet Euch zu Frieden, mein liebes Frevlein, es ist nicht Ewer Man, nicht Ewer Sohn, Tochter, Swager oder verwandter; es ist ein Vogel, der solte singen, vnd er wil nicht, aber er muß wol, er muß wol!« Ieg sagde: »Ich solte wol können rahten auß Ewer discours, wehr es ist. Kan der Vogel singen, das in den Ohren kan klingen, so wird er es wol thun; aber die Melodei, die er nicht weis, wird er auch nicht singen können!« Hand bleff taws der wed, wente sig oc gik vd.

Effterhaanden bleff ded oc stille med Doctern, saa der bleff intet talt mehre om, oc kom Slosf. da oc da ind, naar der bleff opluct, oc giorde sig stønnem lystig med Quinden, wille, hun skulle giøre Reverenz for hannem, lærte hender, huordant hun skulle sætte siine Fødder oc bære sin Krop, ret paa Dantzmester Wiiß. Hand fortælte oc adskilligt, som i forrige Tiider war paßeret, en Deel deraff til den Ende att bedrøffwe mig med min forrige Welstands Ihuekommelse: huordant ded gik til i mit Brøllup; huor høyt Kongen sl. ælskede mig; fortelte derom heele Rimser, glemte intet, hwordant ieg war klæd, oc alt dette sagde hand for ingen vden for mig selff, thi diß imellem stoed Quinden oc sladdrede med Taarngiemmeren, Kudsken oc den Fange Christian i Trappen.

Maren Bloks, som flittig da oc da loed mig helße oc wide, hwad nyt hender kom for, hun loed mig oc forstaa, att hun war i den Meening, att ieg kunde traalle; thi hun skreff mig til en Seddel[109], hwor vdi stoed, att hun bad mig sætte ont imellem Iomfrue Carisse oc en Allefelt, med stoer Witløfftighed, att den Alfelt war hender icke wært, men Skinckel war en braff Karl (Carisse bleff siden gifft med Skinckel).[110] Saa som den Skriffwelse war aaben, saa wiste Kudsken diß Indholt, oc Quinden med. Ieg bleff flux der offwer fortørnet, men sagde intet. Quinden kunde wel mercke paa mig, att ieg tog ded ille op, sagde: »Frue, ieg wed wel, hwad ded er, Maren wil.« Ieg swarte: »Kand I hiælpe hender der til?« »Ney!« soer hun oc loe hiertelig. Ieg spurte, om ded war att lee aff. »Ieg leer,« sagde hun, »[aff], att ieg tencker paa den wiiße Cathrine, ieg før haffwer talt om, som gaff et Raad til en engang, som oc wille haffwe sat ont imellem toe Mænd, som ware goede Wenner.« Ieg spurte, hwad ded war for et Raad. Hun sagde, der skulle tagis Haarene op, hwor twende Katte haffde reeffwis, oc de Haard skulle kastis imellem de toe, man wille sætte Spliid imellem. Ieg spurte, om den Kunst gik an. Hun swarte: »Den bleff icke ret forsøgt.« »Maaskee,« sagde ieg, »att Kattene icke ware begge soorte?« »Ho, ho!« sagde hun; »ieg hør wel, att I wed, hwordant ded skal wære.« »Ieg haffwer hørt meere end ded«, swarte ieg; »lærer hender den Konst, saa faar I Sucker Candii igien, men lader icke Pær narre Eder ded fra som sidst. Alwors Tale! Lader Pær bede Maren Bloks att forskaane mig med saadanne Begiæringer!« Att ded war i henders saa wel som i Marens Tancker, att ieg kunde traalle, ded gaff hun i mange Maade til Kiende. Ieg gaff oc stønnem med min Tale Anleding dertil; tenkte, som min Herre sl. pleyede att sige (naar hand wille i hands vnge Aar giøre nogen wiiß paa, att hand wiste den soorte Kunst), att de frycter for dem, de haffwer den opinion om, oc tør icke giøre dem ont. Oc hænder ded sig en Dag til Middags Maaltiid, att Slosf. saed oc snackede inde hoes mig, att Quinden med de andre i Trappen haffde en lang Snak om Traalquinder, som ware paagreben i Iylland, oc den, som da war Lands Dommer i Iylland, holte med Traal Konerne oc sagde, der war ingen Traal-Koner til[111]. Der Dørene bleffwe lucte, da haffde wii nok att snacke om Traal Koner, oc sagde hun: »Den Lands Dommer er i Eders Meening, att ded er en Wiidenskab oc ingen Traaldom.« Ieg sagde saa, som ieg haffde sagt før, att en Part haffde meere Wiidenskab end som en Part, oc en Part brugte derris Wiidenskab til att giøre ont med; ihwor wel ded kunde skee naturlig Wiiß oc icke med Fandens Kunst, saa war ded dog icke tillat vdi Guds Ord att bruge Naturen til att giøre ont med; ded war oc icke billigt att giffwe Fanden den Ære, som hannem icke tilkom. Wii snackede saa lenge, att hun bleff wree oc lagde sig, soff en Søffn; dermed war den Wreede forbi.

Nogle faa Dage der effter siger hun: »Eders Piige, som sidder neere i Slosfs. Kammers, spørger saa flittig om Eder, oc hwad I giør. Ieg haffwer sagt Pær om ded, I haffwer syed, oc om de Baand, I giør, men hand haffwer soeren mig til icke att sige ded nogen Menniske vden Maren Larß Daatter; hun wille saa gierne wære hoes Eder her.« Ieg swarte: »Ded tiente hender intet at wære fangen med mig, ded spilte ickun henders Lycke; thi hwem wed, hwor lenge ieg kand leffwe?« Fortælte om samme min Piige, att hun haffde wærret i mit Brød, siden hun war 8 Aar gammel; hwad ieg haffde laded hender lære, oc hwor dydig hun war. Derpaa sagde hun: »Pigen wille gierne see ded, I haffwer syd; I skal strax faa ded igien!« Ieg flyde Quinden ded, som, første Gang Dørene bleffwe aabnede, gaff Slotzf. ded, som bar ded til Dronningen (toe Aar der effter sagde Slosf. mig ded selff, oc att Dronningen haffde swaret, der Kongen haffde sagt: »Man mögte ihr wol was zu thun geben!« »Das wäre nicht nötig. Es ist ihr guth genung! Sie hat es nicht beßer haben wollen!«). Ieg spurte offte effter ded syede Stycke, men fik til Swar, att Pær war icke goed for att faa ded fra Pigen igien.

Imod Effterhøsten begynte Slosf. att skrante, bleff syg oc formaatte liided, loed Kudsken offte lucke op oc til for sig baade neere hoes Doctern oc oppe hoes mig. De Iærnstænger bleffwe oc icke meere lucte for der neere for ded uderste Feng[s]el, men for mig bleff altiid 4 Døre lucte. En Dag, Pær skulle lucke, kaste hand en Ducke Silcke ind til mig[112] oc sagde: »Giør mig deraff en Rem i miine Boxer!« Ieg loed saa, som ieg icke hørte ded, spurte Quinden ad, hwad ded war, hand sagde. Hun sagde mig samme Ord. Ieg loed, alt som ieg icke troede ded, giorde en Latter der aff oc sagde: »Skal ieg giøre hannem Baanded, saa wil hand wel, att I skal binde hands Boxer.« Der falt nu Latters Snak om. Imod att der skulle spiißis, saa siger ieg til Quinden: »Flyer Pær sit Silcke igien oc siger, att ieg endnu aldrig giorde nogen Boxe Ræm; ieg wed icke, huorledis den skal giøris« (imod saadant maatte ieg tage med leende Munde!)

Paa de Tiider, som worris forrige Gaard her i Byen (huilcken wii haffde forskreffwen oß fra paa Borringholm, der wii der ware fangen)[113] bleff needer brut, oc en Støtte (eller hwad ded er) til min Herris Wanære opsat, kom Slosf. ind, der til Middag bleff opluct, oc satte sig paa min Seng (ieg war da noget vpaßelig), begynte att snacke om forrige Tiider (ieg wiste allerede, att der bleff bryt neer paa Gaarden), regnte op alt ded, hand meente kunde smerte mig att haffwe mist, til min Caret oc Hæste til. »Aber« (sagde hand) »das alles ist nichts gegen den schönnen Hoff!« (strøg den vd paa ded herligste;) »der lieget nun darnieder, vnd ist kein Stein auff den andren. Ist das nicht zu beklagen, mein liebes Frewlein?« Ieg swarte: »Der König kan mit dem seinigen machen, was er wil; der Hoff ist eine gerauhme Zeit nicht vnser gewesen!« Hand bleff alt wed att beiamre ded schiønne Huuß oc Woninger med den Haffwe, der war hoes. Ieg spurte hannem, »wo der Tempel Salomonis wehre geblieben? Das schiöne Gebew, da wehre kein Stein von mehr zu finden; man wuste nicht die Stelle zu weißen, wo der Tempel vnd das kostbahre Königs Hauß gestanden.« Hand swarte icke et Ord, hengte med Hoffweded, grundede et Tag oc gik vd. Ieg twiffler icke paa, att hand io haffwer berettet, hwad ieg sagde. Effter den Dag begynte hand io meere oc meere att anstille sig høfflig, sagde oc, att Hs. Majt. haffde befalet, att hand skulle spørge mig ad, om ieg begierte noget enten aff Køckenet, Kiælderen eller hoes Suckerbageren, da skulle ded skaffes mig; war oc befalet att giffwe mig Confect oc Strøe Sucker toe Gange om Vgen, hwilcket oc skeede[114]. Ieg bad Slosf. att tacke Kongl. Majt. for den Naade, paa ded allervnderdanigste rooste, som billigt, Kongens Goedhed. Slosf. wille rooße Dronningen, haffde hand kundt hittet paa noget; sagde: »Die Königin ist auch eine liebe Königin!« Ieg swarte intet dertil. Hand kom oc noget der effter med en Befaling fra Kongen, att ieg skulle begiære, hwad ieg wille haffwe til Klæder oc Linnet, hwilcket bleff optegnet, oc ieg siden bekom, foruden Snørliif, ded wille Dronningen icke tilstæde. Aarsagen kunde ieg ingen Tiid faa att wiide. Ded war oc Dronningen imod, att ieg bekom et Flaskefoder med sex smaa Flasker; der vdi war Slag Wand, Hoffwitwand oc hiærtstærckende Wande. Alt ded, sagde hun, maatte ieg nok wære foruden; men der hun saae, att der staar et Kaabberstycke i Laaget: Herode Daatter med S. Iohanne Hoffwet paa et Faed, da loe hun oc sagde: »Das wird ihr ein Hertzstärckung seyn!« Ded Kaabberstycke kom mig til att betencke, att Herodias haffde endnu Søstre i Werden.

Slosfogden bleff i sin Fiinhed, laante mig effter Begiæring en tydsk Bibel, sagde der hoes: »Das thue ich aus guthem Hertzen, habe deßen kein Befehl; die Königin weis es nicht.« »Das gleube ich« (swarte ieg), oc tackede hannem; men ieg er i Meening, att Kongen wiste ded wel. Nogle faa Dage der effter loed Maren Bloks kræffwe sin Bønnebog igien. Ieg haffde lært Quinden vden ad en Morgen oc en Afften Bøn oc alle Morgen oc Afften Suk, hwilcket hun Afften oc Morgen læste for mig. Ieg erbød mig til att lære hender att læße, wille hun fly sig et Abc. Der loe hun sposk aff oc sagde: »Folk skulle tencke, ieg war gall, att ieg nu wille lære att læße.« Ieg meente med raison att persuadere hender for att haffwe noget att fordriffwe Tiiden med; men ded war langt fra: hun wiste saa meget, hender giordis fornøden. Ieg søgte alt effter noget att forslaa Tancker med, oc som ieg war bleffwen war, att Pottemageren, der hand satte Kackeloffnen op, haffde laded ligge et Stycke Leer vdenfor i ded anded Rom, bad ieg Quinden fly mig ded. Slosf. saae, att hun tog ded, spurte dog icke, hwor til. Ieg præparerte ded Leer med Øll, giorde adskilligt, aff hwilcket offte noget giordis om igien; iblant anded Sl[o]sfogdens Billede oc Quindens Billede, smaa Kruuße oc Skaaller. Oc som mig falt ind att forsøge, om ieg kunde giøre noget, som nogle faa Ord kunde sættis paa til Kongen, som Slosf. icke kunde acte (thi ieg wiste wel, att Quinden icke taw altiid stille; hun wille wel sige engang, hwad ieg tog mig til), saa formerte ieg et Begre offwer Hælten aff ded halffwe Pot-Begre, mig gaffwis Wiin vdi, giorde ded needen til trint, satte ded paa tre Knappe oc paa Siden Kongens Naffn; vnder Bunden diße Ord: ... il y a un ... [voyez?] un Auguste[115]. Ieg haffde ded et Tag oc wiste icke, paa hwad Maade ded kunde berettis, hwad ieg tog mig til, efftersom Quinden saa høyt haffde forsoeren icke att sige ded; sagde en Dag: »Spørger Slosf. Eder intet ad, hwad ieg giør?« »Io wist giør hand« (swarte hun), »men ieg siger, att I giør intet vden læßer i Bibelen.« Ieg sagde: »I kand wel giøre Eder goed dermed oc sige, att ieg giør Billeder aff Leer; ded maa hand wel wiide.« Hun giorde saa, oc en tre Dage der effter kom hand ind til mig, war heel mild oc spurte, hwad ieg fordreff min Tiid med. Ieg swarte: »Med att læße i Bibelen.« Hand meente, att ieg bleff oc træt der aff. Ieg sagde att gierne wille haffwe noget imellemstund att giøre, men ieg maatte io icke. Hand spurte, hwor til ieg wille haffwe ded Leer, Quinden haffde baarren ind til mig; hand saae ded nok, der hun bar ded ind. Ieg sagde: »Der haffwer ieg giort noget smaat Lapperi aff.« Hand begiærte att see ded. Saa wiiste ieg hannem først Quindens Billede; ded behagede hannem meget wel, efftersom ded lignede hender; saa en liden Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde strax: »Dißes alles wil ich mit nehmen vnd laßen es dem König sehen[116]; vielleicht werdet Ihr alsdan Vrlaub kriegen etwas in den Händen zu haben für Zeit Verdreib.« Ieg war wel tilfritz. Dette skeede til Middags Maaltiid. Til Afftens Maaltiid kom hand intet ind. Om anden Dagen sagde hand mig: »Ia, mein liebes Frewlein, Ihr hättet mir baldt in Vnglück gebracht!« »Wie so?« (spurte ieg). »Ich habe den König eine supplication von Euch gebracht! Die Königin wurd es nicht gewahr, aber der König sahe es strax vnd sagte: »»So! Bringst du mir nu suppli[cationen] von Leonora?«« Ich erstarrete, sagte: »»Gnädigster König! Ich habe nichts schrifftliches gebracht!«« »»Sehe hir!«« sagte der König vnd wies mir, das vnter dem Boden des Bechers etwas fransösch stand. Die Königin fragte, warumb ich etwas geschriebenes auffbrächte, das ich nicht verstunde. Ich schwur, das ich keine Achtung darauff gegeben, bad vmb Gnade. Der guthe König nam mich in Verantwortung, vnd gefiel ihm die invention nicht vbel. Ia, ia, mein liebes Frewlein! versichert Euch, das der König Euch ein gnediger König ist, vnd wehre er versichert, das Ewer Man tod wehre, Ihr würdet hir nicht sitzen bleiben[117]!« Ieg war i Meening, att mine V-wenner wiste wel, att min Man war døe. Ieg fik saa att giffwe mig til Fritz med Guds oc Kongens Wille. Ieg fik intet att fordriffue Tiiden med vden ded, ieg sneeg mig til, oc siden spurte Slosf. aldrig effter, hwad ieg tog mig til, men hand kom hwer Afften ind oc saed lenge oc snackede med mig; war swag, oc kom hannem tungt att stiige op aff de Trapper. Wii sleed saa ded Aar hen tilsammen.

Slosf. fik effterhaanden Medliidenhed med mig, gaff mig en Bog, som er heel artig, tittuleret Wunderwerck[118]. Den er in folio, gammel oc hid oc did i Stycker, men ieg nøyis wel med den Gaffwe. Oc som hand saed lenge vd paa Afftenen, stønnem imod 9 Slet, oc snackede med mig, saa for trød ded den forgifftige Quind[119]; sagde til Pær: »War ieg i Slosfs. Stæd, ieg skulle icke troe hender saa wel, som hand giør. Hand er swag; hwad om hun løb vd oc tog den Kniiff, der ligger vde paa Borded, oc stak den i ham? Mig kunde hun let faa Liiffwet aff, siden ieg sidder dog der med Liiffwet i min Haand.« I hwor v-riimelig den Tale war, saa bragte den dog tilweye, att icke alleeneste Kniiffwen bleff stucken vnder Boret, men Slozf. torde icke komme ind til mig i langsommelig Tiid[120], satte sig vden for min vderste Dør oc saed der oc snackede lige saa lenge som før, saa der wantist intet med (ieg fick den Sladder icke att wiide, førend tre Aar effter den Fange Christian ded sagde, som da hørte Quindens Sladder). Engang, der Slosf. haffde sat sig for att gaa til Alters, stoed hand vden for min inderste Dør oc tog sin Hue aff, bad mig om Forladelse: hand wiste, att hand haffde giort mig imod, men hand war en Tienner. Ieg swarte: »Hiertelig gierne forlader ieg Eder ded!« Der hand gik bort, oc Pær lucte Døren, sagde Quinden noget til Pær om Slosf., men ieg kunde icke ret forstaa ded. Vden Twiffl haffwer hun skiælt Slosf., thi hun war saa wree, att hun puste; kunde icke holde den Wreede i sig, men sagde: »Skam faa den gamle Narr! Giff Fanden besætte ham! Skulle ieg bede om Forladelse? Ney,« soer hun, »om Guds bittre Død skulle ieg icke! Twi worde ham!« oc spøttede. Ieg sagde omsier: »Hwad gaar ded Ier an, at Slosf. beder mig om Wenskab? Taber I noget der wed? Wil I icke leffwe christelig oc effter Kircke Ordinantzen, da i ded ringste wærer intet wree paa dem, der giør ded! Troer oc wist, att Gud wil straffe Eder, om I icke fortryder ded onde, I haffwer giort, oc icke forliger Eder med Eders Moedstandere, førend I søger att forlige Eder med Gud!« Hun meente, att hand haffde intet giort mig vden ded, hannem war befalet. Ieg sagde: »I gott Folk tilsammen wed best selff, hwad Eder er befalet!« Hun spurte: »Giør ieg Eder noget?« Ieg swarte: »Ieg wed icke, hwad I giør. I kand lyffwe mig saa meget paa, som ieg wed intet aff.« Derpaa begynte hun en lang Rimse swære oc forbande sig paa henders Troeskab: hun haffde aldrig løyen nogen paa heller giort nogen noget ont. Ieg sagde: »Ieg hører, att I giør Eder reen med Phariseeren.« Hun reiste sig aff sit Sæde med en furie oc sagde: »Hwad? Skiælder I mig for en Phariseer?« »Sacte, sacte!« (sagde ieg); »saa lenge ickun en aff os er wree, saa haffwer ded intet att sige; men bliffwer ieg oc wree med, saa tør der følge noget anded paa!« Hun satte sig med en sposk Mine oc sagde: »Ieg troer nok, I er icke goed, naar I bliffwer wree! I haffwer nok Ord der for, att I vdi gamle Dage icke kunde taale meget, men slog strax. Mens —« (dermed taw hun). »Hwad meere?« (sagde ieg). »Meener I, att ieg nu icke kunde giøre ont, om ieg wille, saa wel som da, om der giorde mig nogen noget, som ieg icke kunde liide? Nu langt bedre! De haffwer icke behoff att necte mig Kniiff for den Skyld, att ieg icke skulle myre Eder; ded kand ieg giøre med miine bare Hænder. Ieg kand quæle den stærckeste Karl med miine bare Hænder, om ieg v-forwarendis fick fat paa ham, oc hwad kunde mig skee wære, end mig skeer? Derfor farer ickun i Mag!« Hun teeg stille oc giorde ingen Miner fleere, war bedrøffwet, torde intet klage sig for Slosf:. Hwad hun sagde til dennem i Trappen, wed ieg icke, thi der hun kom ind, effter der bleff den Afften tilluct, da haffde hun græt[121]. Om Søndagen, Middag, ynskede ieg Slosf. til Lycke oc sagde: »Ihr seid glücklich! Ihr könt Euch mit Gott vergleichen vnd sein Leib vnd Blut theilhafftig werden; das ist mir verbothen« (ieg haffde twende Gange begiert Prest til mig paa anded Aar, oc bleff hwer Gang swaret: ieg kunde intet synde, der ieg nu saed; ieg haffde ingen Præst fornøden). Oc som ieg da talte noget witløfftig derom med Slosf. oc sagde, att de, der forholte mig Christi Nadere, de maatte tage miine Synder paa sig; man syndede saa wel med Tancker, som med Ord oc Gierninger; hwor for Slosf. loffwede icke att afflade med Begiering, att der maatte komme en Præst til mig; spurte, hwem ieg begierte. Ieg sagde: »Kongens Hoffpredikant, som ieg haffde i min Bedrøffwelsis Begyndelse[122].« Hand sagde: »Das wird wol swärlich geschehen.« Ieg war til Fritz, hwem ded war. En Maanets Tiid der effter bleff ieg beræt aff den tydske Præst M. Hieronimus Buk[123], som første Gang war heel skickelig, men talte meere om Lowen end om Evangelium. Slosf. ynskede mig til Lycke, oc ieg tackede hannem, for hand haffde bragt mig ded til Weye.

Ded Aar1665. Pintz Afften loed Slosf. sætte Maj Træer i mit inderste Fengsel saa wel som vde i ded anded Rom. Aff de Greene brød ieg smaa Quiister, skaffwede Barcken aff med Glas, bløtte dem i Wand, lagde dem i Pærse vnder et Bræt, som Gulff-Skarnet bleff baarren vd paa, saa de bleffwe flade, satte dennem siden tilsammen oc giorde en Wæffwe Kam der aff. Pær Kusk loed sig da offwertale att fly mig noget grofft Traa, som ieg brugte til Søller. Silcket tog ieg aff miine ny Silcke Strymper, ieg war giffwen, oc giorde deraff breede Baand (Redskabet oc en Deel aff Baandene erre endnu tilstede). Den eene Bom (som war giort aff den tyckeste Ende aff en Green, hwilcken Pær haffde skaarren aff) den war fastgiort wed Kackeloffnen, oc den anden giorde ieg fast wed mit Liiff. Quinden drog Søllerne for mig, saa hun war tilfritz, oc kunde ieg icke formercke, att hun sagde nogen derom, thi Slosf. beklagede offte paa de Tiider, att ieg haffde intet att fordriffwe Tiiden med, efftersom hand wiste, att ded war min Lyst i forrige Tiider etc.[124] Hand bleff atter en lang Tiid inde hoes mig effter Maaltiiderne, saa Frycten war hannem forgaaet, eller hand mintist den icke meere, thi Ihuekommelsen begynte att feyle. Hand sagde da allehaande, som hand icke skulle. Hand tog merckelig aff oc bleff meget swag, bleff saa siden siddendis vden for oc læste høyt, bad Gud om att leffwe: »Ia« (sagde hand), »nur etzliche Iahr!« Naar hand haffde nogen Liiße, saa snackede hand immerfort; krøb langs wed Weggen engang til Døren oc sagde: »Ich mögte zwey Dinge wol wißen! Das eine ist, wehr nach mir solte Slosfogt seyn. Das ander ist, wehr meine Tyrelyre« (ded war Tyre, hands Quinde) »haben solte.« Ieg swarte: »Das ist eine Wißenschafft, die Ihr nu nicht erfahren könnet, insonderheit wehr Evre Fraw wieder freyen würde. Ihr könnet vielleicht beyde schon gesehen haben, aber Ihr könnet Alters halben noch lange leben.« »O« (sagde hand), »Gott gebe das!« oc saae op til Winduet. »Meint Ihr das, mein allerliebstes Frevlein?« »Ia, das meine ich« (swarte ieg). Faa Dage der effter bad hand mig atter om Forladelse, om hand haffde siiden sidste Gang giort mig noget imod; nu wille hand forliige sig med Gud, førend hand bleff swagere, græd oc soer, sagde: »Für war, das smertzet mir noch, das ich habe Euch offte betrüben sollen, vnd Ihr tröstet mich.« Om Søndag Middag ynskede ieg hannem Lycke til sit aandelige Maaltiid. Hand skriide saa frem med stoer Beswæring en 14 Dags Tiid, oc som ieg fornam, att twende maatte saa gott som bære hannem op aff Trappen, loed ieg hannem sige, att hand kunde bliffwe neere i Taarnstuen; hand maatte wære forsickret, ieg skulle icke gaa nogenstez. Hand loed mig tacke, krøb for den sidste Gang til min Dør oc sagde: »Wan ich das thäte, vnd die Königin erfuhr das, so wehre ich vmb mein Hals.« Ieg sagde: »So gebet Ewer Swagheit zu erkennen vnd legt Euch zu Bette! Es kan wieder beßer werden. Ein ander kan vnter deßen für Euch auffwarten.« Der tog hand sin Hue aff for ded Raad oc bød mig fare wel. Siiden saae ieg hannem icke. En Dag der effter krøb hand i Taarnestuen, men kom icke widre.

Vdi hands Stæd bleff en wed Naffn Hans Balcke befalet att haffwe Act paa Fangerne. Hand war meget fiin. Hand war en Snedkiær aff hands Handtwerck; hands Fader haffde arbeyded meget for mig i min Welmagt, som oc haffde wærret Snedkiær. Samme Mand haffde reist paa Handwercket i Italien oc Tydsland, kunde oc lit italiensk. Aff hannem haffde ieg goed Omgiengelse, oc som hand spiißede paa Taarnet vden for i ded anded Rom, bad ieg hannem spiiße hoes mig, hwilcket hand oc giorde en 14 Dagis Tiid. En Dag, der hand haffde skaaren Steegen der vde, loed ieg hannem bede att komme ind. Hand loed sig vntskylle; ded kom mig vnderlig for. Effter att hand haffde spiiset, sagde hand, att Pær Kusk haffde spitzet ham, oc hannem war forbøden att spiiße med mig. Naar hand siden stoed noget lenge oc snackede med mig, saa bad ieg hannem selffwer gaa, paa ded att hand oc icke skulle bliffwe ded forbøden. Hand haffde engang sat en meget stoer Knappenaal i sit Ærme, den bad ieg ham om. Hand sagde: »Ieg maa icke giffwe Eder den, men om I tager den selff, der kan ieg icke til.« Saa tog ieg den, oc den kom mig siden offte til Nytte. Hand flyde mig oc adskillige Bøger att læße, saa hand war i alle Maader høfflig oc fiin. Hands Fiinhed haffwer wel werret Aarsage, att hand icke bleff Fengsellerne lenge betroed, thi hand war oc meget goed imod Doctor Sperling[125], gaff hannem Stycker aff den Steeg, der kom op til mig, oc anden goed Maed. Hand haffde i hands Barndom wærret Leege-Broder med Docterens Børn. Hand snackede oc lenge iblant med Doctern, baade naar hand lucte op oc lucte til, saa ded behagede Opwarterne ey[126]. Ellers gaffwis en anden Aarsage, huorfor hand effter 20 Vgers Forløb bleff den Bestilling fratagen, som siiden skal meldis[127]. Slosfogden laae stetze wed Sengen, stræbede, ded meeste hand kunde, for att komme op igien, men der war liden Tegn til. Saa lenge att Hoffwet Nøglen icke war hannem fratagen, saa gaff hand sig tilfriz. Min Piige, Maren Larßdaatter, war kommen saa wit i Gunst til Hoffwe, att hun for sin Giærning[s] Skyld saed tit oppe i Fruentimmeret oc giorde allehaande for dennem. En Dag siger Quinden til mig: »Ded er dog en meget troe Piige, I haffwer! Hun snacker nu for dennem der oppe oc siger saa meget, som I aldrig skulle troe.« Ieg swarte: »Ieg haffwer giffwen hender Forloff att sige alt ded, hun wed. Att hun skulle lyffwe mig paa, der er ieg icke bange for.« »Icke ded?« (sagde hun saa sposk). »Huorfor monne hun da haffwe kast sig paa siine bare Knæ oc forbanded sig, den Dag hun skulle komme til Eder?« Ieg sagde: »Hun wille io wel haffwe werret hoes mig (effter Eders egen Siien), men hun maa io icke; derpaa behøffuer hun icke att bande sig.« »Huorfor« (sagde hun) »meener I da, att hun er saa wel antagen til Hoffwe?« »Meener I,« sagde ieg, »att naar der nogen bliffver wel antagen til Hoffwe, att ded er, for de fører Løgn? Ieg er nok wiß paa, att min Piige icke lyffwer nogen paa, mindre mig; der er ieg icke ræd for.« Quinden bleff wree oc muute lenge derfor. Nogle Vger effter bleff Maren Larß Daatter aff sin Arrest løß giffwen oc bleff Gne Friisis Kammer Piige[128]; oc bar Balcke mig nogle Linklæder, som hun aff miine endnu haffde til offwers. Ded fortrød Quinden icke liided, i Synderlighed der ieg sagde: »Saa troe seer ieg dog, min Piige er mig endnu, att hun icke beholt ded Lintøy, som hun wel kunde haffwe giort, thi ieg kunde icke wiide, om de haffde taget ded fra hender med ded anded.«

Meget ille tilfritz war alle miine Woctere med Balcke, i Synderlighed Quinden, som for adskilligt giorde sig wree, baade fordi hand foractede hender, sagde hun, for hand haffde flyed en Keedel til Natskriinet, som war tyngere end den forrige (som war læk); men allermeest fordi hand sagde hender, att hun leffwede som en Hedning, att hun icke wille gaa til Alters. Thi der ieg engang, midlertiid Balcke mig betiente, bleff beræt, da spurte hand hender, om hun oc icke wille lade sig berætte, huor til hun først swarte: »Ieg kand ingen tydsk.« Balcke sagde: »Ieg skal mage ded saa, att den Præst skal komme til Eder, som haffwer Løn for ded, att hand berætter Fanger.« Hun swarte icke att kunde gaa med nogen Andact paa ded Sted; maatte hun komme vd, saa wille hun gierne. Balcke predicket for hender, som en Præst kunde giøre, paa ded skarpeste. Der Dørene ware lucte, saa gick der en Pusten oc Blæsen an, oc knæppede hun altiid Trøyen op om sig, naar hun bleff wree. Ieg sagde intet, men tenkte: ret nu brister ded onde wel vd, ellers quælis hun; hwilcket oc skeede, bandede Balcke alt ded wærste, hun kunde hitte paa. Hun haffde sær for mig vhørte Eeder, saa ded war gruelig att høre paa, iblant andre diße: »Gud forbande ham til evig Tiid, saa har ieg icke behoff att bande ham hwer Dag!« Item: »Gud lade ham fordwiine som Dug for Soel!« Den Banden kunde ieg icke taale, sagde: »Bander I Manden, fordi hand holder Eder Guds Ord for oc wille, att I skulle forlige Eder med Gud oc angre oc fortryde Eders Synder?« »Ieg bander hannem icke derfor« (swarte hun), »men for den tunge Keedel, ded forbandede Menniske har flyed mig att bære op aff den steile Trappe[129], saa den onde Mand besætte ham! Wil hand oc giøre Præst aff sig? Ia, hand er wel vntskylt, den sposke Gast!« Tog paa ny paa att bande. Ieg skammede hender vd oc sagde: »Hwad om hand wiste ded, I bander ham saa, meener I icke, att hand bragte til Weye, att I fik att staa Skriffte? Ded er nu nesten toe Aar, I haffwer icke wærret til Guds Bord, oc I kand faa Præsten til Eder, oc I wil icke!« Ded sactede hender noget, oc sagde hun: »Hwor wille hand faa ded att wiide, vden I wille sige ham ded?« Ieg sagde: »Hwad her inde skeer oc sigis, kommer ingen wed vden os toe; ded giøris icke fornøden, att andre ded wed.« Dermed war ded wel; hun lagde sig att soffwe, saa forgik den Wreede, men Hadded bleff wed immerfort.

Slosf. laae saa hen i stoer Piine, kunde hwercken døe eller leffwe. En Middag, som Balcke lucte op (som war iust 20 Ugers [sic] Dagen, hand kom til mig), kom ind med hannem en Mand, meget dollig klæd, med en graa reeffwen fittet Kiortel oc faa Knappe, som kunde tilknappis, med en gammel Hatt, som saed en hengende Fier paa, som haffde wærret hwiid, men neppeste for Skarn kunde kiændis. Hand haffde toe Lærrits Strømper paa oc et Par meget forslit Skoe, som war bunden til med Hyßing[130]. Balcke gik til Borded der vde oc skar Steegen; dermed gik for ded vderste Roms Dør att staa med sin Hat i Haanden, giorde en Rewerentz oc sagde: »Hir mit nehme ich meinen Abscheid; dieser Man sol Slosf. seyn.« Ieg spurte, om hand intet kom til mig igien. Hand swarte: »Nein, nicht vor dis Mahl.« Saa tackede ieg hannem for hands høfflig Opwartning oc ynskede, ded maatte gaa hannem wel[131]. Pær Kudsk lucte Døren, oc den ny Slozf., som heeder Iohan Iæger, loed sig icke see aff mig den Dag, icke heller til Afften. Ieg sagde til Quinden om Morgenen: »Spørger Pær ad, hwem den Mand er!« hwilcket hun oc giorde; kom med de Swar til mig, att hand war den, som haffde tagen Doctern fangen[132], oc nu skulle hand wære Slozf., men end haffde hand icke faaet Hoffwetnøglen. Ded warede icke mange Dage, førend hand kom til den gamle Slosf. med Hoffmarskalcken, oc Nøglen bleff tagen fra den gamle oc giffwen hannem. Den gamle leffwede ickun paa anden Dag der effter; naaede i begge Deele sin curieusité: saae den, som bleff Slosf. effter ham (til sin Bedrøffwelse), oc den Doctor, som skulle curere hannem, fik hands Tyrelyre, inden Aaret war omme.

Slosf. da, Iæger, hælsede mig icke i nogle Vger, mindre talte til mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men meestendeelen lucte dem selff op. Endelig, der hand fik Skoe paa Beenene, tog hand sin Hat aff, der hand haffde luct op, oc sagde: »Guthen Morgen!« Ieg tackede hannem »mit großen Danck.« I midler Tiid saa stoed, war Quinden meget glad. Hun haffde sin frii Sladder med Pær Kudsk (som enda en Par Maaneders Tiid kom paa Taarnet som før) oc med den Fange Christian, som haffde stoer Friihed oc i denne Slosfogts Tiid fick meere oc meere Friihed, fornemmeligen der Raßmus Taarengiemmer bleff Portener, oc en wed Naffn Chresten kom i hands Sted. Iblant anden Sladder, hun førte for mig, sagde hun, att denne Slosf. war forbøden att tale med mig. Ieg sagde: »Ded er mig meget kiært, saa kand hand icke lyffwe mig paa« (ieg er i Meening, att hand torde icke tale med mig, saa lenge Pær bar Madden op paa Taarnet oc der tiente; thi der hand haffde skaffet Pær bort for Tyffweri[s] Skyld, hand bleff ertappet med, kom hand siiden da oc da ind. Den allerførste Gang haffde hand en Ruuß.) Hand wiste, hwad Pær haffde sagt om Balcke, som hand mig beretede[133].

Førend ieg melder noget om den Fange Christians Bedriffter imod mig, wil ieg med faa Ord berette hands Brøde, huorfor hand war fangen. Hand haffuer tient Maans Armfelt[134] for Lacquey. Hand med andre Lacqueier ypper Klammeri med en Mand, som haffde wærret Christian en Fader oc fød hannem op aff sin Vngdom oc altiid hafft Omsorrig for hannem. Manden bleff dødelig saaret, raabte i sit yderste: »Gud straffe dig, Christian, for Søn du est! Din Haand dræbte mig!« De andre Lacqueier løbe hwær sin Wey, men Christian bleff paagreben. Hands Kaare befantis oc att wære blodig. Hand næctede ded altiid, att ded icke war ham, der stak Manden. Hand bleff dømt fra Liiffwet; men efftersom den døde Mands Quinde icke wille bekaaste paa Excecutionen, bleff Christian saa hensiddendis, oc hands Iuncker betalte hands Føde. Paa tredie Aar haffde hand wærret fangen, førend ieg bleff fengselet, oc bleff trende Gange forfløt; først aff Traaldhullet i den Mørcke-Kircke, siden her, som ieg sidder[135]. Der ieg bleff ført fangen hid, bleff hand sat der, Doctern sidder, oc der Doctern bleff fengselet, gik Christian siden løs i Taarnet, drog Seyerwercket op for Taarngiemmeren, lucte op oc til for Fangerne der neere, ia haffde offte Nøglene til Taarnet. Ieg errindrer mig oc nu, att Taarngiæmmeren Raßmus saed engang hoes den gamle Slosf. til Middag i mit vderste Rom, oc Slosf. wille sende Pær med et Ærinde; sagde til Raßmus: »Gehet hin vnd macht auff! Peter sol was bestellen.« »Far« (sagde Raßmus), »Christian har Nøglen.« »So!« (sagde Slozf.) »Das ist hüpsch!« Oc der wed bleff ded, thi Raßmus sagde: »Ieg er nok wiß paa, att Christian gaar ingen Stez.« Alt effterhaanden tog Christians Friihed oc Myndighed til, siden Pær Kudsk kom bort, oc tiente denne Slozf. wed Borded i mit vderste Rom.

En Dag, der Quinden kommer neer offwen fra, huor hun haffde reenset Nat Keedelen, oc Dørene ware lucte, sagde hun til mig: »Den Christian, her gaar, haffwer talt med mig der oppe. Hand kand aldrig fuld sige, hwor ynckelig ded gaar Doctern, hwor hart hand er fengselet, oc hwor slæt Maed hand faar nu, siden Balcke kom bort. Hand haffwer ingen Lyß lengre, end hand faar Maed, oc ingen Lyßning vden aff Hullet paa hands Dør, som gaar vd i ded vderste Kammers. Hand bad mig, att ieg skulle sige Eder ded; Taarene kom hannem i hands Øyen, saa stoer Medliidenhed haffde hand med hannem.« Ieg sagde: »Ded er oc alt ded, man kand giøre, oc ded er christeligt att haffwe Medliidenhed med sin Næstis Vlycke. Den stackels Mand faar att haffwe Taalmodighed saa wel som ieg, oc wii maa trøste os med en goed Samwittighed. Io haardere hand liider, io snarere faar ded Ende; hand er en gammel Mand.« Toe Dage der effter kom hun atter med en Snak fra Christian: Doctern loed mig helße, oc hand spurte saa flittig, om ieg haffde Helbreden; sagde widre: Christian skulle nok fly ham, hwad ieg wille sende ham. Ieg tog den Snak an for en Fristelse, sagde endelig, att Christian kunde tage et Stycke aff Stegen, naar Slosf. war inde hoes mig, oc hand kunde wære sig om noget for att slaa Wiinen i, saa kunde hun sniige sig til att gyde ded aff mit Begere oc bede Christian helße Doctern. Ded bleff antagen, oc haffde ieg nogle Dage Roelighed. Christian føyede sig meget effter Quinden, satte lit ont imellem hender oc Taarngiæmmeren, giorde ded strax gott igien, saa Sladder haffde ieg nok aff. Endeligen siger hun engang: »Ded er dog en ærlig Karl, den Christian! Hand haffwer fortælt mig, hwor vskyllig hand er kommen i Fengsel oc dømt. Hand er ræd, att I skulle tencke, att hand aaed oc drak ded, I sender Doctern. Hand swær wed hands høyeste Eed, at hand skal wære Eder troe, wille I skriffwe Doctern et Ord til[136]. Paa min Troeskab, haabis ieg, twiffler I icke!« Tog paa att swære oc forbande sig, den Dag hun sweeg mig; sagde, hand haffde icke mindre giort Eed for hinder, førend hun wille troe hannem. Ieg sagde: »Ieg haffwer intet att skriffwe hannem, ieg wed icke, hwad ieg skulle skriffwe.« »O,« sagde hun, »skriffwer ickun toe Ord, att den gamle kand see, att hand kand troe ham! Wil I haffwe Blek, da kand Christian wel fly noget.« Ieg swarte: »Ieg kand faa att skriffwe med, naar ieg wil, oc ieg kand skriffwe foruden Blek oc Papir.« Ded kunde hun icke begriibe. Saa tog ieg nogle Sucker Mandler oc giorde med den stoere Knappenaal Bogstaffwer der paa, satte paa 4 Mandeler de Ord: non ti fidar! fidar satte ieg Hælten aff Orded paa hwær sin Mandel. Ieg haffde saa et Tag Roelighed oc haffde att fordriffwe Tiiden med. Om nu Doctern icke kunde see, hwad der war skreffwen paa de Mandler, eller om hand haffde prøffwet Christians Troeskab, wed ieg icke, men Christian flyer Quinden en Seddel fra Doctern til mig, fuld aff Lamentationer offwer worris Tilstand, oc att min Daatter Anna Cathrina eller oc Casetta ware Aarsage i hands Vlycke. Derom wille ieg meere vnderrettis; begierte ded skrifftlig aff hannem (wii skreff hwer andre paa italiensk). Hand swarte saaledis, att enten den eene eller den anden haffde laded ligge hands Breff paa Borded et Stetz, hwor ded war bleffwen funden oc frem sendt; thi en Skriffwelse, hand haffde skreffwen, war Aarsage i hands Vlycke[137]. Ieg skreff ham igien, att ded icke syntist troelig, men wel att der war susspiceret, att hand corressponderte med min Herre, oc dermed luret paa hands Breffwe oc optagen. Io meere ieg wille føre hannem der i til raison, io meere opiniastre bleff hand der i[138], oc omsiier skreff, att ded war Cassettæ finesse att faa ham i Stricken for att faa mig der vd. Der hand begynte paa den Wiiß att skriffwe, begynte ieg att fatte en sær opinion om hannem, lige som hand wille drage noget aff mig for att fremwiiße; betenckte mig i nogle Dage, om ieg wille sware. Endeligen swarte ieg i den Meening, att ingen wiste bedre end hand, att mig om intet Forræderi war witterligt; ihworledis hands Correspondentz med min Herre war bleffwen kundt, ded kunde icke hielpe hannem; hwor paa hand war dømt, war mig oc v-witterligt, offwer mig war ingen Dom gaaen. Ded warede nogle Vger, førend Docteren skreff. Endeligen skreff hand med faa Ord Meeningen aff Sentenzen offwer hannem, saa wii da oc da corresponderte med hwer andre.

Slosf. bleff effterhaanden omgiengelig, kom hwer Maaltid ind oc snackede allehaande Putzeri oc Galskab, hwad hand i hands Vngdom haffde bedreffwen, huor hand haffde werret Tromslager oc giort sig til Narr for min Swoger G. Pentz[139] oc for att winde Penge oc Gunst giort sig til Hund oc krøben vnder Borded, forfærded Giæsterne oc for en Ducat bittis med en Hund. Naar hand haffde en Ruuß paa (som offte), saa gøglede hand, giorde Pussinel aff sig, stønnem Spaa Kone oc dißlige. Saasom Chresten Taarnegiemmer oc Christian den Fange fornam, att Slozf. dreff Putzeri, saa giorde de lige saa, staajede saa med Quinden i ded anded Rom, saa wii icke kunde høre for dennem. Hun saed paa Christians Skiød oc haffde sig meget flaneworn. En Dag1666. war hun noget v-passelig, giorde sig ett Øllebrød, satte ded vde paa Fyrfaded. Slosf. saed inde hoes mig oc snackede; Chresten oc Christian gantede sig med hender der vden for, oc skulle Christian røre i Øllebrøet oc smage, om ded war warmt nok. Chresten siger til Christian: »Drik ded vd, om du tørst!« Ordene ware icke saa snart sagt, som Giærningen war giort, oc fast i ded samme stoed Slosf. op oc gik bort. Der Dørene ware lucte, saed Quinden som færdig til att daane. Ieg meente, att ded war aff Sygdom, oc bleff ræd, att hun skulle hastig døe, oc ieg skulle faa Skyld for henders Død, spurte hastig: »Hwor har I ont?« Hun swarte: »Ieg haffwer ont nok,« bekræfftede ded med en stoer Eed, begynte att lucke sin Trøye op. Saa saae ieg, att hun war wree, wiste nok, att Formalledidelser skulle føre ded onde fra Hiertet, hwilcket oc skede. Hun forbante oc skiælte dem, der haffde saa narret hender syge Stackel, hun haffde saa ont, haffde hwærcken faat waat eller tørt den Dag. Ieg sagde: »Giffwer Eder tilfritz, I skal wel faa et Øllebrød!« Hun soer en stoer Eed, hwor hun skulle faa ded? ded war Sommer Dag oc ingen Ild i Kackeloffnen, oc man kunde icke kalde paa nogen, som kunde høre en. Ieg sagde: »Kand I tie, saa wil ieg komme Potten til att sye.« »Io« (soer hun en forfærdelig Eed), »ieg kand nok tie, oc ieg skal aldrig sige ded.« Saa loed ieg hender legge tre Stycker Teylsteene, som altiid haffde ligget bag Nat-Skriinet, oc der sætte sin Potte med Øl oc Brøe paa (alt ded, hun skulle giøre, skulle skee tiiendis; hun maatte oc icke sware mig, om ieg spurte hender om noget, med Ord, men wel med Tegn). Hun satte sig wed Potten oc rørte der i med en Skee. Ieg saed altiid paa min Seng om Dagen, oc der bleff Borded sat for mig; haffde et Stycke Kriide oc skreff paa Borded adskilligt, spurte alt imellem, om Potten søe. Hun keeg flittig til, men wirrede med sit Hoffwet. Der ieg haffde spurt tredie Gang, oc hun wente sig til mig oc saae, at ieg loe, saa tog hun paa som en, der war gall, kaste Skeen aff Haanden oc Stoelen om Kuld, reeff atter henders Trøye op oc sagde: »Gie Fanden wære saa narret!« Ieg sagde: »I er icke bedre wært, som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer Eed), »haffde ieg icke troet, att I kunde traalle, ieg haffde aldrig laded mig lucke inde hoes Eder, wil I troe ded?« Ieg tenkte paa meget, som dertil kunde swaris, men sagde intet, smaa loe oc loed hender saa bruuße vd. Omsiider græd hun oc klagede sig meget. »Nu, nu« (sagde ieg), »giffwer Eder tilfritz! Ieg wil komme Potten til att sye foruden Traaldom.« Oc som wii haffde Fyrtøy, befoel ieg hender att slaa Ild oc tænde tre Stycker Ender Lyß att sætte vnder Potten. Dermed kaagte Potten, oc hun kyste paa sin Haand oc gaff mig, war meget glad. Ieg gaff hender oc siden en Gang eller toe Forloff der til saaledis att warme sig Øl; altiid kunde ded icke skee, thi naar Winden stoed paa Winduet (som med en lang Pik kunde opluckis), saa kunde Røgen icke træcke vd. Ieg sagde: »Tencker paa Eders Eed oc sladdrer icke vd, hwad her skeer, ellers betagis oß Lyßene; i ded ringste mister wii nogle aff dem.« Hun sagde hart ney, att ded skulle icke skee. Ieg fornam intet dertil nogen Tiid, men wel mange Aar effter, att hun haffde sagt, att ieg tog toe halff løße Golff-Steene op (som siden anderledis bleff berettet aff en Præst, som her effter skal meldis). Hun haffde oc sagt, att ieg haffde sta[a]ed oc seet Linne-Dantzere paa Slos-Platzen, hwilcket war sant. Thi der Chresten sagde Quinden en Middag, att der skulle komme Liine-Dantzere paa den inderste Slos-Plaz, oc hun berettede mig ded oc spurte, hwordant ded war, oc ieg sagde hender ded, da klagede hun sig, att hun icke kunde faa ded att see. Ieg sagde, ded kunde wel skee, om hun siden kunde holde Munden. Hun soer io effter Sædwane. Saa loed ieg hender tage Sengeklæderne aff Sengen oc Fiællerne aff Bunden oc reiße Sengen op til Winduet oc sætte Natskriinet offwen paa. Der med att komme til ded oprettede Sengested bleff Borded sat wed Siden, oc en Stoel neden for Borded for att komme paa Borded, oc en Stoel paa Borded for att komme paa Natskriinet, oc en Stoel paa Natskrinet, saa wii kunde staa magelig oc see ded, dog icke paa engang. Oc loed ieg hender gaa op først, oc ieg stoed oc tog Ware paa, om Sengen begynte att knage; hun skulle wære paa Wact, naar ieg war oppe. Ieg wiste oc wel, att Dantzerne i Begyndelse[n] icke giorde derris beste Kunster[140]. Ieg kunde see Kongen oc Dronningen i derris Øyen; de stoede paa den lange Sael, oc vndrede ieg mig siden paa, att de icke kaste Øyet did, der ieg stoed. Ieg loed mig icke mercke for Quinden, att ieg haffde seet dem. I denne Quindis Tiid fik ieg engang Lyst til att see Folk gaa i Slos-Kircke oc aff Kircken. Da bleff Sengen igien opreist, oc ieg saed der saa lenge oppe, til alle ware aff Kircken igien. Quinden torde intet woffwe att stiige op, sagde, att hun war ræd nok forrige Gang oc glad, hun kom neer.

Den første Gang, ieg bleff berettet i denne Slosfs. Tiid, da bleff der opsat twænde Meßings Stager, hwer aff sit Slags, med Talle Lyß. Ded haffwer Quinden mißhaget, ihwor wel hun sagde da intet til mig. Men der hun endelig bleff nød til att lade sig berette1666 den 12. April. effter meere end tre Aar, hun haffde holt sig fra Herrens Bord, bad hun Chresten Taarnegiæmmer gaa til sin Daatter (som tiænte i Byen en Timmermand), att hun skulle flye hender et Par smucke Meßings Stager oc et Par Wox Lyß. Kunde hun oc fly hender en fiin Dreyels Dug, skulle hun giøre sit beste; hun wille betale ded. Om Quinden tilforen haffde tengt paa de Stager oc Lyß, for mig ware satt, eller Chresten selff syntist, att ded icke war skickeligt, att ded skulle wære bedre tilreed for hender, wed ieg icke, men noget lided føren Præsten kom, lucte Chresten den vderste Dør op for mit Fengsel, sagde: »Karen, flyer mig den Stage vd, I haffwer, oc toe Lyß!« Hwordant hun tog paa, er icke att beskriffwe: om hand icke haffde talt med henders Daatter? oc saa meget (ieg wiste icke da, hwad hun haffde begiært aff Chresten). Hand swarte hender intet paa sit Spørsmaal, men kræffwede Stagen oc Lyßene. Hun wille lenge icke, men bandede oc skiælte. Ieg laae enda oc spurte hender: om ieg skulle wære henders Piige oc giøre ded for hender? om hun kunde forholde hannem ded, hand begiærte? Saa rackte hun hannem ded igiennem Hullet paa min inderste Dør med saa mange Forbandelser offwer hannem, saa man maatte grue der for. Hand loe høyt oc gik bort. Ded giorde hender enda bisterer. Ieg giorde mit beste for att sacte hender, sagde hender, att ded war en fordømmelig Bereedelse, holte hender den Synd for heel witløffteligen. Hun meente, att den begik Synden, der war Aarsage dertil. Ieg spurte hender endelig: hwor vdi Nadweren bestoed? om den bestoed i Lyßene oc Stagerne? skammede hender vd, att hun wille see paa ded vdwortis oc icke paa ded indwortis; bad hender falde paa siine Knæ oc inderligen bede Gud om siine Synders Forladelse, at hand icke wille tilregne hender sin Daarlighed. Hun swarte saa att wille giøre, men giorde ded icke strax. Ieg meener, att Præsten[141] haffwer aff Chresten wel wæret vnderwiist om alting, hender angaaende, efftersom hand tilspurte hender om saa meget: hwor hun war fød? hwor hun haffde tient? oc saadant meere; omsiider: om hun haffde sin Skriffte-Sædel, oc huor lenge ded war siiden, hun haffde wærret til Alters? Der paa skrifftede hand hender paa sær Maade, først som den, der haffwer fortient att staa aabenbar Skriffte for groffwe begangene Synder, saa som en Synderinne, der skulle affliiffwis oc bereede sig til Døden; trøstede hender endeligen oc forrettede sit Embede. Der alt war forrettet, oc hun kom ind til mig igien, ynskede ieg hender til Lycke. »Ia wel, Lycke!« (swarte hun). »Kand der wære Lycke hoes? Ded haffwer ieg meere ont end gott aff! Kunde ieg saa sandt komme vd, ieg skulle strax gaa til Alters; dette acter ieg intet!« Ieg fald hender strax i Orded oc sagde: »Betenker Eder, hwad I siger! Taler intet Guds lasterligt, ded wil ieg intet høre! I wed wel, hwad Guds Ord siger om dennem, som annammer Christi Legeme oc Blod vwærdeligen oc træder hands Legeme vnder Fødder?« »Vnder Fødder?« (sagde hun). »Ia ret vnder Fødder!« sagde ieg oc giorde der en heel Prædicken paa. Hun hørte til, som ded loed sig ansee; men der ieg taw, sagde hun: »Hand skrifftede mig som en Misdædre oc som den, der skulle aff liffwis. Ieg haffwer ingen mürt« (ieg tenkte: man wed icke hwad)[142]; »hworfor skylle ieg døe? Gud allermæctigste giffwe« — der med taw hun. Ieg prædicket for hender igien oc sagde, att hun haffde fortient den ewige Død for henders Synders Skyld, oc saa fornemmeligen, fordi hun haffde saa lenge vntholt sig Herrens Nadwere. »Den Skrifften« (sagde hun) »haffwer ieg att tacke Chresten for; Balcke haffwer oc wel hiolpen til.« Tog paa att bande dem. Ieg truede hender med et anded Skrifftermaal, om hun icke holte inde med saadan Ord, ieg kunde icke forsware ded for Gud att tie med hender, oc sagde ieg widre: »Taler I saa til Chresten, saa maa I wære wiß paa, att hand klaffwer Eder [an?].« Ded holte hender noget i Tømme, oc gik hun den Middag intet vd i Trappen[143].

Hun war siiden den Tiid icke nær saa lystig med Mandfolckene. Hoes mig klagede hun sig offte, att hun war swag, haffde forløfft sig paa den ny Keyle, Balcke haffde flyed hender; hun kunde icke staa ded vd, hun haffde beed Slosf. der om, att hun maatte komme vd, hand haffde swart, att hun skulle døe der. Ieg sagde: »Slosf. kand io intet forstaa Eder ret endnu; beder Chresten tale for Eder!« Hun giorde oc saa, men kom atter med samme Swar; sagde en Dag: »Ieg seer wel, min hierte Frue! att I wille lige saa gierne aff med mig, som ieg wille gierne bort. Hwad har ieg aff alle miine Penge? Ieg kand icke nyde dem, oc ieg kand icke tienne Eder.« Ieg sagde: »Penge kand vdrette meget. Forærer Slosf. nogle Penge, saa taler hand nok for Eder. Begiærer en aff Skuer-Quinderne, som bærer Keylen op for Eder, den kand I betale med lit.« Ded sidste giorde hun først nogle Vger; endeligen sagde hun en Dag til mig: »Nu haffwer ieg laded giøre et Sølffbegre til Slozf:.« (Henders Daatter kom saa offte til hender i Trappen, som hun begiærte, oc hun fik Forloff att wære heele Efftermiddage needer fra mig vnder ded Skin att tale med sin Daatter. Om hun gaff Foræringer der for, wed ieg icke, men ieg war wel dermed tilfritz att wære eene. Hun war dog ræd engang, att ieg skulle sige Præsten ded.) In summa: Slosf. torde intet tale for hender til Kongen. Saa bad hun mig om Raad. Ieg sagde: »Bliffwer liggendis i Sengen, naar her spiißis, saa wil ieg gaa vd oc tale med Slosf:.« Ded skeede. I Førstningen giorde hand nogen Difficulteter, sagde: »Dronningen skulle sige, att der stak Skelmstücker vnder.« Ieg sagde, de kunde vicitere oc examinere Quinden, naar hun kom vd, wii haffde icke wærret saa fortroelige Wenner; ieg wiste, att Quinden war giffwen mig til att betienne mig; naar hun icke kunde ded lenger, men laa wed Sengen, saa kunde ieg ingen Tieneste haffwe, icke heller kunde ieg betienne hender; hun tiente io for Penge, der skulle wære nok, der skulle tage der imod igien. Tre Dage der effter, der Kongen kom fra Friderichsborg, kom Slosf. ind oc sagde, att Quinden kunde komme neer den Afften; hand haffde en anden igien, som Chresten haffde recommenderet, som skulle wære en skickelig Quinde (som hun oc er).

Altsaa kom Karen Olis Daatter need, oc Karen Nels Daatter kom op igien. Oc maa ieg wel sige, att ded1666 den 26. Iuni. war en aff mine lyckelige Dage i mit da haarde Fængsel; thi ieg slap en v-troe v-guddelig løgnactig[144] oc v-skickelig Quinde oc bekom en christelig troe sandrue goed (ia alt for goed) Quinde igien. Der den første Quinde tog Affskeed, sagde hun: »Nu farer nu wel, Frue! Nu erre wii begge glade.« Ieg swarte: »Ded er wel et aff de sandeste Ord, I haffwer sagt i Eders Dage.« Hun swarte intet, men løb, alt ded hun kunde, saa der kiendtist ingen Sygdom eller Swaghed paa hender. Hun leffwede icke fuld et Aar der effter, piintist haardeligen en 6 Vger paa sin Seng, førend hun døde, aff hwad Tilfald wed ieg icke.

Om anden Dagen effter denne Karens Komme saed hun om Efftermiddagen heel bedrøffwet. Ieg spurte, hwad hender skade. Hun sagde: »O, ieg haffwer intet att giøre, oc ieg maatte ingen Gierning tage med mig! Ieg lengis mig døe.« Ieg spurte, hwad Gierning hun kunde giøre. »Spinde« (swarte hun) »er min meeste Giærning: ieg kand oc sye grofft oc binde noget.« Aff alt ded haffde ieg intet att hielpe hender med; tog nogle Ender aff Silcke frem, som ieg giemmer aff ded, ieg klipper aff, som erre for stackede att arbeide med, oc anden Pluk Silcke aff Nattrøyer oc Strømper, hwor til ieg haffwer giort mig en Hægle aff smaa Knappenaale[145], bunden paa en Pind; der hægler ieg ded med oc giør ded brugeligt til att stoppe Huer med; oc sagde ieg til hender: »Der haffwer I noget att giøre; hægler mig ded!« Hun bleff saa aff Hiertet glad, saa ded gaff mig et gott Behag. Ieg befant aff henders Fortelling om et oc anded, hender i sin Tiid war hæntis, att der war et gott Hierte i hender, att hun war bleffwen offte bedragen for sin Goedtroenhed. Hun haffde oc kiendt mig i min Welmact, tient en Raadmans Quinde, som i miine Brøllups Dage war Forgangs Kone, oc kom den Statz med Fyrwerck oc anden Herlighed meget wel ihue; græd, naar hun fortælte ded, oc haffde en stoer Medliidenhed med mig. Hun war en Iyde, en Bunde Daatter, men [haffde] wærret gifft med en Regiments Quartermester. Saa ieg effterhaanden fik Affaiction til hender, bad hender hælße Christian oc spørge, hworledis Doctern liide; sagde hender, att Christian wel kunde giøre stønnem nogen Tienneste att kiøbe et oc anded for os, thi hand haffde en Dreng, ia stønnem toe, som ginge Ærinder for hannem, men ieg troede icke [den] forrige Quinde, saa hand kiøbte aldrig intet [sic] for mig, til med wille den Quinde intet spinde; men Christian skulle nok flye oß nu, hwad wii wille haffwe, for worris Lyß. Oc efftersom hun icke skiøttet om att dricke Wiin (thi hwer Maaltiid fik Quinden da en halff Potte frans Wiin), saa sagde ieg: »Giffwer Chresten Eders Wiin, som ieg giffwer Christian min Wiin, saa kand Chresten lade den staa hoes Kiælder Swennen oc tage den hwer Vge, saa er ded en Profit for ham, oc saa seer hand intet, om hand enskiønt mercker noget«. Ded skeede, oc loed Christian oß giøre toe Handteene. Min war ickun liden, men henders, som den burte. Ieg spant liided, twant ded til Traa, som endnu er i min Giemme. Christian flyde hender saa meget Hør, som hun begiærte for Penge, bar en heel Krantz i siine Boxer tillige op til hender[146]. Hun spandt paa Haandteen en goed Deel, oc ieg laffwede min Wæff saaledis paa en Stoel, ieg laa needer paa Borded, bant den eene Bom med Baand oc Snorer, ieg selff haffde giort, saaledis, att naar Trappe Døren bleff sat Nøglen vdi, saa kunde ieg med et Draff løße min Wæff oc faa den anden Bom løß, som war bunden til mit Liiff, oc alting lagt bort, førend min inderste Dør bleff opluct. Ieg giorde mig oc et Spield (før haffde ieg Søller), saa ieg wæffwede alleene; haffde oc faaet en ræt Wæffwer-Kam, saa wii ware meget flittige, hwer i sit Arbeide.

Slosf. war fuld aff Galskab, giorde Putzerier, som Drenge pleier at giøre; wille fixere sig med Quinden, men hun kunde intet der med. Hand war nesten fuld hwer Dag om Middagen, naar hand kom op. Effterhanden kom hand siælden op om Afftenen, skickte en Tienner op i hands Sted, som laae oc halff soff paa Muuren i Winduet vden for dette Sted. Hand wille oc gante sig med mig, gabte for mig, oc ieg skulle kaste noget hen oc see, om ieg kunde ramme hands Mund. Ieg loe oc sagde: »Wo doll siet Ii!« bad ham komme nærmere, saa wille ieg see, om ieg kunde ramme den. »Neen, neen« (sagde hand), »so wehr ick doll! Ii skolle mii wol en Orfigen gäffwen!« En Middag kommer hand op med en sær façon aff en Spøyte, som war saa trind som en Kugel, oc saed en liden stacket Tuuet der i, som næppe kientis; war heel artig. Naar der bleff trygt paa et Sted der wed, saa spøytede Wanded vd heel høyt oc langt borte. Hand giorde sig næßwiiß oc spøytede paa mig. Der hand fornam, att ieg bleff wree, kom hand med Spøyten til mig, løb oc satte sig igien oc gabte, alt ded hand kunde, bad mig spøyte sig i Munden, om ieg kunde. Ieg wille ingen Leeg begynde med hannem, thi aff hands Historiers Fortelling fornam ieg wel hands Plomphed, gaff hannem Spøyten igien. Der Karen skulle bære Steegen ind, haffde Slosf. Spøyten imellem Beenene, saed paa en law Stoel oc kunde dog spøyte Quinden i Ansictet; war et gott Stycke fra hender, oc Kuglen war icke større end en stoer Plomme. Hun wiste intet aff Spøyten att sige (er oc noget hastig i henders Tale); sagde: »Gud giffwe, I faa Skam, H. Slosf.! Pißer I paa mig?« Slosf. loe som en, gall war, saa kiært war ded ham. Hand bleff effter Haanden alt tammere oc tammere, kom siælden ædrue op, lagde sig paa Quindens Seng oc soff, imens ieg spiisede, saa Chresten oc Quinden maatte hiælpe ham aff Sengen, naar de haffde wact hannem op. Nøglerne til Fengselerne laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte hand icke wel siine Fanger?)[147]. Hand war icke ræd for, att ieg skulle myre hannem. En Afften war hand drucken eller stillede sig saa; begynte paa sin Wiiß att wille carressere mig oc søge att wille føle miine Knæ, tog til Enden aff mit Skiørt. Ieg støtte ham med Foeden oc sagde intet anded [end]: »Wan Ii duen siedt, so blifft van mii vnd kombt hir nicht binnen, dat säg ick Iu!« Hand sagde intet, stoed op oc gik bort; kom oc siden icke ind, naar hand war fuld, men bleff vden for i ded anded Rom, lagde sig der neer i Wiinduet, huor der er en breed Benk murit aff Steen; der laae hand oc soff et Tag, effter att miine Døre ware lucte, saa kom hands Kusk oc Christen oc slæbte ham neer. Stønnem, naar hand war icke fuld, saa kom hand ind, oc gaff hand mig effter Begiæring nogle gamle Kortblade, som ieg syde sammen oc giorde mig et Skrin aff. Christian beslog ded med tynne Fyrpiinde, som ieg siden syde paa oc sneeg mig til att male med Farffwe. Ded er endnu til. Slosf. saae ded siden, men spurte aldrig, hwordant ded Beslag war kommen til[148]. I ded Skrin (om ded saa kand kaldis) haffwer ieg alt mit Arbeed oc Reedskab, oc staar [ded] i min Seng om Dagen.

Christians Myndighed tog til. Hand tiente icke alleeneste wed Borded der vde, men hand endoc lucte min Dør for Næßen aff Taarngiemmeren. Hand gik ind i mit Rom med Røgelse Karret, naar Quinden bar Natt-Keilen op; ia hand bleff omsiider saa dristig, att hand giorde alt ded, hand icke wille lade, haffde att befale offwer Fangerne der neere. Chresten giorde sig oc til Nytte Slosfogdens liiden Tilsyn, laae offte neere i Byen om Natten, kom offte fuld op til Afftens Maaltiid. En Afften war Chresten fuld oc haffde slaaet nogle Ruder vd der neere med sin Haand, saa Fingerne bløtte; mit Wiin Beegre slog hand til Iorden, saa ded sprak oc bleff gandske kraaget, oc som Begeret war gandske blodigt vden paa, der ded kom ind for mig, oc ded syntist, att der war kommen Blod i Wiinen, talte ieg noget alworligen derom til Slosf:. Hand sagde intet anded end: »De Man is doll!« tog Begret oc gik selff neer for Kiælderen oc loed Begret skølle oc giffwe anden Wiin der i. Huorledis de siden forligtis der om, wed ieg icke. Bulckene erre vdslagen paa Begeret, men Ritzen offwen i Randen er endnu; ded kommer Wiinskencken til Paß, thi nu kand der icke gaa nær en halff Potte i Begeret. Christian holte sig engang mandelig imod Slozf., der hand haffde hafft Klammeri med nogle Fanger der neere, oc Chresten klagede ded for Slosf., som kom ind oc wille sette Christian i Troldhullet; men hand støtte Slosf. fra sig oc sagde, att hand haffde intet med hannem att skaffe, hand haffde intet sat ham ind; brugte saa Mund, saa Slosf. tackede Gud, hand gik. Christian raabte hannem enda effter vd aff Winduet oc sagde: »Ieg wed Tøß med Ier, men I wed intet med mig.« (En Tøß wed ieg, hand wiste, som icke war en ringe Tøß. Der war en Corporal, som stack en Soldat ihiæl, som med Tromslag bleff efftersøgt; den skylffte Slo[s]f. i Taarnet nogle Vger.) Om Morgenen fortrød ded Christian, oc hand fryctede att bliffwe indeluct, gik til min Dør, førend der bleff opluct for mig[149] (som offte skeede, att der bleff opluct ded vderste Rom, førend Madden kom op, saa oc altiid om Morgenen om Winteren, naar der lagdis Ild i Biileggeren der vde), oc bad hand mig bede for sig til Slosf., hwilcket ieg oc siden giorde, saa ded bleff, som ded war, oc Christian saa giæff som før.

Den Quinde oc ieg wii leffwede i goed Eenighed med hwer andre. Der war stønnem nogle smaa Krackeler imellem Christian oc hender, men ded haffde paa de Tiider intet att sige. Ieg stillede hands Wreede med Wiin oc Lyß. Den Quinde haffde en Søn, som døde, stacket effter hun war kommen til mig, oc en Daatter, som endnu leffwer; hun tiente da en Skræder, men nu er hun gifft med en Kiøbmand. Den Daatter fik oc stønnem Forloff att tale med sin Moder i Trappen. Ded fortrød Christian, efftersom hand meente, att wed hender bleff allehaande bestilt; stønnem truede dermed att sige ded, hand intet wiste, men meente, saa Quinden war offte bedrøffwet (hun er læt-grædendis oc læt-leendis). Ieg kunde snart faa hender trøstet. Wii sleed worris Tiid meget wel. Ieg lærte hender att læße, begynte med A. b. c., thi hun kiændte icke før et Bogstaff. Ieg holte miine wiße Tiimer med att vnderwiiße hender. Hun war da en Quinde offwer henders 60. Aar. Oc der hun allereede nogenledis kunde staffwe[150], tog hun Baagen engang oc wente op oc need paa den, begynte att stryge siine Øygne oc sagde: »Herre Gud, hwor er ded fatt? Ieg kiender« (soer hun om Gud) »icke et Bogstaff!« Ieg stoed bag wed hender oc kunde neppe holde mig for Latter. Hun strøg atter Øygnene (oc som hun er meget hastig i henders Ord) oc [sic] i ded peegte med Peegesticken med en Fart paa et O oc sagde: »Er ded icke et O?« »Io!« swarte ieg oc loe, i ded hun wente sig til mig. Der med bleff hun ded først war, att Baagen war icke went ret, kaste sig i Sengen oc loe, saa ieg haffde tengt, hun skulle bliffwe borte i Latter. Oc som hun en Dag skulle læße, oc hun gaed icke sluppen sin Haand-Teen, wille ded icke flyde, oc tabte hun Lysten; sagde: »Er ieg icke gall, att ieg wil lære att læße paa min gammel Alder? Hwad got haffwer ieg der aff? Ieg haffwer kaastet mange Penge paa min Søn for att lade hannem lære att læße, oc see! er hand icke døe?« Ieg wiste, hwor meget hun formaatte, loed hender saa snacke for sig. Hun kaste Bogen paa sin Seng, satte sig til sin Gierning oc sagde: »Hwad haffwer ieg behoff att lære att læße i Bog? Ieg kand, Gud ske Loff! læße miine Morgen oc Afften Bønner« (ieg tenckte: ille nok! Aff henders Cathechi. wiste hun meget lided). Ieg sagde (med en Sactmodighed): »Ded er saa Men sandt, Karen! I haffwer icke behoff att lære att læße i Bog, I kand smuck læße vdenad.« Ieg haffde neppe sagt de Ord vd, i ded sprang hun op oc nappede sin Bog igien oc begynte att staffwe. Ieg sagde hwercken til eller fra, oc ieg omgickes med hender som med et gott enfoldig Barn[151].

Ieg falt ded Aar i Sygdom[152], oc efftersom Slosf. da kom icke meere ind til mig om Middagen oc om Afftenen loed sin Tienner gaa op, saa bad ieg Quinden, att hun skulle sige ham, att ieg war syg, om der icke maatte komme en Doctor til mig. Quinden sagde ham ded (thi da forstoed hand alt danske, oc hun forstoed noget tydsk), oc som hun sagde: »Ieg er bange, att hun døer,« saa swarte hand: »Lat se stärffwen för en Dyffwel!« Ieg haffde en Hwerdags Feber, haffde Heede, men ingen Kuld; oc som ded en stoer Deel war Aarsage til min Sygdom, att ieg haffde Bindelse, begierte ieg et Clister. Der loe Slosf. sposk aff. Ded hørte ieg, loed begiære, att hand wille komme ind til mig, hwilcket hand oc giorde. Ieg talte hannem noget alworlig til, sagde ham, att ded war icke Kongens Wille, att hand skulle icke haffwe meere Omsorrig for mig, end hand haffde; hand haffde meere Omsorrig for sin Hund end for mig (som hand oc haffde). Saa gaff hand bedre Kiøb, spurte, hwad ieg wille haffwe, oc ieg sagde, hwad ieg begierte, oc bekom ded. Ieg haffde noget altereret mig offwer den Samtale, saa ieg bleff swag. Quinden græd oc sagde: »Ieg frycter, I døer, min hierte Frøken! oc saa skal de slemme Piiger i Aaltfruestuen toe Eders Hænder oc Fødder« (en aff de Piiger, da war, war meget v-fiin imod mig med henders Sendings Tale). Ieg swarte, att ieg skulle icke sige et Ord der imod. »Hwad?« (sagde hun med en wree Hue); »wille I liide ded? Ney,« soer hun, »skulle ieg icke! Ieg skulle icke liide ded, om ieg war i Eders Sted!« Saa sagde ieg, som den Philosophus sagde: »Da legger min lyße Kiæp hoes mig, ieg kand holde dem fra mig med, naar ieg er døe[153].« Saa besan hun sig først oc snackede saa hen om Begraffwelse oc Iordefær. Ieg forsickrede hender, att ded aldelis intet bekymrede mig; naar ieg war døe, saa fant ieg intet dertil; om de lagde end mit Legeme i Stranden, saa skulle ded dog tillige med Siælen komme for Guds Throone paa den yderste Domme Dag oc bestaa sig bedre end som en Part, der laae i Kister, med Sølff beslagen, oc i herlige Begraffwelser. Men att ieg skulle, som Slosf., sige de forfløyen Ord, att ieg wille wære begraffwet paa Waldby Backe for att see mig om, ded icke. Ieg begiærer intet vden et saligt Endeligt. Wii talte om Slosf. V-fiinhed, om allehaande, hand giorde, som hand fik Skam for, om Dronningen ded wiste, om hands Vguddelighed, att naar hand haffde wærret til Alters, sagde hand att haffwe gaaet igiennem Munstringen, oc anded meere. Der war ingen Guds Fryct i hannem.

Ieg begiærte att wære beræt oc loed bede M. Buck att komme til mig wed syff Slæt om Morgenen, thi imod 8½ begynte Feberen. Præsten kom icke førend 9½, da Heeden alt haffde begynt (thi den drog sig allerede noget lengre hen). Der ieg haffde sagt mit Skrifftermaal, begynte hand att predicke om Mord oc Mandslæt, om Dawid, som war skyllig i Vrie Død, fast hand slog hannem icke ihiæl med sin egen Haand; vdbreedde den Synd, som hand burte, oc Straffen, som der wille følge paa. »Ihr« (sagde hand) »habt General Fux getöhtet, dan Ihr habt einen Diener darzu erkaufft, der ihm hat getöhtet.« Ieg swarte: »Das ist nicht wahr! Das habe ich nicht gethan!« »Ia freylich« (sagde hand); »der Diener ist in Hamburg, der hat es selber gesagt.« (Ieg swarte:) »Hat er das gesagt, so hat er gelogen, dan mein Sohn gab Fux sein Todt mit einem Stilet[154]. Ich wuste nicht, das Fux in Bryg war, ehe vnd bevor ich sein Todt erfuhr. Wie köndte der Diener dan sagen, das er's gethan hätte? Auff mein Befehl ist es nicht geschehn, aber das ich mich nicht solte haben gefrevet, das Gott dem Bößewicht gestraffet, das gestehe vnd bekenne ich.« Der til swarte hand lige saa: »Das hätte ich selber gethan.« (Ieg sagde:) »Wii Fux mit vns in vnserm Gefängnis auff Borringholm gehandlet, weis Gott. Das ist nu vorbey, vnd ich gedencke des nicht mehr.« »Da thut Ihr recht an« (sagde hand), oc foer saa fort i hands Embede. Der alt war forrettet, talte hand med Slozf. vden for den vderste Kammers-Dør lige for den Mørcke Kircke[s] Dør oc sagde, att ieg giorde mig syg, ieg war icke syg, ieg war røe i mit Ansict aff lutter Ondskab; hand haffde sagt mig Sandhed, oc der war ieg bleffwen wree for. Christian stoed inden for den Mørcke-Kircke[s] Dør, thi paa den Tiid war ingen Fanger der inde, oc hørte den Samtale, sagde mig ded, der ieg begynte att komme til at gaae igien oc tale med hannem wed Døren.

Nogen Tiid der effter sagde Christian til mig en Dag saa himmelig: »Wil I, saa wil ieg fly Eder Bud til Skaane til Eders Børn[155].« Ieg spurte, paa hwad Maade ded kunde skee. Hand sagde: »Med min Piige. Hun er troe nok; hun skal drage did for ded samme[156].« Hand wiste, att ieg haffde endnu nogle Ducater, thi Pær Kudsk haffde fortroet ham ded, som hand selffwer haffde sagt mig. Ieg tog imod Tilbudded, skreff mine Børn til, gaff ham en Ducat til Piigens Reiße. Hun forrettede wel siine Ærinder oc kom med Skriffwelse fra min Søster[157] oc dennem tilbage. Alt dette wiste min Quinde intet aff.

Effterhaanden begynte Christian att bliffwe insolent i mange Maader. Naar hand kom frem med hands Drengs Pooße, som Quinden skulle giffwe ham Maed i, saa kaste hand den til hender, giorde sig wree, naar der icke war giemt Steeg til ham selff om Afftenen, att hand strax kunde faa Pooßen igien, bandede sig, den Dag hand gik til Døren oc talte med mig eller sagde mig nogen Ting. Hun war sorgefuld, men sagde dog intet til mig. Ded warte ickun en Dag, saa banckede hand paa Døren oc effter Sædwane snackede om, hwis nyt hand haffde hørt. Quinden saed paa sin Seng oc slog 15 Kaars for sig (hand kunde intet see hender, icke heller mig). Der hand war gaaen bort, fortelte hun, huor høyt hand haffde forbanded sig etc. Ieg sagde: »Ded skal I icke acte; hand haffwer giort saa meget før i den anden Karens Tiid.« Hands Moed tog daglig til. Madden bleff stønnem opborren wel en halff Tiime, førend Slosf. kom op. Imidlertiid skar Christian Steegen oc tog sig selff, hwad Stycke hand wille (der ieg tilforen hwer Maaltiid sendte ham et Stycke vd, Fisk oc anded, hwad hand begiærte). Den dumme Slosf. loed ded saa paßere, war glad, tencker ieg, at hand wille betage ham den Vmage; gaff intet Act paa, att der fattedis noget i Fadded. Ieg loed ded saa paßere en Stund, for ded skeede icke saa ieffnt hwer Dag. Men naar hand wille haffwe Maed til sin Dreng, saa sagde hand intet anded end: »Maed i min Drengs Pooße!« Der loe wii mangengang aff siden, hand war borte, men icke da, thi hand bleff alt wærre oc wærre. Hand kunde icke liide, att wii loe oc ware glade; naar hand hørte ded vden for Døren, saa bleff hand bister. Wille man klyncke, saa wille hand skaffe, hwad hand kunde bringe til Weye[158]. En Dag luurer hand paa oß oc hører, att wii leer; thi Quinden fortelte effen en Klücht om en Skoledrengs Moder i Friderichsborg (der haffde hun boet), huor Drengens Moder icke wiste, hworledis hun skulle tittulere Skolemesteren; kalte ham: Her Willas. Hand sagde: »Ieg er icke Herre.« »Mester da,« sagde Quinden. »Ieg er icke heller Mester,« sagde hand[159]; »ieg er ickun ret oc slet Willas.« Saa sagde Quinden: »Min goede slet oc ret Willas! Min Søn slicker altiid Fløden aff miine Bytter, naar hand kommer hiem. Wille I slicke ham igien med et got skarpt Riiß i hands Røff?« I ded wii loe der aff, kommer hand til Døren oc fatter de Ord, att ieg siger: »Ded sidder wel icke saa sammen; man skal altiid sætte noget til, om wel skal laede.« Hand fatter en Tancke oc meener, att wii snackede om ham, oc att wii loe ham vd. Der ded war Maaltiids Tiid, siger hand til Quinden: »I war swar lattermild i Dag.« Hun sagde: »Weed I icke, hworfor ded er? Ded er, fordi ieg er aff de Lætter« (ded er henders Tilnaffn). »Ded war Almis,« sagde hand, »att fordriffwe Eder Latteren tilsammen; ded war mig, I loe aff.« Hun soer ney, att hands Naffn icke bleff næffnt (som oc saa war i Sandhed), men ded maatte intet giælde. De falt i Ord sammen. Hun fortælte mig derris Samtale, oc hand kom i nogle Dage icke til Døren, oc ieg sendte ham oc intet, thi effen paa den Tiid war der en stackels gammel Mand min Naboe; den loed ieg giffwe en Dryck Wiin. Christian forføyer sig igien til Døren oc picker paa. Hand klager saa sacte offuer Quinden, bad, ieg skulle tage hender igiennem derfor, att hun saa haffde swaret hannem, der hand dog hørte, att hands Naffn bleff næffnt. Ieg soer ham til, att der icke war tenkt paa ham den Gang; ieg kunde icke tale hender ille til for de Ord, wii haffde hafft imellem hin anden; ieg ælskede Roelighed inden worris lucte Døre. »Ia« (swarte hand), »Huußfred er goed, sagde Kiærlingen.« Dermed gik hand. Siiden giorde hand effterhaanden adskillig Fortred, roede saa i Land igien. Saa wille hand atter, att ieg skulle skriffwe til Skaane[160]. Ieg sagde, att ieg war fornøyet, att ieg wiste, miine Børn en Part aff dem war hoes min Søster; hwor miine Sønner war, oc hworledis dennem liide, ded wiste de icke; ieg befalede dem Gud iwold. Ded war ham oc icke til Maade, oc talte hand paa den Maade, lige som hand meente, att ieg haffde intet fleere Penge; sagde ded dog icke da lige vd. Men en Dag, ded galle stack ham, kom hand til Døren oc haffde en Potte med Wiinen i (som ieg fast hwer Maaltiid gaff ham) i sin Haand oc sagde: »Kand I see mig?« (thi der war en Spræcke vden paa den yderste Dør, men man kunde dog icke see grant der igiennem saa langt fra). »Her staar ieg med min Potte med Wiin oc wil dricke Eders Skaal for den sidste Gang.« Ieg spurte: »Hworfor for den sidste Gang?« »Io!« soer hand, gik saa nermer til Døren oc sagde: »Ieg wil ingen Tiennist meere giøre; saa wed ieg wel, att ieg oc icke faar meere Wiin.« Ieg sagde: »I skal haffwe Tak for den Tienneste, I haffwer giort; ieg begiærer ingen meere aff Eder, men derfor skal I nok faa Wiin.« »Ney!« (sagde hand) »Ingen Tienst meere! Her er intet att hente meere.« »Ded er sandt« (swarte ieg). »I kiender mig intet« (sagde hand); »ieg er icke saa, som I troer; ieg er læt att komme i med, men icke saa læt att komme aff med.« Ieg smaa loe oc sagde: »I er langt bedre, end I giør Eder selff. I Morgen er I vdi et anded Sind.« Hand bleff wed att beskriffwe sig selff heel ille (som icke enda war nær saa slemt, som hand er). Ieg kunde icke anded end lee aff ham. Hand drak aff Potten, satte sig paa Stoelen der vde. Ieg kalte paa ham oc bad ham komme til Døren, ieg wille tale med ham. Da saed hand som en Gante oc snackede for sig selff: »Skulle ieg gaa til Døren? Ney,« soer hand en stoer Eed, »skal ieg icke! O ia, til Døren? Ney, Christian icke!« Loe imellem aff fuld Hals, skraalte høyt: den Dag, hand gik til Døren eller giorde mig nogen Tienneste, da skulle Fanden riiffwe oc spliide hannem. Ieg gik fra Døren oc satte mig, gruede for den Karls Galskab oc stoere Dristighed. Hand gik saa nogle Dage oc tav, wille intet tage imod Wiinen. Maed bleff hannem icke bøden, thi hand bleff enda wed den Wiiß som før, naar hand kunde, att skiære Steegen, førend Slosf. kom op. Som da Slosf. igien kom stønnem ind oc snackede med mig, bad ieg ham, att Christian som en Fange icke maatte haffwe den Friihed att offwersnauße min Maed. Saa bleff ded hannem forbøden. Faa Dage der effter kaste hand Pooßen til Quinden i Trappen oc sagde: »Gier nogen Maed til i Afften i min Drengs Poeße[161]!« Ded bleff i allerstørste Lydighed effterkommet, oc lagt et Stycke Steeg offwen i Poeßen. Ded millede hannem noget, [saa] att hand om Middagen talte med Quinden oc selff begiærte en Dryk Wiin; men hand truede Quinden att skulle fordriffwe henders Latter. Ieg fryctede intet for ded onde, hand kunde giøre mig, men ded fortredeligt Leffnet war mødsommeligt. Ieg loed hannem icke byde Wiin, vden hand begierte ded. Hand pleyede att skaffe mig Aviserne hwer Vge[162] for Lyß, oc saa som hand icke flyde mig Aviserne for den første Vgis Lyß, saa sendte ieg hannem ingen Lyß. Hand bleff dog wed oc kom ind om Løwerdagen med Røgelse Karret oc att lucke min Dør. Naar hand kom ind med Røgelset, saae hand til Wæggen, wille icke see paa mig. Ieg talte engang til hannem, spurte om Doctern, oc hand swarte intet. Ded stoed saa nogle Vger; saa millede hand sig, flyde Quinden Aviserne fra den Tiid, hand haffde forholt dem, tilsammen rullede oc bundden med en Traa. Der om Afftenen Slosf. kom ind oc saed oc snackede (hand haffde en liden Snitzer), oc Chresten war for Kælderen, flyde Quinden hannem Aviserne igien, tackede ham paa miine Wegne oc sagde, ieg skiøtte intet om Aviser, ieg haffde werret dem foruden i saa mange Vger, ieg kunde wære dem fremdelis foruden. Hand bleff saa bister, att hand med Tænderne reeff Aviserne sønder, reeff sin Trøye op, saa Knappene fløy ad Golffwet, stak Ild i nogle Aviser, hujet, skreg oc skar Tænder. Ieg hitte paa noget att lee aff til Slosf., raabte saa høyt, ieg kunde, for att døffwe Christian[163]. Quinden kom ind som et Liig i sit Ansict, saae paa mig; ieg winckede hender att gaa vd igien. Saa gik Christian liige for min Dør oc hujede, slog sin Tøffel i Wæret oc omsiier til min Dørtærskel, holte ded saa nogle Gange. Der hand fornam, att Chresten kom i Trappen med Beegerne, kaste hand sig paa den Benk, Slosf. pleyede att ligge paa, oc kaste atter sin Tøffel op imod Wæggen. Chresten bleff staaendis med Beegerne i Haanden med Forundring. Hand saae wel, att der war noget paa Færde imellem Quinden oc Christian, oc att Quinden war bange, men hand kunde icke giætte eller faa Aarsagen att wiide; troede oc icke, att ded gik mig noget an, efftersom ieg loe oc snackede med Slosf:. Der Dørene ware lucte, saa gik ded an paa en Iamren. Quinden sagde, att hand haffde truet hender: hand skulle wel forbyde henders Daatter att komme til hender oc føre Sladder frem oc anded, hun icke burte. Ieg bad hender giffwe sig til Fritz; hand war nu gall, ded gik wel offwer; hand betenckte sig wel, førend hand talte om ded, thi saa kunde hand frycte, att ded, hand haffde flyd her op, oc kom for Dagen, saa fik hand Skam for sin Vmage; Slosf. haffde giffwen henders Daatter Forloff att komme til hender, hwem skulle hand klage hender for? (Ieg tenkte wel anded, att naar hand wille den Wey, saa fik hand wel anden att klage ded for, hand, som haffde saadan Friihed; hand kunde faa ind oc vd, hwad hand wille, tale, med hwem hand wille, i Wæctergangen.) Hun græd oc loed meget ille, talte som en, der sanßer ickun lit, sagde en Gang: »Maa ieg icke haffwe Fred for ham, saa skal ieg —, ia, saa skal ieg —.« Hun kom intet widre oc kunde icke hitte paa, hwad hun skulle. Ieg smeel der wed oc endeligen sagde: »Christian er gall, ieg wil nok styre ham i Morgen; lader mig ickun bestemme med hannem! Soffwer I nu ickun roeligen!« Hun falt omsiier i Søffn, men icke ieg saa snart; betenkte, hwad paa saadan Galskab kunde følge. Om Morgenen imod Middag sagde ieg hender, hwad hun skulle sige Christian, oc att hun skulle stille sig, som hun war icke wel til Fritz; begynde med att bande ham oc sige: »Gii der faer en Diæffwel i Ier for Lærdom, I haffwer lært hender! Hun haffwer wilt hwistet siine Tøffler op, efftersom I giorde, oc slog mig i Hoffweded dermed. Hun er wree vden Skiæmt, tog alt ded smucke Tøy, hun haffde giort, oc kastede ded i Nat-Skriinet. Nu,« sagde hun, »skal der ingen giøre sig goed med ded.« Der loe hand aff som en Gante, ded behagede ham. »Er hun ræt wree?« (spurte hand). »Ia« (soer hun) »er hun saa!« Saa loe hand saa høyt i Trappen, att ieg hørte ded. Hand war en 14 Dage Skiæls, begiærte da oc da Wiin oc Maed, kom oc til Døren oc fortælte i blant anded, att hand haffde hørt, att Princen (nu worris Konge) skulle gifftis. Ieg haffde wel hørt ded før, men loed mig icke mercke, thi Slosf. haffde sagt ded, oc diß foruden fik ieg Aviserne foruden ham. Oc som ieg icke spurte ham om noget, saa gik hand strax; sagde siden til Quinden: »Hun er wree, oc ieg er lige saa. Wil see, hwem der haffwer hin anden først behoff.« Quinden truede hand meget, oc wille hun, att ieg skulle giffwe ham goede Ord. Ieg forsickret hender, att hand war icke aff ded Sind, man skulle komme til Rette med att altiid giffwe den bløde Siide[164]. Som hand nu Tiid effter anden bleff insolent, meere end tollereris kunde, sagde ieg en Dag til Slozf., att ieg forundrede mig offwer, att hand tilstæde en Fange att lucke op oc til miine Døre oc giøre ded, som Taarngiæmmeren ellers burte att giøre; om hannem syntist icke, att ieg paa den Maade kunde practicere mig vd, om ieg wille vd foruden Kongens Minde? Christian war en Fange, som war dømt til att døe; hand skulle nok skaffe mig vd aff Taarnet. Slosf. saed oc gloede som en, der santzer intet, swarte icke et Ord anded end: »Ia, ia!« men hand forholte sig dog effter min Adwarsel, saa att enten lucte hand selff op oc til, eller oc Chresten (ieg haffwer seet, att Christian haffwer reffwen Nøglerne aff Chrestens Haand oc luct min Dør, oc ded den Tiid, hand begynte att giøre sig gall). Haffde Christian icke werret gall før, saa bleff hand da, i Synderlighed den Tiid, Chresten gik ind med Røgelsefadded, oc Quinden war oppe. Da stoed hand liige for mig i ded vderste Rom, saae som en Gast oc skar Tænder; oc saa som hand saae, att ieg tog ded offwerbleffwen Røgelse aff Chrestens Haand (som hand altiid selff flyde mig i et Pappir), saa giorde hand en Trußels Latter. Der om Afftenen bleff opluct, oc Christian kom Quinden i Tale, sagde hand: »Karen, siger I til Henders Naade, att hun oc I skal faa en Fandens Fær! Ieg haffwer seet med miine Øygne, att Chresten gaff hender et Breff. Ey, war ded derfor, hun wille icke, att ieg maatte gaa ind med Røgelset, fordi ieg wille icke skaffe hender tiire Bud til Skaane? Ey, faar hun oc Aviserne aff ham? Ia siger hender, att saa stoer Tienneste som ieg haffwer giort hender, saa stoer Vlycke skal ieg giøre hender.« Gud wed, huad Natt ieg haffde! Icke fordi ieg actede hands Trußel, thi ieg fryctede de Ord gandske intet; Vlycken haffde gaaet vd paa ham selff allermeest. Men Quinden war saa bedrøffuet, att hun giorde intet anded end iamrede sig, klagede sig, meest for henders Daatter, for den Spott, hender wedderfare wille, att de wille sætte henders Moder i den Mørcke Kircke, ia siden tage Liiffwet aff hender. Saa falt hender ind, att Daatteren haffde talt med hender i Trappen; saa skreeg hun igien: »O, min Daatter, min Daatter! Hun kommer i Tucthuuset!« Ieg sagde intet anded et swart Tag end: »Giffwer Eder til Fritz! Ded gaar icke nær saa ille til, som I troer.« Men som ieg fornam, att hun icke war bequem til att høre nogen raison, for hun raabte alt: »Ach, ach!« naar ieg wille tale, saed offwerænde i Sengen, holte sit Hoffwet imellem begge Hænderne oc græd, saa hun flød i Wand[165]. Ieg tenckte, att naar der icke war Taarer meere forhaanden, saa hørte hun wel op. Ieg sagde omsier, der hun noget sactede sig: »Denne Vlycke, ded forbandede Menniske truer os med, wil icke forrekommis med Graad. Setter Eders Sind i Roelighed oc soffwer! Ieg wil giøre lige saa, oc ieg wil bede Gud att indskyde mig de beste Raad til i Morgen.« Ded sactede hender noget, men naar ieg meente, hun soff, saa kom hun atter frem med alt ded, hun fryctede for: att hun haffde borren mig Sædler ind fra ham, Kniiff oc Sax oc anded, som war forbøden. Ieg swarte da oc da ickun: »Soffwer, soffwer! I Morgen wil ieg tale med Eder.« Ded hialp intet. Klocken slog toe, der hun enda wille snacke oc sagde: »Ded wil gaa ille til for den stackels gamle Mand der neere[166].« Ieg loed, som ieg soff, men den heele Natt indtil Klocken 5 oc meere kom icke Søffn i miine Øygne. Der om Middagen bleff opluct, haffde ieg alt sagt hender, hwad hun skulle sige Christian, oc giffwen hender att forstaa, att hand med hands Trußeler meente att faa Penge fra hender oc Lyß aff mig, wille saa kue oß, som ded lystede hannem; men hand haffde en anden for sin Haand, end hand troede. Hun skulle ickun laede, som hun intet skiøttede om hands Snak, intet tale et Ord til ham vden: Goed Dag, vden hand talte til hender; oc dersom hand spurte, hwad ieg haffde swart, skulle hun laede, som hun huuste intet, att hun skulle sige mig noget. Sagde hand ded da igien, saa skulle hun sige: »Ded siger ieg hender slet intet! Er I endnu lige saa gall som i Afftis? Giører, hwilcket I wil!« oc gaa dermed fra hannem. Den Samtale bleff holt, oc hand truede meere end nogen Tiid. Quinden holte goede Miiner, men war hiertelig bedrøffwet, naar worris Døre ware lucte; men som hun er læt sinnet, saa loe hun offte med Taarene i Øygnene. Ieg wiste wel, att Christian skulle byde paa att skriffwe mig til allehaande nyt, meene att flicke sig ind [der] med igien; men ieg haffde forbøden Quinden att tage imod hands Sædler, saa hand bleff meget bister. Ieg bad hender sige hannem, att hand skulle holde Styre paa sig, om hand kunde; haffde hand Lyst til Vlyst, da wille ded bliffwe wærst for hannem selff. Der loe hand meget spotsk aff oc sagde: »Siger hender, att ded skal wære wærst for hinder. Ded, ieg haffuer giort for hender, haffwer Wiinen kommen mig til, hun haffwer sendt mig; siger hender ded! Ieg skal bekiende ded selff altsammen, oc skulle ieg en[d] klæde Steiler, saa skal Chresten faa Skam. Hand haffwer flyet hender Breffwe fra siine Børn.« (Den Schelm wiste wel, att ieg haffde intet laded mig mercke for Quinden, hwercken om ded, hand haffde flyet mig Bud til Skaane til miine Børn, eller oc om Woxet, Taarn-Nøglerne ware trygte i; derfor talte hand saa frit til hender.) Der worris Døre ware lucte, war ded worris Samtale. Ieg giorde en Latter deraff oc spurte Quinden, hwad Skam der kunde wære saa stoer som att læggis paa Steiler; tog ded an for forfløyen Ord, som ded war, bad hender sige hannem, att hand skulle intet bemøde sig med att giffwe sig an, ieg wille betage ham den Vmage oc sige til Slosf. i Morgen Dag (om hand wille) alt ded, hand haffde giort for mig; hand maaske glemte noget, men ieg skulle wel komme ded ihue. Den Tiid Quinden sagde ham ded, swarte hand intet, men løb need fra hender, holte sig nogle Dage stille oc talte saa got som intet til Quinden. En Løffwerdag, der Quinden war oppe med Natt-Kedelen, kom hand op til hender oc wille endelig offwertale hender att tage en Sæddel til mig, men hun soer icke att torde. »Saa siger hender da« (sagde hand), »att hun skal flye mig den Sax oc Kniiff igien, ieg haffwer flyet hender; den wil ieg haffwe, saa skal hun see, hwad ieg skal giøre. I skal faa en Vlycke tilsammen!« Hun kom neer saa bleeg som et Liig, saa ieg meente, hun haffde forløfft sig. Hun fortælte derris Samtale oc hands Begiæring, bad mig saa meget, att ieg dog wille fly hannem ded, saa bleff hand roelig. Ieg sagde: »Huor er ded med Eder? Haffwer I Eders fulle Forstand? Siger hand icke, att hand wil giøre os en Vlycke, naar hand faar Kniff[w]en oc Saxen igien? Ded er icke Tiid paa att flye hannem ded. Forstaar I intet, att hand frycter for, att ieg skal lade see ded? Mit Arbeed, meener hand, er borte, oc Sædler icke meere til, saa intet er meere att true hannem med end de Stycker. I Afften skal I intet tale med hannem. Siger hand noget, da swarer intet.« Om Afftenen sneeg hand sig til oc sagde til hender i ded vderste Rom: »Tager mig hid Sax oc Kniiff!« Hun swarte intet. Om Morgenen, til Middag, bad ieg hender sige hannem, att ieg haffde intet aff hands; ieg haffde selff betalt baade Sax oc Kniiff, oc ded for meere, end de ware dobbelt wært. Ded Budskab bleff hand forbistret offwer, skar Tænder oc hwiinede. Hun gik fra hannem oc skyde, ded meeste mugligt war, att tale eene med hannem. Der hand fornam, att Quinden intet wille tage imod nogen Sæddel, saa tog hand sin Tiid oc warte Slosf. Øygne oc kaste en Sæddel ind til mig paa Gulffwet (oc haffde samme Gang nær skeed en synderlig Hændelse; thi i ded hand wille kaste Sæddelen ind, gik Slosf. stoere Hund ind, som haffde krøllet Haar, saa Sæddelen falt paa Hundens Ryg, men falt aff igien i Kraagen, som Hunden snyfflede). Vdi den Sæddel stoed: »Lader mig faa Kniiffwen oc Saxen igien, saa skal ieg giøre Eder saa stoer en Vlycke, som ieg haffwer giort Eder Tienneste, oc wil ieg betale Eder Kniiff oc Sax, skulle ieg end selge miine Boxer. Lader mig faa dem strax!« Hand gik i nogle Dage som et forstørret Menniske, efftersom ieg intet swarte eller loed Quinden sige hannem noget; saa Chresten spurte Quinden ad, hwad hun haffde giort wed Christian, hand gik der neere oc skar Tænder oc hujede som ett galt Menniske. Hun swarte, att de der neere maatte wiide, hwad hannem gik ad; her saae hand wel, att de taltist wed heel wenlig. Langfredag Middag1667. war hand gandske forbistret, soer oc forbandede sig, om hand icke skulle giffwe sig selff an, repeterte alt ded forrige, satte ded dertil, att ieg haffde forført ham, Wiinen haffde bedraget ham oc Maed, Lyß oc goede Ord; hand skytte intet om, hwad hand skulle liide, wille gierne døe for Bødels Haand; men ieg, hun oc Kresten skulle icke gaa Ram foruden. Den Efftermiddag war icke meget glædelig for os. Quinden war bedrøffwet; ieg bad hender giffwe sig tilfritz; der war ingen Fare hoes den Galskab, men en stoer Fortred, oc langt haardere end mit Fengsel; men ieg skulle dog faa Raad med den Schelm. Hun tog henders Bog oc læste i, oc ieg satte mig til att dicte en aandelig Sang om Christi Liidelse v[n]der den Thone: Som Hiorten med Tørst befangen[167].

Paaske Afftener tilforne pleiede Christian att forskaffe mig farffwede Æg; ded war da icke i ded Hiørne med hannem. Der Døren bleff luct, siger ieg til Kresten: »Glemmer intet i Morgen blød-søen Æg!« Der Paaske Middag Maedden kom op, oc Æggene icke strax kom op med (som war en Biieret), saae Christian til mig oc giorde en lang Næße aff mig tre fiire Gange (thi ieg war want wed at gaa frem oc tilbage for Døren i mit Kammers paa de Tiider, der bleff opluct). Ieg bleff staaendis att see paa hannem, drog lit min Skulder. Lided effter diße grimasses kom Kresten med et Faed med bløed-søen Æg. Christian slog først Øygnene need, siden kaste hand dem til mig, wentede maaskee, att ieg skulle giøre Næße aff ham igien. Men intet mindre end ded. Der Quinden kom i Trappen, sagde hand: »Der war ingen farffwede Æg«. Hun sagde mig ded strax, saa ieg bad hender sige, att de blødsøen Æg aad ieg, oc de farffwede giæmte ieg, som hand kunde see (oc sendte ieg hannem et aff forgangen Aar, som ieg haffde ritzet nogle Blomster paa; ded haffde hand selff flyed mig, dog for Lyß). Hand tog ded an, men hand skreff mig en Seddel der paa, som war heel rar. Den skulle wære paa de høye Noder om Eegget oc Hønen. Hand wille giffwe Stræger, oc ded haffde ingen Skick. Ieg kand intet mindis meere ret wel der aff, uden att ded war et raadded Æg, ieg haffde sendt ham; hands Æg skulle blomstris, naar mit skulle raadne[168]. Den Sæddel kaste hand oc ind til mig. Ieg swarte intet der paa. Hand gik atter nogle Dage oc sagde intet ont; saa stak ded ham igien. Ieg kan troe, att ded giorde ham ont, att hand saae Kresten stønnem haffwe min Wiin tilbage i Begeret. Stønnem skenckede ieg Slozf. dermed. Maed fik hand oc icke, hwercken til sig eller sin Dreng. Saa sagde hand en Dag til Quinden: »Hwad synnis Eder wel, att Slosf. wille sige, om hand wiste, att I giffwer Fangerne Maed aff hands Maed?« (Madden, som kom fra mit Bord, bleff borren need til Slosf.). »Wil I sige hender ded!« Quinde[n] spurte, om hun skulle sige mig ded paa hands Wegne. »Paa hwis Wegne ellers?« swarte hand. Ieg loed hannem sware, att Maedden, som kom til mig, haffde ieg Mact til att tage aff, saa meget ieg wille; mig war den intet maalt eller weyet til; ded, ieg intet wille haffwe, maatte de giøre aff, hwad de wille, hwem der haffde Ret der til; før war ded ingens. Der kunde hand oc icke kyffse os med. Saa war ded en Dag den gamle Snak igien: hand wille haffwe Sax oc Kniiff, oc hand truede att giffwe sig selffwer an; oc som ded war fast i mod den Tiid, att ieg loed mig berette, sagde ieg til Quinden: »Siger hannem eengang for alle: wil hand icke holde Styre paa sig, saa skal ieg, ded første Præsten kommer, giffwe hannem an, oc ieg skal faa den første Karen for Dagen; den skal, faa Skam! først ad Sted, for hun loed mig ingen Fred paa hands Wegne, førend ieg kom i med hannem. Hun skal sige Sandhed med goede eller onde, saa wil wii see, hwem Vlycken skal falde paa.« Hand skulle nu giøre, hwilcket hand wille, ieg wille haffwe Roelighed; hand skulle forskaane mig med siine Sedler, ellers ieg skulle wiiße dem frem. Der Quinden sagde hannem ded, falt hand i Tancker; spurte: »Sagde hun ded?« »Ia« (soer Quinden) »giorde hun saa! Hun sagde enda meere: »»Hwad monne hand meene? Meener hand, att ieg som en Fange, der ingen Stetz kand komme, skulle liide noget, fordi ieg tog imod en Fangis Tienneste, som haffde en Friihed, hannem icke burte?««« Hand stoed alt oc hengte med Hoffweded oc swarte gandske intet. Ded satte Styr paa Karlen, oc hørte ieg siden icke et vskickeligt Ord aff hannem. Hand talte wenlig oc wel til Quinden i Trappen, fortælte, hwad nyt hand hørte, oc war heel beskæfftig; oc der hun spurte ham engang om hands Potte for att giffwe ham Wiin der i, sagde hand sø[rg]modeligen: »Ieg haffwer ingen Wiin fortient.« Quinden sagde, att hand skulle wel faa Wiin alligevel, ieg begierte ingen Tienneste meere. Saa fik hand da oc da Wiin, men ingen Maed[169]. Den Dag, ieg bleff beræt, kom hand til Døren oc banckede saa sacte. Ieg gik til Døren. Hand hælste oc ynskede mig til Lycke med heel goed Manner, sagde derhoes, att hand wiste, ieg haffde forlat dem, som haffde giort mig imod. Ieg swarte ia dertil oc gaff ingen widre matière til ded Spørßmaal; hand icke heller, talte om anded smaat oc gik saa bort. Der effter kom hand hwer Dag til Døren oc sagde, hwad nyt hand hørte; bekom oc Wiin oc Maed igien. Hand sagde iblant anded, att mange ware i Meening, att alle Fanger skulle løßgiffwis, naar Printzen (nu worris Konge) skulle haffwe Bryllup, hwor om taltist, att Bruden om en Maanets Tiid skulle komme ind (ded war sidst i April, derom bleff talt), oc Brylluppet skulle staa paa Slottet. Ded drog sig hen med Brudens Komste indtil først in Iunio, oc da stoed Brulluppet paa Nykiøbings Slot i Falster. Der ware mange i den Meening, att ded skeede der, for di att Bruden icke skulle bede mig oc Doctern løß[170]. Som nu Bruden skulle føris til Kiøbenhaffn, siger ieg til Christian: »Nu er ded Tiid for Eder att komme løß. Lader Eders Piige paße paa oc giøre et Knæfald for Brudens Wogn oc ræcke en Supplicque frem, saa er ieg wiß paa, I kommer løß.« Hand spurte, hworledis Piigen skulle komme til att bede for hannem. Ieg sagde: »Ded er io Eders Festemøe?« »Ney« (soer hand en stoer Eed) »er hun icke! Hun bilder sig ded wel ind, men ieg wil« (soer hand atter) »aldrig haffwe hender.« »Da lader hender bliffwe i den Meening« (sagde ieg) »oc stiile sin supplication som for sin Festemand.« »Ia« (sagde hand saa drøffweworn), »ded kunde hun da giøre.« Ded skeede saa, som ieg haffde raad, oc Christian kom vd den 11. Iuni 1667[171]. Hand tog ingen Affskeed hoes mig, loed mig icke engang helße wed Taarngiemmer eller Dreng. Quindfolckets Tacksigelse war, att hand samme Afften slog henders Winduer ind oc saa rumsteret i Fuldskab paa Gaden, saa hand bleff sat i Raadhuuß-Kiælderen[172]; kom dog om anden Dagen vd. Hands Dreng, Paaske, skulle tage Affskeed med sin Herre. Der hand spurte hannem, om hand skulle sige os noget fra hannem, swarte hand: »Sig dem, ieg giffwer dennem Fanden!« Paaske, som bragte ded Budskab frem, sagde att haffwe swart Christian: »Min halff!« (thi Christian suspicerte allereede Paaske, att hand giorde Quinden Tienneste). Wii fik en Hiertens Latter aff ded Budskab; thi ieg sagde, att Paaske tog den halffwe Deel, saa ieg fik intet. Glæden war icke liden hoes os, der wii ware bleffwen ded vguddelig Menniske quit.

Wii leffte siiden i goed Roelighed ded 1668. Aar, ieg skreff oc war provideret med adskilligt til Haand-Arbeed, saa Kresten kiøbte intet for mig vden et Par Bøger, oc dem maatte ieg betale dobbelt oc meere end dobbelt med Lyß. Karen bleff hoes mig første Gang paa fiærde Aar; oc som henders Daatter da skulle gifftis, oc hun gierne wille were nærwærende paa Brylluppet, talte hun med mig derom, hworledis ded kunde lafwis, thi hun wille gierne haffwe Tilsaffn att komme igien, naar den Quinde, ieg fik igien, skulle bort. Ded wiste ieg icke, om ded kunde skee, men wel, att hun kunde komme vd foruden att giøre sig syg; ded wille ieg wel bringe tilweye. Slosf. haffde da alt til Fuldmectig Peder Iensen Tøtzløff, som da oc da forrettede hands Embede. Hannem loed ieg giøre Forslaget med oc beklage derhoes Quindens Skrøbelighed; talte siden med Slosf. selff derom, som war heel willig der til, thi baade kunde hand wel liide den Karen, oc hand haffde en Quinde i Huußet, som hand wille hielpe til mig igien.

Karen Nels Daatter kom fra mig en Afftens Tiid 16691669., oc en tysk Quinde wed Naffn Cathrina[173] kom til mig igien. Karen tog Affskeed med grædende Taare. Hun haffde græt fast den heele Dag, oc loffwede ieg hender att giøre mit yderste til att faa hender til mig igien, naar den, ieg da fik, kom bort. Den Cathrina haffwer werret fra Vngdom op iblant Soldater Wæßen, haffwer werret gifft med en Lütenant paa de Tiider, da Slosf. war Tromslager, oc werret Fadderske til en aff hands Sønner; nu forarmet effter Mandens Død oc saed oc spant hoes Slosf. Quinde for Madden. Hun war flux tilgenegen til Drik, oc henders Hænder røstede, saa hun kunde intet holde Begerne der i, men maatte støtte Begerne op til Liiffwet, Fade med Suppe Maed lige saa. Slosf. sagde mig, førend hun kom op, att henders Hænder stønnem røstede lided, dog icke altiid; hun haffde for kort Tiid siden werret syg; ded forgik hender wel. Der ieg spurte hender selff, hworledis hun haffde faaet ded Tilfald, saa sagde hun att haffwe hafft ded mange Aar. Ieg sagde: »I er icke en Quinde, som tienner mig, thi om ieg bleff syg, saa som ieg for et Aar eller noget siden haffwer werret, saa kunde I icke betienne mig.« Hun falt strax need paa siine Knæ, græd bitterlig, bad for Guds Skyld, hun maatte bliffwe; hun war en fattig Encke, oc hun haffde loffwet Slosf. Hælten aff de Penge, hun fortiente; hun skulle bede Gud saa inderlig, att ieg skulle icke bliffwe syg, oc hun skulle wære mig troe, ia til att døe for mig. Mig syntist, att ded sidste war for meget sagt for att troe hender for wel (hun holte dog Ord oc giorde, lige som ieg befoel hender, oc ieg bleff oc icke syg i henders Tiid). Hun gaed intet arbeeded. De fleerste Gange, naar hun haffde æt, lagde hun sig strax oc drog Puuden for siine Øygne, sagde: »Nu kan ick nichts sehen.« Naar hun fornam, att ieg kunde liide, hun snackede, saa fortelte hun heele Comedier paa sin Wiiß, agerte dem oc stønnem oc giorde sig til adskillige Persohner. Naar hun begynte att fortelle ett Emtyr, oc ieg wille sige mit i Fortellingen: »Ded wil faa en iammerlig Vdgang,« saa sagde hun: »Neen, dat krigt en guth Ende;« giorde oc en goed Ende paa sin Fortelling. Lige saa, om ieg sagde twert imod. Hun dantzede oc for mig oc ded for 4 Persohner, snackede imellem for hwer en, hun dantzte for, kneb Mund oc Fingre sammen. Coemedianter kalte hun Medicoanter. Vdi henders Tiid forrefalt adskilligt, som forhindrede att see eller høre effter henders Lyst[174].

Ded hænder sig, att Walter, som for den Sag med Dina bleff Danmark forwiist, kom fra Swerrig oc holte sig vbekiendt i Kiøbenhaffn, bleff paagreben oc sat her i Taarnet, neere i Taarnestuen. Der susspicertis, att hand tramerte noget[175]. Sammegang saed hoes hannem en franzøsch Kok oc swensk Bagere, som beskyltis att wille haffwe forgiffwen Kongen oc Dronningen. Den swenske bleff sat i Traaldhullet, strax effter Walter war kommen. Ded warte nogle Dage, førend ieg maatte wiide Walters Komme, men wiste ded dog. En Dag til Middag, der Walter oc Franzosen raabte høyt (thi de dissputerte altiid med hwer andre), spørger ieg Slosf., hwad hand haffwer for Giæster der neere, som taler franzøsch. Hand swarer att haffwe aff adskillige Nationer, forteller saa, hwem de erre, men huorfor de saed, wiste hand icke ret egentlig, i Synderlighed Walters Beskyllinger. Diße twende om melte faar Krackeler tilsammen, saa Walter bleff sat ind i Traalhullet til Swensken, oc Franzosen i den Myrcke Kircke, hwor helst hand bleff syg oc kom ingen Tiid til Hullet paa Døren, men laa strax inden for. Ieg torte icke sende hannem noget for de Beskyllinger, der war imod hannem. Walter saed lenge der neere, oc Franzosen kom vd. Der M. Bock kom til mig oc skulle meddeele mig Christi Legeme oc Bloed, fortelte ieg hannem førend Skrifftermaalet Fortellingen om Walters Sag, som wel war bewist, men sagde hannem der hoes, att den Tiid ieg bleff wed Vldrich Christian Gyldenløve vdwiist aff Danmark[176], da haffde forte Gyldenløve soeren mig til, att Kongen icke war enda den Sag ret bewist, oc ieg haffde beklaget, att Hs. Maj. icke haffde søgt effter for att were den bewist[177]; bad Presten att bede Statholder att bringe til Weye, att Walter om Dinas Sag maatte nu examineris[178], oc att hand oc ieg maatte komme til Ords sammen i nogle Ministri[s] Nærwærelse; ded kunde skee foruden stoer bruit, thi Herrerne kunde komme i Taarnet aff Løngangen. Presten loffwede att forrette ded[179], giorde ded oc saa, oc bleff Walter tredie Dag effter sat op i den Mørke Kircke, saa ieg wæntede i en lang Tiid hwer Dag, att wii skulle komme til Forhør, men den, der laa Magt paa, forhindrede ded[180]. Walter saed saa hen[181], skiæntis fast hwer Dag med Chresten, skiælte ham for Tyff oc Røffwer (thi Chresten haffde funden nogle Ducater, som Walter haffde stucken vnder en Stoel (den galle Walter loed Swensken see, att hand stak Ducater oc et Blæckhorn vnder Stoelen imellem Giorderne, oc siden slog hand Swensken, som forraade hannem)). Chresten loed Walter gaa noget i Taarnstuen for att røre sig quanßwiiß; i midler Tiid lyßkede hand Stoelen. Offwer den idelige Skiællen kand man wel tencke, att Chresten bleff fortreden, procurerte hannem icke synderlig gott Maed aff Køckenet, saa aff de twænde Rætter, hannem war ordineret, war stønnem intet, hand kunde æde aff; oc som Walter sagde engang: »Wille de ickun giffwe mig en Ræt, ieg kunde æde aff, saa war ded alt nok,« saa magte Christen ded saa, att hand fik ickun en Ræt oc offte kunde icke æde aff den (ded war Chrestens egen Skade, som fik den øffrige Maed, men hand wille gierne miste, maatte den anden liide ille). Engang kom Chresten med en Riising Grød til hannem, giorde strax en Krackel med hannem, saa den anden bleff saa wree (saa som Børn) oc wille intet æde. C[h]risten tog Grøden lige goed vd igien oc loe hiertelig. Ieg sagde til Chresten i Slosfs. Paahør: »Haffwer Gud lenge biiet att straffe Walter, da kommer Straffen nu til Gaffns, thi hand kunde aldrig wære falden i v-barmhiærtigeris Hænder end som i Eders.« Hand loe hiærtelig deraff, oc Slosf. giorde liige saa. Oc som der gaar et Hull aff den Mørcke Kircke ind i ded vderste Rom, saa kand de, der er inde, raabe op ad, saa man kand høre grant, hwad de siger. Saa kalder Walter engang paa Slosf. oc beder hannem giffwe sig et Stycke Steeg. Slosf. raaber hannem til: »Ia, man skal Iu en Rotte braaden!« Ieg sendte ham et Stycke Steeg med Chresten. Der hand tog ded oc wiste, ieg sendte ham ded, da græd hand. Ieg sleed saa Tiiden hen, haffde steze Arbeed, skreff oc meget[182]. Presten bleff keed aff att betienne mig, loed mig biie effter sig 13, 14 Dage tillige; naar hand da kom, saa forrættede hand sit Embede par manière d'acquit. Ieg sagde intet derom, men den Quinde, som er tydsk, bleff oc aff hannem skrifftet; hun stympede derpaa, i Synderlighed engang (som war den sidste Gang, hand skrifftede hender); thi da biiede ieg effter hannem 4 Dage, førend ded kom hannem til Paß, oc der hand kom, war ded effen en Onßdag oc imod Klocken 9 Slet. Hand hælste aldrig, mindre ynskte Lycke til mit Forretagende. Da sagde hand, wed hand gaff Haand: »Ich habe nicht lange Zeit zu warten; ich muß ein Kind tauffen.« (Ieg wiste wel, att ded kunde icke wære sandt, men swarte:) »In Gottes Nahmen!« Der hand skulle skriffte Quinden, wille hand icke sætte sig; sagde: »Nu macht fort! Ich habe keine Zeit;« gaff hender neppeste Tiid att sige sit Skrifftermaal, absoluerte hender paa ded snareste oc læste Indstifftelsen paa Post. Der Præsten war borte, war Quinden meget v-taalmodig, sagde, att hun war bleffuen skrifftet oc beræt aff en Feldt Præst i Marcken, da ded heele Compagni loed sig berette (efftersom de stoede ferdig til att skulle slaaes med Fiinden om anden Dagen), oc den Præst haffde icke »so Gottes Wort vtgejaget, als diße gedan had;« hun haffde ingen Goede der aff. Ieg trøstede hender, ded beste ieg kunde, læste oc sang for hender, sagde, hun skulle angre oc fortryde siine Synder, legge Wind paa att forbædre sit Liiff oc Leffnet oc icke lade Præstens liden Andact irre hender; hun skulle tilegne sig Christi Wærskyld oc Fortienneste til henders Synders Forladelse, dens Legem oc Bloed haffde Præsten ract hender vnder Brød oc Wiin. »Ia,« swarte hun, »ick skal mii, wil's Got, bäteren.« Ieg sagde: »Wil Ii mii holden, dat Ii mii gelofft häb?« Henders Løffte war: icke att dricke sig saa fuld, som hun war engang. Ieg kand icke forbigaa att errindre ded. Hun fik, som sagt er, en halff Potte frans Wiin hwær Maaltiid, oc ieg en halff Potte rinsk Wiin. Begge de Deele kunde hun dricke foruden att wære heel fuld; thi til hinders Maed drak hun den franske Wiin, lagde sig derpaa; naar hun saa stoed op om Efftermiddagen, saa drak hun min Wiin[183]. Om Afftenen skaanede hun miin Wiin til Frokaast, men engang forwarte hun i en Potte baade min oc henders Wiin om Afftenen, saa hun til Middag haffde 2 Potter Wiin; dem saed hun oc listede saa sacte i sig, oc ieg actede ded icke, saed iust i en Speculation om et Munster til att knøtte. Endelig saae ieg til hender, att ded warte saa lenge, førend hun lagde sig; da hælte hun alle Kar et effter anden, oc der war intet vdi. Saa talte ieg til hender oc sagde: »Wo ißet? Häb Ii all de Wiin utdruncken?« Hun kunde ille sware, wille staa op oc kunde icke. »Tho Bäd, Ii fulle Söwge!« (sagde ieg). Hun wille gierne, men kunde icke, spiide langs need aff sig, krøb langs ad Wæggen for att faa fat paa en Koost. Der hun haffde den, kunde hun intet giøre dermed. Ieg sagde, hun skulle krybe til Sengen oc legge sig. Hun krøb did oc falt næßskrues ned paa Sengen, oc Benene stoede paa Gulffwet. Der spyde hun igien, bleff saa liggendis oc soff (huorledis ieg war til Fritz, er læt att tencke). Hun soff et Par Tiimer saaledis liggendis, haffde dog icke soffwet Ruußen gandske vd; thi der hun skulle giøre reent for sig oc om sig, bleff hun siddendis et swart Tag paa en law Stoel, Kooste Skafftet med Koosten imellem Beenene, Haaret om Ørene. Snørliffwet tog hun aff for at toe ded, saed saa i Oplet, som stoed aaben for til, oc toe slæmme soorte brune Flasker hengte vd; iamrede sig, bad Gud hielpe sig: hun haffde sin Død. Ieg war baade wree, oc ieg kunde icke holde mig for Latter aff ded slæmme Skilderi. Som den Iamren icke fik Ende, sagde ieg i Wreede: »Ia, Gott skull Iu wol helpen, Ii versaapen Dyffwel! Hin naa de Cordegarde mit Iu! Ick wil so en Fulsack nicht bii mii hebben. Hin! Slaapt bäter vd, en lat mii nicht hören, dat Ii von Gott sprächet, wan Ii duen siit, dan so is Gott wit van Iu, vnd de Dyffwel bii Iu!« (Ieg loe siden aff mig selff). Hun lagde sig igien, oc imod Klocken 4 war hun fuld ædrue, giorde fuldkommen reent, saed saa oc smaa græd. I ded kaste hun sig med en Fart til miine Fødder, holte fast om dem, hylte oc tutte op i Wæret oc bad for Guds Skyld, ieg wille tilgiffwe hender ded den eene Gang, ded skulle aldrig skee tiire; fortælte, huordant hun haffde giemt Wiinen etc.; wille ieg ickun haffwe hender enda et halff Aar, saa haffde hun saa meget, att hun kunde kiøbe sig ind i de fattigis Huuße til Lybeck. Ieg tenkte, att ieg skulle wel wocte hender, att hun icke skulle faa saa meget paa engang tiire, saa oc, att maaskee ieg kunde faa en slemmere igien i andre Maader. Karren kunde ieg da icke faa, thi henders Datter reede til Baßel, oc ieg wiste, att hun icke skulle haffwe wærret roelig. Saa loffwede ieg da att beholde hender saa lenge. Hun holte oc Ord; oc ieg magte ded saa en 6 Vger der effter, att Quinden miste sin Wiin, huilcket oc Quinderne siden miste; saa min Wiin kunde ingen Skade giøre hender. Med Walter war hun heel fortroelig. Hun haffde kiendt hannem før, oc war Chresten i Meening, att hand haffde flyet hender alle siine Penge, førend hand bleff syg; thi hand sagde, att Walter haffde ingen Penge meere. Huilcket hwilcket war, wed ieg icke. Troe war hun icke, thi hun staell først en Meßing Knøtte Naael fra mig, som ieg da icke brugte; war giort som en Næstenaal, oc wiste hun icke anded, end den war aff Guld. Som mit Kammers icke er stoert, saa kunde ded snart igiennem søgis; men ieg søgte i tre Dage hwer Dag oc kunde icke finde den. Ieg kunde wel wiide, att hun fik att haffwe den, thi den er icke saa liiden, at den io kand sees, hworfor ieg sagde omsier: »Der ligger icke meget Mact paa den Meßing Naal; ieg kand faa een igien for 2 ß.« Anden Dagen der effter wiiste hun mig Naalen i en stoer Ritze paa Gulffwet i mellem Steenene. Men der hun siden, noget førend hun kom bort, fandt min eene Gullering i mit Øre, ieg tabte, oc vden Twiffl haffwer sit fast i Puden, efftersom den war en Slange Ring, den kom intet igien, ihwad ieg snackede for hender. Hun leete quan[ts]wiiß effter den i Skarnet der vde. Hun wiste, at ieg torde icke tale om att haffwe mist den.

Slosf. kom paa de Tiider siælden op; Peder Iensen betiente mig[184]. Kongl. Majt. war stacket Tiid syg, døde hastig den 9. Februarii 1670. Oc som samme Dag Klocken taal bleff ringet paa Slaattet, kunde ieg wel wiide, hwad ded haffde att sige, men Quinden icke. Wii talte med hwer andre derom, hwem ded kunde wære. Hun kunde wel mercke paa mig, att ieg war sorgefuld, oc sagde hun: »Ded kunde wel wære for Kongen, thi ded sidste ieg saae ham her i Trappen stiige aff Wognen, da kunde hand kummerlig gaa, oc sagde ieg wed mig selff, att hand giorde ded icke lenge. Er hand døe, saa kommer I løß, ded er wist.« Ieg tav oc tenkte anded, som oc skeede. Imod Klocken 4½ bleff i gemeen lagt Ild i Bileggeren der vde, oc ded aff en Dreng, Chresten da haffde. Den kalte ieg til mig til Døren oc spurte ham, huor for ded ringte Klocken tolff en heel Tiime. Hand swarte: »Ieg maa icke sige ded; ded er mig forbøden.« Ieg sagde, att ieg skulle icke røffwe ham. Saa sagde hand da, att Kongen war død i Morgenstunden. Ieg loed Taarene derris frii Gang, som ieg haffde forholt, hwor vdoffwer Quinden forundrede sig oc giorde en lang Snak. Ieg tav til alt ded, hun sagde, thi ieg troede hender aldriig; bad hender spørge Chresten ad, naar Døren luctis op, hwad den Ringen betyde. Hun giorde saa, men Chresten swarte hender, att hand wiste ded icke. Slosf. kom selff op samme Afften, men talte intet med mig. Om anden Dagen til Middag kom hand oc op. Ieg begierte att tale med hannem oc spurte, huorfor der bleff ringet. Hand swarte mig saa sposk: »Wat is Iu daran gelegen? Lyded het nicht alle Dage?« Ieg swarte hannem oc noget wreedeligen: »Wat mii daran gelegen is, dat wet Gott! Dat wet ick ock, dat för Iues Glicken de Klocke oppet Slot nicht wird gelydt!« Hand tog sin Hat aff, giorde en Rewerentz oc sagde: »Waßet anders nicht, dat de Frue mii wolde?« Ieg swarte: »Iu St. Marten kombt ock wol en Mahl[185].« »St. Marten?« sagde hand oc loe, gik dermed bort oc vd til Walter, stoed meget lenge oc hwiskede med hannem for Hullet; ded kunde ieg see, ded wiste hand wel[186]. Hand haffwer vden Tuiffl sagt ham Kongens Død oc giort hannem Haab att komme aff sit Fengsel. Gud tenkte et anded. Walter bleff syg, laae lenge heel elendig. Hand war slem imod Chresten, tog Skarnet aff Golffwet oc kaste i Madden, spøttede i Øllet oc loed Chresten see derpaa, naar hand skulle tage Kanden bort. Chrestens Titler ware hwer Dag Tyff oc Schelm, saa let er att efftertenke, hworledis Chresten plægede hannem. Naar ieg sendte hannem noget Maed ind, som Saad oc Steeg, da kom Chresten vd dermed igien oc sagde, hand wille icke haffwe ded. Ieg bad Chresten lade ded staae hoes ham, hand aad wel siden. Ded skeede engang, oc loed Chresten mig see ded, att ded war fylt med Snaat oc Skarn[187]. Naar Chresten skulle wende Walter i Sengen, da skreeg hand saa erbarmelig, saa ieg haffde Medliidenhed med hannem oc bad Chresten icke wære saa vbarmhiertig imod hannem. Hand loe oc sagde: »Ded er en Schelm.« Ieg sagde: »Da er hand nu vnder hans Offwermands Hænder.« Ded behagede Chresten wel. Walter piintist lenge; endeligen forløste Gud hannem. Hand stoed Liig i Fengselet, indtil hands Broder kom, som loed hannem begraffwe i den tydske Kircke[188].

Der ieg fornam, att Karen kunde komme til mig igien, oc den Tiid war omme, ieg haffde loffwet den anden att beholde hender, kom Cathrine neer, oc Karen til mig igien. Ded war let att bringe til Weye, thi Slosf. war icke wel tilfritz med Cathrina; hun gaff ham intet aff siine Penge, som hun haffde loffwet hannem, vden Snack i Steden, att ded war icke hans Alvor, hand wille haffwe noget aff hender etc.[189]. Slosf. begynte oc flux att foracte mig, effter som hand fornam, att min Forløßning icke war att wente.

Der Tiiden war, som ieg war want wed att lade mig berætte, bad ieg Slosf. att bringe tilweye, att ieg maatte faa Hoff-Predicanten, D. Hans Læt[190]; den forrige Hoff Predicant, D. Mathias Foß, haffde skrifftet mig første Gang i mit Fengsel. Slsf. bragte min Begiering an; bleff aff Kl. Majt. oc bewilliget. D. Hans Læt war alt neere i Taarnet, men bleff igien vdkalded, formedelst att Encke Dronningen (som enda war paa Slottet) ded icke wille; oc loed Slosf. mig sige wed Peder Iensen, att Kongen haffde sagt, ieg skulle bliffwe wed den Præst, ieg war want wed, saa att de preperatoria, som ded christelig Maaltiid behøffwede, bleff til anden Dagen hensat, da Mag. Buck kom til mig oc v-sædwanlig hælsede mig, ynskede mig med lang Sermon Lycke til mit Forretagende, tittulerte mig: Ihr Gnaden. Der hand satte sig, sagde hand: »Ich hätte gerne gewünschet, das D. Hans Læt wehre an meine Stelle gekommen.« Ieg swarte: »Das hätte ich auch gewünschet.« »Ia« (sagde hand), »ich weis wol, warumb Ihr das so woltet haben. Ihr wollet neues wißen, vnd das ist mir verbohten. Ihr habt schon einen vmb's Brot gebragt.« Ieg spurte hannem, om ieg nogen Tiid haffde begiært aff hannem att wiide nyt. »Nein« (swarte hand), »Ihr wißet wol, das Ihr von mir nichts würded erfahren; darumb habt Ihr mir auch nicht gefraget.« »Meint der H. Mag. dan« (sagde ieg), »das ich D. Hans Læt habe begehrt vmb neues zu wißen?« Der stutzet hand noget; sagde endelig: »Ihr habt D. H. Læt haben wollen vmb für Euch beym König zu sprechen.« (Ieg sagde:) »Dar kan wol etwas an sein.« Derpaa begynte hand att forbande sig paa adskillige Maader (ieg icke før haffwer hørt)[191]: om hand icke haffde talt for mig? (Ieg tenckte: ieg troer nok, du haffwer talt om mig, men icke til ded beste). Hand haffde flyd mig en Bog, som ieg endnu haffwer, er: St. Augustini Manuali[sic]; den haffde Statholder Gabel kiøbt, ded sagde hand tiire end som engang, soer »bey Gott, das hätte dem Herrn Stathalter 1 Rdr. gekost« (mig falt ind de 5 tusinde Rdr., Gabel fik, for wii kom vd fra Borringholm[192], men ieg sagde intet dertil; maaske hand derfor repeterte den Gaffwe saa tit). Ieg spurte hannem, hwem ieg haffde bragt om Brøded. (Hand swarte:) »Hans Balcke! Der hat Euch gesagt, das Rentmeister Gabel Stathalter is, vnd das hätte er nicht thun sollen.« (Ieg sagde:) »Ich glaube nicht, das Balke hat gewust, das er's nicht sagen solte, dan er hat's mir nicht als eine Heimligkeit gesagt. Man solte können sagen, der H. Magister hätte Balke vmb's Brot gebracht.« Der bleff hand flux fortørnet for, oc der offwer falt adskillige disputte[193]. Hand begynte saa gott som fra ded første igien, att ieg wille haffwe D. Læt, hand wiste wel hworfor. Ieg sagde: »Ich bin nicht eigentlich darauff gestanden D. Læt zu begiären, sondern, wo nicht ihm, dan den Schloz-Prediger oder einen andern.« (Hand spurte:) »Warumb einen andern?« (Ieg swarte:) »Darumb, das es nicht alleweile dem H. Magister gelegen ist. Ich habe 10, 12, ia 14 Tage nach ihn warten müßen, vnd das lätzste Mahl taht er sein Ambt in großer Eyle, so das es nicht seine Gelegenheit ist zu kommen, wan ich ihm begiäre.« Hand saed oc wæffwede i Ordene, wiste icke ret, hwad hand wille sware, sagde endeligen: »Ihr meint, nu sol es beßer gehn, weil der König Friderich todt ist. Nein, Ihr betrigt Euch! Es wird mit Euch schlimmer gehen, schlimmer wird es Euch ergehen!« Oc som hand altererte sig, saa bleff ieg sædeligere oc med Sactmodighed spurte: hworfor ded? oc hwor aff hand sluttede ded? Hand swarte: »Ich scbließe das darauß, das Ihr habt Ewren Willen nicht kriegen können einen andern Prediger vnd Bei[ch]t Vater zu erlangen; so ich versichre Euch, es wird her nachmahls nicht beßer. Ist König Friderich todt, so lebt König Christian.« Ieg sagde: »Das ist ein schlecht Fundament; Ewre Drew-Worte haben keinen Grundt. Habe ich dis Mahl keinen andern Beichtvater können erlangen, darumb ist es nicht gesagt, das ich ein ander Mahl nicht solte einen andern bekommen. Vnd was habe ich gethan, das es vor mich köndte schlimmer werden?« Hand bleff alt wreer oc wreer oc raabte høyt nogle Gange: »Schlimmer, ia schlimmer wird's werden.« Saa swarte ieg oc wreedeligen: »Ey, so laat het heran weyen.« Derpaa bleff hand heel tavs, oc sagde ieg: »Ihr habt mir eine guthe Vorbereitung gemacht; nu, in Gottes Nahmen!« Derpaa sagde ieg mit Skrifftermaal, oc hand giorde sit Embede oc gik saa bort foruden anden Affskeed end Haandfaaen. Ieg spurte siden, att førend M. Buck kom til mig, gik hand til Slosf., som laae til Sengs, oc bad ham, att hand wille sige til Knud, som da war Kammer Page[194], hwilcken sacramensk Quinde ieg war, hwor ieg haffde graffwet et Huul i Gulffwet for att tale til Doctern (som war en Vmulighed), oc ieg haffde practiceret for att komme op oc see paa Platzen; bad nogle Gange sige Kammer Pagen ded oc tii Gange: »Das ist ein sacramensk Weib[195]!«

Samme Aar1670. sidst i April bleff min Dør opluct om Efftermiddagen, oc kom Slosf. med nogle Damer, som holte sig noget til Siide, førend hand haffde sagt: »Hir sind welke Hoff Iomfern, de hebben Verlöf an Iu toe spreken.« Først kom ind en Iomfrue, som ieg icke kiendte. Der paa kom ind Hertzoginnen aff Glüksburg, Frøcken Augusta[196], hwilcken war kiendelig nok for mig, thi hun war icke meget forandret. Der effter Curfyrstinnen aff Saxen[197], som ieg oc nok kunde kiende paa sin H. Fader, oc sidst worris allernaadigste Dronning, som ieg meest beskuede, oc fant de Liniamenter i henders Ansict, saaledis som Peter Iensen hender haffde beskreffwen, saae oc en stoer Demant paa henders Armlaas oc en paa Fingeren, huor Handsken war opskaarren. Hendis Majt. støttede sig til Slagborded strax effter Helsen, F. Augusta løb hid oc did i hwer Wraa, Curfürstinnen holte sig wed Døren. F. Augusta sagde: »Fi, was is hir ein häßlich Gemach! Hir könte ich nicht einen Tag in leben. Mir wundert, das Ihr habt es so lange können außharren.« Ieg swarte: »Das Gemach ist nu so, als es Gott vnd Ih. Majt. gefält, vnd so lange Gott wil, so werde ich's außharren können.« Saa gaff hun sig i Snak med Slosf., som war halff fuld, oc talte med hannem om Balckis Gifftermaal, som effen haffde Bryllup samme Dag med sin tredie Hustrue; talte ille om att giffte sig saa tit, oc Slosf. swarte allehaande Galskab der til. Hun spurte mig, om ieg haffde Lopper. Ieg swarte att wille lewere hender et Regiment Lopper, om hun wille haffwe dem. Hun swarte hastig med en Eed oc soer, hun begierte dem icke. Ieg bleff noget spotsk offwer henders Spørßmaal oc fortreden offwer den Glæde, hun wiiste i min elendige Tilstand, huor for, der hun spurte mig, om ieg oc haffde »Filz oder Wandtleüße«, swarte ieg hender med et Spørßmaal oc spurte hender, »ob mein Schwager Hanibal Sehested noch lebte[198]?« Ded Spørßmaal giorde hender lit taws, thi derpaa formerkte hun, att ieg kiente hender. Hun swarte intet. Curfürstinnen, som wel haffde hørt om de Intriguer med min Swoger oc F. Augusta[199], gik i ded samme strax til Borded (der laa den Bog, som Karen læste vdi, oc hun da haffde ført ind med sig), tog Bogen, slog den op oc spurte, om ded war min Bog. Ieg swarte, att ded war Quindens, som ieg haffde lært att læße, oc som ieg gaff Curfürstinnen sin tilbørlig Tittel aff Durchleuchtigkeit, sagde F. Augusta: »Ihr irret! Ihr verdenckt Euch! Sie ist nicht die, Ihr meint.« Ieg swarte: »Ich irre nicht.« Der effter giorde hun ingen wiedre Tale, gaff mig Haand foruden att sige et Ord. Den naadige Dronning saae immerfort sø[rg]modig vd, talte intet. Der Hindis Maj. bød mig Haanden, kyste ieg henders Haand oc holte den fast, bad Hs. Maj. intercedere for mig, i ded ringste for nogen Lindring i mit Fengsel. Hendis Majt. swarte icke med Ord, men med grædende Taarer. Lige saa giorde oc den dydige Curfürstinne; hun græd meget weemodelig. Oc der de komme i ded anded Rom, oc min Dør war luct, sagde baade Dronningen oc Curfürstinnen: »Das ist Sünde so mit ihr zu handlen!« En hwer drog derris Skuldre oc sagde: »Gott gebe, das es bey mir stünde! Sie solte dar nicht sitzen.« F. Augusta hastede paa dem att gaa oc siden klagede dem for Encke Dronningen, som sagde, att ieg haffde mig ded selff att tacke; ieg haffde fortient wære att handles med end som saa.

Der Kongens Liig war bortført, oc Encke Dronningen aff Slottet, begierte ieg aff Slozf., att hand paa miine Wegne wille anholde om en anden Præst mig att betienne, enten Slots Præst, Holmens Præst eller den, som betiente Fangerne; thi maatte ieg icke faa anden end M. Buk, saa maatte de tage Synden paa sig, som der war hoes, thi hannem wille ieg intet meere skriffte for. Ded warte noget, men endeligen bleff mig bewillet Sloz-Præsten, som da war M. Rodolff Moth[200]. Gud, som altiid haffwer staaet mig biie i all min Widerwertighed, som haffwer sendt mig v-formodentlig Trøst i min Sorrig oc Bedrøffwelse, hand sendte mig en merckelig Trøst i denne Mand. Hand trøstede mig med Guds Ord, hand war en lærd oc omgiengelig Mand, oc hand war min Talsmand hoes Kl. Majt:. Den første Naade, hand bragte mig til Weye, war, att ieg bekom ded anded Rom 1671 den 16. Iuli oc Bispen D. I[e]spers Postil[201]. Siden effterhaanden større Naade, i ded att ieg bekom Naadsens Penge 200 Rr. til selff att kiøbe mig for, hwad Klæder ieg wille, oc hwad ieg wille haffwe Tiiden med att fordriffwe[202].

Samme Aar bleff Henders Maj. Dronningen fructsommelig, oc Hs. Mts. Frue Moder, Landt-Greffwinnen aff Hæßen, kom hid for att legge hender i Baßel-Seng. Den 6. Septem. besøgte Hendes Durchleuchtighed mig vdi mit Fengsel, wille wære vbekiendt i ded første; haffde i sin Følge en Princeße aff Curland[203], som war troeloffwet med Landt Greff. henders Søn, sin Hoffmesterinne, en Wallenstein aff Slæct, oc sin Hoffmesters Frue. Landt Greffwinnen hælßede mig med et Kyß, oc siden de andre. Den sidste, som ieg da icke meere kiendte, men hun haffde kiendt mig før i Welstanden in den Hag, da hun war Iomfrue hoes Greffwinnen Leuenstein, hinder kom Taarene i Øygnene. Landt-Greffwinnen beklagede min onde Skiæffne oc slette Tilstand. Ieg tackede Hendis Durchleuchtighed for den naadige Medliidenhed, hun haffde med mig, sagde, att Hendis Durchleuchtighed kunde meget hielpe til att forlindre miine Baand, om icke gandske att synderriiffwe dennem[204]. Landt-Greffwinnen smiilede oc sagde: »Ich sehe wol, Ihr nembt mich an für eine andre.« Ieg sagde: »Ihr Durchleuchtigkeit Port vnd Ansehn wird Ihren Stand nicht können verbergen, wehre Sie schon in Bawer Kleider Ded holte hun aff, loe oc skiæmtede, sagde, ded skulle hun icke haffwe troet. Hoffmesterinnen sandede med mig oc sagde att haffwe wel sagt, att ieg skulle kiende hender paa henders fürstelige Ansehn. Der effter sagde Landt Greffwinnen: »Ihr kennet diese nicht,« oc tog paa Princeßen aff Curland; sagde saa, hwem hun war, saa oc, hwilcken war henders Hoffmesterinne, oc hwem henders Hoffmesters Frue war, som war den, om melded er; talte om den Medliidenhed, samme Frue haffde med mig, oc sagde der hoes: »Et moy pas moins.« Ieg tackede Henders Altesse très humblement et la prioit en cette occation de faire voir sa généreuse conduitte. Hendis Durchl. saae til Slsf., lige som hun wille sige, att wii icke for lenge skulle tale fransøsk, tog sin Handske aff, gaff mig Haand, trygte min Haand oc sagde: »Croyez moy, je fairez mon possible.« Ieg küste Hs. Durchl. Haand, oc derpaa tog Hs. Durchl. Affskeed med et Küß.

Den dydige Landt Greff. holte sit Ord, men kunde intet vdrette. Der Hs. Majt. Dronningen war i Barnenød, gik hun til Kongen, tog Løffte aff hannem med Haand oc Mund, att der som Dronningen fødde en Søn, da skulle ieg komme paa frii Foed. Gud forløste Hs. Majt. den 11. Oct.1671. om Natten imellem 1 oc 2 med worris Croon Printz. Der alle nærwærende, som billigt, glædde sig offwer Prinsens Fødsel, sagde Landt Greff.: »O, wie wird die gefangene sich frewen!« Encke Dronningen spurte: »Hworfor?« Landt Greff. sagde Kongens Løffte. Encke Dron. harmede sig saa, att hun fik ont, løste op om sig oc sagde, hun wille hiem, wille icke biie, intil Barnet bleff christnet; hendis Caret kom paa Slos Platzen. Kongen persuaderte hender endeligen att biie, intil Daaben war forrettet, maatte loffwe hender med Eed, att ieg skulle icke komme løß. Ded fortrød icke liided den dydige Landt G., att Dronningen kom henders Søn til att bryde sit Løffte; stoed paa ded, att en Konge burte att holde sit Løffte. Encke Dron. swarte: »Mein Sohn hat vorhin ein Gelübt gethan, das hat er mit dem Versprechen an Ewer Liebden gebrochen.« Landt G. sagde endeligen: »Kan ich nicht die gefangne die Freyheit zu Wege bringen, dan zum weinigsten, das sie meiner Vorbitte halber an einem andern beßern Ort mit etwas Freyheit mögte geführet werden. Es ist dem Könige doch nicht reputiirlig, das sie da sitzet. Sie ist doch eines Königs Tochter, vnd ich weis, das ihr in vielen Vnrecht geschicht.« Encke Dron. harmede sig offwer de Ord oc sagde: »Nu sol sie nicht auß kommen; da sol sie besitzen bleiben.« Landt G. swarte: »Wil Gott, so wird sie wol auß kommen, wan schon Ihr Majt. es nicht wollen,« stoed op oc gik vd.

Den 18. Oct. loed Hoffmesterinnen Wallenstein kalde Peder Iensen Tøtzløff til sig oc effter Befaling lewerte hannem en Bog tittuleret: D. Heinrich Müllers Geistliche Erquickstunden[205], den med en naadig Helsen fra Lant G. mig att tilstille. Ieg loed samme Dag wed Tøtzløff afflegge min plictskyllige Tacksigelse imod Hs. Durchl., oc bragte Tøtzløff Bogen med sig igien med en tienstlig Anmoding til Hoffmesterinnen, att hun hoes Hs. Durchl. ded wille søge att formaa, att Hs. Durchl. mig den høye Naade wille bewiiße oc sætte sit Naffn oc symbolum i Bogen til en Admindelse aff Hs. Durchls. Generosité oc Goedhed. Ieg beklagede mine Wilkor endoc vdi ded, att ieg paa dette Sted Hindis Durchls. høye Rooß oc priißwerdige Welgierninger icke kunde vdbreede oc giøre dennem Werden bekiendt; wille derfor giøre ded, ieg formaatte, oc Hs. Durchl. med gandske fürstlige Familie indslutte i miine daglige Bønner til all Siæls oc Liiffs Welstand (ieg haffwer ded giort oc wil ded giøre, saa lenge Gud vnder mig Liiff).

Den 23. Octob. bekom ieg Bogen igien wed Tøtzløff oc fant bag i Bogen skreffwen med Landt Greffwinnens egen Haand effterfølgende:

1671.

Ce qui n'est pas en ta puissance,
Ne doit point troubler ton repos;
Tu balance mal à propos
Entre la crainte et l'espérence.
Laisse faire ton Dieu et ton roy,
Et suporte avec passience ce qu'il résoud pour toy.

Je prie Dieu de vous faire cette grâce, et que je vous puisse tesmoigner, combien je suis

Madame
Vostre très affectionée
à vous servir
Monogram: DSD.

Bogen er endnu i min Giæmme; oc loed ieg wed Tøtzløff bede Hoffmesterinnen min allerydmygeste Tacksigelse hoes Henders Durchl. att afflegge oc siden, der Landt G. war reißeferdig, mig wed samme Leilighed recommendere i Hs. Durchl. continuerlige Naade etc.

Samme Aar 1671 kom Karen Nelß Daatter fra mig for Suagheds Skyld. En Nat war hoes mig en Quinde wed Naffn Margrete, som war en Worning i Holstein. War løben fra sin Hoesbunde, en meget v-skickelig Bonde Kone, huorfor hun oc om anden Dagen imod Afften kom bort, oc en wed Naffn Inger kom i hindis Stæd, et locket Quindfolck. Samme Quinde gaff sig vd for att wære en Ecte Quinde oc Encke aff en Vnder Officerer; haffde lenge tient i Hamborg oc werret Waagkone hoes Baßel Quinder. Med denne gik ded mig saa, som offte skeer, att man adstunder til en Ting til sin egen Fortrid. Chresten haffde talt for denne til Slosf. oc roost hender for mig, men Slosf. tog effter en andens recommendation den forte Margrete. Saa lenge att der war Haab, att Landt G. skulle erlange min Friihed, saa lenge war denne Quinde skickelig, men siden begynte hun effterhaanden att lade see, hwad der stak i hinder, oc att hun icke lignede Dina forgiæffuis. Hun giorde mig allehaande Fortred, som ieg tog imod med Taalmodighed, tenkte wed mig selff, att ded war endnu en Widerwertigheds Prøffwe, som Gud mig paalagde, oc rant mig offte Dinæ Bedriffter i Sinde, oc ieg tenkte: Monne denne icke skulle hitte paa en Dinas Træk? (Hun er goed derfor, haffde hun en Anfører, som Dina haffde). Iblant anden Fortred, som icke kand regnis iblant de smaa, war denne, att ieg engang war icke frisk, haffde lided eller intet soffwet om Natten oc lagt mig om Dagen att soffwe paa Sengen; da wille hun icke vnde mig den Roelighed, men gik sacte hen paa sine Saacker oc targede en Hund, ieg haffde[206], til att knurre for att wæcke mig. Ieg spurte hender, huorfor hun wille icke vnde mig att soffwe. Hun swarte: »Ieg wiste icke, att I soff.« »Huorfor« (sagde ieg) »gik I da paa Eders Hoße-Saacker?« Hun swarte: »Saae I ded, da soff I icke,« loe inderlig sacte hoes sig selff (hun saed altiid for mit Bord oc wente Ryggen til mig; om ded war, fordi ded eene Øye war vde, att hun saed saa for Dagen, wed ieg icke). Ieg gad icke holdt Samtale med hender, laa stille, oc tenckte hun, ieg soff, stoed atter op oc targede Hunden. Ieg sagde: »I drister paa min Taalmodighed, men løber Gallen offwer for mig engang, saa skal I wist faa noget anded att see, I forbandede slemme Ting!« »Forbandede slemme Ting!« sagde hun wed sig selff oc loe saa sacte. Ieg bad Gud regiere mig, att ieg icke skulle forgriibe mig paa ded Affskum. Oc som ieg da haffde ded anded Rom (som melded er)[207], saa gik ieg der op, spatzerte imellem 4 oc 5 Slæt. Hun plaskede oc toede der vde, spilte Wand ret der, som ieg tog min Gang. Ieg sagde hender nogle Gange, hun skulle lade sin Toen wære, hun kaste alt Wanded hid oc did paa Golffwet, ieg giorde miine Klæder skiden, oc stønnem war der icke en Taar til Hunden att dricke, oc Taarngiemmeren skulle hente Wanded henne wed Køcken Posten. Alt ded hialp intet. En Dag lystede ded hender, att ret som Klocken haffde slaget 4, gik hun vd i ded anded Rom oc slog all Wanded vd paa Golffwet, kom saa ind igien. Der ieg kom i Døren, bleff ieg ded war; foruden nogen Ord slog ieg hender først paa den eene oc saa paa den anden Kiæffte, saa Bloded stoed vd aff Næße oc Mund, oc hun falt imod sin Sla[g]benk oc støtte sit Skinnebeen Hudden aff. Hun begynte att bruge Mund oc sige, att hun aldrig fik saadan Ørfigner i siine Dage. Ieg sagde strax: »Holder Kiæfften, ellers I skal faa fleere aff dem! Ieg er endnu ickun lit wree, men giør I mig ret wree, ieg skal lemmelæste Eder!« Hun taw for den Gang, men giorde all den smaa Fortred, hun kunde. Ieg tog ded alt med Sactmodighed an, fryctede for, att ieg skulle forgriibe mig paa hender. Hun wiste intet, hwad hun wille hitte paa for att giøre mig Fortred med. Hun haffde et Sølff Fingerbyl, som stoed en andens Naffn paa; ded sagde hun att haffwe funden i noget Gulffskarn paa Gaden. Ieg spurte hender engang, hwor hun haffde funden ett Par Tørklæder, hun haffde, aff hollandsk fiint Lærrit med Knipling om, som oc stoed andris Naffn paa, syed med blaa Silcke oc different Naffn paa hwert. Dem haffde hun kiøbt paa en Auction i Hamborg[208]. Ieg tenkte, att ded, som hun haffde paa ded eene Øye, kunde wel wære kommen did for noget dißlige att haffwe funden; oc som ieg lided der effter spurte hender, wed hwad Tilfald hun haffde faaet ded Meen paa sit Øye, haffwer hun vden Tuiffl wel forstaaet mit Spørßmaal, thi hun bleff wree oc lided taws; sagde: »Hwad Meen? Mit Øye skader intet; ieg kand, Gud ske Loff, see med dennem begge.« Ieg loed ded saa wære. Stacket effter denne Samtale kommer hun ind en Dag needer fra Hyßkenet oc offwerleder siine Lommer, siger dog intet, førend om Efftermiddagen, Døren war luct, offwerleder hun alt sit Tøy, siger: »I hwor monne ieg skal troe, ded er bleffwen aff?« Ieg spurte, hwad hun leete effter. »Mit Fingerbøl« (siger hun). »I finder ded wel« (sagde ieg); »leeder ret der effter!« Oc som hun allereede haffde begynt att leede effter ded i siine Lommer, førend hun ded behøffwede, meente ieg, att hun kunde haffwe draget ded vd aff Lommen med noget Papir, som hun brugte (oc loed kiøbe), sagde ded oc, men ded kunde icke saa wære. Om anden Dagen til Middag loed hun atter, som hun leete der effter der oppe, oc der Døren war luct, begynte hun att lade Munden raade selff, giorde en lang Snak om ded Fingerbøl: hwor ded kunde wære bleffwen aff? her war ingen inde, oc kom ingen ind vden wii toe, ieg fik att haffwe tagen ded; tog hendis stoere Æske, hun haffde, oc krammede vd alt ded, hun haffde der i, oc sagde: »Nu kand I see, att ieg haffwer ded icke.« Ieg sagde, att ieg kümrede mig intet, enten hun haffde ded eller icke, men ieg hørte, att hun tyffsede mig. Hun bleff wed siine Ord oc sagde: »Hwem skulle ellers haffwe tagen ded? Her er io ingen anden, oc ieg haffwer laded Eder see alt ded, ieg haffwer i miine Giemme, oc ded er der icke.« Da mærckede ieg først, att hun wille, ieg skulle giøre lige saa oc lade hender see, hwad ieg haffde i mit Kaart Skrin, thi hun haffde aldelis intet seet aff mit Arbeed, ieg haffde giort for henders Tiid. Ieg sagde: »Ieg kümrer mig slet intet om, hwor I giør aff Eders Fingerbøl, oc ieg holder mig for goed til att skiændis med Eder eller acte Eders plompe v-forskammede Beskylling. Ieg haffwer, Gud-ske Loff, endnu vdi mit Fengsel nok att kiøbe for, etc. Men som I haffuer maa ske stollen ded, saa wil I nu, att ded er stollen fra Eder igien, om ded er sandt, att I haffwer tabt ded.« Der swarte hun intet paa, saa ieg troer fuldkommen, att hun haffde ded selff oc wille ickun med den invention see mit Tøy. Som ded war i Iuele Maanet oc kalt, oc Chresten da imod Afftens Maaltiid lagde Ild i Bileggeren, sagde ieg til hannem i henders Paahør: »Chresten, I er lyckelig, om I oc icke beskyldis for Tyff som ieg; thi I kunde haffwe funden hendis Fingerbøl oppe wed Hyßkenet oc haffwe icke laded lyße ded op paa Predickestoelen, thi ded haffwer wærret funden før aff Inger oc er icke oplyst.« Ded war hender som en Brand i henders Næße, oc tog hun paa som et galt Menniske, brugte henders vforskammet Tale: hun haffde intet staallen ded, men ded war staallen fra hender; bandede oc loed ille. Chresten tøßede hender oc sagde, hun skulle tie; hun skulle wiide, hwem ieg war; hun tiente mig. Hun swarte: »Ieg skal icke tie, om ieg end stoed for Kongens Foed!« Io sactmodigere ieg war i min Tale, io forbistrede bleff hun; endeligen sagde ieg: »Wil I giøre en Ynske med mig: att den maatte icke see meere med sit wen[s]ter Øye, end den seer med sit høyre Øye, der haffwer hafft ded Fingerbøl sidst?« Hun bandede oc sagde, hun kunde see med begge Øygnene. Ieg sagde: »Nu wel, da beder til Gud med mig, att den maa bliffwe blind paa begge siine Øygne, der haffde ded sidst«. Hun smaa knurrede wed sig selff oc løb ind i ded inderste Rom, talte aldrig meere om sit Fingerbøl, ieg icke heller. Gud wed, att ieg war meget kied aff den Omgiengelse. Ieg bad alt Gud om Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelse; Gud forskaaner mig med anden Drøffwelse i ded Sted. Den occasion kunde ieg icke tage, att hun haffde tyffset mig, for att skillis wed hender, men saae langt fra en anden komme. Slozf. kom en Dag op til mig med noget Traa, som war til Kiøbs, maadelig grofft til att giøre Strømper oc Nat Trøyer aff. Der aff kiøbte ieg 2 Pund, oc hand beholte et Pund; sagde: »Dar kan de Frue mii wol en Par Strömpe van binden.« Ieg sagde ia (thi hindis Gierning war intet anded end att læncke). Der hand gik bort, sagde hun: »Der er oc ett Par Strømper for mig, thi ieg faar ingen anden Arbeeds Løn.« Ieg sagde: »Da er den oc nok.« Strømperne til Slosf. bleffue ferdige (hun saed i halff Søffne engang oc giorde en wrang Raed runden om Strømpen neden wed Foeden; ieg wille, hun skulle tage ded op igien. »Ney,« sagde hun, »den maa wel sidde, thi hand wed icke anded, end ded er Moden i Hamborg«)[209].

Der hands Strømper ware ferdige, begynte hun att giøre paa et Par til sig selff aff samme Traae, saed oc morede sig der wed, att ded war Slosfs. Traae. Da syntist mig, att der war en Leylighed for att bliffwe hender quit. Oc som Slosf. kom siælden op, oc hun sendte hannem Strømperne need med Tøtzløff, bad ieg Tøtzløff att mage ded saa, att Slosf. kom op til mig, oc att hand gik ind oc satte sig paa Quindens Seng oc loed, som hand wille læne sig til Puden oc legge den til Rette (thi derunder laae hendis Arbeed). Ded skeede. Slosf. kom op, tog Bindetøyet i Haanden oc sagde til Inger: »Is dat noch en Par Strömpe för mii?« »Neen, H. Slosf.« (swarte hun), »de sind för mii. Ii hebben Iu Strömpe gekregen, ich häbe se Iu daall geskickt.« »I« (sagde hand), »dat is io van min Twern! Dat sijet min Tvern seer glick!« Hun soer ney, ded war icke hands Traa. Der hand gik neer for att hente siine Strømper op oc Wæcten, sagde hun til mig: »Ded er intet hands Traa, den er nu min,« loe hiertelig. Ieg tenkte: der tør wel følge anded paa. Slosf. kom op med Wæcten oc Strømperne, saae Traaen imod hin anden, oc Strømperne weiede icke nær ½ Pund. Hand spurte hender, om ded war ret handlet. Hun bleff wed att sige, att ded war henders egen Traa; hun haffde kiøbt den i Hamborg oc hafft den med sig her op. Slosf. bleff wree, sagde, hun løy ded i sin Hals som en Tæffwe. Hun soer imod, att ded icke war hands Traa; hun wille annamme Sacramentet derpaa. Slosf. gik bort, gruede for den Eed. Ieg taw gandske stille til all derris Trætte. Der Slosf. war borte, sagde ieg til Quinden: »Gud beware oß! Torde I sige de Ord? Torde I tage Sacramentet paa Løgn oc sige ded i min Paahør, der ieg dog wiste, att ded er Slosf. Traa? Hwad er I et vguddelig Creatur!« Hun swarte med en halff latterlig Mine: »Ieg sagde att wille tage Sacramentet derpaa, men ieg giør ded icke derfor.« O Dina, tenkte ieg, du ligner hender icke forgiæffwis; Gud skille mig wed dig! Oc sagde ieg: »Meener I, att saadan forfløyen Ord icke er Synd, oc Gud wil straffe ded?« Hun kaste med sin Nacke oc sagde: »Ligger der nogen Mact paa den Traa? Ieg kand betale ham den; ieg haffwer intet staallen den fra ham, hand haffwer flyd mig den selff. Ieg haffwer giort, som Skrædderne giøre; de stiæl intet, man flyer dennem ded. Hand weyede mig oc icke Traaen til.« Ieg gaed intet swart meere, end ieg sagde: »I toe om ded! Ieg kymrer mig intet derom;« men ieg bad Tøtzløff giøre sin Fliid for att skille mig wed hender oc wære mig om en anden, som war aff et gott Rycte. Tøtzløff fornam, att Karen haffde Begierlighed att komme til mig igien, berettede mig ded. Slosf. bleff oc dermed til Fritz. Ded bleff holt dult for Inger, intil alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde komme op. Der Slozf. haffde luct op oc sat sig i ded anded Rom, oc Quinden kom vd, sagde hand: »Nu Inger, packt Iu Paknelken toe sammen! Nu sköll Ii fort.« »Ia, H. Slosf.« (swarte hun), oc loe, bar Madden ind til mig oc sagde mig, hwad Slosf. haffde sagt; sagde der hoes: »Ded er hands Skiemt.« »Ieg hørte ded wel« (swarte ieg), »hwad hand sagde; ded er icke hands Skiæmt, men ram Alwor.« Hun troede ded icke enda, i ded ringste loed hun saa, som hun icke troede ded, oc smeel; sagde: »Ded kand icke wære Alwor,« gik vd oc spurte Slozf., om ded war Alwor. Hand sagde: »Fort, fort! Hir is keen Tiit to pludern!« Hun kom til mig ind igien oc spurte, om ieg wille were aff med hender. Ieg swarte ia. »Huorfor ded?« spurte hun. Ieg swarte: »Ded er altfor witløfftig att tale derom; den anden Quinde er der neere, som skal wære her igien.« »I ded ringste« (sagde hun) »lader mig bliffwe her i Natt!« (Ey, Dina! tenkte ieg). »Icke et Kaarter!« (swarte ieg). »Nu hen oc tager Eders Tøy tilsammen! Ded er snart giort.« Hun giorde saa, bød intet fare wel, oc dermed paa Døren.

Karen kom saa for den tredie Gang til mig igien, men bleff icke fult et Aar, for Suagheds Skyld[210].

Anno 1673 bleff M. Moth forfremmet til att were Vice Bißskob i Fyn[211]. Ieg miste meget i hannem, oc kom i hands Sted mig att betienne H. Emmeke Norbye[212], som da bleff Slos Præst, oc haffde hand i forrige Tiider wærret Griffenfeldts Cammerat; men Griffenfelt kiendte hannem omsiier intet, saa hand kunde intet bringe mig noget til Weye hoes Griffenfelt. Bragte mig en Gang til Swar (der ieg iblant anded loed hannem sige, att [Kl.] Majt. war naadig, wille der ickun nogen tale for mig): Ded war saae, att dersom man haffde sat Kongen Pistolen paa Brystet, da skulle hand ded forlade.

Samme Aar loed min Søster Elisabet Augusta[213] mig helse wed Tøtzløf oc spørge, om ieg haffde Lyst til nogen Fruct, da wille hun sende mig den. Ieg forundrede mig offwer den Helsen, som mig kom fra min Søster i mit Fengsels tiiende Aar, oc sagde ieg: »Ded er bedre sille end aldrig!« Loed hender intet sware.

En Klyct wil ieg om melde, som sig tildrog i Karen Nelß Daatters Tiid. Kresten, som en Tiime for Afftens Maaltiid skulle legge Ild i Offnen, efftersom ded war en Bijligger, att Røgen kunde træcke ud aff Døren til Trappen, førend ieg spiißede, kom en Afften icke førend 6 Slet, oc ded heel drucken. Oc som ieg da saed i mit uderste Rom weed Kackel-Offnen paa en Knop, som war affhuggen til att sidde paa, sagde ieg, att ded war for silde att giøre Ild paa, thi nu skulle hand gaa for Køckenet. Hand actede icke [min] sactmodige Tale, førend ieg med haarde Ord truede ham til att tage Brandene ud. Hand war bister, wille icke bruge Tang til att tage Brandene ud med, ey heller tilstæde Karen med Tangen att tage dem ud, men reeff dem ud med Hænderne oc sagde: »Der kand intet brende mig.« Oc saa som ded warte noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget att ræddis, att hand skulle faa Utack, efftersom hand biide saa lenge, førend hand gick effter Madden; satte sig plat needer paa Gulffwet oc klyncket noget, endeligen brød ud oc sagde: »Herre Gud, I, som haffwer hafft Huuß oc Gaard, huor sidder I nu?« Ieg swarte: »Paa en Knup!« Hand sagde: »Ieg meener icke Eders Welbyrdighed.« Ieg spurte: »Hwem meener Eders ædle Strenghed da?« Hand swarte: »Ieg meener Karen.« Ieg loe oc sagde intet widre.

Alt att antegne, som mig foracteligen wederfoeris, wille wære for witløfftig oc icke Umagen wært. Et wil ieg endnu melde om Kristen Taar[n]giemmer, som giorde mig allehaande Fortred sidst i dette mit Fengsels tiiende Aar. I blant anden Fortred støtte hand engang1673. min Hund, saa den skreeg. Ieg saae ded icke, men hørte ded, oc Quinden sagde mig, att ded war ham, som støtte Hunden. Ieg war ille til Fritz derfor. Hand loe der aff oc sagde: »Ded er ickun en Hund.« Ieg gaff att forstaa, att hand støtte Hunden, fordi hand kunde icke naae mig. Der loe hand aff meget hiertelig oc sagde: »Ieg skøtter intet om Eders Wreede, naar ieg ickun haffwer Slosf. til Wens« (denne Samtale holtis, da ieg spiisede, oc Slosf. saed inde hoes mig, oc Christen stoed oc spendte siine Arme i Døren aff mit Rom, der ieg spiiste). Ieg sagde: »Sloßfogden oc I skulle begge toe faa Skam, om ieg wille; forstaar I ded, I gott Folck?« (Ieg wiste alt for meget Tyß med dennem, meere end som i en Maade.) Slosf. saed som den, der hwercken hørte eller mælte, bleff siddendis, men Christen strøg noget skamfuld bort foruden widre att tale; haffde oc siiden nogen Fryct for mig, naar hand icke war offwergiffwen fuld, thi da skyttet hand intet om, hwad hand sagde, om høye saa wel som lawe. Hand brugte siden en skiden Mund med Quinden, sagde, hand wille slaae Hunden oc lade mig see der paa. Ded skeede dog icke. Chrestens Dumdristighed tog til, saa Peder Tøtzløff berettede Slosf. om hands onde Forhold, att ieg klagede offwer Fangernis Romstering, hwilcke om Natten saa larmede, att ieg icke kunde soffwe for dennem, thi Chresten war hiemme om Natten oc loed Fangerne raade selff. Offwer denne Beretning hengte Sloßf. om Afftenen en Hengelaas for Taarn Døren, saa Chresten kunde icke komme ud, førend om Morgenen for hannem bleff opluct. Ded fortrød hannem, saa hand begierte sin Affskeed, hwilcken hand bekom den 24. April 1674, oc kom i hands Sted een wed Naffn Gert, som haffde tient Slosf. for Kudsk.

Dette Aar1674. den .. Maj[214] dictede ieg en aandelig Wiiße, Guds Goedhed imod mig at ihuekomme, under den Melodi: Nun ruhen alle Wälder.

1.

Op, op, min Siæl oc Sinde!
Guds Goedhed til att minde,
Som ræcker mig sin Haand,
Som Byrden med mig bærer,
Som mig sin Wille lærer
Oc selffwer lindrer miine Baand.

2.

Mit Hiærte, glæm ded icke,
Huad udi Mørcken Kircke
Nii Dage ieg udstoed!
Hwad Angist, Sorrig, Qwiide,
Hwad Spott oc Stanck ieg liide!
Da styrckede Gud Sind oc Moed.

3.

Betenck min stoere Trængsel,
Mit lange haarde Fengsel,
Min Iammers elffwe Aar!
Ey saa, att ded bedrøffwer;
Gud er den, som dig prøffwer,
Hand kiender best, hwad du formaar.

4.

Hid Santz, Fornufft oc Læmmer!
Indhellig sammen stæmmer:
Guds Goedhed winde kand,
Som Eder haffwer sparet,
Fra Krancke[l]se bewaret
I denne min forfalden Stand.

5.

Mig Wanded gick til Tænder,
Aff Sorrig wringtis Hænder,
Ieg snobblet, dog ey falt;
Thi Herren war min Støtte,
Min Foed selff monne fløtte,
Loff wære dig, o mæctig Alt!

6.

Tack skee dig, Naadsens Kille,
Att du mig ræffse wille
Saa mild oc faderlig!
I Nød warst dog til Stede,
Mit Hierte Suck tilrede,
Der Macten wille knuuse mig.

7.

Gud, for dig ieg needfalder:
See til mig i min Alder,
Som stunder nu fast til!
Aff Aaget mig udspende,
Giør paa min Træl snart Ende!
Dog ey, hwad ieg, men hwad du wilt.

Dette Aar den 25. Iulii war Kgl. Majt. saa naadig, att der bleff giort et stoert Windue i mit inderste Rom igien, hwilcket bleff tilmuret, der ieg skulle føris ind i ded Rom. Der bleff oc satt en Wind-Offwen, huor aff Røret gaar ud til Platzen. Sloßf. war icke wel tilfritz der med, meest fordi hand skulle wære til Stæde oc hoes Arbeeded; ded gaed hand icke. Miine Døre skulle da wære aaben; ded warte i 12 Dage, førend ded bleff færdig. Hand war kranteworn, wille icke, att Winduet skulle sættis saa sit neer, som ded haffde wærret tilforne, førend ieg bleff fengselet; oc ieg offwertalte Murmester-Swennen att slaae Muuren saa siet ud, som den før haffde werret, hwilcket Sloßf. bleff war paa Sloß-Platzen, kom løbendis op oc skiænte, som hand war bister. Ded stoed intet til att ændre, thi Windwis-Karmen war alt giort. Ieg spurte hannem ad, hwad Onde hand haffde der aff, att Winduet saed en Steen need; ded gick io intet need for Iern-Tralleren, oc ded haffde wærret saa siet før. Hand wille haffwe sin Kriig frem, saa Muurmester-Swennen muurte en Steen bedre op, imens hand war der, oc siiden tog den neer igien, thi Karmen, som war færdig, haffde ellers intet paßet.

Samme Aar kom Karen Nels Daatter fra mig for den tredie oc sidste Gang, oc i henders Stæd en Bogbinder-Encke wed Naffn Barbra. Hun er en melancolisk Quinde. Samwittigheden wogner stønnem, saa hun fortæller offte siine egne Forseelser (dog icke saa groffwe, som de haffwer wærret, oc ieg kand spørge). Hun haffwer hafft toe Børn, oc effter henders egen Fortælling saa synnis, att hun haffwer wærret noget Aarsag til derris Døe, thi hun siger: »Huorledis kand man haffwe Omsorrig for ded Barn, huis Fader man icke ælsker?« Hun drog fra henders Mand, toe Aar førend hand døde, oc tog med, huis hun kunde offwerkomme, saed i Hamborg oc føde sig med Spind; haffuer oc tilforne tient en Fyrstinne for Spinde Piige. Henders Fader leffwer oc haffwer wærret Kl. Majts. Bogbinder; er nu rørt aff et Slag, ligger elendig. Henders Broder er Bogbinder igien i Faderens Sted, huorhelst Faderen er. Hun haffwer ingen Medynck med Fadren, ynsker hannem døe (som wel war ded bæste for ham); men att hun er saa slem imod henders Søster, som er en fattig Sk[r]ædder Kone, ded fortryder ieg paa oc siger hender offte, att hun giør dobbelt Synd i den Medfart; thi den trengende Søster kommer da oc da att hente sig Maed hoes hender. Naar hun icke kommer precis den Afften, hun haffwer satt hender Steffne, eller oc icke forretter, hwis hun haffuer befalet hender, saa faar hun ingen Maed, saa kaster hun Madden i Hyßkenet. Naar ieg med Witløfftighed holder hender Synden for, da siger hun: »Dat Fleesch is doch verfuult«. Ieg spørger hinder, huorfor hun lader ded raadne oc giffwer Søstern ded icke i Tiide. Dertil swarer hun, att Søstern er ded icke wært. Ieg spaar hender ille, at ded i Fremtiiden wil gaa hender saa som adskillige andre, ieg hender opregner. Der kaster hun med Nacken aff oc tier stille.

Paa de Tiider sendte Henders Majt. Dronningen mig nogle Silcke-Orme til Tiidsfordriff. Der de haffde spunden, sendte ieg Hs. Majt. dem i en Æske, hwilcken ieg uden om haffde betræcket med Liiffarwe Atlask oc læncket der paa et Munster med Guld-Traae. Inden udi war Æssken bedragen med hwit Tafft. I Laaget war syed med soort Silcke en underdanig Begiæring, att Hendis Majt. naadigst wille forhiælpe til att løße miine Baand oc binde mig igien med Naadsens Haand. Hendis Majt., den dydige Dron., haffde bønhørt mig, om ded haffde staaet til hender.

Sloßf. bleff effterhaanden noget klaagere oc skickeligere, drack oc icke nær saa meget eller giorde saa mange Putzerier. Ieg haffde Roelighed inden min inderste Døer. Quinden saed uden for i ded anded Rom om Dagen, laae oc der om Natten, saa ieg begynte att intet bekümre mig saa meget offwer min onde Skiæffne. Sleed saa ded Aar hen med Læsen, Skriffwen oc Dicten.

Efftersom ieg alt for lang Tiid siden, strax effter, att mig di Naadsens Penge ware giffwen, haffde icke alleeneste kiøbt Historie Bøger paa adskillige S[p]rog, men endoc aff dennem uddragen oc offwersat de rooßwærdigste Quindis Persohner, som berømmis for troefaste, kydske, fornufftige, mandhafftige, dydige, gudfryctige, lærde oc standhafftige[215], saa giorde ieg Anno 1675 den 9. Ianu. for Tiidsfordriff et Riim til M. Thomas Kingo under den Tittel: »Den høy berømte Poet M. Tho. Kingo bedis en Bøn aff en Danne-Quinde udi alle Danne-Quinders Naffn.« Den Bøn bestaar der vdi, att hand de danske dydige oc rooßwærdige Quindis Persohner wille i derris Pryd iklæde. Ieg Naffn giffwer wel dydige aff andre Nationer, men beder ickun om de danske derris Pryd. Kingo faar ded intet att see, men maa min goede Wen, ieg dette betroer[216], leffwe, saa kommer ded nock i Eders, miine hiærte kiære Børns Hænder.

Samme Aar1675. den 11. May opsatte ieg riimwiiß en striidig Samtale imellem Fornufften oc Sinded under den Tittel: Den fangen Enckis Tuiiste Tancker, eller Fornuftens oc Sindeds Striid.

Ellers forrefalt intet i dette Aar inden miine Fengsels Døre, som er skriffwerdig, foruden en Hændelse, som war, att saasom om Morgenen den uderste Dør for ded uderste Rom bleff opluct for att feye Skarnet ud oc flye reent Wand ind, oc Taarngiemmeren den stønnem loed staa aaben, indtil ded war Maaltiids Tiid, saa lucte hand den igien: saa hænder ded sig, att der kom Ild løß i Byen, oc ded klæmte. Ieg oc Quinden wii løbe op i Taarnet for att see, huor ded brænte. I ded ieg war paa den Stiie, som gaar op til Seyer-Wercket, kommer Sloßf. oc haffwer en Karl med sig aff Sølff-Kammerset. Hand bliffwer først war min Hund, siden saae hand noget aff Quinden, tenckte wel, att ieg war der oc; war saa wiiß, att hand gick icke op aff Stiien, men bleff needer weed de neederste Huller, huor aff man kand see ud til Byen, oc gaff mig Tiid til att komme needer igien oc lucke for mig. Gert war bedrøffwet, kom siden til Døren oc klagede for mig sin Nød. Ieg trøstede hannem, att ded skulle icke haffwe Fare. Førend Sloßf. luckte Døren op til Middag, slog hand Gert med sin Kiæp, saa hand skreeg, oc sagde Sloßf.: »Du skalt, vor den Dywel, weck!« Der Sloßf. kom ind, tog ieg først Orded oc sagde: »Ii hebben Synde dar van, dat Ii den arm Dywel slaaen. He konde dar nicht tho. De Racker kam effen op, als he min Dör wolte thomacken, ende dar öfver ver gat he dat.« Hand truede Gert meget oc sagde: »Het schulle mii noch nicht so sehr verdrohten hebben, wen de fremde Kärel nicht wehre bi mii gewesen.« Mig falt ind paa Stand de Ord, hand for lang Tiid siiden haffde sagt til mig: att ingen Quindfolck kunde tiie, men alle Mandfolck kunde tiie (da den Tale aff hannem bleff holden, tenckte ieg, om ded holte wiß, da kunde miine Uwenner troe, att om ieg haffde wist noget aff ded, de wille tye mig paa, da haffde ieg icke kundt taufft ded). Nu swarte ieg hannem saa: »I, hwat hefft dat op sigk? Dat was io en Mands Persohn; de können alle swiigen. Hir iß keen Skade geskeen.« Hand kunde icke holde sig for Latter oc sagde: »Ia, Ii siin guth genock!« Ieg snackede saa for hannem oc forsickrede hannem, att ieg icke begiærte att gaae ud aff Taarnet foruden Kongens Willie, om de loede staae Natt oc Dag alle Taarn Dørene aaben, oc sagde widre, att ieg lenge siiden kunde haffwe kommen ud, om ded haffde werret mit Forsæt. Gert bleff i sin Tienneste, oc Sloßf. sagde aldrig til Gert, att hand skulle lucke for mig om Morgenen[217].

Ieg haffde da kiøbt mig et Clavicordium, oc som Barbra kunde siunge wel, saa leegte ieg Psalmer, oc hun sang, saa Tiiden bleff os icke lang. Hun lærte mig att indbinde Bøger, saa meget mig behøffwede[218].

Min Skriffte Fader, H. Emmeke, bleff forfremmet til Præst i Kiøge An. 1676. Samme Aar bleff min Naadsens-Penge forbedret, oc bekommer ieg hwert Aar 250 Rdr. Staar saaledis i Orderen, att de 200 Rdr. kand brugis til Klæders Fornødenhed, oc de 50 Rdr. til att kiøbe noget for, Tiiden med att fordriffwe[219]. Gud welsigne oc naadeligen beware Kl. Mt. oc giffwe hannem att maa tælle mange lyckelige Aar.

Paa de Tiider war Brant Zahl-Mester[220].

Samme Aar den 17. Dec. kom Barbra fra mig, gifftede sig med en Bogbinder Swend; fortrød ded siden. Oc effter som henders Mand døde 1½ Aar effter derris Gifftermaal, oc ded hastig, bleff Barbra mißtenckt. Hun kom siden i Broderens Huuß oc falt i Sygdom. Samwittigheden wognte, oc loed hun hente Tøtzløff til sig oc saa gott som liige ud sagde til hannem, att hun haffde forgiffwen Manden; bad hannem sige mig ded. Ieg forundrede mig icke meget der offwer, thi effter henders egen Fortælling haffde hun begaaet Mord tilforne paa siine egne Børn; sagde dog til Peder Tøtzløff, att hand intet skulle tale derom; wille Gud haffue ded aabenbaret, saa skeede ded nock alligewel; Broderen oc Pigen i Huuset wiste ded; hand skulle icke gaa der hen igien, om hun sendte Bud effter hannem. Hun bleff gandske forstyrret, laae elendig i sit eget Skarn. Broderen loed hender omsider føre i Pæsthuuset.

Vdi Barbaræ Sted kom til mig en wed Naffn Sitzel Klemmings Daatter; hender haffde Maren Blocks bragt den Tienneste tilweye, efftersom Sitzel war hender Penge skyllig. Hun war et locket Quindfolck, oc Maren gaff hender an for Piige att wære; haffde oc en hwiid Hue paa sit Hoffwet, da hun fremkom. Sitzels Giæld til Maren war kommen der aff, att saa som Sitzel kunde giøre Knapper, oc Knapmagerne haffde Krackel med hender, saa haffde Maren bragt hender et Konge-Breff til Weye att befrii hender fra Knapmagerens [sic] Tiltale, forregiffwende, att hun war wanfør. Der Døren om Afftenen bleff tilluct, begiærte ieg att see ded Konge-Breff, Maren Blocks haffde bragt hender til Weye. Oc saa som ieg læste, att der stoed: ded wanfør Quindfolck, saa spurte ieg hender, hwad Wandske hun haffde. Hun swarte att icke haffwe nogen Bræck. »Huorfor da« (spurte ieg) »haffwer I giort Eder wanfør?« (Hun swarte:) »Ded haffwer Maren Blocks giort for att bringe mig ded Konge-Breff til Weye.« »Her i Breffwet,« sagde ieg, »næffnis I et Quindfolck oc icke en Piige: er I da locket?« Hun hengte med Hoffweded oc sagde saa sacte: »Ia.« Ieg war icke wel til Fritz; sagde: »Med Løgn haffwer Maren Blocks bragt Eder Konge Breffwet til Weye oc med henders [Løgn] ført Eder til mig, ihuordant Eders Tienneste wil wære.« Hun gaff goede Ord, loffwede att tienne wel, aldrig att giøre mig imod. Hun er et farligt Menniske; der er intet gott i hender; dristig, uforskammet, ræddis icke for att slaaes med en Karl. Hun slog paa eengang toe Knapmagre, som wille tage henders Arbeed fra hender, saa de maatte rømme. Hoes mig haffwer hun ingen Leilighed att lade see sit onde Sind saa fuldkommelig; ded lader sig dog kiende i adskillige Maader. Ieg affwærgede engang et Slagsmaal imellem hender oc Maren Blocks. Thi der Maren haffde faaet siine Penge, hun haffde udlagt for Sitzels Konge Breff, saa wille hun haffwe hender fra mig oc en anden i henders Stæd, men ieg loed sige Maren Blocks, att hun torde icke tencke, att hun skulle kunde flye mig en, ieg skulle tage imod; ded war alt nock for denne Gang[221].

Vdi H. Emmeke Norbyes Stæd bleff Slotz-Præst H. Iohan Adolf Borneman, en meget skickelig oc lærd Mand[222], som da oc bleff min Skriffte Fader, oc betiente hand mig første Gang An. 1677 den 10. April.

Samme Aar den 9. Oct. war min Skriffte-Fader Magister Hendrich Borneman, Probst til wor Frue Kircke (en træfflig lærd Mand), efftersom hands Broder, H. Iohan Adolf Borneman, war forreist med Kl. Majt. til Lante-Ryen[223].

Ieg haffwer, Ære wære Gud! leffwet ded Aar i Roelighed, læst, skreffwen oc dictet adskilligt.

Anno 1678 bragtis mig til Weye, att min Skriffte Fader, H. Iohan Adolf Borneman, kom til mig huer 6 Vgers Dag oc holte en liden Sermon.

Dette Aar, Paaske Dag, bleff Iomfrue Agneta Sophia Budde ført her ind i Taarnet. Henders Fengsel war offwen offwer mit inderste Rom. Hun bleff beskylt for att wille haffwe med Gifft ombragt Greffwinne Skeel, oc som hun war et ungt Menniske oc haffde en Piige, som skulle betienne hender, som oc war ung, saa staajede de saa om Dagen, saa ieg haffde liden Roelighed for dennem. Ieg talte dog intet derom, meente, att hun bleff wel stille, naar hun formerckede, att ded wille giælde Døden. Men ney! hun war lystig, til Dagen førend hun bleff rættet[224].

Samme Aar1678., den 19. Iulii en Morgenstund, bleff Taarngiemmeren Gert ihiæl slagen aff en til Døde dømt Tyff, som hand gaff alt for stoer Friihed. Om dette Tilfald wil ieg noget witløfftig melde, efftersom ieg raadde Gert icke att giffwe den Fange saa stoer Friihed; men hand actede icke mit Raad, til sin egen V-lycke. Denne Tyff haffde brut ind i en Præstis Huus om Natten oc staallen en Brygger-Kedel, baaren den paa sit Hoffwet til Kiøbenhaffn; bleff om Morgenen dermed paa greben i Porten oc sat her i Taarnet. Hand bleff dømt til att henge (hannem bleff oc meere Tyffweri offwer bewiist). Præsten loed ded staa saa hen med Executionen, wille icke lade hannem henge; saa bleff sagt, att hand skulle paa Holmen, warte dog lenge, att hand war fangen. I Førstningen oc saa lenge, indtil der taltist om, att hand skulle paa Holmen, war hand min Naboe i den Mørcke Kircke, anstillede sig saa gudfryctig, læste (til Synne) andæctig, bad Gud om siine Synders Forladelse med megen dyb Suck. Den Sckelm wiste, att ieg kunde høre hannem, oc sendte ieg hannem oc stønnem noget Maed. Gert forbarmede sig offwer hannem, loed ham gaa neer i Taarne-Stuen om Dagen oc satte ham op igien om Natten. Siden loed hand ham ligge neere i Taarnet om Natten. Oc som ieg haffde seet den Tyff engang eller toe, naar min Dør war aaben, att hand gick den forbi, oc beskuet hannem, syntist mig, att hand haffde et mordersk Ansict, huorfor, der ieg fornam, att Tyffwen icke kom op igien i den Mørcke Kircke om Afftenen, sagde ieg til Gert, att hand woffwede for meget i ded, att hand loed den Tyff sidde neere om Natten; der stack en Sckelm i hannem; hand untgick wist engang, saa kom hand i Ulycke for hands Skyld. Ded meente Gert icke, att Tyffwen skulle begiære att løbe bort; hand war frii for att hengis; hand haffde saa glæd sig, der hand hørte, att hand skulle paa Holmen, saa der war ingen Fare hoes. Ieg meente, at ded war en Glæde, som icke kom widre end til Tænderne; bad ham lucke hannem ind om Natten. Ney, Gert fryctede intet; hand loed (som meere war) Tyffwen gaa op i Taarnet for sig oc stille Seyerwercket.

Tre Dage førend Morded skeede, en Morgen, da Gert haffde opluct min Dør, talte ieg enda med Gert om den Fare, hand satte sig i med den Tyffs Friihed, som Gert dog icke fryctede. I ded sætter min Hund sig lige for Gert oc tuuder hannem op i hands Ansict. Der til Middag bleff spiiset, løb Hunden neer oc tuutte 3 Gange for Taarngiemmerens Dør. Ieg haffde aldrig hørt den Hund tuude før.

Den 19. Iulii (som melded er), da Gertis ulycklig Morgenstund war forhanden, kom Tyffwen neer fra Seyerwercket oc sagde, att hand icke eene kunde komme til Rætte dermed, ded war forwicklet i Strickerne. Den Sckelm haffde en Iern-Stang tilreede der oppe til att sætte sit Forsæt med i Werck. Gert gick op, men bleff baarren need igien. Tyffwen løb need, effter att Gert war døe, luckte hands Skrin op, tog Pengene der ud oc gick ud aff Taarnet. Ded war effen en Fredag, att der skulle ringis til Predicken. De, som skulle ringe, banckede paa Taarn-Døren, oc ingen luckte op. Tøtzløff kom med Hoff[wed?]-Nøglen oc lucte op, talte med mig oc forundrede sig paa, att Gert saa til Dags war icke til Stæde. Ieg sagde: »Ræt fat er ded icke, thi i Morris imellem 4 oc 5 Slæt war ieg noget upaßelig; da hørte ieg tre gaa op oc et Tag der effter tre gaa need igien.« Tøßløff lucte for mig igien oc gick need i Taarn-Stuen. I ded kommer en aff Ringerne need oc beretter, att Gert ligger døe der oppe. Der den døde bleff besictiget, da haffde hand fleere end som et Saar, dog alle bag til i Hoffweded[225]. Hand war en meget kæck fyrig stærck Mand; een skulle icke kunde haffwe giort ham ded. Tyffwen bleff samme Afften paagreben, oc bekiente hand, hworledis war tilgaaet: at en Fange, som saed neere i Traalhullet, en Lizenciat wed Naffn Moritius[226], haffde hannem dertil offwertalt. Samme Moritius haffde stoer Udstand med Gert. Wist war ded, att Gert tog for meget aff hannem om Ugen for hands Kaast. Wist er ded ocsaa, att denne Moritius er en meget v-guddelig Krop; Præsten, som skriffter hannem, giffwer ham intet got Windisbyrd. Ieg troer nock, att Moritius war Medwider, ieg troer oc, att en anden Fange, som saed der neere i Taarn-Stuen, haffde sin Haand der wed. Thi hwem skulle haffwe luct den fangen Tyff ud aff Taarnet uden en aff dem? Thi der effter Nøglen bleff leet, da fantist de[n] att wære skylfft oppe i Taarnet; ded kunde Tyffwen icke giøre, effter att hand war aff Taarnet. Tyffwen kunde oc icke haffwe luct Gerts Skrin op oc tagen hands Penge foruden Mauritii Widskab. Den anden Fange maatte ded oc wære witterligt. Ded syntist, att ded bleff forhindret, att icke fleere skulle døe for ded Mord; huorfor der icke alleeneste intet bleff efftersøgt om Sagens Beskaffenhed, som ded sig burte, men de loede Tyffwen sidde neere. Hand war wel bunden med Iern-Lencker, men Moritius kunde tale hwer Dag med hannem, huorfor Tyffwen gick fra siine første Ord oc sagde att haffwe giort ded Mord alleene. Bleff rættet den 8. Aug.[227], oc Moritius ført til Borringholm, der fengselet.

I Gerts Stæd bleff Taarngiemmer en wed Naffn Iohan, som war en Norback, en meget eenfoldig Mand. Hand bleff meget narret aff Hofffolcket. Den fangen Iomfrue oc hendis Piige fixerte hannem, første Gang Pigen i hands Tiid skulle slaa Nat-Kedeln ud. Hyßkenet war icke langt fra derris Fengsels Dør. Taar[n]giemmern gick i midler Tiid neer oc loed Døren staa aaben. De løb oc spøgede omkring. Der de hørte hannem komme paa Trappen, skylffte de sig. Hand fant Fengselet tomt, bedrøffwede oc iammerklagede sig. Iomfruen pippede som et Barn, saa hand fant hender bag en Dør. Iohan bleff glad, fortælte mig siden den Hændelse. Ieg spurte, hwi hand bleff icke hoes dem saa lenge. »Hwad?« (swarte hand) »Skulle ieg wære wed ded skiiden Tøy?« Paa saadan Taabe Snack war intet att sige.

Ieg haffde Roelighed inden miine Døre oc forlystede mig med Læßen, Skriffwen oc anden Hænders Arbeed, begynte att knøtte oc sye paa mit Liigtøy, huortil ieg haffde kiøbt Kattun, hwit Tafft oc Traa.

Den 7. April1679. undkom en ung Karl aff Taar[n]et, som gick neere i Taarn-Stuen med Iern Bolte om Beenene. Samme Fange haffde hafft Leilighed att faa siine Bolter aff, wiste oc, att Taabe Iohan laae Taarn-Nøglen under sit Hoffwitgiær. Hand haffde oc tilreede en Iern-Pind for att lucke Døren op, huor Taarngiemmeren soff; lucte den listeligen op, tog Nøglen, lucte igien for Taabe[n] oc gick ud aff Taarnet. Den eenfoldige Mand bleff fængselet, men effter 6 Vgers Forløb aff Naade igien løßgiffwen.

I hands Sted kom een wed Naffn Olle Mathisen, en Skonning, som haffde sin Kone hoes sig i Taarnet. Imod Sidstningen aff dette Aar, den 25. Dec., bleff ieg syg aff en Feber, oc bleff D. Mynchen[228] befalet at besøge mig oc tage mig under sin Cur, hwilcken Befaling hand oc med stoer Omhygelighed [effterkom?]. Hand er en meget skickelig Mand, limfællig, forsictig i sin Cur. Ieg kom 10 Dage der effter til min Helbred igien.

Vdi Begyndelsen aff ded 1680. Aar loed Sitzel Klemmings Daatter sig aff Maren Blockis offwertale att troeloffue sig med een aff Kongens Liiff-Garde. Kom bort den 26. Novem:1680..

I henders Stæd kom een til mig samme Dag wed Naffn Margrete. Ded første ieg saae hender, kom hun mig noget fortenckelig for, oc syntist mig, att hun war med Barn; loed mig dog icke mercke dermed førend i Ianuarii Maanet, sidste Dag1681.. Da giorde ieg hender Spørßmaal, huor aff hun kunde forstaa, hwad ieg meente. Hun swarte dertil med Løgn, som ieg greeb hender strax i, oc brugte hun sær Snid, som icke sømmer att antegne, for att bewiiße sin Løgn; men henders Snid kunde icke bestaae sig hoes mig, saa hun omsiider maatte bekiende ded. Ieg spurte om henders Barnefader (formeente, att den war Kongens Liiff Karl, som war i Arrest neere i Sloßf. Kammers, sagde ded dog icke). Hun swarte icke da paa mit Spørßmaal, men sagde icke att wære saa langt henne: den Tyckelse, hun haffde, war meere aff Fedme end aff Barnet, thi hun haffde icke funden ded endnu. Denne Quinde war tilforne, førend hun kom til mig, i Slosf. Konis Tienneste, oc haffde Slosf. giort mig wiiß paa, att hun haffde worren ecte-gifft. Saa hænder ded sig, att ieg en Dag spørger hender ad om henders Liiff oc Leffnet; saa forteller hun sin Herkomst, huor hun haffde tient, oc att hun haffde faaet 2 Hoerunger, hwer med sin Fader, oc i ded wiißer hun paa sit Liiff oc siger: »En Fader skal oc wel wære dette bekiendt, oc wel en wacker Fader! I kiender hannem wel?« Ieg sagde: »Ieg haffwer wel seet Kongens Liiff-Karl paa Platzen, men ieg kiender hannem icke.« Hun loe oc swarte (paa sit Moders-Maal): »Neen, bi Gott! dat is nicht em; dat is de guthe Slosf:.« Ieg troede ded sandferdig icke. Hun soer derpaa oc fortælte nogle Omstendigheder. Mig syntist att wille wære aff med hender i Tiide, begiærte att tale med Slosfs. Quinde, som oc kom til mig. Ieg sagde hender den Mißtancke, ieg haffde til Quinden, oc huorpaa min Mißtancke beroede, men ieg loed mig icke mercke med, hwad Quinden selff haffde bekiendt oc sagt; bad Sloßfogdens Kone att skille mig wed hender med goed Manner. Hun forundrede sig offwer min Tale, twilffte paa, att saa war. Ieg sagde: »Enten saa er eller icke, saa skiller mig wed hender, io føre, io bedre.« Hun loffwede, att saa skulle skee, men ded skeede icke. Margrete skyde intet att wære bekiendt, ded hun war med Barn, sagde ded til Taarngiemmeren; sagde en Dag til hannem: »Olle, huordant war ded med Eders Kone, der hun fick de Twillinger? Gick der icke en Dall langs need aff henders Bug?« Ole swarte: »Ded weed ieg icke. Spørger Anne ad!« Margrete sagde, att der gick en Dall langs need aff hender[s] Buug, meente, att hun war med Twillinger. En Dag, hun skulle sye noget Klæde offwer Lænene aff min Arm-Stoel, sagde hun: »Nu rørte sig den Guds Engel!« Oc saa som Slosf. Quinde icke effterkom ded, hun loffwede, oc Margrete Søster kom tit til hender, saa fryctede ieg, att Søsteren skulle flye hender noget att fordriffwe Barnet med (som oc wist siden skeede), huorfor ieg sagde til Margrete en Dag: »I siger, att Slosf. er Fader aff Eders Barn, men ded torde I icke sige hannem selff.« »Io,« soer hun, »tør ieg saa! Meener I icke, att ieg wil haffwe noget aff ham til att føde mit Barn med?« »Da wil ieg sende Bud til hannem« (sagde ieg) »for diß eene oc høre, hwad hand wil sige« (ded war heel rart i den Tiid, att Slosf. kom til mig). Hun bad mig saa giøre: hand kunde icke næcte, att hand io war henders Barne Fader. Slosf. kom effter min Begiæring. Ieg begynte Talen i Quindens Nærwærelse, sagde, at Margrete war med Barn effter henders egen Siende; hwem der war Fader til, kunde hand spørge hender ad, om hand wille. Hand spurte hender, om hun war med Barn. Hun swarte: »Ia! en Ii siin Fader dar tho.« »Ick?« (sagde hand oc loe) »Wat för en Snack is dat?« Hun foer fort i henders Snack, soer, att ingen anden war Fader aff henders Barn uden hand, sagde Omstændigheder, huorledis war tilgaaen. Sloßf. sagde: »Wo dull is datt Wiiff!« Hun brugte flux Mund, saa ieg befalte hender att gaa ud; talte saa eene med Slosf., bad hannem wære om en anden Quinde i Tiide, førend ded skulle gaa paa ded yderste med hender: att tøße henders Snack der fant hand wel Raad til. Sagde hannem Sandingen med faa Ord, att hand haffde ført hands Hoere op til at betienne mig. Hand swarte: »Hun lyffwer, ded Skarn! Ieg haffwer alt befalet Tøtzløff til att høre sig om en anden. Miin Frue häfft mii gesägt, wat Ii verleeden tho er säde.« Effter denne Samtale gick Slosf. bort. Peder Tøtzløff sagde mig, att en engelsk Quinde haffde begiært att wære hoes mig, men kunde icke komme førend til Paaske.

Fiire Dage her effter begynte Margreta att klage sig att haffwe ont oc sagde til mig om Formiddagen: »O, ieg tencker, att ded gaar mig ille; ieg haffwer saa ont«. Ieg tenckte strax ded, ieg haffde fryctet for, hwad henders Søsters offte Besøgelser haffde att sige, sendte strax effter Peder Tøtzløff, oc der hand kom til mig, sagde ieg hannem min Mißtancke om Margrete, bad hannem giøre all sin Fliid for att flye den engelske Quinde op til mig samme Dag. I midler Tiid gick Margrete op paa Hyßkenet, war oppe offwer 5 Korter, kom neer oc saae ud som en Døding; sagde: »Nu bliffwer ded wel gott med mig.« Ded, ieg tenckte, wille ieg icke sige (thi ieg wiste, att dersom ieg haffde spurt hender om Aarsagen til henders onde Syen, hun da strax skulle haffwe bekient ded altsammen, oc ded wille ieg intet wiide); sagde derfor: »Naar I kommer i Stilhed, saa bliffwer ded wel gott. I Afften kommer her en anden Quinde.« Ded behagede hender intet; hun meente att kunde nu wel bliffwe. Ieg tog hwercken paa ded »nu« eller andre henders Ord, men bleff wed, att der kom en anden Quinde. Ded skeede ocsaa, att den 15. Martii1681. om Afftenen kom Margrete bort, oc i henders Sted en engelsk Quinde wed Naffn Ionatha, som haffde werret gifft med en dansk wed Naffn Iens Pedersen Holme.

Der den Margrete war borte, bleff ieg fortalt aff Slsf. Kone, som sagde, att ieg haffde offwertalt Margrete til att sige, att henders Mand war Fader aff Margrete Barn.

Huor wel ded mig icke wedkommer, wil ieg dog korteligen melde, huor bedragerske Wiiß de gott Folck siden gifftede denne Margrete. De giorde en Bogbinder Swend wiiß paa, att hun haffde wærret Æcte gifft, fremwiiste for hannem saa wel som for Præsten, dennem skulle wiie, henders Søsters Æcteskabs Breff[229].

Samme Aar, Iuffle Dag om Morgenen, løste Gud D. Otto Sperlings haarde Baand, effter att hand haffde werret fangen her paa ded Blaa Taarn 17 Aar, 8 Maaneder oc 4 Dage, i hands Alders 80. Aar, ringer 6 Dage[230]. Hand war lenge syg, dog icke sengeliggende. Doctor München betiente hannem et Par Gange med siine Medicamenter. Hand wille icke nogen Tiid, att Taarnegiemmerne skulle reede hands Seng, kunde bliffwe wree, naar Ole sig der til erbød oc wille sige, att Doctern war swag. Der maatte oc ingen wære tilstæde, naar hand lagde sig. Huordant hand kom paa Gulffwet Iulle-Nat, wiidis icke; der laae hand oc banckede paa Gulffwet. Taarngiemmeren kunde intet [høre] hands Bancken, thi hand laae langt fra Docterns Rom; men en Fange, som laae i Torn-Stuen, hørte ded lenge, omsiier banckede paa Taar[n]giemmeren[s] Dør oc siger hannem, att Doct. haffde lenge bancket. Der Ole kommer ind, fant hand Doct. paa Gulffwet, halff iklæd i en reen Skiorte. Hand leffwede enda, gaff sig meget, men talte gandske [intet?]. Ole tog Fangen til Hielp oc løfftede hannem i Sengen oc lucte til igien. Om Morgenen fantis hand døe, som sagt er.

An. 1682, i April Maanet, bleff ieg syg oc sengeliggende aff et sær Tilfald, som lenge haffde quælet mig, som war een steenig Materie, som haffde quaguleret sig oc i miine Tarmer sig nederskut til Fundamentet. D. Munchen brugte alle tienlige Midler til den Swaghed; kunde dog icke troe, att min Swaghed haffde den Beskaffenhed, som ieg meente oc hannem berettede: att ieg giørligen kunde fornemme, att der war en Steen, som i Gangen aff Ændetarmen loed sig finde. Hand meente, om saa war, da skulle de Medicamenter, hand haffde brugt, wel driffwe den ud, thi ded war den Dag, att ieg satte mig selffwer 3 Gange Klisterer[231]. Paa de Tiider maatte Doctoren reiße med Majesteten til Holstein. Ieg brugte alt Clisterer effter D. Munchens Anordning, men ded war alt ded samme. Endeligen satte ieg mig en Clister en Dag om Efftermiddagen, gandske aff Ollie. Den giorde først sin Wirckning om anden Dagen om Morgenen tiilig; da skiød en stoer Steen ud foruden anden Materie, oc slog ieg med en Hammer et Stycke aff den for att see, huorledis den war inden til, befant, att den er saa, som den war sammen-sat aff Straaler, sommestez som forgylt oc sommestez som forsølffwet. Den er nesten en halff Finger lang oc fulle 3 Finger tyck oc er endnu i miine Giemme. Der D. München kom hiem, loed ieg hannem wiide, huorledis med mig tilstoed. Hand war da hoes Hoffmesterinnen F. Sitzele Grubbe[232]. D. München loed begiere wed Tøtzløff att see Steenen. Ieg loed sware, att dersom hand wille komme til mig, saa skulle hand faa den att see. Ieg wille icke sende den, thi ieg wiste wel, att ieg haffde icke faaet den igien.

[Paa et særskilt indsat upagineret Blad læses Følgende:]

Anno 1682 den 11. Iuni[233] dictede ieg effterfølgende aandelig Sang.

Kand siyngis som:

Siunge wii af Hiærtens-Grund.

1.

Hwad er worris Leffnets-Iid
Anded end som daglig Striid?
Hwad er worris Arbeed dog,
Som fremtrællis under Aag?
Er ded anded end omsunst?
Huor til Widenskab oc Kunst?
Alt forswinder som en Dunst.

2.

Huor for da bekümre sig
For ded, som er Skygge, Swig,
Oc saa kæck forfæcte wil[234]
Ded, os icke hører til?
Er oc nogen i den Stand,
Att den Laanet holde kand,
Naar paa æsker Eyermand?

3.

Nøgen ieg til Werden kom,
Nøgen fra, ded er min Dom.
Herren gaff, oc Herren tog,
Herren lægte, da hand slog;
Loffwet wære Herrens Naffn,
Som alt føyer til mit Gaffn!
Hannem falder ieg i Faffn.

4.

Gud, wilt du mig Naaden tee,
Ieg dit Huuß igien maa see,
Der Tack-Offer bære frem
Som et martlet Christi Læm,
Siunge Loff din Guddoms Mact,
Som langt offwergaar den Act,
Mennisket hâr forrelagt?

5.

Siger du oc saae til mig:
Ieg ey haffwer Lyst til dig,
Ieg wil, du skalt bliffwe quær!
— See, min Frælser! ieg er hær,
Diine Domme ey forstaar,
Men ieg weed, ihwor ded gaar:
Gott Taal ey ond Ende faar.

Den 27. Iunii sendte Dronningen mig noget Silcke oc Sølff med Begiæring att sye hender et Blomster, som war ritzet paa Pergament; sendte der hoes et anded Blomster, som war syed, paa ded ieg der aff kunde see, huorledis Arbeeded skulle wære, som kaltist ded gylden Arbeed. Ieg haffde aldrig nogen Tiid tilforne syed aff ded Arbeed, thi ded tager flux paa Øygnene; paa tog mig ded dog oc sagde att wille giøre ded, ded beste ieg kunde. Den 9. Iulii sendte ieg F. Hoffmesterinnen, F. Sitzel Grubbe, ded Blomster, ieg haffde syed, med tienstlig Begiering ded paa ded underdanigste for Hs. Majt. Dronningen att frembære oc tale for ded som for en Lære Klud. Dronningen behagede ded Blomster meget wel oc sagde, att ded stack ud frem for de andre, som nogle Greffwinner haffde syed for hender.

Ieg syede siden 9 Blomster aff Sølff oc Silcke i ded gylden Arbeed oc sendte dennem Dronningens Hoffmesterinne med tienstlig Begiering Hs. Majt. Dronningen [dennem] underdanigst att presentere. Hoffmesterinnen loed mig forsickre Dronningens Naade: Hendis Majt. wille giffwe mig toe Sølff Flasker; men der haffwer ieg icke endnu fornommen til.

Ieg syede samme Aar ett Bordtæcke med Flox-Silcke i ny aff mig optenckte Flammer, stafferte ded med Tafft oc Sølff Frantzer; loed ded wed F. Hoffmesterinnen Grubbe Hendis Maj. underdanigst presentere, som ded i Naade optog. Den 29. November fuldendte ieg med Arbeede, som ieg haffwer giort til mit Iordetøy. Ded war knøttet aff Traa. Paa Puuden syede ieg for den eene Ende effterfølgende:

Huor ma[n]gen Tanckespaan oc Hiærtens Sucke Knuude
Tilsammen f[l]ættet er paa denne Bruude-Puude!

For den anden Ende dette: — N. Puuden war stoppet med mit Haar. —

Naar som needleggis her mit Hoffwit paa mit Haar,
Da løßet er mit Baand, min Siæl i Glæden staar.

Paa Øyen Klæded war syed:

Ieg wißeligen weed, at du, min Frelser, leffwer,
Som miine tørre Been aff Iordens Støff udkræffwer
Oc dennem smycker ud i derris haffte Huud,
At møde for din Stoel oc Dom, o stoere Gud.
Da skal ieg i mit Kiød med miine Øygne skue
Din majestetisk Glantz i din rætfærdig Lue,
Ieg, ieg skal see min Gud, ey fremmede for mig,
Hiælp Iesu, Brudgom kiær, ieg kand bestaa for dig[235]!

Henders Maj. Dronningen war mig stetze naadig, sendte mig paa nye1683. en stoer Mengde aff Silcke Orme til Tidsfordriff for hender att føde oc derris Spind Hs. Majt. att igien sende. Den dydige Dronning sendte mig nogle Gange Pommerantzer, Zitroner oc aff de stoere Almenacker[236], oc ded med en Dwerre, som er ret en hurtig Karl. Hands Moder oc Fader haffwer tiennet min sl. Søster Sophia Elisabet oc min Swoger Greff Pentz.

De kongl. Børns Hoffmesterinne, F. Sitzel Grubbe, war meget høfflig oc goed imod mig, sendte mig adskillige Gange Zitroner, Pommerantzer, Multibær oc andre Fructer effter Aarsens Tiider.

En Iomfrue, som war aff Slæct en Donep[237], sendte mig oc et Par Gange Fruct.

Iomfruerne til Hoffwe sendte mig engang noget forwirret Silcke aff Orme-Silcket, de wille spinde aff oc icke wiste wel att omgaaes med; loed mig bede att reede ded. Ieg haffde anden Tiidsfordriff, som ieg icke gierne effterloed (thi da war ieg i Arbeede for att samle miine Heltinner), men ieg giorde dennem ded dog til Willie. Mit nesten 20 Aars Fengsel kunde icke formilde Encke-Dronningens Hiærte imod mig (der ieg dog med en goed Samwittighed kand widne for Gud, att ieg aldrig weed att haffwe giffwen hender Aarsage til sin fattede U-naade). Min allernaadigste Arffwe Konge war saa naadig, loed nogle Gange i forrige Aaringer weed siine høye Ministri giøre Forbøn for mig hoes sin kongl. F. Moder. Da war Swarret meget hart, oc derris Titler »Forrædre« oc »lige saa goede som ieg«; wiiste dennem paa Døren. All den Naade, mig aff Kongl. Majt. wederforis, som: med ded uderste Rom, med et større Windue, med Penge, ieg selffwer maatte raade for, oc den regierende Dronnings Goedhed imod mig, fortrød Encke Dronningen paa ded hæfftigste; gaff oc sin Mißhag paa wærste Maade Kongl. Majt. tilkiende. Oc saa som hun oc haffde spurt (hun haffde Fißel Tuudre nock), att ieg haffde et Clavicordium, fortrød hender ded særdelis, oc talte hun Kongen ille til derfor; huor ud offwer Slosf. kom til mig en Dag oc sagde, att Kongen haffde spurt hannem ad, huor hand kom til att flye mig et Clavicordium. »Ick«, sagde Slosf., »stund verbast, wuste nicht, wat ick seggen skolle.« (Ieg tenckte: du weest ickun lit, hwad der skeer paa Taarnet. Ieg saae hannem icke offwer tre Gange om Aaret.) Ieg spurte, hwem der haffde sagt Kongen aff ded Clavicordium. Hand swarte: »De aalde Königinn; se häfft ere Spionen öffwer all, end se häfft den König so hart thogesprocken, dat het en Schande is, dat he Iu so grote Friiheit gifft;« tog med ded samme til Clav., lige som hand wille tage ded med sig (oc sagde:) »Ii moeten dat nicht häbben.« (Ieg sagde:) »Laet Ii dat staan; ick hebbe Verlöf fan Ih. Maj. miinen allergnedigsten König för dat Gelt, mii gnädigst vergönt is, tho kopen, wat ick wil tho min Tiidsverdriff. Dat Clavic. is kehnen im Wege und de königliche Frue Moder tho kehnen Schaden.« Hand drog alt derpaa oc wille tage ded neer (ded stoed paa et Skaff, ieg haffde kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »Ii söllen mii dat staan laten, bit Ii mii min Gelt wedergewen, dat ick daför gegewen häbbe; so möge Ii dar mit doen, wat ii wil.« (Hand sagde:) »Dat wil ick den König säggen.« Ieg bad hannem saa giøre. Der bleff siden intet om talt[238], oc haffwer ieg ded Clavicordium endnu, leger dog siælden der paa. Skriffwer oc haster med att iklæde miine Heltinner, paa ded ieg kunde faa ded færdig, att icke Sygdom eller oc Døden skulle ded forhindre, att ieg icke kunde fuldende ded, eller oc den Wen, ieg ded betroer, kom fra mig[239], saa kom ded icke i Eders, miine hierte kiære Børns, Hænder.

Den 24. Septr. bleff min Skriffte Fader M. Iohan Adolf forfremmet; bleff Probst til wor Frue Kircke[240]. Hand tog en meget beweglig Affskeed, oc haffde hand betient mig oc wærret min Trøst næsten 6 Aar. Gud weed, huor nødig ieg mistede hannem!

I Begyndelsen aff dette Aar1684. war min Skriffte Fader H. Peder Collerus, som da war Slotz-Præst. Besøgte mig oc med sin Trøst-Predicken hwer 6 Vger. Er en lær Mand, men icke Bornemand[241].

Den 3. April bleff mig sendt i Dronningens Naffn en gammel skrøbelig Hund (ieg meener, att Iomfruerne sendte den for att wære den Umage quit). Den war bit aff en Maar Kiæfften itue, saa Tungen hengte ud paa den eene Siide. Alle Tænderne ware borte aff Munden; der war en Hinde offwer ded eene Øye. Hand hørte ickun lit, skiuttede paa den eene Siide. Ded slemste war, att ded war meget kiendeligt, att hand haffde wilt prøffwet Kiærlighed offwer sin Formue. Mig bleff sagt, att Hs. M. Dronningen haffde meget ælsket den Hund. Ded war en liiden Bollognes; hands Naffn war Cavaillier. Dronningen meente, att den icke lenge skulle wære mig til Beswæring. Ieg haabtist ded samme.

Den 12. Aug. dette Aar1684. fuldente ieg mit forretagende Werck, oc saa som miine Klat Skriffter ware om alleslags rooßwærdige Quindis Persohner, baade om striidbare, om fornufftige Regentinner, om troefaste, om kyske, om gudfryctige, om dydige, om ulyckelige, om lærde oc om standhafftige, saa syntist mig, att de icke alle kunde regnis for Heltinner att wære, uddrog nogle aff dennem oc deelte dennem i trende Parter, under Tittel aff Heltinners Pryd. Den første Part fremfører de striidbare Heltinner i derris Pryd. Den anden Part melder om troefaste oc kydske Heltinner. Den tredie Part fremleder de standhafftige[242]. Hwer Part haffwer sin Appendix. Ieg haabis til Gud, att dette mit Fengsels Arbeede skal komme Eder, miine hiærte kiære Børn, til Hænde. Her effter, om Gud wil, saa wil ieg sancke de andre, som: forstandige, lærde, gudfryctige oc offwerbleffne dydige, dennem effter derris Forreholdende iklæde oc udstaffere.

Om Ionatha, som mig nu betienner, wil ieg noget melde effter henders egen Beretning. Witløfftigheden wil ieg gaae forbi, paa hwad Maade hun kom fra sin Moder, men Meeningen er, att hun imod sin Moders Willie gifftede sig med en dansk Kiøbmand wed Naffn Iens Pedersen Holme. Men henders Liiff oc Leffnet med Manden (effter egen Siigende) er saa sær, saa ded er wært, att noget deraff antegnis. Effter att de ware gifft sammen (siger hun), fortrød hun ded, oc rant hender stetze i Sinde, att hun haffde fortørnet henders Moder oc giort meget ille. Moderen haffde oc skreffwen hender en haard Skriffuelse til, huor ud offwer hun sig høyligen bedrøffwede oc anstillede sig meget wrangwillig imod Manden oc i mange Maader som et kællen uforstandig Barn, stønnem oc som den, der haffde tabt sin Fornufft oc fortwifflede. Ded synnis, att Manden omgickis hender oc, efftersom hun war sinnet til, thi hand loed tage Ware paa hender som paa et Barn oc handlede oc saaledis med hender. Hun sagde hannem engang, att hun haffde i Sinde att druckne sig selffwer i Pæffling Søen, en anden Gang, att hun wille slaa ham ihiæl. Manden fryctede intet for nogen aff Deelene; dog loed hand tage Ware paa hender, naar hun gick ud, huor hun tog Weyen. Oc haffde hun fuldkommen engang sat sig for att druckne sig i Pæffling Søen, thi ded Stæd behagede hender; war oc paa Weye att gaa did, men bleff hentet tilbage. Hun slog oc Manden engang paa sin Wiiß. Hand war kommen ind en Dag halff rusendis oc [haffde] lagt sig offwer en Seng, saa Beenene stoede neere paa Gulffwet. Hun siger, att hun meente da att slaa ham ihiæl, tog en Kiæp oc wille forsøge, om hand soff, snackede wed sig selffuer høyt oc skiænte, rørte hannem sacte med Kiæppen offwer Skinnebeenene. Hand loed alt, som hand soff. Saa slog hun lided haardere. Dermed tog hand til Kiæppen oc tog den fra hender, spurte, hwad hun haffde i Sinde. Hun swarte: »Att slaa Eder ihiæl.« »Hand bedrøffwede sig offwer min Galskab« (fortælte hun) »oc lagde sig paa siine Knæ, læste høyt oc bad Gud, att hand wille regiere mig med sin goede Aand oc giffwe mig Forstand.« Ded artigste er, att hun engang fick i Sinde att icke wille ligge hoes Manden, wille ligge paa en Benck i Kammerset. Hand gaff hender lenge goede Ord, men de formaatte intet. Hand sagde omsier: »Klæder Eder aff oc kommer oc legger Eder, ellers saa kommer ieg.« Hun actede ded intet, saa stoed hand op, klædde hender gandske nøgen aff, klatzede hender med sin Haand paa henders Gatt oc kaste hender i Sengen. Hun swær, att hun icke i nogle Dage kunde sidde op paa sin Gat, saa ded hialp, att hun foer noget i Mag siden. Saa ille tilfritz hun war med Manden, da hand war hoes hender, saa bedrøffwet war hun, der hand war reist fra hender til West-Indien. Hand sendte hender med retour Skiibene allehaande Warer, som hun kunde forhandle, saa hun haffde sin goede Ophold. Saa hænder ded sig, att Manden døer i West-Indien, oc en, som fører hender de Tiidinger, berettet, att hand war bleffwen forgiffwen aff Gouuerneuren der sammested wed Naffn —[243] i et Giæstebud, oc ded fordi hand war ferdig for att reiße hiem, oc Gouuerneuren befryctede sig, att Holme skulle sige om hands unde Forhold. Offwer denne Berætning bleff hun forstørret, løb ud paa Gaden i bar Særck om Natten oc skiæntis med Wæcterne. Hun gick til Admiralen paa Holmen oc begiærte Ræt offwer den, som icke war tilstæde, oc beskylte den, hun intet kunde offwer bewiiße. Løb saa en Tiid lang, intil hun endeligen kom noget i Roelighed, oc Gud ded saa føyede, att hun kom til mig. Ieg omgaaes hender som et skrøbeligt Glas-Kar, thi hun haffwer mange Slags Swagheder. Stønnem tuiffler hun paa henders Salighed, opregner alle henders Synder. I Synderlighed begræder hun att haffwe saa høyligen fortørnet henders Moder oc dermed træcket Forbandelsen offwer sig. Naar den Angst hender paakommer, saa trøster ieg hender med Guds Ord, oc ded witløffteligen; fremdrager aff den hellige Skrifft, hwad til Guds Naadis Forsickring en boedfærdig Synder sig haffwer at forlade til. Stønnem er hun tungsinnet offwer Skrifftens Forklaring, som hender synnis icke paa alle Stæder at komme offwereens, men wære striidig imod hin anden. Der i rætter ieg hender effter min Forstand, saa hun offte tacker Gud inderligen, att hun er kommen til mig, huor hun finder Trøst oc Roelighed.

Et Aar eller noget effter, hun war hoes mig, spurte hun, at den Gouuerneur, som melded er, om hwilcken hun haffde forte Mißtancke, war kommen til Kiøbenhaffn. Sagde hun til mig: »Ieg hører, att den Schelm er kommen hid. Ieg wille gierne haffwe mit Forloff.« Ieg spurte hender, huor for. »Fordi« (swarte hun) »att ieg wil myre hannem.« Ieg kunde neppe holde mig for Latter, sagde dog: »Iesus beware mig! Dersom I haffwer ded Forsæt, da lader ieg Eder icke komme ud.« Oc saa som hun er et Menniske, hwis Mage ieg icke haffuer kiænt, thi hun kand skiænde med haarde Ord oc haffwer sædelige Udtale oc Laeder der hoes, saa wille ieg, att hun skulle sige oc wiiße mig, huorledis hun wille bære sig ad for at tage Liiffwet aff Gouuerneuren (hun er en liiden spærlæmmet Quinde). Saa figurerte hun sig, att henders Fiinde saed paa en Stoel, oc hun wille haffwe en stoer Kniiff under sit Forklæde. Naar hand sagde til hender: »Quinde, hwad wil I?« saa wille hun slaa Kniiffwen i hannem oc sige: »Ded haffwer din Schelm forskylt.« Hun wille icke gaa fra ded Sted, men gierne døe igien, maatte hun ickun tage Liffwet aff hannem. Ieg sagde: »Ded er dog saa skammeligt att døe for Bødels-Haand.« »O ney!« (swarte hun) »ded er ey skammeligt att døe for en ærlig Giærning;« oc meente hun, att den, der døde for Bødels-Haand, døde christligere end den, der døde paa sin Syge-Seng, oc ded war icke Synd att slaae den ihiæl, som haffde myrt schelmis-wiiß en anden. Ieg spurte hender, om hun icke meente, att den syndede, som slog een anden ihiæl. »Ney« (swarte hun), »om den haffde forskylt ded.« Ieg sagde: »Ingen maa wære sin egen Dommer, hwercken effter Guds eller Menniskens Lowe; oc hwad siger oc befaler os ded 5. Gud[s] Bud?« Hun swarte der til med forrige Ord, gierne att wille døe, om hun maatte tage Liiffwet aff den Schelm. (N. Man skal wiide, att hun sagde, hun maatte icke for mig, thi ieg wille icke lade hender komme ud.) Hun giør Synd aff ded, som er ingen Synd, oc ded, som er Synd, wil hun icke lade paßere for Synd. Hun siger, att ded er Synd att slaae en Hund, en Kat eller Fuell ihiæl: de uskyllige Beester giør intet ont; ia ded er enda større Synd att sulte de arme Beester. Ieg spurte hender ad engang, om ded icke war Synd att æde Kiød. »Ney« (swarte hun), »den, der haffwer slaget Bestet ihiæl, den haffwer giort Synd.« Hun swær, att om hun endeligen skulle gifftis oc haffwe enten en Slacter eller en Bødel, da wille hun heller haffwe den sidste. Hun fortæller adskillige Trætter, hun haffwer hafft med dennem, som enten haffwer slaget derris egen Beester eller sultet dennem. En Fortælling wil ieg icke forbigaa, som er heel artig. Hun saalte (siger hun) engang en Slacter nogle Swiin. Der Slacter-Swennen wille binde Swiinenis Fødder sammen oc bære dem bort paa en Stang, da ynckedis hun offwer de arme Swiin oc sagde: »Hwad, wil I tage Liiffwet aff dem? Ney, ded wil ieg icke!« kaste Pengene til dem igien. Ieg spurte hender: om hun icke wiste, att man slacter Swiin? hwad hun meente, huorfor Slacteren haffde kiøbt dem? »Ia« (swarte hun), »ded wiste ieg wel. Haffde hand wilt laded dem gaa paa derris Been, da haffde ieg icke skiøt derom; men saa att binde de arme Beester oc høre dennem skriige, ded kunde ieg icke liide.« Ded skulle wære for witløfftigt att optegne alle henders extravagante Griller, hun om sig selffwer fortæller. Men med all ded er hun icke taabelig, oc troer ieg nock, att hun er den troe, som hun ælsker. Mig tien hun meget wel oc med stoer Omhygelighed.

Bemelte Gouuerneur, der hand war paa Reisen igien tilbage til West-Indien, bleff hand aff nogle Fanger, som ware paa Skiiberommet, ihiæl slagen. Skiibet med Morderne kom weed underlig Hændelse til Kiøbenhaffn; [bleffwe] for derris Mißgiærningers Skyld dømt til Døde[244]. Ionatha syntis, att Gouuerneuren haffde faaet alt for goed en Døe, oc att ded war Synd, att nogen for den Skyld skulle miste Liiffuet. Ieg øffwer mig med Ionatha i ded engelske Sprog. Hun haffwer glemt noget aff sit Modermaal, efftersom hun i mange Aar ingen haffwer hafft att øffwe ded med; oc saa som hun læßer flittig den engelske Bibel, oc hun icke saa liige forstaar alle Ord, saa underwiißer ieg hender, efftersom ieg icke alleeneste aff forregaaende oc effterfølgende Ord kand wiide Meeningen, men endoc, att somme Ord træcker ud paa fransøsk, dog med anden accent. Oc kommer wii tiit i Tale med hin anden om Udleggelsen aff Skrifften. Hun siger sig att wære calvinsk, er dog icke i de Calvinisters Meening. Ieg disputerer aldrig med hender i henders Meening. Hun gaar altiid til Alters i Dronningens Kircke[245]. Der hun engang kom derfra til mig igien, sagde hun att haffwe hafft en Samtale med en Quinde om Religionen, hwilcken haffde sagt hender i henders Øygne, att hun war ingen Calvinist. Ieg spurte hender ad, [aff] hwad Religion den Quinde holte hender da for att wære. Hun swarte: »Ded maa Gud wiide. Ieg bad hender skiøtte sig selffwer« (sagde Ionath[a]), »ieg war en Christen, oc tenckte ieg paa Eders Naadis Ord (men ieg sagde dem intet), att alle de, som troer paa Christum oc leffwer christelig, de erre Christne, ihwad Naffn de giffwer derris Troe.«

I dette 1684. Aar saae ieg Encke Dronningen falde need aff den Stoel, hun hitzis op med til Kongens Gemack. Stoelen løb paa Tritzerne for hastig need, saa hun falt neeßkrus need oc støtte sig paa Knæerne. Samme Aar tiltog daglig henders Swaghed, men hun holte sig stærcker, end som hun war; loed sig see til Taffels meget udsmøcket, oc imellem Maaltiiderne holte sig inne.

Ieg begaff mig til ett gott Taal, dictede effterfølgende:

En Beretning om Minde oc Moed, Gud til Ære optegnet aff den Liidende Christinne i henders Alders 63. oc Fengsels nesten 21. Aar.

Den Tiid, som er forbi, kand ingen til sig hænte,
Ey heller gamle Folck de Ungdoms-Blomster wænte;
Dog kand gott Minde læt fremfaret søge op,
Oc Moded giffwe Krafft en gammel Wißen-Krop.
Men hwor til skulle ieg Huekommelsen bemøye
Min Ungdoms-Welstands Iord med sit Siær att ompløye?
Den Iord nu ligger ley oc kand ey giffwe Fruct,
De Fuurer bliffwer strax aff onde Fald tilluct.
I lyckelig Opwæxst, i Æris Glædskabs-Dage
Da skiønte ieg kun lit ded ræt i ont att tage;
Der Alderen tiltog, tiltog oc Weddermoed,
Ded gick mig icke saa, som ded for Werden loed.
Den Æcte-Stand Wee-Stand, Høy-Æris Stand den føder
De Fiinder uden Tal, saa begge Sorrig møder.
Bort Ære, Riigdom, Stand, nu wiiger aff mit Sind!
I drog fra min Boe-Pæl med en sterck Hwirwel-Wind,
I Fængsel læffnte mig, der er ieg bleffwen gammel;
Hwad kan ey Mact oc Niid, naar de findis sammel?
Guds Goedhed mindis wil, som rackte mig sin Haand,
Der tyngist war mit Kaarß, oc haardist miine Baand.
Der alt ont hoffwitku[l]ds indfalt paa mig tilliige,
Da bød Gud Trøstens-Aand fra mig ey skulle wiige,
Men giffwe Hiærtet Krafft oc styrcke Siæl oc Moed,
Ded øyenskinlig saaes, att Gud war med mig goed.

Hwad Moed udrette kand, wil ieg nu lit betracte.
Den, dermed pryded er, maa sig wel lycklig acte;
Den giffwer Ungdoms-Bluß i et fortorret Liiff,
Opfrisker gammel Krop, som er swag, kaald oc stiiff.
Ieg meener saadant Moed, som aff Fornufften føris,
Oc ey Dumdristighed, som aff Udyd oprøris.
Ded snarer hænder sig, att Moeded falder plat
For fyrig ungen Mand, som Lycken hâr forlat,
End for en gammel Mand, der weed, hwad Werden giffwer,
Aff lang Forfarenhed, oc hwad Spil Lycken driffwer;
Den fatter et got Moed, som er et skiudfrii Skiold
Mod alle haarde Puff oc Mactens Offwerwold.
Moed giør et roeligt Sind oc wulder, man betracter
Forfængelige Ting, som man bør, oc ey acter
For anded end for Laan, som icke holdis kand
En eeneste Minut, naar æsker Eyermand.
Moed Bloded frisker op, som Krafft igien uddeeler
Til Leffwer, Lunge, Milt oc andre Kroppens Leeder;
Moed giffwer Lyst til Maed, Fordøyelsen der til,
Om man ey Maffwen selff slæt offwerlade wil.
Moed fræmmer søden Søffn, som Angist Qwalmer lætter,
Forhindrer Fantasi oc Drømmens Skrecke Sprætter;
Moed wiißer, at man kand aff Fengsels beeske Urt
Udsue Honning-Trøst, wel lutret, reent oc purt.

Wel mig, mit Sind er frisk! Karsk erre miine Læmmer,
For min forfalden Stand ieg mig ey meere græmmer;
Min Hørelse, mit Syen, min Følelse, Luct oc Smag
Gud naadelig endnu mig under denne Dag.
Paa mig kand kiændis grant Guds Mactis stoere Under;
Hwer sige med mig saa: O Høyheds dybe Grunder,
Som i ded skrøbelig, i ded, som er foract,
I høyen Allerdom bewiißer sin Almact,
Du ubegriibelig, lær mig dig ræt at dyrcke!
Giff mig en ny wiß Aand, i Sandheds-Troe mig styrcke!
Tag icke bort mit Moed, Naturens Laan oc ey,
Indtil min Siæl farer hen den Offwer-Himmels-Wey.

Skreffwen 1684 den 28. Februarii, som er 36 Aars Dagen, att høyloffligste Konning Christian den fiærde sagde Werden Goede Nat, oc ieg min Wersens Welfart.

Nu er ieg i mit 63. Aars Alder oc dette Fengsels 20. Aar, 6 Maaneder oc 15 Dage; haffwer saa slit tredie Parten aff miine Leffnets Aare i dette Fengsel. Gud wære loffwet, att saa megen Tiid er forbi; haabis, att de øffrige Dage icke bliffwer mange.

Anno 1685 den 14. Ianuario forlystede ieg mig att giøre nogle Riim, hworaff Sandhed skiæmptswiiß kand udtydis, under Tittel:

En Hund wed Nafn Cavaillier forteller sin Skiæfne.

De Riim formoder ieg oc att komme Eder, miine hiærte kiære Børn, til Hænde[246].

Den 20. Feb. døde den kongl. Frue Moder, Dronning Sophia Amalia. Hun formodede icke, att Døden skulle saa hastig giæste hender; men der1685. hun aff Doctorn bleff adwaret, att ded syntist, Døden icke wille lengre lænte, adtraadde hun att tale med sin Søn. Men Døden wille icke biie Kongl. Majts. Ankomst, att den kl. Frue Moder kunde sige hannem et Ord. Liiffwet haffde hun enda; saed paa en Stoel, men maaleløß, oc lided der effter saa siddendis opgaff hun sin Aand.

Effter denne Dronnings dødelig Affgang war ieg meget iblant Folckis Tale. En Part meente, att ieg kom paa frii Foed. Andre troede, att ieg nock kom ud aff Taarnet paa et anded Sted, men naaede icke Friiheden.

Ionatha, som, nogle faa Dage førend Dronningen døde, først haffde spurt aff Ole Taarngiemmer, att der bleff beden for Dronningen i Kircken (der ded dog war offwer 6 Vger siiden, den Bøn bleff afflæst aff Prædickestoelen), bleff tillige med Ole meget bedrøffwet. Ole, som tilforne haffde trøstet sig oc hinder med Dronningens Lacqueiers Beretninger, att Dronningen gick til Bords, war ellers wel, haffde stønnem noget ont aff Hoste, syntist nu, att der maatte wære Fare hoes, saa Døden kunde følge; fryctede, att dersom Dronningen døde, ieg da maaskee kom ud aff Fengselet. De giorde derris beste att døllie derris Sorrig, men ded haffde ingen Skick. De mengte nogle smaa Taarer sammen saa himmeligen. Ieg loed saa, som ieg icke merckede ded, oc som ingen sagde noget der om til mig, saa gaff ieg oc ingen Anleding att tale om den Materi. Ieg haffde for lang Tiid siden sagt for Ionatha (som tilforne til en aff miine andre Quinder), at ieg meente icke att døe paa Taarnet. Ded mintist hun, talte der om. Ieg sagde: »Alt staar i Guds Haand. Hand weed best, hwad mig er gaffnligt paa Siæls oc Legemets Wegne; hannem befaler ieg mig.« Ionatha oc Ole leffwede saa hen imellem Haab oc Fryct.

Den 15. Marti holte den regierende Dronning sin Paaske. Da kom Ionatha fra Henders Majts. Kircke heel fornøyet, sagde, att en fornemme Persohn haffde sagt hender, att ieg torde icke tencke, ieg kom ud aff mit Fengsel, fordi att Encke Dronningen war døe; ded wiste hun langt bedre, oc hun soer der paa (i huor offte ieg spurte hender om den Persohn, hwem den war, saa wille hun dog icke næffne den). Ieg loe aff hender oc sagde: »Den Persohn, i hwem den er, da weed den liige saa meget der aff, som enten I eller ieg.« Ionatha war fast i sin Meening, att den Persohn wel wiste ded. »Hwad wil I sige?« (sagde ieg) »Kongen selff wed ded icke endnu; huorledis skulle andre wiide ded?« »Kongen icke? Kongen icke?« (sagde hun saa sactmodeligen). »Ney, Kongen icke!« suarte ieg. »Hand weed ded icke, førend Gud skyder hannem ded i Sinde oc saa gott som siger til hannem: Nu skalt du lade den Fange komme ud!« Hun bleff noget sum, sagde dog intet. Oc efftersom hun oc Ole hørte intet meere tale om mig, saa ware de trøstige.

Den 26. Marti holtist den kongl. Frue Moders Liig-Begiængelse, oc bleff henders Liig ført til Roskild.

Den 21. April supplicerte ieg Kongl. Majt. paa effterfølgende Maade. Ieg haffde høyloffligste Konning Christian den fiærdis Billede i Kaa[be]rstycke, noget lided oc i Oval. Ded haffde ieg illumineret med Farffwer oc laded giøre en udsnitzet Ramme omkring, den selffwer forgylt. Bag paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:

Min Sønne Søn oc største Nafne,
Du ligner mig i Mact oc Moed;
Lad ded min Læfning oc nu gafne,
At du som ieg est Naade goed.

Her hoes haffde ieg skreffwen Hs. høye Excellentz Gyldenløwe til, tienstligen beded hannem forte Supplicque Kongl. Majt. vnderdanigst att offwerlewere oc sig mig att antage oc til Befriielse forhiælpe. Hands høye Exc. war da noget incommoderet aff sin gamle Swaghed[247], saa hand icke selffwer saa snart mundtlig kunde tale for mig; bad en goed Wen Kaabberstycket i all Underdanighed att offwergiffwe, hwilcket skeede den 24. April[248].

Aff alt dette wiste Ionatha intet. Peder Iensen Tøtzløff war den, som war Bud for mig. Hand haffwer werret mig en Trøst i mit Fængsel, bewiist mig adskillige Tiennester, saa ieg er hannem meget forplict. Oc beder ieg Eder, miine hiærte kiære Børn, hands imod mig erwiiste Tiennester i alle muulige Maader att wedderlegge.

Den 2. Maj kom ieg paa Tale iblant Gemeene-Mand, at ieg wist kom ud aff Fængselet; oc ware adskillige, som spurte Taarngiæmmeren: om ieg kom ud i Afftis, oc huor til Dags? saa Ole begynte att grue, kunde icke holde sig saa sterck, som hand giærne wille. Oc sagde hand til mig med bedrøffwet Mæle: »Min goede Herr [sic] Frøcken! I kommer wist nock ud. Der erre de, som meener, att I allerede er ud[e].« Ieg sagde: »Ded raader Gud for.« »Ia,« sagde hand, »huorledis wil ded gaa med mig?« Ieg swarte: »I bliffwer Taar[n]giæmmer, som I nu er.« »Ia« (sagde hand), »i skiønne Maade«; wente sig, kunde icke holde sig for Graad oc gick bort. Ionatha fornam da, att min Forløßning stundede til, wille skylffwe sin Sorrig; sagde: »Ole er meget bedrøffwet, men icke ieg« (oc Taarene stoede hender i Øygnene). »Der sigis dog forwist, att Kongen wil [reiße] offwer-morgen. Skal I ud, saa skeer ded i Dag.« Ieg sagde: »Ded weed Gud.« Ionatha meente, att ieg haffde dog wist Haab. Ieg sagde att haffwe hafft Haab siden første Dag, ieg bleff fængselet, att Gud skulle endeligen forbarme sig offwer mig oc see til min Uskyllighed. Ieg haffwer stetze beded Gud om Taalmodighed til att forwente hands Hiælpis Time, oc den haffwer oc Gud naadeligen forleenet mig. Er Hiælpens Tiime nu kommen, saa wil ieg bede Gud att giffwe mig den Naade hands stoere Welgierninger rætsindeligen att erkiende. Ionatha spurte, om ieg icke war wiß paa att komme ud, førend Kongen reißer til Norge; der sagdis for wist, att i Morgen tiilig wille Kongen begiffwe sig paa Reißen. Ieg swarte: »Der er ingen Wißhed i tilkommene Ting. Der kand komme Forfald i Kongens Reiße, oc der kand komme ded, som kand forhindre min Friihed, om den enskiønt kand wære resolueret denne Tiime. Dog weed ieg, att mit Haab icke beskæmmis. Men I forbærger intet Eders Sorrig, ieg fortencker Eder intet. I haffwer Aarsage att sørge, thi I mister med min Friihed Eders aarlige stoere Løn oc Eder[s] Ophold[249]. Mindis I, huor offte ieg haffwer sagt Eder tilforne, att I icke skulle sætte Eders Penge saa liiderligen hen paa den Søn, I haffwer. I kunde icke wiide, huorledis ded kunde gaa Eder paa Allerdommen. Om ieg døde, saa saed I udi Armod, thi saa snart faar I icke Penge, att de io giffwis ud for den Drengs Lære, som icke weed Eder ringste Tack derfor[250]. I haffwer selff fortalt mig om hands onde Sind, oc huor ille hand haffwer swaret Eder, naar I haffwer wilt lære paa hannem. Nu for nogen Tiid siden haffwer hand icke tort, fordi ieg læste hannem sin Texst oc truede ham att forhiælpe hannem i Tuct-Huußet. Ieg frycter, att hand bliffwer Eder en ond Søn.« Dermed loed hun Taarerne derris frii Gang oc bad, att dersom ieg kom ud, ieg da icke wille forlade hender. Ded loffwede ieg, saa fremt ded stoed i min Mact; thi ieg kunde icke wiide, huorledis miine Wilkor kunde bliffwe.

Ded stoed saa hen i nogle Dage, saa Ionatha oc Ole wiste intet, hwad der wille bliffwe aff.

Den 19. Maj om Morgenen wed 6 Slæt pickede Ole noget sacte paa den uderste Dør. Ionatha gick til Døren. Ole sagde saa sacte: »Kongen er alt borte, hand reiste Klocken 4[251].« Om hands Glædis Haab war stoer, wed ieg icke, men den warte ickun stacket. Ionatha sagde mig Olis Tiiding. Ieg ynskede Kl. Majt. Lycke paa hands Reiße (ieg wiste alt, hwad Ordre der war udloffwet), oc syntist mig paa henders Ansict, att hun war nogenledis content. Klocken 8 kom Tøtzløff op til mig oc berettede, att Groß Canzeler Greff Allefeldt[252] haffde sendt Sloßfogden en kongl. Ordre, at ieg skulle mit Fengsel entledigis oc gaa der ud, naar ieg wille (den Ordre war aff Kl. Majt. underskreffwen, Dagen førend Majt. reiste). Hands høye Exc.[253] war reist med Kongen. Tøtzløff spurte, om ieg wille, hand skulle lucke, efftersom ieg nu alt war frii. Ieg swarte: »Saa lenge ieg er inden Fængsels Dørene, saa er ieg icke frii; wil oc ud med Manner. Lucker Døren oc hører, hwad Søster Daatter, Frøcken Anna Catharina Lindenow[254], siger, om Hands høye Exc. ingen Bud haffwer sendt hender (effter Løffte), førend hand drog bort.« Tøtzløff lucte oc gick mit Ærinde. Der Tøtzløff war borte, sagde ieg til Ionatha: »Nu i Iesu Naffn, i Afften kommer ieg ud! Sancker Eders Tøy tilsammen oc lucker ded i Laaß; saa wil ieg giøre wed mit oc lade ded staa her, intil ieg kand lade ded affhente.« Hun bleff noget betuttet, dog icke bedrøffwet; tackede Gud med mig, oc der til Middag bleff opluct, oc ieg spiißede, loe hun aff Ole, som war meget bedrøffwet. Ieg sagde hender, att Ole maatte wel sucke, der falt et fit Stycke Flæsk aff hands Kaal.

Tøßløff bragte mig Swar fra Søster Daatter, att Hands høye Exc. haffde laded hender wiide, att ded stoed hender friit for att følge mig need aff Taarnet, om hun wille; bleff saa foraffskeeded, att hun wille komme sille op samme Dags Afften.

Slosf. hastede meget for att bliffwe aff med mig, sendte Taarngiemmeren imod Afftenen til mig oc loed spørge, om ieg wille icke ud. Ieg loed sware, att ded war for lyst (maaske att der ware curieuse, som haffde Lyst at see mig).

Ieg loed wed en goed Wen fornemme hoes Hendis Majt. Dronningen, om ieg icke maatte haffwe den Naade att neederkaste mig for Hs. Majts. Fødder (ieg kunde komme paa Dronningens Gemack igiennem Løngangen, saa ingen kunde see mig). Hendis Majt. loed sware, at hun torde icke tale med mig.

Der Klocken war imod 10 Slæt om Afftenen, lucte Sloßf. Døren op for Søster Daatter[255] (i toe Aar haffde ieg icke seet hannem). Hands Compliment war: »Nu, sköllen wii uns nu scheden?« Ieg swarte: »Ia, nu is de Tiid gekaamen.« Saa bød hand mig Haanden oc sagde: »Ade!« Ieg swarte med samme Ord, oc Søster Daatter loe hierteligen.

Stacket effter Slosf. war gaaen bort, gick ieg oc Søster Daatter ud aff Taarnet. Hs. Majt. Dronningen formeente att see mig, der ieg gick ud; war gaaet hen paa en Balcon. Men ded war temmelig mørckt; tilmed haffde ieg et soort Floer for Ansictet. Sloß-Platzen langs need aff Broen oc uden for war saa forfylt aff Mennisker, saa wii næppeste kunde trenge os igien[nem] til Careten.

Miine Fængsels Dage haffwer wærret 21 Aar, 9 Maaneder oc 11 Dage.

Kong Friderich den 3. loed mig fængsele An. 1663 den 8. Aug., Kong Christian den 5. gaff mig Friiheden An. 1685 den 18. Maj. Gud welsigne min allernaadigste Arffwe-Konge med alle kongelige Lycksaligheder, unde Hs. kgl. Majt. Helbrede oc legge mange Aar til hands Alder! Dette ended i mit Fengsel[256].

Den 19. Maj, Klocken offwer 10 om Afftenen, gick ieg ud aff mit Fengsel. Gud skee Loff, Priis oc Ære! Hand giffwe mig Naade att erkiende hands guddommelige Welgierninger oc aldrig forgiætte mit Tack-Offer att frembære.

Hierte kiære Børn! Dette er den største Deel aff ded skriffwærdigste, som sig inden miine Fengsels Døre med mig haffwer tildraget. Ieg leffwer nu i ded Haab, att Gud oc Kongl. Maj. ded saa wil behage, att ieg Eder selffwer denne Beretning kand lade see; hwor til Gud giffwe sin Naade!

Skreffwen paa Husum[257] den 2. Iuni1685., huorhelst ieg forwenter Kongl. Majts. Hiemkomst fra Norge.


[Hermed ender den egentlige sammenhængende Skildring. Hvad der følger — i Haandskriftet optager det endnu 4 Blade — maa betragtes som et Appendix af større Anmærkninger og Tillæg til forskjellige Partier af denne. Efter Skriften at dømme kan dette Appendix ikke være meget yngre end Slutningen af selve Hovedberetningen.]

Anno 1666, stacket effter, att den Quinde Karen Nelß Daatter war kommen til mig, bleffwe wii først waer, att der war Steen-Gulff i wort Fengsels Kammers, efftersom et Stycke tilbaget Skarn aff hinder bleff opbrut, oc Steenene kiente. Ieg haffde tagen ded an for et Leer Gulff. Den forrige Karen, Olis Daatter, war aff dennem, som iæffnede Skarnet, men tog ded icke bort. Denne plagede mig ideligen, fast huer Dag, for att bryde ded op offweralt, oc ded paa een Gang: ded war snart giort. Ieg meente, att ded wille bekomme os ille, om ded skeede paa engang, thi der wille Wand til att bløde ded, oc den Stanck i ded beklæmte Huul wille foraarsage os Sygdom, men att løßne et Stycke effter anden ded kunde lættere skee foruden Umage. Hun bleff weed sin Meening oc weed sin Begiæring; troede att wille offwertale Sloßf. eller Taarngiemmeren att lade Døren saa lenge staa aaben, intil der war reent giort. Men der Taarngiemmeren haffde flyet hender ind en Balle med Wand, saa lucte hand Dørene til. Ieg lagde mig i Sengen, tæckede mig tæt til offwer Ansictet, oc hun skrobbede oc drogis med Skarnet. Den Mængde, der war aff Skarn, er utroelig. Den war sancket i mange Aar, thi ded haffde werret et Mißdæders Fængsel, oc der inne haffde de paa Gulffwet giort derris Behoff. Hun lagde den Uhømskhed op i et Hiørne, oc war diß Mangfoldighed saa stoer som et stoert Bunde Læß. Ded bleff liggendis indtil om Afftenen imod Maaltiids Tiid, da bleffwe Dørene først aabnet. Ded skeede, som ieg fryctede: wii bleffwe begge syge. Quinden kom sig dog før end som ieg, thi hun kom ud i Lufften, men ieg bleff i ded indklæmte Hul, huor fast ingen Lyßning war. Wii want oc ded der weed, att Loppers Mangfoldighed plagede os Dag oc Nat, oc ware de hender meere wedhængende end som mig, saa hun war offte ferdig til att græde. Ieg loe oc giorde en Skiæmt der aff, sagde, hun wille haffwe noget att bestille, nu haffde hun faaet Tiids Fordriff; wii maatte dog intet arbeede. Lopperne saede saa tycke paa worris Strømper, saa Farwen aff Strømperne icke kientis, oc strøg wii dem aff oß i Wandbæckenet. Kom der offwer i Erfaring, att een Loppe føder anden. Thi som ieg saae effter derris Mangfoldighed, oc huorledis de kunde swømme, bleff ieg waer, att nogle smaa Been krafflede bagest Loppen, tenck[t]e, att ded war et sær Slags. Endelig saae ieg, hwad ded war, tog Loppen paa min Finger, huoraff den liiden kom frem oc effterloed Fødsels-Tegn; sprang strax, men Moderen saed lided, førend hun kom sig, kunde oc icke springe wit første Gang. Den Lyst haffde ieg tiire end som eengang, indtil Lopperne bleffwe ødelagte. Om alle Lopper fødis paa den Maade, kand ieg icke wiide, men att de afflis aff Skarn oc Leer, ded haffwer ieg oc seet i mit Fengsel oc seet, huorledis de lit effter lit erre bleffwen fuldkommen oc aff særdelis Farffwe, saa som Materien war til, de aff bleff afflet. Ieg haffwer oc seet dennem parre sig.

Ieg haffwer oc i mit Fengsel faaet en Erfarenhed om Kaal-Orme. Haffde1682. een Tiids Fordriff att see, huorledis de forandrede sig. Ormene ware alle et Slags til Syne, liige striibede oc aff liige Farffwer. Men effter alle komme icke Sommer-Fuule. Ded er artig att see, huorledis en Part, imod de forandris, sætter sig op imod, hwad de kand komme til, oc fæster en Traa (som Silcke Orme Traa) wed begge Siider, drager den offwer Ryggen frem oc tilbage offwer 50 Gange, alt paa et Stæd, bøyer sig stønnem med Ryggen for att forsøge, om ded oc er sterck nock; huo icke, da drager de fleere Traaer. Naar ded er skeed, forandris derris Skickelse i en Hast, oc bliffwer [de] tycke for til med en Snuude, som er spitz til Enden, oc icke ulig en Fisk, som de Hollænder kalder Knorr; haffwer liige saadanne Finder paa Ryggen oc saadanne Hoffweder. I den Danelse sidder de 16 Dage, saa kommer der en huiid Sommer-Fuul ud. Men aff nogle Kaal-Orme kommer aff begge derris Siider smaa stackede Orme som Maddicker, huiidactige, breede i en Ende oc spitz[e] i den anden Ende. De omspinder sig selffwer med en stoer Geswindighed, en huer for sig. Siden spinder Ormen offwer dennem temmelig tyckt, welter dem omkring, saa de bliffwer som nesten trinne Bolle. Der ligger hun i mellem gandske indtørret, ædder intet, bliffwer saa stacket som en Fluue, inden hun døer. Tolff Dage der effter kommer der smaa Fluuer ud aff Bolden, oc seer Bolden ud liige som en Biie-Kuube. Ieg haffwer seet aff samme Slags Kaal-Orme, att der er kommen en liiden leffwende Orm ud aff Ormens Nacke (som ieg holder for ded rareste), men den leffwede icke lenge, aad oc intet. Moderen døde, strax den liiden war udkommen.

Anno 1683, Nyt Aars Dag. Til mig selff.

Man siger, Lycken er et ypperligt gott Stycke,
For hwilcken Macten selff wel neederlig maa bycke,
Huor wel att hun er blind, ia falder plutzlig hen
Oc siælden, der hun falt, sig reißer op igien.
I Dag gaar hun Bye-Gang med Ynske i hwer Hytte,
War Ynsk' att liide paa, da wanckede goed Bytte,
Men den er ickun et Weyr oc Lycken meget liig,
Hoes begge, Wandrings-Mand, er idel Falskheds-Swig.
Den første bryder læt, den anden intet giælder,
Dog brugis begge toe til Snarer oc til Fælder;
Du Lyckens Eyermand, som med den brammer nu,
Weedst lided, om du snart for hender sætter U.
Da falder Moded hen, et Bogstaff dig omhwiister,
Warstu end Goliath oc engang til saa biister;
Oc du, som est foract, i Sorrig worden graa,
Weedst ey, om hun i Aar indtitter i din Wraa,
Thi hun sig tumler om, ded øffwerst nederst wender
Oc atter om igien ded neederst øffwerst sender.
Alt ded, som iordisk er, ded kommer oc ded gaar,
Thi wil ieg stunde hen, huor Ewighed bestaar.

Den 14. Martii 1683 dictede ieg effterfølgende:

Ded Ordsprog er wel giæfft, som brugis tit paa Tunge:
En Wen langt ædler er end pænning-fylte Punge;
Nu spørgis maa: huor er i denne Wersens Tiid
En Wen saa dydefuld, som skulle med sin Fliid
En anden drage ud aff Sorrig, Nød oc Waade,
Foruden hand dermed forsickret war en Baade?
Ded er dog intet nyt, thi Egennyttighed
Den fulte Wersens-Børn fra første Tiid, man weed;
De gamle haffwer hørt, de gamle ded beklage,
Att der fast ingen war, som wille sig antage
Betrengtis Nød oc Tarff, fremføre derris Bøn,
Naar ey war anded hoes end stoer Tack oc Guds Løn.
See, hoes Betehste-Floed i Børne Børens Alder
Hwært Aar en lam did kom, nærwærende bønfalder
Om Hiælpis Trøst. Men hwad? Hands Bøn forgiæffwis war,
Blant nogle tusinde fandts ey en, Omhue bar
Att ræcke hannem Haand, i Wanded nederføre,
Naar Engelen fremkom, som Wanded monne røre.
Hand haffde ligget der til sidste Aande-Dræt
Saa Wen som pengis-løß oc aldrig gaaet opræt,
Dersom den Kræmmer ey, som sælger uden Pænge,
War kommen frem ded Straag oc hannem reist aff Senge.

Nødtrængende Guds-Barn, wær frisk i Siæl oc Hue,
Den Kræmmer er ey døe, men hand er til endnu
Oc liige naadefuld, saa som hand wæret haffwer,
Hoeß hannem kiøbis Hiælp foruden Guld oc Gaffwer.
Hand wil, naar ded er Tiid, dig ræcke Hiælpers-Haand
Oc selffwer wære den, som løßer diine Baand.

Anno 1684, første Dag. Til Peder Iensen Tøtzløff.

Welkommen Nyt-Aars-Dag, huorwel dig Brahe regner
Att wære første Tal aff de, hand onde tegner,
Oc meener, hwadsomhelst begyndis først paa dig,
Ey kand goed Fremgang faa oc wære lyckelig.
Nu spørgis billig ded: om man affstoed ded onde,
I Dag først giorde gott, om ded oc lyckis kunde?
Om paa et gott Forsæt skal følge ond Udslag,
Fordi ded førstegang begyntis paa i Dag?
O Brahe, ieg troer wist, naar een Ting wel begyndis
I Dag som anden Tiid, oc dermed icke syndis,
Att ded gaar lyckelig oc falder ud til Gaffn,
Hældst naar begyndis paa i søde Iesu Naffn.
Begynd i samme Naffn i Dag oc alle Dage,
Beed, att dit Anslag maa Gud Zebaoth behage,
Dig wære nyttelig, saa skal ey ont formaa
Att hindre dit Forsæt oc hæmme din Attraa,
Men Lycken bydis skal sig offwer dig at stræcke,
Saa Affwings-Manden selff Hiælp-Haanden dig skal ræcke.
At dig saa hændis maa, ded ynsker ieg, som wil
Gud bede hiærtelig att sige ia dertil.

Fortegnelse
over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.

rettet til:
Side   4,L. 15: mangenmange
–   10, –   7: erre bedrøffueligeer bedrøffuelig
–   13, – 25: AarsAar
–   15, –   8: anstegnetantegnet
–   16, – 27-28: saa meget saa strengsaa meget streng
–   18, – 23: deddid
–   20, –   3: dedde
–   35, – 11: engentligegentlig
–   38, –   5: Abel Caht.Abel Cath.
–   43, –   2: siinesiin
–   53, – 24: TengTegn
–   54, – 11: ware stoerwar stoer
–   —, – 24: MuhtsMuths[258]
–   56, – 26: vdi læstelæste
–   64, –   9: haffue derhaffue den
–   —,Anm. 2 L. 4: haffuehaffde
–   65,L. 11-12: excequereexcequeris
–   78, – 29: ForsittighedForsictighed
–   86, – 18: Gud oc oc sinGud oc sin
–   94, – 21: sagtesagde
–   96, –   1: Naar somNaar saa
– 119, – 20: SalomonesSalomonis
– 120, –   1: sichsig
– 122, – 10: Solsf.Slosf.
– 123, – 11: legnedelignede
–  — , – 18: HirIhr
– 124, –   1: BodemBoden
– 132, – 20: moknok
– 136, – 11: dendem
– 141, – 22: Ppaa KoneSpaa Kone
– 143, – 11: EeedEed
–  — , – 23: stoetstoed
– 146, –   1-2: megen Forbandelsermange Forbandelser
–  — , –   8: NawedrenNadweren
– 149, –   5: DiffilcuteterDifficulteter
–  — , – 23-24: bekom igien en — Quinde igienbekom en — Quinde igien
– 150,Anm. L. 3: skylffleskyffle
– 153,L. 23: FengselnerneFengselerne
– 157,Anm. L. 6: iade
– 163,  —   1 L. 2: LyßeLyß
– 168,L. 22: att kommenatt komme
– 175, – 15: staxstrax
–  — , – 29: glædeligtglædelig
– 184, – 12: skulle meddeelteskulle meddeele
– 193, – 17: att foractedeatt foracte
– 194, – 24: hannem wollenhaben wollen
– 195, – 19: IegIch
–  — ,Anm. L. 1: LæhnelseLæhmelse
– 196,L.   5: ichicke
– 203, –   5: stoed paa ded Løffte, attstoed paa ded, att
– 209, – 10: styffsedetyffsede
– 210, – 22: ØffwelseeØffwelse
– 212, – 30: intetintil
– 215, – 11: adatt
– 217,Vers 3 L. 3: elffteelffwe
–  — ,  —  4  –  2: stammerstæmmer
– 225,L. 27: BræctBræck
– 230, – 20: imellenimellem
– 231, –   1-2: kunde haffdekunde haffwe
–  — , – 12: Taarn-TuenTaarn-Stuen
– 239, – 15: en en halffen halff
–  — , – 16: GliemmeGiemme
– 245, – 23: IiiIi
– 246, –   4: ded ickeieg icke
– 248, – 21: fortwilffledefortwifflede
– 249, –   1: nogen attnogen aff
–  — , – 12: metmed
– 251, – 30: Syge-SegnSyge-Seng
– 255, – 17: optengnetoptegnet
– 260, – 12: Bad paaBag paa
– 262, – 13: haffwer sagdehaffwer sagt
– 268, –   4: StrømmerStrømper
– 271, – 11: ey eyer ey

Rettelser til nærværende Udgave.

Side 37, Linie 7: liifarffue og Side 81, Linie 12: tog ware — burde have været trykt: Liifarffue og: tog Ware, i Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa disse Ord ere trykte længere henne i Bogen.

Side 122, Anm. Linie 7—9. Ordene: eller om det — givet af den udgaa. Det var nemlig et Øjeblik gaaet mig af Glemme, at den i Anm. omtalte franske Indskrift først er bleven overstreget længere Tid efter, at Forf. har nedskrevet den, hvad Blækket tydeligt nok udviser.


FODNOTER

[1] De ere alle skrevne paa Maribo Kloster. Det ældste af dem (til Anna Brahe?) er dateret 13. Januar 1689, det næste i Tiden (til Anna Brahe) 5. Januar 1692, det tredie (til Otto Sperling den Yngre) 27. September 1692 og det sidste (til Samme) 4. Oktober 1692. Idetmindste de 2 første af disse Breve have tidligere tilhørt Gehejmeraad Bülow til Sanderumgaard og ere trykte i Nyt Aftenblad 1826 S. 228—30, hvor dog Udskriften til Anna Brahe er henført til det urigtige Brev.

[2] Det turde dog maaske være rigtigt at gjøre opmærksom paa, at der er nogen Forskjel paa Aftrykkenes Godhed.

[3] Som et Exempel instar omnium skal jeg anføre, at Forf. lader Leonora Christina fortælle, at hun blev hensat "i det elendige Fangehus ved den lange Bro(!!), som kaldes Blaataarn". Midt i alt det Uægte er dog et virkelig authentisk Stykke indsat (nemlig de a. St. S. 143—46 aftrykte Vers med tilhørende Anmærkninger), som Forfatteren da ogsaa har forsøgt at smelte sammen med sit eget Fabrikat, men han har herved ganske overset, at næsten alle de historiske Angivelser i dette Stykke (alene med Undtagelse af Datoen for Leonora Christinas Fødselsdag, som han selv har tilsat) ere helt forskjellige fra dem, der forekomme i den egentlige Skildring. Det paagjældende Stykke danner ellers altid et særskilt Hele for sig. Jeg er oftere stødt paa det og har det i dette Øjeblik liggende for mig i en Afskrift fra Karen Brahes Bibliothek (jvfr. Vogelsang, Fortegn. over Haandskrifterne i K. B. Bibliothek Nr. 313,2. V. antager med Urette det paagjældende Haandskrift for en Original).

[4] Den første findes i Ny kgl. Samling Nr. 2146,4. Afskrifterne af den latinske Oversættelse findes, saavidt de ere mig bekjendte, i samme Samling under Numrene 2141b,4; 2143,4; 2144,4; 2145,4 (3 Exemplarer); 2146c,4. De angive sig alle at være "ex ipsius (ɔ: Leonora Christinas) autographo", men, som allerede antydet, maa dette dog — idetmindste saavidt jeg har undersøgt Sagen — kun forstaaes saaledes, at de ere Kopier af en Oversættelse, som er gjort efter selve Originalen.

[5] Efter en Paaskrift paa 2 af de nævnte Haandskrifter at dømme maa man endog antage, at det er Høyer selv, som har besørget den latinske Oversættelse, der gaar igjen i de mange Afskrifter.

[6] At Selvbiografiens Datering i alt Fald for saavidt er rigtig, som Ligheden mellem dens og "Jammers-Mindets" Fremstilling ikke kan hidrøre fra, at det førstnævnte Værk er udskrevet efter det sidste, derfor borge tilstrækkelig indre Grunde, som det dog her, hvor Selvbiografien kun i Forbigaaende omtales, vilde være for vidtløftigt at opregne.

[7] Denne Paastand kunde ved første Øjekast synes at modsiges derved, at Forf. paa flere Steder, før hun naar ned til det angivne Tidspunkt, taler i den nærværende Tid, saaledes fremforalt S. 220. De Forhold og Begivenheder, som her skildres, henhøre til Aaret 1674, og efter den Maade, hvorpaa Forf. skildrer dem, skulde man virkelig tro, at Beretningen om dem var nedskrevet i selve hint Aar. Men for ikke at tale om, at i saa Tilfælde maatte omtrent 5/6 Dele af hele Værket være udarbejdet i Løbet af et halvt Aars Tid, medens Forf. til den tilbagestaaende Aars Begivenheder ere fortalte, at Forf. endnu ikke er naaet op til en egentlig samtidig Skildring. Navnlig fremgaar dette af S. 224, hvor hun omtaler Noget, der foregik i 1676, og i samme Pennestrøg skildrer Begivenheder fra 1678 eller 1679. Hvad angaar de Grunde, der kunne have bevæget Forf. til saaledes at ville fingere en Samtidighed mellem de forefaldne Begivenheder og sin Beretning om dem, vil det maaske være tilstrækkeligt at minde om, at 1674 netop var det Aar, med hvilket hun fra Begyndelsen af havde tænkt at afslutte sin Skildring, idet nemlig hendes Fremgangsmaade i det nævnte Tilfælde herved kommer til at frembyde en fuldstændig Analogi til den, hun fulgte, da hun forsøgte at give det Udseende af, at den til den 19. Maj 1685 fortsatte Skildring var afsluttet paa selve denne Dag, skjønt dette, strengt taget, heller ikke ganske stemmer med Sandheden (se S. 265 Anm. 2 og S. 16 Anm. 2).

[8] Jvfr. ogsaa den Maade, hvorpaa Forf. har forsøgt at sammensmelte den oprindelige Fortale med det senere Tillæg til samme (S. 13 Anm.). Her foreligger et meget iøjnefaldende Exempel paa en formel Rettelse, som er foretaget under det antydede Synspunkt.

[9] Jeg kan ikke betegne min Fremgangsmaade saaledes, at jeg har trykt alle Substantiver med store Begyndelsesbogstaver og alle Ikke-Substantiver med smaa, thi der er til begge Sider ikke faa Undtagelser, som jeg dog ikke anser det for nødvendigt at specificere her.

[10] Senere rettet til: »haffwer mine Liidelser worren stoere oc mange, tunge oc vtallige«.

[11] I Randen er senere tilføjet: »efftersom ieg nu er i Haab, att miine Skriffter Eder kand komme til Hænde, mit Fengsel oc diße trende sidste Aaringer meget er lættet

[12] Dette Sted kan mærkes som et Exempel paa en af de Ordstillinger, som Forf. ved den i Indledningen omtalte Revision af Haandskriftet ellers i Almindelighed har rettet, forsaavidt hun er bleven opmærksom paa dem.

[13] De Begivenheder, hvortil her sigtes, tør i deres Hovedtræk forudsættes at være saa almindelig kjendte, at jeg ikke finder Anledning til at udtale mig nærmere om dem.

[14] I November 1656 besluttede Leonora Christina, som dengang i længere Tid havde opholdt sig med sin Familie paa Slottet Barth i Pommeren, at gjøre en Rejse til Danmark, for, som hun selv siger, »udi al Underdanighed at søge Hs. kgl. Majt. min Herres Uskyldighed at demonstrere.« Hun kom imidlertid ikke længere end til Korsør, hvor Ulr. Chr. Gyldenløve foreviste hende en kongelig Ordre til at vende om, og for at være saa meget mere sikker paa, at denne blev efterlevet, ledsagede Gyldenløve hende selv til Nyborg, hvorfra Rejsen gik videre gjennem Fyen, Slesvig og Holsten. Hun ankom den 15. December til Barth, og det er saaledes ikke ganske nøjagtigt, naar hun ovenfor siger, at Rejsen foregik 1657. Man har en egenhændig Beretning af Leonora Christina om denne hendes Bortvisning fra Danmark. Den er trykt i Becker's Saml. til Danm. Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 441—47.

[15] Om Processen i Malmø se især Molbech, Et Bidrag til Corfitz Ulfeldts Levnetshistorie (Nyt hist. Tidsskrift 4 Bd. S. 1 flg.); jvfr. Indledningen.

[16] Nemlig fra sidst i Juli 1660 til noget over Midten af December 1661.

[17] En saadan Beskrivelse er ikke kjendt, men maaske kan den endnu findes i det Waldstein'ske Familiearkiv. En kritisk Fremstilling af hele det paagjældende Afsnit af Korfits Ulfeldts og hans Gemalindes Liv haves i Molbech's Andet Bidrag til Corf. Ulfeldts Levnetshistorie (Nyt hist. Tidsskrift 4 Bd. S. 369—441.) Af enkelte herhen hørende trykte Aktstykker kunne især mærkes: Generalmajor Fuchs's Indberetning om Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Flugtforsøg fra Bornholm i Wolff's Journal f. Politik 1816, 1, 71—78; Sammes Indberetning om de Fangnes Tilstand i Juni 1661, smstds. 1, 193—98; Vidneforhør i Anledning af Ulfeldts Flugtforsøg, smstds. 1, 198—214 og 2, 42—47; Fuchs's Svar paa Ulfeldts Beskyldninger, smstds. 1, 227—35; Memorial angaaende Korf. Ulfeldt og Leonora Christina, skrevet i Marts 1662, smstds. 3, 135—40; Ulfeldts »Deprecations-Skrivelse« og 2 af ham udstedte Reverser hos Paus, Corf. Uhlefeld, 2 Part, S. 208—14.

[18] Blandt de mange haarde Betingelser, som Ulfeldt maatte underkaste sig for tilligemed sin Gemalinde at komme paa fri Fod igjen, var ogsaa den, at han skulde afstaa til Kongen Alt, hvad han ejede af faste Ejendomme og Jordegods i Sjælland, Jylland og Norge, samt desuden annullere en Obligation paa 63,000 Rdl. foruden paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede til ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne Indtægter; se Nyt histor. Tidsskrift 4 Bd. S. 423 og 435—38; jvfr. Indledningen. At hans Løsladelse ogsaa havde kostet ham temmelig store Summer til andre Personer, navnlig til Grev Chr. Rantzov og Gabel, fortaltes i Kjøbenhavn strax efter, at den havde fundet Sted (se Becker's Saml. til Danm. Hist. under Frederik III. 1 D. S. 273), og det bekræftes, idetmindste for Gabels Vedkommende, længere henne i dette Skrift, idet Forf. siger, at denne som Betaling for ydet Hjælp ved hin Lejlighed havde faaet 5000 Rdlr. af hendes Mand.

[19] Den Sum, som Korfits Ulfeldt af sine egne Midler havde forstrakt Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene, beløb sig til 18700 Rdlr. Angaaende Maaden, hvorpaa Leonora Christina søgte at inddrive denne Fordring, se især Danske Magazin 3 R. 2 Bd. S. 54 flg., hvor der ogsaa findes trykt en Del Aktstykker, som have Hensyn til hendes Anholdelse i Dover ved den danske Resident i England, Simon de Petkum; jvfr. Indledningen. — Dreiers Navn giver mig Anledning til at bemærke, at de allerfleste af de her i Fortalen nævnte Personer selvfølgelig ville blive nærmere omtalte i den egentlige Skildring, og indtil da opsætter jeg ogsaa Meddelelsen af de Oplysninger, hvormed det for enkelte af disse Personers Vedkommende synes mig nødvendigt eller passende at supplere Forf.s Beretning.

[20] Med hvad Ret Jørgen Skrøder betegnes paa denne Maade, kan ikke afgjøres, da han, saavidt jeg ved, ikke i noget hidtil kjendt Skrift eller Aktstykke findes omtalt i Forbindelse med den Ulfeldt'ske Familie (han nævnes 1646 som »Munster-Commissarius«, se Nye danske Magazin 2 Bd. S. 290 og 292; 1668 fik han — efter en Notits fra Rentekammerarkivet, meddelt mig af Cand. H. C. A. Lund — Bestalling som Legationssekretair med 300 Rd. aarlig Gage), og da nu Forf. ovenikjøbet har glemt at omtale ham i den egentlige Skildring, saaledes som hun her bebuder at ville gjøre, faar man heller ikke at vide, hvorledes det gik til, at han kom til at trænge til hende.

[21] Hele dette Stykke er senere overstreget.

[22] Slutningen af Fortalen fra Ordene: Vdi midler Tiid indtil V. E. G. incl er — paa nogle enkelte Ord nær, der kun ved en Uagtsomhed synes at være blevne skaanede — senere overstreget. Grunden hertil er let at se. Som det nemlig i Indledningen antydedes, er denne Fortale skrevet, før Forf. begyndte paa den egentlige Skildring, som hun fra først af ikke havde tænkt at føre længere ned i Tiden end til Aar 1674. Imidlertid vare hendes Trængsler meget langt fra at være til Ende med dette Aar, og ligesom hun paa Grund heraf under selve Udarbejdelsen bestemte sig til at fortsætte Skildringen udover den oprindelig paatænkte Grændse, saaledes har hun ogsaa, efterat det Hele var færdigt, ment at burde udvide Fortalen saavidt, at den kom til at omfatte Begivenhederne lige ned til hendes Udfrielse af Fangenskabet 1685. Forat imidlertid en saadan Udvidelse kunde finde Sted, var det først og fremmest nødvendigt at udslette Slutningsordene i den oprindelige Fortale, og dette er da ogsaa sket, som ovenfor sagt. Derpaa er saa Fortsættelsen i Form af 4 beskrevne Blade indheftet i Haandskriftet umiddelbart efter den første Fortale. Den er skrevet paa ganske lignende Papir og med ganske samme Skrifttræk som den sidste Del af selve Værket. Men uagtet Forf.s Bestræbelser for at sammensmelte den oprindelige Fortale og det senere Tilføjede til en Enhed, vil man let overbevise sig om, at hun har taget Sagen altfor overfladisk, til at dette skulde kunne lykkes, og jeg har derfor ikke betænkt mig paa her at gjengive den tidligere Fortale i dens første Skikkelse, idet jeg dog bagefter aftrykker det senere Tilskrevne, men med mindre Typer for endnu tydeligere at betegne Forskjellen i Tid og Affattelse mellem de to Stykker.

Endnu kan med Hensyn til Tidsangivelsen under Fortalen mærkes Følgende: Leonora Christina var efter Optegnelserne i Christian IV.s Skrivkalendere (Schlegel, Samml. zur dän. Geschichte 2 Bd. 1, 61 og Nyt histor. Tidsskrift 4 Bd. S. 338) født den 8. Juli 1621, gammel Stil. Dette svarer nu rigtignok til den 18. Juli, ny Stil, men for det Første bruger Leonora Christina ellers overalt i Haandskriftet den ældre Tidsregning, og dernæst er selve hin Tidsangivelse 18. Juli fremkommet ved en Rettelse af en ældre Dato, 11. Juni, som endnu ganske tydelig læses under den anden. Selv om man altsaa antager, at Rettelsen hidrører fra Leonora Christina selv — og der er ikke Noget, som modsiger, at hun kan have foretaget den i et senere Afsnit af sit Liv — bliver dog altid Vanskeligheden med den ældre Dato: 11. Juni, tilbage, og at denne sidste ikke kan betragtes som en ligefrem Skrivfejl, skjønnes deraf, at i Leonora Christinas authentiske haandskrevne Selvbiografi (jvfr. Indledn.) angives ligeledes den 11. Juni som hendes Fødselsdag. Med andre Ord: Leonora Christina har virkelig til en Tid været uvidende om, hvad Dag hun var født. Hvorledes nu dette snarest maa forklares, om saaledes, at hun maaske har glemt sin Fødselsdag i de mange Trængselsaar, hun tilbragte dels udenfor Fædrelandet, dels i Fængslet, eller om hun maaske i sin Ungdom aldrig har kjendt den, skal jeg ikke forsøge at afgjøre. Kun skal jeg bemærke, at alle Forfattere, som have skrevet om hende, forinden Christian IV.s Kalenderoptegnelser bleve udgivne, ligeledes angive hendes Fødselsdag urigtigt (Gravskriften i Maribo Kirke har dog det Rette), men saaledes, at En angiver en Dato, en Anden en anden. Den yngre Sperling, som, selv om han ikke var den, til hvem Leonora Christinas i Form af et Brev affattede Selvbiografi var stilet (hvilket er saa godt som afgjort), paa Grund af sit nære personlige Forhold til Leonora Christina maatte antages at have alle den Slags Efterretninger fra hende selv, har i sine Collectanea »de feminis eruditis« (Orig. i Gl. kgl. Smlng. 2110 a-b, 4) den 11. Juni, ganske som vort Haandskrift, og først senere er der ved Siden af tilføjet: »vel potius in Julio«. Den foregivne Selvbiografi (Bang's Samlinger 2, 126) har ligesom ogsaa Holberg (Danm. Riges Hist. T. 3 S. 572), Paus (Corf. Uhlefeld 1, 25) og Schønau (Lærde Fruentimmer S. 319) den 22. Juli. Hofman (Portraits historiques P. 5 pag. 83 og Danske Adelsmænd 2 D. S. 316) har 22. Juni.

[23] I Randen er tilføjet: »udi hwilcken er antegnet adskillige Widerwertigheder, mig haffwer angreben, som for mangen en skulle haffwe werret haardere att imod staa end som Fengsels Twang. Gud gaff Styrcke«.

[24] Skjønt den ovenstaaende Bemærkning og Dato kunde synes at gjøre det ganske utvivlsomt, at det her aftrykte Tillæg til den oprindelige Fortale er nedskrevet i Fængslet, er der dog paa den anden Side Meget, der taler for, at det ikke kan være skrevet, før selve den egentlige Beretning var afsluttet, og da denne Afslutning — skjønt tildels ogsaa dateret fra Fængslet — notorisk først har fundet Sted efter Løsladelsen, er det idetmindste sandsynligt, at det Samme gjælder om Afslutningen af Fortalen.

[25] Det er: Fr. v. Ahlefeldt.

[26] Det er: Arnfeldt.

[27] Der har først staaet: »Anno 1674 den 11. Iuni« (jvfr. S. 13 Anm.) Dette er saa overstreget, og ved Siden af er skrevet med Leonora Christinas egen Haand: »Anno 1685 den 19. Maj.« Derefter er saa igjen — og, som det synes, endnu med samme Haand — 11. Iuni forandret til 18. Iuli (Blækket, hvormed denne Rettelse er foretaget, sees tydeligt ovenpaa den Streg, der er draget hen over de udslettede Ord).

[28] Epicteti Enchiridion cap. 43.

[29] Peter Dreier var egentlig Rektor ved Vordingborg Skole. Paa Grund af Krigen med Sverig blev imidlertid Skolen næsten ganske opløst i Slutningen af Aaret 1658, og i den nærmest følgende Tid var nu Dreier »af Hans kongelige Maj. mærkelige Sager ved tre adskillige høikongelige Ambassader forløvet.« Han overtog derefter igjen Rektoratet, som han dog definitivt nedlagde 1664. Paa den Tid, da Leonora Christina var i England, synes han at have været Sekretær hos Petkum, og denne var det, som overdrog ham at ledsage Grevinden til Kjøbenhavn. (Efter en Anmærkning af Kall-Rasmussen i Danske Magazin 3. R. 2 Bd. S. 78, hvor der ogsaa gives nogle Oplysninger om Mandens senere Skjæbne).

[30] Han havde tidligere været dansk Konsul i Dünkirchen. 1666 forlod han England, og et Par Aar efter blev han Præsident i Commerce-Collegiet.

[31] I Randen er senere tilføjet: »Ieg haffde en Ring med en Taffuel Steen paa 200 Rdr., den beed ieg Steenen aff, kaste Gullet i St[r]anden oc beholt Steenen i Munden. Ded kunde icke merckis paa min Tale, att der war noget i Munden«.

[32] Hvilken Rolle Braten spillede ved Leonora Christinas Anholdelse i Dover, er allerede i Hovedtrækkene antydet i Indledningen (Fremstillingen her støtter sig især til Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi) samt S. 9.

[33] Generalmajor Adolf Fuchs, hvis Strenghed og Brutalitet ikke lidet havde bidraget til at forøge Korfits Ulfeldts og Leonora Christinas Kvaler under deres Fangenskab paa Hammershuus, var, endnu før de selv frigaves, bleven afløst af en Anden i sin Post som Kommandant paa Bornholm. Det blev dog derfor ikke glemt, hvad de havde maattet lide af denne »Bondesøn« (jvfr. S. 7; ogsaa Korfits Ulfeldts ældste Søn, Christian U., kalder Fuchs en »Bonde og en Skræder af sit Haandværk«, se Wolff's Journal f. Politik 1816, 2, 93—94, og det er saaledes næppe rigtigt, naar han af Nogle antages at have været en Søn af General i Artilleriet Hans Philip v. Fuchs, som faldt i Slaget ved Lutter.) I Efteraaret 1662 kom Fuchs med sin Kone til Brygge, i hvilken By Ulfeldt netop havde taget Ophold med sin Familie, og en Dag, da Christian Ulfeldt — der af Nogle siges kort i Forvejen at have været i Paris, men som i saa Tilfælde rimeligvis er kommen til Brygge i Følge med Forældrene, der nylig vare vendte hjem fra en Udflugt til denne By — møder Fuchs kjørende i Brygges Gader, springer han hen til hans Vogn og støder ham en Dolk i Hjertet, hvorefter han tager Flugten. En Missive, som Christian Ulfeldt selv udsendte i Anledning af dette Mord, er trykt — i Oversættelse — i Wolff's Journal f. Politik 1816, 2, 90—96; jvfr. Paus, Corf. Uhlefeld 2, 216—17; Becker, Saml. til Danm. Hist. under Fredr. III. 1 D. S. 315; Danske Magazin 3 R. 1 Bd. S. 280—81. Hos Paus a. St. er ogsaa aftrykt et Brev fra Grev Christian Rantzov til Korf. Ulfeldt, hvori den Første lover at gaa i Forbøn for Ulfeldts Søn hos Frederik III.

[34] Niels Rosenkrands til Stougaard (f. 1627) havde ligefra 1658 af — det Aar, da Livregimentet til Fods blev oprettet, se Løvenskjold, Efterretn. om den kongel. Livgarde til Fods S. 2 flg. — været Oberstlieutenant ved dette Regiment og højlig udmærket sig i denne Stilling under Kjøbenhavns Belejring. Efter den nedenfor omtalte Fr. v. Ahlefeldts Død 1672 blev han Chef for Livregimentet og Kommandant i Kjøbenhavn, og 1675 udnævntes han til Generallieutenant. Han faldt for Helsingborg den 2. Juli 1676.

[35] Steen Andersen Bille, en naturlig Søn af Rigsmarsk Anders Bille, havde under Kjøbenhavns Belejring gjort Tjeneste som Major ved Studenternes Regiment. Han blev legitimeret og optaget i den danske Adelsstand 1679 og døde 1698 som Brigadér og Vicekommandant i Kjøbenhavn.

[36] Maaske den Samme, som i O. H. Moller's Nachr. von d. Geschlecht derer von Ahlefeldt S. 306 nævnes som Ritmester 1661, og som døde som Oberst 1676 af et Saar, han fik ved Christianstads Erobring; se Extraord. maanedl. Relationer 1677, S. 502.

[37] ɔ: Ahlefeldt. Han maa ikke forvexles med Fætteren af samme Navn, som var Statholder i Kjøbenhavn og senere efterhaanden blev tydsk Rigsgreve, dansk Greve (til Langeland), Storkantsler o. s. v. Den her nævnte Fr. v. Ahlefeldt til Maasleben og Hald var allerede under Kjøbenhavns Belejring, i hvilken han særlig udmærkede sig, Generalmajor og Oberst ved Livregimentet til Fods (han var dette Regiments første Chef). 1662 blev han Kommandant i Kjøbenhavn, og 1671 udnævntes han til Generallieutenant. Han døde den 4. Januar 1672.

[38] Hendes Navn var Augusta von der Wisch.

[39] Ceremonimester (senere Gehejmeraad og Stiftamtmand i Ribe) Frants Eberhard v. Speckhan's Kone. Hun havde tidligere været gift med en Borgmester i Kjøbenhavn, Reinholdt Hansen, og (efter dennes Død?) en Tidlang været i Tjeneste hos Leonora Christina. Hun var den Ulfeldt'ske Familie meget hengiven. I hendes Hus toge Korf. Ulfeldt og Leonora Christina ind efter Flugten fra Malmø, og medens de sade fangne paa Hammershuus, opbevarede hun en Del af deres rørlige Gods for dem. Jvfr. Suhm, Nye Saml. til d. dan. Historie 1 Bd. S. 99; Histor. Tidsskrift 3 Bd. S. 386 og 471; Nyt histor. Tidsskr. 4 Bd. S. 383—84 og 391; For Literatur og Kritik 1 Bd. S. 171—72.

[40] Birgitte Ulfeldt var en yngre Søster til Korfits U. Hun var født den 9. November 1614 og blev 1630 gift med Otte Krafse til Egholm. Manden skal have behandlet hende saa haardt, at hun 2 Gange løb fra ham, og det hedder, at hun begge Gange rejste til Holland og levede der som Tjenestepige. Hvorledes nu end dette forholder sig, synes det afgjort, at hun var et højst nederdrægtigt Fruentimmer. Korfits Ulfeldt betegner hende i et Brev til Sperling (trykt — i Oversættelse — i Wolff's Journ. f. Politik 1816, 1, 121—27) som sin og Leonora Christinas dødeligste Fjende. Han kalder hende en Slange og en forbandet Kvinde, som har forraadt ham og hans Kone for Regeringen, og som kun er kommen til Hamborg (der opholdt hun sig, da Brevet blev skrevet) for at udspionere hans Sager. Han siger, at hun er fuld af Løgn, og forbyder Sperling at lade hende komme i sit Hus eller at lade hende se Sønnen, Leon Ulfeldt, som blev opdraget af Sperling. Han vil ikke hjælpe hende med en Skilling, om hun end skulde styrte død om af Sult eller blive nødt til at gaa i Fattighus.

[41] I Randen er senere tilføjet: »Mig skulle snarere haffue mange derris Weemodighed beweget til Kleenmodighed; thi attskillige baade Mænd oc Quinder fælte Taarer, ia de, ieg icke kiendte.«

[42] Denne Parenthes er senere overstreget, og dens Indhold optaget i Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 17.

[43] Slotsfoged Jochum Waldburg eller Jochim Waltpurger, om hvem der ofte vil blive Tale i det Følgende, var allerede i Dinas Sag optraadt fjendtligt mod den Ulfeldt'ske Familie. Idetmindste fortæller Korfits U., at han i den Tid, Dina og hendes Moder sade fangne paa Kjøbenhavns Slot, ikke blot stræbte at gjøre den Første Fængslet saa behageligt som muligt, men at han endog, først ved gode Ord, siden ved Trudsler og Sult, søgte at overtale Moderen til at erklære, at Korfits Ulfeldt var Fader til Dinas Barn; se Høytrengende Æris Forsuar S. 90.

[44] Med den foranstaaende Beretning om Leonora Christinas Ankomst til Kjøbenhavn og Indsættelse i Blaataarn kan sammenlignes en samtidig trykt Beretning af et Øjenvidne (optrykt i Danske Magazin 3 R. 2 Bd. S. 73); jvfr. Becker, Saml. til Danm. Hist. und. Fredr. III. 2 D. S. 11 flg. og S. 289; Bircherod's Dagbøger ved Molbech S. 89.

[45] Christian Rantzov til Breitenburg (1650 tydsk Rigsgreve, 1661 Overstatholder og samme Aar Premierminister) var, som allerede i Indledningen omtalt, den, der nærmest blev Midlet til Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Løsladelse fra Fangenskabet paa Bornholm (jvfr. dog S. 7 Anm.). Sit venskabelige Sindelag mod den Ulfeldt'ske Familie lagde han ogsaa senere for Dagen, da han, paa Efterretningen om Fuchs's Mord, lovede Korf. Ulfeldt at indlægge Forbøn hos Kongen for hans Søn; se S. 22 Anm. 2. Naar desuagtet Leonora Christina paa flere Steder i dette Værk hentyder til hans Fjendskab mod hendes Mand, da er det vel sandsynligt, at hans Stemning mod denne havde forandret sig en Del som en Følge af de under Ulfeldts sidste Ophold i Udlandet indtrufne Begivenheder. Men muligt er det dog ogsaa, at Leonora Christinas Bedømmelse af ham er bleven paavirket af den Omstændighed, at han var Præses i den Samling af Højesteret, som afsagde Dommen over hendes Mand. — Christoffer Gabel og Peder Reedtz spillede begge en saa fremtrædende Rolle i hin Tids indre Historie, at jeg vel tør forudsætte det Vigtigste af deres Levnetsløb kjendt af Læseren. Den Første havde, ligesom Grev Rantzov, vist sig virksom for at skaffe det Ulfeldt'ske Ægtepar fri af Fangenskabet paa Hammershuus, men han maatte rigtignok ogsaa med Rantzov dele Beskyldningen for at være bleven kjøbt dertil. Baade han og Peder Reedtz havde, som Medlemmer af Højesteret, været med til at dømme Ulfeldt. Naar det et enkelt Sted (Danske Magazin 3 R. 1 Bd. S. 286—87) hedder, at Gabel endnu efter Domfældelsen gjorde sin Indflydelse gjældende til Fordel for Ulfeldt, saa at han endog skal have givet denne Lejlighed til at undslippe sine Forfølgere, da er dette ganske vist fuldstændig opdigtet. — Erik Krag til Bramminge (f. omtr. 1620, omtr. 1645 kongelig Sekretair, 1654 Oversekretair, senere Gehejmeraad, Assessor i Collegio Status og Højesteret, d. 1672) vides ikke paa anden Maade at være traadt i Forhold til den Ulfeldt'ske Familie, end saaledes som det berettes i dette Værk, nemlig ved at være den, der førte Protokollen ved Forhørene over Leonora Christina.

[46] Ogsaa i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi hedder det, at det var Sundhedshensyn, som bevægede hendes Mand til i Sommeren 1662 at foretage en Rejse til Paris fra Brygge, hvor han ellers opholdt sig. Det er imidlertid sikkert, at Ulfeldt i Paris ikke blot stadig omgikkes de franske Ministre, men endog gjennem dem skaffede sig Adgang til Ludvig XIV.'s egen Person, og dette i Forening med nogle Yttringer af Kongen selv og en fra denne til Ulfeldt rettet Skrivelse (trykt i Hofman's Danske Adelsmænd 2 D. S. 302) gjør det mere end sandsynligt, at Rejsens Formaal var politisk, ja man synes endog gjennem det Slør af Hemmelighedsfuldhed, som hviler over denne som over saa mange andre af Ulfeldts Handlinger, tydelig at skimte Omridset af ganske lignende Planer som dem, hvorfor han senere dømtes; jvfr. Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter 1806, S. 193—94 og 1808, S. 158.

[47] D. e. Joseph Frants Borro (eller Burrhus), den bekjendte Læge og Guldmager, der nogle Aar senere (1667) ogsaa kom her ind i Landet, hvor han, støttet ved Frederik III.'s Gunst, spillede en temmelig fremtrædende Rolle lige til Kongens Død.

[48] Jan Marcus Cassetta var en flamsk Adelsmand, som efter Alt, hvad vi vide om ham, baade gjennem Leonora Christinas egne Udtalelser længere henne i dette Værk og gjennem andre Kilder, har været den Ulfeldt'ske Familie en oprigtig hengiven Ven og en trofast Støtte i Nøden; se bl. A. Suhm, Nye Samlinger 3 Bd. S. 250; Wolff, Journ. f. Politik 1815, 4, 279; Danske Magazin 3 R. 1 Bd. S. 286—87 og 292—93. Som det ovenfor fortælles, fulgte han Leonora Christina til England, og han blev tilligemed hende anholdt i Dover, men fik dog som spansk Undersaat snart sin Frihed igjen. Han vendte nu tilbage til Brygge, og efterat han her havde haft Lejlighed til med Held at staa Ulfeldts Døttre bi mod de Forholdsregler, som den danske Udsending, Generaladjudant Mikkel Skov, paa sin Regerings Vegne havde ment sig forpligtet til at tage imod dem, ægtede han den ældste af Døttrene, Anne Cathrine, den samme, som senere — efter Mandens Død — levede sammen med Moderen paa Maribo Kloster.

[49] Familien d'Aranda var en af de mest ansete Slægter i Brygge; i Løbet af et Par Aarhundreder havde dens Medlemmer beklædt de højeste borgerlige Værdigheder i denne By. En Mand af Familien, Bernard d'Aranda, var 1637 gaaet i dansk Tjeneste, og var, efter først at have tjent i nogen Tid i Armeen, bleven brugt af Christian IV. i forskjellige diplomatiske Sendelser. Han forlod Danmark efter Christian IV.'s Død, men kom paa en Rejse til Landet igjen 1658, og paa denne Rejse døde han, som det hedder: »i sin gamle Ven, Grev Ulfeldts Arme.« Bernard d'Aranda havde 2 Brødre, af hvilke den ene (François?) var Borgmester i Brygge, den anden, Emanuel, Auditeur i samme By. Hos disse Mænd fandt Ulfeldt, da han 1662—63 opholdt sig i Flandern, den venligste Modtagelse, ja han boede endog en Tidlang hos den ene af dem. Se især Biographie nationale publ. par l'acad. royale des sciences etc. de Belgique T. 1. pag. 356—61; jvfr. Paus 2, 286; Wolff, Journ. f. Polit. 1815, 4, 272 og 279; Danske Magazin 3 R. 1 Bd. S. 286.

[50] Om denne Mand ser jeg mig ikke i Stand til at give nogen yderligere Oplysning.

[51] Rigsadmiral Henrik Bjelke (f. 1615, 1649 Befalingsmand paa Island, 1657 Viceadmiral, 1660 Rigsraad og Rigsadmiral) var gift med Edel Ulfeldt, en Søster til Korfits Ulfeldts Svoger Ebbe Ulfeldt. Han havde altid vist sig Ulfeldt hengiven (det var bl. A. ham, der 1662 skaffede Ulfeldt Tilladelse til paa nogen Tid at forlade Landet, se Histor. Tidsskrift 3 Bd. S. 449), og skjønt man just ikke behøver at tro paa Sandheden af, hvad Korf. Ulfeldt efter Generalmajor Spans Beretning skal have sagt, nemlig at Rigens Admiral havde lovet ikke at ville lægge hans Planer mod Kongen og Landet Hindringer i Vejen (Paus 2, 238), fatter man dog let, hvor smerteligt det maa have været for Bjelke, da han, som Medlem af Højesteret, maatte tage Del i Afsigelsen af Dommen over Ulfeldt.

[52] Oluf Brokkenhuus til Hjulebjerg (Befalingsmand paa Svenstrup, i Aarene omkring 1650 Slotsherre paa Kjøbenhavns Slot, 1665—68 Landsdommer i Sjælland) var gift med en Søster til Korf. Ulfeldt, Karen U. (f. 1611). Ogsaa han var en Ven af Korfits, og af et Brev fra denne (Wolff's Journ. f. Politik 1816, 1, 132) fremgaar det, at Brokkenhuus vedblev at være ham god lige til det Sidste.

[53] Elisabeth eller Else Parsberg, en Datter af Rigsraad Oluf Parsberg til Jernit, havde været gift med Laurids Ulfeldt til Urup og Egeskov (f. 1605, d. 1659), en ældre Broder til Rigshovmesteren. I en noget senere Tid end den, hvorom her er Tale, var hun Griffenfeldts fortrolige Veninde, men den Del af hendes Brevvexling med denne Mand, som er trykt hos Wolff, Griffenfelds Levnet S. 169—80, sætter ikke hendes Karakter i det smukkeste Lys.

[54] Marie Ulfeldt var en Søster til Korfits U. Hun var født 1619 og blev 1634 gift med Axel Arnfeldt til Basnæs. Nogle Optegnelser af hende selv om hendes egen og hendes Mands Slægt ere trykte i Danske Magazin, 3 Bd. S. 362—65.

[55] Charles de Gontaut, Hertug af Biron, en af sin Tids første Hærførere, indgik med Hertugen af Savoyen og den spanske Regering en Sammensværgelse mod Henrik IV. af Frankrig. Sammensværgelsen blev opdaget, men Kongen tilgav Biron, som tidligere havde været hans Yndling. Det varede imidlertid ikke længe, før Biron blev grebet i at ville bringe Sammensværgelsen i Stand igjen. Han blev nu arresteret, og skjønt man antager, at han igjen vilde være bleven benaadet, hvis han havde tilstaaet sig skyldig, vedblev han at nægte og blev saa halshugget den 31. Juli 1602.

[56] Senere er tilføjet: »oc der bleff luct«.

[57] Det beror paa en Forvexling, naar T. Hofman, Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 325, kalder Hovmesterinden Abel Cathrine von der Wisch. Dette var nemlig Navnet paa »Proviant-Skriverens Kvinde«. Hun var gift med Hans Hansen Osten, Proviantskriver paa Kjøbenhavns Slot og Inspektør over det kongelige Gods paa Lolland og Falster. Hun døde den 1. Januar 1676 (f. 19. April 1627), og legerede i sit Testament bl. A. 7 Bygninger i Kjøbenhavn til en Stiftelse, de efter hende opkaldte Abel Cathrines Boder; jvfr. Indskriften paa hendes Epitaphium i Thurah's Hafnia hodierna pag. 291 samt H. Hofman's Saml. af Fundationer T. 10 S. 368—70. (Om iøvrigt v. d. Wisch var hendes Pigenavn, eller om det ikke snarere var et Navn, hun havde faaet ved et tidligere Giftermaal, bliver idetmindste tvivlsomt derved, at hun i Pontoppidan's Annales ecclesiæ Dan. 4 Th. S. 580 kaldes Abel Cathr. Mesing, thi efter Pontoppidans eget Udsagn var hun en Søster til hans Bedstemoder.) Hvad Hovmesterindens Familienavn var, skal jeg ikke kunne sige. Hun var Enke efter en (rimeligvis tydsk) Oberst Schaffshausen (se Side 39), og formodentlig er hun kommen herind i Landet med Dronning Sophie Amalie.

[58] Dette Punktum er senere overstreget, og i dets Sted er tilskrevet i Randen: »Gud forblindede derris Øyen, saa de bleffue icke war miine Ørringe, vdi huilcke sidder en stoer Rosensteen i huer, huilcke ieg nu Steenene haffuer fra bøyet. Gullet, som er slangewiiß giort, sidder endnu i Ørene. De bleffue oc icke waer, at noget war indsyet om mit Knæ.« — Jvfr. S. 21 Anm. 3.

[59] Se S. 34 Anm. 3.

[60] Formodentlig Anne Cathrine Charisius, en Datter af den danske Resident i Haag Peder Charisius. Hun blev den 15. Juni 1667 gift med Morten Skinkel til Søholm.

[61] Dette Ord er senere overstreget.

[62] Elisabeth Augusta, en yngre Søster til Leonora Christina, f. 1623, blev 1639 gift med Hans Lindenov til Iversnæs, Befalingsmand paa Kallundborg og senere Rigsraad. Manden døde under Kjøbenhavns Belejring 1659, og Elisabeth Augusta kom siden i den yderste Fattigdom. Nogle højst ynkelige Breve fra hende til Griffenfeldt ere trykte i Wolff's Griffenfelds Levnet S. 131—34.

[63] Naar Forf. her og i det Følgende taler om sin »salig Herre«, maa det vel erindres, at Korfits Ulfeldt rigtignok forlængst var død, da hun nedskrev Fortællingen om sit Fangenskab, men at han endnu levede paa den Tid, da de ovenfor skildrede Begivenheder foregik.

[64] Ulrik Christian Gyldenløve, en Søn af Christian IV. med Vibeke Kruse og lige bekjendt for sin Tapperhed og sine Udsvævelser, døde under Kjøbenhavns Belejring den 11. December 1658.

[65] Jvfr. Indledningen.

[66] Angaaende de ved deres Overdrivelser højst latterlige Rygter om Ulfeldts Planer, som løb om blandt Folk, især efter at Højesteretsdommen var bleven offentliggjort, se Skandinav. Litteraturselskabs Skrifter 1808 S. 162 og Becker, Saml. til Danm. Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 9 Anm. 2.

[67] Angaaende en Tvivl, der kort Tid efter rejste sig om den her nævnte Tjener Charles's Troskab mod den Ulfeldt'ske Familie, se Wolff's Journal f. Politik 1815, 4, 275—76.

[68] Som bekjendt var Magdalena Sibylla den sachsiske Prindsesse, der 1634 blev formælet med den udvalgte Christian V.

[69] Denne Bøn er tilligemed Højesteretsdommen, Adelens, Universitetets og Gejstlighedens Erklæringer, samt en Del andre til Sagen henhørende Aktstykker, deriblandt navnlig Indberetningerne til Churfyrsten af Brandenburg og til Kong Frederik III. om Ulfeldts Planer, aftrykt hos Paus 2, 221—74. (De 5 førstnævnte Aktstykker ere ogsaa særskilt trykte.) Om en Erklæring fra Borgerstanden meldes ellers Intet.

[70] I Randen er senere tilføjet følgende Anmærkning: »Der Kongl. Majet. C4 war død, war ingen vdwald Printz, saa att ded stoed Stenderne frit att wæle, huad Konge dennem behagede, huorfor Hertogen aff Holstein, Hertog Friderich sl., tilbød min Herre, att dersom hand wille formaa, att hand kunde bliffue wælt til Konge, da skulle Fyns Land wære hands, oc giøris en dobbelt Alience med hands oc worre Børn. Men min Herre vdslog ded, wille icke hielpe til att støde C4. Søn fra Riget. Fürsten haffde wunden adskillige derris vota, men min H. striide dennem imod.« — Hermed kan jævnføres Korfits Ulfeldts næsten ligelydende Udtalelser under Fangenskabet paa Bornholm, Wolff's Journal for Politik 1816, 1, S. 194.

[71] Højesteretsdommen over Korfits Ulfeldt blev afsagt den 24. Juli. Maaske sigte dog de ovenfor anførte Yttringer til Dommens Offentliggjørelse ved Trykken, der næppe har fundet Sted før et Par Dage senere; jvfr. Becker, Samlinger 2 D. S. 8.

[72] I Randen er senere tilføjet: »Ded war tilgaaen, lige som ieg tenkte; der ware de aff Raaded, som wægrede sig at vnderskriffue, effter som en Part icke haffde wærret tilstede, der Processen holtis, en Part icke haffde seet, huor paa Dommen sig funderte; maatte dog skriffue med vnder, om de icke wille were forfalden vdi kl. Vnaade.«

[73] Senere er tilføjet: »oc spurte, om mig war tilsted at tale paa den Dom. Alle taw stille.«

[74] De sidste Punktummer (fra: Hand er nu etc.) ere senere overstregede, og deres Indhold optaget i Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 1617.

[75] I Randen er senere tilføjet: »Man skal wiide, att den Dun Dyne war med et gammelt Waar oc nyßen fylt, imens ieg laae paa Reden, saa i en Hast war Synaalen glemt der vdi.«

[76] I Randen er senere anmærket: »Ieg hørte selffuer denne derris Samtale.«

[77] Jvfr. S. 39.

[78] Det er Prinds Johan Georg af Sachsens Trolovelse med Anna Sophie, Frederik III.s ældste Datter, her sigtes til. Mere herom i det Følgende.

[79] Formodentlig da han var der som Gesandt i Aaret 1647. Ellers er det bekjendt, at Dronning Anna ved denne Lejlighed forærede Leonora Christina et Gulduhr, besat med Diamanter af stor Værdi; se Slange, Christian IV.s Historie S. 1445.

[80] Denne Søster, Helvig Margrete Elisabeth R., havde været gift med den bekjendte Krigshelt Josias Rantzov, der døde som Marchal af Frankrig. Allerede medens Manden levede, var hun gaaet over til den katholske Tro, og efter hans Død gik hun i Kloster i Paris, men stiftede senere selv en Nonneorden til Ære for Jomfru Mariæ Bebudelse (Annunciataorden). 1666 forlod hun Paris og drog med sine Nonner til Hildesheim, hvor hun 2 Aar senere fik Tilladelse til at oprette et Annunciata-Kloster, og i dette var hun da selv Abbedisse indtil sin Død 1706. Se Hofman, Portraits historiques 2. P. p. 41—42; Danske Magazin 4 Bd. S. 117; Lauenstein, Historia diplomatica episcopatus Hildesiensis T. 1. pag. 294—95.

[81] Født 1627 i Lund, 1660 Hofprædikant, 1665 Professor i Theologien ved Kjøbenhavns Universitet, 1672 Biskop i Aalborg, død 1683.

[82] D. e. vidnede, af Præsens vinder = vidner.

[83] Jeg vilde foretrække at læse: tatlede, men Skrifttrækkene synes ikke ret vel at tillade det.

[84] I Randen staar følgende Anmærkning: »Naar som ieg spiiste, saa haffde Quinden Leilighed att tale med de trende Karlfolck. Kusken hialp att bære Madden op med Taarngiæmmeren, som heede Raßmus.«

[85] Margrete Rantzov, Datter af Frederik Rantzov til Asdal, var gift med Ove Thott til Skabersjø og Bersjøholm i Skaane. Ove Thott havde været en virksom Deltager i Malmøboernes Plan til en Rejsning mod Svenskerne 1658—59, den samme Plan, hvis Opdagelse foranledigede Korfits Ulfeldts Arrestation og senere hans Flugt fra Sverig; jvfr. Danske Magazin 3 R. 1 Bd. S. 275 flg.

[86] I Randen er skrevet: »Naar hun talte med nogen, saa kunde ieg icke see ded, thi ded skeede paa Trappen.«

[87] I Randen er tilføjet: »Der war oc icke.«

[88] Jvfr. S. 33.

[89] Efternavnet staar in blanco. Formodentlig var det den samme Tjener, som var med Forf. i England, se S. 33.

[90] I Randen er anmærket: »Rimte ded sig icke wel [med?], att min Herre bød twende Potentater Danmarckis Riige til?« — Sammenhængen med La Roche's Sag er, saa vidt vi kjende den, følgende. I Aaret 1663, medens Hannibal Sehested opholdt sig i Paris som extraordinair Ambassadeur, og paa samme Tid, som han hjemmefra modtog Efterretninger om Ulfeldts Anslag, fremstillede et fransk Fruentimmer, Demoiselle Langlois, sig for ham og fortalte, at hun vidste Besked om en Plan, som var undfanget af en Landsmand af hende ved Navn La Roche Tudesquin, og som gik ud paa at overgive en Del af det danske Riges Fæstninger i en fremmed Magts Hænder. La Roche, som ikke længe i Forvejen havde været Kommandant i Nakskov, skulde til dette Øjemed have forbundet sig med en Del danske Militairpersoner af høj Rang, og navnlig skulde Kommandanterne paa Kronborg, i Glückstadt og i Nakskov være i Forstaaelse med ham. Demoiselle Langlois havde selv Aaret i Forvejen overbragt Ludvig XIV. La Roches Tilbud, men var paa det Bestemteste bleven afvist, hvorefter La Roche havde erklæret, at han kjendte Andre, som med Glæde vilde modtage hans Forslag. Under den som en Følge af disse Angivelser indledede Undersøgelse gjentog Demoiselle Langlois sit Udsagn, idet hun tillige tilføjede en og anden ny Oplysning, saaledes ogsaa den, at La Roche i 1663 igjen havde været i Paris for at forny sit Tilbud til Ludvig XIV., men uden at have været heldigere end forrige Gang, samt at Hertugen af Holsten-Gottorp og Hollænderne havde lovet ham Guld og grønne Skove, hvis han vilde træde i Forbindelse med dem (jvfr. en ved Hannibal Sehested selv foranstaltet Afskrift af en stor Mængde til denne Sag henhørende Aktstykker i Ny kgl. Smlng. Nr. 651 Fol. samt en derpaa grundet Fremstilling i Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter 1808 S. 177—93). Anklagen imod La Roche havde imidlertid strax foranlediget, at han og en Landsmand af ham, Jacques Beranger, som antoges at være Medvider i Sammensværgelsen, bleve eftersøgte, og allerede den 6. September bleve de da ogsaa virkelig anholdte i Bryssel, men da man nu forlangte dem udleverede, for at de kunde konfronteres med Vidnerne i Sagen, vægrede den spanske Regering sig i længere Tid herved, saa at Fangerne først det næste Aar kunde sendes til Kjøbenhavn, hvor de saa den 19. Juni (se Becker's Samlinger 2 D. S. 32—33) bleve indsatte i Blaataarn. Hvad der ellers kom frem i Sagen, ser jeg mig ikke i Stand til at sige, da den ovenfor nævnte Samling af Aktstykker ikke rækker længere ned end til i November 1663, og Fremstillingen i Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter aldrig blev fuldendt. Men af Leonora Christinas strax nedenfor meddelte Yttring, at Fangerne efter nogle Maaneders Forløb kom paa fri Fod igjen, kan man dog slutte, at Anklagen, forsaavidt den gik ud paa Landsforræderi, var et fuldkommen ugrundet Opspind (derimod synes La Roche at have gjort sig skyldig i Underslæb), hvortil da sikkert de i deres Nyhed saa overraskende Efterretninger om Ulfeldts Anslag havde givet Ideen. — Naar iøvrigt Leonora Christina siger, at de nævnte Personer allerede i September 1663 bleve indsatte i Taarnet, medens Sandheden er, at de i denne Maaned bleve arresterede i Bryssel, da er dette en Unøjagtighed, som man let kan tilgive hende. Men da der paa de nærmest følgende Blade forekommer et Par andre mindre korrekte Angivelser, turde der være Anledning til at bemærke, at der paa det tilsvarende Sted i Haandskriftet er tydelige Tegn til, at Forf. netop paa dette Punkt af Udarbejdelsen af sit Værk har været mindre vel disponeret (man ser saaledes, at hun her kun har skrevet mindre Stykker ad Gangen, og at hun desuagtet har anset det for nødvendigt paa 2 forskjellige Steder at udskære og omarbejde et Blad o. s. v.).

[91] Mary Sidney, Grevinde af Pembroke, en i sin Tid bekjendt Forfatterinde, havde oversat fra Fransk et Skuespil: Antonius, der udkom første Gang 1592 og derefter 1595 i to forskjellige Udgaver. Rimeligvis er det dog ikke dette Skrift, hvorom der her er Tale, men derimod den langt berømtere Broder, Philip Sidney's Roman: The Countesse of Pembroke's Arcadia, som i Slutningen af det 16. og gjennem hele det 17. Aarhundrede var en overordentlig yndet Læsning. Naar Leonora Christina ikke selv har kjendt denne Bog — hvilket det ikke synes, hun har — maatte hun efter Titelen nødvendig antage Grevinden af Pembroke for Forfatteren, og at Bogen var et Skuespil, har hun da formodentlig paa Lykke og Fromme gjættet sig til.

[92] I Randen er tilskrevet: »La Roche haffde ieg aldrig seet før, icke heller hands Compagnon, førend i Dovers.«

[93] Dette Punktum er senere overstreget, og dets Indhold optaget i Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 16 og 65. Grev Rantzov døde iøvrigt ikke i September, men den 8. November.

[94] Festlighederne i Anledning af Kurprinds Johan Georg af Sachsens Trolovelse med Anna Sophie, Frederik III.s ældste Datter, varede i flere Dage, men selve Trolovelsesceremonien foregik ikke, som Forf. antager, den 9., men den 10. Oktober; jvfr. Becker, Samlinger 2 D. S. 21. Fejltagelsen lader sig iøvrigt saa meget lettere forklare, da Brylluppet, der fejredes 3 Aar efter paa samme Sted, faldt ind paa den 9. Oktober.

[95] Her har Forf. regnet fejl. Det var ikke 28, men 27 Aar siden, at hendes Bryllup med Korfits Ulfeldt stod, nemlig den 9. Oktober 1636.

[96] I Randen er tilskrevet: »Slosf. fortelte Quinden noget om Statzen, oc Pær sagde hender noget, saa hender syntist, att ieg kunde wide noget effter forrige Tiiders Skik.« — Iøvrigt synes denne Bemærkning ikke ret at rime sig med, hvad ovenfor er fortalt.

[97] Den 11. Oktober bleve, foruden Kurprindsen selv, Følgende slagne til Riddere: Ulr. Fr. Gyldenløve, Hans Schack, Peder Reedtz, Joh. Christ. v. Kørbitz, Claus v. Ahlefeldt og Statholder Fr. v. Ahlefeldt, se Biørn, Nye Saml. over Ridderne af Elephant- og Dannebrog-Ordenen S. 4 og Becker, Samlinger 2 D. S. 21 Anm.

[98] I Randen er tilføjet: »Dronningen wille, att ded Træ Billede skulle føris op vdi ded vderste Kammers oc stillis saaledis for Døren, att ded kunde falde ind til mig, naar som min inderste Dør bleff opluct; men Kongen wille ded ingenlunde.«

[99] Exekutionen paa Ulfeldts Billede foretoges den 13. November, se Paus 2, 294 og J. Bircherods Dagbøger, ved Molbech, S. 93; jvfr. Løvenskjold, Efterretninger om den kongel. Livgarde til Fods S. 24.

[100] Margrete Gjedde, en Datter af Rigens Admiral Ove Gjedde (d. 1660).

[101] Korfits Ulfeldt døde uden Tvivl den 20. Februar 1664, se Paus 2, 317—21. Rigtignok hedder det i et Brev fra Sønnen Christian U. til Sperling, dateret den 8. Marts (Afskrift i Ny kgl. Samlng. 2141 b, 4to), at han er død den 27. Februar (ikke, som det i den danske Oversættelse hos Wolff, Journ. for Politik 1816 1, 134—37 siges, den 26.). Men da den ene af de hos Paus a. St. aftrykte Beretninger om hans Død er dateret den 23. Februar, medens den anden grunder sig paa Breve fra den 24., maa Sønnens Angivelse selvfølgelig være urigtig. Iøvrigt lader hans Fejltagelse sig ret vel forklare, navnlig naar man lægger Mærke til, at den 20. og den 27. Februar falde paa en og samme Dag i Ugen, nemlig paa en Løverdag. Thi baade Christian Ulfeldt og hans Sødskende havde i den Tid, Dødsfaldet foregik, fjernet sig fra Basel, hvor Faderen opholdt sig, og hvorfra han gik ombord i den Baad, som blev hans Dødsleje, og det kan da let tænkes, at Efterretningen, da Børnene senere kom til Byen, er bleven dem forebragt saaledes, at de have kunnet forvexle f. Ex. den næstforegaaende Løverdag med den Løverdag, som gik forud for denne.

[102] Korfits Ulfeldt havde 12 Børn med Leonora Christina. Af disse vare dog kun følgende i Live ved Faderens Død: Anne Cathrine, Christian, Ludvig, Korfits, Ellen Christine, Leonora Sophie og Leo. Den Sidste, som var det yngste af alle Børnene (f. 22. Marts 1651, d. 11. April 1716), gik efter at være bleven voxen i østerrigsk Tjeneste og steg hurtigt fra den ene Ærespost til den anden. Han blev efterhaanden General-Feltmarskal, Vicekonge i Katalonien og Gehejmeraad. Han var det eneste af alle Korf. Ulfeldts Børn, som forplantede Navnet, og fra ham er det, at Ejeren af nærværende Haandskrift, Grev J. Waldstein, nedstammer.

[103] I Randen er tilføjet: »Der ieg engang loed begiere aff Slosf. en Sax for att skiære miine Neile aff med, swarte hand oc høyt ded: »Was, was? Die Nägels sollen ihr waxsen als Adlers Klawen, vnd die Hahr als Adlers Federn!« Hwad ieg tenckte, wed ieg wel, om ieg haffde Kløer oc Winger.«

[104] I Randen er tilføjet: »Ieg tog miine Neiler aff med Synaalen, som ieg ritzede dennem med saa lenge, indtil de kom aff. Den Neil paa den liden Finger paa min høyre Haand loed ieg woxe for att see, huor lang den kunde bliffwe; men ieg støtte den v-forwarendis aff oc haffwer den endnu.«

[105] Sperling, som siden Foraaret 1654 havde taget Ophold i Hamborg, og som lige til det Sidste havde været Korfits Ulfeldt en trofast Ven, blev i April 1664 anholdt af en Oberstlieutenant i dansk Tjeneste, Hagedorn, og ført til Kjøbenhavn, hvor han blev indsat i Blaataarn. Den nærmeste Anledning til hans Anholdelse var, at en i flere Henseender kompromitterende Korrespondance mellem ham og Ulfeldt samt dennes ældste Datter Anne Cathrine var faldet i Hænderne paa den spanske Regering i Nederlandene, som igjen overlod den til Hannibal Sehested, da denne paa sin Hjemrejse fra Paris drog igjennem Landet. Se herom samt om de Forhør, Sperling underkastedes i Fængslet, det Uddrag af hans Selvbiografi, som er trykt i Suhm's Nye Saml. til den danske Hist. 3, 197—266; jvfr. Paus 2, 97—102; Nye danske Magazin 3, 30—36 samt Wolff, Journ. for Politik 1815, 4, 270—80 og 1816, 1, 121—34, hvor nogle af Korfits Ulfeldts og Datterens Breve til Sperling ere trykte i Oversættelse.

[106] Eftersætningen mangler. — I Randen er tilføjet: »Samme Fengsel er vden for, der Doctern sidder. Der hand sidder, er gandske mørkt.«

[107] I Randen er tilføjet: »Der Slozf. i de første Dage sang for sig, sagde hand: »Du must auffsingen, du Vogel, wo ist dein samten Rok?« loe i ded samme, alt ded hand kunde. Ieg sluttede aff den Sang, hwem ded kunde wære.«

[108] I Randen er tilføjet: »For att bedrøffwe oc forfærde Doctern lucte Slosf. op for ham tiilig om Morgenen, effter Dom war gaaet, oc loed, som Presten skulle komme til hannem.« — Ved Dommen, der afsagdes den 28. Juli, blev Sperling dømt til at miste Ære, Liv og Gods. Dog blev Dødsstraffen ham eftergivet, men paa fri Fod kom han aldrig mere. Han døde i Fængslet den 25. December 1681.

[109] I Randen er tilskrevet: »Pær haffde for nogen Tiid siiden kast i et Pappir ind til mig 8 Ducater, sagde, der hand lucte Døren: »Iher Piige!« Oc som Quinden ded wiste, gaff ieg hender en der aff oc Pær en. Om min Piige haffde flyed ham fleere, wed ieg icke, thi hun haffde langt fleere forborgen paa sig.«

[110] Jvfr. S. 42 Anm. 1.

[111] Landsdommer i Jylland var dengang Villum Lange. Mærkeligt nok er der fra en noget senere Tid (1670) bevaret et Brev fra denne Mand, hvori netop ogsaa en Trolddomssag omtales, og hvori Brevskriveren i det Hele udtaler sig ret fornuftigt om dette Væsen, om han end ikke lægger en saa fuldkommen fordomsfri Opfattelse af det for Dagen som den, der her tillægges ham; se Wolff, Griffenfelds Levnet S. 43—44.

[112] I Randen er tilføjet: »Saasom miine Linklæder bleff toen i Fadburstuen, hender ded sig engang, att en Piige samme Stez maa haffwe v-forwarende glemt en heel Klønge smaa Traa i en reen Serk, hwor vdoffwer ieg sagde til Quinden: »Seer I wel, hworledis den Raffn haffwer borren mig den Traa!« Hun bleff wree oc skiænte; ieg loe oc gaff hender Skiæmt til Swar.«

[113] Jvfr. S. 7 Anm. 1. Om Indretningen af Ulfeldts Gaard paa Graabrødre-Torv se Histor. Tidsskrift 3 Bd. S. 472 flg. Nedbrydningen fandt Sted i Juli 1664, se Becker, Samlinger 2 D. S. 33; Militairt Repertorium 2 R. 5 Bd. S. 385.

[114] I Randen er tilføjet: »Strøe Suckeret war i reent Papir, deraff betiente ieg mig att skriffwe paa, hwad ieg dictede oc wille notere; giorde Blæcket aff Lyße Røg, strøgen aff Sølffskeen oc med Øll præpareret. Min Pen war giort aff en Hønße Winge; Ridskabet war et Stycke Flint. Den er endnu til Stæde.« — Denne Anmærkning er senere overstreget og erstattet ved en anden. Da den imidlertid i et enkelt Punkt er tydeligere end den sidst skrevne Anmærkning, har jeg ikke betænkt mig paa at aftrykke dem begge. Den senere Anmærkning lyder saaledes: »Ieg skreff adskilligt ud aff Biblen paa ded Papir, Suckeret mig gaffwis vdi. Mit Bleckhorn war aff ded Stycke Tinlaag, Quinden haffde funden, Blæcket aff Lyße-Røg, tagen bag aff en Skee, oc Pennen aff en Hønße Winge, med Glaßstycket giort til Rætte. Ded er endnu i min Giemme.«

[115] Ordene: vnder Bunden — Auguste ere senere overstregede, og saa omhyggeligt er dette gjort, at det hverken har været mig selv eller Andre, hvem jeg har vist Stedet, muligt at læse det Hele. Det er dog næppe mere end 2 eller højst 3 Ord, der paa denne Maade ere gaaede tabte, men et andet Spørgsmaal er det, om Indskriften overhovedet nogensinde har været fuldstændig gjengivet her, eller om det ikke snarere maa antages, at Forf. under Nedskrivningen har opgivet sin Beslutning om at meddele den og saa igjen udslettet, hvad hun allerede havde givet af den. Hvad der taler herfor, er ikke blot, at de udstregede Ord under alle Omstændigheder synes at være for faa til at kunne have indeholdt en »Supplication«, men ogsaa, at de kun synes at angaa Kongen, medens man efter Fremstillingen i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi (hvor Historien med Bægeret ogsaa fortælles) maa antage, at Indskriften idetmindste fuldt saa meget har været rettet til Dronningen. Det paagjældende Sted i Selvbiografien lyder saaledes (jeg citerer efter Afskriften i Ny kgl. Smlng. Nr. 2146, 4): »Notre femme forme un gobelet sur un gobelet d'un demi pot, y met le nom du Roy & de la Reine, le met sur trois boutons, & au dessous le fond elle écrit à la Reine

[116] I Randen er bemærket: »Slosf. sagde mig siden, att ded aff Leer war satt i Kongens Kunst-Kammers, oc der hoes et Ribbeen aff en Faare Steeg, ieg brugte til en Kniiff, hwilcket hand oc flyde Kongen oc meente (som hand sagde) der med att bringe mig en Kniiff til Weye.« — I Holger Jacobæus's Museum regium har jeg dog ikke fundet disse Gjenstande nævnte, hverken i Udgaven af 1696 eller i den af 1710.

[117] I Virkeligheden ansaa den danske Regering i lang Tid Efterretningen om Korfits Ulfeldts Død for et Kneb, som han havde opfundet for at undgaa Efterstræbelser.

[118] Uden Tvivl den tydske Oversættelse af Conr. Lycosthenes's Værk: Prodigiorum ac ostentorum chronicon. Oversættelsens Titel lyder — noget afkortet — saaledes: Wunderwerck oder Gottes vnergründtliches vorbilden, das er inn seinen gschöpffen allen ... erscheynen .. lassen. Ausz Herrn Conrad Lycosthenis Latinisch zusammen getragner beschreybung ... durch Joh. Herold ... Verteütscht. Basel. 1557. Fol. Jvfr. Grässe, Trésor de livres rares T. 4. pag. 310; Bibliotheca Daneschioldiana pag. 10 Nr. 318. Bogen handler om Vidundere af enhver Art og er ret morsom, ikke mindst paa Grund af de mange højst naive Billeder.

[119] I Randen er bemærket: »Den Dag, Slosf. tog ded Leer Tøy med sig, da bleff Quinden høyligen fortørnet paa mig, fordi ieg haffde flyet hannem en liden Krucke med, ieg haffde giort; sagde, ded war hinder til Spott: Kiærlingen med Krucken! ieg skulle haffwe flyt ham Katten med, som ieg haffde oc giort. (Ieg sagde:) »Ded kand endnu skee.««

[120] I Randen er tilføjet: »I ded første, att Slosf. Fryct war saa stoer, torde hand icke wære eene i ded vderste Rom. Pær eller Taarngiæmmeren maatte icke begge gaa fra ham. Ieg wiste icke, hwad ded betyde.«

[121] I Randen er bemærket: »Noget lenge effter denne Striid fik ieg en Striid med hender om noget Øll, hun haffde went sig til att kaste paa Gulffwet, sagde: ded skulle de vnderiordske haffwe. Ieg haffde for bøden hinder ded, oc hun giorde ded enda, hwor for ieg tog hender om Hoffweded oc kaste ded med mine Hænder tilbage. Hun bleff forskrecket, thi ded er, lige som Hoffweded skulle falle aff. Ieg sagde: »Ded er en Forsmag!««

[122] Se S. 79.

[123] Han var født i Lybek, blev 1661 Diaconus ved Petri tydske Kirke, 1664 Sognepræst ved samme Kirke; døde 1673; se Jonge, Kiøbenhavns Beskrivelse 1 Bd. S. 49. Om hans Optræden i Sperlings Sag se Suhm's Nye Samlinger 3 Bd. S. 262—64.

[124] I Randen er tilføjet: »Ieg giorde mig Lyße Saxen nyttig for att klippe dermed. Der Balcke kom til mig oc effter Begiæring bragte mig noget Bai til Vnderboxer oc wille wide Maalet, sagde ieg selff att wille sye dem. Hand loe oc sagde: »Hwem skal skiære dem?« Ieg swarte ded selff att kunde med Lyßesaxen. Ded wille hand gierne see, saae ded oc, icke med liden Forundring.«

[125] Jvfr. Suhm's Nye Saml. 3 Bd. S. 266.

[126] I Randen er tilføjet: »Saa lenge Balcke betiente Slosfs. Stælle, drack hand hwer Maaltiid min Wiin, som ellers Taarngiemmeren, Kudsken oc den Fange Christian giorde, naar den gamle Slozf. icke gaed; saa ded hialp oc til att støde effter Balcke.«

[127] Dette Punktum er senere overstreget.

[128] Det vil sige: blev Kammerpige hos hende, som nu (da Forf. nedskriver dette) er Grevinde Friis. Hun var Mogens Friis's anden Kone, og hendes Navn var Anne Marie Offenberg. Mogens Friis blev, som bekjendt, først ophøjet i Grevestanden 1671.

[129] I Randen er bemærket: »Ded er oc en ond Trappe at komme op aff til ded Sted, Natkeedelen slaaes vd.«

[130] I Randen er bemærket: »Gabel haffde sagt (som mig siden bleff berættet), att hand wiste, att ieg haffde forfærded mig for den Mand oc meent, att ded war Bødelen. Ieg saae ham icke an derfor, men for en forarmet Rytter; meente, hand skulle giøre den Tienneste, Kudsken giorde.«

[131] I Randen staa 2 Anmærkninger, af hvilke den ene lyder saaledes: »Balcke haffwer betient mig 20 Vger, oc bleff hand anklaget for att sige mig, hwad nyt som paßerte. Skulle bewiißis der med, att hand haffde sagt mig, att Gabel war bleffwen Statholder, oc ieg siden saa tittulerte for M. Buck.« — Denne Anmærkning er dog senere overstreget, hvilket derimod ikke er Tilfældet med den anden, som dog aabenbart refererer sig til hin. Den anden Anmærkning lyder saaledes: »Balcke kunde en Dag icke holde sig for Latter, thi imens hand stoed oc snackede med mig, saa stoed Quinden oc Mandfolckene oc green oc loe i Trappen; oc sagde hand: »Ded er Sladdertaarret der vde! Hwi mager Pær ded icke saa, att ded forbydis? I kand nok faa att wiide, hwad som paßerer, foruden aff mig.«« — Gabel var bleven optagen i Adelstanden og udnævnt til Statholder i Kjøbenhavn den 12. August 1664.

[132] Naturligvis dog i Forening med Hagedorn og under dennes Ledelse; jvfr. S. 111 Anm. Sperling selv siger noget Lignende (Suhm's Nye Saml. 3, 266) og tilføjer, at Jæger var en Holstener og en Fætter til Gabel.

[133] I Randen er bemærket: »I mens Balcke betiente mig, da bleff der giort et Slag-Bord til att sætte Begrene oc Brøet paa, saa oc Quindens Maed, som aaed først, naar Dørrene ware lucte. Tilforne war intet vden Natskriinet att sætte Madden paa; ded war Quindens Bord.«

[134] D. e. Mogens Arnfeldt til Rugaard i Jylland, en Broder til Korf. Ulfeldts Svoger Axel A. til Basnæs; jvfr. S. 35 Anm. 3.

[135] I Randen er tilføjet: »Da war der et stoert dobbelt Windue med Iern Traller, som bleff tilmuret, der ieg skulle sættis her ind; oc fortelte siden Christian, huorledis Piigerne i Fadburstuen haffde flyed hannem mangen Kande Øll op, som hand wand op med et Reeb.«

[136] I Randen er bemærket: »Christian haffde da flyet mig nogle Stycker Flint, som erre saa skarppe, att ieg kand skiære fint Lærrit dermed effter en Traa. De Stycker erre endnu i min Giemme; oc giorde ieg adskilligt Arbeed færdig med ded Reedskab.«

[137] Jvfr. Suhm's Nye Saml. 3, 246 flg. og ovenfor S. 111 Anm.

[138] I Randen er bemærket: »Ded er hannem medfød.«

[139] Grev Christian Pentz, Amtmand i Rendsborg og Gouverneur i Glückstadt, ægtede den 10. Oktober 1634 Leonora Christinas ældre Søster Sophie Elisabeth. Han døde 1651.

[140] I Randen er tilføjet: »De Liinen Dantzere giorde ded, ieg icke haffde seet før. Den eene haffde en Kurre wed hwer Been, i huer Korre saed en Dreng paa 5 Aar, oc en Quinde loed sig falle paa Liinen oc sprang op igien. Men i den anden Quindis Tiid saae ieg en, som hengte sig wed sin Hage oc sprang op igien paa Liinen.«

[141] I Randen er bemærket: »Ded war den Præst, som berettede Fangerne, oc hun bleff skrifftet i ded vderste Rom, saa ieg hørte hwert Ord, Præsten sagde, men icke, hwad hun swarte.«

[142] I Randen er tilføjet: »Hinders Barn!« Jvfr. S. 100.

[143] I Randen er bemærket: »Hun war i alle Maader en skarneworn Quinde, vnte icke en Fange ett Stycke Maed. En stackels Degn war min Naboe i den Mørcke Kircke; ieg gaff hender et Stycke Maed til ham. Hun wille icke bær[e] ham ded, der hun dog let kunde, foruden nogen skulle see ded. Der ieg saae siden Madden, fortyckte ieg der paa. Da sagde hun: »Huorfor skulle ieg giffwe ham ded? Hand gaff mig aldriig noget; ieg faar intet der for.« Ieg sagde: »I giffwer intet bort aff Eders!« — Samme Degn saed for att haffwe tagen sin egen Høst igien, efftersom den, hand haffde saalt den, icke betalte ham den. Hand sang huer Dag flittig, oc om Søndagen saa som en Præst for Alteret oc swarte etc.«

[144] I Randen er bemærket: »Hun haffde saa beded Chresten snacke for Slosf. alt offwer et halff Aar, førend hun kom bort, huor hun gik med sit Liiff i sin Haand: ieg haffde en Leer Kugle i mit Tørklæd, der haffde ieg truet hender med att slaa henders Hoffwet i Stycker (ieg sagde en Dag, att man kunde slaa een ihiæl med saadan Kugle). Dißlige Løgn ware mange, hun dictede, oc ieg siden erfoer.«

[145] I Randen er bemærket: »De Knappenaale haffde ieg staallen fra den første Quinde for nogen Tiid siden. Hun haffde skaffet sig dem med nogle Syenaale, tenckte att skyffle dem for mig, haffde lagt dem i et Papir i sin Barm, haffde glæmt ded. Om Afftenen, hun loed falde sit Skiørt for at gaa i Seng, falt Papiret paa Gulffwet. Aff Klangen hørte ieg, hwad ded war. En Løffwerdag, hun gik op med Nat-Keylen, tog ieg dem aff henders Æske, oc hun torde icke spørge der effter; saae mig siden bruge dem oc sagde aldrig noget om dem.«

[146] I Randen er bemærket: »Der kom offte siden Twistighed imellem Karen oc Christian, som noget om meldis skal. Da iblant anded sagde ieg engang (for att komme hender i bædre Homeur): »Nu er I wree paa Christian, men I haffwer mangen Gang slicket Eders Fingre effter ded, hand haffwer hafft i siine Boxer.« Først sagde hun: »Fü, æwi!« siden loe offwermaade, der hun forstoed, hwad ieg meente. Thi hand haffde skylfft Hørret i siine Boxer, hand loed kiøbe for hender.«

[147] I Randen er bemærket: »Ieg sagde til Quinden en Dag: »War icke Dronningen, som giør Kongen wree paa mig, da skulle ieg betale Slosf., for hand lurte Doctor Sperling. Ieg skulle tage Nøglene fra ham, naar hand soffwer, oc paße paa, naar Chresten kommer med Begerne, løbe da vd lige op aff Kongens Trappe oc bære Kongen Nøglerne, saa som en Lacquei giorde wed den gamle Slosf:. Men ieg want intet dermed hoes denne Konge, maaskee bleff haardere holden.««

[148] I Randen er bemærket: »I Førstningen, der denne Karen icke kiente Slosf., torde hun icke gaa saa dristig vd til Fangerne i den Mørcke Kircke oc giffue dennem noget, thi hun sagde: »Slosf. gloer saa paa mig.« Ieg sagde: »Ded gaar ham som smaa Børn, der gloer stifft paa en Ting oc wed icke, hwad ded er.« Ded er oc saa; hand kømrer sig om intet.«

[149] I Randen er bemærket: »Hengselerne paa min vderste Dør erre saa lange fra Weggen, att ded er aaben meer end en stoer Handsbred, saa ieg haffwer faaet adskilligt stoert ind der i mellem, oc er den offwen til meere aaben, saa naar ieg sticker min Arm igiennem Laagen aff min inderste Dør oc ræcker den opad, saa kand ieg naae offwen til, men Quinden icke.«

[150] I Randen er bemærket: »Hun haffwer en synderlig Skik med att staffwe. Et Ord aff tre Staffwelser kand hun icke staffwe; thi naar hun skal legge de toe Staffwelser til den tredie, saa haffwer hun glemt den første; men maa hun, saa kand hun læße Orded ret, naar hun staffwer første Staffwelse. De Ord aff toe Staffwelser staffwer hun, de aff 4 Staffwelser læs hun.«

[151] I Randen er bemærket: »Een Gang spurte hun mig ad, om hun icke kunde faa en Bog, huor q oc x icke war i, thi de Bogstaffwer kunde hun icke beholde. Ieg suarte: Ia, dersom hun selff wille lade den trycke.«

[152] I Randen staar følgende Anmærkning, der dog senere er overstreget: »Der denne Karen kom til mig, loed hun mig ingen Fred, førend hun maatte rinße Gulffwet; thi ieg befryctede ded, som skede, att den Stanck wille foraarsage oß Sygdom. Der laa allenhøyt Menniske oc Golff Skarn paa et Sted. Der hun haffde løßnet ded, maatte ded ligge, indtil Døren bleff opluct. Ieg lagde mig i Sengen, slog Klæderne offwer Hoffweded oc stoppede Næßen til.«

[153] I Randen er tilføjet: »Den Kiæp saed en Blik Stage paa, som bleff stønnem sat i min Seng wed Siden etc. Den brugte ieg til Knøtte Block.« — Den anførte Yttring tillægges Diogenes hos Cicero, Tuscul. dispp. 1, XLIII.

[154] Jvfr. S. 22 Anm. 2.

[155] Siden Korf. Ulfeldts Død havde idetmindste nogle af hans Børn jævnlig opholdt sig i Sverig, og først 1668 satte den danske Regering igjennem, at det nægtedes Sønnerne at opholde sig i dette Land; jvfr. Fryxell, Handlingar rör. Sverges Historia 1 D. S. 119, 121, 126, 133, 176—77; Becker's Samlinger 2 D. S. 25 og 34; Danske Magazin 3 R. 1 Bd. S. 287.

[156] I Randen er bemærket: »Den Piige war en Hoere, hand haffde loffwet Ecteskab, oc den lucte Taarengiæmmeren, den forrige saa wel som Christen, ind til Christian, gick selff vd oc loed dem sammen.«

[157] Hermed sigtes til Leonora Christinas yngre Søster Hedvig (f. 1626), som var gift med Ebbe Ulfeldt, en fjernere Slægtning af Rigshovmesteren. Ebbe Ulfeldt havde i sin Tid haft Øsel og derefter Bornholm i Forlening, men paa Grund af mislig Embedsførelse havde han 1651 set sig nødt til at rømme til Sverig, hvor han fik Ansættelse i Hæren som Generalmajor. Han blev senere svensk Rigsraad og Generallieutenant og kæmpede i Christian V.s Tid mod sit eget Fædreland.

[158] I Randen er bemærket: »Hand haffde i siine goede Luners Dage flyed mig for Penge oc Lyß, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade Kniiff oc Sax, Silcke, Traa oc adskilligt att fordriffwe Tiiden med. Ded fortrød hannem siden.«

[159] Med »Herr« tituleredes i hin Tid kun Riddere og Præster. »Mester« var, som bekjendt, den danske Form for »Magister«.

[160] I Randen er bemærket: »Stacket effter ded Quindfolk haffde wærret i Skaane, gaff hand mig en Æske med Stycker Wox vdi, hwor alle Taarn Nøglerne ware tryckte vdi oc skreffwen der hoes: Dem skal min Pige lade giøre i Skaane. Ieg skylffte ded for Quinden, som da bar Natkedelen op, oc neste Løffwerdag der effter flyde ham dem igien med Tacksigelse, att ieg traade intet effter att komme vd paa den Maade. Ded behagede ham ey, ded saae ieg wel.«

[161] I Randen er bemærket: »Paa samme Tiid saed en Bunde fangen i den Myrck[e] Kircke for en skiiden Mund, hand haffde hafft imod Ridefogden; ieg loed giffwe ham Maed. Den war en swar Schelm. Om hand war udsat aff andre, weed ieg ey, men hand sagde til Karen, att dersom ieg wille skriffwe miine Børn til, saa wille hand fly ded bort. Ieg loed sware, att ieg tackede ham; ieg haffde intet att skriffue dem, icke heller noget att sk[r]iffue med. Schelmen swarte: »Ia saae! Ia saae!««

[162] Forsaavidt man af Sammenhængen maa slutte, at de Aviser, hvorom Talen er, udkom ugentlig eller endog flere Gange om Ugen, maa man vistnok nærmest tænke paa tydske Aviser. Den første ugentlige danske Avis var Jørgen Gøde's Ordinarie Posttidende, der begyndte 1673. Bording's Danske Mercurius, som begyndte at udkomme 1666, var en maanedlig Avis. Men allerede flere Aar tidligere var der i Kjøbenhavn udgivet ugentlige tydske Aviser, ja en af disse, Henrik Gøde's Europäische wochentliche Zeitung, udkom endog fra 1664 af 2 Gange om Ugen. Maaske er det netop den Avis, Leonora Christina har haft. Jvfr. Nyerup, Om de ældste danske Aviser (Skandinav. Litteraturselsk. Skr. 1805 1 Bd. S. 228 flg.)

[163] I Randen er tilføjet: »Ded war høyligen att forundre, att Slosf. icke hørte den Allarm, Christian giorde. Samme Gang mindis ieg, att hand fortælte, huorledis hand haffde forfærded en aff Hoffbetienterne med en Muuß i en Æske.«

[164] I Randen er bemærket: »Hand kom Slosfogden til att kaste en Katkilling, ieg haffde, allerøffwerst need fra Taarnet oc loe mig saa sposk til, der hand haffde fortelt Quinden sin Mandoms Gierning; sagde: »Katten war fnattet, Katten war fnattet!« Ieg loed mig icke mercke, at ded for trød mig.«

[165] Eftersætningen er glemt.

[166] I Randen er bemærket: »1666. I midler Tiid Karen Nelß Daatter betiente mig, da war en Nyrrenberger min Naeboe i den Myrcke Kircke; bleff beskylt for Falsk Mynter att wære. Den bar hun Maed til hwer Dag. Hand sang oc læste fast Nat oc Dag oc sang meget wel. Hand sang den Psalme: Herr, deine Ohren neige zu mihr! langsom effter min Begiæring. Ieg skreff den oc siiden satte den ud paa danske. Oc som hand offte om Natten Tiimer lang læste høyt oc bekiendte siine Synder, bad Gud om Forladelse oc raabte mange Gange: »Du must mir helffen, Gott! Ia, Gott, du must mir helffen, sonsten bistu nicht Gott. Du must gnädig seyn!« saa den Raaben forhindrede mig att soffwe, huorfor ieg loed hannem bede med Karen, att hand wille læße sacte, som hand oc siden giorde. Hand bleff sat paa Holmen for en faa Vgers Tiid oc siden løß giffwen.«

[167] I Randen er bemærket: »Samme Dict war siden Aarsage, att Christian gandske satte sig igien, som hand der effter selffwer sagde mig; thi hand hørte mig synge den engang, oc sagde hand, att den haffde rørt hands Hierte oc trykt Taarerne aff hands Øygne (ieg haffde enda ingen anden Skriffwertøy, end som melded er).«

[168] I Randen er bemærket: »Hwad hand meente dermed, wed ieg icke; maaskee att hand mente, ieg skulle døe i Elendighed, oc hand alt leffwe i Friihed. Den Meening er feilet, thi hands vguddelig Idret i hands Friihed haffwer omsiider bragt ham i Fortuifflelse, saa hand haffwer skiøt sig selff ihiæl [jvfr. S. 18]. Om Gud giffwer mig nogen Tiid Friiheden her i Werden, er hannem alleene bekiendt.«

[169] I Randen er bemærket: »Hands Dreng wed Naffn Paaske kunde hand icke wocte saa wel, att Quinden io lagde et Stycke Maed til ham vden Døren.«

[170] I Randen er bemærket: »Bruden haffde beded for mig til Nykiøbing, mens ingen Gehør [fundet]. Ded war farligt for Lande oc Riiger.«

[171] Denne Dato er næppe ganske rigtig, thi den 11. Juni var det, at Charlotte Amalie ankom til Rødby (Formælingen paa Nykjøbing Slot synes ikke at være fejret denne Dag, som det hedder i den svenske Resident Lilliecronas Indberetning, Becker's Samlinger 2 D. S. 192, men først Dagen efter, se Ove Juels Dagbog i Hist. Tidsskrift, 3 R. 3 Bd. S. 611). Hun kom først til Kjøbenhavn den 25., se Histor. Tidsskrift a. St. S. 612.

[172] I Randen er bemærket: »Ded war en Søndag; ded war den Ære, hand gaff Gud. Hand gik i Wiin Huuß i Steden for Kircken. Til 12 Slet kom hand vd.«

[173] Efternavnet staar in blanco. Formodentlig er det dog det Fruentimmer, som Forf. i Fortalen kalder Cath. Wolff; jvfr. S. 10.

[174] I Randen er bemærket: »En Par Maaneder effter, hun war kommen til mig, faar hun den kaalde. Hun græd oc bleff bange. Ieg war wel tilfriz med hender, tenkte at see, hwad Troen kand giøre, skreff noget paa en Seddel oc hengte hender om Halsen. Febern gik bort, oc soer hun, att alt ded onde i Kroppen ligesom paa engang skiød need i hendis Been, der ieg hengte hender ded om Halsen. Hun fik oc strax tycke Been.«

[175] Som bekjendt havde Walter 1651, paa Grund af sit Forhold til Dinas Sag, faaet Befaling til at rømme Landet og ikke oftere vise sig i Danmark eller Norge. Senere kom dog den Stemning, der rejste sig mod Ulfeldt, ham tilgode, og den 15. Oktober 1663 fik han Pardon og Tilladelse til at komme tilbage igjen, se Hofman, Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 311. Han synes dog ikke at have benyttet denne Tilladelse før i September 1668, da han paa en Baad kom fra Malmø til Kjøbenhavn, men da han nu først søgte at skjule sit Navn og siden, efterat være bleven kjendt, lovede en Karl en stor Sum Penge for at skaffe ham ud af Byen ved Nattetid, fattede man Mistanke om, at han pønsede paa en eller anden slet Streg, og han blev nu anholdt og sat i Blaataarn, hvor han døde omtrent 1½ Aar efter; se Becker's Samlinger 2 D. S. 236—37.

[176] Jvfr. foran S. 4 Anm. 2.

[177] Dette berettes virkelig ganske paa samme Maade i Leonora Christinas udførlige og samtidige Skildring af hendes Rejse til Danmark i November 1656, se Becker's Samlinger 2 D. S. 443.

[178] Jvfr. S. 4 Anm. 1.

[179] I Randen er bemærket: »Der Præsten gik fra mig, talte hand med Walter for Traalhullet, sagde hannem min Begiæring, oc hwad der wille følge paa. Walter loe saa sposk oc sagde: »Ick häbbe nicht en Haar, dat dar för bange is, dat de Sake skulle gerört werden. De Königin weed dat wol, sagt Ii dat ockNB. Imens Walter saed i Traalh., haffde hand skreffwen Dronningen til, som Kongen bekom.«

[180] Forf. sigter naturligvis herved til Dronning Sophie Amalie.

[181] I Randen er bemærket: »Ieg saae igiennem et Huul paa min vderste Dør, den Tiid Walter bleff opleed i den Mørcke Kircke. Hand græd meget høyt. Siden saae ieg ham engang for Hullet aff hands Fengsels Dør. Hand war meget skidden, haffde et bret Skæg fuld aff Skarn, stoere Klatzer.«

[182] I Randen er tilføjet: »aff Bøger, som bleffue mig himmeligen laante, oc ded med bete Pen oc Bleck paa Stycker Pappir, ieg kunde bekomme.«

[183] I Randen er bemærket: »Chresten war icke wel tilfritz med den Quinde, thi hand fik i hendes Tiid aldrig en Dryk Wiin, saa hand stall engang Wiinen aff henders Kande oc gaff Piß med Wand der i igien; saa hun larmede vden Skiemt, bad mig for Guds Skyld tilstede hender att slaa Chresten i Hoffueded med Kanden. Hun fik icke den Loff; saa sagde hun ham ded, att hun icke maatte for mig. Hun haffde et stoer Ar, en Soldat haffde giffwen hender paa Kinden for saadan Gierning tilforne.«

[184] I Randen er bemærket: »Paa de Tiider war 6 Fanger miine Naboer. De 3 ware Bønner fra Femeren, som beskyltis for at haffwe ført Faaer ud, de andre 3 danske. De holte sig i toe Deele sammen, oc som de danske ware Døren næst, saa loed ieg dem spiiße; de ware oc fængselet nogen Tiid førend de andre. Naar de danske effter derris Sædwane sang derris Morgen oc Afften Psalmer, saa skraalte de tydske aff Liiff oc Styrcke anden Sang for at døffwe dem; sang mesten Dorothee Wiiße.« — En tydsk Redaktion af Folkesangen om den hellige Dorothea finder man i Des Knaben Wunderhorn 2 Th. S. 325—27. Paa Dansk haves Visen i Nyerup's og Rasmussen's Udv. af danske Viser fra det 16—18 Aarh. 1 D. S. 29—34.

[185] Man mindes herved, hvorledes Korfits Ulfeldt i sin Tid havde oversendt Peder Vibe et Exemplar af sit Skrift »Høytrengende Æris Forsuar« etc. med følgende »Devise«: Chaque pourceau a son St. Martin; tu n'échapperas pas, mais auras le tien; se Histor. Tidsskrift 3. Bd. S. 410 Anm.

[186] I Randen er tilføjet: »Der ieg skulle haffwe Klæder, begierte ieg Sørge Klæder. Da spurte Slosf. mig ad, for hwem ieg wille sørge, oc ded saa sposk. Ieg swarte: »Dat is nicht för Iu Möm; de kombt mii nicht toe för to truren. All is Iu Möm lang todt, so men ick, dat Ii doch wol Orsake hefft to truren, so wol als ick.« Hand sagde att wille berette ded; ieg bekom intet strax.«

[187] I Randen er tilføjet: »Chresten bar mig engang et Brøe att see, hworledis Walter haffde holet Krummen vd oc stoppet ded fuld aff Straa oc Skarn, ia sit eget Skarn!«

[188] Efter en anden Angivelse blev han begravet i Holmens Kirke, se Becker's Samlinger 2 D. S. 237 Anm. Han døde i Slutningen af April Maaned 1670.

[189] I Randen er tilføjet: »Slo[s]f. tog oc Quinden skarp til Examen, att hun haffde sagt mig, att Kongen war døe: ded skulle icke gaa saa wel, som ieg troede. Hun gaff ham Styck for Styk.«

[190] Hans Sørensen Leth var født 1625, blev 1652 Rektor ved Sorø Skole, 1656 Præst til Ringe og Herringe Menigheder, 1658 kongelig Konfessionarius og Over-Hofprædikant, 1675 Dr. theol. Han døde 1688.

[191] I Randen er bemærket: »Iblant hands gruelige Eeder war oc denne, »das er an der Zungen mögte verlähmen, wan er nicht für mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem med Læhmelse paa Tungen, bleff rørt aff Harme, leffwede saaledis 8 Dage, haffde Santz, men icke Mæle, oc døde; dog leffwede den Dag, att der en anden Prest betiente mig.«

[192] Jvfr. S. 7 Anm.

[193] I Randen er tilføjet: »Fornam da, att ded war Aarsagen, huorfor Balcke kom bort.« — Jvfr. S. 135 Anm. 2.

[194] D. e. Adam Levin v. Knuth, Christian V's bekjendte Yndling.

[195] I Randen er bemærket: »Christen, som war ille tilfritz med Karen saa wel som med mig, tittulerte oß en Dag, der hand sagde noget til en aff Huuß-Geraads Karlerne, huor offwer hand spurte Chresten: hwem ded haffde sagt? Christen swarte: »Hun, der sidder hoes hender der oppe.« Der ded mig bleff berettet, loe ieg oc sagde: »Ded er ræt nock; wii erre begge toe Hunner«.«

[196] Augusta af Glücksborg (f. 1633, † 1701), gift med Hertug Ernst Gynther af Sønderborg.

[197] Jvfr. S. 95.

[198] Han var død for mere end 3½ Aar siden, nemlig den 13. September 1666.

[199] Efter Sammenhængen maa man vel antage, at der herved sigtes til en tidligere Kjærlighedsforstaaelse mellem de to nævnte Personer, og heri har man da maaske Nøglen til den fjendtlige Stemning, som Hertug Ernst Gynther idetmindste til en Tid nærede mod Hannibal Sehested; se Becker, Samlinger 1 D. S. 51.

[200] Søn af Livlægen Povl Moth, og saaledes Broder til den senere Gehejmeraad og Oversekretair Matthias Moth og til Sophie Amalie Moth, Christian V.s Elskede. Han var født 1642, blev 1662 Præst til Hasle og Braaby Menigheder, 1665 Hofprædikant, 1672 Vice-Biskop i Odense og Sognepræst til St. Knuds Kirke sammesteds; døde 1675.

[201] Hermed menes naturligvis Jesper Brochmands bekjendte Værk.

[202] I Randen er bemærket: »Nogle aff miine Penge anwente ieg vdi Bøger, oc er ded merckeligt, att ieg fik aff M. Buks Bøger (der de bleffue auctionerete) adskillige, oc iblant andre den stoere Foillant Martilegium, som hand icke wille laane mig. Vdskreff oc verterte aff adskillige Materier aff spanske, italienscke, franzøske oc tydske Authores. Fornemmeligen udskreff ieg oc offwersatte paa ded danske S[p]rog de Quindis-Persohner aff adskillige Stand oc Byrd, hwilcke aff Authores rooßwærdig ihuekommis som striidbare, troefaste, kyscke, forstandi[g]e Regentinner, taalmodige, stanthaftige oc lærde.«Martilegium er uden Tvivl en Skrivfejl for Martilogium, hvilket atter maa forstaaes som Martirologium. Efter Hain (Repertorium bibliographicum Vol. 2 pag. 371) fører det ældste trykte tydske Martyrologium Titelen: Martilogium der heiligen (Strassburg, 1484, Fol.), og det er da rimeligvis netop denne Udgave, Leonora Christina har ejet. Iøvrigt have ogsaa et Par af de ældste franske og engelske Martyrologier Titelen: Martilloge eller Martiloge. — Med Hensyn til de ovenfor omtalte Oversættelser og Uddrag af fremmede Forfattere kan det bemærkes, at vi her have at gjøre med de allerførste Forarbejder til Leonora Christinas i det Følgende oftere omtalte Værk: Heltinders Pryd.

[203] Marie Amalie, Prindsesse af Kurland, trolovet (1673 gift) med Landgrevinde Hedvig Sophies næstældste Søn Carl.

[204] Samme Aar, den 18. April, havde Leonora Christinas Døttre indgivet en Ansøgning til Kongen (skrevet paa et blaat Silkebaand) om, at Moderen maatte blive løsladt. Den er trykt i Molbech's Nordisk Tidsskrift f. Historie etc. 1 Bd. S. 574.

[205] Et i sin Tid overordentlig yndet Opbyggelsesskrift, der udkom første Gang 1664 og derefter i utallige Oplag paa Tydsk og andre Sprog. Ogsaa paa Dansk haves der — fra 1667 af — flere Udgaver af denne Bog, ja et Uddrag af den ved Chr. Østergaard er endog i den nyeste Tid (1846—56) udkommet i 3 forskjellige Oplag.

[206] I Randen er bemærket: »Samme Hund war en aff ißlandsk Art, icke smuk, men meget troe oc wiiß. Hun soff hwer Efftermiddag paa Stoelen, oc naar hun saa soff, saa loed hun siine Hænder falle need. Der paßede Hunden paa oc løb hen stiltiiende oc beed hender i Fingerne, saa Bloded gik vd. Naar hun skiød siine Taaffler aff, tog hand en oc saed offwer. Vden blodige Fingre eller Been fik hun den icke igien.«

[207] I Randen er bemærket: »An. 1672 den 4. Maj bleff en aff Huuß-Geraads Mændene paagreeben i Tyffweri, hwilcken Adam Knudt, da Cammer Iuncker, selffwer haffde seet tage Ducater aff Kongens Boxer, som hengte paa Weggen, en Morgenstund tiilig. Først war hand nogle Tiimer min Naboe i den Myrcke Kircke, siden bleff hand sat i Traalhullet, oc saa som hand skulle piinis, bleff hand derom himmeligen adwaret (huilck[e]t dog war forbøden), saa att, der Bødelen kom, war hand hengt. Skulle heede, hand haffde [hengt] sig selffwer, som effter Øyesyn icke war muligt; oc fantis hand med et Klæde om Halsen, hand war qualt i, som war en aff Chresten Taarngiemmers Børns Bleer. De Fanger, som saed uden for, sagde oc Tiiden, naar Chresten war i Traalhullet. Chresten bleff min Naboe, kom quanswiiß for Retten, bleff frii kient oc [kom] igien i sin Tienneste.«

[208] I Randen er bemærket: »Hun giorde sig saa til aff ded, hun kunde tydsk, att naar hun sang sin Morgen Sang (som dog war siælden), saa menglet hun tydske Ord iblant. Ieg spurte hender engang, om hun wiste, hwad henders Moders Kat heede paa dansk, oc talte Ord, huoroffuer hun bleff wree.«

[209] I Randen er bemærket: »Paa den anden Strømpe war ingen Raed omkring. Slosf. talte aldrig derom.«

[210] I Randen er bemærket: »Om Karen Nelßdaatter wil ieg melde dette, att naar hender gick noget til Maade, tog hun strax sin Bog oc læste i den. Ieg spurte, om hun forstoed, hwad hun læste. »Io wist« (swarte hun), »Gud welsigne Eder saa sandt! Naar mig kommer et Ord for, ieg icke forstaar, ded gaar ieg forbi.« Ieg smeel lit wed mig selff, men sagde intet.«

[211] Dette skete ikke 1673, men 1672. Han blev indviet i Frue Kirke i Kjøbenhavn samme Dag, som Leonora Christinas tidligere Sjælesørger, Mag. Matthias Foss, indviedes til Biskop over Aalborg Stift, nemlig den 21. Juli. Se J. Bircherods Dagbøger, ved Molbech, S. 141.

[212] Han kaldes ellers (Zwergius, Siellandske Clerisie 1, 674 og Rørdam, De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns Forsvar S. 166) Emmike Nedergaard. 1676 blev han, som det ogsaa siges længere henne i nærværende Skrift, Præst i Kjøge, og han døde 1692.

[213] Jvfr. S. 42 Anm. 3.

[214] Datoen er senere udslettet.

[215] Jvfr. S. 200 Anm. 3.

[216] Uden Tvivl Peder Jensen Tøtzløff; jvfr. S. 246 Anm. 1.

[217] I Randen er bemærket: »Ieg haffde effter Begiæring faaet en Røtte aff Slotzfogden, som hand klippede Haelen aff; den satte ieg i et Pappegoie-Buur oc spiisede den, saa den bleff meget tam. Den Tiidsfordriff wille Quinden icke unde mig, oc som Buuret hengte i ded anded Rom, oc ded needen [til] war med Iern Traller, saa Skarnet kunde falde ud, saa brente hun Røtten needen fra op med Lyßet. Ded war læt att see, men hun nectede ded.«

[218] Den temmelig primitive Maade, hvorpaa selve Haandskriftet til nærværende Fængselshistorie er sammenhæftet, gjør det højst sandsynligt, at Hæftningen er Leonora Christinas eget Værk.

[219] Ifølge en Meddelelse af Fuldmægtig A. Petersen findes anført i vedkommende Skatkammerregnskaber, at der den 12. Februar 1672 er bleven tilstillet Leonora Christina »til Klæder og Bøger til hendes Fornødenhed« 250 Rdr., den 28. December s. A. 200 Rdr., den 5. November 1673 200 Rdr. og den 24. November s. A. 50 Rdr. For Aarene 1674 og 1675 findes hun ikke opført i dette Regnskab, men der er ikke mindste Grund til at antage, at der ikke i disse to Aar er anvist lignende Summer til hendes Udgifter, og naar hun desuagtet selv med saa stor Bestemthed paastaar, at det først var 1676, at hun fik 250 Rdr. om Aaret (jvfr. S. 200), kan dette næppe forklares paa anden Maade end ved at antage, at nogle af de til hende bestemte Penge hidtil vare gaaede i andre Lommer. — Nogle Optegnelser om Regeringens Udgifter i Anledning af Leonora Christinas Fangenskab haves i Wolff's Journal f. Politik 1815, 4, 283—84.

[220] Peder Brandt (fra 1680 af Herre til Pederstrup paa Lolland) var Rentemester i Aarene 1676—82. 1679 blev han adlet, 1684 udnævntes han til Overrentemester og 1692 til Gehejmeraad. Han døde 1701.

[221] I Randen staar følgende Anmærkning, der dog igjen er udslettet: »I dette 1676. Aar gifftede sig Slosf. tredie Gang, med en Quinde, som oc haffde hafft twende Mænd. An. 1677 den 9. Aug. døde min Søster Elisabet Augusta.«

[222] Johan Adolf Bornemann (f. 1643, d. 1698) var Slotsprædikant fra 1676 til 1683, i hvilket Aar han blev Stiftsprovst og Sognepræst til vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.

[223] Henrik Bornemann, en yngre Broder til Johan Adolf B. (f. 1646), blev 1672 Rektor ved vor Frue Skole i Kjøbenhavn, 1674 tillige Professor logices et metaphysices, 1675 Sognepræst til vor Frue Kirke og Stiftsprovst, 1683 Biskop over Aalborg Stift, 1693 Biskop over Sjællands Stift. Han døde 1710.

[224] Paa en Seddel, som med en Knappenaal er fastheftet til et af Haandskriftets Blade, har Forf. endnu tilføjet følgende Bemærkninger, der staa i Forbindelse med Agnete Buddes Sag: »Samme 1678. Aar, den 4. Marti, bleff min Naboeske en Quinde weed Naffn Lucia, som tiente F. Rigitze Grubbe. Hun beskyltis aff Iomfrue Agneta Sophia Budde, att hun haffde werret den, som paa sin Fruis Wegne haffde offwer-talt hender att forgiffwe Greffwinnen F. Birrete Skeel, oc at Lucia haffde bragt hender Gifftet. Der war Windisbyrd, aff hwem Lucia haffde kiøbt Gifftet. Den Quinde war en standhafftig troefast Tiennerinne. Hun tog imod alt ont, hender paalagdis, med allerstørste Taalmodighed, war trøstig i ded Mørcke Fengsel. Haffde twende Mand[s]-Persohner til Cammerader, som baade skreeg, suckede oc græd. Fra Greffwinne Skeel (som skulle spiiße hender) bleff hender sendt Kiød, som krøb fuld aff Maddicker, oc mullet Brøe. Ieg forbarmede mig offwer hender (icke for henders Fruis Skyld, thi den haffwer intet gott forskylt aff mig oc ille belønt forrige Tiiders Welgierninger, men aff Medliidenhed), sendte hender Maed oc Dricke oc Penge til att formilde Gert med, som war hender for haard. Hun bleff piinet, wille dog icke bekiende ded ringste aff ded, hender beskyltist, forswarede altiid sin Frue. Hun bleff saa siddendis hen.« — Med Hensyn til den her omhandlede Sag, i hvilken to adelige Damer vare anklagede for at have — uvist, af hvilken Grund — staaet en tredie (Birthe Skeel, Enke efter Grev Christopher Parsberg) efter Livet, skal jeg endnu kun tilføje, at ved Højesteretsdommen, der afsagdes den 25. August, blev Agnete Budde dømt til at halshugges, Regitse Grubbe (Enke efter Christian IV.s naturlige Søn Hans Ulrik Gyldenløve) forvist for Livstid til Bornholm, og Pigen Lucie dømt til pinlig at forhøres, derefter kagstryges og forvises Byen og Landet. Henrettelsen fandt Sted den 6. September paa Slotspladsen. Jvfr. Extraord. maanedl. Relationer 1678 S. 709, 736, 740; Ordinaire Post-Tidinger 1678 Nr. 14, 25, 34, 35, 36; Pontoppidan, Annales ecclesiæ Dan. 4 Th. S. 590; Uddrag af Bircherods Dagbøger, ved Molbech, S. 194.

[225] Beretninger om Mordet paa Taarngjemmeren findes i Extraord. maanedl. Relationer 1678 S. 719—20 og Ordinaire Post-Tidinger 1678 Nr. 29, 30.

[226] Otto Mauritius, en tydsk Licentiat, der i flere Aar (i alt Fald fra 1667 af) havde været brugt af den danske Regering som Spion og i andre lidet hæderlige Hverv, og som var den egentlige Aktor i Processen mod Griffenfeldt, var Aaret efter dennes Fald bleven arresteret og dømt fra Ære, Liv og Gods som skyldig i Mened, Falsk og Majestætsforbrydelse. Dødsstraffen blev ham imidlertid eftergivet, og han hensad nu i Blaataarn til ind i September Maaned 1678, da han blev ført til Bornholm, hvor han døde i Fængslet. Jvfr. Wolff, Griffenfelds Levnet S. 262, 316, 335 flg., 364 flg., 381; Extraord. maanedl. Relationer 1677 S. 515, 524, 580, 1678 S. 741; Nyt histor. Tidsskrift 6 Bd. S. 267—70.

[227] Jvfr. Extraord. maanedl. Relationer 1678, S. 735.

[228] D. e. Henrik Møinichen, Christian V.s Livlæge. Han var født 1631, blev 1662 Hofmedicus, 1670 kongelig Livmedicus, 1687 Assessor i Højesteret, 1695 Justitsraad; døde 1709.

[229] I Randen er bemærket: »Ole Taarngiemmer bleff aff Slosf. lapsalffwet med en Knippel paa hands Ryg, der Margrete war borte, oc hannem forreholt ded, hand haffde sagt, huis Margrete hannem om sin Tyckelse haffde berettet.«

[230] Efter denne Angivelse skulde Sperling være født den 30. December 1601, men i sin haandskrevne Autobiografi (Orig. i Gl. kgl. Smlng. Nr. 3094, 4to, Uddrag i Suhm's Nye Samlinger 3 Bd. S. 197 flg.) siger han selv, at han er født den 28. December 1602. Hvad nu Aarstallet angaar, kan der næppe være Tvivl om, at det er Leonora Christina, der har Uret. For Datoens Vedkommende er det derimod ikke saa ganske afgjort, eftersom hun i dette Punkt stemmer med den Afdødes Søn, Otto Sperling den Yngre. Man ved dette deraf, at i Moller's Cimbria literata, hvor de allerfleste Efterretninger om den ældre Sperling ere meddelte af Sønnen, angives ligeledes (T. 1 pag. 646) den 30. December som den Førstes Fødselsdag.

[231] I Randen er tilføjet: »Klistererne med anden naturlige Materie kom frem, men Steenen skiød sig i Gangen oc syntist trind, thi ieg kunde icke fatte den med et Instrument, ieg loed giøre mig.«

[232] Enke efter General-Feltmarskal Axel Urup til Beltebjerg (død 1671).

[233] Det vil sige paa den Dag, som Leonora Christina ansaa for sin Fødselsdag; jvfr. S. 15 Anm. Digtet er iøvrigt allerede tidligere trykt, skjønt efter en mindre god Afskrift, i Bang's Saml. af nyttige og opbyggelige Materier, 2 Stykke, S. 156—57; Schønau's Saml. af danske lærde Fruentimer S. 400—2 o. a. St.

[234] Formodentlig en Forkortning af: wille.

[235] Disse Vers ere tidligere trykte hos Pontoppidan, Marmora Danica T. 1. pag. 265; Thura, Gynæceum Daniæ p. 45—46; Bang, Saml. af nyttige Mat. 2, 158; Hofman, Portraits histor. 5 partie pag. 92 og Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 332; Schønau, Saml. af lærde Fruentimer S. 402—3, o. a. St.

[236] Rimeligvis tydske. Maaske menes den i Hamborg udgivne »Historien-Calender«, der var i Kvart.

[237] Formodentlig en Skrivfejl for: Donop. En hessisk Familie af dette Navn var i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede kommen herind; se Lexicon over adel. Familier 1 Bd. S. 120.

[238] I Randen er bemærket: »Slosf. sagde mig siiden, att Kongen haffde leet, den Tiid hand sagde Hs. Mt. mit Swar om Clavicordiummet, oc sagt: »Ia, ia«.«

[239] Efter dette Udtryk at dømme maa den paagjældende »Ven« (jvfr. S. 126 Anm.) uden Tvivl søges blandt Leonora Christinas Omgivelser i Fængslet, og det kan da næppe være nogen Anden end den oftnævnte Peder Jensen Tøtzløff, hvem hun holdt meget af (se S. 261 og 27172), og som endog senere synes at have fulgt med hende til Maribo.

[240] Jvfr. S. 226 Anm. 2.

[241] Peder Danielsen Colerus (f. 1631) var først Slotspræst ved Frederiksborg Slot og Sognepræst til Hillerød og Herlev Menigheder, blev derefter Sognepræst til Ljunge og Uggeløse Menigheder og 1683 Slotsprædikant paa Kjøbenhavns Slot. Han døde i denne Stilling 1707.

[242] Af Værkets første Part — men muligt dog i en anden Redaktion end den, der her omtales, jvfr. Bang, Saml. af nyttige og opbyggelige Materier 2 Stykke S. 149 — haves en Afskrift i Karen Brahes Bibliothek (Nr. 315, 4to), som ved Bibliothekarens, Hr. Adjunkt Vogelsangs, Velvilje har været mig udlaant. Dens Titel er: Hæltinners Pryd. Den Første Part, Som melder om fornuftige Strii[d]bare Regierende Hæltinner. Den indeholder Karakteristiker og Levnetsbeskrivelser af følgende Kvinder: Deborah, Dronning Margrete, Thyre Danebod, Elisabeth af England, Tomyris, Isabella af Kastilien, Zenobia, Johanna af Montfort, Artemisia, Svanhvita, Lagertha, Berenguela af Kastilien, Hetha, Margretha af Østerrig, Semiramis, Amage, Victorina, Voada, Olafa, Camilla, samt Amazonerne Marpesia, Lampedo, Antiope, Orithyia, Penthesilea og Thalestris.

[243] Navnet staar in blanco, men af det Følgende sees, at det er Jørgen Iversen, den første danske Gouvernør paa St. Thomas, som der er Tale om.

[244] Om de Begivenheder, hvortil her sigtes, findes en udførlig Beretning i Extraord. maanedl. Relationer 1683 S. 350—51 og 367—68. I Slutningen af Aaret 1682 var Skibet »Havmanden« afgaaet fra Kjøbenhavn til St. Thomas, medførende en Del Fanger. Det var imidlertid ikke kommen ret langt, før der udbrød Mytteri blandt Mandskabet, som nu, i Forening med nogle af Fangerne, myrdede Kaptajnen og en hel Del andre Personer, som vare ombord, deriblandt ogsaa Exgouvernøren paa St. Thomas, Jørgen Iversen, og hans spæde Søn. Senere lykkedes det dog en af de Fanger, som ikke havde deltaget i Komplottet, at blive Herre over Skibet, som han nu førte hjemad igjen. Det stødte paa Grund udenfor Gøteborg, men ved den derværende Gouvernørs Bistand reddedes Besætningen, og Rebellerne førtes nu til Kjøbenhavn, hvor en Del af dem kort efter henrettedes.

[245] Ved »Dronningens Kirke« menes ikke, som man maaske kunde tro, Reformert Kirke (til hvilken Grundstenen først blev lagt — af Dronning Charlotte Amalie selv — den 20. April 1688), men en Sal med nogle tilstødende Smaaværelser paa det gamle Kjøbenhavns Slot, hvor Dronningen allerede flere Aar, før Reformert Kirke blev opført, havde holdt sin Gudsdyrkelse, og hvortil det idetmindste taaltes, at ogsaa Andre af hendes Trosbekjendelse fik Adgang. I en i Rentekammerarkivet opbevaret Fortegnelse over Slottets Inventarium 1679 — hvoraf en Afskrift, taget af Fuldmægtig A. Petersen, har staaet til min Raadighed — findes de nævnte Lokaliteter opførte under en ganske lignende Benævnelse som her, nemlig: »Droning. Mayt. Kircke, i det første Inventarium kaldit Prindtz Jørgens Gemacher.« Til Kundskab om Størrelsen af den Menighed, som her forsamlede sig — man vil erindre, at de Reformerte først 1685 fik virkelig fri Religionsøvelse — skal jeg anføre, at der i den omtalte Fortegnelse nævnes følgende Siddepladser i selve Salen: »Tolf Stoele med røet Leder. — En Benck med Røgstøcke, bekled med roed Klede. — Tiufge gemehne Fyrrebencke.« — Jvfr. ogsaa Dansk Minerva 1816, Februar, S. 42 flg.

[246] Digtet, som hentyder til hendes egen og hendes Mands Skjæbne, er trykt hos Hofman, Danske Adelsmænd 2 D. S. 326—31.

[247] Formodentlig den samme, som Borro i sin Tid mentes at have helbredet ham for, se Herholdt og Mansa, Saml. til den danske Medicinalhistorie 1 Bd. S. 176—77.

[248] Dette Billede kom senere paa Kunstkammeret (se Jonge, Kiøbenhavns Beskrivelse 1 Bd. S. 488) og opbevares nu paa Rosenborg.

[249] I Randen er bemærket: »Quinderne, som betiente mig, finge huer Maanet 8 Rdr.«

[250] I Randen er bemærket: »Hun loed ham lære Bilschnider Handw[e]rck.«

[251] Rejsen gik over Kolding til Norge.

[252] Frederik v. Ahlefeldt, 1661 Statholder i Kjøbenhavn og senere Statholder i Hertugdømmerne, 1665 tydsk Rigsgreve, 1672 ophøjet i den danske Grevestand som Greve til Langeland, efter Griffenfeldts Fald Storkantsler, Præses i Gehejmeconseillet etc. Jvfr. S. 24 Anm.

[253] Gyldenløve.

[254] Hun var en Datter af Leonora Christinas i det Foregaaende oftere nævnte Søster Elisabeth Augusta og Hans Lindenov til Iversnæs.

[255] Jvfr. J. Bircherods Dagbøger, ved Molbech, S. 234.

[256] Jeg behøver vist ikke at gjøre opmærksom paa, at denne Angivelse er urigtig, eftersom Forf. lige i Forvejen har beskrevet, hvorledes hun kom ud af Fængslet. Ligesom det imidlertid næppe er Mere end Beretningen om de allersidste Dage eller den sidste Dag, som er skrevet efter Løsladelsen, saaledes er Forskjellen i Tid mellem den Dato, til hvilken Afslutningen af Fængselshistorien her er ansat, og den, paa hvilken den virkelig fandt Sted, næppe synderlig stor, da vi aabenbart have den sidste i den strax efter følgende Angivelse: »Skreffwen paa Husum den 2. Iuni.« Om en lignende formodet Antedatering af Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet se S. 16 Anm. 2.

[257] D. e. Landsbyen Husum i Brøndshøj Sogn, Kjøbenhavns Amt. At hun endnu nogle Maaneder senere opholdt sig paa dette Sted, sees af et af hendes egenhændige Breve i Gehejmearkivet (Ulfeldtske Sager, Nr. 19), som er dateret »Husom den 18. Sep. 1685.« Senere levede hun, som bekjendt, paa Maribo Kloster, der var hende anvist til Opholdssted af Regeringen, lige til sin Dødsdag den 16. Marts 1698.

[258] Burde maaskee ikke have været rettet, da Forf. oftere i det Følgende skriver: Muht.

 

Afskriverens rettelser