The Project Gutenberg eBook of Norsk literaturhistorie, by Chr[istian Fredrik] Broch and Martin Seip

E-text prepared by Tor Martin Kristiansen
and the Online Distributed Proofreading Team
(http://www.pgdp.net)

I 6te utgave blev der gjort en del forkortelser og nogen forandringer ellers. I 7de utgave er der gjort en del forandringer i avsnittet om den nyere norske literatur, og et litet stykke om de nyeste forfattere er føiet til. Omarbeidelsen har været gjort av kand. mag. Didrik Arup Seip.

„Træk av forfatternes liv, som nærmere belyser deres personlighet, mindevers, citater av og om forfatterne, smaa eksempler paa deres forfatterskap, som er særlig karakteristiske for den enkelte forfatter eller for den tid han levde i — er tilføiet, dels for at gjøre boken mer tiltrækkende for elevene og dels for at gi dem et fyldigere billede baade av selve tidsalderen og av den enkelte forfatter. Det er vor tanke at alt dette lettere stof bare skal være til gjennemlæsning.

Foruten i gymnasiet har vi tænkt os at boken kan brukes i andre skoler for viderekomne, amtsskoler, lærerskoler, lærerindekurser o. s. v.“

Den ældste bokstavskrift de nordiske folk hadde, var runene (egl. hemmelighet, hvisken, saa skrifttegn), som nordboene har lært av goterne. Fra det 4de aarh. e. Kr. av findes rune-indskrifter i hele Norden[1]. De blev ristet paa sten eller træ; dette er grunden til at de mest er dannet av rette streker; de er egentlig en omdannelse av det latinske (og græske) alfabet. — Rune-indskriftene er korte meddelelser; paa gravhaugene blev ofte reist runestener med meddelelse om den døde og om runeristeren eller den som hadde latt stenen reise. Ofte er runene brukt til trylleformularer o. l. Runene kunde man ikke bruke til længere beretninger, saa nogen skreven literatur kunde ikke gro frem; den kom først da den latinske bokstavskrift sammen med kristendommen blev indført fra England. Før den tid var gamle sagn og kvæder overlevert mundtlig fra slegt til slegt.

Fra først av var der ett sprog i Norden; men en tid før aar 1000 er der tre forskjellige sprog, gammel-norsk (i Norge og paa Island), gammel-dansk og gammel-svensk.

Den rikeste literatur i Norden vokste frem paa Island. Grunden til det var for en stor del at mange av de mest storættede og dannede nordmænd (især fra Vestlandet), som var misnøide med Harald Haarfagres haarde styre, flyttet ut til Island, som i lange tider blev ved at være fristat. Disse mænd og deres ætlinger holdt ved like det livlige samkvem med folkene i Vest-Europa som de vestlandske høvdinger hadde hat siden det 8de aarh. Og fordi øen laa saa langt borte, hadde de større trang til at følge med i det som hændte i utenverdenen, især i Norge, som de jo fremdeles kjendte sig knyttet til ved mange baand.

Eddakvad og skaldekvad.

Av den norsk-islandske literatur i den ældste tid maa vi først og fremst nævne Den ældre Edda. Denne samling oldkvad blev fundet paa Island i midten av det 17de aarhundrede; samleren er ukjendt[2]. „Den ældre Edda“ indeholder kvæder som for størstedelen er blit til i tiden mellem 850 og 1050: de fleste av digtene handler om guder og helter. Nordmændene er det eneste germanske folkefærd som saa fuldstændig har sine gamle gude- og heltesagn opbevart i ældgamle kvæder, takket være islændingene som skrev dem ned. De viser ofte stor paavirkning av kristendommen, som nordmændene lærte at kjende i Vesten.

Gudekvædene i „Den ældre Edda“ begynder med Vǫluspá (uttales Vaaluspaa), volvens (spaakvindens) spaadom. Volven fortæller Odin hvorledes verden blev til og spaar om den skjæbne verden og æserne vil faa. Det er det mest storslagne digt i samlingen. Efter Vǫluspá kommer Hávamál (Haavamaal), den høies taler. Det er Odin selv som lægger frem visdommen sin her: han gir leveregler og moralsk lærdom. Digtet gir os god greie paa det livssyn de gamle nordboer hadde. Der er ogsaa et skjemtedigt i Edda-samlingen, Trymskvida[3] (kvadet om Trym). Det fortæller om Tor som maatte klæ sig ut som Frøya og fare til Jotunheim med Loke klædd ut som terne og hente igjen hammeren sin, som jotnen Trym hadde stjaalet. Et av de ældste gudekvædene er Rigstula, som fortæller om ophavet til de forskjellige stænder. De er alle ættet fra Rig, d. v. s. Heimdal.

Heltedigtene fortæller om de gamle sagnkjæmper. Hos alle de germanske folk var der sagn om Volsungene og den største av dem Sigurd Faavnesbane. Men i Edda har vi den bedste form av sagnene. Andre av heltedigtene fortæller om Helge Hundingsbane. Han er en særnordisk helt, og vi hører ikke om ham hos nogen andre folk.

Vi kjender ikke digteren til et eneste av Edda-kvædene; i saa maate ligner de folkevisene. Mange av dem maa være digtet av nordmænd; men det er islændingene som har skrevet dem ned.

Ved siden av Edda-digtningen gik digtning av navngivne skalder. Skaldedigtningen, som helt tilhører nordmænd og islændinger, varer til det 14de aarhundrede. Tiden var rik paa stordaad; derfor var den ogsaa rik paa digtning. I Norge og især paa Island vrimler det i denne tid av skalder; at kunne gjøre vers eller ialfald ha greie paa skaldskap var næsten likesaa nødvendig for en velopdragen ung islænding som at kunne svømme, brytes og bruke vaaben. De islandske skalder drog ofte til Norge; der var de ved hirden eller paa høvdinggaardene, blev holdt i stor ære og fik rike gaver for sine kvæder. Skaldene digtet helst om de store begivenheter, først og fremst om kongenes og høvdingenes stordaader (draapa eller flokk). Derfor blev deres digtning en av de vigtigste kilder til fædrelandshistorien, som sagaskriverne, især Snorre, bygger sin fremstilling paa. Skaldene samlet nemlig enten med megen flid underretning hos øienvidner, eller de var selv øienvidner til det de digtet om. Da saaledes Olav den hellige fylket sin hær ved Stiklestad, dannet han en skjoldborg omkring sig av de sterkeste og modigste mænd og bød saa skaldene at gaa ind i skjoldborgen. „I skal være her og se det som her gaar for sig,“ sa han, „saa trænger man ikke siden at fortælle eder det; men I skal selv fortælle det og digte om det.“

Den betydeligste av de norske skalder var Øyvind Skaldaspillir[4], som især blev navngjeten ved sit kvad Hákonarmál, digtet ved Haakon den godes død. Efter hans tid kjender vi ikke mange norske skalder, naar vi undtar kongene. Men efter alle kongene like ned til Sigurd Jorsalfarer har vi digt opbevart. Største skalden av dem var Harald Haardraade. Han samlet ogsaa mer end nogen anden konge de islandske skalder ved hirden sin.

De fleste skalder var altsaa islændinger. Skaldskapen gik næsten i arv i visse ætter. Til en slik skalde-æt hørte Egil Skallagrimsson. Hans far hadde flyttet ut til Island paa grund av uvenskap med Harald Haardraade. Hans æt fik høvdingstilling i det nye land ogsaa. Egil blev en mægtig høvding og vild viking. Han gjorde reiser baade til Rusland og England og var ofte i Norge. Alt tidlig hadde han evne for skaldskap. Og gjennem hele livet forstod han at gi baade sorg og glæde uttryk i digt. Med stolthet digtet han om sine egne bedrifter. Blandt hans kvæder skal vi merke Hǫfuðlausn, som han digtet paa en nat til ære for Eirik Blodøks, for at berge livet da han engang var kommet i kong Eiriks magt. Mest kjendt av digtene hans er Sonatorrek (sønnetapet), som gir uttryk for hans sorg da hans kjæreste søn Bodvar omkom paa havet. Der gaar en mørk og tung stemning gjennem digtet, som ved slutten blir lettere, idet skalden uttaler sin glæde over digterevnen, som skal trøste ham i sorgen. I Hærmændene paa Helgeland har Ibsen efterlignet dette kvad.

Under Olav Tryggvesson levde islændingen Hallfred Vandrædeskald; han blev hirdskald hos kong Olav og sluttet sig varmt til ham. Efter hans død digtet han en draapa om Svolderslaget og Olavs død. Vi ser hans beundring for kongen i ordene: „Hele Norden er blit folketom siden Olav døde; al fred er borte.“

Hos Olav den hellige var den djerve islænding Tormod Kolbrunarskald[5], som kvad „Bjarkemaalet“ før slaget ved Stiklestad og selv faldt i slaget. Tormods kvad er for det meste tapt.

Under Olav den hellige og Magnus den gode levde islændingen Sigvat Skald, mest kjendt ved Bersǫglisvísur (Fritaler-viser), som virket til at kong Magnus vendte om fra sin strenghet mot folket og blev mild, saa han fik tilnavnet „den gode“. Han har ogsaa skrevet flere reisedigt. Han er meget paavirket av vest-europæisk kultur.

Kong Harald Haardraade var som nævnt selv skald og glad i skaldskap: mange skalder var derfor ved hans hird. Den ypperste av dem var islændingen Arnor Jarleskald[6]. Da han kom til Norge, var Harald og Magnus den gode konger begge to. Han kvad da et digt til ære for hver av kongene.

Under Haakon Haakonsson den gamle træffer vi paa den største forfatter i sagatiden, den islandske skald og historieskriver Snorre Sturlasson. Hans ypperste kvad er Háttatal (d. e. versmaalenes opregning)[7], digtet til Haakon Haakonssons og Skule jarls pris. Snorre tror man ogsaa er forfatter av en større del av Den yngre Edda. Her gjennemgaar han de forskjellige versmaal og bruker „Háttatal“ som eksempel paa dem, fremdeles forklarer han skaldenes eiendommelige uttryk og omskrivninger og gir endelig til veiledning for skaldene en fremstilling av den gamle gudelære. Den sidste skald av betydning var Sturla Tordsson, Snorres brorsøn. Han var knyttet til Magnus Lagabøter. Fra hans tid av er det slut med den egentlige skaldedigtning til ære for kongene og høvdingene.

Skaldedigtningen hadde i den første tid været jevn og enkel; men den blev efter hvert mer og mer kunstig og vanskelig at forstaa, overlæsset som den blev med billedlige uttryk, de saakaldte „kenningar“ (omskrivninger). Disse kunde nok i sig selv være poetiske, malende og betegnende; men skaldene brukte dem ofte paa en kunstig maate, og der skulde derfor mange forutsætninger til for at tyde dem.

Eiendommelig for alle gammelnorske vers var bokstavrimet. Det er slik at i hvert linjepar to eller tre ord som der ligger vegt paa, begynder med samme konsonant eller helst med forskjellig vokal[8]. Smlgn. følgende vers av Egil Skallagrimssons „Sønnetapet“:

Lover og sagaer.

Det første som blev skrevet op med bokstavskrift, var lover. Saaledes blev Frostatingsloven skrevet op under Magnus den gode, de islandske lovene litt senere. Begge disse lovbøkene fik navnet Graagaas. Under Magnus Lagabøter blev en landslov for hele riket sat sammen paa grundlag av de gamle lovene.

Likesom det helst var islændinger som var skalder, var det ogsaa helst islændinger som skrev sagaer. Det første faste grundlag for sagaskrivningen blev lagt av islændingen Are Frode („frode“ var ofte tilnavn til sagn- og sagakyndige mænd). Are skrev i begyndelsen av det 12te aarhundrede sin Islendingabók, en kort fremstilling av Islands ældste historie. Han la grundlaget for tidsregningen til stor nytte for dem som senere skrev sagaer.

„Saga“ betyder egentlig „fortælling“, og de gik for en stor del i længere tid mundtlig fra æt til æt, før man i det 12te aarhundrede begyndte at skrive ned den mundtlige overlevering, som var samlet av „frode“ mænd alt i det 11te. Sandsynligvis er sagafortællingen først opstaat i vikingnybygdene paa de britiske øer; den viser ofte paavirkning av irsk sagafortælling. Sagaene er fulde av ypperlige karakterskildringer. Fremstillingen er git i en kort og fyndig form, stilen er ofte kunstnerisk utformet; men man merker tydelig at den er vokset frem av den mundtlige fortællekunst.

Foruten „Islendingabók“ er Landnámabók et vigtig grundlag for sagaskrivningen. Den fortæller om alle landnaamsmændene og nævner deres navn og deres ætter.

Det var mest om storættene paa Island der blev fortalt mundtlige sagaer. Og det er storættene de islandske ættesagaer særlig fortæller om. Det blir fortalt om deres flytning til Island og om livet der; ofte samler sagaen sig saa om en hovedperson i ætten, f. eks. i Egils saga, som fortæller om Egil Skallagrimsson og hans fædre et par ætled op. De fleste hændinger i ættesagaene gaar for sig 930-1030, den tid da „sagaene gjordes“, som det heter i sagaene selv. Fra denne tid har vi foruten Egils saga bl. a. den kjendte Njaals saga, som handler om hædersmanden Njaal paa Bergtorskvaal og helten Gunnar paa Lidarende, Laxdølasaga om Kjartan Olavsson og hans kjærlighet til Gudrun, Gunnlaug Ormstunges saga, en kort saga som fortæller om kampen om Helga den fagre mellem Gunnlaug og Skalderavn. Den staar ved sin faste bygning den historiske roman nær. Fra en senere tid er Sturlungesaga, som fortæller om den vilde sturlungetid 1150-1270.

Foruten om Norge og Island skrev islændingene om Færøene, Orkenøene, Grønland, til dels om Danmark og Sverige og nordboer i andre land. Vi skal især merke Færeyingasaga, som mest handler om Sigmund Brestesson.

Islændingene interesserte sig særlig for norske forhold, og de norske konge-sagaer, som der er mange av, baade sagaer om en enkelt konge (f. eks. Olav Tryggvesson og Olav den hellige) og sammenhængende rækker av sagaer, skyldes mest islændingene. Island var mest blit bygget av nordmænd, og beboerne holdt længe fast ved kjærligheten til sit gamle hjem og mindene fra det; de glemte derfor heller ikke de mundtlige fortællinger om kongene og deres færd. Ved sine langvarige og hyppige besøk i Norge, især ved hirden, fik de leilighet til at holde ved like disse fortællinger og føre dem videre.

Størst fortjeneste av de norske kongesagaer har den navngjetne islandske høvding og skald Snorre Sturlasson. Han var i lang tid lovsigemand paa Island og var en rik og mægtig høvding, som kunde møte paa Altinget med 800-900 mand. Han var to ganger lang tid i Norge, hvor han mest holdt sig til Skule jarl. Paa Island laa han stadig i strid med frændene sine og blev tilsidst dræpt 1241.

Snorre syslet likesom mange andre av Islands og Norges stormænd i de tider med digtning og historieskrivning. Hovedverket hans var Heimskringla (d. e. jordkloden, efter det første ord i boken), som fortæller de norske kongesagaer fra de ældste tider til slaget paa Re 1177. Snorre følger ikke mekanisk kildene. Men han øver selvstændig kritik overfor dem, og han retter endog feil hos dem. Han er saa at si moderne historieskriver i den forstand. Han har ogsaa forstaat med kunst at støpe sammen de forskjellige beretninger, sagaer og skaldekvad som har været hans kilder. Snorre var baade kunstner og videnskapsmand.

Omtrent paa samme tid som Norge hadde sin historieskriver i Snorre Sturlasson, fik ogsaa Danmark sin i Saxo Grammaticus (den boklærde). Men mens Snorre skrev sit verk paa morsmaalet, skrev Saxo paa latin. Snorres „Heimskringla“ blev derfor en folkebok; det blev Saxos historie ikke.

Alt før Snorre skrev sine sagaer, hadde den islandske abbed Karl Jonsson skrevet en større del av Sverres saga under tilsyn av Sverre selv. Den blev av en ukjendt forfatter ført videre kort efter Sverres død. Efter Snorre skrev Sturla Tordsson Haakon Haakonssons og Magnus Lagabøters sagaer, som blev de sidste av de norske kongesagaer. Grundene til det var flere. Da landet mistet sin selvstændighet, gik ogsaa de gamle stormands-ætter til grunde, og det var hos dem literaturen mest var skapt; fra deres liv hadde den ogsaa for en stor del hentet emnet, og de hadde i det hele hat størst interesse for boklig syssel. Fremdeles blev øen hjemsøkt av frygtelige ulykker (pest, hungersnød, jordskjælv o. s. v.).

Endnu kan merkes helte- og eventyr-sagaer eller de saakaldte Fornaldarsǫgur (ɔ: sagaer om oldtiden) (Volsungesaga, Rolv Krakes saga, Ragnar Lodbroks saga, Fridtjovs saga o. fl.), som var digtet over gamle, især nordiske sagn og eventyr. Ogsaa oversættelser av helgensagaer og den utenlandske romanliteratur, f. eks. romanene eller sagaene om Karl Magnus (d. e. Karl den store) og Didrik av Bern (d. e. Teodorik av Verona) vandt adskillig indgang i Norge ved det sterkere aandelige samkvem med syden.

Kongespeilet. Nedgangstid. En merkelig bok fra det 13de aarhundrede er Kongespeilet. Boken er skrevet av en norsk høvding, vistnok fra Namdalen. Den viser at nordmændene paa den tid stod høit baade i oplysning og kultur. Boken har form som en samtale mellem far og søn, og den gir greie paa hvordan en kjøbmand skal bære sig ad naar han farer utenlands, og hvorledes en mand skal skikke sig ved hirden og meget andet. Om dette skrift uttaler den norske historieskriver R. Keyser sig paa følgende maate: „Kongespeilet har altid været anset, og det ganske vist med rette, for en av den norrøne eller oldnorske literaturs største prydelser. Det fremstiller for os de sedelighetens, klokskapens og slepenhetens grundsætninger, paa hvilke nordmændene i hine tider trodde at det private liv likesaa vel som statsstyrelsen maatte bygges, og lar os i denne fremstilling spore en aandelig utvikling, en sans for religion, sedelighet, oplysning og videnskabelighet, samt en dannelse og slepenhet hos folket, i det mindste hos dets høiere klasser, som man i middelalderen, almindelig betragtet som barbariets tidsalder, og i Norge, denne utkant av Europa, vanskelig skulde vente at finde.“[9]

I den norrøne literatur er der ogsaa mange videnskabelige og lærde verk, nogen paa latin og nogen paa gammelnorsk. Mange av dem er oversat efter utenlandske bøker.

Paa den norsk-islandske og al anden literatur i den tid var der meget stor forskjel. I Norge og paa Island vokste det frem en folkelig literatur, som var skrevet paa morsmaalet av dannede læge mænd. Den norske literatur blev derved folke-eie. I de andre europæiske land derimot blev næsten alle bøker skrevet paa latin av prester og munker; det var en literatur av lærde for lærde, og folket blev saaledes stængt ute fra den paavirkning som ellers kunde kommet det til gode gjennem literaturen.

Den boklige dannelse stod i Norge og paa Island i det 12te og 13de aarhundrede meget høit. Det som virket til dette, var først at literaturen var skrevet paa morsmaalet; desuten var undervisningen, som dels var privat, dels foregik paa de skoler som var knyttet til klostrene eller til domkirkene, særdeles god. Der blev foruten i latin og fransk ogsaa ofte git oplæring paa morsmaalet i lovkyndighet, historie og skaldskap. Det bør ogsaa nævnes at hele kong Sverres æt hadde megen interesse for literatur og paa enhver maate fremmet den literære sans.

Fra førstningen av det 14de aarhundrede gik det norske folk sterkt tilbake og fik mindre og mindre at si i Norden. En nærmere utredning av de mange samvirkende grunder til det tilhører historien. Vi nævner her som de vigtigste: det sterke kongedømme under Sverres ætlinger, som hadde tat fra folket næsten al del i styret og som følge derav interessen for det offentlige liv, og som hadde knækket stormands-ættene, de væsentlige bærere av aandslivet, fremdeles hansestædenes magt, som mer og mer indskrænket nordmændenes egen sjøhandel og derved hindret ungdommen i at besøke fremmede land, og endelig den sorte døds herjing. En følge av dette landets forfald var at ogsaa den literære sans døde bort, den skrevne literatur svandt ind til næsten ingenting, og skriftsproget gik som følge derav og av den politiske forbindelse med Danmark efter hvert tapt. En stor mængde brev (mest paa gammel-norsk og mellem-norsk sprog), hvorav mange i den senere tid er blit trykt, er det som først og fremst gir os oplysning om Norges historie fra det 14de til det 16de aarhundrede. Det som ute blandt folket fremdeles blev digtet, fristet nu igjen livet ved mundtlig overlevering, likesom før den ældste literatur. Dette var tilfældet med viser, sagn og eventyr, som har holdt sig paa folketungen ned til vor tid.

Mens den skrevne literatur i den sidste del av middelalderen liten eller ingen betydning hadde, viser „folkedigtningen“ at folkets poetiske sans og trang til digtning langtfra var utdød.

Alt i slutten av det 11te aarhundrede kom de gamle stev til Norden fra Vesteuropa. De var firlinjede lyriske vers med enderim. Men der er ogsaa nogen nye stev, som kom til Norden først 4-500 aar senere. Nystevet er ogsaa et firlinjet lyrisk vers, men det er ulikt gamlestevet og mer moderne end det baade i form og melodi. Nystevet virker mer moderne i indhold ogsaa.

Endnu lever stevdigtningen i Norge, men fuldt liv har den bare i Sætesdalen. Mange stev blir digtet i øieblikket. „Aa stevjast“ er en selskapslek, oftest kappestrid paa vers mellem gutter og jenter. Stevene gir følelsesutbrud, ofte spotter eller egger de[10].

Folkevisene hadde sin blomstringstid i Norden fra det 12te til det 15de aarhundrede. Men de blev ikke skrevet ned før længe efter. I Danmark skrev mange adelsdamer dem ned. Samlet og trykt blev mange av de danske i det 16de og 17de aarhundrede, en stor del ogsaa i den sidste tid[11]; de norske er samlet i vore dager[12]. Folkevisene har naturligvis i tidens løp undergaat flere forandringer.

I alle tre nordiske riker var der en rigdom paa folkeviser, som vældet frem „som en frisk rindende strøm“. Deres indhold er ofte beslegtet. Om de fleste kan det derfor være vanskelig at avgjøre hvor de først er blit til. Men denne likhet viser at der har været livlig samkvem mellem de nordiske folk i den tid.

Forfatterne av denne folkedigtning kjender man ikke; bare saa meget kan man slutte sig til at ialfald en stor del av de danske viser er blit til blandt de høiere stænder; for det første dreier de sig oftest om riddernes liv, og for det andet var de danske bønder den gang saa underkuet og stod saa lavt, at de i det hele var litet skikket til digtning. Folkevisene blev først sunget paa ridderborgene av omvankende sangere, siden trængte de ned til folkets hytter, hvor de i senere tider for en stor del er fundet igjen. I Norge derimot hørte forfatterne vistnok ofte til bondestanden.

Efter indholdet kan folkevisene deles i to hovedarter: sagnviser eller mytiske viser, som fortæller om overnaturlige væsener, personer og handlinger, og de historiske viser, som gir skildringer av middelalderens begivenheter og liv. Hertil kommer kristelige folkeviser.

Av sagnvisene maa først og fremst nævnes kjæmpevisene, som er de ældste. De henter emnene fra gude- og heltesagn, som altsaa har holdt sig gjennem tidene, men litt efter litt er blit ændret under paavirkning av kristendommen og den voksende kultur. De gamle æser og hedenske helter er blit til kristne kjæmper og helter. „Trymskvida“ i „Den ældre Edda“ f. eks. blev gjort om til en vise, hvori Tor blev til Torekall og Trym grimme jutulen. I Norge har man to viser om idrætshelten Heming, Hemingen og Harald kongen.

Ogsaa helter fra fremmede land (f. eks. Karl den store og hans kjæmper, ridder Roland og Holger Danske) blir ofte behandlet i visene; disse viser eller emnet til dem er da kommet til Norden fra utlandet, især fra Tyskland, et vidnesbyrd om den samfærdsel som den gang fandt sted mellem de nordiske riker og sydligere land. Ofte er flere emner smeltet sammen i én vise. Kjæmpevisene er i almindelighet fyndige, djerve og malende.

En anden art av sagnvisene er de naturmytiske, som fortæller os om de forunderlige væsener man i den tid og like til vor tid har opfyldt hele naturen med: riser og troll i bergene, alver og huldrer i skog og eng, havmænd, havfruer og nøkker i havet og elvene, og om den maate disse væsener griper ind i menneskelivet paa. En av de smukkeste og mest kjendte av de naturmytiske viser er visen om Elverhøi. Ogsaa om gjengangere handler enkelte av disse viser, f. eks. Den onde stedmoder.

De historiske viser er to slags, dels ridderviser, dels saadanne som handler om bekjendte historiske personer, de egentlig historiske viser.

Blandt riddervisene findes de skjønneste folkedigtninger; de gir et friskt, levende og farverikt billede av riddernes liv fra vugge til grav; de fortæller os om deres daader og om deres daglige færd, deres jagt og deres vennelag, om deres troskap i kjærlighet, deres tapperhet og deres ædle eller ialfald djerve tænkemaate. Som eksempler paa riddervisene kan nævnes: Axel og Valborg, Dalebu Jonson og Bendik og Aarolilja.

De egentlig historiske viser handler om historiske begivenheter eller personer som i særlig grad har gjort indtryk paa folket, som f. eks. Valdemar Seiers dronninger Dagmar og Bengjerd, og Kristjern den anden o. fl. Av de norske har vi bare faa bevart, f. eks. om jarlen Alv Erlingsson og Kungssonen av Norigsland. Ogsaa gjennem disse simple, men gripende viser faar man en levende forestilling om middelalderens liv og tænkesæt i Norden, om man end ikke kan bygge paa dem som paalidelige historiske kilder.

Av de kristelige visene er der ikke saa faa. Den mest kjendte er Draumkvæe; det fortæller om drømmene til Olav Aasteson, som sov fra julaften til trettendedagen, og da fik han se den skjæbne de onde og de gode fik efter døden.

Endelig kan nævnes de norske skjemteviser; av dem er flere av senere oprindelse, f. eks. Ramnabryllaup i Kraakelund, Han Mass og han Lasse, Truls med bogin, Mannen og kjerringi o. fl.

Eiendommelig for mange av folkevisene er omkvædet, som er med hvert vers. Oprindelig hadde omkvædet ikke noget at gjøre med den episke folkevise. Det er en levning av „stevstammen“, en indledning av lyrisk indhold („gamlestev“). Disse viser var oprindelig danseviser, d. v. s. de blev sunget under en slags dans, idet de som var med, tok hverandre i hændene og dannet en ring. Den som førte dansen, sang visen, og efter den gik ringen i takt. I Norden blev der saa til den lyriske indledning knyttet en episk vise, som ingen sammenhæng hadde med indledningen. For hvert vers blev en linje eller flere av stevstammen tat med, og omkvædet var der. Dette omkvæd sang alle med. Senere søkte man stundom at knytte omkvædet til visen, saa det i fyldig form gav det indtryk visen skulde gi (f. eks. „Ve da vorde hende Bengjerd!“ „Kjenner du Dalebu Jonsson?“) — Sangdansen, som kom fra Vesteuropa, blev utbredt over hele Norden og har holdt sig paa Færøene til vor tid. I Norge kom den i glemme ved Hardanger-felen, som førte med sig runddansene.

Ved siden av folkevisene har vi folkesagn. De er dels mytiske (især naturmytiske), dels historiske.

De naturmytiske sagn handler om de samme overnaturlige væsener som de naturmytiske viser.

De historiske sagn er mest om Hellig Olav, og om hvorledes han gjør riser til sten og faar troll til at bygge kirker for sig (smlg. Welhavens En vise om Hellig Olav). Hellig Olav er guden Tors efterfølger, og han har Tors røde skjeg. Mange av de historiske sagn fortæller ogsaa om den sorte død, „mannadauden“, om hvorledes den la hele daler øde (Jostedalsrypa o. fl.).

Mens visene og sagnene ofte knytter sig til historiske begivenheter, er dette aldrig saa med folke-eventyrene. Det som eventyret fortæller, er ikke bundet til noget enkelt sted eller nogen bestemt tid. Her heter det oftest bare: „Det var engang.“ Personene og stedene i eventyrene har som regel ikke en gang noget navn, og hænder det, er det almindelige navn som Per og Paal, eller ogsaa er det navn som er en ren lek av indbildningskraften (Mumle Gaase-egg, Soria Moria slot, Østenfor sol og vestenfor maane o. s. v.). I eventyrene blir det overnaturlige og naturlige blandet om hinanden. Troll og trollkjærringer forekommer ved siden av konge, amtmand, prest og skriver. En stor del av dem er om Askeladden (den klodsete, fillete, som graver i asken). I dem faar man se hvorledes den som blir regnet for ringe og ubetydelig, ved egen dygtighet kommer frem til herlighet og lykke. Det gaar gjerne saa i eventyret, at klokskapen seirer over tankeløsheten og dumheten, at det gode faar sin løn og det onde blir straffet. I mange av dem er der et kostelig og eiendommelig lune, som f. eks. i Manden som skulde stelle hjemme, Far sjøl i stua, Gudbrand i Lia, Kjærringa mot strømmen, Mestertyven og Herremandsbruden.

1. Reformationstiden (omtrent 1500-1560).

Da tyrkerne tok det bysantinske rike, fremkaldte det en ny kulturstrømning, som alt var forberedt ved korstogene. En mængde græske videnskapsmænd flyttet til Italien, og her økte de den interesse for den gamle klassiske literatur som før var vakt. Her vokste ogsaa fra det 14de aarhundrede frem en national literatur (Dante, Petrarca, Boccaccio). Interessen for den klassiske literatur bredte sig saa til de andre landene i Europa. Den nye almenmenneskelige dannelse, som blev grundlagt ved de klassiske studier, er det man har kaldt humanismen. Den førte til renæssanse (gjenfødelse) av kunst og videnskap. Det var humanismen som mest virket til at gi pavekirken dødsstøtet i saa mange land; for den fremkaldte bibelkritikken (Erasmus fra Rotterdam) og en dypere og mer videnskabelig drøftelse av de religiøse spørsmaal. Ved dette blev veien ryddet for den lutherske reformation, som ikke længe efter Luthers egen optræden med rivende fart trængte ind i Danmark. Alt paa riksdagen 1536 blev den vedtat indført i riket, efterat den i flere aar under stor tilslutning var blit præket rundt om i landet.

Opfindelsen av boktrykkerkunsten virket ogsaa sterkt til fremme av aandslivet rundt i Europa. Nye idéer gik ved hjælp av den fortere end nogen gang før fra land til land og trængte ogsaa ned til de lavere lag av folket. I de fleste landene, ogsaa i Danmark, gav reformationen og opfindelsen av boktrykkerkunsten støtet til en literatur paa morsmaalet, som fort blomstret frem.

I Danmark var der i den senere middelalder en sterk tysk indflytning, og den fik stor indflydelse blandt alle stænder og i alle forhold. Den satte ogsaa sine dype merker i sproget, som i høi grad blev fortysket; de nu saa almindelige forstavelser an-, be-, for- (ver-) tok saaledes den gang til at trænge ind i sproget. Det tyske sprog blev i høiere lag endog ofte brukt til talesprog, mens latinen blev skriftsprog. De for resten temmelig faa skrifter Danmark har at opvise i middelalderen, var næsten alle paa latin. Selv fædrelandshistorien skrev Saxo paa latin, som vi har hørt. Rigtig nok gjorde som nævnt reformationen for en tid morsmaalet igjen til skriftsprog, for det var reformatorene om at gjøre at virke paa den menige mand og vende hans hu til den nye lære. Den latinske messe skulde overalt avskaffes og dansk gudstjeneste indføres; de katolske helgenhistorier maatte bort, og bibelen bli git menigmand i hænde. I reformationstiden blev (navnlig ved Kristiern Pedersen) den grundvold for en dansk national literatur lagt som ialfald enkelte mænd (f. eks. Vedel og Peder Syv) bygde paa i det følgende saakaldte lærde tidsrum. Først da blev den tyske indflydelse paa sproget sterk igjen.

Reformationstidens literatur var næsten bare religiøs, en naturlig følge av at det var trosskiftet som den gang mest optok sindene.

Øverst blandt forfatterne i denne tid staar Kristiern Pedersen, en trofast ven av Kristiern den 2den. Han har skrevet saa betydelige arbeider paa morsmaalet og brukt det saa dygtig at han i Danmark endog har faat navn av den danske literaturs far. Ham skyldes for en væsentlig del den første fuldstændige danske bibeloversættelse (1550), som blev kaldt Kristian den 3djes danske bibel (oversat efter Luthers tyske oversættelse).

„Ingen skal tro,“ siger han selv, „at evangelierne er helligere paa ett tungemaal end et andet; havde nogen af apostlerne skrevet evangelierne til Danmarks rige, da havde han dem visselig skrevet paa ret danske; thi hvert menneske bør at kunne dem paa sit eget maal.“ Ved siden herav gav han ut Saxos historie, som ellers let kunde gaat tapt.

Kristiern Pedersen byttet gamle uforstaaelige ord med nye brukelige og fik større fasthet i retskrivningen, „særdeles for unge folks skyld, piger og drenge, som gjerne ville lære at læse og skrive ret danske og stave hende tilbørlig, som hende bør at staves og skrives,“ siger han selv.

Kristiern Pedersen blev mer og mer optat av reformationsstriden. Hans største motstander her var en anden dansk humanist, Povl Helgesen, en elev av Erasmus fra Rotterdam. Han stod først velvillig til reformationen, men stilte sig siden ivrig mot den. Hans motstandere kaldte ham derfor „Povl Vendekaabe“. Hans stridsskrifter var mest kjendt.

Mer som taler end som skribent virket Hans Tausen († 1561 som biskop i Ribe). Han har bl. a. git ut en postil og digtet en del salmer.

Den poetiske literatur var i den tid naturlig nok mest salmer. De færreste var originale; de fleste var oversættelser av tyske (f. eks. Vor Gud han er saa fast en borg) eller omarbeidelser av latinske salmer (f. eks. Et barn er født i Betlehem).

I Norge var der i reformationstiden ingen selvstændig literatur; reformationen fremkaldte der ikke et eneste skrift. Mens boktrykkerkunsten naadde til Danmark alt under kong Hans i 1482 (den første bok paa dansk, Den danske rimkrønike, blev trykt i 1495), tryktes der i Norge ingen bok før omkring midten av det 17de aarhundrede. Men nu begyndte atter interessen at bli vakt for den gamle norske literatur, og man tok til at oversætte kongesagaene fra gammel-norsk til dansk; dette sprog blev nemlig under foreningen med Danmark og især efter reformationen fælles skriftsprog for Danmark og Norge. Dette gik naturlig for sig. I de sidste aarhundreder av middelalderen merker vi en utvikling i alle de vest-europæiske sprog. Denne utvikling griper ogsaa sprogene i Norden. Likesom gammel-dansk blev uforstaaelig i Danmark, blev gammel-norsk vanskelig at skjønne for nordmænd. I vort land hadde vi da ingen norsk overklasse som kunde skape et mer moderne skriftsprog. Magthaverne var danske; det var da deres sprog som blev vort officielle skriftsprog. Da saa reformationen kom med religionen og bibelen paa dansk, var det naturlig at de spirer som maatte være til et norsk skriftsprog, blev kvalt. Talesproget derimot blev ved at være norsk i by og bygd, og det var først i langt senere tid at den „dannede dagligtale“ mistet det meste av sit norske præg.

2. Det lærde tidsrum (omtr. 1560-1710).

I dette tidsrum blev morsmaalet efter hvert atter sat tilside i Danmark likesom i det øvrige Europa, og latinen paany det almindelige skriftsprog. Det fortælles om en prest at han endog skrev skudsmaal for sine sognefolk paa latin. Bare enkelte røster hævet sig mot dette.

Ved de lærde skoler drev man oplæringen helt paa latin. Barna maatte betale pengebøter for hvert dansk ord de talte, eller de fik ris naar de talte sit morsmaal, likesaa vel som naar de „stimede eller sloges“; de skulde ikke en gang bruke det naar de lekte. Lærebøkene var alle paa latin, ogsaa grammatikken. Det var saavidt barna overhodet fik lære at læse og skrive paa dansk. Ved universitetet gik likeledes alt, forelæsninger og samtaler, for sig paa latin. Dersom nogen paa én gang sa mer end tre ord i morsmaalet, uten i forveien av en eller anden grund at ha bedt om lov, skulde han for hver gang bøte en hvid. Almuebarna fik bare gjennem mundtlig undervisning litt kristendomskundskap. Der var ingen skoler paa landet. Hele oplæringen bestod i, „at degnen nogen ganger om uken, eller hvor flere (lands-)byer hørte til ett sogn, i det mindste én gang hver maaned, samlet landsbyens ungdom i en gaard og med høi røst læste Luthers lille katekismus for dem, samt nogen sanger og bønner, og lot barna gjenta det saa længe til noget hang ved. Fire ganger om aaret overhørte presten dem, og ved visitasen lot biskopen dem sige frem Fadervor, de tre trosartikler og de ti bud; én sa for og de andre efter“.

I denne tid blev dansken sterkt fyldt op med tyske ord, baade plattyske og høityske. Nu var det mest ord med forstavelsene ge- og er- som trængte ind. Men mens mange av de tyske ordene som trængte ind i slutten av middelalderen, endnu har fuldt liv i dansken, er en mængde av de tyske laane-ordene fra denne tiden trængt ut igjen siden, og de er aldrig blit folkelige ord. Ogsaa mange franske laane-ord trængte ind i denne tid, men de er næsten alle sammen trængt ut igjen.

Den gamle danske adel hadde nu sin glanstid; tidsrummet (indtil 1660) er derfor ogsaa blit kaldt „Adelsperioden“. Adelsmændene var oftest rike, mægtige og dannede, og de arbeidet i sit fædrelands interesse. Flere av dem var ogsaa lærde videnskabsmænd.

Et rikt videnskabelig arbeide, først og fremst i teologisk retning, blev utført i dette tidsrum, mest i den første halvdel; men trods sin store flid fik den tids lærde forfattere liten betydning for menigmand, som i det hele blev stillet utenfor paavirkning av literaturen. Det gjaldt i denne saakaldte ortodoksiens (rettroenhetens) tid fremfor alt at slaa fast den rette lære. Ja, man syslet ogsaa med slike ørkesløse spørsmaal, som f. eks. om hvad Adam og Eva spiste i paradis, hvilket sprog de salige taler o. s. v. Prestene gav fra prækestolene oftest lærde og tørre avhandlinger, som tilhørerne ikke forstod, og som derfor gjerne dysset dem i en blid søvn. Kristian 4 gav endog ut en forordning om vækkere i kirken.

Der var i det hele tilbakegang med hensyn til den folkelige literatur, som var begyndt at komme frem i reformationstiden.

Aandslivets tilstand i Norge var ikke lys i det 16de og 17de aarhundrede. De gamle stormands-ætter fra sagatiden var blit knækket i de foregaaende aarhundreder, og den nye adel Norge fik, var meget faatallig og desuten fremmed; for det var næsten bare danske indflyttere som fik adelsbrev. Borgerstanden gjorde sig vistnok fri i det 16de aarhundrede fra hanseaterne; men det var først ved slutten av det 17de aarhundrede at Norge kunde siges at ha faat en nogenlunde velhavende og oplyst handelsstand (særlig i Bergen). Embedsmændene stod dengang paa et temmelig lavt standpunkt. Bøndene var, som vi straks skal høre, oftest raa og uvidende.

Indførelsen av reformationen, som var gaat meget raskt for sig i Danmark, og som der hadde fremkaldt et nationalt aandsliv, gik det langsomt med i Norge. De nye danske prester, som efter hvert kom op til Norge, blev ofte i begyndelsen jaget bort eller slaat ihjel, da bøndene ingen forandring vilde ha i de katolske kirkeskikker. Lister-presten, forfatteren Peder Claussøn, fortæller saaledes at i somme prestegjeld var én eller to, i andre flere, ja, i et sogn endog 7 prester ihjelslaget. Han har kjendt en telemarking, siger han, „hvis fader haver ihjelslaget 3 prester, og naar denne var drukken, bad han Gud at han ikke maatte dø førend han havde slaget saa mange prester ihjel.“ Det var derfor i lang tid meget vanskelig at faa prester til at reise hit op. Rent uvidende mennesker, som saavidt kunde læse op en præken av en postil, eller studenter, som var faldt igjennem til eksamen, fik ofte norske preste-embeder paa landsbygden. Pengebegjærlighet, drukkenskap og andre laster var hyppige beskyldninger mot de geistlige i Norge i det 16de og førstningen av det 17de aarhundrede. En slik sjeldenhet var prester som hadde studert ved „svarteskolen“ i Wittenberg, at almuen holdt dem for trollmænd, som „kunde mer end sit Fadervor“ (f. eks. Røken-presten med „svarteboka“). Følgen av alt dette var, at den største vankundighet og overtro bredte sig mangesteds blandt almuen, ja, man faldt enkelte steder tilbake til hedensk vildskap. Regjeringen gjorde ikke noget for at utbrede oplysning og kundskap. Sproget la ogsaa hindringer iveien; det varte længe før bøndene lærte at forstaa det danske sprog som blev talt i kirkene, og som alle bøker var skrevet paa. Skole-oplæringen stod sørgelig lavt. Elevene ved de lærde skoler maatte to ganger aarlig gjøre tiggerreiser rundt i bispedømmet, forat de kunde holde sin skolegang ved like. Bare faa av dem kunde siden studere videre ved universitetet. Folkeoplæringen var ynkelig. Bøndene kunde oftest ikke læse. Skolelærerne „tjente mer ved at ligge og fiske“, heter det, end ved at undervise, og desuten gjorde de ofte militærtjeneste. Først i 1736, da konfirmationen blev indført, blev det paabudt at alle skulde lære at læse; men det blev likevel ikke fuldt ut fulgt.

Landet led ogsaa i den tid av mange ulykker (hungersnød, pest osv.). At den boklige sans ikke kunde trives under slike forhold, siger sig selv.

Det vigtigste literære arbeide som blev gjort i denne tid, var Peder Claussøns oversættelse av de norske kongesagaer. Denne bok gjorde ikke litet til at vække nationalfølelsen, følelsen av at være et eget folk, og denne nationalfølelse var det som i løpet av det 18de aarhundrede ved den stigende oplysning og velstand sterkere og sterkere traadte frem, ikke mindst i literaturen, og som gjorde folket modent til at staa paa egne ben.

Den prosaiske literatur.

Av lærde teologer staar professor Niels Hemmingsen, „den danske Melanchton“, høiest. Han blev endog kaldt „Danmarks almindelige lærer“. Han gav ut en mængde fremragende teologiske arbeider paa latin. Av store videnskapsmænd for resten skal først nævnes Tyge Brahe († 1601), som gjorde store opdagelser i astronomien.

I én gren av literaturen hævdet morsmaalet for en tid sin ret; det var i historieskrivningen. Anders Sørensen Vedel (rikshistoriograf og Fredrik den 2dens hofprest), † 1616, en vel begavet mand, som interesserte sig varmt for morsmaalet og det nationales fremgang i det hele, ryddet vei her, idet han oversatte Saxo Grammaticus’s historie i slutten av det 16de aarhundrede.

Da der manglet papir til trykningen, rettet Tyge Brahe, som var Vedels personlige ven, i et latinsk digt en opfordring til folket: „I danske kvinder! Skaane har en papirmølle; ofrer av kjærlighet til fædrelandet eders lintøi, at ikke vore herlige forfædres ros skal dølges i glemsels nat!“ Efter opfordring av den danske dronning, gav Vedel ogsaa ut hundrede danske folkeviser, som derved blev tilgjængelige for alle, og sansen for dem blev holdt levende i folket (se side 17).

Av Vedels egentlige hovedverk, en fortsættelse av Saxos historie, blev bare litet færdig; men alt hans samtidige, rikskansleren Arild Huitfeldt († 1609), gav ut paa morsmaalet en Danmarks riges krønike, som strakte sig like ned til Kristian den 3djes død. Med det 16de aarhundrede slutter næsten al historieskrivning paa morsmaalet i dette tidsrum.

Noget senere blev morsmaalet selv gjort til emne for behandling, særlig av Peder Syv († 1702), en tid rektor, senere prest paa Sjælland. Foruten danske ordsprog og danske folkeviser gav han ut en dansk grammatik, det første arbeide av den slags som kom i morsmaalet. Men hvorledes latinen var trængt igjennem, kan man se av at selv han, som for sine fortjenester av morsmaalet har faat navnet „den danske sprogforsknings far“, fandt det nødvendig „sommesteds at give en ganske mening paa latine for des bedre at blive forstaaet“.

Endelig skal vi nævne et mindeskrift, som blev skrevet paa den tid, og som er drat frem i vore dager. Det er Leonora Christina Ulfeldts Jammersminde. Hun blev uskyldig kastet i fængsel og sat der i 23 aar, utsat for de skammeligste forhaanelser av høie og lave. Da hun endelig blev fri, gav hun i „Jammersmindet“ en gripende skildring av sit kvalfulde liv i fængslet. Hvad formen angaar, er dette skrift blit kaldt „det 17de aarhundredes første danske prosa-verk“.

Som nævnt var det mest i Bergen at vi merker noget til norsk aandsliv i den tid. Bergen var den største by i Norden, og den by i Norge som stod i livligst samkvem med utlandet. Her maatte de nye idéer derfor først vise sig. Herfra gik den „første literære fornyelse“ ut. — Bispen Geble Pederssøn i Bergen var vor første humanist. Han interesserte sig især for skolen i sin by. I Bergen var det ogsaa at interessen for Norges gamle historie holdt sig. Flere arbeidet med oversættelser av de gamle sagaer. Blandt dem skal vi især merke lagmand Mattis Størssøn († 1569), som gav et utdrag av de gamle kongesagaer. Han skrev ogsaa et klageskrift mot de tyske kjøbmænd. Han var en anset mand og regjeringen brukte ham til flere vigtige hverv.

Mest kjendt av Bergens-humanistene var allikevel Absalon Pederssøn Beyer, Geble Pederssøns elev og fostersøn. Han studerte ved universitetene i Kjøbenhavn og Wittenberg, hvor han tok magistergraden. Siden blev han lektor ved stiftsskolen i Bergen og til slut slotsprest. Han døde i 1574.

I sine 14 sidste leve-aar førte Absalon Pederssøn en dagbok, som er bevart under navnet Bergens kapitelsbog. Han fortæller her de mindste smaating, som f. eks. at et par elever fra stiftsskolen en søndagseftermiddag gaar i vinkjelderen istedenfor i kirken. Men smaatingene gjør netop boken til et levende og egte kulturbillede fra Bergen i den tid. Desuten har Absalon Pederssøn skrevet en Norges beskrivelse.

Litt senere end disse humanister i Bergen levde sogneprest til Undal Peder Claussøn Friis. Han blev sogneprest og provst paa Lister alt da han var 21 aar gammel, og det var han hele sit liv, til han døde i 70-aarsalderen (1614). Peder Claussøn har i mange maater lært av de før nævnte humanister i Bergen; men han staar over dem alle baade i fremstillingsevne og i kundskaper. Han har læst mer baade av den gamle norrøne literatur og av nyere fremmed. Størst betydning har han som saga-oversætter. Han oversatte Heimskringla og de kongesagaer som fortsætter den. Snorre Sturlasson var den gang ikke kjendt som historieskriver, saa den lærde islænding Arngrim Jonsson siger at Peder Claussøn har „utgravet Snorre av glemselens sorte nat“. Hr. Peders oversættelse blev en folkebok i Norge. Den blev i det 19de aarhundrede avløst av Jac. Aalls oversættelse. — Peder Claussøn skrev den første norske naturhistorie, Om Diur, Fiske, Fugle oc Trær udi Norrig. Han skriver her i et klart og letfattelig sprog; men han fortæller mange fabler som viser han er bundet av sin tids overtro; av og til nævner han likevel uttrykkelig at dette er „superstits“ (ɔ: overtro). Et par stykker her er oversættelse av det gammelnorske „Kongespeilet“. Likesom Absalon Pederssøn skrev han en Norrigis Bescrifuelse og desuten andre geografiske verk. Ingen av hans skrifter blev trykt før efter hans død.

Peder Claussøn var en kraftig og nidkjær prest og maatte utstaa mangen kamp med de stridige listerbønder, især om ordningen av tienden. Men han var en folkelig prest, som personlig var avholdt av sin menighet. Efter hans død har folkesagnet beskjæftiget sig med ham. Og paa Lister lever endnu hans minde.

Ogsaa i Oslo levde der nogen humanister som bispen Jens Nilssøn. Men baade han og de andre skrev paa latin og fik derfor ingen betydning for folket. Litt mer betydning fik forskjellige beskrivelser over enkelte landsdeler som Lauritz Hummers „Beskrivelse over den fordums blomstrende by Hamar“ (1565), en beskrivelse over Namdalen (1597), over Lofoten og Vesteraalen (1591) o. fl.

Den poetiske literatur.

Den poetiske literatur i det lærde tidsrum stod i almindelighet meget lavt. Der var ingen mangel paa poeter, men paa poesi. Den tids digtere var i regelen aand- og smag-løse rim-smeder uten nogensomhelst poetisk sans. En bergensk lénsmand leverte endog „den danske lov“ paa vers. Deres digtning hadde oftest ingen rot i det virkelige liv, og for at vise sin lærdom, spækket de, likesom de prosaiske forfattere, sine digt med lærde hentydninger og citater av den klassiske literatur. Det var en kunst-poesi, som næsten bare la vegt paa formen. Denne smagsretning var fra Tyskland trængt ind i Danmark. Ogsaa den opstyltede franske hyrdepoesi (hvori de høihælede hyrdinder gik omkring med lam med røde silkebaand om halsen) fik mange efterlignere.

Meget faa av disse digtere har hat nogen indflydelse paa aandslivet i sin eller følgende tider, og selv de bedste er i større og mindre grad smittet av de gjængse feil.

Anders Arrebo († 1637) blev i ung alder bisp i Trondhjem, men blev avsat paa grund av onde rygter, som blev spredt ut om hans levnet, og som han selv ved sin uforsigtighet for en del gav grund til. Siden blev han prest i Danmark. Hans betydeligste arbeider er hans oversættelse av Davids salmer paa vers, som fik sine fleste læsere i Norge, og hans digt om skabelsen Hexaëmeron (Seksdagsverk), som handler om: „Verdens første uges seks dages prægtige og mægtige gjerninger“, frit bearbeidet efter en fransk digter.

„Hexaëmeron“ er ogsaa merkelig ved at Arrebo brukte et regelmæssig versemaal, det aleksandrinske[16], og derved la grunden til den senere versekunst. Før hadde man bare brukt at tælle stavelsene. I den nyere tid har han derfor faat navn av den danske digtekunsts far.

En betydelig digter var Tomas Kingo (av skotsk æt, † 1703 som bisp over Fyn). Hans salmer lever endnu den dag idag paa menighetens tunge i Norden; hans verdslige digtning stod derimot ikke over hans samtids og har derfor delt skjæbne med den. Han fik i opdrag av styrelsen at utarbeide en ny kirkesalmebok for de forenede riker. Han gav nu ut en, hvori halvdelen var hans egne salmer; men den møtte motstand og blev ikke godkjendt. En kommission blev nedsat til at arbeide ut en ny; den fik navnet Kingos salmebok, da den ogsaa for en stor del skylder Kingo sin tilblivelse, om den end ikke er av ham. Den blev indført som kirkesalmebok i begge riker. Kingos passions- og paaskesalmer hører til hans bedste og mest kjendte. Av enkelte salmer skal her nævnes: Som den gyldne sol frembryder; Skriv dig, Jesus, paa mit hjerte og Lov og tak og evig ære (se Landstads salmebok).

Kingo hadde varm interesse for morsmaalet og utviklingen av en national literatur. Han siger ogsaa han har til hovedformaal for sin digtning at gi sine landsmænd salmer og sanger, som ikke var laant andenstedsfra. „Thi,“ siger han selv, „de danskes aand er dog ikke saa fattig og forknyt, at den jo kan stige ligesaa høit mod himmelen som andres, alligevel at den ikke bliver ført paa fremmede og udlændiske vinger.“ Herfor leverte Kingo selv det bedste bevis. Med ædel harme lastet han, med tanke paa det tyske hofparti, dem, „der maaske i tredive aar haver ædt fædrelandets brød i Hans Majestæts tjeneste og haver dog ikke villet lære tredive danske ord, fordi de ikke haver villet tage dette vadmelssprog paa sine silketunger.“

I Norge var det fra Bergen det første „poetiske“ tilskud til fællesliteraturen kom. Her blev omkring 1560 skrevet Bergens rimkrønike; man kjender ikke forfatteren til denne „krønike“, som paa vers gir Bergens historie fra de ældste tider. I Bergen levde ogsaa Dorothea Engelbrektsdatter. Men det var utenfor Bergen, helt oppe i Nordland, at den eneste virkelige digter levde. Det var Petter Dass, som har faat navnet „digteren paa Alstahaug“. Han blev født i Alstahaug paa Helgeland og døde som prest sammesteds i september 1707, 60 aar gammel. Han var utpræget folkelig digter, et særsyn i dette tidsrum. Sin meste tid levde han i Nordland, som han ogsaa har skildret i sit hovedverk, Nordlands trompet, en beskrivelse av Nordlands amt paa rim; den arbeidet han paa i 14 aar. „Nordlands trompet“ er endnu sammen med enkelte av Petter Dass’s viser (f. eks. den djerve Dalevise: Fjeldbyggen agter paa tiden),[17] hans Dr. Martin Luthers lille katekismus, forfattet i bekvemme sange under føielige melodier og hans Aandelig tidsfordriv eller bibelske visebog, en yndet folkelæsning, mest hos nordlændingen. Han skrev ogsaa en mængde leilighetsvers, mest bryllups- og begravelsesvers, „salve for rindendes øine“, „ligstøtter“, „liglagen“ eller „blæksalver“, som det hette i den tids sprog. I disse leilighetsdigt viste han sig som egte barn av sin tid og delte dens feil. Først flere aar efter hans død kom hans skrifter i trykken. Mens han levde, fandtes hans arbeider, saa nær som „Dalevisen“, bare i avskrifter. Siden er hans bøker kommet i mange oplag. Av katekismussangene er der mindst 27 utgaver.

Hans religiøse digtning er kraftig og naturlig. Av hans salmer er kanske O Jesus, for din alterfod (se Landstad), den mest kjendte. I sin verdslige digtning skrev han ofte om de mest hverdagslige ting. Han skildrer for os jevnt og simpelt, men friskt og levende Nordlands natur, nordlændingen og hans liv, hans møie, hans næring, hans hytter og hans naust, hans klædedragt, hans baater og hans garn, alt like til torsken paa hjeld og silden i tønde. Han digtet om det han selv hadde set og oplevd; derfor fik hans digtning noget for den tid usedvanlig selvstændig og eiendommelig ved sig. Over det strenge, alvorlige liv der oppe og det haarde stræv for det daglige ophold la hans digtning paa samme tid et poetisk skjær, og paa grund av det hjemlige indhold slog hans sanger saa merkelig an blandt folket og har holdt sig paa folkemunde til vore dager. Blandt de høiere klasser fik hans bøker derimot næsten ingen indgang. Den kjærlighet og varme interesse som baade hans person og hans skrifter endnu den dag idag blir omfattet med av nordlændingen, vidner om at han har hat en indflydelse som faa paa det folk han har levd og virket iblandt. Hans digtning blir sammenfattet under navnet: „Hr. Petterdigt“.

Som et eksempel paa hvor høit hans digtning staar blandt almuen, kan følgende fortælling tjene: En vefsen-væring kom ind i en boklade i Bergen og spurte om de hadde Petter-digt. Det hadde de ikke, men mange andre gode bøker. „Nei,“ sa han, „har I ikke Petter-digt, saa gir jeg det en god dag altsammen!“

Som gut var Petter Dass meget kvik og opvakt. Der fortælles saaledes et skjelms-stykke av ham fra gutte-aarene, da han gik paa skole i Bergen. En gang, heter det, kom han ind til en kjending, en kjøbmand, som sat i sin slaabrok ved et bord og talte penger. Kjøbmanden moret sig over gutten, som med en liten hammer banket i vægger og gulv, og la ikke merke til at han hadde listet sig til at slaa nogen smaaspiker gjennem slaabrokken, som hang ned paa gulvet. Da det var gjort, sprang Petter op, tok næven fuld av penger paa bordet og rendte ut gjennem døren. Kjøbmanden skulde sætte efter gutten, men kom ikke av flekken.

Da han blev voksen, var han temmelig liten og undersat. Han var meget livlig, talte fort og manglet aldrig et godt svar. I sine yngre aar var han en aarrække kapellan i Nordland. En slik kapellanstilling var den gang ikke meget misundelsesværdig. Han pleide at faa 12 riksdaler om aaret og en støvlehud foruten mat og drikke.

„Mit embeds indkomster var aldrig saa god’,

at jeg kunde kjøbe en sko til min fod

og hoser at skjule min’ hæle,“

siger han selv. Men da han blev sogneprest til Alstahaug, blev hans kaar gode. Alstahaug var paa hans tid „det rigeste og formuendste kald, ikke alene i Nordlandene, men i al Trondhjems stift. En prest kunde leve der oppe som en herre.“ Som prest var Petter Dass likesaa samvittighetsfuld og nidkjær som modig, kraftig og djerv. Peder Claussøn siger om Alstahaug at kaldet for presten var forbundet „med stor livsfare til sjøs, naar han uddrager til de kirker paa øerne, som ligger to eller tre mile ude i aabenbar hav.“ Petter Dass siger ogsaa selv i sin „Nordlands trompet“:

„Vort Nordland saaledes beliggendes er:

Guds lov maa forkyndes blandt øer og skjær

uagtet al fare og møie;

thi sker det og tit,

at en talendes mund

maa søge sin grav i den dybeste grund

og lukke blandt fiske sit øie.“

En enkelt gang kan ogsaa et suk undslippe ham over den barske natur, som naar han siger:

„Naar andre kan frydes ved straalende sol,

er vi elementernes slaver.“

Men han bevarte sin freidighet. Da saaledes hans riktladde jægt en høst gik under paa Stadhavet, utbryter han: „Mit gods er nedsjunken, men ikke mit sind.“ Og at han ikke var ræd for at finde sin grav paa havet, ser vi av følgende vers:

„Hvad vil en Guds tjener bekymre sig ved

at ham er udvalt et begravelses sted

som mennisken ikke kan finde?

Om han ikke bæres af venner herud,

han kan dog med Mose begraves af Gud

og lukkes saa rolig derinde.“

I sine sidste leve-aar var han plaget av haarde legemlige lidelser. Herom siger han selv saa gripende:

„I seks aar har jeg været svag

og aldrig havt en rolig dag.

Forløs mig nu, min fromme Gud,

det syvend’ aar af fængslet ud!

Og om min pine fattes prov

og flere skudsmaal har behov,

spørg hver en stolpe og hvert bret

som er udi mit sengested!

Spørg bjelkerne i huset er,

spørg døre, vægge, tag og spær,

spørg bord og bænke, de skal dig

fortælle hvor det er med mig!“

Der findes i folkemunde mange sagn om hr. Petter. Mest kjendt er vel det sagn, at han paa en og samme søndag skulde ha holdt fropræken i Bergens domkirke, høimesse i Kjøbenhavn og saa igjen aftensang i Bergen. — Da han døde, var sorgen saa almindelig at alle jægteskippere i Nordland da skal ha sat et stykke sort vadmel paa hver side av jægtens seil. Like til bortimot vor tid brukte nogen at gjøre det.

Dorothea Engelbrektsdatter († 1716), „Bergens sangmø“, en from prestekone i Bergen, digtet mest salmer (Sjælens sangoffer, Taare-offer), f. eks. Dagen viger og gaar bort (se Landstads salmebok). Mange av dem er endnu vel kjendte blandt de norske bønder.

Dorothea Engelbrektsdatter blev sat høit av samtiden; kravene til en digter var den gang ikke meget store. Endog Kingo siger til hendes pris:

„Gaar nu, gaar hen, I ni berømteste gudinder!

at bukke eder dybt for en af Nordens kvinder,“

og Petter Dass uttaler sin beundring med lignende ord:

„Nymferne beregnes ni,

én dertil, saa tælles ti,

det skal Dorthe blive.“

Selv Holberg yder hende sin ros som „den første poetinde som de nordiske riker har havt.“ Av en unavngiven beundrer blev der sagt hende en mere velment end egentlig heldig kompliment i følgende linjer:

„Ei Nilus selv, ei Rhen

er nær saa vanderig

som Dorotheæ pen.“

Hun hadde derimot selv ikke store tanker om sin digtergave. I fortalen til en utgave av hendes samlede digt siger hun likesaa smukt som beskedent:

„En fugl med nebbet kvidrer smukt

og skaberen tør love.

Hvi skulde da min mund staa lukt

og ingen lovsang vove?

Er ikke rimene saa net

som de vel burde være,

da lad det være ret og slet,

naar Gud kun faar sin ære!“

I et digt til Petter Dass kalder hun sig mer beskedent end smagfuldt „en poete-unge, der byder frem hvad hun formaar“. Kingo og Dorothea traf hinanden en gang i et selskap i Kjøbenhavn; ved bordet skulde der rimes, som sedvane var paa den tid. Kingo begyndte:

„Jeg havde rimet nær, men vidste ikke hvad;

for mesterinden mig saa nær paa armen sad.“

Dorothea svarte straks:

„O mageløs poet! du kald mig ikke saa!

At du min mester est, al verden skjønner paa.“

Disse rim gik et helt aarhundrede fra mund til mund, og man fandt dem høist merkelige. Under hendes portræt, som pryder utgaven av hendes samlede digt, staar følgende vers, som sandsynligvis er av hende selv:

„Jeg sidder slet for verdens flok,

som paa mig kaster øiet,

men pyntet og stafferet nok

naar Gud kun er fornøiet.“

3. Ludvig Holberg og hans samtid (omtr. 1710-1750).

I det lærde tidsrum var avhængigheten av det fremmede blit større og større i Danmark, mens det langt mindre hadde været saa i Norge. Til skriftsprog brukte man næsten bare latin. Og ikke bare det; men de lærde stelte mer og mer med snurrepiperier, disputationer og gagnløse undersøkelser, som efter Holbergs ord var at ligne med „keglespil, hvorunder man nedslaar for at opsætte og igjen opsætter for at nedslaa“.

Tysk tok paa samme tid mer og mer overhaand som talesprog eller fyldte dansken op med fremmede ord og vendinger. I den mængde egenhændige brev man har fra Kristian 4, blander han tysk, dansk og latin paa den mest ugenerte maate sammen. Ved hoffet talte man oftest tysk; da Holbergs komedier blev opført, „blev der i den kongelige loge lagt en tysk oversættelse til hjælp for dem som ikke kunde forstaa den danske Holberg“. Hæren blev kommandert paa tysk. Den danske adel, som var blit knækket ved indførelsen av enevældet i 1660, blev trængt unda av en ny, tysk hofadel; den blev fulgt av en sværm tyske haandverkere og handelsmænd. Det førte med sig at tyskheten bredte sig ogsaa i de lavere samfundslag. Det tyske sprog blev talt og læst i byene, især i Kjøbenhavn, likesaa almindelig som det danske, saa morsmaalet blev stadig brukt næsten bare av bondestanden og almuen i byene. Tyske bøker var meget billigere end danske og blev derfor meget utbredt. Desuten fik i denne Ludvig den 14des tidsalder, da Frankrike var mønster for de europæiske stater, fransk sprog og franske moder indpas, til og med blandt borgerstanden. Heller ikke de danske bønder var i sin underkuede og fornedrede stilling paa nogen maate skikket til at virke noget til fremme av et nationalt liv. De tænkte bare paa sin daglige gjerning, og slog sig til ro naar de hadde maten for dagen og kunde betale skat i ret tid.

Overtroen hadde i den lærde tid faat en grænseløs utbredelse. Hekser var blit brændt i mængdevis; saaledes blev der f. eks. i kort tid paa Als og øene omkring brændt 52 hekser. I Kristiania blev i aaret 1670 paa én gang brændt 7 hekser. Kometer, formørkelser, jordskjælv o. s. v. holdt man for varsler om ulykker. En „professor i den hellige skrift“ skrev endog, at da der et aar var set en komet paa himlen, saa var der ganske rigtig ogsaa det aar tilforn i Krakau født en kalv med to hoder. Det er ikke overdrivelser naar Holberg i „Erasmus Montanus“ lar Jeronimus sige, at der 14 dager efter sidste formørkelse faldt 6 kandidater gjennem til eksamen, alle fornemme personer og blandt dem to provstesønner. Prestene var ofte ikke stort bedre end menigmand. Saaledes fortælles det at en prest stundom pleide at kaste en levende, rød hane ind i ilden for at slukke en ildebrand. Overtroen hadde ogsaa sin literatur, som blev meget læst av folket.

Overtroen, det lærde pedanteri og ringeagten for det hjemlige raadde hvor man vendte blikket hen. Danmark var, siger Holberg, „fast det eneste land paa jorden hvor man fandt folk som gjorde sig en ære av ikke at forstaa sit eget morsmaal, og som heller læste pølsesnak paa fransk end de grundigste skrifter paa sit eget sprog“. Der hadde, som vi har set, bare været enkelte lyspunkter (vi minder om navn som Vedel, Peder Syv og Kingo), som tydet paa en forandring til det bedre.

En sand skildring av denne tid har vistnok den danske digter Christian Wilster git os i sit digt „Ludvig Holberg“:

Intet under derfor at Wilster senere i digtet lægger Holberg disse ord i munden:

Det var i slike samfundsforhold folk som den lærde pedant Erasmus Montanus, den storskrytende officer Jakob von Tyboe, den forkuede bonde Jeppe paa Bjerget og den indbildske nar Per degn kunde bli til.

Der skulde mod til at ta fat her og viljekraft til at holde ut i kampen; for der var nok at rette angrep mot i alle stænder, nok at rydde av veien og bygge op for den som hadde aapent øie for det sørgelige ved tilstanden og for det man trængte for at faa den forandret. En mand med disse egenskaper kom i Ludvig Holberg, som med sin skarpe forstand og det utviklede blik paa livet han hadde faat ved læsning og reiser i utlandet, ikke kunde andet end se al denne vranghet i det rette lys. Han kunde ogsaa fremstille den saa sandt og træffende at folk maatte faa øinene op, enten de vilde eller ikke.

Ludvig Holberg blev født den 3dje december 1684 i Bergen. Hans far var oberstløitnant Christian Holberg, som vist var av trøndersk bonde-æt og kjendt fra forsvaret av Halden 1660. Da baade faren og moren døde tidlig, kom gutten i huset hos sin morbror Peder Lem. En gang hadde han her laget et satirisk vers om en slegtning av morbrorens kone. Hun blev meget sint over det og bad sin mand straffe ham. Morbroren, som var en spøkefuld mand, tok ham ind til sig og satte først et morskt ansigt op, men sluttet med at sige at naar han en anden gang vilde gjøre vers, skulde han være saa god at file dem noget bedre. Sine barne-aar levde Holberg, paa et kort ophold i Gudbrandsdalen nær, i Bergen. Denne livlige handelsby, som var saa nøie forbundet med utlandet, har sikkert faat stor indflydelse paa ham, og den har git ham en mangfoldighet av indtryk, som har været av betydning for hans senere utvikling. Han siger selv at Bergen „kan lignes med Noæ ark, hvorudi der er alleslags kreaturer; thi folk fra alle verdens kanter strømmer did hen, sætter sig ned der og forener sig med indbyggerne. Der er idelig en raaben og skrigen, som der høres saa stor at den ene ikke kan høre hvad den anden siger.“ Holberg har vistnok tat flere av typene til sine komedier fra denne by.

Ogsaa en stor del av sin ungdom levde Holberg i Norge. Da han var blit student 1702, reiste han nemlig straks fra Kjøbenhavn og drog tilbake til Norge; for at tjene sit brød blev han huslærer paa Voss. Da han siden (1704) hadde tat teologisk eksamen, tok han en lignende post i Bergen. Her vaaknet nu hans reiselyst, som snart blev saa sterk at han solgte det lille han eide for 60 riksdaler; med denne sum reiste han da trøstig ut i verden. Nu begynder hans utenlandsreiser, som fik saa stor betydning for hans senere livsgjerning. I flere av Europas hovedstæder og universitetsbyer lærte han nemlig den almindelige europæiske dannelse at kjende paa nært hold; her fik han et videre, mer fordomsfrit syn. De mange ulike forhold han kom ind i, og den skare mennesker han kom til at træffe sammen med, skjærpet hans syn og gjorde hans menneske-kundskap rikere.

Paa sin første reise kom han til Holland, som hele Norges vestkyst den gang stod i livlig samkvem med. Paa denne reise gjorde han ogsaa en avstikker til Tyskland, hvor han hadde flere eventyr.

Endelig kom han tilbake til Norge (1705), efterat hans penger for længe siden var brukt op. Han slog sig nu ned i Kristiansand, hvor han for sine sprogkundskaper blev saa anset at folk pekte paa ham paa gaten og sa: „Der gaar den lærde kar som kan snakke baade fransk, italiensk, polsk, moskovitisk og tyrkisk“, saa han blev „ligesaa berømt som Mitridates, kongen af Ponto, hvilken, som historierne fortæller, har kunnet 22 sprog“. Han blev saaledes her langt mer paaskjønnet end under sit ophold i Amsterdam paa sin første reise. For der agtet man ikke „de lærdeste professores saa meget som en skipper“.

Da han hadde samlet en del penger, drog han ut paa sin anden utenlandsreise vaaren 1706, denne gang til England; han var to aar i Oxford og greide sig ved at undervise.

Fra Oxford drog han til London; der saa han alt det merkværdige „man kan se uten penger“. Derfra vendte han tilbake til Danmark (1708).

Holberg saa aldrig mer Norge igjen og slog sig efter sin tilbakekomst ned i Kjøbenhavn; Danmark blev saaledes hans andet fædreland. Men det norske præg han hadde faat i barne- og ungdomsaarene, blev aldrig utslettet hos ham. Man kan derfor sige at den norske indflydelse med ham begyndte at gjøre sig gjældende i fællesliteraturen gjennem hans lune, virkelighetssans, forstandsmæssige nøkternhet og naturlige sprog. Av Holbergs skrifter kan man ogsaa se at han ikke glemte Norge og nordmændene. Likesom sin far bar han for at vise sin norske herkomst „fjeld og gran“ i sit segl, og da han blev baron, likeledes i sit adelsvaaben. Med sine skrifter tænkte han ikke bare paa Danmark, men paa Norge ogsaa; det var begge „disse rigers almue“ (almenhet) han hadde for øie.

Fra Kjøbenhavn gjorde Holberg senere tre nye utenlandsreiser. Paa sin fjerde reise (1714), som var den vigtigste, var han halvandet aar i Paris; derfra tok han veien til Italien.

I sit 32te aar kom han tilbake til Kjøbenhavn. Han hadde her før søkt at slaa sig gjennem ved at holde private forelæsninger for studentene; „de kom i hobetal paa mit kollegium“, siger han, „hvor de med stor flid baade hørte og optegnede alt, hvad jeg dikterede; men da jeg skulde betales derfor, fornam jeg de havde lært den kunst at gjøre sig usynlige, saa den eneste frugt jeg havde af mit arbeide, var, at jeg fik en dyb kompliment naar jeg mødte dem paa gaden, hvilket var vel kjendetegn paa taknemmelighed, men hjalp lidet paa min fattigdom.“ Nu var han saa heldig om kort tid at bli lønnet professor (1717), vistnok i et fag han foragtet, nemlig metafysik; men han blev endelig derved sat i stand til at slippe næringssorger; han var før blit utnævnt til ekstraordinær professor uten løn, nogen aar efter utgivelsen av sit første verk: Introduktion (indledning) til de europæiske rigers historie (1711). Siden blev han professor i latin, saa i sit egentlige fag, historie. Tilsidst blev han kasserer (kvæstor) for universitetet. Ved sin forfattervirksomhet tjente han efter hvert en stor formue. Da han var ugift, testamenterte han størsteparten av den til Sorø akademi. Han blev derfor ophøiet til baron. Holberg døde 1754 og ligger begravet i Sorø kirke.

Vi skal nu omtale Holbergs forfattervirksomhet som digter og som prosaisk (historisk og populærfilosofisk) forfatter.

Det var et digt som først skaffet ham ry, det store komiske heltedigt Peder Paars (1719), som blev trykt som gatevise med titel: „En sandfærdig, ny vise om Peder Paars, som gjorde en reise fra Kallundborg til Aars[19] o. s. v., af Hans Mikkelsen, borger og indvaaner i Kallundborg“. Endvidere var der blandt andet i titelen gjort opmerksom paa at i visen stod „skjønne anmerkninger nedenunder efter den nye mode“, og at den „klang vel til alle slags instrumenter, især til hakkebret eller lire“. I „Peder Paars“, det første betydelige satiriske digterverk i vor literatur, har Holberg git en parodi paa heltedigtet, idet han har brukt dettes høitidelige stil i sin skildring av de ubetydeligste personer og begivenheter. Men det som egentlig var Holbergs mening med digtet, og som gav det saa stor betydning, var de skarpe angrep han rettet i det mot feil og daarskaper i samtiden indenfor alle stænder.

„Peder Paars“ vakte vældig opsigt, og man lærte stykker av det utenad; men mange blev ogsaa harme over skriftet, da de mente at Holberg hadde sigtet netop til dem med det. Man kjendte nemlig den gang bare slike personlige satirer.

Holberg holdt frem med sin djerve kamp trods de mange fiender han fik ved det. Han skjønte at det var ved satirisk digtning han for det første hadde mest utsigt til at virke noget til gagn for folket. Det han derfor hadde begyndt i „Peder Paars“, utførte han videre i komediene, som han paa faa aar skrev mange av. Her tok han de enkelte stænder hver for sig og gav dem med deres daarskaper til pris for latteren. I „Peder Paars“ vil man finde frøet til mange av komediene.

Vi omtaler her med nogen ord skuespilkunstens utvikling i middelalderen. Likesom det antike drama fremgik ogsaa middelalderens skuespil av gudsdyrkelsen. Man fremstillet scener av den bibelske historie for at gjøre gudstjenesten saa haandgripelig som mulig. Senere blev disse forestillinger lagt utenfor kirken: paa kirkegaardene, torvene og gatene, og efter hvert blev ogsaa andre end geistlige med. Tilsidst kom den kirkelige karakter helt bort, og geistlige blev endog forbudt at være med. Skuespillene, som fra først av var paa latin, blev nu skrevet paa morsmaalet og handlet mest om verdslige emner. Efterat saaledes skuespillet var plantet om paa verdslig grund, fik man i slutten av middelalderen omreisende skuespillertrupper. Desuten opførte elevene ved latinskolene dels latinske dramaer for sprogøvelsens skyld, dels stykker, skrevet paa morsmaalet (skolekomedier). Denne skik kom ogsaa til Danmark i det 16de aarhundrede. Men de originale danske skolekomedier var baade meget faa og litet værdifulde.

I 1722 blev den første danske skueplads aapnet i Kjøbenhavn. Her blev alt samme aar flere av Holbergs komedier opført, først „Den politiske kandestøper“. Før hadde skuespilkunsten staat meget lavt i Danmark, og heller ikke nu var det store publikum, som endnu hadde mere smag for gjøglere og „den sterke mand“, utviklet nok til i længden at holde en nationalscene oppe. Vistnok gjorde komediene den første tid stor lykke; men teatret maatte likevel snart lukke, da flere andre ting ogsaa kom i veien.

Likesom „Peder Paars“ vakte komediene ogsaa paa enkelte hold harme og uvilje mot forfatteren.

Holberg hadde, som nævnt, ingen egentlige mønstre hat for sine komedier i den ældre danske literatur. Forbilledene fandt han andensteds, for det første i den klassiske lystspildigtning, særlig hos den latinske komedieskriver Plautus, saa i de italienske folkekomedier eller maskekomedier,[20] som den gang var meget yndet, og endelig fremfor alt hos den franske lystspildigter Molière. Men der er stor forskjel paa ham og Holberg. Det viser sig bedst i valget av emner. Molière var hofdigter, Holberg hentet emner helst fra det jevne, borgerlige hverdagsliv; det gjorde hans stykker i særlig grad nationale og forstaaelige for alle. Desuten forstod han, selv naar han laante av andre, merkværdig at holde paa sin eiendommelighet.

Det som især særmerket Holberg som komedieforfatter, var hans evne til karakterskildring. Hans figurer var grepet like ut av livet, saa folk saa sig selv igjen som de gik og stod, og den tids liv er skildret saa tydelig, at som Oehlenschläger har sagt, „om Kjøbenhavn sank i jorden, og man om nogen aarhundreder kun utgrov Holbergs komedier, saa vilde man saa godt kjende digterens tidsalder derav som vi kjender den romanske tid av Pompeji og Herkulanum“. De mest kjendte av hans komedier, som Den politiske kandestøper, Jean de France, Jeppe paa Bjerget, Barselsstuen, Jacob von Tyboe, Erasmus Montanus, Den stundesløse, Ulysses von Ithacia o. fl., er talende vidnesbyrd om det. Holberg har i regelen i sine stykker en række staaende figurer som den gamle spidsborger Jeronimus, den taapelige gaardskarl Arv og de overgivne og vittige tjenere Henrik og Pernille. Disse figurer blir allikevel ikke ensformige, da de er meget variert.

Holberg var en mester i at opfinde komiske scener[21]. Dialogen er fuld av træffende uttryk og vendinger fra dagligtalen; flere av dem er ogsaa blit staaende talemaater, f. eks.: „Friskt mod, Antonius!“ „Du drak som en skjelm!“ „Tal dansk, din hund!“ „Likesaa hos os!“ „Nachspillet (efterspillet) blir det artigste!“ Paa en fængslende handling la Holberg mindre vegt.

I Holbergs senere leve-aar brydde man sig ikke længer om komediene; smagen hadde tat en anden retning, saa man holdt dem for simple og grove. Vistnok kunde hans uttryksmaate stundom være noget grovkornet; men pertentligheten begyndte ogsaa paa den anden side at gaa svært vidt. Man vilde nu se bare riddere og fyrster paa scenen, ikke „gemene folk“; ja, man var blit saa fin paa det, at man endog blev støtt over at Henrik i „Den politiske kandestøber“ viste sig „med ukjæmmet haar og uten hansker“, og man taalte ikke at høre f. eks. ordet „kanalje“ paa scenen.

Blandt Holbergs digterverker maa endnu nævnes et som mer end noget andet virket til at gjøre hans navn europæisk kjendt, Nils Klims underjordiske reise (1741), som er en satire over Europas forhold i det hele; det var en av grundene til at Holberg denne gang ikke brukte morsmaalet, men latin. Nils Klim er holdt i en stil som om alt sammen skulde være ramme alvor; en tysk lærd, som fremholdt den mening at jorden var hul, lot sig endog narre til at bruke Nils Klim til bevis for at han hadde ret i sin paastand. — Mønsteret til Nils Klim hadde Holberg i de opdigtede reise-skildringer, som var meget læst paa den tid.

Holberg var ikke bare stor digter, men stod ogsaa høit som prosaisk, særlig historisk forfatter. Han var endelig i 1730 blit professor i historie, som var hans egentlige videnskap, endda han klager over at de kildeskrifter han maatte bruke, ofte var slik, „at man kunde forgi rotter med dem“. Holberg uttalte sig selv om nytten av historien paa følgende maate: „Jeg holder den historiske videnskap næst Guds ord for den nyttigste og vigtigste af alle, naar den bliver læst med de rette øine. Jeg lærer deraf at kjende lande; jeg lærer at kjende mennesker; jeg lærer at kjende mig selv; ja, jeg lærer at spaa; thi man kan af forbigangne ting dømme om tilkommende.“ Vi ser saaledes hvor stor betydning det historiske studium hadde for ham selv, og det var hans ønske at historien kunde faa samme betydning for andre. Med dette maal for øie var det han skrev sine historiske verker. Han skrev de fleste av dem efter sin „poetiske raptus“. Han siger selv i fortalen til sidste bind av komediene (1726): „Dette bliver uden tvil mit sidste poetiske skrift; thi jeg bliver nu meget alvorlig.“ Og i virkeligheten er der et vendepunkt i Holbergs forfatterliv ved denne tid. Han var træt av at skrive komedier og av de ubehageligheter han utsatte sig for ved dem. Desuten var tiden ikke god for teaterstykker. Ved Kjøbenhavns brand i 1728 brændte ogsaa teatret. Og pietismen, som fik magten især under Kristian den 6te, banlyste skuespil; først efter Kristian den 6tes død skrev Holberg atter nogen komedier for nationalscenen, som da blev aapnet igjen.

Alt før han blev professor, hadde Holberg, som nævnt, skrevet sin „Introduktion til de europæiske rigers historie“. Nogen aar efter hadde han git ut en Introduktion til natur- og folkeretten. Her gjør Holberg flere av de moderne europæiske tanker kjendt for et nordisk publikum. Men de betydeligste av Holbergs historiske skrifter var følgende: Danmark og Norges beskrivelse (1729); Danmarks riges historie i tre deler; Almindelig kirkehistorie; Adskillige store heltes og berømmelige mænds sammenlignede historier og bedrifter; Adskillige heltinders og navnkundige damers sammenlignede historier og Bergens beskrivelse. I sin historieskrivning trængte Holberg krigshistorien tilbake som den mindre vigtige del; derimot la han vegten paa det som kunde vise folkets „egenskaper“ og utvikling i forskjellige retninger, likesom han skildret fremragende personligheter, gav „berømmelige mænds portraits“, som han selv siger.

Til Holbergs populær-filosofiske skrifter hørte hans Moralske tanker (1744); en stor del av hans Epistler hører ogsaa hit. Disse avhandlinger i brevform var over 500 i tal og handler om adskillige historiske, politiske, metafysiske (oversanselige), moralske, filosofiske, item (fremdeles) skjemtsomme materier. Denne behandling av de mest ulike ting vidner om Holbergs mangfoldige interesser, alsidige kundskaper og hans merkelige evne til at skrive underholdende om alle ting. Likesom hans levnetsbeskrivelse i 3 brev paa latin („til en fornem mand“), gir de mangen oplysning om hans personlighet. Hans sidste bok var Moralske fabler. Flere av Holbergs skrifter blev oversat paa fremmede sprog, og hans ry kom saaledes til utlandet.

Holberg blev ikke skattet efter fortjeneste av sin samtid. Hans begravelse gik for sig i al stilhet. Liket blev ført fra Kjøbenhavn til Sorø for at begraves der. Det heter i et brev herom: „Baron Holberg blev hentet herfra af fire sjællandske øg; de tvende bønder udgjorde komitaten (følget).“ Ingen sørgefest blev holdt; ingen mindestøtte blev reist til hans ære.

Holberg var en selvstændig og uavhængig karakter og en aapen og sand natur, som hadde avsky for alt hykleri. I det religiøse var Holberg adskillig paavirket av tidens engelske og franske tænkere. Han hævdet sterkt toleranse, og mente at de religiøse spørsmaal maatte staa under fornuftens dom. Han staar allikevel fjernt fra rationalismen slik som den mest utviklet sig i Frankrike i anden halvdel av aarhundredet. Han uttaler sig for resten altid med en viss varsomhet om religiøse spørsmaal. Han vilde utrydde al vantro og var imot al død ortodoksi, al skinhellighet og vanekristendom, likesaa vel som mot den mørke pietisme som raadde under Kristian den 6te.

Ytringsfriheten hadde ogsaa en varm talsmand i Holberg. „Bogcensuren,“ sa han, „gjør at man ikke kan vente at se andet udkomme, end hvad flaut, lavt, krybende, marvløst, mat og udpisket er.“

Endda Holberg syntes bedst om at leve et rolig liv, blandet han sig likevel tit med glæde i folkelivet og studerte det i vertshus og paa andre steder. Han gav sig ofte i samtale med menigmand, især paa landet, og han vilde overhodet gjerne være tilstede der hvor han kunde gjøre iagttagelser.

Holberg likte godt „fruentimmerselskap“. I mandfolkselskap fik han vin og tobak, og det var ikke efter hans smak, i fruentimmerselskap derimot te, kaffe og jevn snak, som han likte bedst i sine ledige timer. „Naar jeg haver studeret mig en hovedpine til,“ siger han, „besøger jeg ingen hellere end madame N. N., som fortæller mig intet uden hvad hun haver spist den dag, eller hvormange egg hendes høns haver udlagt den uge eller andre saadanne materier hvorved hjernen ikke brydes, eller hovedets sener strækkes.“ Dette kan synes at tyde paa en viss ringeagt for kvinden, ialfald som hun den gang var; men at han paa den anden side ikke tviler paa hendes evner og dygtighet, naar hun fik rikere anledning til at prøve sine kræfter end tilfældet den gang var, viser han bl. a. i sit Forsvarskrift for kvindekjønnet, hvori han f. eks. lar kvinden uttale:

„Hvis mere os betroet var,

vi kunde mer forrette.“

Om kvindens stilling uttaler han sig ogsaa i „Nils Klim“ paa lignende maate.

De mange særegenheter og peppersvendvaner Holberg efter hvert la sig til, hindret ham i at gifte sig. Han satte ogsaa for store krav til en hustru, og efterat han i et av sine epigrammer har regnet op alle de egenskaper en saadan skulde ha og ikke ha, føier han til: „Kort at sige: Jeg vil ha en saadan hustru som neppe er at finde; det er at sige: Jeg vil ikke gifte mig.“ I et selskap tok en gang en dame fat paa ham og spurte ham hvorfor han ikke giftet sig; „jeg spurte hende da,“ fortæller han, „om hun snorkede i søvne, og da hun tilstod saadant, sagde jeg, at saadan ringe ting var nok for mig til at paastaa en skilsmissedom, hvorpaa jeg gik bort og efterlod hende i heftig latter.“ I en av sine satirer taler kan ogsaa paa en meget morsom maate om alle de sorger og ubehageligheter man kan bli utsat for i egteskapet. Hvorledes barneflokken kan gi grund til stadig uro, viser han i følgende ikke meget lyse skildring:

„ — — — — Nu en, nu anden tid

du høre maa med sorg, fortræd og hjerteklappen,

Lars faldt med stolen om, Mads hovedkulds af trappen;

i fingeren sig skar Marie med en kniv.

Pernille med en saks har bragt sig fast om liv.

Jens brød sit ben itu, Per fik et hul i panden,

Nils viklede sin fod, Paul stødte sig med kanden,

Hans har udi sin hals en mægtig knappenaal.

Frans hartad briste vil, har sig forædt af kaal.

Dorthea man med magt maa trække udi skole;

hun trodsig er og stiv, fast som en utæmt fole.“

Holberg blev ofte beskyldt for gjerrighet. Selv siger han at „han holder karrighed for en ligesaa stor lyde som overdaad“. Det var vistnok nærmest hans i høi grad tarvelige og regelmæssige levevis som var skyld i at man trodde han var gjerrig. Trods sin meget omtalte gjerrighet kunde han være meget godgjørende, og „han gav aarlig de fattige saa meget som andre pleier at koste paa en dagtyv af lakei“. Dog saa han sine folk an. Derfor kunde det i én gate hete om ham: „Se, der gaar den gnier som gjør ingen mand godt!“ Men i en anden: „Gud lade den mand leve som er saa god imod fattige!“ Han gjorde ogsaa meget for bøndene paa sit landgods og hjalp dem paa en klok maate, lettet deres byrder og gjorde husene deres bedre eller bygget dem op fra grunden av. „Og da jeg saadant havde gjort,“ fortæller han selv, „kaldte jeg bønderne sammen og sa: ‚Nu har jeg gjort mit; nu maa I gjøre eders!‘“

Som nævnt hadde Holberg daarlig helse; han led meget av hodepine, hadde ofte feber-anfald og var brystsvak. Han var derfor tit opfarende og pirrelig. „En hund som gjør, en dør som tilslaaes, kan bringe mig af skik,“ siger han. Naar han skrev vers, „kostede moksen (næsten) hvert blad ham en dygtig hovedpine og tolv skilling udi kaffe at jage den paa dør med“. Hans tilstand var saadan, siger han, at „glæde, bedrøvelse, frygt, mod, mathed, hurtighed, hidsighed og koldsindighed“ idelig skiftet hos ham, „ligesom de onde væsker sætter sig nu i en del, nu i en anden del av legemet“. For at jage bort det daarlige humør tok han sin tilflugt enten til at læse lystige skrifter eller selv at skrive skjemt; det viser at tungsindet slet ikke var ham medfødt, men hitført av ytre aarsaker. At denne hans fremgangsmaate ofte hjalp, viser følgende fortælling herom av den danske digter Hauch: En mand som bodde i samme hus som Holberg i den tid han skrev sine første stykker, forsikret til en av Hauchs bekjendte at han og de andre i huset næsten hver dag hørte Holberg le høit under arbeidet. Ja, stundom naar han kom ind til ham, var han faldt ned av stolen av latter og laa og lo paa gulvet. Det er da ogsaa rimelig, mener Hauch, at „den mand fra hvem et slikt væld av lystighet er utgaat over verden, tillike selv i høieste grad maatte gripes av sine egne digtersyner, og at de komiske skikkelser han visste at fremmane, ogsaa maatte virke paa ham selv med den samme magt hvormed de endnu den dag idag likesom springer frem av hans digtninger og virker paa læserne“. Musikken, som han hadde megen sans for, var til stor opmuntring for ham. En aften i uken, fortæller han, var han „gemenligen i det musikalske collegio (forening)“. Han spilte selv fløite og fiolin; ja, i Oxford blev han holdt for en av dem „der aller bedst forstod at traktere (behandle) en fløite“. Musik kunde røre ham til taarer. Det fortælles at han engang ved en kirkekoncert gik bak en kirkepille for at skjule sine taarer hver gang et visst rørende sted blev gjentat.

Holberg var helt igjennem satirisk anlagt. I satiren og komedien, hvor han ret kan faa bruk for sit vid og lune, er han i sit rette element. Skjønt Holbergs digterbegavelse saaledes var avgrænset til et bestemt omraade, har han dog faat en betydning for den dansk-norske literatur som ingen anden. Hans digtning vil aldrig bli forældet, og vi føler ogsaa dens indflydelse utigjennem hele den følgende tid.

Men nogen egen skole av forfattere er ikke gaat ut fra ham. I sin komedie-digtning fik han for saa vidt likesaa litt nogen efterfølger som han hadde hat nogen forgjænger i den dansk-norske literatur. Overhodet har han hat mere indflydelse paa folket og literaturen i almindelighet end paa nogen bestemt forfatter.

Og ikke bare i Danmark og Norge blev hans navn kjendt og hans verker læst, men ogsaa i de fleste andre landene i Europa.

Efter sine egne uttalelser i forskjellige skrifter hadde Holberg selv et tredobbelt maal med sin literære virksomhet. Det var fædrelandets ære, morsmaalets utvikling og folkets vel han vilde fremme, og derved, som han siger, „gjøre sig vel fortjent av fædrelandet“.

Det var sit første maal, fædrelandets ære, han hadde for øie naar han taler om at han ved sine skrifter vilde utfylde manglene i de forenede rikers literatur, saa disse land ikke længer skulde staa tilskamme for fremmede nationer og faa bebreidelser av dem. Om den danske kultur hadde de saa smaa tanker at Holberg i et brev til en hollandsk lærd fandt at burde underrette ham om at „det kongerige Danmark ligger udi den part af verden, som gemenlig kaldes Europa; indbyggerne gaar paa 2 ben og har en næse mellem øinene ligesom de leydenske borgere“. Hvor ilde det før Holbergs tid stod til med en alsidig, folkelig literatur i Danmark og derfor ogsaa med den boklige sans baade blandt borgere og bønder, fremgaar f. eks. for borgerstandens vedkommende av et sted i „Den politiske kandestøber“. Henrik har fortalt Antonius at hans husbond sitter og læser; saa siger Antonius: „Da er han mere gudfrygtig end jeg.“ For bondestandens vedkommende ser vi det av „Erasmus Montanus“, hvor denne vil kaste en bok i hodet paa broren Jakob; her siger Jakob at det maa være en bibel da den er for stor til at være en evangeliebok eller katekismus. Disse eksempler viser at der blandt menigmand paa den tid neppe var tale om at læse i andre end religiøse bøker, og av dem var igjen størsteparten ikke originale, men oversatte. Av andre skrifter fandtes der meget faa som var forfattet paa morsmaalet og saaledes forstaaelige for menigmand.

Det blev derfor Holbergs anden opgave at skaffe morsmaalet dets ret, gjøre literaturen til folkets eiendom og derved vække sansen for en mer omfattende læsning. Han vilde ogsaa at de studerende skulde lære at kjende morsmaalet og bruke det i tale og skrift. „En grundig optugtelse,“ siger han selv, „bestaar derudi, at den studerende oplæres først i gudsfrygt og gode seder, dernæst i landets sprog og endelig aller sidst i fremmede tungemaal; ti det sidste er sirlig og nyttig, men det første fornødent.“ Det var som national forfatter Holberg vilde gjøre sin europæiske dannelse frugtbar, og det var hans ønske at gjøre sit til „at morsmaalet som uforskyldt lidet eller intet taltes udi store huse, med tiden kunde blive hofsproget“; han siger ogsaa selv at han skrev „for folk ei ene, men og sproget at polere,“ og han mener at „det i sig selv haver alle de behageligheder som noget sprog kan bryste sig af“. Naar man husker paa hvor litet morsmaalet til hans tid var utviklet som skriftsprog, maa man ogsaa undres over den lethet han bruker det med, og den fuldkommenhet han fører det frem til. Hans stil var jevn og naturlig. „Hvad jeg skal sige, siger jeg enfoldig og tydelig,“ siger han selv, og han følte „væmmelse ved alt det som var affekteret og ligesom sat paa stylter“.

Holberg forstod at han bare ved at gjøre literaturen folkelig og forstaaelig kunde naa sit tredje store maal: at virke paa hele folket. Sit folks vel og fremgang hadde han nemlig altid for øie med sin forfattervirksomhet. Han vilde ved sine skrifter vække folket til selvtænkning og selvkritik; han siger ogsaa selv om de studerende mænd at de heller burde „skjærpe sine hoveder ved idelig eftertanke end opfylde dem med vidtløftig læsning og med andres tanker og meninger“. Han vilde utvikle og opdra sit folk ved at faa det til at følge med i det som ute i Europa virkelig fortjente at bli lagt merke til, og ved at gi det leilighet til at se alle sine daarskaper, sin overtro og sine fordomme. Saaledes skrev han ikke engang sine komedier saa meget for at more som for at forbedre sit folk, og han uttaler at han i sine komedier vil skildre saadanne laster „som vores nation i særdeleshet inklinerer (er tilbøielig) til“. Naar han i digtningen saa et middel til at indskjærpe „en god og nyttig moral“, fulgte han herved en opfatning som paa hans tid og længe efter var den gjængse. Men det store ved Holberg var at han forstod at fremsætte moralen paa en saa fornøielig, tiltrækkende og virkningsfuld maate. At det ogsaa lyktes ham gjennem sit forfatterskap at forbedre sit folk, ser vi av de ord han selv i fuld bevissthet om sin betydning kan uttale om sine komediers virkning, „at de har omstøbt disse rigers almue som i en anden form“. Det er ogsaa sikkert at aandslivet i Danmark og Norge ved hans død i mange maater stod høiere end da han begyndte sin gjerning.

Av det som ovenfor er sagt, kan man se Holbergs tredobbelte betydning som den egentlige grundlægger av fællesliteraturen, som dyrkeren av morsmaalet og som folkets opdrager.

Andre forfattere paa Holbergs tid. Av prosaiske forfattere fra samme tid som Holberg, kan nævnes den danske teolog Erich Pontoppidan († 1764), en tid bisp i Bergen. Han var en from mand med mange kundskaper; han drev alsidige studier. Mest kjendt er han blit ved sin forklaring til Luthers katekismus, som kom ut 1737. Han gav ogsaa ut en ordsamling over det norske almuemaal,[22] over „saadanne rare (sjeldne) norske ord som gemenligen ikke forstaaes av danske folk“. Han mente at de mange fremmede ord som dansken var opfyldt av, burde bli avløst av ord fra de norske bygdemaal.

De poetiske forfattere var mange den gang i Danmark; efter Holbergs utsagn var de „flere end fluer i september“[23].

Bare faa av digterne, som Brorson og Stub, har skrevet noget som eftertiden har læst.

Hans Adolph Brorson, bisp i Ribe († 1764), var som salmedigter en værdig efterfølger av Kingo. Hans salmer utmerket sig ved inderlighet og varme og ofte ved en jevn og folkelig tone. Som eksempler kan nævnes: I denne søte juletid; Den store, hvite flok vi se og Her kommer dine arme smaa (se Landstad).

Mens Brorson helt holdt sig til en enkelt gren av den lyriske digt-art, den religiøse, møter vi hos Ambrosius Stub († 1758) en lyrisk begavelse av mer omfattende natur. Men hans rike evner fik ikke utfolde sig paa grund av de uheldige vilkaar han maatte leve under. Han døde i stor fattigdom. Hans sanger og viser var usedvanlig naturlige for den tid at være. Han er blandt de sangere som fører bud om vaarens komme, er der sagt om ham. Men ynden og friskheten i hans viser var noget samtiden ikke forstod sig paa; derfor blev de litet agtet paa. Flere av hans digt er improvisationer, d. v. s. de er digtet i øieblikket.

Mens det er den norskfødte Holberg som helt fylder tidsrummet, er der litet literært liv hjemme i Norge. Fædrelandsforræderen Povel Juul har skrevet et par læredigt i tidens stil. Rundt om i landet, især i Nordland, er der flere som prøver at efterligne Petter Dass. Særlig er versemaalet fra „Nordlands trompet“ blit populært. Et par forsøk paa at skrive digt paa norsk bygdemaal blev gjort av prestesønnen Ole Camstrup fra Bergens stift og Nils Pedersen Heyberg fra Telemarken. Især et bryllupsdigt av den sidste har en viss betydning som kulturskildring.

4. Oplysningstiden (omtrent 1750-1800).

Efter Holbergs tid følger til slutten av aarhundredet Oplysningstiden med sine forskjellige brytninger, paa det religiøse omraade mellem kristendom og fritænkeri, paa det sociale mellem de høiere og lavere stillede i samfundet og endelig mellem det fremmede væsen, mest tyskheten, og det nationale.

Aarsaken til disse brytninger, som ogsaa satte sine dype merker i literaturen, maa søkes i de nye meninger, netop med hensyn til det religiøse og sociale, som kom fra utlandet, mest fra England (John Locke) og Frankrike (Voltaire og Rousseau), og som alt Holberg tildels hadde uttalt. Disse meninger (kravene paa trosfrihet, paa de almindelige menneskerettigheter, folkefrihet og likhet for alle borgere) trængte nu ogsaa mer og mer frem til Norden og grep sindene. Det var ministeren Struensee som førte retningen op paa dens høidepunkt i Danmark. Av betydning for literaturen var hans indførelse av trykkefriheten (1770). Men tre aar efter, da Ove Guldberg var blit minister, blev den meget indskrænket, og senere (1799) blev den for en tid helt ophævet, da regjeringen fandt at den blev misbrukt.

Som vi nævnte, var det oprindelig fra engelske og franske tænkere de nye meninger skrev sig. Disse tænkere begyndte alt i den sidste halvdel av det 17de aarhundrede at øve sterk kritik paa samtidens meninger og institutioner; alt skulde kunne begripes, forklares; der skulde være en „oplysning“ eller rettere „opklaring“, en „Aufklärung“, ikke rettet paa det store, menige folk, men næsten bare for en liten kreds, „de dannede“, som den store mængde skulde laane sit lys fra. Der kom ut tidsskrifter og videnskabelige arbeider i populær form av stor betydning, som økte „oplysningen“; men forstanden blev paa denne maate den eneste evne som blev dyrket, og man la bare vegt paa „det nyttige“. Tiden har faat navn av denne oplysning og dannelse som man prøvde at meddele. Man gjorde meget for „skolevæsenet“ og „almenvellet“ i det hele; men den almindelige folke-oplysning stod allikevel temmelig lavt; og der blev ikke megen selvstændig tilegnelse av oplysning, og liten evne til at bruke den. Det at alt skulde forklares, kom ogsaa frem i den tids kristendom. Prestene prækte ofte bare om rent jordiske ting, liketil „potetesavl, staldforing og koppe-indpodning“. „Held den mand som eier en bakke mot syd i hvilken han kan sætte sine poteter!“ saaledes skal en præken ha begyndt. Istedenfor de kristelige læresætninger traadte i Norden som i det øvrige Europa rationalismen med sin tro paa Gud og med sin lære om dyden (et ulastelig liv) og en med den følgende lyksalighet.

En retning, som i mange maater stod i strid med rationalismen, var pietismen, som alt paa Holbergs tid var trængt op til Norden fra Tyskland. En virkning av den hadde det været at konfirmationen var indført (1736); det hadde den store betydning, at det blev paabudt at alle skulde lære at læse. Pietismen var, likesaa vel som rationalismen, omend ut fra et rent motsat standpunkt, en protest mot det 17de aarhundredes døde rettroenhet, og den saa paa læren med likegyldighet; ved det kom den ofte til at arbeide haand i haand med rationalismen. Begge retninger arbeidet meget for humane formaal og gagnlige reformer; og begge retninger er vigtige forutsætninger for det vigtige omslag som kom ved overgangen til det 19de aarhundrede.

„Dyd“ og „nytte“ blev tidens grundkrav, dens løsen. Man dømte hver tings værd efter den nytte man mente den kunde gjøre. Et slikt syn maatte da ogsaa øve indflydelse paa literaturen, som ogsaa helst skulde være „nyttig“, gi belæring.

Men som vi siden nærmere skal se, blev der i dette tidsrum, særlig ved Rousseau, ogsaa vakt et sværmeri for naturen og for et naturliv, urørt av civilisationen.

Tyskeriet, som i Holbergs senere leve-aar var trængt noget tilbake, bredte sig igjen sterkt i denne tid. Men da Guldberg blev minister, satte han stop for den tyske paavirkning, og kronprins Fredrik, som overtok regjeringen 1784, gik helt i Guldbergs spor. De norske digtere i dette tidsrum dannet ogsaa en gagnlig motvegt mot den tyske indflydelse.

Den prosaiske literatur.

Det historiske studium blev fortsat med stor iver, og her hadde man alt fra tidligere tider en god grundvold at bygge paa. Vi skal nævne nordmanden Gerhard Schøning, som skrev Norges riges historie til aar 995, og dansken Peter Suhm, som skrev en Historie af Danmark, som gaar til aar 1400. Disse mænd grundla sammen med den norske bisp Johan Ernst Gunnerus „Det trondhjemske videnskapsselskap“ 1760. Dette selskap fik stor betydning for Norge, da landet ved det fik et literært midtpunkt, og det virket til at øke nationalbevisstheten.

Den poetiske literatur.

Til at fremme den poetiske literatur blev der gjort meget i „Oplysningstiden“. Man satte saaledes ofte op præmier. Alt dette blev ofte mer til skade end til gagn for poesien, for det hindret den frie utvikling. Alt Holberg vilde bruke poesien i det „nyttiges“, i moralens tjeneste; nu la man endnu meget sterkere hovedvegten paa den likefremme belæring et digt kunde gi. Likesom Horats holdt man det for digtningens opgave at forene det nyttige med det behagelige. Poesien skulde bare være den skjønne dragt for nyttig lærdom. Det saakaldte læredigt blev derfor ogsaa en av de vanligste digtformer. Det i denne tid stiftede „Selskap til de skjønne og nyttige videnskapers forfremmelse“, det saakaldte „smagende“, skulde ogsaa ta sig av poesien, lede den i de rette spor og fastsætte smagen; men dette hadde just et slikt aandløst, prosaisk syn paa poesien og satte trange grænser baade for dens formaal, indhold og form.

Med Holberg var en national komisk poesi blit til i Danmark og Norge. Nu gjaldt det da at fylde ut manglene i de forenede rikers poetiske literatur paa andre omraader. I Tyskland var der alt begyndt et mægtig arbeide for utviklingen av den hjemlige literatur med emner som var hentet fra den dunkleste oldtid. Dette arbeide hadde vistnok trods sin svulst og famlen stor betydning for den tyske digtning; men da det blev overført til Danmark, blev det farlig for den danske poesis selvstændighet paa grund av den indflydelse tyskerne derved fik paa den. Dette blev især tilfældet da den tyske digter Klopstock, banebryteren for en national tysk digtning, kom til Danmark. Hans verker, hvorav vi nævner hans store epos Messias, hans dramaer, med emne fra den germanske oldtid, og hans oder, var vistnok storslagne, men i høi grad svulstige og unaturlige. Sproget var tungt og overlæsset. Rimet foragtet han. Han hævdet mot den gjængse mening digtekunstens selvstændige betydning. Klopstock blev ved midten av aarhundredet indkaldt til Kjøbenhavn, bodde her i mange aar og blev i den tid beundret og efterlignet.

Det var helst de norske digtere som arbeidet mot den retning Klopstock skapte. De brukte andre mønstre. Den første av dem som var upaavirket av Klopstock, var Christian Braunman Tullin (f. 1728, raadmand og told-direktør i Kristiania, † 1765). Han tok teologisk embedseksamen, men kom aldrig til at bli prest. Han slog sig ned i sin fødeby Kristiania og bodde der til sin død. Hans mønstre var ikke de tyske, men de engelske digtere. Ved sit digt Maidagen, som egentlig blev skrevet til et bryllup, brøt han nye veier for den lyriske digtning i Danmark og Norge. Han priser her naturlivet, det oprindelige, ikke av kulturen forfinede liv. Digtet vakte stor opsigt i Kjøbenhavn. Hans naturskildring hadde uvant varme og liv og hans sprog var sjelden formfuldendt. Men det var ikke den smagfulde og naturlige stil, som samtiden satte mest pris paa; den priste især at hans digtning var belærende og nyttig.

Senere vandt Tullin prisen for et par pris-opgaver: Om søfartens oprindelse og virkninger og Om skabningens ypperlighed, som var stillet op av det „smagende“ selskap.

Sterkt paavirket av Klopstock var den danske digter Johannes Ewald. Han blev født i Kjøbenhavn 1743.

Ewald var den første digter i Danmark som saa poesien som sit livskald; han forberedte sig ved et grundig studium av den europæiske literatur (Shakespeare, Corneille, Klopstock) til sin digtervirksomhet, og skjønt han var syk og i de usleste kaar, forskutt av sin familie og litet paaskjønnet av sin samtid, la han ikke pennen ned før døden tvang ham til det. Og at han ikke tok arbeidet let, viser de utkast man har fundet efter ham tydelig. Likesom Klopstock tok Ewald gjerne sine emner fra det religiøse eller fra den nordiske sagnverden. Men heller ikke han kunde gjøre sig helt fri fra tidens opfatning, at digtningen først og fremst skulde være nyttig. Der gaar saaledes en dobbelthet gjennem hans poesi.

Ewald vakte første gang almindelig opmerksomhet ved sin simple, men gripende klagesang over Fredrik den femte.[24] I dette digt var han ogsaa, likesom i mange andre av sine lyriske digt, meget mer naturlig end i sin dramatiske digtning. Han stod derfor ubetinget høiest som lyriker, og i hans dramatiske arbeider er det ogsaa de lyriske partier, de indlagte romanser og viser som er bedst. Folkevisetonen har han heldig truffet i Liden Gunver. Men han maatte desværre ofte av „trang til smaapenge“ øde sine kræfter bort paa bestilte leilighetsvers. Ved slike anledninger visste han ofte ikke mer end at „bruden var 25 aar, og verset skulde trykkes in quarto“, og han fortæller om disse vers at ofte var „trang deres far og melankoli deres mor“.

I sine dramaer var han sterkt paavirket av Klopstock, som han i høi grad beundret. Han holdt det for en lykke at bli „kjendt, taalt og yndet“ av ham. Man fik ikke rigtig tak i personene i hans dramaer, og der var ingen skarp grænse sat mellem guder, helter og jevne fiskere; de talte alle paa samme høittravende maate. Men ved at ta emnet fra den gammel-nordiske tid brøt Ewald bevisst med klassicismen eller den klassiske humanisme. Ewald blev saaledes forløper for den senere romantiske digtning i Danmark og særlig for Oehlenschläger.

Ewalds første skuespil var det bibelske drama Adam og Eva, hvor han er paavirket baade av Corneille og Klopstock. Hans første nationale drama var Rolf Krage. Men dette stykke fik ikke god kritik og gjorde ingen lykke, baade fordi emnet var hentet fra den danske sagnhistorie, ikke fra den klassiske oldtid, noget man den gang krævde, og fordi stykket var skrevet i prosa, ikke i de franske tragediers vanlige versemaal, aleksandrinen. Kritikken av stykket gik Ewald meget nær. Til dette kom at hans gigtsygdom tok til.

Da Ewald i 1773 flyttet til Rungsted, et fiskerleie ved Øresund, fik han det forholdsvis godt et par aars tid; her blev han vel pleiet. Den herlige natur her virket mægtig paa hans let mottagelige sind. I Rungsted skrev han sit kjendte digt Rungsteds lyksaligheder, og her blev hans syngespil Balders død til. Stykket blev lønnet med en „overordentlig pris“ av 50 riksdaler av det „smagende“ selskap. I Rungsted skrev han ogsaa i Levnet og meninger, som er særdeles livlig og aapent skrevet, træk av sit liv; men man kan ikke altid lite paa det han fortæller.

Fra Rungsted kom Ewald til et andet fiskerleie; men her fik han det vondt. Hans sidste dager blev atter noget lysere, da han flyttet tilbake til Kjøbenhavn. Det gjorde ham ogsaa godt at man nu var begyndt at sætte større pris paa hans digtning. „Balders død“ blev endog opført paa det kongelige teater til indtægt for ham, og huset gjenlød av leverop for digteren, som var tilstede, men alt stod paa gravens rand.

Hans sidste dramatiske arbeide blev syngespillet Fiskerne, som ganske visst er hans bedste skuespil. Han tok her en virkelig begivenhet til emne. Nogen fattige fiskere hadde nemlig med fare for livet berget en engelsk skipper, men hadde avslaat løn for det. Denne daad digtet Ewald om i „Fiskerne“. Heltene i stykket var selv tilstede ved opførelsen. Sproget er let og moderne.

Ewalds sidste sang: Utrust dig, helt fra Golgata, vidner om hans dype religiøse følelse. Hans sang, Kong Kristian stod ved høien mast (i „Fiskerne“) viser hans varme kjærlighet til fædrelandet og dets minder. Religiøsitet og fædrelandskjærlighet, som synd og sygdom ikke magtet at slette ut hos ham, blev saaledes ved midt under hans store elendighet at danne grunddraget i hans karakter og hans digtning.

Han døde 1781 og blev fulgt til graven av et likfølge saa stort som man endnu ikke hadde set det i Kjøbenhavn.

Bredal og teaterstriden. Som før nævnt brydde man sig ikke stort om Holbergs komedier længer. Ved siden av beundringen for Klopstock og den tyske poesi var der en likesaa ensidig beundring for de franske tragedier og de italienske syngespil, som med sin unatur og sin opstyltede stil just faldt i smagen. Paa den tid optraadte netop i Kjøbenhavn et italiensk opera-selskap og en fransk skuespillertrup. Den franske tragedie, som i det 17de aarhundrede naadde sin høieste utvikling gjennem Corneille og Racine, hadde faat sit præg av Ludvig den 14des hof. Dens form var vistnok elegant, men stiv og høittravende, en feil, som efterlignernes tragedier led endnu mer av; paa fremmed jordbund blev det den rene karikatur. Fællesliteraturen fik ogsaa snart paa syngespillets og tragediens omraader sine repræsentanter i de to nordmænd Bredal og J. N. Brun og i Ewald.

Nils Krog Bredal skrev syngespil. Det mest kjendte var hans Tronfølgen i Sidon. Stykket slog gjennem hos publikum; men av kritikken blev det ilde medfaret; den 18-aarige Rosenstand-Goiske, utgiver av Den dramatiske journal, tok sterkt fat paa det. Bredal hevnet sig ved i et litet efterstykke, som han kaldte „Den dramatiske journal“, at bringe den unge kritiker paa scenen. Da stykket blev opført, kom det nu bent frem til slagsmaal mellem dets velyndere, officerene, og dets motstandere, studentene. De sidste blev kastet ut, og stykket blev spillet til ende; men slagsmaalet blev senere fortsat ute paa gaten. Begivenheten gav anledning til Ewalds stykke De brutale klappere.

Nationalfølelsen i Norge. Det norske selskap. Der hadde blandt nordmændene i løpet av det 18de aarhundrede utviklet sig en dypere og dypere nationalfølelse, baade hos borgerstanden og hos embedsstanden, hvis norske element blev sterkere og sterkere. Nordmændene tok til at kjende sig som et særskilt folk; de kom med forskjellige krav som tydelig viser det. Særlig kom frem et krav paa et universitet.[25] I krigen mot Karl den 12te hadde nordmændene tat ærefuld del ved sjøheltene Kort Adelers, Ivar Huitfeldts og Tordenskjolds bedrifter. Det var mest norske sjøfolk paa flaaten. Norske bønder dannet kongens livvakt, og da man opløste den, var nordmændene meget krænket over det. J. N. Brun synger herom:

Næringsveiene begyndte at komme op i Norge, mest handelen og skibsfarten; det førte velstand og magt med sig. Alt dette økte nationalfølelsen. Nordmændene holdt sig ogsaa for en stor del fri for tyskheten, som bredte sig saa sterkt i Danmark; de stod nemlig med skibsfart i nært samkvem med England og Frankrike. De norske kjøbmandssønner fik ofte sin utdannelse i Vesteuropa og fik derved større sprogkundskap og almendannelse end de danske.

Denne selvstændighetsfølelse viste sig sterkest blandt de norske studenter i Kjøbenhavn. De norske og de danske studenter slos paa universitetstrappene paa tørre næver, og nordmændene prøvde at faa de bedste pladsene ved forelæsningene. Sit sterkeste utslag fik de norske studenters selvstændighetsfølelse i Det norske selskap (dannet 1772). Det var nordmændenes trang til i den fremmede by at skille sig ut og være sammen som fik dem til at danne denne forening. Det var den gang begyndt at bli almindelig at kjendinger eller landsmænd kom sammen paa kaffehus i egne værelser. De norske studenter kom sammen i et slikt kaffehus i Sværtegaten hos madam Juel. Det var begyndelsen til „Det norske selskap“.

Foreningen var fra først av nærmest beregnet paa selskabelig underholdning; men senere fik den avgjørende betydning for literaturen. „Det norske selskap“ hævdet nemlig at poesien skulde være fri og selvstændig. Det kom til at danne en kraftig motvegt mot tyskheten i den dansk-norske literatur. Dets medlemmer tok nemlig som Holberg og Tullin sine mønstre i den engelske og tildels den franske poesi. De fleste av dem hadde megen sans for et jevnt, naturlig og let sprog. Særlig Wessel hadde syn for godt sprog og god stil. De kunde derfor ikke forlikes med den klopstockske stil med dens „hastemte toner“.[26] Paa denne maate kom de ogsaa til at staa mot Ewald i meget, endda de skjønte at han i virkeligheten var en stor digter. Ogsaa de franske tragedier og de italienske syngespil med efterligningene hjemme maatte „Det norske selskap“ være mot. Endda det gik ut over en av dem som selv var med i selskapet, J. N. Brun, som vi snart skal se, la selskapet ikke fingrene mellem naar det gjaldt at gjøre nar av utvekstene i literaturen.

Næsten alle de norske digterne fra den tiden var med i „Det norske selskap“; Edvard Storm holdt sig borte fra selskapet og var aldrig med i det. I 1775 stiftet nogen danske forfattere Det danske literaturselskap, som ogsaa vokste frem av nogen møter i et kaffehus. Her dyrket man ensidig den klopstockske retning. Nogen større betydning for literaturen fik aldrig det selskap.

Johan Nordahl Brun (f. 1745 i Trøndelagen, † 1816) skrev det første originale sørgespil som blev opført paa den danske skueplads. Han var ikke mer end fire aar gammel da han kunde læse „saa rent og raskt i hver dansk bok som nogen voksen“, og i elleve-aarsalderen hadde han under sin mors veiledning alt læst en stor del av bibelen to ganger igjennem.

Bruns læselyst hindret ham likevel ikke i paa samme tid at utvikle sit legeme ved alskens idrætter. Han var „en flink jæger og dristig skiløper“. Som student blev han huslærer i Trondhjem, og da han i Kjøbenhavn hadde tat embeds-eksamen, som han bare læste i tre maaneder til, kom han tilbake til Trondhjem, hvor biskop Gunnerus lærte ham at kjende. Bispen tok ham med som sekretær paa en længere tur til Kjøbenhavn. Her var det nu han begyndte som sørgespildigter, idet han i den da gjængse og yndede franske tragediestil skrev sit sørgespil Zarine. Det er blit mest kjendt ved at det nærmest gav anledning til Wessels mesterlige parodi „Kjærlighed uden strømper“. „Zarine“ var ved sin unatur og sin opstyltede stil just i tidens smag og gjorde derfor megen lykke. Han skrev ogsaa et nyt stykke, Einar Tambeskjælver; men det blev ikke opført i Kjøbenhavn. Man var nemlig fornærmet over at de danske i stykket spilte en saa ynkelig rolle overfor de tapre norske.

J. N. Brun var mer lyriker end dramatiker. Som salmedigter staar han meget høit; mest kjendt av hans salmer er kanske Jesus lever, graven brast og Aand over aander, kom ned fra det høie (se Landstad). Hans fædrelandssanger: Bor jeg paa det høie fjeld og For Norge, kjæmpers fødeland, er paa grund av sin djervhet og freidighet endnu ikke gaat i glemme. Av lyriske digt av ham ellers skal nævnes Den norske vinter og bergensernes sang Jeg tok min nystemte cithar i hænde.

Som prest og senere bisp i Bergen var han en sterk motstander av rationalismen (se s. 62). Ved sin mægtige og ildfulde personlighet og ved sin begavelse som taler gjorde han et sterkt indtryk paa tilhørerne. Der fortælles om en stril at han følte sig sterkt grepet av at ha hørt Brun, skjønt han ikke kunde mindes andet av hele prækenen end disse ord: „O, du menneske!“ Men dem skulde han huske saalænge han levde!

Med Johan Herman Wessel (født i Vestby sogn nær Kristiania 1742, † 1785) kom Holbergs vid og lune tilbake i literaturen. Han var en slegtning av Tordenskjold, og som dennes glimt brøt frem gjennem krudtdampen, brøt hans glimt frem gjennem tobaksskyen, siger Jonas Lie. Som student begyndte han at lægge sig efter nyere sprog og literatur, og han prøvde at slaa sig gjennem ved sprogundervisning. Nogen embeds-eksamen kom han aldrig til at ta. Kort efter at J. N. Bruns „Zarine“ var opført, skrev Wessel sit hovedverk, som skulde gjøre hans navn udødelig; det var hans Kjærlighed uden strømper (1772). Med ett slag gjorde den ende paa de franske sørgespil og de italienske syngespil i Danmark. Handlingen er høist ubetydelig; boken fortæller om en kjøbenhavnsk skræddersvend som skal staa brudgom, men som mangler hvite strømper. De andre personer er ogsaa almindelige hverdagsmennesker. Det maatte naturligvis bli av uendelig komisk virkning naar Wessel i et stykke med en slik handling og slike personer nøie iagttok alle den franske tragedie-stils eiendommeligheter: de unaturlige arier, hele personalets død, den nøiagtige overholdelse av tidens, stedets og handlingens enhet efter Aristoteles’s anvisning (d. v. s. at alle stykkets akter i tid fulgte like efter hinanden og gik for sig paa samme sted) o. s. v. Alle personene optræder i en fælles stue, hvor de spaserer ut og ind. Grete maa giftes „idag“, om hun nogensinde skal bli gift. Blandt de mange komiske træk kan ogsaa nævnes hvorledes Wessel ofte lar personenes patetiske tale pludselig bli avbrutt av de mest dagligdagse vendinger. Helten, som i de franske tragedier og de danske efterligninger under høittravende talemaater lot dyd og elskov kjæmpe med hinanden[27], har Wessel parodiert i skrædder-svenden Johan von Ehrenpreis.[28] Ved sin komiske kraft og sit sprudlende vid hadde „Kjærlighed uden strømper“ ogsaa værd i og for sig, ikke bare som parodi. Det gjorde ogsaa stor lykke; man lærte lange stykker av det utenad som før av „Peder Paars“. Wessel, som før hadde levd ganske ukjendt, blev med ett berømt; hans navn kom paa alles læber.

Efter „Kjærlighed uden strømper“ kom Wessel ikke til at gi ut noget dramatisk verk av betydning. Han kunde ikke samle sig til noget stort arbeide. Han sat smaat i det, var tit sykelig, og saa drak han ikke litet. Han hadde faat en fast post som oversætter for teatret med en indtægt av 150 riksdaler aarlig. I sine senere aar skrev han flere komiske fortællinger paa vers, f. eks. Gaffelen, Smeden og bageren, Posthuset og Hundemordet og Brodne kar i alle lande.[29] Wessel skrev ogsaa digt av anden art, som Ode til søvnen og Ode til nøisomhed.

Wessels skrifter kan rummes i ett bind; men hans fortjenester av vor literatur kan ikke rummes i ett aarhundrede; de er uforgjængelige; for han satte stop for det opstyltede, bombastiske sprog som truet med at faa magten i literaturen. Selv hadde han utpræget sans for simpelhet og naturlighet i uttryksmaaten.

Wessel var særdeles elskværdig og godmodig og var derfor meget likt av sine venner i „Det norske selskap“. Her kunde han endog i sine senere aar ryste av sig noget av det tungsind som mer og mer fik magten hos ham, og som hans nedenfor meddelte epigrammer over ham selv tydelig nok viser. Mellem vennene var det han oftest kom frem med alle sine vittige indfald. Men han kunde nok ogsaa ellers gi beviser paa sit lune og sin evne til at gi træffende svar.

Vi skal meddele nogen av de eiendommeligste træk og fortællinger som er opbevart om ham: I „Det norske selskap“ drev man tit løier med hverandre, men i al gemytlighet. Det gik mest ut over et av medlemmene, Bendix Prahl, da han indbød adskillig til det. En gang hadde han tat avsked med selskapet for længere tid da han skulde paa en sjøreise; men nogen dager efter maatte skibet vende tilbake til Kjøbenhavn for uveir. Prahl gik i land og like op i „Det norske selskap“. Wessel stod i et vindu i salen og saa ham nede paa gaten. Fort avtalte han med alle som var inde, at ingen maatte lægge mindste merke til Prahl naar han kom ind, før Wessel hadde talt til ham. Prahl kom meget høitidelig ind, fuld av forventning over opsigten en saa uventet tilbakekomst vilde vække. Ingen forundring blev ytret, ingen velkomst, ingen glæde; hver blev ved sit. Bare Wessel gik mot ham fra vinduet langsomt og likegyldig, tok ham ved en knap og sa: „Ih, sé, far, der har du jo faat dig en ny frak!“ Prahls ærgrelse over en saa lunken mottagelse brøt nu ut i ord, og med den en almindelig gottende latter.

Blandt selskapsbrødrene var en Bertelsen, som gjerne vilde hete Bartholin. „Det skal du straks komme til,“ sa Wessel, „naar du gir et halvanker vin.“ Ankeret kom op, Wessel stod ved tappen, og for hver skaal de drak, gjorde han et vers. Den nye Bartholin blev feiret og var lyksalig. Endelig var vinen drukket, og Wessel kom med sidste vers:

„Nu tønden er tom, og tappen er tør,

nu heter du Bertelsen likesom før.“[30]

En ven besøkte ham og fandt to bøker paa hans kones dragkiste. „Men, Wessel!“ utbrøt vennen lystig, „er det dine bøker alle de?“ „Nei,“ svarte Wessel, „jeg har laant de fleste.“

„Nei, Wessel!“ sa en gang en ven til ham, „du maa prøve paa at gjøre din lykke; du maa gaa til minister Guldberg. Det er selv en lærd mand, et godt hode; han vil vist gjøre noget for dig.“ „Det gaar umulig an,“ svarte Wessel. „Hvorfor?“ „Jeg har ingen paryk.“ „Den skal du faa.“ „Jeg har heller ingen bukser.“ „Jeg skal laane dig et par smukke silkebukser.“ Han gik til Guldberg. Ministeren spør: „Hvem er De?“ „Jeg heter Wessel.“ Guldberg er endnu ikke rigtig med. Wessel tror det er parykken som gjør ham ukjendelig, tar den av og putter den i lommen. Nu kjender Guldberg ham og spør hvad han kunde tjene ham med. „Deres excellense! det maatte være et embede hvor der er meget at tjene og litet at bestille; til det kjender jeg mig mest oplagt.“ Guldberg vil ikke rigtig forstaa ham, dreier forlegen sin snusdaase i haanden og spør om igjen. „Nu,“ sa Wessel, „saa gi mig en pris tobak, far!“ Den fik han, bukket og gik.

En gang han var i selskap hos den danske digterinde Charlotte Biehl, hvor han bare fik smørbrød, blev han sterkt opfordret til at digte et vers; det blev det kjendte:

„At smørrebrød er ikke mat,[31]

og kjærlighet er ikke hat,

det er for tiden hvad jeg vet

om smørrebrød og kjærlighet.“

Over en brygger skrev han følgende gravskrift:

„Her ligger Walt,

han gjorde malt,

og det var alt.“

En pike, som hadde hjulpet ham med en frak, fik et nytaarsvers:

„Du lille vakre Karen Bach!

For hvert et mødig sting du stak

paa en mig høist nødvendig frak,

som sprak,

tak!“

Om hvorledes Wessel blev forlovet, fortæller fru Dunker i sin bok „Gamle dage“: En gang i et selskap kom Wessel til at sitte ved siden av sin vordende hustru ved bordet. Hun gav sig i snak med ham og spurte hvorfor han ikke giftet sig nu, da han hadde saa megen indtægt at han kunde leve med familie. Han svarte at der hørte mer til at gifte sig end en tarvelig indkomst; man maatte ogsaa ha noget at sætte bo med. „Jeg har tusen daler, jeg!“ sa hun, og nu var da saken avgjort.

Wessel skrev en gang denne gravskrift over sig selv:

„Han aat og drak, var aldrig glad,

hans støvlehæler gik han skjæve;

han ingenting bestille gad,

tilsidst han gad ei heller leve.“

Da Wessel arbeidet mindre og mindre og levde mer og mer uordentlig, sank han mer og mer ned i fattigdom, saa han ikke engang hadde ved til at lægge i ovnen.

Der fortælles, „at naar han eide en i hans øine noget betydelig sum, var han tilbakeholden, ja, likesom hovmodig mot sine venner“. Pengesummen var ham til bryderi; han kom ut av sin likegladhet og fik bekymringer. En gang stod han i teatret og viste sig usedvanlig frastøtende mot de venner som stod ved siden av ham. Paa én gang blev han meget venlig og snaksom. „Hvad gaar der av dig, Wessel?“ sa de, „hvad er der hændt dig? Du er jo som et andet menneske!“ „Aa,“ sa han, „i dette øieblik blev mine penger stjaalet ut av lommen!“ Nu var han fri den sorg og kunde nyde skuespillet og sine venners selskap.

Wessel hadde ikke store tanker om sig selv og sin egen betydning, og han viker med elskværdig beskedenhet og uten misundelse pladsen for Baggesen da denne optræder. I Wessels senere aar blev mangel paa selvtillid mer og mer hans grundstemning. Derom vidner det han en gang skrev under sit portræt:

At andre ikke delte hans mening, ser vi f. eks. av Baggesens vers ved Wessels død:

Av de norske digtere som levde samtidig med eller kort efter Wessel, var, foruten Johan Nordahl Brun, følgende de betydeligste: Claus Fasting, Thomas de Stockfleth, brødrene Peter Harboe Frimann og Claus Frimann, Edvard Storm, Jonas Rein, Jens Zetlitz og Envold Falsen. De fleste av dem hadde været med i „Det norske selskap“. Hos dem alle træder nationalfølelsen ofte sterkt frem, efterat de hadde bosat sig som embedsmænd rundt omkring i Norge. Der var en sterk trang hos flere av dem til at skrive om fædrelandske emner, om norsk natur og norsk folkeliv. Det blev en hjemlig, patriotisk-lyrisk digtning, som i den senere tid længe blev fortsat i en begeistret lovprisning av den nyvundne frihet.

Ogsaa en anden omstændighet virket i høi grad til at præge disse digteres poesi. Som før nævnt var, især fra Frankrike gjennem Rousseau, den mening blit utbredt, ogsaa i Norden, at livet blandt de dannede stænder i meget var unaturlig og kunstig. Man skulde mest mulig vende tilbake til den oprindelige naturtilstand, føre livet paa enklere og naturligere maate. Denne naturlige maate at leve paa fandt man nu hos de frie, norske bønder, som bodde i de avsidesliggende daler og var urørt av den moderne kultur. Derfor sang de norske digtere den gang saa begeistret om den norske bonde.

Claus Fasting († 1791 som raadmand i Bergen) var flere aar i Kjøbenhavn, da han hadde tat teologisk eksamen. Han utmerket sig mest i satiren og epigrammet. Som prosaforfatter førte han et sjelden smukt sprog. Hans Provincial-blade, som han begyndte at gi ut da han var flyttet tilbake til sin fødeby Bergen, viser det klart. Som kritiker var han aandfuld og skarp. Rahbek kalder hans „Provincial-blade“ alle journalisters „mønster og fortvilelse“. Fasting var ædel og fintdannet; han tænkte baade dypere og friere end de fleste i samtiden. Men han blev i det hele ikke paaskjønnet efter fortjeneste mens han levde.

Thomas de Stockfleth († 1808) var prestesøn fra Gudbrandsdalen. Han skrev naturbeskrivende digt i tidens smag. For sit digt Sarpen fik han en pris, som var stillet op av „Selskapet for de skjønne og nyttige videnskaper“ for et „forsøk i den malende poesi“. Stockfleth skrev siden et digt paa gudbrandsdalsk bygdemaal, Heimatkomsten.

Peter Harboe Frimann († 1839 som konferensraad) sluttet tidlig at digte, endda han hadde begyndt godt med sine smukke beskrivende digt (som Hornelen) og romansen Aksel og Valborg.

Claus Frimann († 1829 som sogneprest til Daviken i Nordfjord) drog snart fra Kjøbenhavn hjem til Norge. Han var en egte folkedigter i likhet med Petter Dass, vel kjendt med sit lands natur og sit folks liv og vilkaar; „hvad jeg bedst kjender, derom kan jeg bedst synge“, siger han selv. Hans digtsamlinger Syngende sømand og Almuens sanger indeholder simple, trohjertige sanger. Ved de livlige og kraftige skildringer fra naturen og folkelivet eller fra fædrelandshistorien blev sangene hans ogsaa virkelig menigmands eiendom. Til de bedste hører Birkebeinsang, Fiskersang, Gjæterguttens sang og Kjeld Stub. Det han ellers digtet, som efter samtidens smag mest var belærende, blev uten betydning.

Claus Frimanns digterliv var saa langt, at hans første arbeide kom ut 1777 paa samme tid som bøker av Wessel og Ewald, og hans sidste arbeide i 1829, samtidig med Wergelands første store verk „Skabelsen, mennesket og Messias“.

Edvard Storm († 1794) var prestesøn fra Vaage i Gudbrandsdal. Han forlovet sig med en bondejente i hjembygden; men hans far var imot det, og han skal ha faat jenten til at slaa op med sønnen. Han flyttet da til Kjøbenhavn bodde der de sidste 20 aarene han levde. Han bestyrte „Efterslegtens skole“ og fik Oehlenschläger paa skolen sin. Han blev ogsaa teaterchef.

Storm var ikke med i „Det norske selskap“, og han satte Ewald meget høit. Mest kjendt er han som forfatter av Sinklarvisen. Hans døleviser paa gudbrandsdalsk bygdemaal har heller ikke tapt sin levekraft; de blir sunget den dag i dag. Mest kjendt er vel Heimreisi fraa sætri. Derimot var hans læredigt, salmer og fabler ikke av stor betydning.

Jonas Rein, „den sande sorgs ulignelige sanger“, Jens Zetlitz, „glædens muntre sanger“, og Envold Falsen hører til de sidste norske digtere som kommer ind under „fællesliteraturen“.

Rein og Zetlitz, begge prester, var lyriske digtere, Falsen mest dramatisk. Rein var sykelig og tungsindig; det gav ogsaa hans digtning dens præg. Han var med paa Eidsvold 1814 som repræsentant fra Bergen, hvor han var prest. Zetlitz digtet viser og patriotiske sanger. Han hadde et lyst og muntert sind. Han siger selv i en vise:

Hans lystige og freidige viser vandt ogsaa stort bifald i denne gyldne tid for selskapssangene og drikkevisene. Hans Sange for den norske bondestand kan ikke i sin helhet maale sig med det han ellers har digtet.

Envold Falsen var født i Danmark, men kom i sin tidligste barndom til Norge. Alt i 10-aarsalderen blev han student, 22 aar gammel assessor og senere justitiarius i overhofretten i Kristiania. Han gjorde lykke som dramatisk forfatter, især ved skuespillet Dragedukken. Han skrev ogsaa et skrift om et norsk universitet. Han fik stor indflydelse paa aandslivet i Kristiania, hvor han bodde den største del av sit liv. Falsen var nordmand med liv og sjæl. „Norge!“ utbryter han i slutten av sit skrift om et norsk universitet, „dig helliger jeg disse blade, frugten av en borgers varme kjærlighet. — Maatte de kunne avbetale en del av min gjæld til dig! Du blev mig mer end fødeland.“ Han uttaler som sit inderlige og stadige ønske: „Norge, bli kraftfuldt, bli lykkelig, som du er skjønt!“ I 1801 og 1808 skrev han patriotiske krigssanger. Under krigen gav han ut et blad Budstikken. Han endte i tungsind sit liv 1808.

Danske digtere ved slutningen av „Oplysningstiden“.

Knud Lyne Rahbek († 1830) skrev meget og fik ikke liten indflydelse paa samtiden; men hans forfatterskap stod i det hele ikke høit, og det manglet dybde. Med sin livlige aand og sin varme interesse for literatur og teaterkunst forstod han at samle alle hovedstadens skjønaander hos sig paa „Bakkehuset“, hvor han bodde med sin begavede og elskværdige hustru Kamma (Karen Margrete), født Heger. Her paa Bakkehuset blev alle møtt med den største forekommenhet og velvilje; særlig tok de venlige vertsfolk sig av unge, fremspirende talenter.

Rahbeks digtning gik i alle mulige retninger. I drikkevisen og selskapssangen stod han høiest, og naar hans venner bad ham til selskap eller en festlig sammenkomst, pleide de at lægge til: „Ja, saa kommer du, Rahbek, og tar en vise med!“

Som prosaisk forfatter har han en stor plads i „Oplysningstidens“ literatur, og han virket meget til utvikling av den prosaiske stil. Han gav ut to tidsskrifter. Det ene var Minerva, som han redigerte sammen med den i Norge fødte danske digter Christen Pram, en varmhjertet mand, som hele sit liv arbeidet for almen-oplysningen. Det andet tidsskrift var Den danske tilskuer, som Rahbek gav ut alene. Begge tidsskrifter blev meget læst og var en virkelig magt i tiden. Treti aar gammel blev Rahbek professor i literaturhistorie. Hans arbeider i denne retning blev av ikke liten betydning for kjendskapet til fællesliteraturens historie; men han var som kritiker altfor velvillig og derfor ikke paalidelig. Endelig skal vi nævne hans samling av folkeviser, som han gav ut sammen med Werner Abrahamson og Rasmus Nyerup.

Rahbek var en egte repræsentant for sin tid og skjønte ikke den nye aandsretning som fra førstningen av det 19de aarhundrede mer og mer fik indpas i literaturen. Om end hans indflydelse derfor altid sank, maatte allikevel vemod gripe hans landsmænd da han døde; for med ham sank en hel tidsalder i graven, med ham døde den sidste repræsentant for en ældre retning i literaturen.

Peter Andreas Heiberg († 1841) var av norsk æt. Han var en stridslysten natur og arbeidet for de nye frihets- og likhetstanker. Tyskeriet hatet han. Han hadde sin styrke i satiren; den kommer frem i hans lystspil som i de andre skrifter av ham. I sin Sproggranskning tok han fat paa alt det bestaaende. Han uttalte sig her med skjærende spot om alt mulig.[32] Han blev landsforvist for sin optræden; han slog sig da ned i Paris, hvor han levde resten av sit liv.

Den revolutionære digter Malte Conrad Brun († 1826) blev ogsaa landsforvist og drog likesom Heiberg til Paris, hvor han blev en kjendt geograf.

Alt som skolegut skrev han digt. Ewald læste nogen av dem paa sykesengen og skrev et par opmuntrende linjer til den unge digter. Det mindtes Baggesen altid siden med stolthet. Han læste ogsaa alt i sin barndom videnskabelige og religiøse skrifter og skjønliteratur i mængde, og ved siden av dyrket han tegnekunst og musik, lærte navigation og bygde skib, rodde og gymnastiserte, saa man i hans 12te aar var rent i knipe med hvad han skulde bli; man vilde gjøre ham til „maler, musikus, bygmester, skibskaptein og prest“.

Han var en usedvanlig rikt utrustet digternatur og forstod at finde uttryk for de forskjellige stemninger. Han hadde livlig fantasi og klar forstand, en letvakt følelse og et spillende vid; men alle disse gode egenskaper tapte meget i værd ved at han manglet dybde og fasthet og var meget forfængelig og nydelsessyk.

I behandling av sproget var Baggesen en mester som faa, og han fik stor betydning for stil-utviklingen. Ved sit første arbeide Komiske fortællinger, som fik Wessel til i et rimbrev at hilse ham som sin eftermand, blev han alt som ung student berømt. Hans ry vokste ved hans senere skrifter (Skjemtsomme rimbreve o. fl.). Høiest stod han som komisk og satirisk digter. I hans mer alvorlige digtning kommer ofte et overdrevent føleri til syne. Dette var for resten en almindelig feil i tidens alvorlige digtning.

Skjønt Baggesen i 1811 fik fast stilling som professor i Kiel, førte han likevel rent et flagreliv rundt om i Europa. Sin første reise har han skildret i Labyrinten, som utmerker sig ved sit rike og skiftende indhold og sin livlige form; men vi møter ogsaa her i høi grad hans sedvanlige feil.

Fremmede sprog lærte han let; han skrev tysk og fransk som sit morsmaal, gav ut flere arbeider paa disse sprog og kom derved efter hvert mer og mer bort fra fædrelandet.

Da han kjendte døden nærmet sig, vilde han gjerne vende hjem og lukke sine øine der; men han døde paa hjemreisen (1826).

Som ældre blev den før saa beundrede digter svigtet av sine venner og sat til side av publikum, ja, blev endog anset uværdig til „at bære navn av dansk digter“. Dette var en følge av den langvarige og bitre strid mellem ham og det oehlenschlägerske parti. Denne strid skal bli omtalt nærmere under Oehlenschläger.

Romantikken. I „Oplysningstiden“ skulde alt være „til nytte“, endog poesien. Digtning hadde ikke noget værd i og for sig, men var en god maate at gi nyttig belæring paa, og den var passelig til at fylde ut ledige timer med. Men i førstningen av det 19de aarhundrede kom det til rent brud med dette syn. I Tyskland hadde alt Lessing brutt med nyttesynet. Og de store tyske digterne Goethe og Schiller hadde hævdet og vist at kunst og digtning hadde værd i og for sig selv, og kunde skape videre syn for det skjønne og det store i livet. I slutten av aarhundredet kom der en retning i Tyskland, som har faat navnet romantikken. De mest kjendte av den romantiske digterskole var Tieck, Novalis og brødrene Schlegel. Det var følelsen og fantasien romantikken vendte sig til. Og skulde en finde næring for følelseslivet, maatte en vende sig fra det prosaiske hverdagslivet. Rousseau hadde præket at man maatte vende tilbake til den oprindelige og naturlige tilstand. Den fandt romantikerne i gamle dager eller ute paa landet hos bonden. Derfor tok de tyske romantiske digterne emnene helst fra fædrelandshistorien eller fra folkedigtningen. Paa den maaten vokste det frem en sans for det nationale sammen med romantikken.

Romantikerne kjendte sig ogsaa drat mot det vidunderlige og det hemmelighetsfulde.[33] Denne trang fik de ogsaa tilfredsstillet i fortiden; eller de tok sine emner fra Orienten, som den gang var hyllet ind i meget mystik. Romantikerne priste geniet, som naadde det høieste uten stræv. Og det var bare geniet som kunde naa det høieste. Ogsaa i religiøs henseende er romantikken et tilbakeslag mot rationalismen.

Oplysningstiden hadde hat et sterkt verdensborgerlig (kosmopolitisk) præg. Den ældste romantik hadde samme præg; men snart blev digtningen mer og mer national. Den retning kalder vi for national-romantikken. Det viste sig ogsaa i videnskapen. Den tok til at granske mer den hjemlige kultur. Baade sprogvidenskapen og den historiske videnskap blev helt omskapt paa denne tid. En ny videnskap vokste frem: folkeminne-granskingen.

I Tyskland var det især Herder som hadde vakt interessen for folkedigtningen og for det nationale. Han gav ut folkedigtning fra hele verden, oversat til tysk i Stimmen der Völker in Liedern. Herder mente at et folks eiendommelighet først og fremst kom til syne i folkedigtningen. Og det gjaldt at utvikle eiendommeligheten hos hvert enkelt folk. Herder fik saaledes meget at sige for utviklingen av nationalitetstanken.

Til Danmark og Norden naadde denne retning med Oehlenschläger. Men jordbunden var ikke uforberedt til at ta mot det nye. Slaget paa Kjøbenhavns red (2den april 1801) hadde vakt nationalfølelsen. Den som kom med de nye tankene til Danmark var den norskfødte Henrik Steffens. Han var opdrat i Danmark, men var tidlig reist til Tyskland. Der var han blit grepet av romantikken. Den likesaa aandfulde som ildfulde unge filosof[34] kom i 1802 til Kjøbenhavn og holdt nogen begeistrede og vækkende foredrag om romantikken. Disse foredragene fik meget at sige for flere av Danmarks senere store mænd. Blandt dem var Oehlenschläger, som alt hadde digtet en del før. Nu blev han helt grepet av romantikken.

Da han var seksten aar, begyndte han at læse til artium; men da han snart blev kjed av det, vilde han bli skuespiller; han tok derfor oplæring i fegtning, dans og sang. Han prøvde en stund at være skuespiller, men blev ikke i længden tilfredsstillet ved det. Han gav det hele op, tok atter fat paa studiene og blev student i 1800. Han var meget paa Bakkehuset og blev senere gift med Kamma Rahbeks yngre søster. I 1802 blev han kjendt med Henrik Steffens og hørte hans foredrag. Han blev senere en personlig ven av Steffens som gjorde ham kjendt med det romantiske syn paa digtning. Særlig har den romantiske genilære gjort sterkt indtryk paa Oehlenschläger.

Første gang han var hos Steffens, talte de sammen fra 11 om formiddagen til 3 om natten. Det romantiske digt Guldhornene[35], hvormed vi kan sige at romantikken i den danske literatur begynder, var frugten av dette hans første samvær med Steffens; hans digtning sprang her „pludselig ut som bøkeskogen en sommernat“. Han læste det op for Steffens, som brøt ut: „Ei, min bedste, De er jo virkelig digter!“ Oehlenschläger svarte at han fast selv var av den formodning. Og han var ikke andet end digter hele sit liv. Han opgav embeds-eksamen og gav ut en større samling Digte, hvori findes den smukke dramatiske idyl St. Hansaften-spil, en livlig skildring av det brokete folkeliv i Dyrehaven i Kjøbenhavn; litt senere gav han ut to bind Poetiske skrifter, som blandt andet indeholdt Aladdin eller den forunderlige lampe, et digt i dramatisk form efter et eventyr i „1001 nat“; her lar han Aladdin, „naturens muntre søn“, ved et under finde det som „nattens grubler forgjæves grunder paa“. Dette digt var likesom hans eget livs eventyr. „Hadde jeg ikke selv,“ siger han, „i den hos mig opdagede digterevne en forunderlig lampe, der satte mig i besiddelse av alverdens skatter! Og fantasien var mig en ringens aand, som bragte mig hvorhen jeg vilde.“

I 1805 gjorde Oehlenschläger en længere utenlandsreise. I Tyskland blev han kjendt med Goethe og med førerne for den romantiske skole. Men snart kom han mer og mer bort fra de tyske romantikere, og til slut kom det til formelig brud. Han holdt allikevel fast ved det romantiske syn paa digtning, men utviklet sig selvstændig.

Fra utlandet sendte Oehlenschläger hjem en række av sine mest kjendte digterverker, og da han kom hjem, blev han utnævnt til professor i æstetik, saa han helt kunde leve for sin digtning.

Den betydeligste av hans tragedier er Hakon jarl, som fremstiller hedenskapets kamp mot kristendommen; av de andre gjorde især Aksel og Valborg stor lykke; den bygger paa en gammel folkevise og skildrer den trofaste kjærlighets styrke. Fremdeles kan nævnes Balder hin gode, Palnatoke og Væringerne i Myklagard. I sine tragedier viser Oehlenschläger sig paavirket av Schiller; ogsaa hos ham var netop den pragtfulde lyriske patos det mest fremherskende, den strengere karaktertegning mindre fremtrædende.

Likesom til tragediene finder han ogsaa til romansene emnet mest i den gamle tid. Av romansene skal vi nævne romanse-cyklene (d. e. sammenhængende rækker av romanser) Nordens guder og Helge, og de enkelte romanser Hakon jarls død, Ridderen ved kulsvierhytten o. fl. Av hans romantiske fortællinger kan nævnes Vaulundurs saga og Hroars saga, av hans episke digt Tors reise til Jotunheim.

Oehlenschlägers digtning har sin største betydning ved at den var national som ingen dansk digtning før. Oehlenschläger foldet ut det som hadde vist sig som spirer alt hos Ewald. Han hentet sine emner fra den gammelnordiske tid, fra sagn, sagaer, gudelære og folkeviser, og viste sit folk det store og skjønne i fortidens liv, slik som det hadde vist sig for hans digtersyn. Han vakte derved de historiske minder til live i folket, „slog likesom den levende bro mellem fortid og nutid“ og styrket nationalfølelsen. I Oehlenschlägers behandling av den gammelnordiske tid mangler der meget paa historisk nøiagtighet; hos ham er heltene baade mer bløte og mer veltalende end de virkelig var. Men man maa huske at kjendskapet til oldtiden den gang var litet mot nu. Senere digtere, som Ibsen og Bjørnson, har skildret fortidens liv sandere; men Oehlenschläger ryddet vei; det er hans store fortjeneste. Holberg hadde hat stor betydning for det nationales fremvekst ved at vælge emner fra sit folks liv i samtiden. Oehlenschläger aapnet nu øinene for fortidens nationale liv.

Oehlenschläger hadde alt som ung mand naadd sin høieste utvikling som digter (fra 1802-1814 hadde han skrevet alle sine ypperste arbeider); men han blev ved at skrive til sin høie alderdom. Men meget av det han skrev, staar ikke paa høide med hans første verker.

Vi har før (s. 85) nævnt den langvarige strid Oehlenschläger laa i med Baggesen (1814-1818). Den strid, siger en samtidig forfatter, var mellem det gamle og det nye, mellem „den gamle, strenge, regelmæssige form[36] med dens fattige indhold og en ny indholdsfylde, som vistnok undertiden traadte noget formløs frem, men som til gjengjæld utmerket sig ved en ulike større rigdom, friskhet og dybde.“ I denne strid stod Baggesen næsten alene, mens Oehlenschläger hadde det store publikum paa sin side og mest lot sine venner („tylvten“) føre kampen for sig. Oehlenschläger viste efter Baggesens død sin anerkjendelse av motstanderen ved at faa teatret til at feire en mindefest til hans ære, og ved selv at skrive en smuk epilog til denne fest.

Det blev ny strid da J. L. Heiberg traadte frem som en slags overdommer, og hævdet at digtningen maatte være en enhet av indhold og form. Netop fordi det var som romansedigter (episk-lyrisk digter) at Oehlenschläger efter Heibergs mening naadde denne sammensmeltning av indhold og form, satte Heiberg ham høiest i den slags digtning; derimot søkte han at paavise svakheter i hans skuespil. Trods denne kritik fra enkelte hold var Oehlenschlägers digterbane i det hele lys og skjøn. Han blev i sit liv som ingen dansk digter æret og priset av sit folk. Dette ry naadde ogsaa de to andre skandinaviske land; sit sterkeste uttryk fik det da den svenske digter Esaias Tegnér (i 1829) i Lunds domkirke kronet ham med laurbærkransen som den nordiske digterkonge:

Fire aar senere blev han ogsaa varmt hyldet paa et besøk i Norge. Av de norske digtere var især A. Munch begeistret for ham.

Paa hans 70-aarige fødselsdag blev der i Kjøbenhavn holdt en fest for ham, hvor Grundtvig talte til hans pris og overrakte ham en laurbærkrans fra de danske kvinder.

Oehlenschläger var en usedvanlig vakker mand, i sine senere aar noget fyldig og svær. Han var en sund, aapen og troskyldig, men ikke meget dyp natur. Han hadde et varmt hjerte og var fuld av freidig livsmod, hadde et aapent øie for al jordens herlighet og kjendte sig umiddelbart tiltalt av det skjønne og ædle i livet hvor han møtte det. I sine Erindringer har han selv git os en livlig skildring av sit liv.

Nicolai Frederik Severin Grundtvig blev født 1783 i en prestegaard paa Sjælland. Hans forældre var alvorlige kristne, og mens han var barn, gjorde kristendommen sterkt indtryk paa ham. Bibelen var han tidlig fortrolig med. Foruten i den læste han ogsaa historiske skrifter og alleslags gamle folkebøker.

Han blev student i 1800 og tok nogen aar efter teologisk embeds-eksamen. I sine studie-aar og første kandidat-aar var han nærmest rationalist; han var, som han selv siger, „uten aand og uten tro“. Men i 1810 skedde det religiøse gjennembrud hos ham.

Han blev nu kapellan hos sin far, men kom snart tilbake til Kjøbenhavn, hvor han blev prest. Men en tid efter blev han paa grund av et skrift mot den rationalistiske teologiske professor Clausen sat under tiltale og dømt til en mulkt; han la derfor ned sit embede. I 1839 blev han atter prest i Kjøbenhavn og var det til sin død. Ved studentmøtet i 1851 gjestet han Norge og fik megen hyldning. I sine sidste aar hadde han titel av biskop. Han døde i 1872, 89 aar gammel.

„Hælvten skald og hælvten bok-orm“, som han kalder sig selv, virket Grundtvig hele sit lange liv baade som prest, digter, historiker og folke-oplysningsmand. Han begyndte tidlig og virket med kraft og begeistring baade i skrift, i tale og handling. Hans mægtige personlighet gjorde sterkt indtryk. I sine ældre aar hadde han et ærværdig, hvitt skjeg, som naadde ham ned paa brystet.

Som prest traadte han op mot rationalismen og mot den aandelige død i kirken. I sin dimispræken stod Grundtvig frem og spurte: „Hvi er Herrens ord forsvundet av hans hus?“ Senere gjorde han selv en eiendommelig religiøs opfatning gjældende; han mente at det mundtlige, levende ord i den apostoliske bekjendelse (d. e. trosartiklene) og daabsordet som tros-kilde stod over det skrevne ord i bibelen. Han mente at gudsbilledet ikke var helt tapt ved syndefaldet, og han la megen vegt paa at den kristne ogsaa maatte la det menneskelige komme til sin ret, at man ogsaa skulde glæde sig ved al jordens herlighet. Han holdt ogsaa sterkt frem glæden over evangeliet. Motstanderne har derfor kaldt hans kristendom „den glade kristendom“. Religionsfriheten hadde en varm talsmand i Grundtvig. Det religiøse parti som sluttet sig til ham, har faat navn av „grundtvigianere“ og har ogsaa hat utbredelse i Norge. Grundtvig var meget veltalende. „Hans ord og præken var som en vældig fos, som bruser ned fra en klippetind.“

Grundtvig hadde læst Shakespeare’s, Goethes, Schillers og de tyske romantikeres verker og var paavirket av dem. Det var som lyrisk digter han mest utmerket sig, først og fremst som salmedigter. Av hans mange digterverker kan merkes Salmer og aandelige sange og Optrin af kjæmpelivets undergang i nord. Av hans mange salmer og religiøse digt kan nævnes: Paaskemorgen slukker sorgen, Fred til bod for bittert savn, Kirken den er et gammelt hus og Deilig er den himmel blaa. Av hans andre lyriske digt (hvoriblandt flere fædrelandssanger) hører Modersmaalet og Det er saa yndig at følges ad til de mest kjendte.

Som historiker fordypet han sig i studiet av Nordens fortid. Likesom Oehlenschläger vilde han vække denne til live hos folket. Grundtvig har skrevet mange aandfulde historiske verker; det mest fremtrædende er Haandbog i verdenshistorien. Han har ogsaa git en fordansking av Saxo og Snorre. I Nordens mytologi forklarer han gudesagnene paa en dypsindig maate; han ruller her op en stor rigdom av syner, og i dette verk lærer man at kjende hans syn paa menneskelivet, historien og Norden.

Alt Grundtvigs arbeide, i skrift og tale, hadde til hensigt at vække kristenlivet og at opdra og forædle folket gjennem sand oplysning. Han siger selv i sin Høiskolesang:

Han arbeidet for en utbredt læsning av morsmaalet, mens han vilde ha latinlæsningen i skolene væk; han skrev mange avhandlinger i kirke- og skolespørsmaal; fremdeles arbeidet han for at almuen skulde være med i det offentlige liv, og endelig oprettet han „folkehøiskoler“ „for at samle folket om det fælles sprog og de fælles minder“, som han selv sa. I disse skoler skulde undervisningen saa meget som mulig bli git gjennem frie foredrag (det „levende“ ord) og ikke være bundet til eksamener. Det var hans tanke at der fra disse skoler skulde gro frem en ny, national kultur. Siden er der oprettet mange folkehøiskoler i alle de nordiske land. Flest er der i Danmark. Folkehøiskolene og grundtvigianismen har faat stor betydning for oplysningen.

Ingemanns digtning var i førstningen sterkt paavirket av det usunde i den tyske romantik, og den var derfor i høi grad sværmerisk og fantastisk, likesom emnene næsten altid var gru-opvækkende. Men han rev sig efter hvert mer løs herfra. Mest kjendt er Ingemann for sine historiske romaner (Valdemar Seier, Erik Menveds barndom, Kong Erik og de fredløse og Prins Otto af Danmark). De er i Danmark blit „til folkelæsning som ingen andre bøker saa nær som bibel og salmebok“. Ingemann digtet mange salmer, milde, barnlige og inderlige, som han selv var. Til de mest kjendte hører Deilig er jorden, Glade jul og Lover Herren, han er nær.

Ingemann fik større læsekreds end de fleste andre danske digtere, fordi han skrev saaledes at han kunde bli forstaat av barnet og den menige mand. Faa digtere har ogsaa været saa avholdt som han. Han levde et langt og lykkelig liv i sit smukke hjem i Sorø, hvor han siden 1822 var lærer i dansk sprog og literatur ved akademiet.

Carsten Hauch († i Rom 1872) blev født paa Fredrikshald. Hans far var dansk, moren norsk. Da han var tre aar gammel, kom han til Bergen, hvor faren var blit stiftamtmand, og senere blev han opdrat hos provst Hertzberg i Kvinnherred i Hardanger. I sit 13de aar flyttet han med sin far til Kjøbenhavn. Hans senere liv og hans virksomhet tilhører Danmark.

Hauch hadde tidlig sluttet sig varmt til Oehlenschläger, og i striden mot Baggesen hadde han været med i „tylvten“. Han blev professor i æstetik efter Oehlenschläger.

Hauch har skrevet lyriske digt, f. eks. Polsk fædrelandssang, romaner, f. eks. En polsk familie, som gir en gripende skildring av Polens sidste kamp, og Robert Fulton (dampskibets opfinder) og endelig nogen skuespil.

Steen Steensen Blicher († 1848) blev født i Jylland og levde det meste av sit liv der, først som adjunkt, saa som landmand og endelig som prest.

Blicher var den første nationale novelleforfatter. Han har skrevet en mængde noveller. Av dem som skildrer den jyske natur og det jyske folkeliv (f. eks. Marie og Hosekræmmeren), utmerker flere sig ved naturtroskap og stor poetisk skjønhet. Blicher har ogsaa skrevet lyriske digt, flere sanger som aander varm kjærlighet til fædrelandet, og mindekvad over historiske personer, f. eks. Snorre Sturlasson. Et bind digt og fortællinger paa jysk bondesprog har han git ut under titelen E bindstouw (En strikkestue).

Ved siden av sin digtervirksomhet arbeidet Blicher hele livet for folke-oplysning, og han var en av de første som sluttet sig til Grundtvigs folkehøiskoletanke.

Poul Martin Møller († 1838) bodde en tid paa Bakkehuset hos Rahbeks. Han var i nogen aar lektor i filosofi ved Kristiania universitet og senere professor i filosofi i Kjøbenhavn. Han har ikke skrevet meget: men hans poetiske arbeider, lyriske digt og viser, samt et brudstykke av en novelle, En dansk students eventyr, er friskt og livlig skrevet. Likesom Hauch var han med i „tylvten“. Sin fedrelandskjærlighet har han smukt uttrykt i digtet Glæde over Danmark, skrevet paa havet, ombord paa en kinafarer som han i sin ungdom reiste med som skibsprest. Han har ogsaa skrevet en del filosofiske og kritiske avhandlinger i et naturlig sprog.

Poul Møller hadde klar og skarp forstand, var aandfuld og livlig. Han var fuld av livlyst, især i sine yngre aar, aapen, likefrem og godmodig.

Poul Møllers stedbror og aandsfrænde Christian Winther var en av Danmarks mest nationale lyrikere og romanse-digtere.

Hans sprog er paa en gang farverikt og naturlig, og hans vers er ualmindelig velklingende. Det bedste han har skrevet, er Træsnit (med det bekjendte Henrik og Else), en række romanser med scener fra det danske folkeliv.

Av hans andre mindre digt skal vi nævne de vel kjendte: Flugten til Amerika, Dansen i skoven og Matrosen. Ogsaa fra den romantiske middelalder har han hentet sine emner, f. eks. i digtet Hjortens flugt, som han skrev i sin alderdom.

Hans Christian Andersen († 1875) blev født i Odense 1805. Hans forældre var fattige skomakerfolk. Det varte længe før H. C. Andersen blev anerkjendt som digter; han maatte først taale megen spot og haard kritik. Av dem som alt tidlig tok sig hjertelig av ham og forsvarte ham, var Oehlenschläger. Efter hvert slog han mer og mer igjennem; mest gjorde hans eventyr ham berømt.

H. C. Andersen har skrevet lyriske digt, romaner, reise-skisser og dramaer. Av hans skuespil staar eventyrkomediene (f. eks. Ole Lukøie) høiest. Men det som gjør ham til en stor digter, er eventyrene. De er snart lystige som Svinedrengen, lunefulde som Flipperne og Prinsessen paa erten eller satiriske som Det er ganske vist, snart rørende som Den lille pige med svovlstikkerne og De vilde svaner eller hjertegripende som Historien om en moder, som i oversættelse endog skal ha naadd helt til hinduene og særlig ha tiltalt dem.

H. C. Andersens ry er naadd langt utenfor Danmarks grænser; hans eventyr er oversat paa næsten alle europæiske sprog. Ved et besøk i Norge i 1871 blev der holdt en fest i Tøienhaven i Kristiania for ham, hvor den norske eventyr-fortæller Jørgen Moe talte varme og anerkjendende ord til ham. Sit merkelige livs historie har H. C. Andersen fortalt paa en livlig og eiendommelig maate i Mit livs eventyr.

De hittil nævnte digtere i dette aarhundrede var alle romantikere, mer eller mindre paavirket av Oehlenschläger. En anden række digtere samlet sig om J. L. Heiberg, og hos dem var refleksionen eller tænkningen mer fremtrædende, likesom de ogsaa la megen vegt paa formen. De tok mer end digterne av den oehlenschlägerske retning emnene fra livet i samtiden.

Johan Ludvig Heiberg var søn av P. A. Heiberg. Han fik tidlig sans for digtning; ogsaa for musik, filosofi, naturvidenskap, astronomi og lægekunst hadde han stor interesse. Men det blev digtningen han ofret sig for. Med offentlig understøttelse var han tre aar hos faren i Paris. Saa blev han lektor i dansk sprog og literatur i Kiel, senere teater-direktør i Kjøbenhavn og hadde titel av professor. Han døde 1860.

Heiberg var især dramatiker. Hundrede aar efter at Holberg hadde skapt den danske skueplads, vakte Heiberg den nationale komedie til live igjen ved sine vaudeviller, tildels efter franske forbilleder. I sine vaudeviller skildrer Heiberg paa en livlig maate det jevne borgerfolks liv. Der var ved opførelsen en jubel i teatret som man ikke hadde været vidne til siden Holberg. Visene i dem blev gateviser, og mange av replikkene blev gjængse talemaater. De mest kjendte av disse vaudeviller er: Kong Salomon og Jørgen hattemager, Aprilsnarrene, Recensenten og dyret, De uadskillelige, Ja og Nei. Av Heibergs andre poetiske arbeider har det historisk-romantiske skuespil Elverhøi gjort stor lykke. Heibergs værdifuldeste verk er Nye digte; her staar bl. a. hans satiriske „apokalyptiske komedie“ En sjæl efter døden.

Heiberg skrev ogsaa aandfulde filosofiske og literatur-historiske avhandlinger og hadde i det hele stor indflydelse paa samtiden som kritiker og smagsdommer. Sine kritiske avhandlinger skrev han i et ukeblad han selv gav ut, Kjøbenhavns flyvende post. Han la vind paa „at sige sin mening bestemt og fyndig, samt blande i foredraget noget salt og pepper“. I alt han skrev, viste han fin smag og stor sans for formens skjønhet.

Henrik Hertz († 1870) var juridisk kandidat, men levde bare for digtningen. Han hadde titel av professor. I striden mellem „tylvten“ og Heiberg stilte han sig paa Heibergs side i sine anonyme Gjengangerbreve, som ved sin lette og elegante form levende mindet om Baggesen. Hertz er mest kjendt som dramatisk digter. Hans dramatiske forfatterskap var især to slags: romantiske skuespil og nutidskomedier. Av den første slags er det mest kjendte: Svend Dyrings hus (som bygger paa gamle folkeviser, især paa visen om Den onde stedmor). Av nutidskomediene kan nævnes Amors genistreger og Indkvarteringen. Han har ogsaa skrevet en del mindre digt (f. eks. Fregatten Ørnens brand og Den danske soldat). I alt han skrev, la han likesom Heiberg stor vegt paa formen.

Frederik Paludan Müller († 1876) var juridisk kandidat, men ofret sig næsten helt for digtningen. Han var paavirket av den engelske digter Byron. Hans hovedverk er Adam Homo, et episk-satirisk digt i tre deler, hvori han med varme og begeistring for det sande og gode blotter al den usselhet, svakhet og egenhjærlighet som kan findes hos en saakaldt bra og skikkelig mand. Han gjør ogsaa i „Adam Homo“ nar av det meget usunde og usande som var i romantikken. Over Paludan Müllers senere arbeider hviler der et dypt religiøst alvor.

Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd († 1856), J. L. Heibergs mor, begyndte sin forfattervirksomhet senere end sin søn, i sit 53de aar, og blev sikkert tilskyndet av ham til det. Likesom han skildret det kjøbenhavnske hverdagsliv i sine vaudeviller, gjorde hun det samme i sine noveller. Hun skrev ikke under navn, men gik længe under navn av Forfatterinden til en hverdagshistorie, som var hendes første bok.

Den begeistring for frihet og fædreland som blev vakt ved juli-revolutionen (1830), og som senere end mer blev næret ved den første slesvigske krig (1848), gav ogsaa digtningen sit præg. Det var mest blandt studentene begeistringen ytret sig, og deres fører var redaktøren og digteren Carl Ploug († 1894). Han arbeidet utrættelig, baade som taler og forfatter, for Slesvigs danskhet og for skandinavismen. Han stod i spidsen for den første studentfærd til Upsala i 1843. Hans digtning, som næsten helt er lyrisk, er mest fædrelandssanger, historiske mindesanger og leilighetsdigt (Nordens enhet er især kjendt).

I høi grad knyttet til studentlivet er ogsaa Jens Christian Hostrup († 1892). Det var især det friske, muntre og ungdommelige i det han gav uttryk for i sine studentviser og studentkomedier. Flere av de sidste, som Gjenboerne og En spurv i tranedans (hvor han stiller studentene frem som bærere av aandslivet i motsætning til den jevne, prosaiske borgerstand, „filisterne“), blev ogsaa opført paa det kongelige teater i Kjøbenhavn. Baade de og hans senere komedier (f. eks. Eventyr paa fodreisen og Soldaterløier) hører til de mest nationale og mest yndede danske lystspil; de er blit sande folkekomedier. De er ogsaa ofte opført paa norske teatre. De er skrevet med liv og humør.

Hans Egede Schack († 1859) var ivrig med i studentlivet og siden i det politiske liv. Han er mest kjendt for sin fortælling Fantasterne. Her viser han den store fare ved et ensidig fantasiliv, og paa samme tid er der skarp satire over mange forhold i samtiden. Boken blev meget læst og fik meget at sige for flere av de senere forfattere, saaledes ogsaa for Bjørnson og Ibsen.

Søren Kierkegaard († 1855) var en filosof som fik stor betydning for literaturen i de nordiske land, ikke mindst i Norge. I en mængde, dels filosofiske, dels opbyggelige skrifter (f. eks. Enten — eller, Stadier paa livets vei, Kjærlighedens gjerninger, Indøvelsen i kristendom og tidsskriftet Øieblikket) arbeidet han med aandfuldhet og kraft for det han holdt for sand og egte kristendom. Eiendommelig for ham er den vegt han lægger paa at den enkelte i sin kristendom skal staa alene like overfor Gud, og at man skal vende al jordisk nydelse ryggen; det kristelige liv, mente han, maatte være et liv i forsagelse.

Realisme. De danske forfattere i det 19de aarhundrede som hittil er omtalt, hører i det hele og store til den romantiske retning i poesien; men hos flere av dem var der en større eller mindre tilbøielighet til at skildre virkeligheten saaledes som den er, hvad man kalder realistisk poesi. Dette viser sig alt sterkt i Blichers jyske noveller, senere hos J. L. Heiberg og de digtere som var paavirket av ham.

kan i det hele brukes om den evne til at finde poesien i hverdagslivet som var eiendommelig for den heibergske digter-gruppe. I femti-aarene er der meget som peker mot realismen, f. eks. Schacks „Fantasterne“. Men et avgjort omslag i retning av realisme kommer først omkring 1870. Støtet til det kom især fra den nyere franske literatur, og i spidsen for bevægelsen i Danmark gik den begavede og aandrike literaturkritiker Georg Brandes, som ogsaa fik stor betydning for utviklingen i Norge.

Vi skal i korthet nævne de mest kjendte forfattere som avgjort sluttet sig til den nye retning. Først i rækken staar Holger Drachmann († 1908). Der er en sjelden ungdommelig kraft og glød i hans digt, hvad enten de er av lyrisk eller episk natur, og hans sprog er usedvanlig kraftig og malende (smlgn. digtene I cirkus maximus og Androkles og løven). Drachmanns mest kjendte digtsamlinger er: Ungdom i digt og sang, Sange ved havet og Dæmpede melodier. Av hans fortællinger staar hans sjømandshistorier (f. eks. Paa sjømands tro og love) høiest ved sin djerve og friske naturlighet. I den senere tid skrev han ogsaa nogen dramaer; av dem har Strandby folk, Der var engang og Gurre gjort megen lykke paa scenen.

1. Frihetsbegeistringens tid (omtr. 1814-1830).

Mens den danske literatur i førstningen av det 19de aarhundrede utviklet sig saa rikt, stod det aandelige og literære liv i Norge paa samme tid lavt. Da Norge hadde faat eget universitet 1811 (aapnet 1813), og den politiske forbindelse mellem Norge og Danmark blev opløst 1814, blev det umiddelbare aandelige og literære samliv mellem rikene avbrutt. Den nyere tyske digtning, som fik saa meget at sige for den danske literatur i denne tid, fik liten betydning for den norske. Ved den langvarige krig var ogsaa Norges forbindelse med England blit avbrutt. Hertil kom at de politiske begivenheter saa sterkt optok sindene. Det var først omkring 1830 at Norge tok til at faa en selvstændig literatur av større betydning. Flere av de gamle digterne levde endnu, som J. N. Brun, Claus Frimann, Zetlitz og Rein; men det var litet de skrev. De unge gik mest i de gamle spor, og begivenheten i 1814 paavirket for en tid bare endnu sterkere de norske digtere i samme retning. Men enkelte av dem var ogsaa tildels paavirket av de tyske romantikere og av Ingemann og Oehlenschläger. Deres digtning var mest patriotisk-lyrisk; det var det frie og selvstændige „klippeland“ de sang om. „Norges fjelde“ og „Gamle Norge“, storverket paa Eidsvold og de gjæve fædre blev lovsunget i høie toner; men de kjendte litet til det lands natur og folk som de priste; deres digtning blev derfor uvirkelig og svævende. De sprang over de 400 mørke forenings-aar og knyttet det nye, frie Norge umiddelbart til det gamle, sagatidens, da nordmanden efter Wolffs ord gik

Deres fædrelandssanger var fyldt av svulst og skryt; de er temmelig ensformige, om der end i nogen av dem er baade kraft og begeistring. I dem alle er der en elskværdig, barnlig glæde over friheten og fædrelandet. Sit mest høittravende uttryk fik fædrelandskjærligheten i Wolffs nationalsang. Her heter det:

Lyder Sagen († 1850) var i sine student-aar ofte gjest hos Rahbeks paa Bakkehuset. Han virket mange aar som lærer i morsmaal ved latinskolen i Bergen. Han fik meget stor betydning ved den sans for literatur han forstod at gi sine elever; blandt dem var digterne Wolff, Welhaven, P. A. Jensen og Jonas Lie, av andre Ole Bull, Herman Foss, Fredrik Stang og Hartvig Lassen. „Sagen var,“ er der sagt om ham, „en av de lærere, av hvilke man lærer alt eller intet, en fin, attisk aand, som ved sin personlighet, og næsten kun ved den, hadde en ualmindelig evne til at vække beslegtede naturer.“ Hans undervisning, fortæller P. A. Jensen, gik mest ut paa at vække og skjærpe sansen for det skjønne; derfor la han særlig vegt paa et smukt sprog ved stilskrivningen og „drev uavbrutt paa med ‚indenadlæsningen‘, og det saaledes at man paa en gang lærte at læse, at tænke og at skjønne“. Kjendt er hans regel for læsning: lydelig, tydelig og prydelig. Han virket ogsaa meget til at fremme det literære og kunstneriske liv i Bergen. „Hans hus stod aapent for alle fremmede, som, om de var av nogen betydenhet, aldrig forsømte at avlægge ‚Bergens digter‘ sine besøk.“ Hans digtning var mest leilighetsvers. Han gav ogsaa ut en læsebok.

Johan Storm Munch († 1832 som biskop i Kristiansand) var søstersøn til Edvard Storm. Han gav ut lyriske digt (digtsamlingen Fjeldblomster). De mest kjendte er fædrelandssangene De tre høie ord og Norges løve. J. St. Munch var paavirket av den nyere tyske og danske digtning, mest av Oehlenschläger. Han interesserte sig ogsaa varmt for sagatiden. Han gav ut tidsskriftet Saga sammen med Jacob Aall. Her kom det flere oversættelser til norrøne sagaer av utgiverne. De tok ind mange norske ord i skriftsproget.

Conrad Nicolai Schwach († 1860; sorenskriver i Telemarken) skrev en mængde leilighetsdigt. Blandt hans fædrelandssanger kan nævnes hans flagsang Mens Nordhavet bruser mot fjeldbygt strand. Hans elskværdige munterhet og lune kommer ofte frem.

Simon Olaus Wolff († 1859; prest i Telemarken) skrev ikke meget. Mest lykke har hans fædrelandssang Hvor herlig er mit fødeland og det varme billedrike digt Nordhavet gjort.

Henrik Anker Bjerregaard († 1842; høiesteretsassessor i Kristiania) vandt ved sin Sønner av Norge, det ældgamle rike den pris som blev sat op av en privatmand i Kristiania for den bedste nationalsang. Bjerregaard var allikevel i det hele ikke nogen betydelig digter. Med syngespillet Fjeldeventyret (1824), som Waldemar Thrane satte sin ypperlige musik til, fik han betydning for literaturen. Dette stykke er ikke bare morsomt, saa det endnu den dag idag øver tiltrækning paa publikum; men det gir ogsaa virkelig enkelte gode billeder av det norske folkeliv; især er lensmand Østmo og Mons Østmo udmerket tegnede karakterer. Bøndene i stykket taler norsk bondemaal. „Fjeldeventyret“ var det første nationale skuespil.

Mauritz Christoffer Hansen († 1842) var længe lærer paa Kongsberg og blev tilsidst bestyrer av middelskolen der. „Nu har Kongsberg sølv“, sa Henrik Wergeland da Mauritz Hansen kom dit. Han har skrevet en del lyriske digt; men det er som novelleforfatter han har størst betydning. Han gav ut en mængde noveller; men da han var trykket av næringssorger, skrev han ofte bare for fortjenestens skyld. Derfor er meget av hans digtning mindre værdifuldt. I førstningen var han sterkt paavirket av de tyske romantikere og Ingemann, og derfor er mange av hans noveller høist fantastiske og unaturlige (f. eks. Othar af Bretagne, Palmyra o. fl.). Han prøvde at skildre bondelivet i nogen mindre fortællinger (Luren, Den gale Kristian, o. fl.); men det var mest i novellene fra livet i smaastædene, som han virkelig kjendte til, at han kunde gi gode og træffende skildringer. Til hans bedste fortællinger hører Moderen, Tolderen paa Lahelle, den vakre idyl Lille Alvilde, hans sidste fortælling Tone o. fl.

Vi vil ogsaa nævne en forfatter fra denne tid, hvis største betydning kanske ligger i det at han var Henrik Wergelands opdrager og lærer, hans far Nicolai Wergeland. Slegten var fra gaarden Verkland i Brekke i Sogn. Nicolai vokste op i Bergen og blev student derfra. Senere tok han teologisk embeds-eksamen i Kjøbenhavn og blev saa adjunkt og prest i Kristiansand. Han blev her gift med Alette Thaulow, som hørte til en indflyttet dansk familie.

Nicolai Wergeland hørte helt til „Oplysningstiden“; han var ren rationalist. Endda han var i Kjøbenhavn da romantikken brøt gjennem med Oehlenschläger, var han saagodtsom upaavirket av den. Han prøvde sig tidlig som digter; men det viste sig at digter var han ikke. I sine digteriske forsøk er han paavirket av engelsk digtning. Og i det hele søkte han — likesom de norske forfattere i det 18de aarhundrede — sin aandelige næring i det franske og det engelske aandsliv.

Det var først med sin avhandling om et norsk universitet, Mnemosyne, Nicolai Wergeland vakte opmerksomhet (jfr. s. 69). For denne avhandling fik han en pris som var stillet op av fire privatmænd og blev delt ut av „Selskapet for Norges vel“ (stiftet 1809). Der klinger en tone av harme mot Danmark under hele fremstillingen. Denne harme faar et voldsomt uttryk i en bok han gav ut 1816, En sandfærdig beretning om Danmarks politiske forbrydelser mot kongeriket Norge.

I 1814 var han med i riksforsamlingen og blev en av førerne der. Siden blev han sogneprest i Eidsvold. Han tok ofte del i den literære strid som stod om hans berømte søn, og han hadde altid stor indflydelse paa Henrik Wergeland. Han døde 1848.

2. Norskhetstiden (omtr. 1830-1840).

Den retning som hadde fundet uttryk i Nicolai Wergelands bok om „Danmarks politiske forbrydelser mot Norge“, blev henimot 1830 sterkere og sterkere. Flere og flere gav Danmark skylden for vor nationale nedgangstid; de vendte sig fra alt dansk og vilde gjerne vise sin selvstændighet og norskhet i alt, ogsaa i klædedragt og levemaate; man skulde klæde sig i vadmel og hjemmetøi og spise bjørnekjøt. I loven for en forening som blev stiftet 17de mai 1833, heter det: „Mænd og kvinder skal herefter kun gaa i hjemmevirkede tøier; ingen maa kjøpe silkebaand, bomuldsstrømper, kostbare kammer, utenlandske knapper. Dog har mændene tilladelse til at kjøpe kaliko (en slags bomuldstøi) til halskraver“. Til grund for al denne norskhetsiver laa en oprigtig kjærlighet til fædrelandet og til den frie forfatning, en kjærlighet som striden med Karl Johan om 17de mai ogsaa sterkt virket til at fremme. Denne strid, som naadde sit høidepunkt i det bekjendte „Torvslag“ (se s. 112), fik nordmændene til at staa paa post og verne grundloven mot mulige overgrep.

Bøndene hadde før næsten ingen del tat i statslivet, men overlatt dette til embedsmændene. I det blev der nu en forandring. Bøndene begyndte at gjøre sin magt gjældende, og mange bønder blev valgt til Stortinget. I pressen fik man et ytterliggaaende bondeblad Statsborgeren, som mest prøvde at efterspore „lovstridige handlinger“ av embedsmænd. Bladet tok gjerne ind de løseste rygter og egget derved til hat mot embedsstanden. Paa samme tid gav det sit hat mot danskene luft; især var det forbitret over at der var danske skuespillere ved teatret.

heter det blandt andet. Fra den anden side lød det derimot at norsk sprog var ubrukelig paa scenen, og nordmænd umulige som skuespillere.

Omkring 1830 brøt striden løs mellem de to partier som efter hvert hadde dannet sig. Striden blev haard og kvass, ikke mindst fordi de to partier hadde faat to likesaa begavede som stridslystne førere i Henrik Wergeland og Johan Sebastian Welhaven. „Norskhetspartiet“ var størst, og det fik Wergeland til fører; det andet parti, „Intelligenspartiet“, som vilde holde paa forbindelsen med det danske aandsliv, blev ført av Welhaven. Striden stod paa utigjennem treti-aarene, og man har kaldt dette tidsrum Norskhetstiden.

Henrik Arnold Wergeland blev født i Kristiansand 1808. Der var sogninger, striler og søndmøringer i fars-ætten; i morens slegt var der dansk og skotsk blod. Han kom i 1817 til Eidsvold, da faren, Nicolai Wergeland, blev sogneprest der. Her vokste sønnen op under paavirkning av sin patriotiske far. Da han var 11 aar, kom han paa Kristiania latinskole. Alt da han var skolegut, skrev han vers og komedier, som blev opført naar han var hjemme i juleferiene. Faren sa i sin dagbok om ham: „Henrik har et besynderlig glimt i øinene som jeg ikke ser hos mine andre barn“. I 1825 blev Henrik student, og han begyndte at studere teologi. Han kastet sig med liv og lyst ind i studentlivet. Han siger selv at han længtet efter „at trykke verden til sig som en bror“, og sit liv skildrer han paa følgende maate:

Henrik Wergeland var en helt igjennem eiendommelig natur, barnslig og troskyldig, djerv, aapen og likefrem. Sa en ham et varmt og venlig ord, var han straks hans ven; hans venner sa ogsaa at det var som et gjestebud at være sammen med ham paa tomandshaand; men likesaa let kunde venskapet ryke, dersom han opdaget noget hos vennen han ikke likte. Han var heftig, voldsom og stridslysten. Han var i det hele i høi grad et øiebliksmenneske; „jeg kan la mig ene og alene lede av den første impuls uten at overveie tid, sted og de rimelige følger“, siger han; følgen var at han fik mange ubehageligheter, som f. eks. den lange og kostbare injuriesak med prokurator Praëm, som han hadde kaldt „en forbryder mot stat og menneskehet“. Han kunde naar noget gik ham imot, kjende meget sterk smerte ved det; men det gik snart over; han hadde en freidighet og livsfriskhet som overvandt alt. Sin øieblikkelige sorg sang han ofte bort i et digt:

Han siger selv i et digt da „Morgenbladet“ hadde beskyldt ham for at være i daarlig lune:

Hans venner klaget over at det var umulig at føre en samtale i sammenhæng med ham; han sprang fra det ene til det andre, og naar man trodde man hadde ham inde i en fornuftig passiar, bad han om pen og blæk og rablet ned et digt. Han siger ogsaa om sig selv i et digt, at

At han var saa avhængig av øieblikkets stemning, gjorde at han i ungdommen ikke sjelden var vild og utskeiende og gjorde mange gale streker. Men det skjulte han aldrig. Han gjorde sig heller værre end han var. Han hadde en viss trodsig lyst til at male sig sort, og naar han da hørte: „Nei, har du nu gjort det gale igjen!“ — saa svarte han: „Ja, naturligvis — og det — og det!“ Han var meget godhjertet og gavmild mot alle nødlidende og fattige; hadde han set sin fiende lide nød, hadde han gjerne git ham sine klær og sin sidste skilling. Naar han var hjemme, maatte moren gjemme sengeteppene, saa han ikke skulde gi dem bort, og hans far sa om ham „at han delte sit brød med den fattige og trak sin kjole av og gav den til den som ingen hadde“. Hans menneskekjærlighet var grunddraget i hans karakter. „Maten blir mig bitter i munden,“ siger han et sted, „ved at vite saa megen elendighet; jeg synes ikke jeg har ret til at spise mig mæt.“

Han reiste ofte hjem til Eidsvold paa besøk, og hans søster fru Collett har i sin bok I de lange nætter git en livlig skildring av ham i hans hjem:

„Jeg ser og hører ham endnu naar han kom i tre sæt ned ad trappen, fór sagte fløitende og i dansetakt gjennem stuen med den evigblomstrende nellik i brystet. — — Jeg husker at jeg stod en gang ved vinduet og saa ut; han fór fløitende gjennem stuen og var alt i døren, da han kom tilbake, tok mig om halsen og kysset mig, og ut fløi han igjen, uten et ord. — — Hvor han kunde være elskværdig, hvor han var elskværdig! Selv lo han næsten ikke, han fløitet likesom latteren ut; men i hans nærhet sprudlet der evige fontæner av latter, liv og lystighet. Man kunde ikke bli rigtig vred paa ham, hvad han end sa og tok sig for. Henrik hadde anlæg til alle huslige dyder, til alt som gjør familielivet let og dog høiere beaandet. Alle hans egenskaper hadde noget av barnets. Han var snild, nøisom, altid glad, taknemlig for det mindste, en elskværdig søn.“ Om hans værelse fortæller hun: „En barkstol stod foran hans bord, en tiurfjær tjente ham som pen. Paa muren hadde han malt en legemsstor, dansende neger, hvilket sigtet til et sagn om at de sorte tror, at de, naar de syngende og dansende styrter sig i flammene, kommer tilbake til sit fædreland. Bøndene korset sig naar de kom i døren. — — Midt paa væggen et kolossalt eksemplar av grundloven, bevogtet av tvende jetteskikkelser i døledragt med biler og økser. Dyreriket var ogsaa mangfoldig repræsentert. Fugler flagret løse omkring, fisker og levende snoger i glas. Bella (hans hund) paa en pute, med forgyldt halsbaand, hvorpaa den indskrift:

‚Er du lydig, klok og from,

saa skal du hete Bella;

men er du lumsk og bisk og dum,

saa skal du hete Nella —‘,[40]

ikke at glemme hans yndling, den gamle kanin, som ‚enøiet[41], trebenet, fiolblaa og fin‘ hinket gemytlig omkring mellem mose, stener og løvbusker. Paa bordet raget en uhyre kvast av vilde vekster og blomster op av et gammelt drikkehorn, og her sat han, visselig selv det sælsomste naturprodukt.“ Et andet sted siger hans søster om ham: „Et barn, et godslig, snildt barn var han. Kritikløs, uberegnet, blot følgende sit hjertes tilskyndelser. Altid forelsket, altid i ekstase! Alle originalers, for ikke at sige karikaturers velynder og trofaste beskytter! ... Alle oversittende damers trøst paa ballene! Ja, saadan var han!“

Wergeland skildrer paa en meget morsom maate i sin bok Hasselnødder med og uden kjerne sine mange ungdomsforelskelser. En gang — det var da han endnu var skolegut — hadde han set av en avis at hans tilbedte var i byen og bodde hos sin tante; han fik en kamerat til at bli med sig til tantens hus. Da det var blit mørkt, stod kameraten buk for ham mens han kiket ind gjennem vinduet. Han blev henrykt over skyggen av hendes skjønne græske profil paa væggen. Da saa kameraten skulde se, blev han bristefærdig av latter ved at opdage at det var skyggeridset av ryggen til tanten som hadde pukkel, som Wergeland hadde tat for den græske profil. Da Wergeland kom hjem, fik han se at den avis det hadde staat i at hans elskede var i byen, var aarsgammel. En anden gang var han forelsket i to paa én gang. „Jeg var student,“ fortæller han, „og anvendte første halvaar flittigen til at gruble over spørsmaalet om jeg ikke kunde forlove mig med nr. 2 og dog vedbli at elske nr. 1. Et frierbrev blev skrevet hver dag, sønderrevet og kastet ut av vinduet i haven, saa min gamle vertinde trodde epletrærne kastet blomster for tidlig det aar.“ Saa skriver han endelig og blir indbudt til huset paa nærmere bekjendtskap. „Hver søndag skulde dette gaa for sig. Jeg pyntet mig og gik modig ned ad trappene og henad de første gater; men ak — la mig tilstaa min skam; likesom naar man skal til tanddoktoren, sank motet ved hvert skridt som nærmet mig til huset! Nok — jeg kom der aldrig.“ Saa faar han høre at hans tilbedte er flyttet over til Ladegaardsøen (ɔ: Bygdø); han faar fat i en uhyre kikkert og speider derover. I fjorten dager er han det lykkeligste menneske, til han pludselig faar vite at han har tat feil av landstedet, og at det var „kjøbmand P.s ikke altfor smukke kone“ han hadde set gjennem kikkerten. Det rette sted kom nu i kikkerten, og i de næste fjorten dager var han saa lykkelig at opdage en fruentimmerskikkelse som kunde være hende. Men saa faar han en dag høre at hun er forlovet, og i sin fortvilelse fatter han en mængde planer. Han vet ikke om han nu skulde bli sviregast, eller om han for alvor skulde kaste sig over boken, om han skulde springe ut av vinduet, drukne sig, ta gift, hænge sig, knuse hodet mot væggen, gaa over til katolicismen og bli munk, eller om han skulde bli arbeidsmand, være færgemand en tid, stenbryter en tid, grøftegraver en tid o. s. v. Et andet sted fortæller han hvorledes han tre ganger frir, men uten resultat. Først sendte han sin elskede en sølvkurv med jordbær og et halvskutt rugaks med de linjer av „Frithjofs saga“[42]:

„Det første jordbær som blev rødt,

det første aks sig modent bøiet,

gav han sin Ingeborg fornøiet.“

Men han fik kurven tilbake. Saa skriver han et frierbrev paa tre ark, men er saa utaalmodig at han selv samtidig reiser avsted; men posten er ikke kommet endnu. Da den en stund efter kommer, maa han selv levere frierbrevet. Han sitter nu i sin fortvilelse og fortærer en hel mængde te, kaker og syltetøi, mens hans elskede læser de tre ark i sideværelset. Svaret blev — et blidt nei. Saa gjør han endnu nogen forsøk paa et bal, men styrter bort fra det „med et dumpt brøl og tre neier i livet“ og springer ut over en laavebro for at knuse hodet mot en sten, men kom allikevel fra det med livet. Vi skal tilføie at gjennem Wergelands første digtning gaar som en rød traad kjærligheten til et kvindelig ideal, „den kvinde som jeg alene kjender naar jeg er længst fra alle kvinder,“ og som han kalder „Stella“.

Endnu et par smaatræk, som viser hans eiendommelige maate at være paa, fortjener at nævnes. En gang steg han ut av karjolen midt paa landeveien for at tvinge en uvasket bondegut ned i elven. — En tid av sit liv gik han med lommene fulde av træfrø og kastet en næve ut nu og da paa sine spaserturer; — „for ingen kunde vite hvad som grodde efter det“. — Endog i sit sidste leve-aar holdt han paa sykeleiet paa med at pakke ind og la omsende smaa portioner frø av „de nyttige kjøkken-urter“ og moret sig som et barn ved det.

I student-aarene var Wergeland meget med i den politiske striden. Især var han med i striden om 17de mai. Det er meget han som har æren av at den dagen blev en national festdag. 1828 hadde Karl Johan negtet nordmændene at holde fest den dagen. Aaret efter var meget folk ute og gik i gatene; særlig var der mange paa torvet. Saa blev der sendt kavalleri mot dem; det var det bekjendte Torvslag 17de mai 1829. Wergeland var med og fik et sabelrap over ryggen. Senere gik han stadig i spidsen for 17de mai-festingen, og han holdt mange 17de mai-taler, saa folk kaldte ham ofte for „17de mai-kongen“. I hans senere aar kom det tit en mængde mennesker op til huset hans og ropte „hurra for syttendes mai og Henrik Wergeland, som indstifta da’n“. „Ingen dag staar han saa levende for mig i al sin ungdoms friskhet som denne“, siger hans hustru.

Alt i student-aarene skrev Wergeland lyriske digt i mængdevis, farcer og skuespil; senere utigjennem aarene skrev han ogsaa flere mer eller mindre vittige farcer om forhold og personer i samtiden. Det satiriske træder i det hele sterkt frem i hans digtning; han hadde en sjelden evne til at se det som var komisk.

I hans første digtning møter vi mange av frihets- og likhets-tankene fra oplysningstiden. Han var begeistret for den hellenske frihetskamp, den polske opstand og for juli-revolutionen (1830). Mange av digtene hans fra denne tiden som Det befriede Europa og Cæsaris viser det.

Den engelske literatur fik meget at sige for Wergelands utvikling; først og fremst kom han under indflydelse av Shakespeare, og hans første skuespil er bent frem laget efter Shakespeares mønster. Han kjendte sig aandsbeslegtet med Byron; gjennem Byron blev han ogsaa paavirket av Shelley. Man merker ogsaa paavirkning av Schiller og Sturm und Drang-digterne. Han brydde sig mindre om den tyske og den danske romantik; men han er allikevel ikke helt upaavirket av den.

Hovedverket i hans ungdomsdigtning er Skabelsen, mennesket og Messias („republikanernes bibel, menneskehetens epos“ kalder han det selv). Det er et drama paa over 700 sider, som han like før sin død omarbeidet og kaldte Mennesket. Han stiller sig her den store opgave at skildre alle tings tilblivelse, utvikling og endemaal. Dette verk er kaldt nøklen til hele Wergelands digtervirksomhet; det indeholdt hans trosbekjendelse og hans program; i det fremstilte han sine idealer og satte som maalet for menneskehetens utvikling: frihet, sandhet, kjærlighet. Menneskene skulde danne et frihetens og broderkjærlighetens samfund paa jorden, en idé som „gjennemglødet hans hele væsen og bestemte hans hele virken“. Han holdt altid selv dette arbeide for sit hovedverk, og at det har ligget ham sterkt paa hjerte, ser vi av at han endog tar det for sig igjen paa dødsleiet og omarbeider det, „at man dog“, som han selv siger, „skulde se hvad jeg har villet“. „Maatte jeg blot fuldføre dette“, skriver han i et av sine brev paa dødsleiet, „saa er jeg færdig og beredt, i hvad der skal ske“. „Skabelsen, mennesket og Messias“ utmerker sig ved dype tanker og skjønne billeder, paa samme tid som det ofte er tungt og uklart. Digteren fik ikke tid til at gi sine tanker ordnet sammenhæng og avrundet form. Han digtet med en forunderlig lethet, med improvisationens hurtighet. Men hans fantasi var saa tøilesløs at billedene kommer hulter til bulter og ofte kan være rent uforstaaelige. Det var da „Skabelsen, mennesket og Messias“ kom ut, striden brøt løs mellem de to partier.

Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven var født i Bergen 1807. Faren var prest der ved St. Jørgens hospital for spedalske; paa morsiden var han i slegt med J. L. Heiberg (s. 96); med ham hadde han stridbarheten, den skarpe kritiske evne og den fine formsans tilfælles. Faren var en elskelig, mild og fredelig mand, en dygtig taler, men uten særlig fremragende evner. Moren hadde, siger Henrik Jæger, „en skarp tunge og var et lyst hode, altid livlig, altid interessert og hadde altid et kvikt og kontant svar paa rede haand“. Motsætningen mellem forældrenes karakter gik i forunderlig blanding i arv til sønnen, og denne motsætning i hans personlighet kommer, utviklet ved de forhold han lever under, stadig frem i hans liv og digtning.

Faren hadde ogsaa et landsogn nær byen, og sønnen fulgte ofte med faren paa reisene hans, og han „hadde sine øine og øren, men ogsaa sit hjerte og sin tunge med“. Sine indtryk fra barndommen skildrer han bl. a. i digtet Et barndomsminde.

Vestlandsnaturen satte sine merker paa gutten, og det finder vi igjen i hans digtning. Han siger det selv i digtet Bergens stift.

Vi har hørt at han paa Bergens latinskole hadde til lærer Lyder Sagen, som fik stor indflydelse paa den livlige og opvakte, men ikke meget flittige gut. Lyder Sagen hadde alt tidlig store forventninger til ham; endnu mens harmen over „Norges dæmring“ var paa det værste, uttalte han som sit haab, „at dette lyse, herlige hode, som allerede hadde præstert adskillig ypperlig, skjønt forrusket, tilrakket og blodig saaret av saa mange neb og klør, som en anden føniks kjækt vilde svinge sig over de baal hvormed man truet ham“. Han blev student samme aar som Wergeland og studerte en tid teologi efter farens ønske, men gav saa op det og gav sig mer og mer av med studiet av skjønliteratur. I denne tid hadde han det — især efter farens død 1828 — ofte meget knapt, og „hvad fattigdommen angaar“, siger Henrik Jæger, „var hans liv i aarene omkring 1830 saa poetisk og kunstnerisk som vel mulig“. Han kom i studentdagene sammen med en række mænd som siden fik et kjendt navn, som: Fr. Stang, P. A. Munch, Schweigaard o. fl. Og kameratlivet hadde ikke litet at si for Welhavens utvikling. Da Wergeland hadde git ut „Skabelsen, mennesket og Messias“, skrev Welhaven mot dette verk, og striden brøt løs.

Strids-aarene. Det var i „Morgenbladet“ Welhaven kom med sin skarpe dom over Wergelands verk i digtet Hvor længe vil du rase mot fornuften? Her var der uttryk som „en øgle er den Pegasus du sporer“, og han gav Wergeland „rang blandt Parnassets daarekistelemmer“. Det var naturlig at Welhaven med sin fine smag og vaakne sans for formens skjønhet maatte støtes ved Wergelands vilde og uklare digter-utbrud. Han kaldte hele Wergelands digtning for „en fortvilet kamp mot alle regler for skjønhet og sund tænkning“. Men at Welhaven ikke var utilbøielig til at værdsætte det gode hos Wergeland, viser det han litt senere siger i „Morgenbladet“: „Jeg haaber at Wergeland en gang vil træde ut av den dype vildelse hvori han nu befinder sig, og ingen ønsker det mer end jeg; ti jeg tror at han da vilde gjøre vor literatur ære.“ Striden var nu brutt løs, og den blev senere fortsat i Studentersamfundets avis og fik navnet Stumpefeiden, fordi Wergeland førte striden i „stumper og viser“. Wergeland brukte merket „Siful Sifadda“[44]; under samme navn gav han ogsaa ut sine satiriske og polemiske farcer. Et eksempel paa hans utfald mot Welhaven er følgende vers:

Welhaven blev aldrig svar skyldig. „Stumpefeiden“ endte med følgende kraftige forsikring av ham:

Striden blev tat op paa ny med gjensidig voldsomhet og hatskhet, og i 1832 gav Welhaven ut en bok, Henrik Wergelands digtekunst og polemik, ved aktstykker oplyste. Her frakjendte han helt Wergeland digterevne; nu hadde han ikke længer tro paa at han nogensinde kunde bli til noget som digter. Wergelands far svarte paa boken i et skrift med titelen Retfærdig bedømmelse af Henrik Wergelands poesi og karakter. Striden førte paa samme tid til at Welhaven og hans parti meldte sig ut av Studentersamfundet og stiftet „Det norske studenterforbund“. Forbundet gav ogsaa ut et ukeskrift „Vidar“, som skulde være organ for „intelligenspartiet“ i striden. Da var det digteren Bjerregaard, som hørte til „norskhetspartiet“, foreslog for Wergeland at danne en „liga“ mot danomanien. Wergeland var straks med og satte op en hel plan for „enhet i kampen“. Nogen forening blev ikke stiftet. Men Wergeland alene kjæmpet for et helt lag. „Fortræffelig at leve i kamp, naar man har neb“, skrev han.

I 1834 gav Welhaven ut sit første større verk, Norges dæmring. Det var et indlæg i striden paa fine vers (sonetter). Welhaven spotter det umodne og ensidige norskhetsstræv. Han saa ikke andet end skryt i alt sammen. Ellers var alt koldt og dødt i landet. Men han hadde ikke git op alt haap. Digtet sluttet med en spaadom om en bedre tid:

Man maa beundre det mod Welhaven viste med denne bok, og man kan forstaa at kampen maatte være ham en hjertesak. „Kampen er mig ett med mit liv“, skriver han kort efter i et brev.

„Norges dæmring“ vakte rasende harme, og forfatteren blev skjeldt ut for fædrelandsforræder. Til Christian Winther skrev Welhaven:

I et par bygder gik harmen saa vidt at man næste 17de mai høitidelig brændte alle de eksemplarer av „Norges dæmring“ man kunde faa tak i. Nogen mæglende røst, som pekte paa det som var sundt og berettiget ved siden av det ensidige og overdrevne i Welhavens kritik, kunde ikke let bli hørt.

I denne stridstid holdt Wergeland ved med sin digtning. Han gav ut mange digterverker. Paa samme tid arbeidet han meget for folke-oplysning. Han fik i stand sogneselskaper, boksamlinger og gav ut folkeskrifter (For Almuen, 1830-34). I 1835 overtok han redaktionen av „Statsborgeren“, mest av barmhjertighet mot forlæggeren. Den foregaaende redaktør, lærer Soelvold, var rømt paa grund av en dom for æreløshet. Forsigtig klokskap var nu ikke Wergelands sak; han indrømmet selv at hans far hadde stor ret da han paa titelbladet til en av hans farcer, De sidste kloge, skrev: „Farce av den ‚allersidstkloge‘ Henrik Wergeland“. Han hævet vistnok bladet op fra at være et smudsblad; men det hadde et saa daarlig rygte at det ikke nyttet; han blev skjeldt ut og rakket sterkt ned paa, især av det andet partis nye blad Den konstitutionelle. Flere dygtige unge mænd, som senere blev fremragende forfattere, hadde sluttet sig til Welhavens parti. Blandt dem var P. A. Munch, A. M. Schweigaard og Fr. Stang.

Men endnu stod stridens sidste og voldsomste utbrud igjen. Det var det bekjendte teaterslag i 1838. Det nye teater paa „Bankpladsen“ skulde indvies med et stykke av en norsk forfatter, og der blev sat ut en pris for det bedste. Wergeland og den unge digter Andreas Munch leverte blandt andre ind hvert sit. A. Munchs stykke Kong Sverres ungdom vandt prisen; men da det ikke gjorde nogen lykke, lot man ogsaa opføre Wergelands, som hette Campbellerne. „Intelligenspartiet“ vilde nu rigtig vise Wergeland sin foragt og samlet sig i parkettet med piper, barnetrompeter og andre instrumenter. Alle høvdingene var med, undtagen Welhaven selv og P. A. Munch. Pipingen begyndte straks og blev besvaret med klap og bravo-rop av Wergelands tilhængere. Wergeland, som selv sat i sin loge, reiste sig og ropte til piperne: „Mine herrer, naar I er blit trætte, skal jeg avløse jer!“ Larmen varte hele aftenen; fra logene kastet man kobberskillinger, stekte og ustekte epler og papirkuler, laget av „Nella“ (økenavn paa „Den konstitutionelle“), ned i hodet paa dem som sat i parket. Tilsidst gik det saavidt at Wergelands venner, som mest var i parterre, pludselig styrtet ind i parket, slog med stokker og næver, grep motstanderne i haaret o. s. v., saa de til slut ingen anden raad visste end at rømme.

Trods al motstand bevarte Wergeland sin freidighet, om end al den motbør som møtte ham, nok av og til kunde faa ham, likesom Welhaven i verset til Chr. Winther, til at ønske sig bort fra det hele til fred og stilhet. Saaledes skriver han i et av sine digt:

Men det var bevisstheten om hans digterkald som foruten hans freidige natur holdt ham oppe under alt. I næste vers siger han derfor:

Hans sjæl var „frisk under hudfletningene“. Han siger selv netop i anledning av teaterslaget at han var som løvetanden, som vokser, jo mer den blir traakket paa. Striden hadde nu naadd høidepunktet og stilnet for en tid mer og mer av. Men endnu maatte han døie en sidste haan før det var forbi. Han hadde løfte paa et prestekald (residerende kapellani i Nannestad) av kongen, Karl Johan. Men Wergeland fik ikke sit kapellani; paa grund av en ubetænksom handling av ham blev løftet tat tilbake. Kongen tilbød ham isteden 200 spd. av sin egen kasse, og Wergeland tok mot tilbudet paa det vilkaar at pengene skulde være hjælp til at gi ut et blad for almuen. Men over det brøt en storm løs. Han, frihetsmanden, hadde „solgt“ sig, var blit „hofpensionist“, „landsforræder“; ja, endog flere av hans egne venner (blandt andre Ludvig Kristensen Daa) vendte sig fra ham. Han følte sig ulykkelig og fortvilet over dette; men ogsaa dette slag vandt hans freidige natur over[45].

Striden mellem Wergeland og Welhaven og deres tilhængere hadde tildels været en strid om poesien. Welhaven hadde hævdet (likesom de norske digtere i „Oplysningstiden“ mot Ewald, og senere Baggesen og Heiberg mot Oehlenschläger) at ogsaa den ytre form var av væsentlig betydning for poesien. En digter skulde, som J. L. Heiberg formet det, holde sig til „de en gang bestaaende digtarter“. Mot denne kunstlære var det Wergeland reiste sig. Og Nicolai Wergeland protesterte mot den stive regeltvang. Hver digter maatte faa digte efter sin natur. Digterne skulde ikke rette sig efter systemet, men systemet efter digterne. Men striden hadde ogsaa været en kulturstrid, en strid mellem dem som vilde holde ved like forbindelsen med det danske aandsliv, og dem som vilde hævde en eiendommelig norsk kultur, fri for dansk paavirkning. Heller ikke Wergeland og hans venner vilde holde sig og landet utenfor det europæiske aandsliv og de tanker som var oppe ute i Europa[46]. Wergeland var selv sterkt paavirket fra England og Frankrike; men det var danskheten i aandslivet de var ræd kunde bli til skade for et selvstændig norsk aandsliv; det var derfor danskdyrkingen de optraadte mot og kjæmpet mot. Striden var ogsaa en samfundsstrid. „Norskhetspartiet“ vilde i motsætning til „Intelligenspartiet“ lede utviklingen ind i et mer demokratisk spor. Det var allikevel trods alle de haarde ord fædrelandets vel begge parter vilde. Og den store betydning hadde striden at den renset og tok bort utvekster og overdrivelser paa begge sider. Wergeland og hans parti hadde sat utviklingen i fart, hadde været den drivende kraft, Welhaven og hans tilhængere hadde derimot regulert og dypet ut bevægelsen, hadde virket til at faa bort utskeielsene og rense ut det ensidige ved den med sin skarpe kritik.

Wergeland efter striden. Wergeland lærte — trods al strid — meget av sine motstandere. Særlig blev de nærmeste aar efter teaterslaget en rik læretid for ham. Man har endog talt om et „helt gjennembrud“ i livet hans. Vistnok hadde Wergeland ogsaa før drevet historiske studier. Nu drev han dem mer systematisk. Det er kulturhistorien han interesserer sig for. Han lærer at kjende Herders tanker (se s. 87). Han kommer herved ind paa folkedigtningen; han oversatte utenlandske folkeviser, og da han ingen norske kjendte, digtet han nogen paa norske bygdemaal. Han hadde for resten fast tro paa at en norsk folkepoesi var til. Men grunden til at den ikke var kjendt, var den store forskjel paa skriftsproget og bygdemaalene, mente han. Siden lærte han Jørgen Moes arbeide med poesien at kjende, og han fik da visshet for at der var en rik norsk folkedigtning.

Wergeland arbeidet nu mer og mer for folke-oplysningen. Han vilde at alle, ogsaa de som sat i de daarligste kaar, skulde fylde sin plads i samfundet, skulde kjende sig som borgere i en fri stat. Da han hadde faat en fast pengesum om aaret av kongen, begyndte han at gi ut bladet „For arbeidsklassen“. Her prøvde han ved smaa fortællinger og avhandlinger at virke for fædrelandskjærlighet, nøisomhet, arbeidsomhet, renlighet og husflid, kort sagt for alt som kunde hjælpe op almuesmanden. Han satte selv sin stolthet i at foregaa med et eksempel paa haardførhet og tarvelighet. Han hærdet sig ved legemsøvelser; det fortælles endog at han midtvinters lot hugge hul i isen paa Kristiania-fjorden og badet sig. Han spiste hestekjøt og bjørnekjøt og klædde sig i vadmel. At han var saa folkekjær som han var, var ham ofte til stor trøst i motgangen. Hans digt kunde ikke saa mange læse; men de forstod at han vilde dem vel. „Jeg skulde gjerne,“ siger han, „lægge mit ur paa Vaterlands bro, og stod der saa sandt skrevet ved siden at det var mit, var der ingen som vilde røre det.“ Der kom stadig bønder, endog fra langt borte liggende prestegjeld, til „han Henrik“ for at faa hjælp og raad.

Da Wergeland hadde faat understøttelse av kongen, giftet han sig og blev snart efter utnævnt til byraachef i riksarkivet. Før hadde han kjøpt en hytte ute i Grønlia i Oslo. Men nu bygde han sig en gaard litt utenfor byen (Grotten) og levde et vakkert husliv som den elskværdigste vert for den kreds som vanket her. Naar han om morgenen kom ridende til byen paa „Veslebrunen“, i grøn jakke med en blomst i knaphullet, blaa vest og med smilende ansigt, da var det mange som snudde sig og saa efter ham. Paa „Grotten“ levde han lykkelig med sin hustru, sin digtning, sine blomster og sine dyr. „Jeg vil leve à mon aise (i mit es), skal jeg leve, d. e. mellem hester, griser, kaniner, saubukker samt fjærkræ,“ skrev han en gang. Her kunde han samle sig om arbeidet sit.

Det er paafaldende hvor litet nyt Wergeland digtet i de to første aarene efter teaterslaget. Først i 1840 kom der nogen større digtning fra hans haand. I denne nydigtning ser vi hvad han har lært. Den rike fantasi er nu tugtet i fast form; tankene er klarere. Fra denne tid har vi Jan van Huysums blomsterstykke (1840), som viser hans eiendommelige natursyn. Naturen er ren og skyldløs. Hver blomst lever sit liv, og der er sammenhæng mellem alt som har liv.

siger han et andet sted; hele verden var for ham „alkjærlighetens lovsang“. Naturen kan forædle menneskene, skape gode og kjærlige tanker hos dem. Det kommer frem i digtet Hardanger i Den engelske lods, som blev færdig paa sykeleiet. Fra 1840-aarene har vi ogsaa Jøden (Ni blomstrende tornekviste) med det bekjendte Juleaften, skrevet da Stortinget skulde behandle forslaget om jøders adgang til landet (1842). Da forslaget kom frem paa næste ting, skrev han fra sykeleiet Jødinden (Elleve blomstrende tornekviste). Hans digt førte ikke seiren hjem denne gang heller; men Wergelands arbeide var det som aapnet adgangen til riket for jødene i 1851. Ved siden av disse større digterverker fik vi i samme tid hans varme mindesanger over fortjente mænd, hans sanger og eventyr for barn (f. eks. Smaaguttenes nationalsang, Vesle Hans’s eventyr), fremdeles mange andre digt (f. eks. Norges storting, Et gammelnorsk herresæde).

Ogsaa skuespil skrev Wergeland i denne tid. De fleste av dem er mindre farcer, som er indlæg i den literære og kulturelle strid. Mange av dem er svar paa angrep for „hofpensionen“, saaledes farcene Engelsk salt og Vinægers fjeldeventyr, som er rettet mot L. K. Daa. Frugten av sine historiske studier la Wergeland ned i enkelte smaa avhandlinger og i det store verk Norges konstitutions historie. Han viser her et nyt syn paa dansketiden. Ogsaa den hadde forberedt frihetsarbeidet i 1814. Den norske adels undergang hadde gjort Norge magtløst og krænket selvstændigheten; men paa samme tid var fremgangsvilkaarene lagt for den norske bondestand; og derved var grunden lagt til frihetsverket i 1814[47].

Wergelands lykkelige husliv varte ikke længe. Alt vaaren 1844 fik han ved uforsigtighet den sygdom som brøt ned hans sterke legeme og la ham i graven aaret efter.

Om hvorledes han fik sin sygdom, skriver han i et brev av 30te november 1844: „Min sygdom fik jeg ved den uforsigtighet paa arkivkontoret, at jeg glemte at jeg hadde forbudt at lægge i ovnen — den sidste dag i april eller første i mai — kom svedig derop, kastet frakken av og sat saaledes i en tynd shirtingsskjorte i det kolde, av 3 alens murer omgivne fæstningsværelse, indtil jeg blev betat av en saadan gysen langs ryggen at den jog mig hjem. Jeg blev da behandlet for en strupebetændelse — ti det slog sig til en desperat hoste — indtil 17de mai. Den dags procession maatte jeg se, fik ogsaa lov til, vel indpakket, at kjøre ned til overlærer Møllers nye gaard. Jeg var nu ved kjørslen ganske utpustet, saa jeg ikke følte til den trangbrystethet som ellers ledsaget hver liten anstrengelse, og da jeg nu befinder mig nedenfor den særdeles steile og lange trap i huset, glemmer jeg at jeg er syk, og at jeg er indpakket, og gjør som jeg pleide, for at faa hurtig ende paa den avskyelige trap; jeg tok den i en to-tre sprang. Kommet ind til Møller maa jeg da op i en sofa, og klærne rives av mig, til jeg fik veir igjen. Jeg saa da processionen, kikhostende og slubrende i ett væk i noget drikke; — den fremkaldte mine taarer. Jeg følte jeg hadde faat et knæk, og næste dag deklarertes lungebetændelsen, hvis følger jeg da endnu lider av. Alene min konstitutions ressurser holdt mig oppe; men det gjælder hvor længe det kan vare. Kan der holdes liv i mig indtil forhærdelsen (i lungen) har git efter, saa vil jeg i Neapels klima søke ganske at gjenvinde min helse“. — Han var fortrolig med at dø, endda han nok ogsaa gjerne vilde leve. Et halvt aars tid før sin død skrev han saaledes i et brev: „Jeg vil ellers gjerne leve. Jeg elsker naturen for meget og vet at more mig paa for simple maater — ja, endog blot inden mig selv — til at jeg ikke skulde ville dette. Men saa naragtig og gudløs er jeg ikke at jeg ikke ogsaa skulde ta døden som en god gave.“

Vinteren 1845 blev „Grotten“ solgt, da han var kommet i pengeknipe ved den langvarige proces med prokurator Praëm. Han maa da prøve at faa ny bolig. „Stedet jeg har tænkt mig“, siger han, „er tæt ved Pilestrædveien, godt i ly; for en svakling siger lægen jeg blir“. Om bygningen av det nye hus i Pilestrædet skriver han i mars 1845: „Da optømringen skulde begynde idag, holdt jeg kl. 7 idag folketale til de 6 tømmermænd. Jeg begyndte: ‚Hør nu, gutter! Tror I det er nogen kjæft i Norges land som ønsker livet av mig?‘ Alle mand: ‚Nei—i!‘ ‚Naa, saa byg mig en varm hytte! Lover I mig det?‘ Alle mand: ‚Ja—a!‘ ‚Gaa saa ut og faa kaffe!‘ Slutningen vandt almindelig bifald.“ Nogen tid efter skulde han flyttes til hospitalet for at bli der til hans nye hus „Hjerterum“ var helt færdig. „Aldrig“, skriver hans hustru, „har jeg gaat en tungere gang. Da vi kom til huset, lot han bærerne stanse utenfor; han vilde se mit hjem — saaledes kaldte han det alt — og gik noksaa raskt ind ad porten. Jeg hadde flyttet hans seng, fuglebur, blomster o. s. v. og gjort alt for at han skulde faa et godt indtryk; ti jeg ante at han vilde derind. Men han vilde heller ikke længer. ‚Her vil jeg dø‘, sa han. Dog blev han her for det første kun to-tre dager, da lægen paa det bestemteste motsatte sig at han blev liggende i det ufærdige hus. Han maatte altsaa til hospitalet, og de ti dager han var der, var sikkert de tristeste under hele hans sygdom. Hvor glad han blev den dag jeg meldte ham at der nu var saa vidt færdig at han kunde flytte hjem! Han syntes atter i nogen dager at bli bedre og begyndte paany at arbeide.“ Men det skulde ikke vare længe. Den 17de mai 1845 skrev han til sin far: „Jeg befinder mig i nogen tid og især idag saa slet at jeg ganske vist tror at der ikke kan være langt tilbake. Hvad der sker, min kjære, ømme far, saa tænk paa hvorledes mennesker, endnu sterkere end jeg, har maattet avsted i den bedste alder! Mine begreper om Guds storhet og min litenhet opfylder mig med en sterk trøst.“

Da rygtet om at han var farlig syk, kom ut, var det som om alt var glemt. Alle, fiender og venner, kappedes om at vise ham hyldest, og han siger selv herom:

Det var merkværdig hvad han trods sygdommen kunde digte i sit sidste leve-aar. Han fortsatte „For arbeidsklassen“, skrev „Den engelske lods“ og „Jødinden“, omarbeidet „Skabelsen, mennesket og Messias“, skrev sine livlige livsskisser Hasselnødder, et skuespil og en mængde lyriske digt. De digt han skrev like ind i døden, hører til det vakreste han nogensinde skrev. I dem taler han ofte om sin nære død, som i Til min gyldenlak, hvor det heter:

Paa kakkelovnsmuren hadde han faat malt et billede av Eidsvold med morens grav og gamle Brunen i forgrunden. Det laa han nu og stirret paa og drømte sig hjemme. „Du kan ikke tro hvor det er godt at ha det for øinene“, skrev han til faren. Hans sidste ord var: „Nu drømte jeg saa søtt; jeg drømte at jeg laa ved min mors arm.“ Han døde natten til den 12te juli 1845, bare 37 aar gammel.

I flere dager drog store flokker op til hans nye hus for at se ham for sidste gang, gamle og unge, fattige og rike, og mødrene løftet barna sine op, saa de skulde faa se. Hans kiste blev helt gjemt av blomster. Ved hans jordfærd var der et følge saa stort som aldrig før var set i Kristiania. Paa hans grav har taknemmelige jøder „utenfor Norges grænser“ reist en mindestøtte. Senere er en statue av ham reist paa Eidsvoldspladsen. Hundredaarsdagen for hans fødsel blev feiret i 1908 med almindelig tilslutning fra hele landet, og i fødebyen Kristianssand blev der reist en statue for ham.

Wergeland sa paa dødsleiet om sig selv: „Jeg var intet andet end digter!“ og saa rik, frisk og sprudlende digter-aare har bare faa hat. „Saalænge poesien er en magt i livet, kan hans navn ikke dø,“ siger hans varme beundrer Hartvig Lassen. „Det er mit maal at bli en god norsk borger“, har Wergeland ogsaa sagt, og han naadde i sandhet dette maal; han fik en betydning for sit land som faa. Han viste veien for sit folk, ikke bare til politisk, men i det hele til aandelig selvstændighet. Han har virket paa de bedste i folket, derved er han blit folkefører. Han var „en vækker i vort begyndende samfundsliv“, siger H. Lassen.

Alt hans arbeide var baaret av den varmeste fædrelandskjærlighet. Paa den skjønneste maate kommer den frem i hans Dalvise („Det er min sjæl en frydfuld trang“). Han sa ogsaa, at vistnok

Wergeland fik ingen „skole“; der var nok de digtere som efterlignet ham, f. eks. Christian Monsen († 1852). Wergelands arbeide for folke-oplysning tok senere Ole Vig og Eilert Sundt op. Men først Bjørnson var det som helt tok op arven efter ham. Han kaldte ogsaa Wergeland sin aandelige far.

3. Nationalromantikken (1840-1870).

I firti-aarene kommer den norske literatur ind i et nyt spor. I treti-aarene hadde det været politisk og kulturel strid som hadde fyldt sind og tanker; nu kom den romantiske retning hit til landet, og den vendte interessen mot folkedigtningen og folkelivet ute i bygdene. Man begyndte nu, som Jørgen Moe et sted siger, „at dukke ned i folkelivet og der at frigjøre og hæve op igjen med sig den rigdom av poesi dette eier“. Alt i 1836 hadde Welhaven sagt:

Ogsaa interessen for landets skjønne natur blev vakt. En literatur og kunst med emner, som var hentet fra det hjemlige, trængte interessen for politikken til side; derved fik dette tidsrum et ganske andet fredelig og mer æstetisk præg end tiden like forut. Det begyndte med at Asbjørnsen og Moe samlet folke-eventyrene og fortalte dem igjen i en slik norsk form som man ikke hadde hat før i literaturen. Siden gav Asbjørnsen ut folkesagnene; av dem hadde alt Andreas Faye git ut en samling. Den rikeste høst av eventyr og sagn blev gjort i Kristiania og Kristiansands stifter. Paa samme tid begyndte man at samle ind folkeviser. Først kom en liten samling av Jørgen Moe (1840); i denne samling var faa av de gamle, egte viser. Nogen aar efter gav M. B. Landstad ut sine store folkevisesamlinger (mest fra Telemarken), og noget senere Sophus Bugge en mindre. Folkemelodier blev samlet ind av Lindeman. Alt dette hadde sin store indflydelse paa alle omraader av kunsten. Ole Bull og Halfdan Kjerulf komponerte egte national musik, Gude hentet emner til sine malerier fra norsk natur, Tidemand fra norsk folkeliv. Men mest viste denne interesse for alt som stod i forbindelse med bondelivet, sin indflydelse paa literaturen. „Der blev digtet om hulder, nøk og underjordiske, om sæterlivet og om bondebryllupper, om tømmerhugst og jagtturer, om de mørke fjeldvand og om de indelukte fjorder, om husmandens hytte og om den rødmalte kirke“, kort sagt om vor herlige natur paa fjeld og ved fjord, i skog og i dal, og om folkelivet rundt om i bygdene. Det virket ogsaa paa videnskapen. I disse aar kom Ivar Aasens arbeider over det norske folkesprog. Paa samme tid vakte R. Keysers og P. A. Munchs historiske granskinger og utgaver av gammelnorske skrifter begeistringen for den gamle stortid. Det var en national-romantisk tid som nu begyndte i den norske poesi; den svarte i det væsentlige til den som blev vakt i Danmark ved Oehlenschläger; men i Norge kom interessen for folkedigtningen, naturen og folkelivet mer i forgrunden, mens i Danmark var det begeistringen for fortiden som hadde været sterkest.

Der var meget unatur med i begeistringen; mange sværmet for og skrev ogsaa om alt dette, men kjendte selv ikke det mindste til det. For mange blev alt en modesak. „Det nationale har været paa mode“, skriver forfatteren N. R. Østgaard, „og man har blot behøvd at sætte frem en smørbut og en melkeringe med behørige attributer (tilbehør) av lur og horn og bjeldeklang under overskrift: En norsk sæter, og straks er publikum blit henrykt og har ropt: ‚Hvor prægtig! Hvor nationalt!‘ om der for resten ikke var mer norsk sæter deri end i et dansk meieri. Men rigtignok har man ogsaa for størsteparten været undskyldt heri; man har ikke hat bedre kjendskap til saken“. Et eksempel paa denne begeistring var ogsaa den jubel telebonden Torgeir Audunsson, „Møllargutten“, vakte i hovedstaden ved sit felespil. Hele bevægelsen viste at der var trang til at hente emner for digtningen fra hjemmet. Denne trang hadde alt, som før nævnt, vist sig hos de fleste av de norske digtere i „Oplysningstiden“, om end som oftest mer i en almindelig lovprisning av naturen og bondelivet end i skildring og beskrivelse derav; heller ikke blev folketroen da tat til emne for digtning. Bedst var det den gang kommet frem hos Claus Frimann og Edvard Storm og senere i nationalsangene i de første aar efter 1814, i Mauritz Hansens og Bjerregaards forsøk paa at skildre sider av det norske folkeliv og i meget av Wergelands digtning, særlig i hans fædrelandssanger, hans sjømandsviser og i hans sanger om Norges natur (f. eks. Det er min sjæl en frydfuld trang).

ser vi hvad han saa som opgave for digterne. Men hos Wergeland kom arbeidet for bondens oplysning og politiske magt i forgrunden.

En frugt av interessen for det nationale var at Ole Bull fik oprettet et teater med norske skuespillere i Bergen (1850); herfra kom siden de dygtigste (som Johs. Brun og frue, fru Wolf, Isachsen o. fl.) over til Kristiania teater. Oprettelsen av en norsk scene gav igjen støtet til forsøk paa nationale skuespil.

I det første ti-aaret (1840-1850) var det mer digtning fra folketro og folkesagn end fra folkeliv, som raadde grunden. Man har derfor kaldt den del av nationalromantikken for huldreromantikken.

Welhaven blev grepet av den nye national-romantiske retning. Han var først sent blit klar over at han var digter. Da Wergeland i begyndelsen av striden beskyldte ham for at han indbildte sig at være en stor poet, svarte Welhaven: „Denne gang sigtes jeg for at ville glimre med en aandsretning som ikke er mig git. Enhver som kjender mig, vet hvor litet jeg har søkt at gjøre noget digtertalent gjældende, og at min pen fast har indskrænket sig til efter evne at oplive en kreds som i saa mange henseender var mig kjær.“ Det var striden som vakte ham, og hans første verk var et stridsdigt. Det var først over 4 aar efter at han (i 1834) hadde skrevet Norges dæmring, at han gav ut sin første digtsamling; men det at han ikke optraadte før han var viss paa sig selv, gjorde at han med en gang viste sig som den modne digter. Før han blev klar over sit digterkald, fortæller han, kunde han skrive digt med en i sandhet strømmende produktion; men en dypere indre erfaring og den modnede selvbevissthet gav ham synet for de rette grænser for hans anlæg. Han siger selv at det at han begyndte sin virksomhet med strid og kritik, i alle henseender og varig fik indflydelse paa hans digtning. Ogsaa en personlig sorg fik meget at si for Welhavens digtning. Han var blit forlovet med Ida Kierulf; men hendes forældre vilde ikke vite noget av det. Saa blev Ida syk, og da lægen sa at sygdommen var svært alvorlig, gav forældrene efter og godkjendte forlovelsen. Men Ida blev sykere og sykere, og hun døde kort efter i 1840. Det var som alt ramlet sammen for Welhaven; men sorgen over Ida fik den største betydning for hans digtning. Det viste sig særlig i hans næste digtsamling, Nyere digte (1845).

I 1840 var Welhaven blit lektor, senere blev han professor i filosofi. Welhaven har ikke skrevet svært meget, mest lyriske digt. Det kommer ofte frem i hans digt, snart vemodig, snart saart, at han kjendte sig ensom og uforstaat og miskjendt av en stor del av sit folk.

I digt som Sisyphos, Nehemias og Protesilaos har han sin egen stilling under kampen og utfaldet av den for sig selv for øie. De stemninger han oftest gir uttryk for i sin poesi, er mindet og længslen (f. eks. i Byens kirkegaard).

Da national-romantikken fik magten i literaturen, saa Welhaven med glæde den nyfundne rigdom paa folkesagn og eventyr. Og i digtsamlingen av 1845 er Welhaven helt med i bevægelsen. I hans første digtsamling var det mange naturmalende digt; det var vestlandsnaturen og mindene fra barnedagene han da sang om. Nu er det national-romantiske naturskildringer; nøkken og huldren og alvene er med. Fra 1845 er ogsaa mange av hans nationale romanser. Det er vel ingen av Welhavens digt som i den grad er blit folke-eie som romansene (Asgaardsreien, En vise om Hellig Olav, Dyre Vaa, Eivind Bolt). Senere gav Welhaven ut tre digtsamlinger; den sidste kom ut i 1860. Ogsaa i disse digtsamlinger er der baade naturdigt og romanser. Til de mer kjendte hører Raad for uraad, I Kivledal og Koll med bilen.

En bevægelse som kom paa samme tid som national-romantikken, var skandinavismen. Welhaven sluttet sig med stort haap til denne bevægelse. Han var jevnlig med paa studentfærdene og holdt mangen tale ved festene. Han hævdet allikevel retten for hvert enkelt land til selvstændighet indenfor samholdet.

Til trods for at Welhaven slik var med i tidsstrømningene, kom han aldrig i hel samklang med sin samtid. Og hans digtning vidner om hans ensomhetsfølelse. I det hele hadde han sterk trang til selvbetragtning. Han saa i alt baade i sorgen og striden noget som kunde føre ham frem til harmoni. H. Lassen siger om Welhaven: „For ham var den rolige og harmoniske utdannelse det første og sidste, og med dette for øie var samtidens feberagtige higen og travelhet kun en forstyrrelse, som bare kunde avle ‚halve tanker og en adspredt hu‘.“

Welhaven har ogsaa skrevet meget paa prosa. Til det bedste hører Billeder fra Bergens-kysten. Som literatur-historisk forfatter skrev han bl. a. avhandlinger om Ewald og de norske digtere i „Oplysningstiden“. I omgang var han livlig, vittig og skarp. I sin skarphet blev han ofte beskyldt for at være hensynsløs, og det blev sagt om ham, at „naar hans rike forraad av attisk salt stundom slap op, hjalp han sig med pepper“. Men hans hensynsløshet hadde ofte sin grund i hans kjærlighet til idealet; saa han at nogen gjorde avslag paa det, da kunde hans sjæl bli opflammet, især dersom det var nogen som var ham kjær, og han kunde, som han en gang sa, „fare like i synet paa dem han holdt av“.

I sine sidste aar blev Welhaven hjemsøkt av langvarig hjernesygdom. Da han i 1868 tok avsked fra sin professorpost, kom studentene til „den lutende sanger“ med sin hyldest, og Bjørnson skrev en sang til hans pris. Der heter det:

Welhaven takket studentene og sa bl. a., at som mindene fra hans liv blandt studentene hørte til hans bedste og kjæreste, saa var hans egne ord gaat i opfyldelse paa den rikeste og skjønneste maate for ham:

Welhaven døde i 1873. Mange digtere viser paavirkning av Welhaven. De fleste hører ind under national-romantikken. Længer borte fra den stod A. Munch, som begyndte at digte alt i treti-aarene.

Andreas Munch var søn av digteren J. Storm Munch (se s. 103). Han blev født i Kristiania 1811, blev student, tok ingen embeds-eksamen, var i flere aar kopist i et departement og en tid redaktør av „Den konstitutionelle“, men levde for resten for sin digtning, blev utnævnt til professor og fik aarlig løn av Stortinget. Den sidste del av sit liv bodde han i Kjøbenhavn og døde der 1884.

Munch gav ut flere digtsamlinger; han var en fuldblods romantiker, men mest paavirket av tysk og dansk romantisk literatur. Han var mindre paavirket av den norske nationalromantik. I hans digt er der gjerne en bløt, inderlig og vemodig klang.

Han følte sig tidlig ført hen mot det blide og skjønne syden, hvor han fandt saa rik næring for sin kunstneriske trang, og han hentet ofte emnene til sin digtning derfra, likeledes ofte fra middelalderen, som han delte romantikkens begeistring for. Han har ogsaa i flere digt vist at han elsket sit fædreland, f. eks. i digtet Mit fødeland (som stod i hans første digtsamling, 1835):

Til de mer kjendte av Munchs digt hører: Et fjeldvand og Brudefærden. Den sammenhængende række av romanser Kongedatterens brudefart er ogsaa kjendt. Høiest naadde han i digtsamlingen Sorg og trøst (1852), som han digtet efter tapet av sin hustru. I det hele hadde han sin glanstid som digter omkring midten av hundredaaret.

Foruten digt skrev ogsaa Munch en historisk roman, Pigen fra Norge, fremdeles en række skildringer, Billeder fra nord og syd, og flere dramaer. Alt i sin ungdom hadde han skrevet et par dramaer (jfr. s. 119); men fra midten av 50-aarene er det han for alvor blir dramatisk forfatter. Hans dramaer fra denne tid er Salomon de Caus, som skildrer den kamp dampkraftens første opdager maatte kjæmpe mot miskjendelse, Lord William Russel, og de to skuespil som har emnet fra Norges sagatid: En aften paa Giske og Hertug Skule. Det sidste kom uheldigvis samtidig med Ibsens „Kongsemnerne“, som hadde samme emne. I sine dramaer er Munch paavirket av Oehlenschläger.

Theodor Kjerulf († 1888; professor i mineralogi) var baade digter og videnskapsmand. Han har skrevet reiseskisser og lyriske digt. Han var paavirket av Welhaven.

Asbjørnsen og Moe. Som vi nævnte, var det Asbjørnsen og Moe som likesom førte den nye tiden frem her hos os. Peter Christen Asbjørnsen var søn til en glasmester i Kristiania. Han blev født 1812. Mellem folk flest var der den gang meget tro paa nisser og troll, ogsaa i Kristiania. Asbjørnsen fortæller saaledes om en familie som gik til sengs et par timer før andre folk, saa nissen kunde faa ro. Asbjørnsens mor var overtroisk, og mente hun saa baade spøkelser og underjordiske. Asbjørnsen fik derfor tidlig lære overtro og folkesagn at kjende.

Alt da han var gut, hadde Asbjørnsen stor lyst til at færdes med fiskestangen og bøssen i omegnen av byen. Skytteren i Kristiania trængte den gang ikke at gaa langt for at træffe paa vildt. Man kunde skyte ænder og myrsniper paa den myrlændte grønne vold som var der Universitetet nu staar. Asbjørnsen gik oftest omkring i Maridalen og Nordmarken ovenfor den. Da han læste til student-eksamen, var han en tid paa Ringerike og kom der sammen med Jørgen Moe, som blev hans gode ven. Paa denne vis blev han alt tidlig godt kjendt med naturen og folkelivet. Dette kjendskap blev større, da han som student i flere aar var huslærer paa Romerike og fremdeles gjorde mange turer omkring i skog og mark. Asbjørnsen var en djerv, jovial og likefrem natur; „man behøver blot at se ham for at bli i godt humør“, siger den danske forfatter Goldschmidt.

Det var i 1842 han sammen med Jørgen Moe gav ut en samling Norske folke-eventyr. Disse eventyrene har faat en vældig betydning. Først og fremst har de direkte betydning for næsten hvert eneste menneske i Norge; alt før skole-aarene møter mange barn dem og faar næring for fantasi og følelse og kjendskap til land og folk fra dem; og paa skolen møter alle dem. I vor literatur-historie og vor sprog-utvikling danner de et vendepunkt. Sammen med visene og sangene skapte de vor nationalromantik; de aapnet veien for en sammensmeltning av kulturmotsætningene i Norge. Det er i eventyrene vi første gang møter en stil som er helt norsk, siden sagatiden. Formen, det ytre, er i det store og hele dansk; men kjernen er norsk. Naar man før hadde brukt norske ord og former og vendinger i skriftsproget, hadde de virket uharmonisk netop fordi sprogformen og stilen ellers var fremmed. Hos Asbjørnsen og Moe kunde norske ord og former harmonisk faa plads; hos dem virket de ikke stilløst. Eventyrene aapnet for det norske tilløp til skriftsproget. Det som før hadde været smaa og ubetydelige tilsig under jorden, blev til en bred elv i overflaten, og siden den tid har den vokset sig større og større (se s. 143). Det var det folkelige fortællermaal og dagligtalen som blev lagt til grund, og der var sammenhæng mellem eventyrstilen og sagastilen, som Jørgen Moe selv sa. I 1871 gav Asbjørnsen ut en ny samling alene; den er fortalt med et noget bredere lune end eventyrene i første samling. Den berømte tyske eventyrfortæller Jacob Grimm har sagt at „de norske folke-eventyr er de bedste som findes“.

Asbjørnsen gav ogsaa ut to samlinger Norske huldre-eventyr og folkesagn. Der er selve sagnene omgit av en række livsfriske natur- og folkelivsbilleder fra forskjellige kanter av landet, mest fra bygdene paa Østlandet. Asbjørnsen viser her at han hadde godt tak paa at faa folk til at fortælle; han kan faa endog den vrangeste paa glid og lokke sagnene ut av ham (smlgn. Graverens fortællinger).

Asbjørnsen er en sand mester i at skildre naturen. Det er især Norges sommernatur i solskin Asbjørnsen skildrer; men han har evne til at skildre de forskjelligste landskaper og det eiendommelige ved alle aarstider. Han har vakt sans for og kjærlighet til naturen, og han har lært ungdommen at gaa ut i skog og mark. Det var derfor med god ret „Den norske turistforening“ i 1870 valgte Asbjørnsen til sit første æresmedlem. Ogsaa som folkelivsskildrer staar han meget høit ved den naturtroskap som han kan skildre livet med, og ved det skarpe syn han har for det eiendommelige ved de forskjellige slags mennesker, „for tømmerhuggeren som for kulbrænderen, for jægeren som for fiskeren, for skolemesteren som for sæterjenten, for omstreiferen som for plankekjøreren“. Av Asbjørnsens mindre skisser kan nævnes En katekisation. Ved sine skildringer av naturen og folkelivet har Asbjørnsen hat stor betydning for vor malerkunst.

Paa Asbjørnsens fødselsdag i 1870 toget studentene med Bjørnson i spidsen op til hans hjem for at vise ham hyldest. Den gang sa Bjørnson de betydningsfulde ord: „Det var blit litet med mig, hadde ikke du været.“

Asbjørnsen var ogsaa naturforsker; han har skrevet flere videnskabelige avhandlinger og en Naturhistorie for ungdommen. Han var forstmester i Trøndelag og skrev meget om skogbruk og torvdrift. Han døde 1885. I 1891 reiste skole-ungdommen et monument for ham paa Sankthans-haugen i Kristiania.

Jørgen Moe var bondesøn fra Ringerike; han blev født 1813. Sine barndoms-indtryk har han skildret i flere vakre digt: En søndagsmorgen, Slædefart, Sæterreise o. fl. Den vakre natur paa hans hjemsted fik stor indflydelse paa hans dype, poetiske sind. Han har selv ofte digtet om den, bl. a. i hilsningsdigtet til de svenske og danske studenter da man tok en utflugt til Krokkleven ved studentmøtet i 1851. Her heter det:

Moe skildrer selv hvorledes skogen og fjeldvandet for første gang „suste sin vemodstanke“ ind i hans sind,

Sin første undervisning fik Moe paa folkeskolen. Senere læste han til artium med kapellanen i bygden, da hans evner alt tidlig hadde vakt opmerksomhet og fik faren til at la ham studere. Da han var blit student, tok han fat paa teologien, men brukte meget av sin tid til at samle ind folke-eventyr; senere fik han stipendium av Universitetet baade til det og til gransking av folkedigtningen; han var i flere aar lærer ved krigsskolen; her fik han ved sin ædle og rene personlighet stor indflydelse paa sine elever. „Han skinte sig ind i ungdommens tro ved sin tale, sit foredømme“, siger Bjørnson.

Om folke-eventyrene har vi alt talt. Det var Moe som først fandt den folkelige og hjemlige fremstillingsform. Men ellers arbeidet de sammen og lærte meget av hverandre. Alt i den visesamling Moe gav ut i 1840, varslet han om det sproglige gjennembrud som kom med eventyrene.

Vi har før nævnt at Asbjørnsen i større eller mindre grad brukte skildringene av de sagn- og eventyrfortællere han traf paa, som rammer omkring selve sagnene; men Moe fortalte om enkelte av eventyrfortællerne selvstændig for sig.

Til anden utgave av folke-eventyrene skrev Moe en utførlig avhandling om eventyrene.

Jørgen Moe har ogsaa skrevet lyriske og episke digt, nogen smaa fortællinger og endelig de vakre smaahistorier for barn I brønden og i tjernet (fortællingene om gamle Hans Grenadér, Viggo, Allarm, Store-Beate og Lille-Beate). Han var selv en barnlig natur. I sine digt er det som oftest billeder av det norske folkeliv han ruller op for os, billeder fulde av ynde, friskhet og fjeldduft. Til de mest kjendte av hans digt hører: Blomster-Ole, Truls og Inger og Sæterjentens søndag.

I 1853 blev Moe prest og ofret sig helt for sit nye kald; arbeidet med folkedigtningen sluttet han helt med og lot Asbjørnsen faa alle sine samlinger; senere blev han biskop i Kristiansand. Han døde i 1882. Mens han var prest gav han ut en del, mest religiøse digt. Blandt dem er vel mest kjendt Ungbirken og Den gamle mester. Med hensyn til egen vurdering av sit digtertalent viste Moe den elskværdigste beskedenhet; følgende lille indledningsdigt til hans digtsamling er et eksempel paa det:

Den unge forfatter Claus Pavels Riis („Crispinus“) skrev et litet stykke Til sæters med emnet mest fra Asbjørnsens „En søndagskveld til sæters“. Stykket gjorde stor lykke og blev opført en mængde ganger. Endda stykket i og for sig var ubetydelig, var der noget friskt og hjemlig over det, som slog udmerket an, og det vrimlet av norske melodier i det.

Magnus Brostrup Landstad († 1880) var i lang tid prest i Telemarken; der samlet han og gav ut en stor mængde Norske folkeviser. Han har ogsaa selv i flere av sine egne digt (f. eks. digt-ringen Neslands kirke) udmerket truffet folkevisetonen. Han brukte ofte ord og vendinger fra dialektene.

Landstad fik i opdrag at arbeide ut forslag til ny kirkesalmebok. Den kom ut i 1870 og er siden indført i de fleste kirker i landet. Landstad var selv salmedigter, og vi har mange salmer av ham i salmeboken, f. eks. Her er Guds hus og himlens port, Naar synderen ret ser sin vaade og Jeg vet mig en søvn i Jesu navn.

Sagaromantik og bonderomantik. Overgang til realismen (1850-1870). Den egentlige „huldreromantik“ er slut i førstningen av 50-aarene. Vistnok arbeidet man endnu med folkedigtningen; saaledes kom Landstads folkevisesamling ut i 1853, og Sophus Bugge gav ut en liten samling folkeviser 1858; men digtningen tok mer og mer emne fra sagaen og folkelivet. Omkring 1850 var det Ivar Aasens arbeider om folkemaalet kom ut. Alt Asbjørnsen hadde git realistiske folkelivs-skildringer. I 1850-aarene begyndte flere forfattere at gi virkelighetsbilleder fra folkelivet i bygd og by. Camilla Collett gav en mørk virkelighetsskildring fra de høiere samfundslag. Det saa ut som vi alt i 50-aarene skulde faa en helt realistisk digtning.

Men vi fik en ny romantisk literatur, som særlig viser paavirkning av sagaen baade i stil og indhold. Men denne literatur er „underbygget med psykologisk virkelighetssans“. Det var Keysers og Munchs historiske granskinger som nærmest fremkaldte denne „sagaliteratur“. Rudolf Keyser var professor i historie. Han gav ut flere verker om Norges historie. Han og hans elev Peter Andreas Munch fremholdt nye synsmaater om Nordens bebyggelse, og i motsætning til de danske historikere hævdet de at literaturen fra middelalderen helt tilhørte Norge og Island („Den norsk-historiske skole“). P. A. Munch var baade historiker og sproggransker. Hans hovedverk er Det norske folks historie i 8 bind, som gaar til Kalmarunionen. Han oversatte Snorre og gav ut en mængde historiske og geografiske avhandlinger. Munch hadde en ualmindelig arbeidskraft og en næsten utrolig hukommelse. Han skrev saaledes paa et av sine verker paa en reise til Rom i jernbanevognen og kunde da ordret citere av de forskjelligste skrifter og henvise til bind og side. Han døde i Rom i 1863. Disse historikeres arbeider gav nøiere kjendskap til sagatiden og vakte interessen for den. Det viste sig snart i literaturen, især i Ibsens og Bjørnsons dramaer.

Ivar Aasen og landsmaalet. Ved national-romantikken blev interessen for folkemaalet ogsaa vakt. Vi har hørt hvordan enkelte digtere alt i det 18de aarhundrede digtet paa norsk folkemaal. Med Bjerregaards „Fjeldeventyret“ naar et norsk maalføre ind paa scenen. I treti-aarene er det flere som gaar med tanken paa en „sprogreformation“ (Wergeland, J. A. Hielm, P. A. Munch). Men først med Ivar Aasen faar disse tanker fast form.

Aasen var bondegut fra Søndmør; han arbeidet hjemme paa gaarden til han blev 18 aar. Han var saa lærer i flere aar og drev paa samme tid sprogstudier. Han satte op en grammatik over bygdemaalene i Søndmør, som han viste frem til bispen Neumann i Bergen. — Biskop Neumann fik videnskapsselskapet i Trondhjem til at støtte ham, og Aasen blev sendt paa stipendiereise omkring i landet for at studere bygdemaalene.

Efter sine reiser gav han ut Det norske folkesprogs grammatik (1848; anden utgave kaldte han Norsk grammatik), Ordbok over det norske folkesprog (1850; anden utgave kaldte han Norsk ordbok med dansk forklaring), Prøver av landsmaalet i Norge (1853). Senere gav han ut Norsk navnebok, Norske ordsprog o. fl. Disse arbeider er rent videnskabelige og er blit kjendt i hele den videnskabelige verden. Paa grundlag av sine granskinger bygde Ivar Aasen „landsmaalet“, som skulde være fælles skriftsprog for de norske bygdemaalene. Dette landsmaal vilde for størstedelen av folket være et naturligere skriftsprog end det norsk-danske, mente han. Aasen fik mange med sig, men mange mot sig ogsaa. Og den maalstrid som begyndte i 50-aarene, er ikke løst endnu.

Aasen var ogsaa digter, og i sine digterverk brukte han altid landsmaalet. Han skrev saaledes „spelstykket“ Ervingen (1855); det blev ofte opført i 50-aarene. Han skrev mange lyriske digt. De fleste er i digtsamlingen Symra (vaarblomst), som f. eks. Nordmannen (ɔ: „Millom bakkar og berg“) og Dei gamle fjelli. Han gav ogsaa ut en liten bok Heimsyn, et utsyn over „skapningen og menneskja“. Desuten har han skrevet flere avhandlinger, især i maalstriden.

Ivar Aasen levde stille og ensomt i Kristiania, optat med sin sproggransking. I digtet Gamle grendi mindes han med vemod sit barndomshjem:

Aasen døde i 1896. Det er flere som har tat op hans videnskabelige arbeide; mest er det Hans Ross, som har git flere tillæg til ordboken.

Knud Knudsen hørte til en anden retning i sprogsaken. Men ogsaa han vilde „sprogreformation“. Vi har nævnt at Asbjørnsens og Moes eventyr danner et vendepunkt i norsk-danskens historie. Med dem begynder „fornorskingen“ maalbevisst. Men overlærer Knud Knudsen fra Nedenes blev den egentlige fører for denne bevægelse. I et langt liv arbeidet han for norskhet og naturlighet i skrift og tale. Han ofret baade penger og arbeide for sin sak, som han utrættelig skrev om i bok og blad. Av hans bøker er ordboken Unorsk og norsk eller fremmedords avløsning mest kjendt. Bjørnson tok tidlig op Knudsens meninger og fulgte dem i sine bøker. Ved retskrivningsreformen av 1907 er meget av det Knudsen arbeidet for, blit godkjendt. Knudsen døde i 1895.

Folkelivsskildrere og folkeskribenter. Fra 1850-aarene av har vi flere forfattere som gir billeder fra folkelivet.

Nicolai Ramm Østgaard († 1873; foged i Østerdalen) er kjendt for sin bok En fjeldbygd, som gjorde stor lykke. Den gir ogsaa vakre og tiltalende skildringer av naturen og livet i Østerdalen.

Harald Meltzer († 1862; politifuldmægtig i Kristiania) skrev Smaabilleder af folkelivet, som er fortalt med kostelig lune og vidner om skarp iagttagelses-evne. „I skildringer som En husmandsgut og Drukkenskap,“ siger Henrik Jæger, „har Meltzer utført sin betydeligste bedrift som forfatter. — — I dem er han ikke bare forstædenes humoristiske skildrer; han er de fattige og forulykkede tilværelsers varmhjertede digter.“ Ogsaa Hans Schulze († 1873; sakfører i Solør) har skrevet kvikke og naturlige folkelivs-billeder (Fra Lofoten og Solør). Litt senere skrev Jens Andreas Friis (professor i finsk) livlige skisser fra sit jægerliv paa høifjeldet (Tilfjelds i ferierne).

Ole Vig var husmandssøn fra Trøndelagen. Han blev utdannet paa Klæbo seminarium, var en tid skolelærer og blev senere i Kristiania utgiver av Folkevennen, folkeoplysningsselskapets tidsskrift. Han var en ædel, opofrende mand, fyldt av fædrelandskjærlighet og iver for folke-oplysning. Han hadde en egen evne til at skrive let og folkelig. Foruten forskjellige populære avhandlinger i „Folkevennen“ og dagbladene gav han ut Liv i Norge, Religiøs læsning for folket og Norges historie indtil Harald Haarfagre. Han gav ogsaa ut en digtsamling, Norske bondeblomster. Av hans sanger er mest kjendt Blandt alle lande i øst og vest. Likesom hans digtning viser paavirkning av Grundtvig og Wergeland, saaledes gik han ogsaa i hele sin virksomhet i deres spor. I femti-aarene var han meget sammen med Bjørnson og fik ikke liten indflydelse paa ham. Han døde i 1857, ikke mer end 33 aar gammel, som følge av sit slit og stræv for folke-oplysningen.

Ogsaa Eilert Sundt, „manden med et barnehjerte, sterke tanker og det bløte sind“, arbeidet for folke-oplysning. Som teologisk kandidat var han lærer ved tugthuset i Kristiania; her fik han kjendskap til og interesse for taterne eller fantene. Saa reiste han om i landet for at lære deres liv at kjende og skrev siden Beretning om fante- eller landstrykerfolket i Norge. Han fik nu aarlig løn av Stortinget for at reise omkring og undersøke tilstanden hos folket. Hans arbeider om dødeligheten, giftermaal, sedelighetstilstanden, husflid, bygdeskikker o. s. v. er dels skrevet i „Folkevennen“, som han gav ut efter Ole Vigs død, dels som særskilte bøker. De er jevnt, livlig og varmt skrevet. Sundt var ogsaa med og stiftet „Arbeidersamfundet“ i Kristiania. I sine sidste aar var han sogneprest i Eidsvold; han døde i 1875 i Henrik Wergelands barndomshjem, den gamle Eidsvolds prestegaard. I 1892 blev en mindestøtte reist over ham i Kristiania.

Camilla Collett, Henrik Wergelands søster, staar i en særstilling paa overgang til realismen. Hun var født 1813 og døde 1895. Hun var av naturen livlig, men blev med aarene „et taust, utilgjængelig væsen“, siger hun selv. Alt tidlig hadde hun tunge oplevelser, som satte merker paa hende for livet. I 1830-aarene blev hun kjendt med Welhaven og kom til at holde av ham; striden i 30-aarene skapte mange vanskeligheter for hende i dette forhold. Og siden kom det til brud mellem dem, og det tok hun meget tungt. Siden blev hun gift med professor Petter Jonas Collett, en kjendt kritiker, som hørte til „intelligenspartiet“. Efter 10 aars egteskap døde han; det var først da hun blev enke, hun for alvor begyndte at tænke paa at bli forfatterinde.

Alt tidlig hadde Camilla Collett reist ut og hadde lært aandslivet ute at kjende, især i Tyskland. I 1840-aarene stod hun og hendes mand Asbjørnsen og Moe nær, og i samarbeide med sin mand skrev hun flere skisser og artikler i bladene.

I 1854 kom hendes første større bok ut, romanen Amtmandens døtre, som er hendes hovedverk. Den er vor første „samfundsroman“, og hun er den første som satte samfundsspørsmaal under debat. Paa samme tid som den gav „realistiske“ skildringer av livet blandt de høiere lag, er boken et direkte slag mot den forurettede stilling kvinden hadde i samfundet. Næsten hele hendes forfatterskap siden er indlæg i det samme spørsmaal. Av hendes verker nævner vi I de lange nætter, en livlig skildring av ungdomsindtrykkene fra hjemmet (se s. 109); rene stridsskrifter er Sidste blade, erindringer og bekjendelser og Fra de stummes leir. Der er et tungsindig, saart og heftig præg over hendes verker; ofte møter man fin ironi. Stilen er let og naturlig.

Camilla Collett fik indflydelse paa de fleste store forfattere i realismen; og hendes meninger om kvindens stilling i samfundet er siden ført frem til seier. I slotsparken i Kristiania er der reist en bronsestatue av hende.

Bjørnstjerne Bjørnson blev født 1832 i Kvikne i Østerdalen, hvor hans far, som var av bonde-æt og en uvanlig djerv og kraftig mand, var prest. Paa den ensomme prestegaard levde han sin første barndom.

Da han var fem aar gammel, flyttet familien til Nesset (egl. Ned-set) i Romsdalen.

Elleve aar gammel blev han sendt ind til Moldes offentlige skole; men der var han ikke noget lys. Han tænkte mer paa februar-revolutionen i Frankrike end paa skolen. Hans mor tænkte derfor at sende ham tilsjøs. Men han blev isteden sendt til Kristiania, hvor han gik ind paa Heltbergs „student-fabrik“. Her kom han sammen med flere unge mænd, som senere er blit vore mest kjendte digtere. Han gir os selv en meget fornøielig skildring av livet paa skolen i digtet Gamle Heltberg; der siger han bl. a.:

Bjørnson blev student i 1852. Han fik snart en kreds av kamerater som mest kom sammen paa Bjørnsons hybel. Blandt dem var Jonas Lie og Ernst Sars. Bjørnson kastet sig straks, uræd og stridslysten som han var, ind i en voldsom avisstrid om teatret. Ved Kristiania teater var det endnu mest danske skuespillere, og Bjørnson arbeidet som Wergeland før av al magt for at teatret skulde være norsk. Man hadde f. eks. hittil fundet sig i at danske skuespillere spilte norske bønder i danske bondedragter. Han fik istand pipekoncerter (1856), og han fortæller selv: „Vi pep, saa væggene intet lignende hadde hørt siden Wergelands dager. Den andre kvelden, da det kom til slagsmaal (man vilde kaste mig ut av teatret), var vi en 600 pipere.“ Det skyldes ogsaa mest hans arbeide at ingen dansk skuespiller efter den tid blev ansat.

Alt da han var gut, tænkte Bjørnson paa at bli digter, „og naturligvis den største av alle digtere“. Fra 1853 opgav han ethvert brødstudium, og fra nu av maatte han sørge helt for sig selv. Han arbeidet i flere aviser; men det blev trange aar. Bjørnson sa selv om de aarene: „Jeg har ikke hat hvad jeg skulde spise, har stoppet mine bukser og har ikke kunnet gaa ut, fordi jeg ingen saaler hadde i mine sko.“ Det var først ved studentmøtet i Upsala 1856 at han kom til fuld bevissthet om sit digterkald.

Bjørnson var i Kjøbenhavn vinteren 1856-57. Her kom han ind i en kreds av unge begavede mænd; i denne kreds vokste han i evne og i tro paa sig selv. Han gjorde færdig det første utkast baade til bondefortællingen „Synnøve Solbakken“ og sagadramaet „Halte Hulda“. Og det blev mest bondefortællinger og sagadramaer Bjørnson kom til at gi ut i aarene utover til 1870.

Sommeren 1857 kom Synnøve Solbakken ut. Den vakte stor opsigt baade i Danmark og Norge. Paa samme tid blev det lille skuespil Mellem slagene med emne fra kong Sverres historie opført paa teatret. Baade indholdet og formen var noget nyt og ukjendt. Vistnok var bondelivet idealisert, og sagatiden kunde ikke være skildret historisk rigtig. Men det som Bjørnson først og fremst vilde, var at bruke historien „til større forklarelse av et nutidsforhold“, som han selv har skrevet. Der er stor likhet mellem personene i bondefortællingene og i sagastykkene hos Bjørnson. Det er det faamælte og indestængte hos nordmændene i sagatiden og bonden i samtiden han har skildret; og han har vist utlængselen hos ungdommen, trangen til at komme ut og prøve kræftene. Sproget er fyndig og minder om sagastilen.

Bjørnson blev nu hjemme i 3 aar, først en tid i Bergen, hvor han var direktør for det norske teater. Saa kom han til Kristiania og var med at gi ut Aftenbladet sammen med O. Richter og Ditmar Meidell. Baade i Bergen og Kristiania kom han med i den politiske strid. I denne tiden gav han ut Halte-Hulda og bondefortællingen Arne, som virket mørkere og strengere end nogen av de andre fortællingene. I disse aarene skrev han ogsaa En glad gut og flere smaa fortællinger, som f. eks. Faderen. Ofte er der flettet ind smaasanger i fortællingene, som Moderens sang og Over de høie fjelde (i „Arne“), Synnøves sang, Øivinds sang og Ingerid Sletten. Fra denne tiden er ogsaa flere av fædrelandssangene hans, saaledes Ja, vi elsker dette landet (1859), som fort seiret over alle andre fædrelandssanger.

I 1860 reiste Bjørnson ut med statsstipendium til Danmark, Tyskland, Italien og Frankrike. Han hadde giftet sig nogen aar i forveien og hadde nu kone og barn med, og de blev ute i tre aar. Det var især opholdet i Italien som fik betydning for ham; der lærte han at kjende den antikke kunst og renæssansen.

Paa utenlandsreisen skrev han sagastykkene Kong Sverre og Sigurd Slembe (en trilogi) og mange lyriske digt og romanser, som Olav Trygvason, Bergljot og Magnus den blinde. Like efterat han var kommet hjem, skrev han det historiske skuespil Maria Stuart av Skotland.

Før Bjørnson kom hjem, hadde Stortinget bevilget ham en digtergage paa 400 spd. om aaret. Nu slog han sig ned i Kristiania, og der var han teaterdirektør et par aar. Denne tiden blev en haard kamptid for Bjørnson. Han stod midt oppe i al politisk og kulturel strid. Han fandt forholdene trykkende hjemme, og han længtet ut igjen. Begivenhetene i 1864, da Danmark maatte staa alene i ulykken, gjorde et sterkt indtryk paa ham (se digtet: Da Norge ikke vilde hjælpe). Han reiste ogsaa til Danmark og var der en tid sammen med de gamle vennene sine; han kom især til at staa nær grundtvigianerne der nede. I denne tiden skrev han sit første nutidsstykke De nygifte (1865). Han hadde ogsaa begyndt at gi ut bøkene sine i Kjøbenhavn.

I slutten av seksti-aarene gav Bjørnson ut Norsk Folkeblad. Ogsaa her hjemme kom han til at staa nær grundtvigianerne og folkehøiskolen med Christopher Bruun i spidsen. Han fik stor indflydelse i studentverdenen, da han i 1869 blev valgt til formand i „Studentersamfundet“. Studentene stod nu som i Wergelands og Welhavens tid i to flokker skarpt mot hverandre.

Endda Bjørnson stod slik oppe i al strid, var det ikke saa litet han fik digtet. Han gav ut fortællingen Fisker-jenten med emnet hentet fra en vestlandsby. I den staar den varme og sterke fædrelandssang Jeg vil verge mit land. I 1870 gav Bjørnson ut et større episk digt Arnljot Gelline, en skildring fra overgangstiden mellem hedenskap og kristendom. Litt senere gav han ut sit sidste sagastykke Sigurd Jorsalfar og sin sidste bondefortælling Brudeslaatten. I Digte og sange samlet han sine digt. Fra disse aarene har vi bl. a. Norsk sjømandssang og Mit følge. Til en mængde av Bjørnsons digt er der sat melodier, baade av indenlandske og utenlandske tonekunstnere.

I førstningen av 70-aarene kom Bjørnson op i en av de kvasseste feider han har været med i, signalfeiden. Bjørnson hadde skrevet at Danmark burde forandre „signalene“ i sit forhold til Tyskland. Bjørnson fik næsten alle sine gamle venner mot sig baade i Danmark og Norge. Al striden tok tid fra hans digtning, og han længtet ut. Inde i ham gjærte nye planer; han hadde alt prøvd sig med et nutidsstykke, „De nygifte.“ Ute i Europa var der strømvending, og Bjørnson reiste ut (1873)[49].

Henrik Ibsen sendte ut digterverker før Bjørnson; men han fik sit gjennembrud senere. Han blev født i Skien (1828). Faren var kjøbmand, men gik fallit, da Henrik Ibsen bare var 8 aar. Han levde derfor sin barndom i trange kaar.

Da Henrik Ibsen var seksten aar, kom han paa apoteket i Grimstad. Han vakte snart opmerksomhet, men ogsaa harme ved sine satiriske vers, som gik ut over enkelte av byens borgere. „Jeg befandt mig paa krigsfot“, siger han selv, „med det lille samfund hvor jeg sat indeklemt av livsvilkaar og omstændigheter.“ Han var meget optat av februar-revolutionen og skrev flere digt som viser hans sympati med revolutionen. Han skrev ogsaa under navnet Brynjolf Bjarme et drama Catilina, som tildels blev rosende omtalt av kritikken; men der blev knapt solgt mer end 30 eksemplarer av det. Paa samme tid læste han til artium for senere at kunne studere medicin. I 1850 kom han ind til Kristiania og begyndte hos Heltberg. Han hadde det meget knapt i denne tid; han bodde sammen med en ven, og de delte det de hadde at leve av; men det var ikke saa meget at de hadde raad til at spise middagsmat; forat det ikke skulde bli kjendt, gik de ut i den tid man spiste middag, og kom tilbake om eftermiddagen og drak sin kaffe med brød til.

Da Ibsen var blit student, gav han snart op planen om at studere videre. Isteden la han sig efter læsning av skjønliteratur og skrev vers. Han blev med i den arbeiderbevægelse som var vakt av Marcus Thrane og slap saavidt fra at bli arrestert sammen med lederne for den. Hos Heltberg hadde Ibsen truffet digteren Vinje. Sammen med ham og literaten Paul Botten-Hansen gav han en tid ut ukebladet Andhrimner. Og begge disse to fik i denne tid stor indflydelse paa hans aandelige utvikling.

I 1851 blev Ibsen styrer av Ole Bulls nye teater i Bergen; der var han i flere aar. Han hadde en liten stipendiereise til Danmark og Tyskland sommeren 1852. I disse aarene skrev han nogen national-romantiske skuespil, som blev opført i Bergen; men flere av dem er trykt først i senere aar. Det første han gav ut av dem, var Gildet paa Solhaug (1856) med emne fra folkevisene. Litt senere kom det historiske drama Fru Inger til Østraat.

Sommeren 1857 kom Ibsen igjen til Kristiania; der traf han igjen sine gamle venner, især var han meget sammen med Botten-Hansen og hans kreds. Han var direktør ved det „norske teater“ i Kristiania til det gik konkurs i 1862. En stund efterat Ibsen var kommet til Kristiania, sendte han ut sagastykket Hærmændene paa Helgeland med emne fra sagaene. Med dette stykke blev sagastilen ført ind paa scenen. Ibsen har selv sagt at han vilde „fremstille vort liv i den gamle tid“. I 1862 sendte Ibsen ut Kjærlighedens komedie, som er det første av hans nutidsdramaer paa vers. Satirisk behandler han samtidens syn paa egteskap og kjærlighet. Boken vakte megen strid og mest uvilje[51].

Det var trange kaar Ibsen levde i da han var i Kristiania. Og i 1862 stod han paa bar bakke. Han følte sig saaret og misforstaat av kritikken, og han fandt det uretfærdig at han ikke hadde faat noget stipendium. Mismod og tvil paa digterkaldet fyldte ham og tærte paa hans evner. I disse aarene blev Ibsen og Bjørnson gode venner, og Bjørnson hjalp Ibsen i denne tunge tid. Ibsen fik gi luft for sin egen strid i det tankevegtige historiske skuespil Kongsemnerne med motsætningen mellem den tvilesyke hertug Skule og den trygge kong Haakon. Det er „motsigelsen mellem evne og higen, mellem vilje og mulighet“ han har skildret her som han saa ofte ellers — efter sine egne ord — har gjort det i sin digtning.

Danmarks ulykke i 1864 fik endnu mere at sige for Ibsen end for Bjørnson (se s. 151), og i flere av hans verker finder vi merker av hans sorg og hans harme over at nordmænd og svensker ikke hjalp Danmark. Den saare og harmfulde stemning hos ham fik uttryk i digtene En broder i nød og Troens grund. I digtet Mindets magt uttaler han sig med skjærende skarphet om den behandling han syntes han hadde faat. Han sammenligner sig selv med en bjørn som dyretæmmeren tvinger til at danse ved at binde den fast i en bryggekjel og saa fyre under den:

Det var derfor med glæde og med en følelse av befrielse Ibsen reiste ut til Danmark, Tyskland og Italien 1864. Nu hadde han endelig faat reisestipendium. Desuten fik Bjørnson Gyldendalske forlag i Kjøbenhavn til at gi ut hans bøker. Det blev ogsaa av stor betydning for ham økonomisk; for den gangen var de norske forlagene bare smaa.

Det blev en sterk arbeidstid for Ibsen nu. I 1866 sendte han hjem Brand, et stort nutidsdrama paa vers. Her er Ibsen kommet helt bort fra national-romantikken. Stykket er vokset frem av begivenhetene i samtiden, og med skarp satire peker han paa halvheten og feigheten hos sit folk. Brand stiller op kravet „intet eller alt“, og Brand er manden med den sterke vilje som aldrig gaar „paa akkord“. „Brand“ vakte vældig opsigt og kom i 4 oplag før aaret var ute. Stortinget gav Ibsen samme digtergage som Bjørnson, og i alle aviser og tidsskrifter blev boken anmeldt og diskutert. Der var mange som rent misforstod boken og gav meningsløse fortolkninger av den. En mand som professor Monrad sa endog i sin anmeldelse i „Morgenbladet“ at mange tegn tydet paa at guldalderen i literaturen var forbi, „og at en sølvalder eller endog en kobberalder nærmer sig“.

Det varte ikke længe før Ibsen kom med et nyt opgjør med samtiden. I 1867 kom dramaet Peer Gynt ut. Peer Gynt er egoisten, som er „sig selv nok“. Det er det romantiske fantasteri hos sine landsmænd Ibsen gaar i rette med her. Der er meget som peker hen paa politiske og literære begivenheter i samtiden.

To aar efter kom Ibsen med et satirisk lystspil De unges forbund. Det er paa prosa, og i alle skuespil siden har Ibsen git avkald paa versformen. „De unges forbund“ er en satire over norsk politik. Det er det første stykke av Ibsen som helt har miljøet fra samtiden, og det betegner overgangen til realismen hos Ibsen.

Ibsen skrev mange lyriske digt i disse aarene; flere av dem staar i hans dramaer, som Agnes i „Brand“, Solveigs sang i „Peer Gynt“ og Vuggevise i „Kongsemnerne“. Han har ogsaa skrevet det kraftige episke digt Terje Viken. I 1871 gav han ut en samling av sine Digte.

I 1873 sendte Ibsen ut Keiser og Galilæer, „et verdens-historisk skuespil“. Ibsen hadde gaat med planen til det i mange aar. Her behandler han spørsmaalet om fri vilje og ansvar.

Paa smaa avbrytelser nær blev Ibsen ute (mest i Tyskland) i næsten 30 aar. Han fulgte nøie med i det som hændte hjemme. Han kom mer og mer bort fra Bjørnson, som saa „De unges forbund“ som et angrep paa sig. Da Bjørnson skrev om signalforandring like overfor Tyskland (se s. 151), skrev Ibsen digtet Nordens signaler, og der sa han om Bjørnson: „Veirhanen paa fløien har forandret signalene“. Det varte længe før Ibsen og Bjørnson blev forsonet igjen.

Ibsen gav flere ganger uttryk for sin længsel efter hjemmet, da han var ute, saaledes i digtet Brændte skibe. I et digt ved 1000-aarsfesten (1872) retter han trods al saarhet en tak for „den sunde, bitre styrkedrik“ hans folk har skjænket ham „i bitre skaaler“. Det er den som har git ham kraft til kampen, og som har modnet hans digtning.

Paavirket av Bjørnson er Magdalene Thoresen († 1903). Hun blev født i Danmark, men blev i ungdommen lærerinde i huset hos presten Thoresen i Bergen, som hun senere blev gift med. Fru Thoresen har skrevet mange fortællinger og skildringer; de fleste handler om vestlandsbonden; hun har forkjærlighet for at skildre det triste og uhyggelige; næsten altid faar hendes noveller en sørgelig avslutning. Til de mest kjendte av hendes fortællinger og skildringer hører Signes historie og Fra midnatssolens land. Hun har ogsaa skrevet nogen dramaer med emner fra bylivet.

Paa landsmaal skrev Aasmund Olavsson Vinje: han la landsmaalet meget op til maalføret i hjembygden, Telemarken. Han sluttet sig tidlig helt til landsmaalet. Han siger selv om det:

Vinje var længe skolelærer, først i hjembygden, siden i Mandal. Han kom saa ind til Kristiania og blev student. Om hans omgang med Ibsen og Botten-Hansen har vi hørt før (se s. 153). Da „Andhrimner“ var gaat ind, blev han fast Kristiania-korrespondent til „Drammens tidende“. Hans korrespondanser blev meget læst ogsaa i Kristiania. Han studerte jus og tok embeds-eksamen 1856. Fra 1858 begyndte han at gi ut ukebladet Dølen. Her skrev han paa en kvik og skjemtsom maate om alle mulige spørsmaal. Senere blev han kopist i et departement. Men da han vaaget sig til at skrive i „Dølen“ mot regjeringens unionsforslag, blev han avsat 1868. Han tok det meget haardt, og klaget over de „aandelige husmenn“ som avsatte ham fordi han talte frit. Vinje døde 1870 i Gran paa Hadeland, og tre aar efter reiste ungdommen en mindesten for ham der.

Vinje har skrevet en mængde lyriske digt, fremdeles livlige reiseskisser, f. eks. Ferda-minni fraa sumaren 1860; her fortæller han om en Trondhjems-reise ved kong Karl den 15des kroning. I 1862 reiste Vinje med statsstipendium til England. Han hadde vist i tanker at prøve sig som engelsk forfatter. Efter hjemkomsten gav han nemlig ut en bok paa engelsk om England, Bretland og Britarne[53]. Den begeistring han hadde næret for England, var betydelig kjølnet efter reisen til England. Dette virket igjen til at han ikke længer var saa misnøid med forholdene hjemme. Nogen aar senere gav han ut det længere episke digt Storegut, som bygger paa bygdesagn fra Telemarken og gir billeder av livet der.

Vinje var en original, vittig og livlig natur med egte norsk lune, en egte folkelig mand; han siger om sig selv:

Han var en udmerket folketaler, som førte liv og lystighet med sig ved „fesjaa“ (dyreskuer) eller „nautemøte“, som han kaldte det, og andre sammenkomster. Men Vinje var ogsaa en filosofisk, grublende aand, og denne side av hans væsen har sat sterke merker paa hans virksomhet. I sit forfatterskap og sin avis var det oftest ironiens vaaben han brukte. Vinjes „tvisyn“ var mange rædde for. Bekjendt er hans kritik over Bjørnsons bondefortællinger, som han fandt altfor romantiske. Han har selv, især i „Ferda-minni“, git nogen rent anderledes „virkelighetstro“ skildringer fra bondelivet.

Den saarhet som tit kom frem hos ham som bladskriver, har for en stor del sin grund i den miskjendelse, ja, haan og forfølgelse som ofte blev ham til del paa grund av hans djerve, men ikke sjelden uvørne maate at skrive paa.

Vinje har selv paa en meget morsom maate skrevet sin levnetsbeskrivelse. Den begyndte saa: „Jeg er født den 6te april 1818, siger daabsboken; men skal jeg tro far min, og især den kone som bar mig til daaben, saa er jeg et aar yngre. — — Merker paa kommende storhet blev ikke videre opdaget i min ungdom, undtagen forsaavidt at jeg en gang slog bunden ut av en kubbestol og steg ind i den og hermet efter presten med utbredte hænder. En gammel kone mente da: ‚Det vert ein prest av denne guten.“ Men det saa just ikke liklegt ut til det, for jeg kunde ikke læse abc, da jeg var otte-ni aar gammel, for jeg kunde ikke tale tydelig før, og saa brændte jeg op alle abc’er naar jeg ikke efter løfte fik hanen paa sidste blad til at gale. „Det vert ein heidinge av denne guten“, sa mor tit graatende. — — Men da jeg saa kom til at læse, gik det saa fort, at folk sa: „Han les vitet av seg, denne guten.“ „Men det var godt,“ sa far, „so kann du bli skulemeister og sleppa kongens teneste.‘ Jeg blev da det i mit 17de aar, efterat jeg hadde været paa hjælpeseminariet i Kviteseid i omtrent et halvt aar. Jeg var skolelærer i omkring 5 aar for 13 spd. om aaret, men la mig endda op over 100 spd. i denne tid ved sumararbeid og træskomaking og potetessaaing og brennevinsbrenning attaat.“

Vinje var en av de første som med iver og lyst tok sig av turistsaken i vort land, da interessen for den blev mer almindelig. Sine bedste stunder hadde han oppe paa fjeldet. Han siger selv:

„Eg er, som du veit, ein fjellets mann,

og difor dreg til fjells so tidt eg kann.“

Han bygde sig sammen med Ernst Sars et hus („Eidsbugaren“) oppe i Jotunheimen, hvis digter han nu ogsaa blev (smlgn. digtet Jotunheimen i „Storegut“). Han hadde likesom hjemme deroppe under bræene, og deroppe blandt fækarer og renskyttere var navnet hans kjendt, saa Vinje sa selv at der var mange digtere som var mer navngjetne vidt og bredt, men at ingen var naadd saa høit op som han. I sin sidste smertefulde sygdom (mavekræft), da han laa ensom paa rikshospitalet, tænkte han paa sit liv oppe mellem Telemarksfjeldene. „Solen skinte paa fjeldene, og lurlaaten klang som orgeltoner i naturens store, høitidsfulde tempel paa fjeldvidden; han laa der med nisteskreppen under hodet i den bløte mose og stirret dypt ind i den blaa himmel, indtil hans kjære, uforglemmelige ‚Blaamann, Blaamann, bukken min‘ kom og skrapte ham i ansigtet. — Og saa mindtes han fotturene i Jotunfjeldene. ‚Kann du minnast‘, sa han til en av sine venner, ‚utsynet fraa Skineggen den morgonen, du! Aajei, aajei, at eg ikkje skal koma dit i sumar! Men naar eg no er lagd i kista, so vil mi aand slaa upp sin heim der uppe millom fjelli, og so vil eg sitja paa ‚Falketind‘ og sjaa utyver Norig, og Norig skal stiga fram‘, og saa graat han som et barn. Sin kjærlighet til fjeldet har han kanske ingensteds uttrykt saa vakkert som i digtet Ved Rundane. Han mindes her barndommen, da han var gjætergut og sprang omkring i fjeld og ur:

„No ser eg atter slike fjell og dalar

som dei eg i min fyrste ungdom saag.

Og same vind den heite panna svalar,

og gullet ligg paa snø, som fyrr det laag.

Det er eit barnemaal, som til meg talar

og gjer meg tankefull, men endaa fjaag,

med ungdomsminne er den tala blanda:

Det strøymer paa meg, so eg knapt kann anda,“

og i sidste vers heter det:

„Og kvar ein stein eg som ein kjenning finner,

for slik var den eg flaug ikring som gut.

Som var det kjempor, spør eg, kven som vinner

av den og denne andre høge nut.

Alt minner meg; det minner, og det minner,

til soli burt i snøen sloknar ut.

Og inn i siste svevn meg ein gong huggar

dei gamle minni og dei gamle skuggar.“

Vinje var overordentlig glad i dyrene; med det hang hans lyst til at reise paa „fesjaa“ sammen. Han kjendte ogsaa dyrene fra barnsben av. Om sit gjæterliv fortæller han ofte. „Eg gjætte kui um vaaren“, siger han, „og braut lauv og fann det lengste graset til henne. — — Eg rødde med henne, og ho forstod meg so godt, og naar eg paa gap løynde meg burt, so kunde ho rauta etter meg, so det ljoma i nutane. Og so sleikte ho meg i hovudet, naar eg molka, so eg var, som eg skulde vera komen ut fraa den beste ‚frisøren‘. Eg leid vondt, og eg var glad med henne, og naar ho bar um vinteren, so vart det jol i huset, og eg var seint og tidleg i fjøset for aa sjaa til aa klappa den fine, reine kalven hennar.“ Hvorledes han kunde snakke med dyrene som med fornuftige væsener, fortæller han ogsaa ellers om, f. eks. i Blaamann. Og i et stykke om Geiti siger han: „Det er mest, so dei kunde tala, og anten det no var eller ikkje var, so veit eg, at eg rødde med dei og fekk liksom dei beste svar, som til var.“ Ogsaa i digtet „Storegut er bukjær“ i „Storegut“ forekommer den samme tanke.

Vinje var ikke ræd for at utsætte sig for fare, naar det gjaldt at redde et dyr. I sin bok Bretland og britarne fortæller han saaledes, hvorledes han en gang over i England berget et lam: „Eg gjekk ein dag og rangla langs Cona (en liten elv) i sellskap med ein tysk maalar. Med eitt høyrde me ned under oss i ei berg-rive eit bræktande lamb, som ikkje kunde krabba seg upp atter. Me stræva med aa faa det upp; men det vilde ikkje lukkast. — — Til slutt fann eg eit skard, som eg kraup nedigjenom, og støypte meg ut i straumen. Maalaren og hyrdingen fylgde snart etter, og me berga lambet, som ikke hadde teke annan skade, enn at det blødde lite paa nosi. Eg er viss paa at ikkje England var halvt so vel fornøgd, daa det hadde frelst Tyrkeriket.“

Ogsaa Kristofer Janson har skrevet paa landsmaal. Hans første digtning var sterkt paavirket av Bjørnsons bonde-noveller. Han siger selv om sin første fortælling Torgrim: „Ho er paa ein maate fødd av ‚Synnøve Solbakken‘. Denne forteljing tok meg so sterkt, at ho vende meg um fraa aa vera norskdomshatar til aa vera ‚Bjørnson-mann‘ og etterpaa maalstrævar; ho gav meg min gamle kjærleik til soga og bondeliv attende.“ Til de mest kjendte av Jansons bondefortællinger hører Fraa bygdom. Han har ogsaa skrevet en historisk roman Fraa dansketidi og flere lyriske digt (f. eks. den friske Paa fjellet) og den episke digtning Sigmund Brestesson. I de senere aar har han brukt riksmaal. Paa det har han blandt andet skrevet Vore bedsteforældre, en skildring av livet her oppe i slutten av det 18de og i førstningen av det 19de aarhundrede, og desuten to skildringer fra livet i Amerika: Præriens saga og Nordmænd i Amerika. Janson var en tid folkehøiskolelærer; han fik digtergage av Stortinget, men sa fra sig den da han for nogen aar siden blev prest for et unitarisk kirkesamfund i Amerika. For tiden bor han i Kristiania og har faat sin digtergage igjen.

Paa landsmaal har nordlændingen Elias Blix († 1902) skrevet salmer, saaledes Gud signe vaart dyre fedreland. Hans Nokre salmar blir nu brukt som tillæg til Landstads salmebok i mange kirker i landet. Blix var professor i semitiske sprog. Sammen med et par andre har han oversat det nye testamente til landsmaal. Han har ogsaa skrevet flere digt, f. eks. Aa eg veit meg eit land om barndomshjemmet, Nordland.

4. Realisme og naturalisme (omkr. 1870-1890).

I førstningen av 1870-aarene kom der en strømvending i den norske literatur. Vi har før set (s. 100) at det samme omslag kom til Danmark paa samme tid med Georg Brandes. Han hadde studert fransk og engelsk aandsliv, og det var det nye han hadde lært ute, han førte hjem til Norden. I England var naturvidenskapsmænd som Darwin og filosofer som Stuart Mill og Herbert Spencer kommet med idéer og resultater som førte til nyt livssyn og nyt samfundssyn. I Frankrike blev de nye idéer ogsaa drøftet, og her hadde æstetikeren Taine prøvd at skape et nyt kunstsyn som stemte overens med det nye naturvidenskabelige syn om utvikling. Digteren Victor Hugo hadde ført det nye syn ind i literaturen. Literaturen skulde skildre livet mest mulig virkelighetstro, realistisk. Derved kom man ind paa mange samfundsspørsmaal, og de blev „sat op til debat“ (problemdigtning). Der var aandelig liv og strid ute i Europa, mens det var rolig og stilt hjemme i Norden. For det nye utenfra aapnet Georg Brandes (se s. 100) døren med sine forelæsninger i Kjøbenhavn over Hovedstrømninger i det 19de aarhundredes literatur, som litt senere kom ut som bok. Han satte klart frem kravet til realisme i literaturen, og han vilde man skulde sætte problemene op til debat.

Vi har set (se s. 140) at vi hadde flere tilløp til realisme hjemme i Norge alt i 1850-aarene. Og med „Amtmandens døtre“ hadde Camilla Collett sat et samfundsspørsmaal op til debat. Siden hadde baade Bjørnson og Ibsen tat emner og problemer fra samtiden ind i sin digtning. Ibsen var blit kjendt med Brandes i seksti-aarene; og han gav Brandes mange impulser. Allikevel kom omslaget braat her hjemme. Ibsen skrev at Brandes’s „Hovedstrømninger“ satte „et svælgende dyp mellem igaar og idag“. Literaturen i de næste 20 aar er fyldt av samfundsskildringer fra samtiden. Digterne satte det ene spørsmaal efter det andre op til debat, og som oftest angrep de forholdene som de var. I 80-aarene naadde denne retning høidepunktet (naturalisme), og man skildret helst det mørke og stygge i livet.

I 1870-aarene fik man ogsaa et mer realistisk syn paa den norrøne fortid og vor historie i det hele. Sophus Bugge viste at Edda-digtningen ikke var saa gammel som man hadde ment, men at den var blit til i vikingtiden, og i meget var den paavirket av kristendommen. Ernst Sars viste i sin Udsigt over den norske historie et nyt syn paa sammenhængen i hele vor historie (se s. 124).

Bjørnstjerne Bjørnson kom hjem til Norge i 1875. Da slog han sig ned i Gausdal, hvor han hadde kjøpt gaarden Aulestad. For fremtiden hadde han sit hjem her; men han var ofte ute og reiste: en gang var han helt over i Amerika og holdt foredrag.

Fra utlandet sendte Bjørnson hjem sine to første nutidsdramaer. Det var Redaktøren (med emne fra politikken) og En fallit (med emne fra forretningslivet). Litt senere i 70-aarene kom Kongen, hvor han drøfter spørsmaalet om kongedømme eller republik, og endelig Det nye system og Leonarda[54]. I disse aarene kom ogsaa fortællingene Magnhild og Kaptein Mansana.

Som før kjæmpet Bjørnson med i alle store strids-spørsmaal som var oppe. Han var en av førerne for venstre i flagstriden og vetostriden i 70- og 80-aarene, i unionsstriden i 90-aarene. Han tok mange ganger del i striden om religiøse spørsmaal; fra slutten av 70-aarene kom han bort fra kristendommen og skilte mer og mer lag med sine gamle venner, grundtvigianerne. I maalstriden sluttet han sig til K. Knudsen (se s. 143) og fornorskingen, og arbeidet mot landsmaalet. Han skrev om opdragelsesspørsmaal og sedelighetsspørsmaal og meget mer. Han siger selv:

Han var med paa folkemøter, og han holdt foredrag, han sendte ut smaaskrifter, og han skrev en mængde blad-artikler for det han mente var ret. Som taler virket han overvældende paa tilhørerne. Han kunde bruke sterke ord i striden; men han sa selv:

Bjørnson førte ofte stridsspørsmaalene ind i sin digtning, og nogen av hans digterverker er grodd frem av striden. I 1883 kom skuespillet En hanske med krav paa samme moral for mand som for kvinde. Der blev i de følgende aar en sterk strid om „hanskemoralen“ i bok og blad. Samme aar kom skuespillet Over ævne, første stykke. Det drøftet det religiøse spørsmaal. — Aaret efter kom romanen Det flager i byen og paa havnen med Bjørnsons idéer om opdragelsen. Nogen aar i forveien hadde han skrevet fortællingen Støv og var der kommet ind paa det samme spørsmaal. Saa kom lystspillet Geografi og kjærlighet. I romanen Paa Guds veie (1889) er det igjen de religiøse spørsmaal som blir drøftet.

Efter 1890 har Bjørnson git ut nogen mindre Nye fortællinger og en stor, Mary. I 1895 kom skuespillet Over ævne, andet stykke. Her drøfter Bjørnson det sociale spørsmaal og sætter det i sammenhæng med det religiøse, som var behandlet i „Over ævne“ I. I skuespillet Paul Lange og Tora Parsberg skildrer Bjørnson den politiske partikamp og gir paa samme tid en fin menneskeskildring. Bjørnsons sidste skuespil var Laboremus, Paa Storhove, Daglannet og Naar den nye vin blomstrer (1909). Av lyriske digt fra denne tid skal vi nævne universitets-kantaten Lyset og digtet Syng mig hjem.

Bjørnson fik en stilling i folket som mindet om Wergelands. Han var digter og politiker, folkefører og folkelærer. Der var ogsaa mange træk i Bjørnsons karakter som mindet om Wergeland. Han var hjælpsom mot dem som trængte hjælp. Han sa selv: „For de smaa har jeg slaas fra min første dag i skolen; jeg tror ikke noget i min natur er sterkere end dette.“ Han hadde en lys tro paa menneskene, og paa at det gode vilde seire.

Bjørnson var hjemkjær og vennekjær. „Ogsaa naar jeg opholder mig utenfor Norge, er mine tanker paa Aulestad“, sa han en gang. I digtet „Mit følge“ siger han:

Disse ordene gjælder i grunden om hele landet. Det var hans hjem i videre forstand. En gang fortalte tyske aviser at han vilde slaa sig ned i Tyskland fordi han var lei av striden hjemme. Da skrev han: „Jeg vil bo i Norge; jeg vil pryle og pryles i Norge; jeg vil synge og dø i Norge — vær viss paa det!“

Bjørnson blev kjendt og læst langt utenfor Norge. Hans bøker er oversat paa mange sprog, og mange av hans stykker er blit spillet paa teatrene i utlandet. I 1903 fik han Nobelprisen i literatur i Stockholm.

Henrik Ibsen sendte hjem drama efter drama fra utlandet. Av og til var han hjemme paa korte besøk. Da han var hjemme i 1874, blev han hyldet av studentene med et fanetog. Først fra 1891 bodde han fast i Kristiania.

I 1877 sendte Ibsen ut Samfundets støtter; med dette drama gik han „over fra nationalpolemik til samfundspolemik.“ Stykket er en motsætning til „De unges forbund“ og er nærmest et angrep paa det officielle hykleri; det er et sterkt indlæg for sandhet og frihet. To aar efter kom Et dukkehjem, som drøfter kvindens stilling i egteskapet og samfundet. I 1881 kom Gengangere om slegtsansvaret, med emne fra den moderne arvelighetsgransking, en slags skjæbnetragedie og samfundstragedie paa én gang. Det vakte stor strid og „et kritisk uveir“. Teatrene i Kristiania og Kjøbenhavn negtet at spille det. Næste aar gav Ibsen svar paa angrepene i dramaet En folkefiende, hvor han som kjæmper for sandheten, blir kaldt „en folkefiende“ av „den kompakte majoritet“. To aar efter kom Vildanden, som er det første av hans egentlig symbolske dramaer. Efter det kom — altid med to aars mellemrum: Rosmersholm, Fruen fra havet, Hedda Gabler, Bygmester Solness, Lille Eyolf, John Gabriel Borkmann og Naar vi døde vaagner (1899). I alle disse stykker møter vi mer eller mindre det symbolske; der er et mystisk præg over dem, og som en kritiker siger, møter vi det „dæmonisk romantiske“ her som i hans første arbeider.

Ibsens nutidsdramaer har et naturlig og klart sprog. De følger altid en skarp og sikker plan. Ibsen hadde en merkelig sans for det som gjør virkning paa scenen. Karakterskildringene er ypperlige; især har han forstaat at fremstille forskjellige kvindeskikkelser.

Ibsen blandet sig ikke som Bjørnson direkte op i den politiske, religiøse eller kulturelle strid. Han hadde en indelukket og tilbakeholden karakter. I „Ballonbrev til en svensk dame“ siger han:

Han talte bare gjennem sine digterverker[55]. Ibsen svarer aldrig direkte paa de spørsmaal han satte op i sin digtning. Han siger selv:

Allikevel kan man tydelig se hvor digteren staar, især i samfundsdramaene. Han hævder altid individets ret mot samfundet, og her er han paavirket av Søren Kierkegaard.

Ibsen er mer end nogen anden norsk digter blit kjendt og læst ute i verden. Alle hans verker er oversat paa mange sprog, og de blir opført paa teatrene over hele verden. Der er kommet ut en mængde verker om ham paa mange sprog, men mest paa tysk. Han har faat betydning for den literære utvikling i de fleste landene i Europa.

Henrik Ibsen døde i Kristiania 1906. Efter hans død er hans Efterlatte skrifter kommet ut i 3 bind. I dem staar der dels nogen ungdomsarbeider, som ikke var trykt før, dels en del digt og avhandlinger, som er spredt omkring i aviser og tidsskrifter, dels endelig en del utkast til digt og dramaer. Her kan man tydelig følge Ibsens arbeidsmaate og se hvilket arbeide han har lagt paa sine verker. Ogsaa en samling Breve fra Henrik Ibsen er kommet ut i to bind.

Jonas Lie var født paa Eker 1833; men han levde barndoms-aarene sine paa Tromsø og fik derved kjendskap og kjærlighet til livet nordpaa. I tretten-aarsalderen blev han sendt til sjøkadet-institutet i Fredriksvern; men efter et aars tid maatte han slutte her fordi han var nærsynt. Han kom nu ind paa Bergens katedralskole, hvor Lyder Sagen den gang endnu var lærer. Sin sidste forberedelse til artium fik han paa Heltbergs skole sammen med Bjørnson. Samlivet med Bjørnson fik meget at sige for hans senere utvikling, da han, som han selv siger, „gik der i Kristiania som ung student, uutviklet, dunkel og uklar som en slags poetisk seer, en nordlandsk skumrings-natur, som i visse maater skimtet det som rørte sig i tiden, men utydelig, i tusmørket som gjennem en vandkikkert“.

Da han hadde tat juridisk embeds-eksamen, var han i flere aar sakfører paa Kongsvinger, men skrev samtidig lyriske digt, mest leilighetsdigt, og avisartikler. Paa grund av pengevanskeligheter maatte han slutte med sakfører-virksomheten og flyttet ind til Kristiania. Her skrev han (1870) sin første fortælling Den fremsynte, en liten historie fra Nordland, simpelt og rørende fortalt. Den vakte stor opmerksomhet, og Lie fik navn som en betydelig digter. Han fik stipendier til reiser baade hjemme og i utlandet. Fra nu av ofret han sig helt for sit digterkald. „Skal man bli noget tilgagns her i verden“, skrev han selv i en fortale til en digtsamling han gav ut før ‚Den fremsynte‘, „maa man ofre kaldet sin hele udelte kraft“. I ham fik sjømandslivet, lodsen og fiskeren sin digter. Snart efter „Den fremsynte“ kom Tremasteren Fremtiden, Fortællinger og skildringer fra Norge (med bl. a. fortællingen Nordfjordhesten) og Lodsen og hans hustru; fremdeles kan nævnes Rutland og den friske Gaa paa. Samtidig hentet han av og til emnene til sine fortællinger fra de høiere samfundsklasser (Thomas Ross, Adam Schrader). Disse romaner er paa en maate rettet mot den realistiske retning; men i sine senere romaner slog han selv avgjort ind paa den nye problemdigtning, saaledes i Livsslaven og i Familien paa Gilje (med ypperlig tidsskildring fra embeds-gaardene paa landet i første halvdel av det 19de aarhundrede). Senere kom En malstrøm, Kommandørens døtre, Et samliv, Maisa Jons, Onde magter, Niobe, Naar sol gaar ned, Dyre Rein, Faste Forland, Naar jernteppet falder, Ulfvungerne og Østenfor sol og vestenfor maane og bagom Babylons taarn (1905). Her skildrer han hverdagslivet med slaaende sandhet; med sine varme og fine skildringer „fængsler han vor tanke og griper vor følelse.“ Oftest har hans bøker „tendens“. De er rettet mot det han fandt var uretfærdig og hykkelsk i samfundet. Til hans senere verker hører ogsaa hans to samlinger („tylvter“) eventyr: Trold. Han har ogsaa skrevet nogen dramaer (Grabows kat, Lindelin o. fl.). Jonas Lie fik som Bjørnson[56] og Ibsen en aarlig digtergage av Stortinget.

Jonas Lie levde mest i utlandet. Men derfor blev ikke landet og menneskene her hjemme fremmede for ham. Han fører frem for os med like stort mesterskap „sjøfolk og bønder og sakførere, matadorer i smaabyene, sjø-officerene paa verftet, sypiken i det daglige slit, embedsfamilien oppe i bygdene“. Han døde 1908 i Bærum kort efter sin trofaste hustru, Thomasine Lie.

Kristian Elster († 1881) viste tidlig digterevne. Men han fik ikke anledning til at dyrke sit kald. Han var journalist og forstmand og levde i tunge kaar. Sygdom kom til, og hans arbeide var slitsomt, saa han fik hverken tid eller kraft til meget literært arbeide. Han døde 40 aar gammel. — Før sin død hadde han skrevet et par fortællinger, blandt dem Tora Trondal. Kort efter hans død kom Farlige folk ut, en roman, som vakte megen opsigt. Samme aar gav Alexander Kielland ut fire fortællinger av Elster med titelen Solskyer. Da man læste disse bøker, som kom ut efter forfatterens død, hadde man „en vemodig følelse av at vor literatur paa samme tid hadde faat og mistet en betydelig digter“, siger Henrik Jæger.

Alexander Lange Kielland var født i Stavanger 1849. Han sluttet sig helt til den nye realistiske retning; hans bøker drøfter ofte tidens „problemer“. Han var omtrent 30 aar da han begyndte som digter; han viste sig at være færdig og moden fra første stund av.

Kielland var i høi grad satirisk digter. Og det er med satiriske vaaben han i sine noveller og romaner strider mot hykleri og fordom. Hans bøker er ofte polemiske; de vender sig direkte mot det han finder skjævt og skakt i samfundet. Men ved siden av det satiriske og polemiske har han ofte latt det poetiske faa raade helt, saaledes især i de mange naturskildringer som er flettet ind i hans verker. Han viser sig paavirket av franske forbilleder, især Emile Zola.

Av hans verker skal vi nævne de to samlinger Novelletter og av de større romaner: Garmann & Worse, Skipper Worse, Arbeidsfolk (rettet mot embedsmands- og departements-styret) og Gift (nærmest rettet mot den gamle latin-skole). Kielland har ogsaa skrevet nogen skuespil: Paa hjemveien, Tre par, Professoren o. fl. Flere av hans bøker henter sit milieu fra Stavanger. Kielland var en fremragende stilist, og han behandlet sproget med mesterskap.

I 1885 stod der en meget skarp strid om Kiellands digtning. Bjørnson og Lie søkte om digtergage for Kielland. Det blev haardt ordskifte om dette i Stortinget. Det blev den ytre grund til at regjeringspartiet kløvde sig i moderate venstre og rene venstre. Moderate og høire stemte mot digtergage, og de var i flertal.

Kielland var en tid redaktør i Stavanger, i 1891 blev han borgermester der. Senere blev han amtmand i Romsdals amt. Han døde 1906. Efter hans død er flere brev fra ham offentliggjort. De gir en god forstaaelse av hans karakter og digtning.

Arne Garborg er født i Time prestegjeld paa Jæderen 1851. Hans far var mørkt pietistisk, og Garborg vokste op under megen tvang. Han blev omgangsskolelærer like efter konfirmationen. Siden kom han til et seminar og blev saa lærer og bladmand i Risør, og siden redaktør i Tvedestrand. Saa reiste han til Kristiania og vilde bli student. Han slet meget vondt her, men fik artium med udmerkelse i 1875. Han var nu bladmand en tid og skrev i „Aftenbladet“. Men da han helt sluttet sig til landsmaalet, opgav han sin stilling der og begyndte at gi ut et ukeblad Fedraheimen. Her skrev han om alle spørsmaal og søkte især at gjøre europæiske tanker kjendt her i landet. Han kastet sig samtidig ind i maalstriden og skrev avhandlinger om Den ny-norske sprog- og nationalitets-bevægelse.

Garborg stod i førstningen i strid med den nye retning i literaturen. Men det varte ikke længe før han slog om, og helt sluttet sig til den. I „Fedraheimen“ skrev han flere smaafortællinger og likesaa sin første større bok Ein fritenkjar.

Han blev i 1883 statsrevisor og gav samme aar ut Bondestudentar om bondegutten som vil bli embedsmand, men som i striden for det tar skade paa sin sjæl. Nu blev Garborg almindelig anerkjendt som digter. I 1880-aarene var der skarp literær strid. Den realistiske digtning gik over i den naturalistiske, som i særlig grad skildret det stygge og uhyggelige i livet. En bok av Hans Jæger var saa vidtgaaende at myndighetene konfiskerte den. Mange saa i det et brud paa aandsfriheten, og der var stor strid i avisene baade om det og om de moralske spørsmaal ellers (bohême-striden og „Hanske“-striden). Garborg sluttet sig her til de ytterliggaaende. Hans roman Mannfolk vidner om det. Denne bok vakte ogsaa strid, og Garborg mistet sin statsrevisorpost. Han reiste da fra Kristiania og flyttet til Kolbotnen i Østerdalen. Her skrev han sine Kolbotn-brev med skildringer fra livet oppe i fjeldene. Her skrev han ogsaa skuespillet Uforsonlige, som er rettet mot politikerne. Kort efter gav han ut romanen Hjaa ho mor. Baade den og flere av hans senere bøker hører til den „psykologiske“ literatur.

Garborg fik nu reisestipendium, og han reiste til Tyskland og Italien. Han beskjæftiget sig mer og mer med religiøse spørsmaal. Trætte mænd handler om den livstrætte som finder trøst i religionen. I en sammenhængende række bøker (romanen Fred, skuespillet Læraren, fortællingene Den burtkomne faderen og Heimkomin son) drøfter han indgaaende de religiøse spørsmaal og samfundsspørsmaalene. Han gir ogsaa flere skildringer fra Jæderen i dem. Det samme gjør han i Knudaheibrev, skrevet under sommerophold paa Jæderen. Her gir han ogsaa mange interessante oplysninger om sit liv. I det lyriske digt Haugtussa og fortsættelsen I Helheim er det ogsaa religiøse spørsmaal som er det centrale. I „Haugtussa“ er der mange naturskildrende lyriske digt som er kjendt og blir sunget over hele landet. Garborg har ogsaa ellers skrevet mange lyriske digt; fædrelandssangen Gud signe Norigs land er kjendt over hele landet.

Han har ogsaa skrevet mange polemiske avhandlinger, særlig i maalstriden, men ogsaa om mange andre samfundsspørsmaal.

Amalie Skram († 1905) var født i Bergen. I ungdommen gjorde hun mange reiser til sjøs med sin første mand, som var skibskaptein. I 80-aarene stod hun paa den ytterste naturalistiske fløi. Hendes mest kjendte verk er slegtssagaen Hellemyrsfolket i 4 deler. Det er en fattig og elendig strilefamilie hun skildrer, og hun kommer meget ind paa spørsmaalet om arvelighet. Sproget er kraftig. Hun har skrevet mange flere romaner og noveller. Hun blev gift med en dansk forfatter, Erik Skram, og bodde i Kjøbenhavn de sidste 20 aar av sit liv. Hun var sterkt nervøs, og det kommer ofte frem i hendes bøker. Hun var misnøid med forholdene i Norge og vilde helst kaldes „dansk forfatterinde“.

5. Tiden efter 1890.

1880-aarene hadde været fyldt av strid om mange spørsmaal, politiske og sociale, religiøse og moralske, literære og sproglige. 1890-aarene blev en meget roligere tid. Det kom ikke mindst av at det ikke længere var problemene som blev sat op til debat i literaturen. Man var lei av de naturalistiske livsskildringer. Ogsaa i Danmark vendte man sig mot naturalismen. Her i Norge brøt Garborg med naturalismen i „Trætte mænd“; og han skrev mer „psykologiske“ verker eller lyriske digt. Ibsens dramaer fra 1890-aarene er sterkt „symbolske“ (se s. 166). Der blev mange forskjellige strømdrag i det literære liv; men endnu ligger tiden for nær vor tid til at den kan faa historisk behandling. Vi skal derfor bare gi en kort oversigt.

Knut Hamsun var en av dem som vendte sig sterkest mot problemdigtningen, som han kaldte „ukunstnerisk tendensdigtning“. Han hævdet „kunsten bare for kunsten“[57] (artisme). Hamsun er født i Lom i Gudbrandsdal 1859 av gammel bonde-æt; men han var ikke mer end 4 aar da han flyttet til Nordland med forældrene. I ungdommen var han en tid skomaker i Bodø, og da gav han ut et par bøker. Men snart reiste han ut, og da fik han prøve noget av hvert. Han var baade skolelærer og lensmandskar, stenbryter og veiarbeider. Saa reiste han til Amerika hvor han prøvde mange ting. Siden kom han hjem og begyndte at skrive i aviser og holde foredrag.

I 1890 gav han ut romanen Sult, og den skaffet ham med en gang navn som digter og stilkunstner. Den er en „psykologisk“ roman, og forfatteren gransker og skildrer sjælstilstanden og de indre oplevelser hos en forfatter som maa kjæmpe sig frem i sult og nød. Et par aar efter kom romanen Mysterier, som er fuld av mystik og lyrik og en mængde fantastiske indfald. Men ogsaa her er det sjæleskildringen forfatteren har lagt mest vegt paa. I et par mindre bøker (Redaktør Lynge og Ny jord) angrep Hamsun presseforholdene og de literære forhold i samtiden. I 1894 kom Pan med fine naturskildringer fra Nordland. Siden har Hamsun git ut mange romaner og en del skuespil. I dem alle lægger han vegt paa sjæleskildringen; i mange av dem er der polemiske utfald mot forhold i samtiden. Ofte er der lyriske naturskildringer; stilen er artistisk og fantasifuld. Hamsun har ogsaa git ut en digtsamling.

Hamsun har gjort en lang reise til Rusland og Kaukasus, og git fine skildringer fra reisen (I eventyrland). Hamsun er sterkt paavirket av russiske forfattere, især av Dostojevskij, desuten ogsaa av den tyske filosof Nietzsche. Hamsuns bøker blir læst meget i Rusland, og de er oversat til russisk alle sammen. Han bor nu paa Hamarøy i Nordland.

Gunnar Heiberg er født i Kristiania 1857. Han gav ut sin første bok i 1884; det var skuespillet Tante Ulrikke. Heiberg er først og fremst satiriker, og hans første skuespil er en samfundssatire og hører nærmest sammen med problemdigtningen i 1880-aarene. Emnet er tat fra den sociale kamp i samtiden. Først seks aar efter kom Heibergs næste bok, skuespillet Kong Midas. Det var rettet mot den moraliserende digtning og særlig mot den, slik som Heiberg fandt den repræsentert hos Bjørnson. Den er et av de verker som vidner om omslaget omkring 1890. Siden har Heiberg git ut mange skuespil, saaledes flere satiriske samfundsdramaer; mot norsk politik rettet han Folkeraadet og Jeg vil verge mit land. I en række dramaer skildrer han den magt den erotiske kjærlighet har over sjælelivet. Det mest kjendte av dem er Kjærlighetens tragedie. Flere av Heibergs stykker er blit opført paa teatrene. Heiberg har skrevet mange avisartikler. Baade i dem og i dramaene bruker han et klart og kunstnerisk sprog. Som Hamsun er Heiberg først og fremst kunstner.

Sigbjørn Obstfelder var født i Stavanger 1866. Han reiste meget omkring baade i Amerika og Europa og levde meget i Danmark. Han døde i Kjøbenhavn 1900. Obstfelder skrev ikke meget; men det han skrev, gir ham en særstilling. I 1893 kom en digtsamling ut; siden kom der flere smaa noveller (f. eks. Korset), et drama, og efterat han var død En prests dagbok. Han skildrer især smerten og sorgen ved livet, og han er altid fyldt av forundring over tilværelsen. Formen var original og ny; sproget er rytmisk og melodisk.

Thomas Krag var født i Kragerø 1868; han vokste op i Kristianssand. I 1891 kom hans første bok, fortællingen Jon Græff; som flere andre av hans bøker var emnet og miljøet hentet fra Sørlandet. Der er mystik og lyrik i hans fortællinger og romaner baade over menneskeskildringene og naturskildringene. Svært ofte er det den hjemløse og ulykkelige han skriver om. Krag bodde i mange aar i Kjøbenhavn og døde der 1913.

Johan Bojer er født i Trøndelagen 1872. Han har mest skrevet romaner, saaledes Et folketog og Den evige krig rettet mot politikken. Av hans andre romaner skal vi nævne Troens magt og Vort rike. Han har ogsaa skrevet nogen skuespil.

Nils Collett Vogt er lyriker. Han er født i Kristiania 1864; han har mest bodd i utlandet, og derfra har han sendt hjem flere digtsamlinger (den første i 1887).

Per Sivle var født i Sogn 1857, men vokste op paa Voss. Han var bladmand i Kristiania i flere aar. Han døde der 1904. Sivle har skrevet en mængde digt; i unionstiden skrev han mange politiske kampdigt og fædrelandssanger (f. eks. Vi vil os et land, Varde). Han er sterkt paavirket av den norrøne digtning, mest i Olavskvæde (der staar det kjendte digt Tord Foleson). Sivle skrev ogsaa mange Sogor og stubbar og Fortællinger. Han skrev baade paa landsmaal og riksmaal.

Hans E. Kinck er født i Finmarken 1865. Han vokste op i Sætersdalen og siden i Hardanger. Han studerte filologi og fik endog en videnskabelig pris ved Universitetet. Han har reist meget, mest har han været i Italien. I 1893 kom Kincks første bok; det var fortællingen Huldren om en stakkars halvtomset bondegut. Miljøet er fra Hardanger; og siden har Kinck stadig git folkelivsskildringer enten fra Hardanger eller fra Sætesdal. Men midt i folkelivsskildringene gir han ogsaa dyptgaaende skildringer av sjælelivet hos den enkelte. Han har ogsaa git mange naturskildringer. Bjørnson skrev en gang om Kinck: „Hans bondeskikkelser stiger lyrisk op som dalens, fjeldets, havets utløste indhold; bygdefolket er en mangestemmet forkyndelse av naturen de lever i og basker med“. Ogsaa fra Italien har Kinck ofte hentet emnene til sine verker. Kincks mest kjendte verker er novellesamlingen Flaggermusvinger, romanen Emigranter og det vældige skuespil Driftekaren. Sproget er sterkt fyldt med dialektord.

Jens Tvedt er født i Søndhordland 1857. Han har været lærer og bibliotekar i Stavanger. Tvedt har mest skrevet om folket i vestlandsfjordene. Som ingen anden har han vist os bondelivet og selve bøndene paa Vestlandet. Han fortæller alt aapent som det er. Han skriver paa landsmaal med en fin humoristisk stil, og han bruker mange ord fra hjembygden. Tvedts første bok var Inn i fjordane (1885). Av hans senere bøker nævner vi fortællingene Vanheppa, Godmenne, Briteper, Madli und’ apalen og Djup jord.

Ivar Mortensson er født i Østerdalen 1857. Han var sterkt med i den politiske strid i førstningen av 1880-aarene. En tid var han redaktør; nu er han prest. Han har skrevet baade digt og skuespil paa landsmaal. Mest kjendt er „sogespelet“ Varg i veum med emne fra vikingtiden. Han har oversat Edda-kvadene til landsmaal.

Vetle Vislie er født i Telemarken 1858; nu er han rektor i Kristiansand. Han har skrevet et par skuespil, saaledes Utan hovding med emne fra politikken; han har skrevet flere fortællinger; i Solvending vender han sig mot naturalismen.

Rasmus Løland var født i Ryfylke 1861. Han blev tidlig sykelig og kunde bare ha let arbeide. Han begyndte at sende bygdebrev til „Fedraheimen“ (se s. 171), og nogen fortællinger paa landsmaal sendte han ind til Garborg, som hjalp ham til at faa bøkene ut. I 1894 kom han selv til Kristiania. Løland skrev mange bøker; men sygdommen øket, og han døde høsten 1907. — Løland skrev mange større fortællinger; av dem skal vi nævne Paa sjølvstyr og Aasmund Aarak. Løland har ogsaa skrevet flere guttebøker, saaledes Smaagutar. Han skrev en god og klar stil.

Hans Aanrud er født 1863 i Gausdal. Han var en tid journalist i Kristiania. Han har skrevet ypperlige folkelivsskildringer fra hjembygden. Det første bind fortællinger kom ut i 1891, og siden er der kommet flere samlinger. Høiest staar han naar han fortæller om gamle eller om barn. Han har ogsaa git ut et par større fortællinger Sidsel Sidsærk og Sølve Solfeng med ypperlige barneskildringer. I fortællingene hans er der ogsaa mange fine naturskildringer. Han har en stor humoristisk evne; det kommer sterkt frem i hans skuespil Storken, Høit til hest og Hanen. Sproget er fint og friskt.

Jacob B. Bull er født 1853 i Østerdalen. Han har mest skrevet folkelivsskildringer fra Østerdalen og historiske romaner og skuespil.

Foruten dem som er nævnt, har der været flere forfattere. Alvilde Prydz og Tryggve Andersen har skrevet romaner, Vilhelm Krag romaner, lystspil og lyriske digt, Kristofer Randers og Theodor Caspari lyriske digt, Anders Hovden fortællinger og lyriske digt paa landsmaal, Peter Egge romaner og fortællinger, Mons Lie fortællinger, dramaer og lyriske digt, Bernt Lie fortællinger og guttebøker, Ragnhild Jølsen († 1908) fortællinger, Jacob Hilditch folkelivsskildringer og fortællinger, Sven Moren og Hans Seland fortællinger paa landsmaal.

I de sidste aar har mange nye digtere sendt bøker ut. Men de staar endnu vor tid for nær til at vi kan nævne dem her.

Et folks literatur (av det latinske ord literæ, egentlig bokstaver) er de skrifter som er forfattet paa folkets sprog.

Literaturen deles i poetisk literatur (skjønliteratur) og prosaisk literatur. Poesi kommer av et græsk ord som egentlig betyr frembringelse. Prosa er latinsk ord, som betyr likefrem (neml. tale). Den poetiske literatur er overalt vokset frem før den prosaiske.

Den prosaiske literatur kan vi dele i videnskabelig literatur, religiøs literatur og politisk literatur. Literaturhistorien har egentlig bare med skjønliteraturen at gjøre; fagliteraturen, som er særlig videnskabelig, særlig religiøs og særlig politisk, ligger utenfor den. Men ofte vil fagliteraturen eller visse grener av den ha stor betydning for skjønliteraturen, f. eks. den historiske literatur. Og ofte vil fagliteraturen høre ind under skjønliteraturen. Det gjælder f. eks. salmer og religiøse sanger. Literaturhistorien maa ta hensyn til det og tar derfor ofte med meget av fagliteraturen.

Den poetiske literatur eller skjønliteraturen.

Literaturen viser et folks dannelsestrin. Især er det tilfældet med skjønliteraturen; for digteren gjengir det som lever og rører sig i folket, og det folket tænker og føler:

Digtekunsten hører likesom tonekunsten, malerkunsten, billedhuggerkunsten og bygningskunsten til de skjønne kunster. Den videnskap som handler om kunsten og dens væsen og former, kaldes æstetik.

Den poetiske literatur er dels i bundet, dels i ubundet stil. Bundet kaldes stilen naar den er avhængig av visse bestemte regler, naar tankene blir ordnet i regelmæssige avsnit (vers), og der er et regelmæssig skifte av betonede og ubetonede stavelser (versemaal eller metrum). Paa øret virker dette skifte som en slags musik (rytme), og rimet, som nu almindelig blir brukt, øker dette indtryk. Men rimet er ikke nødvendig for den bundne stil. Ubundet kaldes stilen naar den ikke er knyttet til slike faste regler. Man maa merke at poesi ikke bare er det som er skrevet i bundet stil, en sprogbruk som stundom forekommer i daglig tale, men al skjønliteratur.

I. Episk digtning.

Episk kommer av det græske ord epos, egentlig ord, saa fortælling. Den episke er den ældste og oprindeligste av digtartene. Den fortæller oprindelig om stordaader eller om begivenheter som har vakt hele folkets beundring og deltagelse og saaledes virket samlende og styrkende paa folket. Den episke digtnings inddeling:

A. Ren episk eller likefrem fortællende digtning.

I den fortæller digteren almindelig bent frem forskjellige begivenheter, som enten er virkelige eller opdigtet uten at fremsætte de tanker og følelser som de vækker hos ham.

1) Det heroiske epos eller heltedigtet er den ældste av al slags digtning. Det fortæller om en række storartede begivenheter, med en enkelt person (digtets helt) eller æt eller et enkelt folk til midtpunkt. Eks. Iliaden og Odysseen, Vergils Æneide, heltedigtene i den ældre Edda, den tyske Niebelungenlied, den finske Kalevala-sangen og Tegnérs Frithjofs saga. Som eksempel paa det religiøse epos kan nævnes den italienske digter Dantes Guddommelige komedie og Wergelands Skabelsen, mennesket og Messias.

2) Idyllen (av et græsk ord, som betyr et litet billede) viser os, i motsætning til heltedigtet med dets storslagne begivenheter og et urolig, skiftende liv, det stille, jevne menneskeliv i simple, oprindelige og naturlige forhold uten større kamper og sorger. Eks. Mauritz Hansen: Lille Alvilde, Goethe: Hermann und Dorothea, Runeberg: Hanna.

3) Fortællende digt skildrer menneskelivet, som det almindelig er med stadig skifting av godt og ondt, av glæder og sorger. Eks. Jørgen Moe: Truls og Inger, Blomster-Ole, Ibsen: Terje Viken, Runebergs Fänrik Ståls sägner; eks. paa komiske fortællende digt: Wessel: Smeden og bageren.

4) Folkesagn handler dels om guder (gudesagn), dels om historiske personer (historiske sagn) og dels om overnaturlige væsener: nøk, hulder, havfruer o. s. v. (mytiske sagn). Eks. Faye: Norske folkesagn, Asbjørnsen: Huldreeventyr og folkesagn.

5) Folke-eventyret er en fri lek av indbildningskraften, som fører os ind i en trylleverden, hvor virkelig og uvirkelig, naturlig og overnaturlig gaar i ett. Eks. Asbjørnsens og Moes Norske folke-eventyr. Av utenlandske folke-eventyr er Tusen og en nat og Grimms eventyr de mest kjendte.

7) Romanen har sit navn av at den kom op hos de romanske folk. Den skildrer livet i dets forskjellige skikkelser. Forat romanen kan danne et sammenhængende hele, maa der være en hovedhandling som slutter sig om hovedpersonen eller helten i romanen. Man skjelner mellem historiske romaner (Walter Scotts, Ingemanns historiske romaner, A. Munch: Pigen fra Norge) og nutidsromaner (Camilla Collett: Amtmandens døtre, Kiellands romaner, Garborg: Bondestudentar). Utenlandske romanforfattere: Cervantes: Don Quixote (spansk), Defoe: Robinson Krusoe, Dickens, Marryat (engelske), Victor Hugo, Jules Verne, Alphonse Daudet (franske), Topelius: Feltskärns berättelser.

8) Noveller (et fransk ord, egentlig nyheter, nye tildragelser) og fortællinger er mindre omfattende end romanene og holder sig mest til hverdagslivet. Eks. paa danske novelleforfattere: Blicher, fru Gyllembourg, paa norske: Mauritz Hansen, Bjørnson, Jonas Lie. Novelletter kaldes ganske smaa stemningsbilleder (Kielland). Utenlandske novelleforfattere: Boccacio (italiensk), Auerbach, Fritz Reuter (tyske), Fredrika Bremer, Aug. Blanche (svenske).

B. Episk-didaktisk digtning.

Ordet didaktisk betyr belærende, og denne digtning vil indprente almene sandheter.

1) Det komiske epos (komisk heltedigt) er en komisk efterligning (parodi) av heltedigtet. Eks. Holberg: Peder Paars. Det omvendte av parodi er travesti (ital.; egentlig omklædning), hvor det store og ophøiede blir trukket ned i det lave. Eks. Wessel: Gaffelen.

2) Fortællende satiriske digtninger. Eks. Horats’s satirer, Paludan-Müller: Adam Homo. Om satire se under lyrisk-didaktisk digtning.

3) Fabelen (et latinsk ord, som egentlig betyr fortælling) gir en eller anden lærdom gjennem et billede, hentet fra naturen, især fra dyreverdenen. Dyrene optræder og handler her som mennesker. Den lærdom som ligger i fabelen kaldes dens moral. Eks. Æsop, Fædrus, Holberg, Wergeland.

4) Parabelen (græsk; egentlig sammenligning) eller lignelsen gir en lærdom, især en religiøs, i et billede hentet fra menneskelivet.

5) Allegorien (græsk; billede) gir ogsaa en billedlig fremstilling av en eller anden, ofte en religiøs sandhet. Til forskjel fra parabelen har i allegorien altid hvert led i billedet et tilsvarende led i det som skal bli avbildet. Eks. A. Stub: Livets seilas, Jørgen Moe: Ungbirken, Den gamle mester.

C. Episk-lyrisk digtning.

De digt som hører til denne slags, er nærmest episke; men da der i dem altid klinger en bestemt stemning eller følelse igjennem, tung, vemodig, glad, spøkefuld o. s. v., kan de kaldes episk-lyriske.

1) Folkevisene. I dem bryter den lyriske stemning mest frem i omkvædet. Samlinger av norske folkeviser av Sophus Bugge og Landstad.

2) Romanser og ballader kaldes mindre episk-lyriske digt; de er ofte efterligninger efter folkeviser. Romansen har likesom romanen faat navn av at den kom op hos de romanske folk. Balladen (et spansk ord, egentlig dansevise) traadte først frem hos englændere og skotter. Navnene blir nu ofte brukt om hverandre, saa grænsen er svævende. Eks. Goethe: Erlkönig, Heine: Lorelei, Edv. Storm: Sinklarsvisen, Welhaven: En vise om Hellig Olav, Asgaardsreien, Dyre Vaa, Bjørnson: Magnus den blinde, Olav Tryggvason. Eks. paa større episk-lyriske digt er Wergelands Den engelske lods.

II. Lyrisk digtning.

I de lyriske digt er digterens stemninger og følelser det alt overveiende. Da disse digt derfor nærmest taler til følelsen, gjælder det samme om dem som om de episk-lyriske digtninger, at deres virkning stiger naar de blir ledsaget av sang og musik. Alt de græske digtere i oldtiden foredrog sine kvad til et strenge-instrument, som kaldes lyre; derav navnet lyrisk digtning.

A. Ren lyrisk digtning.

a) Personlig-lyriske digt.

I dem gir digteren personlige følelser luft, glæde, haap, sorg, fortvilelse o. s. v. De vigtigste arter er:

1) Oden (græsk; egentlig sang), en begeistret lovprisning av det store, skjønne og ophøiede. Eks. Wergeland, Klopstock.

2) Hymnen (græsk; egentlig lovsang), den religiøse ode, en tilbedende lovprisning av det guddommelige. Eks. Brorson, Grundtvig.

3) Elegien (græsk; sørgesang eller klagesang). Ewald: Klagesang over Fredrik den 5te, Wergeland: Kongen lider.

4) Dityrambiske digt priser livsglæden. Wergeland, den svenske digter Bellman.

5) Naturskildrende digt. Tullin: Maidagen, Wolff: Nordhavet, Wergeland: Hardanger, Welhavens naturmalende digt.

b) Samfunds-lyriske digt.

I dem gjør digteren sig til tolk for de følelser og stemninger som samler hele folket eller en del av det.

1) I salmen uttrykker han den kristne menighets religiøse følelser. Den synger man til den saakaldte koral (græsk; salmemelodi). Salmedigtere: Luther, Kingo, Brorson, J. N. Brun, Grundtvig, Ingemann, Wexels, Landstad, Blix.

2) I fædrelandssangen (patriotisk lyrik) tolker han hele folkets fædrelandskjærlighet. Fædrelandssanger av Bjerregaard, Bjørnson og Garborg.

3) Leilighetssanger. Hit hører kantater, mindesanger (eks. Wergeland, Bjørnson), krigssanger (Bjarkemaalet, Faber: Den tapre landsoldat), bryllupssanger, selskapssanger o. s. v. Rahbek, Zetlitz, den svenske digter Bellman.

B. Lyrisk-didaktisk digtning

vil gi en eller anden lærdom. Tanken (reflektionen) træder her gjerne vel saa meget frem som følelsen.

2) Satiren (latin; egentlig blanding, dernæst spottedigt) refser daarskaper og ufuldkommenheter i livet. Satiren kan være alvorlig (bitende, skarp) eller spøkefuld. Wessel: Brodne kar i alle lande, Welhaven: Norges dæmring. Parodi og travesti, som er satiriske digtarter, er omtalt under episk-didaktisk poesi. Naar digteren lar satiren gaa ut over en enkelt bestemt person, fremkommer pasquillen (ital.) eller smædedigtet.

3) Epigrammet (græsk; egentlig indskrift) er et litet, ofte satirisk og vittig digt. Holberg, Wessel, Fasting. Epigrammet nærmer sig ofte til den episk-didaktiske poesi.

III. Dramatisk digtning.

Drama er et græsk ord, som betyr handling. I den dramatiske digtning lar digteren forskjellige personer optræde talende og handlende.

Det som især blir krævd i et drama, er sammenhængende handling og træffende karaktertegning. Handlingen dreier sig gjerne om en hovedperson (helt), som altid flere bipersoner samler sig om. Samtalene i dramaet kaldes dialoger. Desuten er der ogsaa monologer eller enetaler; men senere dramatiske forfattere bruker dem mindre; Ibsen bruker dem slet ikke i sine sidste dramaer.

I et drama maa forfatteren først gjennem dets eksposition (latin; redegjørelse) i de første scener vise os de forhold den følgende handling vokser frem av; saa begynder handlingen selv; for den vil interessen vokse alt efter den spænding forfatteren forstaar at holde os i. Jo større evne den dramatiske forfatter har til at stramme knuten i handlingen før han paa en eller anden maate løser den, i desto høiere grad vil han magte at vække opmerksomhet for digterverket.

Navnet skuespil har dramaet faat fordi det i regelen er bestemt til at bli opført paa et teater eller en skueplads. Den sceniske fremstilling av et drama er beregnet paa at gi det større liv og anskuelighet, la det gjøre mer indtryk; den skal fremhæve illusionen, d. e. den indbildning, at det er virkelige tildragelser vi ser for vore øine.

A. Tragedien eller sørgespillet

behandler et alvorlig og storslagent emne, ofte et historisk. Man kan dele tragedien i 3 slags. I skjæbnetragedien er det overnaturlige eller hemmelighetsfulde magter som styrer skjæbnen. Skjæbnetragedien blev mest dyrket i den græske literatur, især av Aischylos og Sofokles, i senere tid især av Schiller. I karaktertragedien er det heltens egen karakter som avgjør tragedien. Shakespeares tragedier er karaktertragedier (Macbeth, Hamlet). Situationstragedien skildrer en konflikt som skyldes forholdene; ofte er det en pligt som kommer i konflikt med en anden pligt (Sofokles: Antigone); helten kan kjæmpe for en idé som tiden ikke forstaar, eller som den har forlatt (A. Munch: Salomon de Caus; Oehlenschläger: Hakon jarl; Ibsen: Keiser og Galilæer). Ibsens nutidsdramaer har ofte motiver fra alle tre slags tragedier paa én gang (Gengangere).

Tragedie er et græsk ord, betyr egentlig bukkesang og har rimeligvis sit navn av at en buk blev ofret ved Bakkus-festene, hvor visse sanger blev sunget.

B. Komedien eller lystspillet

tar emnet fra hverdagslivet og gir menneskenes feil og daarskaper til pris for latteren, for at vise hvorledes menneskene burde være. Ved siden av at more vil den altsaa oftest ogsaa belære. Eks. Holberg, Hostrup.

Til komedien kan regnes farcen, (fransk egentlig blanding = satire, dernæst løier), hvori baade de komiske forviklinger og de komiske figurer er meget overdrevet. Eks. Wergelands farcer, som mest er satiriske.

Eks. fra verdensliteraturen paa komedie-digtere: Aristofanes (græsk), Plautus og Terents (latinske), Calderon de la Barca (spansk), Molière (fransk).

Komedie kommer av et græsk ord, som betyr drikkelag; oprindelig var komedie navnet paa lystige sanger, som blev sunget ved Bakkus-festene.

C. Det egentlige drama eller skuespil

ligger midt imellem tragedien og komedien og skildrer menneskelivet med alvorlige og komiske sider, med lys og skygge, slik som vi daglig ser det for vore øine.

1) Historiske dramaer handler om historiske personer og begivenheter. Eks. A. Munchs, Bjørnsons og Ibsens historiske dramaer.

2) Romantiske dramaer handler om det forunderlige og hemmelighetsfulde og henter gjerne emnet fra middelalderens ridderliv, fra folkeviser og sagn. Eks. Hertz: Svend Dyrings hus, Ibsen: Gildet paa Solhaug.

3) Nutidsdramaet eller det borgerlige drama. Eks. Bjørnsons og Ibsens nutidsdramaer. Det er i vor tid den almindeligste form for skuespillet.

4) Proverbe (fransk; egentlig ordsprog) er et ganske litet konversationsstykke; oftest ligger et ordsprog til grund for det. Dette ordsprog nævner man ofte som slutningsreplik til publikum. Proverber er skrevet av den franske digter Alfred de Musset og Octave Feuillet og av Alexander Kielland.

D. Sangskuespillet

1) I operaen (ital.; sangspil) er alt eller det meste beregnet paa at bli sunget sammen med musik. Teksten (librettoen, ital., egentlig en liten bok) er det underordnede, musikken det væsentlige. Den kan være av alvorlig indhold (opera seria)[58] eller av komisk, muntert indhold (opera buffa)[58]. Sangpartiene kaldes arier (ital.; egentlig sang, vise) eller recitativer (ital.; egentlig det fremsagte), naar én synger; duetter, naar to synger vekselvis eller sammen; terset, naar det er tre; kvartet, naar det er fire; kor, naar det er flere som synger sammen.

2) Operetten er et litet sangskuespil. Ogsaa der er musikken det overveiende; men dialogen har større plads end i operaen.

3) I syngespillet træder dialogen mer frem; bare enkelte sangpartier er indflettet; disse kaldes oftest kupletter (fransk; egentlig enkelte vers av en sang). Eks. Ewalds Fiskerne, Bjerregaards Fjeldeventyret.

4) Vaudevillen (fransk; egentlig folkesang, gatevise) er et litet syngespil, som altid henter emnet fra det jevne hverdagsliv og gjerne er humoristisk. Eks. J. L. Heibergs vaudeviller.

Aanrud, H. 177.

Aakjær, J. 101.

Aall, J. 104.

Aasen, I. 141.

Abrahamson, W. 83.

Andersen, H. C. 96.

Andersen, T. 177.

Are Frode, 12.

Arnor Jarleskald, 9.

Arrebo, A. 32.

Asbjørnsen, P. C. 134.

Baden, J. 63.

Baggesen, J. 84.

Balle, N. E. 62.

Bang, H. 101.

Bastholm, Chr. 62.

Bartholin, T. 28.

Bergsøe, V. 99.

Bjerregaard, H. A. 104.

Bjørnson, B. 146, 163.

Blicher, S. S. 94.

Blix, E. 162.

Bojer, J. 175.

Bording, A. 33.

Brahe, T. 28.

Brandes, G. 100, 163.

Bredal, N. K. 69.

Brorson, H. A. 59.

Brosbøll, J. C. C. 99.

Brun, J. N. 62, 72.

Brun, M. C. 84.

Bruun, K. 151.

Bugge, S. 17, 21, 163.

Bull, J. B. 177.

Bull, O. 128.

Bøgh, E. 99.

Camstrup, O. 60.

Caspari, Th. 177.

Claussøn (Friis), P. 31.

Collett, C. 145.

Collett, P. J. 145.

Daa, L. K. 120.

Dass, P. 34.

Drachmann, H. 100.

Egge, P. 177.

Egil Skallagrimsson, 8.

Eilschow, 62.

Elster, K. 169.

Engelbrektsdatter, D. 38.

Etlar, C. 99.

Ewald, H. F. 99.

Ewald, J. 65.

Falsen, E. 81.

Fasting, C. 79.

Faye, A. 21, 128.

Foss, H. 112.

Friis, J. A. 144.

Frimann, C. 80.

Frimann, P. H. 80.

Garborg, A. 171.

Goldschmidt, M. A. 99.

Gram, H. 59.

Grundtvig, N. F. S. 91.

Grundtvig, S. 17.

Gunnerus, J. E. 63.

Gyllembourg-Ehrensvärd, T. 98.

Hallfred Vandrædeskald, 9.

Hamsun, K. 165, 173.

Hansen, M. C. 104.

Hansen, P. Botten. 153.

Harald Haardraade, 8.

Hauch, C. 94.

Heiberg, G. 174.

Heiberg, J. L. 96.

Heiberg, P. A. 83.

Helgesen, P. 23.

Hemmingsen, N. 28.

Herre, B. 139.

Hertz, H. 97.

Heyberg, N. P. 60.

Hilditch, J. 178.

Holberg, L. 41.

Hostrup, J. C. 98.

Hovden, A. 177.

Huitfeldt, A. 29.

Hummer, L. 32.

Ibsen, H. 152, 166.

Ingemann, B. S. 94.

Jacobsen, J. P. 101.

Janson, K. 161.

Jensen, J. V. 101.

Jensen, Kr. 58.

Jensen, P. A. 140.

Jonsson, A. 31.

Juul, P. 60.

Jæger, H. 172.

Jølsen, R. 178.

Jørgensen, J. 101.

Karl Jonsson, 14.

Kaalund, H. V. 99.

Keyser, R. 141.

Kielland, A. L. 170.

Kierkegaard, S. 100.

Kinck, H. E. 176.

Kingo, T. 33.

Kjerulf, T. 134.

Klopstock, 64.

Knudsen, J. 101.

Knudsen, K. 143.

Krag, T. 175.

Krag, V. 177.

Landstad, M. B. 17, 140.

Langebek, J. 59.

Lie, B. 178.

Lie, J. 168.

Lie, M. 177.

Løland, R. 177.

Magnusson, A. 59.

Meidell, D. 150.

Meltzer, H. 143.

Moe, J. 137.

Moe, M. 17.

Monsen, C. 128.

Moren, S. 178.

Mortensson, I. 176.

Munch, A. 133.

Munch, J. S. 103, 130.

Munch, P. A. 141.

Møller, P. M. 95.

Nilssøn, J. 32.

Nyerup, R. 83.

Obstfelder, S. 175.

Oehlenschläger, A. G. 87.

Olrik, A. 17.

Paludan Müller, F. 98.

Pedersen, Kr. 23.

Pederssøn (Beyer), A. 30.

Pederssøn, G. 29.

Ploug, C. 98.

Pontoppidan, E. 58.

Pontoppidan, H. 101.

Pram, C. 83.

Prydz, A. 177.

Rahbek, K. L. 82.

Randers, K. 177.

Rein, J. 81.

Richardt, C. 99.

Richter, O. 150.

Riis, C. P. 139.

Rosenstand-Goiske, 69.

Ross, H. 143.

Rothe, T. 62.

Rømer, O. 28.

Sagen, L. 103.

Sars, J. E. 124, 163.

Saxo Grammaticus, 14.

Schack, H. E. 99.

Schandorph, S. 101.

Schulze, H. 144.

Schwach, C. N. 104.

Schøning, G. 63.

Seland, H. 178.

Sigvat Skald, 9.

Sivle, P. 175.

Skar, J. 21.

Skram, A. 173.

Sneedorff, J. S. 62.

Snorre Sturlasson, 10, 13.

Steensen (Steno), N. 28.

Steffens, H. 87.

Stockfleth, T. de, 79.

Storm, E. 80.

Strøm, H. 63.

Stub, A. 59.

Sturla Tordsson, 10, 14.

Størssøn, M. 29.

Suhm, P. 63.

Sundt, E. 144.

Syv, P. 29.

Sæmund den frode, 6.

Tausen, H. 24.

Thoresen, M. 157.

Torfæus, T. 28.

Tormod Kolbrunarskald, 9.

Tullin, C. B. 64.

Tvedt, J. 176.

Ulfeldt, L. C. 29.

Vedel, A. S. 28.

Vig, O. 144.

Vinje, A. O. 157.

Vinsnes, H. 139.

Vislie, V. 177.

Vogt, N. C. 175.

Wadskiær, 59.

Welhaven, J. S. C. 115, 130.

Wergeland, H. A. 107.

Wergeland, N. 69, 105.

Wessel, J. H. 73.

Wexels, W. A. 140.

Wied, G. 101.

Wille, H. J. 63.

Wilster, C. 98.

Winther, C. 95.

Wolff, S. O. 104.

Worm, O. 28.

Zetlitz, J. 81.

Østgaard, N. R. 143.

Øyvind Skaldaspillir, 8.

FOTNOTER

[1] Alt i bronse-alderen (2000-500 f. Kr.) brukte man billedlige fremstillinger, de saakaldte helleristinger.

[2] Før mente man at dette verk var samlet av den islandske prest Sæmund frode († 1133), og har derfor git det navnet Sæmunds Edda eller Den ældre Edda til at skille det fra den senere omtalte Snorres Edda eller Den yngre Edda. Men efter nyere granskere er „Den ældre Edda“ samlet ved begyndelsen av det 13de aarhundrede. Navnet „Edda“ har man utledet av óðr, et digt, og det betyder læren om skaldskap; navnet passer paa „Den yngre Edda“, men blev feilagtig brukt om den ældre.

[3] Som eksempel paa humøret i dette digt anføres, at den foregivne Frøya vakte Tryms forundring ved at fortære bl. a. en okse og otte laks og drikke tre saald mjød til (et saald mer end en halvtønde). Men den slue terne undskyldte denne sterke appetit med at Frøya ikke hadde spist paa otte dager av længsel efter Jotunheim; at Frøyas øine var saa skarpe, forklarte Loke av at hun ikke hadde sovet paa otte nætter for længsel.

[4] Tilnavnet har betydningen „skaldefordærveren“ — et økenavn som blev git ham av hans fiender — ikke, som man før mente „skaldefordunkleren“.

[5] Dette navn fik han fordi han digtet et kvad til en kvinde paa Island med tilnavnet Kolbrun, d. e. den med sorte øienbryn.

[8] Bokstavrimet findes endnu i mange talemaater og ordsprog, f. eks. løs og ledig, fri og frank, aker og eng, odel og eie, gjort gjerning staar ikke til at ændre, tanker er toldfri o. s. v. Ogsaa flere av vore nyere digtere bruker det ofte, f. eks. Ivar Aasen og Henrik Ibsen.

[9] Et eksempel paa hvorledes man skulde opføre sig ved hoffet, er dette sted: „Om det skulde hænde at kongen siger noget som du ei forstaar, saa du blir nødt til at spørre op igjen, maa du hverken sige ‚haa?‘ eller ‚hvad?‘, men bare ‚herre!‘ eller om du vil bruke flere ord: ‚Herre, la det eder ei fortryde at sige om igjen det I sa til mig; jeg forstod det ikke tydelig!‘ Men la det dog hænde sig saa sjelden som mulig at kongen skal trænge at sige dig en ting mer end én gang!“

En merkelig uttalelse (i „Kongespeilet“) i en tid da latinen overalt sat i høisætet, er denne: „Vil du være fuldkommen i kundskap, da lær alle sprog, helst det latinske og vælske (d. e. franske); for de tunger gaar videst: men glem ei dit eget tungemaal!“

[11] De første samlinger er av Vedel og Peder Syv, de senere av Svend Grundtvig, E. T. Kristensen og Axel Olrik.

[12] av J. Moe, Landstad, S. Bugge og Moltke Moe. En meget stor del av de norske viser er endnu utrykt. En liten samling „Norske folkeviser fra middelalderen“ ved Knut Liestøl og Moltke Moe kom ut 1912.

[13] De norske sagn av Faye, Asbjørnsen og Johannes Skar, eventyrene av Asbjørnsen og Moe, Sophus Bugge o. fl.

[14] Paa denne tid blev haandskrifter baade til Snorres Edda og den ældre Edda fremdrat.

[16] Dette navn efter et fransk episk digt fra det 13de aarhundrede om Aleksander den store, hvori det første gang blev brukt.

„Gjennem granskov og furu

kom jeg til en, hedte Guru,

gav mig møsse-brømme[18]

og rømme.

Udi bunken laa

fluer, stor’ og smaa,

ilde ud det saa,

maatte gaa derpaa;

blev det maaltid ædet,

jeg sveded,

saa jeg nær nedstyrted af sædet.

Som det nu lakked til kvelden,

ind kom fru Guru med felden;

feldens haar var mange

og lange;

fremmed rytteri

paa fribytteri

skjulte sig deri,

ginge paa parti;

de rede ei paa sale,

de kale;

men min ryg fik det at betale.

Ryggen den blev skrammereret;

ve dem, hvor de mig skamfered!

Ak, hvor bide kunde

de hunde!

Hver sin skaal ei sveg,

plukked surt min steg,

grædende og bleg

gik jeg af den leg;

jeg blev vis for silde,

hvor ilde

mig bekom fru Guru sit gilde!“

[20] De blev kaldt saa fordi der var en række staaende figurer med faste masker og dragter i dem.

[21] Eksempler paa det er Jeppe i baronens seng og i galgen, og den scene av „Den politiske kandestøber“, hvor Herman von Bremenfeld som borgermester i sin knipe kryper under bordet, eller den scene av „Jean de France“, hvor Arv sitter paa sækken som Hans Fransen har gjemt sig i; Arv kommer med de latterligste utflugter (f. eks. at han sitter paa smør) og siger tilsidst: „Det er min tro ikke Hans Fransen.“ Fremdeles den scene av „Jakob von Tyboe“ hvor soldatene og studentene fører krig med hverandre; de sidste kommer væbnet med bøker.

[22] Alt i 1646 hadde presten Kristen Jensen i Bergens stift git ut den første ordbok over norsk bygdemaal.

[23] Et godt eksempel paa den smagløse poesi har vi i følgende linjer av en ode til Fredrik den 5tes salving. Digteren var Wadskiær, som den gang var meget anset og endog professor i digtekunst ved Kjøbenhavns universitet, i hans haand var censuren over de danske digterverker som kom ut paa den tid, lagt:

„Skingrer, I Sorø omsinglende skove,

egen med bøgen antræde en dans!

Alting er muntert og lystigt til hove,

hver mand fornøiet tillands og tilvands.

Skummer, I Sorø omcirklende søer!

Sjunger, I Sorø udsirende møer!

Hopper, I mure, I marker, I gjærder!

Hele naturen har glade gebærder.“

„Hold taare op at trille,

og du, vor cithar, stille!

Nu bæres kongen bort til graven.

Vis, naadig og retfærdig,

dig og din trone værdig!

Ta disse navne med i graven!

Farvel vor døde glæde!

Vi kan ei mer end græde;

ta disse taarer med i graven!“

Han siger selv om dette digt: „Det var vist den gang mine egne varme følelser og ikke kunsten som hjalp mig.“

[25] Ønsket om det kom alt op under Fredrik den 3dje i en beskeden begjæring av de norske studenter. Senere blev der av fremragende mænd som biskop Gunnerus, J. N. Brun o. fl. talt og skrevet om det. Gunnerus leverte ogsaa ind et forslag til Struensee, men uheldigvis like før hans fald. Det var naturlig at kravet ikke kom frem under Guldberg, som ikke engang likte navnet nordmand, og som selv har skrevet: „Ingen nordmand er til; vi er alle borgere av den danske stat.“ Men i førstningen av Fredrik den 6tes regjering kom det høilydt frem igjen, og de mænd som mest har æren av at ønsket endelig blev opfyldt, er presten Nicolai Wergeland og grev Herman Wedel-Jarlsberg.

[26] I Geburtsdagskarmen (fødselsdagssang) gjør Wessel nar av den opstyltede stil som den gang var vanlig i leilighetsdigt. Følgende linjer av digtet kan tjene til eksempel:

„Træd alle luftens hære i geleder,

formér kolonner mellem begge poler!

Giv agt og presentér gevær!

Fremad marsch og retter eder!

Og nu forkynd det høit, du hule torden,

for alle himle og for hele jorden,

gjentag det skov og berg og dale,

saa høit som I var splittergale:

Det er Hr. Herman Anton Jensens fødselsdag!“

„O, elskov, skulde du mot dyd i hjertet stride,

hvor vilde det dig gaa! Hvad maatte jeg ei lide?

Skjønt yndet av min sjæl, du rene, spæde lyst

dog maatte give tapt for dyden i mit bryst.

Ja, himmelsendte dyd! Mit hjertes herskerinde,

du bør, du maa, du skal mot elskov seier vinde,

du fra min ungdom var min fryd, min ro, min løn.

Vig derfor, elskov, vig, du hjertets yngste søn!“

„O! hvilken kval og strid! Mit hjerte splittes ad!

Dyd! Elskov! kan I to ei søbe av et fad?

En av jer vinde maa, den anden maa fordømmes,

to store i en sæk kan ingenlunde rømmes;

men sækken som I to kan ikke rømmes i,

tilgavns undgjælde maa for eders klammeri;

mit hjerte revner snart; jeg elsker eder begge;

du, elskov, er mit liv, du, dyd, min kjæledægge!

Jeg pleier ellers gaa derfra hvor slagsmaal er;

men jeg de stridende med mig i hjertet bær.

Omsonst at fly, omsonst at ville dem forlige;

her er ei andet for, jeg dommen maa avsige:

Min kjæledægge, dyd, ja seieren er din;

du ene herske bør i stolte helters sind!

Vig, lille snottede! som skyter folk med pile,

som til min uheld har min Grete lært at smile.

Min Grete? Nei! Hvis da? Maaske Mads Madsens? Ja!

Jeg skjælver for min dyd og skynder mig herfra.

Til Mette: Kan jeg nu gaa?

Mette: Ja vist.“

[29] Flere av fortællingene blev trykt i hans poetiske ukeblad Votre serviteur. Med dette blad tok Wessel sig det ellers meget let. Et nummer kunde læses paa nogen faa minutter, da trykken var stor, og der var langt mellem linjene. Bladet var paa 6 smaa sider; de to første blev brukt til titelblad, mens den sidste ofte var blank. Det hændte jevnlig at der blev stoppet op midt i et digt med uttalelser som f. eks.:

„Jeg beder læseren mig resten kreditere,

han derom læse skal i nr. 16 mere,“

„Jeg kan saa sandt

ei skrive mer

for denne gang.

Adieu so lang!“

[30] Denne anekdote er ogsaa blit fortalt om en noget ældre norsk digter Stenersen.

[32] Eksempler: Konge: En mand som er saa skikkelig at ta sig skylden paa for det hans ministre gjør. Tro undersaat er enhver som roser regjeringen, hvorledes den end handler. Dansk: En plet paa et velopdragent menneske, som gjør ham uduelig til et vigtig embede i Danmark. Satire betyder vittighet naar den gaar løs paa andre, men ondskap naar den træffer os selv. Judicium (dømmekraft): Overensstemmelse med vore egne meninger. Den mand har et godt judicium, er det samme som: Den mand er av samme mening som jeg.

[33] Denne trang viste sig sterkt i Tyskland alt i den saakaldte „Sturm und Drang“-periode (fra 1768), en tid, siger en dansk forfatter, „som ogsaa kastet sine dønninger ind i Danmark, og som for nutiden vel er mest kjendt ved sværmeriet og raseriet for Goethes ‚Werther‘. En voldsom gjæring griper manges sind, sterke lidenskaper kommer i bevægelse, høitflyvende idéer med bakefter følgende slaphet, en underlig higen efter det hemmelighetsfulde, magi og frimureri, og som en mørk bakgrund hyppig vanvid, stundom selvmord“. Perioden fik navn efter et skuespil av Max Klinger „Sturm und Drang“.

[35] Digtet handlet om de to berømte guldhorn som var fundet paa samme sted med et mellemrum av 100 aar. Det ene blev fundet av en fattig kniplepike 1639, det andre av en bonde 1734. En nat i mai 1802 var hornene forsvundet fra kunstkammeret. De var stjaalet av en guldsmed som smeltet dem om. Men det visste man ikke da Oehlenschläger skrev sit digt, og han tok hændelsen allegorisk (billedlig), og fortalte at gudene hadde tat hornene igjen, fordi man saa „kun guldets lue, ikke det ærværdig høie“.

[36] Baggesen siger selv likefrem at det vigtigste ved digtningen er „velklang, liv og rigtighet i sproget“.

„Naar jeg er ærlig og honnet,

mit rette navn er Bella.

Men hvis jeg lumpen er og slet,

da vil jeg hete Nella.“

[42] Esaias Tegnérs Frithjofs saga var oversat av Herman Foss, og den blev meget læst.

[44] Et navn, laget efter „Sulin-Sifadda“ hos den skotske digter Ossian; det betyder „stormende hingst“. Wergeland har vist tænkt sig at han og Siful Sifadda likesom var parhester. Han kalder Siful „sin halvbror“.

[45] Det var ikke underlig at de fleste misforstod Wergeland i denne sak. Han hadde jo været en av de ivrigste mot kongen i 17de mai-striden. Siden hadde han kaldt sit hovedverk for „republikanernes bibel“. Men det personlige forhold mellem Wergeland og Karl Johan var næsten altid godt. Wergeland beundret Karl Johan som en av heltene fra Napoleons-tiden. „Jeg elsket ham med et barns altid friske kjærlighet“, sa han selv. Flere av hans vakreste digt er om Karl Johan, saaledes Kongens ankomst, Kongen lider og I barnekammeret ved Karl Johans død.

[46] I en tale ved Krogh-støtten sa Wergeland at vi skulde „skue frit og vidt ut i verden“ paa samme tid som vi skulde være „norske som Kroghs støtte, norske i malm og i klang, i præg og i pryd“.

[47] Det er denne tanke J. F. Sars siden har utviklet i sin Utsigt over den norske historie.

[48] Han hadde nemlig surret sine skrøpelige sko fast til foten med en vidjehork, og fra det venstre øre til issen hadde han en flenge som han hadde faat i et basketak med bamsen.

[49] Med titelen Grotid er der efter Bjørnsons død kommet ut en samling brev fra Bjørnson før 1870 (ved Halvdan Koht). De gir et godt indtryk av Bjørnsons utvikling i ungdommen.

[51] Ibsen fortæller selv: „Digtet vakte en storm av uvilje, voldsommere og mer utbredt end de fleste bøker skal kunne rose sig av i et samfund hvis overveiende flerhet ellers betragter literære anliggender som sig saa temmelig uvedkommende.“ Da Ibsen en tid efter søkte reisestipendium, sa endog en av professorene ved Universitetet at den person som hadde skrevet „Kjærlighedens komedie“, skulde ha stokkepryl istedenfor stipendium.

„Jeg selv sat en gang i kjelen nede

under fuld musik og forsvarlig hede.

Og den gang brændte jeg mer end skindet,

og det gaar aldrig mig ut av mindet.

Og hver gang gjenklang fra den tid lyder,

det er som jeg bandtes i gloende gryder.

Det kjendes som stik under neglerøtter; —

da maa jeg danse paa verseføtter.“

[55] G. Brandes skrev en gang: „Man kan vanskelig tænke sig en skarpere motsætning end den mellem Ibsen, denne digter som sitter ensom, til alle sider avsluttet mot omverdenen, nede i syden og uten nogensomhelst distraktion fra sit kald utformer og tilfiler kunstneriske verker, og saa hans store kaldsbroder i norden, Bjørnson, som av fulde, altfor fulde hænder øser store og smaa artikler om politiske, sociale og religiøse spørsmaal ut i pressen, sløser med sit navn, aldrig tar hensyn til den klokskapsregel som byder at gjøre sig sjelden eller la sig savne, holder taler, agiterer, reiser fra folkeforsamling til folkeforsamling og befinder sig bedst paa talerstolen med tusen venner og hundrede motstandere om sig, holdende den hele skare i aande ved sin djervhet og sin kunst.“

[56] Bjørnson frasa sig i 1887 sin, da Kielland blev negtet digtergage (se s. 170); men han fik den igjen i 1892.

*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK NORSK LITERATURHISTORIE FOR GYMNASIET, LÆRERSKOLER OG HØIERE FOLKESKOLER ***

Updated editions will replace the previous one—the old editions will be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright law means that no one owns a United States copyright in these works, so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United States without permission and without paying copyright royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to copying and distributing Project Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™ concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you charge for an eBook, except by following the terms of the trademark license, including paying royalties for use of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for copies of this eBook, complying with the trademark license is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation of derivative works, reports, performances and research. Project Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark license, especially commercial redistribution.

START: FULL LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free distribution of electronic works, by using or distributing this work (or any other work associated in any way with the phrase “Project Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full Project Gutenberg™ License available with this file or online at www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™ electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™ electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to and accept all the terms of this license and intellectual property (trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be used on or associated in any way with an electronic work by people who agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works even without complying with the full terms of this agreement. See paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™ electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual works in the collection are in the public domain in the United States. If an individual work is unprotected by copyright law in the United States and you are located in the United States, we do not claim a right to prevent you from copying, distributing, performing, displaying or creating derivative works based on the work as long as all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™ works in compliance with the terms of this agreement for keeping the Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily comply with the terms of this agreement by keeping this work in the same format with its attached full Project Gutenberg™ License when you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in a constant state of change. If you are outside the United States, check the laws of your country in addition to the terms of this agreement before downloading, copying, displaying, performing, distributing or creating derivative works based on this work or any other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no representations concerning the copyright status of any work in any country other than the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.

1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not contain a notice indicating that it is posted with permission of the copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in the United States without paying any fees or charges. If you are redistributing or providing access to a work with the phrase “Project Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™ trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted with the permission of the copyright holder, your use and distribution must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works posted with the permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™ License terms from this work, or any files containing a part of this work or any other work associated with Project Gutenberg™.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this electronic work, or any part of this electronic work, without prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with active links or immediate access to the full terms of the Project Gutenberg™ License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any word processing or hypertext form. However, if you provide access to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official version posted on the official Project Gutenberg™ website (www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works provided that:

• You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has agreed to donate royalties under this paragraph to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid within 60 days following each date on which you prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty payments should be clearly marked as such and sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation.”
• You provide a full refund of any money paid by a user who notifies you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™ License. You must require such a user to return or destroy all copies of the works possessed in a physical medium and discontinue all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™ works.
• You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the electronic work is discovered and reported to you within 90 days of receipt of the work.
• You comply with all other terms of this agreement for free distribution of Project Gutenberg™ works.

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread works not protected by U.S. copyright law in creating the Project Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™ electronic works, and the medium on which they may be stored, may contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all liability to you for damages, costs and expenses, including legal fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a written explanation to the person you received the work from. If you received the work on a physical medium, you must return the medium with your written explanation. The person or entity that provided you with the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a refund. If you received the work electronically, the person or entity providing it to you may choose to give you a second opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy is also defective, you may demand a refund in writing without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in accordance with this agreement, and any volunteers associated with the production, promotion and distribution of Project Gutenberg™ electronic works, harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, that arise directly or indirectly from any of the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™

Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of electronic works in formats readable by the widest variety of computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will remain freely available for generations to come. In 2001, the Project Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure and permanent future for Project Gutenberg™ and future generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit 501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up to date contact information can be found at the Foundation’s website and official page at www.gutenberg.org/contact

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread public support and donations to carry out its mission of increasing the number of public domain and licensed works that can be freely distributed in machine-readable form accessible by the widest array of equipment including outdated equipment. Many small donations ($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating charities and charitable donations in all 50 states of the United States. Compliance requirements are not uniform and it takes a considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up with these requirements. We do not solicit donations in locations where we have not received written confirmation of compliance. To SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state visit www.gutenberg.org/donate.

While we cannot and do not solicit contributions from states where we have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition against accepting unsolicited donations from donors in such states who approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make any statements concerning tax treatment of donations received from outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg web pages for current donation methods and addresses. Donations are accepted in a number of other ways including checks, online payments and credit card donations. To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.

Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be freely shared with anyone. For forty years, he produced and distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our website which has the main PG search facility: www.gutenberg.org.

This website includes information about Project Gutenberg™, including how to make donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.

I.	Episk digtning eller fortællende digtning.
II.	Lyrisk digtning eller stemningsdigtning.
III.	Dramatisk digtning eller skuespildigtning.

		Side
I.	Den gamle norsk-islandske (norrøne) literatur	5
II.	Folkedigtningen	17
III.	Den norsk-danske literatur under rikenes forening (fællesliteraturen)	21
	1. Reformationstiden (omtr. 1500-60)	21
	2. Det lærde tidsrum (omtr. 1560-1710)	24
	3. Ludvig Holberg og hans samtid (omtr. 1710-50)	39
	4. Oplysningstiden (omtr. 1750-1800)	60
IV.	Den nyere danske literatur	85
V.	Den nyere norske literatur	102
	1. Frihetsbegeistringens tid (omtr. 1814-30)	102
	2. Norskhetstiden (omtr. 1830-40)	106
	3. Nationalromantikken (omtr. 1840-70)	128
	4. Realisme og naturalisme (omtr. 1870-90)	162
	5. Tiden efter 1890	173
De forskjellige literaturarter		179
Navneregister		189
Indhold		192

The Project Gutenberg eBook of Norsk literaturhistorie for gymnasiet, lærerskoler og høiere folkeskoler

NORSK LITERATURHISTORIE

FORORD TIL 7DE UTGAVE.

I. Den gamle norsk-islandske (norrøne) literatur.

Eddakvad og skaldekvad.

Lover og sagaer.

II. Folkedigtningen.

III. Den norsk-danske literatur under rikenes forening. (Fællesliteraturen.)

1. Reformationstiden (omtrent 1500-1560).

2. Det lærde tidsrum (omtr. 1560-1710).

Den prosaiske literatur.

Den poetiske literatur.

3. Ludvig Holberg og hans samtid (omtr. 1710-1750).

4. Oplysningstiden (omtrent 1750-1800).

Den prosaiske literatur.

Den poetiske literatur.

Danske digtere ved slutningen av „Oplysningstiden“.

IV. Den nyere danske literatur.

V. Den nyere norske literatur.

1. Frihetsbegeistringens tid (omtr. 1814-1830).

2. Norskhetstiden (omtr. 1830-1840).

3. Nationalromantikken (1840-1870).

4. Realisme og naturalisme (omkr. 1870-1890).

5. Tiden efter 1890.

De forskjellige literaturarter.

Den poetiske literatur eller skjønliteraturen.

I. Episk digtning.

A. Ren episk eller likefrem fortællende digtning.

B. Episk-didaktisk digtning.

C. Episk-lyrisk digtning.

II. Lyrisk digtning.

A. Ren lyrisk digtning.

a) Personlig-lyriske digt.

b) Samfunds-lyriske digt.

B. Lyrisk-didaktisk digtning

III. Dramatisk digtning.

A. Tragedien eller sørgespillet

B. Komedien eller lystspillet

C. Det egentlige drama eller skuespil

D. Sangskuespillet

NAVNEREGISTER

INDHOLD

FOTNOTER

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE

NORSK
LITERATURHISTORIE

III. Den norsk-danske literatur under rikenes forening.
(Fællesliteraturen.)