The Project Gutenberg eBook of Sult
    
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this ebook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Sult

Author: Knut Hamsun

Release date: September 19, 2009 [eBook #30027]
                Most recently updated: October 24, 2024

Language: Norwegian

Credits: Jens Sadowski.
        Revised by Richard Tonsing.


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT ***

TRANSCRIBER’S NOTE


SPELLING. In this first edition of “Sult”, old spelling rules were
applied which look quite different from modern written Norwegian
(“bokmål”). In addition, the letters Å and å where set as Aa and aa,
respectively. Since many other Norwegian books printed at this time
used Å and å and in order to improve readability, all Aa and aa have
been converted to Å and å. Otherwise, the original spelling was not
changed.

SPACED-OUT TEXT. Text that was s p a c e d - o u t in the original text
has been changed to use _italics_.




KNUT HAMSUN


SULT


KØBENHAVN

P. G. PHILIPSENS FORLAG

Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover)

1890




FØRSTE STYKKE


Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne
forunderlige By, som ingen forlader, før han har fået Mærker af den . . . .

Jeg ligger vågen på min Kvist og hører en Klokke nedenunder mig slå seks
Slag; det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at færdes op og ned i
Trapperne. Nede ved Døren, hvor mit Rum var tapetseret med gamle Numre af
»Morgenbladet«, kunde jeg så tydelig se en Bekendtgørelse fra
Fyrdirektøren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende Avertissement
fra Bager Fabian Olsen om nybagt Brød.

Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tænke efter, om
jeg havde noget at glæde mig til idag. Det havde været lidt knapt for mig i
den sidste Tid; den ene efter den anden af mine Ejendele var bragt til
»Onkel«, jeg var bleven nervøs og utålsom, et Par Gange havde jeg også
ligget tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og da, når Lykken var god,
kunde jeg drive det til at få fem Kroner af et eller andet Blad for en
Føljeton.

Det lysned mer og mer, og jeg gav mig til at læse på Avertissementerne nede
ved Døren; jeg kunde endog skælne de magre, grinende Bogstaver om »Ligsvøb
hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten«. Det sysselsatte mig en lang Stund,
jeg hørte Klokken slå otte nedenunder, inden jeg stod op og klædte mig på.

Jeg åbned Vinduet og så ud. Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en
Klædesnor og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage af en nedbrændt
Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg lagde mig med
Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys
Dag, Høsten var kommet, den fine, svale Årstid, hvori alting skifter Farve
og forgår. Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud;
dette tomme Værelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tog
henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig
Lås for Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge på mine Strømper
om Natten, forat få dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, jeg havde
at fornøje mig ved, var en liden rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne
og døsed og tænkte på mangehånde Ting. Når det blæste hårdt, og Dørene
nedenunder stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og
ind fra Væggene, og »Morgenbladet« nede ved Døren fik Revner så lange som
en Hånd.

Jeg rejste mig og undersøgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen efter lidt
til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen.

Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal nytte mig at søge efter en
Bestilling mer! Disse mange Afslag, disse halve Løfter, rene Nej, nærede og
skuffede Håb, nye Forsøg, som hver Gang løb ud i intet, havde gjort det af
med mit Mod. Jeg havde tilsidst søgt en Plads som Regningsbud, men var
kommet forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed for femti Kroner.
Der var altid et eller andet til Hinder. Jeg mældte mig også til
Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i Forhallen og satte Brystet ud,
forat give Indtryk af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmægtig gik omkring
og beså disse Ansøgere, følte på deres Arme og gav dem et og andet
Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted blot på Hovedet og sagde, at jeg
var kasseret på Grund af mine Briller. Jeg mødte op påny, uden Briller, jeg
stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse som Knive, og
Manden gik mig atter forbi, og han smilte, — han havde kendt mig igen. Det
værste af alt var, at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige, at jeg
ikke længer kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske.

Hvor det havde gået jævnt og regelmæssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod
tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en
Kam tilbage eller en Bog at læse i, når det blev mig for trist. Hele
Sommeren udover havde jeg søgt ud på Kirkegårdene eller op i Slotsparken,
hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de
forskelligste Ting, underlige Påfund, Luner, Indfald af min urolige Hjærne;
i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de fjærneste Emner, som voldte mig
lange Tiders Anstrængelse og aldrig blev optaget. Når et Stykke var
færdigt, tog jeg fat på et nyt, og jeg blev ikke ofte nedslagen af
Redaktørernes Nej; jeg sagde stadig væk til mig selv, at engang vilde det
jo lykkes. Og virkelig, stundom, når jeg havde Held med mig og fik det lidt
godt til, kunde jeg få fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde.

Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked
en Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og få dem til
at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir
og Blyant i Lommen og gik ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for
ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed; der var gået et Par Dage, siden
min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget at betale med nu mere.

Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer fyldte Luften, et uhyre Morgenkor,
blandet med Fodgængernes Skridt og Smældene fra Hyrekuskenes Svøber. Denne
støjende Færdsel overalt oplived mig straks, og jeg begyndte at føle mig
mer og mer tilfreds. Intet var fjærnere fra min Tanke end blot at gå en
Morgentur i frisk Luft. Hvad kom Luften mine Lunger ved? Jeg var stærk som
en Rise og kunde standse en Vogn med min Skulder. En fin, sælsom Stemning,
Følelsen af den lyse Ligegladhed, havde bemægtiget sig mig. Jeg gav mig til
at iagttage de Mennesker, jeg mødte og gik forbi, læste Plakaterne på
Væggene, modtog Indtryk fra et Blik, slængt til mig fra en forbifarende
Sporvogn, lod hver Bagatel trænge ind på mig, alle små Tilfældigheder, som
krydsed min Vej og forsvandt.

Når man bare havde sig lidt til Mad en sådan lys Dag! Indtrykket af den
glade Morgen overvælded mig, jeg blev uregerlig tilfreds og gav mig til at
nynne af Glæde, uden nogén bestemt Grund. Ved en Slagterbutik stod en Kone
med en Kurv på Armen og spekulered på Pølser til Middag; idet jeg passered
hende, så hun hen på mig. Hun havde blot én Tand i Formunden. Nervøs og let
påvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, gjorde Konens Ansigt straks
et modbydeligt Indtryk på mig; den lange, gule Tand så ud som en liden
Finger, der stod op fra Kæven, og hendes Blik var endnu fuldt af Pølse, da
hun vendte det mod mig. Jeg tabte med en Gang Appetiten og følte Kvalme. Da
jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til Springet og drak lidt Vand; jeg så
op — Klokken var ti i Vor Frelsers Tårn.

Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om uden Bekymring for nogetsomhelst,
standsed ved et Hjørne, uden at behøve det, bøjed af og gik en Sidegade,
uden at have Ærinde derhen; jeg lod det stå til, førtes omkring i den glade
Morgen, vugged mig sorgfrit frem og tilbage blandt andre lykkelige
Mennesker; Luften var tom og lys, og mit Sind var uden en Skygge.

I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt en gammel, halt Mand foran mig.
Han bar en Byldt i den ene Hånd og gik med hele sit Legeme, arbejded af al
Magt, forat skyde Fart. Jeg hørte, hvor han pusted af Anstrængelse, og det
faldt mig ind, at jeg kunde bære hans Byldt; jeg søgte dog ikke at indhente
ham. Oppe i Grændsen mødte jeg Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi.
Hvorfor hav de han sådant Hastværk? Jeg havde slet ikke i Sinde at bede ham
om en Krone, jeg vilde også med det allerførste sende ham tilbage et Tæppe,
som jeg havde lånt af ham for nogle Uger siden. Såsnart jeg var kommet lidt
ovenpå, vilde jeg ikke være nogen Mand noget Tæppe skyldig; kanske begyndte
jeg allerede idag en Artikel om Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens
Frihed, hvadsomhelst, noget læseværdigt noget, som jeg vilde få ti Kroner
for mindst . . . . Og ved Tanken på denne Artikel følte jeg mig med en Gang
gennemstrømmet af Trang til at tage fat straks og øse af min fulde Hjærne;
jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken og ikke hvile, før jeg
havde fået den færdig.

Men den gamle Krøbling gjorde fremdeles de samme sprællende Bevægelser
foran mig i Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig at have dette
skrøbelige Menneske foran mig hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville
tage Ende; måske havde han bestemt sig til akkurat det samme Sted som jeg,
og jeg skulde hele Vejen have ham for mine Øjne. I min Ophidselse forekom
det mig, at han ved hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom vented på,
hvilken Retning jeg vilde tage, hvorpå han igen svang Byldten højt i Luften
og gik til af yderste Magt, forat få Forsprang. Jeg går og ser på dette
masede Væsen og blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod ham; jeg følte,
at han lidt efter lidt ødelagde min lyse Stemning og trak den rene, skønne
Morgen med sig ned i Hæslighed med det samme. Han så ud som et stort
humpende Insekt, der med Vold og Magt vilde slå sig til en Plads i Verden
og forbeholde sig Fortouget for sig selv alene. Da vi var kommet på Toppen
af Bakken, vilde jeg ikke længer finde mig i det, jeg vendte mig mod et
Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning til at komme væk. Da jeg
efter nogle Minutters Forløb atter begyndte at gå, var Manden foran mig
igen, også han havde stået bom stille. Jeg gjorde, uden at tænke mig om,
tre fire rasende Skridt fremad, indhented ham og slog Manden på Skulderen.

Han standsed med ét. Vi gav os begge til at stirre på hinanden.

»En liden Skilling til Melk!« sagde han endelig og lagde Hovedet på Siden.

Se så, nu stod jeg godt i det! Jeg følte i Lommerne og sagde:

»Til Melk ja. Hm. Det er småt med Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke,
hvor trængende De kan være.«

»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,« sagde Manden; »jeg ejer ikke en
Øre, og jeg har ikke fået Arbejde endnu.«

»Er De Håndværker?«

»Ja, jeg er Nådler.«

»Hvilket?«

»Nådler. Forresten kan jeg også gøre Sko.«

»Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De får vente her i nogle Minutter, så
skal jeg gå efter lidt Penger til Dem, nogle Øre.«

Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet, hvor jeg vidste om en Pantelåner
i anden Etage; jeg havde forøvrigt aldrig været hos ham før. Da jeg kom ind
i Porten, trak jeg skyndsomt min Vest af, rulled den sammen og stak den
under Armen; derpå gik jeg opad Trappen og banked på til Sjappen. Jeg
bukked og kasted Vesten på Disken.

»Halvanden Krone,« sagde Manden.

»Ja ja, Tak,« svared jeg. »Havde det ikke været det, at den begyndte at
blive lidt for knap til mig, så vilde jeg ikke have skilt mig ved den,
naturligvis.«

Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbage. Det var i Grunden et
udmærket Påfund, dette med Vesten; jeg vilde endog få Penge tilovers til en
rigelig Frokost, og inden Aften skulde så min Afhandling om Fremtidens
Forbrydelser være istand. Jeg begyndte på Stedet at finde Tilværelsen
blidere, og jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat få ham fra Hånden.

»Værsågod!« sagde jeg til ham. »Det glæder mig, at De har henvendt Dem til
mig først.«

Manden tog Pengene og begyndte at mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han og
stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at han især undersøgte mine Bukseknæ,
og jeg blev træt af denne Uforskammethed. Troed Slyngelen, at jeg virkelig
var så fattig som jeg så ud for? Havde jeg måske ikke sågodtsom begyndt at
skrive på en Artikel til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke for
Fremtiden, jeg havde mange Jærn i Ilden. Hvad kom det så et vild fremmed
Menneske ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling på en sådan lys Dag?
Mandens Blik irritered mig, og jeg beslutted mig til at give ham en
Irettesættelse, inden jeg forlod ham. Jeg trak på Skuldrene og sagde:

»Min gode Mand, De har lagt Dem til den stygge Uvane at glo en Mand på
Knæerne, når han giver Dem en Krones Penge.«

Han lagde Hovedet helt tilbage mod Muren og spærred Munden op. Der arbejded
noget bag hans Stodderpande, han tænkte ganske vist, at jeg vilde narre ham
på en eller anden Måde, og han rakte mig Pengene tilbage.

Jeg stamped i Gaden og svor på, at han skulde beholde dem. Indbildte han
sig, at jeg vilde have alt det Bryderi for ingenting? Når alt kom til alt
skyldte jeg ham måske denne Krone, jeg havde det med at huske en gammel
Gæld, han stod foran et retskaffent Menneske, ærlig ud i Fingerspidserne.
Kortsagt, Pengene var hans . . . . Å, ikke noget at takke for, det havde
været mig en Glæde. Farvel.

Jeg gik. Endelig havde jeg denne værkbrudne Plageånd afvejen, og jeg kunde
være uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrædet og standsed udenfor
en Husholdningshandel. Der lå fuldt op af Mad i Vinduet, og jeg bestemte
mig til at gå ind og få mig lidt med på Vejen.

»Et Stykke Ost og et Franskbrød!« sagde jeg og slængte min Halvkrone på
Disken.

»Ost og Brød for altsammen?« spurgte Konen ironisk, uden at se på mig.

»For hele femti Øre ja,« svared jeg uforstyrret.

Jeg fik mine Sager, sagde yderst høfligt Godmorgen til den gamle, fede Kone
og begav mig sporenstrængs opad Slotsbakken til Parken. Jeg fandt mig en
Bænk for mig selv og begyndte at gnave grådigt af min Niste. Det gjorde
godt; det var længe siden jeg havde fået et så rundeligt Måltid, og jeg
følte lidt efter lidt den samme mætte Ro i mig, som én føler efter en lang
Gråd. Mit Mod steg stærkt; det var mig ikke længer nok at skrive en Artikel
om noget så enkelt og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som desuden
hvemsomhelst kunde gætte sig til, ligefrem læse sig til i Historien; jeg
følte mig istand til en større Anstrængelse, jeg var i Stemning til at
overvinde Vanskeligheder, og jeg bestemte mig for en Afhandling i tre
Afsnit om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis vilde jeg få Lejlighed
til at knække ynkeligt nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde tage
mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, opdaged jeg, at jeg ikke længer
havde nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den efter mig i
Pantelånersjappen; min Blyant lå i Vestelommen.

Herregud hvor dog alting havde Lyst til at gå forkært for mig! Jeg banded
nogle Gange, rejste mig op fra Bænken og drev frem og tilbage i Gangene.
Det var meget stille overalt; langt borte, ved Dronningens Lysthus, rulled
et Par Barnepiger sine Vogne omkring, ellers var der ikke et Menneske at se
noget Sted. Jeg var dygtig forbittret i Sind og spadsered som en rasende
foran min Bænk, Hvor mærkelig vrangt gik det dog ikke på alle Kanter! En
Artikel i tre Afsnit skulde ligefrem strande på den simple Ting, at jeg
ikke havde et Stykke ti Øres Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik ned i
Pilestrædet igen og fik min Blyant tilbageleveret? Der vilde endda blive
Tid til at få et godt Stykke færdigt, inden de spadserende begyndte at
fylde Parken. Der var også så meget, som afhang af denne Afhandling om den
filosofiske Erkendelse, måske flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det.
Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde blive til stor Hjælp for mange
unge Mennesker. Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig på Kant; jeg kunde
jo undgå det, jeg behøved blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning, når jeg
kom til Spørgsmålet Tid og Rum; men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle
Sognepræst Renan . . . . Under alle Omstændigheder galdt det at gøre en
Artikel på så og så mange Spalter; den ubetalte Husleje, Værtindens lange
Blik om Morgenen, når jeg traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen og
dukked frem igen endog i mine glade Stunder, når jeg ellers ikke havde en
mørk Tanke. Dette måtte jeg have en Ende på. Jeg gik hurtigt ud af Parken,
forat hente min Blyant hos Pantelåneren.

Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented jeg to Damer, som jeg gik forbi.
Idet jeg passered dem, strejfed jeg den enes Ærme, jeg så op, hun havde et
fyldigt, lidt blegt Ansigt. Med ét blusser hun og blir forunderlig skøn,
jeg ved ikke hvorfor, måske af et Ord, hun hører af en forbigående, måske
blot af en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde det være fordi jeg
berørte hendes Arm? Det høje Bryst bølger heftigt nogle Gange, og hun
klemmer Hånden hårdt om Parasolskaftet. Hvad gik der af hende?

Jeg standsed og lod hende komme foran mig igen, jeg kunde ikke i Øjeblikket
gå videre, det hele forekom mig så besynderligt. Jeg var i et pirreligt
Lune, ærgerlig på mig selv for Hændelsen med Blyanten og i høj Grad
ophidset af al den Mad, jeg havde nydt på tom Mave. Med en Gang tager min
Tanke ved et lunefuldt Indfald en mærkelig Retning, jeg føler mig greben af
en sælsom Lyst til at gøre denne Dame bange, følge efter hende og
fortrædige hende på en eller anden Måde. Jeg indhenter hende atter og går
hende forbi, vender mig pludselig om og møder hende Ansigt til Ansigt,
forat iagttage hende. Jeg står og ser hende ind i Øjnene og hitter på
Stedet et Navn, som jeg aldrig havde hørt, et Navn med en glidende, nervøs
Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig ganske nær, retter jeg mig ivejret og
siger indtrængende:

»De mister Deres Bog, Frøken.«

Jeg kunde høre, hvor mit Hjærte slog hørligt, da jeg sagde det.

»Min Bog?« spørger hun sin Ledsagerinde. Og hun går videre.

Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte efter Damen. Jeg var mig i
Øjeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gøre
noget ved det; min forvirrede Tilstand løb af med mig og gav mig de mest
forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter Tur. Det nytted ikke,
hvormeget jeg sagde til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg gjorde de
dummeste Grimaser bag Damens Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, idet
jeg passered hende. Således vandrende ganske sagte fremad, altid i nogle
Skridts Forspring, følte jeg hendes Øjne i min Ryg, og jeg dukked mig
uvilkårlig ned af Skam over at have været hende til Plage. Lidt efter lidt
fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at være langt borte, andre Steder
henne, jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det ikke var mig, som gik
der på Stenfliserne og dukked mig ned.

Nogle Minutter efter er Damen kommet til Paschas Boglade, jeg har allerede
standset ved det første Vindu, og idet hun går forbi mig, træder jeg frem
og gentager:

»De mister Deres Bog, Frøken.«

»Nej, hvilken Bog?« siger hun i Angst. »Kan du forstå, hvad det er for en
Bog, han taler om?«

Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt over hendes Forvirring, denne
Rådvildhed i hendes Øjne henrykker mig. Hendes Tanke kan ikke fatte min
lille desperate Tiltale; hun har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad af
en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, ser sig gentagne Gange ind i
Hænderne, vender Hovedet og undersøger Gaden bag sig, anstrænger sin lille
ømtålige Hjærne til det yderste, forat finde ud, hvad det er for en Bog,
jeg taler om. Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det
andet Udtryk, og hun ånder ganske hørligt; selv Knapperne i hendes Kjole
synes at stirre på mig som en Række forfærdede Øjne.

»Bryd dig ikke om ham,« siger hendes Ledsagerske og trækker hende i Armen;
»han er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er fuld!«

Så fremmed, som jeg i dette Øjeblik var for mig selv, så fuldstændig et
Bytte for sære, usynlige Indflydelser, foregik der intet omkring mig, uden
at jeg lagde Mærke til det. En stor brun Hund sprang tværs over Gaden,
henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde et ganske smalt Halsbånd af
Nysølv. Højere op i Gaden åbnedes et Vindu i anden Etage, og en Pige lagde
sig ud af det med opbrættede Ærmer og gav sig til at pudse Ruderne på
Ydersiden. Intet undgik min Opmærksomhed, jeg var klar og åndsnærværende,
alle Ting strømmed ind på mig med en skinnende Tydelighed, som om der
pludselig var bleven et stærkt Lys omkring mig. Damerne foran mig havde
begge en blå Fuglevinge i Hatten og et skotsk Silkebånd om Halsen. Det
faldt mig ind, at de var Søstre.

De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandel og talte sammen, jeg
standsed også. Derpå kom de begge to tilbage, gik den samme Vej, som de var
kommet, passered mig igen, drejed om Hjørnet ved Universitetsgaden og gik
lige op til St. Olafs Plads. Jeg var dem hele Tiden så nær i Hælene som jeg
turde. De vendte sig engang og sendte mig et halvt bange, halvt nysgærrigt
Blik, og jeg så ingen Fortørnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn.
Denne Tålmodighed med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, og jeg slog
Øjnene ned. Jeg vilde ikke længer være dem til Fortræd, jeg vilde af ren
Taknemmelighed følge dem med Øjnene, ikke tabe dem afsyne, helt til de gik
ind et Sted og blev borte.

Udenfor Numer 2, et stort fire Etages Hus, vendte de sig endnu engang,
hvorpå de gik ind. Jeg læned mig til en Gaslygte ved Fontænen og lytted
efter deres Skridt i Trapperne; de døde hen i anden Etage. Jeg træder frem
fra Lygten og ser opad Huset. Da sker der noget besynderligt. Gardinerne
bevæger sig højt oppe, et Øjeblik efter åbnes et Vindu, et Hoved stikker
ud, og to sært seende Øjne hviler på mig. Ylajali! sagde jeg halvhøjt, og
jeg følte, at jeg blev rød. Hvorfor råbte hun ikke om Hjælp? Hvorfor stødte
hun ikke til en af Blomsterpotterne og rammed mig i Hovedet, eller sendte
nogen ned, forat jage mig væk? Vi står og ser hinanden ind i Øjnene uden at
røre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og
der siges ikke et Ord Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint
Stød gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der
forsvinder indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort fra Vinduet, Betoningen
i denne Bevægelse med Skuldren var som et Nik til mig; mit Blod fornam
denne fine Hilsen, og jeg følte mig i samme Stund vidunderlig glad. Så
vendte jeg om og gik nedad Gaden.

Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste ikke, om hun atter var kommet til
Vinduet; efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmål, blev jeg mer og mer
urolig og nervøs. Formodentlig stod hun i dette Øjeblik og fulgte nøje alle
mine Bevægelser, og det var på ingen Måde til at holde ud at vide sig
således undersøgt bagfra. Jeg strammed mig op så godt jeg kunde og gik
videre; det begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev ustø, fordi jeg med
Vilje vilde gøre den smuk. Forat synes rolig og ligegyldig slængte jeg
meningsløst med Armene, spytted i Gaden og satte Næsen ivejret; men intet
hjalp. Jeg følte stadig de forfølgende Øjne i min Nakke, og det løb mig
koldt gennem Kroppen. Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, hvorfra jeg
tog Vejen ned i Pilestrædet, forat få fat på min Blyant.

Jeg havde ingen Møje med at få den tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten
selv og bad mig undersøge alle Lommerne med det samme; jeg fandt også et
Par Lånesedler, som jeg stak til mig, og takked den venlige Mand for hans
Imødekommenhed. Jeg blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig i samme
Stund meget om at gøre at give dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg
gjorde et Slag henimod Døren og vendte atter tilbage til Disken, som om jeg
havde glemt noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, en Oplysning, og
jeg gav mig til at nynne, forat gøre ham opmærksom. Da tog jeg Blyanten i
Hånden og holdt den ivejret.

Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, at gå lange Veje for en hvilkensom
helst sådan Blyant; men med denne var det en anden Sag, en egen Årsag. Så
ringe som den så ud, havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig til det,
jeg var i Verden, så at sige sat mig på min Plads i Livet . . . .

Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt hen til Disken.

»Ja så?« sagde han og så nysgærrigt på mig.

Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, havde jeg skrevet min Afhandling
om den filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han ikke havde hørt den
omtale?

Og Manden synes nok, at han havde hørt Navnet, Titlen.

Ja, sagde jeg, den var af mig, den! Så det måtte endelig ikke forundre ham,
at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage; den havde altfor stort
Værd for mig, den var mig næsten som et lidet Menneske. Forresten var jeg
ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, og jeg vilde huske ham for den
— jo, jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et Ord var et Ord, den
Slags Mand var jeg, og han fortjente det. Farvel.

Jeg gik til Døren med en Holdning, som om jeg kunde anbringe en Mand i en
høj Post i Brandvæsenet. Den skikkelige Pantelåner bukked to Gange for mig,
idet jeg fjærned mig, og jeg vendte mig endnu engang og sagde Farvel.

I Trappen mødte jeg en Kone, som bar en Vadsæk i Hånden. Hun trykked sig
ængsteligt til Siden, forat give mig Plads, og jeg greb uvilkårligt i
Lommen efter noget at give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, blev jeg
flau og gik hende duknakket forbi. Lidt efter hørte jeg, at også hun banked
på til Sjappen; der var et Ståltrådsprinkel på Døren, og jeg kendte straks
igen den klirrende Lyd, når et Menneskes Knoger berørte det.

Solen stod i Syd, Klokken var omtrent tolv. Byen begyndte at komme på
Benene, det nærmed sig Spadsertiden, og hilsende og leende Folk bølged op
og ned ad Karl Johan. Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden og slap
ubemærket forbi nogle Bekendte, som havde indtaget et Hjørne ved
Universitetet, forat beskue de forbigående. Jeg vandred opad Slotsbakken og
faldt i Tanker.

Disse Mennesker, jeg mødte, hvor let og lystigt vugged de ikke sine lyse
Hoveder og svinged sig gennem Livet som gennem en Balsal! Der var ikke Sorg
i et eneste Øje, jeg så, ingen Byrde på nogen Skulder, kanske ikke en skyet
Tanke, ikke en liden hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. Og jeg gik
der lige ved Siden af disse Mennesker, ung og nys udsprungen, og jeg havde
allerede glemt, hvordan Lykken så ud! Jeg dægged for mig selv med denne
Tanke og fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. Hvorfor havde de sidste
Måneder faret så mærkelig hårdt frem med mig? Jeg kendte slet ikke mit lyse
Sind igen, og jeg havde de underligste Plager på alle Kanter. Jeg kunde
ikke sætte mig på en Bænk for mig selv eller røre min Fod noget Sted hen,
uden at blive overfaldt af små og betydningsløse Tilfældigheder, jammerlige
Bagateller, som trængte ind i mine Forestillinger og spredte mine Kræfter
for alle Vinde. En Hund, som strøg mig forbi, en gul Rose i en Herres
Knaphul, kunde sætte mine Tanker i Vibren og optage mig for længere Tid.
Hvad var det, som fejled mig? Havde Herrens Finger pegt på mig? Men hvorfor
just på mig? Hvorfor ikke lige så godt på en Mand i Sydamerika, for den
Skyld? Når jeg overvejed Tingen, blev det mig mer og mer ubegribeligt, at
netop jeg skulde være udset til Prøveklud for Guds Nådes Lune. Det var en
nokså ejendommelig Fremgangsmåde at springe over en hel Verden, forat række
mig; der var nu både Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør
Hennechen.

Jeg gik og drøfted denne Sag og kunde ikke blive den kvit, jeg fandt de
vægtigste Indvendinger mod denne Herrens Vilkårlighed at lade mig undgælde
for alles Skyld. Endog efterat jeg havde fundet mig en Bænk og sat mig ned,
vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte mig og hindre mig fra at tænke på
andre Ting. Fra den Dag i Majmåned, da mine Genvordigheder begyndte, kunde
jeg så tydeligt mærke en lidt efter lidt tiltagende Svaghed, jeg var
ligesom bleven for mat til at styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm
af små Skadedyr havde trængt ind i mit Indre og udhulet mig. Hvad om Gud
ligefrem havde i Sinde at ødelægge mig ganske? Jeg rejste mig op og drev
frem og tilbage foran Bænken.

Mit hele Væsen var i dette Øjeblik i den højeste Grad af Pine; jeg havde
endog Smærter i Armene og kunde knapt holde ud at bære dem på sædvanlig
Måde. Af mit sidste svære Måltid følte jeg også et stærkt Ubehag, jeg var
overmæt og ophidset og spadsered frem og tilbage, uden at se op; de
Mennesker, som kom og gik omkring mig, gled mig forbi som Skimt. Endelig
blev min Bænk optagen af et Par Herrer, som tændte sine Cigarer og
passiared højt; jeg blev vred og vilde tiltale dem, men vendte om og gik
helt over til den anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en ny Bænk. Jeg
satte mig.

Tanken på Gud begyndte atter at optage mig. Jeg syntes, det var højst
uforsvarligt af ham at lægge sig imellem hver Gang, jeg søgte efter en
Post, og forstyrre det hele, aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg bad
om. Jeg havde så tydelig mærket, at når jeg sulted lidt længe ad Gangen,
var det ligesom min Hjærne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde
mig tom. Mit Hoved blev let og fraværende, jeg følte ikke længer dets
Tyngde på mine Skuldre, og jeg havde en Fornemmelse af, at mine Øjne glante
altfor vidtåbent, når jeg så på nogen.

Jeg sad der på Bænken og tænkte over alt dette og blev mer og mer bitter
mod Gud for hans vedholdende Plagerier. Hvis han mente at drage mig nærmere
til sig og gøre mig bedre ved at udpine mig og lægge Modgang på Modgang i
min Vej, så tog han lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg så op mod
det høje næsten grædende af Trods og sagde ham dette en Gang for alle i mit
stille Sind.

Stumper af min Børnelærdom randt mig ihu, Bibelens Stiltone sang for mine
Øren, og jeg talte ganske sagte med mig selv og lagde Hovedet spydigt på
Siden. Hvi bekymred jeg mig for, hvad jeg skulde æde, hvad jeg skulde
drikke, og hvad jeg skulde iføre den usle Maddiksæk kaldet mit jordiske
Legem? Havde ikke min himmelske Fader sørget for mig, som for Spurvene
under Himlen, og vist mig den Nåde at pege på sin ringe Tjener? Gud havde
stukket sin Finger ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske løseligt bragt
lidt Uorden i Trådene. Og Gud havde trukket sin Finger tilbage, og der var
Trevler og fine Rodtråde på Fingeren af mine Nervers Tråde. Og der var et
åbent Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og Sår i min Hjærne efter
hans Fingers Veje. Men der Gud havde berørt mig med sin Hånds Finger, lod
han mig være og berørte mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares. Men
han lod mig gå med Fred, og han lod mig gå med det åbne Hul. Og intet ondt
vederfores mig af Gud, som er Herren i al Evighed . . . .

Stød af Musik bares af Vinden op til mig fra Studenterlunden, Klokken var
altså over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat forsøge at skrive noget,
i det samme faldt min Barberbog ud af Lommen. Jeg åbned den og talte
Bladene, der var seks Billetter tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkårlig;
jeg kunde endnu blive barberet i nogle Uger og se lidt godt ud! Og jeg kom
straks i en bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, som jeg endnu
havde tilbage; jeg glatted Billetterne omhyggeligt ud og forvared Bogen i
Lommen.

Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par Linjer vilde der ikke falde mig
noget ind; mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde ikke stramme mig op
til nogen bestemt Anstrængelse. Alle Ting indvirked på mig og distrahered
mig, alt, hvad jeg så, gav mig nye Indtryk. Fluer og små Myg satte sig fast
på Papiret og forstyrred mig; jeg pusted på dem, forat få dem væk, blæste
hårdere og hårdere, men uden Nytte. De små Bæster lægger sig bagud, gør sig
tunge og stritter imod, så deres tynde Ben bugner. De er slet ikke til at
flytte af Pletten. De finder sig noget at hage sig fast i, spænder Hælene
mod et Komma eller en Ujævnhed i Papiret og står uryggelig stille sålænge,
til de selv finder for godt at gå sin Vej.

En Tidlang vedblev disse små Udyr at beskæftige mig, og jeg lagde Benene
overkors og gav mig god Tid med at iagttage dem. Med én Gang bæved en eller
to høje Klarinettoner op til mig fra Lunden og gav min Tanke et nyt Stød.
Mismodig over ikke at kunne gøre min Artikel istand, stak jeg igen
Papirerne i Lommen og læned mig bagover på Bænken. I dette Øjeblik er mit
Hoved så klart, at jeg kan tænke de fineste Tanker, uden at trættes. Idet
jeg ligger i denne Stilling og lader Øjnene løbe nedad mit Bryst og mine
Ben, lægger jeg Mærke til den sprættende Bevægelse, min Fod gør, hver Gang
Pulsen slår. Jeg rejser mig halvt op og ser ned på mine Fødder, og jeg
gennemgår i denne Stund en fantastisk og fremmed Stemning, som jeg aldrig
tidligere havde følt; det gav et fint, vidunderligt Sæt gennem mine Nerver,
som om der gik Ilinger af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste Øjnene på mine
Sko, var det som jeg havde truffet en god Bekendt eller fået en løsreven
Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesfølelse sittrer gennem mine
Sandser, Tårerne kommer mig i Øjnene, og jeg fornemmer mine Sko som en
sagte susende Tone imod mig. Svaghed! sagde jeg hårdt til mig selv, og jeg
knytted Hænderne og sagde Svaghed. Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse
latterlige Følelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; jeg talte
meget strængt og forstandigt, og jeg kneb Øjnene heftigt sammen, forat få
Tårerne bort. Som om jeg aldrig havde set mine Sko før, giver jeg mig til
at studere deres Udseende, deres Mimik, når jeg rørte på Foden, deres Form
og de slidte Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og hvide Sømme giver
dem Udtryk, meddeler dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget Væsen gået
over i disse Sko, de virked på mig som en Ånde mod mit Jeg, en pustende Del
af mig selv . . . .

Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser en lang Stund, måske en hel Time.
En liden, gammel Mand kom og optog den anden Ende af min Bænk; idet han
satte sig, pusted han tungt ud efter Gangen og sagde:

»Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!«

Så snart jeg hørte hans Stemme, var det som en Vind fejed gennem mit Hoved,
jeg lod Sko være Sko, og det forekom mig allerede, at den forvirrede
Sindsstemning, jeg just havde oplevet, skrev sig fra en længst svunden Tid,
kanske et År eller to tilbage, og var så småt i Færd med at udviskes af min
Erindring. Jeg satte mig til at se på den gamle.

Hvad angik han mig, denne lille Mand? Intet, ikke det ringeste! Kun at han
holdt en Avis i Hånden, et gammelt Numer, med Avertissementssiden ud, hvori
der syntes at ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev nysgærrig og
kunde ikke få mine Øjne bort fra den Avis; jeg fik den vanvittige Idé, at
det kunde være en ganske mærkelig Avis, enestående i sit Slags; min
Nysgærrighed steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og tilbage på Bænken.
Det kunde være Dokumenter, farlige Aktstykker, stjålet fra et Arkiv. Og der
foresvæved mig noget om en hemmelig Traktat, en Sammensværgelse.

Manden sad stille og tænkte. Hvorfor bar han ikke sin Avis, som ethvert
andet Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad var det for Slags
Underfundigheder? Han så ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hånden,
ikke for alt i Verden, han turde måske ikke engang betro den til sin egen
Lomme. Jeg kunde dø på, at der stak noget under med Pakken.

Jeg så ud i Luften. Netop det, at det var så umuligt at trænge ind i denne
mystiske Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed. Jeg ledte i mine
Lommer efter noget at give Manden, forat komme i Samtale med ham, og jeg
fik fat i min Barberbog, men gæmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at
være yderst fræk, jeg klapped mig på min tomme Brystlomme og sagde:

»Tør jeg byde Dem en Cigaret?«

Tak, Manden røgte ikke, han havde måttet høre op, forat spare sine Øjne,
han var næsten blind. Takker forresten så meget!

Om det var længe siden hans Øjne tog Skade? Så kunde han måske ikke læse
heller? Ikke engang Aviser?

Ikke engang Aviser, desværre!

Manden så på mig. De syge Øjne havde hver sin Hinde, der gav dem et
glasagtigt Udseende, hans Blik blev hvidt og gjorde et modbydeligt Indtryk.

»De er fremmed her?« sagde han.

Ja. — Om han ikke engang kunde læse Titlen på den Avis, han holdt i
Hånden?

Næppe. — Forresten havde han straks hørt, at jeg var fremmed; der var
noget i mit Tonefald, som sagde ham det. Der skulde så lidet til, han hørte
så godt; om Natten, når alle sov, kunde han høre Menneskene i Sideværelset
puste . . . . Hvad jeg vilde sige, hvor bor De henne?

En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i Hovedet. Jeg løj ufrivilligt, uden
Forsæt og uden Bagtanke, jeg svared:

»På St. Olafs Plads Numer 2.«

Virkelig? Manden kendte hver Brosten på St. Olafs Plads. Der var en
Fontæne, nogle Gaslygter, et Par Træer, han husked det hele . . . . Hvad
Numer bor De i?

Jeg vilde gøre en Ende på det og rejste mig, dreven til det yderste af min
fikse Idé med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, hvad det så end skulde
koste.

»Når De ikke kan læse den Avis, hvorfor . . . .«

»I Numer 2, syntes jeg, De sagde?« fortsatte Manden, uden at agte på min
Uro. »Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer 2. Hvad hedder Deres
Vært?«

Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham kvit, laved dette Navn i
Øjeblikket og slynged det ud, forat standse min Plageånd.

»Happolati,« sagde jeg.

»Happolati, ja,« nikked Manden, og han misted ikke en Stavelse i dette
vanskelige Navn.

Jeg så forbauset på ham; han sad meget alvorlig og havde en tænksom Mine.
Ikke før havde jeg udtalt dette dumme Navn, som faldt mig ind, før Manden
fandt sig tilrette med det og lod til at have hørt det før. Imidlertid
lagde han sin Pakke fra sig på Bænken, og jeg følte al min Nysgærrighed
dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mærke til, at der var et Par fede
Pletter på Avisen.

»Er han ikke Sjømand, Deres Vært?« spurgte Manden, og der var ikke Spor af
undertrykt Ironi i hans Stemme. »Jeg synes huske, at han var Sjømand?«

»Sjømand? Om Forladelse, det må være Broderen, De kender; dette her er
nemlig J. A. Happolati, Agent.«

Jeg troed, at dette vilde gøre det af med ham; men Manden gik villigt med
på alt; om jeg havde fundet et Navn som Barabas Rosenknopsen, vilde det
ikke have vakt hans Mistanke.

»Det skal være en flink Mand, har jeg hørt.« sagde han, forsøgende sig
frem.

»Å, en forslagen Mand,« svared jeg, »et dygtigt Forretningshoved, Agent for
alt muligt, Tyttebær på Kina, Fjær og Dun fra Rusland, Huder, Træmasse,
Skriveblæk . . . .«

»He-he, det var da Fan!« afbrød Oldingen i høj Grad oplivet.

Dette begyndte at blive interessant. Situationen løb af med mig, og den ene
Løgn efter den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig igen, glemte Avisen,
de mærkelige Dokumenter, blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den lille
Dværgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, jeg vilde lyve ham hensynsløst
fuld, slå ham storslagent af Marken og bringe ham til at tie af
Forbauselse.

Om han havde hørt om den elektriske Salmebog, som Happolati havde opfundet?

Hvad, elek . . . .

Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse i Mørke! Et aldeles storartet
Foretagende, Millioner Kroner i Bevægelse, Støberier og Trykkerier i
Arbejde, Skarer af fast lønnede Mekanikere sysselsat, jeg havde hørt sige
syv hundrede Mand.

»Ja, er det ikke som jeg siger!« sagde Manden stille. Mer sagde han ikke;
han troed hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke i Staver. Dette
skuffed mig en Smule, jeg havde ventet at se ham forvildet af mine Påfund.

Jeg opfandt endnu et Par desperate Løgne, drev det til Hazard, ymted om, at
Happolati havde været Minister i ni År i Persien. De har det måske ikke på
Anelsen, hvad det vil sige at være Minister i Persien? spurgte jeg. Det var
mere end Konge her, eller omtrent som Sultan, om han vidste, hvad det var.
Men Happolati havde klaret det hele og aldrig stået fast. Og jeg fortalte
om Ylajali, hans Datter, en Fé, en Prinsesse, som havde tre hundrede
Slavinder og lå på et Leje af gule Roser; hun var det skønneste Væsen, jeg
havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig oplevet Magen til Syn i mit
Liv!

»Så, hun var så vakker?« yttred den gamle med en fraværende Mine og så ned
i Marken.

Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt sød! Øjne som Råsilke, Arme af Rav!
Bare et enkelt Blik af hende var forførende som et Kys, og når hun kaldte
på mig, jog hendes Stemme mig som en Stråle af Vin lige ind i min Sjæls
Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke være såpas dejlig? Tog han hende for et
Regningsbud eller for noget i Brandvæsenet? Hun var simpelthen en Himlens
Herlighed, skulde jeg sige ham, et Æventyr.

»Ja, ja!« sagde Manden lidt betuttet.

Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset af min egen Stemme og talte i
fuldt Alvor. De stjålne Arkivsager, Traktaten med en eller anden fremmed
Magt, var ikke mere i min Tanke; den lille, flade Pakke lå der på Bænken
imellem os, og jeg havde ikke længer den ringeste Lyst til at undersøge den
og se, hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af mine egne Historier, der
drev underlige Syner forbi mine Øjne, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg
løj af fuld Hals.

I dette Øjeblik syntes Manden at ville gå. Han letted på sig og spurgte,
for ikke at bryde for brat af:

»Han skal have svære Ejendomme denne Happolati?«

Hvor turde denne blinde, modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn,
jeg havde digtet op, som om det var et almindeligt Navn og stod på hvert
Høkerskildt i Byen? Han snubled aldrig på et Bogstav og glemte ikke en
Stavelse; dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjærne og slået Rødder i
samme Stund. Jeg blev ærgerlig, en indre Forbittrelse begyndte at opstå i
mig mod dette Menneske, som intet kunde bringe i Knibe og intet gøre
mistænksom.

»Det kender jeg ikke til,« svared jeg derfor tvært; »jeg kender aldeles
ikke til det. Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for alle, at han hedder
Johan Arendt Happolati, at dømme efter hans egne Forbogstaver.«

»Johan Arendt Happolati«, gentog Manden lidt forundret over min Heftighed.
Så taug han.

»De skulde set hans Kone,« sagde jeg rasende; »tykkere Menneske . . . . Ja,
De tror kanske ikke, at hun var videre tyk?«

Jo, det syntes han nok, han ikke kunde fragå; en sådan Mand havde måske en
lidt tyk Kone.

Oldingen svared sagtmodig og stille på hvert af mine Udfald og søgte efter
Ord, som om han var bange for at forgå sig og gøre mig vred.

»Helvedes Pine, Mand, tror De måske, at jeg sidder her og lyver Dem
kapitalt fuld?« råbte jeg ude af mig selv. »Tror De kanske ikke engang, at
der gives en Mand ved Navn Happolati? Jeg har aldrig set på Magen til Trods
og Ondskab hos en gammel Mand! Hvad Fan går der af Dem? De har kanske
ovenikøbet tænkt ved Dem selv, at jeg var en yderlig fattig Mand, som sad
her i min bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter i Lommen? En sådan
Behandling, som Deres, er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og jeg
tåler den Gud døde mig ikke, hverken af Dem eller nogen anden, så meget De
ved det!«

Manden havde rejst sig. Med gabende Mund stod han stum og hørte på mit
Udbrud indtil det var tilende, så greb han hurtigt sin Pakke på Bænken og
gik, næsten løb henad Gangen med små Oldingeskridt.

Jeg sad tilbage og så på hans Ryg, som gled mer og mer bort og syntes at
lude mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg fik det Indtryk fra, men det
forekom mig, at jeg aldrig havde set en uærligere, lastefuldere Ryg end
denne, og jeg angred ikke, at jeg havde skældt Mennesket ud, før han forlod
mig . . . .

Dagen begyndte at hælde. Solen sank, det tog på at suse lidt i Træerne
omkring, og Barnepigerne, som sad i Klynger henne ved Balancerstangen,
belaved sig på at trille sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. Den
Ophidselse, jeg just havde været i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt
sammen, blev slap og begyndte at føle mig søvnig; den store Mængde Brød,
jeg havde spist, var mig heller ikke længer til synderlig Mén. I den bedste
Stemning læned jeg mig bagover på Bænken, lukked Øjnene og blev mer og mer
døsig, jeg blunded og var lige ved at falde i fast Søvn, da en Parkmand
lagde sin Hånd på min Skulder og sagde:

»De må ikke sidde og sove herinde.«

»Nej,« sagde jeg og rejste mig straks. Og med ét Slag stod atter min
sørgelige Stilling lyslevende for mine Øjne. Jeg måtte gøre noget, finde på
et eller andet! At søge Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, jeg
gik og viste frem, var blevet lidt gamle og skrev sig fra altfor ukendte
Personer til at kunne virke kraftigt; desuden havde disse stadige Afslag
udefter Sommeren gjort mig noget forknyt. Nå — under alle Omstændigheder
var min Husleje forfalden, og jeg måtte gøre en Udvej til den. Så fik det
bero med det øvrige sålænge.

Ganske uvilkårligt havde jeg igen fået Blyant og Papir i Hænderne, og jeg
sad og skrev mekanisk Årstallet 1848 i alle Hjørner. Om nu blot en enkelt
brusende Tanke vilde betage mig vældigt og lægge mig Ordene i Munden! Det
havde jo hændt før, det havde virkelig hændt, at sådanne Stunder var kommet
over mig, da jeg kunde skrive et langt Stykke uden Anstrængelse og få det
velsignet godt til.

Jeg sidder der på Bænken og skriver Snese Gange 1848, skriver dette Tal
påkryds og tvers i alle mulige Façoner, og venter på, at en brugbar Idé
skal falde mig ind. En Sverm af løse Tanker flagrer om i mit Hoved,
Stemningen i den hældende Dag gør mig mismodig og sentimental. Høsten er
kommet og har allerede begyndt at lægge alting i Dvale, Fluer og Smådyr har
fået det første Knæk, oppe i Træerne og nede på Marken høres Lyden af det
stridende Liv, puslende, susende uroligt, arbejdende for ikke at forgå.
Alle Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rører sig endnu engang, stikker
sine gule Hoveder op af Mosen, løfter sine Ben, føler sig frem med lange
Tråde og synker så pludselig sammen, vælter om og vender Bugen ivejret.
Hver Vækst har fået sit Særpræg, et fint henåndende Pust af den første
Kulde; Stråene stritter blege op mod Solen, og det affaldne Løv hvisler
henad Jorden med en Lyd som af vandrende Silkeorme. Det er Høstens Tid,
midt i Forgængelsens Karneval; Roserne har fået Betændelse i Rødmen, et
hektisk, vidunderligt Skær over den blodrøde Farve.

Jeg følte mig selv som et Kryb i Undergang, greben af Ødelæggelsen midt i
denne dvalefærdige Alverden. Jeg rejste mig op, besat af sære Rædsler, og
tog nogle voldsomme Skridt henad Gangen. Nej! råbte jeg og knytted begge
mine Hænder, dette må der blive en Ende på! Og jeg satte mig igen, tog
atter Blyanten i Hånden og vilde gøre Alvor af det med en Artikel. Det
kunde aldeles ikke nytte at give sig over, når man stod med en ubetalt
Husleje lige for Tænderne.

Langsomt, ganske langsomt begyndte mine Tanker at samle sig. Jeg passed på
og skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som en Indledning til noget;
det kunde være Begyndelsen til hvadsomhelst, en Rejseskildring, en politisk
Artikel, eftersom jeg selv fandt for godt. Det var en ganske fortræffelig
Begyndelse til noget af hvert.

Så gav jeg mig til at søge efter et bestemt Spørgsmål, jeg kunde behandle,
en Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg kunde ikke finde noget. Under
denne frugtesløse Anstrængelse begyndte der igen at komme Uorden i mine
Tanker, jeg følte, hvorledes min Hjærne formelig slog Klik, mit Hoved
tømtes, tømtes, og det stod tilsidst let og uden Indhold tilbage på mine
Skuldre. Jeg fornam denne glanende Tomhed i mit Hoved med hele Legemet, jeg
syntes mig selv udhulet fra øverst til nederst.

»Herre, min Gud og Fader!« råbte jeg i Smærte, og jeg gentog dette Råb
mange Gange i Træk, uden at sige mer.

Vinden rasled i Løvet, det trak op til Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og
stirred fortabt på mine Papirer, lagde dem så sammen og stak dem langsomt i
Lommen. Det blev køligt, og jeg havde ingen Vest mere; jeg knapped Frakken
helt op i Halsen og stak Hænderne i Lommen. Så rejste jeg mig og gik.

Om det bare havde lykkedes mig denne Gang, denne ene Gang! To Gange havde
min Værtinde spurgt mig med Øjnene efter Betalingen, og jeg havde måttet
dukke mig ned og snige mig forbi hende med en forlegen Hilsen. Jeg kunde
ikke gøre det igen; næste Gang jeg mødte disse Øjne, vilde jeg opsige mit
Rum og gøre ærligt Rede for mig; det kunde så alligevel ikke vare ved i
Længden på denne Måde.

Da jeg kom til Udgangen af Parken, så jeg igen den gamle Dværg, som jeg i
mit Raseri havde jaget på Flugt. Den mystiske Avispakke lå opslagen ved
Siden af ham på Bænken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som han sad og
bed af. Jeg vilde lige med ét gå hen til ham og undsylde mig, bede om
Tilgivelse for min Opførsel, men hans Mad stødte mig tilbage; de gamle
Fingre, der så ud som ti rynkede Klør, klemte modbydeligt om de fede
Smørogbrød, jeg følte Kvalme og gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han
kendte mig ikke, hans Øjne stirred på mig tørre som Horn, og hans Ansigt
fortrak ikke en Mine.

Og jeg fortsatte min Vej.

Efter Sædvane standsed jeg ved hver udhængt Avis, som jeg passered, forat
studere Bekendtgørelserne om ledige Pladse, og jeg var så heldig at finde
én, som jeg kunde påtage mig: En Købmand på Grønlandsleret søgte efter en
Mand til et Par Timers Bogførsel hver Aften; Løn efter Overenskomst. Jeg
notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed til Gud om denne Plads; jeg
vilde forlange mindre end nogen anden for Arbejdet, femti Øre var rigeligt,
eller kanske firti Øre; det fik blive ganske som det vilde med det.

Da jeg kom hjem, lå der på mit Bord en Seddel fra min Værtinde, hvori hun
bad mig om at betale min Husleje i Forskud eller flytte ud, så snart jeg
kunde. Jeg måtte ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste en nødig
Begæring. Venskabeligst Madam Gundersen.

Jeg skrev en Ansøgning til Købmand Christie Grønlandsleret Numer 31, lagde
den i en Konvolut og bragte den ned i Kassen på Hjørnet. Så gik jeg op på
mit Værelse igen og satte mig til at tænke i Gyngestolen, mens Mørket blev
tættere og tættere. Det begyndte at blive vanskeligt at holde sig oppe nu.

                                   * * *

Om Morgenen vågned jeg meget tidligt. Det var endnu ganske mørkt, da jeg
slog Øjnene op, og først længe efter hørte jeg Klokken i Lejligheden
nedenunder mig slå fem Slag. Jeg vilde lægge mig til at sove igen, men
kunde ikke mere falde i Søvn, jeg blev mer og mer vågen og lå og tænkte på
tusind Ting.

Pludselig falder der mig ind en eller to gode Sætninger til Brug for en
Skitse, en Føljeton, fine sproglige Lykketræf, som jeg aldrig havde fundet
Mage til. Jeg ligger og gentager disse Ord for mig selv og finder, at de er
udmærkede. Om lidt føjer der sig flere til, jeg blir med ét lysvågen og
rejser mig op og griber Papir og Blyant på Bordet bag min Seng. Det var som
en Åre var sprunget i mig, det ene Ord følger efter det andet, ordner sig i
Sammenhæng, danner sig til Situationer; Scene dynger sig på Scene,
Handlinger og Repliker vælder op i min Hjærne, og et underfuldt Behag
griber mig. Jeg skriver som en besat og fylder den ene Side efter den
anden, uden et Øjebliks Pause. Tankerne kommer så pludseligt på mig og
vedbliver at strømme så rigeligt, at jeg mister en Masse fine Biting, som
jeg ikke hurtigt nok får skrevet ned, skønt jeg arbejder af alle Kræfter.
Det fortsætter at trænge ind på mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert
Ord, jeg skriver, blir lagt mig i Munden.

Det varer, varer så velsignet længe, inden dette forunderlige Øjeblik hører
op; jeg har femten, tyve beskrevne Sider liggende foran mig på mine Knæ, da
jeg endelig standser og lægger Blyanten væk. Var der nu såsandt nogen Værdi
i disse Papirer, så var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og klæder mig
på. Det lysner mer og mer, jeg kan halvvejs skælne Fyrdirektørens
Bekendtgørelse nede ved Døren, og ved Vinduet er det allerede så lyst, at
jeg til Nød kunde se at skrive. Og jeg går straks i Gang med at renskrive
mine Papirer.

En underlig, tæt Damp af Lys og Farver slår op af disse Fantasier; jeg
stejler overrasket foran den ene gode Ting efter den anden og siger til mig
selv, at det var det bedste, jeg nogensinde havde læst. Jeg blir yr af
Tilfredshed, Glæden puster mig op, og jeg føler mig storartet ovenpå; jeg
vejer mit Skrift i Hånden og takserer det på Stedet til fem Kroner efter et
løst Skøn. Det vilde ikke falde et Menneske ind at prutte på fem Kroner,
det måtte tvertimod siges at være Røverkøb at få det for ti Kroner, kom det
an på Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde ikke i Sinde at gøre et så
særegent Arbejde gratis; så vidt jeg vidste, fandt man ikke Romaner af den
Slags efter Vejene. Og jeg bestemte mig for ti Kroner.

Det blev lysere og lysere i Værelset, jeg kasted et Blik ned mod Døren og
kunde uden synderlig Møje læse de fine skeletagtige Bogstaver om Jomfru
Andersens Ligsvøb tilhøjre i Porten; der var også gået en god Stund siden
Klokken slog syv.

Jeg rejste mig og stilled mig midt på Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam
Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette var egentlig ikke noget
Værelse for mig; her var nokså simple grønne Gardiner for Vinduerne, og så
synderlig mange Spiger i Væggene til at hænge sin Garderobe på, var her
heller ikke. Den stakkels Gyngestol henne i Hjørnet var i Grunden bare en
Vits af en Gyngestol, som man mageligt kunde le sig fordærvet af. Den var
altfor lav for en voksen Mand, desuden var den så trang, at man så at sige
måtte bruge Stovleknægt, forat komme op af den igen. Kortsagt, Værelset var
ikke indrettet til at sysle med åndelige Ting i, og jeg agted ikke at
beholde det længer. På ingen Måde vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor
længe tiet og tålt og holdt til i dette Skur.

Opblæst af Håb og Tilfredshed, stadigt optagen af min mærkelige Skitse, som
jeg hvert Øjeblik trak op af Lommen og læste i, vilde jeg straks gøre Alvor
af det og gå i Gang med Flytningen. Jeg tog frem min Byldt, et rødt
Lommetørklæde, der indeholdt et Par rene Snipper og noget sammenkrøllet
Avispapir, som jeg havde båret Brød hjem i, rulled mit Sengetæppe sammen og
stak til mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. Derpå undersøgte jeg for
Sikkerheds Skyld alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke havde lagt
noget efter mig, og da jeg intet fandt, gik jeg hen til Vinduet og så ud.
Morgenen var mørk og våd; der var ingen tilstede ude ved den nedbrændte
Smedje, og Klædesnoren nede i Gården stod stram fra Væg til Væg,
sammentrukket af Væden. Jeg kendte altsammen fra før, trådte derfor bort
fra Vinduet, tog Tæppet under Armen, bukked for Fyrdirektørens
Bekendtgørelse, bukked for Jomfru Andersens Ligsvøb og åbned Døren.

Med en Gang kom jeg i Tanke på min Værtinde; hun burde dog underrettes om
min Flytning, forat hun kunde se, at hun havde havt med et ordentligt
Menneske at gøre. Jeg vilde også takke hende skriftlig for de Par Dage, jeg
havde benyttet Værelset over Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet for
længere Tid, trængte så stærkt ind på mig, at jeg endog loved min Værtinde
fem Kroner, når jeg kom indom en af Dagene; jeg vilde vise hende til
Overmål, hvad det var for en honnet Person, hun havde havt under Tag.

Sedlen lagde jeg efter mig på Bordet.

Atter engang standsed jeg ved Døren og vendte om. Denne strålende Følelse
af at være kommet ovenpå henrykte mig og gjorde mig taknemlig mod Gud og
Alverden, og jeg knæled ned ved Sengen og takked Gud med høj Røst for hans
store Godhed mod mig denne Morgen. Jeg vidste det, å, jeg vidste det, at
den Raptus af Inspiration, jeg just havde gennemlevet og skrevet ned, var
en vidunderlig Himlens Gærning i min Ånd, et Svar på mit Nødråb igår. Det
er Gud! det er Gud! råbte jeg til mig selv, og jeg græd af Begejstring over
mine egne Ord; nu og da måtte jeg standse op og lytte et Øjeblik om der
skulde komme nogen i Trapperne. Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled
lydløst nedad alle disse Etager og nåed uset Porten.

Gaderne var blanke af Regn, som havde faldt på Morgenstunden, Himlen hang
rå og sid over Byen, og der var ingen Steder et Solglimt at se. Hvad mon
det led Dagen? Jeg gik som sædvanligt i Retning af Rådstuen og så at
Klokken var halv ni. Jeg havde altså et Par Timer at løbe på; det nytted
ikke at komme i Bladet før ti, kanske elleve, jeg fik drive omkring sålænge
og imidlertid spekulere på en Udvej til lidt Frokost. Jeg havde forresten
ingen Frygt for at gå sulten tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov over!
Det var et tilbagelagt Stadium, en ond Drøm; nu fra af gik det opad!

Imidlertid var det grønne Sengetæppe mig til Besvær; jeg kunde heller ikke
være bekendt at bære en sådan Ting under Armen midt for alle Folks Øjne.
Hvad måtte man mene om mig? Og jeg gik og tænkte mig om efter et Sted, hvor
jeg kunde få det forvaret indtil videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde
gå hen til Semb og få det indpakket i Papir; det vilde straks se bedre ud,
og det var ikke længer nogen Skam at bære det. Jeg trådte ind i Butiken og
fremførte mit Ærinde for en af Betjentene.

Han så først på Tæppet, derpå på mig; det forekom mig, at han i sit stille
Sind trak lidt ringeagtende på Skuldrene, da han modtog Pakken. Dette
stødte mig.

»Død og Pine, vær lidt forsigtig!« råbte jeg. »Der er to dyre Glasvaser
indi; Pakken skal til Smyrna.«

Det hjalp, det hjalp storartet. Manden bad i hver Bevægelse, han gjorde, om
Forladelse for, at han ikke straks havde anet vigtige Ting inde i Tæppet.
Da han var færdig med Indpakningen, takked jeg ham for Hjælpen som en Mand,
der tidligere havde sendt kostbare Sager til Smyrna; han åbned Døren for
mig og bukked to Gange, da jeg gik.

Jeg gav mig til at vandre om blandt Menneskene på Stortorvet og holdt mig
helst i Nærheden af de Koner, som havde Potteplanter at sælge. De tunge,
røde Roser, hvis Blade ulmed blodige og rå i den fugtige Morgen, gjorde mig
begærlig, fristed mig syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om Prisen på
den, blot forat have Lov til at komme den så nær som muligt. Fik jeg Penge
tilovers, vilde jeg købe den, det fik gå, hvordan det vilde; jeg kunde jo
nok spare ind lidt hist og her i min Levemåde, forat komme op i Balance
igen.

Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. Saksen gennemroder endel gamle
Aviser, Redaktøren er ikke kommet. På Opfordring afleverer jeg mit store
Manuskript, lader Manden ane, at det er af mer end almindelig Vigtighed og
lægger ham indstændigt på Minde at lade Redaktøren få det i sin egen Hånd,
når han kom. Jeg vilde så selv af hente Besked senere på Dagen.

»Godt!« sagde Saksen og begyndte igen på sine Aviser.

Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, men sagde intet, nikked blot
lidt ligegyldigt til ham med Hovedet og gik.

Nu havde jeg Tiden for mig. Om det blot vilde klarne op! Det var et rent
elendigt Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne brugte for Sikkerheds
Skyld Paraplyer, og Herrernes Uldhuer så flade og triste ud. Jeg gjorde
atter et Slag henover Torvet og så på Grøntsager og Roser. Da føler jeg en
Hånd på min Skulder og vender mig om, »Jomfruen« hilser Godmorgen.

»Godmorgen?« svarer jeg lidt spørgende, for straks at få hans Ærinde at
vide. Jeg syntes ikke meget om »Jomfruen.«

Han ser nysgærrigt hen på den store, splinterny Pakke under min Arm og
spørger:

»Hvad bærer De på der?«

»Jeg har været nede hos Semb og fået noget Tøj til Klæder,« svarer jeg i en
ligegyldig Tone; »jeg syntes ikke, jeg vilde gå så slidt længer, man kan jo
også være for karrig mod sit Legeme.«

Han ser på mig og studser.

»Hvordan går det forresten?« spørger han langsomt.

»Jo, over Forventning.«

»Har De fået noget at gøre nu da?«

»Noget at gøre?« svarer jeg og er meget forundret, »jeg er jo Bogholder hos
Grossererfirmaet Christie, jo.«

»Ja så!« siger han og rykker lidt tilbage. »Gud bevare Dem, hvor vel jeg
under Dem det! Bare man nu ikke tigger af Dem de Penge, De tjener.
Godmorgen.«

Om lidt vender han sig om og kommer tilbage; han peger med Stokken på min
Pakke og siger:

»Jeg vil anbefale Dem min Skrædder til de Klæder. De får ikke finere
Skrædder end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, så.«

Dette blev mig lidt vel meget. Hvad havde han med at stikke sin Næse i mine
Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrædder jeg tog? Jeg blev vred; Synet af
dette tomme, pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og jeg minded ham
temmelig brutalt om ti Kroner, som han havde lånt af mig. Allerede førend
han fik svare, angred jeg imidlertid at have krævet ham, jeg blev flau og
så ham ikke i Øjnene; da i det samme en Dame kom forbi, trådte jeg hurtigt
tilbage, forat lade hende passere, og benytted Anledningen til at gå min
Vej.

Hvor skulde jeg nu gøre af mig, mens jeg vented? En Kafé kunde jeg ikke
besøge med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af nogen Bekendt, som jeg kunde
gå til på denne Tid af Dagen. Instinktsmæssig stiled jeg opad Byen, drev
bort endel Tid på Vejen mellem Torvet og Grændsen, læste »Aftenposten,« som
nylig var sat på Tavlen, gjorde en Sving nedi Karl Johan, vendte derpå om
og gik lige op på Vor Frelsers Gravlund, hvor jeg fandt mig et roligt Sted
på Bakken ved Kapellet.

Jeg sad der i al Stilhed og døsed i den våde Luft, tænkte, halvsov og frøs.
Og Tiden gik. Var det nu også sikkert, at Føljetonen var et lidet
Mesterstykke af inspireret Kunst? Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her
og der! Alt vel overvejet behøved den ikke engang at blive antagen, nej,
ikke engang antagen, simpelthen! Den var måske nokså middelmådig, kanske
ligefrem slet; hvad Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede i dette
Øjeblik lå i Papirskurven? . . . . Min Tillidsfuldhed var rugget, jeg
sprang op og stormed ud af Kirkegården.

Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et Butiksvindu og så, at Klokken blot
var lidt over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, jeg havde så
sikkert håbet, at det var langt over Middag, og før fire nytted det ikke at
soge efter Redaktøren. Min Føljetons Skæbne fyldte mig med mørke Anelser;
jo mer jeg tænkte på den, desto urimeligere forekom det mig, at jeg kunde
have skrevet noget brugbart sådan pludseligt, næsten i Søvne, med Hjærnen
fuld af Feber og Drømme. Naturligvis havde jeg bedraget mig selv og været
glad hele Morgenen udover for ingen Ting! Naturligvis! . . . . Jeg bevæged
mig i stærk Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, kom ud på åbne
Marker, ind i de trange, underlige Gader ved Sagene, over Tomter og Agre og
befandt mig tilsidst på en Landevej, hvis Ende jeg ikke kunde se.

Her stopped jeg op og beslutted mig til at vende om. Jeg var bleven varm af
Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mødte to Høvogne; Kørerne
lå flade oppe i Læssene og sang, begge barhovedede, begge med runde,
sorgløse Ansigter. Jeg gik og tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig,
slænge til mig en eller anden Bemærkning eller gøre en Spillop, og da jeg
var kommet dem nær nok, råbte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen.

»Et Sengetæppe,« svared jeg.

»Hvormange er Klokken?« spurgte han.

»Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker jeg.«

Da lo de begge to og drog forbi. Jeg følte i det samme Snærten af en
Tougsvøbe på mit ene Øre, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde
ikke lade mig passere, uden at gøre mig et Puds. Jeg tog mig lidt fortumlet
op til Hovedet, samled min Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang.
Nede ved St. Hanshaugen mødte jeg en Mand, som fortalte mig, at Klokken var
over fire.

Over fire! Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ud, næsten løb nedad
Byen, bøjed af og tog ned til Bladet. Redaktøren havde måske for længe
siden været der og forladt Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden,
snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med
Hestene, stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten,
tog Trapperne i fire Spring og banked på.

Ingen svarer.

Han er gået! han er gået! tænker jeg. Jeg prover Døren, som er åben, banker
på endnu engang og træder ind.

Redaktøren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i
Hånden, færdig til at skrive. Da han hører min forpustede Hilsen, vender
han sig halvt om, ser lidt på mig, ryster på Hovedet og siger:

»Ja, jeg har ikke fået Tid til at læse Deres Skitse endda.«

Jeg blir så glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at
jeg svarer:

»Nej, kære, det forstår jeg nok. Det haster jo ikke så. Om et Par Dage
kanske, eller . . . .«

»Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres Adresse, så.«

Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke havde nogen Adresse mer.

Audiensen er forbi, jeg træder bukkende tilbage og går. Håbet gløder igen
op i mig, endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde vinde alt endnu, for
den Skyld. Og min Hjærne begyndte at fable om et stort Råd i Himlen, hvor
det netop var bleven besluttet, at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti
Kroner for en Føljeton . . . .

Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg
bedst skulde kunne stikke mig ind, blir så stærkt optagen af dette
Spørgsmål, at jeg står stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, står
som en enkelt Riskost midt i Havet, mens Sjøen strømmer og larmer rundt
omkring den. En Avisgut rækker mig »Vikingen«: D’n er så morssom, så! Jeg
ser op og farer sammen — jeg er udenfor Semb igen.

Hurtigt gør jeg helt om, holder Pakken skjult foran mig og iler nedad
Kirkegaden, flau og angst for, at man skulde have set mig fra Vinduerne.
Jeg passerer Ingebret og Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover til
Sjøen ved Fæstningen. Atter finder jeg mig en Bænk og begynder at spekulere
påny.

Hvor i alverden skulde jeg få Hus inat? Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde
smutte ind og skjule mig til det blev Morgen? Min Stolthed forbød mig at
vende tilbage til mit Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gå tilbage på
mine Ord, jeg afviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit
stille Sind ad den lille røde Gyngestol. Ved Idéassociationer befandt jeg
mig pludselig i et stort to Fags Værelse, jeg engang havde boet i på
Hægdehaugen; jeg så et Bræt på Bordet fuldt af svære Smørogbrød, det
skifted Udseende, det blev til en Bif, en forførende Bif, en snehvid
Serviet, Brød i Masse, Sølvgaffel. Og det gik i Døren: min Værtinde kom og
bød mig mer Té . . . .

Syner og dumme Drømme! Jeg sagde til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde
mit Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde få den samme Feber i Hjærnen og
mange vanvittige Påfund at kæmpe med. Jeg tålte ikke Mad, jeg var ikke
således anlagt; det var en Besynderlighed ved mig, en Særegenhed.

Kanske blev der en Råd til Husly, når det led på Kvælden. Det havde ingen
Hast; i værste Fald kunde jeg søge ud i Skogen et Sted, jeg havde hele
Byens Omegn at tage til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret.

Og Sjøen vugged derude i tung Ro, Skibe og plumpe, brednæsede Pramme roded
Grave op i dens blyagtige Flade, sprængte Striber ud til højre og venstre
og gled videre, mens Røgen vælted som Dyner ud af Skorstenene og
Maskinernes Stempelslag trængte mat frem i den klamme Luft. Der var ingen
Sol og ingen Vind, Træerne bag mig stod næsten våde, og Bænken, jeg sad på,
var kold og rå. Tiden gik; jeg satte mig til at døse, blev træt og frøs
lidt over Ryggen: en Stund efter følte jeg, at mine Øjne begyndte at falde
i. Og jeg lod dem falde . . . .

Da jeg vågned, var det mørkt omkring mig, jeg sprang op fortumlet og
frøsen, greb min Pakke og begyndte at gå. Jeg gik fortere og fortere, forat
blive varm, basked med Armene, gned mig nedad Benene, som jeg næsten ikke
længer følte noget til, og kom op til Brandvagten. Klokken var ni; jeg
havde sovet i flere Timer.

Hvor skulde jeg dog gøre af mig? Et Sted måtte jeg jo være. Jeg står der og
glaner opad Brandvagten og studerer på, om det ikke skulde kunne lykkes at
komme ind i en af Gangene, passe på et Øjeblik, når Patroullen vendte
Ryggen til. Jeg går opad Trappen og vil give mig i Snak med Manden, han
hæver straks sin Økse til Honnør og venter på, hvad jeg skal sige. Denne
løftede Økse, der vender Eggen mod mig, farer mig som et koldt Hug gennem
Nerverne, jeg blir stum af Rædsel foran denne væbnede Mand og trækker mig
uvilkårlig tilbage. Jeg siger intet, glider blot mer og mer bort fra ham;
forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hånden over Panden, som om jeg har
glemt et eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod nede på Fortouget,
følte jeg mig så frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og
jeg skyndte mig afsted.

Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg
begyndte at bande ganske højt og brød mig ikke om, at nogen kunde høre det.
Nede ved Stortinget, lige ved den første Løve, kommer jeg pludselig ved en
ny Idéassociation i Tanke på en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som
jeg engang havde reddet fra et Ørefigen ude på Tivoli, og som jeg engang
senere havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i
Tordenskjoldsgaden, finder en Dør, hvorpå der står C. Zacharias Bartel på
et Kort, og banker på.

Han kom selv ud; der lugted Øl og Tobak af ham, så det var en Gru.

»Godaften!« sagde jeg.

»Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor Fan kommer De så sent? Det tager sig
slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en Høhæsje siden sidst og
foretaget et Par Forandringer. De må se det om Dagen, det nytter ikke, at
vi prøver på det nu.«

»Lad mig se det nu alligevel,« sagde jeg. forresten husked jeg ikke,
hvilket Billede han stod og talte om.

»Aldeles plat umuligt!« svared han. »Det blir gult altsammen! Og så er der
en anden Ting« — han kom hviskende hen imod mig — »jeg har en liden Pige
inde hos mig iaften, så det er rent ugørligt.«

»Ja, når så er, så er det jo ikke Tale om.«

Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat og gik.

Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, end at gå ud i Skogen et Sted.
Når bare ikke Marken havde været så fugtig! Jeg klapped på mit Tæppe og
følte mig mer og mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde ligge ude. Så
længe havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven
træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at slå mig til
Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg
gik bortom Universitetsuret og så, at Klokken var over ti, derfra tog jeg
Vejen opover Byen. Et Sted på Hægdehaugen stod jeg stille udenfor en
Husholdningshandel, hvor noget Mad var udstillet i Vinduet. Der lå en Kat
og sov ved Siden af et rundt Franskbrød, lige bag den stod en Kumme Smult
og flere Glas Gryn. Jeg stod og så en Stund på disse Madvarer, men da jeg
ikke havde noget at købe for, vendte jeg mig hurtigt bort og fortsatte
Marschen. Jeg gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik videre, altid
videre, gik i Time efter Time og kom endelig ud i Bogstadskogen.

Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, forat hvile. Så tog jeg til at søge
mig om efter et belejligt Sted, begyndte at pusle sammen lidt Lyng og Ener
og laved en Seng oppe i et lidet Bakkehæld, hvor det var nogenlunde tørt,
åbned min Pakke og tog Tæppet ud. Jeg var bleven træt og maset af den lange
Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted og vendte mig mange Gange, førend
jeg endelig fik lagt mig tilrette; mit Øre smærted noget, det var lidt
ophovnet efter Slaget, og jeg kunde ikke hvile på det. Mine Sko trak jeg af
og lagde under Hovedet, og ovenpå dem Papiret fra Semb.

Og Mørkets store Stemning ruged omkring mig; alting var stille, alting. Men
oppe i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjærne, toneløse
Summen, som aldrig tier. Jeg lytted så længe til dette endeløse, syge Sus,
at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de
rullende Verdner over mig, Stjærner, der intonered en Sang . . . .

»Det er Fan heller!« sagde jeg og lo højt, forat stive mig op; »det er
Natuglerne, som tuder i Kana’an!«

Og jeg rejste mig og lagde mig igen, tog Skoene på og drev omkring i Mørket
og lagde mig påny, kæmped og stred med Vrede og Frygt til hen på
Morgenstunden, da jeg endelig faldt i Søvn.

                                   * * *

Det var lys Dag, da jeg slog Øjnene op, og jeg havde Følelsen af, at det
led henimod Middag. Jeg trak Skoene på, pakked atter Tæppet ind og begav
mig tilbage til Byen. Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frøs som en
Hund; mine Ben var døde, og der begyndte at komme Vand ud af mine Øjne, som
om de ikke tålte Dagslyset.

Klokken var tre. Sulten begyndte at blive noget slem med mig, jeg var mat
og gik og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg svinged ned til
Dampkøkkenet, læste Tavlen og trak opsigtsvækkende på Skuldrene, som om
sprængt Kød og Flæsk ikke var Mad for mig; derfra kom jeg ned på
Jærnbanetorvet.

En besynderlig Fortumlethed fôr mig med en Gang gennem Hovedet; jeg gik
videre og vilde ikke agte på det, men blev værre og værre og måtte tilsidst
sætte mig på en Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom
noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik
itu. Jeg tog efter Ånden et Par Gange og blev forundret siddende. Jeg var
ikke ubevidst, jeg følte klart, hvor det værked lidt i mit Øre, og da en
Bekendt kom forbi, kendte jeg ham straks, rejste mig og hilste.

Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, som nu lagdes til de øvrige?
Var det en Følge af at sove på rå Mark? Eller kom det af, at jeg ikke havde
fået Frokost endnu? I det hele taget var det simpelthen ingen Mening i at
leve på denne Måde; jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved jeg
havde gjort mig fortjent til denne udmærkede Forfølgelse heller! Og det
faldt mig pludselig ind, at jeg lige så godt kunde gøre mig til Kæltring
straks og gå hen til »Onkels« Kælder med Sengetæppet. Jeg kunde sætte det
fast for en Krone og få tre passende Måltider, holde mig oppe til jeg fandt
på noget andet; Hans Pauli fik jeg slå en Plade. Jeg var allerede på Vej
til Kælderen, men standsed foran Indgangen, rysted tvivlrådigt på Hovedet
og vendte om.

Efterhvert som jeg fjærned mig, blev jeg gladere og gladere over, at jeg
havde sejret i denne svære Fristelse. Bevistheden om, at jeg endnu var ren
og ærlig, steg mig til Hovedet, fyldte mig med en herlig Følelse af at være
en Karakter, et hvidt Fyrtårn midt i et grumset Menneskehav, hvor Vrag flød
om. Pantsætte en andens Ejendom for et Måltid Mad, æde og drikke sig selv
til Doms, brændemærke sin Sjæl med den første lille Streg, sætte det første
sorte Tegn i sin Hæderlighed, kalde sig Kæltring op i sit eget Ansigt og
slå Øjnene ned for sig selv — aldrig! Aldrig! Det havde ikke for Alvor
været i min Tanke, det havde næsten ikke faldt mig ind engang; løse,
jagende Strøtanker kunde man virkelig ikke svare noget for, især når man
havde en gruelig Hovedpine og bar sig næsten ihjæl på et Sengetæppe, som
tilhørte en anden Mand.

Der vilde ganske sikkert blive en Udvej til Hjælp alligevel, når Tiden kom!
Der var nu Købmanden på Grønlandsleret, havde jeg overhængt ham hver Time
på Dagen, siden jeg sendte ham Ansøgningen? ringet på sent og tidligt og
bleven afvist? Jeg havde ikke sågodtsom mældt mig til ham og fået Svar. Det
behøved ikke at være et aldeles forgæves Forsøg, jeg havde måske havt
Lykken med mig denne Gang; Lykken havde ofte en så underlig slynget Vej. Og
jeg begav mig ud til Grønlandsleret.

Den sidste Rystelse, som gik gennem mit Hoved, havde gjort mig lidt mat, og
jeg gik yderst langsomt og tænkte på, hvad jeg vilde sige til Købmanden.
Han var måske en god Sjæl; stak det Lune ham, gav han mig gærne en Krone i
Forskud på Arbejdet, uden at jeg bad ham derom; sådanne Folk kunde have det
med ganske fortræffelige Påfund nu og da.

Jeg sneg mig ind i en Port og sværted mine Bukseknæ med Spyt, forat se lidt
ordentlig ud, lagde mit Tæppe efter mig bag en Kasse i en mørk Krog, skråed
over Gaden og trådte ind i den lille Butik.

En Mand står og klistrer Poser af gamle Aviser.

»Jeg vilde gærne træffe Hr. Christie,« sagde jeg.

»Det er mig,« svared Manden.

Nå! Mit Navn var det og det, jeg havde været så fri at sende ham en
Ansøgning, jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig noget?

Han gentog mit Navn et Par Gange og begyndte at le. »Nu skal De se!« sagde
han og tog mit Brev op af sin Brystlomme. »Vil De bare behage at se,
hvorledes De omgåes Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev Året 1848.«
Og Manden lo af fuld Hals.

Ja, det var jo lidt forkært, sagde jeg forknyt, en Tankeløshed, en
Distraktion, jeg indrømmed det.

»Ser De, jeg må have en Mand, som i det hele taget ikke tager fejl af Tal,«
sagde han. »Jeg beklager det; Deres Håndskrift er så tydelig, jeg synes
også om Deres Brev forøvrigt, men . . . .«

Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt være Mandens sidste Ord. Han gav
sig atter i Færd med Poserne.

Ja, det var lejt, sagde jeg så, rigtig gruelig lejt var det; men det skulde
jo ikke gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning kunde nu
ikke have gjort mig totalt uskikket til at føre Bøger overhovedet?

»Nej, det siger jeg ikke,« svared han; »men imidlertid vejed det så meget
for mig, at jeg bestemte mig for en anden Mand med det samme.«

»Posten er altså besat?« spurgte jeg.

»Ja.«

»Nå, Herregud, så er der jo ikke mere at gøre ved det!«

»Nej. Jeg beklager det; men . . . .«

»Farvel!« sagde jeg.

Nu steg Vreden op i mig, glødende og brutalt. Jeg hented min Pakke i
Portrummet, bed Tænderne sammen og løb på fredelige Folk på Fortouget og
bad ikke om Undskyldning. Da en Herre standsed og irettesatte mig lidt
skarpt for min Opførsel, vendte jeg mig om og skreg ham et enkelt
meningsløst Ord ind i Øret, knytted Hænderne lige under hans Næse og gik
videre, forhærdet af et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. Han kaldte
på en Konstabel, og jeg ønsked intet heller end at få en Konstabel mellem
Hænderne et Øjeblik, jeg sagtned med Forsæt min Gang, forat give ham
Anledning til at indhente mig; men han kom ikke. Var der nu også
nogensomhelst Ræson i, at absolut alle éns inderligste og ihærdigste Forsøg
skulde mislykkes? Hvorfor havde jeg altså skrevet 1848? Hvad vedkom dette
fordømte Årstal mig? Nu gik jeg her og sulted, så mine Tarmer krøb sammen i
mig som Orme, og det stod ikke skrevet nogen Steder, at der skulde blive
lidt til Mad, når det led ud på Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev
jeg mer og mer åndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod mig til mindre og
mindre hæderlige Handlinger for hver Dag. Jeg løj mig frem uden at blues,
snød fattige Folk for Huslejen, kæmped endog med de lumpneste Tanker om at
forgribe mig på andres Sengetæpper, alt uden Anger, uden ond Samvittighed.
Der begyndte at komme rådne Flækker i mit Indre, sorte Svampe, som bredte
sig mer og mer. Og oppe i Himlen sad Gud og holdt et vågent Øje med mig og
påså, at min Undergang foregik efter alle Kunstens Regler, jævnt og
langsomt, uden Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik de arge Djævle og
skød Børster over, at det vared så længe inden jeg gjorde en Kapitalsynd,
en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i sin Retfærdighed måtte støde mig ned
. . . . Jeg forstærked min Gang, drev det til værre og værre Fart, gjorde
pludselig venstre om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret Port.
Jeg standsed ikke, gjorde ikke et Sekunds Ophold; men Portens hele
ejendommelige Udstyr trængte øjeblikkelig ind i min Bevidsthed, hver
Ubetydelighed ved Dørene, Dekorationerne, Brolægningen stod klart for mit
indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. Jeg ringte heftigt på i anden
Etage. Hvorfor skulde jeg netop standse i anden Etage? Og hvorfor netop
gribe til denne Klokkestræng, der var længst borte fra Trappen?

En ung Dame i grå Dragt med sort Pynt kom og lukked op; hun så en liden
Stund forbauset på mig, derpå rysted hun på Hovedet og sagde:

»Nej, vi har ikke noget idag.« Og hun gjorde Mine til at ville lukke Døren.

Hvorfor havde jeg også dumpet op i det med dette Menneske? Hun tog mig uden
videre for en Tigger, og jeg blev kold og rolig med ét. Jeg tog Hatten af
og gjorde et ærbødigt Buk, og som om jeg ikke havde hørt hendes Ord, sagde
jeg yderst høfligt:

»Jeg beder Dem undskylde, Frøken, at jeg ringte så hårdt, jeg kendte ikke
Klokken. Her skal være en syg Herre, som har averteret efter en Mand til at
trille sig i en Vogn?«

Hun stod en Stund og smagte på dette løgnagtige Påfund og syntes at blive
tvivlrådig i sine Meninger om min Person.

»Nej,« sagde hun tilsidst, »nej, her er ingen syg Herre.«

»Ikke det? En ældre Herre, to Timers Kørsel om Dag, firti Øre Timen?«

»Nej.«

»Så beder jeg igen om Undskyldning,« sagde jeg; »det er kanske i første
Etage. Jeg vilde for Tilfældet blot have anbefalet en Mand, som jeg kender,
og som jeg interesserer mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg.« Og jeg
bukked igen og trådte tilbage; den unge Dame blev blussende rød, i sin
Forlegenhed kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og stirred efter mig,
idet jeg gik ned ad Trapperne.

Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved var klart. Damens Ord om, at hun
intet havde at give mig idag, havde virket på mig som en kold Styrt. Så
vidt var det kommet, at hvemsomhelst kunde pege på mig i sin Tanke og sig
til sig selv: Der går en Tigger, en af dem, som får sin Føde langet ud
gennem Entrédørene hos Folk!

I Møllergaden standsed jeg udenfor en Beværtning og snused til den friske
Duft af Kød, som stegtes indenfor; jeg havde allerede Hånden på Dørvrideren
og vilde gå ind uden Ærinde, men betænkte mig tidsnok og gik bort fra
Stedet. Da jeg kom til Stortorvet og søgte efter en Plads, hvor jeg kunde
hvile en Stund, var alle Bænke optagne, og jeg ledte forgæves rundt hele
Kirken efter et stille Sted, hvor jeg kunde slå mig ned. Naturligvis! sagde
jeg mørkt til mig selv, naturligvis, naturligvis! Og jeg tog på at gå igen.
Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet ved Basarhjørnet og drak en
Slurk Vand, gik påny, drog mig frem Fod for Fod, tog mig Tid til lange
Ophold ved hvert Butiksvindu, standsed og fulgte med Øjnene hver Vogn, som
fôr mig forbi. Jeg følte i mit Hoved en lysende Hede, og det banked noget
underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde drukket, bekom mig højst
ilde, og jeg gik og kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for ikke at
blive opdaget. Således kom jeg lige op på Krist Kirkegård. Jeg satte mig
med Albuerne på mine Knæ og Hovedet i Hænderne; i denne sammentrukne
Stilling havde jeg det godt og følte ikke længer den lille Gnaven i
Brystet.

En Stenhugger lå på Maven på en stor Granitplade ved Siden af mig og hugged
Indskrift; han havde blå Briller på og minded mig med én Gang om en Bekendt
af mig, som jeg næsten havde glemt, en Mand, som stod i en Bank, og som jeg
for en Tid tilbage havde truffet på i Oplandske Kafé.

Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam og henvende mig til ham! sige ham
Sandheden lige ud, at det begyndte at blive temmelig småt for mig nu, nokså
vanskeligt at holde mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog . . . . Død
og Pine, min Barberbog! Billetter for henimod en Krone! Og jeg tager
nervøst efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den hurtigt nok, springer
jeg op, leder under Angstens Sved, finder den endelig på Bunden af
Brystlommen, sammen med andre Papirer, rene og beskrevne, uden Værdi. Jeg
tæller disse seks Billetter mange Gange, forfra og bagfra; jeg havde ikke
meget Brug for dem, det kunde være et Lune af mig, et Påfund, at jeg ikke
gad barbere mer. Jeg var hjulpen for en halv Krone, en hvid halv Krone i
Sølv fra Kongsberg! Banken stængtes Klokken seks, jeg kunde passe op min
Mand udenfor Oplandske ved syv-otte Tiden.

Jeg sad og glæded mig ved denne Tanke en lang Stund. Tiden gik, det blæste
dygtigt i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hælded. Var det nu ikke også
lidt småt at komme stikkende med seks Barberbilletter til en ung Herre, som
stod i en Bank? Han havde måske to smækfulde Barberbøger i Lommen, ganske
anderledes fine og rene Billetter end mine, ingen kunde vide det. Og jeg
følte i alle mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde lade følge med,
men fandt ingen. Når jeg blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde godt
undvære det, når jeg knapped Frakken tæt til, hvad jeg alligevel måtte
gøre, da jeg ikke havde nogen Vest mer. Jeg løste op mit Slips, en stor
Dæksløjfe, som skjulte mit halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og pakked
det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, sammen med Barberbogen. Så forlod
jeg Kirkegården og gik ned til Oplandske.

Klokken var syv på Rådstuen. Jeg bevæged mig i Nærheden af Kaféen, pusled
op og ned langs Jærnstakittet og holdt skarpt Udkig med alle, som kom og
gik i Døren. Endelig ved otte Tiden så jeg den unge Mand, frisk og elegant,
komme opad Bakken og skrå ind mod Kafédøren. Mit Hjærte grassered som en
liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik Øje på ham, og jeg bused på uden at
hilse.

»En halv Krone, gamle Ven!« sagde jeg og gjorde mig fræk; »her — her har
De Valutta,« og jeg stak den lille Pakke i hans Hånd.

»Har ikke!« sagde han, »nej, ved Gud, om jeg har!« og han vrængte sin
Pengepung lige for mine Øjne. »Jeg var ude igåraftes og blev blank; De skal
tro mig, jeg ejer det ikke.«

»Nej, nej, kære, det er vel så!« svared jeg og troed ham på hans Ord; der
var jo ingen Grund for ham til at lyve i en så liden Sag; det forekom mig
også, at hans blå Øjne stod næsten fugtige, da han undersøgte sine Lommer
og ikke fandt noget. Jeg trak mig tilbage. »Undskyld, da!« sagde jeg; »det
var bare en liden Knibe, jeg stod i.«

Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, da han råbte efter mig om Pakken.

»Behold den, behold den!« svared jeg; »den er Dem vel undt! Det er bare et
Par Småting, en Bagatel — omtrent alt, jeg ejer på Jorden.« Og jeg blev
rørt over mine egne Ord, de lød så trøstesløse i den tusmørke Aften, og jeg
stak i at græde . . . .

Vinden friskned på, Skyerne jaged rasende fremad på Himlen, og det blev
køligere og køligere efterhvert som det mørkned. Jeg gik og græd hele Gaden
nedover, følte mer og mer Medynk med mig selv og gentog Gang på Gang et Par
Ord, et Udråb, som atter drev Tårerne frem, når de vilde standse: Herregud,
jeg har så ondt! Herregud, jeg har så ondt!

Der gik en Times Tid, gik så uendelig langsomt og trægt. Jeg holdt mig en
Tidlang i Torvgaden, sad på Trapperne, smutted ind i Portrummene, når nogen
kom forbi, stod og stirred tankeløst ind i de oplyste Butiker, hvor Folk
vimsed om med Varer og Penge; tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en
Bordstabel mellem Kirken og Basarerne.

Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen iaften, det fik gå som det vilde, jeg
havde ikke Kræfter til det, og Vejen var så endeløst lang. Jeg vilde få
Natten til at gå, som den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev det for
koldt, kunde jeg spadsere omkring lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gøre
flere Omstændigheder med det. Og jeg læned mig bagover og halvsov.

Støjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, Fodgængernes Skridt lød
sjældnere og sjældnere, og det blev omsider mørkt i alle Vinduer . . . .

Jeg slog Øjnene op og blev var en Skikkelse foran mig; de blanke Knapper,
som lyste mig imøde, lod mig ane en Konstabel; Mandens Ansigt kunde jeg
ikke se.

»Godaften!« sagde han.

»Godaften!« svared jeg og blev bange. Jeg rejste mig forlegen op. Han stod
en Stund urørlig.

»Hvor bor De henne?« spurgte han.

Jeg nævnte af gammel Vane og uden at tænke over det min gamle Adresse, det
lille Kvistrum, som jeg havde forladt.

Han stod igen en Stund.

»Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg angst.

»Nej, langtifra!« svared han. »Men De burde vel gå hjem nu, det er koldt at
ligge her.«

»Ja, det er sandt, det er lidt køligt, kender jeg.«

Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmæssig Vejen ud til mit gamle Sted.
Blot jeg fôr varsomt frem, kunde jeg nok nå op, uden at blive hørt; der var
alt i alt otte Trapper, og blot de to øverste knaged i Trinnene.

Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik op. Det var stille overalt; i anden
Etage hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn, som græd lidt;
siden hørte jeg intet. Jeg fandt min Dør, løfted den lidt på Hængslerne og
åbned den uden Nøgle, som jeg var vant til, gik ind i Værelset og trak
Døren lydløst igen.

Alting var som jeg havde forladt det, Gardinerne var slået tilside for
Vinduerne og Sengen stod tom; henne på Bordet skimted jeg et Papir, det var
kanske min Billet til Værtinden; hun havde altså ikke engang været heroppe,
siden jeg gik min Vej. Jeg famled med Hånden over den hvide Plet og følte
til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til
Vinduet, studerer, så godt det lader sig gøre i Mørket, disse dårligt
skrevne Bogstaver og finder endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, Svar
fra Værtinden, et Forbud mod at betræde Værelset mer, om jeg skulde ville
ty tilbage!

Og langsomt, ganske langsomt går jeg ud af Værelset igen, bærer Skoene i
den ene Hånd, Brevet i den anden og Tæppet under Armen. Jeg letter mig op
og bider Tænderne sammen på de knirkende Trin, kommer lykkeligt og vel
nedad alle disse Trapper og står atter nede i Porten.

Jeg tager igen Skoene på, giver mig god Tid med Remmerne, sidder endog et
Øjeblik stille, efterat jeg er færdig, stirrer tankeløst hen for mig og
holder Brevet i Hånden.

Så rejser jeg mig og går.

Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker oppe i Gaden, jeg går lige hen
under Lyset, rejser min Pakke op mod Lygtepælen og åbner Brevet, altsammen
yderst langsomt.

Der farer som en Strøm af Lys gennem mit Bryst, og jeg hører, at jeg giver
et lidet Råb, en meningsløs Lyd af Glæde: Brevet var fra Redaktøren, min
Føljeton var antagen, var gået lige i Sætteriet, med én Gang! »Nogle små
Forandringer . . . . rettet et Par Fejlskrivninger talentfuldt gjort
. . . . trykkes imorgen . . . . ti Kroner.«

Jeg lo og græd, tog tilsprangs og løb henad Gaden, standsed op og slog mig
i Knæet, svor højt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. Og Tiden gik.

Hele Natten, lige til den lyse Morgen, jodled jeg om i Gaderne, dum af
Glæde, og gentog: Talentfuldt gjort, altså et lidet Mesterværk, en
Genistreg. Og ti Kroner!

ANDET STYKKE

Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften.

Jeg havde igen siddet på en af Kirkegårdene og skrevet på en Artikel for et
af Bladene; mens jeg var i Færd hermed, blev Klokken ti, Mørket faldt ind
og Porten skulde lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti Kroner vared
desværre så altfor kort; nu var det to, næsten tre Døgn, siden jeg havde
spist noget, og jeg følte mig noget mat, lidt anstrængt af at føre
Blyanten. Jeg havde en halv Pennekniv og et Nøgleknippe i Lommen, men ikke
en Øre.

Da Kirkegårdsporten lukkedes, skulde jeg jo have gået lige hjem; men af en
instinktsmæssig Sky for mit Værelse, hvor alt var mørkt og tomt, et forladt
Blikkenslagerværksted, som jeg endelig havde fået Lov til at holde til i
sålænge, sjangled jeg videre, drev på Må og Få forbi Rådstuen, helt ned til
Sjøen og hen til en Bænk på Jærnbanebryggen hvor jeg satte mig.

Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist Tanke ind, jeg glemte min Nød og
følte mig beroliget ved Synet af Havnen, der lå fredelig og skøn i
Halvmørket. Af gammel Vane vilde jeg glæde mig selv med at gennemlæse det
Stykke, jeg netop havde skrevet, og som forekom min lidende Hjærne det
bedste, jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op af Lommen, holdt det tæt
ind til Øjnene, forat se, og gennemløb den ene Side efter den anden.
Tilsidst blev jeg træt og stak Papirerne i Lommen. Alting var stille; Sjøen
lå som et blåt Perlemor henover, og Småfuglene fløj tause forbi mig fra
Sted til Sted. En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, ellers ses
ikke et Menneske, og hele Havnen ligger tyst.

Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Nøgleknippe; men ikke en
Øre. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trækker atter Papirerne op.
Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrækning. Jeg udsøger mig et
hvidt, ubeskrevet Blad, og — Gud ved, hvor jeg fik Idéen fra — jeg laved
et Kræmmerhus, lukked det varligt til, så det så ud som fuldt, og kasted
det langt henad Brostenene; af Vinden førtes det endnu lidt længer, så
blev det liggende.

Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. Jeg sad og så på dette hvide
Kræmmerhus, der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge, og hidsed mig selv til
at tro, at det virkelig indeholdt noget. Ganske højt sad jeg og lokked mig
til at gætte Summen — hvis jeg gætted rigtigt, var den min! Jeg
forestilled mig de små, nydelige Tiøringer i Bunden og de fede, riflede
Kroner ovenpå — et helt Kræmmerhus fuldt af Penge! Jeg sad og så på det
med opspilede Øjne og hæled mig selv til at gå og stjæle det

Så hører jeg Konstablen hoste — og hvordan kunde jeg dog falde på at gøre
netop det samme? Jeg rejser mig op fra Bænken og hoster, og jeg gentager
det tre Gange, forat han skal høre det. Hvor vilde han ikke kaste sig over
Kræmmerhuset, når han kom! Jeg sad og glæded mig over dette Puds, gned mig
henrykt i Hænderne og bandte storslagent hen i Hyt og Vejr. Om han ikke
skulde få en lang Næse, den Hund! Om han ikke vilde synke ned i Helvedes
hedeste Pøl og Pine for den Kæltringstreg! Jeg var bleven drukken af Sult,
min Hunger havde beruset mig.

Et Par Minutter efter kommer Konstablen, klappende med sine Jærnhæle i
Brostenene, spejdende til alle Sider. Han giver sig god Tid, han har hele
Natten for sig; han ser ikke Kræmmerhuset — ikke førend han er det ganske
nær. Da standser han og betragter det. Det ser så hvidt og værdifuldt ud
der det ligger, måske en liden Sum, hvad? en liden Sum Sølvpenge? . . . .
Og han tager det op. Hm! det er let, det er meget let. Måske en kostelig
Fjær, Hattepynt . . . . Og han åbner det varsomt med sine store Hænder og
kiger ind. Jeg lo, lo og banked mig i Knæet, lo som en rasende Mand. Og
ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter var tyst og hektisk, havde en
Gråds Inderlighed . . . .

Så klapper det igen i Brostenene, og Konstablen gør et Slag henover
Bryggen. Jeg sad der med Tårer i Øjnene og hikked efter Ånde, helt fra mig
selv af febersk Lystighed. Jeg begyndte at tale højt, fortalte mig selv om
Kræmmerhuset, eftergjorde den stakkels Konstabels Bevægelser, kiged ind i
min hule Hånd og gentog atter og atter for mig selv: Han hosted, da han
kasted det! Han hosted, da han kasted det! Til disse Ord føjed jeg nye, gav
dem pirrende Tillæg, omsatte hele Sætningen og spidsed den til: Han hosted
én Gang — khøhø!

Jeg udtømte mig i Variationer af disse Ord, og det led langt hen på
Aftenen, inden min Lystighed hørte op. En døsig Ro overkom mig så, en
behagelig Mathed, som jeg ikke gjorde Modstand mod. Mørket var bleven lidt
tykkere, en liden Bris fured i Sjøens Perlemor; Skibene, hvis Master jeg så
mod Himlen, så ud med sine sorte Skrog som lydløse Uhyrer, der rejste
Børster og lå og vented på mig. Jeg havde ingen Smærte, min Sult havde
stumpet den af; i dens Sted følte jeg mig behageligt tom, uberørt af alting
omkring mig og glad over at være uset af alle. Jeg lagde Benene op på
Bænken og læned mig bagover, således kunde jeg bedst føle Afsondrethedens
hele Velvære. Der var ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse af
Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller Attrå uopfyldt, så vide min Tanke
kunde gå. Jeg lå med åbne Øjne i en Tilstand af Fraværenhed fra mig selv,
jeg følte mig dejligt borte.

Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mørke havde
skjult Alverden for mine Øjne og begravet mig der i idel Ro — blot
Stilhedens øde Lyddulm tier mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer
derude vilde suge mig til sig, når Natten kom, og de vilde bringe mig langt
over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo. Og de vilde
bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter mig,
større end nogen Menneskers er. Og hun selv vilde sidde i en strålende Sal,
hvor alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, og række Hånden ud mod
mig, når jeg stiger ind, hilse og råbe Velkommen, når jeg nærmer mig og
knæler: Velkommen, Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet dig i tyve
Somre og kaldet dig i alle lyse Nætter, og når du sørged, har jeg grædt
herinde, og når du sov, har jeg åndet dig dejlige Drømme ind! . . . . Og
den skønne tager min Hånd og følger mig, leder mig frem gennem lange Gange,
hvor store Menneskeskarer råber Hurra, gennem lyse Haver, hvor tre hundrede
unge Piger leger og ler, ind i en anden Sal, hvor alt er af lysende
Smaragd. Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange går hendragende Kor af
Musik, Strømme af Duft slår mig imøde. Jeg holder hendes Hånd i min, og jeg
føler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lægger min Arm om
hende, og hun hvisker: Ikke her, kom længer endnu! Og vi stiger ind i den
røde Sal, hvor alt er Rubin, en frådende Herlighed, hvori jeg synker om. Da
føler jeg hendes Arme om mig, hun ånder henover mit Ansigt, hvisker:
Velkommen, Elskede! Kys mig! Mer . . . . mer . . . .

Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine Øjne, og min Tanke stryger ind i en
Orkan af Lys . . . .

Jeg var falden i Søvn, der jeg lå, og blev vækket af Konstablen. Der sad
jeg, ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden. Min første
Følelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under åben
Himmel, men snart afløstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at
græde af Sorg over endnu at være ilive. Det havde regnet, mens jeg sov,
mine Kiæder var ganske gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i mine Lemmer.
Mørket var bleven end tættere, det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens
Ansigtstræk foran mig.

»Såh,« sagde han, »stå nu op!«

Jeg rejste mig straks; om han havde befalet mig at lægge mig ned igen,
havde jeg også adlydt. Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft, dertil
kom, at jeg næsten øjeblikkelig begyndte at føle Sulten igen.

»Vent lidt!« råbte Konstablen efter mig, »Di går jo fra Demses Hat, Tosken!
Såh, gå nu!«

»Jeg syntes nok også, der var noget, jeg ligesom — ligesom havde glemt,«
stammed jeg fraværende. »Tak. Godnat.«

Og jeg sjangled afsted.

Den, som nu havde sig lidt Brød at tage til! Et sådant dejligt lidet
Rugbrød, som man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! Og jeg gik og
tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød, som det skulde være så usigeligt
godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, ønsked mig død og borte, blev
sentimental og græd. Det blev aldrig Ende på min Elendighed! Så med en Gang
standsed jeg op på Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var
det, han havde kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, hvad det vil
sige at kalde mig Tosken! Dermed vendte jeg om og løb tilbage. Jeg følte
mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden snubled jeg og faldt, men jeg
ændsed det ikke, sprang op igen og løb. Nede ved Jærnbanetorvet var jeg
imidlertid ble ven så træt, at jeg følte mig ikke istand til at fortsætte
helt ned til Bryggen; min Vrede havde desuden taget af under Løbet. Endelig
standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke også være ganske ligegyldigt,
hvad en sådan Konstabel havde sagt? — Ja, men jeg tålte ikke alt! —
Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! — Og denne
Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv:
Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om.

Gud, hvad du kan finde på! tænkte jeg harmfuldt; løbe om som en gal i slige
dyvåde Gader mørke Natten! Sulten gnaved mig ulideligen og lod mig ikke i
Ro. Atter og atter svælged jeg Spyt, for på den Måde at mætte mig lidt, og
jeg syntes, det hjalp. Det havde været for småt med Mad for mig i
mangfoldige Uger, før dette kom på, og Kræfterne havde taget betydeligt af
i det sidste. Når jeg havde været heldig at fået en Femkrone opdrevet ved
en eller anden Manøvre, vilde ikke gærne disse Penge vare så længe, at jeg
blev helt restitueret, før en ny Sultetid brød ind over mig og slog mig i
Knæ. Det havde faret værst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i
Brystet kunde jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted rigtig hårdt,
eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg
ingen Råd for. Hvordan kunde det dog være, at det slet ikke vilde lysne for
mig? Var jeg måske ikke lige så berettiget til at leve som hvemsomhelst
anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen? Om
jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svære Arme at arbejde med,
og om jeg måske ikke havde søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden,
forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad? Havde jeg ikke søgt Pladse og
hørt Forelæsninger og skrevet Avisartikler og læst og arbejdet Nat og Dag,
som en gal Mand? Og havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brød og Melk,
når jeg havde meget, Brød, når jeg havde lidet, og sultet, når jeg
ingenting havde? Boed jeg på Hotel, havde jeg en Suite Værelser i første
Etage? På et Udloft boed jeg, i et Blikkenslagerværksted, som Gud og
Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter, fordi det sneed derind. Så jeg
kunde aldeles ikke begribe mig på det hele!

Alt dette gik jeg og tænkte på, og der var ikke så meget som en Gnist af
Ondskab eller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke.

Ved en Farvehandel standsed jeg og så indad Vinduet; jeg forsøgte at læse
Vignetterne på et Par hermetiske Dåser, men det var altfor mørkt. Ærgerlig
på mig selv for dette ny Påfund, og heftig, næsten vred over ikke at kunne
finde ud, hvad disse Dåser indeholdt, banked jeg én Gang i Vinduet og gik
videre. Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, jeg forstærked min Gang, gik
tæt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning:

»Klokken er ti.«

»Nej, den er to,« svared han forundret.

»Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er ti.« Og stønnende af Vrede trådte
jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hånd og sagde: »Hør, ved De hvad
— Klokken er ti!«

Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred
forbløffet på mig. Endelig sagde han ganske stille:

»I hvert Fald er det jo på Tiden, at Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska’
følle Dere?«

Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; jeg følte, at jeg fik Tårer i
Øjnene, og jeg skyndte mig at svare:

»Nej, Tak! — Jeg har bare været lidt forsent ude . . . . på en Kafé
. . . . Jeg takker Dem så meget.«

Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske
overvældet mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham.
Jeg standsed og så efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig
for Panden og græd heftigere, efterhvert som han fjærned sig. Jeg skældte
mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, opfandt desperate
Benævnelser, kostelige rå Fund af Skældsord, som jeg overdynged mig selv
med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom
til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nøgler.

Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke
tabe mine Nøgler? Her bor jeg i en Gård, hvor der er en Stald nedenunder og
et Blikkenslagerværksted ovenpå; Porten er stængt om Natten, og ingen,
ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg så ikke tabe mine Nøgler? Jeg
er våd som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt
latterligt træt i Knæerne — hvorfor skulde jeg så ikke tabe dem? Hvorfor
kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker, når jeg kom og
skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og
Forkommenhed.

Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpå;
men Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde ikke slippe ind. Træt og
bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at gå tilbage til Bryggen og lede
efter mine Nøgler.

Det var igen begyndt at regne, og jeg følte allerede Vandet trække igennem
på mine Skuldre. Ved Rådstuen fik jeg med en Gang en lys Idé: jeg vilde
anmode Politiet om at åbne Porten. Jeg henvendte mig straks til en
Konstabel og bad ham indstændigt om at følge med og lukke mig ind, hvis han
kunde.

Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Nøgle.
Politiets Nøgler var ikke her, de var i Detektivafdelingen.

Hvad skulde jeg da gøre.?

Hja, jeg fik gå til et Hotel og lægge mig.

Men jeg kunde virkelig ikke gå til et Hotel og lægge mig; jeg havde ingen
Penge. Jeg havde været ude . . . . på en Kafé . . . . han forstod jo nok
. . . .

Vi stod der en liden Stund på Rådstuens Trappe. Han overvejed og betænkte
sig og anskued min Person. Regnen strømmed ned udenfor os.

»Så får Di gå ind til Vagthavende og mælle Dere som husvild,« sagde han.

Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt på. Ja, Død og Plage, det var en god
Idé! Og jeg takked Konstablen på Stedet for dette fortrinlige Påfund. Om
jeg bare simpelthen kunde gå ind og sige, at jeg var husvild?

Simpelthen! . . . .

»Navn?« spurgte Vagthavende.

»Tangen — Andreas Tangen.«

Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke flagred opløst om og gav mig flere
Indfald, end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende Navn i
Øjeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg løj uden
Nødvendighed.

»Bestilling?«

Dette var at sætte mig Stolen for Døren. Hm. Bestilling! Hvad _var_ min
Bestilling? Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager, men voved det
ikke; jeg havde givet mig et Navn, som ikke enhver Blikkenslager har,
desuden bar jeg Briller på Næsen. Da faldt det mig i Sinde at være
dumdristig, jeg trådte et Skridt frem og sagde fast og højtideligt:

»Journalist.«

Vagthavende gjorde et Ryk på sig, før han skrev, og stor som en husvild
Statsråd stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende
kunde nok så godt forstå, at jeg nøled med mit Svar. Hvad ligned det, en
Journalist på Rådstuen, uden Tag over Hovedet!

»Ved hvilket Blad — Hr. Tangen?«

»Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desværre har jeg været lidt forsent ude
iaften . . .«

»Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, og han lagde til med et Smil: »Når
Ungdommen er ude . . . . vi forstår . . . .« Henvendt til en Konstabel
sagde han, idet han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis den Herre op
i den reserverede Afdeling. Godnat!«

Jeg følte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted
Hænderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet
»Morgenbladet« ind! Jeg vidste, at Friele kunde skære Tænder, og da Nøglen
gnissed i Låsen, mindedes jeg ved Lyden derom.

»Gassen brænder i ti Minutter,« sagde Konstablen endnu i Døren.

»Og så slukkes den?«

»Så slukkes den.«

Jeg satte mig på Sengen og horte, hvor Nøglen blev vreden om. Den lyse
Celle så venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag
til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end en sådan
koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende på Sengen med Hatten i Hånden
og med Øjnene heftet på Gasflammen henne i Væggen, gav jeg mig til at
eftertænke Momenterne i min første Befatning med Politiet. Dette var den
første, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager?
Og så »Morgenbladet«! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjærtet med
»Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i Stiftsgården i Galla
til Klokken to, glemt Portnøglen og en Lommebog på nogle tusind Kroner
hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . .

Så slukner pludseligt Gassen, så forunderlig pludseligt, uden at tage af,
uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan ikke se min Hånd, ikke
de hvide Vægge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet at gøre end at
gå tilsengs. Og jeg klædte mig af.

Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke sove. Jeg blev liggende en Tid at
se ind i Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen Bund havde, og som jeg
ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al
Måde mørkt, og jeg følte dets Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav mig
til at synge halvhøjt og kasted mig frem og tilbage på Briksen, forat
adsprede mig; men uden Nytte. Mørket havde besat min Tanke og lod mig ikke
et Øjeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, gjort til
ét med det? Jeg rejser mig op i Sengen og slår ud med Armene.

Min nervøse Tilstand havde ganske taget Overhånd, og det hjalp ikke,
hvormeget jeg forsøgte at modarbejde den. Der sad jeg, et Bytte for de
særeste Fantasier, tyssende på mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af
Anstrængelse for at bringe mig i Ro. Jeg stirred ud i Mørket, og jeg havde
aldrig i mine Levedage set et sådant Mørke. Der var ingen Tvivl om, at jeg
her befandt mig foran en egen Sort af Mørke, et desperat Element, som ingen
tidligere havde været opmærksom på. De latterligste Tanker sysselsatte mig,
og hver Ting gjorde mig bange. Det lille Hul i Væggen ved min Seng
beskæftiger mig meget, et Spigerhul, jeg finder, et Mærke i Muren. Jeg
føler på det, blæser i det og søger at gætte mig dets Dybde. Det var ikke
noget uskyldigt Hul, slet ikke; det var et rigtig intrikat og
hemmelighedsfuldt Hul, som jeg måtte vogte mig for. Og besat af Tanken på
dette Hul, helt fra mig selv af Nysgærrighed og Frygt, måtte jeg tilsidst
stå op af Sengen og finde fat på min halve Pennekniv, forat måle dets Dybde
og forvisse mig om, at det ikke førte helt ind til Sidecellen.

Jeg lagde mig tilbage, forat forsøge at falde i Søvn, men i Virkeligheden
for atter at kæmpe med Mørket. Regnen havde ophørt udenfor, og jeg hørte
ikke en Lyd. En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin på Gaden, og jeg
gav mig ikke Fred, førend jeg havde hørt en Fodgænger gå forbi, efter Lyden
at dømme en Konstabel. Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler.
Det var da som bare Fan! Ha! — Jeg indbildte mig at have fundet et nyt
Ord. Jeg rejser mig op i Sengen og siger: Det findes ikke i Sproget, jeg
har opfundet det, _Kuboå_. Det har Bogstaver som et Ord, ved sødeste Gud,
Mand, du har opfundet et Ord . . . . _Kuboå_ . . . . af stor grammatikalsk
Betydning . . . .

Jeg sidder med åbne Øjne, forbauset over mit Fund, og ler af Glæde. Så
begynder jeg at hviske; man kunde belure mig, og jeg agted at holde min
Opfindelse hemmelig. Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom
og smærtefri, og min Tanke var uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med
mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang søger jeg at
udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behøved ikke at betyde hverken Gud
eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? Jeg knytter
Hånden heftigt og gentager en Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde
Dyrskue? Når jeg betænkte mig ret, var det ikke engang absolut nødvendigt,
at det betød Hængelås eller Solopgang. Et sådant Ord, som dette, var det
ikke vanskeligt at finde Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an.
Imidlertid kunde jeg sove på det.

Jeg ligger der på Briksen og småler, men siger ingenting, udtaler mig ikke
hverken fra eller til. Der går nogle Minutter, og jeg blir nervøs, det ny
Ord plager mig uden Ophør, vender altid tilbage, bemægtiger sig tilsidst al
min Tanke og gør mig alvorlig. Jeg havde opgjort mig en Mening om, hvad det
ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen Bestemmelse om, hvad det skulde
betyde. Det er et Bispørgsmål! sagde jeg højt til mig selv, og jeg griber
mig i Armen og gentager, at det var et Bispørgsmål. Ordet var Gudskelov
fundet, og det var Hovedsagen. Men Tanken plager mig endeløst og hindrer
mig fra at falde i Søvn; intet var mig godt nok for dette ualmindeligt
sjældne Ord. Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig med begge
Hænder om Hovedet og siger: Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at
lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! Havde det kunnet betyde
noget sådant som dette, vilde jeg for længe siden have bestemt mig herfor
og taget Følgerne. Nej, egentlig var Ordet egnet til at betyde noget
_sjæleligt_, en Følelse, en Tilstand — om jeg ikke kunde forstå det? Og
jeg husker mig om, forat finde noget sjæleligt. Da forekommer det mig, at
nogen taler, blander sig ind i min Passiar, og jeg svarer vredt:
Hvadbehager? Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? Å, rejs til
Helvede! Nu måtte jeg rigtig le! Om jeg måtte spørge: Hvorfor skulde jeg
være forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, når jeg specielt havde
imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i
min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Såvidt jeg
vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . .

Men mer og mer kom min Hjærne i Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen,
forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, men mit Hoved stod i Feber,
og jeg følte en instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik
jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg
lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig. Så lå jeg i flere Minutter,
uden at gøre en Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet støde heftigt
gennem Årene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter
Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også blot én Gang. Mon han går dernede
endnu? Sidder på min Bænk? . . . . Det blå Perlemor . . . . Skibene . . . .

Jeg åbned Øjnene. Hvor kunde jeg også holde dem lukket, når jeg ikke kunde
sove? Og det samme Mørke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte
Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog
ligne det med? Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser, forat finde et
Ord, der var sort nok til at betegne mig dette Mørke, et Ord så grusomt
sort, at det kunde sværte min Mund, når jeg nævnte det. Herregud, hvor det
var mørkt! Og jeg bringes igen til at tænke på Havnen, på Skibene, de sorte
Uhyrer, der lå og vented på mig. De vilde suge mig til sig og holde mig
fast og sejle med mig over Land og Hav, gennem mørke Riger, som ingen
Mennesker har set. Jeg føler mig ombord, trukket tilvands, svævende i
Skyerne, dalende, dalende . . . . Jeg giver et hæst Skrig af Angst og
hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort sådan farlig Rejse, suset ned
gennem Luften som en Byldt. Hvor følte jeg mig ikke frelst, da jeg slog
Hånden mod den hårde Briks! Således er det at dø, sagde jeg til mig selv,
nu skal du dø! Og jeg lå en liden Stund og tænkte over dette, at nu skulde
jeg dø. Da rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: Hvem sagde, at
jeg skulde dø? Har jeg selv fundet Ordet, så er jeg i min gode Ret til selv
at bestemme, hvad det skal betyde . . . . Jeg hørte selv, at jeg
fantasered, hørte det endnu mens jeg talte. Min Galskab var et Delirium af
Svaghed og Udmattelse, men jeg var ikke sandsesløs. Og den Tanke fôr mig
med ét gennem Hjærnen, at jeg var bleven vanvittig. Greben af Rædsel farer
jeg ud af Sengen. Jeg raver hen til Døren, som jeg prøver at åbne, kaster
mig et Par Gange mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved mod Væggen,
jamrer højt, bider mig i Fingrene, græder og bander . . . .

Alting var roligt; kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene. Jeg var
falden om på Gulvet, ude af Stand til længer at tumle om i Cellen. Da
skimter jeg højt oppe, midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i Væggen, en
Tone af hvidt, en Anelse — det var Dagslyset. Jeg følte, at det var
Dagslyset, følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, hvor ånded jeg ikke
dejligt ud! Jeg kasted mig flad på Gulvet og græd af Glæde over dette
velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og
bar mig ad som en gal. Og jeg var mig også i dette Øjeblik bevidst, hvad
jeg gjorde. Alt Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse og Smærte
ophørt, og jeg havde i denne Stund ikke et Ønske uopfyldt, så vide min
Tanke kunde gå. Jeg satte mig overende på Gulvet, folded Hænderne og vented
tålmodig på Dagens Frembrud.

Hvilken Nat havde ikke dette været! At man dog ikke har hørt nogen Larm,
tænkte jeg forundret. Men jeg var jo også i den reserverede Afdeling, højt
over alle Fanger. En husvild Statsråd, om jeg så måtte sige. Stadigt i den
bedste Stemning, med Øjnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren,
mored jeg mig selv med at agere Statsråd, kaldte mig von Tangen og lagde
min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hørt op, kun var jeg
langt mindre nervøs. Om jeg ikke havde begået den beklagelige Tankeløshed
at lægge min Lommebog hjemme! Om jeg ikke måtte have den Ære at bringe Hr.
Statsråden tilsengs? Og i yderste Alvor, med mange Ceremonier gik jeg hen
til Briksen og lagde mig.

Det var nu bleven så lyst, at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids,
og lidt efter kunde jeg se det svære Håndtag i Døren. Dette adspreded mig;
det ensformige Mørke, så irriterende tykt, at det hindred mig fra at se mig
selv, var brudt; mit Blod blev roligere, og snart følte jeg mine Øjne
lukkes.

                                   * * *

Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør. I al Hast sprang jeg op og klædte
mig skyndsomt på; mine Klæder var endnu gennemvåde fra igåraftes.

»Di vil mælle Dere nede hos Jourhavende,« sagde Konstablen.

Var der altså igen Formaliteter at gennemgå! tænkte jeg bange.

Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker
sad, alle husvilde. Og en for en blev de råbt op af Protokollen, en for en
fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen ved
sin Side:

»Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at
trænge et Måltid.«

Og jeg stod og så på disse Billetter og ønsked mig en.

»Andreas Tangen, Journalist!«

Jeg trådte frem og bukked.

»Kære, hvordan kan _De_ være kommen her?«

Jeg forklared den hele Sammenhæng, gav den samme Historie som igåraftes,
løj med åbne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: Været lidt
forsent ude, desværre . . . . på en Kafé . . . . mistet Portnøglen . . . .

»Ja,« sagde han og smilte, »således er det! Har de sovet godt da?«

»Som en Statsråd!« svaredjeg. »Som en Statsråd!«

»Det glæder mig!« sagde han og rejste sig. »Godmorgen!«

Og jeg gik.

En Billet, en Billet også til mig! Jeg har ikke spist på over tre lange
Dage og Nætter. Et Brød! Men der var ingen, som bød mig en Billet, og jeg
turde ikke begære en. Det vilde øjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde
begynde at grave i mine private Forhold og finde ud, hvem jeg virkelig var;
man vilde arrestere mig for falske Foregivender. — Med løftet Hoved, med
millionær Holdning og Hænderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg ud af
Rådstuen.

Solen skinned allerede varmt, Klokken var ti, og Trafiken på Youngstorvet
var i fuld Bevægelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? Jeg klapper på Lommen og
føler efter mit Manuskript; når Klokken blev elleve, vilde jeg forsøge at
træffe Redaktøren. Jeg står en Stund på Ballustraden og iagttager Livet
nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klæder. Hungeren
indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig små fine Stik, som
smærted mig. Havde jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg kunde henvende
mig til? Jeg leder i min Hukommelse, forat finde en Mand på ti Øre, og
finder ham ikke. Det var dog en dejlig Dag; der var megen Sol og meget Lys
omkring mig; Himlen strømmed som et fint Hav henover Lierfjældene . . . .

Jeg var uden at vide det på Vejen hjem.

Jeg sulted svare, og jeg fandt mig på Gaden en Træspån at tygge på. Det
hjalp. At jeg dog ikke havde tænkt på det før!

Porten var åben, Staldkarlen hilste som sædvanligt Godmorgen.

»Fint Vejr!« sagde han.

»Ja« svared jeg. Det var alt, jeg fandt at sige. Kunde jeg bede ham om at
låne mig en Krone? Han gjorde det vist så gærne, hvis han kunde. Jeg havde
desuden engang skrevet et Brev for ham.

Han stod og smagte på noget, han vilde sige.

»Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale Værtinden min idag, Di kunde vel ikke
være så snil at låne mig fem Kroner, vel? Bare på no’en Da’er. Di har
gjort mig en Tjeneste før, Di.«

»Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« svared jeg. »Ikke nu. Måske
senerehen, måske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad Trappen til mit
Værelse.

Her kasted jeg mig på min Seng og lo. Hvor svineheldigt var det ikke, at
han var kommet mig i Forkøbet! Min Ære var reddet. Fem Kroner — Gud bevare
dig, Mand! Du kunde lige så gærne spurgt mig om fem Aktier i Dampkøkkenet
eller en Herregård ude i Aker.

Og Tanken på disse fem Kroner fik mig til at le højere og højere. Var jeg
dog ikke en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her var rette Manden! Min
Lystighed steg, og jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt her er!
Rigtig fersk Karbonadelugt, siden Middagen, fyh! Og jeg støder Vinduet op,
forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, en halv Bif! Henvendt til
Bordet, dette skrøbelige Bord, som jeg måtte støtte med Knæerne, når jeg
skrev, bukked jeg dybt og spurgte: Tør jeg spørge, vil De drikke et Glas
Vin? Ikke? Jeg er Tangen, Statsråd Tangen. Desværre har jeg været lidt
forsent ude . . . . Portnøglen . . . .

Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud på vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt
bevidst, at jeg talte usammenhængende, og jeg sagde ikke et Ord, uden at
jeg hørte og forstod det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler du
usammenhængende igen! Og jeg kunde dog ikke hjælpe for det. Det var som at
ligge vågen og tale i Søvne. Mit Hoved var let, uden Smærte og uden et
Tryk, og mit Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og jeg gjorde ingen
Modstand.

Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den
røde, skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun ånder! Kys mig, Elskede! mer!
mer! Dine Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser . . . . Opvarter, jeg bad
om en Bif . . . .

Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder hørte jeg Hestene tygge Havre.
Jeg sad og gumled på min Træspån, oprømt, glad i Sind som et Barn. Stadig
væk havde jeg følt efter Manuskriptet; jeg havde det ikke én Gang i Tanken,
men Instinktet sagde mig, at det var til, mit Blod minded mig om det. Og
jeg trak det frem.

Det var bleven vådt, og jeg bredte det ud og lagde det hen i Sollyset.
Derpå gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Værelse. Hvor alt så
nedslående ud! Omkring på Gulvet små nedtrampede Levninger af Blikplader;
men ikke en Stol at sidde på, ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge. Alt
var bragt til »Onkels« Kælder og fortæret. Et Par Ark Papir på Bordet,
belagt med tykt Støv, var al min Ejendom; det gamle, grønne Tæppe på Sengen
havde Hans Pauli lånt mig for nogle Måneder siden . . . . Hans Pauli! Jeg
knipser i Fingrene. Hans Pauli Pettersen skal hjælpe mig! Og jeg husker mig
om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli! Han vilde
sikkert blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks.
Hurtigt tager jeg min Hat på, samler Manuskriptet op, stikker det i Lommen
og haster nedad Trappen.

»Hør, Jens Olaj,« råbte jeg ind i Stalden, »jeg tror ganske sikkert, jeg
kan hjælpe dig i Eftermiddag!«

Kommen til Rådstuen ser jeg, at Klokken er over elleve, og jeg bestemmer
mig til at gå indom Redaktionen med det samme. Udenfor Kontordøren standsed
jeg, forat undersøge om mine Papirer lå efter Pagina; jeg glatted dem
omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen og banked på. Mit Hjærte klapped
hørligt, da jeg trådte ind.

Saksen er som sædvanlig tilstede. Jeg spørger frygtsomt efter Redaktøren.
Intet Svar. Manden sidder og borer efter Smånyt i Provinsaviserne.

Jeg gentager mit Spørgsmål og stiger længer frem.

Redaktøren var ikke kommet, sagde endelig Saksen, uden at se op.

Om hvornår han kom?

Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke sige det, Di.

Hvorlænge var Kontoret åbent?

Herpå fik jeg intet Svar, og jeg måtte gå. Saksen havde ikke kastet et Blik
på mig under det hele; han havde hørt min Stemme og genkendt mig på den. Så
ilde set er du her, tænkte jeg, man gider ikke engang svare dig. Mon det er
Ordre fra Redaktøren? Jeg havde rigtignok også, lige siden min berømte
Føljeton til ti Kroner blev antagen, oversvømmet ham med Arbejder, rændt på
hans Døre næsten hver Dag med ubrugbare Ting, som han havde måttet læse
igennem og give mig tilbage. Han vilde kanske have en Ende på det, tage
sine Forholdsregler . . . . Jeg begav mig på Vejen ud i Homandsbyen.

Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent på Kvisten i en fem Etages Gård,
altså var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men havde han en Krone, så
vilde han ikke spare den. Jeg vilde få den lige så sikkert, som jeg havde
den i Hånden. Og jeg gik og glæded mig til denne Krone den hele Vej og
følte mig vis på at få den. Da jeg kom til Gadedøren, var den stængt, og
jeg måtte ringe på.

»Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,« sagde jeg og vilde ind; »jeg
ved hans Værelse.«

»Student Pettersen?« gentager Pigen. Om det var ham, som boed på Kvisten?
Han var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men han havde bedt om at få
sine Breve sendt ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen nævnte Numret.

Jeg går fuld af Tro og Håb helt ned i Toldbodgaden, forat spørge om Hans
Paulis Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg måtte udnytte den.
Undervejs kom jeg forbi et nys opført Hus, hvor et Par Snedkere stod og
høvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par blanke Spåner, stak den ene i
Munden og gæmte den anden i Lommen til senere. Og jeg fortsatte min Vej.
Jeg stønned af Hunger. Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort
ti Øres Brød i Vinduet, det største Brød, som kunde fåes for den Pris
. . . .

»Jeg kommer, forat få vide Student Pettersens Adresse.«

»Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten.« — Om jeg skulde derud? Nå, så vilde
jeg måske være så snil at medtage et Par Breve, som var kommet?

Jeg går atter op i Byen, den samme Vej, jeg var kommet, passerer igen
Snedkerne, som nu sad med sine Blikspand mellem Knæerne og spiste sin gode,
varme Dampkøkkenmiddag, kommer forbi Bagerbutiken, hvor Brødet endnu ligger
på sin Plads, og når endelig Bernt Ankers Gade, halvdød af Udmattelse.
Døren var åben, og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten.
Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med ét Slag at sætte Hans Pauli i
Humør, når jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig denne Håndsrækning,
når jeg forklared ham Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde så
stort Hjærte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . .

På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. Pettersen, stud. theol. — rejst
hjem«.

Jeg satte mig ned på Stedet, satte mig på det bare Gulv, dump træt, slagen
af Forkommenhed. Jeg gentager mekanisk et Par Gange: Rejst hjem! Rejst
hjem! Så tier jeg ganske stille. Der var ikke en Tåre i mine Øjne, jeg
havde ikke en Tanke og ikke en Følelse. Med opspærrede Øjne sad jeg og
stirred på Brevene, uden at foretage mig noget. Der gik ti Minutter, måske
tyve, eller mer, jeg sad der stadig på samme Plet og rørte ikke en Finger.
Denne dumpe Døs var næsten som en Blund. Så hører jeg nogen komme i
Trappen, jeg rejser mig og siger:

»Det var Student Pettersen — jeg har to Breve til ham«.

»Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men han kommer tilbage efter Ferierne.
Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde.«

»Ja, Tak, det var rigtigt godt«, sagde jeg, »så får han dem, når han
kommer. Der kunde være vigtige Ting i dem. Godmorgen!«

Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg og sagde højt midt på åben Gade,
idet jeg knytted Hænderne: Jeg skal sige dig et, min kære Herre Gud: du er
en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tænder op mod Skyerne:
Du er Fan ta mig en Noksagt!

Jeg gik så nogle Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter
Holdning, folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved påskakke og spørger med
sød, fromladen Stemme: Har du også henvendt dig til ham, mit Barn?

Det lød ikke rigtigt.

Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du også anråbt
_Ham_, mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og gør min Stemme begrædelig og
svarer: Nej!

Det lød heller ikke rigtigt.

Du kan jo ikke hykle, din Nar! _Ja_, skal du sige, ja, jeg har anråbt min
Gud Fader! og du skal få til den ynkeligste Melodi på dine Ord, som du
nogensinde har hørt. Så, op igjen! Ja, det var bedre. Men du må sukke,
sukke som en krampesyg Hest. Så!

Der går jeg og underviser mig selv i Hykleri, stamper utålmodig i Gaden,
når jeg ikke får det til, og skælder mig ud for et Træhoved, mens de
forbausede forbigående vender sig om og betragter mig.

Jeg tygged uafbrudt på min Høvlspån og sjangled så hurtigt, jeg kunde,
nedad Gaderne. Førend jeg selv vidste af det, var jeg helt nede ved
Jærnbanetorvet. Klokken viste halv to på Vor Frelsers. Jeg stod en Stund og
overvejed. En mat Sved trængte frem i mit Ansigt og sived ned i mine Øjne.
Følg med en Tur på Bryggen! sagde jeg til mig selv. Det vil sige, hvis du
har Tid? Og jeg bukked for mig selv og gik ned til Jærnbanebryggen.

Skibene lå derude, Sjøen vugged i Solskinnet. Der var travl Bevægelse
overalt, pibende Dampfløjter, Dragere med Kasser på Skuldrene, muntre
Hejsesange fra Prammene. En Kagekone sidder i Nærheden af mig og luder med
sin brune Næse over sine Varer; det lille Bord foran hende er syndigt fuldt
af Lækkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. Hun fylder hele Kajen med
sin Madlugt; fyh, op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en Herre, der
sidder ved min Side og forestiller ham indtrængende dette Misforhold med
Kagekoner her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, men han måtte dog vel
indrømme, at . . . . Men den gode Mand aned Uråd og lod mig ikke engang
tale tilende, før han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte
ham, fast bestemt på at overbevise Manden om hans Fejltagelse.

»Endog af Hensyn til de sanitære Forholde«, sagde jeg og klapped ham på
Skuldren . . . .

»Undskyld, jeg er fremmed her og kender ikke noget til de sanitære
Forholde,« sagde han og stirred på mig i Rædsel.

Nå, det forandred Sagen, når han var fremmed . . . . Om jeg ikke kunde
gjøre ham nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? For det skulde være mig
en Fornøjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget . . . .

Men Manden vilde absolut blive af med mig og skråed hurtigt over Gaden til
det andet Fortoug.

Jeg gik atter tilbage til min Bænk og satte mig. Jeg var meget urolig, og
den store Lire, som havde begyndt at spille lidt længer henne, gjorde mig
end værre. En fast, metallisk Musik, en Stump af Weber, hvortil en liden
Pige synger en sørgelig Vise. Det fløjteagtige, lidelsesfulde i Liren
risler mig gennem Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som gav de
Genklang, og et Øjeblik efter falder jeg tilbage på Bænken, klynkende,
nynnende med. Hvad finder ikke éns Tanker på, når man sulter! Jeg føler mig
optagen i disse Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og jeg fornemmer
så tydeligt, hvorledes jeg strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende
ind over lyse Zoner . . . .

»En Øre!« siger den lille Lirepige og rækker sin Bliktalærken frem, »bare
en Øre!«

»Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer. Men
Barnet tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende og fjærner sig straks,
uden at sige et Ord. Denne stumme Tålsomhed var mig for stor; havde hun
skældt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smærten greb mig, og jeg råbte
hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde jeg, men jeg skal huske dig
siden, måske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et pent Navn, jeg skulde
ikke glemme det. Altså imorgen . . . .

Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord,
og jeg græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs ikke vilde tro
mig. Endnu engang råbte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og
vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesløs, sagde jeg, vent
blot et Øjeblik . . . .

Og jeg havde ingen Vest.

Hvor kunde jeg også lede efter den! Der var gået Uger, siden den var i mit
Eje. Hvad gik der også af mig? Den forbausede Pige vented ikke længer, men
trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. Folk stimled sammen
om mig og lo højt, en Politibetjent trænger sig hen til mig og vil vide,
hvad der er påfærde.

»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille
Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behøver De ikke
at stå og le ad. Jeg kunde bare gå hjem og tage en anden på.«

»Ingen Opstyr på Gaden!« siger Konstablen. »Såh, marsch!« Og han puffer mig
afsted. »Er dette Demses Papirer?« råbte han efter mig.

Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg
også være så uforsigtig . . . .

Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og
går, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til
Redaktionskontoret. Klokken var nu fire på Vor Frelsers Ur.

Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en
Tyv, og standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg læner
mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tænker efter. En Knappenål
ligger og skinner foran mine Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den op.
Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg få for dem? Det
vilde måske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og
undersøgte dem til alle Kanter og fandt dem så godt som nye. Det var en
heldig Idé alligevel, jeg kunde skære dem ud med min Pennekniv og bringe
dem hen i Kælderen. Håbet om, at jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived
mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glæde tog Overhånd
med mig, og jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en efter en.
Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar:

Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed . . . .
Udslidte, siger De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil se på den, som slider
mindre Knapper, end jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg sige Dem; det
er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke _vil_,
så! Men jeg skal have mine ti Øre for dem, mindst . . . . Nej, Herregud,
hvem har _sagt_, at de skal gøre det? De kan holde Deres Mund og lade mig
være i Fred . . . . Ja, ja, så kan De jo _hente_ Politiet, vel. Jeg skal
vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjæle noget
fra Dem . . . . Nå, Goddag, Goddag! Mit Navn er altså Tangen, jeg har været
lidt forsent ude . . . .

Så kommer der nogen i Trappen. Jeg er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden,
genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi,
besvarer ikke engang min Hilsen, får det pludselig så travlt med at se på
sine Negle. Jeg standser ham og spørger efter Redaktøren.

»Ikke tilstede, Di.«

»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frækhed, som forundred mig selv, fortsatte
jeg: »Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt Ærinde — Meddelelser fra
Stiftsgården.«

»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?«

»Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen lidt med Øjnene.

Det hjalp. Han fulgte straks med og åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i
Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked på, og
trådte ind i Redaktørens Privatkontor.

»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. »Sid ned.«

Havde han vist mig Døren, vilde det været kærkomnere; jeg følte Gråden og
sagde:

»Jeg beder Dem undskylde . . . .«

»Sæt Dem ned,« gentog han.

Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var
mig magtpåliggende at få ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig sådan Flid
med den, den havde kostet mig så megen Anstrængelse.

»Jeg skal læse den,« sagde han og tog den. »Anstrængelse koster det Dem
vist alt, De skriver; men De er så altfor heftig. Når De bare kunde være
lidt besindigere! Der er formegen Feber. Imidlertid skal jeg læse den.« Og
han vendte sig igjen ind til Bordet.

Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid
var Feber? Så vilde han ganske sikkert hjælpe mig; det var ikke første
Gang.

Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for
Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig. Det vilde
måske blive samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke ske! Så jeg slet ikke,
at han sad i Arbejde?

»Var det ellers noget?« spurgte han.

»Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme fast. »Hvornår må jeg få høre ind
igen?«

»Å, nårsomhelst De går forbi,« svared han, »om et Par Dage eller så.«

Jeg kunde ikke få min Begæring over Læberne. . Denne Mands Venlighed syntes
mig uden Grændser, og jeg skulde vide at påskønne den. Heller sulte
tildøde. Og jeg gik.

Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen følte Hungerens Anfald, angred jeg
at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden
Høvlspån op af Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen. Hvorfor havde
jeg ikke gjort det før? Du måtte skamme dig! sagde jeg højt; kunde det
virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og sætte ham i
Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den
Uforskammethed, som havde faldt mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg
endnu har hørt! sagde jeg; rænde på en Mand og næsten klore Øjnene ud på
ham, bare fordi du trænger en Krone, din elendige Hund! Så, marsch!
Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! Jeg skal lære dig!

Jeg begyndte at løbe, forat straffe mig selv, tilbagelagde i Sprang den ene
Gade efter den anden, drev mig fremad ved indædte Tilråb og skreg taust og
rasende til mig selv, når jeg vilde standse. Herunder var jeg kommet højt
op i Pilestrædet. Da jeg endelig stod stille, næsten grædefærdig af Vrede
over ikke at kunne løbe længer, dirred jeg over mit hele Legeme, og jeg
slængte mig ned på en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage
mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stående, og jeg
lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter
flere Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sætte mig;
endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads på Trappen.

Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg tørred Sveden af mit Ansigt og drak
store, friske Åndedrag ind. Hvor havde jeg ikke løbet! Men jeg angred det
ikke, det var vel fortjent. Hvorfor havde jeg også villet begære den Krone?
Nu så jeg Følgerne! Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv, holde
Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg blev mer og mer rørende, og træt
og kraftløs begyndte jeg at græde. En stille og inderlig Gråd, en indvendig
Hulken uden en Tåre.

Et Kvarters Tid eller mer sad jeg på samme Sted. Folk kom og gik, og ingen
forulemped mig. Småbørn legte her og der omkring, en liden Fugl sang i et
Træ på den anden Side af Gaden.

En Politikonstabel kommer henimod mig.

»Hvorfor sitter Di her?« sagde han.

»Hvorfor jeg sidder her?« spurgte jeg. »Af Lyst.«

»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste Hal’time,« sagde han. »Di har sitti
her en hal’ Time?«

»Så omtrent,« svared jeg. »Var det ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og
gik.

Kommen til Torvet, standsed jeg og så ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det
et Svar? Af Træthed! skulde du sagt, og du skulde gjort din Stemme
begrædelig — du er et Fæ, du lærer aldrig at hykle! — af Udmattelse! og
du skulde sukket som en Hest.

Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg igen, greben af et nyt Indfald.
Jeg knipsed i Fingrene, slog i en høj Latter, som forbaused de forbigående,
og sagde: Nej, nu skal du virkelig gå ud til Præsten Levion. Det skal du
bitterdød gøre. Jo, bare forat forsøge. Hvad har du at forsømme med det?
Det er også sådant dejligt Vejr.

Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i Adressekalenderen Pastor Levions
Bopæl og begav mig derud. Nu gælder det! sagde jeg, far nu ikke med
Streger! Samvittighed, siger du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til
at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, kommen i et vigtigt Anliggende,
det første fornødne. Men du skal lægge Hovedet på Skuldren og sætte Melodi
på dine Ord. Det vil du ikke, hvad? Så går jeg ikke et Skridt videre, så
meget du ved det. Så: du er i en såre anfægtet Tilstand, kæmper med Mørkets
Magter og store, lydløse Uhyrer om Nætterne, så det er en Gru, hungrer og
tørster efter Vin og Mælk og får det ikke. Så langt er det kommet med dig.
Nu står du her og har ikke så godt som Spyt i Lampen. Men du tror på Nåden,
Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du slå Hænderne sammen
og se ud som en ren Satan til at tro på Nåden. Med Hensyn til Mammon, så
hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en
Salmebog, en Erindring til et Par Kroner . . . . Ved Præstens Dør standsed
jeg og læste: »Kontortid fra 12 til 4.«

Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gør vi Alvor af det! Så, ned
med Hovedet, lidt til . . . . og jeg ringte på til Familjelejligheden.

»Jeg søger Pastoren,« sagde jeg til Pigen; men det var mig ikke muligt at
få Guds Navn med.

»Han er gået ud,« svared hun.

Gået ud! Gået ud! Det ødelagde hele min Plan, forrykked fuldstændigt alt,
jeg havde tænkt at sige. Hvad Nytte havde jeg så af denne lange Tur? Nu
stod jeg der.

»Var det noget især?« spurgte Pigen.

»Aldeles ikke!« svared jeg, »slet ikke! Det var bare sådant dejligt Guds
Vejr, og så vilde jeg gå herud og hilse på ham.«

Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gøre
hende opmærksom på Knappenålen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende
med Øjnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen
Ting.

Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller?

Jo, men hun havde Gigt, lå på en Sofa, uden at kunne røre sig . . . . Vilde
jeg måske lægge ned et Bud eller noget?

Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture nu og da, fik lidt Motion. Det var
så bra efter Middagen. —

Jeg begav mig på Vejen tilbage. Hvad vilde det føre til at passiare længer?
Desuden var jeg begyndt at føle Svimmelhed; det fejled ikke, jeg var i Færd
med at knække sammen for Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket på
en Time forsent, Nådens Tid var omme!

På Stortorvet satte jeg mig på en af Bænkene ved Kirken. Herregud, hvor det
begyndte at se sort ud for mig nu! Jeg græd ikke, jeg var for træt; udpint
til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, sad urørlig og
sulted. Brystet var mest betændt, det sved aldeles besynderlig slemt
derinde. Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spån; mine Kæver var
trætte af det frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over.
Ovenikøbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og som jeg
straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren
svulmed blå på mine Håndled.

Hvad havde jeg også egentlig nølet efter? Løbet om den hele Dag efter en
Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var det i Grunden
ikke ligegyldigt, om det uundgåelige skete en Dag før eller en Dag senere?
Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, var jeg gået hjem og lagt
mig til Ro for længe siden, overgivet mig. Min Tanke var i Øjeblikket klar.
Nu skulde jeg dø; det var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde
forsøgt hvert Middel, udnyttet hver Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg
kæled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu håbed på en
mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at
dø! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. Jeg
vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde
jeg lægge på det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde
igen, og det grønne Tæppe kunde jeg . . . .

Det grønne Tæppe! Jeg blev med én Gang lys vågen, Blodet steg mig til
Hovedet, og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig op fra Bænken og
begynder at gå, Livet rører sig påny i alle mine Fibrer, og jeg gentager
Gang på Gang de løsrevne Ord: Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! Jeg går
hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og står om en
kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted.

Uden at standse et Øjeblik eller vakle i min Beslutning, går jeg bort til
Sengen og ruller Hans Paulis Tæppe sammen. Det skulde være underligt, om
ikke mit gode Indfald kunde redde mig! De dumme Betænkeligheder, som opstod
hos mig, halve indre Råb om et vist Brandmærke, det første sorte Tegn i min
Hæderlighed, hæved jeg mig uendeligt over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg
var ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min Forstand i Behold . . . .

Og jeg tog Tæppet under Armen og gik ned i Stenersgaden Numer 5.

Jeg banked på og trådte ind i den store fremmede Sal, for første Gang;
Bjælden på Døren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved. En Mand
kommer ind fra et Sideværelse, tyggende, med Munden fuld af Mad, og stiller
sig foran Disken.

»Å, lån mig en halv Krones Penge på mine Briller!« sagde jeg; »jeg skal
løse dem ind om et Par Dage, sikkert.«

»Hvad? Nej, det er jo Stålbriller?«

»Ja.«

»Nej, det kan jeg ikke.«

»Å, nej. De kan vel ikke det. Det var i Grunden bare Spøg også. Nej, jeg
har et Tæppe med, som jeg egentlig ikke har noget Brug for længer, og det
faldt mig ind, at De kunde ville skille mig af med det.«

»Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,« svared han, og da jeg
havde fået det oprullet, kasted han et eneste Blik på det og råbte:

»Nej, undskyld, det har heller ikke jeg noget Brug for!«

»Jeg vilde vise Dem den dårligste Side først,« sagde jeg; »det er meget
bedre på den anden Side.«

»Ja, ja, det hjælper ikke, jeg vil ikke eje det, og De får ikke ti Øre for
det noget Sted.«

»Nej, det er grejt, at det ikke er værd noget,« sagde jeg; »men jeg tænkte,
at det kunde gå under ét med et andet gammelt Tæppe på Auktionen.«

»Ja, nej, det nytter ikke.«

»Fem og tyve Øre?« sagde jeg.

»Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset.«

Så tog jeg atter Tæppet under Armen og gik hjem.

Jeg lod som intet var hændt, bredte igen Tæppet over Sengen, glatted det
godt ud, som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert Spor af min sidste
Handling. Jeg kunde umuligt have været ved min fulde Forstand i det
Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at begå denne Kæltringstreg; jo mer
jeg tænkte herpå, des urimeligere forekom det mig. Det måtte være et Anfald
af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet
mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det
begyndte at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsøgt med
Brillerne først. Og jeg glæded mig meget over, at jeg ikke havde fået
Anledning til at fuldbyrde denne Brøde, som vilde have flækket til de
sidste Timer, jeg leved.

Og atter vandred jeg ud i Byen.

Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med
Hovedet på Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af
Sult. Og Tiden gik.

Jeg fik sidde også denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus;
det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt så galt i Brystet ude i
fri Luft; jeg kom jo også tidsnok hjem.

Og jeg dused og tænkte og led ganske hårdt. Jeg havde fundet mig en liden
Sten, som jeg pudsed af på mit Frakkeærme og stak i Munden, forat have
noget at gumle på; ellers rørte jeg mig ikke og flytted ikke engang Øjnene.
Mennesker kom og gik, Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte Luften.

Men jeg kunde jo forsøge med Knapperne? Det nytted naturligvis ikke, og
desuden var jeg så temmelig syg. Men når jeg ret betænkte mig, så skulde
jeg jo egentlig i Retning af »Onkel« — min egentlige »Onkel« — når jeg
gik hjem?

Endelig rejste jeg mig og drog mig sent og tuslet henefter Gaderne. Det
begyndte at brænde over mine Øjenbryn, det trak op til Feber, og jeg
skyndte mig alt, jeg kunde. Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brødet
lå. Så, nu standser vi ikke her! sagde jeg med tilgjort Bestemthed. Men om
jeg nu gik ind og _bad_ om en Bid Brød? Det var en Strejftanke, et Glimt;
det faldt mig virkelig ind. Fy! hvisked jeg og rysted på Hovedet. Og jeg
gik videre.

I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt
længer henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik så sagte og
betænksomt, jeg så ud til at grunde på noget af hvert — og Pigen kom ud på
Gaden.

»Hvordan er det med dig da, Gammeln? Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud
hjælpe mig for et Ansigt!« Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage.

Jeg standsed med en Gang. Hvad var der ivejen med mit Ansigt? Var jeg
virkelig begyndt at dø? Jeg følte med Hånden opad Kinderne: mager,
naturligvis var jeg mager; Kinderne stod som to Skåler med Bunden ind; men
Herregud . . . . og jeg rusled atter ivej.

Men jeg standsed igen. Jeg måtte være ganske ubegribelig mager. Og Øjnene
var på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så jeg egentlig ud? Det var nu som
hede Fan også, at man måtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg
følte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrækning. Hjælpe
os for et Ansigt, hvad? Her gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes Mage
til i Landet, med et Par Næver, som Gud forsyne mig kunde male Bybud til
Sigtemel, og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By! Var der nogen Orden
og Måde i det? Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter og Dage, som en
Mær, der slæber en Præst; jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og sultet
mig Forstanden ud af Hjærnen — hvad Fan havde jeg igen for det? Endog
Gadetæverne bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu skulde det være stop
— forstår du det! — _stop_ skulde det Djævelen besætte mig være! . . . .
Med stadigt tiltagende Raseri, skærende Tænder under Følelsen af min
Mathed, under Gråd og Eder, vedblev jeg at buldre løs, uden at ændse Folk,
der gik forbi. Jeg begyndte igen at martre mig selv, løb med Vilje min
Pande mod Lygtepælene, satte Neglene dybt ind i mine Håndbage, bed i
Afsindighed i min Tunge, når den ikke talte tydeligt, og jeg lo rasende
hver Gang det gjorde meget ondt.

Ja, men hvad skal jeg gøre? svared jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i
Gaden flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gører — En Herre går just
forbi og bemærker smilende:

»De bør gå og begære Dem anholdt.«

Jeg så efter ham. Det var en af vore bekendte Damelæger, »Hertugen« kaldet.
Ikke engang han forstod sig på min Tilstand, en Mand, jeg kendte, og hvis
Hånd jeg havde trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg var gal; han
havde Ret. Jeg følte Vanviddet i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen.
Så dér skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme,
sørgelige Gang. Dér skulde jeg altså havne!

Med ét står jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg
var næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke
at blive anholdt. Så vilde jeg komme på Rådstuen igen, blive indestængt i
en mørk Celle, hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! Der var
andre Udveje åbne endnu, som jeg ikke havde forsøgt. Og jeg vilde forsøge
dem; jeg vilde være så inderlig flittig, tage mig god Tid til det og gå
ufortrødent omkring fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel Musikhandler
Cisler, ham havde jeg slet ikke været hos. Der blev nok en Råd . . . .
Således gik jeg og talte, indtil jeg næsten fik mig selv til at gæde af
Rørelse. Bare ikke blive anholdt!

Cisler? Var det måske et højere Fingerpeg? Hans Navn havde faldt mig ind
uden Grund, og han boed så langt borte; men jeg vilde dog opsøge ham, gå
sagte og hvile iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde været der ofte, købt
så mange Noder i de gode Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? Det vilde
måske genere ham; jeg fik spørge om en hel.

Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter Chefen; man viste mig ind i hans
Kontor. Der sad Manden, smuk, klædt efter Moden, og gennemså Regninger.

Jeg stammed en Undskyldning og frembar mit Ærinde. Tvungen af Trang til at
henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare ret længe, før jeg skulde
betale det tilbage . . . . Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel
. . . . Han vilde gøre mig så stor en Velgærning . . . .

Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde.
Da jeg var færdig, så han påskrå henimod mig, rysted sit smukke Hoved og
sagde: »Nej!« Bare Nej. Ingen Forklaring. Ikke et Ord.

Mine Knæ skalv voldsomt, og jeg støtted mig mod den lille polerede Skranke.
Jeg fik forsøge en Gang til. Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind,
da jeg stod langt nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i min venstre
Side, og jeg begyndte at svede. Hm! Jeg var virkelig højst forkommen, sagde
jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert ikke gå mer end et Par Dage,
før jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde være så snil?

»Kære Mand, hvorfor kommer De til mig?« sagde han. »De er mig et
fuldstændigt X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor man kender Dem.«

»Men blot for iaften!« sagde jeg. »Redaktionen er allerede stængt, og jeg
er meget sulten nu.«

Han rysted vedholdende på Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg
havde grebet fat i Låsen.

»Farvel!« sagde jeg.

Det var ikke noget højere Fingerpeg, tænkte jeg og smilte bittert; så højt
kunde også jeg pege, når det kom an på det. Jeg sled mig frem det ene
Kvartal efter det andet, nu og da hvilte jeg et Øjeblik på en Trappe. Når
jeg bare ikke blev anholdt! Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden,
lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg så en Konstabel i min Vej, tusled
jeg ind i en Sidegade, forat undgå at møde ham. Nu tæller vi et hundrede
Skridt, sagde jeg, og forsøger vor Lykke igen! Engang blir der vel en Råd
. . . .

Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrådt.
En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellæns Skildt på
Døren, pakkede Hylder og Borde i lang Række. Jeg vented til den sidste
Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun så
lykkelig ud! Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk med min Knappenål i
Frakken; jeg vendte mig bort, og mit Bryst hulked.

»Ønsker De noget?« spurgte Betjenten.

»Er Chefen tilstede?« sagde jeg.

»Han er på Fjældtur i Jotunhejmen,« svared han. »Var det noget særligt,
hvad?«

»Det galdt nogle Øre til Mad,« sagde jeg og forsøgte at smile; »jeg er
bleven sulten, og jeg har ikke en Øre.«

»Så er De lige så rig, som jeg«, sagde han og gav sig til at ordne
Garnpakker.

»Å, vis mig ikke bort — ikke nu!« sagde jeg, på en Gang kold over hele
Legemet. »Jeg er virkelig næsten død af Sult, det er mange Dage, siden jeg
nød noget.«

I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrænge sine Lommer,
en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham på hans Ord, hvad?

»Bare fem Øre?« sagde jeg. »Så skal De få ti igen om et Par Dage.«

»Kære Mand, vil De have mig til at stjæle af Skuffen?« spurgte han
utålmodig.

»Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Øre af Skuffen.«

»Det blir ikke mig, som gør det,« slutted han, og han lagde til: »Og lad
mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det være nok af dette.«

Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam. Jeg havde gjort mig til Hund
for det usleste Ben og ikke fået det. Nej, nu fik der blive en Ende på det!
Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i så
mange År, stået rank i så hårde Stunder, og nu var jeg på en Gang sunken
ned til brutalt Betleri. Denne ene Dag havde forrået min hele Tanke,
overstænket mit Sind med Ubluhed. Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig
bevægelig og stå og græde til de mindste Kræmmere. Og hvad havde det
nyttet? Stod jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid at stikke i Munden.
Jeg havde opnået at få mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu måtte det
komme til en Ende! Retnu stængte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig,
hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat igen . . . .

Dette gav mig Kræfter; ligge på Rådstuen vilde jeg ikke. Med foroverbøjet
Krop, med Hånden stemt mod venstre Ribben, forat dulme Stingene lidt, kaved
jeg fremad, holdt Øjnene fæstet i Fortouget, for ikke at tvinge mulige
Bekendte til at hilse, og hasted hen til Brandvagten. Gudskelov, Klokken
var blot syv på Vor Frelsers, jeg havde tre Timer endnu, før Porten
stængtes. Hvor jeg havde været bange!

Så var der altså ikke en Ting uforsøgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At
det virkelig ikke vilde lykkes én Gang på en hel Dag! tænkte jeg. Om jeg
fortalte det til nogen, så var der ingen, som ville tro det, og om jeg
skrev det ned, så vilde man sige, at det var lavet. Ikke på et eneste Sted!
Ja, ja, der var ingen Råd med det; fremfor alt ikke gå og være rørende mer.
Fy, det var ækelt, forsikkrer dig på, det gør mig vammel af dig! Når alt
Håb var ude, så var det ude. Kunde jeg ikke forresten stjæle mig en
Håndfuld Havre inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf — jeg vidste,
at Stalden var lukket.

Jeg tog det mageligt og krøb i sen Sneglegang hjemover. Jeg følte Tørst,
glædeligvis for første Gang den hele Dag, og jeg gik og så mig om efter et
Sted, hvor jeg kunde drikke. Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne,
og ind i et Privathus vilde jeg ikke gå; jeg kunde måske også vente til jeg
kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. Det var slet ikke sagt, at jeg
kunde få beholde en Slurk Vand heller; min Mave tålte ikke længer nogen
Ting, jeg følte mig endog kvalm af det Spyt, jeg gik og svælged ned.

Men Knapperne? Jeg havde slet ikke forsøgt med Knapperne endda? Da stod jeg
plat stille og gav mig til at smile. Kanske blev der alligevel en Råd! Jeg
var ikke helt fordømt! Jeg vilde ganske sikkert få ti Øre for dem, imorgen
fik jeg så andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg få Betaling
for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig
kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg
atter gik; mine Øjne blev dunkle af Glæde, jeg så ikke hele Gaden, jeg gik
på.

Hvor kendte jeg ikke nøje den store Kælder, min Tilflugt i de mørke
Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne
hernede, mine Småting hjemmefra, min sidste Bog. På Auktionsdagen gik jeg
gærne derned, forat se til, og jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes at
komme i gode Hænder. Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg
næsten stolt af; en Årskalender, hvori jeg havde mit første lille poetiske
Forsøg, havde en Bekendt købt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til
Udlån i Atelieret. Så der var intet at sige på nogen Ting.

Jeg holdt mine Knapper færdige i Hånden og trådte ind. »Onkel« sidder ved
sin Pult og skriver.

»Jeg har ingen Hast,« siger jeg, bange forat forstyrre ham og gøre ham
utålmodig med min Henvendelse. Min Stemme lød så forunderlig hul, jeg
kendte den næsten ikke selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer.

Han kom mig smilende imøde, som han plejed, lagde begge sine Hænder flade
på Disken og så mig ind i Ansigtet, uden at sige noget.

Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde spørge, om han ikke kunde have Brug
for . . . . noget, som blot lå mig ivejen hjemme, forsikkrer Dem på, ganske
til Plage . . . . nogle Knapper.

Nå, hvad var det så, hvad var det så med de Knapper? Og han lægger sine
Øjne helt ned til min Hånd.

Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . Så mange, som han
selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . .

For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. For _disse_ Knapper?

Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så
vilde jeg høre ind.

Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et
Ord. Der stod jeg. Jeg havde egentlig ikke håbet så meget, og alligevel
havde jeg tænkt mig det muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min
Dødsdom. Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller?

Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gå med, det er en Selvfølge, sagde
jeg så og tog dem af. Bare ti Øre, eller, om han vilde, fem Øre?

»De ved jo, at jeg ikke kan låne på Deres Briller,« sagde »Onkel«; »jeg har
sagt Dem det før.«

»Men jeg trænger et Frimærke,« sagde jeg dump; jeg kunde ikke engang få
afsendt de Breve, som jeg skulde skrive. »Et ti eller fem Øres Frimærke,
ganske som De selv synes.«

»Gud velsigne Dem og gå Deres Vej!« svared han og kaved imod mig med
Hånden.

Ja, ja, så får det være! sagde jeg til mig selv. Mekanisk satte jeg
Brillerne igen på, tog Knapperne i Hånden og gik; jeg sagde Godnat og
lukked Døren efter mig som sædvanlig. Se så, der var ikke mer at gøre!
Udenfor Trappegabet standsed jeg og så endnu engang på Knapperne. At han
slet ikke vilde have dem! sagde jeg; det er dog næsten nye Knapper; jeg kan
ikke forstå det!

Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i
Kælderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; vi gjorde begge
Undskyldning, og jeg vendte mig om og så efter ham.

»Nej, er det dig?« sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg
genkendte ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde han. »Hvad har du gjort
hernede?«

»Å — havt Affærer. Du skal herned, ser jeg?«

»Ja. Hvad har du været der med?«

Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod Væggen og rakte ud min Hånd med
Knapperne.

»Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går det for vidt!«

»Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg følte Gråden i Brystet.

»Nej, vent et Øjeblik!« sagde han.

Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv på Vej til »Onkel«, bragte
måske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Værtinde.

»Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .«

»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min Arm; »men jeg skal sige dig, jeg
tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.«

Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig igen en liden Gnist af Ære og
svared:

»Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og
. . . .«

»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her står jeg med Uret i
Hånden, det er det, jeg skal herned med. Så, ind med dig, sultne Synder!
Jeg får mindst fem Kroner til Dig.«

Og han puffed mig ind.

TREDJE STYKKE

En Uges Tid gik i Herlighed og Glæde.

Jeg var over det værste også denne Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod
steg, og jeg stak det ene Jærn efter det andet i Ilden. Jeg havde tre eller
fire Afhandlinger under Arbejde, der plyndred min fattige Hjærne for hver
Gnist, hver Tanke, som opstod i den, og jeg syntes, at det gik bedre end
før. Den sidste Artikel, som jeg havde havt så meget Rænd for og sat så
meget Håb til, var allerede bleven mig tilbageféveret af Redaktøren, og jeg
havde tilintetgjort den straks, vred, fornærmet, uden at læse den igennem
påny. For Eftertiden vilde jeg forsøge med et andet Blad, forat åbne mig
flere Udveje. I værste Fald, hvis heller ikke det hjalp, havde jeg Skibene
at tage til; »Nonnen« lå sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde måske få
arbejde mig over på den til Archangel, eller hvor det nu var, den skulde
hen. Så der mangled mig ikke Udsigter på mange Kanter.

Den sidste Krise havde faret noget ilde med mig; jeg begyndte at miste Hår
i stor Mængde, Hovedpinen var også meget plagsom, især om Morgenen, og
Nervøsiteten vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og skrev med Hænderne
bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke tålte mit eget Åndedrag imod dem.
Når Jens Olaj slog Stalddøren hårdt i nedenunder mig, eller en Hund kom ind
i Baggården og begyndte at gø, gik det mig gennem Marv og Ben som kolde
Stik, der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen.

Dag efter Dag stræved jeg med mit Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge
min Mad, førend jeg atter satte mig til at skrive. I den Tid var både
Sengen og mit lille vaklende Skrivebord oversvømmet med Notiser og
beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded på, føjed til nye Ting, som
kunde falde mig ind i Løbet af Dagen, strøg over, frisked op de døde
Punkter med et farvefuldt Ord hist og her, sled mig fremad Sætning for
Sætning med den værste Møje. En Eftermiddag var endelig den ene af mine
Artikler færdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op
til »Kommandøren«. Det var på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt
Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage.

»Kommandøren« bad mig om at sidde et Øjeblik, så skulde han straks . . . .
og han skrev videre.

Jeg så mig om i det lille Kontor: Buster, Litografier, Udklip, en umådelig
Papirkurv, der så ud til at kunne sluge en Mand med Hud og Hår. Jeg følte
mig trist tilmode ved Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekæft, der altid
stod åben, altid var færdig til at modtage nye kasserede Arbejder — nye
knuste Håb.

»Hvad Dato har vi?« siger pludselig »Kommandøren« borte ved Bordet.

»28de,« svarer jeg, glad over at kunne være ham til Tjeneste.

»28de.« Og han skriver fremdeles. Endelig konvolutterer han et Par Breve,
sender nogle Papirer hen i Kurven og lægger Pennen ned. Så svinger han sig
omkring på Stolen og ser på mig. Da han mærker, at jeg endnu står ved
Døren, gør han et halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med Hånden og
peger på en Stol.

Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har på, når
jeg åbner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen.

»Det er bare en liden Karakteristik af Correggio,« siger jeg, »men den er
vel ikke skrevet slig, desværre, at . . . .«

Han tager Papirerne ud af min Hånd og begynder at blade i dem. Han vender
sit Ansigt mod mig.

Således så han da ud på nært Hold denne Mand, hvis Navn jeg hørte allerede
i min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde havt den største Indflydelse på
mig op gennem Årene. Hans Hår er krøllet og de smukke brune Øjne en Smule
urolige; han har for Vane at støde lidt i Næsen nu og da. En skotsk Præst
kunde ikke se mildere ud end denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde
slået blodige Striber, hvor de faldt ned. En ejendommelig Følelse af Frygt
og Beundring betager mig overfor dette Menneske, jeg er lige ved at få
Tårer i Øjnene, og jeg rykker uvilkårlig et Skridt frem, forat sige ham,
hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han havde lært mig, og bede ham om
ikke at gøre mig Fortræd; jeg var blot en fattig Stymper, som havde det
slemt nok alligevel . . . .

Han så op og lagde mit Manuskript langsomt sammen, mens han sad og tænkte
efter. Forat lette ham i at give mig et afslående Svar, rækker jeg Hånden
lidt frem og siger:

»Å, nej, det er naturligvis ikke brugbart?« Og jeg smiler, forat give
Indtryk af at tage det let.

»Det må være så populært alt, som vi kan bruge,« svarer han; »De ved, hvad
Slags Publikum vi har. Men kan De ikke tage og gøre det lidt enklere? Eller
finde på noget andet, som Folk forstår bedre?«

Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg forstår, at min Artikel er kasseret,
og dog kunde jeg ikke fået et vakkrere Afslag. For ikke at optage ham
længer, svarer jeg:

»Jo, da, det kan jeg nok.«

Jeg går til Døren. Hm. Han måtte undskylde, at jeg havde heftet ham bort
med dette . . . . Jeg bukker og tager i Dørvrideren.

»Hvis De trænger det,« siger han, »så kan De heller få lidt i Forskud. De
kan jo skrive for det.«

Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til at skrive, hans Tilbud ydmyged
mig derfor lidt, og jeg svared:

»Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. Takker ellers så meget. Farvel!«

»Farvel!« svarer »Kommandøren« og vender sig i det samme ind til sit
Skrivebord.

Han havde nu alligevel behandlet mig ufortjent velvilligt, og jeg var ham
taknemmelig herfor; jeg skulde også vide at påskønne det. Jeg foresatte mig
ikke at gå til ham igen, førend jeg kunde tage med et Arbejde, som jeg var
helt tilfreds med, som kunde forbause »Kommandøren« en Smule og få ham til
at anvise mig ti Kroner uden et Øjebliks Betænkning. Og jeg gik hjem igen
og tog fat på min Skrivning påny.

I de følgende Aftener, når Klokken blev omkring otte og Gassen allerede var
tændt, hændte der mig regelmæssig følgende:

Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for efter Dagens Møje og Besværligheder
at begive mig ud på en Spadsertur omkring i Gaderne, står der en sortklædt
Dame ved Gaslygten lige udenfor Porten og vender Ansigtet mod mig, følger
mig med Øjnene, når jeg passerer hende. Jeg lægger Mærke til, at hun stadig
har den samme Dragt på, det samme tætte Slør, der skjuler hendes Ansigt og
falder nedad hendes Bryst, og i Hånden en liden Paraply med Elfenbens Ring
i Håndtaget.

Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, al tid på selvsamme
Sted; såsnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og går
nedad Gaden, bort fra mig.

Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud, og jeg fik straks den urimelige
Anelse, at det var mig, hendes Besøg galdt. Jeg var tilsidst næsten i
Begreb med at tiltale hende, spørge hende, om hun søgte efter nogen, om hun
trængte min Hjælp til noget, om jeg måtte følge hende hjem, så dårligt
antrukken som jeg desværre var, beskytte hende i de mørke Gader; men jeg
havde en ubestemt Frygt for, at det kanske vilde komme til at koste noget,
et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine
trøstesløst tomme Lommer virked altfor nedslående på mig, og jeg havde ikke
engang Mod til at se lidt skarpt på hende, når jeg gik hende forbi. Sulten
var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden
igåraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i
flere Dage; men jeg var begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet ikke
sulte så godt som før, en eneste Dag kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og
jeg led af idelige Opkastelser, såsnart jeg drak Vand. Dertil kom, at jeg
lå og frøs om Nætterne, lå i fulde Klæder, som jeg stod og gik om Dagen, og
blåfrøs, ised ned hver Aften under Kuldegysninger og stivned til under
Søvnen. Det gamle Tæppe kunde ikke holde Trækvinden ude, og jeg vågned om
Morgenen af, at jeg var bleven tæt i Næsen af den ramme Rimluft, der
trængte ind til mig udenfra.

Jeg går henad Gaderne og tænker på, hvorledes jeg skulde bære mig ad med at
holde mig oppe, til jeg fik min næste Artikel færdig. Havde jeg blot et
Lys, vilde jeg forsøge at kile på udover Natten; det vilde tage et Par
Timer, hvis jeg først kom rigtig i Ånde; imorgen kunde jeg så atter
henvende mig til »Kommandøren«.

Jeg går uden videre ind i Oplandske og søger efter min unge Bekendt fra
Banken, forat skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig uhindret passere
alle Værelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad og
spiste og drak, jeg trængte lige ind i Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet,
uden at finde min Mand. Flau og vred drog jeg mig igen ud på Gaden og gav
mig til at gå i Retning af Slottet.

Var det nu ikke også som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage
nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med
Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i
Bukselommerne, gik jeg og skældte ud min ulykkelige Stjærne hele Vejen.
Ikke en rigtig sorgfri Stund på syv, otte Måneder, ikke Mad til Nødtørft en
kort Uge tilende, førend Nøden påny brød mig i Knæ. Her havde jeg
ovenikøbet gået og været ærlig midt i Elendigheden, he-he, ærlig i Bund og
Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde været naragtig! Og jeg begyndte at
fortælle mig selv om, hvorledes jeg endog havde gået og havt ond
Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt Hans Paulis Tæppe til
Pantelåneren. Jeg lo hånligt ad min ømme Retskaffenhed, spytted foragteligt
i Gaden og fandt slet ikke Ord stærke nok til at gøre Nar ad mig for min
Dumhed. Det skulde bare været nu! Fandt jeg i denne Stund en Skolepiges
Spareskillinger på Gaden, en fattig Enkes eneste Øre, jeg skulde plukke den
op og stikke den i Lommen, stjæle den med velberåd Hu og sove roligt som en
Sten hele Natten bagefter. Jeg havde dog ikke for intet lidt så usigelig
meget, min Tålmodighed var forbi, jeg var beredt til hvad det skulde være.

Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derpå den Bestemmelse at vende
hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage
nedad Karl Johan.

Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mørk, og der vandred
Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden. Den
store Stund var indtrådt, Parringstiden, når den hemmelige Færdsel foregår
og de glade Æventyr begynder. Raslende Pigeskørter, en og anden kort,
sandselig Latter, bølgende Bryster, heftige, pæsende Åndedrag; langt nede
ved Grand en Stemme, som råber: »Emma!« Hele Gaden var en Sump, hvorfra
hede Dunster steg op.

Jeg forfarer uvilkårlig mine Lommer efter to Kroner. Den Lidenskab, der
dirrer i hver af de forbigåendes Bevægelser, selve Gaslygternes dunkle Lys,
den stille, svangre Nat, altsammen har begyndt at angribe mig, denne Luft,
der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, skælvende Tilståelser, halvt udtalte
Ord, små Hvin; endel Katte elsker med høje Skrig inde i Blomqvists Port. Og
jeg havde ikke to Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at
være så udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom atter til at
tænke på en fattig Enkes sidste Skærv, som jeg vilde have stjålet, en
Skoleguts Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers Madpose, som jeg uden
Omstændighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op. Forat trøste
mig selv og holde mig skadesløs begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl
ved disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg trak vredt på Skuldrene
og så ringeagtende på dem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse
nøjsomme, sukkertøjspisende Studenter, som mente at skeje europæisk ud, når
de fik klappe en Sypige på Maven! Disse Ungherrer, Bankmænd, Grosserere,
Boulevardløver, som ikke engang slog Vrag på Sjømandskoner, tykke Kutorvets
Marihøner, der kunde falde ned i det første det bedste Portrum for en
Sejdel Øl! Hvilke Sirener! Pladsen ved deres Side var endnu varm efter en
Brandkonstabel eller en Staldkarl fra sidste Nat; Tronen var altid lige
ledig, lige vidåben, værsågod, stig op! . . . . Jeg spytted langt hen ad
Fortouget, uden at bekymre mig om, at det kunde træffe nogen, var vred,
opfyldt af Foragt for disse Mennesker, der gned sig opad hinanden og parred
sig sammen midt for mine Øjne. Jeg løfted mit Hoved og følte med mig selv
Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren.

Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, som stirred meget stivt på mig, idet
jeg kom på Siden af hende.

»Godaften!« sagde jeg.

»Godaften!« Hun standsed.

Hm. Om hun var ude og gik så sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en
ung Dame at gå på Karl Johan på denne Tid af Døgnet? Ikke? Ja, men blev hun
da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at gå med
hjem?

Hun stirred forundret på mig, undersøgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde
mene med dette. Så stak hun pludselig Hånden ind under min Arm og sagde:

»Så gik vi da!«

Jeg fulgte med. Da vi havde gået nogle Skridt forbi Droscherne, standsed
jeg op, gjorde min Arm fri og sagde:

»Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« Og jeg belaved mig på at gå min Vej.

I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fået føle efter i
alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted på Hovedet og
kaldte mig en Tørfisk.

»Godnat!« sagde jeg.

»Vent lidtl« råbte hun. »Er det Guldbriller, De har?«

»Nej.«

»Ja, så gå Pokker ivold med Dem!«

Og jeg gik.

Lidt efter kom hun løbende efter mig og råbte på mig påny.

»De kan være med mig alligevel,« sagde hun.

Jeg følte mig ydmyget af dette Tilbud fra en stakkels Gadetøs, og jeg sagde
Nej. Det var desuden sent på Nat, og jeg skulde et Sted hen; hun havde
heller ikke Råd til slige Opofrelser.

»Jo, nu _vil_ jeg have Dem med.«

»Men jeg går ikke med på den Måde.«

»De skal naturligvis til en anden,« sagde hun.

»Nej,« svared jeg.

Men jeg havde Følelsen af, at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne
aparte Tøs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet.

»Hvad hedder De?« spurgte jeg. »Marie? Nå! Hør nu her, Marie!« Og jeg gav
mig til at forklare min Opførsel. Pigen blev mer og mer forundret
efterhvert. Om hun altså havde troet, at også jeg var en af dem, som gik på
Gaden om Aftenerne og kapred Småpiger? Om hun virkelig troed noget så slet
om mig? Havde jeg måske sagt noget uartigt til hende fra Begyndelsen af?
Bar man sig slig ad, som jeg, når man havde noget ondt fore? Kort og godt,
jeg havde tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, forat se, hvor vidt
hun vilde drive det. Forresten var mit Navn det og det. Pastor den og den.
Godnat! Gå hen og synd ikke mer!

Dermed gik jeg.

Jeg gned mig henrykt i Hænderne over mit gode Påfund og talte højt med mig
selv. Hvor det var en Glæde at gå omkring og gøre gode Gærninger! Jeg havde
måske givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning for hele Livet!
Frelst hende engang for alle fra Fordærvelsen! Og hun vilde påskønne det,
når hun fik summet sig på det, endog huske mig i sin Dødsstund med Hjærtet
fuldt af Tak. Å, det lønte sig at være ærlig alligevel, ærlig og
retskaffen!

Mit Humør var aldeles strålende, jeg følte mig frisk og modig nok til hvad
det skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, så kunde jeg kanske fået
min Artikel færdig! Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i Hånden,
nynned, plystred og spekulered på en Udvej til Lys. Der blev ingen anden
Råd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud på Gaden, ind under Gaslygten.
Og jeg åbned Porten og gik op efter mine Papirer.

Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten ilås udenifra og stilled mig hen i
Lygteskinnet. Det var stille overalt, jeg hørte blot de tunge, klirrende
Fodtrin af en Konstabel nede i Tværgaden, og langt borte, i Retning af St.
Hanshaugen, en Hund, som gøed. Der var intet, som forstyrred mig, jeg trak
Frakkekraven op for Ørene og gav mig til at tænke af alle Kræfter. Det
vilde hjælpe mig så storartet, om jeg var så heldig at få istand Slutningen
af denne lille Afhandling. Jeg stod just på et lidt vanskeligt Punkt, der
skulde komme en ganske umærkelig Overgang til noget nyt, derpå en dæmpet,
glidende Finale, en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i en Klimaks så
stejl, så oprørende som et Skud, eller som Lyden af et Bjærg, der brast.
Punktum.

Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg læste hele Stykket igennem fra
Begyndelsen af, læste højt hver Sætning, og jeg kunde slet ikke samle mine
Tanker til denne spragende Klimaks. Mens jeg stod og arbejded med dette,
kom ovenikøbet Konstablen gående og stilled sig op midt i Gaden et lidet
Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning. Hvad kom det nu ham
ved, om jeg i dette Øjeblik stod og skrev på en udmærket Klimaks til en
Artikel for »Kommandøren«? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at
holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved med! Jeg stod der en Times Tid,
Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for stærk til at stå
stille i. Modløs og forsagt over det ny spildte Forsøg, åbned jeg endelig
atter Porten og gik op på mit Rum.

Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mørke.
Jeg følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme
mine Fødder mellem Hænderne. Så lagde jeg mig ned, således, som jeg havde
gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klæder.

                                   * * *

Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen, såsnart det blev lyst, og
tog fat på min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling til Middags, da jeg
havde fået istand en ti, tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet til
Finalen.

Jeg stod op, tog Støvlerne på og gav mig til at drive frem og tilbage på
Gulvet, forat blive varm. Der lå Rim på Vinduerne; jeg så ud, det sneed,
nede i Baggården lå et tykt Lag af Sne over Brolægningen og Vandposten.

Jeg pusled omkring i mit Værelse, gjorde viljeløse Ture frem og tilbage,
skrabed med Neglene i Væggene, lagde min Pande forsigtigt ind mod Døren,
banked med Pegefingeren i Gulvet og lytted opmærksomt, altsammen uden nogen
Hensigt, men stille og eftertænksomt, som om det var en Sag af Vigtighed,
jeg havde fore. Og imens sagde jeg højt Gang på Gang, så jeg hørte det
selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev på lige galt. Efter
en lang Stunds Forløb, kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt sammen, bed
mig i Læben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive en
Ende på dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge på og satte mig resolut til
at skrive igen.

Et Par korte Sætninger kom istand med stort Besvær, et Snes fattige Ord,
som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevæge mig fremad. Da
standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg årked ikke mer. Og da jeg slet ikke
kunde komme længer, satte jeg mig til at stirre med vidåbne Øjne på disse
sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante på disse underlige, skælvende
Bogstaver, der stritted op fra Papiret som små hårede Dyr, og jeg forstod
tilsidst ikke noget af det hele, jeg tænkte på ingen Ting.

Tiden gik. Jeg hørte Færdselen på Gaden, Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens
Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, når han råbte til Hestene. Jeg
var aldeles sløv, jeg sad og smatted lidt med Munden, men foretog mig
ellers intet. Mit Bryst var i en sørgelig Forfatning.

Det begyndte at skumre, jeg faldt mer og mer sammen, blev træt og lagde mig
tilbage på Sengen. Forat varme mine Hænder lidt, strøg jeg Fingrene gennem
mit Hår, frem og tilbage, på kryds og tvers; der fulgte små Dotter med,
løsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og flød udover Hovedpuden.
Jeg tænkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved,
jeg havde også nok af Hår tilbage. Jeg forsøgte atter at ryste mig op af
denne forunderlige Døs, der gled mig gennem alle Lemmer som en Tåge; jeg
rejste mig overende, banked mig med flad Hånd over Knæerne, hosted så
hårdt, som mit Bryst tillod, — og jeg faldt tilbage påny. Intet hjalp; jeg
døde hjælpeløst hen med åbne Øjne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak
jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte på den. Der begyndte at
røre sig noget i min Hjærne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et
splittergalt Påfund: Hvad om jeg bed til? Og uden et Øjebliks Betænkning
kneb jeg Øjnene i og slog Tænderne sammen.

Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vågen. Der pibled lidt Blod ud af
Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt,
Såret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv;
jeg rysted på Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud,
som jeg vikled om Såret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev njine Øjne
fulde af Vand, jeg græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger så
så sørgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig!

Mørket blev tættere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min
Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter
blevet klart. Tanker kom og gik som sædvanligt, og jeg led ikke synderligt;
jeg følte ikke engang Sulten så slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde
nok holde ud til næste Dag. Måske kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge,
når jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling, Jeg
var så godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Råd til
det, havde jeg købt mangt et Brød i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at
jeg vilde få et Lys på mit ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid tog
jeg mig til at børste mine Klæder en Smule, fjærned endog de løse Hår på
min Frakkekrave, såvidt det lod sig gøre i Mørket; så famled jeg mig nedad
Trapperne.

Da jeg kom ud på Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde
begære et Brød. Jeg blev tvivlrådig, standsed op og tænkte efter. På ingen
Måde! svared jeg endelig mig selv. Jeg var desvære ikke i den Tilstand, at
jeg tålte Mad nu; de samme Historier vilde da gentage sig med Syner og
Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel vilde aldrig blive færdig,
og det galdt at komme til »Kommandøren«, inden han glemte mig igen. På
ingen mulig Måde! Og jeg bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg ind i
Butiken.

En Kone står ved Disken og gør Indkøb; der ligger flere små Pakker i
forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og
ved, hvad jeg sædvanligvis køber, forlader Konen og pakker uden videre et
Brød ind i en Avis og lægger frem til mig.

»Nej — det var egentlig et Lys iaften,« siger jeg. Jeg siger det meget
stille og ydmygt, for ikke at gøre ham ærgerlig og forspilde min Udsigt til
at få Lyset.

Mit Svar forvilder ham, han løber ganske Sur i mine uventede Ord; det var
første Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brød af ham.

»Ja, så får De vente lidt da«, siger han endelig og giver sig atter i Færd
med Konen.

Hun får sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun får tilbage på, og
går.

Nu er Betjenten og jeg alene.

Han siger:

»Ja, så var det altså et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et
til mig.

Han ser på mig, og jeg ser på ham, jeg kan ikke få min Begæring over
Læberne.

»Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig. Han siger
simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og han begynder at
tælle Sølvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, —
han giver atter tilbage på fem Kroner.

»Værsågod!« siger han.

Nu står jeg og ser på disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt
fat med noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke på nogen Ting, falder
blot i Staver over al denne Rigdom, som ligger og lyser foran mine Øjne. Og
jeg samler mekanisk Pengene op.

Jeg står der udenfor Disken, dum af Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg
gør et Skridt hen mod Døren og standser igen. Jeg retter mit Blik mod et
vist Punkt på Væggen; der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbånd, og
nedenunder den en Bundt Snøre. Og jeg står og stirrer på disse Sager.

Betjenten, som mener, at jeg vil slå af en Passiar, eftersom jeg giver mig
så god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om på
Disken:

»Det ser ud til, at vi skal få Vinter nu.«

»Hm. Ja,« svarer jeg, »det ser ud til at vi skal få Vinter nu. Det ser ud
til det.« Og lidt efter lægger jeg til: »Å, ja, det er ikke fortidligt.«

Jeg hørte mig selv tale, men opfatted hvert Ord, jeg sagde, som om de kom
fra en anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, uden at føle
det selv.

»Ja, synes De egentlig det?« siger Betjenten.

Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen, tog i Låsen og gik; jeg hørte, at jeg
sagde Godnat, og at Betjenten svared.

Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdøren blev revet op
og Betjenten råbte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor
af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Hånden og beredte mig på at give
dem tilbage.

»Værsågod, De har glemt Deres Lys,« siger Betjenten.

»Å, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! Tak!«

Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende Lyset i Hånden.

Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og
talte dem over påny, vejed dem i Hånden og smilte. Så var jeg alligevel
herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og
jeg stak atter Hånden med Pengene i Lommen og gik.

Udenfor en Madkælder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt,
om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg
horte Klirren af Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af Kød, som
bankedes; dette blev mig en altfor stærk Fristelse, jeg trådte ind.

»En Bif!« siger jeg.

»En Bif!« råber Jomfruen ud gennem en Luge.

Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Døren og gav
mig til at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg sad, jeg følte mig nokså
godt skjult og satte mig til at tænke. Nu og da så Jomfruen hen på mig med
lidt nysgærrige Øjne.

Min første egentlige Uærlighed var begået, mit første Tyveri, mod hvilket
alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit første store Fald
. . . . Godt og vel! Der var intet at gøre ved det. Forresten stod det mig
frit for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren siden, senerehen, når jeg fik
bedre Anledning til det. Det behøved ikke at komme videre med mig; desuden
havde jeg ikke påtaget mig at leve mere ærligt end alle andre Mennesker,
det var ingen Aftale . . . .

»Kommer Bifen snart, tror De?«

»Ja, ganske snart.« Jomfruen åbner Lugen og ser ind i Køkkenet.

Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke,
begyndte at tænke over Hændelsen med Brødet, de fem Kroner, som Konen fik
tilbage på? Det var ikke umuligt, at han vilde komme på det en Dag, måske
næste Gang, når jeg gik derind. Nå ja, Herregud! . . . . Jeg trak i Smug på
Skuldrene.

»Værsågod!« siger Jomfruen venligt og sætter Bifen på Bordet. »Men vil De
ikke heller gå ind i et andet Rum? Her er så mørkt.«

»Nej, Tak, lad mig bare være her,« svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med
en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, giver hende på Slump, hvad jeg
får fat i nede i Lommen, og lukker hendes Hånd til. Hun smiler, og jeg
siger for Spøg, med Tårer i Øjnene: »Resten skal De have at købe Dem en
Gård for . . . . Å, velbekomme!« . . . .

Jeg begyndte at spise, blev mer og mer grådig efterhvert, slugte store
Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i
Kødet som en Menneskeæder.

Jomfruen kom igen hen til mig.

»Vil De ikke have noget at drikke?« siger hun. Og hun luder sig lidt ned
mod mig.

Jeg så på hende; hun talte meget lavt, næsten undseligt; hun slog Øjnene
ned.

»Jeg mener en halv Øl, eller hvad De vil . . . . af mig . . . . atpå
. . . . dersom De vil . . . .«

»Nej, mange Tak!« svared jeg. »Ikke nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.«

Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor Disken; jeg så blot hendes
Hoved. Hvilket underligt Menneske!

Da jeg blev færdig, gik jeg med en Gang til Døren, jeg følte allerede
Kvalme. Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at komme hen i Lyset,
frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min
Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik.

Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den
længe. Jeg gik og tømte min Mund ud i hver mørk Krog, som jeg kom forbi,
stred med at dæmpe denne Kvalme, som udhuled mig påny, knytted Hænderne og
gjorde mig hårdfør, stamped i Gaden og svælged rasende ned igen hvad der
vilde op — forgæves! Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum, foroverbøjet,
med Hovedet foran, blind af Vand, som sprængtes ud i mine Øjne, og tømte
mig igen.

Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og græd, bandte de grusomme Magter,
hvem de end var, som forfulgte mig så, svor dem ned i Helvedes Fordømmelse
og evige Kval for deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed hos Skæbnen,
virkelig nokså liden Ridderlighed, måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til
en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i største
Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i
lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tålte ikke Bif.

»Jeg har hørt sige, at Mælk skal være bra, kogt Mælk,« svarer Manden yderst
forundret. »Hvem er det forresten. De spørger for?«

»Tak! Tak!« siger jeg. »Det kan hænde, at det er nokså bra det, kogt Mælk
. . . .«

Og jeg går.

Ved den første Kafé, jeg traf på, gik jeg ind og bad om kogt Mælk. Jeg fik
Mælken, drak den ned så hed, som den var, slugte glubsk hver Dråbe, betalte
og gik atter. Jeg tog Vejen hjem.

Nu hændte der noget forunderligt. Udenfor min Port, lænet op til Gaslygten
og midt i Lyset fra denne, står et Menneske, som jeg skimter allerede på
lang Afstand, — det er den sortklædte Dame igen. Den samme sortklædte Dame
fra de tidligere Aftener. Det var ikke til at tage fejl af, hun havde mødt
op på selvsamme Sted for fjerde Gang. Hun står aldeles urørlig.

Jeg finder dette så besynderligt, at jeg uvilkårlig sagtner mine Skridt; i
dette Øjeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine
Nerver er optirrede af det sidste Måltid. Jeg går som sædvanligt lige forbi
hende, kommer næsten til Porten og er i Færd med at træde indenfor. Da
standser jeg. Jeg får med ét en Indskydelse. Uden at gøre mig nogen Rede
for det, vender jeg mig om og går lige hen til Damen, jeg ser hende ind i
Ansigtet og hilser:

»Godaften, Frøken!«

»Godaften!« svarer hun.

Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mærke til hende før; om jeg
kunde være hende behjælpelig på nogen Måde? Beder så meget om Undskyldning
forresten.

Ja, hun vidste ikke rigtig . . . .

Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det
var forøvrigt en Stald og et Blikkenslagerværksted . . . . Hun var ganske
vist på Vildspor, desværre, når hun ledte efter nogen her.

Da vender hun Ansigtet bort og siger:

»Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står her, det faldt mig ind . . . .«

Hun holdt inde.

Jaså, hun stod der bare, stod der sådan Aften efter Aften, bare af at
Indfald. Det var lidt rart; jeg tænkte over det og kom mer og mer i
Vildrede med Damen. Så beslutted jeg mig til at være dristig. Jeg ringled
en Smule med mine Penge i Lommen og bød hende uden videre med på et Glas
Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet,
he-he . . . . Det behøved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun
vel ikke?

Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gøre. Men vilde
jeg være så snil at følge hende et Stykke, så . . . . Det var nokså mørkt
hjemover, og det genered hende at gå alene opad Karl Johan, efterat det var
bleven så sent.

Vi satte os i Bevægelse; hun gik på min højre Side. En ejendommelig, skøn
Følelse greb mig, Bevidstheden om at være i en ung Piges Nærhed. Jeg gik og
så på hende hele Vejen. Parfumen i hendes Hår, Varmen, der stod ud fra
hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag
hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, — altsammen strømmed ind på mig,
trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde såvidt skimte et
fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted ud mod
Kåben. Tanken på al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede
indenfor Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden
nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte hende med
min Hånd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit
Hjærte slå.

»Hvor De er rar!« sagde jeg.

Ja, hvordan det, egentlig?

Jo, for det første havde hun ligefrem den Vane at stå stille udenfor en
Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det
faldt hende ind . . . .

Nå, hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at være oppe
til langt på Nat, det havde hun altid syntes så godt om. Om jeg brød mig om
at lægge mig før tolv?

Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg haded, så var det at lægge mig før
Klokken tolv om Natten.

Ja, ser De der! Så tog hun altså denne Tur sådan om Aftenerne, når hun ikke
havde noget at forsømme med det; hun boed oppe på St. Olafs Plads . . . .

»Ylajali!« råbte jeg.

»Hvadbehager?«

»Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og vel, fortsæt!«

Hun boed oppe på St. Olafs Plads, nokså ensomt, sammen med sin Mama, som
det ikke gik an at tale med, fordi hun var så døv. Var der da noget rart i,
at hun gærne vilde være lidt ude?

Nej, slet ikke! svared jeg.

Nå ja, hvad så? Jeg kunde høre på hendes Stemme, at hun smilte.

Havde hun ikke en Søster?

Jo, en ældre Søster — hvordan vidste jeg forresten det? — Men hun var
rejst til Hamborg.

Nylig?

Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Søster?

Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte.

Vi taug. En Mand går forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden
tom så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Række af kulørte
Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar.

»Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« siger pludselig Damen og ser på mig.

Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? åbenbare min
Stilling straks og skræmme hende bort lige så godt først som sidst? Det var
dog dejligt at gå her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en
liden Stund; jeg løj, jeg svared:

»Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind på noget andet, spurgte jeg: »Har
De set Menageriet på Tivoli?«

»Nej,« svared hun. »Er det noget at se?«

Hvis hun nu fandt på at ville gå derhen? Ind i alt det Lys, sammen med så
mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende på Dør
med mine dårlige Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang havde vasket
i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde . . . .

»Å, nej,« svared jeg derfor, »det er vist ikke noget at se.« Og der faldt
mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par
tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel
vente af et sådant lidet Menageri? Overhovedet interessered det ikke mig at
se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man står og ser på dem; de føler de
hundrede nysgærrige Blikke og påvirkes af dem. Nej, måtte jeg bede om Dyr,
som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Væsener, der pusler i sit Hi,
ligger med dorske, grønne Øjne, slikker sine Klør og tænker. Hvad?

Ja, det havde jeg vist Ret i.

Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed og sære Vildhed, som der var
noget ved. De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mørke, Skogens
forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten,
Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets Ånd over Vilddyret . . . .
Det ubevidstes Poesi . . . .

Men jeg var bange for, at dette trætted hende, og Følelsen af min store
Armod greb mig påny og knuged mig sammen. Om jeg nu blot havde været så
nogenlunde godt antrukken, kunde jeg have glædet hende med den Tur i
Tivoli! Jeg begreb ikke dette Menneske, som kunde finde nogen Fornøjelse i
at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af en halvt nøgen Stodder. Hvad i
Guds Navn tænkte hun på? Og hvorfor gik jeg her og skabte mig til og smilte
idiotisk ad ingen Ting? Havde jeg også nogen rimelig Årsag til at lade mig
plage ud af denne fine Silkefugl til så lang en Tur? Kosted det mig kanske
ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare
ved det sagteste Vindstød, der blæste mod os? Og støjed ikke allerede
Vanviddet i min Hjærne, bare af Mangel på Mad i mange Måneder i Træk? Hun
hindred mig endog fra at gå hjem og få mig lidt Mælk på Tungen, en ny
Skefuld Mælk, som jeg kanske kunde få beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke
Ryggen og lod mig gå Pokker ivold? . . . .

Jeg blev fortvivlet; min Håbløshed bragte mig til det yderste, og jeg
sagde:

»De burde i Grunden ikke gå sammen med mig. Frøken; jeg prostituerer Dem
midt for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg
mener det.«

Hun studser. Hun ser hurtigt op på mig og tier. Derpå siger hun:

»Herregud dog!« Mer siger hun ikke.

»Hvad mener De med det.« spurgte jeg.

»Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke så langt igen.« Og hun
gik lidt hurtigere til.

Vi drejed op Universitetsgaden og så allerede Lygterne på St. Olafs Plads.
Da gik hun langsommere igen.

»Jeg vil ikke være indiskret« siger jeg, »men vil De ikke sige mig deres
Navn, før vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik tage Sløret bort,
så jeg får se Dem? Jeg skulde være så taknemmelig.«

Pause. Jeg gik og vented.

»De har set mig før,« svarer hun.

»Ylajali!« siger jeg igen.

»Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld
dengang?« Jeg hørte igen, at hun smilte.

»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.«

»Det var stygt af Dem!«

Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig.

Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste
Vinduer i Numer 2.

»Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!«

Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og
stod barhovedet. Mon hun vilde række mig Hånden?

»Hvorfor beder De mig ikke om at gå med tilbage et Stykke?« siger hun lavt,
og hun ser ned på sin Skosnude.

»Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, »Herregud, om De vilde gøre det!«

»Ja, men bare et lidet Stykke.«

Og vi vendte om.

Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde gå eller
stå; dette Menneske vendte fuldstændig op og ned på hele min Tankegang. Jeg
var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af
Lykke. Hun havde udtrykkelig villet gå med tilbage, det var ikke mit
Påfund, det var hendes eget Ønske. Jeg går og ser på hende og blir mer og
mer modig, hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved hvert Ord. Jeg
glemmer for et Øjeblik min Armod, min Ringhed, hele min jammerlige
Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle
Dage, før jeg faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig frem med et lidet
Kneb.

»Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang,« sagde jeg; »det var
Deres Søster.«

»Var det min Søster?« siger hun i højeste Grad forbauset. Hun standser, ser
på mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor.

»Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var altså den yngste af de to
Damer, som gik foran mig.«

»Den yngste, ja? Ja? Åhå!« Hun lo med en Gang, højt, inderligt som et Barn.
»Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat få mig til at tage Sløret
af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De være blå for . . . . til
Straf.«

Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste
ikke, hvad jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at hun havde set mig
engang før, for længe siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater med, og
jeg havde båret mig ad som en gal; jeg havde bestemt været fuld da også,
desværre!

Hvorfor troed hun det?

Jo, jeg havde leet så.

Jaså. Å, ja, jeg lo meget dengang.

Men ikke nu længer?

Å, jo, nu også. Det var herligt at være til!

Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: »Nu går vi ikke længer!« Og vi gik
atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg
lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer.

»Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed.

»Ja, jeg må vel det,« svared jeg.

Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud,
der var da ikke noget galt i det. Vel?

»Nej,« sagde jeg.

Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig. Hvor
kunde man også holde Modet oppe, når man var så knækket sammen? Her stod
jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret af Sult, uvasket, blot
halvt påklædt, — det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden,
dukked mig uvilkårlig ned og sagde:

»Må jeg nu ikke træffe Dem mer?«

Jeg havde intet Håb om at få Lov til at møde hende igen; jeg ønsked næsten
et skarpt Nej, som kunde stive mig op og gøre mig ligeglad.

»Jo.« sagde hun lavt, næsten uhørligt.

»Hvornår?«

»Jeg ved ikke.«

Pause.

»Vil De ikke være så snil at tage Sløret af bare et eneste Øjeblik,« sagde
jeg, »så jeg får se, hvem jeg har talt med. Bare et Øjeblik. For jeg må da
se, hvem jeg har talt med.«

Pause.

»De kan møde mig her udenfor Tirsdag Aften,« siger hun. »Vil De det?«

»Ja, kære, får jeg Lov til det!«

»Klokken otte.«

»Godt.«

Jeg strøg med min Hånd nedad hendes Kåbe, børsted Sneen af den, blot forat
få et Påskud til at røre ved hende; det var mig en Vellyst at være hende så
nær.

»Så får De ikke tro altfor galt om mig da,« sagde hun. Hun smilte igen.

»Nej . . . .«

Pludselig gjorde hun en resolut Bevægelse og trak Sløret op i Panden; vi
stod og så på hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. Hun hæved sig op,
slog Armene om min Hals og kyssed mig midt på Munden. En eneste Gang,
hurtigt, forvirrende hurtigt, midt på Munden. Jeg følte, hvor hendes Bryst
bølged, hun pusted voldsomt.

Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine Hænder, råbte Godnat, stakåndet,
hviskende, vendte sig og løb opad Trappen, uden at sige mer . . . .

Portdøren faldt i.

                                   * * *

Det sneed end mer den næste Dag, en tung, regnblandet Sne, store våde
Dotter, som faldt ned og blev til Søle. Vejret var råt og isnende.

Jeg var vågnet noget sent, underlig fortumlet i Hovedet af Aftenens
Sindsbevægelser, beruset i Hjærtet af det skønne Møde. I min Henrykkelse
havde jeg ligget en Stund vågen og tænkt mig Ylajali ved min Side; jeg
bredte Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud i Luften. Så havde jeg
endelig stået op og fået mig en ny Kop Mælk og straks derpå en Bif, og jeg
var ikke længer sulten; blot mine Nerver var stærkt ophidsede igen.

Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne. Det faldt mig ind, at jeg kanske
kunde få mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at have på under
Frakken, lige meget hvad. Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat på en
Vest, som jeg begyndte at undersøge. Mens jeg pusled med dette, kom en
Bekendt forbi; han nikked og råbte op til mig, jeg lod Vesten hænge og gik
ned til ham. Han var Tekniker og skulde på Kontoret.

»Følg med og tag et Glas Øl,« sagde han. »Men kom fort, jeg har liden Tid
. . . . Hvad var det for det for en Dame, De spadsered med igåraftes?«

»Hør nu her,« sagde jeg, skinsyg på hans blotte Tanke, »om det nu var min
Kæreste?«

»Død og Pine!« sagde han.

»Ja, det blev afgjort igår.«

Jeg havde slået ham flad, han troed mig ubetinget. Jeg løj ham fuld, forat
blive af med ham igen; vi fik Øllet, drak og gik.

»Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han pludselig, »jeg skylder Dem altså
nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for længe
siden. Men nu skal De få dem med det første.«

»Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig
tilbage de Kroner.

Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, jeg blev meget hed. Tanken på
Aftenens Æventyr overvælded mig, gjorde mig næsten forstyrret. Hvad om hun
nu ikke mødte op Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tænke over, fatte
Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til hvad? . . . . Min Tanke blev med ét
spillevende og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev angst, dødelig
forfærdet over mig selv. Tyveriet stormed ind på mig med alle dets
Detaljer; jeg så den lille Butik, Disken, min magre Hånd, da jeg greb
Pengene, og jeg udmaled mig Politiets Fremgangsmåde, når det kom og skulde
tage mig. Jærn om Hænder og Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot på
den ene Hånd; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som
skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans Blik, hans farlige
Blik: Nå, Hr. Tangen? Cellen, det evige Mørke . . . .

Hm. Jeg knytted Hænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, gik hurtigere
og hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte jeg mig.

Ingen Barnestreger! Hvor i alverden kunde man bevise, at jeg havde stjålet?
Desuden turde ikke Høkergutten gøre Allarm, selv om han en Dag kom til at
huske, hvordan det hele var gået til; han havde nok sin Plads for kær.
Ingen Larm, ingen Scener, om jeg måtte bede!

Men disse Penge tynged alligevel syndigt i min Lomme og gav mig ikke Fred.
Jeg satte mig til at prøve mig selv og fandt ud på det klareste, at jeg
havde været lykkeligere før, dengang, da jeg gik og led i al Ærlighed. Og
Ylajali! Havde jeg ikke også gået og trukket hende ned med mine syndige
Hænder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali!

Jeg følte mig fuld som en Alke, sprang pludselig op og gik lige hen til
Kagekonen ved Elefantapoteket. Jeg kunde endnu rejse mig fra Vanæren, det
var langtfra forsent, jeg skulde vise hele Verden, at jeg var istand til
det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, holdt hver Øre i Hånden; jeg
bukked mig ned over Konens Bord, som om jeg vilde købe noget, og slog hende
uden videre Pengene i Hånden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg gik straks.

Hvor det smagte vidunderligt at være ærligt Menneske igen! Mine tomme
Lommer tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at være blank påny. Når jeg
rigtig tænkte efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig megen hemmelig
Kummer, jeg havde virkelig tænkt på dem med Gysen Gang på Gang; jeg var
ingen forstokket Sjæl, min ærlige Natur havde oprørt sig mod den lave
Gærning. Gudskelov, jeg havde hævet mig i min egen Bevidsthed. Gør mig det
efter! sagde jeg og så udover det myldrende Torv. Gør mig det bare efter!
Jeg havde glædet en gammel, fattig Kagekone, så det havde Skik; hun vidste
hverken ud eller ind. Iaften skulde ikke hendes Børn gå sultne tilsengs
. . . . Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, at jeg havde båret
mig udmærket ad. Gudskelov, Pengene var nu ude af mine Hænder.

Fuld og nervøs gik jeg henad Gaden og aksled mit Skind. Glæden over at
kunne gå Ylajali ren og ærlig imøde og se hende ind i Ansigtet, løb ganske
af med mig; jeg havde ingen Smærter mer, mit Hoved var klart og tomt, det
var som det skulde være et Hoved af idel Lys, som stod og skinned på mine
Skuldre. Jeg fik Lyst til at gøre Skøjerstreger, begå forbausende Ting,
sætte Byen på Ende og støje. Opad hele Grændsen opførte jeg mig som en
vanvittig Mand; det sused let for mine Øren, og i min Hjærne var Rusen i
fuld Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sinde at gå hen og opgive
min Alder for et Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, tage ham i
Hånden, se ham indtrængende ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden nogen
Forklaring. Jeg skælned Nuancerne i de forbigåendes Stemmer og Latter,
iagttog nogle Småfugle, som hopped foran mig i Gaden, gav mig til at
studere Brostenenes Udtryk og fandt allehånde Tegn og underlige Figurer i
dem. Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplads.

Jeg står pludselig stille og stirrer ned på Droscherne. Kuskene vandrer
samtalende omkring, Hestene står og luder forover mod det stygge Vejr. Kom!
sagde jeg og puffed til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen til den
første Vogn og steg op. Ullevoldsvejen Numer 37! råbte jeg. Og vi rulled
afsted.

Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage, lægge sig ned og kige ind i
Vognen, hvor jeg sad under Kaleschen. Var han bleven mistænksom? Der var
ingen Tvivl om, at min usle Påklædning havde gjort ham opmærksom.

»Det er en Mand, jeg skal træffe!« råbte jeg til ham, forat komme ham i
Forkøbet, og jeg forklared ham indstændigt, at jeg absolut måtte træffe
denne Mand.

Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, springer opad Trapperne, helt op til
tredje Etage, griber en Klokkestræng og rykker til; Bjælden gjorde seks,
syv forfærdelige Slag indenfor.

En Pige kommer og lukker op; jeg lægger Mærke til, at hun har Gulddobber i
Ørene og sorte Lastingsknapper i det grå Kjoleliv. Hun ser forfærdet på
mig.

Jeg spørger efter Kierulf, Joachim Kierulf, om jeg så måtte sige, en
Uldhandler, kortsagt, han var ikke til at tage fejl af . . . .

Pigen ryster på Hovedet.

»Bor ingen Kierulf her,« siger hun.

Hun stirrer på mig, tager i Døren, færdig til at trække sig tilbage. Hun
gjorde sig ingen Anstrængelse for at finde Manden; hun så virkelig ud til
at kende den Person, jeg spurgte efter, når hun bare vilde tænke sig om,
den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og løb nedad
Trapperne igen.

»Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken.

»Var han ikke der?«

»Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.«

Jeg var i det heftigste Sindsoprør og meddelte Kusken noget deraf; han
troed ganske vist, at det galdt Livet, og han kørte uden videre afsted. Han
slog stærkt på.

»Hvad hedder Manden?« spurgte han og vendte sig på Bukken.

»Kierulf, Uldhandler Kierulf.«

Og Kusken syntes nok også, at den Mand ikke var til at tage fejl af. Om han
ikke plejed at gå med en lys Frakke?

»Hvadfor noget?« råbte jeg, »lys Frakke? Er De gal? Tror De, det er en
Tékop, jeg spørger efter?« Denne lyse Frakke kom mig meget ubelejligt,
spolered hele Manden for mig, således, som jeg havde tænkt mig ham.

»Hvad var det, De sagde, han hedte? Kierulf?«

»Javist,« svared jeg, »er der noget underligt i det? Navnet skæmmer ingen.«

»Har han ikke rødt Hår?«

Nu kunde det gærne være, at han havde rødt Hår, og da Kusken nævnte den
Ting, var jeg med engang sikker på, at han havde Ret. Jeg følte mig
taknemmelig mod den stakkels Vognmand og sagde ham, at han havde taget
Manden ganske på Spiddet; det forholdt sig virkelig, som han sagde; det
vilde være et Særsyn, sagde jeg, at se en sådan Mand uden rødt Hår.

»Det må være ham, som jeg har kørt et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde
en Knortekæp?«

Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde:

»He-he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekæp i Hånden
Forsåvidt så kan De være tryg, ganske tryg.«

Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde kørt. Han kendte
ham igen . . . .

Og vi kørte på, så det gnistred af Hesteskoene.

Midt i denne ophidsede Tilstand havde jeg ikke et eneste Øjeblik tabt
Åndsnærværelsen. Vi kommer forbi en Politibetjent, og jeg lægger Mærke til,
at han har Numret 69. Dette Tal træffer mig så grusomt nøje, står med en
Gang som en Splint i min Hjærne. 69, nøjagtigt 69, jeg skulde ikke glemme
det!

Jeg læned mig tilbage i Vognen, et Bytte for de galeste Indfald, krøb
sammen derinde under Kaleschen, så ingen skulde se, at jeg rørte Munden, og
gav mig til at passiare idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig gennem
Hjærnen, og jeg lader det rase, jeg er fuldt bevidst, at jeg ligger under
for Indflydelser, som jeg ikke er Herre over. Jeg begyndte at le, tyst og
lidenskabeligt, uden Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det Par Glas
Øl, jeg havde drukket. Lidt efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro
vender mer og mer tilbage. Jeg følte Kulde i min såre Finger, og jeg stak
den ned mellem Halselinningen, forat varme den lidt. Således kom vi ned til
Tomtegaden. Kusken holder an.

Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, tankeløst, slapt, tung i Hovedet, Jeg
går indad Porten, kommer ind i en Baggård, som jeg går tvers over, støder
mod en Dør, som jeg åbner og går indad, og jeg befinder mig i en Gang, et
Slags Forværelse med to Vinduer. Der står to Kufferter, den ene ovenpå den
anden, i den ene Krog, og på Langvæggen en gammel, umalet Sofabænk, hvori
der ligger et Tæppe. Tilhøjre, i næste Værelse, hører jeg Stemmer og
Barneskrig, og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en Jærnplade, som der
hamres på. Alt dette mærker jeg, såsnart jeg er kommet ind.

Jeg går roligt tvers over Værelset, hen til den modsatte Dør, uden at
skynde mig, uden Tanke på Flugt, åbner også den og kommer ud i
Vognmandsgaden. Jeg ser opad Huset, som jeg just har passeret igennem:
Beværtning & Logi for Rejsende.

Det falder mig ikke ind at søge at komme væk, stjæle mig bort fra Kusken,
som venter på mig; jeg går meget sindigt udefter Vognmandsgaden, uden Frygt
og uden at være mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, som
havde spøgt så længe i min Hjærne, dette Menneske, som jeg mente var til,
og som jeg nødvendigvis måtte træffe, var bleven borte for min Tanke,
visket ud sammen med andre gale Påfund, som kom og gik efter Tur; jeg
husked ham ikke mer uden som en Anelse, et Minde.

Jeg blev mer og mer ædru, efterhvert som jeg vandred frem, følte mig tung
og mat og slæbte Benene efter mig. Sneen faldt fremdeles ned i store, våde
Filler. Tilsidst kom jeg ud på Grønland, lige ud til Kirken, hvor jeg satte
mig til at hvile på en Bænk. Alle, som gik forbi, betragted mig meget
forundret. Jeg faldt i Tanker.

Du gode Gud, hvor det var dårligt fat med mig nu! Jeg var så inderlig ked
og træt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det ikke Møjen værd at kæmpe
længer, forat beholde det. Modgangen havde taget Overhånd, den havde været
for grov; jeg var så mærkelig ødelagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg
engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, helt til den ene Side, og jeg var
kommet i Vane med at lude meget forover, når jeg gik, forat spare mit Bryst
det lille, jeg kunde. Jeg havde undersøgt min Krop for et Par Dage siden,
en Middagstid oppe på mit Rum, og jeg havde stået og grædt hele Tiden over
den. Jeg havde gået i den samme Skjorte i mange Uger, den var ganske stiv
af gammel Sved og havde gnavet min Navle itu; der kom lidt blodigt Vand ud
af Såret, men det smærted ikke meget, kun var det så sørgeligt at have
dette Sår midt på Maven. Jeg havde ingen Råd med det, og det vilde ikke gro
igen af sig selv; jeg vasked det, tørred det omhyggeligt af og trak den
samme Skjorte atter på. Der var intet at gøre ved det . . . .

Jeg sidder der på Bænken og tænker over alt dette og er temmelig trist. Jeg
væmmedes ved mig selv; endog mine Hænder forekommer mig modbydelige. Dette
slattede, næsten ublufærdige Udtryk i mine Håndbage piner mig, volder mig
Ubehag; jeg føler mig ved Synet af mine magre Fingre råt påvirket, jeg
hader hele mit slunkne Legeme og gyser ved at bære på det, føle det om mig.
Herregud, om der bare blev en Ende på det nu! Jeg vilde inderlig gærne dø.

Aldeles overvunden, besudlet og nedværdiget i min egen Bevidsthed, rejste
jeg mig mekanisk op og begyndte at gå hjemad. Undervejs kom jeg forbi en
Port, hvor der stod følgende at læse: »Ligsvøb hos Jomfru Andersen,
tilhøjre i Porten.« — Gamle Minder! sagde jeg, og jeg husked mit forrige
Rum på Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrækket nede ved Døren,
Fyrdirektørens Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte Brød. Å, ja,
jeg havde jo havt det meget bedre dengang end nu; en Nat havde jeg skrevet
en Føljeton til ti Kroner, nu kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde
aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved blev straks tomt, såsnart jeg
forsøgte. Ja, jeg vilde have en Ende på det nu! Og jeg gik og gik.

Efterhvert som jeg kom nærmere og nærmere Husholdningshandelen, havde jeg
halvt ubevidst Følelsen af, at jeg nærmed mig en Fare; men jeg holdt fast
ved mit Forsæt, jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad Trappen, jeg
møder i Døren en liden Pige, som bærer en Kop i Hånden, og jeg slipper
hende forbi og lukker Døren. Betjenten og jeg står for anden Gang overfor
hinanden, alene.

»Nå,« siger han, »det er et skrækkeligt Vejr.«

Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev
rasende og sagde:

»Jeg kommer altså ikke, forat prate om Vejret.«

Denne Heftighed forbløffer ham, hans lille Høkerhjærne slår Klik; det havde
slet ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget ham for fem Kroner.

»Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem?« siger jeg utålmodig, og jeg puster
heftigt, skælver, er færdig til at bruge Magt, hvis han ikke straks kommer
til Sagen.

Men den stakkels Mand aner ingen Ting.

Nej, du store Verden, hvilke dumme Mennesker, man var nødt til at leve
iblandt! Jeg skælder ham ud, forklarer ham Punkt for Punkt, hvorledes det
hele var gået til, viser ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da Gærningen
skete, hvor Pengene havde ligget, hvorledes jeg havde samlet dem ned i min
Hånd og lukket Hånden sammen om dem, — og han forstår altsammen, men gør
alligevel intet ved mig. Han vender sig hid og did, lytter efter
Fodtrinnene i Sideværelset, tysser på mig, forat få mig til at tale lavere,
og siger tilslut:

»Det var nokså sjofelt gjort af Dem!«

»Nej, vent lidt!« råbte jeg i min Trang til at modsige ham, ægge ham op;
det var ikke så lavt og nedrigt, som han med sit elendige Husholdningshoved
forestilled sig. Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det kunde aldrig
falde mig ind; jeg for min Part vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det
bød min bundærlige Natur imod . . . .

»Hvor gjorde De af dem da?«

Jeg gav dem bort til en gammel, fattig Kone, hver Øre, måtte han vide; den
Slags Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige så aldeles . . . .

Han står og tænker en liden Stund på dette, blir åbenbart meget tvivlrådig
om, hvorvidt jeg er en ærlig Mand eller ikke. Endelig siger han:

»Burde De ikke heller have leveret Pengene tilbage?«

»Nej, hør her,« svarer jeg, »jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg
vilde spare Dem. Men det er Takken, man har, forat man er ædelmodig. Nu
står jeg her og forklarer Dem det hele, og De skammer Dem ikke som en Hund,
gør simpelthen ingen Anstalter til at få Striden udjævnet med mig. Derfor
vasker jeg mine Hænder. Forresten giver jeg Dem Fan. Farvel!«

Jeg gik og slog Døren hårdt i efter mig.

Men da jeg kom hjem på mit Værelse, ind i dette bedrøvelige Hul, gennemvåd
af den bløde Sne, skælvende i Knæerne af Dagens Vandringer, tabte jeg
øjeblikkelig min Kæphøjhed og faldt sammen påny. Jeg angred mit Overfald på
den arme Butiksmand, græd, greb mig i Struben, forat straffe mig for min
usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han havde naturligvis været i den
dødeligste Angst for sin Post, havde ikke vovet at gøre nogen Kvalm for
disse fem Kroner, som Forretningen havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af
hans Frygt, havde pint ham med min højrøstede Tale, spiddet ham med hvert
Ord, som jeg råbte ud. Og Høkerchefen selv havde måske siddet indenfor i
Værelset ved Siden af og følt sig på et hængende Hår opfordret til at gå ud
til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse længer
for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige Ting!

Nå, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? Så var det kommet til en
Afslutning. Jeg havde jo sågodtsom rakt Hænderne frem til Jærnene. Jeg
vilde aldeles ikke have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod have
hjulpet til. Himlens og Jordens Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt
Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! Hør mig bare denne Gang!
. . . .

Jeg lagde mig i de våde Klæder; jeg havde en uklar Tanke om, at jeg kanske
vilde dø om Natten, og jeg brugte min sidste Kraft til at ordne op en Smule
i min Seng, så det kunde se lidt ordentlig ud omkring mig om Morgenen. Jeg
folded Hænderne og valgte min Stilling.

Så med engang husker jeg Ylajali. At jeg havde glemt hende så ganske hele
Aftenen udover! Og Lyset trænger ganske svagt ind i mit Sind igen, en liden
Stråle Sol, der gør mig så velsignet varm. Og der blir mere Sol, et mildt,
fint Silkelys, der strejfer mig så bedøvende dejligt. Og Solen blir
stærkere og stærkere, brænder skarpt mod mine Tindinger, koger tung og
glødende i min udmagrede Hjærne. Og der flammer tilsidst for mine Øjne et
vanvittigt Bål af Stråler, en antændt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af
Ild, Bjærge af Ild, Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden i
Brand, en rygende yderste Dag.

Og jeg så og hørte intet mer . . . .

                                   * * *

Jeg vågned i Sved den næste Dag, fugtig over hele Legemet, meget fugtig;
Feberen havde presset mig ganske voldsomt. I Førstningen havde jeg ingen
klar Bevidsthed om, hvad der var foregået med mig, jeg så mig omkring med
Forundring, følte mig totalt forbyttet i mit Væsen, kendte mig slet ikke
igen. Jeg følte mig efter opad Armene og nedad Benene, faldt i Forbauselse
over, at Vinduet stod på den Væg og ikke på den stik modsatte Væg, og jeg
hørte Hestenes Trampen nede i Gården, som om den kom ovenfra. Jeg var også
temmelig kvalm.

Mit Hår lå vådt og koldt om min Pande; jeg rejste mig på Albuen og så ned
på Hovedpuden: vådt Hår lå også igen på den, i små Dotter. Mine Fødder
havde hovnet op inde i Skoene i Løbet af Natten, men de smærted ikke, jeg
kunde blot ikke røre Tæerne stort, de var blevne for stive.

Da det led ud på Eftermiddagen, og det allerede var begyndt at skumre lidt,
stod jeg op af Sengen og begyndte at pusle omkring i Værelset. Jeg prøved
mig frem med små, forsigtige Skridt, passed på at holde Ligevægten og
spared så meget som muligt mine Fødder. Jeg led ikke meget, og jeg græd
ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg var tvertimod velsignet
tilfreds; det faldt mig ikke ind netop da, at nogen Ting kunde være
anderledes end den var.

Så gik jeg ud.

Det eneste, som plaged mig en Smule, var trods min Kvalme for Mad alligevel
Sulten. Jeg begyndte at føle en skammelig Appetit igen, en indre glubende
Madlyst, som det stadig blev værre og værre med. Det gnaved ubarmhjærtigt i
mit Bryst, bedreves et tyst, underligt Arbejde derinde. Det kunde være et
Snes bitte små, fine Dyr, som lagde Hovedet på den ene Side og gnaved lidt,
lagde derpå Hovedet på den anden Side og gnaved lidt, lå et Øjeblik aldeles
stille, begyndte igen, bored sig ind uden Støj og uden Hast og efterlod
tomme Strækninger overalt, hvor de for frem . . . .

Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede. Jeg tænkte mig hen på
Stortorvet, forat hvile lidt; men Vejen var lang og besværlig; endelig var
jeg dog næsten fremme, jeg stod på Hjørnet af Torvet og Torvegaden. Sveden
randt ned i mine Øjne, dugged mine Briller og gjorde mig blind, og jeg var
netop standset, forat tørre mig af en Smule. Jeg mærked ikke, hvor jeg
stod, jeg tænkte ikke over det; Larmen omkring mig var frygtelig.

Pludselig lyder et Råb, et koldt, skarpt Varsko. Jeg hører dette Råb, hører
det meget godt, og jeg rykker nervøst til Siden, gor et Skridt så hurtigt,
mine dårlige Ben kan bevæge sig. Et Uhyre af en Brødvogn stryger mig forbi
og strejfer min Frakke med Hjulet; havde jeg været lidt hurtigere, vilde
jeg gået aldeles fri. Jeg kunde kanske været lidt hurtigere, ganske lidt
hurtigere, hvis jeg havde anstrængt mig; der var ingen Råd med det, det
gjorde ondt i min ene Fod, et Par Tæer blev maset; jeg følte, at de ligesom
krølled sig sammen inde i Skoen.

Brødkøreren holder Hestene an af alle Kræfter; han vender sig om på Vognen
og spørger forfærdet, hvordan det gik. Jo, det kunde gået langt værre
. . . . det var vel kanske ikke så farligt . . . . jeg troed ikke, at der
var nogen Ting knust . . . . Å, jeg be’r . . . .

Jeg drev hen til en Bænk det forteste, jeg kunde; disse mange Mennesker,
som standsed op og gloed på mig, havde gjort mig flau. Egentlig var det
ikke noget Dødsstød, det var gået forholdsvis heldigt, når Ulykken endelig
skulde være ude. Det værste var, at min Sko var trykket istykker, Sålen
revet løs på Snuden. Jeg holdt Poden op og så Blod inde i Gabet. Nå, det
var ikke med Vilje gjort på nogen af Siderne, det var ikke Mandens Hensigt
at gøre det værre for mig end det var; han så meget bedrøvet ud. Kanske
hvis jeg havde bedt ham om et lidet Brød fra Vognen, så havde jeg fået det.
Han havde vist givet mig det med Glæde. Gud glæde ham til Gengæld der, han
er! . . . .

Jeg sulted hårdt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gøre af mig for min
ublu Appetit. Jeg vred mig hid og did på Bænken og lagde Brystet helt ned
på mine Knæ; jeg var næsten forstyrret. Da det blev mørkt, rusled jeg bort
til Rådstuen — Gud ved, hvordan jeg kom did — og satte mig på Kanten af
Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakke og gav mig til at
tygge på den, forresten uden nogen Hensigt, med mørke Miner, med Øjnene
stirrende ret frem, uden at se. Jeg hørte endel Småbørn, som legte omkring
mig, og fornam instinktsmæssig, når en eller anden spadserende gik mig
forbi; ellers iagttog jeg intet.

Så med én Gang falder det mig ind at gå ned i en af Basarerne nedenunder
mig og få et Stykke råt Kød. Jeg rejser mig og går tvers over Ballustraden,
hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet
næsten helt ned til Kødboden, råbte jeg opad Trappeåbningen og hytted
tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frækt til
den første Slagter, jeg traf.

»Å, vær så snil at give mig et Ben til Hunden min!« sagde jeg. »Bare et
Ben; der behøver ikke at være noget på det; den skal bare have noget at
bære i Munden.«

Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kød tilbage,
og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden så inderligt, at han så
forbauset på mig.

»Ingenting at takke for,« sagde han.

»Jo, sig ikke det,« mumled jeg, »det er snilt gjort af Dem.«

Og jeg gik op. Hjærtet slog stærkt i mig.

Jeg sneg mig ind i Smedgangen, så dybt ind, som jeg kunde komme, og
standsed udenfor en forfalden Port til en Baggård. Der var ikke et Lys at
se på nogen Kant, det var velsignet mørkt omkring mig; jeg gav mig til at
gnave i mig af Benet.

Det smagte ingenting; en ram Lugt af Blod stod op fra Benet, og jeg måtte
ganske straks begynde at kaste op. Jeg forsøgte igen; hvis jeg bare fik
beholde det, vilde det nok gøre sin Virkning; det galdt at få det til at
bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg blev vred, bed heftigt i Kødet,
sled af en liten Smule og svælged det ned med Vold. Og det nytted alligevel
ikke; såsnart de små Kødsmuler var blevne varme i Maven, kom de desværre
atter op. Jeg knytted vanvittigt Hænderne, stak i at græde af Hjælpeløshed
og gnaved som en besat; jeg græd, så Benet blev vådt og skiddent af Tårer,
kasted op, banded og gnaved igen, græd som Hjærtet skulde briste og kasted
atter op. Og jeg svor med høj Røst alle Verdens Magter ned i Pinen.

Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Støj. Jeg er i det
voldsommeste Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og græder
tænderskærende for hver Gang, jeg må levere disse Kødsmuler, som kanske
kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper noget, hvormeget jeg end
forsøger, slynger jeg Benet mod Porten, fuld af det afmægtigste Had,
henrykt af Raseri, råber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn
hæst og indædt og krummer mine Fingre som Klør . . . . Jeg siger dig, du
Himlens hellige Ba’al, du er ikke til, men hvis du var til, så skulde jeg
bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig,
jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har
stødt mig bort, og jeg vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke kendte
din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg ved, at jeg skal dø, og jeg håner dig
dog, du Himlens Gud og Apis, med Døden lige for Tænderne. Jeg siger dig,
jeg vil heller være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig,
jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vælger
mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, Judas og Farao er stødt
ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest råhovedede
Idioter og fattige i Ånden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de
fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen har bøjet Knæ for dig i sin
Dødsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du ved ikke, du
alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit
Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl gisper efter at håne dig,
du nådefulde Afskum i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde,
råbe dette højlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde,
om jeg kunde, ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl, som engang kommer på
Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Dråbe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil
spotte dig ud på Dommens Dag og bande dig Tændeme ud af min Mund for din
Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage
alle dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande min Tanke, om den
tænker på dig igen, og rive mine Læber af, om de atter nævner dit Navn. Jeg
siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger dig
Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg
siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig
Ryggen og går min Vej . . . .

Stille,

Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, står der på samme Sted, endnu
hviskende Eder og Skældsord frem, hikkende efter den heftige Gråd, knækket
og slap efter det vanvittige Vredesudbrud. Jeg står der måske en Time og
hikker og hvisker og holder mig fast til Porten. Så hører jeg Røster, en
Samtale mellem to Mænd, som kommer gående indad Smedgangen. Jeg slænger
bort fra Porten, drager mig frem efter Husvæggene og kommer atter ud på de
lyse Gader. Idet jeg tusler nedad Youngsbakken, begynder min Hjærne
pludselig at virke i en højst mærkelig Retning. Det falder mig ind, at de
elendige Rønner nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og de gamle Buler
med brugte Klæder, dog var en Skændsel for Stedet. De ødelagde hele Torvets
Udseende og pletted Byen, fy, ned med Skramlet! Og jeg gik og slog over i
Tankerne, hvad det vel vilde komme til at koste at flytte Den geografiske
Opmåling derned, denne smukke Bygning, som altid havde tiltalt mig så meget
hver Gang, jeg havde passeret den. Det vilde kanske ikke lade sig gøre at
foretage en Flytning af den Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, —
en pen Sum, måtte man sige, en nokså net Lommeskilling, he-he, at begynde
med, hvad? Og jeg nikked med mit tomme Hoved og indrømmed, at det var en
nokså pen Lommeskilling at begynde med. Jeg rysted fremdeles over hele
Legemet og hikked nu og da endnu dybt efter Gråden.

Jeg havde Følelsen af, at der ikke var meget Liv igen i mig, at jeg i
Grunden sang på det sidste Vers. Det var mig også temmelig ligegyldigt, det
beskæftiged mig ikke det mindste; jeg søgte tvertimod nedad Byen, ned til
Bryggerne, længer og længer bort fra mit Værelse. Jeg kunde for den Skyld
gærne have lagt mig plat ned i Gaden, forat dø. Lidelserne gjorde mig mer
og mer ufølsom; det banked stærkt i min såre Fod, jeg havde endog Indtryk
af, at Smærten forplanted sig opad hele Læggen, og ikke engang det gjorde
synderlig ondt. Jeg havde udstået værre Fornemmelser.

Så kom jeg ned på Jærnbanebryggen. Der var ingen Trafik, ingen Støj, kun
hist og her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjømand, som drev om med
Hænderne i Lommen. Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled stivt hen
på mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog
til Hatten og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« var rejst. Og bagefter
kunde jeg ikke lade være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for
Mandens Næse og sige: Død og Pine, »Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt
havde glemt! Tanken på den havde alligevel ulmet ubevidst i mit Indre, jeg
havde båret på den, uden at vide af det selv.

Ja, Kors, »Nonnen« var nok sejlet.

Han kunde ikke sige mig, hvor den var sejlet hen?

Manden tænker sig om, står på det lange Ben og holder det korte ivejret;
det korte dingler lidt.

»Nej,« siger han. »Ved De, hvad den lå her og lasted?«

»Nej,« svarer jeg.

Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«, og jeg spurgte Manden, hvor langt
det vel kunde være til Holmestrand, regnet i gode, gamle geografiske Mile.

»Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . .«

»Eller til Væblungsnæs?«

»Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til Holmestrand . . . .«

»Å, hør, med det samme jeg husker det,« afbrød jeg ham igen, »De skulde vel
ikke ville være så snil at give mig en liden Bid Tobak, bare en bitte liden
Smule!«

Jeg fik Tobakken, takked Manden meget varmt og gik bort. Jeg gjorde intet
Brug af Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. Manden holdt fremdeles Øje
med mig, jeg havde kanske vakt hans Mistanke på en eller anden Måde; hvor
jeg stod og gik havde jeg dette mistænksomme Blik efter mig, og jeg syntes
ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. Jeg vender om og drager mig
atter hen til ham, ser på ham og siger:

»Nådler.«

Bare dette Ord: Nådler. Ikke mer. Jeg ser meget stivt på ham, idet jeg
siger det, jeg følte, at jeg stirred frygteligt på ham; det var, som om jeg
så på ham med hele Kroppen, istedetfor bare med Øjnene. Og jeg står en
liden Stund, efterat jeg har sagt dette Ord. Så tusler jeg op til
Jærnbanetorvet igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, han bare holdt Øje med
mig.

Nådler? Jeg stod med en Gang stille. Ja, var det ikke det, jeg havde
Fornemmelsen af allerede straks: jeg havde truffet Krøblingen før. Oppe i
Grændsen, en lys Morgen; jeg havde pantsat min Vest. Det forekom mig som en
Evighed siden den Dag.

Mens jeg står og tænker på dette — jeg står og støtter mig til en Husvæg
på Hjørnet af Torvet og Havnegaden — farer jeg pludselig sammen og søger
at kravle mig væk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhærdet ret frem
og bider Hovedet af al Skam, der var ingen Råd med det, — jeg står Ansigt
til Ansigt med »Kommandøren«.

Jeg blir skødesløst fræk, jeg tager endog et Skridt frem fra Husvæggen,
forat gøre ham opmærksom på mig. Og jeg gør det ikke forat vække
Medlidenhed, men forat håne mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde
væltet mig ned i Gaden og bedt »Kommandøren« gå over mig, træde på mit
Ansigt. Jeg siger ikke engang Godaften.

»Kommandøren« aned måske, at der var noget galt fat med mig, han sagtned
sine Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse ham:

»Jeg skulde været hos Dem med noget, men det er ikke blevet noget af
endda.«

»Ja?« svarer han spørgende. »De har det ikke færdigt, da?«

»Nej, jeg har ikke fået det færdigt.«

Men nu står mine Øjne pludselig i Vand ved »Kommandørens« Venlighed, og jeg
harker og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. »Kommandøren« støder en
Gang i Næsen; han står og ser på mig.

»Har De noget at leve af imens, da?« siger han.

»Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag,
men . . . . . .

»Gud bevare Dem, det går da ikke an, at De går her og sulter ihjæl, Mand!«
siger han. Og han tager med en Gang til Lommen.

Nu vågner Skamfølelsen i mig, jeg raver igen bort til Husvæggen og holder
mig fast, jeg står og ser på, at »Kommandøren« roder om i sin Pengepung;
men jeg siger intet. Og han rækker mig en Tikrone. Han gør ingen flere
Omstændigheder med det, han giver mig simpelthen ti Kroner. Med det samme
gentager han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjæl.

Jeg stammed en Indvending og tog ikke Sedlen straks: Det var skammeligt af
mig dette . . . . det var også altfor meget . . . .

»Skynd Dem nu!« siger han og ser på sit Ur. »Jeg har ventet på Toget; men
nu kommer det, hører jeg.«

Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glæde og sagde ikke et Ord mer, jeg takked
ikke engang.

»Det er ikke værdt at genere sig for det,« siger »Kommandøren« tilsidst;
»De kan jo skrive for det, ved jeg.«

Så gik han.

Da han var kommet nogle Skridt bort, husked jeg med en Gang på, at jeg ikke
havde takket »Kommandøren« for denne Hjælp. Jeg forsøgte at indhente ham,
men kunde ikke komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, og jeg vilde
idelig falde på Næsen. Han fjærned sig mer og mer. Jeg opgav Forsøget,
tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog
Mod til mig og råbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte,
min Stemme var bleven for svag.

Jeg stod tilbage på Fortouget og så efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg
har aldrig set på Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner! Jeg
gik tilbage og stilled mig der, hvor han havde stået, og eftergjorde alle
hans Bevægelser. Og jeg holdt Pengesedlen op til mine våde Øjne, beså den
på begge Sider og begyndte at bande — bande i vilden Sky på, at det havde
sin Rigtighed med det, jeg holdt i Hånden, det var en Tikrone.

En Stund efter — måske en meget lang Stund; ti det var allerede bleven
ganske stille overalt — stod jeg besynderligt nok udenfor Tomtegaden Numer
11. Da jeg havde stået og summet mig et Øjeblik og forundret mig herover,
gik jeg indad Porten for anden Gang, lige ind i Beværtning & Logi for
Rejsende. Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng.

                                   * * *

Tirsdag.

Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. Sneen var borte; allevegne Liv
og Lyst og glade Ansigter, Smil og Latter. Fra Fontænerne steg
Vandstrålerne op i Buer, gyldne af Solen, blålige af den blålige Himmel
. . . . Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi i Tomtegaden, hvor jeg
fremdeles boed og havde det godt, og begav mig ud i Byen. Jeg var i den
gladeste Stemning og drev om den ganske Eftermiddag i de mest befærdede
Gader og så på Mennesker. Endnu før Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg
mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i Smug op til Vinduerne i Numer
2. Om en Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, dejlig Angst hele
Tiden. Hvad vilde der ske? Hvad skulde jeg finde på at sige, når hun kom
nedad Trappen? Godaften, Frøken? Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at
lade det bero med at smile. Naturligvis vilde jeg hilse dybt på hende.

Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at være så tidligt ude, vandred om i
Karl Johan en Stund og holdt Øje med Universitetsuret. Da Klokken blev
otte, satte jeg atter opad Universitetsgaden. Under vejs faldt det mig ind,
at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent, og jeg strakte ud alt,
jeg årked. Min Fod var meget sår, ellers mangled der mig ingenting.

Jeg tog Post ved Fontænen og pusted ud; jeg stod der rigtig længe og så op
til Vinduerne i Numer 2; men hun kom ikke. Nå, jeg skulde nok vente, det
havde ingen Hast med mig; hun havde kanske Forhindringer. Og jeg vented
igen. Jeg skulde da vel aldrig have drømt det hele? Havt det første Møde
med hende i Indbildningen den Nat, jeg lå i Feber? Jeg begyndte rådvild at
tænke efter og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag.

»Hm!« sagde det bag mig.

Jeg hørte denne Harken, jeg hørte også lette Skridt i Nærheden af mig; men
jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig.

»Godaften!« siger det så.

Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang straks til Hatten, jeg blir så
forundret over at se hende komme denne Vej.

»Har De ventet længe?« siger hun, og hun puster lidt hurtigt efter Gangen.

»Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden Stund siden,« svared jeg. »Og
desuden, hvad havde det gjort, om jeg havde ventet længe? Jeg tænkte
forresten, at De skulde komme fra en anden Kant?«

»Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama skal være ude iaften.«

»Jaså!« sagde jeg.

Nu var vi uvilkårlig begyndt at gå. En Politibetjent står på Gadehjørnet og
ser på os.

»Men hvor går vi egentlig hen?« siger hun og standser.

»Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil.«

»Uf, ja, men det er så kedeligt at bestemme det selv.«

Pause.

Så siger jeg, bare for at sige noget:

»Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.«

»Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har også fået fri. Så jeg er ganske
alene hjemme.«

Vi står begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde
set dem før.

»Kan vi gå op til Dem, da?« siger jeg. »Jeg skal sidde nede ved Døren hele
Tiden, dersom De vil . . . .«

Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred meget, at jeg havde været for fræk.
Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende
igen? Å, det elendige Antræk, jeg havde på! Jeg vented fortvivlet på
Svaret.

»De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren,« siger hun. Hun taler ligefrem
ømt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren.

Vi gik op.

Ude på Gangen, hvor det var mørkt, tog hun min Hånd og ledte mig frem. Jeg
behøved slet ikke at være så stille, sagde hun, jeg kunde godt tale. Og vi
kom ind. Mens hun tændte Lys — det var ikke en Lampe, hun tændte, men et
Lys — mens hun tændte dette Lys, sagde hun med en liden Latter:

»Men nu får De ikke se på mig. Uf, jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig
gøre det mer.«

»Hvad skal De aldrig gøre mer?«

»Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare mig . . . . jeg skal aldrig
kysse Dem mer.«

»Skal De ikke det?« sagde jeg, og vi lo begge. Jeg strakte Armene ud efter
hende, Og hun gled tilside, smutted væk, over på den anden Side af Bordet.
Vi stod og så på hinanden en liden Stund, Lyset stod midt imellem os.

»Forsøg at få fat på mig!« sagde hun.

Og under megen Latter forsøgte jeg at få fat på hende. Mens hun sprang
omkring, løste hun Sløret op og tog Hatten af; hendes spillende Øjne hang
fremdeles ved mig og vogted på mine Bevægelser. Jeg gjorde et Udfald påny,
snubled i Tæppet og faldt; min såre Fod vilde ikke længer holde mig oppe.
Jeg rejste mig yderlig flau.

»Gud, hvor rød De blev!« sagde hun. »Ja, det var også græsselig kejtet.«

»Ja, det var det!« svared jeg.

Og vi begyndte påny at springe omkring.

»Jeg synes, De halter?«

»Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.«

»Sidst havde De en sår Finger, nu har De en sår Fod; det er svært, så mange
Plager De har.«

»Å, ja. — Jeg blev lidt overkørt for nogle Dage siden.«

»Overkørt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare mig, hvordan De lever, unge Mand!«
Hun trued med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. »Så sætter vi os da!«
sagde hun. »Nej, ikke der nede ved Døren; De er så altfor tilbageholden;
her oppe; De der og jeg her, så ja! . . . . Uf, det er nokså kedeligt med
tilbageholdne Mennesker! Så må man sige og gøre alt selv, man får ingen
Hjælp til noget. Nu kunde De for Eksempel gærne holde Deres Hånd på min
Stolryg, De kunde gærne fundet på så meget af Dem selv, kunde De. For om
jeg siger noget sligt, så sætter De op et Par Øjne, som om De ikke rigtig
tror det, som blir sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det flere
Gange, De gør det nu også. Men De skal bare ikke indbilde mig, at De er så
beskeden altid, når De blot tør dy Dem. De var nokså fræk den Dag, da De
var fuld og gik efter mig lige hjem og plaged mig med Deres Åndrigheder: De
mister Deres Bog, Frøken, De mister ganske bestemt Deres Bog, Frøken!
Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt af Dem!«

Jeg sad fortabt og så på hende. Mit Hjærte slog højt, Blodet spændte mig
varmt gennem Årene. Hvilken vidunderlig Nydelse!

»Hvorfor siger De ingenting?«

»Nej, hvor De er sød!« sagde jeg. »Jeg sidder simpelthen her og blir
inderlig betaget af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . Der er
ingen Råd med det . . . . De er det besynderligste Menneske, som . . . .
Stundom stråler Deres Øjne så, jeg har aldrig set Magen, de ser ud som
Blomster . . . . Hvad? Nej-nej, kanske ikke som Blomster heller, men
. . . . Jeg er så aldeles forelsket i Dem, og det er så urimeligt . . . .
Herregud, naturligvis, det nytter mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De?
Nu må De da virkelig sige mig, hvad De hedder . . . .«

»Nej, hvad hedder _De_? Gud, nu havde jeg nær glemt det igen! Jeg tænkte på
det i hele Går, at jeg skulde spørge Dem. Ja, det vil sige ikke i _hele_
Går, men . . . .«

»Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De
om det? En sådan glidende Lyd . . . .«

»Ylajali?«

»Ja.«

»Er det fremmede Sprog?«

»Hm, Nej, det er ikke det heller.«

»Ja, det er ikke stygt . . . .«

Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden vore Navne. Hun satte sig lige
ved Siden af mig i Sofaen og skøv Stolen bort med Foden, Og vi begyndte at
passiare påny.

»De har barberet Dem også iaften,« sagde hun. »De ser i det hele taget lidt
bedre ud end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild Dem nu bare ikke
. . . . Nej, sidst var De virkelig sjofel da. De gik ovenikøbet med en fæl
Klud om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De absolut gå ind et Sted og
drikke Vin med mig. Nej, Tak!«

»Det var altså for mit misserable Udseendes Skyld, at De ikke vilde gå med
alligevel da?« sagde jeg.

»Nej,« svared hun og så ned. »Nej, det skal Gud vide, det ikke var! Jeg
tænkte ikke på det engang.«

»Hør,« sagde jeg, »De sidder vist her i den Overtro, at jeg kan klæde mig
og leve akkurat som jeg ønsker. De? Men det kan jeg nok ikke, jeg er meget,
meget fattig.«

Hun så på mig.

»Er De det?« sagde hun.

»Ja, jeg er det, desværre.«

Pause.

»Ja, Herregud, det er jeg også, det,« sagde hun med en frejdig Bevægelse
med Hovedet.

Hvert af hendes Ord berused mig, traf mig i Hjærtet som Vindråber. Hun
henrykte mig med den Vane, hun havde at lægge sit Hoved lidt på Siden og
lytte, når jeg sagde noget. Og jeg følte hendes Åndedrag lige op i mit
Ansigt.

»Ved De,« sagde jeg, »at . . . . Men nu må De ikke blive sint . . . . Da
jeg gik tilsengs igåraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for Dem . . . .
således . . . . som om De lå i den . . . . og så sovned jeg ind . . . .«

»Jaså? Det var vakkert!« Pause. »Men det måtte nu også være på Frastand, De
kunde gøre sligt noget; for ellers . . . .«

»Tror De ikke, jeg kunde gøre det ellers?«

»Nej, det tror jeg ikke.«

»Jo, af mig kan De vente alt,« sagde jeg. Og jeg lagde Armen om hendes Liv.

»Kan jeg det?« sagde hun bare.

Det ærgred mig, stødte mig næsten, at hun holdt mig for så altfor
skikkelig; jeg brysted mig op, skød Hjærtet op i Livet og tog hendes Hånd.
Men hun trak den ganske stilfærdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra
mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, jeg blev skamfuld og så bort
mod Vinduet. Jeg var alligevel så altfor ynkelig der, jeg sad, jeg måtte
blot ikke prøve at indbilde mig noget. Det havde været en anden Sag, hvis
jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu så ud som et Menneske, i mine
Velmagtsdage, da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg følte mig meget
nedslagen tilmode.

»Der kan De se!« sagde hun, »nu kan De bare se: Man kan vippe Dem blot med
en liden Rynke i Panden, gøre Dem så flad, bare ved at flytte sig lidt bort
fra Dem . . . .« Hun lo drillende, skøjeragtigt, med aldeles lukkede Øjne,
som om heller ikke hun holdt ud at blive set på.

»Nej, men du store min!« bused jeg ud, »nu skal De bare se!« Og jeg slog
Armene heftigt om hendes Skuldre. Jeg var næsten krænket. Var Pigen fra
Forstanden! Tog hun mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog ved den
levende . . . . Ingen skulde sige om mig, at jeg stod tilbage i dette
Stykke. Det var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at gå på, så . . . .

Hun sad ganske rolig, og hun havde Øjnene fremdeles lukket; ingen af os
talte. Jeg trykked hende hårdt ind til mig, klemte grådigt hendes Krop ind
til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, både
hendes og mine, de lød som begravede Hovtramp.

Jeg kyssed hende.

Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo
ad, hvisked Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende på Kindet, kyssed
hende mange Gange. Jeg åbned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg skimted
hendes Bryster indenfor, hvide, runde Bryster, der titted frem som to søde
Vidundere bag Linnedet.

»Må jeg få se!« siger jeg, og jeg forsøger at åbne flere Knapper, gøre
Hullet større; men min Bevægelse er for stærk, jeg kommer ingen Vej med de
nederste Knapper, hvor desuden Livet strammer på. »Må jeg bare få se lidt
. . . . lidt . . . .«

Hun slår Armen om min Hals, ganske langsomt, ømt; hendes Ånde puster mig
lige i Ansigtet fra de røde, dirrende Næsebor; med den anden Hånd begynder
hun selv at åbne Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler kort og ser
flere Gange op på mig, om jeg skal mærke, at hun er bange. Hun løser
Båndene op, hægter op Korsettet, er henrykt og ængstelig. Og jeg fingrer
med mine grove Hænder ved disse Knapper og Bånd . . . .

Forat aflede Opmærksomheden fra, hvad hun gor, stryger hun mig med sin
venstre Hånd over Skulderen og siger:

»Hvilken Mængde løse Hår der ligger!«

»Ja,« svarer jeg og vil trænge indtil hendes Bryst med min Mund. Hun ligger
i dette Øjeblik med ganske åbne Klæder. Pludselig er det som om hun
besinder sig, som om hun synes at have gået for vidt; hun dækker sig atter
til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin Forlegenhed med de åbne
Klæder, giver hun sig atter til at tale om den Mængde affaldne Hår, der lå
på mine Skuldre.

»Hvor kan det være, at Håret falder så af Dem?«

»Ved ikke!«

»Å, De drikker naturligvis formeget, og kanske — Fy, jeg vil ikke sige
det! De måtte skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet om Dem! At De, som
er så ung, allerede mister Håret! . . . . Nu skal De værsågod fortælle mig,
hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen. Jeg er sikker på, det er
frygteligt! Men bare Sandhed, forstår De, ikke nogen Udflugter! Jeg skal
nok forresten se det på Dem, om de vil skjule noget. Så, fortæl nu!«

»Ja, lad mig få kysse Dem på Brystet først, så.«

»Er De gal? Så, begynd nu!«

»Nej, kære, lad mig nu få Lov til det først!«

»Hm. Nej, ikke først . . . . Siden kanske . . . . Jeg vil høre, hvad De er
for et Menneske . . . . Å, jeg er sikker på, det er forfærdeligt!«

Det pinte mig også, at hun skulde tro det værste om mig, jeg var bange for
at støde hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den Mistanke, hun havde om
mit Levnet. Jeg vilde rense mig i hendes Øjne, gøre mig værdig til hende,
vise hende, at hun sad ved en på det nærmeste engleren Persons Side.
Herregud, jeg kunde jo tælle på Fingerne mine Fald til Dato.

Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte bare Sandhed. Jeg gjorde
intet værre end det var, det var ikke min Agt at vække hendes Medlidenhed;
jeg sagde også, at jeg havde stjålet fem Kroner en Aften.

Hun sad og lytted med gabende Mund, bleg, bange, aldeles forstyrret i de
blanke Øjne. Jeg vilde gøre det godt igen, sprede det triste Indtryk, jeg
havde gjort, og strammed mig op:

»Det er jo over nu!« sagde jeg; »det kan ikke være Tale om sligt noget
længer; nu er jeg bjærget . . . .«

Men hun var meget forsagt. »Gud bevare mig!« sagde hun bare og taug. Hun
sagde dette med korte Mellemrum og taug hver Gang igen. »Gud bevare mig!«

Jeg begyndte at spøge, tog hende i Siden, forat kildre hende, løfted hende
op til mit Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; dette ærgred mig en
Smule, såred mig ligefrem. Hvorfor skulde hun knappe Kjolen igen? Var jeg i
hendes Øjne mer uværdig nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit Hår
faldt af? Vilde hun have syntes bedre om mig, hvis jeg havde gjort mig til
en Udhaler? . . . . Ikke noget Sludder. Det galdt bare at gå på! Og hvis
det bare galdt at gå på, så ved den levende . . . .

Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen ned i Sofaen. Hun stred imod,
ganske lidt forresten, og så forbauset ud.

»Nej . . . . hvad vil De?« sagde hun.

»Hvad jeg vil?!«

He, hun spurgte, hvad jeg vilde! Gå på, vilde jeg, gå lige på! Det var ikke
bare på Frastand, jeg havde det med at gå på; det var ikke min Art og
Beskaffenhed af Menneske. Jeg gjorde i at være Karl for min Hat og ikke
slåes flad af en Rynke i Panden. Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig gået
med uforrettet Sag fra en sådan Affære . . . .

Og jeg gik på.

»Nej . . . . nej, men . . . .?«

Jo, mente jeg, det var Meningen det!

»_Nej_, hører De!« råbte hun. Og hun lagde til disse sårende Ord: »Jeg kan
jo ikke være tryg for, at De ikke er vanvittig.«

Jeg holdt uvilkårlig lidt inde, og jeg sagde:

»Det mener De ikke!«

»Jo, ved Gud, De ser så rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, — De
var altså ikke fuld dengang?«

»Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist . . . .«

»Ja, så meget værre var det.«

»Vilde De heller, at jeg skulde været fuld?«

»Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! Herregud, kan De nu ikke slippe!«

Jeg tænkte mig om. Nej, jeg kunde ikke slippe. Ikke noget forbandet Pærevæv
en silde Aftenstund på en Sofa! Op med Flonellen! He, hvilke Udflugter
fandt man ikke på at komme med i et sligt Øjeblik! Som om jeg ikke vidste,
at det var bare Undselighed altsammen! Da måtte jeg være grøn! Så stille
nu! Ikke noget Tøv! Leve Kongen og Fædrelandet! . . . .

Hun stritted besynderlig stærkt imod, altfor stærkt til bare at stritte
imod af Undselighed. Jeg kom som af Vanvare til at støde Lyset overende, så
det slukned, hun gjorde fortvivlet Modstand, udstødte endog et lidet Klynk.

»Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil så skal De heller få kysse mig på
Brystet. Kære, snille . . . .«

Jeg standsed øjeblikkelig. Hendes Ord lød så forfærdede, hjælpeløse, jeg
blev inderlig slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning ved at give mig
Lov til at kysse hendes Bryst! Hvor det var skønt, skønt og enfoldigt! Jeg
kunde faldt ned og knælet for hende.

»Men, kære, vene!« sagde jeg aldeles forvirret, »jeg forstår ikke . . . .
jeg begriber virkelig ikke, hvad dette er for en Slags Spil . . . .«

Hun rejste sig og tændte atter Lyset med rystende Hænder; jeg sad tilbage
på Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde nu ske? Jeg var i Grunden
meget ilde tilmode.

Hun kasted Øjnene hen på Væggen, hen til Klokken, og for sammen.

»Uf, nu kommer Pigen snart!« sagde hun. Dette var det første, hun sagde.

Jeg forstod denne Hentydning og rejste mig. Hun tog efter Kåben, som forat
klæde den på, men betænkte sig, lod den ligge og gik bort til Kaminen. Hun
var bleg og blev mer og mer urolig. Forat det dog ikke skulde se ud, som om
hun viste mig Døren, sagde jeg:

»Var han Militær Deres Far?« og samtidig gjorde jeg mig istand til at gå.

Ja, han var Militær. Hvoraf vidste jeg det?

Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind.

Det var besynderligt!

Å, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, hvor jeg fik det med Anelser.
He-he, det hørte med til mit Vanvid, det . . . .

Hun så hurtig op, men svared ikke. Jeg følte, at jeg pinte hende med min
Nærværelse, og vilde gøre kort Proces. Jeg gik til Døren. Vilde hun ikke
kysse mig mer nu? Ikke engang række mig Hånden? Jeg stod og vented.

»Skal De gå nu da?« sagde hun, og hun stod endda stille borte ved Kaminen.

Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og forvirret og så på hende, uden at sige
noget. Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, når det ikke kunde blive
til noget? Hvad gik der af hende i dette Øjeblik? Det lod ikke til at angå
hende, at jeg stod færdig til at gå; hun var på en Gang aldeles tabt for
mig, og jeg ledte efter noget at sige hende til Afsked, et tungt, dybt Ord,
som kunde ramme hende og måske imponere hende lidt. Og stik imod min faste
Beslutning, såret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornærmet, gav jeg mig
ligefrem til at tale om Uvæsentligheder; det rammende Ord kom ikke, jeg bar
mig yderst tankeløst ad.

Hvorfor kunde hun ikke lige så godt sige klart og tydeligt, at jeg skulde
gå min Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det var ikke værdt at genere
sig. Istedetfor at minde mig om, at Pigen snart vilde komme hjem, kunde hun
også simpelthen have sagt følgende: Nu må De forsvinde, for nu skal jeg gå
og hente min Mor, og jeg vil ikke have Deres Følge nedad Gaden. Så, det var
ikke det, hun havde tænkt på? Å, jo, det var nok alligevel det, hun havde
tænkt på; det forstod jeg straks. Der skulde så lidet til, forat sætte mig
på Spor; bare den Måden, hvorpå hun havde taget efter Kåben og atter ladet
den ligge, havde overbevist mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det med
Anelser. Og der var vel kanske ikke så meget Vanvid i det i Grunden . . . .

»Men, Herregud, tilgiv mig nu for det Ord! Det slap mig af Munden!« råbte
hun. Men hun stod fremdeles stille og kom ikke hen til mig.

Jeg var ubøjelig og fortsatte. Jeg stod der og sludred væk med den pinlige
Fornemmelse, at jeg keded hende, at ikke et eneste af mine Ord traf, og
alligevel holdt jeg ikke op: I Grunden kunde man jo være et temmelig
ømtåligt Gemyt, om man ikke var gal, mente jeg; der var Naturer, som næred
sig af Bagateller og døde bare for et hårdt Ord. Og jeg lod underforstå, at
jeg havde en sådan Natur. Sagen var den, at min Fattigdom havde i den Grad
skærpet visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem Ubehageligheder, ja,
jeg forsikrer Dem ligefrem Ubehageligheder, desværre. Men det havde også
sine Fordele, det hjalp mig i visse Situationer. Den fattige intelligente
var langt finere Iagttager end den rige intelligente. Den fattige ser sig
om for hvert Skridt, han tager, lytter mistænksomt til hvert Ord, han hører
af de Mennesker, han træffer; hvert Skridt, han selv tager, stiller således
hans Tanker og Følelser en Opgave, et Arbejde. Han er lydhør og følsom, han
er en erfaren Mand, hans Sjæl har Brandsår . . . .

Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsår, som min Sjæl havde. Men jo
længer jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde hun: »Herregud!«
et Par Gange i Fortvivlelse og vred sine Hænder. Jeg så godt, at jeg plaged
hende, og jeg vilde ikke plage hende, men gjorde det alligevel. Endelig
mente jeg at have fået sagt hende i grove Træk det nødvendigste af, hvad
jeg havde at sige, jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og råbte:

»Nu går jeg! Nu går jeg! Kan De ikke se, at jeg allerede har Hånden på
Låsen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde dog gærne svare mig, når jeg
siger Farvel to Gange og står fiks og færdig til at gå. Jeg beder ikke
engang om at få træffe Dem igen, for det vil pine Dem; men sig mig: Hvorfor
lod De mig ikke være i Fred? Hvad har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke
ivejen for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig, som
om De slet ikke kendte mig mer? Nu har De ribbet mig så inderlig blank,
gjort mig endda mere ussel end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg er jo
ikke vanvittig, De ved meget godt, når De vil tænke Dem om, at der er
ingenting, som fejler mig nu. Kom nu da og ræk mig Hånden! Eller lad mig få
Lov til at komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt,
jeg vil bare knæle for Dem et Øjeblik, knæle ned på Gulvet der foran Dem,
blot et Øjeblik; må jeg? Nej, nej, så skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De
blir bange, jeg skal ikke, _skal_ ikke gøre det, hører De. Herregud dog,
hvorfor blir De så forfærdet? Jeg står jo stille, jeg rører mig ikke. Jeg
vilde have knælet ned på Tæppet et Minut, just der, på den røde Farve lige
ved deres Fødder. Men De blev bange, jeg kunde straks se det på Deres Øjne,
at De blev bange, derfor stod jeg stille. Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg
bad Dem derom; vel? Jeg stod lige så urørlig som nu, når jeg viser Dem det
Sted, hvor jeg vilde knælet for Dem, der borte på den røde Rose i Tæppet.
Jeg peger ikke med Fingeren engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det
være, for ikke at forskrække Dem, jeg nikker bare og ser derhen, således!
Og De forstår meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men De vil ikke tillade
mig at knæle der; De er bange for mig og tør ikke komme mig nær. Jeg
begriber ikke, at De kan bringe over Deres Hjærte at kalde mig gal. Ikke
sandt, De tror det heller ikke længer? Det var engang i Sommer, for længe
siden, da var jeg gal; jeg arbejded for hårdt og glemte at gå til Middags i
ret Tid, når jeg havde meget at tænke på. Det hændte Dag efter Dag; jeg
burde have husket det, men jeg glemte det stadig væk. Ved Gud i Himlen, det
er sandt! Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted, hvis jeg lyver!
Der kan De se, De gør mig Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; jeg
har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og Gravesen; jeg gik også ofte med
mange Penge i Lommen og købte alligevel ikke Mad, fordi jeg glemte det.
Hører De der! De siger ikke noget, De svarer ikke, De går aldeles ikke bort
fra Kaminen, De står bare og venter på, at jeg skal gå . . . .«

Hun kom hurtigt henimod mig og rakte sin Hånd frem. Jeg så fuld af Mistro
på hende. Gjorde hun det også med noget let Hjærte? Eller gjorde hun det
blot, forat blive af med mig? Hun lagde sin Arm om min Hals, hun havde
Tårer i Øjnene. Jeg stod bare og så på hende. Hun rakte sin Mund frem; jeg
kunde ikke tro hende, det var ganske bestemt et Offer, hun bragte, et
Middel til at få en Ende på det.

Hun sagde noget, det lød for mig som: »Jeg er glad i Dem alligevel!« Hun
sagde det meget lavt og utydeligt, måske hørte jeg ikke rigtig, hun sagde
kanske ikke just de Ord; men hun kasted sig heftigt om min Hals, holdt
begge Armene om min Hals en liden Stund, strakte sig endog en Smule på
Tæerne, forat række godt op, og stod således måske et helt Minut.

Jeg var bange for, at hun tvang sig selv til at vise denne Ømhed, jeg sagde
blot:

»Hvor De er dejlig nu!«

Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende voldsomt, trådte tilbage, stødte til
Døren og gik baglænds ud. Og hun stod igen derinde.

FJERDE STYKKE

Vinteren var kommet, en rå og våd Vinter næsten uden Sne, en tåget og mørk
evigtvarende Nat, uden et eneste friskt Vindstød, så lang som Ugen var.
Gassen brændte næsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stødte alligevel på
hinanden i Tågen. Alle Lyde, Kirkeklokkernes Klang, Bjælderne fra
Droschehestene. Menneskenes Stemmer, Hovslagene, altsammen lød så sprukkent
og klirrende i den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting og dæmped
alt ned. Uge gik efter Uge, og Vejret var og blev det samme.

Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland.

Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Beværtning, dette Logihus for
Rejsende, hvor jeg havde fået bo, trods min Forkommenhed. Mine Penge var
for længe siden opbrugte, og jeg vedblev alligevel at gå og komme på dette
Sted, som om jeg havde Ret dertil og hørte hjemme der. Værtinden havde
endnu intet sagt; men det pinte mig alligevel, at jeg ikke kunde betale
hende. Således forløb tre Uger.

Jeg havde allerede for flere Dage tilbage genoptaget min Skrivning, men det
lykkedes mig ikke længer at få til noget, som jeg var tilfreds med; jeg
havde slet intet Held med mig mer, om jeg end var meget flittig og forsøgte
sent og tidligt; hvad jeg end tog mig til, nytted det ikke, Lykken var
borte, og jeg anstrængte mig altid forgæves.

Det var på et Værelse i anden Etage, i det bedste Gæsteværelse, jeg sad og
gjorde disse Forsøg. Jeg var forbleven uforstyrret deroppe, siden den
første Aften, da jeg havde Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde også
hele Tiden det Håb, at jeg endelig kunde få istand en Artikel om et eller
andet, så jeg kunde få betalt Værelset og hvad jeg ellers skyldte for; det
var derfor, jeg arbejded så ihærdigt. Især havde jeg et påbegyndt Stykke,
som jeg vented mig meget af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, en
dybsindig Tanke, som jeg vilde lægge al min Flid på at udarbejde og bringe
»Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« skulde dog erfare, at han denne
Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han
skulde erfare det; det galdt blot at vente til Ånden kom over mig. Og
hvorfor skulde ikke Ånden komme over mig? Hvorfor skulde den ikke komme
over mig med det allerførste endog? Der var intet ivejen med mig mer; jeg
fik lidt Mad hver Dag af min Værtinde, nogle Smørogbrød Morgen og Aften, og
min Nervøsitet var næsten forsvunden. Jeg brugte ikke længer Klude om mine
Hænder, når jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i
anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i
alle Måder, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede
havde fået min Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen.

En Dag skulde jeg endelig få en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var
bleven, hvor sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den Dag kom nemlig min
Værtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se på; der måtte
være noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen
Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen.

Jeg satte mig til at tælle; min Værtinde sad lige overfor mig og så på mig.
Jeg talte disse tyve Poster, først en Gang nedad, og fandt Summen rigtig,
derpå en Gang opad, og kom påny til samme Resultat. Jeg så på Konen, hun
sad lige foran mig og vented på mit Ord; jeg lagde med det samme Mærke til,
at hun var frugtsommelig, det undgik ikke min Opmærksomhed, og jeg stirred
dog ingenlunde undersøgende på hende.

»Summen er rigtig,« sagde jeg.

»Nej, se nu efter for hvert Tal,« svared hun; »det kan ikke være så meget;
jeg er sikker på det.«

Og jeg begyndte at revidere hver Post: 2 Brød á 25, i Lampeglas 18, Sæbe
20, Smør 32 . . . . Der skulde ikke noget kløgtigt Hoved til, forat
gennemgå disse Talrækker, denne lille Høkerregning, hvori der ingen
Vidtløftigheder fandtes, og jeg forsøgte redeligt at finde den Fejl, som
Konen talte om, men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet med disse Tal
et Par Minutter, følte jeg desværre, at altsammen begyndte at danse rundt i
mit Hoved; jeg gjorde ikke længer Forskel på Debet og Kredit, jeg blanded
det hele sammen. Endelig stod jeg med ét bom stille ved følgende Post: »3
5/16 Pund Ost á 16«. Min Hjærne klikked fuldstændig, jeg stirred dumt ned
på Osten og kom ingen Vej.

»Det er da også forbandet, så vredent dette er skrevet!« sagde jeg
fortvivlet. »Her står Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost. He-he,
har man hørt Magen! Ja, her kan De se selv!«

»Ja,« svared Madamen, »de plejer at skrive så. Det er Nøgleosten. Jo, det
er korrekt! Fem Sekstendele er altså fem Lod«

»Ja, det forstår jeg nok!« atbrød jeg, skønt jeg i Virkeligheden ikke
forstod nogen Ting mer.

Jeg forsøgte påny at klare dette lille Regnestykke, som jeg for nogle
Måneder siden kunde have talt op på et Minut; jeg sveded stærkt og tænkte
over disse gådefulde Tal af alle Kræfter, og jeg blinked eftertænksomt med
Øjnene, som om jeg studered rigtig skarpt på denne Sag; men jeg måtte
opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstændigt af med mig; det var
som om noget knak over i min Pande.

For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger,
bevæged jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, alt imens jeg gled
længer og længer nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nærmed
mig Afslutningen. Madamen sad og vented. Endelig sagde jeg:

»Ja, nu har jeg gået den igennem fra først til sidst, og der er virkelig
ingen Fejl, såvidt jeg kan se.«

»Ikke det?« svared Konen, »jaså, ikke det?« Men jeg så godt, at hun ikke
troed mig. Og pludselig syntes hun på en Gang at antage et lidet Stænk af
Ringeagt for mig i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg ikke
tidligere havde hørt hos hende. Hun sagde, at jeg kanske ikke var vant til
at regne med Sekstendele; hun sagde også, at hun måtte henvende sig til
nogen, som forstod sig på det, forat få Regningen ordentlig gennemset. Alt
dette sagde hun ikke på nogen sårende Måde, forat gøre mig tilskamme, men
tankefuldt og alvorligt. Da hun var kommet til Døren og skulde gå, sagde
hun, uden at se på mig:

»Undskyld, at jeg har heftet Dem, da!«

Hun gik.

Lidt efter åbnedes Døren påny, og min Værtinde kom atter ind; hun kunde
næppe have gået længer end ud på Gangen, før hun vendte om.

»Det er sandt!« sagde hun. »De må ikke tage det ilde op; men jeg har vel
lidt tilgode hos Dem nu? Var det ikke tre Uger igår, siden De kom? Ja, jeg
mente, det var så. Det er ikke grejt at klare sig med så stor Familje, så
jeg kan ikke lade nogen få bo på Kredit, desværre . . . .«

Jeg standsed hende.

»Jeg arbejder på en Artikel, som jeg altså har fortalt Dem om før,« sagde
jeg, »og såsnart den blir færdig, skal De få Deres Penge. De kan være
ganske rolig.«

»Ja, men De får jo aldrig den Artikel færdig, jo?«

»Tror De det? Ånden kommer muligens over mig imorgen, eller kanske allerede
inat; det er slet ikke umuligt, at den kommer over mig engang inat, og da
blir min Artikel færdig på et Kvarter højst. Ser De, det er ikke således
med mit Arbejde, som med andre Folks; jeg kan ikke sætte mig ned og få
istand en vis Mængde om Dag, jeg må bare vente på Øjeblikket. Og der er
ingen, som kan sige Dag og Time, på hvilken Ånden kommer over én; det må
have sin Gang.«

Min Værtinde gik. Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket.

Jeg sprang op og sled mig i Håret at Fortvivlelse, såsnart jeg var bleven
alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel, ingen, ingen
Redning! Min Hjærne var bankerot! Var jeg da altså bleven helt Idiot, siden
jeg ikke længer kunde regne ud Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men
kunde jeg også have tabt min Forstand, når jeg stod og gav mig selv slige
Spørgsmål? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrængelser med
Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var
frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen,
som havde fortalt mig noget derom, det faldt mig heller ikke vilkårligt
ind, jeg sad og så det med mine egne Øjne, og jeg forstod det straks, til
og med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og regned med Sekstendele.
Hvorledes skulde jeg forklare mig det?

Jeg gik til Vinduet og så ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden. Der
legte nogle Børn nede på Brostenene, fattigt klædte Børn midt i den fattige
Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skråled højt. Et Flyttelæs
rulled langsomt forbi dem; det måtte være en fordreven Familje, som skifted
Bopæl udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig øjeblikkelig. På Vognen lå
Sengeklæder og Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede Stole med tre
Ben, Matter, Jærnskrab, Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig
hæslig Unge med forkølet Næse, sad oppe i Læsset og holdt sig fast med sine
stakkels blå Hænder, for ikke at tumle ned. Hun sad på en Bundt af
rædsomme, våde Madrasser, som Børn havde ligget på, og så ned på de små,
der kasted Tomflasken imellem sig . . . .

Alt dette stod jeg og så på, og jeg havde ingen Møje med at forstå alt, som
foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttog dette, hørte jeg også min
Værtindes Pige synge inde i Køkkenet lige ved Siden af mit Værelse; jeg
kendte den Melodi, hun sang, jeg hørte derfor efter, om hun skulde synge
fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt dette kunde ikke en Idiot have
gjort; jeg var Gudskelov så fornuftig, som noget Menneske. Pludselig så jeg
to af Børnene nede i Gaden fare op at skændes, to Smågutter; jeg kendte den
ene, det var min Værtindes. Jeg åbner Vinduet, forat høre, hvad de siger
til hinanden, og straks stimler en Flok Børn sammen nedenunder mit Vindu og
ser længselsfuldt op. Hvad vented de på? At noget skulde blive kastet ud?
Tørrede Blomster, Kødben, Cigarstumper, en eller anden Ting, som de kunde
gnave i sig eller more sig med? De så med blåfrosne Ansigter, med uendelig
lange Øjne op mod mit Vindu. Imidlertid fortsætter de to små Fjender at
skælde hinanden ud. Ord som store, klamme Udyr myldrer ud af disse
Barnemunde, forfærdelige Øgenavne, Skøgesprog, Matroseder, som de kanske
havde lært nede ved Bryggerne. Og de er begge to så optagne heraf, at de
slet ikke lægger Mærke til min Værtinde, der løber ud til dem, forat få
høre, hvad der er påfærde.

»Jo,« forklarer hendes Søn, »han tog mig i Barken; jeg fik ikke Pusten på
en lang Stund!« Og vendende sig om mod den lille Ugærningsmand, der står og
flirer ondskabsfuldt ad ham, blir han aldeles rasende og råber: »Rejs til
hede Helvede, dit kaldæiske Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage Folk i
Struben! Jeg skal Herr’n forsyne mig . . . .«

Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, der dominerer hele den trange Gade
med sin Mave, svarer det tiårige Barn, idet hun griber ham i Armen og vil
have ham med:

»Sh! Hold Snavel’n din! Jeg mener, du bander ogsål Du bruger Kæften, som om
du skulde været på Ludderhus i årvis! Nu kommer du ind!«

»Nej, jeg gør ikke det!«

»Jo, du gør det!«

»Nej, jeg gør ikke det!«

Jeg står oppe i Vinduet og ser, at Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige
Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det ikke længer ud, jeg råber ned
til Gutten, at han skal komme op til mig et Øjeblik. Jeg råber to Gange,
blot forat forstyrre dem, forat få forpurret dette Optrin; den sidste Gang,
råber jeg meget højt, og Moderen vender sig forbløffet om og ser op til
mig. Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser frækt på mig, rigtig
overlegent ser hun på mig, og trækker sig så tilbage med en bebrejdende
Bemærkning til sin Søn. Hun taler højt, så jeg kan høre det, og siger til
ham:

»Fy, du måtte skamme dig for at lade Folk se, hvor slem du er!«

Af alt dette, som jeg således stod og iagttog, var der intet, ikke engang
en liden Biomstændighed, som gik tabt for mig. Min Opmærksomhed var yderst
vag, jeg indånded ømtåligt hver liden Ting, og jeg stod og gjorde mig mine
Tanker om disse Ting, efterhvert som de foregik. Så der kunde umuligt være
noget ivejen med min Forstand. Hvor kunde der også være noget ivejen med
den nu?

Hør, ved du hvad, sagde jeg på en Gang; nu har du længe nok gået og
befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i så Henseende; nu
får det være Slut med de Narrestreger! Er det Tegn på Galskab at mærke og
opfatte alle Ting så nøjagtigt, som du gør det? Du får mig næsten til at le
af dig, forsikkrer dig på, det er ikke uden Humor, såvidt jeg skønner. Kort
og godt, det hænder alle Mennesker at stå fast for en Gangs Skyld, og det
just netop i de simpleste Spørgsmål. Det siger intet, det er bare
Tilfældighed. Som sagt, jeg er på et hængende Hår i Færd med at få mig en
liden Latter over dig. Hvad den Høkerregning angår, disse lumpne fem
Sekstendele Fattigmandsost, kan jeg gærne kalde det, — he-he, en Ost med
Nellik og Pebber i, på min Ære en Ost, som man rent ud sagt kunde få Barn
af, — hvad denne latterlige Ost angår, da kunde det have hændt den bedste
at blive fordummet over den; selve Lugten af den Ost kunde gøre det af med
en Mand . . . . Og jeg gjorde det værste Nar af al Nøgleost . . . . Nej,
sæt mig på noget spiseligt! sagde jeg, sæt mig, om du vil, på fem
Sekstendele godt Mejerismør! Det er en anden Sag!

Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og fandt dem såre morsomme. Der var
virkelig ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel bevaret. Jeg var så at
sige yderst vel bevaret endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled intet på
det, Gud ske Lov og Tak!

Min Munterhed steg efterhvert, som jeg drev om der på Gulvet og samtalte
med mig selv; jeg lo højt og følte mig voldsomt glad. Det var virkelig
også, som om jeg blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik af
egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat få mit Hoved i
arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle
med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end på lange Tider; det gik
ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles
udmærket. Jeg arbejded også en Times Tid, uden at blive træt.

Så sidder jeg just på et meget vigtigt Punkt i denne Allegori om en
Ildebrand i en Boglade; det forekom mig så vigtigt, at alt det øvrige, jeg
havde skrevet, var for intet at regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop
forme rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var Bøger, som brændte, det
var Hjærner, Menneskehjærner, og jeg vilde lave en ren Bartholomæusnat af
disse brændende Hjærner. Da blev med en Gang min Dør åbnet med megen Hast,
og min Værtinde kom sejlende ind. Hun kom midt ind i Værelset, hun standsed
ikke engang på Dørstokken.

Jeg gav et lidet hæst Råb; det var virkelig, som om jeg havde fået et Slag.

»Hvad?« sagde hun. »Jeg syntes. De sagde noget? Vi har fået en Rejsende, og
vi må have dette Værelse til ham; De får ligge nede hos os inat; ja, De
skal få egen Seng der også.« Og førend hun havde fået mit Svar, begyndte
hun uden videre at samle sammen mine Papirer på Bordet og bringe Uorden i
dem allesammen.

Min glade Stemning var blæst bort, jeg var vred og fortvivlet og rejste mig
straks. Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; jeg mæled ikke et
Ord. Og hun gav mig alle Papirerne i min Hånd.

Der var intet andet for mig at gøre, jeg måtte forlade Værelset. Nu var
også dette dyrebare Øjeblik spoleret! Jeg mødte den ny Rejsende allerede i
Trappen, en ung Mand med store blå Ankertegninger på Håndbagerne; bagefter
ham fulgte en Sjouer med en Skibskiste på Skulderen. Den fremmede var vist
en Sjømand, altså blot en tilfældig Rejsende for Natten; han skulde nok
ikke optage mit Værelse i nogen længere Tid. Kanske kunde jeg også være
heldig imorgen, når Manden var rejst, og få et af mine Øjeblikke igen; der
mangled mig blot en Inspiration på fem Minutter nu, så var mit Værk om
Ildebranden færdig. Altså, jeg fik finde mig i Skæbnen . . . .

Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens Lejlighed, denne eneste
Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og
fire Børn. Pigen boed i Køkkenet, hvor hun også sov om Natten. Jeg nærmed
mig med megen Modvilje Døren og banked på; ingen svared, dog hørte jeg
Stemmer indenfor.

Manden sagde ikke et Ord, da jeg trådte ind, besvared ikke engang min
Hilsen; han så blot ligegyldigt på mig, som om jeg ikke vedkom ham.
Forresten sad han og spilled Kort med en Person, som jeg havde set nede ved
Bryggerne, en Bærer, der lød Navnet »Glasruden«. Et Spædbarn lå og pludred
med sig selv henne i Sengen, og den gamle Mand, Værtindens Fader, sad
sammenkrøben på en Sengebænk og luded med Hovedet over sine Hænder, som om
hans Bryst eller Mave smærted ham. Han havde næsten hvidt Hår og så ud i
sin sammenkrøbne Stilling som et duknakket Kryb, der sad og spidsed Øren
efter noget.

»Jeg kommer nok desværre til at bede om Rum hernede inat,« sagde jeg til
Manden.

»Har min Kone sagt det?« spurgte han.

»Ja. Der kom en ny Mand på mit Værelse.«

Hertil svared ikke Manden noget; han gav sig atter i Færd med Kortene.

Således sad denne Mand Dag efter Dag og spilled Kort med hvemsomhelst, som
kom ind til ham, spilled om ingenting, blot forat fordrive Tiden og have
noget mellem Hænderne imens. Han foretog sig ellers intet, rørte sig netop
så meget som hans lade Lemmer gad, mens Konen traved op og ned i Trapperne,
var om sig på alle Kanter og havde Omsorg for at få Gæster til Huset. Hun
havde også sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og Bærere, hvem hun
betalte et vist Honorar for hver ny Logerende, de bragte hende, og hun gav
ofte disse Sjouere Husly for Natten. Nu var det »Glasruden«, som just havde
bragt den ny Rejsende med.

Et Par af Børnene kom ind, to Småpiger med magre, fregnede Tøseansigter; de
havde rigtig usle Klæder på. Lidt efter kom også Værtinden ind. Jeg spurgte
hende, hvor hun vilde anbringe mig for Natten, og hun svared kort, at jeg
kunde ligge herinde, sammen med de andre, eller ude i Forstuen på
Sofabænken, aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens hun svared mig dette,
gik hun omkring i Stuen og pusled med forskellige Ting, som hun satte i
Orden, og hun så ikke en Gang på mig.

Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod nede ved Døren og gjorde mig liden,
lod endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte Værelse med en anden
for en Nats Skyld; jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, for ikke at
opirre hende og måske blive jaget helt ud af Huset. Jeg sagde: »Å, ja, der
blir vel en Råd!« og taug.

Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen.

»Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet ikke har Udkomme til at have Folk
i Kost og Logi på Kredit,« sagde hun. »Og det har jeg sagt Dem før også.«

»Ja, men kære, det er jo bare disse Par Dage, til min Artikel er færdig,«
svared jeg, »og da skal jeg gærne give Dem en Femkrone atpå, gærne det.«

Men hun havde åbenbart ingen Tro på min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg
kunde ikke give mig til at være stolt og forlade Huset, bare af en Smule
Krænkelse; jeg vidste, hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej.

                                   * * *

Der forløb et Par Dage.

Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, da det var for koldt i Forstuen,
hvor der ingen Ovn var; jeg sov også om Natten på Gulvet inde i Stuen. Den
fremmede Sjømand boed stadigt på mit Værelse og lod ikke til at ville
flytte så snart. Ved Middagstid kom også Værtinden ind og fortalte, at han
havde betalt hende i Forskud for en hel Måned; forresten skulde han tage
Styrmandseksamen, inden han rejste; det var derfor, han opholdt sig i Byen.
Jeg stod og hørte på dette og forstod, at mit Værelse nu var tabt for mig
for bestandigt.

Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde jeg være så heldig at få noget
skrevet, så måtte det alligevel være her, i Stilheden. Det var ikke længer
min Allegori, som beskæftiged mig; havde fået en ny Idé, en ganske
fortræffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts Drama, »Korsets Tegn«,
Emne fra Middelalderen. Især havde jeg altsammen udtænkt angående
Hovedpersonen, en herlig, fanatisk Skøge, der havde syndet i Templet, ikke
af Svaghed og ikke af Attrå, men af Had mod Himlen, syndet lige ved
Alterets Fod, med Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig Foragt for
Himlen.

Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, efterhvert som Timerne gik.
Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik, og netop således, som jeg vilde
have hende frem. Hendes Krop skulde være mangelfuld og frastødende: høj,
meget mager og en Smule mørk, og når hun gik, vilde hendes lange Ben komme
til at skinne igennem hendes Skørter for hvert Skridt, hun tog. Hun skulde
også have store, udstående Ører. Kortsagt, hun vilde intet blive for Øjet,
knapt nok udholdelig at se på. Hvad der interessered mig hos hende, var
hendes underfulde Skamløshed, dette desperate Topmål af overlagt Synd, som
hun havde begået. Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; min Hjærne var
ligefrem udbulnet af denne sære Misdannelse af et Menneske. Og jeg skrev i
samfulde to Timer i Træk på mit Drama.

Da jeg havde fået istand et halvt Snes Sider, måske tolv Sider, ofte med
stort Besvær, undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg skrev forgæves og
måtte rive mine Ark itu, var jeg bleven træt, ganske stiv af Kulde og
Træthed, og jeg rejste mig og gik ud på Gaden. I den sidste Halvtime var
jeg også bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens Stue, så jeg
kunde i ethvert Tilfælde ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor en
lang Tur udad Drammensvejen og blev borte helt til Aften, idet jeg stadig
gik og grunded på, hvorledes jeg videre vilde fortsætte mit Drama. Inden
jeg kom hjem om Aftenen den Dag, havde der hændt mig følgende:

Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst i Karl Johan, næsten nede ved
Jærnbanetorvet. Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor denne
Skomagerbutik! Jeg så indad Vinduet, hvor jeg stod, men tænkte forresten
ikke på, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke var langt borte, i andre
Egne af Verden. En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg
hørte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme højt:

»Godaften!«

Det var »Jomfruen«, som hilste på mig.

»Godaften!« svared jeg fraværende. Jeg så også på »Jomfruen« en kort Stund,
inden jeg kendte ham.

»Nå, hvordan går det?« spurgte han.

»Jo, bare bra . . . . som sædvanligt!«

»Hør, sig mig,« sagde han, »De er altså hos Christie endda?«

»Christie?«

»Jeg syntes, De sagde engang, at De var Bogholder hos Grosserer Christie?«

»Å! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt at arbejde sammen med den Mand;
det gik istå temmelig snart af sig selv.«

»Hvorfor det, da?«

»Å, jeg kom til at skrive fejl en Dag, og så . . . .«

»Falsk?«

Falsk? Der stod »Jomfruen« og spurgte ligefrem, om jeg havde skrevet falsk.
Han spurgte endog hurtigt og meget interesseret. Jeg så på ham, følte mig
dybt krænket og svared ikke.

»Ja, ja, Herregud, det kan hænde den bedste!« sagde han, forat trøste mig.
Han troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk.

»Hvad er det, som ja, ja Herregud kan hænde den bedste?« spurgte jeg. »At
skrive falsk? Hør, min gode Mand, tror De virkelig, der De står, at jeg
kunde have begået en slig Nederdrægtighed? Jeg?«

»Men, kære, jeg syntes så tydeligt, De sagde . . . .«

»Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet fejl engang, et Årstal, en Bagatel,
om De vil vide det, en fejl Dato på et Brev, et eneste Pennestrøg galt —
det var hele min Brøde. Nej, Gudskelov, man kan da skælne Ret fra Uret
endda! Hvordan skulde det også bære afsted med mig, hvis jeg ovenikøbet gik
hen og pletted min Ære? Det er simpelthen min Æresfølelse, jeg flyder på
nu. Men den er også stærkt nok, håber jeg; den har ialfald bevaret mig til
Dato.«

Jeg kasted på Hovedet, vendte mig bort fra »Jomfruen« og så nedad Gaden.
Mit Øje faldt på en rød Kjole, som nærmed sig os, en Kvinde ved Siden af en
Mand. Havde jeg nu ikke ført netop denne Samtale med »Jomfruen«, var jeg
ikke bleven stødt af hans grove Mistanke, og havde jeg ikke gjort just
dette Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornærmet bort, så vilde denne
røde Kjole måske have passeret mig, uden at jeg havde lagt Mærke til den.
Og hvad vedkom den mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om det var
Hoffrøken Nagels Kjole?

»Jomfruen« stod og talte og søgte at gøre sin Fejltagelse god igen; jeg
hørte slet ikke på ham, jeg stod hele Tiden og stirred på denne røde Kjole,
der nærmed sig opad Gaden. Og en Bevægelse løb mig gennem Brystet, et
glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, hvisked uden at røre Munden:

»Ylajali!«

Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste på
dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste ikke, eller måske hilste jeg
ubevidst. Den røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt.

»Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte »Jomfruen«.

»Hertugen«, så De ikke det? »Hertugen« kaldet. Kendte De Damen?«

»Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!«

»Nej,« svared jeg.

»Jeg syntes, De hilste så dybt?«

»Gjorde jeg det?«

»He, gjorde De kanske ikke det?« sagde »Jomfruen«. »Det var da
besynderligt! Det var også blot Dem, hun så på hele Tiden.«

»Hvor kender De hende fra?« spurgte jeg.

Han kendte hende egentlig ikke. Det skrev sig fra en Aften i Høst. Det var
sent, de havde været tre glade Sjæle sammen, kom just fra Grand, traf dette
Menneske gående alene ved Cammermeyer og havde talt til hende. Hun havde
først svaret afvisende; men den ene af de glade Sjæle, en Mand, som ikke
skyed hverken Ild eller Vand, havde bedt hende lige op i hendes Ansigt om
at måtte have den Civilisationens Nydelse at følge hende hjem. Han skulde
ved Gud ikke krumme et Hår på hendes Hoved, som skrevet står, blot følge
hende til Porten, forat overbevise sig om, at hun kom sikkert hjem, ellers
vilde ikke han få Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, mens de gik,
fandt på den ene Ting efter den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og
udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun måttet le ad denne glade Sjæl,
som ikke havde ladet sig forbløffe af hendes Kulde, og det endte med, at
han fulgte hende.

»Nå, ja, hvad blev det så til?« spurgte jeg, og jeg holdt mit Åndedræt
sålænge.

»Blev til? Å, kom ikke der! Det er en Dame.«

Vi taug begge et Øjebik, både »Jomfruen« og jeg.

»Nej, Fan, var dét »Hertugen«! Ser han slig ud!« sagde han derpå
tankefuldt. »Men når hun er sammen med den Mand, så vil jeg ikke svare for
hende.«

Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde »Hertugen« trække af med hende!
Godt og vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende en god Dag, med samt
hendes Yndigheder, en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsøgte at trøste mig
selv ved at tænke de værste Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en Glæde
af at rode hende rigtig ned i Sølen. Det ærgred mig blot, at jeg havde
taget Hatten af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. Hvorfor
skulde jeg tage Hatten af for sådanne Mennesker? Jeg brød mig ikke længer
om hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste vakker mer, hun
havde tabt sig, fy, Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo gærne være, at
det blot var mig, hun havde set på; det forundred mig ikke; det var kanske
Angeren, som begyndte at slå hende. Men derfor behøved ikke jeg at falde
til Fode og hilse som en Nar, specielt når hun altså var bleven så
betænkelig falmet på det sidste. »Hertugen« kunde gærne beholde hende,
velbekomme! Der kunde komme en Dag, da jeg fik i Sinde at gå hende stolt
forbi, uden at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det kunde hænde, at
jeg tillod mig at gøre dette, selv om hun så stivt på mig og ovenikøbet gik
i blodrød Kjole. Det kunde godt hænde! He-he, det vilde blive en Triumf!
Kendte jeg mig selv ret, så var jeg istand til at gøre mit Drama færdigt i
Løbet af Natten, og inden otte Dage skulde jeg da have bøjet Frøkenen i
Knæ. Med samt hendes Yndigheder, he-he, med samt alle hendes Yndigheder
. . . .

»Farvel!« sagde jeg kort.

Men »Jomfruen« holdt mig tilbage. Han spurgte:

»Men hvad bestiller De da nu om Dagen?«

»Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad andet skulde jeg bestille? Det
er jo det, jeg lever af. For Øjeblikket arbejder jeg på et stort Drama,
»Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen.«

»Død og Pine!« sagde »Jomfruen« oprigtigt. »Ja, får De dét til, så . . . .«

»Har ingen store Bekymringer desangående!« svared jeg. »Om en otte Dages
Tid tænker jeg, at De skal have hørt fra mig nogen hver.«

Dermed gik jeg.

Da jeg kom hjem, henvendte jeg mig straks til min Værtinde og bad om en
Lampe. Det var mig meget om at gøre at få denne Lampe; jeg vilde ikke gå
tilsengs inat, mit Drama rased inde i mit Hoved, og jeg håbed så sikkert at
kunne skrive et godt Stykke til om Morgenen. Jeg fremførte min Begæring
meget ydmygt for Madamen, da jeg mærked, at hun gjorde en utilfreds
Grimase, fordi jeg atter kom ind i Stuen. Jeg havde altså næsten færdigt et
mærkeligt Drama, sagde jeg; der mangled mig bare et Par Scener, og jeg slog
på, at det kunde blive opført på et eller andet Teater, inden jeg selv
vidste Ordet af det. Om hun nu vilde gøre mig denne store Tjeneste, så
. . . .

Men Madamen havde ingen Lampe. Hun tænkte sig om, men husked slet ikke, at
hun havde nogen Lampe nogen Steder. Hvis jeg vilde vente til efter Klokken
tolv, så kunde jeg kanske få Køkkenlampen. Hvorfor kunde jeg ikke købe mig
et Lys?

Jeg taug. Jeg havde ikke ti Øre til et Lys, og det vidste hun nok.
Naturligvis skulde jeg strande igen! Nu sad Pigen nede hos os, hun sad
simpelthen inde i Stuen og var slet ikke i Køkkenet; Lampen der oppe var
således ikke engang tændt. Og jeg stod og overtænkte dette, men sagde intet
mer.

Pludselig siger Pigen til mig:

»Jeg syntes, De kom ud af Slottet for lidt siden? Har De været i Middag?«
Og hun lo højt ad denne Spas.

Jeg satte mig ned, tog mine Papirer frem og vilde forsøge at gøre noget her
sålænge, her, hvor jeg sad. Jeg holdt Papirerne på mine Knæ og stirred
uafbrudt ned i Gulvet, for ikke at adspredes af noget; men det nytted mig
ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke af Pletten. Værtindens to Småpiger
kom ind og holdt Støj med en Kat, en underlig, syg Kat, som næsten ingen
Hår havde; når de blæste den ind i Øjnene, flød der Vand ud af dem og nedad
dens Næse. Værten og et Par andre Personer sad ved Bordet og spilled
Hundred og En. Konen alene var flittig som altid og sad og syed på noget.
Hun så godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i denne Forstyrrelse, men
hun brød sig ikke om mig mer; hun havde endog smilet, da Tjenestepigen
spurgte, om jeg havde været i Middag. Hele Huset var bleven fjendtlig mod
mig; det var, som om jeg blot behøved den Forsmædelse at måtte overlade mit
Værelse til en anden, forat blive behandlet ganske som en uvedkommende.
Endog denne Tjenestepige, en liden brunøjet Gadetøs med Pandehår og aldeles
fladt Bryst, gjorde Nar af mig om Aftenen, når jeg fik mine Smørogbrød. Hun
spurgte idelig, hvor jeg dog plejed at indtage mine Middage, eftersom hun
aldrig havde set mig gå og stikke mine Tænder udenfor Grand. Det var klart,
at hun vidste Besked om min elendige Tilstand og gjorde sig en Fornøjelse
af at vise mig det.

Jeg falder pludselig i Tanker om alt dette og er ikke istand til at finde
en eneste Replik til mit Drama. Jeg forsøger Gang på Gang forgæves; det
begynder at summe underligt i mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over.
Jeg stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen sidder lige foran mig, og
jeg ser på hende, ser på denne smale Ryg og et Par lave Skuldre, som endnu
ikke var rigtig voksne engang. Hvad havde nu hun med at kaste sig over mig?
Og om jeg var kommet ud af Slottet, hvad så? Kunde det skade hende? Hun
havde i de sidste Dage leet frækt ad mig, når jeg var uheldig og snubled i
Trapperne eller hang fast i en Spiger, så jeg fik en Rift i min Frakke. Det
var heller ikke længer siden end igår, at hun havde samlet op mine Kladder
som jeg havde slængt fra mig i Forstuen, stjålet disse kasserede
Brudstykker til mit Drama og læst dem op inde i Stuen, holdt Løjer med dem
i alles Påhør, bare forat more sig over mig. Jeg havde aldrig forulempet
hende og kunde ikke huske, at jeg nogensinde havde bedt hende om en
Tjeneste. Tvertimod, jeg gjorde selv min Seng istand om Aftenen inde på
Stuegulvet, for ikke at skaffe hende noget Bryderi dermed. Hun gjorde også
Nar af mig, fordi mit Hår faldt af. Der lå Hår og flød i Vaskevandet om
Morgenen, og det gjorde hun sig lystig over. Nu var mine Sko blevne noget
dårlige, især den ene, som var bleven overkørt af Brødvognen, og hun drev
også Spas med dem. Gud velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se på dem, de
er store som Hundehus! Og hun havde Ret i, at mine Sko var udtrådte; men
jeg kunde altså ikke skaffe mig nogen andre netop for Øjeblikket.

Mens jeg sidder og husker på alt dette og forundrer mig over denne åbenlyse
Ondskab hos Tjenestepigen, var Småpigerne begyndt at tirre den gamle Olding
henne i Sengen; de hopped begge to omkring ham og var fuldt optagne af
dette Arbejde. De havde fundet sig hver sit Halmstrå, som de stak ham i
Ørene med. Jeg så på dette en Stund og blanded mig ikke ind i det. Den
gamle rørte ikke en Finger, forat forsvare sig; han så blot på sine
Plageånder med rasende Øjne for hver Gang, de stak efter ham, og rysted på
Hovedet, forat befri sig, når Stråene allerede sad ham i Ørene.

Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Syn og kunde ikke få mine Øjne bort
fra det. Faderen så op fra Kortene og lo ad de små; han gjorde også sine
Medspillere opmærksom på, hvad der foregik. Hvorfor rørte han sig ikke, den
gamle? Hvorfor slængte han ikke Børnene væk med Armen? Jeg tog et Skridt og
nærmed mig Sengen.

»Lad dem være! Lad dem være! Han er lam,« råbte Værten.

Og af Frygt for at blive vist Døren imod Natten, simpelthen bange for at
vække Mandens Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, trådte jeg stiltiende
tilbage til min gamle Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde jeg
resikere mit Logi og mine Smørogbrød ved at stikke min Næse ind i Familjens
Kævlerier? Ingen Narrestreger for en halvdød Oldings Skyld! Og jeg stod og
følte mig dejligt hård som Flint.

De små Tyvetøser holdt ikke op med sine Plagerier. De tirredes af, at
Oldingen ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak også efter hans Øjne
og Næsebor. Han stirred på dem med et forhærdet Blik, han sagde intet og
kunde ikke røre Armene. Pludselig letted han sig med Overkroppen og spytted
den ene af Småpigerne ind i Ansigtet; han letted sig atter op og spytted
også efter den anden, men traf hende ikke. Jeg stod og så på, at Værten
kasted Kortene ned på Bordet, hvor han sad, og sprang hen til Sengen. Han
var rød i Ansigtet og råbte:

»Sidder du og spytter Folk lige i Øjnene, din gamle Råne!«

»Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for dem!« råbte jeg ude af mig selv.
Men jeg stod hele Tiden og var bange for at blive udvist, og jeg råbte
aldeles ikke med synderlig Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet af
Ophidselse.

Værten vendte sig om mod mig.

»Nej, hør på den! Hvad Fan skiller det Dem? Hold De bare Flabben på Dem
ganske igen, De, og gør som jeg siger; det vil De have bedst af.«

Men nu lød også Madamens Stemme, og hele Huset blev fuldt af Skænderi.

»Jeg mener Gud hjælpe mig De er gale og besatte allesammen!« skreg hun.
»Vil De være herinde, så får De være rolige begge to, det siger jeg Dem!
He, det er ikke nok med, at man skal holde Hus og Kost for Kræket, man skal
have Dommedag og Kommers og Satansmagt inde i Stuerne også. Men det skal
jeg ikke have mer af, har jeg tænkt! Sh! Hold Tryterne Deres sammen. Unger,
og tørk Næserne Deres også, hvis ikke, så skal jeg komme og gøre det. Jeg
har aldrig set på Magen til Mennesker! Her kommer de ind fra Gaden, uden en
Øre til Lusesalve engang, og begynder at holde Spræt midt på Katters Tide
og gøre Leven med Husens Folk. Jeg vil ikke vide af det, forstår De, og De
kan gå Deres Vej alle, som ikke hører hjemme her. Jeg vil have Fred i min
egen Lejlighed, har jeg tænkt!«

Jeg sagde intet, jeg lukked slet ikke Munden op, men satte mig nede ved
Døren igen og hørte på Larmen. Alle skråled med, endog Børnene og
Tjenestepigen, som vilde forklare, hvordan hele Striden var begyndt. Når
jeg bare var taus, så vilde det nok drive over engang; det vilde ganske
vist ikke komme til det yderste, når jeg blot ikke sagde et Ord. Og hvilket
Ord kunde jeg have at sige? Var det måske ikke Vinter ude, og led det ikke
ovenikøbet mod Natten? Var det da Tid at slå i Bordet og være Karl for sin
Hat? Bare ingen Narrestreger! Og jeg sad stille og forlod ikke Huset, undså
mig ikke for at blive siddende, skammed mig ligefrem ikke herfor, skønt jeg
næsten var bleven sagt op. Jeg stirred forhærdet hen på Væggen, hvor
Kristus hang i Oljetryk, og taug hårdnakket til alle Værtindens Udfald.

»Ja, er det mig. De vil blive af med. Madam, så skal der ikke være noget
ivejen for mit vedkommende,« sagde den ene af Kortspillerne.

Han rejste sig. Den anden Kortspiller rejste sig også.

»Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig heller,« svared Værtinden de to.
»Gælder det på, så skal jeg nok vise, hvem jeg mener. Hvis det gælder på.
Har jeg tænkt! Det skal vise sig, hvem det er . . . .«

Hun talte afbrudt, gav mig disse Stød med små Mellemrum og trak det rigtigt
i Langdrag, forat gøre det tydeligere og tydeligere for mig, at det var
mig, hun mente. Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! Hun havde ikke
bedt mig om at gå, ikke udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen
Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed! Ørene stive! . . . . Det
var dog et ejendommeligt grønt Hår på den Kristus i Oljetryk. Det ligned
ikke så lidet grønt Græs, eller udtrykt med udsøgt Nøjagtighed: tykt
Enggræs. He, en ganske rigtig Bemærkning, forsvarligt tykt Enggræs . . . .
En Række af flygtige Idéforbindelser løb mig i denne Stund gennem Hovedet:
Fra det grønne Græs til et Skriftsted om, at hvert Liv var som Græs, der
antændtes, derfra til Dommedag, når alt skulde brænde op, så en liden
Afstikker ned til Jordskælvet i Lissabon, hvorpå der foresvæved mig noget
om en spansk Spyttebakke af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som jeg
havde set nede hos Ylajali. Ak, ja, alt var forgængeligt! Ganske som Græs,
der antændtes! Det gik ud på fire Fjæle og et Ligsvøb — Ligsvøb hos Jomfru
Andersen, tilhøjre i Porten . . . .

Og alt dette kastedes om i mit Hoved i dette fortvivlede Øjeblik, da min
Værtinde stod i Færd med at jage mig på Dør.

»Han hører ikke!« råbte hun. »Jeg siger. De skal forlade Huset, nu ved De
det! Jeg tror Gud fordømme mig, at Manden er gal, jeg! Nu går De på hellige
Flæk, og så ikke mere Snak om den Sag.«

Jeg så mod Døren, ikke forat gå, aldeles ikke forat gå; der faldt mig ind
en fræk Tanke: hvis der havde været en Nøgle i Døren, vilde jeg have vredet
den om, stængt miginde sammen med de andre, forat slippe at gå. Jeg havde
en aldeles hysterisk Gru for at komme ud på Gaden igen. Men der var ingen
Nøgle i Døren, og jeg rejste mig op; der var intet Håb mer.

Da blander pludselig min Værts Røst sig med Konens. Jeg blev forbauset
stående. Den samme Mand, som nylig havde truet mig, tager underligt nok mit
Parti. Han siger:

»Nej, det går ikke an at jage Folk ud imod Natten, ved du. Der er Straf for
det.«

Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, jeg kunde ikke sige det; men det
var måske så, og Konen besinded sig ganske snart, blev rolig og talte ikke
til mig mer. Hun lagde endog to Smørogbrød frem til mig til Aftens, men jeg
modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed mod Manden modtog jeg dem ikke,
idet jeg foregav, at jeg havde fået lidt Mad ude i Byen.

Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, forat gå tilsengs, kom Madamen
efter mig, standsed på Dørstokken og sagde højt, mens hendes store,
frugtsommelige Mave strutted ud imod mig:

»Men det er sidste Nat, De ligger her, så De ved om det.«

»Ja, ja!« svared jeg.

Der blev vel kanske også en Råd til Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig
rigtig Flid for det. Et eller andet Skjulested måtte jeg dog finde.
Foreløbig glæded jeg mig over, at jeg ikke behøved at gå ude inat.

                                   * * *

Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen. Det var endnu ikke lyst, da jeg
vågned, men jeg stod alligevel op med det samme; jeg havde ligget i fulde
Klæder for Kuldens Skyld og havde intet mer at klæde mig på. Da jeg havde
drukket lidt Vand og i al Stilhed fået Døren åbnet, gik jeg også straks ud,
idet jeg frygted for at træffe min Værtinde påny.

En og anden Konstabel, som havde våget Natten ud, var det eneste levende,
jeg så i Gaderne; lidt efter begyndte også et Par Mænd at slukke
Gaslygterne omkring. Jeg drev om uden Mål og Med, kom op i Kirkegaden og
tog Vejen ned til Fæstningen. Kold og endnu søvnig, mat i Knæerne og Ryggen
efter den lange Tur og meget sulten, satte jeg mig ned på en Bænk og døsed
en lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende af de Smørogbrød, som
min Værtinde havde givet mig Morgen og Aften; nu var det netop et Døgn,
siden jeg fik mit sidste Måltid, det begyndte at gnave mig slemt påny, og
jeg måtte have en Udvej ret snart. Med den Tanke sovned jeg atter ind på
Bænken . . . .

Jeg vågned af, at Mennesker talte i min Nærhed, og da jeg havde summet mig
lidt, så jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk var kommet på Benene. Jeg
rejste mig og gik bort. Solen brød op over Åserne, Himlen var hvid og fin,
og i min Glæde over den skønne Morgen efter de mange mørke Uger glemte jeg
alle Sorger og syntes, at det mangen Gang havde været værre for mig. Jeg
klapped mig på mit Bryst og sang en liden Stump for mig selv. Min Stemme
lød så dårlig, rigtig medtagen lød den, og jeg rørte mig selv til Tårer ved
den. Denne pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel virked også altfor
stærkt på mig, og jeg stak i at græde højt.

»Hvad er det, som fejler Dem?« spurgte en Mand.

Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende mit Ansigt for alle Mennesker.

Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark med russisk Flag lå og lossed Kul;
jeg læste dens Navn, »Copégoro«, på Siden. Det adspreded mig en Tidlang at
iagttage, hvad der foregik ombord i dette fremmede Skib. Det måtte være
næsten udlosset, det lå allerede med IX Fod nøgne på Stilken, trods den
Ballast, det alt havde taget ind, og når Kulsjouerne stamped henover Dækket
med sine tunge Støvler, drøned det hult i hele Skibet.

Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, hele dette travle og lystige Liv
stived mig op og fik mit Blod til at banke levende. Med en Gang faldt det
mig ind, at jeg måske kunde gøre et Par Scener på mit Drama, mens jeg sad
her. Og jeg tog mine Blade op af Lommen.

Jeg forsøgte at forme en Replik i en Munks Mund, en Replik, der skulde
svulme af Kraft og Intolerance; men det lykkedes mig ikke. Så sprang jeg
over Munken og vilde udarbejde en Tale, Dommerens Tale til
Tempelskændersken, og jeg skrev en halv Side på denne Tale, hvorpå jeg
holdt op. Der vilde ikke lægge sig det rette Klima over mine Ord.
Travlheden omkring mig, Hejsesangene, Gangspillenes Støj og den uafbrudte
Raslen med Jærnkættingerne passed så lidet til den Luft af tæt, muggen
Middelalder, der skulde stå som en Tåge i mit Drama. Jeg pakked Papirerne
sammen og rejste mig.

Nu var jeg alligevel kommet velsignet på Glid, og jeg følte klart, at jeg
kunde udrette noget nu, hvis alt gik godt. Bare jeg havde et Sted at ty hen
til! Jeg tænkte efter det, standsed ligefrem op i Gaden og tænkte efter,
men vidste ikke af et eneste stille Sted i hele Byen, hvor jeg kunde slå
mig ned en Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik gå tilbage til
Logihuset i Vaterland. Jeg krymped mig ved det, og jeg sagde hele Tiden til
mig selv, at det gik ikke an, men jeg gled dog fremad og nærmed mig stadig
det forbudte Sted. Vist var det ynkeligt, indrømmed jeg mig selv, ja, det
var forsmædeligt, rigtig forsmædeligt var det; men det fik ikke hjælpe. Jeg
var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde sige så stort et Ord, at jeg var
et af de mindst kæphøje Væsener, som Dags Dato var til. Og jeg gik.

Jeg standsed ved Porten og overvejed endnu engang. Jo, det fik gå som det
vilde, jeg måtte vove det! Hvad var det egentlig for en Bagatel, det drejed
sig om? For det første skulde det jo vare blot i nogle Timer, for det andet
skulde Gud forbyde, at jeg nogensinde senere tog min Tilflugt til det Hus
igen. Jeg gik ind i Gården. Endnu mens jeg gik over disse ujævne Stene på
Gårdspladsen, var jeg usikker og havde nær vendt om ved Døren. Jeg bed
Tænderne sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I værste Fald kunde jeg
undskylde mig med, at jeg kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked og
gjøre en Aftale angående min Gjæld til Huset. Jeg åbned Døren til Forstuen.

Jeg blev stående aldeles stille indenfor. Lige foran mig, blot i to Skridts
Afstand, stod Værten selv, uden Hat og uden Frakke, og kiged ind gennem
Nøglehullet til Familjens egen Stue. Han gjorde en tyst Bevægelse med
Hånden, forat få mig til at være stille, og kiged atter indad Nøglehullet.
Han stod og lo.

»Kom hid!« sagde han hviskende.

Jeg nærmed mig på Tæerne.

»Se her!« sagde han og lo med en stille, hidsig Latter. »Kig ind! Hi-hi!
Der ligger de! Se på Gammeln! Kan De se Gammeln?«

Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk og lige mod mig, så jeg to
Skikkelser, Værtinden og den fremmede Styrmand; hendes Ben skinned hvide
mod den mørke Dyne. Og i Sengen ved den anden Væg sad hendes Fader, den
lamme Olding, og så på, ludende over sine Hænder, sammenkrøben som
sædvanligt, uden at kunne røre sig . . . .

Jeg vendte mig om mod min Vært. Han havde den største Møje med at af holde
sig fra at le højt.

»Så De Gammeln?« hvisked han. »Å, Gud, så De Gammeln? Han sidder og ser
på!« Og han lagde sig igen ind til Nøglehullet.

Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. Dette Syn havde ubarmhjærtigen bragt
Uorden i alle mine Tanker og vendt op og ned på min rige Stemning. Nå, hvad
vedkom det mig? Når Manden selv fandt sig i det, ja, endog havde sin store
Fornøjelse af det, så var der ingen Grund for mig til at tage mig det nær.
Og hvad Oldingen angik, da var Oldingen en Olding. Han så det måske ikke
engang; kanske sad han og sov; Gud ved, om han ikke endogså var død; det
skulde ikke undre mig om han var død. Og jeg gjorde mig ingen Samvittighed
af det.

Jeg tog atter mine Papirer op og vilde vise alle uvedkommende Indtryk
tilbage. Jeg var standset midt i en Sætning i Dommerens Tale: »Så byder mig
Gud og Loven, så byder mig mine vise Mænds Råd, så byder mig og min egen
Samvittighed . . . .« Jeg så ud af Vinduet, forat tænke efter, hvad hans
Samvittighed skulde byde ham. En liden Støj trængte ud til mig fra Stuen
indenfor. Nå, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen var desuden død,
døde kanske imorges ved fire Tiden; det var mig altså inderlig knusende
ligegyldigt med den Støj; hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker
om den? Rolig nu!

»Så byder mig og min egen Samvittighed . . . .«

Men alt havde forsvoret sig imod mig. Manden stod slet ikke ganske rolig
henne ved Nøglehullet, jeg hørte nu og da hans indeklemte Latter og så, at
han rysted; ude på Gaden foregik der også noget, som adspredte mig. En
liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over på det andet Fortoug; han
aned Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler sammen og gjorde
ingen Fortræd. Pludselig springer han op og bander; han rykker baglænds ud
i Gaden og får Øje på en Mand, en voksen Mand med rødt Skjæg, som lå udaf
et åbent Vindu i anden Etage og spytted ned i hans Hoved. Den lille græd af
Vrede og bandte vanmægtigt op mod Vinduet, og Manden lo ham ned i Ansigtet;
der gik måske fem Minutter på den Måde. Jeg vendte mig bort, for ikke at se
Guttens Gråd.

»Så byder mig og min egen Samvittighed, at . . . .«

Det var mig umuligt at komme længer. Tilsidst begyndte alt at rable for
mig; jeg syntes, at endog det, jeg allerede havde skrevet, var ubrugeligt,
ja, at hele Idéen var noget farligt Tøv. Man kunde slet ikke tale om
Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden blev først opfundet af
Danselærer Shakespeare, følgelig var min hele Tale urigtig. Var der altså
intet godt i disse Blade? Jeg løb dem igennem påny og løste straks mine
Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange Stykker af stor
Mærkværdighed. Og der jog mig atter gennem mit Bryst den berusende Trang
til at tage fat igen og få mit Drama færdigt.

Jeg reiste mig og gik til Døren, uden at agte på Værtens rasende Tegn til
mig om at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i Sind ud af Forstuen,
opad Trapperne til anden Etage og trådte ind i mit gamle Værelse.
Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der så ivejen for, at jeg kunde
sidde her et Øjeblik? Jeg skulde ikke røre nogen af hans Sager, jeg skulde
slet ikke bruge hans Bord engang, men slå mig ned på en Stol ved Døren og
være glad til. Jeg folder heftigt Papirerne ud på mine Knæ.

Nu gik det i flere Minutter aldeles udmærket. Replik efter Replik opstod
fuldt færdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. Jeg fylder den ene Side
efter den anden, sætter afsted over Stok og Sten, klynker sagte af
Henrykkelse over min gode Stemning og ved næsten ikke af mig selv. Den
eneste Lyd, jeg hører i denne Stund, er min egen glade Klynken. Der faldt
mig også ind en såre heldig Idé med en Kirkeklokke, som skulde smælde i at
ringe på et vist Punkt i mit Drama. Alt gik overvældende.

Så hører jeg Skridt i Trappen. Jeg skælver og er næsten fra mig selv,
sidder sågodtsom på Sprang, sky, vag, fuld af Angst for alle Ting og
ophidset af Sult; jeg lytter nervøst, holder Blyanten stille i Hånden og
lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Døren går op; Parret nede fra Stuen
træder ind.

Endnu førend jeg havde fået Tid til at bede om Undskyldning for, hvad jeg
havde gjort, råber Værtinden aldeles himmelfalden:

»Nej, Gud trøste og hjælpe mig, sidder han ikke her igen!«

»Undskyld!« sagde jeg, og jeg vilde sagt mer, men kom ikke længer.

Værtinden slog Døren op på vid Væg og skreg:

»Går De nu ikke ud, så Gud fordømme mig henter jeg ikke Politiet!«

Jeg rejste mig.

»Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« mumled jeg, »og så måtte jeg vente på
Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad her på Stolen . . . .«

»Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. »Hvad Fan gjorde det? Lad
Manden være, han!«

Da jeg var kommet ned i Trappen, blev jeg med en Gang rasende på denne
tykke, opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hælene, forat få mig hurtigt væk,
og jeg stod et Øjeblik stille, med Munden fuld af de værste Øgenavne, som
jeg vilde slynge mod hende. Men jeg betænkte mig i Tide og taug, taug blot
af Taknemmelighed mod den fremmede Mand, der gik bag hende og vilde kunne
høre det. Værtinden fulgte stadig efter mig og skældte ustandseligt, mens
samtidig min Vrede tiltog for hvert Skridt, jeg gik.

Vi kom ned i Gården, jeg gik rigtig langsomt, endnu overvejende, om jeg
skulde give mig af med Værtinden. Jeg var i denne Stund ganske forstyrret
af Raseri, og jeg tænkte på den værste Blodsudgydelse, et Tryk, som kunde
lægge hende død på Stedet, et Spark i Maven. Et Bybud går forbi mig i
Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han henvender sig til Madamen bag
mig, og jeg hører, at han spørger efter mig; men jeg vender mig ikke om.

Et Par Skridt udenfor Porten indhenter Bybudet mig, hilser påny og standser
mig. Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt river jeg det op, en
Tikrone falder ud af Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord.

Jeg ser på Manden og spørger:

»Hvad er dette for Slags Narrestreger? Hvem er Brevet ifra?«

»Ja, det ved jeg ikke,« svarer han, »men det var en Dame, som gav mig det.«

Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i
Konvolutten, krøller det hele rigtig godt sammen, vender om og går hen til
Værtinden, som endnu holder Udkig efter mig fra Porten, og kaster hende
Sedlen i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke en Stavelse, jeg
iagttog blot, at hun undersøgte det sammenkrøllede Papir, inden jeg gik
. . . .

He, det kunde man kalde at opføre sig med Ære i Livet! Ikke sige noget,
ikke tiltale Pakket, men ganske rolig krølle sammen en stor Pengeseddel og
kaste den i Øjnene på sine Forfølgere. Det kunde man kalde at optræde med
Værdighed! Således skulde de have det, de Dyr! . . . .

Da jeg var kommet på Hjørnet af Tomtegaden og Jærnbanetorvet, begyndte
pludselig Gaden at svinge rundt for mine Øjne, det sused tomt i mit Hoved,
og jeg faldt ind mod en Husvæg. Jeg kunde simpelthen ikke gå længer, kunde
ikke engang rette mig op fra min skæve Stilling; således, som jeg var
falden ind mod Væggen, således blev jeg stående, og jeg følte, at jeg
begyndte at tabe Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhøjedes blot ved
dette Anfald af Udmattelse, og jeg løfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg
gjorde også forskellige andre Ting, forat komme til Kræfter, bed Tænderne
sammen, rynked Panden, rulled fortvivlet med Øjnene, og det begyndte at
hjælpe. Min Tanke blev klar, jeg forstod, at jeg holdt på at forgå. Jeg
satte Hænderne frem og stødte mig tilbage fra Væggen; Gaden dansed
fremdeles rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af Raseri, og jeg stred af
min inderste Sjæl med min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, for ikke
at falde om; jeg agted ikke at synke sammen, jeg vilde dø stående. En
Arbejdskærre ruller langsomt forbi, og jeg ser, at der er Poteter i den
Kærre, men af Raseri, af Halsstarrighed finder jeg på at sige, at det slet
ikke var Poteter, det var Kålhoveder, og jeg bandte grusomt på, at det var
Kålhoveder. Jeg hørte godt, hvad jeg selv sagde, og jeg svor bevidst Gang
efter Gang på denne Løgn, blot forat have den desperate Tilfredsstillelse,
at jeg begik stiv Mened. Jeg berused mig i denne mageløse Synd, jeg rakte
mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende Læber i Faderens, Sønnens og
den Helligånds Navn, at det var Kålhoveder.

Tiden gik. Jeg lod mig falde ned på et Trappetrin ved Siden af mig og
tørred Sveden af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og tvang mig til at
være rolig. Solen gled ned, det led ud på Eftermiddagen. Jeg begyndte igen
at gruble over min Stilling; Sulten blev skammelig mod mig, og om nogle
Timer vilde det atter være Nat; det galdt at finde på en Råd, mens der
endnu var Tid. Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var
bleven fordrevet fra; jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil, men
kunde alligevel ikke lade være at tænke på det. Egentlig havde Konen været
i sin gode Ret til at kaste mig ud. Hvor kunde jeg vente at få bo hos
nogen, når jeg ikke kunde betale for mig? Hun havde ovenikøbet givet mig
Mad nu og da; endog igåraftes, da jeg havde opirret hende, havde hun budt
mig to Smørogbrød, af Godhed havde hun budt mig dem fordi hun vidste, at
jeg trængte til dem. Så jeg havde intet at beklage mig over, og jeg
begyndte mens jeg sad på Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind
om Tilgivelse for min Opførsel. Især angred jeg bitterlig, at jeg havde
vist mig utaknemmelig mod hende tilsidst og kastet hende en Tikrone i
Ansigtet . . . .

Tikronen! Jeg plystred en Gang med Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor
kom det fra? Først nu i dette Øjeblik tænkte jeg klart over dette og aned
med en Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg blev syg af Smærte og Skam,
jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hæs Stemme og rysted på Hovedet. Var
det ikke mig, som endog så sent som igår havde bestemt mig til at gå hende
stolt forbi, når jeg traf hende, og vise hende den største Ligegyldighed?
Og istedet derfor havde jeg blot vakt hendes Medlidenhed og aflokket hende
en Barmhjærtighedsskilling. Nej, nej, nej, der blev aldrig Ende på min
Nedværdigelse! Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet hævde en
skikkelig Stilling; jeg sank, sank på alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen,
sank tilknæs, sank tillivs, dukked mig under i Vanære og kom aldrig op
igen, aldrig! Det var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse, uden at kunne
slynge dem tilbage mod den hemmelige Giver, gramse Ører sammen med begge
Hænder, hvor de bødes frem, og beholde dem, bruge dem til Logipenge, trods
sin egen inderste Modbydelighed . . . .

Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse ti Kroner på en eller anden Måde?
At gå tilbage til Værtinden og få Pengesedlen tilbageleveret af hende,
nytted nok ikke; der måtte også gives en anden Råd, når jeg tænkte mig om,
når jeg bare anstrængte mig rigtigt meget og tænkte mig om. Her var det ved
Gud ikke nok at tænke blot på almindelig Vis, jeg fik tænke, så det sled
mig gennem hele mit Menneskeværk, efter en Udvej til disse ti Kroner. Og
jeg satte mig til at tænke svare.

Klokken kunde vel være omkring fire, om et Par Timer kunde jeg kanske
træffe Teaterchefen, hvis jeg blot havde havt mit Drama færdigt. Jeg tager
Manuskriptet op, der jeg sidder, og vil med Vold og Magt få istand de tre
fire sidste Scener; jeg tænker og sveder og læser over fra Begyndelsen, men
kommer ingen Vej. Ikke noget Pærevæv! siger jeg, ingen Stivnakkethed her!
Og jeg skriver løs på mit Drama, skriver ned alt, som falder mig ind, blot
forat blive hurtigt færdig og komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, at
jeg havde et nyt stort Øjeblik, jeg løj mig fuld, bedrog mig åbenlyst og
skrev væk, som om jeg ikke behøved at søge efter Ordene. Det er godt! det
er virkelig et Fund! hvisked jeg alt imellem; skriv det bare ned!

Tilslut begynder imidlertid mine sidste Repliker at blive mig mistænkelige;
de stak så stærkt af mod Replikerne i de første Scener, desuden havde der
slet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord. Jeg knækker min Blyant
over mellem mine Tænder, springer op, river mit Manuskript itu, river hvert
Blad itu, kaster min Hat på Gaden og tramper på den. Jeg er fortabt!
hvisker jeg for mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! Og jeg
siger ikke andet end disse Ord, sålænge jeg står der og tramper på min Hat.

En Politibetjent står nogle få Skridt borte og iagttager mig; han står midt
ude i Gaden og lægger ikke Mærke til noget andet end mig. Idet jeg slår
Hovedet op, mødes vore Øjne; han havde kanske stået der i længere Tid og
bare set på mig. Jeg tager min Hat op, sætter den på og går hen til Manden.

»Ved De, hvormange Klokken er?« siger jeg.

Han venter en Stund, inden han haler sit Ur frem, og tager ikke sine Øjne
bort fra mig imens.

»Vel fire,« svarer han.

»Akkurat!« siger jeg; »vel fire, fuldkommen rigtigt! De kan Deres Ting,
hører jeg, og jeg skal tænke på Dem.«

Dermed forlod jeg ham. Han blev til det yderste forbauset over mig, stod og
så efter mig med åben Mund og holdt endnu Uret i Hånden. Da jeg var kommet
udenfor Royal, vendte jeg mig om og så tilbage: endnu stod han i samme
Stilling og fulgte mig med Øjnene.

He-he, således skulde man behandle Dyrene! Med den mest udvalgte
Uforskammethed! Det imponered Dyrene, det satte Skræk i Dyrene . . . . Jeg
var særdeles tilfreds med mig selv og gav mig atter til at synge en Stump.
Anspændt af Ophidselse, uden at føle nogen Smærte mer, uden endog at kende
noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som en Fjær henover hele Torvet,
drejed op ved Basarerne og slog mig ned på en Bænk ved Vor Frelsers.

Kunde det ikke også være temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone
tilbage eller ej? Når jeg havde fået den, så var den min, og der var
visselig ikke Nød der, hvor den kom fra. Jeg måtte jo dog tage imod den,
når den udtrykkelig blev sendt til mig; der var ingen Mening i at lade
Bybudet beholde den. Heller ikke gik det an at sende tilbage en helt anden
Tikrone, end den, jeg havde fået. Så der var intet at gøre ved det.

Jeg forsøgte at se på Færdselen omkring på Torvet foran mig og sysselsætte
min Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes mig ikke, og jeg
beskæftiged mig stadig med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hænderne og blev
vred. Det vilde såre hende, sagde jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor
skulde jeg da gøre det? Bestandig skulde jeg gå og holde mig for god til
alt muligt, ryste hovent på Hovedet og sige Nej Tak. Nu så jeg, hvad det
førte til; jeg stod atter på bar Gade. Selv når jeg havde den bedste
Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, varme Logi; jeg blev stolt,
sprang op ved det første Ord og var Karl for min Hat, betalte Tikroner
tilhøjre og venstre og gik min Vej . . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig
selv, fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt mig i Omstændighed.

Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! Jeg havde ikke bedt om den
Tikrone, og jeg havde næsten ikke havt den mellem Hænderne engang, men
givet den bort straks, betalt den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg
aldrig vilde få se igen. Den Slags Mand var jeg, betalte altid til sidste
Hvid, når det galdt noget. Kendte jeg Ylajali ret, så angred hun heller
ikke på, at hun havde sendt mig de Penge; hvad sad jeg da og hussered for?
Det var ligefrem det mindste, hun kunde gøre, at sende mig en Tikrone nu og
da. Den stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske dødeligt forelsket
i mig endogså . . . . Og jeg sad og blæred mig dygtigt for mig selv ved
denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, at hun var forelsket i mig, den
stakkels Pige! . . . .

Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen efter min lange nervøse Ophidselse
og begyndte påny at føle den tomme Susen i mit Hoved. Jeg stirred ret frem,
holdt Øjnene stive og så ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten rased
rigtig stærkt i mig da, og jeg led meget. Mens jeg sidder således og ser
ind i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en
Skikkelse, som jeg tilslut ser aldeles tydeligt og genkender: det er
Kagekonen ved Elefantapoteket.

Jeg rykker til, retter mig op på Bænken og begynder at tænke mig om. Jo,
det havde sin Rigtighed, det var den samme Kone foran det samme Bord på det
samme Sted! Jeg plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, rejser mig op
fra Bænken og begynder at gå henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg gav
Fan, enten det var Syndens Penge eller gode norske Høkerpenge af Sølv fra
Kongsberg! Jeg vilde ikke være latterlig, man kunde dø af formeget Hovmod
. . . .

Jeg går frem til Hjørnet, tager Sigte på Konen og stiller mig op foran
hende. Jeg smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, som om det var en
Selvfølge, at jeg vilde komme tilbage engang.

»Goddag!« siger jeg. »De kender mig kanske ikke igen?«

»Nej,« svarer hun langsomt og ser på mig.

Jeg smiler endda mer, som om det var bare hendes kostelige Spøg, at hun
ikke kendte mig, og siger:

»Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel Del Kroner engang? Jeg sagde ikke
noget ved den Lejlighed, såvidt jeg husker, det gjorde jeg ikke; det plejer
jeg ikke at gøre. Når man har med ærlige Folk at skaffe, så er det
unødvendigt at aftale noget og så at sige oprette Kontrakt for hver liden
Ting. He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de Penge.«

»Nej, jaså, var det Dem! Ja, nu kender jeg Dem nok også, når jeg tænker mig
om . . . .«

Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde at takke mig for Pengene, og jeg
siger derfor hurtigt, idet jeg allerede søger med mine Øjne omkring på
Bordet efter Madvarer:

»Ja, nu kommer jeg, forat få Kagerne.«

Det forstår hun ikke.

»Kagerne,« gentager jeg, »nu kommer jeg, forat få dem. Ialfald endel,
første Forsyning. Jeg trænger ikke alt idag.«

»Kommer De, forat få dem?« spørger hun.

»Jagu kommer jeg, forat få dem, ja!« svarer jeg og ler højt, som om det
burde have været indlysende for hende allerede straks, at jeg kom, forat få
dem. Jeg tager også nede på Bordet en Kage, et Slags Franskbrød, som jeg
begynder at spise på.

Da Konen ser dette, letter hun sig op i Kælderhullet, gør uvilkårlig en
Bevægelse, som forat beskytte sine Varer, og hun lader mig forstå, at hun
ikke havde ventet mig tilbage, forat berøve hende dem.

Ikke det? siger jeg. Jaså, ikke det? Hun var mig virkelig en kostelig Kone!
Havde hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet hende til Forvaring en
Slump Kroner, uden at vedkommende havde krævet dem tilbage? Nej, ser De
der! Troed hun kanske, at det var stjålne Penge, siden jeg havde slængt dem
til hende på den Måde? Nå, det troed hun dog ikke; det var endda godt,
virkelig godt! Det var om jeg så måtte sige snilt af hende, at hun dog
holdt mig for en ærlig Mand. Ha-ha! Jo, hun var virkelig god!

Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? Konen blev forbittret og råbte højt
derom.

Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet hende Pengene, forklared det dæmpet
og eftertrykkeligt: Det var min Vane at gå frem på den Måde, fordi jeg
troed alle Mennesker så godt. Bestandig når nogen bød mig en Kontrakt, et
Bevis, så rysted jeg på Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde Gud vide, at
jeg gjorde!

Men Konen forstod det fremdeles ikke.

Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og frabad mig mig Vrøvl. Havde det
aldrig hændt, at nogen anden havde betalt hende i Forskud på lignende Måde?
spurgte jeg. Jeg mente naturligvis Folk, som havde god Råd, for Eksempel
nogen af Konsulerne? Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undgælde for, at det
var en hende fremmed Omgangsmåde. Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun
havde kanske aldrig været udenfor Landets Grændser? Nej, ser De der! Da
kunde hun slet ikke tale med i denne Sag . . . . Og jeg tog efter flere
Kager på Bordet.

Hun knurred vredt, vægred sig hårdnakket for at udlevere noget av, hvad hun
havde på Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af min Hånd og lagde det
tilbage på sin Plads. Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med Politiet.
Jeg skulde være nådig mod hende, sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var,
Så vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det var en farlig Masse Penge,
jeg havde leveret hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage så meget, jeg
vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta. Og jeg skulde ovenikøbet ikke
komme igen mer. Det måtte Gud bevare mig for, eftersom hun var af den Slags
Mennesker . . . .

Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris, fire fem Stykker,
som hun taksered til det højeste, hun kunde finde på, og bad mig tage
dem og gå min Vej. Jeg kaevled fremdeles med hende, påstod, at hun snød
mig for mindst en Krone af Pengene og desuden udsuged mig ved sine
blodige Priser. Ved De, at der er Straf for slige Kæltringstreger?
sagde jeg. Gud bevare Dem, De kunde komme på Slaveriet for Levetiden,
gamle Asen! Hun slængte endnu en Kage hen til mig og bad mig næsten
tænderskærende om at gå.

Og jeg forlod hende.

He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde man aldrig have set! Hele Tiden,
mens jeg gik hen ad Torvet og åd på mine Kager, talte jeg højt om Konen og
hendes Uforskammethed, gentog for mig selv, hvad vi begge havde sagt til
hinanden, og syntes, at jeg havde været hende langt overlegen. Jeg åd af
Kagerne i alle Folks Påsyn og talte om dette.

Og Kagerne forsvandt en efter en; det forslog intet, hvor meget jeg tog
tillivs, jeg var lige bundløst hungrig. Herregud dog, at det ikke vilde
forslå! Jeg var så grådig, at jeg endog nær havde forgrebet mig på den
sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare,
gæmme til den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som havde leget med
Papirstrimlerne. Jeg husked ham stadigt, kunde ikke få mig til at glemme
hans Mine, da han sprang op og bandte. Han havde vendt sig ona mod mit
Vindu, da Manden spytted ned på ham, og han havde ligefrem set efter, om
også jeg skulde le deraf. Gud ved, om jeg nu traf ham, når jeg kom derned!
Jeg anstrængte mig stærkt, forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden,
passered det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama istykker, og hvor endnu
endel Papir lå tilbage, omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset
så ved min Opførsel, og stod tilsidst ved Trappen, hvor Gutten havde
siddet.

Han var der ikke. Gaden var næsten tom. Det tog til at mørkne, og jeg kunde
ikke blive Gutten var; han var måske gået ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt
ned, rejste den på Kant mod Døren, banked hårdt på og sprang min Vej med
det samme. Han finder den nok! sagde jeg til mig selv; det første, han gør,
når han kommer ud, det er at finde den! Og mine Øjne blev våde af Glæde,
over, at den lille vilde finde Kagen.

Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igen.

Nu sulted jeg ikke mer, blot den søde Mad, jeg havde nydt, begyndte at
volde mig ondt. I mit Hoved støjed også påny de vildeste Tanker: Hvad om
jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe? Hvad om jeg
pludselig gav mig til at råbe på Brand? Jeg går længer ud på Bryggen,
finder mig en Kasse at sidde på, folder Hænderne og føler, at mit Hoved
blir mer og mer fortumlet. Og jeg rører mig ikke, gør slet intet, forat
holde mig oppe mer.

Jeg sidder der og stirrer på »Copégoro«, Barken med det russiske Flag. Jeg
skimter en Mand ved Rækken; Bagbords røde Lanterne lyser ned på hans Hoved,
og jeg rejser mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen Hensigt med at
tale, som jeg gjorde, jeg vented heller ikke at få noget Svar. Jeg sagde:

»Sejler De iaften, Kaptejn?«

»Ja, om en liden Stund,« svarer Manden. Han talte Svensk.

»Hm. De skulde ikke mangle en Mand?« Jeg var i dette Øjeblik lige glad,
enten jeg fik et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, hvilket Svar
Manden vilde give mig. Jeg stod og vented så på ham.

»Å, nej,« svared han. »Det skulde da være en Jungmand.«

En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk på mig, sneg mine Briller af og stak dem i
Lommen, trådte op på Landgangen og skræved ombord.

»Jeg er ikke befaren,« sagde jeg, »men jeg kan gøre det. De sætter mig til.
Hvor går Turen?«

»Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix.«

»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind på Manden. »Jeg er lige glad, hvor det
bærer hen. Jeg skal gøre mit Arbejde.«

Han stod en Stund og så på mig og tænkte sig om.

»Har du ikke faret før?« spurgte han.

»Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det.
Jeg er vant til noget af hvert.«

Han tænkte sig atter om. Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at
jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ængstes for at blive jaget iland
igen.

»Hvad mener De så, Kaptejn?« spurgte jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre,
hvad det skal være. Hvad siger jeg! Jeg måtte være en dårlig Mand, om jeg
ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i
Træk, om det gælder. Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det.«

»Ja, ja, vi kan forsøge det,« sagde han. »Går det ikke, så kan vi jo
skilles i England.«

»Naturligvis!« svared jeg i min Glæde. Og jeg gentog endnu engang, at vi
kunde skilles i England, hvis det ikke gik.

Så satte han mig til Arbejde . . . .

Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, våd af Feber og Mathed, så indad
mod Land og sagde Farvel for denne Gang til Byen, til Kristiania, hvor
Vinduerne lyste så blankt fra alle Hjem.



*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT ***


    

Updated editions will replace the previous one—the old editions will
be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright
law means that no one owns a United States copyright in these works,
so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United
States without permission and without paying copyright
royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part
of this license, apply to copying and distributing Project
Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™
concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark,
and may not be used if you charge for an eBook, except by following
the terms of the trademark license, including paying royalties for use
of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for
copies of this eBook, complying with the trademark license is very
easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation
of derivative works, reports, performances and research. Project
Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may
do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected
by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark
license, especially commercial redistribution.


START: FULL LICENSE

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase “Project
Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full
Project Gutenberg™ License available with this file or online at
www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™
electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or
destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your
possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a
Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound
by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person
or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this
agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™
electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the
Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection
of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual
works in the collection are in the public domain in the United
States. If an individual work is unprotected by copyright law in the
United States and you are located in the United States, we do not
claim a right to prevent you from copying, distributing, performing,
displaying or creating derivative works based on the work as long as
all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope
that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting
free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™
works in compliance with the terms of this agreement for keeping the
Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily
comply with the terms of this agreement by keeping this work in the
same format with its attached full Project Gutenberg™ License when
you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are
in a constant state of change. If you are outside the United States,
check the laws of your country in addition to the terms of this
agreement before downloading, copying, displaying, performing,
distributing or creating derivative works based on this work or any
other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no
representations concerning the copyright status of any work in any
country other than the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other
immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear
prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work
on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the
phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed,
performed, viewed, copied or distributed:

    This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most
    other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
    whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
    of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
    at www.gutenberg.org. If you
    are not located in the United States, you will have to check the laws
    of the country where you are located before using this eBook.
  
1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is
derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not
contain a notice indicating that it is posted with permission of the
copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in
the United States without paying any fees or charges. If you are
redistributing or providing access to a work with the phrase “Project
Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply
either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or
obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™
trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any
additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms
will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works
posted with the permission of the copyright holder found at the
beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg™.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg™ License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including
any word processing or hypertext form. However, if you provide access
to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format
other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official
version posted on the official Project Gutenberg™ website
(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense
to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means
of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain
Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the
full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works
provided that:

    • You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
        the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method
        you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed
        to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has
        agreed to donate royalties under this paragraph to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid
        within 60 days following each date on which you prepare (or are
        legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty
        payments should be clearly marked as such and sent to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in
        Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg
        Literary Archive Foundation.”
    
    • You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
        you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
        does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™
        License. You must require such a user to return or destroy all
        copies of the works possessed in a physical medium and discontinue
        all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™
        works.
    
    • You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of
        any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
        electronic work is discovered and reported to you within 90 days of
        receipt of the work.
    
    • You comply with all other terms of this agreement for free
        distribution of Project Gutenberg™ works.
    

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project
Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than
are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing
from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of
the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set
forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
works not protected by U.S. copyright law in creating the Project
Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™
electronic works, and the medium on which they may be stored, may
contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate
or corrupt data, transcription errors, a copyright or other
intellectual property infringement, a defective or damaged disk or
other medium, a computer virus, or computer codes that damage or
cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right
of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium
with your written explanation. The person or entity that provided you
with the defective work may elect to provide a replacement copy in
lieu of a refund. If you received the work electronically, the person
or entity providing it to you may choose to give you a second
opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If
the second copy is also defective, you may demand a refund in writing
without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO
OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT
LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of
damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement
violates the law of the state applicable to this agreement, the
agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or
limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or
unenforceability of any provision of this agreement shall not void the
remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in
accordance with this agreement, and any volunteers associated with the
production, promotion and distribution of Project Gutenberg™
electronic works, harmless from all liability, costs and expenses,
including legal fees, that arise directly or indirectly from any of
the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this
or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or
additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any
Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™

Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of
computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It
exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations
from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s
goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg™ and future
generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see
Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by
U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West,
Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up
to date contact information can be found at the Foundation’s website
and official page at www.gutenberg.org/contact

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread
public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine-readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To SEND
DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state
visit www.gutenberg.org/donate.

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations. To
donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.

Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project
Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be
freely shared with anyone. For forty years, he produced and
distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of
volunteer support.

Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in
the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not
necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper
edition.

Most people start at our website which has the main PG search
facility: www.gutenberg.org.

This website includes information about Project Gutenberg™,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.