The Project Gutenberg eBook of Fra det moderne Frankrig
    
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this ebook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Fra det moderne Frankrig

Author: Richard Kaufmann

Release date: February 1, 2006 [eBook #9843]
                Most recently updated: December 26, 2020

Language: Danish

Credits: Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the PG Online Distributed Proofreading Team from scans provided by Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) at http://gallica.bnf.fr


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG ***




Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen and
the PG Online Distributed Proofreading Team from scans
provided by Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica)
at http://gallica.bnf.fr.











FRA DET MODERNE FRANKRIG.

AF RICHARD KAUFMANN.

MED ILLUSTRATIONER EFTER FRANSKE KUNSTNERE.

KJØBENHAVN.

1882



I en halv Snes Aar snart har Forfatteren af denne Bog været en jævnlig
Gjæst i Paris. For hver Gang han er kommen igjen, har han vundet Byen
kjærere og kjærere, og i de sidste tre Aar endelig er den bleven ham et
nyt Hjem. Hans Bekjendtskab til den er følgelig intimere end den
almindelige Rejsendes. Paa den anden Side er han stadig vedbleven kun at
være en Fremmed, der er paa Besøg. Alt det, han har set, har han set paa
med en Nordbos Øjne. Netop paa Grund af denne sin Dobbeltstilling har han
troet at kunne have Et og Andet at fortælle, der var i Stand til at
interessere hans Landsmænd.

Hans Bog har ikke den Pretension at give en udtømmende Skildring af Livet
i det moderne franske Samfund. Han har, mens han skrev, selv bedst følt,
hvor langt udførligere han maatte være, hvis et saadant Maal skulde
naaes. Stadig hobede Stoffet sig op, og samtidig nødte de Grændser, der
var afstukne for Arbejdet, ham endog til at udskyde Æmner, som det havde
ligget i den oprindelige Plan at behandle. Paa Sligt er det jo imidlertid
muligt siden at raade Bod, hvis Læserne finder, at der er lidt Liv og
lidt Anskuelighed i de her tegnede Billeder.

Troskab mod Originalen føler Forfatteren sig forvisset om, at der er. Han
har set det moderne Paris med sympathetiske Øjne. Han har ikke været
blind for Manglerne ved det, men han er gleden lettere over dem og har
ladet, hvad der var smukt og tiltalende, springe stærkere frem. Han har
gjort dette ikke blot af Kourtoisi mod det Land og den By, hvis Gjæst han
er, men ogsaa, fordi han mente derved at komme Sandheden nærmest. Han vil
føle sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Læsere kan vække den samme
Kjærlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse.

Paris, i November 1882.

Richard Kaufmann.




INDHOLD

_Paris og Pariserne_

_Pariserinden_

_Vinter liv i Paris_:

Klimaet

Velgjørenhedsballer

Jule-og Nytaarstiden

Under Karnevalet

Hos Republikens Præsident

_Foraar i Paris_

_I Kammeret_

_Det røde Paris_

_Paa Børsen_

_Kunst og Kunstnere_

_Litteratur og Aviser_

_Paris som Theatercentrum_

_Sommerliv og Fester_:

Grand prix de Paris

Badeliv Ved Kysten

Nationalfesten

Sommer-Søndage ved Paris

_Parisere en évidence:_

Mme. Adams Salon

En Aften hos Victor Hugo

Hos Sarah Bernhardt

Coquelin i sin Loge

Cherbuliez i sit Arbejdsværelse

_De Fremmede i Paris_

_Paris paa Vrangsiden:_

Pauperismebæltet

Samfundets Bundfald

_Kafé- og Gadeliv_

_Skisser fra Sydfrankrig:_

Mellem moderne Troubadurer

En sydfransk Pilgrimsfart

Oldtidslevninger i Provence

Petrarcas Hjem

Marseille

Europas Paradis




PARIS OG PARISERNE.


Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer første
Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Færdsel endnu;
før Midnat længst er passeret, tænker Paris ikke paa at lægge sig til
Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soiréepuds, hele Timer kan han
drive med Menneskestrømmen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en
Kaféstol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok
baade for Øje og Øre. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham
i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetrætheden dog gjør
sin Virkning gjældende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet,
er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvældet,
blændet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin
første Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende
ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa
mærkværdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker
alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vækker,
at han gaar i Seng. Naar han den næste Morgen vaagner, har han slet intet
Hastværk for at komme ud igjen. Han synes, han har været længe i Paris,
og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme
Fænomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer
første Gang. Man har hørt saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet
op til Noget, der næsten forskrækker. Og saa, naar man har talt med dem i
fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den
instinktmæssige Følelse af, at Tiden vil gjøre En til gode Venner, har
tilbagevirkende Kraft.

Dette første Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det
er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke
være bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller.
Under Touristbesøgets tumlende Færd dukker den første Aftens douce
Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blænding, lutter Beundring
af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en
Sandserus, der intet Øjeblik hører op. Blot en Vandring ned over
Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres
Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar
uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste
Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og
Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Opéras
Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende,
overvældende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske
Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde sætte Indsegl paa
Byen og sige: dette er større end selv det antike Rom, større end Noget,
hvortil Menneskeslægten endnu er naaet--Triumfbuen med Rudes Trophæ, den
mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har født, et Værk, hvori
Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa
den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt,
Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den mægtige
Hvælving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med
vældige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde
paa Knæ og græde. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa
forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige.

[Illustration: Rudes Trophæ: Le Départ.]

[Illustration: Invalidedomen.]

[Illustration: La Salme Chaptlle.]

Kirkearkitekturer: først og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det
skjønneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der
existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr
af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor
Loft og Vægge er lutter farvede ædle Sten, kunstigt satte sammen til
Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af
den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og
Madeleinens græske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og
den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede
endnu, af hvilke hver enkelt vilde være nok til at gjøre en hel Stad
berømt. For hver Gadeende næsten møder Øjet et arkitektonisk Storværk:
Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser
som Louvre og Tuilerierne, Mindesmærker som Château-d'Eau-Pladsens
vældige Republikstatue, som Vendôme- eller som Frihedssøjlen paa
Bastillepladsen. Gallerierne rummer de største Skatte fra alle
Kunstskoler, Musæer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de
rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort
Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har
Rivaler nogetsteds. Og mens Øje og Aand mættes med Indtryk, viser den
glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det,
der leer og lokker forførerisk koket til nye og atter nye Adspredelser.
Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som
Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan
byde for at gjøre Livet skjønt og lykkeligt at leve i Øjeblikket, alt det
er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da være Andet, end at
Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra
Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med
at blive ganske ør af Berusning og Begejstring. Den søde Nektar gaar ham
til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sødme
er ham det Vidunderligste, han nogensinde har drømt.

Der er jo imidlertid den Omstændighed ved enhver Rus, at der uvægerligt
følger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tømmermænd. Paris er ikke
det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjøre det til.
Paradiser hører nu engang til den Slags Sager, som ikke længer existerer
paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han hører op med at see Paris i Skjær
af et flygtigt Feriebesøgs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa
Tømmermændsindtjykket. Og jo større Rusen har været, desto stærkere
bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske
undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal
man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk hører til dem, der forsvinder
igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets
Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for
den, der har sovet Rusen ud og Tømmermændene ogsaa, bliver det en Kvinde,
med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa længe det skal være, fordi han
ved Siden af menneskelige Skrøbeligheder, ved Siden af Luner og Lethed,
som nu engang hører Kvinden til, men som her dog ofte har den gode
Egenskab at klæde ganske kjønt, finder saa uhyre Meget, som han aldrig
kan blive træt af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt
Velbefindende, hvormed man begyndte sin første Pariservisit, er ogsaa
det, hvormed man ender efter Aars Forløb. Paris er den By i hele Verden,
hvor den Fremmede finder størst Behag ved at leve. Det er ikke noget
Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde
ikke det aarlige Besøg af Gjæster beløbe sig til over et Gjennemsnitstal
af en Million, og Parisermenneskehavet daglig tælle omtrent to hundrede
tusinde Udlændinge.

Sin Forkjærlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa
vanskeligt ved at analysere som sin Forkjærlighed for enkelte Mennesker.
For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjøre. I de store
Hovedtræk idetmindste er det ikke svært at sige, hvad der vækker
Velbefindendet, som man føler her. Til syvende og sidst beroer det
simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og
Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald
ikke samlede i det Omfang noget andet Sted.

Der er, for at begynde lavest nede, først de materielle. Byen er lys og
luftig, gjennemkrydset med brede, træbeplantede Gader og Boulevarder,
hvor Solen kan trænge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige
Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en
Armée af Arbejdere. Det franske Kjøkken er det bedste i Verden af den
simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Følge deraf den, der
stiller de største Fordringer. Der er ingen Primør, som ikke kommer først
til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i
samme Øjeblik den er tænkt. Fornøjelser kalder paa En for hvert Skridt
man gaar. Man kan vælge ganske efter sin Smag og sine Midler og behøver
dog aldrig at være bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor
moderne Civilisation har udtænkt for at gjøre Livet bekvemt, er i Paris
dreven til sin højeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen
Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa
vid Gab for Alle og Enhver, Høflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er
en Dyd, der er specifik parisisk.

Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en
Kjærne, som er ikke mindre ædel, end Skallen er skjøn og lokkende. Er
Paris det materielle Velværes By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle
intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer
hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfældet
med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til
Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem
Menneskealdre, lige fra Molières og Voltaires og de store
Revolutionsheltes Dage har da under aldrig standset, utrættelig
Propaganda alle den moderne Tænknings og det moderne Fremskridts Heroer
fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det
lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slægt. Som hvert Skridt i dens
Gader minder om en berømmelig Fortid, som der hænger et Stykke Historie
ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det næsten, som hvert Drag, man
aander ind af Byens Luft, er mættet med Atomer af disse store Tanker. Og
nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet
Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske
Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den
franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Lære;
Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere
kommer til Paris, fordi de føler, at det kun er der, de har Rod og Bund.
Den franske Musik er ved at overfløje den tydske og italienske, den
franske Skjønlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et
Hestehoved fremfor andre i Kappestriden.

Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle
dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der
ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke
Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og
Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got
og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Lærde og
Videnskabsmænd som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med
aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris
uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belæring og
Befrugtning.

Det er denne Alsidighed, der gjør Paris enestaaende. Der er Byer
rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem
alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre
Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad
der kan gjøre Hvilen sød. Den, der alene kommer for at nyde, bliver
derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som
med Øjet aabent til at se og Tanken aaben til at lære trænger ind mellem
Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad
Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er
Hundreder af Stæder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve
Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen.

Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstrækkelig til at se,
hvor dette Fysiognomi skifter. Først den fornemtaristokratiske Boulevard
de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa
igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispræg over Poisonnière og
Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais.
Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg
Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret støder hinanden paa
Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra
hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne
Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at
komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi
dødelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den
Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive træt
eller kjed af Paris.

Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men
netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som
bevirker, at man føler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der,
ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen
indrømmer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst
at opnaa. Ingen ørkesløs Lediggjængers misundelige Øje vaager over, hvad
Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave
Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affærer,
der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vælge sit
Selskab, som man vil. Vil man være Eneboer, er det den letteste Sag af
Verden. Man behøver kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man
var i en Ørken. Man kan bo aarvis Dør om Dør i det samme Hus uden at
kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme
Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Trænger man derimod til Omgang,
saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den
Fremmede er en simpel Præsentation i en Salon nok til at skaffe ham
Invitationer, saalænge han lyster. Den nivellerende Nutid vælter de gamle
exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg
Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsættelser af Gaden.
Hundreder og atter Hundreder har været det længe, ligefra Republikens
Præsidents ned til Millionærens fra igaar, der ikke forlanger bedre end
at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa
sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem,
man synes om, høre paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man
finder for godt, man behøver ikke engang hverken at sige Goddag eller
Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er højst karakteristisk for, hvordan
Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjælder for den enkelte Kreds,
gjælder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man
lever, saa vælger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er
det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder paa at søge En op.
Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kaféer,--Ingen spørger, hvor
man er bleven af. Man kommer ikke længer til Theatrenes Premièrer, men
til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer.
Efter lang Tids Forløb kan det da passere, at man træffer en af de
fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en berømt Kommunist.
Han møder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager
sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund,
svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i
Bagnoet i fem Aar.

Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har
saa let ved at gjøre sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er
saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt
fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig
ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjæstevenlige
Pligt at imødekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind
paa en Restauration og trækker sine Pinde op af Lommen for at spise med
dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han
to, tre Gange igjen, anskaffer Værten sig selv Pinde og serverer ham, for
at Gjæsten kan følge sit Lands Skik og Brug. Det er hændet, og det er
typisk. Der er ikke den Udlænding, hvilken Nation han end tilhører, der
ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette
sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund
med sig.

Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, hænger sammen
med særlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er
letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Hævd paa sig,
men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette
arbejdslystne, sparsommelige Folkefærd, der slider Dag ud, Dag ind uden
Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjønneste Drøm,
hvis højeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have
og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man
dømmer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part
Udlændinge, nydelseslystne Lediggjængere fra alle Verdens Kanter, og
Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at være et moderne
Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke
Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal
Mabille; der kom højst en for hvert tusinde Udlændinge.

Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevægelige. De
holder af at lægge saa stærkt Solskin over Alt, hvad der hænder, som der
kan lægges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring
og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de
gjør Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til
Fingerspidserne. Der kan ikke tænkes noget taknemmeligere Folkefærd end
dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro
paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der
kommer, vil bringe dem Guld og grønne Skove. Det gjør dem til store
Fantaster og til store Børn. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette,
lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i
Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der
har sløjfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med
Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa
Ord, der har bragt Menneskeslægten videre fremad end alle Kantske og
Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen.
Der er Ingenting, der gjør Mennesket stærkere og sundere, der er Intet,
der giver friskere Kræfter til at udrette Noget, end det altid at gaa til
Arbejdet med en Sang paa Læben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til
Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags
Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at
misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til
Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Læben, hvormed
de har forløst saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald
den, der gjør dem til et saare opmuntrende og fornøjelig Folkefærd at
leve sammen med.

Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og
det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I
Ørkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er nødt til at
være det, Kampen for Livet gjør det til Selvopholdelsespligt. Det bløde
Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes
Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende Element.
Man tager sig sammen, man spænder Evner og Energi, naar man veed, at man
maa stole udelukkende paa sig selv, og at der ikke er en Haand, der
løfter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at løbe ned ad Bakke.
Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke i en exceptionel ydre
Høflighed. Man er indifferent, kold, ufølsom over for Naboer og Gjenboer,
man fik altfor Meget at bestille, hvis man vilde lade disse to Millioner
Omgivelsers Medgang og Modgang gaa sig til Hjerte; men man er
complaisant, imødekommende mod disse samme Ligegyldige saameget, som
Hensynet til eget Tarv tillader det. Man er ogsaa det med
Naturnødvendighed, Livet i Mylderen vilde være uudholdeligt, hvis man
ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de store Festdage vilde trykke
og puffe og støde hinanden vilde det ende med, at Halvparten blev klemt
ihjel. Man vil nødig selv være mellem denne Halvpart, derfor tager man
Hensyn, derfor lader man være at træde over Fødderne uden Nødvendighed,
derfor hjælper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i
Gadetrængslen, er det overalt. Man møder Urbanitet og Forekommenhed for
hvert Skridt i Paris. Selv om det kun er en ydre Politur, som der ikke
menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det
kommer til Stykket, er den i Virkeligheden alt det, man har Behov for til
daglig Brug. At have Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig
og besværlig Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske trænger
til, kan han næppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor
Udvalget er saa uendeligt som i Paris.

Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden, Hæderligheden
det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres Soliditet i Handel og
Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af Smaafolks Velstand. Men
istedetfor at erklære sig insolvente begjærede de Opsættelse og betalte
siden ærligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig den store Børskrach
bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede,
gjorde de dog ved Slægtninges og Venners Hjælp Udveje for Pengene og
mødte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge
et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen.

Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres grændseløse Uvidenhed. Men den
generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. De
dækker den med en Glassur af medfødt Dannelse, af naturlig
Velopdragenhed, der vilde være mirakuløs, hvis man ikke gjorde sig Rede
for Aarsagerne til den.

Den er et Produkt af Ligheden først og fremmest, af denne gigantiske
Tanke, der er født i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det
vældige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris
absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er
Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed. Den
unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene mødes i det samme Fornøjelsesliv
med Restauratørsønnen, hvis Fader har tjent Millioner ved at servere
Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den Herre, han kjører
for; Arbejderen betragter det ikke som en Ære for sig men for
Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine Kammerater.
Alle færdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende Liv, uden at
der bliver gjort Forskjel. Alle har samme Rettigheder, samme Krav paa
Hensyn. Men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple Mand en bestemt
Følelse af, at han maa kunne hævde sin Position, at der i hans ydre
Optræden ikke maa være Noget, som kan skille ham fra den højest Dannede
og højest Stillede. Denne Følelse er det, der virker opdragende paa ham,
og til den slutter sig alle Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin
vidunderlige By. At staa ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og
sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var højere paa Straa, da han
begyndte, end En selv, ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet
af Kunstens uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben
for Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Færdsel i
Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevæger sig imellem,
hjælper med til denne Udvikling.

Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan
forøge Velbefindendet, som den Fremmede føler ved at leve i deres By. De
har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at
man kan gaa med aabne Øjne gjennem Paris uden at lægge Mærke til dem. Vi
vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt følende og
foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det med, og
som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange Fortrin ved
Paris. Det første og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad
er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervøse Feber
omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer,
hvor alle Menneskeslægtens Pulsaarer løber sammen.

[Illustration: Paa Boulevarden.]




PARISERINDEN.


Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har
ikke søgt noget nyt istedetfor den kejserlige Ørn. Men man skulde skynde
sig at søge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjøbet.
Han vilde ikke have svært ved at finde et Motiv; der er et, der ligger
lige for. Et zirligt Dameskjørt, der i bløde, elegante Silkefolder
draperer sig for Exempel over to korsede Landsestænger, af hvilke den ene
istedetfor Spids bærer en Rembrandthat med bølgende Strudsfjer, den anden
en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,--det vilde ikke
være fri for at være karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske,
men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig føre i Skjoldet, hvad man
hyldede i Livet.

Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens
Hovedstad, hverken Præsident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er
de egentlig Mægtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i
Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at søge hverken i
Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af
de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den
havde sit Sæde.

Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtrænger Alt, er
den ogsaa allestedsnærværende. Denne hemmelige Regering er Kvinden. Den
Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstændig anden end den, der er
tildelt hende i den samtlige øvrige Verden. Hendes Haand er med i Alt,
hun er i det store Samfundsuhrværk Fjederen, der driver det Hele. Og det
ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske Skjalde og vore
moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden skal kunne gjøre det
hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje, der vækker og flammer op
til Handling. Franskmændene er et mindre poetisk, mere logisk Folkefærd,
der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan Metafysik. Den skjønne
Halvpart af Menneskeslægten er hos dem ingenlunde luftige, ætheriske
Væsener med væsentlig passive, inciterende Egenskaber, det er aktivt
handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende Medskabninger end
det Kjøn, som har faaet Ord for at være det stærke.

Der er en højst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor
Hoben franske Komedier, maaske i næstendels alle, naar man vilde søge
rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der vanskeligt lader
sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun søger at
fremstille deres Betydning som mindre væsentlig. Det er en Umulighed,
lyder hans sidste Replik, men hun erklærer saa simpelthen: _"Je le
veux"._ Dermed er Historien forbi, og han maa gjøre, som hun ønsker. Naar
denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det Uendelige, er det, fordi
den afspejler et Virkelighedsbillede, den dramatiske Forfatter daglig har
for Øje. Den franske Kvinde gaar Krog- og Omveje, før hun kommer frem med
sit kategoriske Imperativ. Men det indfinder sig til Slutning, og er det
engang sagt, saa maa Alting bøje sig for det. Hun er i alle Forhold den
absolut dominerende. Hun er det ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa,
men hun er det mest i Paris. Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin
af Samfundsstigen; Fænomenet bliver, læmpet efter de forskjellige
Omgivelser, bestandig det samme.

Det er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det
ikke hende, som vælger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud,
hvem der skal vælges, og som sætter deres Valg igjennem. Hun forstærker
den ene parlamentariske Gruppe og svækker den anden, hun hverver Stemmer
for det og det Lovforslag, hun bringer den og den Interpellation til at
gjøre Fiasko. Det er hende, der besætter alle Statens Embeder. Hun farter
fra Ministre til Departementsdirektører og fra Departementsdirektører til
Souschefer, hun gjør Dinerer og gjør sig uimodstaaelig, hun sætter Verden
paa den anden Ende for at sætte sin Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den
Triumf, at det bestandig gaar efter hendes Hoved. Den, hun vil have til
Præfekt, bliver Præfekt, den Forfatter eller Lærde, som har fundet Naade
for hendes Øjne, bliver valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som
staar under hendes mægtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og
avancerer. Det er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler
Ordensbaand og Udmærkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren
faaer Renommée, at Lægen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der
bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer
Modeleverandørerne deres Søgning. _"Où est la femme,"_ spørger den
franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det er
ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der hænder
i dette Land, at man kan gjøre det samme Spørgsmaal. Seer man
Kombinationernes Væv efter i Sømmene, vil man bestandig finde Kvinden
som Islæt.

Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jævnere Borgerstand, saa
skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke mindre
dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der fører Bøgerne og
forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og
Kafélokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa
Opvarterne, sørger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver
sendt paa Torvet for at gjøre Indkjøb eller ud i Kjøkkenet for at passe
paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin Skrædder, saa er det Konen, der
tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om,
hvad man skal vælge. Manden bliver kun tilkaldt et Øjeblik for at tage
Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham
at bestille. Det er hende, der afgjør, om Tøjet sidder eller ikke sidder,
det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen.
Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa
talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle
Departementer under sig: Værelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen,
Tyendet, Indkjøbene, Spisesedlen og Regnskabsføringen. Mandens hele
Livsopgave indskrænker sig til at throne for Bordenden ved Maaltiderne,
øse op og skjære for. Betroes der Andet til ham, saa er det højst
saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter
Kaminrenseren.

Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af Mandens
og Kvindens Roller ved Udførelsen af den fælles Haandtering. I hele det
handlende og industridrivende Paris tager hun ærligt og redeligt
Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop den
Halvpart, som kræver Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste store
Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har gjort en saa
umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i, at
Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der
belyser dette Forhold fortræffeligere, end det hidtil er gjort. Han er
ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans Bog
som hans Komedie har væsentlige Mangler. Men Madame Desvarennes, denne
prægtige Bagerkone, der begynder med et Brødudsalg i en Forstadsgyde og
udelukkende ved egne Evner ender med at beherske hele Paris'
Brødforsyning, som Millionærinde, der forhandler paa lige Fod med
Ministre, hun er ganske vist en ypperlig Skikkelse, greben kraftigt og
suffisant lige ud af Livet. Saaledes som hun er Pariserinden af
Middelklassen: kjærnesund, arbejdsomt slidende, med en Villie af Staal og
en Energi til at handle, der gjennemtrænger hendes Væsen helt ud til
Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de
lavere Trin af Skalaen. Det haarde, møjsommelige Arbejderliv med alle
dets Savn svækker Evner og Kræfter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser
bærer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker
hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe
sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa
Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og
samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et
højst karakteristisk Træk, man vil lægge Mærke til, naar man seer en
saadan Arbejderfamilie gaa ud om Søndagen. Det er Manden, der maa bære
Børnene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der
skal betales.

En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette
Samfund virkelig er et overlegent Væsen. Pariserinden er det. Det franske
Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske vist ikke
nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes Land, at den
har naaet sin højeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin psykologiske,
det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring. Franskmændene er
Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt stærkere under
Sandseberusningens Herredømme end i hvert Fald de Folk, som boer nord og
øst for dem. De vil leve og nyde i Øjeblikket. De kan ikke slaa sig
tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa
Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun nærmer sig
ærbødigt offrende, gjennemtrængt af den kydske Andagt, der straaler ud
fra hele hendes Væsen. Man har oversat Bjørnsons "Arne" for dem, men de
har ikke forstaaet den; de har lét af disse Mennesker, der sidder Aar og
ser paa hinanden og længes uden engang at kunne faa deres Kjærlighed paa
Læben. De kjender ikke til at længes og sukke og drømme, de kjender kun
til at besidde. Dertil har de et umaadeligt naturligt Behov, et større
maaske end nogen anden Nation, For at tilfredsstille det er det, at de
uophørligt ligger i Støvet for Kvindens Fødder; Opnaaelsen af hendes
Gunst er Lyset, hvorom de bestandig sværmer. Hun veed det, hun seer dem
offre Alt for hendes Skyld, hun lever i en Atmosphære, hvor hun hører det
summe omkring sig af et permanent Kor, der tigger om Kjærlighed. Derfor
er det, at hun ikke blot selv føler sig som en overordnet Skabning, men i
Virkeligheden ogsaa bliver det.

Det franske Galanteri er det, der først og sidst skaber Pariserindens
dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger
hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende
i de store, kritiske Øjeblikke. Historien har vist hende i saadanne.
Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over
almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nødvendigt at gaa saa langt
tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest glimrende
Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at udrette. Er
disse sørgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa som et af de
stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det væsentlig hende, der har
Æren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed, Heltemod var mange, mange
Gange mere værd end den mandlige Befolknings. Hvad gjorde Mændene
egentlig, naar man vil se ganske koldt og nøgternt paa Sagen? De slap for
at arbejde og agerede Soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen
overordentlig Grad. De stod op om Morgenen Klokken Ni og tog deres pæne
Uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til
Klubberne og Beværtningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller
de trak ud i Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig
surt for dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjøre
sig det fornøjeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden
Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning næsten
blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de
af Natur, og det kostede dem Ingenting.

Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Første med
det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at Belejringen
vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev indesluttet, rummede
den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange andre Livsfornødenheder end
dem, Regeringen havde sørget for. De var blevne hobede sammen ved privat
Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder. Ikke for at de selv kunde blive
ved at leve i Overflod; det viste de, da Mangelen kom. De fornemme Damer
forenede sig i Selskaber, der tog sig for at gaa fra Dør til Dør i hele
Byen og banke paa overalt og spørge, om Nogen led Nød. Blev der svaret
ja, gav de med rund Haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget Bord.
De Syge fik Æggene, som de havde gjemt, og som til Slutning var en halv
Louis værd Stykket, Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu
kunde holde aabne, blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet
Kjød og Sligt, der ikke var til at betale. De sendte deres Linned til
Lazaretherne, de tog, naar de mødte en forfrossen Stakkel paa Gaden,
deres eget Tøj af og hængte paa ham. Og Kvinderne af de lavere Stænder
gjorde endnu mere. De stod op om Natten Klokken To, Tre og stillede sig i
Queue udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente
Brød paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost og
i Sne til Knæerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Døttre af
Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af.
Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der førte Paris'
Belejring. Og med hvilken vidunderlig Følelse af Solidaritet, med hvilken
Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig svag og
aldrig modløs, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes Lod, derom
kan man høre Fortællinger nok af ethvert Øjevidne. En Dansk, der ved den
Post, han beklædte, ansaae sig forpligtet til at blive i Byen, har
skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af den parisiske
Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin Digter. Men han vil
komme, og han vil blive en af de største, saavist som den Bedrift, han
har at forevige, er en af de største, vore Dage har sét.

Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det
traditionelle Billede af hende som et letfærdigt, nydelsessygt Væsen,
uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og
purt Fantasibillede, støbt over enkelte iøjnefaldende Modeller, men
fuldstændigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjøre det alment
gjældende. _"La femme du cabaret",_ den Kvindeskikkelse, som Zola har
gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som ødelægger Slægter og
dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den egentlige
Pariserinde har hun i Virkeligheden Intet at skaffe. Hun gjør umaadeligt
Spræl, hun fylder det store, offentlige Paris, Fornøjelseslivets Paris
med sin skrigende Toiletteluxus og sit Vilde Nydelsesbegjær. Touristen
seer hende der for hvert Skridt, han gaar, og han dømmer saa let det, han
ikke seer, efter det, han seer. _La femme du cabaret_ er kun til for det
Paris, hvis Færd begynder paa Hjørnet af Boulevard des Italiens og ender
ved Boulogneskovskaskaderne, for Kobbelet af drivende Gommeuxherrer, hvis
hele Liv gaar op i Jagt efter hende af den simple Grund, at de ikke har
hverken Tilbøjelighed eller Evner til at lade det gaa op i nogetsomhelst
Andet. De arbejder ikke i Ateliererne, de skriver ikke Bøger, de holder
ikke Forelæsninger, de studerer ikke i Laboratorier og Bibliotheker. Men
Noget skal de jo dog have at beskjæftige sig med, og af deres Behov til
at slaa Tiden ihjel er da _la femme du cabaret_ født. Hun existerer kun
for dem. Men dette Kobbel er alt i alt kun et Par tusinde Stykker højst
af Millionbyens Befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa
hundrede Parisere. Resten hører til den store Rastaqouairslægt, disse
gaadefulde Væsener med gulbrun Teint, med en forunderlig fremmedklingende
Dialekt, hvis Oprindelse Ingen er i Stand til at definere, og med
Millioner, som det vil være endnu vanskeligere at sige, hvor og hvorledes
de er tjente. Jo mere disse exotiske Planter indpodes i Pariserlivet,
desto frodigere udbreder Forraadnelsesvibrionen sig. Men det er en
naturhistorisk Lov, at den kun sætter sig paa de allerede dødsdømte
Organismer. Den angriber aldrig de sunde, og derfor har den Vibrion,
hvorom der her er Tale, heller ikke angrebet de sunde Samfundslag i
Paris, de Samfundslag, der er Kjærnen af den store Stads Befolkning.

[Illustration: Pariserindetype i Vinterdragt.]

Den franske Romanliteratur og det moderne franske Drama har bidraget
stærkt til at stille disse Nanafigurer _en évidence_ og støtte Overtroen
om, at Pariserinden som Helhed er skabt i deres Billede. Fænomenet er
forklarligt. Ligesaavel som Udlændingen, der kommer til Paris for et
flygtigt Besøg, fæster den parisiske Forfatter væsentlig sin Opmærksomhed
ved de Sider af Byens Liv, der springer stærkest i Øjnene. Og _la femme
du cabaret_ gjør det unægtelig mere end nogen anden. Derfor har
Skribenterne kastet sig over hende. Da den yngre Dumas havde opdaget sin
Demimondedame, maatte der ganske naturligt følge en hel Literatur om det
samme Thema efter. Men denne Literatur staar nu ved sin Ende. Forfatterne
har udtømt Æmnet, og Publikum er blevet kjed af det. Det er gaaet her som
hjemme hos os med Komedierne, hvori Konerne løber bort. Figuren existerer
i Livet, og derfor interesserer den til en Tid baade Digtere og Publikum.
Men naar det faar den samme Kost serveret for tidt, saa ender det med at
sige: dette er usundt. For hver, der løber bort, er der Hundreder og
Tusinder, som bliver ved Hjem og Børn. De er mindre taknemmelige at
skrive om, men de er Regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have
Undtagelsen præsenteret som Regel. Saaledes ogsaa i Frankrig. Man har
faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er
nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af
Væmmelse hos Kritik og Læseverden. En hel anden Literatur om helt andre
Ting er i Færd med at dukke op. Den vil voxe hurtigt og frodigt, netop
fordi Trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke
længer være den frivole Kvinde, hvorom der bliver Tale, men
Pariserindetyper af en hel anden Art, der er baade smukkere og sundere
og sandere.

Thi Pariserinden er ikke frivol. Højst har hun ved Siden af store
borgerlige Dyder den Mangel: at være hverken synderlig dyb eller
synderlig trofast i sin Kjærlighed. Det kommer nu for det Første af den
omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Træffer hun
en sjelden Gang det hende overlegne Væsen, som hun bestandig søger efter,
saa er der næppe nogen Kvinde, der kan være saa hel og opoffrende i sin
Kjærlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde være
hendes Herre; hun gjør det, fordi han selv gjør sig til hendes Slave. Og
dernæst skriver Løsheden i Kjærlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved
den Institution, som skulde hellige og fæstne det. Ægteskabet er i
Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det Øjeblik, da hun er
giftefærdig, holdes den unge Pige strængt under Moderens eller
Klosterpensionens bestandigt vaagende Øje. Alt, hvad der kan udvikle
hende til Kvinde, fjærnes principmæssigt fra hende; hun skal være og
vedbliver at være et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand,
hvis Stilling byder Ækvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man
arrangerer Partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit
Samtykke. Vielsén følger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet
bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke
kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad
Kjærlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast
som Moder, men hun er det ikke som Ægtefælle. Hele hendes Liv gaar op i
Børnene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig
Intimitet. Han er og vedbliver at være hende en Fremmed; højst
karakteristisk siger hun altid "De" til ham og sætter bestandig i Omtale
det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig følt sig nøje
knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun løst. Hun giver sig
let hen; hun gjør det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun lægger
ikke nogen overdreven Vægt derpaa. Hendes Sjæl er kun sjeldent med deri,
og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter
overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan
fristes til at gjøre, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun
aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder
først og fremmest for Børnene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave,
hvorpaa hun sætter al sin Energi ind.

Hun er i sin daglige Færd en god Økonom, og hun er alt andet end
fornøjelsessyg. Det er i den jævne, borgerlige Pariserhusholdning Manden,
der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver
ved Hjemmet og Børnene. Naar hun et Par Sommersøndage kan tage paa
Landet, helst med sin voxne Søn, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun
holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnød at
gjøre det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klæde sig paa.
Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjør det; Arbejdersken, der gaar
barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme
Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden.
Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsværk om Vinteren tager den
lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er
specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men
den er et Produkt først og fremmest af selve Omgivelserne, af den
hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og
Smagens Stad hjælper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art
som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsøg i andre Lande paa
at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man
har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men
kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over
sig, som det havde, naar han udførte det i Paris. Han glemte
Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og
det gjør Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres.

Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i
den, og hun hører kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af
dens Liv--elegant, forførerisk tillokkende i sin ydre Form, let til at
lade sig rive med og ogsaa let til at slippe idag, hvad der tog hende
fangen igaar. Men ved Siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en
Smule for forelsket maaske i det Ubekjendte, men begejstret for Alt, hvad
der er stort, og i Stand til at kunne voxe op i Højde med det, i Stand
til i de betydningsfulde kritiske Øjeblikke at kunne blive den overlegne,
heroiske Kvinde, for hvilken en Nation som den franske og en By som Paris
har Behov.




VINTERLIV I PARIS.


Klimaet

Der gives Læger, som paastaa, at Paris til sine øvrige store og gode
Egenskaber ogsaa føjer den: at besidde et ganske exceptionelt Klima.
Særlige Højdeforhold, Dalstrøg, gjennem hvilke Søbrisen kan naa Byen,
samt andre lignende gunstige Omstændigheder ved dens Beliggenhed gjør det
let forklarligt, siger de. Det er muligt, at de har Ret; for Lægfolk er
det vanskeligt at kontrollere deres Udsagns Rigtighed.
Dødelighedsprocenten i Paris, sammenholdt med den i andre store Byer,
taler i Favør af dem; Bronchitis-Epidemien og hele den Mylr af
Vinterskrøbeligheder, hvorunder Pariserne lide, mere end nogen anden
Hovedstadsbefolkning, synes derimod at gjøre deres Paastands Rigtighed
endel betinget. Men hvad der ialfald er sikkert, det er, at Paris har et
ganske ejendommeligt Vinterklima. Det er saa specielt, at det næsten ikke
kan tænkes andetsteds, udpræget parisisk som Fiakrernes Kudske, som
Arbejderskernes smaa lakerede Sko og kulørte Strømper, som Gadesælgernes
Raab om Morgenen, som Alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den
store Stads Fysiognomi.

Morsomt nok er tillige de Hovedtræk, der karakterisere den parisiske
Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets væsentlige Særpræg.
Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende
Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene
Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse. Men om
Natten trækker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen
ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret.
Man vil i første Øjeblik, naar man kommer udenfor Gadedøren, ikke tro
sine egne Sanser. Man springer fra Fortovet ud paa Gaden i den Formening,
at Varmen, som slaar En imøde, maa stige op fra et eller andet
Kjælderkøkken, saa mættet kan Luften, være med lummer, unaturlig Hede.
Den næste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stønner i Sommeroverfrakker,
Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa
Kaféernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders
Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er følgelig inderlig
fornøjet. Man pynter sit Foraarstøjs Knaphuller med Violbuketterne fra
Nizza, man kjører i Boulogneskoven med lidt Pelsværk paa, men i aaben
Vogn, og man troer Vinteren skrinlagt for denne Gang. En skjønne Nat
springer imidlertid Vinden atter om til Nord, og det er i en
Haandevending forbi med det sydlandske Klima. Sneen drysser igjen,
Sovekamrenes Vandkander har Is paa sig om Morgenen, Folk slaas om de
opvarmede Drosker, Paris ligner en sibirisk By, skriver Aviserne.

Vinteren i Paris kan være alvorlig nok. Men det er ikke rigtig Alvor med
den; den har ingen Stadighed paa sig. Og Pariserne tager den da heller
ikke selv alvorlig. De ifører sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for
saa at bære den støt til hen i April eller Maj, de kjender ikke til
Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en,
da man ikke gjør det. De leger med Vinteren, som den leger med dem. Naar
det er koldt, binder de et Tørklæde om Halsen af Frygt for at blive hæse
eller faa Snue; det Halvkomiske og Ildeklædende, der er ved den Slags
Upasselighed, har de en overdreven Skræk for. Men egentlig garderede mod
Kulden ser man kun de Færreste. De fryser med Anstand i Bevidstheden om,
at det ikke er Andet end noget rent Forbigaaende. Naar der er Sne og Is,
giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklæde har
draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elysées' Træer
ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne
bryder sig i Concordefontænens Iskrystaller. Og den store
Lediggængerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil
med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin
d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i
Folies-Bergére. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den,
ved at være noget Aparte, Noget, der ikke hører til. Klager man over, at
den gjør Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad
Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun
liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det
Altsammen borte imorgen tidlig."

Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten. Det kan til Trods for de
kjære Indfødtes Rysten paa Hovedet sne baade otte og fjorten Dage i Træk
i Paris. Det er sjeldent, men det kan dog arrivere. Og gjør det det, saa
er man temmelig ilde faren med sin Behandling _en canaille_ af Vinteren.
Der kommanderes en Armee paa en Snes tusind Mennesker ud for at rense
Gaderne, og Kommunekassen anvender et Par Millioner til dette Arbejde,
men det hjælper Altsammen Ingenting. Det er Leg med Skovlingen, Leg med
Bortkjørselen, Leg med det Hele. Sneen spærrer Færdselen, Paris er den
forfærdeligste Muddersø, der kan tænkes, lige til Regnen kommer. Først
den kan gjøre rent, kun den er vant til det. I den Tid, Uføret staar paa,
er Pariserne om en Hals med deres Fodtøj, som kun er beregnet paa blanke
Asfaltfliser. Men drage sig Ubekvemmelighederne til Lære, det falder de
aldrig paa.

Saalænge Kulden har varet, har de bundet Tørklædet om Halsen og slaaet
Kraven op om Ørene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blæser
den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de
atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtøj deres Cigaretter ude paa
Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjører i Boulogneskoven i aaben Vogn
og uden Pelsværk og ler, naar man fortæller dem, at det kan være akkurat
ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig
ind, at der spaserer Isbjørne omkring i Gaderne.

Ejendommeligt nok kjender de Sydlændinge, der er paa Besøg i Paris,
Italienere, Spaniere, Orientalere, i Reglen ikke engang denne Forandring
med den op- og nedslaaede Frakkekrave og med Halstørklædet. Man ser i ti
Graders Frost en burnusklædt Fyr spasere ganske rolig og flegmatisk
omkring i det samme Kostume som paa en solglødende Augustdag. Jo længere
mod Syd, desto mere hærdede synes Folk at blive mod Kulden. Det er det
samme Fænomen, som naar en Vestindianer kommer til Norden. Han taaler den
første Vinter fortræffeligt, han har saa megen opsparet Varme i sig. Vi
Nordboere derimod er kuldskjære, Vi finder os kun med Vanskelighed i
Pariservinteren; vi fryser i Stuerne, hvor det flammende Favnestykke ser
saa nydeligt ud, men kun indbilder os, at det varmer, og vi lider under
disse evindelig springende Temperaturforandringer, under disse abrupte
Overgange med kun en Nats Mellemrum fra isnende Vinter til varmt Foraar.
Vi kan ikke taale Kulden, naar den endelig engang imellem gjør Forsøg paa
at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente Uro
i Vejret.

Man har set Vintere i Paris, i hvilke Pariserne har været ovenpaa, har
gaaet omkring og badet sig i varmt December- og Januarsolskin og bildt
sig ind, at de var i Monaco. Men det er Undtagelserne, Regelen er
adskilligt mindre behagelig. Som oftest kan man tælle de Vinterdage, paa
hvilke Vejret ikke er mættet med nervøs Feber, og dem ogsaa, da det ikke
regner. I de fire Maaneder fra November til Slutningen af Februar bærer
man sig ad som en klog Mand, naar man i Paris ikke gaar ud uden Paraply.
Gjør man det, har man de allerstørste Chancer for at komme gjennemblødt
hjem. I December og Januar kan det desværre kun altfor grumme ofte falde
paa at øse sine otte og fyrretyve Timer i Træk, i November og Februar
hører det til Regelen, at der vælter Skybrudsbyger ned hvert femte Minut
paa Dagen. Og kommer der endelig ved Aftentid, en lille Smule Ro, saa er
Taagen der strax. Henimod Slutningen af Vinteren er Alt saaledes
gjennemtrængt af Fugtighed og Vanddampe, at den kan antage ligefrem
fænomenale Dimensioner. Det passerer forholdsvis ofte, at Omnibusserne
maa standse deres Ture flere Timer før reglementeret Tid, fordi de kjører
vild, hvor Gaderne krydser hinanden, og man har endogsaa oplevet hele
Døgn, da al Færdsel var spærret af Taagen. Hele Paris er da fyldt af en
saa absolut uigjennemtrængelig Damp, at der paa hvert Gadehjøme maa
opstilles Politibetjente med tændte Fakler for at hjælpe de Gaaende til
at finde den rette Vej. Pariserne tager alle slige Ubekvemmeligheder
uhyre let og uhyre elskværdig som sædvanlig; Paris er og bliver deres
kjære Paris, hvor Alt med Djævels Vold og Magt skal være fortræffeligere
end nogetsomhelst andet Sted i Verden. Og de Fremmede, der er komne til
Paris for at befinde sig vel, er ligeledes særlig oplagte til at se
Alting i Rosenskjær; det er nu engang Parolen, og med en til Alverden
udstedt Parole har Sandheden svært ved at kæmpe. Derfor holder den gamle
Overtro om, at Vinterklimaet i Paris er sundt og behageligt, sig stadig.
I Virkeligheden kan man sætte et rødt Kors i Almanakken ved de Aar, da
Vejret ikke bringer En til Fortvivlelse. Naar der er Tale om Klimaet, er
det Vanvid at rejse til Paris de fire Maaneder, dens Vinter varer.
Efteraaret og Foraaret, hele Forsommeren ogsaa til langt hen i Juli er
henrivende, Vinteren derimod som oftest alt Andet end behagelig.

Velgjørenhedsballer.

Hvori Velgjørenheden bestaar, skal jeg ikke kunne sige. Der er Ingen, som
har kunnet fortælle mig det. Pariserne bekymrer sig aldrig om at gaa
tilbunds i den Slags Sager. Paa Hjørnet af Avenue de l'Opéra rejser der
sig to høje, kolorerede Master med et stort Skjold i Flagindfatning. En
Inskription paa dette Skjold oplyser om, at man mod Erlæggelsen af en
Louis og under den Betingelse, at man er i Baltoilette, vil kunne blive
admitteret til et "Grand bal de bienfaisance", som den førstkommende
Løverdag gives i Hôtel Continental under Protektorat af Handelsstandens
eller andre Stænders Damer. Endvidere fortæller Plakater, som er
opslaaede i de til Ballokalet hørende Spillesale, at et Spil Kort koster
fem Francs i Leje for en halv Time, hvilke fem Francs ere _"au profit de
l'oeuvre"_. Det fremgaar heraf, baade at der er et "oeuvre", og at man
gjør vel mod sine Medborgere ved at give Louis'er og Femfranker ud til
Bedste for det. Videre Oplysning om Velgjørenhedens specielle Øjemed har
Pariserne hverken Tid eller Trang til at forskaffe sig.

Hvad Ballet er, skal jeg derimod tillade mig at fortælle. Disse
Velgjørenhedsballer spiller en ikke ringe Rolle i det parisiske
Vinterliv. Fra Begyndelsen af December er der regelmæssig et af dem hver
Lørdag, og intet af dem har under et Par tusind Deltagere, Et saadant
Besøg taler tydeligt nok for deres Hensigtsmæssighed, selv om der ikke
fandtes noget "oeuvre". De udfylder et Hul, de tilfredsstiller en Trang,
Masser af Parisere og fremfor Alt det langt overvejende Flertal af de
Fremmede vilde slet ikke faa danset uden dem hele Vinteren igjennem.
Faubourg St. Germain er endnu saa omtrent en lukket Verden undtagen for
dens Egne. Men det parisiske Bourgeoisi, det ægte, gamle, grundmurede
Bourgeoisi, der har store Hoteller og Formuer, som er store nok til
Baller, det er næsten endnu mere hermetisk lukket. Den officielle Verdens
Soireer er aabne ganske vist, men Kredsen, som kan faa Adgang til dem,
har dog altid sin Begrændsning, og saa kjeder man sig desuden saa
gudsjammerligt paa dem, at Ingen gider komme der. Smaa, hyggelige, jævne
Familieballer, som hos os, kjender Paris ikke. Kan man sidde ti Personer
sammen i en almindelig Families Dagligstue, saa er det Højden; kan man
betale Husleje, Husstand og Toiletter, saa er det ogsaa Højden i dette
dyre Paris, hvor en Familie, der stiller mindste Fordringer til Livet,
umuligt kan leve under ti, femten tusind Francs om Aaret. Til Baller
bliver der paa ingen Maade Raad. Og hvem skulde man ogsaa indbyde? Enten
er der ikke unge Piger i Huset, og saa kommer der ingen unge Mennesker,
eller ogsaa er der unge Piger, og saa kommer der to eller tre. De kommer
der fjorten Dage, til Forældrene uden at falde med Døren ind i Huset kan
spørge dem, om de vil være Svigersønner. Vil de, saa har man ikke Behov
for nye Ansigter; vil de ikke, saa faar de paa en høflig Maade Løbepas
for at give Plads for Andre. Bekendtskabskredsen omfatter aldrig paa
samme Tid mer end nogle ganske enkelte Ægteskabskandidater.

Det er derfor, Velgjørenhedsballerne virkelig gjør vel mod de danselystne
Pariserbeboere. Alverden er admitteret for en Louis, og Alverden kommer
der. Det vil sige ikke de, der har deres egne lukkede Baller; de bliver,
forstaar sig, paa egen Grund. Og naturligvis heller ikke pæne unge Piger
af pæne, dannede Familier. Men dem regner man ikke med i Paris; deres
Existens foregaar i det Skjulte, der findes Parisere, som paastaar, at de
aldrig har set dem. Men ellers kommer der en Smule af Alt paa disse
Baller. Selskabet er broget som Blomsterfloret i en Gartnerbutik, ægte
demokratisk, som det sig hør og bør i en ægte demokratisk Republik.

Det kan deles i tre Hovedgrupper: de Graadige, de Blaserede og
Soupeuserne.

De Graadige kommer Klokken ni, naar Ballet begynder Klokken ti. De er fem
i en Droske, og de fornemme Portierer ser ned paa dem med knusende
Foragt: de veed ikke, de Stakler, at det altid i Paris, naar man er i
Gala, koster ti Sous at faa sin Vogn lukket op. Den mandlige Part af dem
har broderede Skjorter, krøllet Haar og hvide Handsker med Fingerspidser,
i hvilke Fingrene ikke kan komme helt ned. Er de i Besiddelse af Klaphat,
saa har den altid kulørt Foer, helst violet, men dog ogsaa af og til
ceresa og spanskgrønt. Damerne excellerer i færdigsyede Atlaskes
Nederdele fra "Printemps" til niogfyrretyve Francs og halvtreds. Af og
til ser man dog ogsaa sytten-atten-aars Piger i hvidt Alpacca, næsten
altid tre, fire i Følge med en gammel, graahaaret og frakkeklædt Papa.
Søde Ansigter, tidt uden Sminke, store, glade Barneøjne, Halse, hvor
Skulderbenet stikker frem, og Overkroppe, der dingler genert, som om de
ikke sad rigtig fast endnu; de kunde være fortryllende, naar de bare ikke
havde Mani for at trippe om paa røde Ben ligesom Storkene. Himlen maa
vide, hvorfor de har forelsket sig i de røde Strømper.

Saa er der dem, der har røde Ansigter, røde Arme, Brudekjoler og Handsker
af Nummer syv og en halv med en, højst to Knapper. Fremdeles Staklerne,
hvis hele Pynteevne ikke er naaet videre end til Anbringelse af en Gren i
Haaret og en Blomst i Brystet af den simple graa eller sorte uldne Kjole.
De staar i aldeles umiddelbart Forhold til det mystiske "oeuvre", de
andre har kun en fjernere Slægtskabsforbindelse med det, som har tilladt
dem, ikke at komme gratis ind, men at faa Billetten til modereret Pris.
Hele Kategorien er kommen for at more sig. Ballet er en Begivenhed for
dem, den eneste maaske Aaret rundt, den, der drømmes om og spares op til
Maaneder forud.

De føler sig næppe skuffede; noget saa Feagtigt har de aldrig kunnet
drømme.

Hôtel Continental er paa disse Balaftener et veritabelt Eventyrslot. Tre
mægtige Sale, der kan rumme to, tre hundrede Par hver, er viede til
Dandsen. Marmorsøjler bærer Loftet med de brogede Rococcobilleder; Guld,
Fløjl og Spejle overalt; for Vinduerne tykke Atlaskes Portierer i Farver,
som var de vævede af Solskin; et Gulv saa blankt og glat, at de Tusinder
af Gasblus spiller igjen paa det som Stjerner. Og allevegne omkring en
Labyrinth af andre Sale, Gange, Korridorer dg overbyggede Verandaer,
stadig med Spejlvægge, som multiplicerer deres Tal, saa man kan tilbringe
en hel Nat uden at finde Rede i Virvaret. Tommetykke persiske Tæpper,
pladskende Springvande i Krat af Palmer og Lavrbær og med elektrisk Lys
paa sig, duftende Rosenbusketter, mandshøje Kameliatræer,
Silke-Causeuser, Drapperier, en Atmosfære dirrende af Vellugt, Varme og
fjern Musik. Nogle af disse Sale er rentud Delirier af Luxusfantasi. Der
er en, som forestiller Vinterhave. Væggene er Espalier af slyngende
Blomster, det høje, hvælvede blaa Loft en Nathimmel med Stjerner, Lyset
falder som Maaneskin ned fra matte Krystalkupler, i hvilke Jablokoffs
Blus Brænder, hele Salen er fuld af sjeldne, exotiske Planter og
blankbladede Træer. Ved Siden af er man i Alhambra med dets glødende
østerlandske Farver, dets mystiske Uendelighed af Buer, Piller og
kalejdoskopagtige Dekorations-Kapricer. For begge Ender af den aabne Sal
naturligvis Korridorvægge med Spejle fra Loft til Gulv, saa alle Linier
glider ud og fortsætter sig i taaget, hemmelighedsfuld Fjernhed. En
Belysning, der er studeret med Kunst for at faa den rette Nuance i
Stemningen: Gassens varme Gulhed og den elektriske Kuppels fantastiske
Skjær blandes sammen til en underlig, solmættet Eftermiddagstone, i
hvilken de slanke, indigoblaa Smaapiller mellem Buerne faar en Intensitet
i Farven, som Intet kan beskrive. Saa en Gallerisal med moderne Mesteres
Billeder og mørkt resedafarvede Fløjlsdivaner, bag Dansesalene Buffeter
med Champagnen i Krystalkaraffer, friske, glacerede Jordbær, mægtige
Sølvopsatser, Kandelabrer og graahaarede gamle Tjenere med Knæbenklæder
og Silkestrømper, Alting druknet i Luxus, Fornemhed og Pragt.

De Graadige gaar i Begyndelsen omkring og kigger paa det med store Øjne.
De er fortumlede, de løber Panden mod Spejlvæggene i den Tro, at det er
Døraabninger, de prøver det blanke Parketgulv som Glidebane, men de tør
ikke danse paa det, skjøndt Orkestertonerne bruser og Lysten kribler dem
i Fødderne. Saa kommer der imidlertid efterhaanden Mylr. Der kommer
friskimporterede Yankeer med flirtationslystne amerikanske Misses, som
ikke er bange for Nogetsomhelst, og som strax vil valse. De kan ikke til
den franske Musik, de ler himmelhøjt selv over deres Kejtethed, og
Latteren gjør Ende paa den generte Stivhed. De Graadige faar Mod. Et, to,
tre Par begynder; der følger ti, der følger hundrede efter. I et Nu
hvirvler de Allesammen afsted som paa Parole. Hvilken Ihærdighed, hvilket
Alvor! Ingen Pavser, ingen Snakken ingen Smil engang. De danser som
Gringoire spiser ved Taffelet for Kong Ludvig. Dørene til det drømte,
forjættede Land er sprungne op; de svælger i Herligheden, de giver sig
knap Tid til at trække Vejret engang af Frygt for, at de ikke skal
faa nok.

Hvor de ser ned paa dem med Foragt, de Blaserede, der kommer Klokken
Tolv. Aldrig før. Det vilde ikke være blaseret, og for dem er Livets
højeste Opgave netop at være blaseret. De kommer langsomt slentrende,
slæbende efter sig Foden med de lavhælede, lakerede Sko, som om de i
Grunden fandt det under deres Værdighed at tage dem med. Overkroppen
dingler ogsaa hos dem ligesom hos Alpaccafrøkenerne; men det er, fordi de
er for trætte til at gide bære paa den. De kaster deres Peltsfrakke
tilbage paa Skuldrene, lader de springende Garderobetjenere trække den
af, smider en Tofranc i Vestiairetallerkenen til Tak, klemmer deres
chamois Handsker fast i Klaphatten med det ulastelige sorte Foer og det
broderede Navnetræk, stopper omhyggeligt Guldkjæden i Vestelommen, hvis
den hænger frem--Gudbevares, de var ruinerede for Tid og Evighed, om man
saae dem med Guldkjæde til Kjole--sætter Monoclen i det ene Øje, og
driver saa en Runde gjennem Salene.

_Pas de femmes, mon cher!_ Selv om der fandtes Tusinder af de
allerdejligste Pigebørn, vilde de uvægerligt sige det Samme. Væsener i
Brude-, Alpacca- eller niogfyrretyve-Francs-Kjoler hører for dem ikke til
Kvindeslægten, og de Andre med Toiletter, Sminke og nøgent Bryst er kun
undtagelsesvis arriverede saa tidligt.

De Blaserede vender derfor haanligt Dansesalene og den hele Stueetage
Ryggen. Ovenpaa er de grønne Borde, der hører de hjemme. De staar og ser
lidt først paa Baccarat'en, faar saa mellem to Fingre klemt en Louis op
af Vestelommen og lader den søvnigt dratte ned paa Bordet, som om det
egentlig ogsaa æklede dem at have med det at bestille. Men her gaar
Naturen over Optugtelsen. Naar de har tabt en ti, tyve, tredive Stykker,
begynder der at komme Fut i de livstrætte Herrer. Spillet er for dem
Absinthen, der strammer op. Naar de efter et Par Timers Forløb forlader
det med helt fulde eller helt tomme Vestelommer, nogle tusind Francs
rigere eller fattigere, er de medgjørlige ogsaa i Dansesalen. De foragter
end ikke en Kvadrille, selv med Udsigt til i Myldret at blive traadt paa
den slæbende Fod.

Men det forstaar sig, saa er rigtignok Soupeuserne komne. Det er igjen en
tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden.
Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Læber, Hals og Arme. Og
den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den nøgne Buste skinner
blinkende frisk, saa Øjet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at
dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grød, kredser de om de
Nyankomne. Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser
og polkerer og ler og løber de og vender Alting paa den anden Ende. Der
er kommet nyt Liv i det Hele. Og først og fremmest i Restavrationen. Den
har hidtil staaet øde og forladt med en enkelt trist Englænder hist og
her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Soupér til en halv Flaske
Medoc. Nu knalder Champagneflaskerne, nu fyldes Bordene, vittige
Journalister holder Taler for Duchamel, for Jaluzot, for Mademoiselle
Chose; og Mademoiselle Chose selv synger Kupletter af "Mascotte" og "le
beau Nicolas" for at bevise, at hun er debuteer-fähig. Garconerne flyver,
Vittighederne holder Festfyrværkeri, Latteren faar de Graadige i
Dansesalen til at komme op og klumpe sig i Tilskuerklynger ved Dørene.
Man slaar Bordene sammen. Prinsen betaler. Der er altid en Prins eller en
Nabob paa Halvtreds. Og naar man ikke gider drikke hans Champagne længer
og ryge hans Cigarer til halvanden Francs, saa laver man Kjæde og farter
ned ad Trapperne og gjennem Dansesale og Alhambrahal og Vinterhave og
Billedgalleri og Korridorer, og haler baade Graadige og Blaserede uden
Personsanseelse med ind i den overgivne Tummel. I et Par Timer er
Velgjørenhedsballet det mest Parisiske af Alt, hvad man kan tænke sig af
Parisisk, broget som Boulevarden, solfornøjet som en Dag ved de store
Løb. Det har Stil, det Bal, hvori saa det mystiske "oeuvre" stikker. Den,
som har fundet paa det først, har været en Fyr, som forstod sit Paris.

[Illustration: Udenfor Boulevardkafeen]

Jule- og Nytaarstiden.

Julen i Paris er ikke Julen hos os. Men at Pariserne slet ikke skulde
kjende Noget til Julen, det er dog ogsaa en Overdrivelse. Det holder en
Jul paa sin Maneer, en, som passer til dets Liv, dets Vaner og
Tilbøjeligheder. Den er ægte parisisk, fuld af karakteristiske Træk, der
spejler Befolkningens inderste Væsen, fremfor Alt fuld af store
Modsætninger, som de netop hører hjemme i Modsætningernes mærkelige Stad.

Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader
begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vægge
forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa
have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glæde, de maa bære
den ud i fri Luft, for at den skal kunne trække Vejret rigtig. Hjemmets
Fest kan de ikke holde, de, hvis Sprog ikke engang har noget Ord
for Hjemmet.

Inderligheden og Hjerteligheden, Alt det, der giver Julen dens Særpræg
hos os, kjender man i Paris Intet til. Slægt og Venner gjør ikke lange
Rejser for at være sammen, end ikke Julegaverne existerer. Først
Nytaarsdag forærer Pariserne hinanden deres Presenter; det er som en
Slags Kvittering for godt Forhold og stadig Forretningsforbindelse i
Løbet af Aaret, paa samme Maade, som Urtekræmmerne hos os giver de Piger
Chokoladekager, der har været flittige Kunder.

Men Alverden mærker alligevel, at det er jul. Paris skifter Fysiognomi;
Byen forvandler sig imellem Jul og Nytaar til en gigantisk Markedsplads,
det er netop dens ejendommelige Maade at holde Fest paa. Om Sommeren har
hvert af de ydre Kvarterer og særlig hver af de tilstødende
Smaalandsbyer, der halvt om halvt hører med til Paris, deres "féte
foraine", paa den store Nationalfestdag faar den Lov til at brede sig
over en halv Snes forskjellige Kvarterer af Staden, men i Juleugen
erobrer den endogsaa Paris's Allerhelligste, de store Boulevarder. Hele
den over en halv Mil lange Strækning fra Madeleinekirken til
Bastille-pladsen er fyldt med Træboder. Paa det mest befærdede Strøg,
Boulevard des Capucines, Boulevard des Italiens og Boulevard Montmartre,
staar de saa tæt ligeoverfor de store Butikkers Udstillingsvinduer, at
der kun akkurat lige ved Træerne er en snever Passage, gjennem hvilken
man kan smutte fra Trottoiret ud paa Gaden. Og selv i denne Passage har i
Reglen en fattig Stakkel, der ikke besad Kontanter nok til at leje sig en
Bod hos Kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit Bord, hvorfra han under
høje Raab priser sine Varer, i Reglen en eller anden ny Opfindelse: en
Maskine til at skrælle Gulerødder med, en Plade til at sætte paa
Stearinlysene, for at de ikke skal dryppe, et Værktøj, der paa samme Tid
er Hammer, Ildtang, Proptrækker, Kniv og Fil, eller et nyt Slags Fyrtøj,
paa hvilket Sælgerne søger at vække Opmærksomhed ved med hæs skrigende
Stemme at præsentere det under Titulaturer som _"la mort des allumettes",
"le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'éternité, dix
centimes",_ o.s.v.

Halvparten omtrent af, hvad der sælges paa Boulevardernes Julemarked, er
nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Længsel, som
vi har det efter Julen. Længsel er atter et Begreb, for hvilket det
franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Værksteder, i de
flittige Arbejderhuse--og de existerer i Hobetal--stræbes og spekuleres
og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for Øje. Den er den
lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads
for denne Industri. De storartede Nouveautémagasiner og lignende
Forretninger holder den nede; Haandværkeren kan ikke etablere sig paa
egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med
Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der
stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og være glad til, naar den
vil give ham hans daglige Brød. Den lille Rente, Rygstødet for de
kommende Aar, der spiller en saa væsentlig Rolle i enhver rigtig
Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at
Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjælp. For en Bagatel lejer han sig
en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Sønner
og Døttre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes
Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre
Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive
staaende endnu en Ugestid efter. Det gjælder da at finde paa Noget, som
kan faa Afsætning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er
Opfindsomheden selv. Man støder i disse Boder paa Hundreder af snilde
Smaating, der røber hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og
Nødvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Fællesnavnet
"articles de Paris", har første Gang været udstillede i Juleboderne paa
Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har
de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler
Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der
er de flittigste Besøgende ved Juleboderne, aner gjennem de første,
primitive Forsøg, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de sætter sig i
Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de sørger for, at han kan
fuldkommengjøre den, og naar saa den næste Decembermaaned kommer, sælges
Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautémagasiner for siden at
gjøre sin "tour du monde". Desværre, det er saa ikke længere den fattige
Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjæftigelse Aaret
igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse
til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brød har den sikret ham,
og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille
Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til næste Julemarked har han
atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge.

Der er, saalænge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en
Trængsel uden Ende paa Boulevarden. Men værst bliver det naturligvis
selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt
ihjel ved at lade sig føre viljeløst med af Strømmen. Hastværk gjælder
ikke. Paris har intet Hastværk i denne Tid; det handler og ser kun. Men
der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis
aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver første og anden Juledag
baade Matinéer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det
til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker,
hvorpaa de parisiske Fornøjelsesetablissementer annoncerer og som er et
af de ejendommeligeste Træk af Byens Gadefysiognomi, lokke med en
uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kaféer og
Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke
paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa
Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan
Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen
Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpræget
Fornemmelse af, at man gjør ham Konkurrence paa den anden Side af
Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det
aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange
Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit
Landsted, men saalænge han driver Forretning, bukker og skraber han ud
for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af
Café Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kaféer, er Millionær, men
hans Søn staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og
bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Noël Peters
har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders
Restauration i Arv, en af Paris' berømteste, gjorde han sig til
Overgarçon i Lokalet. Størsteparten af Paris's Handlende hører til ganske
den samme Race Mennesker.

Fattigmandsboderne vis-à-vis dem er kun en Stimulation for dem til at
vise sig i al deres Glands og Herlighed. Naar man i Juleboden skriger sig
hæs for at anbefale en Ærmeknap til to Sous, der er nikkeleret "ved
Elektricitet", saa søger Juveleren ligeoverfor at drage Opmærksomheden
bort fra dette Raab ved at sætte elektrisk Lys paa sine Diamantsmykker
til tyve Tusind Francs. Naar en ivrig Batignollesmand med en Svada uden
Ende lokker Publikum til at betragte hans Maskine til at udhule Roer, saa
neutraliserer Potel paa den anden Side af Fortovet hans Veltalenhed med
Pærer saa store som Græskar, Druer af Dimensioner som Aprikoser, friske
Jordbær og Ferskener. Gjør en ung Blomsterpige med et Smil og fagre Ord
Reklame for sine stuedrevne Resedaer og Nelliker, saa fylder den store
Blomsterbutik sine Vinduer med Tusind og en Nats Flora, med Rosenbuketter
til to Hundrede Francs og med favnehøje Orangetræer, der bugner af modne
Frugter. Der er ikke nogen Tid paa Aaret, hvor Paris's Butikker udfolder
en saadan Rigdom som i Juleugen. Den ene Part af Publikum kommer for af
kigge paa dem, den anden for at kjøbe Nytaarsgaver. Det rige og det
fattige Paris mødes i Stimmelen, føres nogle Minutter med af den samme
Strøm og vender saa tilbage til Luxuspaladser eller Stuer, der er for
fattige til at holde Ild i Kaminen. Julen samler dem Alle i Paris's
Hjerte, paa de store Boulevarder.

[Illustration: Plakat Kiosken.]

Men det er forresten hele Byen, der er festklædt. De ydre Boulevarder og
Pladser vrimler af Karusseller, af Gynger, af Gjøglere, der dandse paa
Line indenfor en med Snor trukken Kreds, af Sonnambuler og Telte med
Kæmpekvinder eller tohovede Kalve. Overalt Gadeliv, som man end ikke ser
det i den skjønneste Forsommertid. Kulden, hvis den skulde komme,
respekterer Pariserne ikke. Men det er iøvrig næsten, som den selv
respekterede Boulevardmarkedet. Den kommer kun yderst sjelden, mens det
staar paa. I Regelen er det stadig blaa Himmel og Solskin med flere
Graders Varme.

Den glade Tid begynder Juleaften. Allerede da er der sort af Spadserende
overalt, og de fleste af Boderne lukker op. Men det er en Antecipering.
Først "Midnatsmessen" og den efterfølgende "Réveillon" ere i Grunden
Festens Aabning. Midnatsmessen er en storartet Kirkekoncert, som kun
Minoriteten af Parisere forsømmer. Alle Kirkerne er overfyldte; udenfor
dem, der er bekjendte for at have de bedste Sangere, staar Publikum i
Queue fra Klokken 8-9 for at komme ind. Særlig til Messen i
Madeleinekirken, St. Roch og St. Augustin vil Alverden. Andagt kan der i
den endeløse Trængsel ikke være Tale om; men Koncerten med dens glimrende
Orgelmusik, dens Kor og dens Solonumre i komplet Operastil og sungne af
komplette Operastemmer er det ganske vist nok Umagen værd at høre. I vor
Julestemning vilde det Hele skurre stærkt, men til Parisernes Julefest er
det en Ouverture, der passer.

Fra Kirken gaar Vejen til "Le Réveillon", det store Julemaaltid med dets
obligatoriske Kalkuner. Der er dem, der holder det hjemme, men en Mængde
har dog ogsaa arrangeret det paa Kaféer og Restaurationer. Disse er
allesammen Julenat aabne til Morgenstunden, og fra dem allesammen lyder
der Sang og lystig Tummel. Holdes der "Réveillon" paa orthodox Vis, maa
Gildet ikke ende, før Solen er staaet op den næste Morgen. Det er den
eneste Gang hele Aaret rundt, Pariserne har Forpligtelse til at drikke
tæt. Til daglig Brug er de det sobreste Folkefærd, der existerer, men
Julenat hører der en lille Perial til.

Saadan ser Julen ud i Paris. Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra
vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det
trængselsfyldte, tumlende, straalende Paris længes Nordboen efter
Hjemmet. Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Færdselen og
Livet, som spænder hans Handlekraft, paa Kaféen, hvor der deklameres og
diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans Øje spejder efter
Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det
uendelige Menneskehav.

Med al dens Tummel, alt dens brogede Boulevardliv er Juleugen imidlertid
dog nærmest kun et Slags Ouverture til, hvad der skal komme bagefter.
Alle de Motiver, som ligger i den, faar endnu rigere Udfoldning senere,
det Pittoreske Nytaarsnat, det Hexesabbathagtige særlig paa den første
Dag af det nyfødte Aar. Man kan ikke med Rette beskylde Pariserne for at
de tager lunkent mod dette. Deres By er i straalende Gala, naar
Midnatsklokkerne ringer det ind, alle Boulevarder tætpakkede af
Mennesker, Alting i fuld Belysning. Ikke et eneste Udsalgsmagasin har
lukket, i Konditor-, Blomster-, Legetøjs- og den Slags Boutikker stimier
Publikum saaledes sammen for at gjøre Indkjøb af "Étrenner", at ikke
engang et tripleret Sælgerpersonale kan tilfredsstille Begjæret. Alle
Markedsbarakkerne sætter det bedste Ben foran for at tiltrække sig
Opmærksomhed i den extraordinære Stund, da hver ægte Pariser er i
Spendeerhumør, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes
Munterhed søger at følge dens Flugt. Illuminationsgirandolerne, hvormed
de Handlende har fundet paa at pynte deres Façade ogsaa til daglig Brug,
de store, leende Klynger omkring mekaniske Legetøjsdyr, der hopper og
kravler paa Fortouget, de futtende Petarder, hvormed man fra Vinduerne
skyder det nye Aar ind, Alting sætter Liv og Lune i de drivende
Menneskemasser. Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette
fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af
deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketrængsel og den
øredøvende Støj hvælver sig en Himmel, stille, stjernebesat og
maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften
mættet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra
Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers
Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde
vaagne med den gryende Sol!

Men Paris er Kontrasternes By; naar Nytaarsnattens Rus er sovet ud,
kommer Nytaarsdagen efter. Den er i den gode Seinestad de forfærdeligste
tolv Timer, man oplever hele Aaret rundt. For hvert Skridt, man gaar, er
der en betlende Invalid, for hvert andet en Lirekasse og for hvert tredie
et Væsen, der skal have Drikkepenge. Man bliver jaget, hidset, slidt i,
flaaet, som om man var kommen ud, ikke for at spadsere i Januarforaars
Solskin, men for bogstavelig at fungere som Bytte for en Parforce-Jagt.
Nytaarsdagen i Paris er Tiggeriets Festdag. Skjøndt det under almindelige
Forhold er principmæssigt forbudt, florerer det dog bestandig paa Gader
og Boulevarder med en Frækhed, som om der slet ikke existerede Politi.
Men hver første Januar kvæler det formelig Byen under sig. Alverden har
paa denne Dag Lov at betle, saameget den lyster, og det er utroligt,
hvilke Hærskarer, der benytter sig af Tilladelsen. Hele det uhyggelige
Paris, der til daglig Brug fører en lyssky, underjordisk Tilværelse i
Forstædernes smudsige Gyder, spyer sin Befolkning ud over Boulevarderne,
Kajerne og de brede Seinebroer. De samler sig familievis med Alt, hvad
der kan præsteres af affældige Oldinge, Spedalske og udmagrede Diebørn.
Har Familien det normale Tilbehør af Lemmer, Øjne, Næse og Øren, saa
søger man ved Kunst at supprimere Et og Andet for at gjøre Indtryk.
Pariservagabonderne er rene Hexemestre, naar det gjælder at gjøre sig til
Blinde eller Krøblinge for en Dags Tid. Jo mere Jammer og Elendighed, man
kan vise frem, desto flere Sousstykker skraber man ind. Alle Saar og
Skrøbeligheder blottes og stilles til Skue, de værste Pjalter, man kan
støve op, er paa denne Dag de bedste, Paris's Gader bliver til uhyre
Hospitalsgange, Luxusstaden ser ud, som var den sølet ned i al Orientens
Smuds og Misère. De spædeste Børn vralter omkring og spærrer En Vejen med
deres fremrakte Tallerkener, Fruentimmerne hyler og trækker Kjolen fra
det kræftbefængte Bryst, de lamme Oldinge, Invaliderne uden Arme eller
Ben hyler, Luften gjenlyder af Jamren og Klynken, og om kap dermed hviner
Lirekasser, Fløjter, Sækkepiber, Violiner, Harper og andre
Rædselsinstrumenter.

Fortumlet flygter man ind i en Kafé. Men ogsaa der finder man Tiggeriet,
det har kun faaet andet Kostume paa. Garçonerne ere saa fri "at tilbyde
deres lille Nytaarsgave", det vil sige en Cigar med kulørt Baand paa til
Herrerne og en Appelsin eller et Kræmmerhus Bonbon til Damerne. Hvis man
betragter denne Nytaarsgave som en Tak for de regelmæssig efter hver
Konsumation i Aarets Løb erlagte Drikkepenge, tager man imidlertid højlig
fejl. Den er kun en Invitation til Extraducør i Anledning af det nye Aar.
Er man blot set en halv Snes Gange, udebliver Cigarerne og Appelsinerne
aldrig. Og den langt overvejende Part af Pariserbeboerne har idetmindste
en Snes Kaféer eller Restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig.
Slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. Men det er i Paris
Alverden, der skal have Nytaar: Brev-, Avis- og Pengepostbude,
Frisørsvende, Handskejomfruer, Skræddertjenere, Theaterouvreuser og saa
fremdeles i det Uendelige. Endogsaa Pigerne i Tobaksudsalgene have deres
baandpyntede Tallerkener staaende paa Disken, altid omhyggelig fyldte med
Fem- og Tifrancsstykker for at markere, at en Gentleman comme il faut
ikke kan give mindre end en saadan Mønt. Det varer ved lige saa længe som
Boulevardbarakkerne og længer endnu tidt. Før henimod Slutningen af
Januar begynder Paris ikke at blive normal igjen.

Under Karnevalet,

"I overmorgen afholdes det næstsidste Operabal, der lover at blive
ualmindeligt glimrende. De, der ønsker at deltage i denne enestaaende
Karnevalsfest, maa derfor være om sig i Tide." Saaledes lød en Notits,
som gik igjen, med nogle Variationer hist og her under samtlige
Pariserblades Theaterrubrik. Jeg fulgte det enstemmige Raad, afleverede
itide mit Tyvefrancsstykke i et Lokationsbureau, og da Midnatsklokken
slog sine tolv Slag, styrede jeg gjennem Kredsen af beredne Gendarmer
mine Skridt op mod det straalende illuminerede Académie nationale de
musique, hvor den enestaaende Fest skulde til at tage sin Begyndelse.
Maskerne kom, under Latter og Hvin fra de sammenstimlede Tilskuerskarer,
hoppende ud af Hundreder af Drosker, de brogede Silkekjoler raslede op ad
Vestibulens Marmortrapper, Tusinde Lysreflexer fra Guld og Spejle, en
Luft mættet med Blomsterduft og Parfumer, brusende Dandserhytmer fra
Gungls Orkester bølgede de Indtrædende imøde. Det saae ganske vist
overordentlig lovende ud, og havde Enden været Begyndelsen lig, vilde man
ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men
desværre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med
saa mange skjønne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand. Klokken Tolv
har man Hastværk med at komme ind til al den feagtige Pragt, hvis første
Indtryk vækker de allerstørste Forventninger, Klokken Tre, naar Olivier
Metra og den ungarske Maëstro har løftet Taktstokken for sidste Gang,
gaar man bort støvet og fortraadt, saa skuffet og slukøret som det
er muligt.

[Illustration: Indgangen til Operaballet.]

Det kunde være ganske kuriøst at vide, om Operaballerne nogensinde har
set ud, som Romanerne fortæller. En meget gammel Generation paastaar, at
de i deres unge Dage har været baade morsomme og pikante. Men det er saa
sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge. Man
bliver en Smule skeptisk til Slutning, naar man ret tænker over de enorme
Tilbageskridt, Verden paa alle Kanter maa have undergaaet siden hine
paradisiske Tider. Faktisk er det, at disse "enestaaende Karnevalsfester"
nu langtfra er enestaaende morsomme; deres væsentlige Pikanteri er ikke
synderlig forskjelligt fra det, hvis daglige eller rettere natlige
Skueplads er Boulevardtrottoirerne mellem Faubourg Montmartre og Café
Americain. Endnu i Romaner fra Firserne findes der overgivne unge Damer
af den fornemme Verden, som én Karnevalsnat gaar paa Eventyr i Operaen,
og hvis røde Skuldersløjfer medfører saa mærkværdige Kombinationer, at de
kan fylde hele to tykke Bind. I Virkeligheden derimod har kun yderst faa
anstændige Damer--naar da undtages Udlændinge, for hvem Alt er tilladt,
og som tillader sig Alt i Paris--sat deres Fod paa et Operabal i de
sidste halvtredsindstyve Aar; ialfald har de kun gjort det af
Nysgjerrighed og under Ledsagelse af deres Mænd.

Hovedbestanddelen af det kvindelige Selskab er af den sletteste Art, og
de fleste af Dragterne ere ligesaa smagløse som dekolleterede. Det er
nemlig ikke længer Fashion for Fruentimmerne at være i Kostume. Hvad de
mandlige Gjæster angaar, falder det end ikke en parisisk Urtekræmmersvend
ind at klæde sig ud. De mandlige Masker er lejede allesammen uden
Undtagelse. Skal de tilmed dandse, betales der dem forhøjet Taxt, og de
sørger saa ogsaa for at maskere deres Ansigt, saa Ingen kjender dem i
deres nedværdigende Bestilling. At dandse paa Operaballerne for sin
Fornøjelse er rent ud forhistorisk, I de tre Timer, Dandsemusikken varer,
springer de Ulykkelige, der er dømte til dette Trællearbejde i
Kankan-Attituder omkring i den store Sal og giver med deres halvnøgne
Dandserinder Forestillinger for dem, det kan more at se paa disse lascive
Scener. Men det er ikke Mange. Hovedparten foretrækker at betragte
Operaballerne som en Slags Promenadekoncert. Med sin Klaphat under Armen
driver man frem og tilbage i første Etages Couloirer, hvor Gungl spiller
umiddelbart over Hovedtrappen, og kjeder sig med Anstand. Det mest
overfyldte Sted er den store Foyer, til hvilken Adgangen ganske
karakteristisk er forbudt Enhver, der er i Kostume. I Rotunden ved Siden
af er der en Buffet, hvor et Vinglas fuldt af Øl koster en Franc; denne
Buffets Priser er maaske, naar Alt kommer til Alt, det mest Aparte ved
den "enestaaende" Karnevalsfest.

Karnevalslystigheden begynder først, naar Ballet ender. Pariserne er et
for ceremonielt Folkefærd til at kunne more sig i Stuer; den gode Tone
paalægger dem Hundreder og atter Hundreder af minutiøse Hensyn, som gjør
dem stramme og stive inden fire Vægge. Udenfor derimod giver man
Konveniensen en god Dag. De samme Herrer, som i Operaens elegante Lokaler
end ikke af de mest overgivne Dandserhytmer kunde falde paa at lade sig
forstyrre i deres langsomme, slæbende, blaserede Promenademarche, er
øjeblikkelig, saasnart de kommer ud paa Gaden, med til at dandse en
Kvadrille midt paa Fortovet. Boulevardkaféerne har de Nætter, der er
Operabal, aabent lige til Morgenstunden, og ligesaa dræbende
kjedsommeligt der har været paa Ballet, ligesaa livligt er der
paa Kaféerne.

Man gjør i det Hele taget det parisiske Gadekarneval Uret. Det skal være
død ud, paastaar man. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man
det ikke længer, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage
overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks
Liv. Paris' Hjerte har flyttet sig med Aarene: det slaar i helt andre
Kvarterer nu end i Studenternes.

Særligt "Mardi gras" er for den parisiske Arbejderbefolkning og for
Smaaborgerne maaske Aarets største Festdag. Før den lange Fastetid, der i
mange Familier overholdes med en vis Strenghed, gaar fire "fede" Dage,
paa hvilke man ifølge Traditionen skal sætte Maven istand til at kunne
staa imod de efterfølgende Savn. Tirsdagen, den sidste af dem, gjør
Alverden det saa grundigt som muligt. De Smaafamilier, som paa denne Dag
spiser deres Middag hjemme, kan tælles. Alt, hvad der existerer af
Restavrationer, Vinknejper, Kaféer og lignende Steder, som i en snever
Vending ogsaa kan servere Spisevarer, er til den Grad overfyldte, at der
maa staas i Queue i halve Timer, før der kan opnaas en Plads ved et Bord.
Jo længere man kommer ud mod Yderkanten af Paris, desto galere er det.
Oppe i Montmartre kan man en saadan Mardi gras finde Smaarestaurationer,
hvor selve Kjøkkenet tages til Hjælp, og hvor der serveres Gjæsterne ved
improviserede Borde, lavede af Vinkasser, store Kogekjedler og Sligt. Thi
hele Familien slæbes med paa Spisekvarteret, fra den gamle Bedstemoder,
der knap kan rokke afsted, til Skjødebarnet paa et halvt Aar og derunder.
Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstæder, saa man knap kan
danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af
Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes
der de atten Timer af Døgnet, uden at man nogensinde faar Sol eller
Himmel at se. Man kan da tænke sig, hvilken Fest det maa være for
saadanne Væsener en enkelt Gang at komme ud. Og naar man kjender en Smule
til, hvilket naturligt, selv af al mulig Modgang uopslideligt godt Humor
der er karakteristisk for det egenlige Pariserfolk, kan man ogsaa nok
tænke sig, hvordan de maa more sig. Tummelen, Snakken, Latteren
oversvømmer de smaa, til daglig Brug tomme Restavrationer i Paris'
Yderkanter med et Liv, saa broget, saa animeret, at det spotter al
Beskrivelse. Efter Middagen gaar man naturligvis ikke hjem; Lystigheden
fortsættes ved Kafébordene udenfor paa Gaden, senere hen paa Aftenen
under spadserende Driven langs Boulevarderne, der fra den ene til den
anden Ende er et uoverskueligt Folkemarked, saa tæt proppet, at det paa
sine Steder er rent umuligt at trænge sig gjennem Menneskestrømmen. Paa
de "store" Boulevarder er Trængselen i Aarenes Løb bleven mindre, men
samtidig er den voxet paa de ydre. Til dem er nemlig nu Hovedparten af
Maskerne fortrukne, siden de pæne Folk blev for blaserede til længere at
tage Del i Løjerne. Men Karnevalslivet har næppe tabt derved. Maskerne er
blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt
mere oplagte til at slaa Gjækken løs. Rundt omkring paa Gadehjørnerne
improviseres der til Musik af en Mundharmonika eller ganske simpelt til
Akkompagnement af en overgiven Gadevise de vildeste Kvadriller, der
naturligvis kun voxe i Overstadighed, efterhaanden som Grupperne flokkes
om de Dandsende og opmuntrer dem med lystige Tilraab og Vittigheder.
Snart er det en hel Flok Klodocher, der skrigende og horntudende stormer
ned over Boulevarden og faar de smaa Arbejdersker til at flygte tilside
under høje Hvin, snart en flagpyntet Kreaturvogn, paa hvilken
Karrikaturer af forskjellige politiske Personligheder bliver trukne i
Triumf af lystige Ungersvende, der har faaet sig lejet et Dyrehoved og er
ganske overordenlig fornøjede med sig selv, snart endelig lange
Kompagnier af Maskerede med en eller anden hornblæsende Forening i
Spidsen. At Lystigheden af og til slaar en Smule ud i Kaadhed, følger af
sig selv, men Alverden er glad og fornøjet og morer sig virkelig; det
forsoner dermed.

Naar det lakker henad Midnat til, begynder Indvandringen i Ballokalerne
langs de ydre Boulevarder--der findes et for hvert hundrede Skridt. Til
daglig Brug er disse Lokaler nærmest besøgte af et Publikum af endnu
værre Art end det, der kommer i Bullier, og om muligt endnu mere blottet
for muntert, naturligt Folkeliv end dette sidste Sted, der daglig bereder
saamange paa Traditionen stolende Fremmede de allerstørste Skuffelser. Nu
derimod stiller Sagen sig anderledes. Krapylet er ogsaa da med i den
broget kostumerede Mængde, men det er ikke eneherskende. Smaa skikkelige
Portner- og Haandværkerdøttre kommer i de guddommeligst kejtede
Forklædninger, ledsagede af den hele Familie, Vuggebørnene
medindbefattede, med Øjne, der straaler af Dandselyst, og med
kirsebærrøde Trikotben, der ikke kan blive kjede af den saa uvante
Motion. Man skulde tro sig milevidt borte fra Paris, midt inde i Hjertet
af den uskyldigste kluntede Landsby.

Det hele Paris er paa Benene den egenlig store Karnevalsnat. Ogsaa det
fornemme Paris; men det bliver paa sin egen Grund og fejrer der disse
Tusind og én Nats Fester, om hvis overdaadige Æventyrpragt der af og til
naaer Rygter til de smaa, fjerne Kroge af Verden, hvor man slaar Hænderne
sammen og korser sig over, hvor Aviserne dog kan lyve. Aviserne lyver
imidlertid ikke; Overdaadigheden fra hine Tider, da Kleopatra løste
Perlerne op til Drikkevand, begynder virkelig at vende tilbage i det
moderne Athen. Millionfyrsterne fra hele Verden har bestandig havt
Passion for at forbause Paris med deres Overdaadighed, og da Paris er
noget vanskelig til at lade sig forbause, maa de efterhaanden tage deres
Tilflugt til større og større Extravagancer. De orientalske Nabober er i
saa Henseende længst dethroniserede af Amerikanerne. Der fortælles
saaledes blandt Andet om en Karnevalsfest i Mackayhotellet vis-à-vis
Triumfbuen, hvor man unægtelig kom Kleopatraskikkene ganske nær. Familien
Mackay hører hjemme hinsides Atlanterhavet og skal have sin exempelløse
Rigdom fra Sølvminer derovre. Der er ingen Ende paa dem, hedder det; i
hvert Fald er der ingen Ende paa Millionærfamiliens Luxus. Hotellet var
ikke stort nok til at rumme de Gjæster, man vilde indbyde. Men det
generede ikke Naboben. Som en ny Aladdin lod han i et Par Nætter, ved
Hjælp af Hundreder af Arbejdere og nogle hundrede tusinde Francs, et
Dandsepalais rejse sig paa hans Haveplads, ikke en interimistisk Sal, men
et virkeligt Palais med røde Fløjls Vægge, Spejlglas, Marmor og Guld
overalt, med indlagt Parketgulv og Sligt. I dette Palais serverede han
sine fem hundrede Gjæster friske Jordbær, forskrevne fra Alverdens
Sollande, Stører fra Rusland, Fuglereder fra Indien og Vildsvineskinke
fra Ungarns Skove. Og ikke nok dermed; efter Bordets Overraskelser bragte
Kotillonen en ny, om muligt endnu større. Istedetfor den ordinære
Papirspynt indeholdt Knallerterne pragtfulde Silkebælter, Skærf,
Tørklæder o.s.v., alle forsynede med et ægte Smykke, hvorpaa det
amerikanske Vaaben var ciseleret, en lille Kotillonsfinesse, der havde
kostet Hr. Mackay halvandet hundrede tusinde Francs. Han havde den
Tilfredsstillelse, at hans Fest berømmedes som den rigeste under Aarets
Karneval. Men han skal tage sig iagt; der er Adskillige, som er lige i
Hælene paa ham. Jordbærrene og Kotillonen bragte ham Sejren; næste Gang
vil imidlertid en eller anden Konkurrent søge at overtrumfe dem, og Hr.
Mackay maa saa finde paa nye Overraskelser, hvis hans Renommé ikke skal
gaa fløjten. Heldigvis for ham har han de uudtømmelige Miner; de er snart
absolut nødvendige, naar man vil føre Hus i Paris. De primitive Tider, da
man nøjedes med en Smule Aandrighed i de fornemme Kredses Selskaber, de
er forbi for længe siden.

Hos Republikens Præsident.

Hr. Jules Grévy er en rar, stilfærdig Præsident, der ikke beskjæftiger
Verden altfor forfærdeligt med sin Personlighed. Ministerierne komme og
gaa. Freycinet afløses af Ferry, og Ferry af Gambetta, og Gambetta igjen
af Freycinet og Ferry; Hr. Grévy lader dem ganske roligt skifte. Han gaar
paa Jagt med sine Venner i Provindsen og spiller Billard med sine Venner
i Paris, og naar engang imellem en Avis, der vil give sig ud for at være
inspireret af ham, tillægger ham en decideret Mening om Sagerne, saa kan
man være ganske sikker paa, at den Dagen efter bliver nødt til at
dementere sig selv. For en Republik, der gjør saa meget Spektakel som den
franske kan der ikke tænkes nogen mere hensigtsmæssig Præsident. Hans Ro
bøder en Smule paa Uroen ellers. Var han som de Andre, vilde der ikke
være til at leve i Frankrig for bare Politik.

[Illustration: Ankomsten til Ballet.]

[Illustration: Jules Grévy, Republikens Præsident.]

Hele Aaret rundt er der i Grunden kun tre Gange Hr. Grévy virkelig
beskjæftiger Pariserne. Det er, naar han giver sine tre store
Elyséeballer. Kunde han følge sit Hjertes Drift, strøg han ganske sikkert
ogsaa dem. Men det--veed han--vilde Pariserne aldrig tilgive ham, og som
en klog Mand finder han sig da i at ofre paa deres Passioners Alter. Han
trækker det sørgelige Øjeblik ud saa længe som muligt, men henimod Midten
af Februar begynder Aviserne saa smaat at raillere over Stilheden i
Elysée; det er saa nødvendigt, at der gjøres Noget. Grévy kalder sin
Overkok til sig og underretter ham om, at der maa kjøbes ind til det
første Bal. Præsidenten for den franske Republik og Præsidenten for
Kjøkkenet i Elyséepalæet have ogsaa ellers--paastaar man--hver Morgen
deres regelmæssige Sammenkomster; men det er kun under
Balforberedelserne, at disse huslige Konferencer udstrække sig til Timer.
Kjøkkenchefen forlader dem med stolt løftet Pande i Bevidstheden om den
Ærbødighed, hvormed Leverandørerne vil modtage ham, naar han kommer og
gjør sine exceptionelle Bestillinger; Statschefen gaar fra dem tankefuld
og med Skyer paa sin Pande. Han kan i det Hele taget ikke lide det
Exceptionelle og allermindst den exceptionelle Luxus; Han finder det
langt fornuftigere at anbringe sine Penge i Huse paa Boulevard
Malesherbes end i Spise- og Drikkevarer, og han veed af sørgelig
Erfaring, at et Elyséebal koster mange Penge.

Naar Præsidenten lader spille op til Dands i sit Palais, kan han nemlig
ikke, som naar han gifter sin Datter bort, indskrænke sig til at invitere
Familierne Grévy og Wilson med samt nogle ganske enkelte gode Venner af
Huset. Hele Paris gjør Fordring paa at modtage Indbydelser, hele den Part
af Provinserne og af Udlandet, som tilfældigvis opholder sig i Byen,
mener at have om muligt endnu større Berettigelse til at stille samme
Fordring. Saa saare Rygtet om, at Ballet nærmer sig, kommer ud i Staden,
bestormes Præsidentskabets Sekretariat med Anmodninger i massevis om
Billetter. Selv et Theater i Vælten, der er ifærd med at bringe et nyt
Stykke af Sardou eller Dumas paa Scenen, kan ikke være mere plaget.
Alverden kjender et Municipalraadsmedlem eller en Deputeret, der maa gaa
i Ilden for dem ved denne Lejlighed. De har Allesammen deres alenlange
Lister, og saa indflydelsesrige Personer er det i en Republik grumme
vanskeligt at afslaa Noget. Legationerne paa deres Side ser sig ligeledes
nødsagede til at stille store Krav. Hele Kolonien danner Queue udenfor
Gesandtskabshotellet for at skrive sig paa Listen, og selvfølgelig
betragter hver Enkelt det som en personlig Fornærmelse af Gesandten, naar
hans Begjæring ikke tages til Følge. Det bliver paa denne Maade
Hundredetusinder, der vil med til Grévys Bal; en halv Snes Tusinde af dem
i det Allermindste kan man paa ingensomhelst Maade undgaa at tage med.
Der føjes af Teltdug store Tilbygninger til Palæet, alle de til daglig
Brug ubeboede Sale støves af og befries for deres Møbelovertræk, de
Tusinder af Messing-Moderatørlamper, hvormed Huset ved en saadan Fest
belyses fra øverst til nederst, poleres og fyldes, der bliver lejet
Planter og Blomster til at dekorere med hos alle Parises Gartnere,
Municipalgardisterne tilhest kommanderes til Tjeneste for at holde de
nærmeste Gader ryddelige, og Vognene begynder saa paa den højtidelige
Aften at rulle ind i Gaarden.

Man er i Republik. Det ceremonielle Reglement fra Kejserdømmets Dage, der
gjorde en Vogn uden Numer obligatorisk for Enhver, som indfandt sig til
Hove, existerer ikke længer. Man kan komme i Droske eller tilfods ganske
efter eget Behag. Adgang nægtes Ingen, som er i Selskabsdragt og
præsterer et Invitationskort. Men det maa han ogsaa af med, og det er for
Mange en stor Skuffelse. Det saae saa imponerende ud: en kæmpemæssig
Karton af hvidt Glacépapir, hvorpaa i smagfuld Snirkelskrift læstes:
"Præsidenten for Republiken og Fru Jules Grévy udbede sig Æren af Hr. N.
N.'s behagelige Nærværelse i Elyséepalæet den og den Dag", og nedenunder
paa Foden den lille Bemærkning "on dansera". Paa en Visitkortskaal vilde
det have gjort mageløs Effekt. Men Kontrollen ved Indgangen er yderst
streng. Man har adopteret det samme System som i Parisertheatrene. Tre
Herrer i kjole og hvide Halstørklæder sidde ved et stort Skrivebord og
attrapere enhver Indtrædende med Anmodningen "votre carte, Monsieur". Der
rives et Hjørne af den smukke Glacékarton, og naar man vil ind efter at
have givet sit Overtøj til Opbevaring i et af de uhyre Skabe paa begge
Sider af Entréen, maa ogsaa selve Kortet afleveres til Lakajen, der
vogter Adgangen til den forreste Sal. Udgangsbillet kan ikke faas. Er man
een Gang inde, maa man blive der, til man er træt og mæt af Herligheden.
Stundom kan det endogsaa hænde, at man maa blive der længere, end man
selv skjøtter om. For at forebygge Trængsel, paastaa Nogle, Andre mene af
faderlig Omsorg hos Præsidenten, for at hans Gjæster skal faa Alting at
se, er der nemlig ved Elyséeballerne foreskrevet Selskabet en permanent
Rotationsbevægelse. I den forreste Sal, hvor Præsidenten og Fru Grévy
tage imod særlige Honoratiores, samt i de umiddelbart tilstødende, hvor
Corps diplomatique opholder sig, er det for det almindelige Publikum ikke
tilladt at blive staaende. Standser man et Øjeblik, har man strax en
sortklædt Lakaj med Sølvkjæde om Halsen paa Siden af sig og bliver i en
dæmpet, men meget bestemt Tone anmodet om at passere videre. I de mindre
hellige Lokaler er det tilladt at blive, hvis man skjøtter om det, men
det er ikke tilladt at vende om og gaa tilbage til den Sal, fra hvilken
man er kommen. Op ad Dørstolperne staar der, fra Ballet begynder, til det
ender, plantet to høje, haandfaste, violette Lakajer i Drabantattitude og
med Muskler som Saint-Marceau's Harlekin. Deres udstrakte Fod spærrer
Døren. Vil Nogen fremad, trækkes Læggen i den hvide Silkestrømpe ærbødig
ind, men for den, der vil tilbage til det forladte Paradis, spærrer den
Passagen, og fra Cerberus'ens Mund lyder der et ubønhørligt "on ne passe
pas". Hele Palæet, Stue, første og anden Etage med dets labyrinthiske
Virvar af Sale, Trappegange og Korridorer maa vandres igjennem og
Vandringen begyndes forfra igjen, før man kan komme til det Sted, man
engang har forladt. Kun fire Sale i Midten danner en Undtagelse: to, i
hvilke der danses, en, hvor man i uendelig Trængsel slaas om at komme til
Buffeten, og en, pyntet med Palmer og bredbladede Planter, som er bestemt
til Hvilested for de dansende Damer. Mellem dem har man Lov til at
vandre, som man lyster. Det er ganske heldigt. En Kavaleer, der mellem
Dansene ønskede at skaffe sin Dame et Glas Is, vilde, hvis han skulde
gjøre den ellers foreskrevne Rotationsbevægelse, blive nødt til at
absentere sig for et Tidsrum af mindst et Par Timer. Han kan bruge Tid
nok, før han faaer banet sig frem mellem Rækkerne, der stadig staar
opstillede ved Buffeten.

[Illustration: Ved Buffeten.]

Forøvrigt er det saa viselig indrettet, at dette lille Komplex af Sale,
hvor man har Tilladelse til at bevæge sig frit, ogsaa er det eneste Sted
i hele Palæet, hvor det er fornøjeligt at være. Toiletterne opholde sig
ikke der; Trængselen er altfor umaadelig, til at de kan gjøre sig
gjældende. Men Toiletter behøver man i Paris heller ikke at gaa paa
Elyséebal for at beundre. Hvad der derimod træffes i dets Dansesale, det
er netop det Sjeldneste, der ses i den store Seinestad: unge Piger uden
Toiletter, i en simpel hvid Kjole, men med Foraarsroser paa de usminkede
Kinder, med store, forundrede Øjne og Ansigter, der straaler af
Henrykkelse over at være paa Bal, Fænomenet er overraskende, men det er
ikke uforklarligt. Ved Siden af de sextusind Indbydelseskort, der
udstedes til Kreti og Pleti fra Paris og Provinserne, de to tusind, som
Amerikanere og Englændere erobre, samt det halvandet Tusind, der gives
til andre Udlændinge, indbydes der ogsaa nogle Hundrede Personer af Hr.
og Fru Grévys private Omgangskreds, det vil sige af det ægte parisiske
Bourgeoisi. Det er til daglig Brug ikke med i Verdensstadens Rummel og
Tummel, og det stiller fremfor Alt ikke sine Koner og Døtre til Parade
mellem store Kokotter og smaa Boulevardløver. Men for Præsidenten har det
saa megen Estime, at det ved hans Baller undtagelsesvis blander sig
mellem den mylrende Skare. Dets Døtre møder med Balkortet ved Viftesnoren
og med Sextenaarsglæde ved at danse, de skriver de unge engagerende
Officerers Navne op paa Kortet med en Alvor, som var det Fredstraktater,
de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det Livet, og med
Studsen standser Udlændingene og Boulevardpublikummet. De har saa tidt
forsvoret, at Dramaforfatternes Ingenuefigurer findes andetsteds end i
Digternes egen Fantasi; her begynder der at dukke en Anelse op hos dem
om, at disse henrivende unge Væsener virkelig er tro Kopier efter
Naturen. De faar et Indblik i et Paris, som de ikke kjender, men som de
dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar Alt kom til Alt, lønnede
sig bedst at stifte Bekjendtskab med. Det er formelig, som om Luften i
Balsalen blev renset af al den sunde Ungdom. Ellers er der
Svedebadstemperatur og Pestatmosfære af Lampeos og sammenpakket
Menneskemylr allevegne. Man gisper og stønner, Hovedet værker,
Tindingerne banker i Feber, før Rotationsbevægelsen er tilende, og man
atter kan trække Vejret i de forreste Sale.

Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik,
er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefærd end dem. Først
henad Et kommer Ballets store Mærkværdighed, og til den maa man aldeles
nødvendig være med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed.
Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Trængsel viger
tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling
Militær. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har været saa meget
mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at
pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Højtideligt paa Færde. Nu
kommer den, høj og strunk og stram i sine lange Ridestøvler, hvide
Benklæder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De
Fremmede bilder sig et Øjeblik ind, at det er Præsidenten, der gjør
ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjæster. Men Hr. Grévy er
ikke saa pretentiøs. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de
Kommende og trænger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie
reserverede Værelser paa første Sal, ser man en ældre, graahaaret Herre
gjøre Forsøg paa at arbejde sig gjennem den roterende Mængde. Det er
Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside.
Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de
mandlige Balgjæster, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke
Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa
at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elysée-palæets Kjøkken, den
kommer for at assistere. Mærkværdigheden, som skal gaa for sig, er
Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjøkken og Champagne
i Strømme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinær
Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre
aarlige Elyséeballer er de eneste, ved hvilke Gjæsterne bydes paa Souper.
De faar den ganske vist kun efter noget Besvær, men de faar den dog.
Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den
serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid
et mystisk Ord, som gjør Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar
man hvisker dem "Corps diplomatique" i Øret, trækker de Silkelæggene
tilbage. Men overfor Gardisterne hjælper ingensomhelst Parlamenteren og
ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og
Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de
gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie
paa Operaen at høre, som de gjør det ved deres Theatres Billetkontorer,
ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjøre Queue er bleven
deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det længere. Med
Mellemrum aabnes Soupersalonens Døre, og der slippes saa Mange ind, som
den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dør, og
en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra
Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjøkkenchefen
Beværtningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har
kun den Trøst, at de ved at staa opstillede saa længe har erhvervet sig
større Chancer for at faa deres Overtøj end de, der er brudt op paa et
tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elyséebal ligesaa beklædt,
som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme
derfra uden at være fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende
Skjærsildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at
Republikens Præsident og Fru Jules Grévy tre Gange om Aaret udbede sig
deres tro Republikaneres Nærværelse til denne Fornøjelse, og Konveniensen
fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Nærværelsen saa
behagelig, at de sætter Himmel og Jord i Bevægelse for at opnaa den.
Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjøre,




FORAAR I PARIS.


Den tyvende Marts skal ifølge den franske Almanak Foraaret begynde, og
den tyvende Marts skal ifølge gammel Tradition det første Foraarstræ i
Paris staa med grønne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og
morsomt nok, som det hjemme i Kjøbenhavn er Holbergs Træ, saaledes er det
her Molières, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietræ
ligefor Indgangen til Théâtre français. Der staar det midt i Byens
Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af
det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den første gyldne Solflod
breder sig og svømmer ud over Boulevarderne gjør han en Afstikker til
Træet paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Længselsfuldt
kiger han op til de violetbrune Knopper og følger deres voxende Bugnen.
Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det første dryssede, harpixfede
Skjæl og ser det første grønne Blad deroppe titte frem, pjusket som en
lille dunet Kylling, der lige kryber ud af Ægget, den Dag er hans store
Fest. Thi med den begynder den herlige Tid, da hans kjære Paris Maaneder
igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal være:
den skjønneste Stad i Verden.

Samtidig med Molières Træ springer hele Paris ud i et Nu. Under
Boulevardkaféernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa
Trottoiret og leer op til det piplende Grønne og til det endeløse Tog
derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller
Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elysées i Række ved
Siden af Række, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind
mellem de løvende Alléer. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis,
Børnene løber og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa
Karusselhestene eller staar og hviner af Glæde over Forestillingen paa
Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer
Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet
promenerer Dandyen sine Væddeløbere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk,
de hvide Frugttræer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store,
grønne Plæner, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol.
Længere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver
lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar.
Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrøjer paa og deres røde og
blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og
forsvinder bag Pynten under Hængepilens fantastisk-skjønne Hang af
lysgrønt Løv. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den
vidunderlige Luft og svælger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa
Rad, lige til de store Juniløb er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne
til den samme Herlighed og Fest.

[Illustration: Dandyen promenerer sin Kudsk.]

Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som
hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris
og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres
Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sørger for, at det kan vise
sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sødt
Kjæledæggebarn, der dog trænger til rentvaskede Kinder og snehvid
broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjøre sin
Sødhed gjældende. Det gjør de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen
Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af
Natur paa Præsenterbakke. Den trænger ikke til nogen Assistance, naar
dens fulde Skjønhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere
i en Skovskygges Ro, paa en duftende Kløvermark eller ved Aaløbet, der
risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og drømme
paa de røde Valmuer. Saalænge der derimod endnu ikke er hverken Romantik
eller Skygge, men kun Søle og vissent Vinterløv under Skovtræerne,
saalænge Kløvermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden højst en
lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Færd med at smelte,
saalænge har den kjære Natur dog maaske en Smule for meget Slægtskab med
de mindre propre Smaaglutter, hvem Næsen løber paa. Man skal være Moder
for at have Blik for deres Englelighed, og man skal være idetmindste et
Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume.

Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede
sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en
gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa
udmærket Dejligt ud deraf. Paa den første Foraarsdag er Alt komplet, Alt
i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfødelsesfest,
og Paris har Festens Dragt. Plænerne strækker sig grønne og tykke og
bløde som Fløjl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det
svulmende, fyldige Tæppe; der er ikke et drysset Knopskjæl, der har faaet
Lov til at ligge og sætte Plet paa Vaarens jomfruelige Klædebon. Riven
har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde
være der; de gule, fjedrende Stole staar paa Række og Rad i Solskinnet
som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler
og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og røde Ribes. Om den antike
Søjlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge
Ællinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa
Laurbærbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladløv
sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park
ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende,
hvor den første Foraarsskjønhed bliver poleret og fredet om og sat i
flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende
Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede
Kjøreveje, med dets Fontæner, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer
endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og
naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen,
og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief.

De Fremmede er himmelraabende uretfærdige mod den stakkels Boulogneskov.
Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i
Reglen aldrig faar den at se, før den er affloreret. Deres Indvandring i
Paris begynder først, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens
Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain,
baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjøbstadmarked. Den skal ses helst i
Marts eller April, tilnød i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har
da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som
Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den
gjennemtrukken med en Parfume af _Tout Paris_ koncentreret i Essens. Det
er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og
Lindeduft kan være berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men
den er der Tusinder af Skove, som er fælles om. Boulogneskovens er der
derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode.

Fra den Dag, da Foraarstræet ved Théâtre français staar i Knop, indtil
Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertrængselen og Støvet paa den
store Væddeløbsdag ved Longchamps har stænket Banalitet over de fornemme
Alléer, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for
hver ægte Pariser-existens. En Promenade der hører til. Man kan bedre
undvære Desserten til sin Diner, end man kan undvære den. Men der er kun
een bestemt Promenade, som gjælder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller
Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel
kommer i Karosserne à la Louis quatorze med den vældige Fadding vuggende
sig paa Kæmpefjedre og med de silkebestrømpede, stive Lakajer.
Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante
Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte
imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid;
Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i
Baggrunden af deres lukkede Koupé, men udfordrende, brammende, med
Rosenbuketter bag Hestens Øre og i Groomens Knaphul, stiller den store
Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjønhed ud
paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en
Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstævnet.
Fremmedkolonierne følger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger
fra alle Verdens Egne, der kommer en Sæson til Paris, for at Guldfloden,
hvori de vælter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure
Tilværelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem
de blinkende Solbundtstraaler, ud til _le lac_. Der, ved Begyndelsen af
den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille,
strammes pludselig Tøjlerne, og hele Strømmen af Kjøretøjer ruller
langsomt videre i Skridt. Man gjør _le tour_, den verdensberømte _tour du
lac_. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Trængselen er
for tæt, kjører man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovsøs Bred.
Der er tre, fire, undertiden fem Rækker Vogne ved Siden af hinanden og
ikke en Armlængdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store
parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjører selv, maa holde igjen,
for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning
Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde.
Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer _vis-à-vis_
hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig
standsende, bevæger man sig fremad til Enden af Søen. Paa den anden Bred
er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Allée, men denne anden
Bred foragter man. Der er der ikke en eneste Vogn. _Le Tour_ gjælder kun
den ene Side, den holder man sig til. Saasnart man er kommen til Enden,
vender man, alle Vognene paa een og den samme Plet, og slentrer tilbage
igjen, ind i Trængselen, langsomt nedad mod Svanehuset, for, naar man har
naaet det, at begynde forfra paany. Det er deri, Promenaden bestaar. Man,
sidder stram og strunk, pyntet og fornem. Et Toilette uden Smag, et Smil
paa urette Sted, en Bevægelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem sætte
Plet paa Ens gode Navn og Rygte.

Landskabet selv er som denne luxuøse Ramme omkring det. Det kunde males
paa Bagtæppet i en Féeriedekoration uden at idealiseres. Alt er her, hvad
der kan udtænkes af fortryllende fin og yndefuld Natur. En bestandig
spejlblank Sø med vuggende Gondoler og sejlende Svaner, Smaaøer, der
romantisk bryder Udsigterne i Pynter, hvor Guldregnen hænger ud, saa at
dens Blomsterklaser kysser Vandet, Klippevildnis med Kaskader mellem
Bregner og Efeu og blaarankede Clematis, fantastiske Broer og blomstrende
Bosketter og bløde, grønne Engskrænter, hvor de hvide Sommerfugle leger
Tagfat. Og saa rundt omkring de brede, fornemme Alléer og de sarte
Akacielunde og de lange Plæner, der ligger saa rolig, som om de var
vuggede i Drøm af Duften fra de store, gulblomstrede Buske, der hegner
dem ind. Ovenover det Hele Solen, som ingen Skovtykning tager Varmen og
Glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge Løv og tegner
det igjen i Skyggerids paa Græsset nedenunder. Friskhed bestandig fra
Vandbrusens vaskende Regn, ikke et Støvgran paa noget Blad, men smaa
Draabeperler allevegne, der blinker i Solen som evig Foraarsdug over det
fortryllede Land. Man kan saa tusinde Gange sige, at det er Kunst og ikke
Natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. Det er
Foraaret, der holder kongeligt Indtog med kongelig Pomp. Hele dets Hof er
der paa Parade i Galapuds for at hylde dets Komme.

Saaledes ser Pariser-Foraaret ud ved Boulogneskovens Sø. Men det ser ud
omtrent ligesaadan paa alle Kanter af den store Luxusby. Allevegne er der
fine Lystslotte og pudsede Parker, Skrænter med Villahaver og ranke
Alléer til at pynte paa det, allevegne rammer Seinens bløde Bugtninger
det ind med Romantik, allevegne ligger Kæmpestaden i Baggrunden med
Solglans paa de forgyldte Taarnspir. Foraaret er dejligt, hvor det saa
slaar sine Øjne op i den hele Verden. Men det har et Særpræg her, som det
intet andet Sted har. Det er badet i Pragt, gjennemsyret med Fest, hyllet
i Elegancens skinnende Klæder. Det er parisisk fra Top til Taa.

[Illustration: Kaskaderne i Boulogneskoven.]

[Illustration: I Kammeret: En Tilhørerloge. Tegning af Mars.]

[Illustration: Kammerets Talerstol.]




I KAMMERET.


Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde været opfundet andetsteds,
vilde Franskmændene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for
deres Behov. De trænger til at høre og høres. Først i det talte Ord er
Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats,
at de har deres Styrke; først det talte Ord virker paa Sandserne, og de
staar under Sandsernes Herredømme i al deres Færd.

Men havde Franskmændene gjort Opfindelsen, vilde der være kommen en hel
anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne
hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at
akklimatisere den, maattet læmpe den adskilligt. De har, om man saa vil,
oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig,
jævn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan
Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmændene kun ringe Sans. De
er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven
Kjød og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider
uden Forskjel, den gjennemtrænger hele Nationens Liv. Anderledes derimod
med Franskmændene. De kan i et givet Øjeblik passionere sig for en
Regeringsform, men ogsaa kun et Øjeblik. Saasnart de har den, ønsker de,
at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behøver at
tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal
sørge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres
egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har
sin uhyre Udbredelse, klemmer, højst karakteristisk, de mest læste
Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent
for udelukkende at blive litterære. Politiken spiller kun en Rolle i
Franskmændenes Liv, naar den gjør Spektakel, naar den byder
Tilfredsstillelse for deres stadige Tørst efter Sensation. Det forklarer,
hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversættes til fransk
Behov. Den hedder i denne Oversættelse Tribunen, og den har i den
undergaaet en fuldstændig Forvandling. Parlamentarismen i England er en
Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil.

Den theatralske Iscenesættelse er det Første, der springer i Øjnene, naar
man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et
Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds
hæver de Deputeredes røde, magelige, højryggede Klædesbænke sig over
hinanden, med saa stærk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet
op til Rummets halve Højde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske
Marmorsøjler med Broncekapitæler, der bærer Loftsplatfonden, hvor
Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken
Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Søjler og byggede
fuldstændig efter Mønster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det
profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjælp af
Theaterkikkerter--og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa
Amphitheater--tydeligt følge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil
sige paa den mægtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for
Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den
er en formelig Bygning med Etager, Trapper, tæppebelagte Afsatser,
Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere.
Øverst throner i sin gyldne Lænestol Kammerets Præsident, omgivet af
Staben af Sekretærer og øvrige Embedsmænd. Paa Trapperne farter
Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante
Kjoledragt med Sølvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er
Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og
Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Bænke, og midt imellem, bag
Talerstolens flatterende Brystværn, paa en Plads, der er saa stor som et
almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele
Salens Opmærksomhed paa sig.

[Illustration: Kammerets Præsidentstol.]

Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa
denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom
hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der.
Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om
det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme Øjeblik,
han begynder at beskjæftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud.
Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager
ham til den med uophørlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle
hans Længsler, Maalet for al hans Ærgjerrighed. Thi Tribunen fører i
Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv
Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at lægge Evner for Dagen, der
anbefaler til en højere, man tager sin Stilling med Storm i et langt
Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale,
og den næste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat bærer
Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere,
at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til
Ministertabouretten, idet han sætter Foden paa Tribunens første
Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme hænde ham, der er hændet
Hundreder af hans Forgjængere? Han har altid Exempler fra de seneste
Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis
Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om
den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store
Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa
Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik
som en anden lille, brødløs Advokat omkring og holdt Taler ved Ølglasset
og tog paa Borg paa Kaféerne, da han tilfældigvis kommer til at føre
Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for
Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne
ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev
Partifører, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet
Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de
store Sejre vindes.

[Illustration: Gambetta.]

Men man maa forstaa at vinde dem. Det er en Kunst, der er en hel Del i
Slægt med Skuespillerens. Kommer man løbende fra Gaden op paa Scenen uden
at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at kunne beherske hverken
sin Stemme eller sine Gestus, og vil tage Publikum med Storm udelukkende
i Kraft af den indvendige Genialitet, saa gjør man ynkeligt Fiasco. Det
er paa Tribunen ligesaadan. Der spørges der meget mindre om, hvad man har
at sige, end om hvorledes man siger det. De nye Ideer passer ikke der;
den Virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i Kraft af hvilken
der sejres. De forbauser, men i enhver Forbauselse er der et Element af
Modstand, før Forstaaelsen kommer. De griber ikke øjeblikkeligt og river
med, og det er just deri, den sejergivende Hemmelighed ligger ved Ordet,
der flyver ud fra Tribunen. Det skal simpelthen reproducere de Ideer, der
allerede er modne, det skal fange Tankerne, der ligger og slumrer i hver
enkelt af Tilhørerne og præsentere dem saa pænt paaklædte som muligt,
helst i en eller anden lille skarp Formel, der springer i Øret og kan
blive Feltraab. Kan man finde den, er Slaget halvvejs vundet, og kan man
saa med oratorisk Kunst ciselere Rammen udenom, der stiller den i
tilbørlig Relief, saa er det vundet totalt. Gambettas umaadelige Succès
ligger heri. Med de fem smaa Ord _"se soumettre ou se démettre"_ har han
styrtet Majregjeringen, skabt en hel ny Periode i den tredie Republiks
Udvikling og stillet sig selv paa Pjedestal som Landets Afgud. I de
afgjørende Øjeblikke har han bestandig det lykkelige Klarsyn, der finder
Formlen, som slaar ned: det er hans Genialitet. Og ved Siden deraf er han
Herre og Mester i Tribunens tekniske Kunst. Naar man læser hans Taler,
forstaar man ikke deres Virkning. Men naar man hører dem, forstaar man
dem tilfulde, Stemmens uendeligt varierede Overgange, Ansigtets stadig
skiftende Udtryk, Øjnenes Flammen, Kast med Hovedet, Gestus og Slag i
Bordet, den Maade, hvorpaa han personligt stiller sig i Forhold til
Auditoriet, fæstner dets Opmærksomhed ved direkte Spørgsmaal, lurer paa
hver af dets Bevægelser og øjeblikkelig fanger selv den mindste af dem,
for at støtte sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til
Jorden, hvis den gaar ham imod,--Alt det er det Halve og mere end det
Halve af hans Tale. Det er det, der har gjort ham til den, han er. Thi i
den engelske Parlamentarisme er det Indholdet, paa den franske Tribune er
det Formen, det gjælder.

[Illustration: I Kammeret: Deputerede paa deres Pladser. Tegning af
_Mars_.]

Den er et Skuespil, og i den almindelige Bevidsthed bliver den ogsaa kun
betragtet som et saadant. Kunde Pariserne faa Billetter at kjøbe til
Deputeretkammeret, vilde der være Dage, da de gjerne betalte Hundreder af
Francs for en Plads, men der vilde ogsaa være andre, da man ikke fik dem
til at gaa i Palais Bourbon, om man gav dem Guld derfor. Er det kun en
almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et
Budgetspørgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa
er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme. Kun hist og her
sidder en ensom Tourist og falder i Søvn efter forgjæves Forsøg paa at
gjenkjende de berømte Hoveder, han har set i Fotografier, eller en
Landvælger, der er kommen til Hovedstaden, har faaet Kort af sin Kandidat
og nu bilder sig ind, den stakkels Mand, at han skal være med til en
rigtig Fest. En tung Atmosfære, mættet med Kjedsomhed, fylder Rummet.
Ogsaa Amphitheatrets Bænke er yderst sparsomt besatte. De Deputerede, som
sidder der, gjør Orden i deres Skuffer, læser deres Post, besørger deres
Korrespondence eller anstiller Tegneøvelser i Lovforslagenes Margina. Men
Pluraliteten er ude i Koulisserne, faar en Passiar i _Salle des pas
perdus_, drikker en Mazagran ved Buffeten, lader sig interview af
Nyhedsreferenter, gjør Citationsnotitser i Bibliotheket til den Tale, de
selv gaar svanger med. Af og til kigger de ind for at se, om Taleren ikke
endelig er bleven færdig. Men han staar der endnu, bladende i sine
Papirer, tumlende med Tal, som Ingen bryder sig om. Højst den Sagen
vedkommende Minister gjør Forsøg paa at høre efter. Man har flokket sig i
Grupper og snakker højt, hele Kammeret i Munden paa hinanden. Som
Minutskud gjentager Huissieren ad hoc, den statelige Figur med de graa
Bakkenbarter og de altid korsede Arme sit _"Faites silence, Messieurs--Un
peu de silence, s'il vous plait,"_ Præsidenten dundrer i Kathedret med
sin store, gule Opskjærerkniv, et Par Sætninger af den ulykkelige Talers
Foredrag bliver hørlige, men strax efter drukner igjen hans Stemmes Klang
i den almindelige Summen og Mumlen. Varer det altfor længe, taber man til
Slutning Taalmodigheden. _"Au vote, au vote!"_ lyder det i Kor fra alle
Ender og Kanter af Salen. Præsidenten farer op; han slaar et, to Slag paa
Klokken, men Utaalmodighedskorets Bølger voxer kun højere derved. Han
bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende Allarmklokke gjør et
Spektakel, saa almindelige Ører er lige ved at blive døve. Men de
Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Støj.
Præsidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham
Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at
gjøre. _"Au vote! au vote!"_ brøler det opmuntrende Kor endnu mange Gange
højere end før. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne
gaar rundt. I Gruppemøderne har de Deputerede faaet Parolen; efter den
afleverer de deres hvide eller blaa Stemmesedler. Mødet er tilende.
Argumenterne fra Tribunen er der ikke ti Medlemmer af Kammeret der
kjender, før de den næste Dag læser dem i Bladene. Den hele Forhandling
har kun fremkaldt et Overmaal af Indifferentisme.

[Illustration: Kammerpræsidentens Klokke.]

[Illustration: En Stemmeurne.]

Helt anderledes derimod, naar der er "grande séance". Det er ikke
fuldkomment definerligt, hvad der falder ind under dette Begreb. Først og
fremmest gjør naturligvis alle de Møder det, i hvilke man forsøger at
vælte Regjeringen. Det er, som bekjendt, en ganske yndet Sport i det
franske Deputeretkammer, om den end stundom tager sig adskilligt mere
bister ud, end den i Virkeligheden er paa Bunden. Saa stor en Anledning
behøves nu dog ingenlunde altid for at faa en "grande séance" stillet paa
Benene. Der udkræves dertil kun Sikkerhed for, at en af de yndede
Tribuneaktører vil optræde. En meget almindelig Interpellation om et rent
ubetydeligt Æmne kan være nok, saafremt den blot giver Lejlighed til
oratorisk Duel mellem Kamphaner, som forstaar deres Kunst. Naar
Clémenceau udbeder sig Oplysninger af Regeringen om, hvorfor en
Politibetjent har pryglet en Kommunist ved en Gadetumult, eller naar
Baudry d'Asson, Kammerets vilde Slagsbroder paa Højrebænkene, den unge
Deputerede med det ligblege Ansigt, det store, sorte Rundskjæg og de
altid ulmende Tendenser til Vesuveruption ønsker at vide, hvorfor der er
bleven flyttet et Helgenbillede bort fra en Almueskole, saa er det strax
en "grande séance" af allerførste Rang. Diskussionsthemaet har Ingenting
at sige; det, det kommer an paa, er om Forhandlingen sætter Lidenskaberne
i Bevægelse, saa der bliver Udsigt til Sensation, til et rhetorisk
Skuespil _a grand spectacle_.

Gjør den det, saa bliver Kammermødet en stor Pariserbegivenhed. Alverden
faaer travlt for at erobre Billetter ligefra Frisørsvenden, der plager
sin Kundekreds mellem de Deputerede for denne nye Art Drikkepenge, som
meget let lader sig realisere i klingende Mønt, helt op til de fornemste
Damer, der vel endogsaa kan drive det til at stille en Præfektpost i
Udsigt som Doucør for et passende Antal gode Logepladser. Damerne er det
først og fremmest, der maa med. Lejlighederne til at udfolde
Toiletteluxus bliver for den rigtig fine Portion af dem sjeldnere og
sjeldnere, efterhaanden som Gjennemdemokratiseringen af Samfundet antager
større og større Dimensioner. Under Marschallen var der endnu et Slags
Hof i Palais de l'Elysée og ved de store offentlige Festiviteter. Men med
Hr. Grévys Regeringstiltrædelse er det komplet forsvundet. Selv paa en
Pariserdag som _Grand prix de Paris_ er Publikummet paa Præsidenttribunen
saa blandet med smaa Bourgeoiselementer, at den fornemme Dameverden
finder det under sin Værdighed at vise sig der. _"Ça devient horriblement
canaille"_ skriver de royalistiske Blade, Den kvindelige Faubourgadel har
foruden sine Tirsdage i Théatre français og sine Fredage i Operaen
egentlig kun Receptionerne i Akademiet og de store Kammermøder tilbage,
hvor der er rigtig Fashion at vise sig. Og da det er Fashion ogsaa for
det altformaaende Bourgeoisie, bliver Konkurrencen følgelig enorm. Det er
aldeles utroligt, hvilke Intriger der undertiden kan sættes i Gang for at
opnaa en Plads. Den stakkels Hr. Becherelle, Kammerets lille, vimse _chef
de service_, er overmaade fortvivlet. Han vil saa gjerne være alle mulige
Mennesker til Tjeneste, men end ikke de mest formaaende Medlemmer af
Forsamlingen kan han skaffe en Krog, hvor de kan anbringe deres Venner.
"Hans Sal" har været overfyldt allerede for flere Dage siden.

[Illustration: Hr. Becherelle.]

Saa maa da Størsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille
sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv,
skjøndt Mødet først skal begynde Klokken To. Stærke Delinger Politi
trækker Kordon paa begge Sider og danner en Allée, gjennem hvilke Vognene
kan kjøre ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder.
Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i
Trængselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog
saa sige at de har været med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de
forlanger.

Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er
desværre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det
Forfærdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Række, vilde det
nye Toilettes Virkning være ødelagt. Man vilde maaske ikke engang blive
opdaget fra Journalistlogen og følgelig heller ikke blive nævnet i
Aviserne den næste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at
rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv
Pluraliteten af Deputerede lader sig det være magtpaaliggende at optræde
standsmæssigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar
der er _grande séance_, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke
numereret. Kun de allerrødeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjør det
grumme nødigt, men de tør ikke risikere deres Popularitet hos
Tilskuerhoben paa Quaien.

Defiléen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater
og Loger. Soldaterne i _Salle de la Paix_ præsenterer Gevær, Fanfaren
lyder, Kammerets Præsident begiver sig, eskorteret af Huissierer og
Sekretærer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger
Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken.
Mødet er aabnet.

Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom
i Theatrene har man som oftest en lille _Pièce de rideau_ til at aabne
med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der,
for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken
Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne
i Logerne kan faa Lejlighed til at studere Kammerets Fysiognomi gjennem
deres Kikkerter, maaske ogsaa til at blive studeret selv en Smule.
Endelig, lidt efter lidt, dæmper den bølgende Uro imidlertid af. De
Deputerede har indtaget deres Pladser, de smaa Lovforslag er vedtagne
uden Opposition, Formanden slaar atter paa Klokken, denne Gang fastere og
som med Tilkjendegivelse af, at det nu er Alvor, Betjentene besætter
Opgangen til Tribunen, for at intet iltert Medlem i Stridens Hede skal
forcere Adgangen til Talerstolen, Huissieren med de graa Bakkenbarter
raaber sit _"Faites silence!"_ --Turneringen begynder.

Undertiden kan det hænde, at den fuldstændig skuffer Forventningerne, at
den bliver en lang, alvorlig Styrkeprøve med Tale efter Tale, hvori der
er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden
Storm og Torden, uden væsentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget
lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere,
Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slæber sig hen
efter Time, og man tør dog ikke gaa, thi det vilde jo være altfor
harmeligt, om det store Sammenstød indtraf netop som man var forsvunden.
I Journalistlogerne erklæres Mødet for det mest kjedsommelige, der
nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager næste Morgen
den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvære noget Saadant; man
vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine
Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis
sjeldent, at Partilidenskaben ved en _grande séance_ ret længe kan holde
sig i Tømme. Der dumper en lille, bidende Bemærkning ind, som bliver
fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under,
Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra
alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der.
_"Silence au Mexique"_ brøler et regeringsvenligt Medlem under vilde
Bifaldshyl af Majoriteten over til Højre. _"Silence à la commune"_ svarer
Baudry d'Asson eller Paul de Cassagnac tilbage i den voldsomste Extase.
Præsidenten kimer, Larmen er saa altopslugende, at Huissieren ved
Tribunens Fod ikke engang finder det Umagen værd at anbringe sit _"Faites
silence."_ Man rejser sig fra sine Bænke, man flokker sig sammen i
Grupper, Taleren forlader fortvivlet Tribunen og en ny sætter derop med
Leopardspring uden at have Ordet og uden at blive hørt. Tumulten kan vare
hele Kvarter ad Gangen, føre til personlige Sammenstød og Udfordringer,
føre til, at Mødet foreløbig maa suspenderes. Man har dog saa faaet lidt
mere af sin grande séance, end man egentlig ønsker. Idealet er, at
Stormen kommer, men at den dæmpes igjen af en oratorisk Koryphæ, der
behersker Forsamlingen med sin Autoritet, og at han saa, med de ophidsede
Lidenskaber som Baggrund og med den Spænding, som de sætter paa det Hele,
bringer Forsamlingen under Fortryllelse ved sin Veltalenhed og med et
stort Bravourslag afgjør Dagens Kampagne til Fordel for sig og sit Parti.
Parallelen med Theatret ligger atter lige for. Det er et formeligt Drama,
man vil have. Udviklingen kan gjerne trækkes lidt i det Lange, om det
skal være, med smaa skjæmtende Skjærmydsler, men Knuden maa strammes,
Katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare,
forsonende, ophøjede Løsning paa det Hele, den, efter hvilken man gaar
hjem med Ro i Sindet, men bevæget, løftet ud over det Dagligdags. Først
naar man har dette Indtryk, er Alverden rigtig tilfreds med sin grande
séance. Aviserne kan saa den næste Dag med rolig Samvittighed skrive
Spalte op og Spalte ned om Mødet, naturligvis først og fremmest om dets
smaa accessionelle Sider. De kan være sikkre paa, at hele Paris vil sluge
dem med Opmærksomhed. For den Slags Politik har Pariserne altid stor
Passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under
almindelige Forhold ikke synderligt om.

[Illustration: "Faites silence, Messieurs!"]

De er ikke Politikere i Hjertet. De er det kun, naar Politiker og Patriot
bliver Et og det Samme. Men saa kommer ogsaa det Øjeblik, da den franske
Tribune bliver mere end et sensationsvækkende Skuespil. Saadanne
Øjeblikke har Verden set. Hvilke Scener end Forsamlingen i Palais Bourbon
tidt kan frembyde, saa tør det dog aldrig glemmes, at den i lige Linie
stammer ned fra den, som med Menneskerettighedernes Forkyndelse skabte
vor moderne Tid, og at den aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har
vanslægtet fra sit store Ophav.




DET RØDE PARIS.


Paa den venstre Seinebred, i en af de længst bortfjernede Udkanter af
Paris, ligger der mellem faldefærdige Rønner, i en mørk, ubrolagt Gade en
lille, smudsig Knejpe, som man fra Centrum af Byen er over tre Kvarter om
at naa i Droske. Bagved Skjænkestuen med dens grøntmalede Træborde og
tilrøgede Vægge er der et større Lokale, som af og til plejer at blive
brugt til Fêter af Quartier latin's Gymnastik- og Sangforeninger. Ogsaa
Kvarterets "Silkekaskjetter" producerer sig der jævnligt i koreografiske
Evolutioner. Salen er rummelig, ganske godt oplyst og har Plads til
tusind Personer. Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tønde, kan der
ogsaa til Nød stuves halvandet derind.

En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh. Salen var
bleven festlig smykket, det vil sige man havde under Loftet ophængt en
vældig, med rødt Flagdug omviklet Krands af den Slags, som anbringes
udenpaa Skibe for at afparere Stød, og man havde dekoreret Væggene med
tre, fire visne Granguirlander samt nogle Stumper rødt Shirting, mellem
hvilke der hist og her var placeret Skillingsbilleder af "Martyrer", og
af Kommunarder, der var blevne skudte paa Sartorysletten. Endvidere var
Klaveret paa Musiktribunen blevet trukket frem, behængt med rødt Tøj og
ved Hjælp af en foran det anbragt Skammel indrettet til Talerstol. Langs
Væggene stod der lange Borde af uhøvlede Brædder, bedækkede med grove
Duge og store Ølglas.

Anledningen til alt dette var saare højtidelig. Tro mod Traditionerne fra
den store Revolutions Dage indviede den franske Ungdom den nye Frihedens,
Broderskabets og Humanitetens Æra, som skulde brede sit Lys ud over hele
Europa. Saaledes hed det idetmindste paa Indbydelsen. Oversat i et mindre
festligt Sprog betød det, at en Borger Lagarde og en halv Snes andre
akademiske Ynglinge i den franske Ungdoms Navn, men dog naturligvis uden
nogensomhelst Bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig
hjemvendte, amnesterede Kommunarder til en "Punch d'honneur".

Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund
forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende
med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smørrebrød
paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui
sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide
Blouser og sorte Silkekaskjetter. De var næppe komne til Syne, før hele
Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve
Kommunen!" Men Ingen tænkte paa at gjøre Plads for de ankomne Gjæster;
sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, før
man havde erholdt den lovede Punch i det. Da nu ogsaa Blusemændene fra
Ny-Kaledonien var tørstige, og da de pressede paa for at faa Plads, var
der en Stund al mulig Udsigt til, at Festen kunde komme til at tage sin
Begyndelse med en lille Bataille. Men Borger Lagarde fik et praktisk
Indfald. Han ringede med Formandsklokken og meddelte, at Blusemændene var
Æresgjæster og kunde tage Plads paa selve Tribunen, hvor man ad en
reserveret Dør vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte Glas. Da der
ikke længer var nogen Fare for, at man selv skulde gaa glip af
Beværtningen ved at være imødekommende, aabnede Rækkerne sig, og
Festforspillet endte. Der blev en Stund forholdsvis Ro, indtil endelig
høje Raab nede fra Skjænkestuen meldte Rocheforts Ankomst. Han var
arriveret tilvogns, ledsaget af sin dengang stadige Adjutant, Olivier
Pain, og traadte nu ind i Salen, hilst af den vildeste Akklamation og af
aldrig endende Brøl: "Leve Rochefort! Leve Kommunen!" I hans Følge saaes
Staben af "Martyrer": Jules Allix, Amouroux, Eudes, Johannard, Benoît
Malon, Guésde og andre forhenværende Kommunechefer. De tog Plads ved et
for Festens Notabileteter forbeholdt Bord umiddelbart nedenfor Tribunen.
Mødet var fuldtalligt. Opvarterne præsenterede sig i Salen med
langskaftede Kaffekander, hvoraf Punchen udskjænkedes samt med store
Brødbakker fulde af "Sandwichs". De hilstes med endnu højere Hyldestraab
end Martyrerne, sprang op paa Bordene for at kunne tilfredsstille Alle og
stoppede endelig med deres Smørrebrød Munden paa Skraalhalsene.
Formandsklokken ringede; den højtidelige Del af Festen tog sin
Begyndelse. Det var en uendelig Række af Taler, i hvilke Essensen dog
omtrent vedblev at være den samme. Ved det souveræne Folks Villie var de
overvundne Helte fra 1871 vendte tilbage til Fædrelandet, fordi det
republikansk-kommunistiske Frankrig satte sit sidste Haab til dem i den
forestaaende Kamp, som Revolutionens Tilhængere vilde levere det
kapitalistiske og opportunistiske Samfund. Fra denne Dag begyndte
Kommunen igjen; næste fjortende Juli vilde hele Frankrig kun være smykket
med røde Flag, og inden Aartiet var tilende, vilde hele Europa, hele
Verden have fulgt Frankrigs Exempel.

Man lo i Paris meget af denne Fest og af alle dens smaa Intermezzoer. Den
havde i Virkeligheden ogsaa nærmest gjort Indtryk af en
Fastelavnsforestilling med dens skrigende Studenter og overgivne,
halvfulde "Studentinder", med dens gamle, rødskjærfede Borgerinder, der
fik Rundstykker i Hovedet, naar de blev altfor ivrige i at afbryde
Talerne, med de hvert andet Øjeblik væltende Borde, med dens opstyltede
Mord- og Brandfloskler, dens Pereater for Bourgeois'erne, Kongerne og "le
bon Dieu", dens hele øredøvende, barokke, bindegale Virvar og Spektakel.
Men ikke destomindre var Dagen en Mærkedag i det røde Paris' Historie.
Det traadte paa den ind i en ny Fase af sit Liv, det holdt Rejsegilde paa
den nye Bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under Tag,
til Erstatning for det Kommunepalais, der var blevet skudt ned af
Versaillestroppernes Kanoner.

I hele Tiaaret efter Kejserdømmets Fald havde man kun kunnet arbejde saa
smaat paa denne Bygning. De kraftigste Arbejdere var blevne skudte paa
Sartorysletten eller vegeterede i Ny-Caledonien, og Belejringstilstanden
holdt et saa uhyggelig skarpt Tilsyn. Saa at sige hver eneste Sten, man
lagde til Bygningen, maatte lægges i Smug. Men saa blev Marschallen
styrtet, der kom ubegrændset Tale- og Skrivefrihed, der kom først og
fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, prøvede Arme vendte tilbage
fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig
ved højlys Dag og med det Tryk paa sig, som var fornødent, for at det
kunde blive til Noget. Efter den første "Ærespunch" for de hjemvendte
Martyrer, fulgte en lang Række Banketter og lignende Festligheder, ved
hvilke man søgte at gyde ny Olie i den kommunistiske Ild. Pariserne blev
ved at le. De seer kun sjelden ud over den Dag, hvori de lever, og i
Øjeblikket var det ganske vist mere Løjer end nogen alvorlig
Samfundsfare, der var paafærde. Friheden selv, sagde man, vilde være den
bedste Skranke for Udskejelserne, og dermed slog man sig til Ro. Man
glemte, at der paa Bunden af al denne tragi-komiske røde Agitation laa et
stort, alvorligt Samfundsspørgsmaal og ventede paa sin Løsning.

Det stod i Begyndelsen kun i Baggrunden med tætte Taager om sig.
Lykkelige over igjen at kunne gjøre Spektakler, saa galt de lystede,
flokkede alle Revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet
fælles Maal end netop at gjøre Spektakler. Der kom da den første Periode
i det røde Paris' nye Æra, den store Enighedstid under Banneret, som
Kommunens Jeanne d'Arc rejste. Hele den sidste Halvpart af 1880, lige til
hen paa Foraaret 1881, koncentrerer sig om den ligesaa pludseligt
opdukkende, som pludseligt igjen forsvindende røde Helgeninde
Louise Michel.

Hun er oprindelig Lærerinde og har, skjøndt hendes Forældre var Bønder,
faaet en ganske god Opdragelse. Fra ganske ung paastod hun at have havt
særlig Interesse for Historie. Da hun var bleven saa gammel, at hun kunde
reflektere over, hvad hun havde læst, gik det op for hende, at hver Gang
Frankrig havde befundet sig i en ulykkelig Periode, havde det været
tilstrækkeligt _"de supprimer un homme pour sauver le pays"_. Siden det
Øjeblik har hun selv kun levet for at udføre et saadant
Supprimeringsværk; hun følte det som en hellig Mission, der var betroet
hende fra oven. At hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldføre den,
er hendes tragiske Skæbnes, ikke hendes egen Skyld; hun har gjort sig
Umage nok. Først var det Kejseren, der skulde være hendes Offer. Hun lod
sig endogsaa, for at hendes Moder kunde have et Billede af hende, hvis
hun blev henrettet, fotografere staaende ved et Bord med den ene Haand
støttet paa et Dødningehoved og den anden løftet theatralsk hævnende i
Vejret. Men den snu Napoleon vilde aldrig give hende den Lejlighed, som
hun stadig lurede paa. Hele de ti Aar af hendes Liv, mellem Tyve og
Tredive, var det hende ikke en eneste Gang muligt at trænge frem til
Kejserens umiddelbare Nærhed, og følgelig kunde hun heller ikke komme til
at støde Dolken i hans troløse Bryst. Da han var styrtet, kastede hun
sine Øjne paa den nye "Undertrykker" Thiers. Hun tilbød Kommuneregeringen
at gaa til Versailles og gjøre Brug af sit saa længe slebne Vaaben, og
for at bevise, at hun var istand dertil, gjorde hun virkelig en Tour til
Versailles og kom uskadt tilbage. Hun forlangte derpaa et officielt
Mandat til at iværksætte sin Plan, men Ferré, den Samme, der lod
Gidslerne skyde, mente overfor hende, at Revolutionen ikke burde bygges
paa en Forbrydelse og forbød hende at fuldføre sit Forsæt. Stakkels
Louise Michel! Hun lod sig da nøje med at iføre sig en Uniform som
Nationalgardist og kæmpe ved Forposterne. Under Forsvaret af Fort Issy
blev hun saaret, og da Versaillestropperne rykkede ind i Paris, meldte
hun sig selv og erklærede, at hun vilde have rejst en Barriere af Flammer
mod Undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til. "Skyd mig,"
sagde hun til Krigsretten, "eller I er nogle Kujoner tilhobe." Men hun
blev ikke skudt, hun blev sendt til Nouméa, hvor hun senere kom til at bo
Dør om Dør med Rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt
til hendes Popularitet, idet Lanterneskriveren efter sin Hjemkomst ved
alle Lejligheder førte hendes Ros i Munden. Derovre skal hendes Mordlyst
have valgt sig Kejserprinsen til Gjenstand. For at umuliggjøre en
fremtidig napoleonistisk Restauration omgikkes hun med Planer til at
myrde ham. Men for tredie Gang mislykkedes hendes Forsæt, Zuluerne gik
hende i Næringen.

[Illustration: Louise Michel.]

Ved sin Hjemkomst fra Nouméa fandt hun imidlertid Gambetta i hele hans
Glorie. Han var bleven den første Mand i Republiken, han stod omgivet af
en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populære Dage aldrig havde
naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede
sig over det med Lidenskab. Maaneder igjennem afholdt hun den ene
Folkeforsamling efter den anden, snart i Batignolles, snart i Belleville
eller La Villette, og overalt strømmede den røde parisiske
Arbejderbefolkning til for at høre "den store Borgerinde". Rochefort
havde arrangeret en højtidelig Modtagelsesscene paa
Saint-Lazarebanegaarden for hende, da hun kom tilbage efter Amnestien, og
i sit nystiftede Blad "L'Intransigeant" leverede han Legende paa Legende
om hendes ny-caledoniske Nonnegjerning. Hun havde under Landflygtigheden
vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet
hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun
kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Børnene i Omegnen og
skjænkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og
Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfæller i Exilet. Da man i
Betragtning af denne Adfærd tilbød hende Benaadning, afslog hun den og
erklærede, at hun vilde blive paa Nouméa, saalænge der var en eneste
Landsmand derude, der trængte til hendes Hjælp. Og ogsaa efter sin
Hjemkomst søgte hun at give dette Helgenindery ny Næring. Hun afviste
Udbyttet af en Indsamling, Rochefort foranstaltede til Fordel for hende.
Folk, der besøgte hende i den lille Landsby ved Paris, hvor hun tog
Ophold for at pleje sin syge Moder, fortalte, at hun levede i den yderste
Armod, og hver Gang hun gav Møde i en Forsamling, undlod hun ikke, efter
at have holdt sit Foredrag, at oplyse Tilhørerne om, at hun desværre
maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg
Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes
ostentative Præsentation af sig selv som barmhjertig Søster end var,
undlod den ikke at gjøre et umaadeligt Indtryk paa de parisiske
Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Førere i den Grad
opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, hørte man dem idelig
sige: "De seer jo, hun gjør Alt for os, Intet for sig selv." Det var det
væsentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi
personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun været smuk,
vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredømmet over Masserne. Men
hun er tvertimod grim som de Færreste. Paa en lang, mager Hals sidder der
et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Næse, smaa sorte,
stikkende Øjne og grove, mandlige Træk. Hendes Organ er tørt, rustent,
hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad
hun siger, er en Lektie, hun har lært udenad. Men hvert Ord siges
distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremsætter sine
Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at høre i disse
Forsamlinger. Efter hver Sætning gjør hun en lang Pause, under hvilken
man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var nærved at vælte
Huset i endeløs Begejstring. Og naar Talen saa var færdig, var der i
Regelen en lille rødklædt Pige ved Haanden, som overrakte hende en
vældig, højrød Rosenbouket, Louise Michel blev rørt til Taarer, takkede i
bevægede Ord og erklærede, at hun modtog disse Blomster for at lægge dem
paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke været vild før,
blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra
Tribunen og bære hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver
naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhøjeste Grad,
Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med
fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig
vækker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun
siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, højtravende Ord om Folkefrihed
fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om
Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med
smaa, historiske Fortællinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette,
Versailles' Fængsler og Auberive. Selvfølgelig har hendes Foredrag et
staaende Omkvæd, der gjælder hendes og hendes Medborgerinders Mission.
Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun møder stadig med en
kvindelig Adjutantstab, af hvilke nogle, Paule Minck, Leonie Rouzade og
Marie Cadolle jævnlig tage Ordet. "Vi Kvinder har været underkuede,"
siger hun, "men ogsaa vore Baand skal sprænges. Alle skal være
ligeberettigede, og ogsaa vi vil være det. For at bevise vor Ret dertil,
forlanger vi i den Kamp, der forestaar, at maatte føre det første Stød.
Vi Kvinder vil præsentere vort Bryst. Der er flydt Blod nok, og man har
nu kun Brug for nogle Faa, der kan tage Hævnens Vaaben i Haanden og offre
sig selv for de Mange."

Mens hun stadig forgjæves venter paa Lejligheden til at gjøre dette, er
imidlertid Popularitetens Forgyldning saa smaat begyndt at gaa af hende.
Hun viser sig endnu af og til ved større, højtidelige Anledninger, men
Begejstringen for hende er blegnet, ti tusind Mennesker staar ikke længer
som før i Queue i og udenfor Salle Levis for at opfange et Ord af den
røde Manna, der flyder fra hendes Mund, hun er bleven "usée", som det,
særlig i Paris, er de fleste populære Afguders Skæbne at blive det. Hun
har slaaet sig paa Romanskrivningen og udsender regelmæssig et nyt Bind
hver anden Maaned. Den røde Bevægelse, som hun en Stund bidrog til at
give Vind i Sejlene, har ikke længer Brug for hende; den er kommen ind i
nye Faser.

[Illustration: Paule Minck.]

[Illustration: Leonie Rouzade.]

Man havde en Stund levet paa Gjensynsglæden efter Nouméaaarene og paa
rene abstrakte Deklamationsnumere. Der kom en Slaphedstid efter, og den
kunde rimeligvis have varet adskilligt længere, end den varede, hvis ikke
den Allarmanledning, som man gik omkring og søgte uden at kunne finde
den, pludselig var dukket op under Skikkelse af Tuniskrigen. Hvem end de
uheldige Resultater i Afrika skyldtes, saa var Alle enige om, at Kampen
derovre hverken var forberedt med den nødvendige Indsigt eller førtes med
den tilbørlige Energi. Stadig vedblev der fra den anden Side Middelhavet
at komme Efterretninger, som foruroligede Paris paa den sørgeligste
Maade. Regeringen manglede Fasthed, en ganske naturlig Følge af, at
Frankrig styredes af et Ministerium, hvis væsentligste Beskjæftigelse i
længere Tid var Forhandlinger om, naar det skulde indgive sin Demission,
i hele to Maaneder var Landets Repræsentation under disse alvorlige
Forhold ikke samlet, den røde Agitation kunde aldrig ønske sig heldigere
Betingelser for sin Virksomhed. Man var paa sin Post; de store
Anklagemeetings' Periode kom. Ideen om Folkets souveræne Ret til selv at
konstituere sig som uappellabelt Tribunal var netop kort forinden dukket
op med den forhenværende kommunistiske Overgeneral Luiliers Proces for og
Domfældelse af Folkeforsamlingen i Ballokalet Elysée Montmartre.
Opflammet af det Held, de der havde havt, betoges de Røde nu af en
formelig Mani for at ville sætte under Anklage. Der blev Uge efter Uge i
Anledning af "de skandaløse Myrderier paa den afrikanske Befolkning" og
ikke mindst i Anledning af denne "Finanskrig, der kun var en skjændig
Spekulation af rovbegjærlige Bourgeois'er, som vilde plyndre Staten",
holdt Ret i store, myldrende, tumultuariske Folkeforsamlinger og fældet
Dom under Skikkelse af Dagsordener, der satte Alverden ligefra Gambetta
til hele Samfundet under Tiltale. De Røde svælgede i Spektakelnydelser.
Deres populære Dandsesale præsenterede sig i straalende Dragt. Fra
Balkonen vajede der røde Flag i Mængde; foran Musiktribunen i Salens ene
Ende var der rejst en stor Talerstol, betrukken med Rødt og flankeret af
sorte Bannere, hvorpaa der med luerøde Tal stod "1871". Vaabenskjolde med
Stokkebundter og Liktorøxer, Statuer af Republiken med den røde frygiske
Hue paa Hovedet, lange, røde Silkefaner med gyldne kommunistiske
Inskriptioner overalt. Ganske vist mindedes man i Regelen uhyggelig meget
om Lokalets sædvanlige Anvendelse ved Skilte med Priser paa Øl og
Brændevin, og ved den Lugt, der herskede derinde af disse Drikkevarer og
af Hvidløg, og som ikke forbedredes ved Tobaksrøgen fra Hundreder af
Kridtpiber. Men det generede ikke de selvbestaltede Dommere i Udførelsen
af deres Funktioner. De talte og hvinte, brændemærkede Regeringen med
samt de andre "Forrædere", som var i Pagt med den, væltede det gamle
Samfund og lod Kommunen leve ret af Hjertens Lyst.

Til at ville sætte under Anklage var de Allesammen med, men saasnart der
blev Tale om, hvem det i Grunden var, Anklagen skulde gjælde, hørte
Enigheden mellem dem op. Rødt er ganske vist altid rødt, men den røde
Farve har jo utallige Nuancer. Karmoisin og Magenta, Koquelicot og Cerise
skriger paa det Gyseligste, hvis man vilde falde paa at stille dem ved
Siden af hinanden. Saalænge det i Samlingsperioden under Jeanne
d'Arc-fanen kun havde drejet sig om Floskler ins Blaue hinein, havde
Anarkister, Kollektivister og Intransigente broderligt kunnet gaa Haand i
Haand; saa saare derimod et konkret Spørgsmaal tvang dem ind paa
Undersøgelse af, hvad der skulde være Maalet for deres Spektakler, kunde
der ikke undgaas en Spaltning. Rocheforts "L'Intransigeant" gjorde ganske
vist Kæmpeanstrengelser for at holde Enigheden vedlige, men det nyttede
ikke. Der kom Meeting ved Siden af Meeting, Høg over Høg.
Kollektivisterne forkjættrede de Intransigente, de rene Anarkister
forkjættrede igjen baade Kollektivister og Intransigente. Disse Sidste
var kun Opportunisternes Arvetagere til Magten. Selv Louis Blanc blev
stemplet som en Reaktionær. Han havde jo "slikket de kejserlige
Generalers skimlede Støvler", blev der sagt i en Anarkistforsamling, en
Hentydning til, at han stemte for Nationalforsamlingens Takkevotum til
Hæren, efter Pariserkommunens Undertrykkelse. Mens de Intransigente
simpelthen vilde have Ministeriet sat under Tiltale for Domstolene,
erklærede Gauthier, en af de Højrødestes Talsmænd, Sligt for ligefrem
Idiotisme, Kun Forbrydere eller Stærblinde kunde fremkomme med et saadant
Forslag. Nej, for Folkets Dom skulde de indstævnes, for de Mødres Dom,
hvis Sønner førtes til Slagterbænken i Afrika, for de Fædres, de Brødres,
hvis Støtter og kjæreste Slægtninge myrdedes uhævnede paa en fremmed
Jord, Da der imidlertid var overvejende Sandsynlighed for, at Ministeriet
ikke vilde vise sig saare villigt til at give Møde for en saadan
folkelig, hellig og suveræn Domstol, foreslog Gauthier, at Folket efterat
have drøftet Sagen og afsagt sin Dom over Ministeriet, skulde begive sig
til Deputeretkammeret og forlange Forbryderne udleverede. Vilde yderste
Venstres Deputerede forsøge paa at spærre Folket Vejen, skulde man gaa
over deres Lig. Dommen vilde da blive exekveret og Forbryderne lide deres
Straf. Af hvilken Beskaffenhed denne Straf skulde være, fik man ogsaa at
vide, I Frankrig var det en gammel Skik, at Alt endte med en Sang. "Saa
lad da," saaledes sluttede den unge Revolutionshelt sit Foredrag, "ogsaa
de nuværende Institutioner i Frankrig, hele det nuværende Samfund ende
med en Sang. Men denne Sang skal være sidste Vers af Carmagnolen: "à la
lanterne! à la lanterne! à la lanterne!" Paa et af de sidste Meetings i
Salle Levis gik man endogsaa endnu videre. De nys sammentraadte
Deputerede, blev man enig om, havde ikke opfyldt deres Pligt og
øjeblikkelig realiseret Folkets Trudsler. De var følgelig ikke Andet end
en Hoben Forrædere, Menedere og Bedragere. Clémenceau havde aldrig været
Andet end en forklædt Royalist af værste Sort, selv Tony Révillon, deres
egen Repræsentant og Gambettas Besejrer, havde kun behøvet at sidde i
Kammeret tre Dage for at blive gjennemtrængt af dets Raaddenskab. Man
havde følgelig kun Et at gjøre: lade hele denne Yngleæts Hoveder falde
under Guillotinen. "Folkets Justitsredskab" blev i dette Møde med rene
Ord anbefalet som en Nødvendighed, og man skiltes med Løftet om snart
atter at overgive Paris til Luerne og saa ikke spare, hvad man sidste
Gang havde været saa ufornuftig ikke at brænde.

Man kom dog ikke til at opfylde dette Løfte. Regeringen lagde Proces an
mod Hovedtalerne paa Mødet for Ophidselse til Oprør, under et tidligere
Meeting havde den samlet Kavalleri og Kanoner i en umiddelbart til
Forsamlingssalen stødende Kaserne for at skride ind, hvis
Spektakelmagerne gik fra Ord over til Gadedemonstrationer, og da endelig
Gambetta kom til Roret, fandt de Røde det endnu hensigtsmæssigere at
stikke Piben ind. De vidste ganske vel, at han i fornødent Fald ikke
vilde være bange for at lade dem lugte Krudtet. Men Agitationen under
denne Meetingsperiode havde alligevel i en vis Henseende styrket det røde
Paris meget betydeligt. Den havde løsnet Taagerne omkring det; den havde
tilvenstre udskilt de vildeste Anarkister, tilhøjre de blakkede, famlende
Intransigente, men den havde samtidig i Midten formet et Parti med en
Fane og et Program. Dette, de rene kollektivistiske Socialister, er det,
der i Fremtiden vil tage Ledelsen af den røde Bevægelse i sin Haand. Det
kan under givne Forhold faa Assistance fra beslægtede Revolutionære paa
begge Sider af det, men kun det har Betingelserne for nogensinde at kunne
komme til at spille en virkelig Rolle.

Anarkisterne tilvenstre for det er ikke noget Parti. Kun en lille Gruppe
af dem, Blanquisterne, har Noget, der ligner en Organisation. Man har
under de forhenværende Kommunardchefer Eudes, Grangé, Vinant og Cournet
delt hvert af Paris tyve Arrondissementer i Legioner og Batailloner med
Formænd og Underformænd, der skal sørge for Udførelsen af det øverste
Raads Beslutninger. Men den parisiske Arbejderbefolkning føler ingen Lyst
til at indrangere sig i disse Legioner og Batailloner, thi der er Ingen
af Cheferne, der kan fortælle dem, hvad man egentlig vil. Blanqui var
født Konspirator. Der er Folk, der fødes til det, som der er Folk, der
fødes Poeter, og Andre, der fødes Kokke. Hans Arvetagere har som han kun
det ene Maal: at konspirere. Om det Program vil de aldrig kunne samle
mere end nogle faa hundrede ligestemte Sjæle. Selv Hovedmassen af dem,
der er tilsinds at vælte det hele Samfund omkuld ene og alene for at faa
Lov til at vælte, selv de vil ikke indordne sig under det blanquistiske
Frimurerselskabs strenge Disciplin. Gauthier angav under et af Meetingene
deres Standpunkt. Ethvert Forsøg paa Organisation var efter hans Mening
overflødigt og reaktionært, og følgelig ogsaa Dannelsen af en
hvilkensomhelst Centralkomitee. En saadan kunde jo i et givet Øjeblik
konstituere sig som en Slags Regering til Folkets Undertrykkelse. Al den
Organisation, som behøvedes, var Arrondissementskomiteer, der kunde
skaffe Lokaler tilveje, i hvilke det frie Folk selv voterede sine Love,
fældede sine Domme og sørgede for deres Udførelse. Med en saaledes
beskaffen Samling af Revolutionære er der under normale Forhold ingen
Anledning til at regne. De kan i tumultuariske Tider forstærke Grosset af
en eventuel Omvæltningshær, men de kan ikke selv hverken forberede eller
fremkalde nogen Omvæltning.

Heller ikke de Intransigente er noget fast formet Parti med et Program.
De existerer kun i Kraft af Alliancer, det er dem, der giver dem deres
Farve. Rochefort vil paa sin Viis akkurat det Samme som Anarkisterne:
gjøre Spektakel for at gjøre Spektakel. Men under Kampen mod Gambettas
Opportunisme kunde hans Blad vinde en forholdsvis meget betydelig
Udbredelse og hans Tilhængere synes talrige, fordi det republikanske
Partis yderste venstre Fløj med Clémenceau i Spidsen gik sammen med dem.
Clémenceau aspirerede oprindelig til en Ministerportefeuiile under
Gambetta, og det var først, da dennes autoritære Tilbøjeligheder begyndte
at stikke Bukkefoden frem, at han i de Intransigentes Lejr søgte Kadrer
for den Oppositionshær, hvis Chef han haabede at blive. Han har et
Program, men det bunder til syvende og sidst simpelthen i den frie,
demokratiske Republik, gjennemført ud i alle dens Konsekvenser. Han vil
fare med Damp, hvor de andre Republikanere ønsker en langsommere,
gradevis Udvikling, men deres Endemaal er ikke forskjelligt. Der
existerer i Frankrig foruden det store republikanske Parti med dets
forskjellige Afskygninger og de gamle, Dag for Dag mere og mere
forsvindende Konservative, i Virkeligheden kun endnu een Lejr, der har et
Program. Det er Socialisterne. Vil de Intransigente fremtidig spille
nogen Rolle, maa de støtte sig til dem. De indseer det ganske vel selv,
og alle deres Bestræbelser gaar mere og mere ud paa at skaffe sig Farve
ved at skrive det sociale Spørgsmaals Løsning paa den Fane, paa hvilken
de ellers vilde have saare vanskeligt ved at indskrive Nogetsomhelst.

Gambetta har i en af sine Taler sagt, at der i Frankrig ikke existerer
noget socialt Spørgsmaal. Hans Udsagn ligger et Par Aar tilbage, og han
kunde muligvis dengang delvis have Ret. Lige til den seneste Tid har det
i Frankrig i alt Fald langtfra existeret med samme akute Karakteer som i
det Øvrige gamle Europa. For det Første er det allerede ved Revolutionen
af 89 skaaret over paa Midten og den ene Part af det absolut fjernet lige
siden da. Den agrariske Socialisme, saaledes som den efterhaanden med
Naturnødvendighed maa udvikle sig i England, hvor Grundbesiddelsen er
samlet paa nogle ganske faa Hænder, er i Frankrig en absolut Umulighed,
simpelthen fordi dens Maal er naaet. I Frankrig er Jorden udstykket saa
stærkt, som det overhovedet kan lade sig gjøre. Den langt overvejende
Masse af Folket er i England ejendomsløse Nomader, i Frankrig er det en
Nation af smaa Grundbesiddere, der sidder fast ved deres egen Jord og paa
den lever, om ikke i absolut Velstand, saa dog under forholdsvis
antagelige Kaar. Bag Socialismen i Englands og Tysklands store
Industricentrer staar som et endnu mere truende Spøgelse det Tidspunkt,
da Landbefolkningen drages med ind i Bevægelsen; den er den umaadelige
Reservehær, som til Syvende og sidst giver Kampen dens solideste Støtte.
I Frankrig derimod mangler denne Reserve fuldstændig; der kan der aldrig
blive Tale om nogen agrarisk, men kun om den rent industrielle
Socialisme. Og selv denne har ialfald lige til den seneste Tid savnet
naturlige Betingelser for at kunne trives. Klimaet i Frankrig er mildt,
Jorden rig, Lønnen ingenlunde knap i Forhold til Livsfornødenhedernes
Pris. Den naaer aldrig ned under et Gjennemsnit af fem Francs daglig. Det
er ikke blot nok til at skaffe den flittige og paapasselige Arbejder et
anstændigt Udkomme, men gjør ham det ogsaa muligt, naar han er
sparsommelig--og det er jo netop en af de mest fremtrædende Dyder i den
franske Nationalkarakteer--at lægge til Side, saa han kan sikre
sin Alderdom.

Det er da ogsaa først netop under de sidste Aars røde Agitation, at den
socialistiske Bevægelse kan siges at have faaet nogen Vind i Sejlene. Der
er naturligvis her kun Tale om den Socialisme, der hviler paa en
økonomisk Basis og har økonomiske Maal for Øje. Lige siden Saint-Simons
og Proudhons Tider har Samfundets herskende Klasser stadig frembragt dels
enkeltstaaende Fantaster, hvis Doktriner ikke fandt nogen Tilslutning hos
Folket, dels politiske Agitatorer, som søgte at blande socialistiske
Fraser med ind i de Lokkemidler, de satte ud for Hoben, som de vilde
lede. Men den egentlige, økonomiske Socialisme er hidtil ikke naaet ned
til Folkets inderste Grund, den har lige til den allerseneste Tid ikke
været nogen Kræftskade paa det franske Samfund. Selv Kommuneopstanden i
1871 var i Virkeligheden et politisk Fænomen, fremkaldt ved rent
exceptionelle Forhold og uden Forbindelse med en Udvikling før eller
senere. Først efter den almindelige Amnesti begynder de socialistiske
Tendenser at stikke Hovedet frem. De Rødes Ledere søger en Formel for
deres Agitation, og de finder i det sociale Spørgsmaal den eneste, paa
Basis af hvilken de har Mulighed for at faa Arbejderne med til en
revolutionær Bevægelse. Under Meetingsperioden fremtræder den
socialistiske Centralkomitee i Paris med Benoît Malon og Jules Guesde i
Spidsen og udfolder, beskyttet af den ubegrændsede Tale- og Skrivefrihed,
en overordentlig energisk Virksomhed. Den faaer i Bladet "Le Citoyen" sit
eget Organ, samtidig med at ogsaa Malon gjennem Artikler i Rocheforts
"L'Intransigeant" søger at bearbejde de Samfundslag, hvorfra Proselyter
nærmest kunde ventes. Disse Artikler, der oprindelig kun var fremkomne
rent sporadisk, bliver til Slutning, da de Intransigente indser
Nødvendigheden af at slutte sig tæt til det nyopdukkende Parti, daglige,
og samtidig bearbejdes Arbejderbefolkningen ved et Utal af smaa billige,
populære Piècer og ved Foredrag i det Uendelige. Theorierne, der
prædikes, er simpelthen Carl Marx' Kollektivisme, men de fremstilles med
fransk Talent til Popularisering, og den franske Arbejder, der har et
naturligt Hang til kun at passionere sig for, hvad han virkelig veed,
hvad er, opdager hurtigt, at Kollektivismen netop er det, der giver hans
vage revolutionære Trang et fast Program. Allerede paa den socialistiske
Verdenskongres i Chur i Slutningen af 81 kunde den franske Delegerede
Joffrin henvise til, at hans Parti, der ved Kommunalvalgene i Begyndelsen
af Aaret kun havde talt 65,000 Tilhængere, ved Valgene til
Deputeretkammeret i September var mødte med en Styrke af 106,000. Om
nogle Aar vilde de, tilføjede han, efter hans Overbevisning være en
Million og udgjøre "et Parti, mod hvilket Bourgeoisiet og Anarkisterne
vilde kæmpe lige forgjæves". Om han end har taget Munden lovlig fuld, saa
vil hans Profetier dog næppe blive gjort rent til Skamme. Socialismen er
i Opkomst i Frankrig; den er ikke blot den eneste røde Bevægelse, der
virkelig er at frygte fremtidig, men den er tillige den, der efterhaanden
vil samle alle revolutionære Tendenser om sin Fane. Det er ikke alene,
fordi dens Ledelse med Centralkomiteen i Spidsen er omhyggelig
organiseret, og fordi den i Modsætning til de andre røde Partier
fremtræder med et bestemt Program. Man faaer ingen Sæd til at voxe og
trives i en Jordbund, som nu engang ikke egner sig for den. Men Ulykken
er, at de oprindelig i Frankrig ugunstige Betingelser for en socialistisk
Bevægelses Udbredelse i de sidste Aar har undergaaet saa væsentlige
Modifikationer, at et socialt Spørgsmaal virkelig er opstaaet, paa Basis
af hvilket der kan rejses en Agitation. Kornhøsten er i flere Aar slaaet
fejl, Phyloxeraen har ødelagt Vinmarkerne, og forskjellige andre
Omstændigheder har yderligere bidraget til at fremkalde en gjennemgaaende
Stigning paa alle Livsfornødenheder. Selv om den franske Vindyrkning ikke
har faaet sit Banesaar ved den ulykkelige Epidemi, som har hjemsøgt
Vinhaverne, vil der dog altid gaa Aartier, før Skaden kan være udbedret.
Desuden maa der tages med i Betragtning det mærkelige økonomiske Fænomen,
der endnu aldrig har slaaet fejl: at de ved forbigaaende uheldige Forhold
i Vejret drevne Priser ikke synker, selv efterat Aarsagen, som fremkaldte
Stigningen, er fjernet. Men samtidig med, at saaledes Dyrheden paa Alt er
tiltagen og ikke kan ventes at ville forsvinde igjen, stiger ligeledes
mere og mere den franske Arbejders Behov. Han er endnu betydelig
heldigere stillet end sine Kaldsfæller i England og Tyskland; det rent
materielle Udkomme kan han stadig faa uden Besvær. Det bliver ham
imidlertid, efterhaanden som hans Intelligens udvikles, mindre og mindre
tilstrækkeligt. Med den stadig voxende Følelse af Menneskeværdighed, med
Nedrivningen af de selskabelige Skranker, med de tiltagende Bestræbelser
for at gjøre selv den mest Ubemidlede delagtig i Videnskabens Resultater
og aabne ham vid Adgang til de Kunstskatte, Civilisationen har
sammenhobet, med alt det voxer ogsaa Arbejderens Trang til Noget ud over
det for Livets Ophold absolut Nødvendige, han faar en Sans for Nydelse,
et Behov for Komfort og Luxus, som han hidtil har manglet, men som mere
og mere energisk kræver Tilfredsstillelse.

Den stadige Stigen af Arbejdslønnen, hvori et saadant Krav havner, har
hidtil været mulig i Frankrig. Siden Begyndelsen af Treserne har den
franske Industri taget et umaadeligt Opsving. De da afsluttede
Handelstraktater, som slog Frihandelssystemet fast, gav den et mægtigt
Stød fremad; Dampens Udvikling af Kommunikationsmidlerne og af
Produktionsmethoderne, Nødvendigheden af at gjøre den engelske Industri
Konkurrence paa selve fransk Grund i Forbindelse med forskjellige
tilstødende gunstige Omstændigheder bidrog til at gjøre dette Opsving
endnu stærkere; hele det sidste Tiaar af Kejserdømmet var en industriel
Guldalder for Frankrig. Krigen medførte vel en uundgaaelig
Stilstandsperiode paa et Par Aar, men den gav saa langtfra noget
dødbringende Stød, at Fremgangen endogsaa fortsattes under Republiken,
indtil den endelig henimod Slutningen af Halvfjerdserne naaede sit
Kulminationspunkt. Denne Industriens Floreren frembød Betingelserne for,
at ogsaa Arbejdernes stigende Fordringer kunde tilfredsstilles. Men
Fremtiden vil i saa Henseende rumme Vanskeligheder, som Fortiden ikke har
kjendt. Samtidig med, at Livsfornødenhederne bestandig bliver dyrere og
dyrere, og at Livsbehovet hos den arbejdende Klasse bliver større og
større, vil der rejse sig en saa godt som uovervindelig Hindring for, at
Arbejdslønnen yderligere kan forøges. Denne Hindring er den Konkurrence,
som de Forenede Stater i Amerika efterhaanden byder Europa paa alle
Handelsomraader. Paa Kornmarkedet er den allerede stærkt fremtraadt. De
uhyre Landstrækninger derovre af jomfruelig Jord, hvis Frodighed gjør det
muligt for en Kolonist med sine egne Hænder at kultivere et ti Gange saa
stort Areal som en fransk Agerdyrker, har bragt Korn i Handelen, der i
Hâvres Havn kan sælges billigere end det, som kommer fra Normandiet. For
mangfoldige Industriers Vedkommende har den nye Verden en ligesaa
uendelig Rigdom af Materiale og en ligesaa billig Arbejdskraft. Den har
end yderligere enorme Driftskapitaler og et Virksomhedsinitiativ, der
lader de europæiske Industridrivende langt tilbage. Kampen, som den har
aabnet paa Kornmarkedet, er den i Færd med at gjennemføre paa saa godt
som alle Industriens Omraader; denne Kamp vil udvilde sig videre og
videre, og det gamle Europa vil her faa en ganske overordentlig farlig
Konkurrent. Priserne vil trykkes, Arbejdslønnen vil trykkes med dem.

Forholdt det sig nu som i gamle Dage, at de store industrielle
Foretagender var i Hænderne paa Enkeltmand, vilde Sagen maaske endda ikke
være saa betænkelig. Disse private Industridrivende vilde indse Faren for
dem selv ved ikke at imødekomme deres Arbejdere saa meget, som det paa
nogen Maade lod sig gjøre, de vilde finde sig i at lide nogle hundrede
Francs Tab om Dagen for dog at kunne stikke et ganske smukt aarligt
Udbytte i deres egen Lomme, de vilde sige sig selv, at om man end giver
Afkald paa at tjene Millioner, for at Ens Medmennesker ogsaa kan leve som
Mennesker, saa er Hundredetusinder heller ikke at foragte. Men en saadan,
af Humanitets- eller Klogskabshensyn dikteret Imødekommen mod den
arbejdende Klasse er ikke længere mulig. Thi de Tider er forbi, da den
store Industri var i Hænderne paa Privatpersoner; det er nu saa godt som
overalt i Frankrig Aktieselskaber, der har overtaget Driften, det vil
sige et uforsonligt Administrationsraad, der ikke giver sig af med
Humanitetshensyn, og hvis Klogskabshensyn udelukkende munder ud i, at
Udbyttet kan blive saa stort som muligt, for at Aktierne kan stige og
Aktionærernes stadig videre og videre gaaende Fordringer om Renter af
deres Penge kan tilfredsstilles. Med andre Ord: man befinder sig overfor
den skarpt tilspidsede, rent abstrakte og uforsonlige Kamp mellem Kapital
og Arbejde.

Delvis er de her antydede Forhold endnu kun i Færd med at forme sig i
Frankrig, men Udviklingen af dem kommer med Nødvendighed og synes i
ethvert Tilfælde saare vanskelig at standse. Det er i Sammenstødet af
dem, at den socalistiske Centralkomite i Paris vil finde den Jordbund for
sin Udsæd, som hidtil har manglet, men som Omstændighederne synes hurtig
at skulle opdyrke for den. Og jo flere Proselyter den hverver mellem
selve Arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionære
Politikere blive for at gaa dens Ærinde og derved om muligt fremkalde de
rørte Vande, hvori de kan komme til at fiske. Med deres Hjælp gaar Alting
grumme hurtig i Frankrig. I Tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i
et uoverskueligt Tidsrum være i Stand til at holde den socialistiske
Bevægelse nede ved administrative Forholdsregler. Man udsteder Love mod
Socialisterne, man erklærer Belejringstilstand, man undertrykker Blade,
arresterer og dømmer Partiførerne. I England har Demokratiet gjennem
Aarhundreder bøjet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Stød
udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, før det atter kunde løsgjøre
sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler
Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe
fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt. Det vilde
aldrig have kunnet finde sig i at lade et Spørgsmaal som for Exempel det
irske trække ud i over firsindstyve Aar. Saa saare Spørgsmaalet har rejst
sig tilstrækkelig pointeret til, at det fordrer en Afgjørelse, taaler man
ikke, at denne skydes ud. Dertil kommer yderligere det, at man har Lov
til fuldstændig frit at diskutere ikke blot Regeringsformens, men hele
Samfundets Omvæltning og Sprængning saa bindegalt og i saa ophidsende
Udtryk, som man lyster. Under saadanne Forhold kan et stort
Samfundsspørgsmaal, naar det en Gang er stillet, ikke længe blive holdt
in suspenso. Og der er da, tiltrods for Frankrigs oprindelig ringe
Modtagelighed for den socialistiske Smitte, en overvejende Rimelighed
for, at det alligevel vil blive den første Skueplads for dens
Hovedengagement med det bestaaende Samfund. Det røde Paris har opdaget
dette Hovedengagements Mulighed; det koncentrerer allerede og vil
fremtidig yderligere koncentrere alle sine Kræfter paa Forberedelserne
til det, for endelig, naar Kampens Tid er moden, at fremkalde
Explosionen, saaledes som Paris under alle Revolutioner har gjort det.
Det er en økonomisk, ingen politisk Omvæltning, der gaas imøde. Det
sociale Spørgsmaal vil fremtidig være Indskriften paa de Rødes Banner.
Det er deres Styrke. Kollektivismen er en vild, umulig Løsning paa
Samtidens store Hovedspørgsmaal, men saalænge ingen anden er funden, er
dens Doktriner de farligste, det røde Paris kunde bruge som Løftestang
for sin Agitation.




PAA BØRSEN.


Lige ved Boulevarderne og heller ikke langt fra Paris's anden, store
Hovedaare: Louvre- og Palais-Royalkvarteret, ligger Børspladsen. Den er
Centrum for Byens Labyrinth af Gader, og den er Brændpunkt tillige for
disse Gaders tumlende, mangfoldige Liv. Mudderen og Mylderet er der under
bestandig Højtryk. Minut efter Minut ruller de fyldte Omnibusser ind paa
Asfaltfliserne og sætter deres Menneskeladninger af. Men andre staar i
tætte Klynger og venter paa at indtage de ledigblevne Pladser. Numrene
raabes op. De, hvis Tour det er, trykker og skubber og slider sig frem
gjennem Trængselen. Vognene proppes paany Med en Behændighed som
Akrobaten, der dandser mellem Æg, vikler Kudsken sin kluntede Karosse ud
af det sammenfiltrede Virvar, og det gaar saa atter i Galop til alle
Kanter af Kæmpebyen. Saaledes bliver det ved hele Dagen igjennem til paa
den anden Side Midnat endogsaa. En Hærskare af Avissælgere vandrer
omkring og rækker paa lange Stænger deres Blade og Flyveskrifter op til
Passagererne ovenpaa Vognene og raaber og raaber. _Voilà le crime de
Boulevard Malesherbes! Voilà la France! la 2me edition! Faut voir le
bombardement d'Alexandrie! Les dernières détailles! Voilà le scandale de
l'Elysée! Voilà, la mort de Gambetta, dix centimes!_--en ustandselig,
broget Blanding af Sandhed og Røverhistorier imellem hinanden, men mest
det Sidste, de vildeste Sensationsfantasier, man kan finde paa for at
pirre de blaserede Øren og faa Tosousstykkerne til at regne ned fra
Imperialen. Overalt Travlhed, overalt jagende Mennesker, Stimmel og Larm.

Og dog kommer der en Tid paa Dagen, da hele denne Uro drukner næsten i
en, som er endnu uendelig mange Gange vildere, og da alle disse
hundredtungede Raab kun gjør Virkning som enkelte dæmpede Violinstrenge i
et stort, fuldtbesat Orkester. Denne Tid er de Eftermiddagstimer, i
hvilke Mammontemplet paa Midten af Pladsen samler sin Menighed, Saalænge
Guldkalvens Kultus staar paa, er det ikke mere blot Verdensstadssummen,
man hører, og Verdensstadsmylder, man seer omkring sig; det Hele er
potenseret op til en Højde, draget ind i en dæmonisk Sfære, hvor
menneskelige Begreber og menneskelige Betegnelser ikke længer
strækker til.

Der findes i det moderne Paris ingen anden Kultus, der er saa udbredt som
den, hvis Helligdom er Templet paa Børspladsen, ingen anden, der har saa
fanatiske Tilhængere, og fremfor alt ingen, der er saa moderne som den.
Dens Præster er ikke her en Kaste for sig af stive, tørre,
forretningskolde Væsener, der Ingenting har med den toneangivende Stab af
"la vie mondaines"'s Regimenter at bestille. Tvertimod. Man kan holde
Revue over hele den Verden, der svømmer ovenpaa i Paris, der tumler sig i
dens Nydelsessol og sætter Præg paa dens offentlige Liv; for hvert
Hundrede vil man finde Halvfemsindstyve, hvis Valgsprog og
Trosbekjendelse, hvis hele Tilværelses Indhold rummes i den ene Sætning:
_je vais à la bourse_. Hvor let end Pengene tjenes i en By som Paris, saa
gives de dog endnu lettere ud; hvor stor den Løn end er, der betales for
mangt et Arbejde, saa er Luxus'ens Krav dog endnu større. Med en
halvhundrede tusind Francs om Aaret kan et enligt Menneske kun akkurat
lige knibe sig igjennem, naar han vil spille en Rolle i det "Tout Paris",
der er med til Alt; hvor mange Hundrede-Tusinder en Families Budget skal
raade over, for at den kan gjøre Figur i samme exklusive Verden, er
aldeles uberegneligt. Men blot Halvtredsinstyve Tusind er allerede Renten
af en Million, og Formuer paa en Million, de er sjeldne endogsaa i Paris.
Paa den anden Side skal man være svært i Skuddet eller have en
exceptionel Position, naar de Halvtreds skal tages ind som Vederlag for
det, man udretter med sin Intelligens eller sit Arbejde. Saa er det da,
at hele dette "Tout Paris" supplerer sin Kasse ved at "gaa paa Børsen".
Har man en Smule Bekjendtskab, blot paa anden eller tredie Haand, til
Matadorerne, som regerer der--og et saadant Bekjendtskab har de
Allerfleste i disse Samfundslag--koster det under almindelige Forhold
ikke synderligt Besvær at forøge den aarlige Indtægt med baade tyve og
halvtreds og tidt med endnu mange flere Tusinder. Gaar man det moderne
Pariserliv efter i Sømmene, vil man finde, at det er forbausende Mange,
der forstaar denne snilde Kunst.

I hvert Fald er det aldeles utroligt Mange, der giver sig ud for at
forstaa den. Den er Fashion for Tiden. I gamle Dage hørte man til de
misundte og beundrede Medskabninger, naar man enten selv var et Stykke af
en Poet, en Maler og Billedhugger, eller dog paa en eller anden Maade
kunde regnes med til deres Kreds. Nutildags er det Finantsmændene, der
staar paa Piedestal som Samfundets Halvguder. Det er dem, der samler
Mængdens Opmærksomhed, hvor de viser sig, det er dem, man slaas om at
have i sine Saloner, det er deres Gjøren og Laden, der fylder
Boulevardbladenes Nyhedsspalter. Paa den moderne Pariser-Himmel er der
Stjerner ogsaa, og det baade saa klare og skjønne, som der nogensinde har
været. Men de gjør ikke nær saa meget Spræl som den store, guldrøde
Børskomet med dens lange, lange Hale af mere eller mindre obskure
Smaamillioner. For rigtigt at være med i "Tout Paris"'s Liv er det saa
halvvejs nødvendigt at være med i den Hale. En Kavaller _comme il faut_
fra Firserne må "gaa paa Børsen". Har han ingen Trang eller Lyst til
Finantsoperationer, maa han dog i hvert Fald lade, som han beskjæftiger
sig med dem. Veed han ikke Besked om, hvorledes det er gaaet med Suez og
Spanierne og Ottomanerne idag, og hvorledes der er Rimelighed for, at det
vil gaa med dem imorgen, saa er han et Menneske uden Spor af Interesse,
en Stakkel, der gaar omkring uden at forstaa sin Tid, og som denne Tids
mere Oplyste selvfølgelig ikke tager med i Betragtning.

I tætte Strømme bevæger da umiddelbart efter Frokosttid de Andægtiges
Skarer sig til Templet. Rue Montmartre, Rue Vivienne og Rue Richelieu er
ikke til at passere. Vognfloden fylder dem, glider svagt fremad og gyder
sig ud i Børspladshavet, men den faar stadig igjen Tilløb fra alle
Kanter. Paa Pladsen rangerer Ekvipagerne sig op som Kavalleriregimenter
og danner en uigjennemtrængelig Skjoldborg omkring den hellige Bygning.
Klokken halv Et kommer Ypperstepræsterne, _le parquet_", de edsvorne, af
Staten ansatte Vexelmæglere, hvis Antal aldrig maa overstige tyve, og som
derfor ogsaa er saa lukrative Stillinger, at der tidt betales indtil en
Million for et Agent-de-change-Patent. De første Kurser slaas op. I
lange, febrilske Spring styrter de Kommende ud af Vognene, endnu før de
er standsede, og farter op ad den høje Marmortrappe. Kun den skjønne Part
af de Andægtige maa blive tilbage, de har ikke Adgang til Templet. Men
til at sidde roligt hjemme har deres Troesiver, deres Feber, deres
Lidenskab været altfor stor. De er fulgte med og stikker nu det lille
Hoved med de spændte Ansigtstræk ud af Koupévihduet og sender
forventningsfulde, urolige Øjekast op til den store Bygning, hvor deres
Hjerte er med hvert eneste Slag, som det rummer, op til de smaa Tal, der
staar paa Tavlen mellem Søjlerne, deres Sorgens og Glædens Evangelium,
det eneste, de kjender. Larmen deroppe fra naaer fortumlende ned til dem,
den kribler med hemmelighedsfuld berusende Magt gjennem hver Nerve og
gjør det lille Hoved ørt, som Kjærligheden gjorde det i de unge Dage, de
knap mindes længer. Den breder sig ud over dem, denne dæmoniske Larm, ud
over Vognborgen, over Pladsen, over alle Gaderne rundtomkring. Den naaer
helt op til Boulevarderne, fyldende Luften med Feber, dragende til sig,
magnetisk forunderligt, overdøvende, hvor fjernt og dumpt den end
klinger, selv de skarpeste, mest skrigende Stemmer tætved En. Den har
over sig det Samme som Støjen af en stor, styrtende Fos inde mellem
Bjergene. Den er uhyggelig, denne Støj, den klemmer for Brystet, den
jager Svedperlerne frem paa Panden, men den lokker alligevel, den
paaskynder Skridtene, den sluger i sin Tummel Alt, hvad man seer og hører
og tænker.

Mellem Søjlekolonnaden, der løber rundt omkring Bygningen, og inde i
selve Børshallen er det mere end Støj og Larm. Et Tordenbrag kunde rulle
umiddelbart over Guldkalvtemplets Tag, det vilde ikke høres. Den
umaadelige Sal er proppet af en Menneskestime, der staar saa tæt, at der
ikke kan sættes en Fod mere paa Gulvets Mosaikfliser. Og Alle skriger de
i Munden paa hinanden.--_Jai--qui est-ce qui a?--Je prends!--je
vends!--Heu! combien?--Un et quart on fait!--Je prends de l'Omnibus!--Je
vends du cinq!--Laissez le passage libre!_ tordner den høje Børsbetjent i
sin statelige blaa Uniform, den Eneste i hele Mylderen, der intet Øjeblik
mister sin kolde, værdige Ro. Men de Andre hører ham ikke. Med funklende
Øjne og fægtende Arme, med hele Legemet i Fart søger de at arbejde sig
frem i Trængselen. Oppe fra Galleriet, der løber rundt omkring Salen,
seer det ud dernede som et vildt, sammenfiltret Haandgemæng, som en
titanisk Kamp mellem Forrykte. Paa Trappen og i Kolonnaden kan Dagens
Begivenheder endnu diskuteres med Ord og de store Nyheder, der indbringer
Snese og Hundrede Tusinder, hviskes gode Venner i Øret i smaa,
hemmelighedsfulde Sætninger, der alene forstaas af de Indviede. Men inde
i Salen tales der kun med Gestus. Jo mere bevæget Markedet er, desto
bredere bliver de. Paa de store Baissedage seer det ud, som Alverden
vilde prygle hinanden. Man farer sammen med opspilet Mund, med udspredte
Arme og med Haanden løftet som til Slag. I det næste Øjeblik synes den at
skulle falde ned paa Gjenboens Kinder. Men det er kun en _Façon de
parler_, en af Børssprogets mange mærkelige Terminusser. _C'est un
Krach!_ raaber den ene Haand, _c'est un vol!_,' raaber den anden, og man
forstaar hinanden.

[Illustration: Kurserne slaas op paa Børsen]

Tummelen og Trængselen og Galehusvirvarret voxer og voxer lige til
Klokken Tre. Saa er det, Dagens sidste Kurser sættes, og saa er det, man
i en Fart maa bestemme, om man vil kjøbe eller sælge. Alle strømmer til
_le corbeil_, den runde, gitterindhegnede Kreds, hvor
Agents-de-change'erne har Plads. Haandgemænget naaer sit
Kulminationspunkt. Man trykkes og skubbes og brøler og river og flaar i
hinanden, som om det gjaldt Livet. Hundreders og atter Hundreders Velfærd
i hvert Fald har det vel ogsaa i de bevægede Krisetider ofte gjældt. Men
det gjælder ikke saa sjældent mere endnu. Efterdønningerne af Larmen
derinde naaer ikke blot ud over Plads og Gader, den naaer stundom helt op
til de stille Sale, hvor det ikke er om Aktiers Stigen og Falden, men om
selve Landets største Interesser, der tages Bestemmelse. Som Børspladsen
er Knudepunktet for Byens Gadeliv og Gadefærdsel, saaledes er
Pariserbørsen snart sagt Hjertet i det moderne Frankrig. Den regulerer de
vigtigste Udslag af dets offentlige Liv. Man har set det tidt allerede,
og man vil faa det at se oftere endnu. En fransk Regering er kun stærk,
naar den har Børsen ubetinget for sig, den vil endog have Vanskelighed
ved at holde sig, naar den har den ubetinget imod sig. Gambettas ellers
næsten uforklarlige Fald saa hurtigt, efterat han var kommen til Magten,
og da Alle antog, at han fra en uoverskuelig Fremtid holdt Frankrigs
Skæbne i sin Haand, skyldes hovedsagelig Børsens Aversion mod hans
Finantsminister Allain-Targé. Med Rette eller Urette betragtede
Finantsmatadorerne denne Mands Budgetsystem som faretruende for
Udviklingen af Landets Velstand; man gjorde direkte Forestillinger i
denne Henseende til Gambetta, og da han i Tillid til sin Styrke modtog
Børsudsendingene koldt og ikke ansaae det nødvendigt at lytte efter deres
Raad, erklærede man ham Krig gjennem en almindelig Baisse paa alle
Papirer. Der sluttede sig andre Allierede til, men denne Baisse var det
store Artilleriskyts, som selv Frankrigs hidtil populæreste Politiker
ikke kunde holde sig imod. Omvendt blev Sympathierne paa Børsen for Léon
Say det Freycinetske Kabinets Hovedhjørnesten. Det havde hverken
Sammenhold eller Program, det havde Intet, som kunde indgyde Tillid til
det undtagen netop dets Finantsminister. Men han var Rothschilds og de
store Børsherrers Mand. Det var deres Syn paa Sagen, der gjennem ham fik
Indpas i Budgetdispositionerne og i Mangt og Meget af den almindelige
Politik ogsaa; havde de tre Præsidenters Ministerium ikke fulgt Vejen,
som Børsen viste det, saa vilde dets Dage have været talte, inden der var
gaaet Uger. Naar man i Paris skal sige sin Mening om et politisk
Spørgsmaal, saa er det første Dokument, man raadspørger, Børsens
Kursseddel. Gaar den nedefter, saa ryster man betænkeligt paa Hovedet,
selv om man ellers kunde have nok saa mange Grunde til at finde det, der
er i Gjære, fortræffeligt; gaar den derimod i Vejret, saa betragter man
det strax som selvindlysende, at det er det eneste Fornuftige og for
Landets Velfærd Tjenlige.

Et saadant Fænomen vilde være utænkeligt, hvis det i Børslivets Tummel
alene var Finantsmatadorernes Millioner og de nydelsesgraadige
Pariserlediggjængeres Indtægtskilder, der stod paa Spil. I Virkeligheden
drejer det sig om noget langt Mere og noget langt Betydningsfuldere.
Templet paa Børspladsen er Frankrigs Hjerte, ikke fordi der i det
spekuleres og spilles og svindles, men fordi det er Forvalteren af
Landets Velstand og derigjennem Betryggeren af dets Fremtid, Hævderen af
dets Position imellem Staterne.

Det er under den tredie Republik, at Pariserbørsen i Ondt som i Godt er
kommen til at spille den dominerende Rolle, som den spiller. Men Spirerne
til det maa søges længere tilbage. Allerede det andet Kejserdømme gav
Stødet. Det var det, der gjorde Paris til et Slags uhyre Karavanserai for
den hele civiliserede Verden, det var det, der skabte paa den ene Side
den store Industri og de store Spekulationsforetagender, paa den anden
det potenserede Luxus- og Nydelsesliv, der naaede sin Apotheose under
Verdensudstillingen i 66 og i Aarene mellem da og den ulykkelige Krig var
ikke langt fra at skeje ud i et moderne babylonisk Bakkanal. For at kunne
bære de med dette "vie surchauffée" forbundne Udgifter begyndte den
fornemme Verden allérede da at gaa paa Børsen. Saalænge Adelen holdt sig
fornemt og forventningsfuldt tilbage, gik det endnu an at leve paa
Resterne af de fra Revolutionen reddede Formuer, skjøndt de selvfølgelig
ved idelig Udstykning var svundne mere og mere ind. Men da man, blændet
af det tredie Kejserdømmes Glands, fandt sig beføjet til saa halvt om
halvt at lægge Fornemheden af og vise sig paa Arenaen igjen, var det
nødvendigt, at man ogsaa saae sig om efter Midlerne til at hævde sin
Position. De gamle Dages Fordom mod Forretnings- og Finantsspekulationen
var forsvunden. Selve Hoffets nærmeste Omgivelser øste af den nye
Berigelseskilde med fulde Hænder. Millionen var en Støtte for Regeringen,
og den hædrede og begunstigede den paa alle Maader. Pengenes Aristokrati
blev mere og mere det eneste respekterede, og jo dybere Alverden tog
Hatten af for det, desto Flere blev der ogsaa, der fandt det baade ganske
fornuftigt og ganske hensigtsmæssigt at give de gamle rustne
Vaabenskjolde et nyt Overtræk af Louisd'or-Guld. Børsen gjorde ingen
Vanskelighed ved at paatage sig dette Forgylderarbejde, den følte sig vel
endogsaa baade støttet og smigret ved, at man henvendte sig til den
derom. Dens Prestige, dens Indflydelse forøgedes, dens hele Liv fik Dag
for Dag under Kejserdømmet mere og mere Vind i Sejlene.

[Illustration: I Børssalen Klokken Tre.]

Det er imidlertid først under den tredie Republik, at den er naaet til
Højden af sin Position. Krigen havde gjort en Standsning i dens
Forretninger, men denne Standsning var forholdsvis kort, og umiddelbart
før den kom Milliardlaanene. De gav med eet Slag et uhyre, enestaaende
Opsving i dens Liv, de blev et ligefrem Vendepunkt i dens Tilværelse.
Greben af patriotisk Begejstring og i fuld Tillid til Frankrigs
uudtømmelige naturlige Hjælpekilder strømmede hele Landets Befolkning til
med sine opsparede Kapitaler. De af Regeringen forlangte umaadelige
Summer blev overtegnede tredive Gange i Løbet af en eneste Dag, man stod
i Queue hele Natten igjennem for at komme af med sine Penge, Alverden var
greben af et formeligt Raseri efter at faa Kouponer i det nye Laan. Med
Beundring var Frankrigs Venner, med indædt Misundelse dets Fjender Vidne
til denne overvældende Aabenbaring af Landets Rigdom. Men ogsaa indenfor
selve Rigets Grændser kunde den ikke undgaa at vække Forbauselse og, da
Forbauselsen havde sat sig, at blive dragen til Indtægt. Man havde faaet
det mest evidente Bevis paa, at Pengene var der og kun laa og ventede paa
at blive anbragte; man benyttede sig af, at alt dette Guld nu engang var
kommet ud af Gjemmerne, og at Lysten til at gjøre det fluktuerende var
bleven hidset ved Umuligheden for Mange af at komme til at deltage i
Milliardlaanene, man bød det nye Afløbsrender, og det og meget mere til
østes i dem. Det ene store Forretnings- og Spekulationsforetagende
dukkede op efter det andet. Stadig overtegnedes de forlangte Kapitaler i
en Haandevending, stadig steg og steg Papirerne.

Ganske naturligt steg da ogsaa med dem Børsens Tiltrækningskraft. Der
bredte sig som Oliepletten Dag efter Dag ud over flere og flere Lag af
Samfundet, indtil den endelig sluttede i en formelig Epidemi:
Berigelsesvanviddet. Vort Aarhundredes Franskmænd har bestandig betragtet
deres Liv som forfejlet, naar det ikke endte med Erhvervelsen af en
Formue. Man havde oprindelig nøjedes med at forlange den som Resultat af
en Ungdom i ihærdigt Arbejde. Men hvad der gik for sig paa Børsen,
forstyrrede lidt efter lidt Hovederne. Man saae Exempler paa, at Folk
lagde sig tilsengs som smaa Rentierer den ene Dag og vaagnede som
Millionærer den næste. Saadanne Exempler maatte nødvendigvis virke
fortumlende. Man begyndte med at ville være rig i Løbet af to, tre Aar,
man endte med at ville være det i Løbet af en Uge eller to. De alvorlige,
grundmurede Børsspekulationer blev lagte til Side, man kastede sig over
Spillet. Alverden spillede paa Børsen. Landets første Slægter gav Tonen
an; der var Navne som Rohan, Gontot-Biron, La Panouse, Broglie o. s. v.
med i alle Kombinationer. Det dirigerende Bourgeoisie fulgte efter. Selv
Folk, der indtog betroede Stillinger i Republiken, betænkte sig ikke paa
offentlig at knytte deres Navne til Finantsspekulationer, og naar
Politiken gik galt for dem, kastede de sig helt og holdent i Armene paa
Børsen. En eller anden forhenværende Ministers Navn kunde ikke undværes
og var ogsaa stadigt med paa Aktieprospektusserne. Deputerede og
Senatorer figurerede saa hyppigt paa dem, at der endogsaa blev Tale om
Love, som kunde sætte en Stopper for dette Uvæsen. Og mens
Spillevanviddets Smitte saaledes gik fra Dør til Dør paa Samfundets
Højder, trængte den samtidig ogsaa længere og længere ned i Dybderne. Den
trængte saa dybt ned, som den overhovedet kunde komme. Kudsk og Tjener,
der saae deres Herre kaste Penge ud, skjøndt de vidste, at han ingen
Formue ejede og Ingenting bestilte, de lærte snart at opdage den
uudtømmelige Guldkilde og at øse af den selv. Portneren saae en skjønne
Dag Kudsken sige Tjenesten op og anskaffe sig Hest og Vogn. De
Operationer, der gav saa mageløse Resultater, mente han, maatte han dog
ogsaa forsøge. Og saa spillede Portnerne, og Portnerne fortalte om de
store Summer, de vandt, til Urtekræmmer og Spækhøker og Grønthandler, og
ogsaa de fulgte Trup. Og Grønthandlerne smittede Sælgekonerne, og saadan
i det Uendelige.

Udenfor Børsen, paa Bænkene langs Omnibuskontoret og under Træerne, sad i
lange Rækker de gamle "Boursicotièrer" og drev Spekulationen i deres
værdiløse Aktieskrabsammen fra antidiluvianske Aartier med ikke mindre
fanatisk Raseri end den hele myldrende Stimmel inde i Templet. Sygdommen
havde naaet sit Højdepunkt, der maatte komme en Katastrofe.

[Illustration: "Les boursicotières".]

Den kom i Affairen med _"Union générale"_, Bontoux's berømte Bank, det
sørgeligste, men tillige mest drastiske Exempel paa Børsspekulationen og
dens Udskejelser i det moderne Frankrig. Bontoux havde før Firserne kun
været lidet bekjendt, da han pludselig dukkede op paa Pariserhimlen som
den af Lykken mest begunstigede Finantsmand i hele Verden. Han havde, da
han grundede sit Bankforetagende, havt den kloge Inspiration at støtte
sig til Mac Mahons nærmeste Omgivelser og knytte til sig Folk, der
gjennem denne stod i høj Gunst hos Kejseren af Østerrig og de østerrigske
Ærkehertuger, Mænd som Vicomte d'Harcourt, Marquis de Bouvois, Baron de
Wimpfen, Baron de Bourgoing gik strax fra Begyndelsen Haand i Haand med
Bontoux, og de skaffede ham efterhaanden ved deres Indflydelse en Mængde
Koncessioner i Østerrig, Ungarn og Serbien. Paa Basis af dem gjorde
"Union générale" og dens Affødning, den østerrigske "Länderbank", eller
_la timbale_, som den kaldtes i Frankrig, udmærkede Forretninger og
erobrede i forbausende kort Tid saa godt som hele Østerrig fra de
tidligere Forretningsmænd. Men dertil kom yderligere en anden, meget
vigtig Omstændighed. Bontoux's Bank optraadte med Pretensioner paa at
skulle være et Slags exklusivt katholsk Finantsforetagende, bestemt til
at modarbejde Jødernes, særlig de tydske Jøders Indflydelse paa det
parisiske Pengemarked og i det Hele taget gjennem den altformaaende
Pengemagt kæmpe paa enhver mulig Maade for den ene saliggjørende
katholske Kirke. Den støttedes som Følge deraf af hele Gejstligheden i
Frankrig og Østerrig, og det var Folk, der sad inde med Penge. Greven af
Chambord tog personlig ikke mindre end halvtredie tusind Aktier, og selve
Paven i hvert Fald lovede man som Participant i og Støtte for Banken.
Dens Papirer gik da i Vejret med utrolig Hurtighed. Aktierne lød paa 500
Francs, af hvilke der dog aldrig blev indbetalt mere end halvfjerde
hundrede. Kort før deres Udstedelse stod de imidlertid i 700, saa steg de
til 1200, saa til 2000, 2200, 2500, og godt og vel et Aar efter Bankens
Grundlæggelse var de naaede op i ikke mindre end 3200 Francs.

Selvfølgelig kunde det ikke være gaaet naturligt til. Der havde været
Tillid og berettiget Tillid til Bontoux's Foretagende, men den rent ud
mirakuløse Stigning havde han og hans Banks Administration kunstig skabt.
Under Kampen med de jødiske Bankierer, der dannede Konsortier for at
fremtvinge Baisse paa "Union générale"'s Papirer, havde denne selv søgt
at holde Kurserne ved strax at opkjøbe de af dens Aktier, der blev
tilbudte. Da den raadede over store Pengemidler, var det en Stund gaaet
godt, og Millionkongernes Konsortier var flere Gange blevne sprængte. Men
til Slutning kunde Katastrofen ikke udeblive. De to, tre Gange slagne
Børsmatadorer rottede sig sammen igjen, og tilsidst sejrede de. Kampen
blev aabnet paa et andet Punkt, Suez-kanalens Aktier var ved en meget
betydelig og meget rig Spekulants Agitationer efterhaanden blevne drevne
op til en ikke mindre fabelagtig Højde end "Union générale"'s. Fra 900
var de stegne til 3500. Den nævnte Spekulant havde først ved alle
kunstige Midler, blandt Andet ved at raade sine Venner til at kjøbe,
faaet det paagjældende Papir til at stige og stige i det Uendelige, og da
saa Højdepunktet var naaet, kastede han pludselig sine 60,000 Aktier paa
Markedet uden at underrette Nogensomhelst derom i Forvejen, ikke engang
sine nærmeste Venner. Disse tresindstyve tusind Aktier budte ud paa en
eneste Dag medførte naturligvis et meget betydeligt Fald. Papiret selv
sank fra 3500 til 2000, og den almindelige Baisse kunde samtidig ikke
undgaas. Dette Øjeblik benyttede Koalitionen af Børsmatadorer for at
ramme Bontoux dødeligt. Ved et uendeligt Salg fremkaldte de en saa uhyre
Baisse, som Paris's Børs endnu aldrig havde set paa noget Papir, ikke
engang i Mirès's Dage. Da dette umaadelige Salg ikke mødtes af nogen
Kontramine, og da Banken ikke længer havde Summer nok til at kjøbe op som
før, sank "Union generale"'s Aktier paa en enkelt Børsdag fra 3200 til
1300, altsaa noget nær 2000 Francs pr. Aktie. Det kom som et Tordenslag
over Paris, og det medførte en almindelig Panik. Den langt overvejende
Pluralitet af dem, der led Tab paa Unions Papirer, var Spekulanter, som
ikke sad inde udelukkende med dette Papir. For at skaffe Penge maatte de
sælge over en Hals ogsaa alle andre Papirer; deres Agenter maatte
ligeledes sælge for at dække dem, og Baissen bredte sig da og
oversvømmede hele Pengemarkedet. Tusinder og atter Tusinder mistede Alt,
hvad de ejede og havde, det var Milliarder, der 5 disse Dage blev tabte
paa Børserne i Paris og Lyon. Fra den ene Ende af Frankrig til den anden
hørte man kun om Ruin paa Ruin. Naturligvis havde der mellem Spillerne
ogsaa været forsynlige Folk, som havde hørt op, mens Legen var god, men
de Fleste var blevne ved at spille, til Baissen kom, og paa en eneste Dag
styrtede da alle deres Luftkasteller sammen. Ikke blot Alt, hvad de havde
tjent, og Alt, hvad de ejede, gik tabt i denne Ødelæggelse, men Mange kom
kun ud af Krisen med en Gjæld paa Halsen, som de kunde behøve Aar af
deres Liv til at dække. Der var særlig een Klasse af Mennesker, som
Katastrofen ramte haardt: Kunstens og Literaturens letsindige Verden med
dens store Behov for Luxus, dens stærke Fantasi og dens gamle Tro paa, at
Guld og grønne Skove engang maatte dumpe som stegte Duer ned i Munden paa
den. Af hundrede Literater, Journalister og Artister af alle Slags, var
der næppe ti, som ikke i større eller mindre Grad kom under Indflydelse
af Berigelsesvanviddet. Verdensberømte Stjerner, der havde gjort Karriere
og tjent sig en Formue, satte Alt overstyr, saa de maatte begynde forfra
igjen med tomme Hænder; unge Journalister med en maanedlig Gage paa fem,
sex hundrede Francs, tabte ti, tyve Tusinde. Regelen var, at Alle mødte
paa Likvidationsdagen med de Summer de skyldte. Men med hvilke
kæmpemæssige Anstrengelser og med hvilke utrolige Opoffrelser af Venner
og Bekjendte de skaffedes tilveje, kan Ingen danne sig nogen Forestilling
om, der ikke selv har havt Lejlighed til at kaste et intimt Blik ind i
disse sørgelige Forhold. Hele Kunstens og Literaturens Verden blev
forarmet ved Katastrofen; de, der ikke selv havde spillet, blev det ved
at hjælpe deres Kammerater med den sjeldne Redebonhed og Tjenstvillighed
indbyrdes, der er et af de smukkeste Træk i den franske Nationalkarakter.
Overfor Fremmede har Pariseren Høfligheden paa Læberne og Hjertet lukket;
Ven mellem Ven har han derimod Hjertet og Pungen aaben paa vid Gab.

Denne Redebonhed til at hjælpe, i Forening med den umaadelige Evne paa
alle Kanter til at kunne gjøre det, forhindrede, at Katastrofen med
"Union générale" blev nogen almindelig Krach. Foruden Bontoux's eget
Foretagende gik kun et Par enkelte andre større Banker tilgrunde i
Krisen. Landets Velstand ramtes ikke føleligt af den, og den gjorde da
maaske kun godt, som Udbruddet af de Sygdomme, der renser Blodet. Den har
vel næppe forhindret, at der kan følge andre efter, men den har dog for
en Stund gjort de Funktioner normale, som Børsen er bestemt til at udføre
i det moderne franske Samfund. Dens Betydning for Landet tør ikke
undervurderes. Der har været store Tider, da Frankrigs Aandsliv, da dets
mægtige, smittende Idéer, da dets Kunst og Literatur gav det den første
Plads mellem Nationerne. Der har været andre ogsaa, da det var de franske
Vaabens Gloire, der lagde Verden for dets Fødder. Men Tiderne skifter.
Det nytter ikke at bedrage sig selv: i vore Dage er de materielle Krav
for stor en Magt, til at Tænkere og Digtere kan anvise et Land dets Rang
mellem Staterne. Som Frankrig har været Vuggen for alle Menneskehedens
store, moderne Idéer, saaledes er det endnu det ukrænkelige Tempel, det
eneste maaske, hvor de har Asylret mod en, om end sygnende, dog endnu
mandsstærk Reaktion. Det er deri, at denne levedygtige Nation har sin
inderste Styrke, men det er ikke dens Styrke udadtil. Og heller ikke dens
Vaaben er det eller vil blive det i en Fremtid, som menneskelige Øjne kan
overse; en demokratisk Republik som den franske bliver aldrig nogen
Militærmagt. Skal Frankrig hævde sin Position i vort Aarhundredes
Slutning, saa bliver det, fordi det er saa lykkeligt ogsaa nu at have,
hvad Tiden gjør til det Største og Vigtigste, fordi det er det rigeste
Land i Verden. Det er dets lykkelige Jord og Folkets Arbejdslyst og
Arbejdsdygtighed, der forskaffer denne Rigdom, men det er Templet paa
Børspladsen, der forvalter og frugtbargjør den. Pariserbørsen behersker
ikke blot det franske, den behersker det hele internationale
Finantsmarked. Der er ikke noget stort Pengeforetagende Verden over, som
ikke bliver udbudt paa den, der er intet Land, der kan skaffe de
nødvendige Kapitaler tilveje, uden at det benytter den som
Forretningsagent og Mellemmand. Da Italien for nogen Tid siden vilde
udstede et Laan paa halvfemte hundrede Million og af politiske
Antipathier mod Frankrig lod det udbyde paa Londonnerbørsen, gjorde man
ynkeligt Fiasco og var nødt til at komme til Paris alligevel. Der indgaar
til Frankrig hvert Aar omtrent to Milliarder som Renter af franske Penge,
anbragte i Udlandet; det er altsaa en Kapital af henved halvhundrede
Milliarder, dette Land har været rigt nok til at laane den øvrige Verden.
En saadan Rigdom vilde aldrig være kommen, hvis man som i gamle Dage
havde gjemt Udbyttet af sin Jord paa Kistebunden eller i Strømpeskafter.
Alle Samfundslag har lært at bringe det til Børsen, derfor er det, at
Frankrigs Formue fordobles og fordobles. Og med Formue naaer man vidt i
vore Dage, Penge regerer Verden, Millionerne regerer Krigene endogsaa.
Frankrigs Position i Europa ligger i Pariserbørsens Haand, det er af den
Grund, at den ikke med Urette, til en vis Grad idetmindste, kan, trods
alle dens Udskejelser, betragtes som Hjertet for hele det moderne
franske Samfund.

[Illustration: "C'est un Krach!--C'est un vol!"]




KUNST OG KUNSTNERE.


Frankrig har aldrig havt nogen rigtig Kunstperiode før netop i vore Dage.
David skabte Skole ganske vist, men han blev dog egentlig, den eneste
virkelig Store i hele Kredsen, der samlede sig omkring ham. Folk som
Fragonard eller Watteau staar ene, og de er faa endda. Først henimod
Fyrretallet, med Piejaden, hvis største Navne var Delacroix, Millet,
Théodore Rousseau og Corot, begynder den franske Kunst at gjøre Epoke.
Siden da har den taget svær Fart. Den staar nu ikke blot forrest mellem
al moderne Kunst, den ikke blot fæster hele Verdens Opmærksomhed paa sig,
den har forøget Kunsthistorien med et nyt Kapitel, der er fyldigt som de
betydeligste af de gamle og interessant som de interessanteste. Den kan
have sine svage Sider, det er der Ingen, der falder paa at nægte. Men den
har det umaadelige Fortrin, at den strutter af Liv og Friskhed, og at
dette Liv er selve den Tids, i hvilken den er født. Den klæder vore Dage
i kunstnerisk Kjød og Blod. Den gjør det med store Evner, med en uendelig
Sum af Energi og med levende Sandhedskærlighed tillige. Det er
Forklaringen af, hvorfor den holder Alle fangen under sit Trylleri.

Og som Tiden er en Floreringsperiode for den franske Kunst, saaledes er
den ogsaa en højst behagelig Tid for de franske Kunstnere. Deres Position
i det moderne Parisersamfund er ligesaa dominerende som
misundelsesværdig. Regeringen og Selskabet slaas om at udmærke dem, Fru
Fortuna øser Louisd'orregn ud over dem uden Ende. Maleriet er,
efterhaanden som Luxus'en i de sidste Aartier er stegen og stegen, mere
og mere blevet dens første Fornødne. Et Hus, der er indrettet _comme il
faut_, kan ikke undvære sit Galleri, selv det beskedneste Hjem maa, naar
dets Beboere vil regnes med til den dannede Verden, have et eller andet
Kunstværk i sin Salon. At det hænger paa Væggen der, er ligesaa
nødvendigt, som at der hænger Diamanter i den gifte franske Dames Øren.
Om man har Noget i Kjøkken og Kjælder faar blive, hvad det er, men
Brillantørenringene og Malerierne, de er som Klæder paa Kroppen,
Velanstændigheden forlanger deres Existens. Med Begjæret stiger Varens
Pris. De enorme Summer, der betales for den franske Malerskoles Arbejder,
har sin første Grund i, at de er Nødvendighedsgjenstande for den moderne
Pariserluxus; men den er ikke den eneste Grund, der kommer andre
til ogsaa.

Hvert Foraar kommer Amerikanerne. Det er en formelig Invasion. Siden
Frankrig blev Republik, har Flirtationsforholdet mellem Franskmænd og
Yankeer Dag for Dag udviklet sig til større og større Intimitet. Ved
enhver Lejlighed hædres Søsterrepubliken paa den anden Side Havet. Dens
Sæder og Institutioner fremstilles som et Exempel til Efterlignelse, dens
Stjernebannere myldre ved Siden af Trikoloren, naar der er Fest i Parises
Gader; dens Pariserkoloni feteres, kjæles for, lovprises i Aviserne og
begunstiges af _la vie mondaine_. Med al den Opmærksomhed er Amerikanerne
yderst tilfredse, og de gjengjælder den ved at bringe Paris deres Penge.
De har imidlertid saa mange af dem, at selv Seinestadens vildeste
Adspredelsesliv ikke kan sluge dem alle. Og naar disse vor Tids Nabober
tager hjem igjen, tager de da med sig, hvad de kan faa fat paa af
"rigtigt Parisisk". Maleriet er Modeluxus ogsaa hos dem, og det franske
Kunstmarked har paa den Maade faaet et uhyre Opland. Der er Malere, som
udelukkende "gjør Forretning" hinsides Atlanterhavet, der er enkelte
Kunsthandlere, som tager mange Millioner ind derfra hvert Aar.

Fremdeles har ogsaa Spekulationen kastet sig over Kunstværkerne. Man
kjøber nutildags Malerier ikke blot for Fornøjelsens, men ogsaa for
Fordelens Skyld. Pengene, som man anbringer i dem, trækker store Renter,
mens Billederne hænger og pynter op og giver deres Ejermand Air og
Anseelse. Naar man har havt dem en halv Snes Aar, kan man næsten være
sikker paa at faa dobbelt saa stor en Kapital ud af dem, som man har sat
i dem, og er man en Smule Kjender og lidt praktisk, kan man tidt gjøre
det paa langt kortere Tid endogsaa. Med Franskmændenes udprægede
Forretningssands har det naturligvis ikke kunnet vare længe, før de
gjorde den Opdagelse. Langt Flere, end Nogen troer, har draget sig den
til Indtægt. Ved at spekulere i Aktier klæber der dog endnu for visse
Kredse noget mindre Nobelt, men at spekulere i Malerier, det er en god
Forretning, der har de tre store Sider forenede: at tilfredsstille
Spekulationstrangen, at være en fin, douce, fornem Spekulation. og dog at
give rigtig godt i Lommen. Mod den kan ingen moderne Franskmand have
Nogetsomhelst at indvende. Paa den Maade er da det at være fransk Maler,
der er en Smule i Skuddet, efterhaanden blevet ensbetydende med at være
et Lykkens Skjødebarn, der har alle mulige materielle Goder liggende
udbredte for sig. Hans Arbejder vil Alle kjøbe, og de er de eneste, man
vil kjøbe nutildags. De gamle Italienere er sejlede ganske agterud. Der
er en parisisk Kunsthandler, der ti Aar i sin Boutik har havt hængende en
Primaticcio, som han vil sælge for tusinde Francs, men som han ikke
engang til den Pris kan komme af med. Samme Mellemhandler kan derimod med
den største Lethed faa femten tusind for en lille Akvarel af Detaille,
malet paa en Dag eller to, og bliver det ham muligt at faa fat i et
diminutivt Maleri af Meissonier for tredive, fyrretyvetusind Francs, saa
gjør han store Forretninger. Mesterens bekjendte Billede "La charge des
Cuirassiers" har Amerikaneren Stewart kjøbt for 300,000. Naturligvis gaar
der af saadanne Summer ikke lidt i Mellemhandlerens Lomme. Goupil kunde,
da han gav Gérome sin Datter, give hende to Millioner i Medgift og dog
beholde en tyve, tredive Millioner tilbage for sig selv. Megen Svindel
løber der ogsaa med ind, saaledes ved Auktioner, hvor Kunsthandleren
"poussere" sine Malere ved selv paa anden Haand at drive deres Arbejder i
Vejret, som dengang for Exempel et Billede af en Spanier Villegas af
temmelig underordnet Rang blev betalt med 125,000 Francs. Den Slags
Priser kan selvfølgelig ikke holde sig i Længden. Men hvor meget end
Kunsthandlerne meler deres egen Kage, og hvor mange uholdbare
Reputationer de end skaber, saa er saa meget dog sikkert, at en fransk
Kunstner i Firserne, der har Talent, ogsaa med stor Lethed i Kraft af det
bliver en velstaaende, endog en rig Mand. De Tider er forlængst forbi, da
Millet manglede Brødet til sine Børn, og Rousseaus "Le givre", som han
selv kun med Nød og næppe kunde faa fem hundrede Francs for, det er nu
hundrede tusind værd. De store moderne Mestere har fyrstelige Indtægter
og fører et Liv som Fyrster. De har deres egne komfortable Hoteller,
deres Villaer i Syden og i Omegnen af Paris, deres Stalde staar fulde af
Heste, deres Saloner bugner af Luxus. Meissonier ejer paa Boulevard
Malesherbes et Hus til en Million, og i Poissy et andet, hvis Værdi er
endnu større. I hans Samling af Billeder, stikker der saadant Noget som
fem, sex Millioner. Han er nu ganske vist fire og tresindstyve Aar, og
han har siden 1833, da han debuterede, malet en femten, tyve Billeder
aarlig, hvis Gjennensnitspris nu idetmihdste er en halvhundrede tusinde
Francs. Men selv de rent Unge har ingen Anledning til at klage over, at
Kunsten ikke lønner sig. Der var paa en af de sidste Saloner af van Beers
udstillet et Billede, som man vistnok kjender, da det er reproduceret
allevegne: den unge Pige, som Marineofficeren fører ned ad
Dampskibstrappen efter et Besøg ombord. For at danne mig en Forestilling
om, hvorledes de unge Kunstnere blev betalte, spurgte jeg ham engang,
hvad han havde faaet for det. Han havde ikke kunnet faa det solgt,
svarede han meget beskedent. Da jeg undrede mig over, at et Arbejde, der
havde gjort saa megen Opsigt og behandlede et saa hyggeligt, tiltalende
Sujet, ikke kunde finde Kjøbere, kom Sandheden imidlertid frem. Der havde
været Liebhavere nok, men man havde kun budt ham nogle og tyve tusind
Francs for det, og han fandt den Pris latterlig lille. Van Beers hører
endda ikke engang til de Medaillerede. Naar han stiller saadanne
Fordringer, kan man slutte sig til, hvorledes de Unge betales, der trods
deres endnu ikke fyldte tredive Aar allerede er naaede til Succès'ens
Højde, Folk som Bastien-Lepage, Gervex eller Dagnan.

I hele sin ydre Fremtræden er da ogsaa denne unge franske Malerskole en
ganske anden Race Mennesker end dens Forgængere, der førte Bohémienliv
paa den venstre Seinebred. Det lange, vildt flagrende Haar, de bulede
Filthatte, Farveklatterne paa den slidte Frakke, Bochdrikningen med
Grisetter, Kreditten paa Knejperne, Kankannaderne i Bullier og alt det er
der næsten ikke Skygge tilbage af længer. En ung Kunstner fra vore Dage
er en Kavaller _comme ti faut_, klædt efter sidste Mode, fint dannet,
elegant, beleven i sin hele Færd. Han spiser sin Middag hos Sylvain eller
Peters og lægger ingen Vægt paa, om den koster ham en halv Snes Francs,
naar det, han faaer er godt, og han i behageligt Selskab kan ryge sin
fine Cigar til Kaffen. Naar han kommer sammen med sine Venner,
konverserer han om, hvad der er passeret i "la vie mondaine" og ved de
sidste Premièrer; naar man bliver præsenteret for ham, byder han En sit
Kort, paa hvis Fod der staar angivet Dagen, da han tager imod. Og
aflægger man ham saa et Besøg, finder man ham i det fine Monceaukvarter
installeret paa det Allerbrillanteste. Hans store, luftige Atelier er en
fantastisk Modtagelsessalon, fyldt med de kostbareste Sager, dekoreret
med orientalske Tæpper og Draperier, antike Kunstmøbler, gamle Vaaben,
Sévresporcellain og en Mylder af sjeldne Bibelot'er, der kan gjøre
artistisk Virkning. Her kan selv Damer af den fornemme Verden komme til
ham for at se ham ved Arbejdet eller tage hans Studier i Øjesyn, og det
hænder heller ikke saa sjeldent, at de kommer.

Thi den moderne Maler i Paris er en af "Selskabet" saare søgt Mand. Han
lever kun lidt sammen med Kammerater. Noget fælles Kunstnerliv, som det
endnu findes i Rom eller i tydske Byer, der er Centrum for Malerne, det
existerer aldeles ikke i Paris. Der er smaa artistiske Kredse paa en halv
Snes Mennesker, som samles en Gang om Maaneden til Middag: den, hvis
Hovednavne er Bastien-Lepage, Dagnan og Courtois for Exempel, den, som
tæller Cazin, Gervex og Finnen Edelfelt mellem sine Medlemmer, eller "Les
Rigoberts", hvor Detaille, Vibert, Jacquet, Leloir og Flere samles for at
more sig med at efterligne Dyr og den Slags Plaseer. Men disse smaa
Dinerer er ogsaa snart sagt det Hele, man faaer Tid til at offre
Vennerne. Man drukner i Indbydelser fra alle Kredse af "le monde", En
Soirée er mislykket, naar Værtinden ikke kan gjøre Stads med en eller
anden Kunstner i Vælten. Eller rettere sagt: med en Maler, thi
Billedhuggerne holder sig væsentlig udenfor denne "mondaine" Sus og Dus.
De betales endnu forholdsvis daarligt og fører et Liv som Kunstnerne i
gamle Dage, og det skjøndt der mellem dem findes Talenter af allerførste
Rang. Paul Dubois er en af Verdens største Mestere, Falguière, Frémiet,
Chapu og adskilligt Flere vil have beholdt deres Plads i Kunsthistorien,
naar mangen Maler er glemt, som Parisersalonerne nu ligger paa Knæ for.
d'Epinay og tildels de St. Marceaux er ikke destomindre saa at sige de
Eneste af Billedhuggerne, der er paa Moden. Men navnlig den Første er det
ogsaa tilgavns. Amerikanermillionærerne navnlig kan ikke leve uden
d'Epinay. Er der Nogen, der kjender ham, saa bliver han bestormet med
Billetter. "De maa absolut præsentere d'Epinay hos os iaften." "Jeg vil
være Dem ganske overordentlig forbunden, hvis De kan faa d'Epinay til at
spise til Middag hos mig, Frøken Chose vil gaa i Graven, hvis hun skal
rejse hjem uden at have faaet ham at se," saaledes lyder det i Kor fra
alle Kanter. Og er det muligt engang imellem at slippe fra Salonerne, saa
er Cirklerne der strax med deres Krav. Det er i dem stadig Kunstnerne,
der maa agere Maîtres de plaisir, det er dem, der maa arrangere og
dekorere og spille Komedie og Gud veed hvad. Hvorledes de med alt det
faaer Tid til at være saa flittige, som de i Virkeligheden er, det er en
Hemmelighed, som kun den forstaar, der kjender til det Utrolige, der kan
naaes i Paris.

Flittige er de nemlig, selv de i Selskabslivet mest søgte af dem.
Franskmændene er i det Hele taget begavede med en Arbejdsdygtighed, som
ikke blot tilnærmelsesvis naaes af noget andet Folk. Men hos deres
Kunstnere, hos deres Digtere og Forfattere findes denne Evne potenseret
til en fabelagtig Højde. Man behøver blot at tælle Balzacs, Victor Hugos,
George Sands eller Alexandre Dumas Bøger for at have et klart Billede af,
hvilket titanisk Arbejde disse Navne repræsenterer. Antoine Baryee har
alene produceret Mere, end alle andre Billedhuggere tilsammen, Delacroix'
og Rousseaus Værker er utællelige. Og denne uendelige Produktivitet gaar
paa ingen Maade Haand i Haand med manglende Samvittighedsfuldhed.
Tvertimod. Der er et Træk, der er overordentlig karakteristisk, og det er
tilmed hentet fra en af de mest produktive af alle moderne franske
Malere, Meissonier. En af hans Specialiteter er, som bekjendt, hans
Heste. Da han begyndte at male dem paa sine Bataillebilleder, holdt han
sig endnu til Skoletraditionerne, men det blev ham snart ikke nok. Han
vilde studere Naturen og gjengive den. Er det imidlertid allerede
vanskeligt at faa en Hest til at staa Model, naar den skal være i Ro, saa
bliver det saa at sige ugjørligt at portrætere den i Bevægelse.
Meissonier bar sig saare snildt ad. Han lejede i Poissy, i Nærheden af
sit Hus, en lang, flad Slette og belagde den med Skinner. Paa disse
Skinner anbragte han et Slags bevægelig Lænestol, i hvilken han tog Plads
med sit Album i Haanden. En Tjener tilhest travede eller galopperede ved
Siden af ham, alt eftersom han havde Brug for den eller den Oplysning,
medens en anden skjød Lænestolen frem paa Skinnerne, parallelt med
Hestens Side. Paa den Maade kunde Kunstneren vende hjem med hele sin
Skizzebog fuld af Tegninger. Det var for Størstedelen rent ud
hieroglyfiske Skizzer, men han forstod dem selv; naar han var tilbage i
sit Atelier, resumerede han disse Studier i Voxstatuetter, og efter dem
malede han saa. Det er paa den Maade, de unge franske Kunstnere mere
eller mindre bærer sig ad alle, og det er paa den Maade, de faar Sandhed
og Liv og Troskab i deres Billeder.

[Illustration: Meissonier]

Der er jo ganske vist ogsaa ved Siden af dem Resterne af Akademikerne,
for hvem Traditionen er Alt og Naturen Ingenting. Der er Klassikere som
Cabanel, og der er _l'art bourgeois_ med Typer som Bouguereau. Bouguereau
er Medlem af Institut de France, han leverer det fineste, elegantest
slikkede Arbejde, der kan tænkes, han holder Ligtaler over sin Ven
Boucicault, Ejeren af Bon Marché, og han driver selv ved Siden af Kunsten
en indbringende lille Biforretning som Husvært. Samtidig med, at han
sender sine Venus'er til Salonen, sender han til Amerika hellige Jomfruer
med smaa Lam, som han aldrig vilde vove at vise frem i Paris; han gjør
sig til af at male et Hoved hver Dag, prutter med sine Modeller om fem og
ti Francs og tager Hundredetusinde ind om Aaret. Han er kort sagt en god,
fornuftig Borger og en Kunstner, der aldrig løber løbsk. Folk som han vil
altid have et beundrende Publikum, særlig i Paris, hvor Eliten ganske
vist er større end noget andet Sted, men hvor samtidig de Profanes Mængde
er ligesaa forfærdelig stor, som den er forfærdelig intetsigende. De Unge
gaar imidlertid hverken i Skole hos ham eller hos en Kunstens Corneille
som Cabanel. Der er en skandinavisk Kritiker, der ved Wienerudstillingen
har resumeret sit Indtryk af det moderne franske Maleri i følgende
Slutningspassus: "Den franske Kunst er i Dekadence, og naar den gamle
Bouguereau engang lukker sine Øjne, hvem skal da føre Idealet frem?" I
det har han upaatvivlelig Ret, at der imellem hele de Unges Kreds ikke
vil være nogen Eneste til at tage Arv efter gamle Bouguereau, der nu
forresten kun er fem og halvtresindstyve Aar. Men med Hensyn til
Dekadencen ser han dog vistnok lovlig sort paa Tingen, og hvad Idealet
angaar, saa hører det jo nu engang til den Slags luftige Taager, som det
er saa sin egen Sag at faa fat paa og blive rigtig enig om, hvad er.

Sikkert nok: den franske Kunstner grubler ikke synderlig over "Idealet".
Franskmændene forstaar overhovedet kun daarlig den Sport at ligge paa
Ryggen og fantasere over deres egen Villen og Stræben og sende blaa
Cigarringe og blaa Drømme op i Luften. De gaar løs paa Realiteten. Det er
det, der er Styrken i deres Nationalkarakter, og det er det, der er
blevet Storheden i deres moderne Kunst. Den hele lange Række af unge
Malere har i Virkeligheden ingen anden Læremester end Naturen. Det er
ogsaa derfor, at man kun i højst uegentlig Forstand kan tale om en
moderne fransk Skole. Der er ikke en enkelt, der er omtrent ligesaamange,
som der er Kunstnere af Talent. Selv Mestere som Gérome og Bonnat kan
ikke siges at have skabt Skole; de har kun vækket og udviklet en Kreds af
Talenter, der senere er gaaede deres egne Veje. Men navnlig Bonnat har
unægtelig i saa Henseende gjort saare meget. Hans Elever er ogsaa de
talrigste. Der er saa mange Studerende paa hans Atelier, at de om
Vinteren kan arrangere store Maskefester mellem sig selv indbyrdes, og
oppe ved Avenue de Clichy har der endogsaa rejst sig en hel lille By af
Atelierhuse udelukkende for Bonnats Elever. Det er til ham, Størsteparten
søger af de unge skandinaviske Kunstnere, der kommer til Paris. Og der
kommer efterhaanden Mange af dem, i hvert Fald Svenske, Nordmænd og
Finner, Danskerne derimod har kun lige begyndt at finde Vejen til Paris.
Næst efter den spanske og den belgisk-hollandske er den skandinaviske
Malerkoloni den talrigste og den, der spiller den største Rolle.
Wahlberg, Salmson og Hagborg har allerede en Stund havt Billeder paa
Luxembourg, Edelfelt, hvem den samme Ære nylig er bleven tildel, kappes
om Parisernes Gunst med de af deres egne unge Malere, der er mest i
Vælten. Smith-Hald, Berndtsson, Heyerdahl, Cederstrøm har ligeledes baade
Position og Publikum, og adskillige Yngre er paa gode Veje til at faa det
Samme. Paa den sidste Salon havde over fyrretyve skandinaviske Kunstnere
Arbejder udstillede.

"Salonen", den aarlige Udstilling i det forhenværende Industripalads i
Champs-Elysées, er Brændpunktet for det hele Kunst- og Kunstnerliv. Den
er da ogsaa et overordentlig talende Vidnesbyrd om, hvilken betydelig
Rolle Kunsten spiller i det moderne Parisersamfund. Antallet af
udstillede Arbejder er enormt og Interessen for dem fra Publikums Side
ikke mindre stor. Under fem, sex tusind Numere har Salonkatalogen aldrig.
At alt det skulde være virkelige Kunstværker, er nu naturligvis umuligt,
saa meget mere umuligt, som Salonen ingenlunde er den eneste Afløbsrende
for Paris's aarlige Kunstproduktion. Ved Siden af den er der en Mylr af
andre separate Udstillinger; en halv Snes "Cirkler" med artistisk Tilsnit
har hver deres, i Kunsthandleren Petits nye pragtfulde Lokale i Rue de
Sêze er der ligeledes stadig Saloner i det Smaa, og Masser af enkelte
Grupper eller Kunstretninger slaar sig hvert Øjeblik sammen for at
præsentere Publikum deres Værker, hvor de kan komme til det. Det hører
snart til Umulighederne at opdage en eneste Dag Aaret rundt, da der ikke
er mindst to eller tre offentlige Kunstudstillinger. Man faaer
ligeoverfor denne umaadelige Produktion et Indtryk af, at hele Paris maa
være en By af Malere. Svært skal det nu i Virkeligheden ogsaa falde at
finde en Familie, hvor ikke idetmindste eet Medlem dyrker Kunsten. Er der
ikke en Neveu eller en Fætter, saa er der i ethvert Tilfælde en Niece
eller en Kusine eller en Tante. De er utallige disse ældre eller yngre
Frøkener, der giver sig af med Pensel og Palet. Ogsaa de har den ene
Udstilling efter den anden, paa hvilke der ikke maa komme Andet end
Billeder malede af Damer. Det vil nu dog kun sige signerede af Damer, thi
de Frøkener er kun faa, der ikke paa en eller anden Maade faaer fat paa
en rigtig Maler, som de da ikke giver Slip paa, før han har "korrigeret"
deres Billede, hvilket næsten altid bliver ensbetydende med, at han gjør
det Hele om. Alt det er Modegalskab og det ynkeligste Dilettanteri, der
kan tænkes. Det holder ogsaa paa "Salonen" sit Indtog med Faner og
klingende Spil; Halvparten af de sex tusind Numere har kun ganske
overordentlig lidt med Kunst at bestille. Men det gjør Ingenting, de
hjælper den alligevel; jo bredere Pyramidens Basis er, desto højere naaer
dens Spids i Vejret. Er der altid uhyre meget Daarligt paa
Parisersalonen, saa mangler der heller aldrig Værker, der vil leve
bestandigt ved Siden af det Bedste, som nogen Tid og nogen Kunstretning
har frembragt.

[Illustration: Paa Salonen Vernissagedagen.]

Kan man saa fortænke Pariserne i, at denne Salon for dem er
Hovedbegivenheden i Aarets Liv? En Maaned i Forvejen drejer den
almindelige Konversation sig udelukkende om den, Bladene er fra Ende til
anden Indiskretioner om den, Alle, som har det Mindste med Kunstnere at
gjøre, maa spærre sig inde for ikke at blive flaaet ihjel af
Nyhedsjægerne. Dagen, da den aabnes, eller rettere Dagen forinden, _"le
jour de vernissage_, er en af de allerstørste Pariserdage, Oprindelig
skulde det kun være Kunstnerne, der paa den havde Adgang til Helligdommen
for at gjøre sig bekjendte med, hvor deres Billeder var blevne ophængte
af Komiteen, og for at lade dem faa det Overtræk af Fernis, som de ikke
maa have, naar de indsendes til Bedømmelse. Men efterhaanden er det
blevet "Tout Paris", der er med til den store Generalprøve. Har man
nogensomhelst Pretensioner paa at høre til den Part af Befolkningen, der
tæller, saa maa man vise sig paa "le jour de vernissage", det koste hvad
det koste vil. Det er Titusinder, der paa den skaffe sig Adgang;
hvorledes de faaer den, er en Gaade, men ind kommer de. Fra Klokken
Elleve er alle Salene proppede fulde; man støder paa en Berømthed for
hvert Skridt, man gaar. Og Alle har uhyre travlt; man skal ikke blot se
hinanden, men ogsaa Billederne. Naar man Klokken Et, To samles til
Frokost hos Ledoyen eller i Moulin rouge, maa man kunne sige sin Mening
om alle Hovedværkerne og kunne give Salonens Fysiognomi. Det er ved den
med Vernissagedagen uadskillelige Rosbif og Saumon, sauce verte, mellem
denne Mylr af Herrer med Rosetter og Damer i lyse Foraarstoiletter, som
allesammen kjender hinanden og vexler Hilsener og Haandtryk og Indtryk,
at Afgjørelsen træffes, om det er en daarlig Salon eller en af
Mellemslagsen. Er det ikke der, at Priserne uddeles, saa er det dog der,
at de Lykkelige udpeges, som kan vente sig dem. Flyver deres Navne paa
Vernissagedagen fra Mund til Mund ved de smaa Borde i Ledoyens Have, saa
kan de med rolig Samvittighed bestille Champagnen strax, saa er de sikkre
paa deres Medaille. Den Dom, Vernissagedagens Publikum fælder, bliver
ligesaa sjeldent underkjendt som Premièrepublikumets i Theatrene.

I sex, syv Uger efter Vernissagen er Salonen saa Paris's Centrum. Den
fine Verden har ligesom i Théâtre français og Operaen sin bestemte Dag,
Fredagen, da den samles der. For at den kan anstille sine
Kunstbetragtninger uden at løbes paa Ærmet af den store Mængde, koster
Adgangen paa denne Dag fem Francs. Der er i den demokratiske franske
Republik saa mange Inkonsekvenser, at man sagtens kan begaa den ogsaa.
Man siger, at man har været nødt dertil; Tilstrømningen er i hele
Udstillingstiden til daglig Brug saa stor, at Palaiet næsten ikke kan
rumme Publikum. Alle maa have været paa Salonen, for hvor man kommer hen,
tales der ikke om Andet. Højst karakteristisk er det, at Aviserne, der
kun uhyre sjeldent kan faa Plads til med et Par Ord at omtale en nys
udkommen Bog, allesammen fylder Spalte paa Spalte mange Numere i Rad med
Kritiker over Kunstudstillingen. De skriver kun, hvad de er sikkre paa
bliver læst. Men de kjender deres Publikum, de veed, at deres
Salonartikler hører til det, der sluges. Som den franske bildende Kunst i
vore Dage er et Hestehoved foran Literatur, saaledes er der heller ingen
Tvivl om, at Interessen for den næst efter Theatersværmeriet i hvert Fald
er den af alle aandelige Interesser, der er stærkest og har bredt sig
videst ud i det moderne Paris.

[Illustration: Bonnat]




LITTERATUR OG AVISER.


Nationalbibliotheket i Paris skal af Alt, hvad der trykkes i Frankrig og
dets Kolonier, have et Exemplar tilsendt gratis. Lige ned til det mindste
cochin-chinesiske Provindsblad og den obscureste Gadevise, der bydes
tilfals i Bellevilles Baggyder, maa Alt, hvad der udgaar fra en
Bogtrykkerpresse, aflevere denne Tribut. Det er paa den Maade muligt
stadig at være fuldstændig paa det Rene med den litterære Produktions
Omfang; Antallet af de litterære Fødsler kan opgives med samme
Nøjagtighed som Antallet af de almindelig borgerlige. For Øjeblikket
beløber de sig til lidt over 30,000 om Aaret. Det vil sige: med saamange
Volumina forøger den lovbefalede Tribut aarlig Nationalbibliotheket, og
Rang som Volumen faar Pjeser, Smaa- og Flyveskrifter først, naar de er
slaaede sammen til et Bind paa nogle hundrede Sider.

En saadan Produktion er enorm; den naaer Millionen i Løbet af en
Menneskealder. Og den langt overvejende Part af den udgaar fra Paris. Af
ti franske Forfattere lever de ni i Hovedstaden, og selv de, der ikke
gjør det, lader dog deres Bøger udkomme der. Forlagsvirksomheden udenfor
den er rent forsvindende. Den indskrænker sig saa at sige til nogle
provençalske Digtsamlinger i Avignon og Nîmes. Selv Byer som Marseille og
Lyon giver sig ikke af med at trykke Bøger. Som alt Andet er ogsaa hele
det litterære Liv centraliseret i Paris.

Men man mærker det i Grunden ikke synderligt. Literaturen gjør _"grande
besogne"_, men den gjør ikke stort Spræl. Udkommer der et nyt Værk af
Victor Hugo, af Zola eller Daudet, saa vækker det Opsigt ganske vist og
bliver en Begivenhed, hvorom Aviserne skriver, og hvorom de fleste
Dannede taler. Men det er kun ganske, ganske enkelte Bøger, der har en
saadan Evne til at samle Opmærksomheden og blive Dagens Løver. De fleste
kommer til Verden i al Stilhed og gjør deres Karrière uden Allarm. En
Roman kan være trykt og solgt i tyve, tredive tusind Exemplarer, uden at
den har staaet nævnt i et Blad, og uden at dens Existens noget Øjeblik
har været et brændende Thema for Konversationen. Paris er ingen litterær
By i den Forstand, at en Hovedpart af Befolkningens Interesse samler sig
om Litteraturen. Den er altfor stor, og den har altfor mange andre Sager
at beskjæftige sig med, til at den kan være det.

Pariseren i Almindelighed læser heller ikke meget. Han gjør det, saalænge
han er ung, før han endnu har taget alvorlig fat paa at bryde sig Bane.
Fra den Tid medbringer han navnlig et yderst omfattende Bekjendtskab med
den ældre Litteratur. Han kan sine franske Klassikere paa en Prik og har
dem altid paa rede Haand til Citater. Men saa saare han træder ind i
Livet som Mand, har han ingen Stunder længer til Læsning. Forretningerne,
Kampen for at gjøre Karriere optager ham helt. Konkurrencen er saa
uendelig; sætter han ikke alle Evner og Kræfter og Tanker ind paa at byde
den Stangen, saa gaar han tilbunds. Kun hvad der strengt kommer hans
Gjerning ved, kan han beskjæftige sig med. Og naar der endelig engang
imellem bliver Raad til Hvile, er han for nervøs overanspændt til at
kunne søge den i Bøger. Rundt omkring sig har han Adspredelse nok, der
ikke koster Besvær. Desuden har han sine Aviser. Ved deres Hjælp veed han
altid saa megen Besked om Alting, at han kan tale med. De diskuterer ikke
blot Politik, de strejfer baade Historie og Naturvidenskaber og meget
Andet ogsaa, og saa er de tidt baade aandfulde og underholdende.
Pariserens Gjennemsnitstrang til belletristisk Føde tilfredsstilles
rigeligt af Bladenes Causerier og Romanstof. Ud derover strækker hans
Læsning sig ikke. Hans Kjendskab til den egentlige Litteratur skal man
ikke stole paa, selv om han giver sig Mine af at have det; han har det
kun paa anden Haand, gjennem Referater af sine Damer.

De læser nemlig; de gjør det baade for sig selv og for Mændene med, og de
gjør mere end det: de kjøber Bøger. Jeg gjorde engang i Selskab med en
Parisérinde en Rejse paa en Maanedstid. Der var megen Jernbanefart, og
hun læste bestandig. Paa hver større Station, hvor Toget stoppede, var
hun strax ude for at kjøbe Bøger; hun kunde konsumere tre, fire Stykker
om Dagen. Da vi kom tilbage til Paris, gjorde vi op hvor mange hun havde
anskaffet sig forudem dem, hun havde faaet tillaans af sine Medrejsende;
hendes Bibliothek var under Rejsen blevet forøget med fem og tyve Bind,
Det er allevegne i større eller mindre Grad Damerne, som den skjønne
Litteratur lever af. Men i Frankrig er de ikke alene mere læselystne, de
har ogsaa baade mere Otium til at læse og flere Penge til at kjøbe Bøger
for end andetsteds. Og saa er de desuden nødte til at kjøbe.
Lejebibliotheker existerer ikke tilnærmelsesvis i det Omfang som for
Exempel i Skandinavien og Tydskland, Læseforeninger og Læsemapper er
Noget, man overhovedet slet ikke kjender til. Det er den ene store
Hovedstøtte for det franske Bogmarked, den andener, at det har hele den
civiliserede Verden til Opland; Paris exporterer godt og vel Halvparten
af sin litterære Produktion. Paa den Maade forklares det, hvorledes en
fransk Roman, der gjør Opsigt, kan trykkes i tyve, tredive, halvtreds, ja
med enkelte af Zolas har man endogsaa set i hundrede Oplag, mens selv
tydske Forfattere, der er saa populære som Spielhagen og Heyse, i Regelen
maa nøjes med fire, fem af samme Størrelse.

[Illustration: Emile Zola]

Dette betydelige Salg gjør, at i Frankrig en Forfatter, der har noget
Talent; kan leve frit og uafhængigt af sin Pen. Men det er ogsaa Alt.
Skriver han ikke for Theatret, der kan blive en Guldgrube, og gaar han
heller ikke i Tjeneste hos Journalistiken, der aabner ham Vejen til
Meget, bliver hans Position vanskelig mere end netop taalelig. Som
Kunstneren er han paa ingen Maade situeret. Hverken "la vie mondaine"
eller Regeringen tager ham under Armene. Han er ikke i Mode. Atter her
kommer det karakteristiske Træk hos Franskmændene igjen, at de kun kan
passionere sig for hvad der gjør Indtryk paa deres Sandser, hvad der kan
blive et Skuespil for dem. Det kan Malerierne, føjede sammen til store
Udstillinger, hvor man flokkes som i Theatret, men det kan en Bog aldrig.
Desuden har Kunstneren visse selskabelige Fortrin, som Forfatteren i
Regelen mangler. Han kan gjøre Fruen Foræringer med sine Skitser, han kan
tegne Portræter og Karrikaturer af Selskabet, han er som oftest livlig,
glad, underholdende og meddelsom, Forfatteren derimod optaget af Bogen,
hvormed hans Tanker sysler, indesluttet, langt mere tilbøjelig til at
gjøre Iagttagelser og gjemme sit Vid til sit Arbejde end til at tynde det
ud i selskabelig Elskværdighed og Aandfuldhed. Hvad Pariserne siger om
Zola: at han er en ren Bjørn i en Salon, omtrent det Samme kan der siges
om Hobetal af deres moderne Forfattere. Derfor holder man sig til det
Talent og den Esprit, som man finder i deres Bøger, og bekymrer sig ikke
synderligt om dem som Mennesker. De forlanger ikke bedre; de har paa den
Maade deres Ro og Frihed til at arbejde. Der er kun den mindre behagelige
Omstændighed ved det, at ogsaa Regeringen gaar i Modens Spor og lader dem
sejle deres egen Sø. For Malerne har den _École des beaux-arts_ og _Prix
de Rome_ og Salonen og Kjøbet af deres Billeder til de talrige offentlige
Gallerier, for Forfatterne Ingenting, højst engang imellem en lille
Bibliothekarpost paa et Par tusind Francs. Understøttelser paa Statens
Budget til Litteraturen existerer ikke i Frankrig. Akademiet uddeler vel
aarlig tresindstyve tusinde Francs under Form af Prisbelønninger for de
bedste til det indleverede Arbejder; men Akademiet er en fuldstændig
privat Institution, dets gode Gjerninger kan Staten ikke tage sig til
Indtægt. Den interesserer sig nu engang ikke for Forfatterne, den viser
det allerbedst ved Fordelingen af sine Æreslegionskors. For hvert, der
gives til dem, gives der fem til Malerne; mellem disse er der ganske unge
Mennesker paa nogle og tyve Aar, der er dekorerede, Forfatterne maa helst
have graa Haar, før der tænkes paa dem. Victor Hugo er endnu kun
Officeer, Mange, hvis Navne Aar igjennem har været paa Alles Læber, ikke
engang Riddere.

[Illustration: Akademiet og Pont des Arts.]

Udenfor Selskabets og Regeringens Opmuntringer er der jo ganske vist nok
en anden. Der er den fornemme, kuplede Bygning ligefor Pont des Arts,
Udødelighedstemplet for de fyrretyve Akademikere, Men ogsaa dets Glorie
er som saa mange andre blegnet svært med Tiden. Der har efterhaanden i de
privilegerede Lænestole siddet Række paa Række af Folk, hvis Adkomst til
Pladsen var saa tvivlsom, at man nu seer Talenter af anden og tredie Rang
frabede sig den Ære at vælges ind i Kompagniet. Positionen, som det
skulde skaffe sine Medlemmer, kan i vore Dage nærmest kaldes rent
illusorisk. Mellem ti tusind Parisere vil man knap finde en, der kan
saameget som blot nævne Navnene paa alle de Fyrre. Balzac fik engang i et
af sine mange penge- og modløse Øjeblikke det Raad af sin Forlægger: at
forbedre sin Situation og sin Popularitet ved at bejle til en Plads i
Akademiet. "Det vil ikke skaffe mig een Læser til og endnu mindre en
Kjøber," svarede Digteren, "Vil jeg være læst, maa jeg gjøre mig til
Deputeret; det er den eneste Vej, man har til Popularitet i Frankrig."
Han tænkte i Virkeligheden ogsaa en Stund paa at blive det, men det
lykkedes ligesaalidt for ham som for den gamle Dumas.

Havde han levet i vore Dage, vilde han have gjort sig til Journalist, og
han vilde da uden Besvær kunne være kommen saa højt tilvejrs paa Lykkens
grønne Gren, som han lystede. Aviserne slaar Litteraturen ihjel, plejer
man at sige. Det er et Postulat, der i høj Grad trænger til Bevis.
Sikkert er det i hvert Fald, at Forfatterne slaar de ikke ihjel. De
rækker dem i Frankrig materielt en hjælpende Haand af den allerstørste
Betydning, og en Haand, der med Begjærlighed gribes af Alle. Selv om en
Bog, i hvilken der er Talent, uden Vanskelighed opnaaer flere Oplag,
tjenes der dog ikke Kapitaler paa den, Forfatteren honoreres i Frankrig
med en vis Sum for hvert trykt Exemplar. Den er i Almindelighed fyrretyve
Centimer, og yderst sjeldent over halvtreds. De franske Bøger er saa
billige, Trykningsomkostningerne saa store, at Forlæggeren ikke kan
betale mere. Oplaget er paa femten hundrede Exemplarer, og Forfatterens
Indtægt for et enkelt kun mellem sex og halvottende hundrede Francs. Naar
der kommer hundrede, som af Zolas "Nana", saa løber det jo ganske vist
op. Men hvor mange Gange sker det, uden at Skandalen hjælper med dertil?
Selv den mest renommerede og mest læste af alle moderne Romanforfattere,
Daudet, selv en saa fabelagtig populær Skribent som Jules Verne naaer kun
sjeldent de halvtreds. Lad det nu ogsaa repræsentere en Sum paa fyrretyve
tusind Francs, saa maa man jo dog huske paa, at det er et Maximumstal.
Fem, sex Oplag er allerede ganske pænt for en almindelig Roman. Men med
Indtægterne af dem vilde det falde grumme haardt for en Forfatter at leve
i det dyre Paris. Han har imidlertid ogsaa andre Ressourcer. Før hans
Fortælling udgives som Bog, trykkes den som Feuilleton i en Avis, og den
betales ham der med mellem tyve Centimer og en Franc Linien.

Feuilletontrykket bliver følgelig for de mindre bekjendte Forfattere tidt
Hovedsagen. Det bryder derhos Begynderen Vej. Der findes i Paris en
halvhundrede Dagblade, som hver har Behov for fem, sex Romaner om Aaret,
ikke at tale om den mylrende Mængde af literære Uge- og Tidsskrifter. Af
Oversættelser ser man højst en hvert andet Aar; den debuterende Forfatter
kan altsaa i Regelen ikke have Vanskelighed ved at faa sit Arbejde
anbragt i en eller anden Avis. Har det staaet trykt der, findes der altid
en Forlægger, der er villig til at udgive Fortællingen som Bog;
Publikummet er tilstrækkelig stort, til at Afsætningen stadig stiger, jo
mere bekjendt Arbejdet bliver.

[Illustration: Alphonse Daudet.]

Til Feuilletontrykket før Bogudgaven kommer yderligere de mange senere
Reproduktioner i Provindspressen. De omtrent to tusind Provindsaviser
skal have Romanstof ligesaavel som Pariserbladene, og heller ikke de
kjender til Oversættelser som Udvej. Det er da for alle Parter blevet
indrettet yderst praktisk. Bladet kan aftrykke hvilkensomhelst Bog det
ønsker imod at betale den Honorartaxt, hvorom det engang for alle er
blevet enigt med "Société des gens de lettres". Dette Selskab modtager et
Exemplar af alle periodiske Skrifter, der udkommer i Frankrig og dets
Kolonier, kontrollerer Reproduktionen, indkasserer Honorarerne og
fordeler dem ved hver Maaneds Slutning til sine Medlemmer. Taxten for et
saadant Aftryk er ganske vist meget billig, undertiden ikke hundrede
Francs engang, men der er saamange smaa Bække, at de alligevel til
Slutning gjør en Aa. Det hører ingenlunde til Sjeldenhederne, at en Roman
bliver trykt i over hundrede forskjellige Provindsblade. Kun tillades den
saakaldte Fraklipningsmethode naturligvis ikke; det er en Uskik, der
overhovedet ikke kjendes i Frankrig.

Til at tage mod den Haand, Dagspressen saaledes byder den rene Literatur,
anser ingen fransk Forfatter sig for fornem. Endogsaa de største af dem
bringer ikke blot deres Romaner til Aviserne, de gjør sig til stadige,
saa at sige daglige Medarbejdere. Zola var Theaterkritiker ved "Voltaire"
endnu efter at have skrevet "L'Assommoir", i "Le Temps" Redaktionsstab
findes Navne som Legouvé, Scherer og Jules Claretie, i "Debats" John
Lemoinne, Cuvillier-Fleury, Paul Leroy-Beaulieu og adskillige Andre, der
er i hele den franske Skjønliteratur ikke een fremragende Personlighed,
som ikke har været mere mere eller mindre nært knyttet til "Figaro", der
er mellem alle de yngre Romanforfattere i Vælten--ja, man kan gjerne tage
selv de lyriske Digtere med--næppe nogen, som ikke samtidig er
Journalist. Indtægtsspørgsmaalet spiller derved ikke den afgjørende Rolle
alene. Det er et Lokkemiddel ganske vist, thi Pariserbladene betaler
godt. Den første Artikel i "Figaro" honoreres aldrig med under to
hundrede Francs, og tidt med mere, naar det er et særlig fremragende
Navn, der staar under; bekjendte "Kronikører" som Albert Wolff eller
Aurelien Scholl faaer tredive tusinde Francs aarlig for et Par ugentlige
Artikler, en Gage af ti, femten Tusind kan betragtes som Minimum for en
Journalist med noget Talent. Men det Væsentlige, der samler alle Evner
omkring Dagspressen, er dog den indflydelsesrige Stilling, den Dag for
Dag mere og mere kommer til at indtage.

Pariserbladene har ikke den Position overfor den store udenlandske
Politik som de engelske Aviser, det er ganske vist; de staar i saa
Henseende tilbage selv for betydeligere tydske Blade. Det kan ikke være
Andet, de har lige til den senere Tid ladet Udlandets Forhold ligge hen
uden at beskjæftige sig med dem. Interessen for dem er hos Franskmændene
først bleven vakt efter Krigen og er endnu ingenlunde overvættes stor.
Desuden tillader et Pariserblads Økonomi ikke de umaadelige Udgifter, som
Kolleger paa den anden Side Kanalen kan offre for at være
velunderrettede. De engelske Blade er faa og har en enorm Udbredelse, de
franske derimod snart utællelige. Saa saare en Politiker i Frankrig er
begyndt at spille en Rolle, maa han have sit eget Organ i Pressen.
Abonnentkredsen bliver derved nødvendigvis meget indskrænket. "Figaro",
der trykkes i 60,000 Exemplarer, er en Undtagelse, i Regelen kan selv de
ansete Pariserblade ikke gjøre Regning paa et Oplag af mere end mellem ti
og tyve tusind. Dertil kommer yderligere, at deres Avertissementer er saa
godt som ingen, mens en Avis som "Times" derimod har alle sine Udgifter
dækkede med mindre end Halvparten af, hvad det tager ind ved sine
Annoncespalter. Den ligesaa hurtige som detaillerede Velunderrettethed om
Alt, hvad der passerer hele Verden over, der er de engelske Blades
Hovedstyrke, kan Pariserpressen ikke byde, fordi den hverken har
Læsekreds eller Plads eller Pengemidler dertil. Den gjør i de senere Aar
ogsaa i saa Henseende betydelige Anstrengelser; de udenlandske
Korrespondenters Antal stiger stadig--medens der saaledes før Krigen kun
var tre Pariserblade, der havde faste Korrespondenter i Berlin er der nu
mindst et Dousin--og Blade som "Temps", "République française", "Debats"
eller endogsaa "Liberté" søger bestandig at gjøre sine Læsere Rede for
Alt, hvad der hænder i Udlandet af Betydning. Men Mangt og Meget skal
alligevel forandre sig, før de paa dette Omraade kan naa deres
engelske Kolleger.

I alle Spørgsmaal, der angaar Frankrig selv, er de franske Blade derimod
baade bedre betjente og har større Magt end noget andet Lands Presse. Som
Franskmændene er fødte Talere, er de ogsaa fødte Journalister. Adskillige
af deres mest udprægede Nationalejendommeligheder kommer dem herved
tilgode, først og fremmest deres klare Logik og deres Aversion mod al
unødvendig Brede. Hvad de har paa Hjerte, forstaar de, baade naar de skal
forklare det med Ordet og med Pennen, at samle i et springende Punkt, i
en Frase maaske undertiden, men i ethvert Tilfælde i en Frase, der slaar
ned. Dette springende Punkt bliver Centrum i deres Journalartikel som i
deres Tale. Omkring det bygger de, for at belyse det, akkurat saa meget
op af Fakta, Argumenter og Konklusioner, som der er nødvendigt, for at
det ret kan glittre og funkle, og de slutter af, mens de spillende Blink
endnu holder Læserne fangne. Artiklen er gjennemsigtig fra Ende til
anden, den vækker intet Hovedbrud, og man taber intetsteds Traaden. Naar
man er færdig, staar dens Tanke anskuelig og klar for En, og Alt, hvad
der kan ligge i den af Interesse er kommet helt til sin Ret. Denne Evne
til at skrive, udviklet som den er det i Frankrig til formelig Kunst, kan
ikke Andet end betydeligt forøge Indflydelsen, som Pressen altid maa øve
i et Land, hvor den er den almindelige Stemmerets Tolk, hvor Diskussionen
er ubegrændset fri, og hvor alle Talenter kappes om at yde den deres
Assistance. Journalistiken er i det moderne Frankrig den Vej, som
sikkrest og lettest fører enhver Ærgjerrighed til Maalet. Fra Avisernes
Redaktionskontorer staar Dørene aabne paa vid Gab til alle Statens
øverste Poster. Deputerede, Præfekter, ministerielle Embedsmænd, selv
Ministre og Gesandter vælges ud mellem Journalisterne. Thiers begyndte
sin Karrière i Pressen, og siden ham er der saa at sige ikke en af de
Republikens Mænd, der har styret Landets Regering, som ikke oprindelig er
kommen sammesteds fra. Selv Jules Ferry skylder en Række Artikler i
"Temps": "Les comptes fantaistiques d'Haussmann" sin Notoritet. Bladene
er simpelthen en Forskole til Magten; undertiden bliver de endogsaa en
Retraite fra den. De har været det for begge den tredie Republiks to mest
fremragende Politikere, for Gambetta, der umiddelbart efter det store
Ministeriums Fald navngav sig som Leder af "République française", og for
Jules Simon, der som Direktør for "Gaulois" daglig selv skrev Artikler i
Bladet. Det er Træk, der tilstrækkelig tydeligt karakteriserer Pressens
Position i det franske Samfund.

Medaillen har imidlertid ogsaa sin Revers, Pariserbladene nyder en høj
Grad af Anseelse, og de gjør det med Grund, fordi den Sum af Dygtighed,
der offres i deres Tjeneste, er ganske overordentlig stor. Men de drager
sig stundom denne Anseelse og Indflydelse til Indtægt paa en Maade, som
kaster betænkelig Skygge over dem. Materielt er de ikke stillede under de
gunstigste Forhold. Deres Budget udviser aldrig færre Udgifter end fem,
sex hundrede Tusind Francs om Aaret, og for enkelte af de bedst betjente
kan Summen endog løbe op til over en Million. Det kan kun meget faa tage
ind ad reglementeret Vej. Andetsteds er Bladenes Hovedstøtte
Avertissementerne; i Paris spiller denne Indtægtskilde kun en forholdsvis
underordnet Rolle. Mens Antallet i England af Industridrivende, der
indrykker Annoncer i Aviserne, er over fire Millioner, kan det i Frankrig
kun sættes til nogle faa hundrede tusind. Pressens Publicitet er dyr,
mener de; dens Læsekreds saa spredt, at de for at have noget Udbytte af
deres Avertering maatte gaa til en hel Uendelighed af Blade. De
foretrækker da at hjælpe sig paa anden Vis, ved Gadeopslag, ved
Uddelingen af Adresser eller allerhelst ved splinternye Opfindelser, der
rigtigt kan tiltrække sig Opmærksomheden. Fremgangsmaaden, der følges af
en Ekviperingsforretning "Old England" paa Boulevard des Capucines, er i
saa Henseende meget betegnende. Dag ud, Dag ind ruller fra Morgen til
Aften en halv Snes yderst ejendommelige Kjøretøjer med dens Adresse rundt
i Gaderne. De er rødmalede og seer ud som store Skildpadder, kun lige
Hestens og Kudskens Hoved stikker op af den enorme, rullende Skal. En
saadan Kuriositet kan Ingen undgaa at lægge Mærke til, og koster den end
noget mere end Bladannoncerne, hjælper den dog ogsaa ti Gange bedre end
de. Dernæst er de franske Blades Afsætningsmaade uheldig. Kun faa af dem
har en fast, solid Abonnentkreds; Gadesalget fra Kioskerne er det
betydeligste. Der er Pariseraviser, der af hele deres Oplag paa ti, tyve
tusind Exemplarer knap afsætter fem hundrede ved Abonnement. Resten
spredes gjennem Kiosksalg, men det kan variere med flere Tusinde; man er
saaledes aldrig i Stand til at beregne Oplaget, og hvad man vinder den
ene Dag, taber man den næste. Af Paris's omtrent elleve hundrede Dagblade
og periodiske Skrifter er der næppe mere end godt og vel et hundrede
Stykker, der kunde vedblive at bestaa, hvis de skulde leve af, hvad
Pressen ellers ordinært plejer at leve af. Den faaer i Frankrig ikke en
Skillings Tilskud af Regeringen; der existerer ikke Skygge af
Reptiliefond, den eneste Begunstigelse, der vises ministerielle Organer,
er Forsyning engang imellem med interessante Nyheder. Men den har et helt
andet uudtømmeligt Fond, den har Børsen, den har "Finanserne" at støtte
sig til. Den sælger sin Indflydelse, og den faaer den glimrende betalt.

Der er i Paris omtrent hundrede bekjendte Bankinstitutioner. Mindst de
firsindstyve af dem lever udelukkende paa Spekulationsforretninger, og
kun en eneste, "Banque de France", befatter sig slet ikke med dem.
Saadanne Spekulationer kan selvfølgelig ikke føres igjennem uden stor
Publicitet, og uden at deres Ros idelig og idelig trompetes ud gjennem
Aviserne. I den daglige eller ugentlige Finantsoversigt har da hver Bank
sin Linie eller sine to, tre, fire Linier, hvor dens Aktiers Stigning
stadig bebudes, hvor dens Kurser erklæres for faste eller saadant Noget,
og for det betaler den sine to, tre, fire tusind Francs maanedlig, alt
efter det paagjældende Blads Betydning. Det er Forklaringen af, hvorfor
ethvert periodisk Skrift i Paris, litterære Ugeblade, videnskabelige
Tidsskrifter, Kunst- og Modeblade, ja lige ned til Organer for Skomagere
og Portnere, allesammen har deres Finantsbulletin. Den er _nervus rerum
gerendarum_ i det Hele, det er den, der kjæles for, det er den, der
betaler. Forretningen kan drives svært i Vejret; af "Figaros"
Finantsspalter har Bladet selv ganske vist ikke mere end halvtredie
hundrede Tusind Francs om Aaret, men Selskabet, som man har været saa
uforsigtig at forpagte dem paa Aaremaal, tager to Millioner ind. Det er
nemlig ikke blot den daglige lille Reklame, der kaster af sig. Hver Gang
en ny Emission skal finde Sted, hver Gang et nyt Foretagende skal
grundlægges, hver Gang kort sagt Bankerne trænger til Publicitet efter en
større Maalestok, maa de ogsaa betale store Summer. Ved en Emission for
et Par Aar siden af 500 Millioner Obligationer fordelte "Crédit foncier"
tolv Millioner mellem Bladene. Hver nok saa ubetydelig Avis havde herved
en Renindtægt af 12--15,000 Francs, de større, mere udbredte Blade det
Dobbelte og Tredobbelte. Man kan uden Overdrivelse regne, at der i de
sidste sex Aar er blevet indført mindst for fem, sex Milliarder nye
Værdipapirer paa Pariserbørsen. Af dem allesammen har Bladene faaet sendt
deres rigelige Part "til Anmeldelse".

Og saa er det desuden ikke alene Børsen, som Aviserne har gjort
tributpligtig. "Figaros" Reklamekonto udviser en aarlig Nettoindtægt for
Bladet af henved tre Millioner Francs. Alting betales der. Der er ikke et
Nummer, i hvilket den, der forståar at læse mellem Linierne, ikke finder
mindst een Artikel, som er skreven for Penge. Reklamerne for de store
Handelsforretninger er gjennemsigtige nok; dem kan Enhver opdage, men de
gjør dog deres Virkning alligevel. Publikum har nu engang en mærkværdig
overtroisk Respekt for, hvad der har været rost i Avisen, om det saa er
Sælgeren selv, der har skrevet Rosen. Ved Siden af disse Handelsreklamer
er der imidlertid mangfoldige andre. Bladomtalen er nødvendig for Enhver,
der vil komme ovenpaa i den parisiske Kamp for Livet. Naar en ny Bog
engang imellem anmeldes, har Forlæggeren i Regelen betalt derfor. En ny
musikalsk Stjerne kan ikke dukke op paa Pariserhimlen, uden at den først
har konstateret sin Glands med Guld, øst i Bladenes Kasse. Det er ikke
nok at have Talent, Talenter er der ingen Mangel paa i en By som Paris,
man maa ogsaa have et Navn. Naar man har naaet det, tjener man Millioner,
men for at faae Navnet skal der ikke blot meget Talent til, men ogsaa
mange udlagte Penge. Selv de alvorligste Pariserblade kan ikke sige sig
ganske fri for at være inficerede af Reklamesmitten. De egentlige
Boulevardblade har den gjennemsyret fra Ende til anden. En Part af deres
talrige Redaktionsstab er ikke Andet end Reklameagenter. De faar deres
Gage for Artiklerne, de skriver, men den er kun nogle faa hundrede Francs
om Maaneden. Ikke destomindre tjener de Tusinder, Resten kommer ved "les
affaires", det vil sige ved de Reklamer, de skaffer Bladet, og af hvilke
der betales dem fem og tyve Procent. Hvert Blad har sin
Administrationsdelegerede, der omhyggelig bekiger alle Notitser, før de
kommer i Avisen, for at undersøge, om de ikke skulde skjule et eller
andet anbefalende Ord, der, hvor fortjent det end kunde være, alligevel
falder indenfor det parisiske Reklamebegreb og følgelig maa vejes op med
Guld ved Kassen, før det kan faae Lov til at passere. Da Sauvages Fødeby
indviede en Statue af den geniale Opfinder, maatte den betale hvert af
Boulevardbladene tusind Francs for at omtale Festen. Byen var et
Badested, og Festen lokkede Folk til dette, følgelig blev Sagen strax
klassificeret som Reklame. Paa den Maade er det, at de elleve hundrede
Blade i Paris allesammen kan leve, paa den Maade er det, at deres Ejere
og Ledere kan holde fyrstelige Landsteder som Girardins i Enghien, paa
den Maade endelig er det, at ogsaa indenfor Litteraturen den fordums
Bohémientype fuldstændig er forsvunden. Den har i hvert Fald skiftet Ham,
saa den ikke er til at kjende igjen. Bohémien'erne fra Firs drømmer ikke
og sulter ikke, de gjør ingen gale Streger, de "gjør Forretninger". Ovre
i Quartier latin har de sunget Visen, som nu er moderne der:

  C'est vingt-cinq francs, c'est vingt six francs,
  C'est vingt-sept francs cinquante,
  C'est ça qui est le vrai bonheur....

Da de vandrede over Vandet og bragte Boulevardbladene deres første
litterære Fantasier, har man rystet paa Hovedet af dem og givet dem
Kursus i Aartiets store Visdom: _Il n'y a que les affaires._ Nu, saa har
de lært at tude med de Ulve, de er iblandt. De gaar ikke paa Knejper, de
gaar paa Børsen, de skriver ikke Vers, de skriver Reklamer; det betaler
sig bedre.

Men disse Bohémien'er i nye Klæder er kun Marodører ved Journalistikens
store Armee. Den har en Elitegarde af Kombattanter, hvis Dygtighed præger
hele Hæren. Og paa samme Vis gjør man Uret i at tillægge det Ormstukne
ved Pariserpressen altfor overdreven Betydning. Det er en Sygdom, der er
kommen naturligt, næsten uundgaaeligt i Følge med det moderne
Parisersamfunds overdrevne Jagen efter Guld. Den egentlige Redaktion er
desuden, undtagen ved enkelte Boulevardaviser, uberørt af Reklamevæsenet.
Det er en Forretning, som drives af Ejeren og hans Agenter, som beriger
ham, og som tillader ham at betale Bladets Stab af Kapaciteter. Var
"Finanserne" der ikke, vilde han ikke kunde samle alle de Penne, der nu
gjør Pariserpressen til den, som idetmindste med Hensyn til Talent staar
uovertruffen i Verden. Det gaar her som allevegne: Lys og Skygge følges
ad og hænger uadskilleligt sammen.




PARIS SOM THEATERCENTRUM.


I.

Hvor mange Komedier har I i Frankrig? lader Voltaire Candide
spørge.--Fem, sex tusind, svarer Abbeden.--Det er mange, siger Candide,
men hvor mange af dem er der gode?--Femten, sexten, lyder Svaret.--Det er
mange, siger Martin.--Abbeden kunde i vore Dage trøstigt føje et Nul til
begge Tallene. Sandt nok: Forholdet mellem dem blev ikke større derved.
Men det behøves heller ikke; Martin har Ret, det er stort, som det er.
Frodigheden i det franske Theaters Væxt er uendelig, og de gode Frugter,
den sætter, i hvert Fald saa mange, at intet andet har fler at byde paa.
Her mere end noget Sted kan man kun maale ved Hjælp af Paralleler.

Paris er den By i hele Verden, der har flest Theatre. Hver Aften kappes
fyrretyve store Skuespilsale om at drage Publikum til sig. De er oftere
helt end halvt fulde; de tager over tyve Millioner Francs ind om Aaret,
det vil sige i Gjennemsnit mere end en halv Million hvert. Deres
Repertoire leveres udelukkende af Frankrig selv, og der er aldrig Mangel.
Er end ikke denne Syndflod af Komedier lutter Mesterværker, saa er de dog
af den Beskaffenhed, at Pluraliteten fra Paris gjør Rejsen over den
ganske civiliserede Jord. De bliver spillede paa de største
Nationalscener og i de mindste Provindsbyer, og allevegne er det
væsentlig kun dem, som Folk vil se. Rejsende kommer fra alle Kanter til
Paris med det Hovedformaal at gaa paa Komedie. Selv det mindste
Parisertheater har sine fremragende Kræfter, og dog bliver der saa mange
betydelige Talenter tilbage, at de maa tage baade Europa og Amerika til
Opland og sprede sig i rejsende Trupper der. Hvor de franske Artister
kommer hen, selv i Lande, hvor deres Sprog ikke forstaas, fylder de
Huset. Deres Portræter sælges i hver Flække, hvad der gaar for sig paa de
parisiske Scener, bliver Begivenheder, som refereres af Alverdens Aviser,
og som allevegne interesserer.

Denne den franske dramatiske Kunsts exceptionelle Position er et Resultat
af mange Ting. Først og fremmest beroer den naturligvis paa særlige Anlæg
hos Nationen. Germanerne med deres Tankes vide, vage Horizonter, med
deres stærkt udviklede Følelsesliv og deres Trang til at spejle
Tilværelsen i Abstraktioner, de bliver i deres Digtning overvejende
Lyrikere. Franskmændene derimod med deres store Sands for logisk Klarhed
og Koncentration, Franskmændene, hos hvem en let Esprit erstatter den
fuldstændig manglende Sentimentalitet, hvis Øjne ikke ser vidt, men som
opfanger den Verden, der ligger lige for dem, med Fotografobjektets
Nøjagtighed, de faar ganske naturligt deres Force ikke som Poeter, men
som Komedieforfattere. De er et gammelt Kulturfolk, der gjennem
Aarhundreder har følt sig som en mægtig Nation, der har været vant til at
træde op og gjøre sig gjældende. Det har givet dem den Sikkerhed og
Smidighed over deres Person, der skaber Selskabsmænd og Skuespillere.

Saa kommer dertil den store Tradition, Sammenhængen i den franske
dramatiske Kunsts Udvikling. Det er en Kjæde, der fortsætter sig med Led
ved Led uden Afbrydelse. Théâtre français holdt sit
Tohundredeaarsjubilæum med Grund. Det er stadig i den Grad Molières Hus,
at man endnu der spiller hans Komedier med Træk opbevarede fra Lærer til
Elev ned gjennem snart en halv Snes Generationer. Paris har i
Konservatoriet sit Skuespilleruniversitet, hvor alle unge dramatiske
Talenter maa tage deres Examiner, før de kan blive til Noget. Har de ikke
gaaet den Skole igjennem, har de ikke der ved Siden af naturlig Begavelse
vist, at de forstaar deres Metier, at de har lært det, som kan læres i
deres Kunst, saa kan der for det Første ikke være Tale om, at de faaer
Ansættelse ved nogen af Nationalscenerne, og saa tager heller ikke de
nogenlunde ansete private Theatre imod dem. Baade i Skuespilkunsten og i
den dramatiske Digtning forlanger Franskmændene først og fremmest teknisk
Færdighed. Men det vil i Virkeligheden kun sige, at de forlanger
Sammenhæng i Udviklingen. De forlanger, at hvert nyt Talent skal bygge
videre paa den Grund, der allerede existerer; jo højere han kan bygge,
desto bedre, men klatter hver Enkelt sine Murstumper op for sig hist og
her, saa bliver det i Tidens Løb kun en Bunke spredte Ruiner. Fortsætter
Efterfølgeren derimod sin Forgængers Værk, saa kommer der til Slutning en
Bygning ud deraf, hvori der er Helhed og Skjønhed, som bliver staaende,
og som vækker Beundring. Det er en saadan Bygning, det franske Theater er
blevet til.

Ved Siden af den Betydning, Traditionen har, ved Siden af Franskmændenes
Evne til at skrive og spille Komedie, er der dog ogsaa en tredie
Hovedgrund til, at deres dramatiske Kunst er naaet saa højt i Vejret. Den
er i endnu større Omfang end noget andet Udslag af Nationens Liv
centraliseret i Paris. Tydskland har Snese af Theaterbyer, til hvilke
Interessen stykkes ud, hvor Kræfterne fordeler sig, og hvor Kappestriden
spredes, Frankrig samler Alt i Paris. Selv Provindsstæderne med to, tre
hundrede tusind Indbyggere bliver ikke Konkurrenter. De har deres
Theatre, der endogsaa tidt subventioneres af Kommunen, men det er og
bliver Provindsscener uden Selvstændighed. De faaer udelukkende deres
Repertoire fra Paris. Marseille har nogle enkelte Gange gjort
Decentralisationsforsøg og opført nye Stykker af indfødte Forfattere, men
disse Forsøg har bestandig havt det ynkeligste Resultat. Nogen virkelig
fast Trup af Skuespillere findes heller ikke udenfor Hovedstaden. Selv
ved de største Provindstheatre skifter Selskabet hvert Aar; de unge
Talenter, der en Sæson ikke har kunnet faa Ansættelse i Paris, finder sig
i at udvandre for kortere Tid, men de har altid Hjemlængsel, og saa saare
Lejligheden tilbyder sig, ombytter de gjerne endog en Førsterangsposition
i Provindsen med det beskedneste Engagement ved et Parisertheater. Dermed
er det imidlertid endnu ikke nok. Paris er i Færd med paa Theatrets
Omraade ligefrem at afskaffe Provindsen og erobre den som umiddelbart
Opland under sig. Naar et nyt Stykke har gjort særlig Lykke paa en af de
parisiske Hovedscener, tilkjøber en Direktør, der ligger ledig paa
Torvet--og de mangler aldrig i Paris--sig af Forfatteren Eneret til
Opførelse i Provindsen. Ved de forskjellige Theatre laaner han Artister,
som man i Øjeblikket ikke har Brug for. Da Repertoiret som oftest er det
samme Maaneder i Træk, er bestandig en Part af Personalet ubeskjæftiget,
og den overlader man ham gjerne for derved at formindske sine Udgifter.
Han sammensætter sig saa af disse Laan et Selskab, indstuderer Stykket,
ofte under Forfatterens personlige Ledelse, og gjør med det Tournée rundt
i hele Landet. Eller ogsaa er det en af de store Stjerner i Vælten, der
benytter den samme Fremgangsmaade, tager nogle Maaneders Ferie ved sit
Theater og i den Tid viser sig for Provindsen i sine Glandsroller.
Skuespillerinder som Judic, Variétés uforlignelige Vaudevillesangerinde,
har i sin Kontrakt med Theatret en udtrykkelig Bestemmelse om, at hun i
to Maaneder ved Midvintertid skal være ude af Repertoiret for at kunne
rejse i Provindsen. Efterat de var bragt i Mode af selve Théâtre français
Senior Got, er det nu særlig hende, der har givet de moderne Rundrejser
af Parisertrupper et umaadeligt Opsving. De slaar de lokale Theatre
ihjel; Lyon med sine halvfjerdehundrede tusinde Indbyggere er kommen saa
vidt, at Municipalraadet ikke kan finde Direktører til de to Theatre, det
subventionerer. For Provindsbeboerne kan det være ubehageligt, men den
dramatiske Kunst selv faaer en umaadelig Løftestang i denne stadig større
og større Koncentration i et eneste straalende Brændpunkt, hvor alle
Kræfterne, al Interessen, al Glandsen hobes op. Kunsten er nu engang
aristokratisk. Den kan ikke føre tarvelig Borgerexistens i smaa
Føderativrepubliker, den trænger til et stort Kongedømme med et glimrende
Hof, hvor den er _en vue_, hvor dens Turneringer bliver Fester og dens
Sejre Triumfer. Først da er den i sit rette Element, først da har den
Solen over sig, der kan folde alle dens Evner ud i Blomst. Men et saadant
Hof for Theatret er det moderne Paris og bliver det daglig mere og mere.

[Illustration: Théâtre français's Senior: Got.]

II.

Opførelsen af et nyt Stykke paa en af Hovedscenerne eller blot paa en af
dem, der har Renommée som "parisiske", er en Begivenhed i Byens Liv.
Saasnart en saadan "Première" nærmer sig, kommer Alverden i Bevægelse. At
faa Adgang til den er næst efter Æreslegionskorset det højeste Maal, der
kan sættes for en parisisk Ærgjerrighed. Ingen Anstrengelser er for
titaniske, ingen Offre for enorme, naar en Première-Billet kan blive
Resultatet af dem. Man bestormer Forfatter og Direktør og Skuespillere,
man farter rundt og smigrer sig ind hos deres Venner og Venners Venner,
man lover deres Leverandører sin Søgning, man bestikker deres
Tjenestefolk, man gjør det Utrolige for at komme i Besiddelse af en
saadan Billet. Den er nemlig mere end Adgangskortet til en Fornøjelse,
den er et Slags Adelsdiplom, der rangerer En ind i den lille Kreds af
nogle faa hundrede Privilegerede, som tæller i Millionbyens Menneskehav.
Først naar man hører til Première-Publikummet, er man "Nogen" i Paris.

Til en første Forestilling er der ikke Tale om at kjøbe sin Billet.
Billetkontoret lukker slet ikke op, og det modtager heller ikke
Bestillinger. Theatret har sine Lister, hvorpaa man maa staa for at komme
med, og det er om at blive indskreven paa dem, at det drejer sig. Først
er der _"la feuille du service de la presse"_. Bladene har i Paris ikke
permanente Frikort til Theatrene. De kan til de ordinære Forestillinger
indsende en af Chefredaktøren underskreven Begjæring om Pladser, der da i
Regelen altid stilles til Disposition, naar de haves. Ved Siden deraf har
de Medarbejdere, der staar i nærmere Forhold til Theatret, en lignende
Ret, og endelig sendes der til alle Premièrer hver af Hovedaviserne en
eller to "Fauteuil d'orchestre". Ugeblade og andre mindre udbredte eller
mindre indflydelsesrige Blade faaer først denne "service" til den anden
Forestilling. Men de større Aviser er mange i Paris, allerede
Fribilletterne til dem fylder en betydelig Part af Huset. Saa er der det
Publikum, hvis Nærværelse Theatret selv af andre Grunde sætter Pris paa,
det vil sige de store Berømtheder i kunstens, Litteraturens og Politikens
Verden. Ogsaa dem sendes der Indbydelser til Premièren som til en anden
stor, offentlig Fest. De pynter Salen, og ethvert Theater, der estimerer
sig selv, lader sig det ved sine første Forestillinger være
magtpaaliggende at kunne fremvise "en smuk Sal". Endelig kommer de, der
betaler. Man tager imidlertid heller ikke dem i Flæng. For at blive
indskreven paa Listen over de Lykkelige, der mod Erlæggelsen af forhøjet
Pris kan hente Billet til alle Premièrer, maa man allerede indtage en
meget fremragende Stilling i det parisiske Selskabsliv eller ogsaa have
særligt formaaende Protektion, og selv med den altid vente længe, ofte
aarvis, til der ved Dødsfald bliver en Plads ledig. Ligesaa vanskeligt
det er at komme paa de parisiske Premièrelister, ligesaa urokkelig
sikkert bliver man nemlig ogsaa staaende der, naar man een Gang er der.
For erhvervede Rettigheder har Franskmændene en umaadelig Respekt. Et
karakteristisk Exempel paa denne Konservatisme er en lille, for faa Aar
siden ved et af Boulevardtheatrene passeret Historie. Der var kommet en
ny Direktør. Da Dagen nærmede sig for Sæsonens første Forestilling, gik
han med sin Generalsekretær Listen igjennem over de Personer, hans
Forgænger havde leveret Service. Der fandtes paa denne Liste ved Siden af
Navne, som Alverden kjendte, ogsaa ikke faa andre, som man først ved at
forhøre sig for hos hele Theaterpersonalet kunde faa en eller anden
Oplysning om. En Frigænger, en vis Hr. Durand, vidste imidlertid slet
Ingen Besked om. Man henvendte sig til Regissør, til Skuespillere, man
gjennemsøgte Navnene paa alle de Forfattere, der havde leveret Stykker
til Theatret; forgjæves, Hr. Durand var og blev en Gaade. Nu vel, mente
Direktøren, det kunde jo muligvis være, at han engang havde været anonym
Medarbejder af et eller andet Stykke, det var bedst at lade ham staa. Og
han blev staaende. Saa en Dag indfinder imidlertid en Herre sig under
Prøven og ønsker at tale med Direktøren. Direktøren kan Ingen modtage nu,
bliver der svaret. Herren trænger paa; "sig blot, at det er Hr. Durand,
for mig er han ganske sikkert tilstede." Det meldes, og øjeblikkelig
farer naturligvis Direktøren bort fra Prøven for endelig at faa at vide,
hvem den mystiske Hr. Durand er. "Undskyld, at jeg forstyrrer," siger en
lille, soigneret Herre, der venter i hans Kontor, "men jeg staar i Begreb
med at forlade Byen og vilde gjerne forinden..."--"Maa jeg bede Dem tage
Plads, for Dem er jeg naturligvis altid tilstede. Hvormed kan jeg være
til Tjeneste?"--"Sagen er den, at jeg har solgt min Forretning, og da jeg
nu selv flytter fra Byen, ønskede jeg gjerne, at den Billet, Theatret
hidtil har været saa god at sende mig, kunde gaa over paa min
Efterfølger." Hr. Durand var Skrædder; han havde for en Snes Aar tilbage
syet for en af Theatrets Skuespillere, der havde havt Vanskelighed ved at
betale og derfor havde skaffet sin Kreditor Service til Theatret.

Ethvert Parisertheater har sine Durand'er. De har maaske sjeldent
fortjent deres Service ved Naalen, men saa har de fortjent den paa anden,
ligesaa ejendommelig Vis, mest ved indflydelsesrige Damebekjendtskaber. I
Regelen gaar deres Tilværelse imidlertid ikke saa stille hen som Hr.
Durands. Naar man hører til det stadige Premièrepublikum, har man den
eneste Egenskab, der i Paris erstatter Talent og Formue: man er kjendt.
Man hører til "Tout Paris", man hører til de Toneangivende. Den gamle
Adel existerer ikke længer, men Premièrepublikumet er traadt i Stedet for
den. Ved de rigtigt store, opsigtsvækkende Premièrer leverer endogsaa
Boulevardbladene Plantegninger over Theatret med Navnefortegnelse over
alle de exceptionelle Medborgere, der indtager Pladserne.

Uden tvingende Nødvendighed giver følgelig heller Ingen Afkald paa den
eller de Billetter, han har Ret til efter Listerne. Til hver, der ikke
afhentes, er der hundrede Ansøgere. Ved de store Theatre faaer de mest
Protegerede dem, ved de mindre overlader Direktøren dem mod det
Fire-Femdobbelte af forhøjet Pris til Billetsjouerne, der saa driver
Handel med dem i en Vinbod ved Siden af Theatret og ikke sjeldent
forlanger flere hundrede Francs for en nogenlunde ordentlig Plads. Naar
undtages Théâtre français, hvor Parterret og øverste Etage altid skal
sælges ved Kassen, afhændes ogsaa alle Galleribilletterne til de samme
Mellemhandlere. For en eller to Louisd'orer kan de i Regelen faas
tilkjøbs der. En saadan Pris betales gjerne af Pariserne. Blot at have
været i Huset ved en Première, selv om man Intet har kunnet se eller høre
af Stykket, det er allerede en stor Ting.

Naar Bladene den næste Dag beretter om en saadan Gallaforestilling, har
de ved Siden af deres Kritik over Stykket ogsaa en særegen, udførlig
Artikel om Publikum. Man faaer at vide hvem der har været i Theatret af
Berømtheder, hvad Damerne har havt paa, hvem der har besøgt dem i deres
Loge, hvad de har sagt i Foyeren og andre slige interessante Ting. Flere
Dage efter er Premièren det, Alting drejer sig om. De Lykkelige, der har
været til den, faaer Halvgudsglorie om sig i Befolkningens Øjne. De
overhænges af Venner og Bekjendte, de spørges ud, de maa fortælle og
fortælle om den store Begivenhed, som havde de været med til et Slag, ved
hvilket Nationers Skæbne afgjordes.

Aftenen selv har over sig et umiskjendeligt Præg af Fest. Herrerne kommer
i Kjole, Damerne i nedringede Selskabstoiletter. Hvor Øjet kiger ind i de
lukkede Loger, glittrer det af Diamanter, store Buketter ligger paa
Brystværnet og fylder Salen med en tung, duftmættet Atmosphære. Endogsaa
helt oppe under Loftet er man pyntet; der er navnlig der fuldt af
Tyveaarsynglinge i det ulasteligste Galla, med frisk Frisering,
guldknappede Spadserestokke, Monocler og smaa Lommespejle, der
omhyggeligt studeres, mens Tæppet er oppe og Klakken paa Bænkene foran
med sine løftede, applauderende Arme spærrer Udsigten til Scenen. De unge
Mennesker har gjort sig saa fine ikke blot af Respekt for Premièren, men
ogsaa fordi der er Mellemakterne. I dem har de nemlig Lov til at gaa ned
i Foyeren og stille deres Ulastelighed til Skue, mens de med den ene
Tommelfinger i Vestens Ærmegab og med den anden Haand støttet tungt til
den guldknappede, slæber deres smaa lakerede Sko og deres hele fine
Person hen over det blankbonede Gulv, med et muggent, blaseret Udtryk,
som var de dybt krænkede over af Hensyn til deres Ven Direktøren ikke at
have kunnet lade deres sædvanlige Parketplads staa ledig og endelig
skaffe sig en Friaften i det tumlende parisiske Festliv, der gjør det af
med dem til Slutning.

[Illustration: En Première-Loge.]

[Illustration: Alexandre Dumas fils.]

Mellemakterne, der ved en Premièreforestilling altid er meget lange,
giver dem Revanche for Lidelserne i Varmen og Mørket oppe under
Hanebjælkerne. De føler sig uhyre. Men Foyeren er ogsaa uhyre
fashionable. En almindelig Aften kommer den noble Part af
Tilskuerpublikummet der ikke. Man aflægger hinanden Visit i sine
Førsteetages-Loger og promenerer lidt udenfor dem i den brede, med bløde
Tæpper belagte Gang, hvor man er for sig selv, men man udsætter ikke sine
Koner eller Døttre for i Foyeren at blive bekiget af dubiøse Blik eller
deres Toiletter for at blive klemte op ad en malproper Arbejderbluse. Ved
Premièren derimod er det en anden Sag. Saa har man hele Theatret for sig,
man er som et sluttet Selskab, man kan bevæge sig, hvor man vil, Foyeren
seer ud som en Salon, fyldt af Gjæster. Gruppe ved Siden af Gruppe,
forbundne allesammen, med Undtagelse maaske netop af Ynglingene fra
Galleriet, til en Helhed ved Hjælp af ivrigt gestikulerende Herrer, der
farter omkring fra den ene til den anden for at rapportere et Giftermaal,
et Dødsfald, en Udnævnelse eller en Skandale, de allernyeste
Begivenheder, der er passerede i den fælles exklusive Verden, som hele
dette Premièrepublikum tilhører. Hvert andet Hoved kjender man igjen fra
Fotografivinduerne. Det er ingen Overdrivelse, naar Bladene tidt ved en
saadan Forestilling fortæller, at Alt, hvad Paris rummer af Berømtheder,
var i Huset.

[Illustration: Korridoren udenfor første Etages Loger.]

Baade Forfatter og Aktører anstrenger sig af yderste Evne for at
tilfredsstille dette sjeldne Areopag. Der er i mange moderne Komedier
Repliker, hele Scener undertiden, som kun er skrevne for det, og som
væsentlig kun forstaas af det. Et Stykke gaar i Paris aldrig saa fuldendt
over Scenen som ved den første Forestilling. Man holder Prøve paa Prøve
Maaneder igjennem, til Alt er saa godt, som man overhovedet kan gjøre
det, og i en stor Kraftanstrengelse serverer man da Buketten af Evnernes
og Samarbejdets Potensering for Premiérepublikummet. Dets Dom er absolut
afgjørende og uden Appel. Falder et Theaterstykke i Paris den første
Aften, saa er der ikke nogen Mulighed for, at det kan rejse sig igjen;
gjør det derimod Lykke, er det aldeles uberegneligt, hvor længe det kan
blive ved at spilles. Selv efterat det er blevet ombesat med
Middelmaadigheder; saa det ikke er til at holde ud for Kjedsommelighed,
slaas Publikum om Billetter. Det har Ryet; er man i Paris kommen op at
flyve paa dets Vinger, saa flyver man svimlende højt, helt op til fem,
sex hundrede Opførelser _de suite_ endogsaa.

[Illustration: Croizette.]

III.

Strax Morgenen efter Premieren bringer de virkelig parisiske af
Pariserbladene udførlige Artikler om det nye Stykke. Theatrene begynder i
Paris til forskjellig Klokkeslet, halv otte, otte, halv ni alt efter
Stykkets Længde, men de hører aldrig op før Midnat; en første
Forestilling kan med sine lange Mellemakter tidt trække ud til et, halv
to. Anmelderen har da et drøjt Stykke Nattearbejde. Det nytter imidlertid
ikke; Publikum er altfor spændt paa Udfaldet af den store Aften, til at
det kan vente. Lyder Parolen paa, at det er Noget, som hele Paris vil
strømme til for at se, saa begynder det ogsaa at strømme ligestrax.
Allerede den første Dag er Huset udsolgt til ti, tyve Forestillinger,
eller til saa mange, som Billetkontoret kan naa at sælge til. En saa
alvorlig Begivenhed som Overdragelsen af en Theaterbillet gaar nemlig
ikke for sig uden adskillige Formaliteter. Man maa opgive sit Navn, der
omhyggeligt føres ind paa Theatrets Forkjøbslister og paa Billetten selv.
Ønsker man at medføre Damer, maa derom ligeledes Underretning gives. De
har nemlig i Paris ikke Adgang til Gulvpladserne, det tillades dem kun at
overvære Forestillingen fra Logerne. Til disse sælges ikke enkelte
Pladser, man maa kjøbe en hel Loge, det vil sige mindst fem, sex
Billetter. Saa skal Damen ved Kassen gjennemsøge Listerne for at se, hvad
hun har ledigt omtrent ved det Tidspunkt, da man ønsker at gaa i
Theatret, Kjøberen skal, hvad der ikke er mere end billigt, da det drejer
sig for ham om en Udgift paa halvhundrede Francs eller derover, undersøge
Theaterplanen for at se, om den paagjældende Loge konvenerer ham, kort
sagt: det er en hel Historie, før man endelig har sit Bevis i Lommen for,
at saa og saa mange Pladser tilhører En den og den Aften om en fjorten
Dages Tid. Men Pariserne er ikke utaalmodige. Deres hele Ræsonnement er
det, at det maa være en ganske mageløs Fornøjelse, der venter dem, naar
der er saa megen Rift om den og saa megen Vanskelighed ved at komme til
at deltage i den. De strømmer til, og de bliver ved at strømme.

Parisertheatrene prospererer da i Virkeligheden ogsaa alle, hvor mange
der end er. Det kan hænde, at en Direktør beregner sit Budget galt, saa
at han personlig gjør daarlige Affærer, men en mere omsigtsfuld
Efterfølger bringer hurtigt Ligevægt igjen mellem Indtægter og Udgifter.
De sidste er ganske vist med de stadig videre og videre udviklede
Fordringer til Udstyrelsens Rigdom og Korrekthed efterhaanden blevne
meget betydelige; man har set Stykker, som Feeriet "Tusind og een Nat",
koste en halv Million, før de kom paa Scenen; men de Summer, der tages
ind, tillader en saadan Luxus. Billetpriserne er dyre. De nogenlunde
ordentlige Pladser koster mellem fem og ti Francs. Den gjennemsnitlige
aftenlige Indtægt bliver paa den Maade for de Theatre, der er lidt i
Velten, fire, fem Tusind, de større kan ganske vel gjøre Regning paa at
have en halv Gang saa meget til. Om Operaen er her slet ikke Tale. Dens
aftenlige Indtægt varierer mellem sexten og tyve tusind, men en
Parketplads koster ogsaa der tretten Francs til ordinær Pris, og den kan
aldrig faaes undtagen til forhøjet. Hvad Théâtre français angaar, saa har
det i de sidste Aar hver Aften taget Maximum ind, det vil sige ni, ti
tusind Francs. Der er heller ingen Udsigt til, at Tallet vil dale.
Vanskeligheden ved at kunne tilfredsstille Riften om Billetter er saa
stor, at man endog saa alvorligt har tænkt paa at indrette den
ligeoverfor liggende Fløj af Palais-Royal til et nyt Theater, saa at man
hver Aften kunde give Forestillinger paa to, med hinanden indbyrdes
forbundne Scener.

Med Theatrene svælger ogsaa Forfattere og Aktører i Guld. De Førstes
Honorar er mellem ti og femten Procent af Bruttoindtægten. Er det en stor
Succès, kan de paa den Maade tage indtil en halv Million ind paa en
enkelt Komedie. Ved Théâtre français, hvor de mere fremragende
Skuespillere og Skuespillerinder, de saakaldte "Sociétairer", deler
Theatrets Overskud mellem sig, er en aarlig Indtægt af hundrede, hundrede
og tyve tusind Francs ganske almindelig, og selv ved Privattheatrene
spiller de virkelige Stjerner ikke for ringere Gage. Judics Engagement
ved Variétés sikrer hende en halv Million for fem hundrede
Forestillinger, Jeanne Granier, den unge Sangerinde paa Renaissance, til
hvem Paris's Operettekomponister kappes om at skrive Roller i Smag med
"den lille Hertug", har firsindstyve tusind Francs for to hundrede
Forestillinger.

Naturligvis: disse Guldfloder er ikke Kunstens Maal, og de er heller ikke
Maalestokken for, til hvilken Højde den er naaet i et Land og i en given
Periode. Men det kan ikke nytte at nægte det, i vore Dage er de meget
virkningsfulde og saa halvt om halvt uundværlige Midler til at naa de
høje Maal. Jo mere fristende Lønnen er, desto stærkere anspændes ogsaa
Evner og Kræfter for at fange den; jo bedre et Arbejde betales, desto
større Omhyggelighed kan der anvendes paa det. Enhver fransk Forfatter
har Sigte paa Theatret; det er Valpladsen, hvor hans afgjørende Sejr skal
vindes. Eet Held der er nok, saa er hans Karrière gjort, det bringer ham
Ry, Position, materiel Uafhængighed. Til en saadan Valplads gaar man saa
rustet, som man kan blive. For Aktørens Vedkommende er Sagen den samme.
Føler den unge Mand Kald for Scenen, har han ingensomhelst Grund til ikke
at følge det. Theatret er baade i Stand til at veje hans Talent op med
Guld og til at byde ham en social Stilling, som han skal have stort
Besvær ved at naa ad anden Vej. At de franske Skuespillere lige til for
nylig ikke kunde blive Riddere af Æreslegionen, var en Anakronisme
simpelthen, der var bleven staaende ind i en Tid, hvor den absolut ikke
hørte hjemme. Under den tredie Republik er den dramatiske Kunstner
fuldkomment lige saa anset som enhver anden Talentets Mand. Han er en
feteret Gjæst i de fornemste Saloner, han omgaas paa lige Fod med Folk i
Statens øverste Poster. Coquelin er nærmeste Ven med Frankrigs første
Politiker og dets tilkommende Overhoved. Dupuis afslutter literære
Konventioner med Rusland og indstiller franske Forfattere til russiske
Ordensdekorationer, selv en udelukkende Farceskuespiller som Christian er
Maire i den Kommune, hvor han har sin Sommervilla. Staten giver med sine
Subventioner allertydeligst Attest for, hvilken Respekt den har for
Theatret. Operaen, Opéra-comique, Théâtre français og Odéon faaer
halvanden Million aarlig i Statstilskud. Det har hverken Literaturen
eller de bildende Kunster. Og iøvrigt er jo nu ogsaa Skuespillernes
Udelukkelse fra den nationale Dekoration hævet. Got bærer sit røde Baand,
og han bærer det saa berettiget som Nogen i Landet.

Theatrets Prosperitet drager imidlertid ikke alene Talenterne til sig,
den udvikler dem ogsaa. Den giver Skuespillerne, hvad der saa mange andre
Steder fattes dem, den tilbørlige Tid til at udarbejde en Figur. Det er
højst karakteristisk, hvilken Betydning der i Frankrig tilskrives en
Rolles "Création". Allerede Ordet angiver, hvorledes der deri lægges en
ikke blot reproducerende, men originalt skabende Virksomhed. Man taler om
de Roller, en Skuespiller har "kreeret", som man taler om en Digters
Værker. Og man gjør det tidt med megen Grund. Figurer som de, Got og
Coquelin viser os i "Les Rantzau", er i Virkeligheden skabte af dem. Men
den Uendelighed af fine, karakteriserende Træk, hvorved de har gjort Jean
Rantzau og den gamle Skolelærer til saa levende Menneskeskikkelser, som
der nogensinde er set paa en Scene, de er ogsaa kun Resultatet af et
meget stort og meget samvittighedsfuldt Arbejde. Coquelin har i sex
Maaneder anvendt flere Timer daglig paa at udforme det Billede, han havde
tænkt sig, og i to, tre Uger umiddelbart før Stykket skulde gaa, lod han
alle sine øvrige Roller doublere for ikke ved noget Andet at distraheres
fra sin nye "Création". Sligt er ikke muligt, hvor Theatret skal slide
for Brødet; kun naar det er situeret som i Paris, kan det tillade sig en
saadan aristokratisk Soignering. Der har Talentet alle Betingelser for at
kunne perfektionnere sig. Og ethvert kan komme paa sin Plads. Det er ikke
der en enkelt exklusiv Scene, hvorom al Interessen samler sig, der er en
hel Række af Theatre, som kan byde den dramatiske Kunstner en Position af
første Rang. De største Forfattere forsyner deres Repertoire, et ligesaa
intelligent som talrigt Publikum fylder deres Sale, de har Traditioner,
de har Anseelse, de har Rigdom, Alt, hvad der kan stille Talentet i
Relief. Derfor kommer det til dem. Palais-Royal har gjennem Aartier
stadig havt og har endnu en Samling af komiske Skuespillere, der er
aldeles uforlignelig, Judics Kunst er saa overlegen som nogen
Skuespillerindes, og Variétés har foruden hende en Dupuis, en Baron, en
Lassouche, en Léonce, det er ikke muligt at faae nogen i sin Art mere
fuldendt Forestilling at se end der. Vaudeville har Blanche Pierson,
Renaissance Granier, selv ved Smaatheatre som Nouveautés finder man
Kræfter som Brasseur og Mlle. Ugalde. Der er knap noget eneste af
samtlige Parisertheatre, som ikke i en eller anden Retning kan byde
noget Udmærket.

[Illustration: Samary]

IV.

Denne Floreringstilstand er et Resultat af Paris's exceptionelle
Stilling, først og fremmest som Centrum for det hele dramatiske Liv hos
en Nation, der paa dette Punkt har ganske særlige naturlige Anlæg, som
det umaadelige Verdenskaravanserai dernæst, i hvis Fornøjelsessvælg
daglig Tusinder og atter Tusinder af Rejsende fra alle Jordens Egne øser
deres Guld. Før Jernbanerne kom, var en Snes Opførelser af et Stykke det
Almindelige, halvtreds det kun overordentlig sjeldent naaede Maximum; nu
spilles Alt det tidobbelte Antal Gange. Sæson efter Sæson kommer man
højere og højere i Vejret, Kulminationspunktet er aabenbart ingenlunde
naaet endnu.

[Illustration: Dandserindernes Paaklædningsloge.]

Sine betænkelige Sider har disse Forhold imidlertid ogsaa. De ligger
mindre i den Mangel paa Tilførsel af friske Kræfter, som Udslukningen af
det dramatiske Liv i Provindsen kunde synes at maatte drage efter sig.
Hvor de end kommer fra, myldrer det stadig med nye Talenter. Ved Théâtre
français for Exempel er aldrig saasnart Madeleine Brohan begyndt at
blive, gammel, før man har Sarah Bernhardt, og efter hende Croizette, for
slet ikke at tale om Reichemberg og Broissat. Før Croizettes Stjerne
endnu er blegnet, dukker Samary op, og næppe har hun faaet Tid til at
gjøre sit Talent gjældende, før der paa Trinet under hende er en Yngre,
Baretta, til at fængsle Opmærksomheden. Allesammen er de komne i ikke
synderligt over en halv Snes Aar, det er ikke blot en uafbrudt
Rækkefølge, det er en Succession, der formelig jager hinanden. Heller
ikke den Mangel paa Plads for den dramatiske Produktion, der bliver en
Følge af Masseopførelserne, har noget Ængstende ved sig. Theatrene i
Paris er saa talrige, at det virkelig Gode altid vil kunne komme frem.
Desuden er Komponisterne allerede begyndt at ty til London, Bruxelles og
St. Petersborg; bliver Tumlepladsen paa Parisertheatrene virkelig de
dramatiske Forfattere for snever, vil de hurtigt følge Exemplet. Derimod
ligger der i Beskaffenheden af det Publikum, som Fremmedtilstrømningen
leverer, en alvorlig Fare. Selv om det forstaar Fransk, mangler det dog
Parisernes dramatiske Opdragelse. Det er tilfreds, naar det faaer en
Komedie at se, der har Ry; Udførelse og Sammenspil kan saa være, hvordan
det vil. Naar et Stykke er gaaet nogle hundrede Gange i Træk, og de
oprindelige Kræfter ikke længer kan holde ud at spille i det, ombesættes
det med andre, der er dem langt underlegne; men Udlændingene, som nu
udgjør Tilskuernes Pluralitet, lægger ikke engang Mærke til det. Denne
Uskik har allerede grebet saaledes om sig, at man endogsaa paa Théâtre
français kan se den franske Literaturs Mesterværker gaa over Scenen paa
en Maade, der er noget nær skandaløs. Meget ofte forstaar de Rejsende
ikke engang Fransk. De tyer da til de Theatre, hvor der er Noget for
Øjet. Udstyrsstykkerne, særlig de saakaldte _pièces à femmes_, bliver ved
denne Tilstrømning ligesaa ængsteligt talrige som ængsteligt blottede for
Alt, hvad der har det Mindste med dramatisk Kunst at gjøre. Man ser
Stykker som det vanvittigt meningsløse "Tusind og en Nat" gjøre en
aldeles formidabel Lykke, give ti, tolv tusind Francs hver Aften ved
flere hundrede Opførelser ene og alene, fordi det vrimler paa Scenen med
Heste, Hunde og Elefanter, og fordi der i Dekorationer, overlæssede med
Guld og Farver og fantastiske Lysvirkninger, præsenteres
Masseudstillinger af unge Kvinder i Kostumer, der som oftest allerhøjst
er Antydninger af Kostume. Man kalder det Ballet, men dandse kan kun den
enkelte Primadonna, og hun er forskreven fra Udlandet, idet Dandsen
nemlig er en Kunst, der overhovedet ikke kjendes i Frankrig. Resten er
Smaapiger fra Portnerloger og Modemagasiner, Sypiger og Kunstnermodeller,
af hvilke man ikke forlanger andre sceniske Kvalifikationer, end at de
kan tage sig ud i Trikot. Udvalg har man nok af altid, skjøndt en saadan
Ballet er en hel lille Armee. Saa saare det rygtes, at et nyt
Udstyrsstykke er paa Stabelen, strømmer de smaa theaterlystne Evadøttre i
Hobetal til fra alle Kanter af Paris for at lade sig hverve, og man har
Kasernen overfyldt i en Haandevending. Gagen er kun en Snes Sous pr.
Aften, Tjenesten streng, Behandlingen, de faaer, rent soldatermæssig. Men
de har Ungdom og Fantasi de Smaa, de har megen Livslyst som Vind i
Sejlene og meget lidt Moral hjemmefra med som Ballast. Naar der er et Par
Minutters Fritid fra Omklædningerne uden Ende, og de sidder oppe i
Paaklædningslogerne med deres Kammerater og fortæller hinanden
Fehistorier om Forgængerinderne, saa glider det snevre Rums Vægge
tilside, og ude i Baggrunden dukker der det ene lokkende Billede op efter
det andet. Theaterlivet har sine Changementer større, mere uforudsete
endnu end de i Eventyrkomedien dernede paa Scenen. Hvad der er hændet de
Andre, hvorfor skulde det ikke kunne hænde dem? De har jo nu ogsaa
"deres" Theater, "deres" Loge, "deres" Prøver, og de kan anskaffe sig
smaa rosenrøde Visitkort, hvor deres Navn staar i Snirkelskrift og et
fint lille "du théâtre de la chose" nedenunder. Det er det første Skridt,
Skridtet, der koster. Siden gaar Alting af sig selv. Før Stykket er
spillet til Ende, kan de være flyttet fra Paaklædningslogen over i
"deres" Hotel, _un vrai petit bijou_ af et Hotel med Rosentræsmøbler og
lyseblaat Silketapisseri. De kan kjøre i Boulogneskoven i "deres" Vogn,
med "deres" Heste og "deres" egen lille søde Groom. Hvem veed, maaske kan
der paa Visitkortet staa "comtesse" eller "baronne" og en Krone ovenover,
som er ægte, og som har Ret til at staa der. Nede mellem Kulisserne er
der ikke blot Brandfolkene til at kurtisere. Der kommer saa mange
distinguerede kjoleklædte Herrer op, baade unge med Esprit og Humør og
gamle med Diamanter i Brystet og Diamanter paa Fingeren. Og de er saa
mageløst elskværdige, og de inviterer til Souper og sender Etuier fra Rue
de la Paix og Fontana. Man spørger _maman_ hjemme, hvad man skal gjøre.
Maman siger som Mme. Bichon: "Il y a des situations dans lesquelles on
est obligé de prendre quelqu'un." Og saa gjør den Lille _son choix_, og
Alverden er tilfreds--saalænge det varer.

[Illustration: Mellem Kulisserne.]

Kun Fru Thalia har skjellig Grund til ikke at være det. Engang imellem
tager en eller anden Avis sig af hendes Sag og holder Formaningstaler mod
Theatrenes Forvandling til Menagerier og Fruentimmerbazarer. Men
Fremmedtilstrømningens Guld har en Klang, der lyder højere og sødere i
Direktørens Øren. Han stopper det i Lommen og tager de smaa
Formaningstaler med paa Kjøbet, og Forholdene bliver, som de er. Nu,
Noget af den Slags maa der naturligvis ganske nødvendigt altid findes i
en By som Paris. Faren er kun, at det ikke breder sig. Og i saa Henseende
er der et fortræffeligt Bolværk til at standse: Parisertheatrenes uhyre
Konservatisme. Man møder den for hvert Skridt. Saasnart man kommer ind,
finder man ved et højt Bureau tre fine Herrer i Kjole og hvidt
Halstørklæde, der anmoder om Ens Billet. Det er dog ikke for at beholde
den. De bytter den simpelthen om med en anden, som man saa afleverer ved
den egentlige Indgang. Hvad de skal gjøre godt for, er der Ingen, der
begriber. Men de har siddet der saalænge som Theatret har staaet, og
derfor bliver de ved at sidde der. Hele Aftenen sidder de og pynter op i
Entréen og viger ikke af Stedet. Man har en Fornemmelse, som var de
Grundpiller, og som Theatret maatte styrte sammen, hvis de forsvandt. Er
man kommen ind i Korridorerne, har man "Ouvreuserne" paa Halsen. De skal
anvise Ens Pladser. Det vilde være langt simplere, om Billetterne bar
Numer, som alle andre Steder i Verden, men saa var Ouvreuserne ingen
Nytte til, og de er et gammelt Inventarium, der for enhver Pris maa
bibeholdes. Saadan er det i Smaat og saadan i Stort. Det, at den franske
Theaterforfatter næsten aldrig vover sig ud fra Salonerne, ud i den frie
Natur mellem andre Mennesker end netop Parisere og Grever og Baronesser,
det er et Udslag af akkurat det Samme. Det er, om man vil, ikke Andet end
Respekt for Traditionen; Alt, hvad der er godt i vor ufuldkomne
menneskelige Verden, har jo i Regelen ogsaa sin svage Side. Men hvad det
end er, saa vil det bevare den virkelige, ægte Komedie paa de
Pariserscener, hvor den har gammel Hævd paa at florere. Deres Antal er
mange. De vil beholde Pariserne som Publikum, og de vil altid trods
Udstyrstheatrene faa en saadan Forstærkning af de Fremmede, at de kan
gjøre glimrende Forretninger selv med det Gode, de præsterer, og at der
følgelig ingen Grund er til Forandring. Paris's Ophøjelse til
Theatercentrum ikke blot for hele Frankrig, men saa halvvejs samtidig for
den hele civiliserede Verden bringer da saaledes i Theatrenes forøgede
materielle Velvære den franske dramatiske Kunst en stor Støtte, uden
samtidig at medføre væsentlige Farer for den. I gamle Dage har Talentet
muligvis kunnet leve af Kildevand og Maaneskin. Det er for vort
Aarhundredes mindre primitive Mennesker vanskeligt at sætte sig ind deri.
Nu kan det det i hvert Fald ikke længer; i vor Tid trænger det til god
Vin og god Føde, naar det ikke skal faa Svindsot. Paris er saa heldig
baade at have dramatiske Talenter nok og at kunne give dem tilstrækkelig
Føde til, at de kan voxe sig store og stærke.

[Illustration: Théâtre français' Yngste: Mlle. Baretta.]




SOMMERLIV OG FESTER.


Grand prix de Paris.

Paris har ligesaavel som London sin Saison, visse Maaneder af Aaret, da
Befolkningens fine Portion er forpligtet til at lyksaliggjøre Hovedstaden
med sin Nærværelse, og da følgelig Byens Liv naaer sin højeste Potens.
Men man er dog ikke ganske saa rigorøs som hos de stive Britter. De kan
ikke, uden at sætte deres gode Navn og Rygte paa Spil, vise sig i
Westend-Palæerne en eneste Dag før den 1ste Maj, og de kan heller ikke
uden Risico for, at de mest kompromitterende Rygter bringes i Omløb om
dem, atter forlade disse Palæer før netop den 1ste August. Selv for den
allernobleste Franskmand er derimod et Pariserophold tilladeligt paa
hvilkensomhelst Tid af Aaret, det kan være ham til Behag. Paris gaar det
an at foretrække, endogsaa naar "Alverden" er i Nice og Cannes, paa
Jagtslotte paa Landet, eller i Badevillaer ved Kysten. Men sin Sæson har
Byen alligevel. Den falder sammen med den Tid af Aaret, da Paris er
skjønnest. Saasnart de første Foraarsbebudere kommer, kommer ogsaa den
fornemme Verden hjem fra Rivieraen ved Middelhavskysten. Paris er da paa
sit Højeste. Den svælger i Fester, den bugner af Luxus. Theatrene byder
paa Sensationspremièrer, de berømte Virtuoser kommer fra alle Jordens
Kanter og lader sig høre ved Koncerter, hvor den simpleste Plads er til
en Louisd'or, der arrangeres straalende Velgjørenhedsmarkeder og elegante
Bazarer, hvor Grevinder og Hertuginder og Fyrstinder staar i Butikerne,
den officielle Verden giver sine store Galamiddage, Faubourgernes,
Pengenes, Kunstens og Litteraturens, ja selv Demimondens Aristokrati
kappes om at holde Soiréer og Baller hver eneste Aften. Saaledes bliver
det ved at gaa tre, fire Maaneder paa Rad, indtil endelig det hele
tumlende Fornøjelsesliv den første Søndag i Juni ender med en
Slutnjngsfête, der stikker alle de andre, med _le grand prix de Paris_,
Frankrigs Derbydag, de store Væddeløb paa Longchamps-Sletten.

Denne Dag er efterhaanden bleven en af Paris allerstørste Festdage. Det
er i Grunden kun Nationalfesten den 14de Juli, der er mere. Og der er
endda den Ting at bemærke, at ved Nationalfesten holder
Ikke-Republikanerne sig tilbage for at protestere; til de store Løb
derimod maa Alle med uden Menings- og uden Standsforskjel. I den fornemme
Verden har det allerede under Kejserdømmet hørt til god Tone at tage
Afsked med hinanden ved et Glas Champagne paa Saddelpladsen, før man
lægger sig paa Landet, og denne gode Tone er med Aarene trængt ud til
bestandig bredere og bredere Samfundslag. Nu er der knap en sølle Calicot
længer, der ikke finder Longchampsudflugten nødvendig for at hævde sin
sociale Position. _Le grand prix_ er den Dag, da alle Parisernes
Sparegrise, selv den beskedneste Arbejderfamilies, slaas i Stykker. Og
har man ikke nogen Sparegris, saa har man dog altid en eller anden
Gjenstand, man kan sætte paa Mont-de-Pitié for at komme med. Man skal til
Longchamps, hvordan det saa gaar. Det er ikke egentlig for Løbenes Skyld;
Pariserne sidder der ikke som Englænderne nogen medfødt Sportsmani i
Blodet. Det er just heller ikke for at more sig; naar man vil være ærlig,
veed man ganske vel, at Dagens Besvær tidt bliver større end dens
Morskab, saafremt man da ikke har hele Lommen fuld af Guld. Men man maa
afsted alligevel. Naboer og Gjenboer, alle mulige Bekjendte er med, saa
kan man jo dog ikke blive siddende hjemme. Og saa er der ogsaa een Grund
til. Man giver sine Penge ud paa Væddeløbsdagen i det stille Haab, at de
skal komme ind igjen med Renter og Rentes Rente. Man vædder. Alle gjør
det; Sadlepladsens Publikum sætter Tusindfrancsnoter paa Spil,
Tribunernes Hundredefrancssedler og den store, vulgære Masse paa
"Grønsværet" Louisd'orer og Femfrancer. Spilleraseriet er en af
Kræftskaderne ved det moderne Parisersamfund. Det er ikke blot paa
Børsen, at Alverden gjør Forsøg paa at tjene sig rig i en Haandevending;
overalt, hvor man kan komme til det, tumler man med ind i den vilde
Parforcejagt efter de rullende Guldstykker. I de parisiske "Cercles"
tabes og vindes der ved Baccarat-Bordet Millioner hver eneste Aften, og
den Del af Befolkningen, der ikke kan betale de Hundrede, to eller tre
Hundrede Francs aarlig, som det koster at blive Medlem af en saadan
Spilleklub, rangerer sig da paa anden, billigere Vis ind i Fru Fortunas
Tilbederlegion. Efter Frokosttid, næsten hele Dagen igjennem, er de
parisiske Kaféborde fulde af smaa grønne Klædesplader, paa hvilke de
jevnere Samfundsklasser, helt ned til Arbejderen, vover deres surt
fortjente Ugeløn i Ecarté; der pareres ved Billarderne, der spilles i
Smug alle Slags Hasard i ethvert Beværtningslokales Bagstuer, der spilles
kort sagt af Alle og overalt. Væddeløbsdagen er en velkommen, saa at sige
med det Officielles Stempel paatrykt Anledning til at tilfredsstille
denne uhyggelige Passion under exceptionelt fristende Forhold, i fri
Luft, Menneskemylr og Sommersolskin, omgiven af Festvirvarets
nervepirrende Ramme. Enhver maa til Bookmaker'nes Boder. Der er Hundreder
af dem, og de gjør uhyre Forretninger allesammen. Naar det kommer til
Stykket, er det maaske først og fremmest dem, der gjemmer Alruneæblet,
som paa den store Væddeløbsdag drager alle Mennesker til
Longchampssletten.

[Illustration: "Bookmakeren"]

Allerede tidlig paa Morgenstunden begynder Udvandringen. Da det dog
alligevel skal være Feriedag, vil man gjøre den saa lang som muligt. Og
desuden gjælder det ogsaa at være betids paa Pletten for at faa en Plads,
hvor man nogenlunde kan se. Forsynede med appetitlige Frokostkurve sætter
formelige Hære af Smaaborgerfamilier sig i Bevægelse i Retningen af
Suresnes. Fra Klokken otte gaar der overfyldte Jernbanetog, Seinedampere,
Sporvogne og Omnibusser hvert andet Minut. Det er, som om det gjaldt en
Massestorm paa Mont Valérien. Men de mylrende sorte Striber af
Menneskemyrer kravler ikke op ad Højen, de følger Trup over Suresnesbroen
og spreder sig saa og besætter hver Grønsværsplet i Terrænet mellem
Neuilly, Boulogneskovs-Kaskaderne og Seinen. Der pakker de Kurvene ud og
holder efter Marchen Siesta i de kølige Skovskygger. De har behov at
forberede sig til at kunne staa imod Eftermiddagens Trykken og Trængsel
og Støv og Solhede; allerede før Et maa de sige Farvel til Træerne og
foretage deres Kapløb ned til Snoren, som indhegner Væddeløbsbanen.
Samtidig er ogsaa Vognene begyndt at komme rullende. _Grand prix_ er
Pariserkudskenes store Festdag. De, der nyder den Ære at throne paa
aristokratiske Selvejerekvipagers Bukke, faar Lov til at stille Husets
Maximum af Forspands-, Seletøjs-og Kjøretøijs-luxus paa Parade, de
ordinære Hyrekudske har den Tilfredsstillelse at faa et saadant Maximum
af Kjørepenge, som de ikke fortjener nogen anden Dag af Aaret. I Reglen
slaar Bekjendte sig sammen allerede flere Uger i Forvejen for at leje en
Vogn til de store Løb. Prisen er da noget over et halvhundrede Francs for
de almindelige Droschker og for Kjøretøjer med et større Antal Pladser i
Forhold dertil. Men har man ikke været forsynlig og lejet paa Forhaand,
kan det meget vel hænde, at man paa selve Dagen ikke slipper under det
Dobbelte. Ved den Slags Lejligheder er en parisisk Droschkekudsk grumme
lidt medgjørlig. Han farter op og ned ad Boulevarderne og ryster
overlegent paa Hovedet, selv om man stiller sig op paa Fortovet og holder
Louisd'orer frem og viser ham. Han tør ikke standse, har engang en af dem
forklaret mig. Inden den gentile Herre paa Fortovet naaede ud til Vognen,
kunde en brav Bourgeois springe op og tvinge ham til at kjøre _à l'heure_
hele Resten af Dagen. Han giver sig ganske rolig Tid, til han kan se sit
Snit og faa god Ladning. Han veed, at for hver Time, der gaar paa den
store Væddeløbsdag, stiger Vognene i Pris, til der til Slutning saa at
sige ikke er en eneste længer at faa indenfor Paris's Fæstningsværker.

Fra Klokken to holder de i endeløse Rækker ned over alle Vejene, der
fører til Longchamps. Man vilde naa et Tal af over ti tusinde, hvis man
var i Stand til at tælle dem. Thi fra Klokken to, det Tidspunkt, da det
første Løb begynder, er Sadlepladsen, Tribunerne, den store
Grønsværsslette, Alt fuldt af hver sin forskjellige Art af
Tilskuerpublikum. Der kan være indtil tre hundrede tusind Mennesker
klumpede sammen paa dette Sted. Man kan overse hele Terrænet fra
Tribunernes øverste Bænke; det er et Syn, som det næppe nogetsteds paa
Jorden er muligt at finde et Sidestykke til. Der er her ikke Tale om
spredte Grupper; det er, som om man vilde tænke sig en vældig,
uoverskuelig Kornmark, bevoxet ikke med gule Straa, men med
Menneskekroppe. Vrimmelen er ligesaa tæt, Fladen, der dannes af de mørke,
hattebeklædte Hoveder, ligesaa sammenhængende kompakt som den, der dannes
af de bugnende Ax. Hist og her stikker røde Parasoller frem som glødende
Valmuer; unge Piger er sprungne op paa Vognsæderne og staar der i deres
lysfarvede Sommertoiletter som blaa Kornblomster eller gule
Agerkaalsstilke og sætter brogede Pletter i den sorte Mark. Hele Fladen
gynger og vugger sig som kruset af Vindkast, men ind i Mylren kan Øjet
ikke se, det kan kun ane derinde en mystisk, æventyrlig Uendelighed af
muntre, vexlende Folkelivsbilleder, som sætter Fantasien i Bevægelse og
ligesom fylder Rummet med en kondenseret Essens af Liv og Glæde. Fra
denne Hovedmasse strækker sig ud, langt, langt bort i det Fjerne, langs
hele Væddeløbsbanens Snor, tætte sorte Myregange af andre
Tilskuerklynger; Bakker med rigt schatteret Skovbryn indfatter Billedet,
over det Altsammen ligger Guldglands af den varme Junisol.

[Illustration: Paa Tribunen.]

Og saa er der Maleriets Forgrund, som man har lige ved Siden af sig. Hver
af Tribunerne fortsættes forneden af en Enceinte, fyldt med Straastole.
Ogsaa der er der tætproppet af Tilskuere. Det er den fashionable Part af
Publikum. Allerede paa Femfrancspladserne opdager man det ene
extravagante Toilette ved Siden af det andet; paa dem, hvor det koster en
Louisd'or at komme ind, holder de formelige Saturnalier. Det store
Finantsaristokratis, stundom den virkelige Faubourgadels Damer med, og de
store Kokotter overbyder hinanden i Opfindsomhed. Deres Fantasi bryder
sig ikke om at tage Skjønheden med paa Raad, det gjælder kun at vække
Opmærksomhed. Om de seer ud som Paafugle og Pappegøjer, er dem
ligegyldigt, naar der blot bliver lagt Mærke til dem, og de kommer i
Avisen den næste Dag. De leverer Forestillingens Ouverture, og
Kappestriden mellem dem kan paa sin Vis være fornøjeligere end Kapløbet
inde paa Banen. Hvert Øjeblik gaar der som et elektrisk Stød gjennem
Tribunepublikummet.

[Illustration: Paa "Grønsværet".]

Alle rejser sig op, Beundrings-Ah'er og Vittigheder regner ned rundt
omkring, man applauderer, man hviner tidt himmelhøjt. Det er et
Parasolmonstrum i Solbrandsfarver og oversaaet med Fuglereder, man har
opdaget inde paa Sadlepladsen, en Frøken med Lueforgyldningsbroderier paa
den hvide Atlaskeskjole eller en havfrueagtig Fremtoning i Sivgrønt:
sivgrøn En-tous-cas, sivgrøn Kjole, sivgrønne Strømper og sivgrønne Sko,
Altsammen bedækket fra Top til Taa med en Mylr af ganske smaabitte
Sneglehuse. Det er kun i Paris, at man ser Sligt, og det er selv i Paris
kun den ene store Væddeløbsdag, at disse Toilette-Orgier rigtigt kan faa
Lejlighed til at slaa Gjækken løs.

[Illustration: I Enceinten.]

Signalklokken ringer, Jockeyerne farer ud paa deres stolte, fine,
adelige, men gyselig magre Væddeløbere. Tribunepublikummet har studeret
Programmet, det kjender Dyrene paa Jockeyernes Farver, og det raaber
deres Navne for at gjælde for Sportsmænd, der veed Besked. Men nogen
overdreven Enthousiasme for de første af Løbene er der dog egentlig ikke.
De maa mere betragtes som en appetitvækkende _Pièce de rideau_ før den
rigtige, store Forestilling. Det drejer sig kun om fem, sex tusinde
Francs, Summer, der paa en saadan Dag er altfor ubetydelige til at kunne
vække nogen virkelig Spænding. Og saa er der ogsaa det, at man ikke er
absolut sikker paa, om disse Løb nu ogsaa kan betragtes som rigtig
alvorlige. Man fortæller om saa megen _"blague"_ ved Smaaløbene, om
bestukne Jockeyer og Ejere, der med Vilje lader deres Dyr tabe, fordi de
i hemmelig Forstaaelse med en Bookmaker har store Pareer imod dem. Alle
mindes Affæren fornylig ved Chantilly. En Jockey blev kastet af og kom
slemt til Skade, og det oplystes da, at han var betalt af sin Herre for
at holde Hesten tilbage. Men Dyret havde været stærkere end han; dets
Instinkt fortalte det, at der var Noget i Vejen, og det skilte sig saa af
med sin Rytter og sørgede paa egen Haand for at komme ind som Numer Et.
Der skal gaa mange af den Slags Ting i Svang, veed man, og det svækker
Interessen. Med _"grand prix"_ derimod er det en anden Sag. Der gjælder
det baade Æren og Prisen, og den sidste er ikke mindre end hundrede
tusinde Francs. Det kan pirre.

[Illustration: I Enceinten.]

Der kommer en umaadelig Bevægelse mellem Publikum, saa saare Tallene
begynder at springe frem paa den sorte Tavle, hvor de Løbendes Numere
markeres. Alle rejser sig op. _"Assis! assis!"_ brøles og hvines der fra
Tribunerne, men Enceintepublikummet nedenfor dem tager ikke Notits af
deres Raab. Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i
Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Øjeblik ingen Tanke
for. "Hvem løber?" det er det første store Nysgjerrighedsspørgsmaal, det
gjælder om at faae besvaret. Det ene Tal springer frem efter det andet;
til _"grand prix"_ er der altid ti, femten Konkurrenter mindst, og man
trækker sig kun grumme nødigt tilbage. Selv om den ikke har nogen Udsigt
til at vinde, er det dog altid en uhyre Rekommandation for en Hest, et
Slags Adelsdiplom, at den har været med ved det rigtige store Løb. Man
kiger paa Programmet, man henter biografiske Notitser om Dyrene hos
Naboerne rundtomkring. Der er da ingen Overraskelse i Gjære? Der findes
forhaabentlig ikke mellem Deltagerne i Løbet nogen af de
hemmelighedsfulde Ubekjendte, som, opdragne i Smug af en
Førsterangstrænør paa et eller andet fjernt, øde Sted, pludselig dukker
frem og gjør alle Sportsmændenes Beregninger til Skamme? Man har set
Sligt ikke saa sjældent endda. Og findes der en saadan Konfusionsmager,
saa er jo alle Chancer, hvorpaa man har støttet sine Væddemaal, ikke to
Sous værd. Har man derimod udelukkende med bekjendte Løbere at gjøre, saa
er det i Regelen muligt at forudse Resultatet med nogenlunde Sikkerhed.
Der mangler sjælden en stor Stjerne, mod hvilken der kun pareres med
Enere mod Tiere.

Men hvor bliver den af, denne Dagens Helt? Dens Tal staar endnu ikke paa
Tavlen. Om der var tilstødt et Uheld! Om den pludselig var bleven
indisponeret og ikke kunde vise sig paa Arenaen! De store Væddeløbere er
ømfindtlige som de store Primadonnaer. Ængsteligheden begynder at brede
sig. De, der har været bag Kulisserne, beroliger imidlertid. Der kan
umulig være hændet Noget. "Bruce" er kommen fra England med specielt for
den lejet Extratog, og siden sin Ankomst har den stadig været omgiven af
en Livvagt paa sex fuldt paalidelige Karle, der med ladte Revolvere har
vaaget over, at ingen snedig Bandit sneg sig ind i dens Stald, beruste
den med Brød, dyppet i Vin, eller paa anden Vis gjorde den uskikket til
at lade sine Evner straale i det skjønneste Lys. Den er sund og frisk,
glødende af Kampiver, forsikrer de; de har været i Stalden endnu om
Morgenen. Herrer og Damer seer paa dem med beundrende, misundelige
Blikke; Hjerterne hører op at banke i Uro. Og der er jo virkelig ogsaa
dens Tal paa Tavlen. Et højt, tusindtunget Hurraraab hilser det. Men det
skjæres over paa Midten, Signalklokken klemter, og der bliver i samme Nu
Stilhed over den store Væddeløbsbane som i Theatret, naar Tæppet hæver
sig. Alles Øjne vender sig mod Sadlepladsens Enceinte. En efter en i
Række kommer Jockeyerne ridende ud derfra. De gjør en lille Galopfart for
at presentere sig ned over Banen en face for Tribunerne. Saa standser de
foran Dommerestraden, en ny Klemten, og Løbet begynder. Hvor der strækkes
Hals, hvor der hvines, hvor der vinkes med Lommetørklæder og Hatte og
Parasoller i Et uendeligt Brøl fylder hele Sletten. Hver Tilskuer raaber
sin foretrukne Dystløbers Navn og bliver ved at raabe det under hele
Løbet, som om Hesten kunde høre det, og som om det uvægerligt maatte føre
den til Sejer, naar det blot overdøvede alle andre. Der kommer de frem
ved Skovbrynet. "Invincible" er foran! Nej, "Bruce" tager den igjen! Den
holder sig! Den øger Distancen! Hurra for "Bruce"! Hurra! Hurra! Hurra!

De tager ingen Ende disse Hyldestraab, medens den lykkelige Jockey,
førende sig som en Heros, promenerer Dagens Sejervinder i Triumf hele
Væddeløbsbanen rundt. Gommeuxherrer og Sportsmænd paa Sadlepladsen
flokker sig lykønskende om Ejer og Trænør. Den Første tager ved dette ene
Løb en halvandet hundrede tusind Francs ind foruden de betydelige Summer,
Bookmakerne muligvis samtidig har ladet flyde i hans Kasse; den Sidste er
efter denne Dag Sportsverdenens store Stjerne, til hvis Gunst hele det
unge Aristokrati bejler mere end til nogen moderne Skjønheds, og hvis
Tjeneste betales højere end en Adelina Pattis og en Faures Toner.

Efter _"le grand prix_" følger der atter andre, mindre Løb med Priser fra
sex til femten tusind Francs. Det Hele ender først henimod Aftentid. Men
Væddeløbsslettens Publikum tyndes ud langt tidligere. Den fornemme Part
maa se itide at faa fat paa sine Kjøretøjer, der kan gaa Timer, før de
findes, og den store Hob maa tilbage for fra Stolene paa begge Sider af
Champs-Elyséesavenuen at være Vidne til det nye Skuespil: _le rétour des
cours,_ den uendelige Mylr af straalende Ekvipagers Hjemkjørsel i Parade.
Hele den brede Allée er opfyldt af et ustandseligt Tog, det er en
formelig Hær af Vogne, og det varer Timer, før Revuen tager Ende. Her
holdes Hovedmønstringen over Toiletterne; hvert Minut bringer
Overraskelse paa Overraskelse. Er _"le grand prix"_. Slutningen af
Parisersæsonen, saa er den ogsaa dens Apotheose. Man vil vise
Udlændingene sin kjære Stad i al dens Herlighed, før man overlader den
til deres Indvandring. Fra den første Mandag i Juni har de Lov til at
fylde den med Rejsekostumér og røde Baedekere, men den store Væddeløbsdag
skal den være sig selv, være paa Højden af sin Glands og Pragt. Og det
er den.

Badeliv ved Kysten.

Sommervarmen i Paris er som oftest ingenlunde uudholdelig. Saalænge Solen
befinder sig paa Himlen, er i Reglen ogsaa Vandslangerne i Bevægelse, En
hel Hær af Arbejdere er fra Morgen til Aften beskjæftiget med at holde
Alting vaadt, der bliver sprøjtet og sprøjtet paa Makadamiseringen,
Husfacaderne overrisles, Gaardene sættes under Vand, Trottoirerne skures
og vaskes i en Uendelighed. Det giver Friskhed og Kjølighed, saa den
store Bys Indeklemthed ikke trykker.

Men alle Regler har desværre sine Undtagelser. Af og til, naar
Temperaturen stiger særlig højt, og Sommeren bliver særlig tør, vil Dhuys
og Vannes, de to smaa Floder, der forsyner Paris med Vand, ikke længer
gjøre deres Skyldighed. Saa begynder Paris's Trængselstid. Byen begraves
i Støv. Som en tæt, brunliggul Taage stiger det op fra de milelange
Boulevarder og Avenuer. I de første Morgentimer staar denne Taage endnu
lavt, som om den ikke rigtig selv vidste, hvorvidt den vilde løfte sig i
Vejret eller løse sig og forsvinde. Men efterhaanden som Byen vaagner,
efterhaanden som der kommer Folk og Færdsel, med hver ny Vogn og hver ny
Fodgænger hæver den sig højere og højere. Den ruller ind over Byen i
voxende Skyer, der breder og breder sig fra Kvarter til Kvarter. Indtil
henimod Middag kan Solen endnu skinne igjennem dem, saa de tager sig ud
som en fin, langsomt faldende Regn af smaa Guldatomer. Men Time efter
Time fortætter de sig. Længere frem paa Dagen er det en fedtet, kvalm,
okkergul Os, der hyller Alting ind, saa massiv, at man ikke kan se fra
Lygtepæl til Lygtepæl. Det Hele er forvandlet til et ubegrændset
askefarvet Hav, i hvilket Mennesker og Vogne, Træer og Huse glider
sammen. Saa saare man stikker Hovedet ud af Døren, er i det samme Nu
Hals, Lunger og Brystkasse fyldte med Støv; naar man har gaaet en halv
Gade ned, seer man ud som en Melmand, vil man sætte sig ved et Kafébord
paa Trottoiret, maa det først fejes rent med en Kost. De lukkede Fiakrer
ruller langsomt og bedrøveligt gjennem Gaderne, som om det tommetykke
graa Lag paa Taget af dem tyngede, saa de ikke kunde komme afsted, over
de lange Boulevarder er der næsten ikke et eneste grønt Blad at opdage.
Alle Vinduer og Skodder holdes den hele Dag hermetisk lukkede, men Støvet
ude fra Gaderne trænger sig gjennem hver lille Sprække og Aabning, laver
Skyer, lægger sig i Lag overalt.

Paa saadanne Dage er det, at selv de Parisere, for hvem Paris er Alt,
faaer Sommerrædsel for den store Stad og flygter. De mindre enragerede
Boulevardtilbedere har allerede taget Vejen afsted før dem. Under den nye
atheniensiske Republik kræver Vinteropholdet i Paris stadig mere og mere
enorme Udgifter Sommeren er den Tid, da man sparer op til dem. Under
Foregivende af, at man har Behov for Landluft, afskaffer man hele det
store Træn fra Sæsonen, sætter sig paa landlig Diæt og vegeterer i en
Krog for atter, naar Selskabssalene i Paris paany aabnes, at kunne
udfolde sin Pragt og Luxus i dem. Det er væsentlig dette Hensyn, der
allerede strax efter "_le grand prix_" begynder at lægge Paris øde. Under
de to følgende Maaneder forsvinder dens Beboere mere og mere. I
Slutningen af Juli er den berøvet saa at sige hele sit "tout Paris", det
lille Frimurerselskab af udvalgte, ægte Parisere, der til daglig Brug
ligesom gjennemsyrer hele Staden og giver den dens Fysiognomi. Ikke Spor
af Elegance eller Chiched; Herskabsvogne og Toiletter er blevne saa
sjeldne, at de vækker Opsigt, naar de viser sig paa Boulevarderne,
Droschkekudskene har saa lidt at bestille, at de endogsaa om Søndagen
formelig plager Folk for at tage dem i timevis. Boulevarderne er halvt
tomme, mest befolkede med Arbejdere, stønnende Forretningsfolk og
langsomt drivende engelske Lorder og Misser.

Paris er paa Landet. Man tager til sit Château, naar man har enten et
virkeligt Château eller en lille, afsides liggende Gaard, hvilken der med
god Villie kan tillægges dette stolte Navn; man flytter til Villabyerne i
Omegnen, naar man er nødt til stadig at ture ind i Forretninger, eller
man rejser til Badestederne ved Bretagnes og Normandiets Kyster. Man gjør
helst det Sidste; det er mest Fashion.

Disse Badesteder skyder derfor ogsaa mere og mere op som Paddehatte. I
gamle Dage var der væsentlig kun Trouville; nu tælles de snart i
hundredevis. Et af de yngste, der samtidig har vist sig i Besiddelse af
virkelig Livskraft, er Etretat. Det er det, vi vil besøge.

Etretat er voxet meget hurtigt i Vejret. For tredive Aar siden laa der
paa dette Sted kun et Par enkelte Fiskerhytter, fremskudte Forposter fra
Fécamp. Men Alphons Karr kom tilfældigvis dertil og opdagede Stedet,
ligesom en engelsk Lord nogle Aar tidligere havde opdaget Cannes. Karr
byggede sig en Villa i den lille, lune Dal mellem to høje, hvide
Skjærgaardspynter, skrev om Stedet, fik sine Venner derud og
propaganderede saa godt for det, at han nu, naar han kommer dertil, kan
spadsere gjennem en lang Gade, der bærer hans Navn, og hvor de Handlende
i deres Butiksvinduer har udstillet alle Paris's Luxusartikler. Foruden
denne Hovedgade er der et Virvar af Veje, langs hvilke der ligger
prægtige Landsteder med Haver i den rigeste Mangfoldighed. Etretat og den
nærmeste Omegn har snart en halv Snes Tusind Beboere. Pariserne og
Badegjæsterne fra den anden Side af Kanalen, der er blevne kjede af Wight
og Brighton, har kastet deres Kjærlighed paa det, og et Sted, der tages
under Armene af saadanne Magter, behøver ikke mange Aar for at komme i
Flor. I Virkeligheden har Etretat allerede overfløjet de fleste
normanniske Badesteder. Trouville skræmmer trods de demokratiske Tider
Folk bort ved et altfor blandet Selskab, og Vandet ved dets Kyst viger
desuden stadig mere tilbage, saa at man tidt maa kjøre lange Strækninger
ud for at naa det. Deauville er for aristokratisk og Fécamp for
provinsielt. Dieppe er vel endnu i Mode, men Parisermoder skifter hurtig,
og Vinden blæser ad Etretat til. Naar man vil have et Billede af ægte
fransk Badeliv, skal man for Øjeblikket tage dertil.

Turisten, der kommer for et Par Dage, vil være henrykt. Det stolte Hav
med dets stadig vexlende Ebbe og Flod, de hvide Skjærgaardsklipper, som
springer ud i det og danner en Række af mægtige Portaler, mod hvilke de
herligste Triumfbuer kun er Legeværk, det muntre, brogede Badeliv paa
Bredden, den friske Luft oppe paa Toppen af de grønne Bakker, Musiken fra
Kasinoet--alt det vil sætte ham i Begejstring, og han vil uden Betænkning
erklære Etretat for et Paradis. Men Verden har nu engang kun sjeldent
Paradiser undtagen for Turister, der kommer og gaar. Og da muligvis En
eller Anden, som læser denne Skildring, kunde bygge Rejseplaner paa
Grundlag af den, foretrækker jeg istedetfor Turistens Lyrik at levere et
Billede af Stedet, som det virkelig er, naar man kjender det.

Ubetinget fornøjelig er selve Badningen. Er man kun vant til at gaa i
Vandet fra nordiske Badehuse, vækker den Forbavselse i første Øjeblik, og
det er meget muligt, at adskillige af vore Damer strax efter Ankomsten
vil erklære, at Sligt kan de paa ingen Maade være med til. I sidste
Instans bliver jo imidlertid alle den Slags Ting kun en Konvenienssag.
Hvad alle Mennesker gjør, kan ikke i Længden vedblive at være stødende
for den Enkelte. Amerikanere, Englændere, Russere og andre Folkefærd
følger da ogsaa uden Betænkning Stedets Skik og blander sig uden Hensyn
til Alder eller Kjøn i den brogede Vrimmel af Badende. Der er særlig to
Tider paa Dagen, da denne Vrimmel præsenterer sig mest malerisk, nemlig
om Formiddagen umiddelbart før Frokosten og lidt ud paa Eftermiddagen, i
Timerne mellem fire og sex. Alt, hvad Etretat rummer af Badegjæster,
befinder sig da paa Skrænten, som fra Kasinoterrassen fører ned til
Vandet. Under Sommerparaplyer og røde Parasoller lejrer man sig i Grupper
paa de smaa graalige Rullesten, hvormed Bredden er bedækket, plasker i
Vandet eller slaas om en Badehytte, hvor man kan klæde sig af og paa.
Disse smaa Træhuse findes i et Antal af hundrede eller saa omtrent
umiddelbart nedenfor Terrassen; men i den rigtige Badetid kan man dog
ofte komme til at staa og vente halve Timer ad Gangen, før man faaer fat
i en ledig Badehytte. Damernes og Herrernes er ikke adskilte; at en ung
Frøken staar paa Vagt, naar man kommer op af Vandet, og tinger om Hytten
efter En, hører til Hverdagsbegivenhederne, ligesaa godt som at en Herre,
uden at støde den gode Tone, banker paa Døren til en Dames
Paaklædningsværelse og spørger, om han snart kan afløse hende. Alt gaar
her paa Badeskrænten for sig fuldstændig _sans gêne._ En Badetur er her
det Samme som et Rideparti eller en Skovudflugt andetsteds. Om Aftenen
sætter man i Kasinoets Dandsesal hinanden Stævne til Badningen den næste
Formiddag. En isoleret Vandgænger hører til de store Sjeldenheder; i
Regelen er det hele Selskaber af Damer og Herrer, der følges ad og i
deres Badedragter venter paa hinanden for at tumle i Trup og paa Parade
ned ad Gangbrædtet over de smaa Rullesten og saa hoppe i Vandet.

[Illustration:]

Badekostumet er for Damernes Vedkommende Bluseliv, tidt holdt sammen af
et broget Skjærf, Benklæder, hvis normale Længde er til noget nedenfor
Knæerne, en stor, koket Solhat samt Sandaler.

Trods al sin Simpelhed tillader det dog en Utallighed af Variationer.
Mellem den bedagede Pebermøs folderige, til Anklerne naaende Dragt af
sort Merino og den unge, overgivne Amerikanerindes soignerede
Trikottoilette af lysblaat Uldmusselin, kantet med Guldgaloner, stærkt
nedringet, uden Ærmer og stumpende ovenfor Knæet, kan man vælge
Overgangsformer nok, der blotter eller dækker alt, efter hver Enkelts
Behov og Tilbøjeligheder. Herrerne møder som oftest i stribet Trikot, der
ender midt paa Laaret. Anseer de sig ikke for præsentable i det Kustume,
er det dog ogsaa tilladt for dem at skjule Naturens Skrøbeligheder under
en Blusedragt i Smag med de gamle Jomfruers. Selv i den kan de stundom
være tilstrækkeligt komiske. Under Vandringen mellem Badehytterne og
Vandet plejer begge Kjøn at have en Badekappe kastet over Skuldrene; den
er imidlertid ingenlunde absolut nødvendig, og det er kun Faa, der ikke
under alle Betingelser lader den flagre, som den vil. Den er mest til for
Vandringen opad efter Badet. Under dette lægges den helt nede ved
Bredden, fortøjet med et Par af de største runde Sten, man kan faa fat
paa, og saaledes, at man strax kan kaste den om sig i det Samme man
kommer op af Vandet. En Parade efter Badningen forbi det talrige,
inspicerende Tilskuerpublikum er af let En Bademester forstaaelige Grunde
ikke hensigtsmæssig uden disse Kapper.

[Illustration: En Bademester.]

Badningen er langt mere et Fornøjelsesparti end en Sundhedsforholdsregel.
Man bliver ofte indtil tre Kvarter i Vandet, og man bestræber sig for at
more sig saa godt som muligt. Fra Enden af det høje Springbrædt styrter
baade Damer og Herrer sig ud paa Hovedet. Herrerne springer Buk over
hinanden, slaar Kolbøtter over hinandens Ryg eller under Brædtet, vælter
sig undertiden ud i Klumper paa en halv Snes Stykker ad Gangen og søger i
det Hele taget paa alle Maader at vise deres Dødsforagt for det vaade
Element. Ved deres Kunster vil de dog sagtens ogsaa stundom tiltrække sig
en eller anden badende ung Frøkens Opmærksomhed. Damerne kan i Reglen
svømme, og de foretager ofte lange Exkursioner ud ad Havet til, sammen
med deres Kavallerer. Undertiden tager den Skjønne ogsaa Plads i en af de
smaa, kvikke Joller, der ligger ved Bredden, jager afsted i den, fulgt af
Herresværmen, og styrter sig, naar hun er kommen langt ud, i Bølgerne,
for saa at lade deres Favntag bære hende ind igjen. Fartøjets Bjergning
overlader hun ubekymret til den, der har Lyst til at tage sig af det. De
Damer, der ikke er indviede i Svømmekunstens Mysterier eller ikke
dristige nok til at vove sig langt ud, holder sig paa lavt Vand, faar
Undervisning af Bademestrene eller af nærbekjendte Herrer, overpjadsker
hinanden med Vand og bliver hvert Øjeblik bange for Bølgerne, som ruller
hen over dem og slynger dem omkuld eller vælter dem ind mod Land,
Bølgegangen paa Normandiets Kyst er som oftest ganske respektabel, og de
Badendes Kamp med den paa det lave Vand kan fremkalde de pudsigste
Scener, naturligvis stadig ledsagede af Tilskuersværmens højrøstede
Latter, Tilraab og Vittigheder. Undertiden hænder det ogsaa, at en
nærgaaende Bølge skyller helt op til de nærmeste Stolerækker og over Hals
og Hoved jager deres Indehavere op ad Skrænten, samtidig med, at den
fører Badekapper og Sandaler, som de Badende har ladet ligge mellem
Stenene, tilbage med sig ud i Havet. Naar Sligt hænder, er der ingen Ende
paa Latteren, Virvaret og Tummelen. Hver søger at redde Sit, men Ingen
kan naturligvis finde netop sine Ejendele.

[Illustration: Opgangen fra Badet.]

[Illustration: Paa Rejefangst.]

Den Slags Scener er morsomme. Men det er just ellers ikke let at faae
Tiden til at gaa, og det er netop en af Skyggesiderne ved Opholdet i
Etretat, naar det udstrækkes over et længere Tidsrum. Folk, der ligger
ved et Badested, har i Regelen den Anskuelse af Tilværelsen, at Badeliv
nødvendigt maa være ensbetydende med Driverliv. Hos Badegjæsterne i
Etretat synes denne Opfattelse at være bleven til et Dogme. De betragter
Driveriet som uafviselig Pligt, ikke blot for sig selv, men ogsaa for
deres Venner og Bekjendte, Naboer og Gjenboer. I en lille Krog som
Etretat hører Alverden efter en fjorten Dages Forløb uundgaaelig til en
af disse Kategorier. Den, der har Trang til at bestille Noget, skal
derfor blive borte fra et saadant Sted; selv om han skjuler nok saa godt,
at han tager sig noget Alvorligt for, vil det dog blive opdaget,
betragtet som en Forbrydelse imod den friske Luft og Landliggeriet og
energisk modarbejdet baade ved theoretiske Forelæsninger og ved praktiske
Forstyrrelser. Dette kunde endda gaa an, hvis det var muligt at drive
Maaneder hen i Etretat uden at trættes; men dertil bliver Stedets
Adspredelser og hele Liv i Længden for ensformige. Det kan være særdeles
morsomt for en Gang eller to at være med til Yndlingssporten ved disse
Badesteder, vade i stort Selskab med bare Ben og primitive Kostumer
omkring mellem Skjærgaardsklipperne og gaa paa Jagt efter Rejer, men det
er dog den Slags Fornøjelser, som ikke egner sig til at gjentages hver
Dag. Krocketspillet paa de store Plæner omkring Byen synes at være et
Privilegium for Englænderne, og Ture op til Bjergtoppene gjør man een
Gang i tredive Graders Varme, men saa aldrig mere. Skove findes ikke i
Etretats Omegn, og en Ridetur er en dyr Fornøjelse, da man ikke kan faae
en taalelig Ridehest at leje under tyve Francs.

Til daglig Brug er man i Virkeligheden saa godt som udelukkende henvist
til Kasinoet, det vil sige til saadan Noget som en Stump Pariserboulevard
paa halvtredsindstyve Alens Længde, begrænset paa den ene Side af
Badeskrænten, paa den anden af en Kafé med de højeste Priser og den
sletteste Opvartning, der existerer i hele Frankrig, saavelsom af
Spille-, Læse-, Koncert- og Dansesale.

Næst efter Badetimerne er det Kasinobesøgene, der spiller Hovedrollen i
Badegjæsternes Tilværelse. Naar man ikke hører til de Millionærer, der
paa deres Villaslotte udenfor Byen lever i fornem Ro, omgivne af parisisk
Luxus og alle en storartet Kystnaturs Skjønheder, er man i Etretat ikke
bedre installeret end i en hvilkensomhelst diminutiv Fiskerlejlighed
andetsteds. Stundom er man endogsaa værre faren, idet man lever
indestængt i en lille Kjøbstads snevre Gader, uden Haver og uden Udsigt
til Havet. Komfortable Hoteller findes ikke. Etretat har endnu kun to
saadanne Institutioner, der selvfølgelig ikke kan rumme meer end et
Minimum af de Besøgende. Pluraliteten lejer sig en Lejlighed af den
Slags, hvor man jager Benene gjennem Sovekammervæggen, naar man vil
strække sig lige i Sengen. Opholde sig i den Slags Huler meer end højst
nødvendigt, gjør man naturligvis ikke, og Kasinoet er og bliver derfor
eneste Tilflugtssted. Hvad enten man vil eller ej drives man ned til det
paa alle Tider af Dagen. Pariserne spiller Écarté, en meget høj
Écarté--der tabes og vindes stundom Titusinder paa en enkelt
Haand--medens Pariserinderne spadserer op og ned ad Boulevardstumpen og
viser deres Toiletter, eller af og til gjør en Tour ned paa
Rullestensskrænten for at hente det ikke sjeldent frugtbart
forhaandenværende Stof til Railleri over, hvor gyseligt den eller den
tager sig ud i Vandet, og saa sætter sig i Skyggen under Kasinokaféens
Solsejl for at lade dette Smaarailleri udvikle sig til de forfærdeligste
Historier om Veninder og Veninders Veninder. Englænderne gaar omkring i
Jockeyjakke og har Spleen, mens Englænderinderne derimod sørge for den
almindelige Morskab ved at præsentere sig i hvide Trikotkjoler med
højrøde Livbaand samt alenlange Sko og sorte Strømper.

Om Aftenen paatager Direktionen sig Underholdningen. Hveranden Aften er
der Komedie eller Koncert, hveranden Bal. Af og til kommer ganske vist
Kunstnere som Faure og Mounet-Sully og lader sig høre ved disse
Koncerter, men til daglig Brug er de hverken bedre eller daarligere end
Badestedsunderholdninger i Regelen, hvilket alligevel ikke afholder
Damerne fra at staa timevis i Queue for at erobre en Siddeplads i den
hede Sal. Til Dandsen er Tilstrømningen ikke mindre. Tilsynet overholdes
saa strengt, at Damer, hvis Rygte er slet, ikke faaer Adgang, og det
hører følgelig endnu med til god Tone at indfinde sig ved disse landlige
Baller. De reglementerede tre Gange om Ugen vandrer hele Ungdommen--og
meget ofte ogsaa en stor Part af dem, man udenfor Frankrig vilde kalde
Alderdommen--hjem fra Kasinoballet ligesaa drivvaade, som de om
Formiddagen er komne op af Badet. Især paa Englænderinderne er der ingen
stor Forskjel at se, da deres Bade- og deres Balkostume omtrent er ens.
Naar de møder paa Ballet, sidder kun deres Trikottrøjer lidt mere stramt.

Alt det kan, som sagt, være ganske fornøjeligt at se paa og være med til
nogle Dage. Men for Uger, ikke at tale om Maaneder, turde det hænde, at
Adskillige vilde finde det lovlig monotont. Havet ved Normandiets Kyst er
ganske vist stort og imponerende, men det er ofte trist og melankolsk som
Normandiets Himmel. Luften skal være styrkende, siger man, men Alverden
gaar dog omkring og klager over Vejret; paa Skjærgaardsklipperne voxer
der hverken Blomster eller Blade, og de lange, grønne Bakkeskraaninger
ender med at blive ensformige, naar man gaar og kiger paa dem Dag ud, Dag
ind. Man skal tage til Etretat som Turist for nogle Dage. Saa morer man
sig kosteligt over at se "tout Paris" gaa og tumle om mellem Rullesten
paa Kysten. Men naar man har plukket Buketten af dette Kuriosum, saa skal
man flyve afsted igjen. Boulevardstumpen foran Kasinoet er for lille til
aldrig at blive kjedelig, men for meget Boulevard alligevel, til at man
kan bilde sig ind, at man er i Naturen.

Nationalfesten.

Siden Verdensudstillingen 1878 har det republikanske Frankrig hvert Aar
ved Midsommertid sin store nationale Festdag svarende til, hvad
Napoleonsdagen var under Kejserdømmet. Et helt Aarti omtrent havde Paris
baaret Sorg efter Krigen og afholdt sig fra alle offentlige Forlystelser.
Men saa kom den stolte 1ste Maj, da Kæmpeværket paa Marsmarken stod
færdigt og aabnede sine Porte for de Fremmede, der strømmede til fra alle
Jordens Egne. Fredens Gjerning havde læget Krigens Saar. Paris var atter
sig selv: Verdens beundrede, lokkende Metropol, Mekkastaden for
Turisternes Pilgrimsfarter og Maalet for alle de Hjemmeblivendes Længsler
og Drømme. Den Dag blev Sorgen lagt i Frankrigs Hovedstad og over hele
Landet. Festens Faner kom frem igjen og pyntede den mylrende By,
Marseillaisens Toner foer tusindstetnmigt jublende, elektriserende
gjennem alle Gader. Den 30te Juni fulgte efter, Nationernes Fest,
Verdensdronningens Gallaceremoni for de Hundrede-Tusinder, der havde
samlet sig til Turneringen ved hendes gjenfødte Hof. Siden den Tid fejrer
den franske Republik hvert Aar sin Fødselsdag. Den har valgt dertil den
14de Juli, Aarsdagen for Stormen paa Bastillen, Indvielsesdagen for den
store Revolution, hvis Arv den har taget, og hvis Gjerning den
fortsætter.

Denne nationale Fest holdes over hele Landet, i enhver Provindsstad og
hver Landsbyflække, men hvor store Anstrengelser man end gjør sig
allevegne, bliver det dog, selv Alt tilsammentaget, Ingenting mod Paris's
Fest. Pariserne har en Evne til at kunne arrangere Fester som intet andet
Folkefærd i hele Verden. Ingen anden By er en saa vidunderlig hurtig.
Leder for Stemningens Elektricitet som Paris, ingen anden udstyret med
dens Midler til at kunne pynte sig i Fest, ingen anden Befolkning først
og fremmest begavet med det samme Sind som Pariserne til at kunne vælte
alt Muligt af sig og fornøje sig som Børn i uskyldig, overstrømmende
Glæde. Disse Egenskaber maa ved enhver ny Lejlighed føre til nye,
storartede Manifestationer; de vil blive ved at gjøre det, hvor gammel
end Nationalfesten bliver.

[Illustration: Lygter hænges op.]

En hel Uge allerede forinden den fjortende begyndes der baade af de
offentlige Myndigheder, og af Private paa Stadens Udsmykning. Overalt
tømrer og hamrer man, hænger Lygter op, bygger Æreporte, rejser
Mastetræer, pynter Huse og kjøber Flag først og fremmest. Trikolorhavet
voxer og voxer, indtil Byen til Slutning formelig er druknet under det.
Pariserne flager ikke, som man gjør det i mindre extravagante nordlige
Egne af Verden. De hænger Faner ud af hvert eneste Vindue i hvert eneste
Hus, de pynter Façaderne med tætsammenpakkede Emblemer af dem, de spænder
dem som Theatersoffitter tværs over Gaderne fra Tag til Tag, der hæver
sig ved hvert tyvende Skridt kolossale Master, hvorfra Faner vajer i
Snesevis. Selv den fattigste Arbejder i Belleville stikker sit Flag ud;
de store Nouveauté-magasiner sælger dem for et Par Francs Stykket, og det
er der i Paris Ingen, som ikke har Raad at betale for at kunne være med
til at fejre Nationalfesten. Men for Parisernes extatiske Begejstring er
ikke engang dette Flaghav nok. Butikernes Vinduer udstiller slet ikke
Andet end trikolorfarvede Salgsgjenstande. Det kjøbende Publikum svælger
i trikolore Kjoler, trikolore Damehatte og Herrekaskjetter, trikolore
Strømper og trikolore Halstørklæder, trikolore Vifter og Lommetørklæder
og Dukker for Børn; alt Muligt, hvad der sælges, maa, nåar
Nationalfestdagen nærmer sig, være trefarvet, selv Herrernes Seler og
Damernes Korsetter. Man er ikke nogen god Borger, naar man ikke er
trefarvet indvendig saavel som udvendig. Ikke engang Heste og Vogne gjør
en Undtagelse fra Regelen; de stakkels Dyr farer afsted med hele Hovedet
druknet i diminutive Flag, og der er ikke en Omnibus, uden at der vajer
mindst fire Nationalbannere fra dens fire Hjørner. Nogle Droschkeejere
maler selve Vognene blaa, hvide og røde, pynter Kudskene med trefarvet
Liberi og anskaffer sig trefarvede Dækkener til Hestene. Samtidig er
Gaderne overspændte med et saadant Væv af Guirlander og Blomster, at man
i de snevre af dem slet ikke kan se Himmelen. Det er netop dem, der i
Regelen er de rigest pyntede, og Alt, Tage, Mure og Vinduer, er da
forsvundet under Løv og Farver, ja selv Trappegange og Gaarde pynter man
med trikolore Papirsstrimler og med højst primitive trikolore
Vaabenskjolde. Er der et Rum paa ti Kvadratalen, hvor der ingen Flag og
ingen Dekorationer findes, bliver Folk staaende stille og spørger
hinanden, hvad der kan være i Vejen. Selv Sælgekonernes Frugt- og
Légumevogne maa holde Nationalfest, hvis de ikke vil tabe de gode
Republikanere, de har til Kunder. Paa alle Damelivstykker og i alle
Herreknaphuller seer man "la fleur nationale". Arbejderne anskaffer sig
trikolore Lærredshuer, og Damerne anbringer trefarvede Fjer i deres
Hatte; Børnene gjør man trefarvede fra Top til Taa.

Og saa oprinder da selve den 14de Juli. Paris er underlig paa en saadan
Dag. Den skifter lige fra Morgenstunden Karakter, saa at man ikke kan
kjende den igjen. Det sædvanlige Liv er borte og erstattet af et helt
nyt. Paa de andre Helligdage, selv paa de store af dem, gaar Handel og
Færdsel sin vante Gang. Først henad Aften, naar Forstædernes Beboere gjør
deres Spadseretur ned paa de store Boulevarder, kommer der lidt af
Søndagspræget over Byen. Men paa Nationalfesten er det anderledes.
Hvorsomhelst og paa hvilkensomhelst Tid af Dagen man sætter sin Fod i
Gaderne, mærker man, at der er noget Aparte over Staden. Der er først og
fremmest en ganske ejendommelig Fred. Alle Butikker uden Undtagelse er
lukkede, de store offentlige Haller, hvor man flere Dage i Forvejen har
gjort endnu mere omfattende Forberedelser til Festen end alle andre
Steder, de er nu rømmede for deres Boder og forvandlede til vældige,
guirlandebehængte Sale, hvor om Eftermiddagen Dandsen skal tage sin
Begyndelse. Der arbejdes ikke paa noget Værksted, selv Posten standser
sin Virksomhed fra Klokken elleve om Formiddagen. Efter den Tid tømmes
der ingen Brevkasser og uddeles ingen Breve; Postbudene drager i store
Klynger med hinanden under Armen gjennem Byen og synger Marseillaisen,
yderlig fornøjede over Fridagen, den eneste, de har Aaret rundt. Den
rastløse, travle Tummel er borte. Folk driver ganske langsomt,
skikkelige, søndagspyntede Grupper med en Mylr af Børn, og de standser
hvert Øjeblik for at kige paa Flagpynten og Transparentbillederne, der
skal illumineres om Aftenen. Af og til flokker man sig sammen midt paa
Gaden. En af de talløse Foreninger for Instrumentalmusik har stillet sig
op der omkring et Stativ, der bærer et trikolordrapperet Republikhoved
med frygisk Hue og flankeres af Foreningens medaillebehængte Faner. Man
opfører Koncert, og unge begejstrede Mænd holder Taler til Forsamlingen
mellem Numrene. Pludselig bliver en lille Pige, klædt paa som
Frihedsgudinde, løftet op over Massen, og man raaber Vivat for hende. Men
over det Altsammen, selv midt i Tummelen, er der den samme fredelige
Søndagshøjtidelighed, en absolut Fornemmelse af, at man er ude i den
dejlige Sommersol for at hvile sig efter Hverdagsslid og for at have det
hyggeligt og rart. Pariserne er ganske overordentlig elskværdige paa
denne Dag. Man ler til hinanden og vexler smaa gemytlige Bemærkninger med
hinanden i Forbigaaende, som om man var gode Venner, der mødtes, man gaar
omkring med en underkuet Trang til at sladre og til at være forekommende,
og man griber med Begjærlighed den mindste Lejlighed, ved hvilken den kan
give sig Luft. Man gaar saa vidt, at man rømmer sin Plads for hinanden i
Queuen ved Omnibusser og Sporvogne, og det vil sige Meget.

[Illustration: Forberedelse til Nationalfesten i Hullerne.]

Thi henimod Ellevetiden skal hele Paris afsted ud ad Longchamps til, hvor
den store Revue finder Sted om Eftermiddagen Klokken to i Overværelse af
Republikkens Præsident og med de officielle Tribuner fyldte af alle de
Notabiliteter, som Byen har kunnet holde tilbage efter _grand prix_. Det
er, i hvert Fald for Damernes Vedkommende, ikke overdrevent mange. Der er
uhyre sparsomt med Toiletter derude, Revuen er Longchampsslettens store
populære Fest. Men den er ogsaa populær tilgavns. Den Part af Paris's
Befolkning, som paa denne Dag undtagelsesvis kommer paa Farten, er den
tarvelige Verden, som ellers hele Aaret rundt sidder flittig, hjemme ved
Arbejdet, og den er altid ellevild af Begejstring over at se sine
Soldater. Paa selve Revuesletten gjør den ikke synderlig Spektakel; den
staar taalmodig og lader sig stege af Solen, medens de tyve, tredive
tusinde Mand defilerer, og bryder kun engang imellem ud i et pænt,
anstændigt Hyldesttilraab, naar en for dens Hjerte aldeles uimodstaaelig
Deling drager forbi: Saint-Cyreleverne, Pompiererne eller et saadant
Korps. Men paa de smaa Kaféer i Suresnes, Saint Cloud og deromkring, hvor
Soldaterne trækker over, naar de har defileret forbi Præsidenttribunen,
der giver man til Gjengjæld det glade Humør saa meget mere overgivent
frit Løb. Parisermylren og Pariserlystigheden er i disse Timer derovre
paa den anden Side Boulogneskoven.

Byens store Hovedaarer bliver tommere og tommere, jo længere man kommer
ud paa Eftermiddagen. Den Part af Befolkningen, der ikke er i
Boulogneskoven, klynger sig sammen paa Pladser og Squarer, hvor
Orphéons-Foreningerne giver Koncert, eller i asfaltbelagte, stille
Sidegader, hvor Kvadrillerne har taget deres Begyndelse allerede
umiddelbart efter Frokost. Vandrer man ved Middagstid ned over de store
Boulevarder, vil man knap tro, at det er dem. De ligger endeløse foran
En, fejede rene for al den brogede Færdsel, som ellers tumler afsted over
dem. Der er ikke en Vogn at se, saa langt Øjet kan naa. Efter Klokken sex
er al Kjørsel i Gaderne forbudt, og Kudskene har sørget for at tage sig
saa godt betalte om Formiddagen, at de ikke finder nogen Gene ved at
holde sig Ordren efterrettelig. I de til Boulevarderne stødende Sidegader
drager man sig med ægte Pariserhumør og i ægte Feststemning den sjeldne
Lejlighed til Indtægt og flytter Middagsbordet midt ud paa Gadeasfalten.
Der sidder hele Familien under aaben Himmel og krydrer Festmaaltidet med
en Tilgift af frisk Aftenkølighed, og en Hærskare af smaa italienske,
guitarspillende og dandsende Piger leverer for et Par Sous Underholdning
dertil. Ingen bliver staaende og seer paa det, som man vilde gjøre
andetsteds; den Slags Indfald forekommer Folk i Paris at være en ganske
naturlig Ting.

Befinder man sig imidlertid et Sted paa Boulevarden, hvor man netop ikke
kan kige ind til en saadan Pariseridyl, kan man let komme paa
besynderlige Tanker. Foran En ligger den lange, øde, graa Vej, allevegne
omkring seer man Faner og patriotiske Symboler, paa Afstand hører man
Trommehvirvler, underlige uharmoniske Horntoner og en uafbrudt Knalden og
Plaffen. Det er som et Bombardement; saadan, kommer man uvilkaarlig til
at tænke sig, maa Paris have set ud under Belejringen. Og dette
Bombardementsindtryk forstærkes kun, naar man drejer ind i en af de
Gader, der fører bort fra Centrum. Politipræfekten udsteder stadig
Plakater, ifølge hvilke den saa yndede Afbrænding af smaa Sprængbomber og
andre Fyrværkerisager hører til de ikke engang for et Folk, der morer
sig, tilladte Adspredelser. Men Pariserne anerkjender paa Nationalfesten
Ingenting som forbudt og bryder sig ikke om Politiet. Dette er paa sin
Side saa fornuftigt midlertidig at suspendere sine Forretninger og holde
Ferie ligesom Postbudene. Kun ganske umaadelig sjældent seer man en
enkelt Betjent i Gaderne, og er han der, er han ikke i Funktion. Det er
blevet slaaet fast som Regel ved den parisiske Nationalfest, at
Befolkningen selv agerer Politi, og hidtil har det ikke været forbundet
med Ulemper. Da nu Befolkningen ikke har Noget mod Sprængbomber,
tvertimod, saa faaer de Lov til at rase saa galt de vil, og det er
undertiden ganske forfærdelig galt. Efterhaanden som man kommer op mod de
ydre Boulevarder, op til Arbejderkvartererne, hvor Aftenfesten bestandig
har sin mest støjende og overgivne Karakter, blændes og døves man
fuldstændig af disse Raketter, Sole, Sværmere og Bomber, der farer ud fra
hvert Vindue og hver Gadedør med Tilbehør af Artillerisalver. Her er der
alt Andet end øde. Menneskeflokken mylrer som Myrer afsted midt i
Ildregnen. Hvergang det plaffer og sprutter, hviner Folk himmelhøjt af
Fornøjelse. Faaer de Fyrværkeriet i Ansigtet selv, bliver de jo nok
yderlig fortørnede et Øjeblik og farer med vældige Eder over mod den, der
har brændt det af, som skulde det gaa paa Livet løs. Men det varer kun et
halvt Minut. Naar han pænt har afgivet sin Undskyldning og erklæret, at
han ikke har gjort det med Villie, forsvinder Vreden igjen ligesaa
hurtigt, som den kom. Godmodigheden ligger paa Bunden her som overalt paa
den glade Nationalfestdag.

Hele Staden over begynder ved Mørkets Frembrud Illuminationshavet at
sende sine Strømme ud i alle Retninger. Det breder og breder sig,
gigantisk som Paris selv. Der er ikke den fjerneste Krog af Kæmpebyen,
hvor det ikke naaer hen, selv det milevide Terræn paa den anden Side
Fæstningsværkerne, over hvilket Paris spreder sine yderste Forposter,
selv det har sin Part af Aftenens Feeventyrs-Fest. Men paa enkelte Steder
koncentrerer Anstrengelserne sig. Snart er der over de store Boulevarder
mellem Mastetræer, der følger efter hinanden for hver tredie Lygtepæl,
trukket prægtige Gaskroner, fem i hver Række, snart er det en af de
offentlige Pladser, hvor en ny Statue afsløres i Tusind-og-en-Nats-Glands
af elektrisk Lys og bengalske Blus og trefarvede Illuminationsguirlander,
slyngede mellem hinanden saa tæt som Lianer, snart atter er det Boulogne-
eller Vincennesskoven, der er valgt til Festens Centrum. Inde i Krattet
hænger Tusinder af røde Papirslanterner og tager sig ud, som om Buskene
bar store, forunderlige, fosforiserende Frugter, paa Søerne vrimler det
af Smaafartøjer, overhængte med kinesiske Balloner, Raketternes og de
farvede Fyrværkeribombers uophørligt dryssende Regn falder som Myriader
af Stjerneskud ned over Vandet, og det elektriske Lys, der straaler ud
allevegne inde fra Træernes Tykning, lægger sit dagklare, fantastiske
Skjær over det Hele og fuldender Illusionen af, at man vandrer i en
fortryllet Skov. Gjennem hele Avenue de Champs-Elyssées er der mellem
Træerne trukket dobbelte Rækker af Gasguirlander med mælkefarvede Kupler,
og de samme hvide, skinnende Perlesnorsrader fortsætter sig som et Net ud
over den umaadelige Concordeplads og oversvømmer den med Lys, mens
farvede elektriske Blus kaster deres magiske Skjær ind i Fontænerne paa
begge Sider af Obelisken. Tuilerianlæget er blevet en Aladdinshave med
store, straalende koulørte Frugter paa alle Træerne, Kirkernes Spir rager
op som flammende Kæmpefakler, om alle de offentlige Bygningers
arkitektoniske Linier slynger Gasguirandolerne sig og forvandler dem til
Fepaladser i Lueforgyldning. Vidunderligt er der ved Seinen. Saa langt
man kan se, spænder Broerne sig over Vandet snart i gylden
Gasillumination, snart i hemmelighedsfuld dæmpet Taageglands af røde
orientalske Lygter, paa Floden selv glider de smaa Dampere saa tæt
behængte med Illuminationspynt, som var de byggede kun af farvede
Balloner, og Flammestraalerne fra Palaierne paa Quaien spejler sig i det
mørke Vand som tusindslynget Guldfiligran. Overalt er Paris druknet i Lys
og Flammer, allevegne krydses den mørkblaa Nathimmel af Raketter fra de
sex Kæmpefyrværkerier, som Municipalraadet i Aftenens Løb lader afbrænde
fra højtliggende Punkter af Byen.

Ejendommeligst og mest parisisk er dog, hvad Smaaborgerne præsterer i de
snevre Handelsgader i Midten af Byen og ude ad Forstæderne til. Paa begge
Sider langs Fortouget er der bygget Espalier af ganske smaa farvede
Glaslygter, føjede sammen i trikolort Arrangement til en lang,
løvganglignende Allée af Portal ved Portal, lukket for begge Ender med
store Soldekorationer i samme brogede Lygtebygning. Eller ogsaa er der
paa selve Husenes Façade hængt kulørte Papirslanterner op, der dækker
hver eneste Mursten, saa det seer ud, som hele Huset var bygget af dem.
Ud fra Taget skyder der samtidig lange Stænger, som bærer Buketter af
illuminerede Papirsblomster, de hænger paa Snore over Gaden, og de gløder
som store St. Hansorme i Laurbærbuskene, hvormed man til Overflod har
fyldt Fortouget. Uafbrudt stormer Skarer af marseillaisesyngende Mænd og
Kvinder med Lanterner i Form af kæmpemæssige Konvolveler afsted gjennem
disse Gader, røde og blaa bengalske Blus kaster deres fantastiske Skjær
over Mandfolkenes frygiske Huer og over Fruentimmernes store, trefarvede
Kokarder paa Haaret, Sværmerne, der sendes ud fra Husenes Vinduer,
drysser deres Ildgnister som Konfettiregn ned over Mængden. Nu mærker
man, at Pariserne er i Paris igjen. Alle de to Millioner er paa Farten,
og Masser af overfyldte Jernbanetog har i de sidste otte og fyrretyve
Timer bragt en lille en til i Reserve ind til den festpyntede,
festdrukne, fristende, forunderlige Hovedstad. Fra Ende til anden er den
en tumlende, overgiven, uendelig Markedsplads. Alle Torve er blevne til
Dandsesale, alle Fortouge udenfor Kaféerne til Vauxhalshaver med
mylrende, lystige Gilder. Langs de ydre Boulevarder, fra Place du trône
hele Kredsen rundt lige til Batignolles, paa den venstre Seinebreds
Boulevarder, ja selv midt inde i den fine By, paa Théâtre-français- og
Børspladsen holder man _fête foraine_. Hvor den er karakteristisk for
Pariserne! De morer sig med Ingenting. Den blotte Bevidsthed om, at det
er Fest, gaar dem til Hovedet og beruser dem med Jubel. Deres
Yndlingsfornøjelse er Karusellerne. Der er en for hvert tiende Skridt
over hele _fête foraine_-Bæltet, og man staar i Queue ved dem allesammen
for at komme op paa Træ-Bucefalerne. Øjnene straaler, man leer og hviner
af Glæde, mens man strækker Brystet frem og stikker efter Ringen, og mens
Udraaberne hyler de fingerede Stationers Navn, som man farer forbi. Der
er en vittig Kronikør, som engang har sagt, at hvis han blev Regering i
Frankrig, vilde han begynde med at udstede et Dekret, lydende paa, at
Karusselhestene skulde være i permanent Rotation paa alle Pladser og
Squarer. Naar det var gjort, kunde han rolig lægge Hænderne i Skjødet.
Intet Oprør vilde nogensinde banke paa hans Dør, thi de nationale
Lirekasser vilde standse Insurgenterne, og de nationale Karusselheste
vilde vide at dreje Opinionen til hans Fordel. Ved Siden af Karussellerne
er der Barakker med hele Theatre, hvor man opfører store patriotiske
Skuespil i mange Tableauer. Der er et af dem, "Børnene fra 93", som
stadig gjør stormende Succes. Jeg har kun set de sidste Tableauer, men de
er mageløse. Saavidt jeg kunde skjønne, hang Stykket ikke sammen, men
fremstillede i skjønsom Afvexling Billeder af den store Revolutions
Historie. Det ene var en Scene mellem en hel Bunke Østerrigere og en
fransk Soldat. Østerrigerne vilde have ham til at forraade hans Generals
Planer, og da han ikke vilde det, skulde han skydes. Men Franskmanden jog
dem under Tilskuernes Jubel paa Flugt allesammen med et Gevær i den ene
Haand og en Feltkjedel i den anden. Saa kom der et ganske lille Tableau,
hvor et Barn laa paa Dødslejet; det var død, forklaredes der, fordi dets
Moder ikke havde villet raabe "Leve Republikken". Og endelig endte den
hele Komedie med et Tableau i bengalsk Belysning, hvor Østerrigerne og
Franskmanden og den antirepublikanske Moder og det døde Barn allesammen
stod og viftede med Palmegrene op til en Republikstatue med frygisk Hue
paa Hovedet. Da det var forbi, fik Østerrigerne og Franskmanden Trommer
om Livet og stillede sig op udenfor Theatret og raabte ind til en ny
Forestilling.... Hvor man kommer hen, døves Ørerne af saadanne Svadaer,
for hvert Skridt maa man standse og høre paa disse uforlignelige
oratoriske Virtuosstykker af Udraabere til Menagerier og Marionettheatre
og elektriske Fruentimmer og Fiskemænd og Kæmpekvinder og Somnambuler, af
Markskrigere, der faaer et nyt Tandpulver til at blive en
verdensomvæltende Opfindelse, eller af Kroupierer i Skjorteærmer, der
byder ind til Spil, ved hvilke Ingen kan tabe og Alverden vinde Formuer.
Grupperne flokker sig, man trænges og ler og siger Vittigheder. Og stadig
farer der Sprængbomber ind, hvor Mylren er tættest, og syngende og
trommende og trompetende Processioner drager forbi med kulørte Lygter paa
Hattene. Skjænkeværterne stiller hele Fade med Vin ud paa Gaden og lader
dem strømme for hvem der vil drikke, Spækhøkeren ved Siden af vil ikke
staa tilbage og kaster trefarvede Æg i Grams til hvem der vil gribe.
Paris holder Fest! Tre Millioner Mennesker tumler mellem hinanden med
Følelsen af, at idag er Alting tilladt, idag maa man vende Verden paa den
anden Ende, om man har Lyst. Man hviner og jubler og jodler, men man gjør
ikke en Kat Fortræd. Hele Natten igjennem er Byen i Delirium. Men naar
Morgenen kommer, er der Ingenting sket alligevel, som den Besindigste
kunde ønske usket. Beruset af Fanehavets Farver og af Illuminationens
Glands i deres straalende, vidunderlige Fester har Pariserne moret sig og
været, hvad de er, naar de morer sig, hvad de er inderst inde paa Bunden
af deres Natur: store, godmodige, elskværdige Børn.

Sommer-Søndage ved Paris,

Udenfor Fæstningsværkerne, i et Bælte, der snevrer sig ind hist og her,
men vider sig ud paa andre Kanter til flere Miles Brede, strækker sig
rundt om hele Paris et Overgangsdistrikt mellem Land og By, som Pariserne
kalder _La banlieue_. Det har Landets friske Luft og grønne Sommerpynt,
men det har den bymæssig arrangeret mellem Boulevarder og Alleer med
Navnebrædt paa Hjørnerne, Sporvognsskinner og Gaslygter. Det er Omegnen,
der i Tidens Løb er bleven inkorporeret af selve Staden. De forhenværende
Smaalandsbyer er blevne til Arbejderforstæder, Markerne mellem dem
stykkede ud til Byggegrunde, paa hvilke der har rejst sig Landsted ved
Siden af Landsted, forbundne ved Haver og Parker til et stort,
sammenhængende Villakvarter, et solbadet, farvebroget Sommerparis udenom
den graa Kæmpeby.

Her er Pariserens forjættede Land. Et Hus og en Have i Banlieuen er
Endemaalet for al hans Stræben, den lokkende Belønning for et Livs Slid,
Lykken saa stor, som han kjender den.

For at naa den arbejder og arbejder han og paalægger sig alle Savn. Selv
efterat hans Bedrift har gjort ham til en velstaaende Mand, lever han i
et Hul uden Luft og Lys, under sig ingen Luxus og ingen Hvile. Saalænge
"Renten" ikke er tjent indtil den sidste Hvid, er han i Arbejdsdragt fra
Morgen til Aften. Men kommer saa endelig den store Dag, da han har Summen
fuld og rund, siges der ogsaa for bestandig Farvel til Butik og Værksted.
Han kjøber sit "Terrain" og drager med Kone og Børn til Banlieuens
Kanaan. Hans Ærgjerrigheds Higen kan have stilet højere eller lavere, alt
efter den Klasse af Samfundet, han hører til, men i Kubikmetre kan den
altid maales.

Denne Kolonisation af en stille, vegeterende Menneskerace, for hvem
Livets Uro er endt, som hygger sine Haver og poder sine Pæretræer og
forresten lader Verden sejle sin egen Sø, den lægger over Banlieuebæltet
en Grundstemning af stor Hvile og forunderlig Fred. Verdensstadsfeberen
gaar af En i det Samme man sætter sin Fod udenfor Paris's Porte, Luften i
de lange, ligesom slumrende Alleer er fyldt med noget Blødt, Bedøvende,
en sind- og tankeberoligende Essens af Rentier-Velvære. Heller ikke
Landliggerne gjør noget Skaar heri. De maa betale deres Sommerotium i en
møbleret Banlieuelejlighed saa dyrt, at de føler sig moralsk forpligtede
til at vegetere tilbunds. Men ved Siden af denne faste og fluktuerende
Befolkning er der de nomadiserende Gjæster, Søndagspublikumet, som kun
kommer for nogle Timer, og som kommer for at more sig, den lange Skare af
smaa Bestillingsmænd, som aldrig naaer op paa "Rentens" grønne Gren,
eller af smaa Haandværkere og Handlende i de unge Aar endnu, da Slidet
først lige er begyndt. De er til daglig Brug bestandig ved deres
Gjerning, Uger, Maaneder igjennem uden Hvile. Det er en stor Vildfarelse,
naar man bilder sig ind, at Pariserne altid er paa Farten for at more
sig. Tvertimod, intet andet Folkefærd er saa sparsommeligt med sine
Fornøjelser som de. Kig ind i Portnerens Celle, Han er i Regelen
Haandværker ved Siden af, Skrædder, Skomager eller Sligt. Man finder ham
ved sit Arbejde fra Solen staar op, til han henad Midnat gaar i Seng for
at unde sig den Smule Søvn, han kan faa, naar han hvert Øjeblik skal
trække i Snoren, som lukker Porten op for Natte-Efternølerne. Kig ind i
Blanchiseusens Stue. Hun holder ikke Kaffeselskab eller Faddersladder med
Naboerne; man vil Dag ud og Dag ind til et hvilketsomhelst Klokkeslet
finde hende uforanderligt paa samme Plet, ved sin Vaskebalje eller
Strygebrædt. Besøg de smaa Butiker. Ejeren, hans Sønner og Døttre staar
ved Disken uafbrudt, og Ingen af dem forlader maaske Maaneder igjennem
deres Plads undtagen de Par Øjeblikke, da de skiftes til at gaa ind i
Værelset ved Siden af og sluge Maden i sig. Man har ingen
Helligdagsanordning, og man laver sig ingen selv. Hver Fridag, der tages,
bliver kjøbt med Opoffrelse af Indtægt, og den tages derfor kun sjelden.
Men river man sig endelig løs engang og gjør et "_partie de campagne_",
saa skal det følgelig ogsaa være Fest tilgavns. Livslysten har sparet sig
op, mens den sad stænget inde saa længe; den maa nu have Luft i en
Udladning, der kan forslaa.

Saa fyldes da Banlieuebæltet i Følge med disse Landtours-Gjæster og til
deres Behov med en Rummel og Tummel uden Ende. Allevegne er der _fête
foraine, bal champêtre_, Kavalkadeoptog, Rosenbrudskroninger, Regattaer,
en Invasion af Fornøjelsesvirvar og Fornøjelseslarm _à grand orchestre_.
Men underligt nok, den glider ind i den stille Banlieuestemning uden at
skurre; man er vant til Kontraster, man kommer fra deres eget souveræne
Kongerige, man vilde savne dem, hvis man ikke fandt dem igjen herude
under andre Former. Disse Kontraster er det just, der gjør Banlieuen saa
ejendommelig parisisk. Bestandig skifter Karakteren, det er en broget
Vexlen af Kaleidoskopbilleder, man bliver aldrig kjed af den.

Hovedstederne, hvortil der tures ud, har desuden i Regelen ogsaa hver sin
Specialitet. Versailles og Saint-Cloud har deres _grandes eaux_", de
vidtforgrenede Springvandssystémer, der hørte med til Le Nôtres
Parkanlæg, og som endnu paa bestemte Sommersøndage sender deres taarnhøje
Straaler op over de store Plæner, paa hvilke i tusindfoldigt Mylr Grupper
af beundrende Smaaborgere har lejret sig. Bougival har sin _Bains-mixts_,
hvor de smaa Kokotter og Butiksdandyerne kopierer Trouville, sine
Illuminationsfester paa La Grenouillère-Øen og sine Kanotierballer.
Asnières og Neuilly har deres store Sommermarkeder, der varer Maaneder i
Træk, Nanterre sine Pompier-Processioner, Suresnes sine Rosenbrude,
Sannois sin Mølle, Maisons-Laffitte, Auteuil, Vesinet deres Væddeløb. Man
har hundrede Steder for et at tage hen. _Petit Journal_ indeholder hver
Lørdag en Fortegnelse paa flere Spalter over Punkter i Paris's Omegn,
hvor der den næste Dag er Noget paa Færde. Befordringen er saa overmaade
let. Fra den halve Snes Jernbanestationer, som Paris har, futter der Tog
afsted som Minutraketter i alle Retninger. Ved Enden af Avenue de
Villiers er der et Punkt, hvor man, naar man boer højt tilvejrs, mellem
Levallois-Perret og Clichy har Udkig i Horisonten til en Stump af
Saint-Lazares og Nordbanens fælles Linie. Det er mine egne Vinduer, saa
jeg kan tale om det. Stumpen seer paa den lange Afstand ikke ud, som den
havde meer end en Snes Alens Brede, og der er dog ikke noget Sekund fra
Morgen til Aften, uden at mindst een graa Røgslange bugter sig hen over
den. Paa en halv Snes Minutter og for nogle faa Sous spreder disse Tog
hundrede Tusinder over Banlieuen, uden at der nogetsteds er Trængsel
eller Besvær ved at komme med. Og ved Siden af dem er der saa ovenikjøbet
baade Sporvognene, der gaar lige til Saint-Denis, Saint-Cloud og
Versailles, og endelig Mouch'erne paa Seinen ikke at forglemme, de kvikke
smaa Dampbaade-Omnibusser, en ægte parisisk Specialitet og det
fornøjeligste Sommerbefordringsmiddel, der kan tænkes.

"_Du côté de la Seine_", er i de ni Tilfælde af ti Maalet for
Landpartiet, Pariserne nærer en ganske umaadelig Kjærlighed til Seinen;
deres Passion for den er næsten meer endnu, den er et Slags Kultus, de
tilbeder den, som Brahminerne tilbeder deres Ganges, Alene Ordet Seinen
faaer deres Hjerte til at vibrere.

[Illustration: Sommer Søndag i Saint Cloud]

Det er som Alt, hvad de elsker ved deres skjønne Land, ligger bundet i
dens Flodseng. At hans Støv maatte komme til at hvile "_sur les bords de
la Seine_" var den store Napoleons sidste Ønske. "_Au milieu de ce peuple
français_", føjer han til. Det er netop det: Seinen er Frankrigs Midte,
Frankrigs Sjæl, Frankrig selv. Jeg veed en ung Mand, der laa syg Tusinder
af Mile fra Hjemmet. Han tæredes hen af en Sot, som Ingen kjendte, og som
Lægerne Intet kunde gjøre ved. Saa sendte en Pariserinde ham en Flaske af
Seinens Vand, og han kom sig. Lad det saa nok saa mange Gange være
Afguderi, det er den Slags Afguderi, der udgjør Verdens Skjønhed.

Kun saalænge de er ved Seinen, har Pariserne den Sindsligevægt, der
sætter dem i Stand til rigtigt at nyde Landturen. Kommer de blot en Smule
bort fra den, bliver de strax nervøse, ubehjælpsomme, de føler sig
allerede halvvejs som i et fremmed Land, hvor de tager kejtet paa Alting.
Men med Seinen er de fortrolige; ved den morer de sig som i et Lag, hvor
man kun er mellem sig selv, hvor man er sikker paa Alt omkring sig, og
hvor man kan give sig helt hen. Der er nu det Gode ved det, at denne
deres Kjærlighed til Floden bliver gjengjældt. Kan de ikke undvære den,
saa kan den paa sin Side heller ikke rive sig løs fra dem og deres By.
Den slynger og snor sig i Bugtning paa Bugtning frem og tilbage over det
hele Banlieuebælte. Hvor man kommer hen, er den. Man har sluppet dens Løb
og troer, den fortsætter det mod Nord; pludselig finder man den igjen i
den stik modsatte Retning. Man har fulgt den langs Boulogneskovens ene
Side, man gaar tværs gjennem Skoven og træffer den igjen paa den anden
Kant ogsaa. Den er som Byens Nisse, der titter op allevegne og leer til
En og siger, jeg flytter med. Den gjør En rent tummelumsk paa Banlieuens
Topografi. Selv Folk, der er barnefødte i Byen, kan ikke finde Rede i de
Bugtningers Labyrinth. De veed kun, at deres kjære Flod er
allestedsnærværende. Men det er ogsaa Alt, hvad de forlanger at vide.

Valfarterne til dens Bredder begynder med den første Foraarssøndag i
April allerede, og Pilgrimsskarerne bliver stadig tættere og tættere, jo
mere Sommervarme Solen faaer. Der er Partier ved disse Bredder, der er
forunderligt skjønne. Vejen, som fra Meudonskoven følger Højdedragets Kam
over Sêvres og Saint-Cloud til Suresnes, giver ved hvert andet Skridt fra
store, træoverskyggede Plæner aaben Udsigt over Floddalen. Mylren af
Villaslotte stikker deres fantastiske Arkitektur i Vejret og ligesom
klæder Bakkeskrænterne i Fest. Pynter og Øer med gamle Træer skyder sig
ind i Flodløbet og laver disse hemmelighedsfulde Kroge, hvor Fantasien
kan ane det Vidunderligste bag det lukkende Grønne; hele Terrænet vugger
sig milevidt bølgeformigt op og ned med leende Landskaber, hvor de smaa
Banlieuebyer ligger i brogede Kalejdoskopfigurer strøede ind mellem Lunde
og Parker, og hvor selve Millionstadens Virvar af Tage og Taarne danner
Baggrundsrammen. Allevegne er Billedet nyt, vexlende i Stemning, stort,
straalende, farvefuldt og sommerfornøjet. Men det er ikke det alligevel,
der drager Pariserne til Landtour ved Seinen. De har ikke nogen særlig
vakt Sands for Naturskjønheder. En af deres Kronikører, der er mest
"parisien", har engang ærligt skriftet, at han var ude af Stand til at
forstaa nogensomhelst anden Landskabsromantik end den, han kunde tage i
Øjesyn fra et Kafébord med Marmorplade, _sous la tonnelle_, hvor han
bekvemt kunde strække sine Fødder paa Asfaltgulv. Det bredere
Pariserpublikum er ikke absolut saa fordringsfuldt som han. Det kan nøje
sig uden Marmorpladen og med Gruskies istedetfor Asfalten, men Kafébordet
og Løvtonnellen undværer det nødigt. Det klattrer op paa
Seineskræntshøjderne, men det gjør den Tour af saa hurtigt som muligt.
Hvad det vil deroppe, er ikke Andet end forvisse sig om, at det kan se
Paris. En saadan Kigen paa sine egne Vinduer fra et Udsigtspunkt i
Omegnen hører med til et parisisk _partie de campagne_, som skal være
fuldt tilfredsstillende. Men naar Hjertet er blevet beroliget ved
Gjenkjendelsen af Triumfbuen, Trocadero og Invalidekuplen, saa har man
ogsaa fyldt sig med al den Naturskjønhed, man har Behov. Man stiger ned
til sin kjære Seineflod igjen og helliger Dagen til Glæderne ved dens
Bredder. De Gamle lejer sig en Medestang og lover at skaffe "_la
friture_", til Middagen, et Løfte, hvorved de dog i Regelen tilskriver
sig selv mere og Fiskene mindre Kløgt, end begge Parter viser sig at
besidde. De Unge dyrker Kanotiersporten, den Sommerfornøjelse, der af
alle har højest Kurs hos den jevnere parisiske Befolkning. Pluraliteten
er Medlemmer af en eller anden Kaproningsforening, og man møder
naturligvis saa i Kostume: Skjorte med broget Sømandskrave eller
Lærredsfrakke med Guldankre, Lærredsbenklæder med kulørte Striber ned
langs Sømmen, hvide Gamascher og under alle Betingelser Kanotierhat, det
vil sige en stor, primitiv Straakaske, forsynet med saa formidabel Skygge
som muligt. Først naar den er alenbred, gjør dens Ejermand rigtig Lykke.
Saaledes udstyret og med en Kjæreste eller idetmindste en "Veninde"
ombord, anbringer man sig i de lange, spidse Kaproningsbaade, der er helt
oversaaede med Flag. Hvor varmt end Solen brænder, roer man under Hvin og
Jubel og Vittigheder omkap hele Dagen. Undertiden kæntrer Baaden, og det
hele Selskab dratter i Floden. Men det bryder man sig ikke om, saa er
Morskaben først rigtig. Saa lægger man sig til Tørring i Solskinnet paa
Bredden, slaas med Sand og Græs og Hatte, holder Fløjtekoncert paa sine
Mirliton'er, raaber Vivat for de Andre, som flyver forbi, glemmer, at der
er en Verden, som er kjedelig og besværlig, og husker kun paa, at den Dag
idag er viet til Ungdom og Solskin og Alt, hvad man kan finde paa af
Piaseer. Bliver Humøret et Øjeblik en Smule mat, er man stadig ikke
længere fra den lille, landlige Kafé, end at et Glas Absinth eller en
Flaske _petit bleu_ hurtigt kan sætte det i Aande igjen. "Tonnellen" har
sit egentlige Hjem ved Seinebredden, og den trives og formerer sig der
med stadig voxende Frodighed.

Festens Glandspunkt er Middagen i disse vinløvomrankede Verandaer. I
selvmedbragte Madkurve og Græsplæner som Spiseborde seer Pariserne
undertiden en Nødvendighed, men aldrig nogen Poesi. De vil leve højt,
naar de er paa Landtour, og de forlanger en Diner, som der er Stil i.
Flasker med Støv paa og i Kurv har Vorherre skabt for Poularder fra Mans,
og selv de ganske smaa Seinebredsrestaurationer skiller dem ikke ad. Men
den Slags Flasker--og en lille, stiliseret Middag under Tonnellen i det
Hele taget--har sjeldne Gaver til at sætte Kronen paa, hvad en Dag i Sol
og Sommerluft har bygget op. Naar Markedsfestens Karusseller og
Udraabertrompeter--der er nemlig bestandig en Markedsfest i umiddelbar
Nærhed--ovenpaa Døsigheden i de lumreste Eftermiddagstimer atter henimod
Aften lader deres Musik skingre for fuldt Orkester, saa er ogsaa
Seinebredsgjæsterne tilstrækkelig animerede til med fuldtaabne Arme at
tage imod denne Musiks Invitation. Mirlitonfløjten bliver sat i Aktivitet
af tusinde Struber, og under dens Akkompagnement marcherer man til
Festen. Dandseestrader, Forevisningstelte, Karusseller, Gynger,
Skydebaner og Somnambulevogne oversvømmes af støjende Skarer. Larmen
stiger og stiger, kun de store Parktræer staar stille og forbausede og
seer ned paa dette tumlende Virvar. Den hele Nat igjennem faaer de ikke
Ro til at slumre ind. Der er kun een Allieret, der kan komme dem til
Undsætning og skaffe dem Ro: "Ouragan"'en, Tordenskyllen, der aabner
Himlens Sluser og jager Landtourpublikummet hjem og i Seng. Men den
forbarmer sig ikke saa sjeldent over de stakkels Træer. Den hører næsten
uundgaaeligt med til en parisisk Sommersøndag. Man er saa vant til at faa
den som Slutning paa Plaseren, at ingen nogenlunde forsigtig Familie gjør
sit _partie de campagne_, uden at hvert Medlem af Selskabet er forsynet
med Paraplui. Og selv Ouragan'en hjælper saa med til Fornøjelsen. Den
giver Festdagen en Ende med Eclat. Éclat er der tilgavns i en ægte
parisisk Sommerskylle. Det er ikke Regn, den kommer med, det er Vandfald,
Saa overgivent kaadt vælter den sine Strømme ned over Stimen, der klumper
sig sammen og trækker til Jernbanestationen under eet sammenhængende
Parapluitag, at det er umuligt at blive fornærmet over den. Man vælger da
det Fornuftige, man morer sig, man leer himmelhøjt over hinandens
Gjenvordigheder, og Landtouren slutter med et Virvar, et Spektakel, et
Humør uden Lige.

Saaledes seer Parisernes Sommerudflugter ud næsten allesammen. Skovtoure
kjender de saa at sige ikke. En Times Jernbanefart fra Byen har de
Fontainebleauskoven med dens aarhundredgamle Kæmpeege, dens
vildtromantiske Klippekløfter, dens Søer og Vandfald, en af de største og
en af de skjønneste Skove i Europa. Men den frister dem ikke. Forvilder
de sig en enkelt Gang derud, naaer de under alle Betingelser ikke længer
end til Karussellerne ved Fronsardkløfterne lige i Udkanten af den. Endog
Skoven ved Saint-Germain, der ikke ligger længere fra Paris end Dyrehaven
fra Kjøbenhavn, er saare sparsomt besøgt. Gjennem dens prægtige Alleer
ruller Herskabsvogne i Mængde, men Folkeliv er der ikke. Man kan af og
til paa en af de aabne, med alenhøjt Græs bevoxede Pletter træffe et
Selskab, der holder Skovtour paa nordisk Vis med Madkurv og selve Jorden
til Bord, eller inde i Skovtykningen, paa Skrænten ved en lille Bæk,
nogle Grupper unge Folk, der giver Fuglesangen Akkompagnement. Men man
kan saa ogsaa være sikker paa, at de Første er meer eller mindre
beslægtede med den adstadigere gifte Kunstnerverden, og at de Sidste for
højst en Uge siden er indtraadte i den lykkelige Livsperiode, da de
synger med Digteren:

Rien ne rime comme deux lèvres,
    Les plus doux vers sont les
baisers.

Foruden Seinebredderne er der kun ganske enkelte Steder, der er virkeligt
_en vogue_. Det mest populære er Sceaux. Der er her ingen Flod, men der
er "Robinson". Sceaux's Robinson har en umaadelig høj Stjerne saavel hos
Pariser-Bourgeois'en som først og fremmest hos den parisiske Student og
"Studentinde". I hvilket Slægtskabsforhold Stedet staar til Eneboeren paa
den øde Ø melder Historien Ingenting om. Hans Portræt i Legemsstørrelse
findes over Indgangen til Beværtningshaven, Lysthusene er anbragte i
Træerne og dækkede med spidsbuede brune Straatag af den Slags, som man
seer paa Billederne i Campes Bog. Parisernes Fantasi har ikke Mere behov,
Barndomsminderne tager dem strax fangen, og de morer sig som Børn i disse
Lysthuse. Enkelte af dem har man endogsaa bygget helt i Toppen af gamle
halvhundrede Fod høje Træer. En lang Vindeltrappe slynger sig op om
Stammen, og øverst oppe i Kronen, med Udsigt lige til Paris, staar da
Bordet, om hvilket et Selskab paa en halv Snes Personer kan spise til
Middag. Maden hejses op i Kurve, Bestillingerne gjøres gjennem Raaber,
det er højst originalt. Værten er bleven Millionær ved det Indfald, og
den lille Banlieueby et Søndagsvalfartssted af de allermest besøgte. Den
har sin egen Jernbane, en uhyre kuriøs diminutiv en, der snoer sig som en
Snog ind mellem Hegn og Haver, løber rundt om Blomsterbede og bider sig
selv i Halen. Den har ogsaa sin egen Sport, Søndagsrytteriet paa Heste og
Æsler. Det er ikke de ædleste Exemplarer eller de mest rapfodede Gangere.
Men Ungdommen paa Ryggen af dem elektriserer. I den vildeste Galop gaar
det afsted gjennem Skoven; En bliver liggende i Grøfterne derude, hver
anden Amazone kommer hjem uden Hat, med vildt flagrende Haar og
sønderreven Kjole. Men hvad gjør det! Det løste Haar klæder godt, og til
en ny Kjole bliver der sagtens Raad, før man skal i Skoven næste Gang. En
skummende Tisane i Robinsonteltet kjøler de hede Kinder, men holder
Temperaturen i det hede Blod. Fra Trætoppen seer man Solen lægge
Aftenglands over Skoven, og naar Skyggerne stiger, vandrer man ned og
plukker Roser og Kys i Haven underneden. Men mest det sidste; det er den
Slags Romantik, som Pariserne bedst forstaar.

Det eneste Sommerudflugtssted, som lokker ved ren Romantik, er Enghien.
Men det har derfor ogsaa sit Publikum i en Sfære, der ligger over de
populære Lag. Bredderne af dets fortryllende Sø er krandsede med Villaer,
hvis Ejere er store Financierer, som tæller Rentekapitalen i Millioner,
og Søndagsgjæsterne paa denne Sø holder ikke deres Indtog til Musik af
Mirliton'er og Kanotierhurlumhej. De glider sagte omkring mellem de
sejlende Svaner, mellem Aakandekrat og drømmende Blomsterøer. Fra en
stille Krog, hvor Hængepilen bygger Løvkuppel over Søspejlet, kaster de
Fiskesnøren ud i det grønne Vand, eller de vugger sig, naar Solen daler
ned bag Montmorencys Høje ud paa et Tæppe af Purpur og Guld og driver og
drømmer og synger Serenader omkap med Sangerne derinde i Villaernes
Fehaver. Det er et douce Publikum, som man i Parisertrængselen ellers kun
seer lidt til, væsentlig rekruteret fra den Part af _le monde_, som
hverken har _le grand monde's_ Præsentationsmidler eller
Præsentationstrang, Embedsmænd med unge Døttre uden Toiletter og uden
Sminke, beskedne Artister, Folk, der lufter sig ud fra Studerestuer og
Bibliotheker. Hele Dagen igjennem har Enghien kun grumme lidt af
Banlieuekarakteren. Men naar Aftenen kommer, stikker den Hovedet frem.
Der er ingen Karusseller, men der er _Jardin des roses_ med dens
Spillekottage, dens Sommertheater, dens Promenadekoncerter og dens
Kokotter. Det er Seinebredsmorskaben om igjen, blot i en lidt finere og
en lidt mindre morsom Forklædning. Vil man til ren Natur, skal man ud
over det milebrede Sommerparis. Saa langt Banlieuen naaer, slæber
Pariserne Verdensvirvarret med sig. Men paa den anden Side Banlieuen
kommer hverken det eller de selv. Der, ved Fontainebleau, ved Chantilly,
ved Compiègne, hvor man vil, ligger de store Skove og hyller sig i
uberørt, jomfruelig Ensomhed. Der er der Naturfred og Naturstilhed saa
meget man lyster.

[Illustration: Ved Seinebredden.]

[Illustration: Jean Aicard læser "Othello" højt hos Mme Adam.]




PARISERE EN ÉVIDENCE.


Mme. Adam's Salon.

Parisersalonerne har gjennem Aarhundreder spillet en uhyre Rolle. Fra
Hotel Rambouillets Tid hele det gamle Kongedømme til Ende var disse smaa
toneangivende Selskabscentrer i Virkeligheden Frankrigs Hjerte. Der
dirigeredes med souveræn Magtfuldkommenhed Smag og Mode, der dikteredes
Moralens Love, der styredes endogsaa med fine, umærkelige Drejninger
Politikens Ror. Revolutionen mejede Hovedet af dem som af alt
aristokratisk Konspirationsvæsen. Men de kom igjen med Kejserdømmet.
Naaede de end aldrig under dette helt op til gammel Glands og Herlighed,
saa var de dog paa gode Veje til det, da den tredie Republik pludselig
holdt sit Indtog og atter vendte op og ned paa det bestaaende Samfund.
Med den gamle Tingenes Orden forsvandt de gamle Saloner. Nye i deres
Billeder er der ikke dukket op i det moderne Frankrig. Hvis der
nogensinde vil gjøre det, vil det i hvert Fald vare en Stund endnu.
Salonens første Livsbetingelse er en Slægt af Patriciere. Det har Paris i
vore Dage ikke. Det har kun Millionens Aristokrati, og det kan pynte sig
op saa straalende det vil, det bliver aldrig Andet end Plebejere
alligevel.

Forsaavidt de gamle Adelsslægter virkelig existerer længer--man hører saa
lidt til dem, at man har Grund til at tvivle derom --er det i hvert Fald
saa godt, som om de ikke existerede. De venter paa deres hvide Faneridder
i Tornerosepalaier, hvor de hviler saa blødt i Spindelvæv og sover en saa
sød Søvn, at det vilde være Synd, om Vorherre ikke blidt lod den glide
over til at blive evig. Men deres Samfundsposition har Ingen taget i Arv.
De politiske Storheder er kun Statens første Mænd i Kraft af deres
Stilling. Det er ikke engang det gamle Bourgeoisi, de er udsprungne fra.
De har næsten alle uden Undtagelse svunget sig op fra aldeles Ingenting,
de er uden selskabelige Forbindelser, og de har endogsaa tidt i deres
Fortid Hindringer for at faa dem. De Kredse, som Ægteskabs-, Familie- og
gamle Venskabsforhold knytter dem til, er langt under dem, til hvilke de
selv er naaet op. Saalænge der ikke er kommen Orden i Alt det, saalænge
der ikke har formet sig nye Slægter, i hvilke det er Tradition at være
Nummer Et, saalænge vil de selskabelige Forhold i Frankrigs Hovedstad
befinde sig i Kaos. Den vil have, hvad den har nu, sit "Tout-Paris", en
Samling af enkelte Personer fra højst forskjelligartede Samfundslag, hvem
Stilling, Talent, Penge eller rene Tilfældigheder for en Stund gjør til
Notabiliteter, som mødes paa Gader og Stræder, i Theatre, ved Fester,
overalt, hvor der er Noget paafærde, og som der skaber Opinionen, men den
vil ikke have noget _société,_ nogen fast sluttet, toneangivende Kreds,
hvis Saloner er Pariserlivets Centrum.

Af alle de Mænd, der har været _en vue_ siden Republikens Indførelse, har
Ingen gjort endog blot Forsøg paa at skabe en Salon i de gamles Mønster.
De har uden Undtagelse indskrænket sig til deres officielle Receptioner,
denne Form for selskabeligt Liv, som den tredie Republik har Æren af at
have opfundet, og som er den kuriøseste, der kan tænkes. Præsidentens
Elyséefester er Modellen. I Stil med hans _Bal-omnibus_ forvandler
Ministre og Soussekretærer, Seine- og Politipræfekt, Kammerets og
Senatets Formænd, hele Rækken af den store Administrations Funktionærer
skiftevis deres Beboelseslejligheder til Fortsættelser af Gaden. Man
udsteder ikke Invitationer, men Billetter som til en anden Revue. Har man
et Koncertprogram at byde paa, der er noget exceptionelt, saa gjør man
sig kostbar, men ellers staar Portene paa vid Gab for Gud og Hvermand,
der vil komme. Man ønsker Intet hellere end at se sine Saloner proppede,
det giver en Air af Popularitet, der i disse for politiske Magthavere saa
usikre Tider ikke er at foragte. Selv kjender man ikke Tiendeparten af
sine Gjæster, og man lærer dem heller aldrig at kjende. Præsentationer
betragtes som overflødige. Publikum indfinder sig uden at sige Goddag,
driver rundt og kiger paa Ansigter som i en Theaterfoyer, træffer maaske
ved et Tilfælde, men et Tilfælde, der kun hænder sjeldent, en og anden
Bekjendt, drikker et Glas Punsch med ham ved Buffeten, og gaar saa igjen
uden at sige Farvel. Det er karavanseraiagtig Stimmel og Tummel, broget
og mylrende nok, men med selskabeligt Liv har Alt det ikke mere at gjøre
end Honningkagemarkedet paa Place du trône. Man har stærkere Fornemmelse
af at være i Selskab udenfor en Kafé paa Boulevard des Italiens end i en
af den officielle Verdens Receptionssale. Publikummet paa Kaféen er
betydeligt mere ensartet end i disse Sale, Samtalen hundrede Procent mere
animeret, den Esprit, der gives ud, tusind Gange saa stor. Der er i hele
det moderne Paris kun een Salon, som uden at plumpe ud i disse
Omnibusfesters Banalitet hæver sig op over at være en ren privat Stue,
med hvis Liv og Tildragelser Offentligheden Intet har at skaffe. Heller
ikke den er de gamle Saloner om igjen, den har væsentlige Karaktermærker,
som er absolut forskjeilige fra dem, men den er dem oversatte i det
Samfund, som nu existerer, og det er det netop, der giver den dens
Interesse. Den er et Centralisationspunkt for Talentsiden af "Tout
Paris", det første Forsøg paa at samle som i et Hovedkvarter alle de
Kombattanter fra højst forskjellige Lejre, som har virkelige Evner og
Kræfter at offre Udviklingen af det nye Frankrig, der er født med den
tredie Republik.

Generalissimus i dette Hovedkvarter er Mme. Edmond Adam, en af de mest
aand- og talentfulde Damer i det nuværende Paris, halvt Descendent af den
store Revolutions Kvinder, halvt af _l'ancien régimes_ Salondamer.
Naturen har ved en Samling af Egenskaber, der kun sjeldent findes
forenede hos en og samme Person, prædestineret hende til den Plads, hun
indtager, og Tilfældet har redebont rakt Haanden til, at hun kom paa sin
rette Hylde. Hun er i Besiddelse først og fremmest af Ungdomskildens
Hemmelighed. Hverken legemligt eller aandeligt synes hun nogensinde at
skulle ældes. Skjøndt hun allerede en Stund har været Bedstemoder, gjør
hun Indtrykket af at være en Dame paa nogle og tyve Aar. Hun er endnu
stadig en _jolie femme_; hendes udtryksfulde, uhyre bevægelige Ansigt,
store, klare, mørkeblaa Øjne, en lille Mund med et ejendommeligt
Barnesmil, rigt kastaniebrunt Haar, blændende hvide Arme og Tænder giver
hende en Charme som de mest Indtagende af hendes Kjøn. Over hele hendes
Person er der et Liv, i hendes Maade at være paa en ungdommelig Fart, som
smitter. Hun er dernæst til Fuldkommenhed fortrolig med Kunsten at være
Værtinde. Selv naar der er Hundreder i hendes Salon, forstaar hun at dele
sig mellem dem allesammen, samle Grupper, hviske et intimt Ord i Øret paa
En, mens hun leer med Andre, drage Folk fra alle Hjørner, og som maaske
aldrig har set hinanden før, ind i en fælles Konversation, sno sig selv
som Islæt ind allevegne, saa at hele Væven kommer til at hænge sammen.
Skjøndt hun ikke blot er æsthetisk producerende, men halvvejs lærd
Forfatterinde, er der ikke noget Øjeblik, hvor hun faaer ringeste Stænk
af Blaastrømpen. Den lette Esprit, hvormed hun fører Samtalen, er de
gamle Saloners Causerie, men hendes Kundskabers Omfang, hendes Dommes
analytiske Klarhed fængsler en Taine, en Renan, en Pasteur ved Siden af
hende alligevel. Dertil er hun en glødende Patriot, en overbevist
Republikanerinde, levende interesseret for alle sociale Fremskridt,
interesseret i det Hele taget for Alt, hvad der hører hendes Tid og dens
Mennesker til, og heller ikke bange for selv at være aktivt handlende ved
Lejligheder, hvor hun kan være det, uden at hendes Ynde som Dame
lider derunder.

Selv med Alt det vilde hun dog i denne Millionens Tidsalder have manglet
en væsentlig Betingelse for at skabe Salon i Paris, hvis Tilfældet ikke
havde været ligesaa gavmildt mod hende som Naturen. Det har gjort hende
hovedrig, og det har derved gjort saavel hende som Republiken en stor
Tjeneste. Datter af en fattig Provindslæge ægtede hun, næsten Barn endnu,
en af sin Faders Kollegaer, der heller ikke havde Synderligt. Ægteskabet
blev ikke lykkeligt, saa lidt lykkeligt, at hun tog bort fra Hjemmet og i
Paris søgte at skabe sig en Existens paa egen Haand ved Hjælp af sit
Talent som Forfatterinde. En Række Noveller, og navnlig forskjellige
fortræffelige, fint malende Landskabsbeskrivelser, som hun udgav under
sit Pigenavn Juliette Lamber, tiltrak sig Opmærksomhed. Hendes personligt
indtagende Egenskaber kom til, hun skaffede sig mange Venner, og alle
Huse aabnede sig for hende. Da hun nogle Aar senere blev Enke, anholdt
den bekjendte Senator Edmond Adam om hendes Haand; hun gjorde paa samme
Tid et absolut Inklinations- og et glimrende Fornuftparti. Den Formue,
dette Giftermaal bragte hende, var ligesaa betydelig som den Position,
det gav hende, Hendes Mand var nær knyttet til alle fremragende
Kapaciteter i det liberale Frankrig, den fortryllende Værtinde, han havde
ført ind i sit Hjem, drog dem ganske naturligt endnu mere til dette, hun
selv førte sin talrige Kreds af literære Venner med sig, og allerede
dengang begyndte hendes Salon at blive et Samlingspunkt for, hvad Paris
rummede af Talent og Dygtighed.

Saa kom Krigen, Belejringen og Republiken. Der er i en af hendes Bøger,
en Samling oprindelig kun for hendes Datter bestemte Dagbogsoptegnelser,
som hun imidlertid senere har udgivet under Titelen "Le siége de Paris",
en Passus, der giver et mageløst Billede af hende i denne Periode, den
maaske i hele hendes Liv, da hun har været mest sig selv. Hun taler om
den Aften, da efter Budskabet om Sedan Republiken var bleven proklameret,
og alle Mennesker strømmede sammen paa Pladsen udenfor Kammeret. Hun var
mellem dem. "Den skjønne Statue af Strasbourg," skriver hun, "er bedækket
med Blomsterpynt og omringet af tilbedende Grupper. Der behøves en Sang,
en Hymne for denne Kultus; det er endnu engang Marseillaisen. Man
istemmer Refrainet af denne Krigssang, der er bleven som en Psalme. Efter
Refrainet holder de unge Mennesker, der smykker Statuen, og som stadig
vedbliver at modtage Blomster, Løvværk og Guirlander, pludselig inde, og
blivende i deres Stillinger, bevarende deres Gestus, synger de,
opflammede af en ubevidst men herlig Kunsts Inspiration, den første
Strofe af denne Hymne, til hvilken i sin Tid Strasbourg har begejstret
Rouget de l'Isle. Ved Verset:

  "Entendez-vous dans nos campagnes
   Mugir ces féroces soldats"

tror vi at høre Preusserne i Alsace og Lorraine. Kan jeg, Alice, gjengive
Dig den Bevægelse, som denne Strofe vækker hos os, denne Strofe, der
taler om vore Børn, og som disse Ynglinge synger, af hvilke den ældste
ikke er tyve Aar. Ved det sidste Vers bryder den unge Alsacer, der har
klamret sig til Statuens ene Arm, ud i Hulken. Mængden føler sig greben,
som man kun gjør det i de store Øjeblikke af sit Liv. Der staar Taarer i
Alles Øjne. Det tager Enhver af os fangen som Svimmelhed. Vore Følelser,
vore Ønsker, vor Begejstring søger hinanden, blandes, forener sig og
danner nu kun et eneste Ønske, en eneste Følelse, en eneste Begejstring.
Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt
længer; den bliver helt fælles, helt national. Min Stemme tilhører mig
ikke mere, den klinger for mit Øre, den gaar ud af min Mund, uden at det
er mig bevidst. Jeg har afført mig selv, og jeg er beruset af dette
hemmelighedsfulde Væsen, der i sig forener saa mange forskjellige
Kræfter, saa mange hinanden modsatte Elementer, saa mange Interesser, saa
mange stridende Følelser, og jeg elsker det højere end mig selv: min
Kjærlighed til Fædrelandet er stærkere end Døden! Jeg vier mig til
Frankrig!"

Disse smukke Ord gjorde hun til Sandhed. Under hele Belejringen stod Mme.
Adam i første Række mellem de heroiske Pariserinder, som har gjort denne
Periode til en af de mest opløftende i Frankrigs Historie. Hun indrettede
Lazarether, hun sørgede for Uddelingen af Livsfornødenheder til de
Fattige, hun plejede personlig de Saarede, hun var allevegne, hvor hendes
Hjælp gjordes nødig, og hun var ved sit Initiativ og sit Exempel paa en
Maade Forsvarsregeringens højre Haand. Det stillede hende endnu nærmere
til de nye ledende Mænd i hendes Land, og da der atter kom Fred og
ordnede Forhold, blev hendes Salon ganske naturligt Mødestedet for den
unge republikanske Verden, hvis fremragende Medlemmer saa at sige talte
hinanden hos hende. Umiddelbart efter Krigen havde hun gaaet endnu en
tung Prøvelse igjennem, hun havde mistet sin Mand. Men de store Naturer
voxer kun større igjennem Sorger; hele hendes Tilværelse var fra nu af
dobbelt viet Frankrig og dets nyvaagnende Liv.

I den første Periode efter Krigen var hendes Salon væsentlig politisk.
Gambetta og hans Venner udgjorde Generalstaben, men de mødtes hos hende
med Repræsentanter fra alle republikanske Lejre, og meer end een Akkord
er bleven sluttet, meer end een fælles Operationsplan mod Reaktionen er
bleven lagt i Mme. Adams Hotel. Hendes ugentlige Dinerer, ved hvilke hun
søgte at samle de af Opinionens Ledere, som hun med sit kloge Blik saae
havde Behov at finde hinanden, var længe mellem de store Begivenheder i
Paris's Liv, og man debatterede, hvad der blev forhandlet ved dem, med
større Interesse, end hvad der forhandledes i Ministerraadene. Først da
den endelige Sejr var vunden, da Republiken ved Marechalens Fald og
Grévys Overtagelse af Præsidentskabet var traadt ind i sin legitime
Existensperiode, først da begynder det politiske Skjær over Hotellet paa
Boulevard Poissonniére at vige Pladsen for et mere literært. Saalænge
Kampen mod fælles Fjender stod paa, kunde de forskjellige Partiførere
endnu arbejde sammen, men da Striden efter Sejren førtes over i
Republikanernes egen Lejr, blev de selv Fjender, som end ikke den mest
indtagende Værtinde var i Stand til at forene under samme Tag. Mme. Adam
er kun Diplomat, saalænge Patriotismen gjør hende dertil. Hun siger det,
hun tænker, seer og forudseer uden Omsvøb og uden Frygt for at støde. Hun
har i alle politiske Spørgsmaal sin egen Mening, som hun ikke underordner
under noget Partis; det har gjort hendes Forhold baade til Gambetta og
adskillige Andre kjøligere end i den første Tid. Hun staar endnu paa en
venskabelig Fod med ham, som hun i det Hele taget kan glæde sig ved
Sympathi hos alle, selv de mest fremskredne republikanske Partier, men
den intime Samvirken er ophørt, hver gaar nu sine egne Veje. Maaske har
ogsaa det Offentlighedens grelle Lys, som Avisernes Indiskretioner mere
og mere lod falde over hendes Salon, bortskræmmet fra den de tidligere
Oppositionsledere, der efterhaanden selv blev de Styrende og med deres
nye officielle Stilling nødsagedes til at paalægge sig selv en
Reservation, som de tidligere havde kunnet sætte til Side; nok er det,
Mme. Adams Salon har i de sidste Aar noget skiftet Karakter, den er nu
overvejende litterær og artistisk, dog naturligvis uden derfor at stænge
Døren ogsaa for andre Interesser. Ved hendes Onsdagssammenkomster finder
man stadig Senat og Kammer talrig repræsenteret, og maaske er det ikke
engang ved et Tilfælde, at Militæretaten under den sidste Vintersæson en
efter en saae alle sine Celebriteter dukke op i Hotellet paa Boulevard
Poissonniére.

Hvad selve dette angaar, udmærker det sig i Grunden kun ved sin
Simpelhed. Man finder i de fem, sex jævnt store Sale, i hvilke Mme. Adam
samler sine Gjæster, Intet af den moderne parisiske Luxus. Hele Hotellets
Indretning er holdt i en borgerlig, noget gammeldags Stil, der er ingen
skrammererede Lakajer, Betjeningen besørges af Tjenestepiger i sorte
Merinoskjoler, der bydes The rundt og holdes hverken Beværtningsbuffet
eller Vestiaire, hvor man faaer Nummer paa sit Tøj og betaler dets
Opbevaring med en halv Franc. Allerede disse ydre Smaating hjælper paa
Hyggen. Selv naar Gjæsterne hober sig sammen i hundredevis, beholder man
Indtrykket af at være i et Hjem. Heller ikke de banale Koncertsoiréer
existerer. Coquelin'erne siger en Monolog engang imellem; Bornier,
Silvestre, Richepin eller andre Poeter læser deres Digte op; naar der er
fremragende Virtuoser eller Sangerinder mellem Gjæsterne, improviseres
der ogsaa af og til et lille musikalsk Intermezzo, men Paris's Stjerner
lejes ikke, som det er Mode hos Finans- og Amerikanermillionærerne, for
to, tre tusind Francs til at forvandle Salonen til en formelig
Forestillingssal. De rent litterære Soiréer, der er Mme. Adams
Specialitet, er en helt anden Sag. Digteren giver ved dem hendes Gjæster
en Primeur af sit nye Værk og søger en Elitekreds's Dom om det, før han
sender det ud til det store Publikum. Derouléde har paa den Maade læst
sin Moabit, Aicard sin fortræffelige franske Gjengivelse af Othello hos
hende, hun selv har budt sine Gjæster Premieren af forskjellige af sine
Arbejder, og "Tout Paris" har med Rette betragtet disse Aftener som
Sæsonbegivenheder. Til dem indbydes der kun Herrer. Hun selv samt de to
bekjendte Forfatterinder Henry Gréville og Claude Vignon repræsenterer
alene det smukke Kjøn, Derimod træffer man ved hendes sædvanlige
Onsdagssammenkomster en talrig Kreds af Damer. Det er _le vrai monde_, og
den Part af den til og med, i hvilken der findes ikke blot
diamantoversaaede Fruer, men tillige unge Frøkener. Derfor sluttes der i
Regelen ogsaa med en improviseret Dands, der varer til Morgenstunden, og
som er højst animeret. Flere Gange i Vinterens Løb samles desuden alle
Husets Venner til større Fester, stiliserede Kostumeballer og Sligt. Mme.
Adam kan være _grande mondaine_ som ingen Anden.

Ved Siden af alt det har hun sin _Nouvelle Revue_, en Konkurrent til
eller rettere en Afløser af _Revue des deux mondes_. Buloz's gamle
Tidsskrift har endnu Kurs i Udlandet, tildels ogsaa i Provindserne. Men
for det moderne Paris er det altfor gammeldags, der læser kun Faa det
længer. Mme. Adams har indtaget dets Plads. Den samme Kreds, hun som
Værtinde samler i sin Salon, samler hun som Udgiverinde og Redaktør i
Revuen. Hun dirigerer selv Alt, hvad der vedrører den. Hun læser de
indsendte Artikler igjennem og sender Forfatterne Breve med motiverede
Forslag til Rettelser, hun udfinder Æmnerne, som hun ønsker behandlede
og, hvad der er vanskeligere, de Folk, som kan behandle dem, hun skriver
endogsaa selv Oversigten over den inden- og udenlandske Politik.
Ondskabsfulde Tunger paastaar, at hun altid har Halvmørke i sine Saloner
for at skjule, at hun sminker sig. De gjør hende Uret. Er der en Hensigt
i denne dæmpede Belysning, saa er det at skjule Øjnenes Træthed og
Overanstrengthed efter Nattearbejdet. Ogsaa i sin uendelige
Virksomhedstrang og Virksomhedsevne er hun en Type paa den unge
Generation, hun samler omkring sig; ikke mindst i saa Henseende fortjener
hun at staa som en Pariserinde _en évidence._

En Aften hos Victor Hugo.

Frankrig har ikke, som man til daglig Brug troer, for Tiden kun eet
Overhoved. Det har to ligesom Japan, et verdsligt og et aandeligt. Det
verdslige fører Titel af Republikens Præsident og troner i Palais de
l'Élysée, det aandelige hedder _le grand Maitre_ og har sit Tempel i
Avenue d'Eylau. Af disse Landets to øverste Stillinger kan der ikke være
nogen Tvivl om, hvilken der er den betydeligste. Præsidentskabet varer
kun et kort, begrændset Aaremaal, og selv indenfor det er det ingenlunde
absolut sikkret. Grand-Maître Værdigheden derimod er given for Livstid,
og ogsaa i Tilfælde af, at Titulaturens Indehaver skulde afgaa ved Døden
ophører den kun for at ombyttes med en patriotisk Helgens endnu mere
opløftede Position. Præsidenten maa omgive sig med et Ministerium, der
"har Landets Tillid"; _le grand Maître_ vælger selv sine Ypperstepræster,
uden at spørge nogen Opinion tilraads, og de forretter Tjenesten i hans
Tempel uden at være ansvarlige for Andre end ham selv. Præsidenten har
Modstandere, der gjør ham Livet surt, _le grand Maître_ hyldes af alle
Partier. Fra den rødeste Radikale til den hvideste Legitimist bøjer
enhver Franskmand sig anerkjendende for Victor Hugo. Han er for dem ikke
nogen Samtidig længer, hvis Gjerning kan være underkastet Kritik, de seer
i ham selve Personifikationen af deres Lands Geni i det nittende
Aarhundrede, en endnu levende Ahne for det hele moderne
intellektuelle Frankrig.

Med ærbødig Beundring vender de da Blikket mod Templet i Avenue d'Eylau.
Her er det, at _le grand Maître_ sidder i hellig Majestæt, grundende over
Tilværelsesgaadernes sidste Hemmeligheder, og herfra er det, han udsteder
sine dybe Profetier om Verdensfredens og Folkebroderskabets kommende
Vidundere. Han grunder Dagen igjennem og nedskriver paa store Folioblade
i Runer, som kun de Indviede forstaar at tyde, de Aabenbaringer, der
viser sig for ham. Enkelte af disse Aabenbaringer bringes strax til
Verdens Kundskab, men Pluraliteten opbevares i Templets Allerhelligste,
det vil sige i _le grand Maître's_ Skrivebordsskuffe, indtil en værdigere
Efterslægt kan ansees moden for dem. Da det vides, at disse Templets
skjulte Skatte saa godt som alle er i dramatisk Form, gjør stundom en
ulykkelig Theaterdirektør, der ikke kan drage Publikum til sit Hus,
Forsøg paa at faa en af dem udleveret. Men det er altid forgjæves. Det
gaar med disse beaandede Folioblade som med den sjeldne, sekelgamle Vin,
der kun maa udskjænkes draabevis til Syge og Lidende. Hele Dagen lukker
_le grand Maître_ sig inde med sit Geni. Men naar Aftendæmringen begynder
at sænke sig, drejer Templets hemmelighedsfulde Port sig lydløst paa sine
Hængsler, og de Troendes Skarer indfinder sig til Tilbedelse, først
Præsterne og siden de mere Profane.

Som ægte demokratisk Helgen indskrænker _le grand Maître_ sig ikke til at
modtage de Andægtige een Gang ugentlig. Hans Tempel er tilgængeligt hver
Aften, og Adgangen staar aaben for Enhver, der kommer i Ledsagelse af en
Troende samt forsynet med et almindeligt menneskeligt Visitkort. Der
bankes tre Gange med en middelalderlig Dørhammer, og en sortklædt
Kvindeskikkelse med krusstrimlet Kappe og en Lygte i Haanden viser sig
derpaa efter et Kvarters Forløb med en stor Jernnøgle, som aabner
Indgangen til Templets Forhal. Man afleverer sit og den medfølgende
Troendes Visitkort; den sortklædte Kvindeskikkelse forsvinder med dem og
kommer efter et andet Kvarters Forløb atter tilbage, denne Gang for at
drage et tungt Fløjlstæppe tilside og aabne en ny Dør. Man træder ind og
befinder sig i selve Templet.

Det er et lille, aflangt Rum, med alle Vægge betrukne med Rødt. I
Hjørnerne brænder med mat, mystisk Lys nogle faa Lampetter; det stærkeste
Skjær kommer fra den monumentale Kamins Flammer. Fra denne Kamin Salens
Længde nedad udgaar en dobbelt Række røde Lænestole, hvidlakerede i
Ryggen og rigt forgyldte. Spredte omkring paa disse Stole sidder de
Ventende, den kvindelige Part af dem tilhøjre, den mandlige tilvenstre,
alle tavse, smittede af Stedets Aand, ligesom _le grand Maître_ selv
grundende over Tilværelsesgaaderne. De løfter Blikket et Sekund, naar
Portièrerne for Indgangsdøren glider tilside og en Novice træder ind, men
kun et Sekund, saa synker de atter tilbage i den dybe Grunden. Fra det
helligere Rum paa den anden Side det mørke Kabinet, der støder op til den
røde Sal, lyder i den store Stilhed en fjern Klirren som af Knive og
Gafler, der bevæges mod Tallerkener. Man lytter andægtig; det er _le
grand Maître_ selv, der med sine mere Udvalgte hengiver sig til
Bordets Glæder.

Portièrerne glider tilside den ene Gang efter den anden, Stolene fyldes
lidt efter lidt, der gaar et Kvarter og endnu et. Saa slaar Uhret inde i
det mørke Kabinet langsomt sine ti Slag. Pigen med den krusstrimlede
Kappe viser sig og tænder den store Lysekrone under Loftet. Et Kvarter
endnu, saa aabnes virkelig ogsaa Døren paa den anden Side af det mørke
Rum, man hører Stole blive skudte tilside, et festligt Lysskjær kommer
derinde langt borte fra. Alle de Andægtige rejser sig.

Langsomt, alvorlig, værdig, som det sømmer sig en _grand Maître,_ skrider
Victor Hugo ind i Salen. Han har under Armen første Ypperstepræstinde,
Mme. Juliette, der har fulgt ham gjennem alle Landflygtigheder. Bagefter
følger parvis de Udvalgte, i Reglen dog aldrig mere end ti i det Hele,
det Antal, som daglig indbydes til _le grand Maître's_ Bord. Processionen
vandrer tavst op gjennem de tavse Rækker. Helgenen tager Plads foran den
mystisk flammende Kamin, Mme. Juliette sætter sig paa Stolen tilhøjre
nærmest ved ham. Hun giver samtidig et Vink til Kvinderne, og ogsaa de
sætter sig, alle paa samme Side som hun, nærmere eller fjernere, alt
efter deres Anciennetet. Paa Mandfolkesiden derimod bliver Alle staaende
oprejste som _le grand Maître_ selv.

[Illustration: Victor Hugos salon.]

Han begynder at tale. Alles Ansigter er spændte, Ingen vil slippe et
Bogstav, en Betoning af den Stores Ord. Men selv for den Nederste i
Rækken er det heller ikke svært at høre Alt, _le grand Maître_ taler
langsomt som en Mand, der veed, at det er Guld og Diamanter, der udgaar
fra hans Mund. Han taler altid om ophøjede Ting, det behøver ikke at
siges. De to, tre Nærmeste paa Mandfolkesiden giver Stikreplikkerne i
Form af korte Spørgsmaal til lange Svar. Da Mesteren er ved at gaa ind i
de Firs, følger det af sig selv, at Udødelighedsspørgsmaalet er et Thema,
der behandles med en vis Fortrinsret. De Troende er ofte Tvivlere i det
Kapitel. Men _le grand Maître_ selv tror. Det kunde synes at maatte give
Anledning til en Divergens, der ikke ret vilde stemme med Stedets
Karakter. Det er imidlertid ikke saaledes; der kommer et Kompromis
istand, som tilfredsstiller alle Parter, baade Mesteren og de Andre. At
hans Sjæl er udødelig i enhver Forstand, og at den fra Graven, vil
opstige paa Englevinger til Himlen, indrømmes fra den ene Side som noget
Selvfølgeligt, men det indrømmes saa samtidig fra den anden, at dette
muligvis kun er en Undtagelse, og at der maa gjøres en Forskjel paa, hvad
der gjælder for almindelige Dødelige og for en _grand Maître_ som
Victor Hugo.

De offentlige Gudstjenester ligner alle hinanden; Spørgsmaal som det
nævnte drøftes i dem alle. Efter en halv Times Forløb holder en Troende,
der aspirerer til Præsteværdigheden, en kort Lovtale til _le grand
Maître_, der hører paa den med den ene Haand paa Brystet, den anden af og
til naadig takkende, samt med et permanent Smil udbredt mellem det korte,
strittende, hvide Haar og det isgraa Skjæg. Naar Lovtalen er til Ende,
rejser Mme. Juliette sig, og alle de Andægtige paa Kvindesiden gjør det
Samme. _Le grand Maître_ bevæger sig nogle Skridt fremad og stiller sig
midt i Salen. Parvis, een fra Mandfolkesiden og een fra Kvindesiden,
vandrer de Troende forbi ham og udstrækker Haanden, medens Læberne mumler
Formularer, af hvilke kun Ordene _Cher Maître_ er hørlige. _Cher Maître_
trykker de fremstrakte Hænder, Uhret inde i det mørke Kabinet slaar
langsomt elleve Slag, Portièrerne glider tilside, Udgangsdøren aabnes og
bliver staaende aaben, Receptionen er tilende.

Saaledes gaar det Aften efter Aften, og man har Lov til at komme igjen
saa tidt man lyster. Det bør dog udtrykkelig tilføjes, at den aandelige
Vederkvægelse er den eneste, _le grand Maître_ byder sine Gjæster. En
Buffet som i almindelige Dødeliges Saloner vilde tage Gudstjenestepræget
bort; her kan der fornuftigvis kun være Tale om Offergaver, bragte af de
Troende. Saadanne ydes da ogsaa hyppigt. Viktualier har man, saavidt
vides, endnu ikke tænkt paa at frembære; _le grand Maître_ er flere Gange
Millionær og har Raad til at anskaffe sig selv, hvad han behøver. Men
derimod hengaar der ikke nogen Aften, uden at hans Lofter forøges med
større eller mindre Samlinger af Samtidiges Aandsprodukter. Naar en lille
engelsk Miss har faaet en halv Spalte optaget i et Penningmagasin, iler
hun strax til Templet i Avenue d'Eylau og nedlægger et Mæcenatexemplar
paa _le grand Maître's_ Kaminalter. Af Alt, hvad der trykkes i Frankrig,
har han snart sit reglementerede Friexemplar ligesom
Nationalbibliotheket. Alene hans Samling af Foreningstidsskrifter og
Aarsbulletiner er skrækindjagende. Saasnart ti Mennesker i Frankrig
danner et Selskab, ligegyldigt i hvad Øjemed, er deres første Skridt at
gjøre Victor Hugo til Skytspatron, anmode ham om at overtage
Ærespræsidiet, som det hedder paa moderne Fransk.

Naturligvis er der ogsaa Franskmænd, som har Øjet aabent for det
Overdrevne og dermed Komiske i denne afguderiske Hyldest af den gamle
Digter. Men de tier; de veed, at deres opponerende Røster vilde blive
knuste under et milliontunget Indignationsskrig. Victor Hugo er
ukrænkelig; at røre ved hans Ry er en Formastelse i Slægt med
Landsforræderi. Nu, at han tæller mellem Frankrigs Største, falder jo
heller Ingen paa at nægte. Han har pustet nyt Liv i den franske Poesi paa
et Tidspunkt, da den var i Færd med at dø, og han har siden da fyldt sit
Aarhundrede med Værker, hvis Værd muligvis vil mindskes folde kommende
Generationer, men som for det moderne Frankrig har havt en Betydning, der
er uhyre. Han har lidt, og man byder ham nu Erstatning derfor. Det har
ogsaa sin smukke Side. Det seer selv Skeptikerne mellem hans Landsmænd,
og de finder det da ikke blot unyttigt, men tildels usømmeligt ogsaa at
lade nogen Mislyd skurre ind i Lovsangene til _le grand Maître's_ Ære.
Han er en _ancétre_, siger han selv. Hos store Forfædre glemmer man de
smaa menneskelige Skrøbeligheder og bøjer sig ærbødigt for det Store, de
har udrettet. Det er Forklaringen paa Victor Hugo-Dyrkelsen.

[Illustration: Victor Hugo]

Hos Sarah Bernhardt.

Langt fra den støjende Part af Paris, i Avenue de Villiers, en rolig,
træbeplantet Gade i det nye Monceauxkvarter, ligger der paa et Hjørne et
indtagende lille Hotel. De røde Murstens à-la-Grecqueborter, Efeuen
omkring Vinduesnicherne, de bredbladede Planter paa Balkonerne bryder det
banale Husvirvar og fængsler Øjet. Over Porten kigger man ind til en
pladskende Fontæne i Blomsterbusket, en Gruppe høje Popler foran Façaden
giver Krogen et Præg af douce, stille Fornemhed. En Kunstnerbolig gjør
Hotellet Indtryk af, og Indtrykket er rigtigt. Det er maaske endogsaa det
mest udprægede Kunstnerhjem, der existerer. Sarah Bernhardt har kjøbt
det, da hun dukkede op som Stjerne paa den parisiske Theaterhimmel, og
hun har offret en god Part af de mange Tusinder, hendes Talent har
indbragt hende, paa at arrangere det efter sit eget Hoved.

Strax naar man har passeret hendes to kjælentdovne Mynder, der holder
Vagt paa Havetrappen, og Indgangsdøren aabnes, føler man, at det er en
aparte Atmosfære, man kommer ind i. En stor, høj Forhal med mystisk Lys,
orientalske Tæpper, Vaabendekorationer, lange Palmeblade over Malerier,
paa hvilke kun enkelte fantastiske Figurer dukker frem i Halvmørket, et
Kaos af de mest besynderlige Sager. Kun een Ting seer man tydelig, fordi
Dagslyset fra den aabne Dør falder lige derpaa: et Slags indisk Bærestol,
hvori sidder en grinende, mumieagtig Voxfigur med en udstoppet Abekat i
Armen. Dyret er anbragt i en Stilling, som det var paa Spring fremad, de
store, sorte Glasøjne stirrer En imøde, som var de levende, den lange
Forpote strækker sig ud gjennem Bærestolen og aabner Haanden som
til Goddag.

Mellem de trofæbærende Piller glider et gult kinesisk Silkeforhæng
tilside, en ny Dør aabner sig, og man staar i Sarah Bernhardts
Modtagelsessalon, det vil sige i en Blanding af Vinterhave, Menageri,
Museum, Vaabenkammer, Maler- og Billedhuggeratelier, orientalsk
Divanshal, moderne Dagligstue, og Gud veed hvad. Det er det
besynderligste Beboelsesrum, nogen Hjerne har kunnet udspekulere, fyldt
med mærkværdige Sager fra alle Verdens Hjørner og Kanter. Skjøndt over de
Tredive har Sarah Bernhardt nemlig endnu stadig de samme tusinde,
hinanden jagende Interesser, som man undertiden finder hos unge,
aandslivlige Mennesker, hvis Udvikling endnu ikke er kommen ind i noget
bestemt Spor, og som derfor strax er rede til at passionere sig for Alt,
hvad der mellem Himmel og Jord er Interesse værd. Denne Ejendommelighed
er maaske just det Centrale i hendes Væsen. Det er den, der gjør hende
paa samme Tid til Skuespillerinde, Malerinde, Billedhuggerinde og
Forfatterinde, den hidser hende saaledes ind i permanent Feber, at hun
synker komplet sammen, naar der indtræder et Øjebliks Ro, den forklarer
og undskylder hendes Extravagancer. Jeg kjender ikke noget Menneske, der
i den Grad er den personificerede Nervøsitet. Selv naar hun sidder stille
og taler med En, jager hendes Ord, hendes Tanker, hendes Indfald saaledes
hinanden, at man har en Fornemmelse, som man foer afsted med Iltog.
Indretningen af hendes Hjem er saare karakteristisk for denne uafbrudte
nervøse Uro, disse tusinde extravagante Passioner. "Jeg vilde helst rejse
altid," sagde hun engang til mig, "fare omkring fra den ene Ende af
Verden til den anden. Der er Ingenting, der trætter mig undtagen Ro." Her
i hendes Atelier kan hendes Øjne i hvert Fald fare om mellem Gjenstande
fra alle Verdens Kanter, og hun har Fantasi nok til selv i Tankerne at
kunne følge med.

Modtagelsesværelset har hele det treetages Huses Højde. Lyset falder ind
gjennem et enkelt stort Vindu, der næsten naaer fra Gulv til Loft, men
som permanent er dækket af et blaahvidt Forhæng, der dæmper Skjæret.
Tilhøjre er der, i Halvmørke, en middelalderlig Trappe med Svalegang,
indenfor hvilken ligger Kunstnerindens Sove-, Toilet- og Badeværelser;
under denne Svalegang Døren til Spisestuen, skjult af silkebroderede
indiske Tæpper. Ned over Trappegelænderet hænger, som tilfældig
henkastet, et i Størrelse enestaaende Stykke solgult kinesisk Silketøj;
men det hænger der altid, det draperer, dets Indtryk af varm, beboet
Nonchalence er beregnet med ægte kunstnerisk Sands.

[Illustration: I Sarah Bernhardts Modtagelsesatelier.]

Tilvenstre er den monumentale Kamin, omrammet af udskaaret Egetræ og
flankeret af Broncestativer til Blomster, antikke Skulpturer og antikt
Porcellæn, lutter Sager, af hvilke hver enkelt repræsenterer store
Summer. Paa Kamingesimsen staar der i omtrent naturlig Størrelse--man kan
deraf danne sig en Forestilling om Rummets Dimensioner--en forgyldt
Broncetiger paa Spring, og over denne hænger Sarah Bernhardts Portræt,
malet af Clairin, den unge Maler, som i sin Tid gjorde alle hendes
Ballonfarter med og illustrerede hendes Fortællinger derfra. Billedet
viser hende støttet af en Mængde Puder, i halvt liggende, halvt siddende
Stilling paa Divanen ved Siden af Kaminen.

Denne Divan, eller hvad man skal kalde dette Møbel, er ægte Sarah
Bernhardtsk. Ovenpaa et stort Silkepolsters Underlag, der indtager hele
Hjørnet mellem Kaminen og den ene Sidevæg, ligger i vild Forvirring en
Uendelighed af Puder af kostbare Stoffer med indvævede Guld- og
Sølvbroderier. Naar Sarah Bernhardt i sin hvide Silkekjole med det lange
Slæb drukner mellem disse Puder og halvt forsvinder i det dæmpede Lys,
som falder ind i Krogen, er der over dette Væsen med de slanke, næsten
gjennemsigtige Former, det fine, drømmende Ansigt og det viltre, som af
Solblink gjennemfarne Haar noget ejendommelig Dorésk, der gjør en ganske
aparte Virkning.

Divanskrogen er Sarahs Yndlingsplads. Her ligger hun næsten altid, naar
hun et Øjeblik har sluppet sine mangehaande Beskjæftigelser for at
passiare lidt med Vennerne og Beundrerne, der strømmer til hendes Hotel.
Der kommer mange af dem, og virkelige Venner er sikkert de Fleste. Thi
ligesaa fortryllende og elskværdig en Værtinde Sarah er for dem, hun
føler sig knyttet til ved gjensidig Sympathi, ligesaa stor en Evne har
hun til at holde den banale Hob af Nysgjerrige tre Skridt fra Livet.
Claude, hendes mangeaarige Kammertjener, er godt instrueret. Forhængene
til Helligdommen glider kun til Side for dem, som han veed er velsete
derinde i Kunstnerkredsen. Graden af Intimitet er der en anden Maalestok
for. De almindelige Dødelige faaer en Stol ved Siden af Divanen, men de
rigtig gamle og gode Venner rykker hun tilside for, saa der bliver en
Plads for dem paa selve denne.

Alt i Atelieret er beregnet paa at ses fra dette fantastiske Leje, og Alt
er arrangeret med udsøgt Smag. I denne Mylr af heterogene Sager findes
ingen meningsløse Sammenstillinger eller uskjønne Farvevirkninger, Alt
passer sammen. Og hvad findes der saa ikke i dette Rum! Store japanesiske
Kummer, hvorfra Palmer og exotiske Planter skyder op, i hvis Grene der
hænger udstoppede Aber; halvfuldendte Buster skjulte mellem Bregner og
paabegyndte Malerier, som dækkes af indiske Shawler; Tigerskind udspændte
paa Væggen mellem kinesiske Træbilleder; Marmorbuster og fantastiske Dyr
i Bronce, omgivne af Paafuglehaler; Guitarer, Dolke, Pistoler, Landser og
Alverdens forunderligste Vaaben hængende, liggende og staaende overalt;
Trommer tagne fra de Vilde i Nykaledonien og skinnende Varmebækkener af
Messing fra de ældste mauriske Tider; afrikanske Fjerbælter, der engang
har været glade sorte Naturbørns eneste Klædedragt, og som nu hænger
skjødesløst kastede om Halsen paa en eller anden udstoppet Papegøje;
Dødningehoveder grinende fra Egetræspanelet over Svalegangen,
Porcellænssager, Antikviteter og broget Nips paa Konsoller,
Bogskabsgesimser og udskaarne Skabe; Menneske- og Dyrskeletter i Krogene;
udstoppede Slanger, der snor sig om Fortepianobenene, og Dødningehænder,
der stikker op mellem Strengene; Emaille- og Mosaikarbejder i Bunke inde
i et eller andet antikt Møbel, Smyrnatæpper ovenpaa hinanden, saa Foden
synker dybt ned, kort sagt, Luxus, Kunst og Excentricitet i den
forunderligste Blanding, et Musæum, som man kan studere Uger igjennem
uden at blive færdig med, men paa samme Tid en Kunstners Arbejdsværelse,
hvor man snart befinder sig vel og hjemligt. Det er tillige et
Skatkammer, rigt som en østerlandsk Fyrstes. Det er ikke blot Sager som
Saint-Marceaux's Harlekin, en af den moderne Billedhuggerkunsts
skjønneste Frembringelser, hvori der gjemmes Kapitaler; Alt har Værd her,
lige til Trommen henne i Krogen, paa hvis Skind Detaille har malet en
skotsk "Piper". Pennen, hvormed hun skriver, er en Strudsfjer af sjelden
Skjønhed, og Brevpresseren, som hun lægger ovenpaa sine smaa Billetter,
en Emailleslange, besat med Ædelsten. Hendes Atelier har slugt
Broderparten af de kolossale Summer, hun har fortjent ved sit Talent, og
naar hun længe har været ikke blot fattig, men i Gjæld næsten til op over
begge Ørene, saa er ogsaa det væsentlig Skyld deri.

Efter den amerikanske Rejse er denne Gjæld imidlertid kommen ud af
Verden. Millionen, som Yankeerne offrede hende, gik i de franske
Kreditorer. De var saa graadige, at de tog næsten den hele. Lidt blev der
dog tilovers, og Sarah vil nu spare, fortæller hun stadig sine Venner,
for engang at kunne realisere sin Yndlingsdrøm. Den er ikke saa ilde,
denne Yndlingsdrøm: et stort Herresæde som Adelina Pattis i Skotland, kun
beliggende paa fransk Grund; det forstaar sig af sig selv. Sarah
Bernhardt er ikke blot fransk i Skind og Ben, hun er den mest inkarnerede
Pariserinde i hele Paris, og det er et stort Spørgsmaal, om hun i Længden
vilde kunne trives paa sit Herresæde, selv om det var nok saa
tusind-og-en-Natagtigt. Allerede nu har hun en lille Villa i
Saint-Adrosse ved Normandiets Kyst, hvor hun ligger paa Landet om
Sommeren. Men hver anden Dag er hun i Paris. Hotellet i Avenue de
Villiers kan hun ikke undvære. Stadig er der ganske vist en eller anden
Statue, som skal være færdig, og som faaer Skyld for Parisertouren.
Sandheden er dog nok alligevel den, at der kun er een Luft, i hvilken hun
rigtigt kan leve, den, der er Blod af hendes Blod, Nerver af hendes
Nerver--kort sagt, Parises Luft.

Men flittig er hun imidlertid, ogsaa som Billedhuggerinde. Paa den anden
Side Haven ligger en lille Tilbygning til Hotellet, hvor hun har sit
egentlige Atelier, det, hvori der ikke causeres, men arbejdes. Her staar
hun ofte fra den tidlige Morgenstund med Mejselen i Haanden, iført sin
kokette Billedhuggerdragt, Benklæder og Blouse af hvidt Flanel. De nære
Venner faaer Lov til at komme til hende her og passiare med hende under
Arbejdet; mere end een kan da ogsaa give Attest for, at Sarah Bernhardt
ikke blot signerer, men virkelig selv udfører sine Statuer og
Basrelieffer. Hendes Mangesidighed maa ikke forundre, Som hun er
Pariserinde, er hun Kunstnerinde ud og ind. I Kraft af et ejendommeligt
kunstnerisk Instinkt bliver hun producerende paa alle Kunstens Omraader.
Hun havde kun modelleret en tre, fire Aar, da hun sendte sin bekjendte
Gruppe "Efter Stormen" til Salonen, og sex Maaneder efter, at hun havde
begyndt at male i Stevens Atelier, udstillede hun Billedet "Den unge Pige
og Døden".

Næsten daglig tilbringer hun nogle Timer før Frokost i
Billedhuggeratelieret. Henimod Spisetid har der altid samlet sig
Besøgende ovre i Modtagelsesatelieret, og i sin Arbejdsdragt løber hun da
over til dem for en halv Times Tid at passiare om Literatur og Theater.
Af og til hænder det, at hun bliver attrapperet paa Vejen af
Paatrængende, som vil opkalde Eau-de-cologne efter hende eller Sligt. Men
Blusen hjælper hende. "Tør jeg ikke spørge, om M'me Sarah Bernhardt er
tilstede?"--"Nej, Mama," svarer den overgivne Kunstnerinde og smutter
forbi, "er gaaet paa Prøve og kommer slet ikke hjem idag." Som bekjendt
har Sarah en Søn paa atten Aar, et flinkt og dygtigt ungt Menneske, der
allerede er Theaterdirektør, idetmindste af Navn. Det er ham, den
ungdommelige Moder ved slige Lejligheder forestiller, og det morer hende
kosteligt.

[Illustration: Sarah Bernhardt i sin Spisestuestol.]

Nogle af de Besøgende beholder den gjæstfri Værtinde altid til sit Bord.
Spisesalen inde ved Siden af Modtagelsessalonen er luxuriøs og
ejendommelig, om end ikke saa fantastisk udstyret som Atelieret. Den
faaer Lys fra et stort Vindue, i hvis Nische et Vildnis af Slyngplanter
boltrer sig, og hvor man stadig anbringer Frokosternes og Middagenes
Vindruer, Ferskener, Ananas, hvis fine Farver gjør deres Virkning i den
frodiggrønne Vinduesnische. Møblementet er af udskaaret mørkt Egetræ i
gammeldags Stil; for Enden af Bordet staar en højrygget mægtig Stol, det
er Husfruens Plads. Naar hun gaar tilbords, rykker hendes Kammertjener
den frem til hende og bliver da staaende bag den under hele Maaltidet.
Hun sidder der som en Dronning ved et Bord, der er rigt som en Dronnings.
Slebet bøhmisk Krystal, Guld- og Sølvservice, lydløs, fornem Betjening
for hver Gjæst, et udsøgt Kjøkken, kort sagt Alt, hvad der kan bidrage
til at forvandle Maaltidet til en æsthetisk Nydelse. Ved dette Bord
holdes altid den gamle Regel om Muser og Gratier efterrettelig; i Regelen
sidder der kun en fire, fem gode Venner om det, og det er sjeldent, at
der ikke er et stort Navn i den franske Kunst eller Literatur mellem dem.
Alligevel føres der sjeldent nogen Konversation, i hvilken hun ikke er
den Aandfuldeste, og hænder det engang, at man kommer ind paa lærde
Themaer, hun ikke veed Besked om, forstaar hun hurtigt med en
Elskværdighed, som er uimodstaaelig, at føre Samtalen ind paa et Omraade,
hvor hun kan være med blandt de Første, helst den Første. Hun vil herske,
hun vil være Dronning, omgiven af Dronningens Luxus og Hyldest; tillader
man hende ikke det, saa kommer det forkjælede Barns Luner op i hende og
faaer hende til at gjøre gale Streger, som dengang hun forlod Théâtre
français. Men bøjer man sig for hende, saa er hun trods sine tredive Aar
glad som et lykkeligt Barn, yndefuld og indtagende, saa at hun afvæbner
selv de mest haardnakkede Modstandere.

[Illustration: Coquelin som "Don Cæsar".]

Coquelin i sin Loge,

Englænderne har opfundet et Slags literære Portrætskizzer, der er komne
stærkt i Mode: Skildringen af berømte Personer _at home_. Genren har sit
Værd. Man forstaar afgjort en Meissonier bedre, naar man har set ham ved
hans Staffeli, eller en Edison, naar man har fulgt ham i hans
Laboratorium.

Men det gjælder at finde Stedet, hvor de paagjældende Personer er
virkeligt hjemme, hvor de er helt sig selv. Man lurer sjeldent en stor
Taler synderligt af, fordi man seer ham i hans Spisestue, eller en stor
General, fordi man gjør ham Visit i hans Families Skjød. Der er selv de
Største i Regelen kun ganske almindelige Dødelige. Coquelin skal man se i
hans Paaklædningsværelse, i hans "Loge", som Franskmændene kalder det.
Mellem sine Malerisamlinger og Bøger i den elegante Lejlighed, han beboer
i Rue Lafayette, er han Kunstven og Forfatter; naar han under
Kammerforhandlingerne spadserer i _Salle des pas perdus_, omringet af
Deputerede og Journalister, der fritter ham ud om hans Mening, er han en
Politiker, der veed Besked; naar han overværer Indvielsen af en Skole,
som er stiftet for hans Penge, eller naar han paa Valgdagen lægger sin
Stemmeseddel i Urnen, er han en god og samvittighedsfuld Borger; naar han
elegant, vittig og konversabel færdes i den store Pariserverdens Saloner,
er han Selskabsmenneske _par excellence_, og naar han paa Havres
Havnemole venter Monsieur Mayer fra London, er han en snild
Forretningsmand; men i sin Loge er han alt dette accessionelt ved Siden
af og samtidig med det, som han dog er først og fremmest: Théâtre
français' uforlignelige Skuespiller.

Coquelins Loge svarer nu imidlertid heller ikke paa nogen Maade til det
Begreb, der ellers forbindes med en Skuespillers Paaklædningsværelse.
Naturligvis er Verdens første Theater fornemt ogsaa bag det Tæppe, som
skiller Publikum og Aktører.

Naar man har passeret Administrationsindgangens grønne Cerberusportner,
kommer man ad en hvidlakeret, forgyldt Trappe med Brysselertæpper,
Marmorbuster og Spejle op paa den ene Side til Kontorlokalerne, paa den
anden til det Allerhelligste, Skuespillerfoyeren, en fin Louis quatorze
Salon, hvor hver Plet paa Væggene er behængt med Billeder af berømte
afdøde Artister. Korridoren, som forbinder den med Scenen, er et ikke
mindre imponerende Portrætgalleri, og selv hvor man ved Indgangen til
Scenen drejer af og klattrer op i de øvre Lokaler, der ellers saa tidt i
Thaliatempler kun plejer at være et primitivt Sammensurium af
halsbrækkende Hønsestiger og Loftsrum, der minder om
Marchandiser-butiker, selv der er Alt soigneret og nobelt: brede Trapper
med Mahognigelænder og Bastmaatter, Couloirer, som leder Tanken hen paa
Gjæstefløje i en gammel Herregaard, hvide Porcellænsplader med
Kunstnernes Navne paa hver Dør. Men alligevel bliver man overrasket, naar
man aabner den, paa hvilken der staar _Coquelin ainé_. Det er en formelig
Salon, man kommer ind i. Persiske Tæpper paa Gulvet, gobelinsbetrukne
Kanapeer og Causeuser, Kunstbronzer paa Kamin og Skrivebord, hyggelige
Lamper med farvede Net over, der dæmper Skjæret, komfortabel Luxus, hvor
man seer hen i det store Rum. Væggene er fyldte med Malerier og
Akvareller, Pluraliteten forestillende Coquelin i hans forskjellige
Hovedroller, andre afbildende Scener fra Mærkedage i Theatrets Historie,
men alle signerede med bekjendte Navne og i Regelen forsynede med en
lille Notits paa Foden, der fortæller, at de er Gave fra Maleren selv.
Rundtomkring ligger nysudkomne Bøger og fintindbundne Manuskripter. Kun
et monumentalt Spejl paa Væggen mellem Vinduerne, med grønskjærmede
Lampetter op langs Siderne og med en Mængde smaa Glasæsker paa
Marmorpladen forneden erindrer om, at man er i en Skuespillers
Paaklædningsværelse.

Man er nu i Virkeligheden ogsaa ligesaa meget idetmindste i en Salon.
Coquelin tager imod i sin Loge. En Pariser har ikke Dagen disponibel til
at sladdre hen, allermindst en Pariser _en évidence_. Det paa alle
Punkter optagne Liv, han fører, stiller saa mangehaande Krav til ham;
naar han skal opfylde blot de Halve af dem, maa han tage vare paa
Øjeblikkene. Coquelin har et sjeldent Talent dertil. Alle sine Forhold
til Omverdenen gjør han af, mens han klæder sig paa. Han er visibel hos
sig selv om Morgenen, naar han staar op, men efterat hans Vogn har hentet
ham ved Titiden og kjørt ham hans sædvanlige Tour, hører Dagen hans
Arbejde til, og han er forsvunden for Enhver til om Aftenen, da den nye
Paaklædning begynder. Han sætter Folk Stævne paa Theatret, og de, der har
Venskabs- eller Forretningsforbindelser med ham, søger ham der. Den
grønne Portner ved Administrationsindgangen er højlig fornærmet.
Tærskelen, han er sat til at vogte, er ham en Helligdom, som efter hans
Mening ingen Profanes Fødder nogensinde burde have Tilladelse til at
overskride. Men hvert Øjeblik, naar han strækker sin spærrende
Cerberusarm ud og spørger _qui cherchez vous ?_ lyder Passeer-Parolen
_Monsieur Coquelin_ ham i Øret, og han veed, at saa nytter der ingen
Indvendinger. I sin Loge er Monsieur Coquelin hjemme for Alle.

Døren til den staar ikke noget Minut. Først kommer Vennerne, der "er i
Salen" og vil aflægge ham Visit før Forestillingen. Det er Dagens
politiske og mondaine Historie, der repeteres. Coquelin er au courant med
Alt og interesserer sig for Alt. Ivrig, fuld af Liv vandrer han op og ned
af Gulvet og diskuterer og dokumenterer med denne Stemme, der ligesom
meisler hver Sætning i Marmor. Det banker. _Entrez!_ Et lille koket Hoved
titter ind, men trækker sig strax igjen tilbage. _Pardon, je
dérange.--Mais pas du tout, Mademoiselle, entrez donc_. Hun kommer for at
tale med ham om Rollen, han har lovet at indstudere med hende. Imorgen
ikke, saa skal han i Kammeret, og iovermorgen maa han til Havre for at
spille ved en Forestilling for Redningsmandskabet, men Dagen efter. Hun
takker, hilser let paa Salonens Gjæster og forsvinder igjen. Men næppe er
hun ude, før det banker paany. En ældre, ordinær Herre, der har pyntet
sig op til at skulle være ung og elegant Han kommer overordentlig frejdig
og selvfornøjet, men falder strax af, da han seer, at der er Folk før
ham. Coquelin hilser skjødesløst; Manden faaer ham trukken hen i et
Hjørne og begynder en hviskende Samtale med ham. _Mais vous pouvez parler
devant ces Messieurs,_ afbryder Coquelin efter et Øjebliks Forløb; "det
er lutter Venner." Der udspinder sig saa en Forretningsdiskussion om
Tournéer i Rusland, Amerika, Brasilien, Spanien. Siden Coquelin er
begyndt at rejse, vil Alverdens Impressarioer have fat i ham, og
allesammen har de Guld og grønne Skove at love ham. Han holder af at
flakke om. Med sin Evne til at nytte Tiden faaer han Alt at se i de
fremmede Lande, han besøger, og med sin hurtige Intelligens opfatter han
strax selv det ham mest Fremmede. Det er en Maade at studere paa, siger
han, som opvejer alle andre, og i sin Kontrakt med Théâtre français har
han derfor ogsaa udtrykkelig hvert Aar forbeholdt sig to Maaneders Ferie,
som han selv kan tage, naar han vil. Planen til Amerikatouren er allerede
lagt, og han har Tilbud og Planer om mange andre. Disse Rejser forøger
desuden de hundrede og tyve tusind Francs, Théâtre français aarlig
betaler ham, med rigelig ligesaa Meget til, og han er ikke mindst en
moderne Pariser i Trangen til at tage Penge ind. Allerede hans
Malerisamling koster ham uhyre. Hvert andet Øjeblik er der et Billede af
Millet eller Andre til en halvhundrede tusind Francs, som han ikke kan
modstaa Lysten til at kjøbe. Saa ernærer han fattige Slægtninge og
stifter Legater, Alt det sluger Kapitaler. Han er ligefrem nødt til at
rejse. Men heldigvis forstaar han ogsaa til det at gjøre sin Tid
frugtbringende. Saasnart han har nogle Dages Otium ved Théâtre français,
er han i en Haandevending i Bruxelles, Lyon, Anvers, Lille for at give
Gjæsteforestillinger. Hr. Perrin er ingenlunde fornøjet ved saaledes
aldrig at vide, om han har ham eller ikke har ham, men han gjør gode
Miner til slet Spil. Coquelin gaar det ikke an at støde, han er Theatrets
Grundpille, og han er paa Basis deraf dets virkelige Herre.

Det bliver imidlertid ved at banke. Der kommer en ung, mager, gardisthøj
Herre med det røde Baand i Knaphullet; det er Deroulède. Coquelin iler
hen og trykker hans Haand, han hører kjendeligt til de mest Velkomne. Man
har i Regelen meget tilovers for de Mennesker, for hvem man har gjort
meget; det er ogsaa Kjærnen i Venskabsforholdet mellem disse To og
overhovedet i Coquelins Forhold til en stor Kreds af Frankrigs yngre
talentfulde Digtere, Manuel, Guiard, Delair først og fremmest. Han har
saa at sige opfundet dem; de har bragt ham deres Digte, han har reciteret
dem rundtomkring i Saloner og ved Soiréer og paa den Maade skabt deres
første Reputation. En ung Poet har han skaffet Forlægger, en anden hans
Tragedie antagen ved Théâtre français, han er efterhaanden bleven Forsyn
for hele den yngre lyriske Skole. Det kunde synes at staa i Modstrid med
Grundretningen i hans egen Kunst, men det er dog let forklarligt
alligevel. Coquelins Mesterskab er i første Rang Kunsten _"de bien
dire"_. Derfor elsker han Verset. En af de Roller, i hvilke han er
uforligneligst, og den, som han selv sætter mest Pris paa og paastaar,
han spiller bedst af alle, er Don Cæsar i Victor Hugos "Ruy Blas".

Atter banker det. Denne Gang er det ingen Gjæst, men Regissøren, der
kommer for at varsko første Gang. _"Je serais prêt, mon ami,"_ siger
Coquelin med et Smil og en naadig Haandgestus. Han har endnu knap begyndt
paa Paaklædningen, og ti Minutter efter skal han staa paa Scenen, men
Regissøren kjender ham og gaar. Han er paa Pletten, naar han skal være
der, men heller ikke noget halvt Sekund før. Stadig diskuterende med
Vennerne, som vil rejse sig, men som han beder blive, stadig modtagende
andre, der kommer, forsvindende et Øjeblik ind i det lille
Toilettekabinet, men fortsættende Samtalen gjennem Portièren, klæder han
sig paa og maskerer sig med taskenspilleragtig Behændighed næsten, uden
at Nogen lægger Mærke til det engang. Hver Sminkestreg, han gjør, er han
sikker paa som paa Alt i sin Kunst. Det giver ham den overlegne Ro paa
saavel som bag Scenen, der er hans Styrke.

Ængstelse og Nervøsitet aner han ikke hvad er. Naar han rejser, bringer
han stadig i de Huse, hvor man har inviteret ham til Middag, sine Værter
til Fortvivlelse. Man har sat Dineren tidlig og sørget for, at den kan
være endt saa betids, at han kan komme paa Theatret uden Forsinkelse. Men
det er ham selv, der trækker den ud. Hele Selskabet bliver ved ængsteligt
at se paa Klokken undtagen netop han. Endelig minder man ham. _"Tout a
l'heure,"_. svarer han og bliver ved at fortsætte Samtalen. Og naar man
saa tilmed vidste, at dette Theater, som han nogle Minutter efter skal
spille paa for første Gang, det har han aldrig set. Han har simpelthen
spurgt sin Ven Dieudonné, der stadig rejser med ham, om Alt er paa sin
Plads og i Orden; naar han har faaet Forsikringen derom, veed baade han
selv og hans Kammerater, at han ogsaa vil være det, og at han vil spille
sin Rolle ganske paa samme Maade, som han har spillet den Hundreder af
Gange, uden at lade sig forstyrre i sin Ro af Nogetsomhelst.

I sin Loge holder han Diskussionen gaaende lige til det sidste Øjeblik.
Regissøren kommer anden Gang og stikker Hovedet ind. _"On peut
annoncer,"_ raaber Coquelin til ham. Han gjør den sidste Sminkestreg,
retter Parykken foran Spejlet og rejser sig. Vennerne følger ham ned ad
Trappen, og man bliver ved at tale. _"A l'entreacte_," bryder han endelig
af; man hører Maskinkarlen slaa Slaget, der annoncerer Aktens Begyndelse.
Coquelin staar paa Scenen, et Sekund, saa gaar Tæppet op, og han er i
samme Nu helt og holdent den Person, han skal forestille.

Mens han spiller, et flygtigt Blik tilbage paa, hvorledes han er naaet
til den Plads, hvorpaa han nu staar. Han er en Bagersøn fra Søkjøbstaden
Boulogne. Familien har gjennem lange Slægtled været denne Stads og det
hæderlige Bagerlaugs bedste Mænd. Der er endogsaa dem, der vil paastaa,
at man intetsteds i hele Frankrig kan faa saa mageløst Hvedebrød som i
Boulogne. Det er Traditioner, der daterer sig fra meget langt tilbage,
Traditioner, som Slægten føler sig stolt over, og som den derfor kun med
stor Bekymring saae blive brudt, da dens Yngste, den attenaarige Jules
Constant, for en Snes Aar siden pludselig en skjønne Dag erklærede Papa
Coquelin, at han var kjed af at spadsere omkring i Boulognes Gader med et
Postejfad paa Hovedet, og at det nu var slaaet fast: han lagde den hvide
Hue af, der saa langt man kunde huske tilbage havde været Coquelinernes
Adelssymbol, for at drage til Paris og paa et helt andet Felt vinde ny
Hæder til det gamle Navn.

Papa Coquelin var imidlertid en fornuftig Mand, han indsaa, at det selv
ved en Bagerovn kun er Lysten, der driver Værket, og at man aldrig kommer
nogen Vegne, naar den mangler. Jules Constant fik Lov til at gjøre, som
han vilde, Han rejste. Fra en Boghandler i Boulogne fik han
Anbefalingsbrev med til Regnier, der dengang var Numer Et ved Théâtre
français, og hos ham præsenterede han sig da. Han vilde være Skuespiller,
erklærede han, men kun, naar man troede, han kunde blive noget Udmærket.
Ellers rejste han tilbage og tog den hvide Hue paa igjen. Om man nu vilde
se, hvad han duede til.

De ærværdige Lærere ved Konservatoriet, til hvem dette Hverv som
sædvanlig blev overdraget, fandt ikke, at han duede til Stort. Og saa
fandt de ham altfor grim. "Det er jo en ren Trompetnæse, han har," sagde
Augustine Brohan. "Og hvad der er det Værste, han bruger den som en
Trompet," føjede Auber til. Han faldt igjennem ved Examen, og havde
Regnier ikke med sit sædvanlige glimrende Blik for, hvad der boede i den
unge Skuespiller, beholdt ham alligevel for at se, om han dog ikke kunde
faa Noget ud af ham, saa vilde Coquelin den Dag idag have været Bager i
Boulogne og ikke Regniers Efterfølger paa Thronstolen i Molières Hus.

Regnier blev hans Lærer og Opdrager. Han lærte ham først og fremmest
Taalmodighed, det, som for alle Kunstnere, men for Skuespillere særlig er
saa noget nær Alpha og Omega: at studere og studere og vente ganske
rolig, til man virkelig har alle baade ydre og indre Betingelser samlede
for at kunne præstere noget Ordentligt. Selv efterat han i 1860 havde
faaet Konservatoriets første Pris for Udførelsen af en Crispinrolle og
baade Regnier og adskillige Andre ganske vel indsaae, hvad der boede i
ham, fik han ikke Lov til at rende af Skole, Regnier fortsatte sit
Opdragelsesværk, og de smaa Roller, han i det første Par Aar kom til at
spille ved Théâtre français--Gros René p "le Dépit amoureux", Bazile i
"Figaros Bryllup", Dubois i "Misanthropen", Loyal i "Tartuffe", o.s.v.
o.s.v.--var nærmest at betragte som en gradevis Vænnen til Ilden. Da han
endelig leverede Hovedslaget, var han færdig; Sejren kunde ikke udeblive,
og den udeblev heller ikke.

[Illustration: Coquelin]

En af Pariserkritikerne i Vælten har som Øjenvidne fortalt om denne
Triumf. Coquelin havde faaet en Rolle i et nyt Stykke, som Theatrets
daværende Direktør Thierry imidlertid af Hensyn til en ældre Skuespiller
atter maatte tage fra ham. Til Gjengjæld gav han den unge Kunstner Lov
til at vælge, hvilken han vilde i det gamle Repertoire. "Saa vælger jeg
Figaro i "Figaros Bryllup"," sagde Coquelin strax. Det var et af de
største Vovestykker, der kunde tænkes, men Thierry holdt altid sine
Løfter, og Coquelin fik Rollen. Alt gik godt, fortæller den nævnte
Kritiker, til han skulde ind paa Scenen. Men da han først var der, blev
han overfalden af en forfærdelig Frygt. Han begyndte at ryste over hele
Kroppen, Tungen klæbede sig fast til Ganen, og han spillede de første
fire Akter uden at vide af, hvad han sagde, med sløvt Blik, mørkt
Ansigtsudtryk og halvkvalt Stemme, som et Menneske, der føres til
Retterstedet. "Men saa le dog, dit lille Dyr," hviskede Augustine Brohan
ganske sagte til ham; "le dog, Du er jo Figaro." Coquelin gjorde
imidlertid kun en fortvivlet Gestus, der betød, at han ikke kunde le.
Heldigvis er det parisiske Publikum yderst overbærende mod Debutanter.
Man ventede stadig. Femte Akt kom; det er den Akt med den berømte
Monolog. Det var dengang Mode i alle det gamle Repertoires komiske
Roller, særlig i Moliéres, at hælde over mod det Tragiske saa tidt, man
kunde. Denne Mode behagede ved det Nye og Dristige, der laa i den.
Coquelin havde i den Anledning fundet paa at gjøre noget Lignende ved
Monologen. Han søgte at gjøre den bitter, mørk og irriteret. Den stærke
Sindsbevægelse, hvori han befandt sig, gav hans til daglig Brug
vibrerende Stemme endnu mere Udtryk, hans Mimik og Gestus endnu mere
Fortvivlelse og Vildhed. Han gjorde stormende Lykke. Man applauderede
uforbeholdent: man havde her en Mand for sig, der kunde være paa een Gang
Scapin, Crispin og Figaro.

Han blev det hurtigt efter denne første Sejr; han blev i disse tre og i
alle beslægtede Roller den mest uforlignelige Skuespiller, Théâtre
français rimeligvis nogensinde har havt. Og hvilken Mængde af dem har han
ikke trods sine knap fyrretyve Aar allerede spillet I Af alle Moliéres
Stykker er der siger og skriver kun tre, i hvilke han ikke er optraadt,
og han har i de tyve Aar, han nu har været ved Théâtre français, spillet
ikke mindre end omtrent tresindstyve forskjellige Figurer alene i det
gamle Repertoire. I det moderne er hans Navn knyttet til nogle og tyve
Repriser af berømte Komedier, og samtidig har han skabt Hovedfigurer i en
tredive, fyrretyve nye Stykker. Vilde man med nogle enkelte Roller
markere Hovedpunkterne i hans Skuespillervirksomhed, maatte man først og
fremmest nævne Figaro i "Figaros Bryllup", Mascarille i "les Précieuses
ridicules", Gringoire i Stykket af samme Navn og Marcel i "Les Ouvriers"
(Arbejderliv). Han har aldrig havt mere uimodstaaeligt smittende godt
Humør, udfoldet mere ægte komisk Liv end i de to første af disse Stykker,
og han har aldrig talt til Hjertet som i de to sidste. Dog jo, han har i
sin sidste mesterlige Création, den gamle Skuespiller i
Erckmann-Chatrians "Les Rantzau" gjort begge Dele lige uovertræffeligt
paa een og samme Tid.

Det er nemlig en Hovedejendommelighed ved Coquelin som Skuespiller, at
hans Talent saa at sige ikke kjender nogen Grændse. Hans Hovedstyrke er
at faa Tilskuerne til at rulle sig i Latterkrampe, men den næste Aften,
det næste Øjeblik kan han med samme Uimodstaaelighed lokke Taarerne af
det samme Publikums Øjne. Han har den ene Dag spillet Scapin og den næste
Jean Dacier, Hovedfiguren i en moderne Revolutionstragedie af samme Navn.
Forbausende er det, til hvilken Grad han forstaar i Stemme, Mimik,
Holdning og Alt at kaste sig selv fuldstændig bort og paa Scenen
udelukkende være de Figurer, han fremstiller. Han tager dem af og paa med
samme virtuosmæssige Lethed som Kostumet, der hører til dem. Det er
forklarligt; hver lille Gestus, hvert Tonefald, hvert Blink med Øjnene er
vejet og prøvet i Maaneder, før det blev slaaet endelig fast. Coquelin
overlader i sin Kunst Intet til tilfældig Inspiration.

Saa spiller han da, og Publikum jubler og applauderer. Han er forgudet og
forkjælet som en Primadonna. Og han sætter Pris derpaa. Har Bifaldet en
enkelt Gang været kjøligere end sædvanlig, er han forstemt, har det
rystet Huset, straaler han som en Debutant, og naar Vennerne atter kommer
op i Mellemakterne, er en Samtale om, hvorledes de enkelte Repliker har
slaaet an, altid det Første, hvormed der begyndes, selv om man ender med
Drøftelsen af helt andre Materier. Og det gjør man tidt. Er der vigtige
Forhandlinger i Kammeret, saa at Møderne er trukne ud til hen paa
Aftenstunden, er Coquelins Loge det Sted, hvor man sikkrest kan hente
Nyheder fra dem. Han faaer Alt berettet pr. Depesche fra selve Palais
Bourbon. Man har drevet Spot med denne hans Politiseren og med hans nære
Forhold til Gambetta. Man har havt Uret, det er kun tomme
Vittighedsmagere, der kan gjøre det, Coquelin har vist, at man kan være
en stor Skuespiller og en brav Borger ved Siden af. Han er af et andet
Kuld end sine Forgjængere i Moliéres Hus. Han henter ikke sine
Inspirationer paa Knejpen, han er sober som de Færreste, til sine
Maaltider nyder han kun Vin og Vand og udenfor dem aldrig det Mindste.
Han hører til det moderne Frankrig, det, der veed, at i vore Dage naaer
man kun en Førsterangs-Position gjennem et Liv i uafbrudt Arbejde. Men
det, at han i Intet er _cabotin,_ at han i samme Øjeblik han sætter sin
Fod udenfor Scenen er en _homme sérieux_ med alsidige Kundskaber, alsidig
Dannelse og Interesser for Alt, det er det netop, der har bidraget til at
løfte den moderne franske Skuespillerstand ud over den halvt deklasserede
Stilling, den saa længe havde indtaget. Naar man nu vil kaste den den
gamle Haan i Ansigtet, rejser Opinionen sig som een Mand mod Fornærmeren.
Det har vist sig saa tydelig, som ønskes kan, for nylig ved Bladet
"Figaros" og Hr. Mirbeaus Angreb. Med Gots Æreslegion er den sidste Rest
af Skuespillernes Undtagelsesposition forsvunden. Og det er Coquelin, der
har fremtvunget dette Kors. Han har ikke blot gjort det direkte ved atter
og atter at tage Ordet for sine Kammeraters Ret til at blive betragtede
som alle andre Borgere, han har gjort det endnu mere indirekte ved sit
eget alvorlige, hæderfulde Liv. Han er en ny Skuespillertype, og han vil
faa Efterfølgere. Komédieforfatterne vil maaske have Grund til at beklage
sig derover; de faaer ikke længer Figurer som Kean og Garrick at skrive
om. Men ellers er det vanskeligt at se, hvem der skulde lide derunder.
Næppe Kunsten, og næppe Samfundet, og Skuespillerne selv allermindst.

[Illustration: Coquelin som Florence i "Les Rantzau"]

Cherbuliez i sit Arbejdsværelse

Mens Millionen og de Fremmede breder deres Herredømme videre og videre ud
over det moderne Paris, forvandler dets Fysiognomi og umærkeligt gjør det
til en hel ny Stad, er der dog een Part af Byen, hvor denne Erobring
synes at finde et Bolværk, som den ikke kan bryde, hvor de gamle Huse og
Gader staar endnu, hvor Særpræg og Vaner, hvor Karakteren, som det hele
Liv har; er saaledes, at den nuværende Generations Fædre og Bedstefædre
vilde kjende sig igjen og føle sig hjemligt der, hvis de kunde staa op af
Graven. Denne Part er den venstre Seinebreds Paris. Det begynder saa
smaat at skrumpe ind ganske vist; det kan ikke vise noget Sidestykke til
Quartier de l'Europe eller til den som af Aladdinsaander bebyggede
Monceauslette, det inkorporerer ikke Dag for Dag bredere og bredere
Bælter af Banlieuen, tvertimod, det er ligesom det visnede lidt i Kanten,
de yderste Partier bliver folketommere, falder hist og her i Ruiner,
glider over til at blive en Mellemting mellem Landsby og Stad. Men ikke
desto mindre er det dog ogsaa af vore Dages Paris endnu stadig en saa
væsentlig Del, at der maa regnes med det. Det er mere endnu. Det er som i
den stolte katholske Kathedral det lille Kapel, der gjemmer Kisten med
Helgenens Relikvier. Tinder og Taarne og Hvælvinger med deres Marmor og
Guld og Lys og Billeder er kun byggede udenom dette Kapel. Til dets
Forherligelse er den hele Pragt der; det er i Virkeligheden det, der har
gjort Kirken stor, og det er stadig Sjælen i den, For dets Skyld kommer
de rette Pilegrimme, ved det holder de sande Troende deres Andagt.

De gamle Kvarterer paa den venstre Seinebred gjemmer endnu Paris's egen
særlige Individualitet, det, der har skjelnet denne forunderlige By fra
alle andre og gjort den til, hvad den er. Millionærpaladserne har rejst
sig, de Fremmede er komne, Verdenskaravanseraiets Stimmel og Glands er
kommen, men det er som Kathedralen Altsammen kun voxet op, fordi der var
Noget, som kunde bære et saadant Relief. Og dette hemmelighedsfulde,
uhaandgribelige Noget fylder endnu Luften i de snevre Gader mellem
Sorbonne og College de France, mellem Académie des beaux-arts og École
polytechnique og den lange, lange Række af Videnskabens og Kunstens
Højskoler, der klemmer sig sammen her paa en ganske lille Part af den
store Bys Grund; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren, Boulevardieren,
Kokotten og Alt, hvad der er i Slægt med dem, kan ikke trives i denne
Luft, den ægte Pariser derimod er først rigtig i sit Element, naar han
indaander den. Af Intelligensens Paris boer ni Tiendeparten paa den
venstre Seinebred.

I Rue Gay-Lussac, en af dette Kvarters venligste og aabneste Gader, og i
den Del af den, hvor Sol og Blomsterduft fra Luxembourghaven frit kan
strømme ind, har det franske Akademis sidstvalgte Udødelige, Victor
Cherbuliez, sit Hjem. Det er helt paa den anden Side Pantheon, han boer.
Han siger nok selv, at det er af Hensyn til hans Sønner, der har deres
Lyceer herude, men i Virkeligheden tager man dog næppe fejl ved at søge
den egentlige Grund dybere. "Man har det ogsaa fredeligere her," føjer
han til; "selv ved Gadestøjen er der noget Douce, saa den ikke generer,
jeg har en Fornemmelse, som om jeg ikke vilde finde Ro til at arbejde,
hvis jeg kom over paa den anden Bred." Det er just Sagen. Han er
instinktmæssig rykket saa langt fra Millionens Paris, som han kunde
komme; Feberen i dets Liv, de skrigende Toner i dets Larm, Guldets Raslen
og Reklametrompeternes Skingren har skræmmet ham. Han er saa lidt i Slægt
med Alt det, som Nogen kan være. Skjøndt født Genfer har ikke blot Loven
givet ham parisisk Borgerret, hans Gjerning har gjort det før den og
varigere end den. Men i Verdensstadens tumlende Offentlighed er han
aldrig bleven nogen Person _en vue_, han hører ikke til den Slags
Parisere _en évidence_, der samler Opløb, hvor de viser sig; den store
Hob kjender ham ikke, han kan spise sin Frokost paa Café Caron, uden at
Nogen i Lokalet veed, hvem han er, og lægger Mærke til ham. Han staar som
Repræsentant for det Paris, som man ikke seer, og som ikke gjør Spræl,
men som dog er Sjælen i den store By, for Intelligensens stille,
arbejdende Paris paa den venstre Seinebred.

At trænge ind til en rigtig Pariser _en évidence_ er omtrent ligesaa
vanskelig en Sag som at komme med til en Première. Han er paa sine
Enemærker en Konge, der hyller sig i utilnærmelig Majestæt.
Tjenestepersonalet har de strengeste Ordrer til at holde Alle paa
Afstand. Lykkes det end undertiden ved Hjælp af nogle Francsstykker at
passere Portneren, saa lader Forgemaklakajen sig dog ikke bestikke. Det
nytter kun lidt at spørge ham, om hans Herre er tilstede. Han svarer kun
med et medlidende Smil. Det er ham, der holder Forhør. Han gjør det uden
Personsanseelse; selv en "Monsieur décoré", hvem der dog ellers allevegne
i Paris bliver vist Hensyn, respekteres ikke. Først naar han har leveret
Fyren med Silkelæggene tilfredsstillende Oplysninger om, hvad han hedder,
og hvad han er, og hvad han vil, meddeles det ham naadigt, at Husets
Herre tager imod mellem Elleve og Tolv den og den bestemte Dag i Ugen.
Han har saa Tilladelse til at komme igjen og antichambrere. Paa den
venstre Bred kjender man derimod ikke saadanne Formaliteter. "Hr.
Cherbuliez," siger den gamle Portnerkone, "jo, det er her; Herren er lige
kommen ind fra Landet. Anden Sal over Entresolen, Døren tilvenstre. Men
De maa ringe lidt stærkt, for Pigen deroppe er noget døv." Hun er saa døv
tidt, at det bliver Fruen, der lukker op. Man bedes vente et Øjeblik,
mens hun underretter sin Mand om Besøget. Men maaske er han beskjæftiget,
han maa paa ingen Maade lade sig forstyrre, man kan saa udmærket godt
komme igjen paa en anden Tid, hvis det er mere belejligt. Man forstyrrer
aldeles ikke, svarer hun venligt, det vil være hendes Mand en Fornøjelse
at se En, han skal komme ligestrax. Man gaar da ind i Salonen. Det er en
lille, hyggelig Stue med Mahognimøbler, Stil _premier empire_,
Divantæppe, mange Blomster ved Vinduet, mange Malerier paa de mørkrøde
Vægge, men uden nogensomhelst moderne parisisk Luxus, uden Elegance
engang, en jævn, lidt gammeldags Salon, gjennemtrængt med den Parfume af
pudset og skuret Renhed, som Værelser har, der staar til Stads og kun
bliver brugte ved højtidelige Lejligheder. Efter nogle faa Minutters
Forløb kommer den lille, venlige Frue tilbage og hilser fra hendes Mand,
om man ikke vil følge med ind i hans egen Stue. Luften er en Smule klam,
og der er lagt i Kaminen hos ham. Man synes næsten allerede, man mærker
Varmen; det er en ganske anden Modtagelse, end man er vant til i Paris.
Man har en Fornemmelse, som om man var mange Mile borte, i saadant Noget
som en nordisk Præstegaard paa Landet.

Det er netop ogsaa Indtrykket, Cherbuliez' Arbejdsværelse gjør.
Fuldstændig Studerekammerstil: en høj Pult, ved hvilken man skriver
staaende, to store Lænestole med brunt Saffiansbetræk, en dito Sofa af
gammeldags Snit og saa forresten kun Bogreoler. De er af ulige Størrelse
og forskjellig Slags Træ, øjensynlig anskaffede efterhaanden som
Bibliotheket voxede, men nu proppede fra øverst til nederst. Revuens
orangegule Hefter ligger klemte ind allevegne, hvor der er mindste Plads
over de staaende Rækker, men iøvrigt staar den hele Armee i snorlige
Parade som et preussisk Regiment. Kun Uniformerne er noget brogede. Gamle
Volumina i Læder og Folio skifter med smaa, kokette, røde Maroquinsbind;
mellem lange Suiter af Klassikere i falmet Shirting skubber gule
Calman-Levyske og blegblaa Dentu'ske Papirsrygge sig ind og drager
moderne Striber. Der er i Virkeligheden Lidt af Alt i denne Samling, mest
historiske Værker og Forfattere fra Encyklopedistperioden maaske, men
forøvrigt hele den franske Litteratur, lige til de seneste Dage
repræsenteret ved Alt, hvad den har af Fortræffeligt. Dertil tydske
Filosofer, græske Poeter og politiske Brochurer i Mængde. Cherbuliez har
i sin Ungdom studeret flere Aar ved tydske Universiteter, han er Sproget
fuldkomment mægtig, og han har endnu Hegelianeren siddende i Blodet. Hvad
Grækerne angaar, saa er de saa at sige hans Yndlingslekture. Han læser
dem i Grundtexten, og han har for Vane at gjøre det hver Morgen, før han
tager fat paa sit Arbejde. Det er i Athen, at han har "fundet sig selv",
som man siger. Mellem Akropolis's Ruiner har han i Virkeligheden skrevet
sit Debutarbejde "le cheval de Phidias", og paa Bunden af de Øjne,
hvormed han seer paa Menneskene og paa Tilværelsen, ligger der stadig et
Skjønhedsindtryk, som stammer derfra.

En halv Væg er tom for Reoler, og paa den hænger det Eneste, som pynter
op i Stuen. Det er netop først og fremmest en Gjengivelse i Gibs af en
Part af Parthenonskavalkaden, det Fragment, som har givet ham
Inspirationen til "Phidias's Hest". Dernæst er det et Fotografi af den
milesiske Venus, et Portræt.

[Illustration: Victor Cherbuliez.]

Cherbuliez' Haandskrift.

Dante i hans Ungdom efter en Fresko, der for nogle Aar siden er opdaget i
Florents, samt endelig i Glas og Ramme et Stykke gammelt, optrevlet,
graaagtigt Lærred, en Rest af Tassos Skjorte, med en Haandskrift af
Lamennais, der bekræfter Ægtheden. Endnu et Par enkelte Malerier,
stemningsfulde Landskabsbilleder, paa Kaminen Portræter af hans Kone og
Sønner og af Buloz, "Revue des deux monde"'s Stifter, en bred
Solskinsstrime faldende ind fra Vinduet, og man har hele Værelset.

Ligefrem, fordringsløs, venlig som det er Cherbuliez selv. Ved det første
Øjekast har han i sit Ydre noget stærkt udpræget Militærisk, det er
Infanterikaptejn-Typen, som man kjender den fra de smaa franske
Provindsbyer. Men saasnart han taler, gaar det bort. Det var kun
Ansigtsformen, Overskægget og den store Imperial, det skyldtes; Øjnene
forandrer Udtrykket fuldstændig. De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig
Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer
igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem,
man mindes: det Hjertelige, næsten Bløde i dem, som dog, synes man, ved
en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres
forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt. Disse Øjne giver Cherbuliez helt;
han er, som de fortæller. Han hører ikke til Tidens nervøse, forpinte,
sønderrevne Aander. Den vilde, trøstesløse Utilfredshed med Existensen,
som præger Perioden, hvori vi lever, og som i hele Menneskeslægtens
Historie maaske ikke har havt noget Sidestykke undtagen netop i den
antike Verdens sidste Dage, ved det romerske Kejserriges Forfald, denne
Utilfredshed finder ikke nogen Apostel i Cherbuliez. Han flygter ikke,
som hans Kolleger paa den anden Side Rhinen gjør det i deres historiske
Romaner, fra en Verden, der er dem uudholdelig, bort til helt andre Tider
og helt andre Slægter, og han bærer sig heller ikke ad--hvad der tilsidst
kommer ud paa det Samme--som hans Landsmand Zola med Disciple: giver det
malcontente Hysteri Luft i en Fremstilling af Jorden som et Helvede,
befolket af lutter Djævle. Han er for meget Franskmand til det. Han kan
sin Schopenhauer og Hartmann paa Fingrene, men han har læst dem med samme
Forsigtighed, med hvilken Lægen gaar til en Epidemipatient. Han har
garderet sig med sin sunde romanske Optimisme, og han er ikke bleven
smittet. Han skildrer de Mennesker, mellem hvilke han lever, ikke blot
fordi den Digtform han har valgt til sin, Romanen, efter hans Mening
aldrig kan faa blivende Værd undtagen som Gjenspejling af Forfatterens
Tid, men ogsaa fordi disse Mennesker er ham meget interessante og med
deres Fortrin og Fejl ganske sympathetiske. Han skildrer dem, som han
seer dem, og det er hans Overbevisning, at de er, som han seer dem, det
vil sige hverken helt Engle eller helt Djævle. Med Forkjærlighed vælger
han just de mest sammensatte Naturer, i hvilke baade Godt og Ondt er oppe
og strides om Overtaget. Han er i Fremstillingen af denne ægte
menneskelige Kamp bestandig rolig og lidenskabsløs; han kan være ubøjelig
haard, men han er først og fremmest uendelig human. Det absolut Hæsliges
Berettigelse i Kunsten anerkjender han ikke, fordi han i Livet selv kun
seer det som en Undtagelse; endog de sorteste af hans Figurer har deres
sympathetiske Side. Meta Holdenis staar som et slaaende Exempel. Da hans
Fortælling første Gang blev offentliggjort i Revuen, modtog han fra alle
Sider Brev paa Brev, hvori man bad ham ikke lade denne unge Kvinde, om
hvilken han havde forstaaet at samle saa megen Interesse, ende altfor
trist, og med Revuens Udgiver var han nærved at brouillere i Anledning af
Romanens Slutning. Buloz havde i den Grad forelsket sig i Meta, at han
endogsaa en Stund gik omkring og drømte sig et Pendant til hende, der
kunde blive hans Sekretær.

Som han sidder der og strammer den sorte, stukne Hjemmefrakke omkring sig
og skyder de store Lænestole hen til Kaminilden, for at man skal sidde
mere hyggeligt og passiare, er Cherbuliez netop den vindende, elskværdige
Personlighed, man har forestillet sig efter hans Romaner. Han har rejst
meget og seet Meget, han har læst og tænkt mere end de Fleste af hans
Samtid. Valberts Artikler (det Pseudonym, hvorunder han skriver i Revuen)
er der for at vise, med hvilken alsidig Sum af Kundskaber han sidder
inde, og med hvilken moden, overlegen Klarhed han seer paa alle Fænomener
i sin Tid. Mildere, mere overbærende i sine Domme, doucere og lempeligere
i sin Maade at fremstille Alting paa, kan alligevel Ingen være end han.
Han har i sin hele Form den soignerede Høflighed, den fine Delikatesse,
som jo ifølge en ældre Generations Beretninger engang synes at have været
typisk national hos Franskmændene, men som nu ogsaa i dette Land findes
hos altfor Faa, og det er næsten, som om denne Høflighed, denne
Delikatesse forbød ham at bruge et stærkt Udtryk, der kunde skurre i
Samtalen, fremsætte en afgjørende Mening, som han ikke var sikker paa
deltes af den, med hvem han taler. Man har undret sig over, at han, der
dog ved de nævnte Valbertske Artikler har vist et Kjendskab til, en
Forstaaelse af franske politiske og sociale Forhold, som Alle bøjer sig
for, at han aldrig har søgt at komme til at spille nogen Rolle i det
offentlige Liv. Man har undret sig, fordi man kun kjendte ham som
Forfatter og ikke som Menneske. Han er den stille Studiets Mand; paa
Politikens Arena, hvor der skal skubbes og puffes og skraales højt, vilde
han føle sig som en Troubadourridder i Artillerikamp. Og saa har han
desuden en vis Respekt for det hele moderne politiske Væsen. Han har i en
af sine Romaner givet sit Syn paa Sagen. Siden Revolutionens definitive
Sejr drives der efter hans Mening egentlig slet ikke Politik i Frankrig.
De Revolutionære har som Program kun Agrarlove samt Afskaffelse af Staten
og Vaabenmagten. For de andre Politikere, siger han, er det store
Spørgsmaal kun et Spørgsmaal om Indflydelse, og hvem der skal udøve den.
Enhver vil være en Allerhelvedes Fyr, det vil sige et Menneske, som man
hører paa, naar han holder Taler, som man skynder sig at tilfredsstille,
naar han forlanger Noget, og som skræmmer, naar han truer. Det
republikanske Frankrig er en Armee; der har følt Trang til at fornye sine
Kadrer: det er det, man kalder de nye sociale Lag, der skal frem.
Monsieur Jourdoin efterabede Greverne og Marquierne og fandt sig yderst
hædret ved at have dem tilbords; nutildags siger Monsieur Jourdoin til
Seigneur Dorante: "Du er færdig, min Ven, gaa din Vej, for at jeg kan
komme til."--Cherbuliez bryder sig ikke om "at komme til". Han befinder
sig mange Gange bedre i sin Lænestol ved Kaminilden, end han vilde gjøre
det paa en Ministertabouret, og er der Noget i denne Verden, som han kun
kan se den sorte Side ved, saa er det Guldkalvsdyrkelsen. _"Non,
certainement, je n'aime pas le million,"_ siger han, og der gaar gjennem
de smaa Øjne et Glimt, som ikke har Spor af Blødt eller Venligt ved sig.
Det supplerer Bekjendelsen og oversætter den i et mindre afdæmpet Sprog.
Millionen er hans _bête noire_, med hele den Verden, der drejer sig om
den, har han og vil han Ingenting have at bestille. Paa sin venstre
Seinebred fører han med sin Hustru og sine Børn en stille, borgerlig,
arbejdsom, fredsommelig Existens. Tidlig om Morgenen gaar han til sin
Skrivepult, regelmæssigt, næsten paa Klokkeslet, som Kontoristen gaar paa
sit Kontor. Han skriver sit bestemte Antal Timer, langsomt, formende,
filende, glattende paa hver Sætning, til den er netop, som han vil have
den. Det er ingen af Lidenskaber forpint og sønderreven Sjæl, der faar
Luft i pludselige Improvisationer. Kjender han til Feber under Arbejdet,
saa er det kun den, som selve Undfangelsen fører med sig, og dens Smerte
har paa Bunden en uendelig Nydelse. Saaledes gaar hans Liv Dag efter Dag,
og dette Liv giver ham den Ro og Tilfredshed, der er Alt, hvad han
forlanger af Verden, den "grande tranquillité", der er Lykken for ham og
hele den Race af Mennesker, for hvilken han staar som Repræsentant.




DE FREMMEDE I PARIS.


Paris's Fysiognomi vilde ikke være parisisk, ialfald ikke moderne
parisisk, uden de Fremmede. De giver det paa ingen Maade de Træk, der
udgjør dets virkelige Charme, dem, som man kommer til at holde mere af,
jo nøjere Bekjendtskabet bliver, men de giver det mange af dem der
springer mest i Øjnene. Det er ikke Pariseren, der gjør Gadelivets
Kolorit broget. Han er selv en douce Fremtoning, hvis Stolthed er at være
korrekt og at undgaa Spræl. Det er den tærnede Touristbritte og den
dandypyntede Ibenholtsneger, det er Asiater og Afrikanere med
Silkekaftaner og spraglede Burnus, med Diamantagraffer og blaa
Saffiansstøvler, det er den kasserolrøde Indianer og den guldgule Indier,
det er denne aldrig endende etnografiske Revue af Mennesker i alle
Kulører og i alle Verdens Kustumer, der frembringer Boulevardbilledets
Farveorgier. Og tildels paa samme Vis gaar det med Pariserlivet;
Effektstaffagen og Effektscenerne i det, Alt det, der gjør mest skrigende
Staahej, faaer sit Materiale for en væsentlig Part fra den store
Fremmedlegion af Tapageur-Publikum, hvormed samtlige fem Verdensdele
rekruterer Paris. Den er bleven en Prætorianerkohorte, som, samlet ved
alle Midler af Verdensdronningen selv, nu har ranet Magten til sig og
fører sig op som Herrer og skriver hende Love i hendes eget Slot.

Før Tredive, før Otte og Fyrre viste den Fremmede sig kun kometagtigt paa
Pariserhimlen. Hvad han nu end var for en Slags Potentat eller Nabob, en
exotisk Mærkværdighed var og blev han, der kom og saae og blev set paa
med store Øjne og saa forsvandt igjen uden nogensinde at dukke klart frem
af sin halvt eventyrlige Dunstkreds. Først da Revolutionsideerne begyndte
at gaa deres Gang over Evropa, og da Reaktionens Offre fra alle Kanter
vendte sig til det frie Frankrig for at finde Asyl, kom der en virkelig
Fremmedkoloni i Paris. Man tog med aabne Arme mod de tilstrømmende
Emigranter. Man tog imod dem som det, de i Virkeligheden var: Blomsten af
det liberale Europas Intelligens, og man indrømmede dem en fremragende
Plads i sit Samfund. De samlede store Kredse omkring sig; man hørte paa
deres Taler og Foredrag, man lod sig belære og begejstre, og let
tilbøjelig som man var til at passioneres, rejste man dem formelige
Pjedestaler. Folk som Mizkiewitz og Kossuth blev Heroer, som kun Faa af
Franskmændenes Egne naaede op i Højde med.

Fra den Tid har de Fremmede faaet Borgerret som et Element i
Pariserlivet, og fra den Tid er de stadig komne til at spille en større
og større Rolle i Paris. Men deres Type har unægtelig i Aarenes Løb
undergaaet meget væsentlige Metamorfoser. Den chevalereske Polak og den
idealistiske Tydsker er forsvundne med den Periode, for hvilken de stod
som Repræsentanter; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har taget
deres Plads i den moderne Million-Metropol, i det uhyre
Verdenskaravanserai, hvortil Dampen og hvad der kom i dens Følge:
Distancernes Forsvinden, den store Industri og de store Formuer i en
Menneskealder har forvandlet Frankrigs Hovedstad.

Skjøndt Fremmed er Rastaqouairen en moderne Pariserfigur af reneste Vand;
han er det i den Grad, at han er utænkelig, umulig noget andet Sted. Han
kommer fra Egne af Verden, over hvilke der endnu ligger Slør af noget
Halvdunkelt, Eventyrligt, fra Brasilien eller Peru, fra en eller anden
sydamerikansk Republik, som man knap kjender af Navn, til Nød fra
Portugal, Spanien eller Rumænien, helst fra et Sted med uudtaleligt Navn,
der holder Spørgsmaalet om Nationalitet og Verdensdel i ubestemt Taage.
Hans eget er ligesaa langt som imponerende. Det vrimler i det med
Santa'er, med da'er og di'er og y'er, og det hænder aldrig, at der
mangler en Marquis-, en Vicomte-, en Chevalier- eller endnu finere Titel
foran det. Hans Bryst er bedækket med Stjerner, om hans Hals hænger der
Ordensbaand i alle Regnbuens Farver. Hans Paaklædning er rig, men
elegant, hans Holdning kavallermæssig, hans Optræden en Grandseigneurs.
Ingen, der seer ham, kan være i Tvivl om, at han er et Væsen af Race. Den
let broncerede Tone, som fjerne Landes Sol har givet hans Teint, og den
fremmedklingende Dialekt i hans flydende Fransk forøger kun det Aparte og
Distinguerede ved hans Person. Men hvad han mangler, det er netop det,
der udmærkede hans Forgængere i Fyrrerne og Halvtredserne. Han er hverken
nogen Ideernes Helt eller nogen Intelligensens Mand. I hans Hjerne er
visse særlige Rastaqouairorganer blevne uforholdsmæssigt udviklede paa de
andres Bekostning, og ved hans Fysiologi er der yderligere den store
Mærkelighed, at han er kommen til Verden ganske uden Hjerte. Skulde det
være Aand og Talent, Kundskaber eller blot Dyd og gode Sæder, der
bestemte hans Plads ved Verdensdronningens Taffel, saa vilde han ikke
engang komme til at sidde nederst, han vilde ikke engang faa Lov til at
staa paa Trappen og fange Lugten op, man vilde anbringe ham saa langt
borte som muligt i en Baggaard. Da hans Pretensioner nu imidlertid gaar
ud paa ikke blot at være med til Gildet, men at bænkes til Højbords
endogsaa, saa maa han kjøbe denne Ret paa anden Viis. Han er saa heldig,
at de Valeurer, han kan byde som Betaling, i vore Dage har naaet en Kurs,
der er svimlende høj.

Rastaqouairens Rolle i Pariserlivet er et Resultat af Reklame. De
omtalte, særlig udviklede Hjerneorganer hos ham huser en Evne til at
gjøre Opsigt, i hvilken han har sin Specialitet, sin Styrke, den eneste
Mulighed for sin Position. Hele det Paris, der gjør Spektakel og springer
i Øjnene, fylder han med sin Person. Han viser sig ostentativt overalt,
hvor der er Lejlighed til at blive set, han kjører i Boulogneskoven med
isabellafarvet Forspand, han holder de dyreste Maitresser og de
extravaganteste Hoteller, han sprænger Klubbernes Spillebanker eller
taber Hundredetusinder til dem paa en Aften, han holder mystiske Orgier
paa de store Natterestaurationer, han laver sig romantiske Amouretter med
racebeslægtede exotiske Prinsesser, og han sørger omhyggeligt for, at
alle disse hans Bedrifter, tilbørlig stiliserede og forstørrede, bæres
paa Rygtets Vinger ud til Alverden. Den Rubrik i Boulevardbladene, der
fører Titelen _"Echo de Paris"_ har han efterhaanden fuldstændig erobret.
Han har gjort det dels ved liberale Pengelaan til Journalisterne, dels
ved store Dinerer og Løfter om Dekorationer fra de fjerne Hoffer, hvor
han er altformaaende, dels endelig ved direkte Kjøb. Han har Maanedskonto
med Bladet, og det beregner ham Omtalen af hans Extravagancer efter fast
Taxt. Hans Navns Nævnelse i Forbindelse med en opsigtvækkende Premiere er
kun en Forretning paa nogle Louisd'orer, sin Stald eller sine
Elskerinders Toiletter kan han faa beskrevet for et Par hundrede Francs,
men falder han undertiden paa at unde sig et Causerie, i hvilket man gjør
ham--under let gjennemskuelige Chiffre naturligvis--til Helt i en
Historie, hvorom "hele Paris" vil tale, maa han kjøbe denne Luxus
med Tusender.

Der er to Arter af denne moderne Type: de, der har Penge nok til at fylde
i Rabaldermolokens Svælg, og de, der mangler det første Fornødne, Basis
for den hele prangende Svindelbygning, Guldfundamentet, hvorpaa den
hviler. Forskjellen har dog ikke Stort at sige; de Første vedbliver at
føre deres larmende Karnevalstrain, til Døden gjør Ende paa det, de
Sidstes Existens sprænges en Dag i en enorm Skandale, men saalænge det
gaar, er det de samme Midler, hvormed der virkes, og de samme Maal, der
stræbes henimod. Man rækker derfor ogsaa broderligt hinanden Haanden og
tumler afsted i samlet Trup. Den Enes Kredit styrker den Andens,
Glandsen, som man slaar sammen, bliver blændende, og den store Hob staar
betagen, imponeret af det støjende Festbakkanal.

Ved Siden af Styrken, som dette indbyrdes Sammenhold giver, har
Rastaqouairefamilien imidlertid ogsaa udenfor sin egen Kreds mægtige
Allierede i det moderne Paris. Først og fremmest har den Vrimmelen af
landflygtige Exmonarker. De giver kun grumme nødig Slip paa Fiktionen af
endnu at føre et Hof, og skal de lave sig et, kan de ikke være
nøjeregnende med, hvordan det sammensættes. De aabner da Portene paa vid
Gab for Rastaqouairen, de skaber ham fast Grund under Foden, og de giver
ham en Fernis til at smøre over sin Forlorenhed, saa han næsten kan gaa
og gjælde for Mahogni.

Dernæst har han sin store Forbundsfælle: Amerikanermillionæren. Det er en
Race, der er meget nær beslægtet med hans egen. Den har ikke hans
prangende Navn, hans Ordener og hans personlige Distingverthed, men den
har til Erstatning sine fabelagtige Miner hinsides Atlanterhavet. Der er
over disse Miner en Flig af det samme mystiske Slør, som indhyller
Rastaqouairens Land og Oprindelse; man kan ikke altid med absolut Vished
sige, om Metalaarerne, hvoraf der øses eller er øst, just ligger i
Bjerge, men Sølv og Guld kommer der under alle Betingelser ud af dem i
saa overstrømmende Masse, at Amerikanermillionæren medlidende kan se ned
paa Alt, hvad man i andre Lande har den Pretension at kalde Millionærer.
Ved Siden af ham er de rene Lazzaroner; for dem er Millionen en
Totalsumma, i HANS Finantsbetragtninger og i HANS Kasse er den simpelthen
den til Grund liggende Enhed. Den er fremdeles for ham det eneste Solide
i den ganske Existens, Hovedhjørnestenen, hvorpaa Verden hviler med Alt,
hvad der i den befinder sig af Levende og Livløst. Om den har en Gud
eller en Urcelle til Ophav, er Spindsfindigheder, der ikke kommer ham
ved; han tager den, som den er, og han seer heller ikke ud over, hvad der
kommer efter den. Han veed derimod, at den har en Axe, som den drejer sig
om, og at denne Axe er en Guldbarre. Det veed han af Erfaring, og denne
Viden resumerer for ham Alt, hvad man overhovedet har Behov at vide, alle
Kundskaber, al Intelligens, al Spiritualitet, al Moral tilogmed. I hans
Livsbetragtning er der ingen Slingren og Tvivl. Han anerkjender kun
Millionen, han har Millionen, og han kjøber for den, hvad han forresten
har Lyst til at have, det er simpelt og let, som at to og to er fire.

Hvad han vil have, er nu naturligvis det Samme, som alle skabte Væsener
bevidst eller ubevidst vil have: Velvære først og fremmest, Anerkjendelse
dernæst som den Største og Stærkeste, Herskerværdighed, Samfundsposition
for at blive ved rent menneskelige Begreber. Men Velvære er der intet
Sted i Verden, der kan byde ham i samme Omfang som Paris, og han veed
ogsaa ganske vel, at Undtagelsesdiplomet som Numer Et ikke er komplet og
i fuldstændig reglementeret Orden, før Seinemetropolen har sat Indsegl og
Stempel paa det. Saa lader han da sit Guld ind og sejler over Vandet og
kommer og kjøber. Trommerne gaar, og Trompeterne skingrer. Hejda, hit
alle prima Varer, Alt, hvad der er dyrt, hvad der spræller og glimrer! Jo
kostbarere, desto bedre! Det Eneste, det gjælder, er, at Verden faaer at
vide, hvor rig han er, og at den taber Næse og Mund af Beundring over
hans Rigdom. Der er en lille Historie fra sidste Vinter, som er uhyre
karakteristisk, og som har det Fortrin at være sand ved Siden af.
Ligeoverfor Triumfbuen boer der en af Amerikanermillionærerne. Fruen vil
ikke for nogen Pris miste det Renommée, hun hidtil ubestridt har havt: at
hun giver de flotteste Soiréer i Paris. Hun er desaarsag bestandig paa
Jagt efter nye Extravagancer. Saa kastede hun en Dag sine Øjne paa
Triumfbuen. Den laa lige for hendes Salonvinduer, hun regnede ud, at en
straalende Illumination af den vilde gjøre mageløs Effekt som
Overraskelse, naar man rejste sig fra Bordet. Tanken var ikke undfanget,
før hun øjeblikkelig sendte sin Kammertjener til Municipalraadet med
Forespørgsel om, hvad den Tingest, vilde koste at leje for en Aften.
Hendes Forbauselse var stor, da Fyren kom tilbage med den Besked, at man
ikke lejede den ud. Men forbløffe lod hun sig dog ikke, hun havde jo sine
Miner, og hun skikkede derfor nyt Bud med den Hilsen, at man kunde sende
hende Regning paa Monumentet, hun kjøbte det.

Hun har ikke faaet det, men baade hun og hele Rusen af
Amerikanermillionærer har faaet nok alligevel til at fylde Paris med
deres Glands. Rastaqouairen gjør umaadelige Anstrengelser for at kunne
holde Skridt med dem i Boulogneskoven og ved Premiérerne, og halvvejs
lykkes det ham endnu; han har, som sagt, noget medfødt Distingveret, der
mangler dem, og som Hjælper ham. Men i een Henseende har de en uhyre
Overlegenhed, de har deres Saloner. Rastaqouaireracen er væsentlig ugifte
Herrer paa Jagt efter Partier, hos Amerikanermillionærerne træder det
mandlige Element i Baggrunden, Fruen og de unge Døttre med deres enorme
Medgifter bliver Numer Et. Som de med utrolig Hurtighed faaer lært sig en
vis, om end noget kantet og støjende, saa dog yderst flot Pariserchiched,
saaledes har de heller næppe sat Foden paa fransk Grund, før de er
fortrolige med de vildeste Festfantasier, en fransk Hjerne nogensinde har
undfanget. Og de sætter sig da strax i Fart for at føre Hus. Portene
smækkes paa vid Gab for hvem der vil komme, man kjøber for fabelagtige
Summer de berømteste Kunstnere og Virtuoser til at optræde, Bordluxus'en
lokker de Gamle, de smukke, flirtationslystne Misser fanger Parises
flotteste Kavallerer i deres Garn, deres Millioner udøver endogsaa
Tiltrækningskraft paa adsillige Mødre fra Faubourgerne, som ved deres
Sønners Partier maa være betænkte paa at faa det noget falmede Stamtræ
forgyldt op. Kort sagt, Amerikanermillionærernes Saloner bliver Centret
for Vinterlivets store Begivenheder, de eneste, der søges, de eneste, der
tales om. De har _la note du jour_, de skaber Moden, de giver Tonen an.
Og denne Tone er den samme som den, der skingrer ud af Rastaqouairens
Rabalder, og den glider sammen, med den og løfter sig op i det store,
moderne Credo og Nutids Te-deum, Hymnen til Millionen.

[Illustration: I Amerikanermillionærens Salon.]

Saaledes er da i vore Dage den Rolle, den Fremmede spiller i
Pariserlivet, en meget stor. Ham er det, der har sat Millionens
Anvendelse som Maalestok for Menneskeværdet i System, og han har ved sin
hele støjende Propaganda faaet denne Maalestok accepteret. Dog vel at
mærke: ikke af den virkelige Elite, af det ægte Paris, Intelligensens
lille men eneste sande Aristokrati. Dets Kredse lukker sig hermetisk af
mod enhver Berøring med Rastaqouairer og Amerikanermillionærer; jo
vildere Bakkanaldandsen omkring Guldkalven bliver, desto mere trækker det
sig tilbage fra alle de Templer, hvor denne Kultus gaar for sig, og lever
i Stilhed sit eget Liv videre, borte fra den larmende Offentlighed. Det
er just paa dette Punkt, at man maa søge en ganske naturlig Forklaring
af, hvad Udlændinge saa tidt bebrejder Pariserne: deres Utilgængelighed,
Vanskeligheden ved at komme i nogetsomhelst nærmere Forhold til dem, den
kinesiske Mur, de bygger op om deres Hjem.

Det er ganske rigtigt: den Fremmede, som ikke kan smide Millioner i
Grams, kjøbe sig enhver Luxus, han faaer Lyst til, og dermed ogsaa den at
pynte sin Salon op med Halen af "Tout-Paris", han kan risikere at komme
til at gaa omkring som et Skrumpelskud, hvem Ingen bryder sig om, og som
for den Sags Skyld gjerne kunde dumpe i Seinen og blive lagt paa "La
Morgue", uden at nogen af "Vennerne" fra Gaden gad gjøre sig den
Ulejlighed engang at gaa hen og se paa ham. Men naar man vil være billig
og tage Sagerne, som de virkelig er, kan man saa bebrejde Pariserne det
og kalde det Mangel paa Imødekommenhed og Gjæstfrihed? Alle gamle
Beretninger gaar netop ud paa at skildre dem som det mest imødekommende
og gjæstfri. Folkefærd; man har ingen Ret til at tvivle om disse
Skildringers Paalidelighed, og Nationerne skifter ikke Natur, som
Slangerne skifter Ham. Saalænge Pariseren dannede sine Forestillinger om
Udlændingene efter de store Emigrantfigurer fra Fyrrerne og
Halvtredserne, kunde han være og var han gjæstfri, men de to elskværdige
moderne Typer, der nu staar som Repræsentanter for den Fremmede i Paris,
de skal sandelig ikke friste ham til noget Bekjendtskab ud over det
strengest nødvendige. Og foruden dem, hvilke andre Fremmede er det saa,
der springer ham i Øjnene? Den uendelige Turisthær først og fremmest, med
Citysnobberne som Hovedelement. Englændernes Hensynsløshed paa Rejse er
stor allevegne, men der er ingen Steder, hvor den bliver saa skrigende
grel som i det zirlige, formelle Paris. Intet respekterer de; det er
formelig, som om de gjør sig en personlig Glæde af at sparke til alle
Vedtægter og ligesom Barnet, der pladsker i Rendestenen, anser sig for
desto større Allerhelvedeskarle, jo mere uopdragne de kan komme til at
tage sig ud. Det store Publikum finder sig deri med et medlidende Smil og
lader dem betale. Men forøger de for den tænkende og ræsonnerende Pariser
ikke det ødiøse Skjær, hvori Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har
stillet den Fremmede, saa afdæmper de det ganske sikkert heller ikke.
Højst kan de blande det med en Nimbus af Latterlighed, naar de i deres
kuriøse Kostumer og med deres røde Baedekere turer gjennem Gaderne og
stiller sig op udenfor alle Monumentstakitter og glor og lader sig binde
Historier paa Ærmet af den første den bedste Spasmager, der gaar forbi,
eller naar de klumper sig sammen paa deres _four-in-hands_ og under en
Cook-Førers Ægide gjør Turen Paris rundt i fireogtyve Timer og saa rejser
hjem og bilder sig ind, at de kjender det Hele som deres Vestelomme.

Saa er der dernæst Tydskerne. I de første Aar efter Krigen holdt de sig
forholdsvis roligt til deres store Exportationsforretninger i Kvarteret
omkring Rue d'Hauteville, men det er ikke saaledes længere. De giver sig
nu ogsaa af med Import, og det af en Art, som vanskeligt kan hue
Pariserne. Under en Turnforenings uskyldige Maske har de lavet et stort
Generalagentur for Paris's fredelige Annektering gjennem Masseanbringelse
af unge Tydskere, som "Vaterlandet" ikke selv kan brødføde. Bedriften
gaar strygende. Disse nye Emigranter har ikke blot oversvømmet Handels-
og Bankhuse, man finder dem allevegne, selv hvor man mindst skulde vente
det, i Ministerier og Bladkontorer endogsaa. Kolonien begynder desaarsag
at løfte Hovedet igjen og saa smaat at føre sig op som Herrer allerede.
"Der Wacht am Rhein" lyder lysteligt i de tydske Kaféer, og med overlegen
Haan indbyder man endog Paris's bekjendteste Patrioter til at komme og
høre paa den smukke Vise.

[Illustration: Rejsende Englændere i Paris's Gader.]

Heller ikke denne Part af Fremmedpublikummet skal stemme Pariserne
gunstigt for det som Helhed. Føjer man yderligere dertil Hele Skaren af
Industririddere, der fra alle Herrens Lande vælter sig som en
Græshoppesværm over det moderne Paris, kan man saa undre sig over, at
dets Befolkning, er en Smule paa sin Post, viser en vis Reservation mod
de Fremmede? Man bebrejder Pariserne, at de er letsindige; de vilde uden
en saadan Reservation være det grændseløst, utilgiveligt. Den er en
Nødvendighed, fremtvungen af Forholdene i deres By, og man har ingen Ret
til at beklage sig over den. Har de virkelige Garantier for, at den ikke
behøves, saa er de strax rede til at lægge den af Kunstnernes Stilling
viser det saa tydeligt, som ønskes kan. Det er ikke blot paa den aarlige
Salon, at der indrømmes den store Koloni af udenlandske Malere lige Plads
og lige Ret med de franske, de samme Udmærkelser og Belønninger som dem,
i hele Pariserlivet gjøres der ingen Forskjel paa dem og paa Parisernes
Egne. De taler et Sprog, der er universelt, de kan gjennem det bevise, at
de fortjener Gjæstfrihed. Hvor han seer, at der er virkelig Fortjeneste,
der er Pariseren saa redebon som Nogen, til at aabne alle Døre paa vid
Gab for den og byde den velkommen. Den Fremmede, der har formaaet at
trænge igjennem og gjøre sig gjældende i Paris, bliver i samme Øjeblik
betragtet og behandlet som Pariser.

De Mange derimod, der aldrig gjør det, de store Flokke ikke mindst af
studerende Ungdom, som Dag for Dag kommer i talrigere og talrigere Mængde
fra alle Verdens Kanter, dem kan vel et Ophold i Paris stundom bringe
Perioder, i hvilke en Følelse af Forladthed og Tristhed og Kulde tager
dem fangen og faaer dem til at ønske sig langt bort fra Byen, der paa
Afstand stod saa lokkende for dem som et Indbegreb af Alverdens
Herligheder. Det Trøsterige ved Sagen er dog, at slige Perioder sjelden
varer længe. Faa er tagne fra den forunderlige Stad ved Seinen uden at
elske den højere, da de gik, end da de kom; Mange, Mange har den fængslet
saa fast, at de aldrig blev i Stand til at rive sig løs. Det tyder dog
vel sagtens paa, at den Fremmedes Stilling i Paris Alt i Alt maa være saa
ganske taalelig. Tristhedsperioderne er kun sporadiske Anfald af Hjemve,
og den Sot følger Mennesket, hvor det drager hen. Nordboen i alt Fald
kunde rejse lige ind i Paradiset, den vilde finde ham der ogsaa. Men
kommer den over ham, saa ligger der jo hist og her i Pariseroceanet
Smaaøer, som, om de end ikke er Fædrelandets Jord, dog har et Par
Spadefulde af den strøet paa sig. Der søger han hen. Han tyer til
Kunstnernes Kreds paa _Hörnan<s._ eller til Haandværkerforeningen i _Café
du Danemark_, hvis det er hans Verden, eller til Nordboernes fælles
Hovedkvarter paa _Café de la Régence._ Han finder der Nordens Blade, han
hører Hjemmets Sprog og seer Ansigter, som han kjender fra Hjemmet. Og
mangler de sidste en enkelt Gang, saa har han dog i alt Fald sin
fortræffelige Garcon August, som kan sige "Goddag--smukke Piger--jeg
elsker Dig." Det er ham nok; det er, som han havde kysset Toldbodens
Sten, og han kan sejle ud igjen, ud i det store Paris, der er som Havet,
bestandig skiftende, bestandig nyt, bestandig hemmelighedsfuldt lokkende.




VRANGSIDEN AF  PARIS.


Pauperismebæltet.

Som Krybet under den store Sten, saaledes samler Elendigheden sig i de
store Byer. Den har været der bestandig, og den vil trods alle sociale
Reformatorer blive ved at være der bestandig, indtil Kampen for Livet
hører op, og Paradiset atter vender tilbage paa Jorden, Men man seer den
ikke altid; det gaar med den som med Krybet under Stenen. Saalænge Stenen
ligger rolig, dækket af gammelt Mos og omgroet med Græs og Blomster,
tænker Ingen paa Krybet under den. Først naar den voldsomt rokkes og
rykkes tilside, kommer hele den lyssky Verden, der har levet i Klamheden
og Skyggen under den, frem og; vækker Afsky og Skræk.

Paris fik ved Kejserdømmets Fald et saadant voldsomt Ryk, og i de ti Aar
siden da er det bleven efterfulgt, af Stød paa Stød. De har aabnet Øjet
for, at den store Luxusstad gjemmer Andet end Glands og Pragt, de har bag
det Paris, som leer og; straaler og blænder, røbet et, hvor Diamanterne
erstattes af Taarer, og hvor den glade Livslyst viger Pladsen for lave
Instinkter, for alle de onde Lidenskaber, der groer saa villigt i Læ af
Fattigdom og Elendighed. Det er da gaaet, som det gaar ved Stenen, naar
Krybet kommer frem. Man er bleven forskrækket; man er muligvis bleven det
over Maade, men man er ikke bleven det uden Grund. Af alle store Byer er
Paris ikke blot den mest glimrende og den rigeste, den er tillige den,
der rummer den største Sum og de mest afskrækkende Former af
menneskelig Usselhed.

Det var i gamle Dage London, der nød det triste Ry at have Forrangen i
saa Henseende. Muligt har det engang været med Rette, men det er det i
hvert Fald ikke længer. Velstanden er selv mellem de laveste Samfundslag
langt mere udbredt i Paris end i London, men paa den anden Side er
Trangen ogsaa større. Det nytter ikke, at Seinestadens Guldflod voxer og
voxer, saa det snart ikke er muligt at finde Afløbskanaler for den mere;
samtidig dermed vedbliver Procentantallet af dem, Samfundet maa
understøtte, for at de ikke skal dø af Sult, at holde sig konstant. I
London er det i Løbet af de sidste ti Aar sunket fra sex til tre, i Paris
derimod er endnu som ved Kejserdømmets Fald af hundrede Beboere mellem
syv og otte indskrevne paa den offentlige Velgjørenheds Lister. Det er
denne Armee paa over halvandet hundrede tusinde Ulykkelige, der savner de
første Betingelser for at kunne føre en menneskelig Tilværelse, som har
gjort Kommunen mulig. De har Alt at vinde, men Intet at tabe, og enhver
ny Rejsning vil derfor ogsaa finde dem slagfærdige paa Pletten. Naar da
Gambetta har lovet at søge dem "selv i Dybet af deres Huler", har han kun
aflagt et Løfte, som han vilde gjøre vel i engang at holde. Der findes i
disse Huler baade meget ondt Ukrudt, som maa rykkes op, og enkelte gode
Spirer, som sikkert kunde trives, naar der gaves dem af Luft og Lys, hvad
de har Behov. Frankrig faar ingen Ro, før der i begge Henseender bliver
gjort, hvad det er muligt at gjøre. At Kommunen og alle de Rødes
Spektakler siden den maatte til, før man fik Øjet op for denne Vrangside
af Paris, har iøvrigt paa en vis Maade sin ganske naturlige Grund. Man
lægger under almindelige Forhold kun Mærke til det, man seer stadig
omkring sig, og det Paris, der leer og glimrer, seer ikke Elendigheden.
Den har, paastaas der, altid og i alle store Byer en centrifugal
Tilbøjelighed. Baron Haussmanns Udluftninger af den gamle Seinestad har
rakt Haanden til disse naturlige Dispositioner, og efterhaånden er da
Pauperismen med samt hele dens uhyggelige Tilbehør rykket længere og
længere bort fra det Paris, hvormed man til daglig Brug er vant til at
regne. Den Fremmede kan Uger og Maaneder tumle sig i Luxusens Solglands
uden nogensinde at se Elendigheden kaste en eneste Skygge over det
brogede Virvar af leende og lokkende Billeder, der møder ham overalt.
Hist og her i Nættet af travle Handelsgader, der straaler ud fra
Børspladsen, er det ganske vist, naar man søger godt, endnu muligt at
finde snevre, sorte, smudsige Gyder, hvor Pjalterne af den gamle Misère
er bleven hængende. Men det er kun sjeldne Undtagelser, muddrede Draaber
i et Hav af Krystal. Det rige Paris kan færdes roligt i sin Stad af
Boulevarder og Avenuer uden Frygt for at rendes paa Ærmet af
Elendigheden.

Til Gjengjæld har den rundt om Luxusens By draget et Bælte, hvor den er
paa sin egen Grund, og hvor den hersker souverænt.
Centrifugaltilbøjeligheden bliver ved; dette Bælte trækker sig længere og
længere bort, men det breder sig samtidig. Hele det vidtstrakte Terræn
mellem Fortifikationslinierne og de ydre Boulevarder er efterhaånden
blevet erobret af Pauperismen, og den har de; paa de gamle Havers og
Vinmarkers Plads, indstalleret et Fattig-Paris, der ingen Lighed, intet
Fællesskab, ingen Berøringspunkter har med det rige. Sort og Hvidt er
ikke mere forskjellige fra hinanden end de to Byer. Der ligger for
Exempel ud ad Gobelinsfabrikken til, bag Boulevard de la Gare, Noget, som
Folkevittigheden har døbt "Cité des Khroumirs", oprindelig en stor,
ubebygget Tomt, hvor de fattigste Kludesamlere tilbringer deres Dag,
sovende paa selve deres Dynger af alt Slags Affald, dels i Lerhytter uden
Vinduer og Døre, dels, naar endogsaa Lejen af disse Hytter bliver dem for
dyr, i gamle Menagerivogne, der er blevne for affældige til at kunne
kjøre omkring længer paa de landlige Markeder. Kunde man tage denne "Cité
des Khroumirs" med samt dens ynkelige Beboere, flytte dem ud i
Akklimatationshaven og der vise den frem som noget Exotisk i Smag med
Eskimoerne og Ildlandsfolkene, vilde hele Paris strømme derud og falde i
Forbauselse og Forfærdelse over, til hvilken Degradation Menneskeslægten
kan synke ned. Nu er de stakkels Kludesamlere alt Andet end generede af
Nysgjerrige. Paa Place d'Italie, der kun ligger nogle faa hundrede Skridt
fra Khroumirgyden, har jeg truffet Politibetjente, som end ikke kjendte
dens Existens. De havde først for nylig faaet Stadion i Kvarteret,
sagde de.

[Illustration: En parisisk Kludesamler]

Naturligvis er Pauperismebæltets Fysiognomi ingenlunde saaledes
allevegne. Tvertimod, det har som oftest endogsaa et ganske anstændigt
Udseende, der meget vel kan skuffe en overfladisk Besøgende og give ham
et Indtryk af forholdsvis antagelige Kaar. Franskmændene søger altid, saa
længe det paa nogen Maade er muligt, at bevare det ydre Skin. Desuden er
kun de færreste Kvarterer derude stærkt bebyggede endnu, man træffer
mange Partier, der har en halvt landlig Karakter. Hist og her har smaa
Rentierer, der havde Lyst til at sætte Foden paa egen Grund, men hvem
Terrænet, i selve Paris blev for dyrt, kjøbt sig Jord og indrettet sig
det ganske hyggeligt i Smaahuse med Tonneller, Poppelgrupper og
Kjøkkenhaver. Disse grønne Smaakroge liver op, Kvartererne er hyppigt
gjennemskaarne af brede, tætbeplantede Alleer, for Exempel den næsten
milelange Pyrenæergade, som strækker sig gjennem hele Belleville,
Menilmontant og Charonne, Udsigten over Paris er fra Højdepunkterne tidt
særdeles smuk, og paa mere end et Sted kan da Pauperismebæltets. Ydre
Habitus forekomme nok saa venlig. Det er dog kun som Kalken udenpaa
Graven; Forraadnelsen ligger bagved. Først og fremmest har selve de
grønne Alleer uhyggelig; meget tilfælles med hine Dekorationstæpper og
Sætstykker, som i gamle Dage blev brugte til at give rejsende russiske
Kejserinder en Idée om deres Land. Forvilder man sig ad en Sidegade bort
fra Alleen og Husene, som stadser op langs den, dumper man kun altfor
tidt ind i et Virvar dels af smalle, stinkende Stræder, dels af øde
Tomter, oversaaede med Flaskeskaar, Møddinger og alskens Urenlighed. Her
er nogen Tvivl om, hvor man befinder sig, ikke længer mulig. Pjalterne,
der hænger ud af de ituslagne Ruder, Kludekræmmerboderne i hver anden,
tredie Bygning, Udseendet af de Folk, der trænger sig om Værtshusenes
Skjænkedisk for at drikke deres Absinth staaende, af Børnene, der ligger
og fisker i Rendestenen, eller af de elendige gamle Kvinder, der fra smaa
Bræddeskur, som samtidig agerer Kjøkken og Butik, sælger radikale
Skillingsblade, obscøne Brochurer, muggent Hvedebrød og raadne
Pærer,--Alt det taler mere end tydeligt nok. Man seer, hvor man er henne,
man forstaar de uhyggelige Tal, der oplyser om, at i Pauperismebæltet
gjennemsnitlig hver tiende Beboer er trængende i den Grad, at de maa nyde
offentlig Understøttelse.

Endnu mere afskrækkende bliver dog Indtrykket, naar man vover sig op i
selve Husene. De er i Regelen smaa, sjelden mere end to Etager høje, men
hvert af dem rummer dog ofte Snese af Familie Lejligheden er nemlig kun
undtagelsesvis paa over to Rum, af hvilke det ene da oftest indskrænker
sig til et ganske lille, mørkt Kjøkken; meget tidt har Mand, Kone og en
hel Rede af Børn i alle Aldere kun et eneste Værelse til deres
Disposition. Ifølge en Opgjørelse fra 1880 beboede de Fattige, som modtog
stadig Understøttelse af det Offentlige, ialt henved 50,000 Lejligheder.
Over Halvparten af disse indskrænkede sig til et enkelt Rum, tre tusind
havde intetsomhelst Apparat til Kogning eller Opvarmning, over fem tusind
fik kun Lys gjennem et Tagvindue, og halvandet tusind var fuldstændig
mørke. Mange af disse Huse er meget gamle, byggede før Terrænet endnu
blev. inddraget i Paris, i den Tid, da de nuværende Forstæder kun var
Landsbyer, der skjød deres yderste Forposter herud. De er de værste,
adskillige af dem kommer man kun ind i gjennem en lang, mørk Korridor med
opbrudt Lergulv, en formelig underjordisk Gang, hvor Fugtigheden siver ud
allevegne. En faldefærdig Vindeltrappe, saa smal, at en tyk Person vilde
blive klemt fast i den, fører da op til Etagerne, Stanken fra disse
Lokaler, hvis Døre vender ud til Trappeafsatserne, og som i Regelen staar
aabne, fylder hele Huset med en Pestatmosfære af den gyseligste Art; Lys
er der intet af, det enkelte Vindue, som undertiden existerer paa
Trappen, kan intet bringe fra den uhumske Brønd, der fører Titulaturen
Gaard. I saadanne Omgivelser skal Appetitten for Renlighed vanskelig
finde Ansporelse; den er ringe i Forvejen hos Størsteparten af den lavere
Pariserbefolkning, her forsvinder den komplet. Den exempelløse Uorden og
Mangel paa Properhed er i Virkeligheden det, der som oftest giver disse
de Fattiges Hjem deres mest uhyggelige Karakter. Bohave mangler kun
sjeldnere. Det har engang været ganske tækkeligt; nu er det Meste i
Stykker, Betrækket hænger i Pjalter, Alting er overtrukket med tommetykt
Lag af Støv og Smuds. Det er, som hvert eneste Møbel fortalte Familiens
Historie. Man har sat Bo i unge Dage med Lidt paa Kistebunden og med
glade Forhaabninger til Fremtiden. Men saa er Livskampen kommen, med onde
Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Børnene er komne, Illusionerne er
bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i
Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og
atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svømme
ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under.
Og saasnart det er begyndt at gaa ned ad Bakke, synker de i Regelen
dybere og dybere. Elendigheden i den store Stad er som Edderkoppens Væv;
det spinder sig tættere og tættere om den Ulykkelige, der engang er
kommen indenfor det, og det ender med at knuse ham.

Hans sidste Stadium er da heller ikke det, hvortil de beskrevne Huse
leverer Sceneriet. Selv i Charonne og Menilmontant, de smudsigste og
tillige de fattigste Kvarterer af Pauperismebæltet--hver syvende Beboer
er her understøttet af det Offentlige--koster de omtalte Lejligheder dog
altid fra halvandet til halvtredie hundrede Francs aarlig, alt eftersom
de bestaar af et eller to Rum. Det er endnu ikke "Dybet af Hulerne". Dem
maa man søge i de saakaldte "Cité"er, smaa, snevre Gyder uden Udgang, der
ikke findes afsatte paa noget Kort over Paris, men som ikke destomindre i
de excentriske Fattigkvarterer afgiver Bolig for over en Snes tusind af
den store Stads Befolkning. De hører paa en vis Maade ikke med til Byen;
de staar udenfor den, som deres Beboere staar udenfor Samfundet, kommer
og forsvinder som disse, uden at Nogen lægger Mærke dertil. En
entrepenant Fyr, der har Lyst til at tjene sig rig i en Haandevending,
afslutter med den paagjældende Ejer Kontrakt om Lejemaal paa et vist
Antal Aar af en af de store, øde Tomter, der findes i tilstrækkelig
Mængde paa den anden Side af de ydre Boulevarder. Her kliner han i en
Fart nogle Hytter op af Ler og Brædder. Bygningskommissionen bliver
afvist med den Besked, at det kun er midlertidige Skur, bestemte til
Oplagssted for Klude, men det forhindrer ham ikke i, naar Hytterne engang
staar der, at leje dem ud til Bolig for Mennesker. Det sker altid af pur
og bar Filantropi. De stakkels Folk vilde ellers være husvilde, nu giver
han dem dog Tag over Hovedet. Han glemmer at tilføje, at han lader sig
denne Tjenstvillighed betale med fra halvtredie til fire Francs om Ugen,
hvilket repræsenterer for ham mindst halvtredsindstyve Procent af hans
Kapital, og det med absolut Garanti, thi han lader sig naturligvis altid
betale forud. Lejere risikerer han aldrig at mangle; der er i Paris altid
nok af Ulykkelige, som ikke seer sig i Stand til at opdrive en
Kvartalsleje paa fyrretyve, halvtredsindstyve Francs. Har de kun sig selv
at sørge for, tyer de til Logishusene; tæller Familien derimod, hvad tidt
er Tilfældet, henad en halv Snes Medlemmer, saa bliver naturligvis selv
de usleste af "Garnierne" for kostbare, og den eneste Udvej for at komme
under Tag er da Citéerne med den forholdsvis bekvemme Ugebetaling. Det er
i dem et Særsyn, naar en Lejlighed staar ledig blot enkelte Dage.
Entreprenøren for denne skjønne Trafik forbinder i Regelen dermed en
Virksomhed som Skjænkevært ved Indgangen til Gyden; et flittigt Besøg ved
hans Disk er obligatorisk, hvis man ikke vil tabe hans Bevaagenhed og
udsætte sig for at blive kastet paa Gaden. Han tager paa denne Maade ind
baade i Pose og Sæk, og naar den Snes Aar er gaaet, for hvilke han har
lejet Jorden, hvorpaa Citéen staar, kan han med fyldte Lommer forlade
Bestillingen. Gydens Hytter har ikke været bestemte paa at gjøre Tjeneste
længer, de er faldefærdige, uden Døre, uden Vinduer, uden Tage tidt.
Ejeren lader dem rive ned af egen Drift, eller ogsaa bliver han tvungen
dertil af Sundhedspolitiet. Citéen forsvinder sporløst, men samtidig har
der paa andre Tomter af Pauperismebæltet rejst sig nye. Hvad Værten
angaar, har han hurtigt aflagt Træskoene og Kyperforklædet, har kjøbt sig
Jord og Villa i en af de smilende Landsbyer omkring Paris, indtager snart
der den ansete Position, som følger Hundredetusinderne i Tilgift, og er
han en snild Politiker, kan han meget godt ende med at blive Maire i
sin Kommune.

Et prægtigt Exempel af Arten findes ved Indgangen til en af de talrige
Citéer, der som en forunderlig Modsætning har bunket sig sammen i den
nærmeste Omegn af Vidunderanlæget Buttes-Chaumont. Det er Typen paa en
Skjænkevært: tyk, jovial, med røde Kinder, der strutter af Sundhed, smaa,
snilde Øjne, der altid griner, bred og kordial i sin Façon,
tilsyneladende Godmodigheden selv. Han har, som han selv udtrykker sig,
"nitten hundrede Sjæle" i sine Citéer, altsaa flere end der findes i
mange af vore Provindsbyer. Da der i disse Gyder, Cité Tarn, Cité Gand,
Cité Philippe, og hvad de allesammen hedder, ikke er mere end i det Hele
knap fire hundrede Beboelsesrum, kommer der altsaa gjennemsnitlig fem
Personer paa hvert Rum. Til hvilken Klasse af Samfundet de henhører, er
det Eneste, den iøvrigt særdeles meddelsomme Vært ikke ser sig i Stand
til bestemt at oplyse. Der er lidt af Alleslags, siger han, de ernærer
sig som de kan; forudsat de betaler, blander han sig ikke i deres private
Affærer, Pengene gjælder for ham ligemeget, paa hvilken Maade hans Lejere
saa har taget dem ind. Der er en meget stor Rimelighed for, at han i
Virkeligheden ogsaa staar sig bedst ved ikke at undersøge det; den
moralske Finfølelse hos disse nitten hundrede Sjæle er næppe af den
delikateste Natur.

Hovedcitéen er ligesaalidt hos ham som andetsteds overdreven smal; kun i
de smaa Siderender, som i Aarenes Løb har skudt sig ud fra den, skinner
Dagslyset aldrig ind. Den selv ligner ved første Øjekast nærmest en eller
anden Baggade i et lille Fiskerleje. Men seer man nøjere til, bliver
Forskjellen hurtigt tydelig. Fattigdommen i den afsides Krog paa Landet
har over sig et Præg af stille Resignation; dens Beboere lider ikke under
den, fordi deres Fordringer til Livet aldrig gaar ud over de tarvelige
Kaar, hvori de lever. I Citéen derimod er det ikke blot Armod, man møder,
det er Miseren i dens mest skrigende Fortvivlelse, menneskelig Elendighed
og desværre tillige menneskelig Degradation under dens mest
afskrækkende Former.

Hver enkelt Hytte har Rum for en ti, tolv Familier. De, der boer ovenpaa,
er de heldigst Stillede. De maa ganske vist klattre op ad en Hønsestige,
der tilmed ikke er anbragt indvendig, men udenpaa Bygningen, og de maa
deroppe famle s5g frem gjennem en lang, smal og bælgmørk Gang, før de kan
finde Døren til deres Værelse; men de har saa til Gjengjæld den Luxus at
være i Besiddelse af et Vindue. Om det end meget hyppigt har flere Ruder
af Papir end af Glas, saa er det dog altid muligt gjennem det at lade
lidt slippe ind af Luft og Lys. Stueetagens Beboere derimod maa ofte lade
sig nøje alene med en Dør. Lukkes den, ophører enhver Udvej til at se
derinde ved Hjælp af Andet end den lille Blændlygte, der hører til i alle
disse Huler. Det er den, der bruges under de natlige Expeditioner, naar
Citéernes Befolkning gaar paa Rov efter Klude, Cigarstumper, bortkastede
Frugter og Grøntsager eller andre Gjenstande, som det er mindre
tilladeligt at tage, hvor man finder dem. En Lampe derimod, selv af den
tarveligste Beskaffenhed, er noget ligesaa Ukjendt her som Kamin eller
Komfur. Har man en sjelden Gang nogle Sous tilovers til en Haandfuld
Brænde, saa laver man sig simpelthen et Baal paa Gulvet, sætter en
Kogekjedel, som man har laant hos Skjænkeværten, over det og lader Røgen
flagre, som den vil. Og skulde det næsten Utænkelige arrivere, at man
arbejder hjemme og kan faa saameget for dette Arbejde, at det kan betale
sig at brænde Lys til det, saa rækker samme driftige og tjenstvillige
Vært ogsaa i denne Henseende en hjælpsom Haand ved Udleje af Smaalamper i
timevis. Til daglig Brug staar man sig sandt at sige bedst ved ikke at
se; det, som Øjet kan opdage herinde, er alt Andet end hyggeligt. Hvad
Bohave angaar, indskrænker det sig til et Minimum. Den forekommende Vært
stiller ingen Fordringer i saa Henseende, naar han blot faar sin Leje
betalt forud. For hans Skyld kan man flytte ind uden Seng engang. Men den
mangler kun sjelden, og gjør den det, er den altid det første,
_Assistance publique_ leverer. Kun naar Vinteren er meget kold,
forsvinder den stundom; den hugges efterhaanden itu til Pinde, som man
kan varme Kaffe ved. Til Natteleje kan man tilnød tage til Takke med en
Bunke Klude. Selv naar Sengen er der, maa dog en Part af Familien tidt
gjøre det. Thi om man end ingen Fordomme har med Hensyn til Kjøn og
Alder, saa kan dog en halv Snes Personer vanskelig faa Plads paa et og
det samme Leje, og det er langtfra nogen Undtagelse, at det elendige Rums
Beboere naaer op til et saadant Tal. Der er næsten altid Børn i Masse;
ynkelige, smaa, gule, forkrøblede Væsener, uden Kjød og uden Klæder paa
Kroppen. Man faar et Billede af dem ved at huske paa de Figurer, man i
illustrerede Blade har seet af Hungersnøden i Indien. De gjør et næsten
forfærdeligere Indtryk, oversaaede, som de i Regelen er, med Bylder og
Udslet af enhver Art. Hvorledes de kan leve og voxe op i disse Hulers Nød
og Pestasmosfære, er en Gaade. De gjør det imidlertid, man træffer
femten- og sextenaars Ynglinge, der er fødte i Citéen og har tilbragt
hele deres Liv der. Jeg saae et Par Stykker en Dag under et Besøg. De laa
og drev paa Sengen med; en Roman af Ponson du Terrail, hvori den ene
læste højt. I en Krog sad et gammelt fjollet Fruentimmer, som man vilde
have anseet for gal, hvis Absinthflasken ved Siden af hende ikke havde
angivet en anden Grund til den Tilstand, hvori hun befandt sig. Paa
Gulvet laa en lille, syv-otte Aars Pige og legede med et Spil
gjennemsigtige Kort af den Slags, som sælges i Smug paa Boulevarden. Det
var Moder, Sønner og Datter. Den Lilles oprørende Legetøj forklarede,
hvad der var hendes Brødres Levevej, og hvorfra, den forholdsvise
Velstand i Stuen kom. Der stod endogsaa Rester af Kjød og Vin paa Bordet.
Himlen skal vide, at de har været dyrt betalte.

Til daglig Brug kommer der kun sjelden saadanne Lækrerier ind i Citéen.
Man er tilfreds, naar man kan kjøbe sig et "Assortiment", det vil sige en
Tallerkenfuld Smaastumper af forskjellige Slags Ost, Pølser, Løg, der
oprindelig har været kogte i en eller anden Ragout, samt andre Rester af
Spisevarer, der ikke lader sig definere. Marseillanerne har en Ret, de
kalder Bouilleabaisse; det er alle de Fisk, der drages op i samme Net,
kogte sammen. Assortimentet er paa lignende Maade hele den brogede
Fangst, Høkeren i Cité de Tarn bringer med i sin Pose, naar han efter
Middagstid vender hjem fra de smaa Restaurationer, hvor han for nogle
Sous har kjøbt de Levninger fra Gjæsternes Tallerkener, som Folkene i
Kjøkkenet ikke gad spise. Hos ham gaar de af som varmt Brød; Properhed er
et Begreb, man ikke kjender her, og Smagen er allenfals mere krydret end
den, der endnu sidder i Kjødet paa de tørre Ben, man har samlet op,
Guderne veed hvor, men som altid kappes med Klude og gammelt Jernkram om
at oversvømme Borde og Gulv i disse Elendighedens Hytter.

Sligt kan man finde i Luxusstaden Paris, en Snes Minutters Vej fra Avenue
de l'Opéras Millionærhoteller og fra Rue de la Paix's Diamantbutiker. Et
eneste af disse Butikers Vinduer vilde være nok til at skaffe samtlige
nittenhundrede Sjæle, som boer tilleje hos Skjænkeværten i Rue de Meaux,
en menneskelig Tilværelse for hele Livet. Kejserdømmet bildte sig ind at
forstaa, at det var galt som det var, og det gav Pauperismebæltets
Stedbørn--Buttes Chaumont. Nogle faa Skridt fra de beskrevne Huler breder
sig dets Tusind og en Nats Anlæg. Det er en af Paris's mest beundrede
Seværdigheder, en romantisk Fedekoration, undfanget i en Digterdrøm og
gjort til Virkelighed med kejserlig Rundhaandethed. Søer og Vandfald
under prægtige gyngende Broer, Klippevildtnis med slyngende Roser,
fløjelsbløde Plæner, stolte Træer og blomstrende Busketter, Alt er her,
hvad der kan gjøre en Park uforlignelig. Alle Fremmede, der besøger
Paris, slaar Hænderne sammen i Forbauselse over dette Eden. Men Citéernes
Befolkning kommer der rigtignok aldrig. Den, der sulter og fryser, har
ingen Sands for Blomster og Fontæner. Det er Andet, disse Ulykkelige
trænger til. Elendigheden er én Kræftskade paa den store By, som aldrig
helt kan ryddes ud, det er sikkert nok. Men en omhyggelig Læge, der
kjender Ondet tilbunds, kan mildne det og hindre det i at brede sig. For
den tredie Republik er det en Livssag, at den lægger sig efter at lære
denne Kunst.

[Illustration: "Buttes-Chaumont"]

Samfundets Bundfald.

Omtrent paa Midten af sit Løb gjennem Paris deler Seinen sig i to Arme,
der omslutter Øen, hvorfra den uhyre Stad engang er straalet ud. I
Aarhundreder var denne Ø Byens Hjerte. Der stod dens Kongers Borg og dens
stolteste Gudshus. Men Tiderne har skiftet. Det er andet Blod nu, der
strømmer gjennem Kæmpestadens Aarer, end det, hvis Hjertekamre var Kirker
og Kongeborge. Seineøen ligger trist og stille nu. Det Paris, som lever
og stræber, har Ingenting med den at bestille; kun det, der har lidt
Skibbrud i Kampen for Livet, sender en underlig Skjæbne tilbage til den
gamle Moderø. Paa den ligger Hotel Dieu, de Syges store Hus,
Justitspaladset og La Morgue, Boden, hvor de ukjendte Lig stilles ud, der
fiskes op af Floden.

Ingen af de Bygninger er hyggelige Steder, uhyggeligst dog en, der danner
Annex til Templet for den menneskelige Retfærdighed. Den er et Slags
Forgaard til det, om man saa vil. Gjennem den maa smaa og store Syndere
uden Forskjel, alle de problematiske Existenser, hvis Liv er saa
ureglementeret, at det støder Samfundet paa Albuerne. Og deres Tal er i
Verdensstaden uhyre. Tohundrede Personer om Dagen, det vil sige en Armee
paa over halvfjersindstyve-tusind Individer, Mænd, Kvinder og Børn,
passerer aarlig gjennem "Politipræfekturets Depot".

Saaledes lyder det ejendommelige Navn paa en ejendommelig Ting. Det
klinger stygt, men det er betegnende. Bygningen er i Virkeligheden
Politiets store Oplagsplads for alt det Bundfald, Seinebyens Menneskehav
sætter af mellem Åar og Dag. Der sondres og sorteres det, men derind
kommer det Altsammen _pêlemêle,_ Størsteparten leveres fra
Politistationerne. Alt det Vildt, Sergenterne i Løbet af Natten og Dagen
fanger, bringes til disse Stationer, hvor en første Undersøgelse gaar for
sig. Skyldes Anholdelsen en aabenbar Fejltagelse eller en ubetydelig
Forseelse, slippes den Fangne strax igjen. Men synes Sagen at have en
noget mere graverende Natur, gjemmes Vedkommende foreløbig "au violon",
som det hedder, til Depotvognen kommer og tager Læs paa. Fem, sex Gange
daglig kjører den rundt og henter sine Ladninger til den stygge,
graasorte Bygning ved Siden af eller rettere under Justitspaladset.
_Panier à salade._ kalder Argot-sproget en saadan Ladning, og broget er
den virkelig som en Grøntkurv. Men endnu mere broget er dog selve
Depotet. Thi ikke blot den store Fællesvogn bringer Gjæster til det; ved
Siden af dens ordinære Rykind er der den finere Portion, som kommer
enkeltvis i Fiakrer eller vel ogsaa af og til i elegante Herskabsvogne,
Depotets Honoratiores, som man har gjort den Ære at anholde hjemme hos
dem selv i Kraft af en personlig Arrestordre. Passagen gjennem Depotet er
obligatorisk for Alle, hvem Loven lægger Haand paa. Enkelte bliver der
kun Timer, Andre maa vente en hel Uge, før man oppe i Justitspaladset
faaer truffet Bestemmelse om deres Skjæbne. To Dage skulde i Grunden være
Maximum, men det overskrides ofte. Mange bliver sendte bort simpelthen
med en Advarsel om ikke at lade sig fange igjen; Pariserpolitiet er saa
humant som muligt, maaske ikke mindre af den Grund, at dets Fængsler
langtfra vilde have Plads, hvis man skulde fare strengt tilværks mod det
uendelige Hobetal af Vagabonder og den Slags Fyre. Kun de, mod hvem
Sagsanlæggelse er nødvendig, flyttes til Mazas, det store Cellefængsel
overfor Lyonerbanegaarden, hvor man gjemmer de Anklagede, saalænge
Processen staar paa.

Dag og Nat er Depotet aabent, Dag og Nat er der uafbrudt Bevægelse.
Greffierens Pen staar næsten aldrig stille. Det er ham, der fører de
indbragte Bundfaldsladninger tilbogs, den første Forholdsregel, som den
Anholdte maa underkaste sig. Han holder ikke af den; hans Navn er tidt
det værste Vaaben imod ham, det giver Justitsen Mulighed i Hænde for at
forfølge hans tidligere Synderegister, og det er ofte meget langt. Af den
Grund, og af andre med, hører det da ogsaa til Sjeldenhederne, at han
strax er ærlig og tilstaar det. Undertiden støder, man paa en
Halsstarrighed uden Ende. I Slutningen af Kejserdømmets Tid blev en Mand
anholdt, fordi han vilde forcere Indgangen til Saint-Cloud. Han paastod
at hedde Sidi-Sahel og være overordentlig Gesandt fra Nana Sahib til
Napoleon III. Da han hverken kunde tale Hinduisk eller Engelsk, indsaa
man snart, at det var en Fabel. Fængselslægen erklærede ham for gal, og
han blev sendt til Bicêtre. Men Hospitalslægen mente, at han havde sin
fulde Forstand, og sendte ham Retour. I et Aars Tid turede han frem og
tilbage mellem Depotet og Galehuset, uden at noget af dem vilde beholde
ham. Saa fandt man endelig paa, at han maatte være Udlænding, og
transporterede ham til Grændsen. Men nogle faa Dage efter anholdtes der
for Vagabondering en Person, som kaldte sig Reybaud, og som ved nærmere
Undersøgelse viste sig at være identisk med Nana Sahibs Gesandt. Det var
umuligt at faa ham til at tilstaa sit rette Navn. Først efter flere Aars
Forløb kom man ved et Tilfælde under Vejr med hans Hemmelighed. Han havde
været i Kompagni med en Vinhandler, der var gaaet fallit, og opfundet
Romanen om Nana Sahib, fordi han bildte sig ind, at enhver Falent uden
Skaansel blev sendt paa Galejerne. Historien er kun et Exempel mellem
utallige paa, hvilke Vanskeligheder det parisiske Opdagelsespoliti paa
alle Kanter har at kæmpe med i den store Stads Myretue, hvor der kun
undtagelsesvis er Naboer og Gjenboer til at give Besked. Selv for deres
Vedkommende, som ikke kommer første Gang i Depotet, er en Gjenkjendelse
besværlig. Man havde tidligere Forbryderalbummet som Hjælpemiddel. Men
det tæller allerede over hundrede tusinde Billeder, og i en saadan Mylr
er det ikke godt at hitte Rede. Ganske snildt er der da fundet paa en ny
Forholdsregel. De Anholdte maales ligesom Soldaterne, og deres Højde
fører Greffieren tilbogs sammen med de øvrige Oplysninger. Albummet har
Afdelinger for hver Tomme og Underafdelinger for hver Linie;
Eftersøgningen er paa den Maåde lettet i betydelig Grad.

Maalningen gaar for sig strax ved Ankomsten til Depotet, og samtidig
finder der en Visitation Sted. Depotgjæsterne maa kverken have skarpe
Redskaber hos sig, ved Hjælp af hvilke de muligvis kunde begaa Selvmord,
eller Penge over et Beløb af ti Francs, Først naar hele dette
Indtrædelsesceremoniel er overstaaet, foregaar Sorteringen. Thi der er
Sortering; ikke engang i Politipræfekturets Depot respekterer man fuldtud
den Lighed, som Franskmændene holder saa meget af at føre i Munden ved
alle Lejligheder, men som hos dem er maaske endnu meget mere Mundsvejr
end andetsteds. Den staar hugget ind paa alle deres offentlige Bygninger;
det er det Hele, saa mener de, de har Samvittigheden fri.

[Illustration: Maalningen i Depotet]

Selvfølgelig har Depotet først og fremmest sin Mandfolke- og sin
Fruentimmerside, skarpt adskilte, det var ikke godt Andet. Men paa begge
Sider er der igjen forskjellige Kategorier. Man har den store ordinære
Fælleshal, Rummene for _les habits noirs_ og Cellerne. I de sidste kommer
Forbrydernes og Samfundets Aristokrati, dels Morderne, de store
Indbrudstyve og lignende farlige Individer, dels som Begunstigelse den
socialt højtstillede Portion af de Anholdte, der vilde vække for megen
Opsigt selv mellem "de sorte Kjoler". Det er nemlig kun en Eufemisme;
mellem dem indregistreres Alle, hvis Kostume ikke bestaar af lutter
Pjalter. At lade dem tilbringe en Nat i den ordinære Depotsal vilde i
Virkeligheden være en Grusomhed slet og ret. Et mere pestbefængt Sted kan
man ikke tænke sig. Det er et kryptagtigt Rum, baaret af fire Piller, med
Betongulv, smaa, gittertremmede Vinduer, altid halvmørkt, klamt og hyllet
i en Atmosfære, i hvilken kun de Lunger kunne funktionere, der ere vante
til Forstadsgydernes Huler. Man faar nærmest Indtrykket af, at man er i
en uhyre Kvægstald. Langs Væggene findes Feltsenge, som slaas op om Dagen
sammen med Halmmadratserne, der tjener til Natteleje for den store
Pluralitet, som maa sove paa Gulvet. Depotet er nemlig altid overfyldt,
denne forfærdelige Samling af Banditter og Lazaroner ligger pressede
sammen som Sardiner i en Æske, og det hænder ovenikjøbet tidt, at
Korridorer og andre Lokaler maa tages til Hjælp. Man kan tænke sig,
hvilken Uhumskhed der hersker i denne Menneskemødding. To, tre Gange
daglig, medens Fangerne føres ud i Gaardene for at trække Noget, der
kaldes frisk Luft, overskylles Senge, Gulv og Mure med Strømme af Vand.
Men det hjælper kun lidt. Blev det ikke gjort, siger Fangevogteren, vilde
Murene efter to Dages Forløb give sig til at spadsere alene.

[Illustration: Fællessalen i Politipræfekturets Depot.]

Det kan vanskeligt være anderledes. Hovedparten af Fællessalens
Befolkning er nemlig slet og ret Vagabonder, der kun have Tag over
Hovedet netop de Nætter, de befinder sig i Depotet. Til daglig Brug sover
de under Concordebroens Buer, mellem Teglværksovnene ude ved Barrières
d'Amérique, i Champs-Elysées Busketter, naar der er Løvværk og varme
Nætter, eller i ubeboede Sommervillaers Lysthuse, naar der kommer Sne og
Vinterfrost. Politiet kjender ganske vel deres Yndlingssmuthuller, og
naar det engang imellem beslutter sig til at foretage Razziaer der,
vender det altid tilbage med rigelig Fangst. Men det lader dem som oftest
i Fred. Allerede nu er der en Snes tusind Anholdelser aarlig for
Vagabondering; søgte man grundigt efter, vilde Tallet blive altfor uhyre.
Paris lokker og drager saa stærkt. Fra det øvrige gamle Evropa vandrer
man ud; alle de uregelmæssige Existentser, hvis Eventyrtrang ikke kan
finde Tumleplads i Hjemmet, søger hinsides Havet til den store,
ubekjendte nye Verden. Kun Frankrig præsterer ingen, eller i hvert Fald
forholdsvis yderst faa Emigranter. Franskmændene har nu engang Rædsel for
at expatriere sig. Deres Amerika er Paris; der, foregjøgler deres Fantasi
dem, er der Plads for Alle, der er der Guld og grønne Skove at tjene,
Rigdom, Position, Livsnydelse at hente, saasnart man blot strækker
Haanden ud. Om de mange Tusinder, der gaar ynkeligt tilgrunde i den store
Stads Livskamp, tier Rygtet, men om de Enkelte, hvem heldige Chancer
bringer i Vejret, bærer det Beretninger ud til alle Kanter. Og disse
Beretninger er en farlig Fristerinde; man tager den sjeldne Undtagelse
for almindelig Regel, hvad den Ene har naaet, mener man, maa være let at
naa ogsaa for alle Andre. Kunde man tælle dem, der Aaret rundt kommer til
Paris uden Ressourcer, men med usvigelig Tro paa, at de kun behøver at
sætte Foden paa den parisiske Stenbro for at gjøre deres Lykke, vilde man
faa et rentud forfærdende Tal. Det er ikke alene fra Provindsen, de
kommer; det er fra Udlandet ogsaa. Jeg har liggende for mig en Statistik
over de i et enkelt Aar foretagne Arrestationer af Vagabonder; over fire
Tusinde er Udlændinge. Talrigst repræsenteret er naturligvis det nære
Belgien og Holland, derefter kommer, ganske karakteristisk hver paa sin
Vis, Italien og Preussen, det sidste med over fire hundrede Individer.
Danmark er et af de faa Lande, som ikke findes i Fortegnelsen, Sverig og
Norge har kun nogle ganske faa Repræsentanter, Island derimod hele
elleve. Selv de fjerneste Egne af Verden, Kina, Persien, Japan, Afrika,
Tartariet og Bukariet, har sendt deres Kontingent. Tidt og mange Gange
dumper disse Ulykkelige ned i den store By uden engang at kunne tale dens
Sprog. Saasnart deres faa Spareskillinger er opbrugte, er der for dem
intet Andet at gjøre end at lade sig samle ind af Politiet; Medlidenhed
og Hjælpsomhed er Dyder, der kun findes sjeldent i Paris. Men selv om de
Indvandrende ikke har denne første store Betingelse for at lide Skibbrud,
selv om de kommer fra Provindsen med fyrig Arbejdslyst og robuste
Kræfter, er det derfor ikke altid sagt, at de finder deres Brød i
Millionstaden. Livskampen er sværere der end nogetsteds, Existensudvejene
ganske vist mange, men Konkurrenterne til dem endnu mange, mange flere.
De stritter imod saalænge, indtil den værste Sygdom af alle: Trang og
Sult, endelig faar Bugt baade med Humør og Arbejdslyst og Kræfter. Det er
uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store
Vagabondhær.

Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu værre og
uhyggeligere. Som Pluraliteten af Depotets Befolkning paa Sværdsiden er
Vagabonder, saaledes er den paa Spindesiden løsagtige Fruentimmer.
Politiets Runder gjør ogsaa af denne Art Sambundsbundfald hver Nat en
altfor rigelig Fangst paa Paris's Gader: Kvindeafdelingens Fællessal er i
Regelen ikke mindre overfyldt end den mandlige, Selskabet der er maaske
tilsyneladende proprere, men i Virkeligheden sunket nok saa dybt. Silken
og Fløjlet er bedragerisk som Kindernes Sminke. Jeg har i Depotet set
Fruentimmerne med ægte Zobelskinds Pelsværk og Diamantsmykker til
Tusinder; forhørte jeg mig om deres Historie, var den i Regelen saa
omtrent den samme. Fædrene samlede Klude, og Brødrene arbejdede paa
Galejerne; de diamantoversaaede Damer selv var Stamgjæster i Depotet.

Det er i det Hele taget Massen af den store Hær. Først og fremmest kommer
Vagabonderne stadig igjen. For dem har Depotet intet afskrækkende;
saasnart Visiteringsformaliteten er overstaaet, er det Første, man gjør,
at bringe dem et Brød. Den franske Justits har den humane
Betragtningsmaade, at enhver Lovovertræder, den fanger ind, kan være
kommen i Konflikt med den som Følge af Sult. Den kjender sit Paris, den
veed, at intet Aar gaar hen, uden at der udenfor dets Gaders straalende
Butiker segner Ulykkelige, hvis Død, hvor utroligt det end klinger, ikke
skyldes nogen anden Grund end Hungersnød. Den veed ogsaa, at dens Depot
aldrig er saa overfyldt som i Ugerne efter Flyttedagen. De stakkels
Familier, der er kastede paa Døren af ubarmhjertige Værter, vandrer om og
skjuler sig, hvor de kan komme til, saalænge indtil Børnene begynder at
skrige efter Brød. Saa maa Moderens Rædsel for Depotet vige, og hun
melder sig selv. Straffens Forhal bliver i dette Tilfælde til
Barmhjertighedens. Depotet giver de Ulykkelige Føde og Husly, indtil
Politiet finder Udveje til at anbringe dem andetsteds. Men det er netop
denne dets Rolle som Forsørger, som Vagabonderne saa ofte misbruger. Der
er dem, der i Grunden har Depotet til regelmæssigt Standkvarter og kun
fjerner sig for nogle Dage, naar Eventyrtrangen kommer over dem. Der
fortælles om en saadan episk Vagabond, Victor Tuleu, at han har været
anholdt ikke mindre end henved firsindstyve Gange, endnu før han naaede
Trediveaarsalderen. Det var aldrig for egentlige Forbrydelser, men kun
paa Grund af hans nomadiske Tilbøjeligheder. Man dømte ham, han sad sin
Tid, og naar han saa slap fri, begyndte han strax igjen paa sin planløse
Strejfen om. Var det stygt Vintervejr, tiltalte Friluftslivet ham ikke
mere, og Politiet lod for lang Tid gaa hen, før det fandt ham paany, gik
han selv til Depotet og meldte sig. "Det er mig, Tuleu," sagde han; "jeg
har hverken Existensmidler eller fast Bopæl, det er bedst, I spærrer
mig ind."

Han begyndte, da han var elleve Aar, og han er i saa Henseende ikke nogen
Undtagelse. Gjennemsnitlig tre Tusind af de Personer, der i Paris aarlig
anholdes for Vagabondering, er Børn. Hjemmet i Forstadshulerne er kun
altfor tidt daarlig skikket til at holde paa dem, og Livet ligger saa
lokkende lyst og let udenfor i den store, glimrende By. Forældrene gjør
vel i Regelen ikke overvættes Anstrengelse for at holde paa dem; en Mund
mindre at forsørge er altid saa Meget vundet. Det hænder tilmed ikke
sjeldent, at de med Villie kaster de ganske Smaa ud for Vind og Vove,
naar de falder dem til Besvær. Hittebørnshospitalerne, som vi kjender dem
fra de ældre franske Dramaer, existerer ikke længer i Paris, men Depotet
har erstattet dem.

[Illustration: Hittebørnene og deres Vogter.]

Der er i det en særegen Sal for Børn, som Politiet har fundet paa Gaden,
og som endnu ikke er i den Alder, at de kan give Oplysninger om, hvor de
hører hjemme. Det er et af de uhyggeligste Lokaler af dem alle. De
stakkels Smaa ligger der i Rad med en stor Tavle paa Ryggen, hyorpaa
staar deres Nummer og af og til et Fornavn, den eneste Oplysning om deres
Existens, som de har kunnet give. De ligger og venter paa, at Forældre
eller Paarørende skal komme og søge dem. Men i de ni Tilfælde af ti
kommer der Ingen. Man er flyttet og har benyttet Lejligheden til, som af
Vanvare, at slippe Barnet et Sted paa Gaden, hvor det selv var ganske
fremmed, og hvor hverken Naboer eller Gjenboer kunde give Oplysning om
det. Enkelte af de Forladte ligger paa deres smaa Senge og græder efter
Fader og Moder, men Pluraliteten finder sig saare roligt i deres Skjæbne.
Det gaar vel de Fleste som den lille Pige, der blev spurgt, om hun havde
det godt, hvor hun var. "Ja," svarede hun, "for her faar jeg Noget at
spise hver Dag."

Depotet har altsaa ogsaa sine Uskyldige. Men de findes heller ikke
undtagen netop i denne Kategori eller i de med den beslægtede: Oldinge i
Barndom, der er blevne samlede op paa en Bænk i Champs Elysées, Fremmede,
der vandrer om i Labyrinthbyens Gader uden at kunne tale et Ord Fransk,
Gale eller Folk, der har gjort Forsøg paa Selvmord og vægrer sig ved at
love, at de ikke vil gjentage det. Det parisiske Politi er meget varsomt
med at foretage Arrestationer uden at være ganske sikker. Hænder det i
eet Tilfælde af Tusinde, at en sagesløs Person bliver spærret inde i
Depotet, er det Højden. Det langt overvejende Flertal er Folk, som man
har havt et vaagent Øje med længe, før man lægger Haand paa dem, eller
ogsaa Misdædere, der gribes paa fersk Gjerning. Fire Femteparten af de
Anholdte hører til den sidste Sort. Alleroftest er det gamle
Depotgjæster, der gaar gradevis nedad; har de engang havt Foden indenfor
Fængslet, hører det til Undtagelserne, at de ikke kommer igjen. Det er en
Regel, der kan drages ud ikke alene af Paris's Politihefter; moderne
Sociologer er i Færd med at konstatere den allevegne Verden over. Inden
mange Aar vil den muligvis have ført til en total Omformning af det hele
Straffevæsen. Fortiden har straffet; det er Fremtidens Opgave at finde
Midlerne til at forbedre. Sagtens vil det blive en af dens vanskeligste;
men det maa siges til den franske Republiks Ære, at den ogsaa paa dette
Punkt seer Forpligtelsen til at gaa i Spidsen for sin Tid. De
forestaaende Lovforslag mod Recidivisterne er i Virkeligheden ikke Andet
end et anende Fremsyn over Vejen, der i saa Henseende er at gaa. Paris's
store Fællesfængsler, disse Lære- og Opdragelsesanstalter for
Forbrydelsen, er i Færd med at forsvinde. Man har endnu Saint-Pélagie og
det forfærdeligere Saint-Lazare, Kvindefængslet, hvor alle de
Indespærrede, ligegyldigt hvilken Kategori de tilhøre, blandes mellem
hinanden uden Hensyn. Men i Mazas og La petite Roquette, Børnefængslet,
er allerede Cellesystemet indført. Straffekolonierne er det næste Skridt
paa Vejen.

Men det maa gjøres snart; der er _periculum in mora_. Med uhyggelige Tal
viser Politiets Statistik, hvorledes Forbrydelsernes Antal er i stadig
Stigen i Paris. Den sidste Snes Aar er ikke langtfra at have fordoblet
det. En misforstaaet Seen gjennem Fingre med Meget hos Republikens
Autoriteter er maaske ikke uden Skyld for de lavere Samfundslags
Vedkommende, i de højere er det ganske sikkert Børssvindelens Fristelser,
der spiller en væsentlig Rolle i Forøgelsen. Alverden er besat af Mani
for at gjøre Forretninger. Depotets Lister er der for at vise, hvordan
det kun altfor tidt hænger sammen med disse Forretninger. "Der gaar
næsten ikke en Dag," sagde Fangevogteren mig, "uden at vi faar fine
Herrer herind." Han har Ret; alle Stænder er repræsenterede i
Samfundsbundfaldets store Pakhus. Man kan tage Listerne fra
hvilketsomhelst af de senere Aar. Man finder Bankierer og Advokater, høje
Embedsmænd og Officerer, Kunstnere og Forfattere, man finder Navne, der
har hørt til de mest ansete i Frankrigs Historie. Politipræfekturets
Depot er i videste Forstand Vrangsiden af Paris, Hjemmet for Alt, hvad
Luxusbyen gjemmer af Styghed og Misère.

[Illustration.]

[Illustration: Udenfor Café de la Paix.]




KAFÉ- OG GADELIV.


I.

Paris har mellem det Meget, der gjør den til en By _à part_, een Ting,
som Alle, selv de, der nødigst vil synge dens Pris, maa indrømme er noget
Mageløst: den har sine Gader. Man maa absolut Være skabt som en Kvæker
for ikke at holde af dem. Og endda. Der var to--Kvækere mener jeg--, der
nylig kom over fra Hendes britiske Majestæts alvorlige Land for at
prædike Bod og Omvendelse i det moderne Babylon. De havde ikke været fem
Minutter paa Boulevarden, før de slog Kors for sig og tog Rejsepas igjen.
Det var dem for ugudeligt. Det vil sige, de mærkede, at Fristeren kom op
i dem, og var de bleven fem Timer istedetfor fem Minutter, saa vilde det
have endt med, at det var dem, der var bleven omvendte.

Der var ogsaa engang en Herre fra Danmark, der, da man spurgte ham, hvad
han saa syntes om Pariserboulevarderne, resumerede sit Indtryk i et: Aa
jo ... saamænd, men de mangler Arkitektur. Det er muligt. Naar man ikke
paa længere Tid har været i Kongens Kjøbenhavn, taber Ens Blik let sin
kritiske Skarphed i saa Henseende. Men mangler de Arkitektur, saa har de
Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som
Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige,
stille, lyse Sommernætter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner
under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man føler
Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse. Tryk og Tyngder, som laa
paa En, gaar væk; Livslysten begynder at krible, Humøret kommer op. Man
fyldes af Velbefindende, man nyder, man lever; der er noget Æggende i
Luften, en Ozon af Fest, som man aander ind, og som sætter Fart i En fra
Top til Taa.

Pariserboulevarden er nemlig en Gade af fuldstændig særegen Beskaffenhed.
Det er ikke blot Færdselen, Mylret, den brogede, mangfoldige
Verdensstadskolorit, der gjør den til, hvad den er. Af den Slags Liv har
London ligesaa meget og mere endnu. Men hvilken Forskjel er der ikke
alligevel! I London er Gaden simpelthen en Forbindelsesvej mellem to
Punkter, et, som man forlader, og et andet, som man skal til. At naa
dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer,
bliver i det samme Øjeblik man sætter Foden udenfor Døren den eneste
Tanke, man har. At være paa Gaden blot for at være der, lader sig aldeles
ikke gjøre. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter
afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Trængselen for at komme
frem. Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede
Støj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man
seer Ingenting, man sandser Ingenting, man føler kun Stimen, der er
bagved, man synes, den vilde vælte over En og lukke sig og begrave En,
hvis man standsede, og man tumler da med i det rastløse Jag. Man gaar og
gaar og gaar og bliver først Feberen kvit og kan trække Vejret igjen,
naar man er ved Maalet.

I Paris derimod er det anderledes: Selv hvor Farten og Færdselen er
størst, er der ikke noget Aandeløst ved den. Folk har nok travlt hist og
her, men man lægger knap engang Mærke til det, de forsvinder mellem
Mængden, der ikke har det, mellem dem, der sidder paa Kaféernes
Fortougsstole, staar i Gadedøre eller i Grupper paa Trottoiret og
passiarer, driver langsomt op og ned for at drive. Man har en
Fornemmelse, som om man var paa Fornøjelsestour, for at hvile sig, for at
se og standse, hvor der er Noget at se, lukke Øjnene rigtigt op og fylde
sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besørge Et
eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man
kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for.
Gaden har underholdt, moret En, saa man ikke har kunnet rive sig løs fra
den, og saa har den lagt Beslag paa En helt. Man har ikke noget Øjeblik
følt sig paa en Landevej, hvor man skulde videre, man har følt sig som i
en Salon, hvor man befandt sig fortræffeligt, og hvor man følgelig blev.
Og det er i Virkeligheden ogsaa det, Parisergaden er. Hjemmet kjender
Pariserne kun som et Sted, hvor man arbejder; Hvilen, Adspredelsen efter
Arbejdet maa hentes udenfor de fire Vægge, midt i Tummelen og Trængselen,
helst hvor den er allerstørst, der er dér flest Incitamenter, som faaer
Blodet til at rulle hurtigere og sætter den letpaavirkelige Fantasi i
Bevægelse. Man søger til Boulevarden; den er den store Fællessalon, hvor
hele Byens Befolkning strømmer hen for at tilfredsstille sin enorme Trang
til Selskabelighed, hvor man mødes med Lyst til at være sammen, hvor man
færdes mellem hinanden med den elskværdige Forekommenhed, den Lethed i
Tilnærmelse, der er en ganske naturlig Følge af Bevidstheden om, at man
gjensidig er der til hinandens Underholdning. Det parisiske Gadeliv
bliver paa den Maade mere end broget og mangfoldigt; det faaer de lyse,
fornøjelige Toner over sig, den Glands af Glæde, den Hvile midt i Uroen,
den Harmoni midt i Farvemylren, som gjemmer Behaget, hvormed det
fortryller, den Charme, der gjør Pariserboulevarden til noget ganske
Andet end en hvilkensomhelst Gade i hele Verden.

II.

Uhyre betegnende for den er dens Kaféer. De ligger Side om Side,
utællelige næsten, ned langs den milelange Pulsaare, der drager sig fra
Bastille- til Concordepladsen. I det mindre fornemme og mindre befærdede
Templekvarter, paa Strækningen fra Ghateau d'Eau til Frihedssøjlen, faaer
Boulevarden en Smule Luft for dem hist og her; men fra Rue Rougemont
nedefter til Madeleinekirken klemmer de sig op ad hinanden, saa der paa
sine Steder knap er nogle Alens Plads imellem dem. Deres Antal vilde være
latterlig overdrevent, hvis de alene havde Funktion som
Beværtningssteder; ikke Tiendeparten af dem kunde bestaa, selv om
Pariserne var det mest forfaldne Folkefærd i Verden. Nu er de imidlertid
tvertimod det allersobreste, der kan tænkes, og samtlige Kaféejere bliver
hovedrige Folk alligevel i Løbet af nogle faa Aar. Tingen er, at de har
Andet at byde deres Gjæster end de Varer, der skjænkes ud. Kaféen er en
reserveret Plads paa Gaden, et Slags hyggeligt Sofahjørne i den store
Fællessalen. Det er som saadan, den maa betragtes, det er paa at være
det, dens Existens er baseret. Udstyrelsen er uden Pragt, for en Luxusby
som Paris næsten fattig. Smaa, magelige, komfortable Kroge, hvor en
sluttet Kreds kunde trække sig tilbage for sig selv, mangler fuldstændig;
hver lille Plads er benyttet, overalt staar der Bord ved Bord med kun
akkurat saa meget Mellemrum, at en Person kan klemme sig derigjennem. Paa
at sørge for Gjæsternes Underholdning har man heller ikke lagt Vægt; kun
i de afsides Gader har Kaféerne Billarder, og deres Forsyning med Aviser
er mere end mangelfuld. Man holder en fem, sex parisiske i et enkelt
Exemplar, slet ingen fra Provindserne eller Udlandet. Hvad der serveres,
er dyrt; en almindelig _"Consumation"._ betales med en halv Franc,
uanseet hvori den bestaar. I alle disse Henseender kan Pariserkaféen,
ikke maale sig med, hvad man finder i andre store Byer. Men hvad den har
forud, er Offentlighedens brogede Sceneri, Gadelivet rundtomkring den.
Den er aaben ud mod Trottoiret, og dens Lokale fortsætter sig ud paa
dette. Kaféstolene optager rigeligt dets halve Brede; de betydeligere
Kaféer kan have en halvhundrede Borde derude, og det er disse, der er det
Væsentlige, Salene indenfor er nærmest kun at betragte som et Slags
Appendix. Naar det regner, bliver Markisen hejset ned, saa Gjæsterne kan
bilde sig ind, at de sidder i Tørrevejr, og heller ikke Kulden kan jage
dem bort fra deres Trottoireplads undtagen nogle ganske enkelte Dage,
naar den gaar over alle Grændser. Hele ti Maaneder af Aaret er Kaféen i
Sommerhabit, og selv de to andre er Vinterkostumet ikke seriøst.
Fortougsstolene bliver staaende, og de store Glasruder, der skydes op for
den aabne Væg, glider selv i December og Januar tidt ned i Kjælderen
igjen, saafremt Temperaturen nogle Dage bliver en lille Smule mild,
Pariserne er ikke kuldskjære, naar de blot kan faa Lov til at være paa
deres kjære Gade.

Kun i de tidligste Formiddagstimer staar Kaféen halvvejs tom, vegeterer
med morgengnavne Opvartere og bædekerstuderende Rejsende. Allerede ved
Frokosttid begynder Gjæsterne at strømme til den i Masse. Den er i
Regelen Restauration tillige. Pluraliteten af Forretningsfolk er
nødvendigt henvist til den; de har for langt til Hjemmet og for travlt om
Tiden til at kunne gjøre en Rejse til den anden Ende af Byen for at
spise. Frokosten paa Kaféen, koster dem ganske vist mindst tre, fire
Francs, og der gaar ogsaa dér let en Time eller to med i Løbet Men
hverken de eller Pengene er spildte. Man træffer den Kreds af Mennesker,
med hvilken man staar i Forbindelse, man henter Oplysninger, man slutter
Handeler, Forretningerne gaar deres Gang, de betydeligste af dem afgjøres
tidt netop ved Frokostbordet. Hurtig, foretagsom, resolut, som man er,
klar over hvad man vil, og vant til at sige det kort, i en Fart og uden
Omsvøb, føler man ingen Trang til at sidde i Kontorstole og snakke op og
ned ad Væggene for at faa en Sag i Orden. Et Spørgsmaal, et Svar--_<volà,
c'est entendu_. Garçonen bringer Pen og Papir, og Kontrakten er sluttet,
inden han faaer den næste Ret serveret. Frokostkaféen er Børs
ligesaameget idetmindste, som den er Spisekvarter. Men det forhindrer
ikke, at den i den sidste Egenskab er uovertræffelig. _Le chef de la
cuisine_, den imponerende, alvorlige Medborger med det store, hvide
Forklæde, Hirschfængeren og Bagerhuen, er en Mand, der forstaar sin
Metier. Han kan undertiden være indisponeret ved Dineren; om der ved den
sniger sig en Smule Skjødesløshed ind, har endda ikke saa Stort at sige.
Publikummet er det kritikløse, der kommer i Ny og Næ, som ikke har nogen
selvstændig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har
Renommée. Ved Déjeuneren derimod er det nødvendigt at holde Ørene stive.
Han arbejder da for Gjæster, hvis Tunge forstaar at grade en _sauce
relevé's_ Pikanteri, og som øjeblikkelig vilde fange den gode Homer, hvis
han tog sig et Blund. Han er paa Højden af sin Kunst, og hans Kunst er
stor. Boulevardkaféen vilde være uforlignelig, selv om den ikke havde
andre fortræffelige Sider end sin Kjøkkenchef.

[Illustration: Le chef de la cuisine.]

Den har sin Absinthtid, den er endnu mere enestaaende end han. Fra
Frokost til Midnat er Trottoirestolene stadig besatte, men i _"l'heure de
l'absinthe"_ er der ikke een tom Plads. Man kjender ikke den Time
andetsteds; den passer kun for Pariseren, den hænger netop paa det
Nøjeste sammen med den Rolle, Gaden og Kaféen spiller i hans Liv. Naar
han henimod Aften er færdig med sit Arbejde, lægger han mellem
Forretningsbryderierne og de huslige Bekymringer, som muligvis venter paa
ham hjemme, et kort Otium, under hvilket Alt, hvad Tilværelsen kan have
af Generende og Ubehageligt, bliver jaget ubarmhjertigt paa Porten. Han
kjøber sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kafé, sætter sig ved det
lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin
Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person,
Legeme og Sjæl, svømme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der
kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i
Grunden er en mageløs prægtig Ting. Absinthen, det halve Glas Øl,
Fingerbøllet fuldt af Madeira, eller hvad det nu er, han drikker, det er
kun et Skalkeskjul, en Tribut, han erlægger af sin Plads, som de to Sous,
han i Parc Monceau eller Champs-Elysées betaler Madammen for sin Stol. Og
Avisen! Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa
Solen og blive slugt af dens Flammer, før Absinthtimen var forbi, vilde
hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening. De Øjne, hvormed
han seer paa dem, er i Slægt med Papas Ører i den lille, lune
Provindskrog, naar han har trukket Slobrokken paa, og hans Frue har
kommet Sukker og Fløde i hans Middagskaffe, og hans lille Pige tændt den
store Merskumspibe for ham, og han saa lægger sig paa Sofaen og siger:
"Saa Børn, snak I kun, Fa'er hører efter." Nej, Fa'ers Pibe gaar ud, og
Fa'ers Kaffe bliver kold, og Fa'er hører ikke, han holder Absinthhvil paa
sin Maner. Pariserens er en anden. Han blunder ikke hen i Hjemmets Hygge,
for den kjender han ikke, men i det, der er hans Kjærlighed og Stolthed.
Hans Sjæl glider ud i Gadens, i hans store, elskede Bys Liv og bliver
ligesom Et med den. Det er Velværet for ham, det har paa sin Viis al den
lykkelige Ro, al den uendelige Tilfredshed, som et Menneske føler, naar
han nogle Øjeblikke lever helt i det, han elsker.

Middagen, kommer. Ekvípagerne, som Kafégjæsten mellem Fem og Syv har
siddet og seet bære al Paris's Pragt til og fra Boulogneskoven, begynder
at rulle sparsommere, de Ventendes Klynger ved Omnibusstationerne og
Fodgjængertrængselen paa Refugerne bliver tyndere, Vognqueuens Knuder
løser sig selv paa de Hjørner, hvor Sidegaderne munder ud i Boulevarden,
der er Efternølere af Promenerende endnu, men deres Skridt bliver
hurtigere, Damerne er hørt op at strømme ud fra Butikerne, deres
Toiletters brogede Luxus afløses af de smaa Arbejderskers sorte
Merinoskjoler, Avissælgernes Raaben med de friske Aftenaviser dør hen.
Paris har, solende sig i sin egen Glands, saalænge Absinthtimen varede,
budt Trottoirepublikummet den højeste Udfoldning af sig selv, men
Skuespillet er nu tilende, Gadelivet holder Middagspause, og Kaféstolene
gjør det paa samme Tid. Synderlig lang bliver denne Pause dog aldrig.
Naar Absinthen ikke længer kan bruges som Paaskud for Fortougsotiet,
kommer Touren til Mazagran'en og Bock'en; atter om Aftenen er
Boulevardkaféen det store Forlystelsessted, hvis Tiltrækningskraft
bestandig holder sig lige lokkende. Publikum er et andet end i
Eftermiddagstimerne, men det er ikke mindre talrigt. Naar en
Pariserfamilie af de jævnere Samfundsklasser vil tilbringe en rigtig
fornøjelig Aften, gaar den paa Kaféen, og har man Gjæster, er det næsten
uundgaaelig nødvendigt, at man fører dem derhen. I Hjemmet har man
hverken Plads til eller er indrettet paa eller finder nogen Morskab ved
at være sammen. Om Selskabelighed inden fire Vægge har den langt
overvejende Part af Pariserbefolkningen aldeles ikke noget Begreb;
Kafébesøget træder i Stedet for. Skal der være exceptionelt Gilde, gaar
man paa en af de store Sangerpavilloner i Champs-Elysées, hvor Publikum
sidder under aaben Himmel og har dobbelt Skuespil, et omkring sig som paa
Boulevarden, og saa som Tilgift det oppe paa Scenen. Til daglig Brug er
den Fornøjelse imidlertid for dyr. "_Entrée libre_" hedder det vel paa de
fristende, illustrerede Kæmpeplakater, og det er ogsaa ganske rigtigt,
man kommer gratis ind, men den Consumation, man er nødt til at bestille
her som paa enhver anden Kafé, koster til Gjengjæld tre Francs. Det giver
Pariserne nødigt ud for at more sig, de er for forvænte med virkelig at
faa den Slags Ting gratis. Paa Boulevardkaféen er Morskaben for dem
omtrent den samme, og den er ulige billigere. Den halve Franc, man
betaler for sit Øl, giver Ret til at beholde Fortougsstolen, saalænge man
lyster. Kun Ødelande fornyer Consumationen. Man bliver siddende ved det
tømte Glas og seer og seer. Boulevarden, straaler, det summer og mylrer
paa alle Kanter, nye Figurer, vexlende Billeder drager forbi i
ustandselig Række, Tiden gaar, uden at man mærker det. Man har ikke Behov
for Kaféens Varer. Livet, Tummelen, Luften, mættet med Boulevardens
Parfume af Fest, stiger En til Hovedet og gjør En ør. Naar man gaar hjem,
er det, som om man havde været en Nat i Sus og Dus. Og man har dog kun
siddet et Par Timer paa et Fortoug. Det er det, der er Pariserkaféens
Hemmelighed.

III.

For en stor Part af Pariserne indskrænker Kaféen sig imidlertid ikke til
at være Selskabssal alene. Den har ogsaa mere dagligdags Funktioner, den
er for dem Kontor tillige, Arbejdsværelse, Modtagelsessalon, politisk
eller litterært Klublokale og andet Sligt. Den har i saa Henseende meget
gamle Traditioner. Garçonen i den lille, historisk berømte Café Procope i
Rue de l'ancienne comédie paa den venstre Seinebred viser endnu med
Stolthed Gjæsterne det Bord, ved hvilket Voltaire i femten Aar "har
siddet og skrevet sine Breve til Kongen af Preussen". Rousseaus,
d'Alemberts, Crébillons og Mirabeaus Portrætter kiger ned fra Væggen og
fortæller, at ogsaa de har havt et andet Hjem i disse gamle, tilrøgede
Sale; Gambetta, veed Alverden, har fulgt efter dem. Og saaledes har saa
at sige hver eneste Kafé sin Biografi vævet ind med berømte Navne.
Bohèmeperioden var særlig deres store Tid. Hvertandet selv af de
betydelige Talenter havde bogstavelig ikke noget Hjem udenfor Kaféen.
Naar man engang fandt dem døde paa et Tagkammer, i en Kasse med Bøger og
Manuskripter, der tjente som Seng, fik man at vide, hvor deres Bopæl var,
men lige til det Øjeblik anede selv deres intimeste Bekjendte det ikke.
Den Race Mennesker er ganske vist nu forsvunden, kun nogle enkelte
Exemplarer af den gaar i vor nøgterne Milliontid om som Spøgelser, hvem
en driftig Impressario godt en skjønne Dag kunde falde paa at vise frem
for Penge i Folies-Bergère. Men deres Betragtning af Kaféen var altfor
ægte parisisk, passede altfor godt for specifik franske
Nationaltilbøjeligheder, til at den kunde forsvinde med dem. Deres
Efterfølgere i Kunstens, Litteraturens og Politikens Verden er satte,
fornuftige Folk med Orden i deres Liv og Orden i deres Pengekasse. De
mangler saa lidt Hus og Hjem, at de tidt har egne Hoteller endogsaa. Ikke
destomindre er Kaféen vedbleven at være det Sted, hvor de med
Forkjærlighed afgjør alle Forretninger med Omverdenen. De har en
regelmæssig daglig Tid, da de kommer paa den, som paa et andet Kontor,
hjemme er de kun for at arbejde, og der vil de ikke forstyrres. Selv
opgiver de stadig "deres Kafé", naar man spørger, hvor de kan træffes,
deres Portner har Ordre til at give Folk Anvisning paa den, de lader
endogsaa deres Breve adressere til den. Man kan have kjendt hinanden i
aarvis, omgaas daglig, være Dus, uden at vide hinandens Husnummer.

Litterære og artistiske Samlingssteder er Kaféerne tildels allevegne, men
i Paris er de tillige politiske. Under bevægede Perioder er det dem, der
bliver de store Agitationscentrer. Oppositionen fødes der og udgaar
derfra. Gambetta og en Mængde andre af de Mænd, der nu i forskjellige
Stillinger er ved Roret i Frankrig, har begyndt deres Karriere paa
Kaféerne; har Kafédiskussioner og Kafétaler som Basis for deres
Popularitet og deres Position. Under Kejserdømmets sidste Aar var Café
Mazarin den hele republikanske Stabs Hovedkvarter. Kommuneopstanden er
senere undfanget paa den, og mellem brogede Omgivelser af Fremmedpublikum
og Boulevard-Demimonde diskuterer endnu de hjemvendte Ny-Caledonister
deres Samfundsomvæltningsplaner paa dette Sted. Bonapartisterne samles
paa den fornemme Café de la Paix, der indtager Hjørnet af Operapladsen og
Boulevard des Capucines, i Tortonis alvorlige Sale sidder "Kong" Henriks
tro Mænd og hvisker hemmelighedsfulde Konspirationer, mens de hvidhaarede
Tjenere serverer dem deres _petit verre de Madère_. Til daglig Brug
spiller Politiseringen ganske vist ikke én saa fremtrædende Rolle som i
Provindsen. Der er de forskjellige Partiers Kaféer ligefremme Krigslejre,
der ligger i uafbrudt Kamp. Man indskrænker sig ikke til Demonstrationer,
man kommer stundom til Haandgribeligheder endogsaa, og naar det ene Parti
vinder en stor Sejr, hænder det ikke saa sjeldent, at det uden videre
lukker det andets Kafé. Noget saadant kan under normale Forhold ikke
passere i Paris; i det mylrende Kjørind af Fremmede og tilfældigt
Publikum drukner Politikerne. Men de er der liger fuldt og giver Kaféen
dens absolut udprægede Farve. En Mazaringjæst vilde betragte det som en
dødelig Fornærmelse, om man bød ham et Glas Øl paa Café de la Paix, og en
Tortoni-gjænger vilde ikke uden evige Samvittighedsnag kunne sætte sin
Fod paa en af de fuldblods republikanske Kaféer.

Et specielt Publikum i en eller anden Retning har de fleste
Pariserkaféer. Naar man er kommen nogle Gange paa dem, vil man hurtigt
finde en Type, der er karakteristisk for hver enkelt. Den oppustede,
skvadronnerende Børsmatador har erobret Café Riche og sidder
selvbehageligt solende sig i sin egen Glands og breder sig paa de
Fortougsstole, der endnu for faa Aar tilbage var de nobleste paa hele
Boulevarden. Paa "Néapolitain" har hver anden Gjæst den røde Roset; det
er Kaféen for "les officiers superieurs". "Suéde" samler Skuespillerne,
"Americain" Boulevardjournalisten, "Grand Café" de gamle Grundejere og
"Helder" de unge Levemænd. Af de Fremmede har hver Nation sin særegne
Kafé, hvor de, som Tydskerne paa Café de la Terrasse ved Gymnasetheatret,
i Regelen indretter sig saa komplet med hjemlige Vaner og Sæder, at ingen
Pariser vover at sætte Foden paa deres Enemærker. Det er kun Nordboerne
paa "Régence", der er et saa fremkommeligt Folkefærd, at de kan enes om
Kafé ikke blot med Polakker og Czeker, men endogsaa med Pariserne selv.
Foruden for Théâtre français' Personale er Régence tillige Samlingssted
for samtlige Seinestadens enragerede Schakspillere og Valpladsen, der er
Vidne til alle deres store Turneringer. At de har deres særlige Kafé, er
endda forstaaeligt. Men hvem har det ikke i Paris? Ligefra Akademiets
Udødelige, der mødes paa "la Rotonde" i Palais-Royalhaven, helt ned til
Kludesamlerne, der drikker deres Absinth med Standsfæller paa
"Californie" og lignende Steder, er der ikke nogen Klasse, nogen Kreds,
nogen nok saa lille Gruppe af Mennesker, hvem en fælles Interesse
forbinder, uden at de maa til Kaféen for at drøfte den i Kompagni. Dertil
kommer saa Hærskaren af flygtige Turister. De er ifølge Sagens Natur
henviste til at leve paa Gaden og Kaféen, og de gjør det selvfølgelig
efter saa meget større Maalestok, naar de kan gjøre det med et saadant
Behag og et saadant Udbytte som i Paris. Resultatet bliver, at hvert
tiende Hus har en Kafé i Stueetagen, og at af Byens to Millioner Beboere
ganske sikkert en halvtredsindstyve tusind mindst tjener deres Brød som
Skjænkeværter eller Garçoner.

[Illustration: August (se Pag. 305) serverer for Nordboer paa Café de la
Régence.]

Kaféens, særlig Boulevardkaféens Publikum er imidlertid ikke
Indtægtskilde for dem alene. Naturligvis kaster Reklamen sine Garn ud
efter det. Det staar jo der i Fortougsdammen som Fisk i Stimer, saa
velplaceret som muligt til at lade sig fange. Fotografen forvandler
Partiet omkring Café Riche til en Fehave i Fuldmaaneskin for at
underrette om, at han tager Billeder ved elektrisk Lys.
Fornøjelsesetablissementerne spænder Gasguirlander med deres Navne ud
mellem Træerne foran Kaféerne, driftige Skræddere præsenterer paa
Husmuren ligeoverfor en lang Række komiske Laternamagikabilleder for at
fæste Opmærksomheden paa deres Adresse, der staar som Ramme udenom,
Hippodromen lader i langsomt Ridt hele Optog af udpyntede Drenge til hest
passere forbi. Men selv bortset fra saadanne snilde Forretningsmænd, der
søger at slaa deres Existens fast i Kafépublikummets Bevidsthed, fordi de
veed, at i Paris er Ens Lykke gjort Dagen efter, at man er kjendt, selv
bortset fra dem er der Hundreder, Tusinder, for hvem det hvilende,
fordøjende Paris, der i ddagstimerne sidder paa Boulevardkaféernes Stole,
er Kildes til hele, deres Subsistens.

De er et saare karakteristisk Træk i den store Stads Gadefysiognomi,
disse altid tilstedeværende, altid ivrigt opsamlende Menneske-Spurve, der
lever af Krummerne fra de Riges Bord. Hvordan de kan mættes, hvordan de
stundom kan blive ganske fede endog, synes en uudgrundelig Gaade; man kan
sidde timevis og kun se dem tjene et Par Sous i det Højeste. Men
adskillige af dem har alligevel hjemme meer end eet Strømpeskaft fuldt af
Guld og Sølv, længe før de opgiver deres halvt sælgende, halvt betlende
Zigeunerexistens paa Boulevardkaféerttes Trottoirer.

Alverden, der har været i Paris blot en eneste Dag, kjender
Kikkertmanden. Fra Morgen til Aften lister han sig frem og tilbage mellem
Kafébordene, intet nyt Ansigt undgaar hans Opmærksomhed, han er der strax
med sin Theaterkikkert, og selv om man forsikrer ham, at man har hele
Huset fuldt hjemme, undgaar man ham dog ikke. Hans er noget aldeles
Exceptionelt, _une vraie occasion. "Vous n'en trouverez pas deux_,"
forsikrer han med en Overbevisning i sin Stemme, der har næsten
Lidenskabens Klang. Men det forhindrer paa ingen Maade, at han, naar han
en enkelt Gang faaer sin Vare afsat, et Minut efter har akkurat Magen
tilfals paany. Aar ud, Aar ind er der ikke ringeste Forskjel at se
hverken paa ham selv eller paa hans Kikkert, paa det blankpolerede
Messingbeslag og den lakerede Rem, i hvilken han transporterer sin Skat,
medens hans store Sko slider Furer i det Stykke Asfaltfortoug, over
hvilket han i Tidens Løb har bevæget sig Millioner og Milliarder af
Gange, stadig med de samme smaa listende Skridt og de spændt aarvaagne,
halvt lurende Øjne.

I sit Følge har han en Hærskare af andre ambulante Handlende. Det er en
hel vandrende Bazar, der passerer forbi, naar man sidder en halv Time
foran en Boulevardkafé. Men altid de samme Salgsgjenstande, altid de
samme Ansigter, som man har seet den sidste halve Snes Aar. En ny
Handelsartikel og en ny Handlende foran Boulevardkaféerne er en
Sjeldenhed ligesaa stor som et nyt Diamantsmykke i Juvelerens
Udstillingsvindue, eller en Butik, som man ikke finder igjen paa det
samme Sted en Menneskealder igjennem. Intet er saa konservativt som
Paris's Gadefysiognomi; maaske hjælper ogsaa netop det ikke saa lidt til
Hjemligheden, man føler i disse Gader.

Født med Kaféen og absolut uadskillelig fra den er dens Stumme. De mener
som saa, at intet Menneske gjør Ret i at ødsle sin Tid bort, selv ikke,
naar han sidder paa et Fortoug, og de foreslaar derfor Gjæsterne paa
Trottoirestolene Studiet af deres Tegnsprog som en smuk, belærende
Underholdning i den ledige Time. Saasnart man har sat sig, indfinder de
sig strax og lægger deres lille sammenfoldede Papir paa Ens Bord. Er man
nysgjerrig, rører man blot ved Papiret, betragtes det som en stiltiende
Indrømmelse af, at man gaar ind paa den Stummes Forslag og er villig til
at afkjøbe ham hans Sprognøgle for to Sous; men lader man det
hemmelighedsfulde Papir blive liggende ganske roligt uden med nogen
Gestus eller noget Øjekast at give Interesse for det tilkjende, falder
heller ikke den Stumme paa at inddrive nogen Kontribution. Naar han har
endt sin Ronde og forsynet alle Bordene med Papirer, samler han sine
Smaasummer ind, og han veed altid ganske nøje, hvem der har været
nysgjerrige; kun de maa bøde. Da Boulevardkaféerne imidlertid stadig er
fulde af Fremmede og andre debuterende Gjæster, gjør den Stumme som
oftest ingenlunde daarlige Forretninger.

Stadig tilbagevendende Handlende er ligeledes Manden, der tilbyder smaa
hvide Terryhvalpe og grønne Selskabsfugle, Konditordrengene med deres
hvide Forklæder og deres glaserede Æbler stukne paa Pinde,
Stokkehandleren, Gibsfigursælgerne, Blomsterpigerne med deres dejlige,
langstilkede Roser og meget hyppigt med et ganske spædt Barn paa Armen,
den geniale Kunstner ikke at forglemme med det lange graa Haar,
Matrosbaretten og Gymnastikskoene samt med et stort Oliemaleri under hver
Arm, hvilke Kunstværker han paa Grund af øjeblikkelig Forlegenhed ønsker
afhændede til en Kjender, hos hvem hans Arbejder kan komme til at gjøre
sig tilbørligt gjældende. Uendeligt talrige er den lille Pariserindustris
Repræsentanter. Hvert halve Minut maa man gjøre Kæmpeanstrengelser for at
slippe for at kjøbe imiterede Uhrkjeder, Ærmeknapper, Sprældemænd,
Smaadjævle med Bly i Halen eller Spaanslanger, der slaar Volter ud af
deres Træhylster. Det er Altsammen fænomenalt billigt, men naturligvis er
Kvaliteten saa ogsaa derefter. Paris er en underlig By: for hvert Skridt
Verdens vildeste Raffinementsluxus ved Siden af det allerforfærdeligste
Markedskram, Millionæroverdaadigheden og Elendigheden Haand i Haand,
Karusselbanen, hvor Ejeren selv er baade Hest og Udraaber og Bajads og
Ringstativ, ude i Champs-Elysées klods op ad Ledoyens Restauration,
Kagekonens tag- og vinduløse Bod ved Siden af Juvelerens
Udstillingsvinduer med Smykker til en halv Million. Et godt Skilt for,
hvordan Livet i Virkeligheden saa grumme tidt former sig i den store By:
intet Svælg mellem Samfundsklasserne, ingen Afgrund mellem Rigdommen og
Fattigdommen. Den pjaltede, barhovedede Dreng, der idag byder sine
Svovlstikker til Salg paa Boulevardkaféen, kan om nogle Aar høre til
Verdens Matadorer, der behøves dertil i en By som Paris kun Talent og
Energi, og den unge Spradebasse med sine arvede Millioner, der nu
skjødesløst slynger sin Havannacigar ind under Kafébordene, efterat have
taget et Par Drag af den, kan muligvis ligeledes om nogle Aar, om nogle
Maaneder maaske--der behøves i Paris kun nogle Fruentimmer dertil, nogle
Nætter i Spilleklubben, paa Helders Restauration o.s.v.--kjendes igjen i
Lazzaronen med den fidtede Voxdugspose og den lange Stok, i hvis Ende er
befæstet en spids Jernkrog, Cigarstumpesamleren, ligeledes en af
Boulevardkaféens ejendommeligste Menneske-Spurve.

Han kommer med de tidligste Morgengjæster og forsvinder først igjen, naar
mellem Et og To om Natten den sidste Efternøler forlader Kaféens
Trottoire. Ikke den mindste Stump Cigaret kan blive kastet, uden at han
strax slaar ned, rager den ud med sin Hage og putter den i Posen. Han har
Spurvens skarpe Øje og Spurvens Dristighed, og han bliver taalt, næsten
fredet om paa Boulevardkaféen, som Spurven bliver det i Tuileriehaven.
Uden Frygt arbejder han sig ind selv i den tætteste Trængsel for at hente
sine Smuler under Bordene, der staar længst inde, og Folk rykker tilside
og gjør Plads; det er nu engang hans Livsstilling at samle Tobaksstumper,
og i Paris respekterer man alle Livsstillinger.

Saaledes er det da en hel Mylr af Mennesker, der om Aftenen vender hjem
fra Boulevardkaféen med fyldte Lommer. En saadan Kafés Publikum paa en
enkelt Dag er jo i Virkeligheden ogsaa større end mange Smaabyers samlede
Indbyggerantal. Den store By har sin Existenskamp, mere vild, mere
fortvivlet, jo større den er, men den har ogsaa en uendelig Mængde af
Muligheder for at friste Livet, der aldrig lader Nogen i Stikken, som for
Alvor vil leve. Det er dens Velsignelse. Skal man arbejde sig op fra
Ingenting, saa er Kaféfortouget der. Meer end een Millionær er begyndt
med at sælge Smaakram paa det. Thi er det den store Samlingsplads, hvor
hele Paris holder Hvile, saa er det Markedspladsen tillige, hvor Byens
Liv hober sig sammen med alt, hvad det har af Ejendommeligt og Typisk,
Paris i Essens, Paris i den mest brogede, mest straalende, mest
forunderligt fængslende Udfoldning af sig selv.

[Illustration: Cigarstumpesamleren.]

[Illustration: Den provençalske Digter Mistral.]




BILLEDER FRA SYDFRANKRIG.


Mellem moderne Troubadourer.

Det gaar med Folkefysiognomier sete paa Afstand, som med Bjerget, man
nærmer sig. Det første Indtryk, Øjet faaer, er en stor, jævn Flade, hvor
det Hele glider sammen i græsgrøn Ensformighed. Men efterhaanden, som man
kommer nærmere, brydes det Ensformige. Der springer Punkter frem, der
aabner sig Kløfter, det Græsgrønne opløser sig i Hundreder af fine
Farvenuancer. Saaledes ogsaa med Folket, man personligt lærer at kjende.
Istedetfor den ubevægelige, stive Maske, dannet af de historiske
Fænomener, seer man et levende Ansigt, paa hvilket hver sjælelig
Bevægelse spejler sig med forskjelligt Udtryk.

Intetsteds slaar dette Billede maaske bedre til end netop for Frankrigs
Vedkommende. Folkekarakterens Udslag er saa store og saa bestemte, at man
synes, den Maske, de former, maa passe absolut. Men det er kun et
Afstandsindtryk. Det er Majoritetens Masse, man seer; paa nært Hold tager
Sagerne sig anderledes ud. Det er saaledes slaaet fast som en
ubestridelig Kjendsgjerning, at Sydfrankrig er Radikalismens Vugge. Man
tænker sig det kun befolket af røde Revolutionsmagere, en anarkistisk
Krudttønde, der blot behøver at komme i Nærheden af en Gnist, for at den
skal explodere. Og denne almindelige Forestilling synes i Virkeligheden
ogsaa at have iøjnespringende baade folkepsykologiske og historiske
Fænomener at støtte sig til. Sydfranskmanden er en udpræget Romaner,
siger man, letbevægelig, letflammende, en Natur, af hvis sjælelige Evner
Fantasien er langt mere udviklet end det rolige Ræsonnement. Han bliver
derved i de ydre Former--om end paa sin elskværdige Maade--et Stykke af
en "Poseur" og Komediant, og han gaar omkring med en permanent,
ubetvingelig Trang til at arrangere det trivielle Hverdagsliv dramatisk
og i stor Stil. Den politiske Revolution tilfredsstiller denne Trang;
Folkedemonstrationer, Barrikadekampe, Hôtel-de-Ville-Erobringer og alt
Sligt er hans rette Element. Saaledes lyder Deduktionen, og Historien
paatager sig stadig at levere Beviser for dens Paalidelighed. Lige fra
1789 har der ikke været nogen Revolte i Frankrig, uden at Marseille,
Lyon, Bordeaux, kort sagt alle de store sydfranske Byer øjeblikkelig
marcherede umiddelbart efter Allarmtrommen. De arrangerer socialistiske
Arbejderkongresser, de vælger Kommunarder til deres Repræsentanter i
Kammeret, de stikker den røde Fane ud hvert Øjeblik, naar de kan komme
til. Og de gjør Alt dette med en Eclat, en Højrøstethed, en
Massevirkning, saa man, naar man kun seer disse Manifestationer paa
Afstand, umulig kan tro Andet, end at de skyldes en hel, kompakt
Befolkning. Den, der imidlertid rejser til Frankrigs sydlige Provinser
med en Følelse af at nærme sig det kogende Krater, hvorfra
Revolutionernes Lava altid har væltet op hedest og vildest, vil, naar han
kommer derned, blive Gjenstand for adskillige Overraskelser. Naturligvis
vil han træffe baade Typer og Strømninger, som passer ind i de
konventionelle Forestillinger--Historiens Dom hviler aldrig paa rene
Fantasier. Men han vil ved Siden af det røde Spøgelse, som han venter at
finde tilbedt af Alle, møde en Konservatisme af Kjød og Blod, fuldt
rustet, med skrappe Ord og med aabent Visir, en Konservatisme, hvilende
ikke paa Flegma, men paa Lidenskab.

Denne Konservatisme har sin egen Historie. Der var en Tid, da Sydfrankrig
i en vis Forstand stod i Begreb med at blive Evropas Centrum. Det gamle
Galliens højtudviklede Kultur var, som hele den antikke Verden, bleven
knust af de fremtrængende Barbarer. Men fra de begravne Ruiners Grus
syntes der at stige en ny Fugl Fønix i Vejret. Det rige Land mellem Loire
og Middelhavet var atter rent materielt kommet til Kræfter, dets frie
Handelsstæder blomstrede, dets glimrende Hoffer gav Tonen an, som Paris
gjør det nu, og fra dets stolte Ridderborge drog Troubadourene ud paa
Vandringer, overalt syngende deres dejlige Hjems og dets skjønne Kvinders
Pris i dette Hjems bløde, melodiske, forunderlig berusende Sprog. I en
hel Periode af Middelalderen er det Troubadourpoesien, hvorom Alting
samler sig; den opfanger som et Brændpunkt alle Udstraalingerne af dens
Liv i sig, og idet den dominerer hele Tidsalderen, omgiver den samtidig
det sydfranske Sprog med en Glans, der næsten ikke er mindre end
tidligere det romerskes. Det lyder i alle Kroge af Verden, hvor Tidens
Kultur er naaet hen, og hvor dens store Guddomme, Ridderdyderne og
Kvindetilbedelsen, sidder i Højsædet, Konger og Fyrster fra de fjerneste
Lande digter i dette Sprog, det er paa Nippet til at antage en ligefrem
universel Karakter.

Men saa kommer Albigenserkrigene. Nordfrankrig kaster sig over Syden, som
tidligere Barbarerne fra Østen har kastet sig over Gallien, Handel og
Velstand gaar tilgrunde, de stolte Ridderborge lægges i Grus,
Troubadourerne bliver fattige og hjemløse, deres Sang forstummer, og med
den ophører ogsaa Propagandaen over Verden for det skjønne sydfranske
Sprog. Selv fra dets Hjemstavn søger de nye Herrer at jage det bort: de
paatvinger Retsvæsenet, Kirken, hele det offentlige Liv deres eget, og
efterhaanden synker da Troubadourernes højtudviklede, næsten
verdensbeherskende Sprog ned til at blive en simpel Provindsdialekt, der
ikke længere har nogen Literatur, og som kun tales af Bønder og Almue.

Lige til vort Aarhundrede, flere Aartier ind i det endogsaa, har
Forholdet været saaledes. Det sydfranske Tungemaal, "det romanske Sprog",
under hvilket Navn dets moderne Linguister samler de fra hinanden kun
lidet forskjellige Dialekter, der tales i Provence, Languedoc samt de
tilstødende Provinser af Spanien og Italien, har ikke havt nogen eneste
Forfatter, det har ikke lydt fra nogen Prædikestol, det er ikke blevet
hørt i nogen offentlig Forsamling. Men ikke desto mindre er det blevet
ved at leve. Endnu den Dag idag tales det i Frankrig af over otte
Millioner Mennesker, og naar man tager Dialekterne fra Katalonien og
Ligurien med, vil dette Tal endogsaa kunne bringes op til tolv Millioner.
I alle de sydlige Departementer, særlig i de gamle Provinser Provence og
Languedoc, er det ikke blot Folkesprog i saa udelukkende Udstrækning, at
mangfoldige Landboere maa gaa i Kirke uden at kunne forstaa et Ord af
Præstens franske Tale, det benyttes endogsaa med Forkjærlighed af Byernes
dannede Befolkning, det savner kun det officielle Stempel for i en
Haandevending at være absolut eneherskende. Men dette officielle Stempel
nægter man det; det maa kun faa Lov til vedblivende at føre sin tavse,
beskedne Tilværelse som Bondedialekt.

Der er i dette Forhold noget Forvrængt, noget Unaturligt, som umulig
kunde vedblive at bestaa upaatalt i en Tid, der netop paa ethvert Omraade
fordrer Ret til Livet for Alle og Alt, som har Kraft til at leve. Den
sejge Kjærlighed til Modersmaalet, der gjennem de lange Aarhundreder har
fredet om det romanske Sprog, saa at det er gaaet ud af
Vegeteringsperioden uden at have mistet det Mindste, hverken af sin
Skjønhed eller af sin Livskraft, den har endelig i vore Dage givet sig
Udslag i en kraftig Protest mod dette Sprogs Fornedrelse og en energisk
Bestræbelse for at hæve det op igjen, om ikke til dets tidligere Glans,
saa i hvert Fald dog til en jævnbyrdig Plads ved Siden af andre moderne
Kultursprog.

Sjælen i denne Bevægelse er Troubadourernes Arvtagere i vor Tid, de
saakaldte "Felibrer", et selvopfundet, saavidt jeg veed, fra den første
By, hvor Digterkredsen samledes, taget Navn, der efterhaanden er gaaet
over til at være ensbetydende med Begrebet Poet. I Troubadourernes
skjønne Land er Troubadourernes Toner ganske vist stadig blevne hørte.
Den provençalske Folkepoesis Kilder har aldrig rent ophørt at flyde, selv
i den tørreste Paryktid. Men først i vore Dage er der blevet gjort Forsøg
paa at iklæde denne Folkepoesi en Kunstliteraturs Dragt og derigjennem
atter skaffe Folkesproget Anseelse og Rang. Istedetfor at gaa til Paris
for at vinde Verdensry og Millioner er Provences og Languedocs Digtere
blevne hjemme i deres Landsbyer, har sagt, hvad de havde at sige, paa
deres eget Sprog, har sunget som Troubadourerne om deres dejlige Hjem og
dets skjønne Kvinder, har givet Afkald paa Villaer og Slotte og paa
Akademiets Lænestole og har fundet sig i beskedent at tjene deres Brød
som Boghandlere, Bagere, Landmænd o.s.v., samtidig med at de digtede for
Poesiens egen Skyld. Jasmin, en af de betydeligste Lyrikere, Frankrig har
haft, levede og døde som Frisør i Agen; Réboal drev Bagerhaandværket i
Nimes samtidig med at han skrev de uforlignelige Sange, der med Rette har
skaffet ham Tilnavnet Provences Béranger. De er ganske vist derved
personlig blevne mindre berømte, end de upaatvivlelig vilde være blevne,
hvis de som deres Landsmænd Daudet og Zola havde valgt at skrive paa
Fransk og i Poesiens Modeformer, men de har opnaaet at vække en
Opmærksomhed for deres Sprog, der stiger Dag for Dag, og de har derved
tilfredsstillet deres Hjertes dybeste og varmeste Trang. Tyskland har
allerede to Tidsskrifter, som udelukkende beskjæftiger sig med romansk
Sprog og Poesi; der holdes Forelæsninger herover ved tyske Universiteter,
og den nye provençalske Poesis Hovedværker findes i gode, af virkelige
Digtere besørgede tyske, italienske og engelske Oversættelser. I selve
Frankrig har man ganske vist--maaske dels af Skinsyge, dels fordi
Pariserbladene gjorde de provençalske Digtere forhadte gjennem
Beskyldninger for separatistiske Tendenser--længe strittet imod og ikke
rigtig villet yde den nye romanske Poesi sin Anerkjendelse. Men Akademiet
har dog ikke kunnet undgaa at priskrone flere af dens mest fremragende
Arbejder, og efterat Kritikere som Pontmartin og Merimée rent ud havde
erklæret, at Provençaleren Mistral ubetinget hørte til vor Tids største
Digtere, og at der maaske ikke siden Odysseen var skrevet et saa skjønt
og klassisk Værk som hans episke Digtning "Mirèio" [*], er i ethvert
Tilfælde denne Digter tagen til Indtægt af den franske Nationalstolthed,
og den eneste Gang, han fra sin Landsby Maillane tog til Paris, var han
Gjenstand for ligefrem stormende Ovationer, ligesom da ogsaa alle
Frankrigs literære Notabiliteter stadig rejser ned til denne landlige
Krog mellem Vaucluses Bjerge for at besøge ham og i Stilhed bringe ham en
Hyldest, som han tager imod paa den elskværdigste og beskedneste Maade
af Verden.

[Footnote *: Hans Hovedarbejde er "Mirèio", Navnet paa den unge
provençalske Pige, der er Digtets Hovedperson. Ogsaa hans anden store
episke Digtning "Calendou", hvor Handlingen ligeledes spiller i Provence,
indtager imidlertid en ikke mindre høj Rang mellem moderne Digterværker.
Af begge Arbejder findes forskjellige Oversættelser paa Fransk.]

Ikke faa af de andre provençalske Digtere, særlig Roumanille[1], og
Aubanel[2], der begge lever som Boghandlere i Avignon, Felix Gras[3], der
er Fredsdommer, og Anselm Mathieu[4], der ejer et Hotel sammesteds, samt
William Bonaparte Wyse [5], der, skjønt født Englænder, ikke har kunnet
fornægte Kjærligheden til sin Moders, Lutetia Bonapartes, Land og Sprog
er paa gode Veje til ligeledes at opnaa rig Anerkjendelse ogsaa udenfor
den sydfranske Befolkning, for hvem de nærmest skriver. Inden ret mange
Aar vil maaske "Felibrene" være de Digtere, som fortrinsvis læses. Deres
Sange er midt i Nutidens Blaserthed et rigt strømmende Kildevæld af frisk
og umiddelbar Poesi.

Notes:

[1] "Les Oubreto" og andre Arbejder i Vers og Prosa.] [2] "La Mióugrano
entre-duberto" og andre lyriske samt episke Digte.] [3] "Li Carbounié"
samt flere større episke Digtninger.] [4] "La Farandoulo", lyriske
Digte.] [5] "Li parpaioun bleu", lyriske Digte.]

De har foreløbig sluttet sig sammen i Foreninger, der ganske vist giver
sig ud for at have en overvejende selskabelig Karakter, men som ved Siden
deraf propaganderer stærkt for det, der paa alle Punkter er og bliver
disse Felibrers Livssag: det romanske Sprog. Provence har sit
felibristiske Selskab, Languedoc sit, begge med talrige Medlemmer og
tællende mellem dem adskillige sydfranske Rigmænd og Notabiliteter, hvis
Indflydelse maa bøde paa de tarvelige Vers, de skriver. Jævnlig samler
disse Foreninger, der synes gjennemtrængte af en endnu stærkere
prononceret broderlig Sammenholdsaand end nogetsomhelst Frimurerselskab,
sig til et Slags Sangerfester i Troubadourstil, til hvilke hvert Medlem
maa medbringe sit Bidrag af Poesi, og som ikke sjeldent har
Prisbelønninger, uddelte af den skjønneste Kvindes Haand. Man drikker
"Felibrernes Vin", den ædleste af alle, paastaar Digterne selv, og af
hvilken et eneste lille Glas skal være nok til at fremkalde Begejstring;
man lovpriser i Vers og Tale det skjønne Land, hvor man bor, og dets
elskede Sprog, man roser hinandens Produkter og beruses af Vinen og
Poesien og Lovtalerne. Men samtidig sætter disse Sammenkomster dog ogsaa
en virkelig Frugt. De har allerede givet Initiativet til Oprettelsen af
et Theater, som for kort Tid siden er blevet indviet i Montpellier, og
paa hvilket der kun skal spilles Komedie i det romanske Sprog; de har
skabt et Tidsskrift for at varetage dette Sprogs Interesser og undfanget
Ideen til et stort Blad i Stil med _Paris-Murcie_ paa Romansk for at
komme den romansktalende Broderstamme paa Balkanhalvøen til Hjælp, og de
har, hvad der maaske er det vigtigste af Alt, affødt omfattende
filologiske Studier med det Formaal at give Folkesproget faste
videnskabelige Former og sammensmelte de forskjellige Dialekter til eet
Skriftsprog med bestemte, almengyldige Regler. Mistral har endogsaa
paabegyndt Udgivelsen af et kolossalt lexikografisk Arbejde, der skal
blive et romansk Sidestykke til Littrés Værk.

Efterhaanden som nu denne oprindelig rent sproglige Bevægelse er voxet i
Vejret, efterhaanden som den har vundet stærkere og stærkere Tilslutning
hos de dannede Klasser og Sympathi hos det menige Folk, har den tillige
optaget andre Elementer i sig og er lidt efter lidt bleven Grundlaget for
en gjennemgaaende Konservatisme paa alle Punkter. Kjærligheden til det
gamle Sprog puster yderligere til den nationale Selvfølelse, der iøvrigt
for Sydfrankrigs Vedkommende altid har været stærkt udpræget og ofte nok
historisk har givet sig Udslag i ligefrem fjendtlig Position mod Norden.
Den bringer den naturlige Vedhængen ved Alt, hvad der er ejendommeligt
for Hjemlandet, til Bevidsthed, og den omgiver de gamle Skikke, der har
holdt sig paa Grund af Landets Fjernhed fra Hovedstaden, med et Skjær af
noget Helligt, som der ikke maa røres ved, fordi det er et af Momenterne
til at vise, at man er et særligt Folk, der har Ret til at have sit
særlige Sprog; den holder fast paa Nationaldragten, og det i den Grad, at
selv Kvinder fra Byerne, gifte med Mænd i fremtrædende Stillinger, stadig
bevarer denne Dragt og ikke engang lægger den af, naar deres Mands
Embedsstilling medfører en Flytning til andre Egne af Landet; den nærer i
sin Beundring for den Tid, da det nationale Sprog var hædret og mægtigt,
en dyb Kjærlighed til Alt, hvad der er gammelt og minder om den
svundne Tid.

Bevægelsen har imidlertid ogsaa andre Følger. Idet Felibrene stiller sig
som Bannerførere for deres Sprogs Ret, finder de den Literatur, der
bliver deres naturlige Fjende, fordi det er dens Sprog, som holder deres
eget nede, gjennemsyret af Tidens materialistiske og atheistiske
Tendenser. Kampen er for dem baade saa haard og saa alvorlig, at den
ganske naturlig paa alle Punkter fører dem over i den Lejr, der gjør
skarpest Front mod deres Modstandere. Samtidig udvikler deres stille,
afsides Tilværelse paa Landet, deres Hjemstavns lyse, glade, romantiske
Natur, den Poesi, hvis Traditioner de tog i Arv, netop en
anti-materialistisk og anti-atheistisk Livsanskuelse, der gaar som en rød
Traad gjennem hele deres Digtning. Denne Livsanskuelse trænger fra den
populære Poesi, der i ethvert Tilfælde er de lavere Klassers eneste
aandelige Føde, ind i hele Befolkningen, optages i dens Bevidsthed,
befæster den hos enhver Landbefolkning liggende Tilbøjelighed til
Konservatisme og Religiøsitet og udbreder saaledes mere og mere sin
stille, men sejge og udholdende Propaganda.

Det er Forklaringen paa den Konservatisme, som den Fremmede med
Forbavselse møder nede i de røde Anarkisters Land. At en saa omfattende
Bevægelse ikke tillige skulde gjenfindes paa det rent politiske Omraade,
vilde være højst paafaldende. I Virkeligheden aabenbarer den sig da ogsaa
paa det ikke mindre iøjnefaldende end paa alle andre. Det er til Syvende
og sidst Statsmagten, der holder det Sprog nede, som disse Mennesker
elsker og kæmper for, det er den, der staar som Repræsentant for alle de
Ideer, der er dem forhadte, og daglig bliver det mere og mere, fordi de
ægges og tirres af den sejrrige Regerings Tilhængere og Embedsmænd, og
det ligger da i selve Tingenes Natur, at de gjør Front mod denne
Statsmagt og efterhaanden overfører paa den al den intensive Forbitrelse,
der følger med Kampen for en virkelig Livssag.

Trods al den Konservatisme, de saa ostentativt bærer til Skue, er de
imidlertid Sydlændinge, deres Natur tillader dem ikke at slaa sig
tiltaals med akkorderende Mellemformer, de maa helt ud i det Extreme, og
de kommer da til at tilhøre det politiske System, der er den bestaaende
Regerings absolut modsatte Pol. Naar undtages Nizza og Cannes med deres
nærmeste omkringliggende Opland, to Byer, som i Grunden kun er et Slags
Forstæder for Paris's elegante Verden, vil man i hele Syden næsten ikke
finde en eneste Bonapartist. Derimod forbavses man ved det overordentlig
store Antal Legitimister, som man træffer paa, og det tilmed Legitimister
af det reneste Vand, haardnakkede Forsvarere af den hvide Fane med alt
dens Tilbehør. Hver By har sin legitimistiske Klub og sin legitimistiske
Café ved Siden af den radikale, ved hvert Skridt, man gaar, seer man
Damer med lilieoversaaede Dragter, ja selv paa de Tørklæder,
Bønderkonerne bærer over Hovedet, finder man den kongelige Blomst
indvævet. Hvert lille Distrikt har sit legitimistiske Blad af saa
udpræget Farve og med saa hvasse Artikler, at de næsten bliver barnlig
naive, og hvert andet, tredie Menneske, man taler med, betragter Troskab
mod Kongen og Kirken som en uundgaaelig Betingelse for at være et normalt
og retskaffent Menneske. Sydfrankrig kan endogsaa opvise det Særsyn, at
der er Smaabyer, hvis Kommunalraad er legitimistisk. Det maa man søge om
selv i Vendée og Bretagne. I disse Egne vinder Republiken Terræn saa at
sige Dag for Dag, og der kan næppe være Tvivl om, at "Kongen" nu tæller
sine talrigste og troeste Tilhængere i Syden. Republikanerne er ganske
vist ogsaa der i Majoriteten; de holder ved alle Midler Bevægelsen nede,
de forbyder Legitimisternes Processioner, de lukker deres Kaféer og fører
samtidig selv det store Ord saa højrøstet, at man paa Afstand kun lægger
Mærke til dem. Men netop det er det, der gjør Modstanden indædt og
udholdende.

Der kan maaske, naar man vil se Roden til hele denne Sagernes Tilstand i
Kampen for det nationale Sprog, gjøres den Indvending, at der endogsaa
mellem Forkæmperne for denne Sag, mellem Felibrerne, findes udprægede
Radikale ved Siden af Legitimisterne. Et af de mest fremtrædende
Medlemmer af Languedocs "Mantenencia" (Felibrerselskab), Xavier de
Ricard, har saaledes, samtidig med, at han bortkastede sin Marquistitel
og anvendte sin Formue i velgjørende Øjemed, stillet sig temmelig
utilsløret paa Kommunens Side. Spørger man imidlertid de legitimistiske
Felibrer om, hvorledes de kan gaa sammen med ham og lignende Røde, faar
man det Svar, at begge Partier dog i sidste Instans kæmper imod den
bestaaende Regering, og at Kampen for Sproget i ethvert Tilfælde er
Hovedsagen. Forstaaelsen har dog maaske ogsaa et andet Motiv, om end
dette for en Del endnu kun er ubevidst tilstede. De Røde vil omdanne
Frankrig til et Forbund af Smaarepublikker, og Felibrernes Bevægelse
gaar, saaledes som flere af deres Hovedledere utvetydig har tilstaaet, ud
paa en Løsrivelse fra Paris, naar Sproget ikke paa anden Maade kan komme
til sin Ret, i Forbindelse med en føderativ Tilslutning til Spaniens
nordlige Provinser under en Bourbon. Der er her en Fare, som den franske
Regering aabenbart ikke har rigtigt Syn paa. Det vilde være saare let at
underminere hele denne antirepublikanske Strømning, naar man blot vilde
gjøre lidt Indrømmelser paa det Punkt, der i hvert Fald for dens Førere
er det ubetinget afgjørende. Nu er det i Gjenoprejsningen af det
traditionelle Kongehof, disse moderne Troubadourer seer Frelse og ny
Blomstring for deres kjære Sprog. De slutter sig ikke til
Chambordprætendenten og hans Lillier af nogensomhelst anden Grund. Vilde
Republiken give dem, hvad man venter af "Kongen", ganske simpelt fordi
han er Republikens Modpol, vilde Regeringen vise en Smule Imødekommen mod
den romanske Sprogbevægelse, lidt Interesse for Bevarelsen af den i
ethvert Tilfælde skjønne og højt udviklede provencalske Dialekt, vilde
den hurtigt forvandle sine Fjender dernede i Syden til Venner. Det
moderne franske Sprog behøver ikke at være bange; det er ganske sikkert
stærkt nok til at kunne taale Konkurrencen.

En sydfransk Pilgrimsfart.

Det var ganske tidligt om Morgenen, men allerede varmt, og man følte, at
Solen, der lige var staaet op, ret snart vilde brænde med ægte sydlandsk
Kraft. Der var ikke en Sky paa Himlen, ikke et Træ bevægede sine Blade;
det var en af de i Rhonedalen saa sjeldne Dage, paa hvilke man ikke
mærker mindste Spor af Nordenvinden eller af de hede, feberbefængte Pust,
der kommer fra Sahara.

I det straalende Solskin gled en lille Dampbaad ned ad Floden, helt
overfyldt med Mennesker. Hver eneste Krog paa Skibet var optagen; de, som
ikke havde kunnet faa Plads paa Bænke, Kahytsluger, Tovruller og Kasser,
havde lejret sig i lange Rækker paa Dækket, der var saa tæt besat, at man
ikke kunde se den mindste Plet af det.

Det var et ejendommeligt Rejseselskab og en ejendommelig Rejse. Af
Mandfolk var der kun faa ombord: et Par Turister, en halv Snes Gejstlige
i deres sorte Talarer, nogle Krøblinge, en del Folk, som falbød
Appelsiner, Brystsukker og Brød, og foruden dem knap nok en tyve, tredive
Personer. Kvinderne derimod taltes i hundredevis, ligefra Matronen, hvis
rystende Hænder knap kunde holde Rosenkrandsen, til ganske smaa Pigebørn.
Smukke var baade Gamle og Unge næsten uden Undtagelse. Rhonemundingernes
Departement, især Arles og Omegn, har ikke uden Grund Ord for at huse
Frankrigs skjønneste Kvinder, Grækere Romere, Saracener og Gallere, der
efterhaanden har hersket over disse dejlige Lande,--alle synes de
formelig at have kappedes om at give Provences Kvinder de ejendommelige
Skjønhedstræk i Arv, som udmærker deres Race. For Malere og Billedhuggere
er her et uopdaget Kalifornien. Naar ved de store Tyrefægtninger eller
andre lignende festlige Lejligheder Befolkningen samles, vil der mellem
hundrede Kvinder findes en, som ikke er smuk, men over halvhundrede, hvis
Skjønhed er fuldt værdig til at foreviges af den største Kunstner. Og
Nationaldragten, som endnu bæres af Høje og Lave uden Forskjel, passer
fortræffeligt til den herligt udviklede Buste, til den fine, lysbrune
Teint og det kulsorte Haar. Den bestaar af en sort Kjole med folderigt
Skjørt og stramt Liv, der fortil er aabent og garneret ned over Brystet
med hvide Blonder eller Kniplinger, saa at idetmindste en trekantet Spids
af Barmen lades blottet. Omkring Halsen er der et Par Perlesnore med et
Kors og paa Hovedet en ganske lille, koket Hue over det sorte Haar, som
er sat op i Form af en tilspidset Kegle med to bredt udgaaende Vinger
længst nede, hvor det ligger fladt til Panden.

Kvinderne sad paa Dækket med deres Rosenkrandse om Livet og deres slidte
Psalmebøger i Haanden, og medens Dampbaaden gled forbi la Camargues
solbrændte Kyst, sang de i deres vidunderlig bløde Dialekt, af hvilken
alle Konsonanter synes at være forsvundne, Egnens mærkelige Sange, disse
Sange, der klinger lige sværmerisk, lige erotisk, hvad enten de lovpriser
Madonna eller det dejlige Fædreland. Af og til lød ogsaa de bekjendte
Pilgrimssange: "_O Dieu vainqueur, sauvez Rome et la France par votre
sacré coeur,"_ og lignende. Men det var kun sporadisk; hurtigt vendte man
igjen tilbage til Provences egne Kvad, til hvilke der da tidt paa
staaende Fod improviseredes et Refrain, som gjentoges med stigende
Begeistring efter hvert af de halvhundrede Vers, hvoraf disse Sange ofte
bestaar. Paa hele den fem Timers Fart blev der sunget næsten uafbrudt.
Kun faa og ganske korte Standsninger indtraadte, naar man fik Øje paa en
Gruppe af slanke Pinier i Horisonten, eller naar man mellem la Camargues
gigantiske, flade Moradser opdagede en Flok af de sorte Oxer, der lever i
vild Naturtilstand paa den 72,000 Hektarer store, næsten helt udyrkede Ø
mellem Rhonens to Arme, eller af de ligeledes frit omstrejfende smaa,
hvide Heste, der tumler sig over la Camargues Stepper. Under en saadan
Pause af Sangen ombord kunde man høre Nattergalens Triller inde fra
Sølvpoplerne nærmest ved Bredden. De kviddrede af fulde Lunger, men de
trak dog det korteste Straa i den forunderlige Sangerstrid. Naar
Stemmerne fra Skibet tog fat igjen, var de stakkels Fugle overdøvede med
det Samme.

Den forunderlige Jubel, det varme Sværmeri, som aandede ud af Sangene,
havde ikke Noget tilfælles med nordisk Andagt. Melodierne var lette og
hurtige, næsten livsglade, man fik Indtrykket af noget Lyst og Fornøjet,
som lignede Nattergalens Frydesang over den dejlige Sommer. De fromme
Helgeninder, der lovpristes i Sangene, var aabenbart gode Veninder, som
ikke indgød mindste Følelse af Skræk. Sangen kunde endog pludselig
afbrydes af en munter Samtale og en hjertelig Latter. Jo varmere Solen
blev, desto gladere lød Melodien, og desto livligere og mere fortrolig
blev ogsaa Stemningen ombord. Og saaledes vedblev man da at glide
langsomt ned gjennem Solskinnet, ned ad den stille Flod med de
sommerklædte Bredder. Tilsidst rejste Alle sig trods Kaptejnens Protest
op fra deres Lejr paa Dækket for med Jubelraab og viftende Tørklæder at
hilse en takket Taarntinde, der dukkede frem i Horisonten ved Kanten af
en lang, blaa Stribe. Denne Stribe var Middelhavet, og den takkede
Taarntinde, som hævede sig ved Bredden af det, var Kirken _Les
Saintes-Maries-de-la-Mer,_ Maalet for Pilgrimsfarten.

Traditionen fortæller, at Maria Magdalena, Martha, Maria Jacobæi, gift
med Kleophas, en Broder til Tømmermanden Joseph, Maria Salomi, Moder til
Apostlene Jakob og Johannes, samt endvidere Lazarus, Maximin og flere
andre Disciple efter Kristi Død, og da Forfølgelserne imod hans
Tilhængere var begyndte, blev satte ud i et lille Fartøi uden Sejl,
Aarer, Ror og Levnetsmidler og saaledes sendte ud paa Havet. Ombord var
ligeledes Sarah, Maria Salomis Tjenestekvinde. Ført af Guds Haand kom
Fartøjet uskadt til den yderste Pynt af Øen la Camargue, der tilhørte
Marseillanerne og var beboet af deres Kolonister. Ved Ankomsten oprejste
de hellige Marier et Alter til Guds Ære, og paa det Sted, hvor det skete,
lige ved Havets Bred, lod Herren en Kilde med fersk Vand risle frem. Til
Erindring om dette Vidunder byggedes der senere et beskedent Kapel. Her
blev Maria Jacobæi og Maria Salomi tilbage, medens deres Ledsagere
spredte sig rundt omkring for at forkynde Kristendommen ved
Middelhavslandene. To Kvinder blev efter deres Død begravede i Kapellet,
hvor der selvfølgelig nu skete de mærkværdigste Mirakler, som bevirkede,
at der fra alle Egne fandt store Pilgrimsfarter Sted til deres Grav.
Istedetfor det lille Kapel opførtes allerede før det sjette Aarhundrede
en Kirke, der til Beskyttelse mod Sørøverne forsynedes med
Fæstningsværker og endnu i det Væsentlige har bevaret sin antikke
Skikkelse. Den hører til de mærkeligste Mindesmærker i det sydlige
Frankrig fra den oldkristne Tid. Kong René lod den i det femtende
Aarhundrede gjennemsøge for at finde Relikvierne, og da de kom for Dagens
Lys, udbredte de en saa himmelsk Duft i Kirken, at Ingen kunde tvivle om,
at det var de ægte. Paven stadfæstede da ogsaa, at de vare authentiske,
og de nedlagdes derpaa i Kister af Cyprestræ, som hensattes i Kirkens
Taarn. Under Revolutionen blev Kirken rigtignok fuldstændig udplyndret,
men der forsikres, at den nidkjære Sognepræst forinden havde taget de
hellige Relikvier ud af Kisterne, og da det franske Folk vendte tilbage
til den katholske Religion, blev de lagte i nye Kister, som ganske
lignede de ældre, hvorefter de igjen anbragtes paa deres tidligere Plads
i Taarnet. Her findes de endnu, og den Dag idag valfarter ligesaa mange
Mennesker til dem som for Aarhundreder siden.

For enhver troende fransk Katholik staar det nemlig uomstødelig fast, at
de hellige Mariers Ben endnu bestandig er i Besiddelse af en
vidundergjørende Kraft, der især gjør sig gjældende paa det
lægevidenskabelige Omraade. Troen er bleven bestyrket ved en Begivenhed
fra den nyere Tid. Det synes at være et Faktum, at et Barn, som var
blevet bidt af en gal Hund og havde været sygt i flere Maaneder, kom sig
igjen efter en Valfart til de hellige Mariers Ben. En Følge heraf er, at
alle Troende, som molesteres af gale Hunde (og deres Antal er i
Syd-Frankrig uhyggelig stort) begiver sig til den gamle Kirke paa la
Camargues Pynt. Da Helgeninderne imidlertid ogsaa tager sig af alle andre
Sygdomme, rekruteres Pilgrimskaravanen i det Hele taget af Vanføre og
Lidende af enhver Art. Ogsaa Sunde rejser i stort Antal til Kirken; thi
Kisterne har den beundringsværdige Egenskab, at alle Gjenstande, der
bringes i Berøring med dem, kommer i Besiddelse af Relikviernes
Amuletkraft, og enhver Familie ønsker naturligvis at have et saadant
Universalmiddel i sit Hus. Paa en bestemt Dag af Aaret, den 25de Maj,
hejses Kisterne ned fra Taarnet og bliver staaende i Kirkens Kor Natten
over til den følgende Eftermiddag. Det gjælder altsaa om at benytte dette
Døgn; thi naar Relikvierne igjen befinder sig paa deres Plads i Taarnet,
kan Ingen faa Adgang til dem, førend der paany er forløbet et Aar.
Befolkningen vaager paa det Strengeste over, at Helgenindernes Naade ikke
misbruges. De gjør det saa strengt endogsaa, at da Ærkebiskoppen for
nogle Aar siden kom til Kirken og forlangte, at Kisterne skulde hejses
ned, gjorde Indbyggerne ligefrem Oprør og tvang ham med ladte Geværer til
at afstaa fra sit Forlangende.

Til daglig Brug er _les Saintes-Maries-de-la-Mer_ en saa ubetydelig
Landsby, som tænkes kan. Den har knap ottehundrede Indbyggere, af hvilke
ovenikjøbet et Par hundrede stadig er borte paa Fiskeri. Den ligger
tilmed næsten i en Ørken, idet hele den sydlige Del af la Camargue
bestaar af udyrket og maaske uopdyrkelig Jord, og Fremmede besøger den
kun yderst sjeldent, undtagen netop den 25de Maj. Paa denne Dag stiger
dens Befolkning imidlertid pludselig til en halv Snes tusinde Mennesker.
Ikke blot Rhonedampskibene, der i Anledning af Festen undtagelsesvis gjør
Turen ned ad den lille Rhone, uagtet de hvert Øjeblik udsætter sig for at
løbe paa Grund, bringer andægtige Gjæster i Masse til den gamle Kirke,
men Vejen over la Camargue bedækkes af Hundreder af Vogne, under hvis
Lærredssejl Selskaber af Slægtninge og Venner valfarter til Relikvierne.
Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke
mange i from Iver tilbagelægger Vejen tilfods trods den brændende Sol og
gjennem usunde Sumpegne.

Paa de to Festdage, den 25de og 26de Maj, frembyder den lille Landsby da
ogsaa et højst livligt Skue. Dens Torv er en eneste stor Bod med smaa
Borde, hvor der sælges Rosenkranse, Bønnebøger og Krucifixer, Mairiets
Mur er af en Handlende, der har villet udfolde alle sine Skatte for
Publikum, fra øverst til nederst bedækket med Glansbilleder,
forestillende de hellige Mariers vidunderlige Ankomst til La Camargues
Kyst, de tre til fire Gader, Byen har, kan slet ikke passeres for
Menneskeklynger, udenfor _Café de la Porte_, som paa en Gang er Byens
eneste Kafé, Restauration og Hotel, sidder der ligesaa mange Gjæster som
udenfor Kaféerne paa Paris's Boulevarder, og rundt omkring det Komplex af
Huse, som udgjør den egentlige By, har der dannet sig en formelig Lejr af
Vogne og Telte. Det er, som om man pludselig var bleven flyttet langt
bort fra Civilisationen og befandt sig i en Karavane, der holdt Hvil ved
en Oase i Sahara. De Fysionomier, som man ser, bestyrker En i Illusionen.
Det vrimler af Zigeunere. Sarah, der frelstes sammen med de andre hellige
Personer, er nemlig Zigeunernes Skytshelgeninde, og da hendes Ben
ligeledes opbevares i Kirken, valfarter ogsaa Zigeunerne fra hele
Frankrig til _Les Saintes-Maries-de-la-Mer._

En By med syvhundrede Indbyggere kan naturligvis ikke give Husly til
titusinde Mennesker. Det forlanges imidlertid heller ikke; forsaavidt man
ikke er saa andægtig, at man tilbringer Natten paa en Bænk i Kirken,
sover man i Teltene, i Vognene, paa Sandet bag en Busk, paa Kirkens flade
Tag, i Fiskerbaadene, eller hvor man ellers kan komme til. Husene
forbeholdes udelukkende de Profane, der kommer som Nysgjerrige og ikke
som Pilgrimme. Men de faar saa selvfølgelig ogsaa Lov til at betale denne
Begunstigelse. _Saintes-Maries-de-la-Mer_ har den 25de Maj de dyreste
Hoteller, der kan opdrives i Verden. Man maa betale fem og tyve Francs
for et Loftskammer, hvis Properhed tilmed lader alt Muligt tilbage
at ønske.

Udrustet til en Rejse, der for Adskilliges Vedkommende strækker sig over
et Tidsrum af mere end en Uge, nemlig naar man vil være med til
Hestevæddeløbene og Tyrefægtningerne, der afholdes i de nærmeste Dage
efter Processionen, strømmer altsaa Pilgrimme fra hele det troende
Sydfrankrig til _Les Saintes_, som Byen i daglig Tale kaldes. Klokken tre
den 25de Maj begynder Kirkens Klokker at ringe, og Hovedceremonien,
Nedsænkningen af de hellige Kister, finder da Sted. I from Iver har
imidlertid allerede Mange strax efter deres Ankomst begivet sig til
Kirken for at føje deres Voxlys til de mange hundrede, som allerede
brænder til Mariernes Ære, og da der er al Udsigt til, at man vil komme
til at staa udenfor under Ceremonien, naar man ikke i Tide sikkrer sig en
Plads i Kirken, bliver Hovedmassen derinde med det Samme. Naar Ceremonien
begynder, er den iøvrigt temmelig store Kirke propfuld af Mennesker. Den
andægtige Forsamling har ikke ladet sig nøje med de Bænke, der saa tæt
som muligt er anbragte i Skibet, Koret, omkring Hoved- og Sidealtrene,
saavelsom paa de talrige og dybe Pulpiturer; man ser Kvinder og Børn oppe
paa selve Alterbordene, paa Prædikestolen, paa Skriftestolens Tag, kort
sagt overalt, hvor der er nogen Mulighed for, at et Menneske kan staa
eller sidde. Selv Sognepræsten er nærved at opgive Ævret, da det gjælder
om at finde en Kvadratfods Plads for vort lille Selskab af Fremmede. Da
han endelig har faaet os klemte sammen oppe paa det øverste Pulpitur,
viser det sig, at vi næppe kan trække Vejret der. Luften er aldeles
forpestet af Voxlysenes Os, Røgelsen og Uddunstningerne fra de mange
Mennesker. Der er ligefrem Fare paafærde. Men Præsten er snarraadig og
redder vort Liv ved egenhændig at slaa et Par af de nærmeste
Kirkeruder ud.

Psalmerne til Ære for de hellige Marier havde allerede lydt i flere Timer
fra Tusinder af fromme Læber, som Begejstringen gjorde utrættelige selv i
denne Dampbadstemperatur. Paa samme Tid som Kirkeuret slog tre, begyndte
en Uendelighed af smaa Klokker at ringe oppe ved Hovedaltret. Hele
Forsamlingen rejste sig, man hørte en dæmpet Mumlen og saae dette
Menneskehav bevæge sig ligesom i en Storm, medens blinkende Gnister
hoppede som Lygtemænd frem og tilbage mellem de sorte Hoveder. Et Øjeblik
efter herskede der dog igjen fuldstændig Stilhed. Alle havde faaet det
Voxlys tændt, som de holdt i Haanden, og Kirkehvælvingen forvandledes til
et stort, mørkt Firmament, oversaaet med smaa guldgule, flimrende
Stjerner. Røgelseskyerne blev bestandig tættere, der hørtes en
hemmelighedsfuld Mumlen af fjern Messesang i Krypt og Sidekapeller, og de
Andægtiges Extase tog bestandig til. Saa blev pludselig Jernlugen oppe i
Loftet over Hovedalteret skudt fra; et Reb, der var skjult af Palmegrene
og hvide Blomster, hejsedes ned. I det hang to gamle, røde Kister,
bedækkede med Krandse af Evighedsblomster. Efterat de i nogle Minuter var
blevne holdte svævende ovenover Hovedalterets Lyshav, for at Alle kunde
se dem, sænkedes de langsomt ned i Midten af Koret. Idet de berørte
Gulvet, gav den længe tilbageholdte Spænding sig Luft i et tusindstemmigt
Jubelskrig, og Alle, som stod i Nærheden af Koret, styrtede frem imellem
hinanden for at være de Første, dér berørte Relikvierne.

Alterklokkerne ringede, Præsterne messede, Smaabørnene hvinede af
Fortvivlelse over Varmen, som var nær ved at kvæle dem, og Psalmesangen
begyndte igjen, hurtigere, højere og vildere end nogensinde før.

Hvor længe dette Optrin varede ved, kan jeg ikke sige; man maatte selv
være betagen af de Troendes potenserede Extase for at kunne udholde de
fysiske Lidelser, et længere Ophold i Kirken medførte. At Stimmelen
omkring Kisterne hverken standsede den Dag eller om Natten eller den
følgende Formiddag, kan jeg dog konstatere. Alle maatte ind i Kirken; at
røre ved Kisterne var jo Maalet for Rejsen. Børn, som var komne til
Verden med en eller anden Skavank, blev lagte paa smaa Puder ovenpaa
Kisterne og holdte der saa længe som det tillodes; thi der var stadig
Andre, som skulde til. Enhver, som var hjemsøgt af en Lidelse, søgte at
bringe den Del af Legemet, hvor Ondet havde sit Sæde, i Berøring med
Relikvierne for at finde Lindring og Helbredelse. Masser af
Helgenbilleder, Bønnebøger, Rosenkranse o.s.v. lagdes uafbrudt paa
Kisterne for at blive indviede ved Berøringen.

Samtidig var Kirken fuld af Bedende, Syngende og Sovende. Man havde Puder
med for at kunne lægge sig paa dem, naar Udmattelsen blev for stor. Mange
af Pilgrimmene lagde nemlig den største Vægt paa at kunne blive i Kirken
hele det hellige Døgn tilende. Andre var der dog imidlertid ogsaa, som
ikke tog Sagen saa rigorøst. Pilgrimsfarten var for dem mindre en Bod end
en Fest, under hvilken Andagten og Glæden, gik Haand i Haand. De drog
omkring i Beværtningsteltene, spillede i de utallige Tombola'er, som er
uadskillelige fra ethvert fransk Folkemarked, flokkede sig i Klynger ved
Havets Bred og foretog Sejlture i Baade, hvorfra der lød muntre Sange.
Derpaa aflagde de et nyt Besøg i Kirken, og efterat de en halv Times Tid
havde lyttet til en af de Prædikener, som de tilstedeværende Gejstlige
uafbrudt skiftedes til at holde, gik de igjen bort Arm i Arm for atter at
søge Adspredelse. Mange Grupper vandrede længe omkring i den maanelyse
Nat, førend de søgte Hvile i Teltene, og de tillod sig paa disse
Spadsereture alleslags Løjer og Lystighed, Men saadan er nu engang den
romanske Race. Man vilde tage meget fejl, hvis man tvivlede om, at
Pilgrimsfarten ikke ogsaa havde en dyb religiøs Betydning for disse glade
Mennesker.

Nedhejsningen af Kisterne er Festens Hovedpunkt. Men den følgende Dag
havde dog ogsaa et højtideligt Præg. En kolossal Procession drog langs
Middelhavets Kyst til det Sted, hvor de hellige Marier ifølge Traditionen
gik iland. Med Koret i Spidsen og med brogede Kirkefaner, baarne af unge
Piger, vandrede Pilgrimsskaren afsted. Kvinderne talte uafbrudt Perlerne
i deres Rosenkrans, medens de bad, og Mændene gik med nylig plukkede
hvide Lilier i Haanden. Solens Straaler faldt ned paa det lange Tog,
medens det gik langs med det lysblaa uendelige Havs Bred, og hvide
Maager, som fløj ind over Kysten, søgte af og til Hvile paa Fanerne. Der
var baade Skjønhed og Højtidelighed i det Billede.

Hermed var imidlertid ogsaa Pilgrimsfarten væsentlig til Ende. De mest
Andægtige overværede endnu Messen, under hvilken Kisterne atter hejsedes
op paa deres Plads i Loftshvælvingen og kastede sig i det sidste Øjeblik
over Relikvierne. Men Mange havde allerede strax efter Processionen sat
sig i Bevægelse for over la Camargues sandede Veje at vende tilbage til
Hjemmet og aflægge Beretning om de nye Mirakler, Helgeninderne havde
gjort. For de Troende forefalder der adskillige hver 25de Maj. Sidste
Gang var det især Sarah, som vandt Berømmelse ved at helbrede en
Pukkelrygget. Han havde om Aftenen lagt sig til at sove ved hendes Kiste,
og da han vaagnede om Morgenen, var han saa rank og lige, som noget
Menneske kunde ønske at være det. Naar man spurgte de troende Kvinder,
som med Begejstring fortalte denne Historie, om de havde set den
Pukkelryggede, efterat han var bleven lige igjen, maatte de ganske vist
tilstaa, at det havde de ikke. Men de var lige fuldt fast overbeviste om,
at Miraklet havde fundet Sted.

Man veed, hvorledes det gaar. De troende Kvinder fortæller ved deres
Hjemkomst om Vidunderet, Beretningen kommer i de smaa klerikale Blade,
Landsbypræsterne lovpriser Sarah for hendes nye Undergjerninger, og
Tusinder af Katholiker føler sig herved yderligere befæstede i deres Tro.
Den unge franske Republik har aabnet en Kamp mod Klerikalismen. Den var
nødvendig; intet Menneske, der virkelig hører vor Tid til, kan nære nogen
Tvivl i saa Henseende. Men det er et stort Spørgsmaal, om den franske
Regering ikke i Iveren for sin Sag gaar baade videre og med hurtigere
Skridt, end det er klogt og hensigtsmæssigt. Den regner med de store Byer
og ikke med de smaa Kroge ude paa Landet. Der sidder den troende
Fanatisme endnu fast og sikkert i Sadlen. Den er Aarhundreders Værk, og
det kan et Pennestrøg, et Regeringsdekret ikke udslette. For Sydfrankrigs
Vedkommende lader det sig i ethvert Tilfælde med Sikkerhed sige, at flere
Generationer vil gaa i Graven, før det lykkes at løsrive Massen af
Befolkningen fra det Herredømme, som den katholske Gejstlighed
udøver over den.

[Illustration: Det antike Amphitheater i Nimes]

Oldtidslevninger i Provence.

Trubadurernes Land er glemt som Trubadurernes Sange. Turister fra
Alverdens Egne oversvømmer hver Krog af Italien, men til Provence kommer
ingen. Kun stille Forretningsfolk fylder dets fabelagtigt billige
Hoteller, hvor man for et Par Kroner faar en _grand diner_ af første Rang
og gratis saa meget Vin til, som man gider drikke; i dets gamle,
mærkværdige Byers Gader er Manden med den røde Bædeker under Armen saa
sjelden som en Grindehval i Øresund, og mellem dets Bjerges Mandel- og
Oliventræer lever den glade, gulbrune Provencaler saa uforstyrret af
angliserede og angliserende Rejsende, at han selv spiser Forellerne fra
sine Vandfald og sælger sin Vin til en halv Snes Øre Litren. Det er for
saa vidt prægtigt, det giver dette dejlige Land et Præg af Friskhed og
Ejendommelighed, der gjør det dobbelt fortryllende; over de gængse
Rejselande, der ere kjendte som Randers Handsker, og som hver londonsk
Urtekræmmer besøger, hviler der saa grumme tidt, trods al deres Skjønhed,
en Luft af noget Banalt, der støder fra. Men det er uforstaaeligt
tillige: Provences Sol er ikke mindre varm og gylden end Italiens, dets
Himmel ikke mindre blaa, dets Kvinder fuldt saa skjønne, og dets ædle
Druer fuldt saa fyrige.

Man gaar til Italien, fordi det er den klassiske Jord, fordi der for
hvert Skridt, man kommer frem, myldrer med Minder fra en Tid, der var saa
stor, at selv vor grinende Skepticisme andægtigt bøjer Hovedet for den
endnu. Men heller ikke i det Kapitel staar Provence tilbage. Folk veed
det blot ikke, det er hele Sagen. Kolosssæums og Forum Romanums Ry er i
Alles Munde, fordi Utallige har set dem og naturligvis, naar de kommer
hjem fra Rejsen, skynder sig at fortælle Naboer og Gjenboer om, hvad de
har set. Provences antike Theatre og Arenaer, dets Mausoleer og Arkader
kjender Ingen. Men derfor er de der alligevel i ikke mindre
overvældende Rigdom.

Gallien var det romerske Riges mest blomstrende og mest civiliserede
Provins. Dets Kultur bredte sig her i en Fylde som i selve Rom; mange af
dets Kejsere gjorde det til deres Yndlingsopholdsted, og meer end een af
Galliens Byer hørte til de største og betydeligste i den antike Verden.
Da Germanerne kom, fandt de her en Friskhed og Kraft endnu, der gjorde
dem Kampen sværere end noget andet Sted. Men Hovedstaden var falden,
Staten var opløst, den ene Provins kunde ikke holde sammen paa Riget, der
allerede laa i Ruiner. Og saa druknede da ogsaa efterhaanden det gamle
Galliens Kultur under Barbarstrømmen fra Øst. Dets Byer brændte, dets
Kunstskatte forsvandt, man rev dets Marmormonumenter om for at bygge
Borge og Fæstninger af dem. Helt ned gjennem Middelalderen løftede ingen
Haand sig for at bevare, hvad der endnu kunde frelses, Provence blev
stort og berømt igjen gjennem dets Kongehoffers Glands og dets
Trubadurers Sange, Men for hvert Greb i Citheren, der kaldte til nye
Turneringer og nye Kampe, sank Gruset tættere og højere om Levningerne
fra en Tid, som Ingen forstod, og Ingen brød sig om. Hvad der i disse
lange Aarhundreder er gaaet tabt, maa være uhyre, det, som vore Dages
fredende Hænder har draget frem af den gamle romerske Verden, viser os
tydeligt Provence som et af Centrerne for dens Storhed.

Særlig er Arles med Hensyn til Oldtidsminder et Rom _en miniature._ Det
var det gamle Galliens Metropol; Kejser Constantin havde endog en Stund i
Sinde at gjøre denne By til hele det romerske Riges Hovedstad, og for
hvert Skridt gjennem dens sydlandske Gader møder man endnu Levninger fra
den svundne Pragt. Man gaar gjennem en smudsig, snever Gyde og standser
midt i den overrasket foran en antik Tempelportal, der nu danner Indgang
til en Maskinudstilling. Man kommer i Land fra en Baad, der kaster sin
Trosse om en afbrukken Marmorkolos; højere oppe ser man nogle gule,
forvittrede og af Solen brændte Taarne og Arkader, det er Levningerne af
Constantins Palads! Man spørger om Navnet paa den Café, hvor man sidder:
Café du Forum, ser, at den lille firkantede, hyggelige, af store Plataner
helt beskyggede Plads udenfor ligeledes bærer dette antike Navn paa
Hjørnet, og opdager virkelig tæt ved Levninger af det gamle Forum:
Granitsøjler med prægtige korinthiske Capitæler, Thermernes Facade o.s.v.
Man spadserer langs Rhonekajen og støder snart paa Fragmenter af en
romersk Bro over Floden, snart mellem de middelalderlige Fæstningsværker,
der løbe rundt om hele Staden, paa Partier, hvor det endnu er Hadrians og
Caligulas Fortifikationer, der ere bevarede: Porte og Taarne i Ruiner,
mellem hvilke den aurelianske Vej førte ind i Byen. Eller man følger
Strømmen af Arleserinder ud til den fornemste Promenade og befinder sig
pludselig i en lang Avenue, hvor der paa begge Sider, klods op til
hinanden, staar Hundreder af underlige store, smalle Granitkister med
fire klodsede Fødder og Laag ovenpaa, som der sagtens behøves en halv
Snes Mand for at løfte; de er gravne op paa Stedet selv, den moderne
Allée drager sig hen over det gamle Champs-Elysées, paa Romernes Tid en
uhyre Kirkegaard, hvor Notabiliteter fra hele Provence stedtes til Hvile.
De smukkeste Marmorsarkophager er førte bort til Barberinimuseet i Rom,
til Lyon, hvor man gjemmer Servilius Marcianus' Kiste, til Marseille,
hvor man har Flavius Memorius og Cecilia Aprulas, eller til Museet i
selve Arles; kun de Ubekjendte har faaet Lov til at blive staaende paa
den gamle Plads, men Indtrykket af denne de Dødes gigantiske Gade er
derfor ikke mindre ejendommeligt, ikke mindre imponerende.

Man kan, som sagt, ikke flytte Foden i Arles uden at falde over romerske
Ruiner. Udgravningerne skrive sig ovenikjøbet næsten udelukkende fra
dette Aarhundrede, og man er sikker paa at finde meget Mere endnu, naar
man engang kommer til at rive de middelalderlige Bygninger ned, der har
rejst sig over Levningerne fra den gamle Tid. Sikkert veed man saaledes,
at der under Erkebispens Bolig findes det antike Prætorpalads. Men hvad
man end finder, vil dog aabenbart ved Siden af den prægtige romanske
Klosterkirke St. Trophime det romerske Theater og Arenaen vedblive at
være Byens største Mærkværdigheder. Amphitheatret synes at være en hel
Guldgrube for Antiqviteter; der er ingen Ende paa den Mylr af
Marmorstatuer, Søjlekapitæler, Urner, Smykker, Mønter o.s.v., hvormed man
herfra fylder Arles, Museum. Og derimellem nogle af de største
Mesterværker; man har fra den romerske Tid, saaledes den berømte Venus
fra Arles, der nu er flyttet til Louvregalleriet i Paris, samt et andet
Venushoved, der maaske endogsaa i Skjønhed overgaar et hvilketsomhelst
antikt Billedhuggerværk, men som desværre mangler Næsen. Mange af
Frankrigs store Kunstnere har forsøgt at sætte en ny paa, men de har alle
været den ubekjendte Mester underlegne og har opgivet Forsøget igjen.

Af Theatret selv har man endnu Tilskuerpladsen omtrent i dens Helhed, af
Scenen derimod væsentlig kun to prægtige, kolossale Prosceniumspiller,
hugne af hvidt Marmor og endnu kronede af Kapitælernes nederste Stykker.
De giver en Idée om Scenens Pragt, men om selve dennes saavelsom
Orkesterpladsens Udstrækning og Indretning er det vanskeligt gjennem de
opbevarede Ruiner at danne sig nogen rigtig Forestilling. Til Gjengjæld
ser man derimod den antike Arena saa fuldstændig, at den med en Smule
Fantasi staar for En i hele sin overvældende Storhed.

[Illustration: Det antike Amphitheater i Arles.]

Den er efter Colossæum i Rom den største, man har. Da man i 1825 begyndte
Restaureringen, var det et helt Fattigkvarter af Arles, der maatte
fjernes, og man brugte sex Aar for at rydde de to hundrede og tolv Huse
bort, som i Aarhundreder havde ført en Parasittilværelse indenfor dens
svære, beskyttende Mure. Nu staar den der fri for alt det Smaakrat, mere
imponerende end nogen Kirkebygning, et Vidundermonument fra en Tid,
overfor hvilken vi moderne Mennesker maa føle os som rene Dværge. Gjennem
tresindstyve Porte kommer man ind til det underste hvælvede Galleri, fra
hvilket ligeledes tresindstyve Stentrapper fører op til Tilskuerpladsens
tre Etager, den underste for Hoffet og Senatorerne, den mellemste for
Ridderne, den øverste med henved en Snes Sæderækker over hinanden for
Folket. Paa Midten af den nederste, umiddelbart ved Ballustraden til
Arenaen, findes Sæderne for Kejseren og hans Følge i komplet restaureret
Stand, ligeoverfor Pladserne, der vare bestemte til Vestalinderne, og
rundt omkring den hele Etage løber med tresindstyve Adgange og
tresindstyve Balkoner det Foyergalleri, hvor den fornemme Verden
udhvilede sig i Pauserne mellem Kampene. Arenaen selv indtager et
Fladerum, hvis ene Diameter er henved femhundrede Fod, den anden omtrent
halvfjerdehundrede; Amphitheatret kunde rumme over tredivetusind
Tilskuere. Dets øverste Række er nu borte, men naar paa varme
Sommersøndage Arles' og Omegns Befolkning strømmer sammen for at være
Vidne til Tyrefægtningerne, der ligesaavel er Sydfrankrigs som Spaniens
populære Hovedforlystelse, samler ofte endnu henved en Snes tusind
Mennesker sig paa de gamle Stensæder. Skinner Solen da med sydlandsk
gylden Glød ned fra en akvamarinblaa Himmel, medens de vidunderlig
skjønne Arleserinder i deres maleriske Nationaldragter promenerer rundt
mellem Udskjænkningsbordene paa den brede Afsats mellem de to nederste
Etager, medens hele det uhyre Amphitheater er fyldt med Mennesker og
Farver, og medens de vilde Camarguetyre nede paa Arenaen hidses og
stikkes, hvilken uforlignelig Fest er da ikke en Time eller to tilbragte
i denne Gjenopvækkelse af hele den store, antike Verden! Uforlignelig,
men ikke enestaaende. Ogsaa det nærliggende Nîmes har ligesom Arles sin
antike Arena, hvor der holdes Tyrefægtninger saa at sige hver Søndag om
Sommeren. Den er ikke saa stor, Skjøndt der boede to tusind Mennesker i
den, før den blev renset for sit middelalderlige Bykvarter, men den er
bedre konserveret og restaureret. Man tænker endogsaa paa at sætte den
ganske i samme Stand som paa Titus' og Domitians Tider. Nîmes er i det
Hele taget efter Arles den paa Oldtidslevninger rigeste provençalske By.
Fremfor Alt har den sit Maison-Carrée, den mest fuldstændige Bygning,
paastaar man, som nogetsteds i Verden findes fra Romernes Dage. Det er i
Grunden slet ikke nogen Ruin, kun Taget er fra vor Tid, det Hele er saa
godt bevaret, at Huset benyttes til Malerisamling. Dets tredive
kannelerede korinthiske Søjler staar endnu i hele deres Pragt. Hvilken
Kunst og hvilke Proportioner! Ligeoverfor paa den anden Side Torvet har
man bygget et moderne Theater i lignende Stil; det ser ud som en
Hestestald, sammenlignet med dets antike Gjenbo. Og saa Dianatemplet,
Ruinerne af Augustus' prægtige Marmorbade, Capitoliumslevningerne o.s.v.
Heller ikke her er der nogen Ende paa Skattene. Og det er der ikke i hele
Provence; hver By, hver Landsby har sine; midt inde mellem Bjergene
findes der Rester af Akvædukter, Broer, Museer og Templer. Og til dette
Land kommer ingen Rejsende!

[Illustration: Parti af St. Trophime i Aries.]

Petrarcas Hjem.

Okkergule Bjerge hegner den snevre Dal ind. Man kommer til den fra et
frodigt Landskab, fuldt af Vinmarker og tætbevoxet med Morbær- og
Oliventræer. Rosenbuske i bugnende Flor og i glødende Farver langs Vejen,
blomsterdryssende Akacier, og mellem dem aaben Udsigt til begge Sider
over de grønneste Egne af Provence. Men saa nærmer man sig Bjergene;
mellem to af de forreste, fremspringende Klippekamme spænder sig en
pittoresk Akvædukt, under hvis høje Buer man ruller ind, Skrænterne
bliver efterhaanden højere og stejlere paa begge Sider, de snevrer sig
tættere, og tættere sammen, og lige foran lukkes Landskabet af en lodret,
gigantisk Klippemur. Passagen ind under Akvædukten er ikke mere end en
hundrede Alen bred, og fra hvert Punkt i den lille, sammenknebne Dal seer
det derfor ogsaa ud, som man befandt sig i en fuldstændig lukket Kjedel
mellem Bjergene. Fjeldmurene er vildt sønderrevne; paa Toppen af den
laveste ligger Biskoppen af Cavillons middelalderlige Borg i Ruiner, men
naar man staar paa et Sted, hvor man ikke kan se den, synes man at finde
den igjen ogsaa paa alle de andre Tinder. En hel Kreds af Klippepynter
har samme Former og samme graaliggule Farver som de forvittrede
Borgruiner. Lidt længere nede kommer der store, glat afskaarne Flader med
dybere gul Tone, undertiden schatteret helt over i det Rødligtbrune.
Sydens Sol brænder paa dem og giver dem en blank, hemmelighedsfuld
Guldglands, vilde Figentræer med deres store, fingrede Blade og de mørke
Frugter springer ud af Klipperevnerne, selv paa de Steder, hvor man ikke
seer en Fodsbred Jord, Skrænterne er bedækkede med Olivenplantager, der
gror Cypresser og vilde Roser mellem de omkringstrøede Klippeblokke, hist
og her kaster ogsaa et stort, enligstaaende Valnøddetræ Skygge over en
romantisk Plet med Brombærranker mellem Buxbom- og Terpentinbuske, og
øverst oppe vrimler det af forunderlige, mørke Huler inde i Bjerget. Men
hvis det alene var nok til at skabe et Paradis for Digtere og Forelskede,
vilde Verden være oversaaet med Millioner af paradisiske Steder. Det er
en hel anden Ting, der gjør Vaucluses lille Klippedal baade skjøn og
ejendommelig, det er noget Andet, der har begejstret Petrarca, og som
siden hans Tid har lokket Tusinder og atter Tusinder af Tourister til

  Le plus riant vallon qu'éclaire l'oeil du monde.

Ved Foden af den lodrette Klippemur, som lukker Dalen, udspringer der en
Kilde, hvis Væsen endnu Ingen har kunnet forklare. Den kommer fra en
Afgrund under Bjerget, en mørk, mysteriøs Grotte, hvis Bund Sonden ikke
har formaaet at naa, og udsender fra dette uudgrundelige Dyb en
Vandmasse, der beregnes til halvtredsindstyve tusind Litrer i Sekundet.
Til visse Tider, naar Vandet staar lavt, kan en dristig Klattrer vove sig
ned i Hullet under Bjerget og ved selve Afgrundens Aabning konstatere
dens bundløse Dyb. I Regelen derimod naaer Vandet op til Midten af det
aarhundredgamle Figentræ, som skyder ud fra Klippen, hvor Dalen ender; og
breder sig der til et lille, stillestaaende Bassin med det vidunderligste
mørkegrønne, klare Vand.

Det er dette Vand fra Bjergets Indre, der giver Vaucluses Dal dens
Karakter og gjør den saa henrivende skjøn. Fra Bassinet vælter det sig i
hvidskummende Smaakaskader ned over en smal, stærkt skraanende Flodseng
af store, med tæt, brunt Mos som med et Fløjelstæppe betrukne
Klippeblokke, og fortsætter saa i rivende Fart og i kaade Slyngninger,
stadig afbrudt af smaa, sølvhvide Fald, sit Løb langs Bredder, der kun er
smalle, men som dette herlige Vand har gjort til de vidunderligste
i Verden.

Vinranker slynger sig over Stenene, smaa blanke Laurbærlunde lægger
Skygge og drømmende Stilhed over grønne Løvpartier, lyse Mandeltræer
sender deres dunede Frugter ud at sejle paa de hoppende Smaabølger,
Hængepilen dypper, sine Grene i dem, som om den aldrig kunde drikke sig
mæt, og Solblinkene, der gynger paa dem, har en Fart, saa Reflexet
spiller igjen under Morbærtræernes Blade som hurtigt jagende, luftige
Taagedampe. Nede i Vandet gror der en lysgrøn Plante med fint, takket
Løv, som bøjer sig i den flygtende Rullen af Bølgerne og dækker Bunden
med et Tæppe, der er friskt som Vandet selv, zart som unge Bukkarskud,
gjennemsyret af Foraar, saa man faaer Lyst til at bære sig ad som Kvæget,
der dukker hele Hovedet ned i Floden, for at svælge i disse grønne
Planter. Skjæret af dem giver Vandet en Farve, saa det paa sine Steder
blinker med Smaragdglands; hvor Platanen eller Valnøddetræet voxer saa
tæt ved Bredden, at dets Skygge kan falde ud, bliver Tonen en Smule
stærkere dyb, og ved Gjenspejlinger af det blaalige Figenløv, af
Rosmarin- og Gyvelkrat eller af efeu- og mosbedækkede Klippeblokke
bringes Farvevexlingen over selv til de dunkleste Nuancer. Men stadig er
Vandet gjennemskinnende klart, som om man saae det under en Kuppel af
slebet Krystal, Forellerne springer i det med Skjæl, der funkler af
Glands, og man stikker Haanden i det med en Fornemmelse af, at hver
Draabe, man tager op, kunde fattes sammen som Ædelsten til det
dejligste Smykke.

Vauclusedalen er fra Akvædukten til det lukkende Bjerg, under hvilket
Kilden fødes, knap nok en halv Mil lang, og Vandet mister derfor paa hele
sit Løb gjennem den intet af Dybets Kjølighed. Det fylder den snevre Dal
med en Duft af Friskhed, der bestandig holder Luften ren, saa selv den
hede Vind fra Sahara ikke kan bære nogen Sygdom ind til dens lykkelige
Beboere, og det gjør, endogsaa paa en Sommerdag, naar Solen fra en skyfri
Himmel brænder med hele sin sydlandske Kraft, den nærmeste Bred ved
Floden til det mest velsignede, kjølige Opholdssted, noget Menneske kan
drømme sig. En Eftermiddag paa Græsskrænterne her med deres Tusinder af
metalblanke Guldsmede og mangefarvede Sommerfugle, der sidder og slumrer
paa de mørkrøde Valmuer, med deres Rosenhækker, som spejler sig i en
stille Bugt af Floden, og hvor Nattergalene holder Væddesang timevis uden
at trættes--en Eftermiddag ved dette vidunderlige Vand, og alle
Ungdomsdrømme om Provence er gledne ind i et Virkelighedsbillede, hvis
Skjønhed vil følge En Livet igjennem.

Men alligevel: den har ikke seet Petrarcas Dal, der kun har seet den i
Solskinnets gyldne Glands. Blandingen af vild Storhed og romantisk Ynde,
som er den ejendommelig, naaer sin højeste Virkning en varm Sommernat,
naar Fuldmaaneskinnet vider de snevre Perspektiver ud, gjør de vilde
Klipper dobbelt høje og dobbelt imponerende og glider med sine
hemmelighedsfulde, bløde Skygger ind mellem Buskadset langs den summende
Flod, fortættende Træernes Løv, forvandlende hver lille hvid Kaskade til
et blinkende Væv af Guldfiligran og bredende over Alt sin næsten
ængstelig drømmende Ro, saa at selv det fremadjagende Vand synes at sno
sig ind mellem Breddens Bugter som et stille, blanksort Spejl. Naar
Maanen endnu ikke er kommen helt op midt paa Himlen, skyder den lukkende
Klippemur sig saaledes for, at den selv og Partiet nærmest omkring
Kildebassinet ligger i Mørke. Man kan umuligt staa her ved Foden af dette
sorte Bjerg, der i Nattedunkelheden synes at løfte sig saa højt i Vejret,
at Himlen kommer til at ligge som et blaat Tag umiddelbart paa dets Top,
her ved Kanten af dette hemmelighedsfulde Vand, hvis dumpe Rislen op fra
Afgrunden man tydeligt kan høre--man kan umuligt staa her mellem dette
Kaos af væltede, nøgne Klippeblokke uden at føle en Isnen gjennem alle
Nerver, der næsten knuger En til Jorden af Rædsel. Men seer man saa
nedefter over Dalen, forbi Skrænterne med de stille, sorte Cypresser og
deres endnu sortere Skygger, der drager sig som lange Florsstriber over
det i Maaneskinnet næsten sølvhvide Bjerg, lader man Blikket fra de
takkede, med Grotter og Huller oversaaede Tinder, der ligner antike
Amfitheatre i Ruiner, glide langs Smaakrattet paa Skraaningerne ned til
den blanke Flod og dens tætbevoxede Bred--hvilket forunderlig blødt, med
Drøm og mild erotisk Nattestemning mættet Landskab møder man da ikke i
Stjernerne staar saa stille og klare paa den dybe Himmel, der titter frem
mellem de høje Poplers Kroner, Maanestrimen falder ned over Hængepilens
Løv og bliver, idet Vandet leger med Træets Grene, til en Guldregn af
hoppende Blink, den skinner paa Laurbærbuskenes blanke Blade, saa de
tusinde Reflexer hyller Stedet ind i en taageagtig Sky af gjennemsigtigt
Sølvmor, og længst nede, ved den lille Landsby, der er voxet op paa begge
Sider af Floden, falder dens Glands paa de sig langsomt drejende
Møllehjul, saa at Vandet paa deres Skovle, idet det løftes op, funkler
som et Hav af Diamanter.

Saaledes seer det Landskab ud, hvor Petrarca en halv Snes Aar igjennem
har vandret Aften efter Aften og digtet Sonetterne til Laura. Man viser
endnu umiddelbart nede ved Floden hans Hus og hans Have, en ganske lille
Plet med aarhundredgamle Laurbærtræer og en Luft, som Tusinder af Roser
og Jasminer mætter med næsten bedøvende Vellugt. Der er saamange Digteres
Hjem, Verden freder om som hellige Relikvier, men som ikke har mindste
Interesse, fordi de Intet fortæller om de Stemninger, der har paavirket
Digteren. Her er det anderledes. Hver Fodsbred Jord, hvert Krat paa
Klippeskrænten, hver Belysning over Floden er en Kommentar til
Sonetdigterens Sange. De kunde være blevne til ogsaa uden nogen Laura,
men de kunde aldrig være skrevne paa noget andet Sted end netop i denne
snevre Dal mellem Provences Bjerge, i dette.

  Vaucluse, heureux séjour, que sans enchantement,
  Ne peut voir nul poëte, et surtout nul amant.

[Illustration: Vaucluses Kilde.]

Marseille.

Livet i Marseille er i Hovedtrækkene Livet i Paris om igjen. "Hvis Paris
havde en Cannebiére, vilde det være et lille Marseille," siger
Marseillaneren. Det er nu at tage Munden lovlig fuld. Den rettroende
Muhamedaner tør paastaa, at der kun er een Gud, og at Muhamed er hans
Profet. Men naar han, hvad nok ikke saa sjeldent skal hænde, rent
springer Guden over og gjør den skjæggede Profet til ubetinget Numer Et,
saa gaar den gode Muselmand for vidt i sin Beundring. Og saadan gjør
Marseillaneren det ogsaa. At Paris er Byernes By, har han, selv naar han
er stoltest af sin skjønne Stad, ikke Lov til at glemme. Paa den anden
Side skal det saa indrømmes ham, at Marseille kommer lige bagefter.

Cannebiéren er i Virkeligheden en ganske mærkværdig Gade. Man spadserer
ind i den med Forestillinger om noget Overordentligt. Alverden, hvem man
har fortalt, at man vilde til Marseille, har i det næste Aandedræt fyldt
En med Lovprisninger over den; omtrent saadant Noget, som de store
Boulevarder er for Paris, tænker man sig. Og saa finder man næsten ikke
engang en ordenlig Gade, men kun en Gadestump med knap en Snes Huse paa
hver Side. Man læser paa Hjørnerne, man spørger sig for; jo det er ganske
rigtigt: det er den vidtberømte Cannebiére. Der er saa uhyre Meget, man
har tænkt sig stort, og som bliver forunderligt lille, naar man ser det
selv. Ved Cannebiéren er Misforholdet imidlertid saa skrigende, at det er
til at le himmelhøjt over. Men det Besynderlige ved Tingen er, at man
alligevel slet ikke føler sig skuffet. Man driver frem og tilbage over
det brede Fortovs Asfalt og kiger ind ad Pragtbutikernes Vinduer med en
Fornemmelse af hyggeligt Velbefindende, som om man slet ikke var kommen
til Verden for Andet end for at drive her; og naar man er træt, sætter
man sig mellem Mylret udenfor de spejloverlæssede og med Lavrbærtræer og
Springvande oversaaede Kæmpekaféer og bliver siddende der timevis uden at
bestille Andet end at gjentage og gjentage til sin Nabo: "Her er rart,
hvad!" Siden kjører man en Tour gjennem Byen. Pludselig drejer man om et
Gadehjørne og ser saa for sig et Billede, der formelig giver Sæt gjennem
En, saa fuldt er det af Liv, saa imponerende, saa festligt. Man rejser
sig op i Vognen og spørger Kudsken, hvad det er. "Cannebiéren" lyder
Svaret. Han har Ret; det er jo virkelig vor egen Cannebiére igjen. Og
Marseillaneren har ogsaa Ret. Der er trods dens tyve Huse Noget over den
Gadestump, som selv en stor By har Lov til at være stolt af. Hvordan det
gaar til, er nemmere at føle end at forklare, men den smitter
ubetvingeligt med godt Humør. Man har en Fornemmelse i den, som man trak
Vejret lettere.

Den, der kjender Paris, kan tænke sig Grundtrækket i dens Fysiognomi:
Boulevard des Italiens har været Mønster. De samme kolossale
Udstillingsvinduer i et Stykke lige fra Gadefortovet op til første Sal
med Alverdens Luxusartikler i det mest fristende Arrangement indenfor,
den samme Overlæsning med Forgyldning og Spejle udenpaa Husene,
Trottoiret fyldt med Kaféstole, hvide, brune og sorte Mennesker i alle
Jordens Kostumer, Ekvipage paa Ekvipage rullende fløjlsblødt hen over
Gadeasfalten. Kun Alléetræerne paa Fortovskanten mangler, Men Gaden
bliver derved lysere og ligesom bredere; det Grønne har man nok af oppe
ved den ene Ende, hvor Udsigten fortsættes i lige Linie gjennem stejlt
stigende Alléer med mægtige Plataner, og som Tilgivt har man saa Noget,
man intetsteds har i Paris: Skoven af Mastetoppe langs Kajen nede ved
Gadens anden Ende. Der kommer fra de Skibe en velsignet Lugt af Tjære og
en Sværm af Matroser, som tager det Blaserede ved Luxusgaden bort og
bringer en sund, bred Naturlighed ind istedetfor. Pragten, hele det
storstilede Præg er der endnu, men Overforfinelsen ikke. Arabere
og Negere,

Lilleasiater og Kinesere kan passere forbi, saa galt de vil, uden at en
Sjæl lægger Mærke til dem, men en Pariserlaps i Cannebiéren vilde
Søfolkene udenfor Kaféerne ikke taale; han vilde være jaget væk med Grin
og Brandere, inden han havde gjort to Skridt.

[Illustration: En Kafé paa Cannebiferen]

Og saa Solen. Hvor den skinner! Det er, ligesom alle de brune Afrikanere
og alle de brogede Tæpper udenfor Husene rent har beruset den med
Velbefindende. Her er hyggeligt og hjemligt, har den tænkt; her maa jeg
indrette mig rigtig mageligt. Og saa klemmer den sig ind i Cannebiéren og
straaler og brænder Burnusmændene lige i Ansigtet, saa de drypper af
Sved. Jo, vi kan ogsaa skinne i det gamle Evropa, siger den, det skal I
saamænd faa at føle.

Men der er forresten det at bemærke ved det, at Marseille i Grunden ikke
er det gamle Evropa længer, eller i hvert Fald kun er det halvt. Man
staar allerede med den ene Fod i Orienten. Mylret af fezklædte, pjaltede
Lazzaroner og af brogetpyntede rige Østerlændinge, Frugtsælgerskerne med
deres Orange-, Dadel- og Figenkurve paa Hovedet, de jødiske Vexellerere i
deres aabne Boder paa Gadehjørnerne ved Siden af Skriveren, der sidder
midt i Solskinnet under sin Paraply og fabrikerer Kjærlighedsbreve til de
smukke, brungule Marseillepiger, den exempelløse Skidenhed i de gamle,
sorte Gyder, Alting fortæller tydeligt nok, at man er paa Springet til at
drage ind i den skjønne, dovne, brogede Verden, der hedder Østerland. Men
Ingenting fortæller det dog saa højt som just de store, mangefarvede
Tæppetage, ovenpaa hvilke Solen ligger og driver. De spænder sig ud fra
hvert eneste Hus i Cannebiéren, umiddelbart ovenfor Stueetagernes
Butiker, og de spænder sig ud, saa det kan forslaa. Vore Markiser, selv
de allerstørste, er Svøbelsesbørn imod dem; de naaer over hele Fortovets
Brede og lige ned til Fliserne, og deres tykke, uldne Tøjer pranger i
alle mulige skrigende røde, blaa og gule Farvestriber. De Tæpper er det
maaske, der allermest gjør Cannebiéren saa festlig og fornøjelig.

Forresten findes de igjen overalt i Byen; de og saa Støvlepudsernes og
Blomstersælgerskernes Stader samt de store Dampskibsplakater hører til de
mest ejendommelige Træk i Marseilles Gadefysiognomi. Ingen Marseillaner
faar sit Skotøj børstet i Huset, selv paa de fornemste Hoteller nedlader
det frie sydlandske Tyendefolk sig ikke til den Slags Beskjæftigelser.
Men til Gjengjæld træffer man for hvert andet Skridt, man gaar i Gaderne,
en elegant, magelig Lænestol, hvor man kan sætte sig hen i Mag og læse
sin Avis, mens en hel lille Stab af Lazzaroner for nogle Sous
"vernisserer", børster og pudser En fra Top til Taa. En Fjerdepart af
Byens mandlige Befolkning lever af at børste Støvler, en Fjerdepart af
dens unge Piger af at sidde i høje, blomsterfyldte Kiosker og binde
Bouketter og byde dem ud til det altid kjøbelystne, forfængelige
Marseillanerfolk. Ogsaa Mylren paa alle Torve og Pladser af disse
brogede, prangende Blomsterstader liver forunderligt op og pynter med
Farver og Fornøjelighed. Men det mest Uimodstaaelige for Mennesker fra de
afsides Smaakroge af Verden er dog Dampskibsplakaterne, hvis kæmpestore
Bogstaver springer Øjet imøde, hvor det seer hen. Den ene inviterer En
til Afrika for en halvhundrede Francs eller mindre, den anden frister med
Rejseruter over Suez til Indien og Kina, en tredie lokker til La
Platastaterne og Brasilien, en fjerde præsenterer den dampende Parketbaad
paa Vej til San Francisco og Yokohama. Og saaledes fremdeles i det
Uendelige. Det er, ligesom alle Grændser var slettede ud, som om man
havde faaet Vinger paa og med et Par Slag kunde komme, hvorhen man vilde.
Man flyver i Tankerne, man svælger i Solskinnet, i Farveorgierne og i
Kaféernes kølige Sorbetter, man fylder sine Næsebor med Tjærelugten og
sine Lunger med Brisen, der kommer dansende dernede fra det store, blaa
Hav for Enden af Gaden--jeg kjender ikke noget Sted i Verden, hvor man
føler sig fjernere fra alle smaa Hverdagssorger, lettere, friere og
gladere tilsinds end paa en Kaféstol i Marseilles Cannebiére.

Og saa er der det Udmærkede ved Tingen, at næsten hele Byen har Noget
over sig af det Samme. Naturligvis ikke den ældste, uhyre svinske Del;
men den er allerede kun lille og bliver mindre Aar for Aar. Derimod voxer
de nye Kvarterer stadig baade i Størrelse og Rigdom. Marseille har ikke
flere Indbyggere end Kjøbenhavu, og dog skulde man tro den en halv Snes
Gange saa stor. Den ene Pragtgade klods op ad den anden paa alle Kanter,
og hver af disse Gader fyldt af Verdensstadens Liv. En Færdsel, et Kjøb,
et Salg som i selve Paris. Og en Luxus i Toilette, i Boutiker, i
Ekvipager, der heller ikke paa nogen Maade er mindre. Der er nok af
Millionerne i Marseille, og der er nok af Folk, som forstaar at bruge
dem. Som de fleste Middelhavsbyer klattrer den fra Kysten stærkt stigende
op ad Højdeskrænter. Det Parti af disse Gader, der ligger nærmest
Centrum, er Handelskvarteret; men naar de begynder at stige, begynder
samtidig Platanalléerne paa begge Sider af dem, Boutikerne forsvinder, og
bag forgyldte Gitterlaager ser man det ene Palads rigere, den ene Have
yppigere end den anden. Saadan paa alle Sider, men dog mest overdaadigt
luxiøst i de Avenuer, der ender med "Pradoen", en lang Allée med stille
Skovskjønhed, der taber sig ned mod Middelhavet. Paa Siderne af den ser
man ind ikke i Villahaver, men i Slotsparker, anlagte efter Fantasier fra
"Tusind og en Nat" med Orangelunde, fulde af gyldne Frugter, med
kirketaarnshøje Palmer og alle Tropernes Pragtblomster, med Fontæner til
Hundredetusinder og monumentale Bygninger af lutter Marmor. Orientens
Vegetation og Orientens Rigdom, fattet ind i en Ramme, der er den
skjønneste, jeg kjender: det vidunderlige blaa Middelhav. Det Hav er
Marseilles Guldmine. Men det er mer endnu. Det er et Favntag, hvorfra
Byen Morgen efter Morgen vaagner straaleride af Sundhed og Glæde, mættet
med Livslyst, som den kun findes i det dejlige, solgyldne Syden.

[Illustration: En marseiilansk Blomsterkiosk.]

Europas Paradis.

Aartusinder er gaaede, siden Paradisets Port lukkede sig for den syndige
Menneskeslægt. Alverden har efter den Tid søgt og søgt den tabte Edens
Have, og det kan ikke egentlig paastaas, at man har været i Forlegenhed
for at finde den. Poeterne har opdaget den i Nord- og Syd, i Øst og Vest,
saa omtrent paa hver Plet af den hele Klode. Før Jernbanerne kom, kunde
det nu være en grumme herlig Ting med alle de mange Paradiser. Det var
navnlig saa overmaade nemt og bekvemt. Enhver kunde sidde lykkelig i den
Krog, hvor Vorherre havde sat ham, og dø salig i den Tro, at skjøn som
den var ingen anden i den ganske Verden. Efterat Jorden imidlertid er
svunden ind til ikke at være synderlig Andet end en pæn Park, hvis store
Promenadegange idetmindste hver Person af Opdragelse maa have bevandret,
gaar det ikke an længer uden videre at tro Poeterne paa deres Vers. _Il
faut s'entendre_. Naar man under en Sommerferie paa fjorten Dage
efterhaanden har besøgt diverse Snese Paradiser, kommer der uundgaaeligt
et Øjeblik, da man tillader sig at bede om en Forklaring. Er der
hundrede, saa er der ikke et, og er der et, saa er der ikke hundrede.
Hvilket af hele denne Hob er det ægte, Skaberens Mesterstykke, Klodens
Juvel, det enestaaende, uforlignelige Paradis paa Jorden?

Spørgsmaalet kunde være kildent nok, hvis Sagen ikke stillede sig saa
heldigt, at det allerede var besvaret. Som Gudinderne i Idas Lund, har
Alverdens digterbesungne Paradiser fremstillet sig til Skjønhedsprøve for
en uhildet Dommer; de har vist deres Yndigheder, og han har rakt Æblet
til den Værdigste. Dommen er inappellabel, thi den er fældet med ufejlbar
Kompetence. Det er de Jordens Lykkelige, hvem intet Baand binder til en
enkelt Plet, der kan flagre frit som Sommerfuglen fra Blomst til Blomst
og dale ned og sætte sig til Hvile paa den, hvis Honning er sødest, det
er dem, der har overtaget den dømmende Hyrdes Rolle. Land og Byer, Bjerge
og Dale, Skove og Søer er dragne forbi deres Blik og har bejlet til
Prisen; hvert stort og hvert lille Eden har salvet sig saa duftende og
pyntet sig saa straalende, de kunde, til den store Kappestrid!, og
Kjendelsen er bleven afsagt, Æblet er blevet rakt. Poeterne har fremtidig
at sætte Sordiner paa deres Lyre. Deres lokale Paradiser er kun Paradiser
med imiteret Etikette, mod hvilke de Behovhavende vares. Heldigvis er
Kontrollen let; det ægte bærer fra Skaberens Haand et Mærke, som selv den
mest vingede Digterlyrik ikke kan gjøre efter.

Det er en Plet af Jorden, hvor der er evig Sol og Sommer. Naar Folk andre
Vegne kryber sammen i osende Kakkelovnskroge, traver omkring i Snesjap og
faaer Snue og Bronchitis af den klamme Kulde og Spleen og Migræne af den
graatunge Vinterhimmel, der hænger lavt over deres Hoveder, saa dækker
man paa denne velsignede Plet sit Frokostbord under aabne Verandaers Hang
af blomstrende Roser, man ligger i Hængekøjer under Palmetræer og tager
Solbad, man gaar omkring i lette Klæder og lyse Farver og aander en Luft,
af hvilken hvert Drag fylder Lungerne med Sundhed og Sindet med Ungdom og
godt Humør. Saa langt Aaret er, staar Alting i Flor.

Lunden er altid grøn, Engen pynter sig ved Juletid til Fest med friske
Violer, der gror modne Jordbær ved Grøftekanten i April, og store,
favnehøje Nerier staar som Alléetræer og drysser deres Purpurblomster ned
over Vejene. Naar en sjelden Gang Brisen, der puster ind fra det blaa
Hav, bliver saa kaad, at den ryster en overmoden Appelsin til Jorden, saa
kalder man det strax for Blæst og Storm, og dukker der paa den blanke
Himmel en hvid Sky op, bag hvilken Solen kunde falde paa at forsvinde i
fem Minutter, saa er det et Fænomen, over hvis Forfærdelighed hele
Paradiset korser sig Maaneder i Træk. Klare, gyldne glide Dagene hen, saa
stille, at man mærker det knap. Naturen ligger hvilende og nyder sin
Pragt, sine glødende Farver, sin vellystsvangre Duft. Og Menneskene
aander al denne Skjønhed ind og nyder som Naturen. Hver Bolig er et
Velværets Tempel. Kunstens og Rigdommens Luxus har pyntet disse Villaer
og Haver saaledes med deres Skatte, at man næppe længer veed, hvad der er
vidunderligst, Vorherres eller Menneskenes Værk. Det er ikke Adams og
Evas Paradis længer, det er det moderne Europas. Og det moderne Europa er
adskilligt mere fordringsfuldt aabenbart, end vore første Forældre
har været.

Som Følge af denne Fordringsfuldhed trængte selv Lyksalighedslandet her
til en Oppudsning, for at dets Glorie ret kunde gjøre sig gjældende.
Først for en halvhundrede Aar siden har det faaet den; det laa indtil da
hen, begravet som et Klenodie, Ingen kjendte. En Albions Søn kom og fandt
det. Lord Brougham hed han. Kejsere og Konger er fulgte efter ham;
Magtens, Guldets og Talentets Store er komne og har fattet Juvelen ind,
Syge og Tungsindige fra Alverdens Egne er komne i lange Pilgrimsskarer og
har hentet Lægedom for Legeme og Sjæl i dens varme, underfulde Straalers
Glands. Men den Menneskehedens Velgjører, som fandt den, har Samtiden
halvvejs glemt, Samtiden er altid utaknemmelig. Den har rejst ham en
simpel Stenstøtte paa Paradisets skjønneste Plads, og den troer at have
gjort nok; En retfærdigere Efterslægt vil sætte hans Navn ved Siden af
Kolumbus'. Thi Kolumbus opdagede kun Amerika, men Lord Brougham fandt den
tabte Edens Have igjen, han opdagede Rivieraen.

Rivieraen er en Strimmel Land langs Middelhavet, nogle Skrænter af Bjerge
og nogle Pynter, der springer ud i det blaa Vand, saa smal en Strimmel,
at den hist og her næsten rent forsvinder og bliver til Ingenting, en
Villagade, slet ikke Andet. Den begynder forsaavidt lige ved Marseille
allerede og naaer helt til Genua, men det er kun paa en Strækning af en
halv Snes Kilometre, at den er moderne Paradishave i fuld Herlighed.
Hinsides Cannes paa den ene Side og hinsides Frankrigs Grændse paa den
anden ligger den endnu og blunder saa smaat i Naturnegligé, omkring Nice
derimod præsenterer den alle sine Yndigheder i raffineret Festtoilette.
Og her er det da, naar det andre Steder begynder at blive koldt og
vintertrist, at Livets Søndagsbørn, de Lykkelige, som kun er fødte for at
nyde, flyver ned til idel Lys og Sol. Saasnart de første Sneflokke er
faldne, begynder Elitetêten af "Tout Paris" og af "Toute l'Europe" sin
Flugt. Jernbanetogene, spænder deres polstrede Salonvogne for, og der
brydes op fra den regngraa Seinestad. Ned over Bourgognes Vinmarker, ned
gjennem Provences Olivenlunde gaar det i rivende Fart mod Syd. En Nat
kun, saa er det blaa Hav naaet, og det er i en ganske anden Verden, man
vaagner op. Toget gaar ikke hurtigere nu end en Sporvogn, men man ønsker
bare, det gik ti Gange saa langsomt. Hvert Kig ud gjennem Waggonvinduet
er en Aabenbaring. Man gnider først Øjnene og troer ikke, at det er
Virkelighed, det, man seer. Saadan, klædt i de Farver, den Klarhed, det
Skjær af Krystal, har nok enkelte Pletter af Jorden seet ud engang før.
Haven, hvor man legede som Barn, har gjort det, Skov og Mark, hvor man
sværmede om med hvid Studenterhue og lavede Vers og var forelsket, har
gjort det ogsaa, men siden er det Syn kun dukket op igjen i Drømme
undertiden, aldrig naar man var vaagen. Og nu ligger den samme
forklarende Glands over Alt, over Alt. Det kribler i Kroppen, man føler
en Lyst til at springe ud, til at raabe, at Toget skal standse og sætte
En af. Men man faaer ikke Tid til det engang, saadan vexler Landskaberne.
De følger efter hinanden som et Jag af Laternamagica-Billeder. I et
pludseligt Glimt springer Udsigten frem: en blaa Bugt, rammet ind af
rødbrune Skjærgaardsklipper med hvide Huse, med Pinier og Palmer og
Agaver i hver Kløft; et Øjeblik staar det der i Solens Forgyldning, man
lukker Øjnene op saa vidt, man kan, og stirrer og klapper i Hænderne som
paa Theatret, naar Tæppet gaar op for en Feeridekoration, men før
Indtrykket endnu har samlet sig, er Glimtet forbi, Lokomotivet piber, man
farer ind i en Tunnel, Alting bliver nogle Minutter sort Nat, Saa et nyt
Glimt, et nyt Billede, endnu mere feagtigt, endnu mere straalende og
fuldt af Farver end det foregaaende. Hele Rivierafarten er saadan. En
halv Dag staar man ved Vinduet og rækker Hals og seer og venter og seer
igjen. Man kan ikke blive træt af disse blaa Bugter, som man undertiden
kommer saa nær, at man næsten kjører ude i dem, undertiden seer dybt nede
under sig, fra Forbjergets romantisk brudte Skrænt, fyldte med Øer hist
og her, og bindende dem sammen da dybtfarvede, blanke som et Spejl af
Akvamarin, strækkende sig paa andre Steder aabent ud i lyse Flader,
krusede fint som Strimmelen om en ung Pigehals, gyngende med Solblink,
krydsede af Sejlere. Og man kan ikke se sig mæt heller paa disse blanke
Blade af Laurbær og Oranger, disse Kæmpekaktus'er i Klipperevnerne, denne
Flora i Eventyrfarver, denne Bugnen med Frugter, der faaer En til at
bryde ud i Latter og Jublen, stiger En til Hovedet som hed Vin, saa
overdaadig yppig er den. Ør bliver man, mere og mere ør for hvert nyt Kig
ud gjennem Waggonvinduet, Rejsefornemmelsen gaar af En, man glemmer, man
er paa en Jernbane, man føler sig, som man var til Fest.

[Illustration: Et Kig ud af Waggonvinduet.]

[Illustration: Pare de Monceaux]

Og er man det da ikke ogsaa? Stationerne kommer, de rigtige Stationer,
hvor man staar af: Cannes, Antibes, Nice, Monaco, Monte-Carlo, Mentone.
Perronerne er fulde af Damer i Silke og Kniplinger, stive, stramme
Lakajer med røde og blaa Knæbenklæder staar i lange Geledder, Ekvipager
holder ned over Vejene i Rækker, som ingen Ende faaer. Hver Hest har sit
Hovedtøj pyntet med Blomster, selv Fyrbøderen, der kommer og pudser
Waggonens Dørgreb, har stukket en Rose i sin Blouse. Fornøjede Ansigter,
Søndagsrenhed, Elegance og Luxus allevegne; og over det Altsammen
Solskinnets Glands, dette Solskin, som man føler man kan stole paa og
give sig hen i med Tryghed, som kommer, naar Morgenen gryer, og
forsvinder først, naar Natten bryder frem, uden Luner og Nykker,
straalende, leende saa lang Dagen er. Jo, man er til Fest. Man er det
hvert Minut, man befinder sig paa Rivieraen. Den begynder i det samme
Øjeblik man sætter Foden paa denne velsignede Strimmel Jord, og den hører
først op igjen, naar man har forladt det sidste Glimt af dens Sol.

Man kan saa komme, naar man vil, Det er Mode at komme ved Midvintertid, i
et Par Maaneder har da den fine Verden sin Sæson her. Naturligvis er her
paa den Tid prægtigst. Hvert Rum i de Tusinder af Hoteller er fyldt, det
er Pariserliv og Parisertummel om igjen. Men Paradiset er og bliver
Paradiset, selv om det hele _vie mondaine_ er forsvundet. Spektaklet kan
det tage med sig, men Solen ikke. Naturens Pragt er yppigere endnu i Vaar
og Sommer, Haverne fuldere af Blomster, Villaslottene ikke mindre
pyntelige, fordi de staar med lukkede Skodder. Ogsaa den store Stilhed i
dette fortryllede Land har sin Charme. Og saa er der jo desuden et andet
Moment, som spiller en Rolle. Saalænge Sæsonens Publikum huserer her, maa
man være lidt i Slægt med Millionens Verdener for ikke at føle sig fattig
mellem det. I de ni Maaneder af Aaret derimod, da det er borte, føjer
Paradiset til sine øvrige Herligheder ogsaa den at være det billigste
Sted at leve paa i hele Europa. Der skyder sig omtrent midtvejs mellem
Nice og Cannes en lille Halvø ud, som hedder Cap d'Antibes, Cap
incomparable har en provençalsk Digter døbt den. Vi var et Par Danske
engang, for hvem han havde prist den i saadanne Udtryk, at vi følte det
som en Forpligtelse mod os selv strax at tage derned, skjøndt det var
lige Midsommer og gyselig hedt allerede i Avignon--den gamle Paveby, nu
Felibrernes Hovedstad--, hvor vi havde truffet ham. Vi fandt det landlige
Hotel, som han havde givet os Anvisning paa, fuldstændig tomt og Folkene
aldeles konsternerede over at faa Gjæster paa denne Tid af Aaret. Hele
Huset fra øverst til nederst--og det var et veritabelt civiliseret Hotel
med alt Tilbehør--blev stillet til vor Disposition for sex Francs om
Dagen, deri indbefattet fuld Fortæring, Frokost med fem, sex og Middag
med en halv Snes Retter samt saamange Litrer Vin, vor tørstige Gane
begjærede. Og vi drak grumme tidt i de tre Uger, vi blev der, den ædle
Sangers Skaal, hvem vi skyldte Bekjendtskabet med dette Cap incomparable.

"Bellevue" hed Hotellet, og til en Forandring passede Navnet engang. Fra
det flade Altantag saae man paa den ene Side over Golfe Jouan, den
skjønnesté af alle Rivieraens Bugter, lige til Cannes, paa den anden
havde man for sig Højderne langs "la Corniche", Vidundervejen mellem Nice
og Monaco, og i denne Ramme laa den lille Halvø nedenfor En med sine
Pinielunde og Orangehaver, sine bølgende Vinskrænter, sine solbrændte
Villaer og sin tropiske Flora. Den er her, hvor der aldrig er faldet et
Fnug Sne, saa rig, at der paa denne halve Kvadratmil Land tælles
ligesaamange Plantearter som i hele Skotland og Sverig. Alt, hvad der kan
gro ved det gode Haabs Forbjerg, kan gro her ogsaa. Og hvor det groer!
Blandet, broget, overgivent vildt mellem hinanden. Der var en Krog, som
var vort Yndlingssted. Vi laa i Selskab med Sommerfugle og Guldsmede og
alskens flagrende og summende Insekter paa Græstæppet under et gammelt
Oliventræ. Paa den ene Side klattrede et Krat af Roser og Gyvel og Kaktus
op over en lille Stenskrænt og gik paa Toppen af den i Kompagni med
Fyrre- og Figentræer for at lave Skov, paa den anden vuggede sig en
gylden Hvedemark. Foran os skraanede Terrænet nedefter med smaa
firkantede Havelodder, snart Vin, snart store Artiskok- og
brogetblomstrede Bønnebuske, saa en Kile ind, der var brandrød af
Tomaternes Frugter, saa et Stykke, hvor de lyse Mandeltræskroner skjød
sig op og lod sig vifte af Sommerpust og legede med Solblinkene, der
flimrede ind mellem det lette Løv. Og helt nede endelig det blaa Hav, men
blaat, saa det ikke er til at begribe, gjennemskinnet af Sol, dybblaat,
varmt, klart som blaa Pigeøjne, hvori Ungdom og Kjærlighed lyser. Det var
guddommeligt. Og rundt om paa Halvøen var der Hundreder af saadanne
Kroge. Solen blev lidt ustyrlig hed midt paa Dagen, det er vist nok, men
Luften var saa velsignet ren og Himlen saa høj og Alting saa eventyrlig
skjønt, at man lod sig brænde og lo af det kun og aldrig noget Øjeblik
ønskede sig det anderledes, end det var. Hvad Moden dog er for en
underlig Ting! Fra April til November ligger denne Halvø øde. Ikke en
Villa er beboet. En Mængde af dem maatte man kunne faa at leje for saa
godt som Ingenting; men Ingen falder paa det. Det er ikke Fashion. Ikke
Fashion at leve i Paradiset, naar det staar aabent, for hvem der gider
komme,--man maa være Menneske for at kunne finde paa saadan Taabelighed.

Langs hele Rivieraen er der kun eet Punkt, hvor det Aaret rundt, Sommer
og Vinter uden Forskjel, mylrer med Mennesker. Det er i det berømmelige
Fyrstendømme Monaco, det mindste, men det skjønneste og lykkeligste
samtidig af alle Riger paa Jorden. Det maales ikke i Kvadratmil som andre
Lande, det er ikke saa stort engang som en pæn lille Herregaard, dets
hele Længde naaer ikke til en halv Mil, og der er Steder, hvor det knap
er et Par hundrede Alen bredt. Fyrstendømmets constante Befolkning tæller
femten hundrede Sjæle, og dets Souveræn raader over en Armée paa Alt i
Alt nogle og tyve Mand, Officerskorpset deri medindbefattet. Men dette
Diminutivrige foregaar ikke destomindre Verden med et stort Exempel; det
er Fremtidens Modelstat i en Perfektion, som selv de mest excentriske
Idealister knap har vovet at drømme. Indenfor dets Grændser er
Fattigdommen afskaffet, Skatterne er afskaffede; Alt, hvad der har
mindste Slægtskab med Mangel og Trang, er banlyst fra det monakiske
Territorium. Man seer kun Luxus, man aander kun Velvære. Hvad
Menneskehjerner nogensinde har udpønsket for at gjøre Tilværelsen
komfortabel, findes her i sin højeste Fuldkommenhed. Og Altsammen staar
det gratis til Disposition. Staten betaler. Den er et Forsyn, der kun har
een Tanke: at Monagenserne skal nyde Livet, og som ikke smaaligt tager
Hensyn til, hvad Realisationen af denne dens Livsopgave koster. Den har
en Allieret, som sætter den i Stand til at tillade sig alle
Extravagancer, den har salig Blancs Generositet at disponere over, og det
er meer endnu end Monte-Christos Skat.

Salig Blanc var en snild Fyr. Han forstod, at for at et menneskeligt
Paradis skal være komplet, maa det have sin Slange. Uden den kan det være
nok saa dejligt, dets Skjønhed mangler det lokkende, pikante Element, og
det bliver trivielt til Slutning. Lord Brougham havde opdaget Rivieraen,
Blanc satte Slangen i den. Men en Slange efter Nutidsbehov og i
Nutidskostume naturligvis. Adam og Eva kunde lade sig friste af et Æble,
siden er Menneskene blevne mere blaserede. Kundskabsfrugten for det
moderne Europa er den runde Million, og Slangen i Rivieraparadiset er en
Spillebank.

Som et Eventyrpalads rejser Roulettemplet sig paa Monte-Carlohøjen,
bygget af Marmor og Porphyr, med brogede Majolika'er, Forgyldning og
Skulpturer, med Taarne, Minareter og Balkoner. Højen, hvis Top det
kroner, er Rivieraens vidunderligste Plet, Haven nedover Terrasserne med
deres hvide Balustrader, deres Palmegrupper og Blomsterorgier saa yppig,
Middelhavsbugten ved disse Terrassers Fod saa pragtfuld, saa koket i sin
blaa, skjærgaardsbræmmede Kappe som ingen anden. Man har ikke været paa
Rivieraen, naar man ikke har været i Monte-Carlo, det er som Apotheosen
efter alle Feeritableauerne.

Man holder da sit Indtog ved dette Paradisets Hof. Man gjør sin Person
saa pyntelig, som den er i Stand til at blive, man sætter sig i Stemning
ved "Hotel de Paris"'s Bord, det mest luxuøse, Verden har, og man gaar ud
for at se og nyde. Men sandt at sige, denne første Promenade bliver
sjelden lang. Øjet fanger den hele Herlighed op, uden at Synsnerven vil
forplante den til Hjernen, Beundringen klinger koldt, man svarer distrait
paa, hvad Vennen ved Siden af En siger. Slangen har begyndt at hvisle, og
man hører kun den. Man er nervøs, man giver Varmen Skyld, sætter sig paa
Kaféen og tømmer sin glacerede Drik i eet Drag. Ligeoverfor er Templets
Indgang. Vognene kommer rullende; silkebestrømpede Dameben hopper ud og
farter op ad Marmortrappens bløde Tæppe. Habituéerne kommer; altid
enkeltvis, som hensunkne i Tanker, svingende Spadserestokken, gjørende
fortvivlede Forsøg paa at synes nonchalente, men i Smug tællende
Beton'ens Fliser, gaaende udenom hvert Halmstraa, der ligger i Vejen,
klemmende sig op ad Trappens Rækværk for at undgaa Tæppet i Midten, der
bragte _deveine_ igaar. Hvislingen lyder højere og højere. Om man fulgte
efter? Man skal jo dog derover engang. Ligesaa gjerne først som sidst.
Der er fuldt i den mauriske Sal. Fem, sex Rækker omkring hvert af de
grønne Borde. Men Alting gaar stille, douce og dæmpet. Kuglens Rullen er
den højeste Lyd, Kroupieren raaber sit Tal, sit _rouge imair et manque_
med en Stemme som om han talte Bug. I det samme Øjeblik Rouletten
standser, har han Riven ude og rutscher i to-tre Tag de tabte Summer til
sig; med Taskenspiller-Behændighed lader han mellem to Fingerspidser
Louisd'orerne flyve ud og regne ned paa de vindende. Pladser. _"Faites
votre jeu_,". lyder det igjen. Mens han stabler Guldet i Ruller i sin
Metaltraadskurv, sætter Spillerne ind. Hver Kategori af dem har sit Spil,
sit System. Nervøst regner man efter paa Notitsbladet. _La vielle garde_
markerer Karro'er, dens unge, kaade Arvtagerinder lader Guldstykkerne
trille hen over Tæppet og standse, hvor de vil, den gamle Rastaqouair
sidder støt og doublerer sin Farve. I to Minutter er Alt færdigt. _Rien
ne va plus!_ Kuglen sprætter atter rundt i den aandeløse, spændte
Stilhed, de Bageste strækker Hals: _trente, rouge, pair et passe_.

[Illustration: Omkring det grønne Bord.]

Rødt er kommen fem Gange. Sort! sort! hvisler Slangen ... sort! sort! er
det, som det lød igjen i Ekko fra alle Ender af Salen. Febrilsk griber
man ned i Vestelommen og trænger sig frem mellem Rækkerne. Man staar ved
Bordet, man sætter ud. Beskedent først et Femfrancsstykke. Man vinder.
Man vinder igjen, man bliver ved at vinde. Og jo tungere Vestelommen
bliver, desto større bliver Modet. Man prøver "Hestene", saa en Karré,
saa et enkelt Tal. Man er allerede forlængst ved Guldet; Sex og tredive
Louisd'orer river man ind istedetfor den ene, man satte ud. En ung, bleg
Herre, med rystende Hænder og store; rødtunderløbne Øjne rejser sig. Man
tager hans Plads. Nervøsiteten er borte, man forcerer sit Spil, man
doublerer mod Suiterne, man garderer Zero ved de store Indsatser, man
skovler ind og skovler ind. En halv Time efter, naar man gaar bort, har
man alle Lommerne fulde af Guld.

Nu først, i den friske Skumringskjølighed, gaar det rigtigt op for En,
paa hvilken henrivende Plet af Jorden det er man befinder sig. Hver blød
Bugtning i Bjergenes Linier, hver Tone i Farvespillet mellem Himmel og
Hav, hvor Solen gaar ned, hver hemmelighedsfuld, rolig Slagskygge over
Haveterrasserne, Alt har man Øje for nu, og Alt sætter En i Begejstring.
_Un bon diner_ følger efter, det forstaar sig af sig selv. Truiten vandes
med ægte Yquem og den trufferede Poulet med Chambertin fra Femogtreds. Et
Par Guldmønter meer eller mindre, hvad gjør det! Man finder jo hvert
Øjeblik en halv Snes Stykker af dem hist og her i en Lomme, som man ikke
havde tænkt paa. Og mens man sidder der i den spejloverlæssede Sal, i
Krydsild af Smil fra guldblonde Skjønne, ombølget af bedøvende Duft fra
Roserne, som slynger sig ind gjennem det aabne Vindue, og fra Bouquet af
Ylan og Verveine og Violette de Parme, mens man sidder der med Alverdens
dejligste Frugter paa sit Bord, med Alverdens Rigdom omkring sig, hvilke
underlige, nye, sødt pirrende Fantasier begynder da ikke at tumle rundt i
Ens Hoved! _Forcez donc votre jeu; vous avez de la chance, vous; vous
sauterez la banque_, sagde Andalusierinden med de sorte Diamantøjne, som
man sad ved Siden af ved Rouletten. Sprænge Banken! Man leer af det
først, men man diskuterer det siden. Umuligt er det da endelig ikke,
siger Vennen, man er her med, Naar vi havde spillet højere, naar vi var
bleven ved... ved Kaffen drøfter man med den alvorligste Mine af Verden,
hvilke Midler der findes til at sende større Pengebeløb bort fra Monaco,
og hvilke Forholdsregler, der vil være at iagttage, hvis man en
Aftenstund skulde komme til at sove i Værelse sammen med en Million eller
saadan Noget.

Naturligvis anseer man det for sin Pligt at gjøre _un petit coup_ om
Aftenen ogsaa. Man har samme Held som om Formiddagen. Alting, hvad man
holder paa, kommer ud, Farver og Heste og Karré'er og Numere uden
Forskjel, man behøver ikke engang at dublere. Klokken Ti er man træt og
har nok. Man drikker en Flaske Moët frappé paa Kaféen, driver et Par
Gange frem og tilbage paa den maanebeskinnede Terrasse, hvor Musiken
spiller, vinker saa ad en Vogn og kjører sin Promenade i den vidunderlige
Natteluft, i flyvende Galop ned over _la Condamine_ og op ad
Monacobjergets snoede Veje, bestandig med Udsigt gjennem halvtlukkende
Busketter til Vandet langt dernede, hvor Maanereflexet gynger sin
lysgyldne Bro. Det er ikke nogen Kjøretour, det er en Drøm, der fylder
hver Fibre med Vellyst. Man sover meget længe den næste Dag. Man har
Ingenting at haste efter, der lukkes jo ikke engang op "derovre" før
Elleve. Man har desuden en svag Fornemmelse af, at det dog maaske vilde
se lidt forhippet ud at komme før Frokost. Om man kjørte over Bjergene
til Nice, en ren Eventyrfart, siger Alle, der har gjort den. Portieren
raadføres. Umuligt, man vilde komme altfor sent tilbage. "Systemet" skal
prøves idag. Man tager Carnet'en frem og undersøger den igjen; alle
Tallene fra den foregaaende Aften staar der. Der er ikke een Suite, som
vælter Beregningerne. Klokken Et er man paa Pletten. Rækkerne omkring
Bordet er kun tynde endnu, man faaer sin Stol. Det gaar som paa en Snor.
Chancerne kommer maaske lidt sjeldnere, end man kunde ønske, men ikke een
af dem svigter. Systemet holder; man tænkte det jo nok, men det er altid
rart at have Valuta i Lommen, som beviser det.

Man gaar tilbage til Hotellet for at lægge Gevinsten af. Det er dog
bedst, man tager til Nice den næste Dag; det begynder at blive lidt
ængsteligt at bære alt det meget Guld i sin Kuffert. Desuden er der
forskjellige Ting, man skal kjøbe; Ens Garderobe trænger til at indrettes
paa det varme Klima. En Undersøgelse af Monacos Boutiker forøger den
foreløbig med det Nødvendigste: en Solskærm og et Par blaa Briller; man
tager sig et Bad og kjører saa op igjen. Men Eftermiddagsvisitten er
uheldig. Man har spillet paa Inspiration ved Siden af Systemet, og
Inspirationen har slugt, hvad man havde hos sig. Der maa hentes
Forstærkning. Og saa--man leer af det selv, det er jo dumt og overtroisk,
men _enfin_: det var den blaa Rejsedragt, der bragte Held igaar. Man kan
jo ligesaa gjerne tage den paa som en anden.

Om man stoppede og rejste og lod sig nøje med, hvad man endnu havde i
Behold? Nej, det vilde være at staa sin egen Lykke i Vejen. Man maa kunne
tjene en Formue, det gjælder kun om at være sikker paa sig selv og holde
sig udelukkende og urokkeligt til Systemet. Med den faste Beslutning at
gjøre det, gaar man over. Fem Minutter efter forlanger man sin Nøgle hos
Portieren igjen. Hvor kunde man ogsaa være saa uforsigtig ikke at tage
hele sin Beholdning med? Havde man kunnet doublere een Gang til, var man
ikke bleven sprængt. Sort kom den trettende Gang, og man faldt paa
den tolvte.

Man falder om Aftenen paa den sextende. Og man har været "forsigtig" nu,
man har den sidste Rulle Guldstykker ude. _Huit, rouge, patr et manque_,
Kroupieren river hele Stabelen ind. Man seer dem glide hen i hans Kasse,
og man hører hans _Faites votre jeu, Messieurs_. Men med et Smil, et Smil
maaske, der ikke er ganske fri for at være en lille Smule fortrukkent,
rejser man sig. _Vous partez_? spørger den Guldblonde, der staar bagved.
_Oui, Mademoiselle_.--_Vous permettez que je prenne votre place_?--_Avec
plaisir_. Og hun sætter sig og kaster en Haandfuld Louis'er paa Farven,
der ikke kom. Kuglen sprætter og standser. _Noir, pair et passe_.
Naturligvis.
Man drikker den Aften ingen Moét, og man kjører ikke over _la Condamine_.
Man driver et Par Gange op og ned ad Terrassen som Dagen forud, men
Musiken gjør trist, og Maanen skinner irriterende, og man gaar tidligt
tilsengs. Man gjør det hverken i det lyseste Humør eller med de venligste
Følelser mod Tilværelsen. Men den næste Morgen, naar man vaagner, er det
Altsammen gaaet af En som en Sygdom, der er ovre. Man aabner Vinduet paa
vid Gab. Hvilken Friskhed, hvilken Sol, hvilken Skjønhed! Og hvor det
ligger roligt og hvilende der Altsammen og smiler En imøde, som det vilde
sige: Nu forstaar vi hinanden, nu hører Du mig til. Man nynner et Vers og
klæder sig paa og gaar ud. Ingen Mennesker er oppe endnu. Kun de store,
brogede Sommerfugle er det, og Fuglene, der synger, og Blomsterne, der
dufter. Man gaar og gaar og bliver ved at gaa. Først nu straaler
Paradiset i sin fulde Glans; Kundskabsfrugten er nydt, Øjet er blevet
aabnet for dets Dejlighed. Ak, var der blot ingen Engel med flammende
Glavind, ingen Regning, der ventede paa En, naar man kom hjem i "Hotel de
Paris"! Dog ligemeget--man har været i Rivieraens Paradis, og bringer man
end ingen Millioner med derfra, kun sin stakkels gule Sommerparapluie og
sine blaa Briller, en Skat af Sol og Lys har det dog straalet ind i Ens
Sjæl, som den triste, kolde Verden skal bruge lang Tid for at forøde.










End of Project Gutenberg's Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufman



*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG ***


    

Updated editions will replace the previous one—the old editions will
be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright
law means that no one owns a United States copyright in these works,
so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United
States without permission and without paying copyright
royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part
of this license, apply to copying and distributing Project
Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™
concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark,
and may not be used if you charge for an eBook, except by following
the terms of the trademark license, including paying royalties for use
of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for
copies of this eBook, complying with the trademark license is very
easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation
of derivative works, reports, performances and research. Project
Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may
do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected
by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark
license, especially commercial redistribution.


START: FULL LICENSE

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase “Project
Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full
Project Gutenberg™ License available with this file or online at
www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™
electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or
destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your
possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a
Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound
by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person
or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this
agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™
electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the
Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection
of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual
works in the collection are in the public domain in the United
States. If an individual work is unprotected by copyright law in the
United States and you are located in the United States, we do not
claim a right to prevent you from copying, distributing, performing,
displaying or creating derivative works based on the work as long as
all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope
that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting
free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™
works in compliance with the terms of this agreement for keeping the
Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily
comply with the terms of this agreement by keeping this work in the
same format with its attached full Project Gutenberg™ License when
you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are
in a constant state of change. If you are outside the United States,
check the laws of your country in addition to the terms of this
agreement before downloading, copying, displaying, performing,
distributing or creating derivative works based on this work or any
other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no
representations concerning the copyright status of any work in any
country other than the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other
immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear
prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work
on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the
phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed,
performed, viewed, copied or distributed:

    This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most
    other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
    whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
    of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
    at www.gutenberg.org. If you
    are not located in the United States, you will have to check the laws
    of the country where you are located before using this eBook.
  
1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is
derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not
contain a notice indicating that it is posted with permission of the
copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in
the United States without paying any fees or charges. If you are
redistributing or providing access to a work with the phrase “Project
Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply
either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or
obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™
trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any
additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms
will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works
posted with the permission of the copyright holder found at the
beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg™.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg™ License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including
any word processing or hypertext form. However, if you provide access
to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format
other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official
version posted on the official Project Gutenberg™ website
(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense
to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means
of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain
Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the
full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works
provided that:

    • You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
        the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method
        you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed
        to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has
        agreed to donate royalties under this paragraph to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid
        within 60 days following each date on which you prepare (or are
        legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty
        payments should be clearly marked as such and sent to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in
        Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg
        Literary Archive Foundation.”
    
    • You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
        you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
        does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™
        License. You must require such a user to return or destroy all
        copies of the works possessed in a physical medium and discontinue
        all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™
        works.
    
    • You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of
        any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
        electronic work is discovered and reported to you within 90 days of
        receipt of the work.
    
    • You comply with all other terms of this agreement for free
        distribution of Project Gutenberg™ works.
    

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project
Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than
are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing
from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of
the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set
forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
works not protected by U.S. copyright law in creating the Project
Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™
electronic works, and the medium on which they may be stored, may
contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate
or corrupt data, transcription errors, a copyright or other
intellectual property infringement, a defective or damaged disk or
other medium, a computer virus, or computer codes that damage or
cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right
of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium
with your written explanation. The person or entity that provided you
with the defective work may elect to provide a replacement copy in
lieu of a refund. If you received the work electronically, the person
or entity providing it to you may choose to give you a second
opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If
the second copy is also defective, you may demand a refund in writing
without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO
OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT
LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of
damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement
violates the law of the state applicable to this agreement, the
agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or
limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or
unenforceability of any provision of this agreement shall not void the
remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in
accordance with this agreement, and any volunteers associated with the
production, promotion and distribution of Project Gutenberg™
electronic works, harmless from all liability, costs and expenses,
including legal fees, that arise directly or indirectly from any of
the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this
or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or
additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any
Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™

Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of
computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It
exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations
from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s
goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg™ and future
generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see
Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by
U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West,
Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up
to date contact information can be found at the Foundation’s website
and official page at www.gutenberg.org/contact

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread
public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine-readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To SEND
DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state
visit www.gutenberg.org/donate.

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations. To
donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.

Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project
Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be
freely shared with anyone. For forty years, he produced and
distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of
volunteer support.

Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in
the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not
necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper
edition.

Most people start at our website which has the main PG search
facility: www.gutenberg.org.

This website includes information about Project Gutenberg™,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.