Transkribentnotater
—Bokstavene Å og å er representert i denne e-Tekst ved henholdsvis Aa og aa, i samsvar med norske bøker trykt på den tiden.
—Rettskrivingen og tegnsettingen av originalen er bevart.
—Åpenbare tegnsettingsfeil og trykkfeil er rettet opp.
—Blanke sider er slettet.
HARRIET BEECHER STOWE:
ONKEL TOMS HYTTE
OMSKREVET PAA NORSK
AF
O. FLÆTEN
MED 35 TEGNINGER
AF
POUL STEFFENSEN
KRISTIANIA
UDGIVET AF "BØRNENES BOGSAMLING"
1898
DET NORSKE FORLAGSTRYKKERI
FØRSTE STYKKE.
En menneskekjærlig handelsmand.
Endda det var bidende koldt ude, som det kan være paa en vinterdag i Kentucky[1], var det lunt inde i den hyggelige dagligstuen. Her sad gaardens eier, herr Shelby, og en fremmed mand ved et bord med sine vinglas fremfor sig. De talte sammen om noget, som syntes at optage dem meget sterkt.
Den fremmede var en liden bredvoksen kar, med grove ansigtsdrag og et pralende væsen. For at se fin ud havde han pyntet sig med en spraglet vest af alle mulige slags farver og med et blaat, gulprikket halstørklæ, som var bundet i en stor sløife. Paa de store grove hænderne blinked en mængde[2] ringer, og et tykt guldkjede med et helt knippe af forskjelligfarvede signeter hang og dingled paa vesten hans.
«Nei, hør nu, min gode herr Shelby,» sa han og tog sig en sup af vinglasset, «den handel gaar jeg aldrig ind paa.»
«Ja, men jeg kan forsikre Dem, herr Haley, at Tom er ærlig værd disse pengene; han er en sjelden flink kar; han har i flere aar styrt min gaard og faat alt til at gaa som et urverk.»
«Naa ja, for en neger at være....»
«Og saa er han det ærligste og gudfrygtigste menneske jeg kjender,» blev Shelby ved. «Jeg har kunnet betro ham alt,—penger, hus og hester,—og fuld frihed har han havt til at gaa hvor han vilde.»
«Naa ja—gudfrygtig kan en neger være, det har jeg selv havt prøver paa. I den sidste flok negre jeg sendte til Orleans, var der en som kunde læse de vakreste bønner saa godt som en prest; det var en ren lyst at høre paa ham. Jeg fik ham da ogsaa rigtig godt betalt—omkring et og et halvt tusend kroner.»
Schelby tørked panden med lommetørklæet. «De kan tro, herr Haley, det falder mig tungt at sælge Tom. Jeg har da samvittighed.»
«Vel, det forstaar jeg godt; samvittighed[3] maa en ha,» sa handelsmanden med et suk og fyldte sit glas.
Schelby havde altid været god mod sine slaver, og det gjorde ham derfor vondt at skulle være nødt til at sælge Tom for at dække i det mindste en del af den gjæld han var kommet i til Haley, som nu gjorde krav paa at faa sine penger udbetalt.
«De bør lade kjøbesummen for Tom kvitte af for min hele gjæld til Dem,» sa han.
«Nei, min gode Schelby, det gaar ikke; nu sætter De dog for høi pris paa Deres vare.»
Slavehandleren sukked igjen og skjænked mere vin i sit glas.
«Hvad vil De da give mig for Tom?» spurte Schelby, efter at have siddet en stund og tænkt sig om.
«Jeg skal sige dem hvorledes det kan bli handel af: Giv mig en gut eller jentunge paa kjøbet, og jeg slaar til.»
Med det samme gik døren op, og en gut paa fire—fem aar kom ind. Det var en vakker liden fyr, med sort, krøllet haar og store, mørke øine, og med smilehuller i kinderne. Han gik klædd i en staselig bluse af stripet, rødt og gult tøi, og saa glad og fornøid ud.
«Hei du!» ropte Schelby og kasted en[4] klase vindruer bort mod gutten. «Kan du ta dem?» sa han.
Gutten løb alt det han orked efter druerne, og fik i en fart fat paa dem. Begge herrerne lo.
«Lad nu den fremmede manden se hvor flink du er til at synge og danse.»
Gutten tog da paa at synge, med klart og fyldigt maal, en af de vanlige negersange, fegted med hænderne, hopped og vred sig, alt i fuldkommen takt.
«Bravo!» ropte handelsmanden og kasted et stykke appelsin til den vesle krabat. «Det er en prægtig unge, ham maa jeg ha.»
I det samme kom guttens mor ind i stuen. Det var en slank og velbygget kvinde paa nogen og tyve aar, med store sorte øine og lange øienhaar. Hun havde hørt noget om handelen, og var nu i den dødeligste angst for at hendes lille gut skulde bli solgt.
«Hvad er det, Elisa?» spurte Schelby, da hun blev staaende ved døren, graableg af skræk.
«Det er Harry jeg ser efter.»
Gutten løb bort til hende og viste hende det han havde faat.
«Du kan godt ta ham med dig ind,» sa hendes herre venlig.
Let om hjertet gik hun med gutten ved haanden ud af stuen.
«Det var et prægtigt kvindemenneske De har der!» udbrød Haley. «Det var rigtig egte vare! Hende kunde De faa mynt for, om De havde hende til markedet i Orleans.[6] Jeg har set kvinder som ikke var det mindste vakrere gaa op til fire tusend kroner.»
«Jeg har ikke tænkt at sælge hende,» sa Schelby kort.
«Dersom jeg bød Dem ... lad mig sige....»
«Hun er ikke at faa kjøbt,» atbrød Schelby ham i en fast tone.
«Vel, men gutten vil De vel lade mig faa?»
«Hvad brug kan De nu egentlig ha for ham, et barn?»
«Det skal jeg sige Dem, herr Schelby. Jeg har en god ven, som driver med at opdrætte saadanne smaafyrer for at sælge dem paa markedet. Han vilde kunne gjøre noget ud af et emne som han der.»
Schelby sad og grunded et øieblik.
«Jeg vil nødig af med ham,» sa han, «og min kone vilde ta sig svært nær af det, om jeg solgte ham—ikke at tale om hans stakkars mor, som vilde bli rent fortvilet.»
«Ja moren ja. Det tror jeg nok; jeg kjender noget til hvorledes mødre tar paa vei ved slige leiligheder. Det er rent afskyligt at høre paa deres skrig og skraal. Men folk kan ogsaa bære sig dumt ad, naar de skal ta et barn fra moren. Jeg har set handelsmænd som med magt har revet barnet ud af armene paa moren, uden at[7] bry sig om alt det hun graat og tuted. Men det er uklogt at ta det paa den maaden; varerne lider ved det. Det hænder endog somme tider, at et ungt kvindemenneske kan gaa rent fra vettet ved en slig medfærd, og hvad er hun saa værd? Nei, en skal være menneskekjærlig, det staar alle parter sig bedst paa.»
Her stansed slavehandleren, tog sig et glas vin og la sig bagover i stolen.
«En skulde ikke rose sig selv,» blev han ved, «men jeg vil dog sige, at naar jeg er kjendt for at føre særlig fed og vakker vare til markedet, saa er det fordi jeg er et menneske, herr Schelby; jeg steller mine negre som en god og kjærlig husbond.»
Schelby drog paa smilen.
«Jeg siger altid til mine folk: Lad være at slaa, siger jeg. Det er ikke noget ondt i at kvindfolkene graater og bærer sig. De gjør det ikke af ondskab; det er deres natur, de kan ikke for det, siger jeg. Det er desuden dumt at være haard med dem, siger jeg; de blir syge og kan vantrives af det, og saa blir de stygge og gaar ned i pris. Tal heller venlig med dem, siger jeg, og se til at faa dem ud af syne, naar dere tar ungerne fra dem. Det samme vil jeg sige til Dem, herr Schelby: Send hende bort en uges tid, og lad mig komme i al stilhed og[8] hente gutten. Hun vil vel alligevel tute og bære sig noget, naar hun hører at gutten er borte; men naar konen Deres bare er lidt venlig mod hende og forærer hende et par øreringer eller nogen andre smykker, saa....»
«Nu vil vi ikke tale mere om den ting,» afbrød Schelby ham; «jeg maa tale med konen min om saken, før jeg kan gaa ind paa nogen handel med Dem.»
«Vel, gjør det!» sa handelsmanden og reiste sig; «men jeg vil sige Dem, herr Schelby, at jeg nu snart maa ha et opgjør mellem os.»
«De kan komme igjen i kveld mellem 6 og 7, saa skal De faa mit svar.»
«Vel!»
Haley tog overfrakken paa og gik.
«Aa, den som kunde have sparket det menneske ned trapperne!» mumled Schelby for sig selv og satte sig til at tænke over saken en stund. Han forstod at Haley havde et saa fast tak i ham, saa han ikke kunde slippe for billigere kjøb end at lade ham faa baade Tom og den vesle gutten.
Var bare alting dermed op-og afgjort, saa var det endda ikke saa meget at sige paa det; men han var desværre saa dybt nedsunket i gjæld til alle sider, at han ikke[9] kunde øine nogen udvei til at komme ud af den.
«Min gode trofaste Tom!» hvisked han for sig selv. «At jeg skal være nødt til at sælge dig til en som denne Haley!»
Men der var ingen udvei at komme fra det paa. Han maatte gaa ind paa handelen nu, hvis ikke Haley skulde komme og rive ham af pinden.
Og saa Elisas barn! Hvor hun vil sørge og græmme sig!
Han tænkte ogsaa paa faren. Ogsaa for ham gjorde det ham ondt; men han saa ingen udvei til at redde gutten hans.
«Og min kjære kone—hvor hun vil bli bedrøvet, naar hun hører hvorledes sakerne staar!»
Det var kanske bedst slet ikke at tale med hende om handelen, før den var afgjort.
«Aa!»—han vred sine hænder; han vidste ikke hvad han skulde gjøre.
[1] En af de østlige stater i Nordamerika.
ANDET STYKKE.
Moren og faren.
Alt fra hun var barn havde Elisa havt et godt hjem i Schelbys hus. Schelby havde da kjøbt hende, og hans hustru havde fra første stund været som en mor for hende og opdraget hende mer som barn af huset end som et slavebarn.
Ogsaa Elisas medtjenere havde det godt. Schelby og hans kone var kjendte for at stelle pent med folkene sine. I det hele taget havde slaverne det langt bedre i Kentucky end i sydstaterne, hvor de især i onnetiderne blev drevet med en tvang og haardhed som ofte gjorde det umuligt for de stakkars mennesker at holde det ud. Slaverne i Kentucky holdt det derfor for en ulykke at bli solgt sydover.
Elisa blev tidlig gift med en ung lys mulat som hedte Georg Harris. Denne unge mand var slave paa en nabogaard; men hans herre havde leiet ham bort til arbeide ved en seildugsfabrik derinærheden. De unge egtefolk levde saaledes hver for sig. Det var bare en gang imellem de kunde faa være sammen. Alligevel var de lykkelige og[11] glade i den første tid efter de blev gifte. Men saa kom en tung tid for dem; de misted sine to første børn. Dette tab tog de sig svært nær af. Især var moren i lang tid utrøstelig. Det var først efter at de i stedet havde faat lille Harry, som vi før har lært at kjende, at de overvandt sin sorg.
Georg Harris var en sjelden vakker mand, havde godt hoved og var fingernem. Ved seildugsfabriken var det gaat ham saa godt, at han paa kort tid havde tjent sig op til den første plads mellem arbeiderne. Han fandt op en maskine til at renske hamp med, og for denne sindrige indretning, som det viste sig var af god nytte til at spare arbeide, blev han høit agtet og afholdt ved fabriken.
Men netop denne gode og nyttige opfindelse blev hans ulykke. Hans herre var en trangsynt, raa og haardhjertet tyran. Da han havde hørt om Georgs opfindelse, kom han en dag til fabriken for at se sig om i verkstederne. Fabrikherren tog imod ham med stor gjestfrihed. Georg fulgte ham omkring og foreviste ham maskinen. Han var stolt af det arbeidet, og med stor veltalenhed gjorde han rede for maskinens mekanisme. Men det skulde han ikke gjort, for den fornemme herre fik derved en altfor sterk kjendsel af at han i grunden var en ubetydeligere mand end sin egen træl; han[12] blev fornærmet over Georgs frimodige fremfærd, og gav ham en skarp tilrettevisning. Fabrikherren, Vilson, tog med et par forsigtige ord Georg i forsvar; men det gjorde bare den fremmede herre end mere forbitret.
Hvad havde hans slave med at opfinde maskiner og være vigtig af det overfor ham, en høit agtet plantageeier! Han skulde snart sætte en stopper for det. Han skulde ta ham hjem til sig igjen og sætte ham til at grave i jorden sammen med sine andre arbeidere, og saa fik han se, om han da ogsaa vil være slig en kar. Fabrikherren prøvde endnu en gang at dæmpe en smule paa mandens vrede, og loved større løn for Georg, om han kunde faa ham værende ved fabriken, men uden anden nytte end at gjøre den vrede herre end mere rasende. Det hele endte med at plantage-eieren tog slaven sin med sig hjem og drev ham ud paa arbeide mellem sine andre træler.
En kan let forstaa at en varmblodig og ærekjær mand som Georg Harris maatte ha vondt for at tie til slig medfærd. Han kunde gaa og presse læberne sammen af bare harme, naar han gik og arbeided paa marken, og de kulsorte øinene lyste som brændende kul, naar han stod og saa op mod herskabsboligen. Men han kunde intet gjøre;[13] hans lykke i livet var brudt, han havde intet andet at vente af fremtiden end et liv i de usleste trælekaar.
Han fik taale at bli sat til det aller simpleste og tyngste arbeidet; men at hans herre hver dag gik og haaned og mishandled ham med puf og slag, det kunde han ikke holde ud, det følte han vilde knække ham og lægge ham i graven.
En gang imellem fik han dog lov til at gaa over til Schelbys og tale et par ord med konen sin; men hun kunde jo ikke hjælpe ham.
Netop den dag da slavehandleren havde været hos Schelby om formiddagen, kom Georg Harris om eftermiddagen for at tale med Elisa.
«Jeg kan ikke holde det ud,» sa han, «det er som jeg gaar og brænder op indvendig af galde og forgift.»
«Det maa du ikke sige, Georg.»
«Aa, om jeg laa i min grav!»
«Og det kan du virkelig ønske!» Hun tog om halsen paa ham. «Georg, jeg ved hvor vondt du har det, og jeg forstaar godt hvor du pines indvendig; men husk hvor god Gud til gjengjæld har været mod os paa andre maader. Husk hvor meget vi holder af hinanden, og glem ikke den vesle søde gutten vor!»
Hun la hovedet ind til hans bryst og tog paa at graate.
«Min kjære, gode Elisa, du kan tro jeg skjønner paa at jeg har dig og Harry; men du kan ikke tænke dig hvor tungt livet er blit for mig.»
«Du maa holde ud, Georg; det kommer nok bedre tider.»
«Bedre tider! Jeg faar det værre og værre for hver dag, og det endda jeg hidtil har tiet og bidt alt i mig.»
Og saa fortalte han hvorledes han dagen før var blit bundet til et træ og pisket, bare fordi han havde tilrettevist sin herres søn, som havde moret sig med at bruge svepen paa en stakkars udslæpt hest.
«Men jeg skal nok en gang vide at finde min strenge herre,» loved Georg og knytted næverne.
«For Guds skyld, gjør bare ikke noget galt! Det vil bare gjøre din stilling endnu værre.»
«Det faar være det samme, jeg kan ikke dy mig.»
«Georg!» bad hun indtrængende, «du maa ikke gjøre noget syndigt, du maa ikke! Naar du bare vilde stole rigtig fast paa Gud og være taalmodig, saa....»
«Det kan ikke nytte du snakker til mig om Gud,»tog han i. «Jeg er ikke gudfrygtig[15, 16] jeg, som du, og jeg kan ikke være det, og jeg vil ikke være det. Hvorfor lar Gud alt dette gaa for sig, al denne hardhed og ondskab....»
«Vi forstaar det ikke, vi er saa kortsynte vi; men fruen siger, at alt det Gud gjør, det er ret, og maa være til det bedste for os.»
«Det er let at sige noget sligt for den som selv sidder i en blød sofa og kan kjøre i fine vogner. Lad hende prøve en eneste dag det jeg maa prøve uge efter uge....»
«Georg!»
«Aa, det koker i mig, Elisa!»
«Aa Gud, hvad skal vi da gjøre!»
«Det er noget jeg endnu ikke har fortalt dig—»
«Hvad er det?»
«Massa[2] vil forbyde mig at gaa hidover til dig mere.—Dere sætter skruller i mig her, siger han; han vil tvinge mig til at gifte mig med en af hans piger og bosætte mig i en hytte der borte paa gaarden hans. Og vil jeg ikke det, saa sælger han mig sydover.»
«Ja, men vi er jo viet rigtig sammen—viet af en prest.»
«Ved du da ikke at vi slaver ingen ret[17] har efter loven til at gifte os? Han kan skille os ad, naar han vil. Havde vi endda ikke havt den vesle gutten.»
«Sig ikke det, Georg. Gutten har det jo saa godt her han er nu, og min gode herre vil nok sørge for ham i fremtiden ogsaa.»
«Din gode herre kan dø, og saa kan gutten bli solgt, og ingen ved hvorledes det saa kan gaa ham.»
Et gys fór gjennem Elisa med det samme Georg sa dette.—Hun kom med ett til at tænke paa handelsmanden.
Den vesle Harry, som havde gaat og legt i haven, uden nogen tanke om hvad forældrene talte om, kom nu glad og stolt, ridende paa Schelbys stok, imod dem.
Georg tog ham i armene sine og trykked ham tæt ind til sig. «Far vel, gutten min!»
«Du siger farvel saa underlig,» sa Elisa og saa paa ham.
«Ja, jeg siger farvel—ogsaa til dig, Elisa.»
«Men hvad skal det sige?»
«Vær ved godt mod, Elisa, til vi sees igjen! Jeg gaar min vei nu en af dagene.»
«Gaar din vei?»
«Ja, til Kanada.» Han retted sig op og fik et drag af fast alvor over ansigtet. «Og naar jeg er kommet lidt i gang der oppe,[18] saa kjøber jeg dig og Harry fri og tar dere op til mig.»
«Men Georg——om du nu blir fakket?»
«Jeg blir ikke fakket. Jeg vil være en fri mand eller dø. Aldrig i verden skal de faa mig ned til trælelivet i syden.»
«Georg!» bad hun igjen. «Gaa dog ikke bort og gjør en ulykke paa dig selv eller andre!»
Hun kasted sig atter om halsen paa ham og tigged og bad ham om endelig at være var om sig, om han kom til at flygte.
«Bed for mig, du Elisa! Kanske Gud vil høre dig!»
Tunge om hjertet tog saa de to egtefolk farvel med hinanden.
[2] Massa: herre (det engelske mister, vort mester).
TREDJE STYKKE.
En aften i Onkel Toms hytte.
Tæt ved Schelbys bolig laa Onkel Toms hytte. Det var et lidet, venligt tømmerhus, med de herligste blomster og slyngplanter opefter væggen paa fremsiden, og med en duft af renhed og hygge indvendig.
Lad os stige indenfor. Konen i huset, Tante Chloe, som hun kaldes af alle mennesker, er netop færdig med sit dagsverk hos herskabet. Hun staar nu ved arnen i sit eget hjem, og har det travlt med at lage aftensmad for manden sin. Og en maa tro det er kone som kan lage mad, denne Tante Chloe. Hun har nu ogsaa havt god øvelse i den kunsten. I de mange aarene hun har været overkokke i Schelbys hus, har hun ikke gjort stort andet end at stelle med mad og drikke. Og selv har hun vist ogsaa kunnet gjøre sig til gode med disse ting. Ialfald tyder hendes udseende paa det. Hun er fyldig og trivelig, og hele hendes runde sorte ansigt glinser af fedme og tilfredshed. Men en slig kone som Tante Chloe har lov at leve lidt godt; for hun er et flittigt og arbeidsomt kvindemenneske, som har fuldt op at gjøre den hele dag.
For gaardens kyllinger og ænder er hun en skræk. Naar de faar øie paa hende, blir de straks blege om nebbet og flyr sin vei det forteste de orker; for de ved ikke hvad øieblik hun faar i sinde at slaa ned imellem dem som en grib. Hun tænker jo ikke paa andet end at koke og steke og bake.
Vi ser os nærmere om i stuen. Sengene er dækket med snehvide tepper, væggen over arnestedet er prydet med forgyldte[20] bibelske billeder og et stort billede af general Washington. Paa en træbænk sidder et par negergutter med sort uldhaar og tindrende sorte øine. De klapper i hænderne af glæde ved at se den vesle søsteren gjøre sine første ustøe tiltak til at gaa over gulvet. Ved et lidet bord, som er dækket med en hvid dug og nogen storblomstrete tallerkener og skaaler, sidder Onkel Tom, Schelbys bedste mand. Det er en stor herdebred kar, kulsort og glinsende, ligesom konen; men ud af det alvorlige ansigtet lyser tænksomhed og inderlig godhed.
Han er for øieblikket optaget med at efterskrive nogen bogstaver, som hans herres søn, Georg, har skrevet op for ham paa en tavle. Denne Georg er en kjæk gut paa omkrig 13 aar. Han staar ved siden af Onkel Tom og skal retlede ham.
«Nei, ikke den veien med griffelen, Onkel Tom!» roper Georg og griber om haanden hans. «Halen til den andre siden—slig! Ellers blir det jo en q istedenfor en g.»
«Gjør det det?»
Onkel Tom puster og svetter; det er et svært arbeide at lære at skrive disse bogstaverne; men en maa nu drive paa alligevel, og endda være glad til, at den unge massa vil komme her i huset og gjøre tjeneste som lærer.
«Men, Tante Chloe, jeg blir saa gruelig sulten af at lugte til den deilige maden Deres,» sa Georg.
«Nu er den straks færdig,» svarte hun; «vor kjære unge massa Georg skal nok faa stillet sin sult.» Hun tar laaget af gryten og ser ned i den. «Jo, den brunsker sig herlig.»
Og saa gir hun sig til at fortælle om hvorledes det gik frøken Sally, da hun en dag prøvde at bake en kake.
«Dere kan tro det blev en grum kake! bare hævet paa den ene siden, og ikke mer kakeskap paa den end paa en af tøflerne mine.»
Hun vender sig for at gjøre bordet i stand.
«Væk med dere, smaagutter,» sa hun til Moses og Peter, som gik i veien for hende, «væk med dere, negerunger. Gaa til side, du vesle Polly, søde barnet mit; du skal sidde hos mor og faa noget rigtig godt du. Se saa, lille herr Georg, tag nu tavlen og bøgerne væk og sæt Dem ved siden af manden min, saa kommer jeg med medisterpølsen.»
Hvor den pølsen smagte! Og den varme kaken, som blev sat frem bagefter, hvor den var fed og finsmagende!
«Ja, Tante Chloe forstaar nok at bake[22] en kake,» sa den lille husmoren og reiste nakken.
Og mens hun nu sad og spiste og gav den vesle tyggemad, snakked hun i et væk om suppe og steker og puddinger, og af og til la hun sig bagover i stolen og lo af fuld hals af kokkejenterne paa grannegaardene, som rørte de utroligste ting sammen til herskaberne sine. Naar hun rigtig mored sig over deres dumhed og kludrefærd, kunde hun nu og da vende øinene til veirs og le saa det risted i de runde kinderne handes.
Mose og Pete, som de to smaagutterne til dagligdags kaldtes, laa under bordet og spiste maden sin der de. De mored sig indimellem med at puffe hinanden i sidebenene og dra den vesle søsteren i tærne.
«Vil dere holde skik, gutter!» ropte moren og sparked med benene. «Dere er nogen uskikkelige unger! Kan dere ikke opføre dere pent, naar her er fine hvide folk i besøgelse hos os!»
«Aa, de er saa glade,» sa Onkel Tom for at undskylde dem. «Slige karer har ikke saa let for at være stille.»
Gutterne kom nu kravlende ud og viste frem fire svarte labber og to svarte ansigter, som glinsed af sirup. De nærmed sig moren og vilde kysse søsteren sin; men da blev[23] Tante Chloe udaf sig og skjøv de svarte uldhovederne bort fra sig.
«Væk med dere, grisunger!» sa hun, «dere kom til at bli hængende fast ved hverandre alle tre, om dere fik lov til at stikke næserne sammen. Gaa ud og vask dere!» ropte hun, og gav hver af dem et dask over nakken.
Nær ved at sprække af latter fór saa de smaa skøierfanterne ud af døren.
«Har en set mage til uskikkelige unger?» spurte hun og snudde sig mod Georg. Hun skulde nu ligesom være vred, men kunde ikke lade være at smile.
Med snippen af et haandklæde pudsed hun ansigtet paa den lille ungen sin og satte hende bort paa fanget til Tom.
«Er det ikke en fin jentunge?» sa han og holdt barnet ud for sig for at kunne ta hende des bedre i øiesyn.
Saa reiste han sig og satte hende op paa de brede akslerne sine og tog paa at hoppe og danse med hende, til stor moro for Georg, som hopped og dansed med og vifted til den vesle med lommetørklæet.
Dagen var nu snart til ende.
En del af gaardens folk, som pleide at være tilstede ved aftenandagten i Onkel Toms hytte, begyndte nu atsamle sig fra alle kanter, og snart var den vesle stuen fuld af[24, 25] en broget flok af unge og gamle negre, mænd og kvinder. Nogen tønder og baljer, som stod udenfor, blev baaret ind; de skulde være til at sidde paa, de.
Der blev nu sludret og snakket en del om hvad som var hændt om dagen, og saa istemte alle af fuldt bryst en salme, hvor det blandt andet hed:
Onkel Tom var en oplyst kristen. Efter salmen talte han nogen hjertelige ord og slutted med en inderlig og enfoldig bøn, som greb alle.
Saa stod en gammel hvidhaaret mand frem og frembar det vidnesbyrd, at himlens herlighed var en mægtig ting, og nu gik han snart ind til denne mægtige ting. «Hold dere færdige alle sammen,» sa han. «Jeg selv er alt færdig. O, børn, dere kjender ikke himlens herlighed, men jeg siger dere, den er en mægtig og vidunderlig ting.»
Han satte sig, og taarerne strømmed ned over kinderne paa ham.
Til slut istemte de atter salmen om det herlige landet med den gyldne stad, som de alle skulde vandre til.
FJERDE STYKKE.
En natlig flugt.
Schelby og hans kone havde trukket sig tilbage til soveværelset for at gaa til ro.
Schelby havde taget plads i en lænestol og sad og bladed i nogen papirer, mens fruen stod ved speilet og stelte med haaret sit. Elisa havde om morgenen sat det saa kunstfærdig op, at det næsten ikke var til at faa løst igjen.
Hun havde om eftermiddagen havt en samtale med Elisa og af hende faat et og andet at vide om hvad denne handelsmanden gik der efter. Og da hun mellem kl. 6 og 7 havde set manden komme igjen for anden gang, kunde hun kjende paa sig, at noget uhyggeligt var i gjære.
«Det er sandt,» sa hun til Schelby, «hvad var det for en mand du sad og handled med her i aften?»
«Det var Haley,» svarte Schelby og blev urolig. «Jeg skyldte ham nogen penger, og saa maatte jeg se at klare mig paa den maade jeg kunde.»
Fruen blev ved: «Jeg kan ikke skjønne hvad der gaar af Elisa; hun er blit saa rent[27] forskræmt, og gaar og bilder sig ind at Du vil sælge sønnen hendes.»
«Hm!»
«Jeg har trøstet hende og sagt at det aldrig i verden kunde falde dig ind; vi er jo ikke slige at vi sælger vore folk.»
«Hm! Det er rent galt med mig i pengeveien, Emilie.»
«Hvad vil det sige? Du har nu vel ikke....» Hun holdt inde og stirred paa ham.
«Jeg har maattet sælge Tom,» sa han og sukked.
«Det er da vel ikke sandt?»
«Jeg har været nødt til det; Haley vilde have pengene sine, og jeg havde ingen.»
Fruen blegned med ett og satte sig. «Og vi som saa ofte har talt om at give Tom fri.»
«Ja, hvad skal en sige? Jeg har været saa uheldig i de senere aar med mine forretninger.»
«Nei, det kan ikke være muligt!» udbrød hun. «Sælge vor gode, kjære, trofaste Tom! Og til en slig en som denne Haley!»
«Han gav mig sit æresord paa at Tom skulde faa det godt; han skulde sørge for god plads til ham, om han kom til at sælge ham.»
«Aa, det er forfærdeligt! Jeg kan nu tro det værste om dig; jeg kan nu tænke[28] mig at du ogsaa kunde finde paa at sælge lille Harry.»
«Hm!»
Hun bøide sig frem og stirred aandeløs paa ham.
«Ja,» sa han, «jeg har solgt ham.»
«Nei, nei, det er ikke sandt! Sig, det er ikke sandt!»
«Jeg kunde ikke berge mig paa anden maade; han vilde ha gutten paa kjøbet.»
Hun slog hænderne sammen og saa op mod himlen. «Og saa valgte du netop at sælge disse to!»
«Ja, det var jo netop dem han vilde ha, og dem jeg kunde faa mest for. Jeg kan ellers sælge en anden i steden for Tom; han bød mig mange penger, fire tusend kroner, for Elisa, om jeg heller....»
«Elisa?» skreg hun og sprang op.
«Ja, jeg sa ogsaa afgjort nei, for jeg vidste hvor meget du holder af hende.»
Fruen holdt sig om hovedet og kunde ikke sige et ord.
«Vær nu ikke vred paa mig, kjære Emilie. Du kan tro det har været en tung dag for mig.»
Vred? Aa, hvad vidste hun hvad hun var? Hun var oprørt, sorggiven, fuld af den dybeste smerte. Her havde hun gaat i de mange aarene og taget sig saa kjærlig[29,30] af sine folk; hun havde undervist dem, vaakt over dem, naar de var syge, taget del i deres glæder og sorger og været som en mor for dem alle. Og nu——.
«Hvorledes skal jeg nu kunne se dem i øinene, naar vi, bare for at faa os nogen penger, kan sælge vor bedste tjener og give et lidet uskyldigt barn i hænderne paa et raat og samvittighedsløst menneske?»
«Det var den haarde nød som tvang mig til at gjøre det jeg har gjort.»
Fruen slog haanden for øinene og tog paa at graate. «Det er synd, det du har gjort. Stakkars slaver! Hvor længe skal vi ha lov i dette land til at handle slig med mennesker?»
«Det er nu en gang saa, og det blir vel aldrig anderledes.»
«Kan vi ikke i det mindste redde barnet? Haley kan saa gjerne faa mit guldur i stedet.»
«Kjære vennen min, det vilde lidet forslaa. Papirerne er desværre alt underskrevet, han kommer i morgen og henter baade Tom og gutten.»
De to egtefolk tænkte mindst paa at en kvinde stod udenfor, døren og hørte hvert eneste ord de sa, en bleg skjælvende mor, som var nær ved at falde om af fortvilelse.
Da samtalen var slut, listed hun sig op paa sit eget værelse og gav sig til at se paa den lille gutten, som alt laa og sov sødt i[31] sengen sin, strakte saa hænderne mod himlen og udbrød:
«Aa Gud, aa Gud, de har solgt ham!»
Men de skulde ikke faa fat paa ham, ikke for alt i verden. Om hun saa skulde lide de værste pinsler og nød, ja om det skulde koste hende livet, vilde hun redde ham.
Raskt tog hun en blyant og skrev paa et stykke papir:
«Kjære frue! Jeg var saa angst for vesle Harry; saa stilled jeg mig ved døren og hørte det De og herren talte om. Vær ikke vond paa mig for det. Jeg gaar min vei i nat med Harry. Gud velsigne Dem for alt det gode De har gjort mod mig!»
Derpaa samled hun barnets tøi og bandt det om livet paa sig med et tørklæ, tog et sjal og en liden reisefrakke og en hue op af en skuffe, vækked gutten, slog frakken om ham, trykked huen paa hovedet paa ham, og løb lydløst med ham i armene ud af huset.
«Mor, hvor skal vi hen?» spurte den lille. Han var vaagnet og gned sig i øinene.
«Hyss ... vær endelig stille, gutten min! En styg mand vil ta dig fra mig; men nu løber vi vor vei, saa han skal nok ikke faa tak i dig.»
Det var en tindrende stjerneklar nat, og det var koldt; hun tulled gutten godt ind i[32] sjalet, og som det gjaldt livet løb hun nedover til Onkel Toms hytte. Her stansed hun og banked paa vinduet.
«Hvem kan det være som banker paa hos folk nu midt paa natten?» spurte Tante Chloe og fór ud af sengen. «Jamen tror jeg ikke det er Elisa. Du maa staa op, Tom, og se at faa klærne paa dig.»
Et øieblik efter blev døren lukket op, og et mat skjær af et talglys, som Tom havde tændt, faldt paa Elisas ansigt.
«Gud fri mig! Hvordan er det du ser ud?» satte konen i, rent forskræmt, da hun fik se det blege ansigtet og de vilde øinene.
«Jeg maa gaa min vei med gutten. Herren har solgt ham,» sa Elisa.
«Solgt ham?» spurte egtefolkene forfærdet og løfted hænderne.
«Ja—dig ogsaa, Tom. Jeg stod og lytted ved døren ... Herren fortalte fruen at han havde solgt Tom og Harry; han havde været nødt til det for at kunne betale gjælden sin.»
Tom stod en stund og stirred paa hende, som om han ikke rigtig kunde fatte det hun fortalte. Men han maa nu have forstaat det alligevel; for han sank mat ned paa en bænk uden at sige et eneste ord.
«Nei, nei,» jamred Tante Chloe, «det er ikke sandt, det kan ikke være sandt!»
«Det er sandt! Den manden som har kjøbt dem kommer i morgen tidlig og henter Tom....»
«Gud fri og bevare os! Hvad har min gode kjære mand da gjort?»
«Det er ikke fordi han har gjort noget. Herren var selv meget ulykkelig over at han maatte skille sig ved ham og Harry, og fruen graat og bad for dem; men det hjalp ikke; handelen var afsluttet, og den kan ikke gjøres om igjen.»
«Saa maa Tom afsted, han ogsaa! Reis dig, manden min, og lag dig til! Langt heller flygte end udsætte sig for at blive solgt sydover, hvor negrene blir pint til døde med slit og sult og pryl. Skynd dig! ... jeg skal pakke sammen klærne dine, jeg.»
Tom sad og luted med hovedet og var bleggraa i ansigtet. «Jeg kan ikke flygte,» sa han og retted sig op «Jeg er viss paa at min gode herre og frue ikke vil sælge mig, uden de er nødt til at gjøre det ... og saa vil jeg ikke narre dem og gaa min vei ... jeg kan ikke gjøre det.»
«Men naar de nu kommer i morgen og tar dig?»
«Ja, saa vil jeg i Guds navn overgive mig til min skjæbne. Jeg ved Vorherre vil være med mig.»
Han saa bort mod den store trækassen, hvor børnene hans laa, og taarerne randt nedover kinderne paa ham.
Elisa fortalte nu at hendes mand ogsaa vilde flygte; han kunde ikke holde ud at være der han var. Hun bad dem sende ham besked om hvorledes det var gaat her.
«Sig ham at jeg er gaat med Harry og vil søge at træffe ham i Kanada!» bad hun og brast i graat. «Og skulde jeg ikke se ham mere, saa mødes vi med Guds hjælp i en bedre verden.... Og saa far vel, og Gud være med os alle!»
FEMTE STYKKE.
Et veddeløb.
Fru Schelby havde ikke faat sove om natten.
«Jeg kan ikke skjønne hvad det er i veien med Elisa,» sa hun om morgenen. «Jeg har ringet tre ganger, men hun kommer ikke.»
Schelby stod ved vinduet og gjorde i[36] stand barberkniven sin. En negergut kom ind med en kop varmt vand til ham.
«Andy,» sa fruen, «gaa ud og bank paa døren til Elisa, og sig hende at jeg har ringet tre ganger paa hende.»
Gutten gik.
Et øieblik efter kom han farende tilbage, og fortalte, med opspilte øine, at alle skufferne til Elisa var trukket ud, og at alt tøiet hendes laa strødd omkring i værelset, men at hun selv og gutten var borte.
Schelby og fruen skjønte straks hvorledes dette hang sammen: hun maatte ha hørt hvad de kvelden før havde talt om, og saa var hun flygtet med barnet sit.
«Aa, Gud ske lov, at de er reist!» udbrød fruen ved sig selv. «Gud give de bare maatte slippe lykkelig og vel bort!»
Andy hørte hvad hun sa, og la sig det paa minde.
Schelby gik frem og tilbage paa gulvet. «Hvad skal jeg nu gjøre? Haley vil naturligvis tro at vi selv har sagt til hende at hun skulde stikke sig unda.»
Det blev et forfærdeligt opstyr i huset, da folkene fik vide om det som var hændt. Tjenestgutter og tjenestjenter i alle farve-afskygninger løb ud og ind gjennem dørene, skreg og snakked i munden paa hverandre.[37] Tænke sig: Tom solgt ... og Elisa flygtet med Harry!
Tante Chloe var den eneste som vidste noget nærmere om Elisa; men hun stod taus og med rynket pande i kjøkkenet, og var alt i færd med sit vanlige morgenarbeide: at bake brød til frokosten.
De unge paa gaarden syntes at al denne staahei var svært fornøielig. En flok af dem havde taget plads paa rækverket om den aabne sval, for at kunne se Haley naar han kom.
De svarte skøierne glæded sig til at se hvorledes han vilde tage paa vei, naar han fik vide at den ene af fuglene hans var fløiet.
«Aa, hvor han blir gal i hovedet,» sa Andy; «men vi skal have rigtig moro med ham og erte ham alt vi kan.»
Endelig kom handelsmanden ridende.
I lange støvler med sporer, og med ridepisk i haanden, kom han spankulerende frem mod svalen. Han havde alt faat høre om det som var hændt.
«Af veien med dere, svarte djævleunger!» ropte han og smeldte med pisken efter gutterne, som fnisende og grinende flygted til alle kanter.
Saa gik han ind i dagligstuen og traf Schelby.
«Naa, hvad er det jeg hører?» spurte han rasende.
«Ja, det er ilde, det som er hændt; men jeg er uden skyld.»
«Naa De er det. Ja det kan De indbilde tosser.»
«Herr Haley, jeg taaler ikke nogen fornærmelser,» sa Schelby og blev bleg.
Slavehandleren mumled noget om at det ikke var meningen hans at fornærme ham, men at det var ærgerligt at blive taget ved næsen paa denne maaden, naar en selv havde handlet ærlig og redelig.
«Jeg skal yde Dem al hjælp jeg kan, baade med hester og folk, for at faa fat paa flygtningen,» loved Schelby. Mere kunde han ikke gjøre.
Det var svært til liv og røre det var blit mellem tjenerne paa gaarden. Svarte Sam, en lang forvoksen fyr, som gik for at være den svarteste af alle gaardens ibentræs-børn, la ud for sine kamerater om at det gik saa op og ned her i verden. Tom havde været en stor mand, havde kunnet ride med lange blanke støvler og med pas i lommen, og havde kunnet sætte næsen til veirs; nu var han færdig. Slig gik det her i verden—op og ned.
Sam saa sig vigtig om i kredsen, halte op bukserne sine og stak en spiker i dem til fæste for sælerne istedenfor den knappen han havde mistet.
«Haloi, Sam!» ropte Andy. «Vi skal hente Kvitsokk og Brunen og ride sammen med den fremmede herren efter Elisa og Harry.»
«Sam fakke hende straks.»
«Ja men nu skal jeg sige dig hvad fruen sa....» Andy hvisked nogen ord til Sam.
«Godt! Sam ikke fakke hende straks, Sam en klodrian som slet ikke kan fakke nogen mennesker,» forsikred han og rev sig i det svarte uldhovedet, med et øiekast som en rigtig skalk.
Saa kom en anden gut farende: «Har dere hørt om det som er hændt i dag, gutter? Elisa er løbet sin vei med Harry!»
Sam maalte ham med øinene.
«Vil du lære bedstefar din noget, din hvalp? Som om jeg ikke vidste det for lang, lang tid siden. Sam er nu ikke født igaar,» sa han og retted sig op.
De to hestene blev ført frem. Den unge Skimmelen til Haley stod og knegged og spendte med benene.
«Haa—haa, folen min!» kjælte Sam for den og stak et par skarpkantede smaastener ind under salen. «Haa—haa, folen min! Rask fole, kan springe fælt høit med massa Haley.»
Han puffed til Andy i siden og hvisked nogen ord til ham.
Andy holdt sig for mund og næse, snudde sig rundt paa hælen og var nær ved at sprække af latter.
Sam bar paa hovedet en stor, gammel palmehat. Den var saa fillet og bulet, at den mere ligned en bunke straa og visne blad end en hat; men var hatten ikke videre fin, saa bar han den til gjengjæld paa en slig maade at han gjerne kunde tages for en høvding fra Fidji-øerne.
Tyk og hoven kom Haley gaaende fra svalen.
«Saa op med dere, dovendyr!» sa han.
«Dovendyr,» hvisked Sam til Andy og dulted til ham. «Dovendyr—hi-hi!» Han trykked hatten fast paa hovedet, til tegn paa at nu skulde det bære i vei.
Ikke før var Haley kommet op i salen, før det spræke dyret gjorde et voldsomt hop til siden. Rytteren satte i et fælt brøl, og—der laa den tykke herre paa græsbakken, saa lang han var.
Sam satte ogsaa i et brøl og sprang til for at holde hesten; men han var saa uheldig at et par pinder af hatten kom op i øinene paa hesten, og dermed rev den sig løs, spendte høit i luften med bagbenene og satte afsted i galop bortover jordene.
Andy maatte ha staat og holdt altfor løst paa de to andre hestene; for i det samme[41] Skimmelen satte afsted, fór de efter bent i hælene paa den.
Der blev nu et fælt opstyr, med banning og rop og løb til alle kanter. En flok svarte unger, mellem dem Mose og Pete, klapped i hænderne og pilte afsted efter hestene.
Sam var nu den ivrigste til at huje og brøle. «Hyst, hyst!» lød det i et væk fra hans mund.
Ligesom Rikard Løvehjertes sverd altid blinked fremst i kampen, saaledes lyste palmehatten til Sam alle steder hvor det kunde være nogen fare for at hestene var at faa tak i.
Snart var baade hestene og gutterne forsvundne inde i det tætte kratt.
Først ud mod middag kom Sam og Andy tilbage med de stakkars drivvaade og tilsølte dyrene. Haley ønsked dem ind i den aller hedeste verdensegn, men Sam sukked og skjeled med øinene—det havde været saa rent umuligt at faa tak paa de fæle besterne før.
Og det var ingen raad at drage i vei for det første, slig som hestene nu var medfarne. De damped af svette og var rent anpustne. De maatte faa hvile en stund og blive fjelget om, før en kunde ta ud med dem. Og saa kom det til, at Kvitsokk var blit halt. Det var altsaa meget som var i veien.
«Gode massa Haley, Sam nok fakke hende ligevel; Lissa aldrig været rask til fods.»
«Ja, du skulde ha forsvarlig pryl, skulde du, din svarte djævel.»
«Hvorfor det?» spurte Sam og satte et troskyldigt ansigt op. «Mig har langet i vei saa svetten render af mig.»
«Havde jeg bare eiet dig!» ønsked handelsmanden. «Du kan lite paa du skulde faat smage svepen min!»
Fruen havde faat vide om det som var hændt. Hun blev med ett saa venlig og deltagende overfor den fremmede manden, at hun bad ham blive til middag og slaa sig til ro i huset. Alle skulde gjøre sit bedste for at han kunde ha det rigtig hyggelig og godt, loved hun.
Da Haley var svært sulten, og da han saa alligevel ikke kunde ta i vei straks, letted han paa hatten og tog mod indbydelsen.
Sam og Andy førte nu hestene ned i stalden for at vaske og gnide dem; men før de tog paa med det arbeidet, kasted de sig op i en halmdynge, holdt sig paa maven og lo saa de var nær ved at miste pusten.
SJETTE STYKKE.
Et nyt veddeløb.
«Hjælp mig, Herre! Hjælp mig, Herre!» bad Elisa atter og atter, mens hun, med sit barn i favnen i den stille stjerneklare natten hasted afsted over de frosne marker og enger.
Det var som hun havde faat ti kvinders styrke at holde ud med; men det hamred i hendes hoved og pep i hendes bryst, saa hun ofte var nær ved at falde om.
En gang imellem maatte hun lade Harry løbe ved siden af sig; men tanken om at hun ikke havde ham i armene sine var nok til at øge hendes skræk for at miste ham, og hun tog ham derfor hver gang op til sig igjen og skyndte sig endnu fortere afsted.
«Mor, jeg er saa søvnig,» klaged den vesle og la hovedet ind til hende.
«Sov da, barnet mit.»
«Ja men saa kommer jo den stygge manden og tar mig.»
«Nei, han skal ikke faa ta dig; Gud hjælper, saa jeg skal nok passe paa dig.»
«Er det visst og sandt det, mor?»
«Ja, saa sandt og visst,» svarte hun, i en tone som hun selv kom til at studse[45] over; for ordene syntes at komme fra en stemme i hendes indre som ikke var hendes egen. Gutten lod det trætte hoved synke ned paa akslen hendes og faldt i søvn. Det rolige aandedrættet hans og de varme kinderne gav moren nye kræfter til at holde ud.
Da det røde morgenskjær bredte sig ud over himlen, var hun alt flere mil borte fra hjemmet.
Elisa havde sammen med sin frue ofte gjestet nogen kjendinger paa en gaard ved Ohiofloden. At naa denne gaarden og derfra slippe over elven ind i Ohiostaten var hendes første maal. Lyktes dette, vilde den største fare være over; for slaveriet havde ingen retsgyldighed i Ohiostaten.
En og anden veifarende som mødte hende i den tidlige morgen, stanste og saa forundret efter hende. Da blev hun ræd for at nogen kunde faa mistanke om at hun var en flygtning. Hun satte derfor gutten ned paa veien, stelte haaret sit og gjorde sig umag for at se rolig og ligeglad ud, hver gang hun mødte nogen.
De naadde ind i et skogholt. Her drak de af en bæk og hvilte sig en liden stund. Hun tog frem et par kaker og et eple, som hun havde gjemt mellem guttens klær, og gav ham.
«Spis nu, gutten min!»
«Du ogsaa spise, mor,» sa han og rakte et kakestykke op mod munden hendes.
«Jeg orker nok ikke at spise, vesle Harry,» sa hun. Det var som strupen hendes snørte sig sammen.
«Ja nu maa vi dra paa igjen.»
Og saa gik de frem gjennem ukjendte egne, hvor hun ikke kjendte et menneske.
Paa en bondegaard, som laa lige ved veien, fik hun et par stykker mad til sig og barnet. Gutten var svært sulten og tog mod maden med glæde, men hun selv maatte tvinge sig til at spise nogen beter for ikke rent at miste kræfterne.
Ud mod kvelden naadde hun endelig den gaarden som før er omtalt.
Hun saa straks ned mod elven. Den var svulmet op og fuld af is-spenger, som i sterk fart drev med strømmen.
«Er her ingen færge?» spurte hun konen i et vertshus som laa tæt ved elven.
«Nei, baadene kan ikke komme over for is.»
«Aa det var da forfærdelig uheldigt! Jeg skulde saa endelig over.»
Konen blev rørt ved at se hendes sorg og skuffelse. «Salomo!» ropte hun til en mand som stod i døren til en liden sidebygning,[47] «ved du om han Kristian vil prøve at komme over med tønderne i kveld?»
«Ja han vil vist det,» svarte manden.
«Det er en mand som bor et stykke herfra,» sa konen. «Han kommer her i kveld, og da kan vi snakke med ham.»
Vesle Harry var nu saa træt at han tog paa at graate.
«Stakkars liten,» sa konen, «han er nok blit rigtig træt han. Tag og læg ham ind paa sengen min, saa kan han faa hvile sig en stund.»
Elisa la da gutten ind paa de bløde dynerne, og snart sov han saa trygt som om al fare var over. Men selv havde hun ingen ro i sindet. Angsten for at blive grebet fór gjennem hende som isnende stik. Alt i et gik hun bort til vinduet, og i urolige tanker saa hun ned paa det mudrede og isfyldte vandet, som skilte hende fra frihedens land.
* * * * *
Det var svært saa uheldig det var gaat med alle ting paa gaarden hos Schelby den dagen. Det varte i syv lange og syv brede, før Tante Chloe kunde faa steken færdig, og da den saa endelig var kommet paa bordet, var en af pigerne saa uheldig at velte sause-skaalen.[48] Saa var det ikke andet fore end at lage ny saus.
Haley var urolig og gik gang efter gang frem og tilbage over gulvet og saa ud gjennem vinduet; men lige meget hjalp det.
«En slig kar som han Haley kommer vist til at brænde i helvede,» sa Tante Chloe, mens hun stod og pusled over sausen og gav vondt fra sig til alle sider.
«Aa, hvor jeg skulde have moro af at se paa det!» faldt en af jenterne i med.
«Børn!» lød en røst, som fik dem alle til at fare sammen. Det var Onkel Tom, som var kommen ind og havde staat ved døren og hørt paa deres samtale. «Dere maa ikke tale saaledes.»
«Ja men en slig ryggesløs ugudelig krop!» vedblev konen. «Aa disse slavehandlerne! River de ikke de smaa uskyldige børn ud af armene paa forældrene? og skiller de ikke mand og kone og de bedste venner fra hverandre? Skulde ikke djævelen ta slige kropper, hvad nytte kan han da være til?»
«Maa ikke tale paa denne maaden, mor. Det staar skrevet i Guds ord, at vi skal bede for dem som gjør os skade og forfølger os.»
«Bede? Nei, nu gaar du dog for vidt! At du kan kræve at noget menneske skal bede for et sligt best!»
«Vi maa stride mod vor natur, Chloe.[49] Vi maa være glade og takke Gud for at vi ikke er som denne mand. Jeg vil heller sælges tusend ganger end have alt det at svare for som han har paa sin samvittighed.»
Men det kunde ikke være stor trøst Tante Chloe fandt i disse alvorlige ord; for hun førte det rutete forklæet sit op til øinene og tog paa at graate.
Det ringte. Tom blev kaldt ind til sin herre.
«Ja, Tom,» sa Schelby venlig, «jeg mener jeg bør sige dig det, at jeg har lovet at betale 4000 kroner til denne mand, om du rømmer ligesom Elisa. Herr Haley tar dig ikke med i dag; han har nogen forretninger at udføre—hm!—saa du har altsaa eftermiddagen til din raadighed og kan gaa hvor du vil.»
«Tak, massa!»
«Men husk nu paa det som Schelby har sagt,» brummed handelsmanden.
«Jeg rømmer ikke, massa!»
Schelby fik taarer i øinene.
«Min gode trofaste Tom, aa hvor gjerne jeg vilde beholde dig!»
«Bevare mig vel!» faldt handelsmanden ind, «hos mig skal han ikke lide nogen overlast. Og kan De kjøbe ham tilbage nogen tid, saa er jeg villig til at handle igjen.»
«Jeg tar Dem paa ordet,» sa fruen, som nu var kommen til; «om et aar kjøber vi Tom tilbage.»
«Godt, frue! Det er mig det samme, enten jeg sælger mine slaver sydover eller nordover, naar jeg bare tjener penger paa dem. Mynt maa vi jo alle ha—ha-ha!» Hun skalv af væmmelse og harme ved at høre paa den latteren hans; men for ikke at fornærme ham viste hun sig venlig og talte livlig med ham. Hun vilde gjerne hefte ham saa længe som mulig, for at Elisa kunde faa saa meget større forsprang.
Da klokken var 2, kom Sam og Andy med hestene, som nu saa meget rene og pene ud. Sam glinsed af stekefedt fra middagsmaden og lo over hele ansigtet.
«Op paa hestene med dere!» bød Haley strengt, da han selv var kommen i salen. Sam laged sig til at springe op, men kiled først Andy i siden og fik ham til at udstøde et brøl. Herover blev Haley saa sint at han slog efter gutten med svepen sin, men traf ham ikke.
«Jeg kan heller ikke forstaa hvorledes du kan staa der og flire,» sa Sam alvorlig. «Det er virkelig ikke noget at le af, dette her.»
Endelig kom de tre ryttere afsted; men endnu fulgte det ene uheldet efter det andre. Sam foreslog at de skulde ride til høire; for[51] Elisa havde sikkert gaat den veien. Han vendte ansigtet mod Andy og blunked med øinene.
Det var virkelig hans mening, at Elisa var gaat til den siden; men netop derfor foreslog han Haley at ride den veien. Slavehandleren var selv en slu rev, og skulde ikke saa let lade sig ta ved næsen, tænkte han.
«Lad os nu se os lidt om paa den andre kanten først,» sa han og nikked.
«Massa maa naturligvis gjøre som han vil,» sa den svarte skøieren; «men jeg tror nu massa vil angre paa at vi rider den veien.»
De slog da ind paa en gammel tilgrodd vei, som tidligere havde ført ud til elven, men som nu ikke brugtes mere, og stanste ved en laavebygning en mils vei borte.
«Det er rent ravruskende galt, at vi rider denne vei,» sukked Sam.
«Du kan snakke saa meget du vil, din svarte fant, du faar nu ikke mig bort fra denne veien.»
Sam sukked endnu en gang og vrængte med øinene.
Efter at have redet en stund kom de til en lade som var bygget tvers over veien.
Slavehandleren tog nu paa at lyne og tordne.
«Ja, massa, jeg har sagt at det var en[52] gal vei, og at massa vilde angre at vi red til denne side.»
Manden skar tænder af vrede, men sa ikke et ord.
De tre ryttere vendte nu hestene og red til den nye landeveien.
Ud paa kvelden naadde de til det huset ved Ohiofloden hvor Elisa stod ved vinduet.
Det gav et sæt i Sam, da han fik øie paa hende. Det traf sig saa heldig, at hans palmehat i det samme blaaste af ham. Dette gav ham grund til at udstøde et hyl.
Elisa, som havde staat og stirret ned mod elven, snudde hovedet raskt om, løfted hænderne i forskrækkelse og fór tilbage i stuen.
Med ett griber hun barnet og farer ud af en bagdør med det, uden at huske paa at ta med hatten og sjalet sit.
Hun svinger udenom haven og naar ned til elvebredden.
I det samme faar Haley øie paa hende. Hurtig springer han af hesten og farer afsted efter hende som en hund efter et raadyr.
Det var i dette øieblik som hun rent havde tabt sans og samling.
Uden at tænke paa det hun gjør, springer hun med et vildt skrig og med en fugls lethed over det aabne vand ved stranden og ud paa en isspong, fra denne over paa en anden spong, og saaledes videre tvers over elven. Det knager og svaier og syder omkring hende, hun mister skoene sine, skjærer fødderne til blods paa de kvasse iskanter og drar en blodstripe efter sig paa de grønne spenger; hun falder og reiser sig igjen,[54] stirrer som et vildt menneske over mod Ohio-stranden, iler ustanselig frem—og naar til slut bredden.
«Du er min sandten en kjæk jente, hvem du saa er,» sa en mand som havde staat og set paa hvorledes hun var kommet over elven, og som hjalp hende i land.
«Aa frels mig ... skjul mig!» bad hun aandeløs.
«Hvad er i veien med dig?»
«Frels gutten min! Min herre har solgt ham ... jeg har rømt med ham.... Der borte paa den andre siden staar han som har kjøbt ham,» sa hun og pegte over til Kentucky-stranden.
«Jeg skulde saa gjerne gjøre noget for dig, om jeg kunde; men jeg hører ikke hjemme her og har intet sted at skjule dig paa. Det eneste jeg kan gjøre er at raade dig til at gaa op i det store hvide huset du ser staar for sig selv i den øverste del af gaarden her nærmest ved os. Jeg kjender folkene der, og ved det er gode mennesker ... skynd dig op der!»
Haley staar paa den modsatte bredd og stirrer efter hende, til hun blir borte i aften-skumringen.
«Jo, det var en pen historie!» siger han ved sig selv. «Jeg mener der er faret syv[55] djævler i hende, jeg; hun hopped jo som en vildkat!»
Sam og Andy, som er kommet ned til ham, staar bagenfor ham og ler, gnir sig i hænderne, vrir sig og danser af bare glæde.
«Ja, jeg skal lære dere at le og danse, jeg,» siger Haley og slaar efter dem med svepen sin.
Som et par store græshopper hopper de til side og springer skraalende opefter bakken, og var allerede paa sine hester, før han kunde naa dem.
Snart rider de afsted i fuld galop og hyler tilbage til elvebredden:
«God nat, massa! God nat, massa!»
SYVENDE STYKKE.
To underlige jægere.
Haley vendte nu tilbage til vertshuset, yderst misfornøid og forbitret. Han satte sig i en krok af gjestestuen og grunded paa hvad han skulde tage sig for. At komme over elven og forfølge hende længer var ikke muligt; men hvad da ... hvad i al verden skulde han gjøre?
Saa blev han med ett afbrudt ved at[57] høre støi af mennesker udenfor. Han fór bort til vinduet og saa ud.
«Ja min sandten tror jeg ikke det er Loker! Det kan en kalde et held!»
Han skyndte sig glad og fornøid ud.
«Har jeg set saa rent galt—eller er det virkelig Dem, gamle svend!»
Loker var en kjæmpestor kar med nogen svære lemmer. Han var klædd i en kappe af bøffelhud, som vendte haarene ud. Det store røde bulbideransigt tyded paa drik og raahed.
Ved siden af ham stod en liden mager mand, som saa ud til at være smidig som en kat; hans spiske næse og de svarte urolige øinene fór om til alle sider, og syntes at vidne om at han var ligesaa listig som hans reisekamerat var raa og haard.
De to mænd var slavefangere og levde af at opspore og fange bortløbne negre.
«Kom indenfor og faa dere en hjerte-styrkning!» hød Haley og førte dem ind i varmen.
«Hvad i al verden har De her at gjøre?» spurte Loker med grovt og brustent mæle.
Og hans lille kamerat stak sit hoved med den spiske næsen frem, som for at speide og lytte.
«Ja nu skal dere høre ... sæt Dem ned![58] Vær saa god, De med! De er kanske en ven af Loker?»
«En verksfælle, ja; mit navn er Marks ... er mig en fornøielse at gjøre Deres bekjendtskab,» sa den magre og rakte Haley en lang tynd haand, som mest ligned en ravneklo.
«Det var da et svineheld, at De netop skulde komme her i kveld.... Heida vert, lad os faa en bolle!»
Snart sad de tre mænd bænket ved et lidet bord og laged sig til at nyde livet med hverandre en liden stund.
«Nu skal dere høre,» tog Haley fat. «Jeg er kommet rent ilde ud for det med et kvind-folk som har rømt med en liden gut jeg havde kjøbt.»
«Hva' hva'.... Hvorledes?» spurte den magre og stak den spiske næse og hage næsten helt op til ansigtet paa handelsmanden. «Noget at tjene for os—hva'?»
«Ja hør nu bare.» Og saa fortalte Haley hvorledes det var gaat til—om Elisas flugt fra Schelby, om alle uheldene og om hendes vaagelige løb over elven.
«Klods!» brummed Loker. «Hvorfor lod De hende løbe fra dem?»
«Ja hvorledes skulde jeg kunnet hindre det?»
«Hæ—hindre? Mig løber ingen fra. Naar jeg har faat fat i en slig jente som[59] har en unge, saa holder jeg denne næven op i synet paa hende: Ser du den?» siger jeg. «Dersom du vaager at rømme fra mig, saa skal jeg være mand for at ta dig igjen om en time, og saa....»
Han lod den vældige næven sin falde mod bordpladen med en slig kraft at bollen og glassene hopped.
«Hi-hi-hi!» lo hans lille kamerat. «Det kan en kalde at tale med eftertryk.»
«De er nu for slem, De Loker,» mente Haley. «Vi har før talt om den ting. De ved det altid har været min mening, at en skal stelle sig saaledes med negrene, at de kan stige i pris. Og saa maa en nu heller ikke glemme at sikre sig en liden plads der oppe i den anden verden. Den kan være god at ha, den, naar det ikke er mere at gjøre for en her nede.»
«A-u!» Loker vred munden og risted paa hovedet, som om han skulde til at kaste op; han gik bort til skjænken og frisked sig med en dygtig dram.
«Ja, det kan ikke nytte at skjære ansigter, Loker; jeg holder nu en gang fast ved religionen og det høiere, jeg.»
«Kan vi ikke holde op med dette gudfrygtige snakket,» foreslog Loker. «De er ikke et haar bedre De end vi andre; heller værre; for De er feig, De.»
«Hvad siger De?»
«Ja, jeg sa De er feig. Det er bare feighed af Dem at ville spille gudfrygtig. De vil snyte fanden og hytte Deres eget skind. Fy for en ulykke! At gaa et helt liv igjennem og ta paa borg hos fanden og kræve tjenester af ham, og saa ville luske fra ham, naar betalingsdagen kommer—fy!»
«Naa naa naa!» tyssed Marks. «Lad os heller tale om forretningerne vore.» Han stak næsen bort imod Haley: «Det var altsaa Deres mening, at vi skulde hjælpe Dem til at faa fat paa den jenten?»
«Jenten kommer ikke mig ved; Schelby eier hende. Det er bare gutten hendes jeg skulde ha fat paa.»
«Hvorledes ser hun ud?» spurte Marks.
«Hun ser godt ud, bedste sort vare—næsten hvid.» Og hun er opdraget som en fin frøken; hun er ærlig værd sine 4000 kroner.»
«Hm! hm!» kremted Marks, og fik et gridsk udtryk i de smaa katteøinene sine. «Loker,» sa han, «hvad mener De? End om vi paatager os at skaffe herr Haley gutten og beholder moren som løn for umagen?—hva! Vi kunde jo senere føre hende til markedet i Orleans og gjøre en rigtig fin forretning.»
Loker, som havde siddet og gabt ligegyldig,[61] slog nu med en gang kjæverne sammen, som en bulbider, naar den snapper efter et kjødstykke.
«Ja—a,» sa han langt, og gav sig ligesom til at tygge paa forslaget.
Marks tog sig nu en sup og snudde sig mod Haley: «De maa vide at vi er godt kjendt med politiet langsmed elven, og det yder os nok hjælp, naar vi bare stikker til det lidt mynt imellem.»
«Ja det forstaar jeg godt.»
«Ja det er nu noget som jeg maa tage mig af, det; jeg har talegaverne og den juridiske kløgt, skjønner De; Loker er god nok til det grovere arbeide han, at slaa hovedet i stykker paa folk og alt det; men han har ingen gaver til at snu sig, naar det er om at gjøre at stikke en haandfuld kroner til folk eller gjøre ed og sligt noget.»
Loker, som var noget sen i tankegangen, kom først nu paa det rene med hvad forslaget egentlig gik ud paa.
«Jeg har forstaat det!» brølte han og lod atter sin næve falde paa bordpladen.
«Hvad skal jeg have for min del?» spurte Haley. «Det er jeg som har ledet dere paa spor efter denne fangsten.»
«Er det kanske ikke nok, at vi skaffer Dem gutten?» spurte Loker. «Gjør De noget[62] vrøvl, saa tar vi dem begge. De kan jo ikke gjøre os noget for det, De.»
Haley blev nu tam. «Ja ja,» sa han, «kan dere skaffe mig gutten inden otte dage, saa faar jeg være fornøid med det.»
«Ja men det er ikke jeg. Tror De vi farer landet rundt efter en negerunge for ingen ting? Jeg mener De slipper billigst fra det, naar De betaler os—lad mig sige 200 kroner.»
«Er De gal, mand? Jeg har vist Dem udvei til en sjelden god fortjeneste, og saa kræver De endda....»
«Hvem borger for at de ikke gaar sin vei fra os begge to? Nei, De faar være saa god at komme frem med mynten her paa dette bret!» tordned Loker og slog med knokene sine i bordet. «Faar vi saa tak i ungen, saa faar De pengene Deres tilbage; lykkes ikke dette, saa har vi ærlig fortjent dem for vor umage.»
«Ja i den tale er det virkelig god mening, herr Haley,» sa Marks.
Endnu en stund talte de frem og tilbage om denne saken. Haley rev sig i haaret og var i ulag.
«Vi kommer nok til enighed,» mente Marks. «Men sig mig ... saa De virkelig at en mand hjalp hende i land?»
«Ja vist saa jeg det. Men hvor hun saa blev af, 'har jeg ikke mer mening om end det glasset der.»
Loker reiste sig med ett: «Vi maa over elven straks.»
«Ja hvorledes skal vi komme over?» spurte Marks. «Der gaar jo ingen baad.»
«Vi skal over!» brølte den andre.
Haley spurte om deres hunder var flinke til at opspore folk.
«Ja det kan De lite paa de er,» forsikred Loker. «Men hvad hjælper det os her? Vi har jo ikke en trevl af hendes tøi, som de kan lugte til.»
«Jo vist har vi det.» Haley reiste sig og tog Elisas hat og sjal, som laa paa sengen.
«Kom her med det!» bød Loker og rakte haanden ud.
«Men hvis nu hundene gaar hen og gjør en ulykke paa hende og gutten?»
«Ja, det kan nok hænde,» svarte Marks. «Det hændte os en dag sydpaa, at de rev en mand næsten ihjel, før vi kom nær nok til at rope dem tilbage.»
«Hm!» Haley rev sig atter i haaret.
«Men jeg tænker hun har taget ind i en eller anden gaard der borte,» vedblev Marks. «Det er bare om at gjøre at finde hendes spor.»
«Ja, for dere kan skjønne det, at jeg[64] nødig vilde ha revet hud og kjød af gutten. Han vilde jo derved tabe sit værd.»
«Naturligvis! Men det gaar nok ikke saa ilde.»
Loker, som igjen havde været borte ved skjænken og tyllet i sig noget mer brændevin, kom nu tilbage til bordet og skyndte paa kameraten sin. «Vi maa afsted!... Saa var det disse kronerne.»
Saa nødig Haley vilde, saa maatte han ud med pengene.
Efter at de var kommet overens om hvor gutten skulde afleveres, knapped de to menneskejægerne sine kapper og tog veien ud i den mørke natten.
OTTENDE STYKKE.
En natlig tur.
Paa en gaard i Ohio var det en aften stor glæde. I den lune dagligstuen brændte en lystig ild, som kasted sit skjær over teppet og det blankskurte téstell som var sat frem paa bordet.
Husbonden, som var medlem af Ohios lovgivende forsamling, var netop den kvelden uventet kommet hjem. Hans kone og børn havde omringet ham og tiljublet ham sit «velkommen». Hele huset var i røre af bare glæde.
«Aa, jeg kan ikke glemme at du kommer slig og overrasker os,» sa fruen og skyndte sig med at gjøre kveldsmaden i stand. «Men Mary da!» Hun maatte stadig ha øie med børnene, for de var den kvelden saa rent overgivne af glæde. «Hører du ikke, Mary! Ned af sofaen med dig! Og du Jim, har jeg ikke sagt dig at du ikke maa gaa og drage den stakkars katten i halen!»
Herr Bird sad og slét i støvlerne sine for at faa dem af. Han skulde netop til at prøve et par nye tøfler, som hans kone havde sydd til ham mens han havde været borte. «Aa hvor jeg skal hvile mig og ha det godt i nat i mit eget hyggelige hjem!» Han var[66] svært glad for at han havde fundet paa at ta denne svipturen hjem. Ellers var han ikke rigtig bra—var mat og havde vondt i hovedet.
Fruen kom med en flaske kamferdraaber; men han skjøv hende fra sig og smilte: «Nei, nei, vennen min, ingen doktorering! En god kop te er bedre end alle dine draaber.»
Snart sad den lykkelige familie bænket omkring det festlig tilstelte aftensbord.
«Nu, hvad har dere vise lovgivere taget dere for i de sidste dage?» spurte fruen.
«Aa ikke noget videre,» svarte herr Bird og saa paa hende med forundring, for han havde aldrig hørt at hun brød sit hoved med det som gik for sig i den lovgivende forsamling.
«Jeg synes jeg har hørt noget om at dere skal ha vedtaget en lov som forbyder at give en stakkars neger som kommer forbi ens hus en bete mad og en drik øl eller vand.»
«Ja det er herefter forbudt at hjælpe de slaver som kommer fra Kentucky.»
«Det kan da vel ikke være forbudt at give et sligt stakkars menneske husly for en nat og give ham lidt mad og nogen gamle klær?»
Herr Bird smilte. «Det er jo netop det som er forbudt. Det vilde jo være at hjælpe dem det. Jeg har selv talt meget sterkt for[67] denne loven; vi kan ikke, af hensyn til vore brødre i Kentucky, holde ved med at hjælpe og understøtte deres bortløbne slaver.»
Fru Bird, som til daglig var en blid og sagtmodig kvinde, og som aldrig var vant til at blande sig op i sin mands lovgiver-arbeide, blev nu sprutende rød og reiste sig:
«Det er en skammelig, ukristelig, umenneskelig lov!»
«Men Mary da!»
«Jo, det er en umenneskelig lov. De stakkars husvilde menneskene er ofte blit mishandlet og jaget som vilde dyr, og naar de saa ikke kan holde dette ud længer og maa rømme, saa skal en ikke....»
«Det er store, vigtige statsspørsmaal det her er tale om, vennen min, og ikke om vore følelser.» Herr Bird fik med ett en viss værdighed i sin holdning.
«Staar det ikke i bibelen, at vi skal give de sultne mad, og at vi skal klæde de nøgne og trøste dem som har det vondt?»
«Du skjønner dig ikke paa det, Mary. Den ene stat maa kræve af den anden....»
«Du med dine stater!» brød fruen ham af. «Jeg ved en maa adlyde Gud mer end mennesker.»
I det samme stak en gammel tjenestekar det svarte hovedet sit ind gjennem døren og[68] bad fruen om at komme ud i kjøkkenet et øieblik.
Fruen saa gjorde.
Herr Bird saa efter hende og smilte, tog saa en avis og satte sig til at læse.
Ikke før var fruen kommen ud i kjøkkenet, før hun kom tilbage til døren og sa til manden sin:
«Jon, kom ud lidt ... skynd dig, skynd dig!»
Paa et par stoler ude i kjøkkenet laa en dødbleg ung kvinde med iturevne klær og blodige fødder. Hun var helt som fra sig selv. Fruen og tjenestjenterne holdt paa med at faa liv i hende igjen, mens den gamle tjeneren sad med en liden gut paa fanget og var i færd med at drage de vaade strømper af og gnide de smaa kolde fødderne hans.
Nu aabned den stakkars moren de store svarte øinene, retted sig op og saa sig vildt omkring.
«Hary ... hvorledes ... har de faat fat paa ham?... Aa Gud være lovet, der er han jo!»
Gutten var sprunget ned paa gulvet og fór nu bort i favnen paa hende.
«Aa frue,» bad hun, «hjælp mig, at de ikke tar ham fra mig!»
«Stakkar, De kan være fuldkommen rolig; saa længe De er her, skal ingen faa røre Dem.»
«Gud velsigne Dem, frue,» hulked kvinden og holdt sig for ansigtet.
Den vesle gutten saa moren graate, og kravled op i fanget paa hende og tog hende om halsen.
Aa hvor den gode frue og den milde tjenestjenten hendes nu fik det travlt med at trøste og hjælpe! Et leie blev redt i nærheden af ildstedet, og moren og barnet blev puttet ned i nogen varme uldtepper. Hun slog armene om gutten og trykked ham tæt ind til sig. Det varte ikke mange minuterne, før begge to laa i den dybeste søvn.
Herr Bird havde gaat urolig fra det ene sted til det andre, kremtet af og til, men ikke sagt et eneste ord.
Da han var kommet tilbage til sin plads i stuen, tog han en avis og læste i, men sad hele tiden og vred sig urolig, som om det var noget som pinte og trykked ham.
«Jeg undres rigtig paa hvem dette kvindemennesket er,» sa han ved sig selv.
Fruen havde det travlt med at ordne forskjellige ting til natten.
Ud paa kvelden vaagned den fremmede kvinde og bad om at faa tale med fruen.
De to egtefolk og et par af de største børnene, som endnu ikke havde lagt sig, gik ud til hende.
Hun sad paa en bænk ved ildstedet og stirred frem for sig.
«De vilde nok tale med mig,» sa fruen venlig.
Den ulykkelige kvinde sukked dybt og saa paa fruen med et gjennemtrængende bønligt blik.
«De skal ikke være ræd for nogen ting,» trøsted fruen hende, og spurte hvor hun kom fra, og hvad det egentlig var i veien med hende.
«Jeg kommer fra Kentucky.»
«Naar kom De derfra?» spurte herr Bird noget barsk.
«Nu i kveld.»
«I kveld? Der gaar jo ingen færge.»
«Jeg løb over isen.»
«Det er umuligt.»
«Jo, jeg løb nu over alligevel—sprang fra den ene isspongen til den andre.»
Alle undred sig over at hun var sluppet vel fra dette vaagestykket. Selv sa hun det var Gud som havde hjulpet hende; ingen mennesker kunde tænke eller skjønne hvorledes Gud kan hjælpe.
«Var De trælkvinde?» spurte herr Bird videre, og satte atter et strengt ansigt op.
«Ja jeg var; men jeg havde det godt; det var nogen rigtig gode mennesker jeg var hos. Men saa....» og saa fortalte hun[71] hvorledes det var gaat, fortalte saa troværdig og levende og rørende, at alle blev grebet.
Børnene tog efter lommetørklærne sine; men da de som vanlig ingen havde, stak de hoderne ind i kjolefolderne til moren og udøste sine hjerters rørelser der. Fruen holdt haanden for øinene, pigen lod en strøm af taarer flyde ned over det ærlige svarte ansigt, men gamle Kudjoe, tjenestkaren, gned øinene med det ene ærmet og gjorde nogen underlige grimaser med ansigtet.
Herr Bird, statsmanden, stod rank og stiv og saa ud gjennem vinduet, mens han alt i ett maatte tørre brilleglassene og næsen med lommetørklæet.
«Hæm ... hæm—m!»
Med ett snudde han sig om og spurte: «Er De gift?»
«Ja; men det er gaat manden min lige saa ilde som mig; han blev saa længe prylt og mishandlet, at han ikke kunde holde det ud længer, og saa maatte han flygte fra sin herre, han ogsaa. Han vilde søge at naa Kanada. Jeg ser ham vist aldrig mer. Bare jeg vidste hvor Kanada er! Er det langt til Kanada?»
Fruen faldt ind: «Det kan vi tale om i morgen. Slaa Dem bare til ro nu her i nat; De skal nok faa god seng at ligge i.»
Saa bad hun tjenestjenten give den[72] fremmede kvinde og barnet noget at spise, og at lage til en god seng til dem paa pige-værelset. Fruen skulde saa tænke nøiere over det som kunde være at gjøre i morgen.
Herskabet vendte nu tilbage til dagligstuen. Herr Bird gav sig til at gaa frem og tilbage paa gulvet og brumme: «En forbistret kjedelig historie!»
«Ja, den er ikke morsom!»
«Og at den skulde komme nu, netop som jeg har været med at faa denne loven sat igjennem.»
Fruen skjønte godt det vilde være leit for ham, om det blev opdaget at han havde to flygtninger i sit hus nogen dage efter at han havde talt saa sterkt for den nye loven; men hun sa ingen ting.
«Vi kan ikke ha hende liggende her,» sa han endelig fast. «Hun maa bort—endnu i nat!»
«Hvad siger du! Hvor skal det stakkars hjælpeløse mennesket gjøre af sig?»
Han havde gaat og tænkt sig om en stund, og var da kommet paa at han havde en ven nogen mil borte, dybt inde i en skog.
«Kunde vi bare faa kjørt hende til Trompes, vilde hun være i sikkerhed,» sa han.
«Ja, men hvorledes skal vi faa hende did, nu midt paa natten?»
Han gik bort til vinduet og saa ud i mørket.
«Det er da rigtig en lei historie,» sa han til sidst og gik atter fra vinduet.
Fruen skjønte at det vilde være bedst for den stakkars kone at blive ført bort snarest mulig. Hos den nævnte ven vilde hun komme i fuld sikkerhed; for han bodde saa afsides, at det næsten aldrig kom nogen mennesker til ham; her derimod kunde hendes forfølgere ventes hvad øieblik det skulde være.
«Kunde ikke Kudjoe kjøre hende?» spurte hun. «Han er jo en flink kusk.»
«Det er han nok; men han kjender ikke vadestederne.»
«Hvad skal vi da gjøre?»
Herr Bird gik igjen til vinduet, kremted alt i ett og rev sig i haaret. Endelig vendte han sig mod sin hustru:
«Du kan alligevel sige til ham at han kan spænde for!»
Han satte sig og tog den ene støvlen for at trække den paa igjen, men stanste midt i arbeidet og sad en stund og saa ned paa gulvteppet.
«Det er en lei historie,» mumled han igjen og tog paa og halte i stropperne.
«Men hvad er det du tænker paa, Jon?»
«Det er ikke nogen anden maade at komme fra dette paa, end at jeg maa kjøre selv; men Kudjoe maa følge med for at hjælpe mig med et og andet.»
Fruen saa paa ham med et kjærligt og beundrende blik.
«Ja, det er ikke morsomt,» sa han; «men her er ikke andet at gjøre.»
Saa gav han sig til igjen at gaa frem og tilbage paa gulvet.
«Du mor, du har vel ikke en gammel kjole?»
«Jeg skal se.»
Han gjorde atter et par slag over gulvet.
«Hvorledes er det med den gamle overfrakken efter Henrik, du ... tror du ikke hun kunde bruge den til gutten?»
«Kjære vennen min! Jeg skal nok finde frem noget af hvert til hende.»
Og saa gik hun ind i det vesle kammeret som laa lige ved hendes værelse, tændte et lys og satte det paa en kommode der. Tankefuld tog hun frem en nøkkel fra et lidet skab og stak den ind i hullet paa en skuffe, som hun aabned langsomt. Der laa mange slags ting i denne skuffen: smaa kjoler i forskjellige mønstre, pakker af forklær og smaa strømper, et par sko, som var noget slitt paa tærne, legetøi af forskjelligt slag: en hest med vogn, en snurrebass, en ball—alt sammen kjære minder, som var samlet og lagt til side der under suk og taarer. Hun satte sig ned og bøide sig over skuffen, med hovedet støttet i sine hænder,[75] mens taarerne faldt i store draaber. Med ett hæved hun hovedet og tog paa at vælge ud de simpleste og sterkeste ting og samled dem i en pakke.
«Mama, vil du give bort alle disse tingene?» sa en af gutterne, som havde listet sig efter hende ind i kammeret.
«Ja, vennen min,» svarte hun blidt og alvorlig. «Vor kjære vesle Henrik der oppe i himlen vilde vist glæde sig over det, om han saa ned paa os.»
Hun fandt nu frem en hel del andet tøi ogsaa, og pakked det ned i en liden kuffert. De fremmede, som alt laa i dyb søvn, blev vækket, og ved midnatstid rulled vognen med herr Bird og gamle Kudjoe samt den bortrømte trælkvinde og hendes barn ud i kulden og mørket.
Det blev en brysom reise. Det havde regnet i lang tid, Ohiofloden var gaat over sine bredder og havde skyllet en mængde dynd ind over veien som gik langs elvebredden. Kranglet nok som kjøreveien havde været før her, var den nu blit rent sørgelig tilredt. Den var—som mange andre veie der i egnen—laget af runde stokker, som var lagt side om side tvers over kjørebanen, og disse stokkene var igjen dækket med et lag af jord og torv, eller hvad der nu havde været for haanden da[76] den blev laget. Denne fyld var for en del skyllet bort, og mange steder laa de nøgne stokkene hulter til bulter om hverandre.
En kan let tænke sig hvorledes det maatte være at kjøre over en slig vei midt paa natten.
Hop!—der farer vognen op over en opskudt træ-kubbe. Plask! dump!—der synker det ene hjulet i et dybt vandhul. Det gir et sætt i vognen, saa statsmanden, tjenestkaren, konen og barnet farer om hverandre.
Det værste er at vognen sidder fast i hullet. Omsider faar hestene hivet den op; men ikke før er den kommet i gang igjen, før de to fremhjulene farer ned i et nyt hul. Herr Bird faar hatten ned over øinene, gutten skriger, mens gamle Kudjoe skjænder og bruger svepen paa hestene, som slaar bagud og stamper hjælpeløst i gjørmen. Saa farer vognen op med et sætt, men nu dumper baghjulene ned i det samme hullet,—ny forvirring og forskrækkelse.
Endelig kommer vognen op af uføret, og efter at hestene har faat pustet ud en stund, og de kjørende har faat stelt sig lidt, gaar færden videre; men det varer ikke længe, før de dumper ned i et nyt hul, endnu værre end det forrige. Vognen kan ikke komme af stedet.
Tjenestkaren springer af.
«Det er et svært dybt hul dette her,» siger han til husbonden sin. «Vi maa vist linde os nogen kubber og sligt til at fylde op med.»
Herr Bird er udaf sig; ogsaa han springer af vognen, men synker i gjørme og søle til op over knærne, og maa bede Kudjoe hjælpe sig op.
* * * * *
Det var først langt ud paa natten at den tilsølte vogn naadde op af elvedalen og arbeided sig langsomt frem i skogen mod den enslig-liggende bondegaard.
En kjæmpekar med et rødgult pjusket haar og skjeg, og iført en rød flonels jagtskjorte, kom paa sokkelestene ud og tog mod de uventede nattegjester. Han holdt en løgt i haanden, og uden at sige et ord stod han en stund og saa paa de reisende.
Herr Bird maatte nu til at fortælle hvorledes det hang sammen, at de havde maattet ta ud paa denne vaagelige udfærden nu midt paa natten.
«Jeg trodde De ikke var den mand som vilde sige nei, naar jeg bad Dem om at skjule dette stakkars kvindemennesket og hendes barn.»
«Godt!» svarte, skogboen og rusked sig i haaret. «Ind med hende!»
Træt og modløs slæpte Elisa sig med Harry ind i huset.
Manden holdt løgten for ansigtet hendes.
«De skal ikke se saa sørgmodig ud, min kone,» trøsted han hende og aabned døren til et kammer ved siden af kjøkkenet. «Ingen skal faa tak i Dem, saa længe De er under mit tag.»
For endnu mere at gjøre hende trygg, fortalte han at han havde syv sønner, som hver holdt sine tre alen i høiden, og at han havde riflerne sine i god stand. De som kjendte ham, vidste at det ikke vilde være godt at friste paa at bryde ind i hans hus med magt, sa han; hun kunde derfor lægge sig til at sove ligesaa trygt som hun laa i dragkisteskuffen til mor sin.
Skogboen vendte sig nu mod herr Bird:
«Stakkars skabning! Jaget som en hind, bare fordi hun vil berge barnet sit.»
Han bad herr Bird om at hvile sig til det blev dag, og tilbød sig at kalde paa konen sin, for at hun kunde staa op og stelle i stand et leie til ham. Men raadsherren kunde ikke blive; for han skulde møde i raadsforsamlingen den næste dag.
«Ja, ja; siden De endelig maa afsted igjen med det samme, saa skal jeg følge Dem et stykke og vise Dem en bedre vei end den dere kom.»
Manden klædde godt paa sig, og kom med løgten sin ud til vognen.
Da de var kommet ud til veien og skulde skilles, stak herr Bird 50 kroner i haanden paa skogboen.
«De er til hende.»
«Godt!» svarte den store mand og nikked.
Saa trykked de hinandens haand til farvel.
NIENDE STYKKE.
Hvorledes en handelsvare blir hentet.
Morgenen efter Elisas flugt til Ohiostaten kom Haley for at hente Onkel Tom. Han var i ulag efter alt balet og ærgrelserne han havde havt dagen før.
Det var en raa, kold februarmorgen. Stemningen i Onkel Toms hytte var svært tung. Tante Chloe stod ved bordet og stelte med lintøiet og strømperne til Tom, mens taarerne randt i store draaber nedover hendes ansigt.
Tom havde netop læst sin morgenbøn. Han sad nu med haanden under kindet og med bønnebogen i fanget. Saa reiste han sig og gav sig til at se bort paa børnene, som endnu laa og sov.
«Det er sidste gangen,» sa han og sukked.
Tante Chloe stod og strøg paa en af de grove skjorterne hans; hun kunde ikke faa et ord frem. Saa satte hun sig paa en stol og gav sig til at graate.
«Det er en forfærdelig ulykke dette her!» klaged hun. «Fruen har nok sagt at hun skal prøve at kjøbe dig tilbage om nogen tid; men du blir vist aldrig kjøbt tilbage. Kommer du først ned til de hjerteløse menneskene i syden, vil de nok snart gjøre ende[81] paa dig med det fæle træle-arbeidet paa bomulds-markerne; jeg har aldrig hørt at nogen kommer tilbage derfra.
«Den samme Gud er nu der nede som her oppe,» trøsted Tom hende.
«Det kan saa være,» sa hun; «men Gud lar ofte svære ulykker komme, og jeg kan derfor ikke finde stor trøst i at den samme Gud er der nede som her.»
«Jeg har overgivet mig i Guds haand. Det kan ikke gaa mig værre end han vil, og vi maa finde os i Guds vilje. Jeg er dog hjertelig glad over at det er jeg som er blit solgt, og ikke du og børnene. Dere kan faa ha det godt her hos herren og fruen.»
«Ha det godt?» gjentog Chloe. Det er ikke saa visst, hvor længe det kan vare. Naar massa ikke har mer hjerte i livet end at han kan sælge dig, som har slitt og slæpt saa trutt for ham som du har gjort i de mange herrens aar, saa....»
«Chloe,» afbrød Tom hende, «du maa ikke sige noget ondt om massa. Jeg har gaat med ham paa armene mine, da han var liden, og han har altid været god mod mig. Naar han nu har solgt mig, saa er det fordi han har været nødt til det. Jeg er viss paa han ikke har gjort det med let hjerte.»
Midt under sin dybe sorg kom Tante Chloe til at huske paa en maiskake, som[82] skulde blødes op til frokosten. Med ett reiste hun sig op for at gjøre tøiet i stand, før hun gav sig i færd med maden. De rene og pene skjorterne, som nu var strøget og glattet med den størte omhug, blev sammen med det andre tøiet hans pakket ned i en reisekasse.
«Her i denne kroken lægger jeg trøierne dine, og her ligger strømperne med naal og stoppegarn i.... Aa! hvem skal nu stoppe og bøte til dig? og hvem vil bry sig om dig, om du blir syg og daarlig!»
For sidste gang dækked den sorgfulde hustru bordet for manden sin. Hun havde sørget for at have noget rigtig godt at sætte paa bordet for ham: kyllingstek, maiskake, syltetøi og mange andre gode ting.
Smaagutterne var nu kommet op af kassen sin. De gjorde store øine, da de saa al den deilige maden som var sat frem paa bordet.
«Aa, Pete, hvor den skal smage!» ropte Mose og hopped i veiret af glæde.
Men med ett fik han en forsvarlig ørefik af moren. «Din uskikkelige unge,» sa hun, «som giver dig til at hoppe og støie i dag, da faren din maa reise fra os!»
«Chloe!» bad Tom mildt.
«Ja, men det er altfor ilde, dette her.» Hun holdt forklæet for hovedet og graat høit.[83] «En kan gaa rent fra vetet af sorg og fortvilelse!»
Smaagutterne saa nu skræmte og forpinte fra den ene til den andre. Den mindste stod i bare skjorten, skreg og halte i kjolen til moren.
«Saa saa, vesle skatten min!» sa hun og tog barnet op til sig «Nu er det godt igjen. Spis nu, far! og dere smaagutter faar ogsaa komme og faa mad nu; men dere maa ikke brøle og støie, skjønner dere.»
Onkel Tom tog nogen mundfuld, og fik derefter fat paa den vesle datteren sin, som nu igjen var blit glad og fornøid. Hun gav sig til at daske faren sin i ansigtet og ruske i haaret paa ham.
«Det velsignede barn!» udrød Tante Chloe. «Hun faar kanske ogsaa opleve den dag da hun maa se paa at de drager afsted med manden hendes. Og gutterne blir vel solgt, de ogsaa.»
Den ene af dem havde staat og set ud af vinduet, og gav sig nu til at rope: «Aa, der kommer fruen!»
«Hvad skal hun her?» spurte Tante Chloe, og tørked øinene og slog paa nakken.
Fruen saa bleg og nedtrykt ud. Med stiv holdning og sure miner tog Tante Chloe en stol og satte frem til hende.
«Tom!» sa fruen; men i det samme tog[84] graaten hende, og hun lod sig synke ned paa stolen.
«Aa, frue, gode frue!» udbrød nu Tante Chloe og tog ogsaa paa at graate.
Og i nogen minuter graat og hulked de alle sammen uden at sige et ord.
«Min gode trofaste Tom!» fik endelig fru Shelby stammet frem. «Jeg kan ikke gjøre noget for dig nu, saa gjerne jeg vilde; men det lover jeg dig, at saa vist som jeg sidder her, skal jeg holde øie med hvor det blir af dig, og kjøbe dig tilbage, saa snart vi faar skrabt pengene sammen.»
I det samme ropte gutterne at Haley kom.
Med et plumpt stød af støvlen sin sparked slavehandleren døren op.
«Naa, du negertamp.... Deres ærbødige tjener, frue,» hilste han og bukked og skrabte for fruen.
Tante Chloe sendte ham et blik fra et par gnistrende øine. Det var som hendes taarer med ett var blit til lyn og ildgnister.
Sagtmodig reiste nu Tom sig for at følge sin nye herre. Han stak lommebibelen sin til sig og løfted den tunge kassen op paa akslerne. Hans hustru tog den vesle paa armen, og med de graatende smaagutter fulgte hun ham ud til vognen.
Fru Shelby holdt slavehandleren tilbage nogen øieblik og talte med ham i en alvorlig[85] tone. Imens havde en skare af unge og gamle paa gaarden samlet sig omkring vognen. De vilde sige farvel til sin gamle kamerat. Alle var nedslagne og sorgfulde over at deres arbeidsformand og kristelige lærer skulde drage bort.
«Jeg kan ikke skjønne, Tante Chloe,» sa en af konerne, som havde givet taarerne frit løb, «at du kan ta dette her saa rolig.»
«Det er slut med mine taarer!» svarte hun og saa forbitret bort paa Haley, som nu kom gaaende. Jeg er ikke slig at jeg kan graate, naar jeg ser paa den uslingen der.
Tom steg op i vognen. Negrene stirred; en og anden af dem fik vridninger i ansigtet af harme og sorg.
Men da handelsmanden tog et par tunge fodlænker frem og spændte dem om armene paa Tom, hørtes skrig og harmfulde udbrudd fra flokken.
Jeg forsikrer Dem, herr Haley, at det er aldeles unødigt, ropte fruen, som var gaat op paa svalen.
«Det forstaar jeg bedre end De, frue. Jeg har alt havt tab nok, om jeg ikke ogsaa skal miste ham.»
«En kan ikke vente andet af et sligt æsel,» sa Tante Chloe, som ikke kunde styre sin harme, mens begge gutterne, som nu skjønte[86] hvorledes det hang sammen med faren, greb fat i kjolen hendes og storgraat.
Shelby var ikke tilstede. Sorgfuld og mismodig som han var, havde han reist bort for at slippe at overvære denne sørgelige afsked.
Graableg og rolig sad Tom paa vognsædet.
«Det gjør mig ondt, at unge massa Georg ikke er tilstede,» sa han; «jeg vilde saa gjerne sagt ham farvel.»
Georg var dagen før reist bort til en grannegaard for at være der nogen dage; han vidste intet om at Tom var solgt og Elisa flygtet.
Nu gav Haley hesten et slag med svepen, og vognen rulled af gaarde. Tung om hjertet sad Onkel Tom og saa tilbage mod den gamle gaarden, til den forsvandt for hans blik.
* * * * *
Da de havde kjørt en halv mils vei, stanste Haley udenfor en smidje. Han tog frem to haandjern og gik ind for at faa stelt lidt paa dem. «De er vel smaa,» sa han.
Smeden saa ud mod vognen, som holdt udenfor. «Men hvad ser jeg ... er det ikke Onkel Tom?»
«Jo.»
«Men hvorledes ... Shelby har nu vel aldrig solgt ham?»
«Jo, det er netop det han har gjort.»
«Det gjør mig hjertelig ondt....»
«Lad os nu ikke bli blødagtige, smed.»
«Ja men det er da unødigt at sætte haandjern paa ham; han er det skikkeligste menneske som kan gaa i to sko.»
«Netop derfor vil jeg holde fast paa ham. Det er ellers min mening at sætte ham i en god tjeneste som husslave hos bra folk.»
«Ja men han har kone og....»
«Kone? Hvad kommer det mig ved?—Han kan ta sig en ny; det er saa-men kvind-folk nok alle steder.»
Tom sad i sine egne tanker, saa hørte han med ett hovslag bag sig, og før han vidste ordet af det, sprang en rask gut op i vognen til ham og slog graatende armen om halsen hans.
«Massa Georg!» udbrød Tom.
«Aa, det er da afskyligt som de farer med dig ... aa Onkel Tom, Onkel Tom!... Og du har lænker om benene ... lænker!» Gutten skjændte og graat. «Den skarv, det æsel! Aa, jeg skal jule ham, klore ham, sparke ham!»
Tom hyssed paa ham og saa bort mod smidjen. «Massa Georg maa ikke rope saa høit.»
«Ja men det er skammeligt, skjændigt!» blev gutten ved. «Du kan tro jeg gav dem en overhaling hjemme ... og han der ... gid jeg....»
«Jeg er saa ræd for at han skal høre det.»
«Høre det? Aa, det skulde fryde mit hjerte, om jeg kunde rundjule den karen.»
«Det vilde bare gjøre det værre for mig.»
«Se her!» sa gutten, efter at det var kommet noget mer ro over ham, og tog frem en stor blank sølvskilling med et baand i—«den skal du ha.»
«Nei, massa Georg, nei....»
«Jo vist skal du ha den! Om halsen med den! Skynd dig og knap trøien over den, ellers tar han kjeltringen den fra dig.»
Tom sad hele tiden og saa urolig bort mod smidjen.
«Og husk saa paa, hver gang du ser paa den, at jeg tænker paa dig. Jeg har lovet mig selv hellig og dyrt, at jeg en dag skal komme og hente dig, hvor du saa er, det skal jeg. Og jeg skal bygge dig et hus, naar jeg blir stor, og du skal faa en fin stue med teppe paa gulvet....»
«Tak, massa Georg; men....»
«Hold bare ud! jeg skal nok komme. Og du skal faa det godt, saa godt!»
Nu kom Haley med haandjernene.
«Hør, De der!» sa gutten og satte op et harmfuldt ansigt. «Det er skammeligt, slig som De bærer Dem ad med Tom; jeg siger det til forældrene mine.»
«Vær saa god!» lo manden.
«De ler! De burde skamme Dem, burde De. At bruge sit liv til at handle med mennesker og binde dem ligesom kvæg ... aa, det er lumpent, afskyligt—fy!»
«Ha-ha-ha! Jeg mener, at saa længe der er fine folk som sælger mennesker, saa længe er der ogsaa folk som kan kjøbe mennesker.»
Gutten bed sig i læben. «Vent bare til jeg blir voksen!»
Han svang sig op paa hesten sin og saa sig om, med en mine som han mente at han en gang skulde lægge hele verden under sig.
«Gud være med dig, Tom! Hold ørene stive! Jeg kommer!» sa han og red afsted.
Tom førte haanden ind under trøien og trykked skillingen tæt ind til sit hjerte.
«Nu vil jeg sige dig det, Tom,» tog Haley til orde og kasted haandjernene ind i vognen, «at hvis du bare vil sidde pent stille og opføre dig vel, saa vil du ogsaa bli stelt pent med af mig. Jeg er ikke noget umenneske. Men prøver du paa at rømme fra mig, saa....»
«Jeg rømmer ikke, massa.»
Og Haley trængte ellers ikke om at være ræd for det, selv om han prøvde paa det; for med de tunge jernlænkerne om benene kunde han nu ikke komme saa langt.
TIENDE STYKKE.
Fremmede reisende.
Det var en regnfuld eftermiddag noget ud paa kvelden. I et vertshus i Kentucky var samlet et blandet selskab af hvide og sorte mennesker. En saa her store magre kentuckyanere i jagtskjorter og med kniver i beltet. De strakte sig med dinglende lemmer paa bænkene, mens deres hunder, sammen med smaa negerbørn, laa og roted i krokene mellem kuleposer og jagtskrepper. En saa velfødde handelskarer, utslæpte arbeidere, og en hel skare af halvnøgne tjenere, som hæsblæsende fór omkring for at udføre sin husbonds bud og paalæg. Paa hver side af arnen sad en langbenet landmand med hælene oppe paa kanten af arnestedet, og lod sig ride frem og tilbage paa stolens bagben.
Verten, som stod bag disken, var, ligesom de fleste andre, en sværlemmet godmodig kar, med et vældigt haar og en høi hat.
Alle havde hat paa, endda de sad inde. Men der var flere slags hatter: filthatter, palmehatter, fedtede beverskindshatter, og hver hat indtog sin særegne stilling paa hovedet: én var trukket ned mod det venstre øret, en anden mod det høire, en tredje var skudt bagover nakken, en fjerde fremover næsen,[92] og saaledes videre. En maatte faa indtryk af at alle som var samlet her tænkte ved sig selv: «Jeg bærer hatten min som jeg selv vil.»
Paa arnestedet brændte en livlig ild, men dørene og vinduerne stod aabne, og alt i ett fór isnende pust af den raakolde luft over hovederne paa selskabet. Frisk luft vilde de ha, disse karerne.
Det var værdige efterkommere af de gamle kentuckyanere som var samlet her. Forfædrene deres havde været haardføre jægere, som færdedes i de store skoger, og om natten laa og sov under Guds frie himmel, med benene opover trær og stammer.
En ny gjest stiger ind i vertshuset. Det var en gammel velklædd mand, lav af vækst, men tykfalden. Han satte sin vadsæk og regnhat fra sig og saa sig varsomt om. Han holdt stadig øie med tøiet sit, som om han var ræd for at nogen skulde ta det fra ham.
En af de langbente landmænd, som laa med støvlerne oppe paa ovnskanten, og som alt i ett spytted med en forbausende kraft ud i stuen, vendte hovedet om og skjød en æressalve mod den nye gjest.
«Noget nyt?» spurte landmanden den fremmede.
«Ikke det jeg ved af.»
«En skraa?» tilbød landmanden og holdt en rull tobak frem.
«Nei mange tak! jeg bruger ikke skraa,» svarte den fremmede og trak sig noget længer bort.
«Ikke det?» Landmanden skar en skraa af med jagtkniven sin og putted den ind i sin egen mund.
Den gamle herre for ængstelig sammen og gjorde et lidet rykk hver gang den anden sprøited en straale bort til ham. Da landmanden merked hans ængstelse, snudde han godmodig hovedet den andre veien og gav sig til at fyre løs paa brandjernene, som han hver gang traf med stor sikkerhed.
Den fremmede stod og saa paa en flok som havde samlet sig om en plakat som var opslaat paa væggen.
«Hvad er det?» spurte han.
«Aa det er ikke andet end en slave som efterlyses,» svarte en.
Den gamle herre tog nu sine briller frem, satte dem varsomt paa næsen og gik bort til plakaten og læste følgende:
«Efterlysning.
En meget lys mulat ved navn Georg er rømt fra undertegnede. Han er seks fod høi, har brunt krøllet haar, er meget opvakt, taler godt for sig og kan læse og skrive. Rimelig[94] vil han give sig ud for hvid. Han har dybe ar paa ryggen og akslerne, og i den høire haanden er indbrændt et H. Jeg giver 1500 kroner til den som bringer mig ham levende tilbage; jeg udbetaler samme sum til den som kan forevise mig paalideligt vidnesbyrd for at han er blit dræbt.»
Den gamle læste kundgjørelsen meget nøie og syntes at blive noget urolig.
Landmanden reiste sig, gik bort til plakaten og spytted en fuld ladning tobakssaft paa den.
«Det er min mening om den ting,» sa han og gik rolig tilbage til sin plads.
«Men hvad gjør De!» udbrød verten.
«Jeg gjør det samme som jeg vilde gjøre med den som har skrevet plakaten, om han var her,» svarte landmanden og tygged rolig paa sin skraa. «En mand som steller sig slig med sine folk at de rømmer fra ham, fortjener ikke bedre end at miste dem. En slig plakat som denne der er en skam og skjændsel for Kentucky; det er min mening, om nogen kunde ha lyst at høre den.»
«De har ret, min ven,» sa den fremmede og blev mere modig. «Jeg tror jeg kjender noget til den manden som det lyses efter. Det er ingen tvil om at det er en ung vakker mand som i flere aar har arbeidet i min seildugsfabrik. Han er en svært bra kar,[95] med et godt hoved. Mens han var hos mig, opfandt han en maskine til at rense hamp med, en fortrinlig indretning, som nu bruges i en mængde fabrikker. Hans herre har tat enerett paa den og tjener mange penger paa den.»
«Og saa har han givet ham brændemerket i haanden som løn for denne opfindelse! Aa, jeg kunde ha lyst at træffe den karen en gang!»
«Han har nu vel sat sig op mod sin herre,» mente en. «Jeg kjender disse kloge udspekulerte negersjæler, de er ikke altid saa greie at stelle med.»
«Ja, det kan saa være det; De burde sende en bestilling op til Vorherre paa en flok negre uden sjæler, De,» slængte landmanden ind.
Det blev med ett stilt i stuen. En del af gjesterne gik bort til vinduerne for at se paa en enspændt vogn som kom kjørende og stanste udenfor døren. Et øieblik efter steg en herre med en mørkladen, spansk hudfarve og svart krøllet haar ind i gjestestuen. Han havde en tjener med sig, og viste med haanden hvor han skulde sætte hans kuffert. Rolig og utvungent gik han med hatten i haanden bort til verten:
«Mit navn er Butler,» sa han, «jeg vil gjerne ha et værelse.»
Verten bukked for den fine gjest og sendte straks nogen tjenere i vei for at gjøre værelset i stand.
Utvungent gik den fine mand omkring i stuen. Han fik øie paa plakaten, læste dens indhold, og vendte sig derefter med en ligegyldig mine om og sa til tjeneren sin:
«Mødte vi ikke netop en slig fyr her ude paa veien?»
«Jo, massa; men vi saa ham jo ikke i haanden, saa vi kan nu ikke være saa visse paa at det var ham.»
«Nei, det gjorde vi rigtignok ikke,» svarte herren og gjesped ligegyldig. «Det kan nu ogsaa være os det samme, hvem han var.»
Han forespurte nu, om ikke værelset snart var i orden; han maatte skrive et par breve.
«Det skal øieblikkelig være i stand,» forsikred verten.
Fabrikanten havde hele tiden med øinene fulgt den unge herre, som nu gik bort til ham.
«Er det ikke herr Vilson?» spurte han i en kjendt tone og rakte ham haanden.
«Jo, men ... æ-hæm!»
«De kjender mig ikke igjen? Butler. Harry Butler fra Oakland.»
«Æ-hæm!... Ja, ... Jo vel ... æ-hæm!»
En negergut kom og meldte at værelset var færdigt.
«Det var rigtig heldigt, at jeg traf Dem her,» sa den fine herre. «Jeg skulde netop tale med Dem om en forretningssak.—De vil ikke være saa venlig at følge med op paa mit værelse?»
«Med fornøielse.»
Oppe paa værelset knitred en nytændt ild i ovnen. Et par piger fór omkring for at sætte alt til rette, og skyndte sig derefter ud af døren.
Da de to herrer var blit alene, vred den unge mand nøklen om i døren og stak den i lommen, vendte sig derpaa om mod Vilson og saa ham lige i ansigtet:
«De kjender mig—ikke sandt?»
«Georg! Hvem kunde tro det?»
«Ja, jeg er ganske godt forklædd,» sa den anden og smilte. «Lidt valnøttebark har forandret hudfarven til vakker brun, og haaret er farvet svart, saa jeg ligner ikke meget den karen som efterlyses.»
«Georg, det er et vaageligt spil!»
«En gjør hvad en kan for at berge sig.»
Det var efter sin far Georg havde arvet det vakre ansigt og den stolte modige aand. De svarte ildfulde øinene og det mørke skjæret i huden havde han efter moren, som havde været trælkvinde paa farens gaard. Ingen[98, 99] kunde se at det var negerblod i ham, slig som han saa ud nu. Hans forandrede ansigtsfarve, og den frie og lette maade han førte sig paa, gav ham mest lighed med en fin mand af spansk blod.
«Bare De nu ikke kommer galt fra dette her!» sa Vilson og stod og bævred, som om han selv var ræd for at blive blandet op i saken. «Jeg ved godt,» blev han ved, «at Deres herre har været svært haard mod Dem; alligevel....»
«Alligevel?»
«Ja, det er ikke rigtigt; De er Deres herre utro og sætter Dem op mod fædrelandets lover, ja imod selve bibelen, som udtrykkelig....»
«Bibelen!» afbrød Georg ham og saa paa ham med et blik som lynte.
«Er det noget i verden som strider mod bibelen, saa er det det, at det ene menneske underkuer og mishandler det andet.»
«Æ hæm—ganske vist!» Han pudsed næsen og kremted igjen. «Men alligevel—apostelen siger: Enhver blive i den stand som han er kaldet til.»
«Ja, det er fuldkommen rigtigt, og jeg er kaldet til at leve som en fri mand,» sa Georg og retted sig op. «Sig mig, herr Vilson, om nu en flok indianere kom og fanged Dem en vakker dag og tvang Dem[100] med pryl til at gaa og hyppe mais, vilde De da sige: Nu er jeg kaldet til denne stand, og nu maa jeg blive her.»
«Nei, vist ikke; men alligevel—jeg er ræd for de faar fat paa Dem.»
Georg knapped op frakken og viste frem et par gode pistoler og en stor skarp bowiekniv, som han bar i beltet. «Lad dem komme!»
Vilson risted paa hovedet. Uden at have noget at sige, satte han sig ned og gav sig til at tygge paa haandtaget af sin paraply, som han havde tat med op paa værelset.
«Jeg sætter mig op mod mit lands lover, siger De. Ja det gjør jeg, og jeg gjør det med ærlig og god vilje. Hvem har givet disse lover? Tyranner og bødler. De tar sig selv rettigheder som de finder for godt, og lager lover for at verne om disse rettigheder; vi slaver, vi som er saa ulykkelige at have havt en slavinde til mor, vi har ikke noget fædreland, ingen rettigheder. Som barn saa jeg min mor stillet til auksjon—vi 7 søskend med—hun knælte og bad, at hun i det mindste maatte faa beholde mig, den yngste. Ved De hvad svar hun fik? Et spark af en støvlenæse.»
«Æ-hæm!—Ja....»
«Den herre jeg blev solgt til, kjøbte jo ogsaa den ældste søsteren min. Hun havde[101] faat en god opdragelse og var en svært vakker og god pige. Ved De hvorledes det gik hende? Ja det kunde være meget at sige om det; men jeg skal bare fortælle, at den sidste gangen jeg saa hende, gik hun i lænker i en slavehandlers kobbel, som skulde til Orleans og sælges paa markedet, sælges til et liv i skjændsel og nedværdigelse!» Et par taarer randt nodover kinderne paa ham.
«Ja det er fælt, afskyligt, men....»
«Jeg selv blev mishandlet som en hund, med pryl og skjeldsord og sult; men naar jeg om natten laa vaaken og graat, saa var det hverken af sult eller fordi jeg havde faat pryl, nei jeg graat af længsel efter min mor og mine søskend. Slig havde jeg det til jeg kom i tjeneste hos Dem. De var god mod mig, herr Vilson, De opmuntred mig til at opføre mig godt og lægge mig efter at lære noget; jeg lærte at læse og skrive, og meget andet. Men hvordan gik det mig til sidst?»
«Ja, det ved jeg.»
«Det ved De—ja. Men de kjender ikke den sidste mishandling. Vil De se her!» Han drog sin hanske af og viste Vilson et stort rødt H, som var brændt ind i huden. «Det gav han mig for fjorten dage siden, fordi han var ræd for at jeg skulde flygte fra ham.»
«Det ser fælt ud.»
«Ja, er det ikke hyggeligt at ha et sligt minde om sin kjære herre?» Han drog atter hansken paa. «Nei, kom ikke til mig med Deres tale om fædreland og lover. Naar jeg kommer til Kanada, hvor lovene vil verne om mig som ethvert andet menneske, saa har jeg et fædreland, og det fædrelands lover skal jeg lyde.»
Den unge mand havde talt sig varm, hans øine lyste med vild glans.
«Pokker skulde ta alle disse slynglerne, som steller med sine medmennesker paa den maaden!» udbrød Vilson. «Gaa Deres gang, og Gud give De maa klare Dem godt! Men De maa ikke skyde nogen, uden ... nei, jeg mener det er best, om De kan undgaa at skyde nogen.»
Vilson spurte hvor hans kone var.
«Flygtet, hun ogsaa, flygtet med sit barn—Vorherre maa vide hvorhen.»
«Ja, men hun havde det jo godt.»
«Hun havde det godt—ja; men hendes herre var kommet i gjæld og solgte gutten; saa flygted hun med ham.»
«Ja saa, er det gaat slig med hende,» sa han og putted nogen pengesedler bort i lommen til Georg. «Tag disse til reisen!»
«Paa ingen maade, herr Vilson!»
«Ingen talemaader her! De kan ikke[103] være uden penger. Tag dem bare, gutten min, tag dem!»
«Ja ja; men alene paa det vilkaar, at jeg betaler dem tilbage, naar jeg kan.»
«Naa ja, det kan vi jo altid tales ved om; men sig mig, hvem er den svarte karen De har med Dem?»
«Det er en som flygted til Kanada for et aars tid siden. Men saa fik han vide at hans gamle mor havde det vondt hos sin herre, og nu er han kommet tilbage for at trøste hende og om mulig faa hende bort.»
«Er det da gaat saa vel at han har faat fat i hende?»
«Nei, endnu ikke; han har gaat paa vagt ved gaarden nat efter nat; men han har ikke faat øie paa hende. Nu er det meningen hans at følge mig op til nogen venner i Ohio, som har været ham til hjælp, og saa vender han tilbage for at hente hende.»
«Det er et farligt spil.»
Georg retted sig op og sendte ham et haanende øiekast.
«Aa, hvor De har forandret Dem!» sa Vilson, som la merke til hans stolte holdning.
«Jeg er en fri mand, jeg har sidste gang sagt «massa» til noget menneske. Jeg er fri!»
«Ja, men tag Dem nu i vare. De ved ikke hvorledes det kan gaa Dem.»
«Nei, De har ret i det,» sa Georg og[104] drog et dybt suk. «Hænder det mig noget galt, blir skudt eller stukket ned, saa blir jeg vel slængt til side og nedgravet som en hund: ingen vil bry sig om mig; naar dagen er gaat, vil ingen mere tænke paa mig—uden én.»
«Ja, De mener Deres kone.»
«Herr Vilson, vil De gjøre mig en tjeneste, om De træffer hende?»
«Det vil jeg gjerne.»
«Vil De give hende denne brystnaalen, som hun en gang lod mig faa i julegave? Og vil De sige hende at jeg elsked og velsigned hende til min sidste stund? Vil De det?»
«Ja, det vil jeg,» gjentog den brave mand, med taarer i øinene og med skjælvende mæle.
«Og sig hende at det var mit sidste ord, da De talte med mig, at hun skulde se til at komme op til Kanada, og at hun aldrig maa vende tilbage til sin frue, hvor god hun saa end er; for slaveri ender altid med elendighed. Sig hende at hun maa opdrage gutten til en fri mand, saa vil han nok klare sig og aldrig komme til at lide det jeg har lidt. Vil De sige hende dette?»
«Det skal jeg. Men jeg haaber at De klarer Dem godt. De er en flink mand! Vorherre vil være med Dem.»
«Ja Vorherre?» sa Georg tvilende. «Naar jeg bare var trygg paa at der er nogen Vorherre.»
«Kom ikke med slige ord! Der er en Gud over os, en god Gud, som holder et vaakent øie med os, og som kan og vil hjælpe alle som sætter sin lit til ham. Stol paa ham, Georg, og alt skal bli godt, om ikke her, saa i det kommende liv.»
Georg blev grebet af disse hjertelige ord, takked sin gamle ven og loved at tænke over det han havde sagt.
ELLEVTE STYKKE.
En auksjon.
Haley og Tom kjørte afsted en stund uden at veksle et ord med hinanden. De var begge optaget med sine egne tanker.
Haley tænkte paa hvor meget han vel kunde vente at faa for en slig velbygd kar som Tom, naar han falbød ham paa markedet; det gjaldt at holde ham i god stand, det vilde derfor ikke svare regning at spare paa foret.
Han blev rent rørt over sin egen menneskekjærlighed: han havde jo bare sat lænker om benene paa Tom, mens andre handelsmænd[106] var haardhjertede nok til ogsaa at lænke hænderne paa de stakkars bester som de havde indkjøbt. Han var dog stygt ræd for at Tom ikke skjønte paa denne barmhjertighed som blev vist ham; den menneskelige natur har jo altid saa vondt for at være taknemlig.
Tom sad og tænkte paa et gammelt ord, om at vi mennesker ikke har noget blivende sted, men at Gud, som følger os paa vore veie, han har «beredt os et sted».
Handelsmanden tog op en avis af lommen og gav sig til at læse.
«En auksjon!»
Nu var han ikke videre flink i læsekunsten, men han fik dog saavidt stavet sig gjennem følgende kundgørelse:
«Efter øvrighedens behagelige ordre vil der tirsdagen den 20de februar ved raadhuset i Washington, til fordel for kreditorer og arvinger i dødsboet efter Jesse Oxford, blive bortsolgt følgende slaver: Hagar 60 aar, Jon 30, Ben 21, Saul 25, Albert 14. Hvilket herved kundgjøres for alle lysthavende.»
«Det skal holdes auksjon i Washington i morgen,» sa handelsmanden til Tom. «Jeg kunde nok have lyst til at være med der. Kanske jeg kunde faa kjøbt et par hyggelige[107] reisekamerater til dig, Tom, for veien sydover.»
Han loved at han i hvert fald skulde sørge for at Tom kom med i et godt kobbel. Foreløbig kjørte de nu til Washington, hvor Tom vilde bli lukket inde, mens han selv udretted nogen erender i byen.
Tom hørte taalmodig paa dette. Siden sad han og tænkte paa hvor mange af disse stakkarne, som skulde sælges paa auksjon, blev rykket bort fra sine kjære, ligesom han selv.
Ud paa kvelden kom Haley og Tom til Washington, hvor de fik herberge natten over, Haley selv i et lunt vertshus, og Tom i et fængselsrum.
Ved elleve-tiden dagen efter havde en blandet flok af forskjellige slags mennesker samlet sig ved raadhustrappen. Slaverne som skulde sælges sad sammenkrøbne i en klump og hvisked spændt og ængstelig med hverandre.
Haley gik bort til flokken og aabned munden paa en gammel mand og saa ham paa tænderne, lod ham saa reise og bøie ryggen og gjøre forskjellige andre bevægelser, for at vise om han var rask og rørig.
Derefter vendte han sig til en anden, som han tog i øiesyn paa samme maade. Endelig undersøgte han gutten, kjendte paa musklerne[108] hans, strakte armene ud paa ham, saa paa hans fingre, og lod ham hoppe, for at vise sin raskhed.
«Mig og han hører sammen,» sa en gammel[109] kone med angstfuldt mæle. «Mig og han skal sælges sammen, massa.»
Haley lod som han ikke hørte dette.
«Mig er slet ikke saa gammel,» vedblev konen,—«kan godt arbeide.»
Med hænderne i lommen, cigaren i den ene mundvigen og hatten nede paa øret, drev Haley bortover til auksjonsstedet.
«En burde forbarme sig over Hagar og se til at faa solgt hende og sønnen under ett nummer,» sa en medlidende mand, som havde talt med auksjonsholderen.
«Hun er da ikke andet end skind og ben,» svarte Haley. «Og hertil kommer at hun er blind og rent vanskabt af verk.»
«Ja men det er synd at skille dem,» blev den anden ved. «Hun har gjennemgaat svært meget, stakkars kroken; alle børnene er solgt fra hende, saa nær som denne gutten, som hun nu sidder og famler efter med hænderne alt i et.»
Haley spytted ud i en stor bue. «Gutten kunde jeg ha lyst paa at kjøbe, men moren vilde jeg ikke eie, om jeg fik hende for ingen ting.»
«Aa, hun vil blive rent fortvilet, om hun blev skilt fra sønnen.»
«Ja, det er meget rimeligt.»
Det blev i dette øieblik banket med en[110] hammer i bordet, og en høi røst ropte: «Nu begynder det, mine herrer!»
Hagar greb efter sønnen sin. «Hold dig tæt ind til mig, rigtig tæt,» sa hun.
«Ja men om de nu skiller os ad, alligevel!»
«Det gjør de ikke, barnet mit. Jeg dør, jeg, om de gjør det.»
«Aa vær saa god og giv lidt plads, mine herrer!» ropte auksjonsholderen, da en af slaverne blev ført frem.
Saa tog han til med opropet. Folk slog ring omkring bordet og bød livlig.
Haley fik tilslaget paa de to første som blev solgt.
Saa kom turen til gutten. «Op med hovedet, saa folk kan se det er liv i dig!» sa auksjonsholderen.
«Gode massa,» bad den blinde mor og holdt fast i gutten, «massa sælge ham og mig sammen!»
«Sludder!» svarte auksjonsholderen og rev gutten fra hende. «Din tur kommer bagefter. Op paa blokken med dig, din morian!»
En dyb tung stønnen hørtes bagved dem, men gutten maatte lystre; han saa tilbage efter moren, tørked et par taarer af øinene, og steg saa op paa blokken, som slaverne[111] maatte stille sig paa, for at de bydende kunde ta dem rigtig godt i øiesyn.
En vakker og velbygd gut var han, og folk bød da ogsaa paa ham som de var rent gale. Ængstelig saa han fra den ene til den andre, mens folkene ropte sine bud i munden paa hverandre.
Endelig faldt hammeren.
Herr Haley fik ogsaa denne gang tilslaget, og gutten blev draget ned af blokken og ført bort til sin nye herre.
Moren skalv over hele kroppen og famled ud i luften for at faa fat paa ham.
«Massa ogsaa kjøbe mig!» bad hun. «Massa, hør mig—for Guds skyld! Jeg dør, om massa ikke ogsaa kjøber mig.»
«Aa, du vil nu dø alligevel,» svarte Haley kort og snudde sig fra hende.
Det var ikke mange som bød paa konen. Den manden som havde bedt for hende kjøbte hende for en liden sum.
«Aa, Albert, mit eneste, mit sidste barn!» jamred hun med en hjerteskjærende tone.
«Du maa ikke graate, mor; de siger du har faat en svært god herre,» trøsted gutten hende, men graat selv saa saart.
«Se at faa hende bort!» ropte Haley. «Hun har ikke godt af at være her nu.»
Dels ved at tale godt for hende, og dels ved at true og rive i hende, lykkedes det at[112] faa hende til at slippe gutten, og nogen barmhjertige mennesker tog sig af hende og trøsted hende, mens de førte hende bort.
«Se saa!» sa Haley lettet og saa paa de tre slaverne han havde kjøbt.
Saa tog han frem et knippe haandjern og la dem om haandleddene paa dem, lænked dem sammen og drev dem bort i fængslet.
«Puh! Det var fælt at se paa den tossete kjærringen, slig som hun tog paa vei!»
TOLVTE STYKKE.
Paa Ohioelven.
Nogen dage efter gik Haley med de fire slaverne sine om bord paa en Ohio-damper. Det var den første flok af det kobbel som skulde samles op paa de forskjellige steder langs stranden, hvor hans opkjøbere stod færdige med sin fangst.
Damperen var et vakkert hurtiggaaende fartøi. I straalende solskin gled den hurtig ned ad elven, med det frie Amerikas stjernebanner vaiende over sig. Dækket var fuldt af pyntede damer og herrer, som i munter[113] stemning gik frem og tilbage mellem hverandre og nød den vakre dag. Flokker af smaabørn dansed og fløi omkring som sommerfugler; alt var liv og glæde.
Men nede paa underdækket sad en flok negre mellem det andre fragtgodset. De talte med hverandre i en dæmpet tone.
«Naa, gutter,» sa Haley, som kom ned for at se til dem, «jeg haaber dere tar det fornuftig. Ingen sure ansigter! Naar dere opfører dere vel, skal dere faa det godt. Skyd derfor hjertet op i livet og vær muntre og glade.»
«Ja, massa,» svarte slaverne; de var saa vante til at sige dette, at ordene kom mekanisk; men nogen virkelig glæde og munterhed havde vanskeligt for at indfinde sig hos dem.
Ogsaa den langbente landmanden fra vertshuset i Kentucky, han som spytted paa plakaten, var med om bord. Han gav Haley mangt et ærligt og velment haansord for den afskylige handelen han drev.
«De vil en gang faa et tungt regnskab at opgjøre med Vorherre, herr Haley,» sa han.
Men Haley mente at det regnskabet ikke kunde bli saa farligt; for han havde altid været en ærlig og bra handelsmand, og havde derfor en god samvittighed.
Dampskibet stopped flere steder og tog[114] ind nye slaver. Et sted kom en ung svart kvinde løbende op efter landgangsbroen, bored sig gjennem trængslen paa skibet og slog armene om halsen paa en af negrene, graat og stønned. Det var hendes mand. Men hun blev skyndsomt ført i land igjen.
En ung mand havde staat og set paa dette optrin. Han vendte sig mod Haley og spurte hvorledes han kunde finde sig vel ved at drive en slig handel som den han drev. «Her staar jeg,» sa han, «og glæder mig til at komme til kone og barn, mens den samme klokke som giver signalet til at føre mig frem til dem vil skille denne stakkars manden og hans hustru for stedse. Gud vil vist kræve Dem til regnskab for dette.»
Slavehandleren vendte sig fra ham uden at gi noget svar.
Mellem de reisende var det ogsaa nogen som mente at slaveriet var fastsat af Vorherre selv fra gammel tid; negrene var skabte til træler; det var ikke noget at sige paa den ting,—mange af dem har det ellers godt.
Haley gik tankefuld frem og tilbage paa dækket.
En dag, da skibet la til ved en liden by, gik han i land i et forretnings-erend.
Tom havde endnu lænker om benene, men dette hindred ham dog ikke i at gaa med smaa skridt omkring paa dækket. Han[115] var gaat over til den ene siden af skibet og stod og saa mod land.
Efter at have staat der en stund, saa han sin herre vende tilbage med en ung svart kvinde, som bar et lidet barn paa armen. Hun var pent klædd og saa glad og fornøid ud. Haley havde kjøbt hende paa det vilkaar, at hun skulde føres til Louisville og tjene som kokkepige paa den samme gaard hvor hendes mand arbeided.
Klokken ringte til afgang. Skibet gled fra bryggen og damped afsted videre efter ruten.
Den unge mor satte sig ned, og lykkelig og glad trykked hun den vesle gutten sin ind til brystet.
En mild luftning gik over dækket, solskinnet spilled paa bølgerne, og glade stemmer summed om ørene hendes.
En ung mand fik øie paa moren og barnet.
«Hvor skal den unge negerkvinde med det vesle barnet hen?» spurte han Haley.
«Hun er bestilt fra en gaard nede i Louisville,» oplyste handelsmanden og blaaste røgen af sin cigar ud i luften. «Hun skal være flink til at lage mad, og kan naturligvis ogsaa bruges til at at plukke bomuld.»
«Men gutten kan vel ikke lage mad og plukke bomuld.»
«Ham sælger jeg, naar jeg kan faa et godt bud paa ham.»
«Jeg kunde næsten ha lyst til at kjøbe ham, om De ikke holdt ham i altfor høi pris. Jeg vilde ha let for at opfostre ham i mit hjem.»
«Ja, jeg kunde selv opfostre ham, om jeg vilde; men faar jeg ham godt betalt, har jeg intet imod at sælge ham.»
Efter at have talt en stund om handelen, bød den unge mand halvandet hundred kroner for gutten.
«Tag ham da! Men sig mig, hvor skal De gaa af?»
Stedet blev nævnt.
«Det passer godt. Der er vi i mørkningen. Gutten sover da, og moren gaar omkring paa dækket og ser sig om—passer svært godt—faar listet ham bort uden skrig og skraal, skjønner De.»
Ud paa kvelden la dampskibet til ved et lidet stoppested. Moren havde ganske rigtig faat barnet til at sove og lagt det fra sig; selv var hun gaat til den andre siden af fartøiet, hvor hun stod og saa paa folkene som havde mødt frem paa bryggen.
Da hun vendte tilbage, var barnet borte.
«Ja, det kunde ikke nytte du fik gutten med ned til gaarden,» sa Haley; «jeg kom til at faa et godt bud paa ham, og saa solgte[117] jeg ham til en flink ung mand, som vil sørge for at han faar det godt.»
Det var som hun havde faat en kule i hjertet. Dødbleg satte hun sig ned, uden skrig, uden taarer; hendes hænder faldt slapt ned, øinene stirred ud i luften.
«Ja, jeg kan godt skjønne det maa være vondt for dig nu med det samme, dette her,»[118] sa Haley; «men du er en forstandig kone, som snart overvinder det.»
«Ti, massa, ti!» stønned hun.
Handelsmanden gav sig nu til at gaa frem og tilbage paa dækket og saa af og til bort til hende.
«Det var svært saa nær hun tar sig af dette,» mumled han for sig selv, «det er vist bedst hun faar sidde i fred en stund og summe sig lidt.»
Ud paa natten vaagned Tom med ett. Noget sort fór hurtig forbi ham bort til rælingen paa den andre siden af skibet, og et øieblik efter hørte han et plask i vandet, og saa blev alt stilt igjen.
Glad og oprømt vaagned Haley om morgenen og gik ned for at se til sine træler.
«Hvor i al verden er det blit af konen?» sa han, da han ikke fik øie paa hende nogen steds.
Saa fortalte Tom det han havde set og hørt om natten, og Haley skjønte snart hvorledes det hang sammen.
Han var vant med slige historier, og gjorde derfor ikke saa meget af det. Lidt ærgerlig blev han nu altid over det nye tab. Han tog frem regnskabsbogen sin og førte den mistede trælkvinde op paa tabssiden.
Men noget maatte det nu være som rørte[119] sig inde i ham alligevel; for han blev igjen urolig og rev sig i nakken.
«Kunde jeg nu bare være heldig med et par kobler til, fik det være slut med denne handelen,» tænkte han ved sig selv.
TRETTENDE STYKKE.
Paa Missisippi.
Saa naadde de ned til Missisippi. De reisende maatte her om bord i et andet skib. Det var en stor damper, som var ladd med en slig mængde bomuldsballer at den ligned en graa firkantet svømmende kjæmpeblok.
Tom syntes at ha fundet sig nogenlunde til rette med sin ulykkelige skjæbne. Han var blit kvitt lænkerne og havde faat lov til at gaa hvor han vilde omkring paa skibet. Ved sin stille rolige færd, ved sin taalmodighed og fromhed, og ved sin villighed til at hjælpe hvor han kunde, havde han vundet mange af skibsfolkene for sig.
Han kravled stundom op til en eller anden krok mellem bomulds-ballerne paa det[120] øverste dæk. Her kunde han faa sidde i ro med sin kjære bibel.
En 70-80 mil ovenfor Ny-Orleans ligger elven høiere end landet omkring. De mægtige vandmasser ruller her frem mellem faste høie dæmninger. Fra damperens dæk ser den reisende som fra en svømmende taarnbygning ud over landet i flere mils omkreds.
Det var en stille aften. Solen lyste paa den brede vandflade, rørene og de høie mørke cypresser ved bredderne gløded i det gyldne skjær, mens skibet stønnende arbeided sig frem med den vældige lasten. Tom sad i høiden og saa ud over arbeids-markerne. Han fandt her et levende billede af det liv han selv skulde gaa til. Han saa slaverne langt borte ved sit arbeide, han saa hytterne deres ligge i rækker et stykke fra de fine herskabsboliger med vakre haver og parker omkring. Og som nu disse levende billeder gled langsomt forbi hans blik, vendte hans hjerte sig med sterkere og sterkere længsel mod den vesle hytten, med de herlige blomster og slyngplanter opefter væggen paa fremsiden og med duft af renhed og hygge indvendig; han saa sin brave kone trippe om der inde, hørte smaagutternes latter og kommers, og det var som han saa sig selv sidde med[121] den mindste paa fanget og hørte hendes glædesskrig.
Men med ett blev alt borte. Han saa igjen de svaiende rør og glidende marker, hørte maskinens støn, og han skjønte at al den lykke han havde levet i der hjemme var slut for stedse.
Nogen store taarer drypped ned paa bogen hans.
«Eders—hjerte—forfærdes—ikke—» læste han paa sin langsomme og eftertænksomme maade. «I—min—faders—hus—er mange—værelser.—Jeg gaar—hen—for—at—berede—eder—sted.»
Mellem de reisende var der en ung mand som hedte Augustin St. Clare.
Sammen med sin seksaarige datter havde han været paa gjestefærd hos nogen slegtninger i Ny-England, og var nu paa hjemveien til sit gods i Orleans. Et søskendbarn af ham, frøken Ofelia, havde han faat til at følge med hjem, for at hun en tid kunde styre huset for hans hustru, som var sygelig.
Den vesle datteren hans hedte Evangeline. Som en lys og venlig solstraale fór hun omkring alle steder paa skibet. Tom saa ofte et glimt af den vesle lysklædde fe med det guldlokkete hoved. Altid var der et smil om munden hendes, let som en fugl hopped[122] hun om fra sted til sted, og forstod altid at stelle sig slig at hun ikke fik flekker paa kjolen sin. For Tom var det næsten som en Guds engel viste sig for ham, naar hun med ett kom til syne for ham bag en bomulds-balle og stod og saa mildt paa ham med de store mørkeblaa øinene sine.
Faren og frøkenen holdt stadig øie med hende, for de var ræd for hun kunde komme til nogen skade, slig som hun fór om alle steder.
Somme tider kunde hun stille sig ved rækverket og se ned til fyrbøderen, som stod med kulskuffen ved det glødende ildsvelg. Det saa da ud som hun syntes synd paa ham og undred sig over at han kunde leve der nede i det hede dybet. Til andre tider kunde en se hende ved roret, hvor hun med sit smil og med de milde øinene sine var nær ved at faa rormanden til at glemme sit arbeid. Alle skibsfolkene var glade i hende, og mangen svart næve blev rakt ud til hjælp, naar det saa ud som hun holdt paa at falde over et og andet, eller hun holdt paa at bli skubbet til side af folk som ikke saa hende.
Ofte var hun ogsaa nede og saa paa negerkobbelet til Haley. Det hændte at hun kunde gaa ind mellem negrene. Hun saa med sorgfulde øine paa dem, letted paa lænkerne deres og sukked tungt. Stundom kom[123] hun med sukkergodt, nøtter, appelsiner, som hun med inderlig glæde delte ud mellem dem.
Tom havde glæde af at lage smaa legetøisaker til hende: kurver, fløiter og mange andre ting, og lidt efter lidt blev han og hun svært gode venner.
«Hvad heder den vesle frøkenen?» var det første han spurte hende om.
«Jeg heder Evangeline; men far og mor og alle mennesker kalder mig Eva. Hvad heder du?»
«Jeg heder Tom, og hjemme, der jeg er fra, pleide alle børnene at kalde mig Onkel Tom.»
«Saa vil jeg ogsaa kalde dig Onkel Tom, for jeg liker dig saa godt. Hvor skal du hen?»
«Ved det ikke, vesle frøken.»
«Ved du det ikke?» spurte hun med undring.
«Nei, jeg ved det ikke—skal vel sælges til en eller anden fremmed mand.»
«Da skal jeg sige til far at han skal kjøbe dig. Vil han det, saa faar du det godt.»
«Jeg siger den vesle frøkenen saa mange tak.»
«Just i dette øieblik la skibet til ved et landingssted for at ta ind kul.
Vesle Eva blev kaldt bort til faren sin,[124] mens Tom gik forud i skibet for at hjælpe mandskabet med noget arbeid.
Eva og faren bøide sig over rælingen for at se paa hvorledes hjulet arbeided nede i vandet for atter at sætte skibet i gang. Med ett tabte den vesle ligevegten og faldt i elven. Faren var paa nippet til at styrte sig ud efter hende; men før han fik gjort det, var en anden alt sprunget ud. Det var Tom. Han fik i hast tak i kjolen hendes, og nu var det en let sak for den sterke negeren at hive det spinkle legemet saa høit op, at et par af de hænder som raktes ud til hjælp kunde faa tak i hende. Vesle Eva blev saaledes draget op igjen. St. Clare slog armene om den vesle drivvaade sansesløse stakkaren og bar hende ned i kahytten, hvor hun snart kom til sig selv igjen og slog de store øinene op.
Da damperen den næste dag nærmed sig Orleans, blev det travlt om bord: De reisende samled sine saker, restauratøren, tjenerne og opvartersken skured og tørked støv, for at det vakre skib kunde tage sig saa godt ud som mulig, naar det holdt sit indtog i byen.
Nede paa underdækket sad Onkel Tom. Med korslagte armer og i sterk spænding vendte han sine øine mod en gruppe mennesker paa den andre siden af skibet.
Der stod vesle Eva, som var noget blegere end dagen før, men ellers uden spor af det indtrufne uheld. Ved siden af hende stod faren med en tegnebog i haanden. Han holdt netop paa at faa i stand en handel med Haley, som i høie toner roste sin vare.
«Kort sagt, en samling af alle mulige slags dyder indbundet i svart bind,» sa St. Clare med smil om munden, da Haley havde endt sin lovtale. «Men sig mig nu, hvor meget skal det nu betales, for at det kan bli handel af, aller hvor meget er De nu tænkt at snyte mig for?»
«Ja,» svarte slavehandleren, «om jeg nu sa 5000 kroner for den karen, saa var det ikke mer end saa vidt jeg fik igjen mine udlagte penger.»
«Stakkars mand! De vilde da næsten komme til at tabe paa den handelen. Men kanske De alligevel af hensyn til mig vilde lade mig faa ham for den pris?» spurte den unge mand og sendte Haley et spottende blik.
«Ja ja, men se nu rigtig paa ham—sligt et bryst—ligesom en hestebringe—og slig en pande! De kan tro, min herre, at der er forstand inde bag den panden; han er rent prestlærd, og tillige saa from og god som noget menneske kan være.»
St. Clare drog igjen paa smilen: «Jeg kunde næsten bruge ham som huskapellan.»
«Ja De spøger, men jeg vil sige dem....»
«Kjøb ham, far!» faldt den vesle Eva ind.
«Hvad vil du bruge ham til?» spurte faren hendes. «Vil du ha ham til at leke med—ligesom en gyngehest?»
«Jeg vil ha ham for at være god mod ham og gjøre ham glad.»
«Se her!» Handelsmanden rakte St. Clare et stort stykke papir. «Det er et vidnesbyrd fra hans forrige herre.»
Den unge mand tog mod papiret og saa det rask igjennem. «Ja, det kan jo være bra nok med al denne gudsfrygten; men jeg har set saa mange falske varer af den slags, at jeg ikke tror saa meget paa den.»
«Kjøb ham, far, kjøb ham!» tigged den vesle jenten.
«Naa, lad mig saa ta ham da,» sa den unge mand og rakte handelsmanden en bunke sedler. «Tæl dem selv, gamle snyter,» la han til og stak tegnebogen i lommen.
«Meget rigtig, fuldkommen rigtig!» sa Haley med straalende øine.
Han tog derefter pen og blækhus frem og skrev i en fart kjøbebrev, som han leverte den unge herre.
«Kom saa, vesle Eva!» sa St. Clare og gik med hende over til den andre siden af skibet,[128] hvor Tom stod. Han tog ham under hagen og løfted ansigtet hans i veiret:
«Naa, Tom, hvad synes du om din nye herre?»
Tom læste i samme øieblik i den unge mands glade ansigt, at han var et godt menneske.
«Gud velsigne Dem, massa!» sa han.
«Det haaber jeg han gjør, enten det nu blir for din eller min skyld. Sig mig, kan du kjøre et par hester?»
«Jeg har været vant til at kjøre fra jeg var en liden gut, massa.»
«Godt! Saa kan du blive kusk for min hustru, men kun paa det vilkaar at du ikke drikker dig fuld.»
Tom saa paa ham og kjendte sig krænket: «Jeg drikker aldrig brændevin, massa!»
St. Clare drog paa smilen: «Det vil du bilde mig ind? Men du vil staa dig bedst paa slet ikke at drikke. Ja ja, se nu ikke saa modfalden ud,» la han til, vi kommer nok ud af det med hinanden, skal du se.»
«Jeg skal skikke mig vel, massa.»
«Og du skal faa det godt,» loved vesle Eva. «Du skal ikke bry dig om det som far siger; for det er bare spøg; han er saa god.»
«Tak skal du ha, vesle vennen min, for dit gode skudsmaal,» sa St. Clare og lo.
FJORTENDE STYKKE.
Da den vogn som hented Augustin St. Clare med følge paa dampskibsbryggen rulled ind gjennem porten til St. Clares slot, kom en hel vrimmel af farvede tjenere og tjenerinder farende ud for at tage mod sin herre.
Vesle Eva saa ud som en fugl som er i færd med at flyve ud af buret; saa utaalmodig var hun af bare glæde og henrykkelse.
«Jo, her er rigtig vakkert,» sa frøken Ofelia og steg ud af vognen.
Tom spilte øinene op og saa sig om til alle sider. Et sligt herligt sted havde han aldrig set magen til før. Han var straalende af forundring og glæde.
«Naa, Tom, det lader til at du synes om stedet,» sa St. Clare.
«Ja, massa, her er meget at se paa her.»
Den store gaardsplads var omspændt af fire sammenbygde fløier, med rundtløbende, brede svalganger, som hvilte paa yndefulde buer og piller. I midten af gaardspladsen var et stort springvand, som pladsked i sølvklare buestraaler ned i et marmorbækken, omkranset med en bred rand af duftende fioler.
Rundt springvandet gik en spasergang, brolagt med kunstig tilhugne stener. Udenfor[130] spasergangen laa et grønt græsgrodd belte, mens en kjørevei gik rundt det hele. I grønsværet stod to orangetrær, som for øieblikket var i fuld blomst og udsendte den herligste duft, og i ytterkanterne af det stod marmorvaser med fint udhugne blomsterslyngninger og fulde af ildrøde planter, mørke arabiske jasminer, roser, citronlugtende verbener, og mange andre slags blomster. Paa svalgangene var ophængt gardiner af maurisk tøi, som kunde drages sammen for at skygge for solen.
St. Clare smilte med en viss indre selvfølelse, da han saa hvor optaget de andre var af at se og beundre hans hjem.
Fra alle sider oppe paa svalgangene og nede i dørene og gangene krydde svarte hoveder nysgjerrig frem.
«Af veien med dere!» bød en svært vigtig mulat og jaged en flok af paatrængende medtjenere tilbage: «Mig nok tage imod massa.»
De nysgjerrige tjenere maatte drage sig til side; bare et par store sterke karer blev tilbage for at bære reisetøiet ind.
Herr Adolf, en svært fin tjener, brisked sig med en straalende fin silkevest, guldkjede og hvide bukser.
«Naa, Adolf, hvorledes staar det til her hjemme?» spurte St. Clare.
Adolf bukked, smilte og holdt en liden velkomsttale til sin herre; efterpaa vifted han sig med det duftende lommetøklæet sit og strøg det pomadeglinsende haaret til siden.
«Men Adolf da, du gaar jo og lapser dig med min vest!»
«Aa, massa, jeg tar mig saa godt ud med den, og massa gaar vist ikke mer med den; for det er kommet vinflekker paa den.»
«Ja, ja, behold den da, dit asen,» sa St. Clare og smilte. «Men hør nu: naar jeg har vist frem denne fyren her, saa fører du ham ned i kjøkkenet!»
«Det skal ske, massa!»
«Men du vaager dig ikke til at være fornem eller stor paa det overfor ham; han er lige saa meget værd som to slige bavianer som du.»
«Ha-ha-ha, massa er saa spøgefuld!»
Den unge herre gik nu op i gangen, hvor en hel flok yngre og ældre tjenestfolk stod og smilte ham i møde.
«Naa, Mammy og Polly, hvorledes har dere det? Og du Jimmy?» Han gav dem alle haanden og nikked venlig til dem. «Hei!» ropte han, idet han snubled over en negerunge, som kravled om paa gulvet.
«Pas paa disse smaahvalpene! En kan jo komme til at træde dem ihjel.»
Før han gik ind, gav han en haandfuld[132] smaapenger til hver af folkene, og fik tusend tak og velsignelser til gjengjæld.
«Nu maa dere gaa eders vei,» sa han.
Og hele flokken fjerned sig gjennem en udgang til svalen.
«Haloi—Tom!» ropte han og vinked med haanden.
Tom traadte nu ind i værelset. Han saa alvorlig paa tepperne, paa de glimrende speile, malerier, statuer og gardiner, en pragt som han aldrig havde kunnet tænke sig. Han blev helt overvældet af al denne herlighed. Han stod stille og sukked af undring; det var saavidt han turde træde paa gulvet.
Vesle Eva var som en fugl fløiet ind til moren sin, som opholdt sig paa et fint udstyret rum mod svalgangen.
«God sag, søde mor!» hilste hun og slog armen om halsen paa hende.
«Saa saa saa, barn!» sa moren. «Jeg faar vondt i hovedet.» Hun gav den vesle et mat kys og saa træt og stur ud.
St. Clare steg ind og gav konen sin en let omfavnelse.
«Min kusine, frøken Ofelia,» forestilte han og slog ud med haanden efter frøkenen, som var fulgt med ind.
Fru Marie maalte den nye husbestyrerinde med øinene og rakte hende med træt høflighed haanden.
Nogen tjenestfolk viste sig ved døren. Mellem dem var Mammy, en middelaldrende mulatinde, som havde været barnepige for Eva og nu gjorde tjeneste som kammerpige for fruen.
«Aa, Mammy!» brød Eva ud og fløi om halsen paa hende og kyssed hende gang paa gang.
Denne kvinde talte ikke om hovedpine, endda hun led mere af dette onde end fruen. Glad tog hun den vesle jenten i favnen og trykked hende ind til sig.
Eva fór derpaa ud til de andre tjenest folkene og kyssed dem alle sammen, og delte ud nøtter og appelsiner og mange andre gode ting, som hun havde havt med hjem i en stor pose.
St. Clare førte sin hustru ind i værelset hvor Tom stod. «Her har jeg med til dig en ny kusk, som jeg tænker du tør kjøre trygt med,» sa han og pegte paa Tom. «Det er en rigtig trofast kar, som er saa rolig og adstadig, at han gjerne kunde bruges som ligvognskusk.»
«Han drikker naturligvis, han som de andre,» sa den fine frue.
«Det er netop det han ikke gjør; han er et rent mønster paa ædruelighed og gudsfrygt.»
«Gid det bare var sandt!» sukked fruen.
«Adolf!» kaldte St. Clare. «Følg Tom ned i kjøkkenet, og glem ikke det jeg har sagt dig!»
Adolf spankulerte let afsted, mens Tom drunted efter.
«En rigtig elefant!» mumled fruen.
St. Clare satte sig nu paa en stol ved siden af konen sin. «Naa, Marie, vær nu sød og blid, og sig mig nogen venlige ord til velkomst.»
«Jeg trodde du aldrig var kommet hjem mer,» sukked hun og var sur og grætten.
«Ja men jeg skrev jo og sa hvorfor jeg maatte trække reisen ud en fjorten dages tid....»
«Se her har jeg noget med til dig fra Nyork.»
Han tog frem en vakker liden fløielsæske med et billede af ham selv og vesle Eva, og gav hende.
Fruen saa misfornøid paa billedet. «Hvorledes kunde du komme til at sidde i en slig klodset stilling?»
«Aa, stillingen er en smagssak; men hvad synes du om ligheden?»
«Naar du ikke bryr dig om min mening om stillingen, saa er det bedst jeg tier,» sa hun og lukked æsken igjen.
«Pokker til kvindemenneske ogsaa,» tænkte han ved sig selv. «Vær nu ikke saa tver og vanskelig, Marie!» bad han.
St. Clare var en rig mand, men lykkelig var han ikke. I sine yngre dage havde han fattet kjærlighed til en ung og elskværdig dame. Med hende blev han ogsaa trolovet; men slette mennesker fór imellem dem med noget sladder, og trolovelsen gik over styr. Herover blev St. Clare meget ulykkelig. Men han var for stolt til at lade andre se sin sorg. Selv forsøgte han at glemme den ved at kaste sig ind i et vildt og uroligt liv. Men det lykkes ingen at glemme paa den maaden; det gjør bare vondt værre, og slig gik det ogsaa med St. Clare. Til sidst gifted han sig—halvt om halvt paa trass—med en svært rig dame. Hun var ung og vakker, men saa forkjælet og bortskjæmt, at det var liden udvei med hende. Egteskabet blev derfor paa ingen maade lykkeligt. Han gjorde sit bedste for at vise sig tilfreds og være venlig baade mod sin kone og mod andre; men i hans hjerte var det bitterhed baade mod Gud og mennesker.
Frøken Ofelia overtog styret i huset. Hun var en flink og viljefast kvinde, og alt gik i rolig og god orden. Kun fruen gjorde stadig opstyr med sine klager og sine krav om at alle skulde staa paa pinder for hende. «Det er ingen som bryr sig om mig,» sa hun, «endda jeg har huset fuldt af træler. Den eneste som tænker lidt paa mig er Mammy;[137] men ogsaa hun er egenkjærlig og—aah!»
«Men hun er da hos dig baade dag og nat,» sa St. Clare «hun steller jo om dig saa godt som det er raad.»
«Ja—og gaar evig og altid og klynker og sukker for manden og børnene sine. Uf! det er ikke til at holde ud.»
Mammy havde for en del aar tilbage maattet forlade sin mand og sine børn for at følge sin unge herskerinde til hendes nye hjem. St. Clare syntes synd om hende og havde ofte talt om at lade hende reise hjem til sine kjære, som bodde mange mil borte. Men fru Marie vilde ikke høre paa det øre; hun kunde ikke være uden Mammy. Hvad sorg kunde nu ellers en slig halvgammel mulatinde have? Nei, hun—fruen—hun kjendte til sorg og modgang. Aah, om nogen vidste hvad hun maatte lide! Men det vidste ingen; for hun gjemte sine lidelser hos sig selv.
Mammy led ofte af hovedpine. En dag, som hun var svært klein, bad vesle Eva sin mor om at faa vaake hos hende om natten istedenfor Mammy.
«Aa snak, barn!» sa fruen. «En skal ikke bry sig om det som tjenestfolkene gaar og jamrer sig for.»
«Hun gaar vist og længter efter børnene sine,» mente Eva.
«Længter? Som om en slig svart tjenestjente kjendte noget til længsel. Nei, jeg har kjendt hvad det er—den gang vesle Eva var borte. Men saken er, at Mammy er egenkjærlig og utaknemlig. Hun skjønner ikke det mindste paa hvor godt hun har det. Hun faar jo alt det hun trænger, kjoler og hovedpynt og alt muligt.»
Fruen tørked et par taarer af øinene og stelte paa den fine kjolen sin, slig som en due kan sidde og stelle med fjærene efter en regnskur.
Vesle Eva gik ud med faren sin.
«Det er et underligt barn, denne Eva,» sukked fruen. «Hun ligner slet ikke mig.»
Ofelia sa intet, men hun tænkte sit.
«Hun gaar og hænger ved tjenestfolkene og gjør sig jevngod med alle de sorte ungerne som findes paa gaarden,» klaged fruen. «Og min mand lar hende gjøre som hun vil,—han føier sig nu ellers efter alle og enhver, saa nær som efter sin hustru, han.»
Frøkenen sad stiv og strunk.
«Vel skal en være venlig og god mod sine folk,» blev fruen ved; «men en maa alligevel altid lade dem ha kjendsel af hvad trin de staar paa. Og er de ikke slig som de bør være, saa har en jo bare ett middel som duger.»
«Og det er?»
«Sende dem i fængslet og lade dem bli pisket.»
Frøken Ofelia mente nok ogsaa at negrene ofte ikke kunde være saa greie at faa skik paa; men naar en tog sig virkelig af dem, og tog det med forstand og kjærlighed med dem, saa kunde nok de ogsaa bli skikkelige og bra mennesker.
Tom havde det godt, og trivdes vel i sit nye hjem, naar det ikke var denne længselen—denne dragingen mod hjemmet. Han kunde nok glemme den stunde-mellem, naar han sad paa sin bænk og saa paa springvandet og blomsterne eller hørte paa fuglenes muntre sang; men saa kom den igjen.
Eva var svært glad i ham. Hun pynted ham med blomster, satte sig paa knærne hans og prated i et væk. Han skulde nu ogsaa ligesom være hendes særlige tjener. Han fulgte med hende paa hendes kjøre-og spaserturer, og var om hende baade sent og tidlig. Ogsaa for fruen fik han af og til gjøre tjenester; men da maatte han møde i sin bedste puds, og for at han ikke skulde lugte af hesten, maatte han holde sig saa meget som mulig borte fra stalden.
En søndag formiddag, da Mammys hovedpine var rigtig slem, kom Eva springende med den vesle guld-lugteflasken sin og vilde give hende den.[140] «Du har mere brug for den, du end jeg,» sa hun. «Ta den bare! den vil gjøre dig godt.»
Netop som Mammy skulde sige nei tak, kom fruen ind.
«Hvad er det du gir hende, barn?»
«Det er min lugteflaske.»
«Vil du straks ta den fra hende igjen!»
Eva blev modfalden og vendte sig om.
St. Clare var ogsaa tilstede. «Lad nu barnet denne gang faa sin vilje,» sa han venlig.
Fruen sukked. «Vorherre maa vide hvorledes det skal gaa dette barnet, naar hun kommer ud i verden.»
«Ja, det maa Vorherre vide,» gjentog St. Clare alvorlig. «Men saa meget er vist, at det vil gaa hende bedre oppe hos Vorherre end baade dig og mig.»
Fruen gjorde altid gjældende, at folk burde være gudfrygtig om søndagen. Hun var netop færdig til at gaa i kirken, og saa svært from og yndig ud, som hun stod der i den kostbare silkekjolen med guldkjeder og diamantsmykker, indhyllet i et kniplingssjal, som lig en taage laa om den vakre figur. Frøken Ofelia, som ligeledes stod færdig til at gaa i kirken, tog sig rent fattigslig ud i sammenligning med fruen, endda hun ogsaa var iført silkekjole og havde et fint sjal om sig.
«Kom nu, barnet mit!» kaldte fruen.
«Skal Eva med?» spurte St. Clare.
«Ja, hun har godt af at bli vænnet til gudsfrygt,» svarte fruen, og mente dermed at give sin mand et lidet snert for at han aldrig gik i kirken.
«Har du selv lyst til at gaa i kirken, Eva? Vil du ikke heller blive hjemme og lege med mig?»
«Tak, papa, jeg vil heller gaa i kirken, endda jeg synes det er noget kjedeligt,» sa Eva; «jeg blir saa let søvnig; men jeg søger at holde mig vaaken saa godt jeg kan.»
«Hvorfor gaar du da i kirke?»
«Jo—for Vorherres skyld; for han gir os alting og er saa god mod os, og saa er det da ikke for meget, at vi gjør det for ham.»
«Du kjære gode sjæl! sa faren og tog hende i armene sine. «Gaa du bare, og bed en bøn ogsaa for mig!»
FEMTENDE STYKKE.
Kvæker-nybygden.
Elisa og vesle Harry var havnet hos et par venlige og gjestmilde folk, Simon og Rakel, paa en gaard i en af Indianas vakre dale.
Folkene paa gaarden hørte til «Vennernes samfund» eller kvækerne, som de nu gjerne kaldes. Det var mange af dem der i bygden.
Simon var en høi kraftig mand, stille og fredelig i al sin færd. En saa ham som oftest med en bredskygget kvækerhat paa hovedet.
Rakel, hans hustru, var paa 60 aar; men hun hørte til det slags kvinder som blir vakrere og mildere med aarene. Fra hendes brune milde øine lyste fred og kjærlighed. En stille glæde og lun hygge fulgte hende, hvor hun var. Hun havde milde ord og god hjælp til alle som søgte hende. Hendes hus var altid pyntet og rent.
Rakel og Elisa sad en dag i kjøkkenet og arbeided, mens vesle Harry sprang omkring paa gulvet.
Husmoren sad med et blankt tinfad paa fanget og pilled ud i det nogen tørre ferskener.
Den stolen hun sad i, var en underlig stol; den kunde knirke saa hyggelig. Alle mennesker kom i sligt godt lag, naar den tog paa at knirke, og det gjorde den hver gang husmoren rørte sig. Børnene hendes mente paa, at det fandtes ikke mage til den stolen i hele verden. I aar efter aar havde moren og stolen snakket og sunget sammen,[143] og aldrig var det, saa længe nogen af dem kunde mindes, kommet andet end milde ord og lyd fra den stol, og det var utrolig saa megen hovedverk og hjertelidelse den havde kureret.
«Saa du tænker endnu paa at drage til Kanada, Elisa?» sa kvæker-konen og la et par ferskener til side.
«Ja, frue,» svarse Elisa fast; jeg maa afsted, saa gjerne jeg end kunde ønske at være her længer.»
«Men hvad vil du gjøre, naar du kommer til Kanada? Har du tænkt noget over det, mit barn?»
Elisa skalv i hænderne, og nogen taarer faldt ned paa sytøiet hendes, men hendes øine havde et udtryk af fast vilje.
«Jeg vil tage fat paa hvad som helst,» svarte hun.
«Du ved du kan blive her saa længe du har lyst,» sa Rakel.
«Jeg takker Dem saa mange ganger! men jeg har ingen ro paa mig, jeg sover daarlig om natten, altid gaar jeg med den tanke, at slavehandleren kan finde mig naar det skal være. Jeg maa derfor afsted.»
«Stakkars barn! Du maa ikke gaa slig og ængste dig. Vi vil haabe du faar være i fred her.»
Simon kom ind. En kunde se paa hans[144] ansigt, at han havde noget glædeligt paa hjerte.
«Har du noget nyt at fortælle?» spurte konen hans.
Simon nikked blidt og nævnte noget om at der kanske kom venner til dem i aften.
«Venner? Hvad er det for venner?»
Manden vendte sig mod Elisa: «Er det ikke Harris De heder—Elisa Harris?»
«Jo.»
Simon gik ud, og gav sin kone et vink om at hun skulde komme efter, som hun ogsaa gjorde.
«Men hvad er det?» spurte hun, da de var kommet ud paa gangen.
«Hendes mand er her i bygden og kommer her i aften.»
«Nei, hvad siger du?» sa Rakel, og ansigtet hendes lyste af glæde.
Peter var for lidt siden nede ved stationen. Han kom der til at tale med en gammel kone og to mænd som var i følge. Den ene fortalte at han hedte Georg Harris, og paa det han fortalte om sin fortid og sin omflakken kunde han skjønne at det maatte være ham. Det var en staut vakker kar.
Med taarer i øinene løb Rakel tilbage til kjøkkenet for at fortælle den glædelige nyhed. Endda hun gjorde dette med stor varsomhed, blev glæden for overvældende. Blodet skjød[145] som flammende ild op i Elisas kinder og sank som en strøm tilbage til hjertet. Bleg som døden satte hun sig uden at sige et ord.
«Fat dig, fat dig, barn! Han er hos gode mennesker og kommer her i aften.»
«I aften?» stammed Elisa. Hun hørte ikke mer, eller hun forstod ikke det som blev sagt; alt gik rundt for hende som i en bølgende taage. Hun faldt i gulvet, og sansesløs maatte hun bæres ind i sit kammer.
Da hun om en stund slog øinene op, saa hun med undring, at hun laa paa sin seng, og at en kvinde holdt paa at gnide hendes hænder med kamfer. Det var som hun saa og hørte alt i drømme; men hendes hjerte var saa let. Det var ingen spænding eller angst mer i hendes sind; hun kjendte en indre ro og fred, som hun ikke havde kjendt paa lange tider.
Men hvad var det som gik for sig der inde i stuen? Hun saa aftensbordet blive dækket med en hvid dug; hun hørte nogen røster mumle og hviske; hun hørte tekjelen synge og brumme; saa nabokonen, den venlige Rut, trippe frem og tilbage med kakefad og tallerkener med syltetøi ... nu bøide hun sig ned og gav Harry et stykke kake og klapped ham paa kindet. Og her ved sengen? Var det ikke Rakel som kom og glatted saa moderlig paa aaklædet og paa hendes[146] nattrøie? Nu kom Ruts mand ind i stuen. Rut gik glad bort mod ham og hvisked og pegte ind mod sengen. Om en stund saa hun en hel flok sidde til bords, og mellem dem den vesle Harry i en høi stol, og hun hørte en utydelig samtale og klirren af kopper og teskeer ... saa hørte hun ikke mer, alt blev stilt og mørkt, og hun sov,—sov slig som hun ikke havde sovet siden hin rædselsfulde nat, da hun løb fra sit hjem.
Og de skjønneste drømme gled gjennem hendes sjæl. Hun saa et underfuldt vakkert land, hvor alt hvilte i fred; hun saa grønne strænder, fagre øer og blinkende sjøer. Og hun saa et hus, og hørte nogen sige at dette var hendes; hun saa den vesle gutten sin lege glad og fornøid; hun hørte sin mands fodsteg og merked at han kom nærmere og nærmere ... han slog armene om halsen hendes, han graat af glæde....
Da slog hun øinene op. Nei, det var jo slet ikke nogen drøm ... der sad manden hendes ved hovedgjerdet....
* * * * *
Jo, det var glæde i kvækerhjemmet, da morgensolen straalte ind gjennem vinduerne! Og slig travlhed det blev for at gjøre frokosten saa hyggelig som mulig! Døtrene og[147, 148] sønnerne hjalp moren: én plukked grønne grener og blomster, en anden sigted mel til maiskaken, en tredje malte kaffe, en fjerde hented friskt vand ved kilden, og husmoren var optaget med at bake kavringer og skjære op kyllinger. Men endda hun havde det saa travlt, sendte hun alt i ett venlige ord omkring til høire og venstre og lod de brune øinene sine udstraale solskin over det hele hjem. Hændte det at nogen af børnene kunde komme lidt i haarene paa hinanden, var et mildt «naa, naa, børn» nok til at stanse striden.
Mens de andre holdt paa med at stelle til alt til frokosten, stod Simon i skjorte-ærmerne og raged sig ved et lidet speil. Han hørte ikke stort til det som gik for sig omkring ham; for alt i dette hus gik saa rolig, saa støtt, og hver og en syntes at være glad og fornøid ved at udføre netop det arbeid som han eller hun var sat til.
Omsider var alle bænket om bordet. Bare den ene af døtrene stod i kjøkkenet endnu og stekte vafler, som hun kom ind med efter hvert som de blev færdige—herlige, gulbrune dampende vafler!
Hvor husmoren tog sig godt ud, som hun sad der ved bordenden med den hvide kappen og det pene musselinstørklæet! Og det var noget saa moderligt bare ved det lag hun[149] havde med at række bordgjesterne fadene og kaffekopperne.
Det var første gang Georg Harris sad til bords hos en hvid mand. Han kunde næsten ikke skjønne at han var en fri mand, at han sad der som de andres lige. Men hvor det ogsaa var nogen velsignede mennesker han var kommet til! Det haarde og bitre i hans sind holdt paa at smelte, og det var som han kjendte at hans tvil om et naadigt og kjærligt forsyn holdt paa at vige for en vaagnende tro og glæde.
Den ældste af sønnerne, som ogsaa hedte Simon, spurte faren, hvad han vilde gjøre, om han nu blev opdaget igjen.
«Jeg vil betale min bot.»
«Men dersom de nu kaster dig i fængsel?»
Den gamle smilte: «Saa kan vel du og mor styre gaarden, mens jeg sidder fast.»
Det gik i Georg. «Jeg vil da haabe De ikke udsætter Dem for noget saa leitt for min skyld.»
«Det skal De ikke bry Dem om, min kjære ven; vi mennesker er sat her i verden for at tjene Gud og vor næste.»
«Ja men det vilde da gjøre mig svært ondt, om De....»
«Aa snak! Nu maa De holde Dem i ro her i dag; men i kveld kl. 10 kommer Fineas og fører Dem og Elisa og gutten til[150] stationen. Jeg maa sige Dem at Deres forfølgere er efter Dem.»
Georg fór op: «Saa maa vi afsted straks.»
«De kan tage det med ro. Om dagen er De tryg for alt her; for alle som bor her i bygden er kvækere, og de er gode og aarvaakne folk. Men inden natten maa De afsted.»
SEKSTENDE STYKKE.
Atter paa flugt.
Da det led mod aften, blev det igjen travlt i kvækerhjemmet. Georg og Elisa holdt paa at stelle sig i stand til flugten, og Rakel var i færd med at pakke forskjellige gode ting ind til dem.
Aftensolen lyste ind i soveværelset, hvor Georg, efter at have gjort sig færdig, sad med den vesle Harry paa fanget og holdt sin hustru i haanden.
«Ja, Elisa,» sa han, «nu gaar det videre igjen; men med Guds hjælp gaar det frem mod frihed og lykke i det frie Kanada.»
Hun var nu rolig og tillidsfuld. «Jeg skal hjælpe dig saa godt jeg kan. Jeg kan sy[151] modepynt, vaske og stryge; vi skal nok slaa os igjennem.»
Hans øine straalte: «Ja, om Gud vil, skal vi nok klare os.» «At jeg nu har dig og Harry, gir mig et mod og en glæde som jeg aldrig før har kjendt.»
«Men vi er desværre ikke i Kanada endnu,» sa hun.
«Det er vi vistnok ikke; men jeg er en fri mand, og jeg er sterk, og nu stoler ogsaa jeg paa Vorherre.»
I det samme hørte de en fremmed tale i stuen ved siden. Det blev banket paa, og Simon og en anden kvæker, Fineas, steg ind.
Fineas, som havde lovet at hjælpe Georg og Elisa afsted, var en snill og rask kar, som altid var villig til at hjælpe andre. Han havde rødt haar og et vist listigt blik i øinene.
«Fineas har noget vigtigt at fortælle Dem,» sa Simon. «Ja,» faldt Fineas ind, «jeg skal sige Dem at jeg sover altid med det ene øre aabent.»
Og saa fortalte han at han sidste nat havde været paa farten. I et vertshus ved landeveien havde han lagt sig til hvile paa nogen sækker i et hjørne af gjestestuen, med et bjørneskind over sig. Ved bordet sad nogen mænd og drak. Af deres samtale kunde han skjønne at de var paa jagt efter[152] flygtninger, som de nu mente at være kommet paa spor efter.
«Jeg kunde forstaa at det var Dem, Georg Harris, og Deres kone og søn de talte om.»
«Hvad sa de?» spurte Georg og blev hed i kinderne.
«Jo, de sa at De, herr Harris, skulde sendes tilbage til Kentucky, hvor Deres herre nok vilde tale med Dem paa en slig maade, at baade De og hans andre slaver skulde tabe lysten til at flygte. Og Deres kone vilde to af dem tage med til markedet i Orleans, hvor de mente at de kunde drive hende op til en pris af seks syv tusend kroner. Gutten skulde de aflevere til en handelsmand,—jeg tror han hedte Haley.»
Elisa slog armene om sin mand og trykked sig tæt ind til ham.
«Og saa var det endnu et par stykker de skulde have tak i; det var Jim og hans mor.»
Georg knytted næverne.
«Jeg kunde skjønne paa dem,» blev kvækeren ved, «at de havde et par politimænd i nærheden, som de havde leiet til at være dem til hjælp. De ved at De er her i kvækerbygden, og det er ingen tvil om at de vil følge efter os i aften for at faa tak i os.»
Gamle Simon stod og risted paa hovedet. Georgs øine lyste med den gamle vilde glans.[153] Skulde hans netop gjenfundne hustru nu rives fra ham og sælges som kvæg, og hans barn komme i hænderne paa en raa slavehandler?
«Hvad skal vi da gjøre?» stønned Elisa.
Hendes mand tog frem pistolerne sine og saa efter om de var i orden.
Da nikked Fineas til ham, som om han vilde sige: «Ret saa, min gut!»
Men Simon sukked: «Vi vil haabe at alt maa gaa fredelig af.»
«Jeg ønsker i hvert fald ikke at nogen kommer til at lide noget for vor skyld,» faldt Georg ind.
«Vil De være saa god at laane mig Deres vogn og sige mig veien, saa drager vi afsted alene. Min kamerat Jim er sterk som en bjørn, og jeg selv pleier heller ikke at være saa ræd af mig, naar det er om at gjøre at bruge næverne.»
«Det er alt sammen bra nok,» mente Fineas; «men De maa nu have en kusk med. De kan jo ikke slaas ellers.—Det kunde ogsaa være et og andet at fortælle Dem om veien.»
«Fineas er en klog og grei kar,» sa Simon; «De burde ikke sige nei, naar han vil følge med Dem. Men—føied han til og la haanden paa Georgs arm—vær ikke altfor snar til at bruge pistolerne!»
«Jeg skal ikke løsne et skud, bare de æsler vil lade os fare i fred; men tager de hende og gutten fra mig, vil jeg verge dem saa længe jeg kan røre mig.»
Simon risted igjen paa hovedet. «Jeg vil haabe det ikke kommer til det.»
«Ja, men vilde De ikke gjøre akkurat det samme, om det var Dem?»
«Gud give jeg aldrig blev sat paa en slig prøve! Jeg ved ikke om jeg ikke kom til at gjøre just paa samme maade.»
Fineas nikked. «Jeg for min del tør heller ikke svare for at jeg ved en slig leilighed ikke kom til at bruge næverne.» Han strakte ud et par vældige armer, som mest ligned vingerne paa en vindmølle.
«Et menneskes vrede udretter ikke det som er godt for Herren,» sa den fromme Simon. «Vi maa bede til Gud, at han ikke vil lede os i fristelse.»
«Det vil vi,» sa Fineas; «men om vi nu alligevel skulde blive fristet altfor sterkt, saa lad de skarver selv passe sit liv og sine lemmer.»
«Du er ingen rigtig kvæker,» mente Simon. «Du gaar endnu med den gamle vildmands-aanden i blodet.»
Og det havde han vist ret i; for Fineas var først i en ældre alder blit kvæker. I en lang række af aar havde han levet som skoghugger[155] og jæger, og havde været en djerv og haandfast kar; men saa blev han gift med en god og blid kvækerjente, som vandt hans hjerte og drog ham bort fra det gamle vildmandsliv og ind i det fromme kvækersamfund. Han levde et fromt og virksomt liv, om end de gamle vildmandsnykker kunde stikke frem hos ham af og til.
Georg var svært urolig. «Det er vist bedst vi kommer afsted det snareste vi kan,» sa han.
«Vi maa helst vente til det blir mørkt,» mente Fineas; «for det er nogen ildesindede mennesker hist og her paa gaardene som vi maa fremom, og de kunde finde paa at lægge os hindringer i veien, om de fik øie paa vor vogn. Det vilde sinke os mere end om vi venter et par timer endnu. Jeg vil gaa over til han Mikael Kross og bede ham om at følge efter os et stykke til hest, saa han kan fare efter os og advare os, om han skulde merke uraad.»
Han mente nu ellers det ikke var saa stor fare for at skurkene skulde naa dem; det var bare om at gjøre at være ved godt mod.
«O Herre, forbarm dig over os!» bad Elisa, da Fineas var gaat.
«Det gjør han nok,» trøsted Georg hende;[156] «Han kan nu ikke holde med disse umenneskene.»
Simon tog nu frem bibelen og læste en af Davids salmer[3] for dem.
«Stol paa Gud,» la den alvorlige kvæker dem paa hjerte. «Han vil leie dere ved sin høire haand og en gang optage dere i sin herlighed.»
Det gjorde et dybt indtryk paa Georg at høre disse ord af en mand som hver dag udsatte sig for bøter og fængsel for at tjene Gud og medmennesker.
«Og nu, mor,» sa Simon og vendte sig til sin hustru, «skynd dig at faa maden færdig til vore venner; vi bør ikke lade dem reise fra os sultne.»
Mens Rakel holdt paa med maden, kom nabokonen, den venlige og milde Rut, med tre par varme uldstrømper, som hun havde strikket til vesle Harry.
«Herren følge dere nu og give dere en lykkelig reise,» ønsked hun og trykked de to egtefællers hænder.
Efter kveldsmaden kjørte en stor vogn, med et hytterum bagtil, frem for døren.
Det var en stille stjerneklar kveld. Georg gik, modig og rask, med kone og barn, ud til vognen. Simon og Rakel fulgte dem.
Snart sad hele reisefølget, mellem dem moren til Jim, bænket i vognen, med varme bøffelskind over knærne.
«Du har vel pistolerne dine, Jim?» spurte Georg.
«Ja da, de er i bedste orden,» svarte Jim og tog et kraftigt aandedrag med det brede brystet sit.
Elisa havde taget en rørende afsked med sin gode veninde Rakel, og sad nu med vesle Harry inde i vognen, hvor den gamle kone ogsaa havde taget plads. Georg og Jim satte sig paa kuskesædet hos Fineas.
«Saa være Herren med dere!» ønsked Simon. «Gud velsigne Dem!» svarte flygtningerne, og vognen rulled af gaarde.
Veien gik gjennem mørke skoger, over øde sletter, op bakke og ned bakke.
Barnet faldt snart i søvn paa fanget til moren, den gamle kone sad og saa ud af vognrummet, og var svært ræd for det farefulde ved denne færd. Det var som hun hvert øieblik vented forfølgerne. Men lidt om senn blev hun dog roligere. Ud paa natten kom endog Elisa til ro og slumred et øieblik.
Fineas sad med tømmerne og fløited nogen høist merkelige nattetoner.
Da klokken var omkring tre, saa Georg en rytter komme efter dem. Han greb Fineas[158] i armen. «Mon det ikke nu er noget galt?»
Fineas stanste hesten, læned sig ud over vognfjælen og saa sig tilbage. «Ja, der kommer en rytter oppe paa bakken.» Han lydde. «Jeg synes jeg kjender hestens galop ... det maa vist være Mikael!»
Uden at tænke over hvorfor de gjorde det, sprang Georg og Jim af vognen. Alle stirred lydløst efter rytteren. Nu blev han borte nede i dalen; men de hørte stadig de dumpe korte slag af hestens hover mod veien ... der kom han igjen til syne tæt ved.
«Er det du, Mikael?» ropte Fineas.
«De kommer!» var svaret. «Det er en otte ti stykker af dem, alle halvfulde og ophidset som rasende ulver.»
I det samme kunde en høre staak og duren af en flok ryttere som nærmed sig.
«Saa op med livsmodet!» ropte kvækeren. «Men skal vi slaas, saa lad os vente til vi kommer et stykke længer frem. Op paa sædet med dere!»
Georg og Jim sprang op, Fineas pisked paa hestene, og i galop gik det frem over den frosne landeveien. Vognen hopped og slingred, kvinderne sad med hjertet oppe i halsen og stirred bagover—en flok mennesker[159] saaes tydelig paa aasen mod den gryende himmel.
Rytterne blev en stund borte i dalen, men snart kom de til syne igjen paa den næste bakken; det var klart, at de havde faat øie paa det lyse vogntaget; for med ett satte de i et høit glædesbrøl.
Elisa fik vondt og klemte barnet tæt ind til sig, den gamle kone jamred sig, og Georg og Jim tog frem sine pistoler.
Forfølgerne nærmed sig mer og mer. Fineas svinged met ett bort mod et gjærde ved foden af en fritstaaende bergknaus, som stod mørk og traust mod den stjernefulde himmel. Det var denne bergvæggen Fineas havde strævet for at naa.
«Saa til verket!» sa han og sprang af vognen. «Ud med dere i en fart alle sammen! og følg mig op paa berget ... og du Mikael, bind hesten din bag i vognen, og kjør alt det remmer og tøi kan holde over til Adam og bed ham og hans sønner komme med børserne sine!»
I et nu var alle ude af vognen.
«Se saa!» sa Fineas og tog vesle Harry paa armene. «Sørg nu dere andre for kvindfolkene og brug benene!»
Faa minuter efter var alle kommet bort fra landeveien, og raskt gik det over den ulændte grund bort mod berget.
I stjernelyset og det tiltagende morgenskjær kunde en tydelig se ridset af en smal sti som slynged sig op mellem urerne.
«Det er et af mine gamle jægerskjul, dette her,» sa Fineas. «Denne veien!»
Han sprang som en stenbuk med gutten fra den ene sten til den andre. Efter ham Jim med moren sin paa ryggen, og bag dem Georg og Elisa.
Rytterne, som nu havde naadd gjærdet, saa efter de flygtende og ropte og bandte.
* * * * *
Efter en kort stund var Fineas og følget hans kommet op paa en kam. Herfra gik stien ind i en snævring, som var saa smal at bare en og en kunde gaa gjennem den.
Saa kom en til en kløft, en halv favn bred, som gik ti meter ned i dybet. Fineas sprang med lethed over og satte gutten paa en jevn flade.
«Spring nu!» ropte han til de andre. «Det er livet om at gjøre ... slig, det var bra! Nu er vi her alle!»
Han saa efter forfølgerne, som bandende og støiende satte efter dem. Langt borte hørte de Mikael rasle afsted.
«Nu kan de komme!» sa kvækeren og førte selskabet bag et slags brystvern af løs sten. «Enhver som vil herover maa gaa en efter en gjennem snævringen.»
«Og saa skal vi nok være mænd for at tage dem, efter hvert som de kommer,» loved Georg.
«Ja jeg holder mig nu for det første udenfor kampen,» sa Fineas, som stod og tygged paa et grønt blad. «Men se nu paa dem, hvorledes de staar og kiker paa os, lig en flok høns som netop skal flyve paa pinden. Hør, kunde det ikke være heldigt at fyre et skud af, for at fortælle dem hvad de kan vente sig, om de vover sig her op?»
Selskabet der nede, som nu viste sig tydeligere i dagslyset, var Loker og Marks, samt to politimænd, og saa nogen svirebrødre, som de havde været sammen med i det nærmeste vertshus og ved hjælp af brændevin og penger faat til at følge med paa denne negerjagt.
«Naa, Loker,» sa en af mændene, «nu har vi dem endelig.»
«Ja,» svarte Loker, «nu kan de ikke slippe fra os. Lad os gaa bent paa dem!»
«Men om de nu skulde finde paa at fyre paa os?» sa Marks. «Det vilde være mindre hyggeligt.»
«Aa, du er en stymper!» svarte Loker. «Du tænker paa dit eget skind. Men du kan være rolig; negre er for rædde af sig til at vaage at fyre.»
«Ja men alligevel—disse svarte karerne kan sommetider verge sig som vilde dyr.»
Saa ropte Georg fra berget ned til dem: «Mine herrer, hvem er De, og hvad vil De os?»
«Hvad vi vil?» brølte Loker. «Vi vil ha fat paa dere, det er det hele. Vi har politi med os, og det er meningen at ta dere, om det skulde vise sig at dere er de folk som vi søger efter.»
«Mit navn er Georg Harris,» ropte Georg tilbage. «Men jeg er en fri mand, som ikke har tænkt at lade mig tage. Den første som vaager sig ind i snævringen er dødsens, ligesaa den andre, tredje, og saa videre, til den sidste.»
Marks blev mer og mer ræd.
«Det vil da være væmmeligt at faa en kule i hovedet,» sa han ved sig selv.
«Stop nu lidt!» ropte en af politimændene. «De maa være fornuftig, unge mand, og overgive Dem til rettens folk.»
«Dere er rettens folk, ja; men vi godkjender ikke Deres lov og ret. Vi staar her som frie folk under Guds frie himmel, og vi vil heller dø end overgive os i Deres hænder.»
Georg stod fremme paa en stor stenblok, klart belyst af den opgaaende sol, mandig og sterk og med harmens og modets ild i øinene.
Det er noget ved den ædle mandighed[163] som for et øieblik tæmmer endog den raaeste natur; alle stod i nogen sekunder urørlige.
Marks var den eneste som ikke kjendte noget i sin samvittighed. Han listed sig bag en stor sten, spændte hanen paa sin pistol, tog sigte paa den unge mand og trykked løs.
Georg sprang tilbage, Elisa satte i et skrig; men kulen havde heldigvis ikke truffet nogen af dem. Den havde sust forbi hans haar og var faret ind i et træ.
«Du gjør nok rettest i at holde dig noget i skjul, min gut, naar du vil holde tale her,» sa Fineas.
Georg var rasende. «Kom her, Jim!» ropte han. «Den første som viser sig i snævringen skyder jeg ned, den næste tager du paa kornet, og saaledes videre; vi har ikke raad til at fyre to ganger paa én, skjønner du.»
«Ja vel! Men om du nu ikke træffer?»
«Jeg skal nok træffe,» loved Georg rolig.
«En stolt kar!» mumled Fineas ved sig selv.
Folkene der nede stod og talte sammen om det som de nu skulde gjøre.
«Herr Marks maa vist have truffet en af dem,» mente én. «Jeg synes jeg hørte et skrig.»
«Nu gaar jeg for min del bent paa dem,»[164] sa Loker høit. «Skulde en være ræd for en flok negertamper?»
Georg hørte dette og tog sigte netop paa det punkt hvor den første som vaaged sig frem maatte vise sig.
En af de modigste fulgte Loker i hælene opefter berget, de andre gik efterpaa.
Endelig viste Lokers kjæmpeskikkelse sig ved kløften.
Georg brændte løs. Kulen slog ind i siden paa Loker, som satte i et forfærdeligt brøl. Som et vildt dyr satte han over spalten og sprang ind paa flokken.
«Stop lidt, min ven!» ropte Fineas i det samme og gav ham en støit for brystet. «Den andre veien!»
Med et brøl styrted den vældige kjæmpe, sammen med et ras af smaasten, ned mellem trær og busker, og forsvandt i det mørke braadyb. Et held for ham var det, at hans klær under faldet tog fat i nogen grener paa et træ, hvorved han blev stanset noget i farten; men faldet var alligevel saa haardt, at han blev liggende som død paa bunden af kløften.
«Bevare os vel, det er jo nogen rene djævler,» stammed Marks, og kom fortere ned ad skraaningen end han var kommet op.
De andre fulgte ham i hælene og tumled hulter til bulter om hverandre. Den ene af[165, 166] politimændene, som var svært tyk og fed, pusted og hvæste som en damphest.
«Hør, kamerater,» sa Marks, da alle var kommet ned paa trygg grund; «dere maa se til at finde Loker. Imens springer jeg bort til min hest og rider afsted for at hente hjælp.» Og uden at bry sig om kameraternes indvendinger og spot-ord forlod han dem i ilsom hast.
«Har en nogensinde set en slig feig og ussel kar!» sa den ene af mændene. «Vi er kommet hid for at hjælpe ham, og saa stryker han bort fra os paa denne maaden.»
«Vi maa nu alligevel se at finde Loker,» sa en anden. «Men jeg er lige glad, enten han er levende eller død.»
Efter at have talt en stund om det som de nu skulde gjøre, blev de andre enige om at søge efter manden.
De gjorde en sving udenom berget og kom ind i kløften. Loker laa her og bandte og jamred sig.
«Det er da fælt saa De tager paa vei,» sa en af mændene. «Er De kommet meget til skade?»
«Ved ikke. Reis mig op, om dere kan! Den forbandede kvæker! Havde ikke han faat givet mig den støiten, skulde jeg have sendt nogen af de andre her ned.»
Med megen møie fik de manden med sig[167] bort til hestene; han stønned og bar sig saa det var en ynk at høre.
«Kunde dere bare faa mig saa langt som til vertshuset,» ønsked han og bad om en klut til at stoppe i hullet, ellers vilde alt blodet rinde af ham.
Georg strakte sig frem over bergkanten, og saa da at mændene velted den saarede op paa en af hestene, men at han med ett gled fra dem og styrted til jorden.
«Jeg haaber han ikke er død!» sa Elisa, som ogsaa stod og saa paa det som gik for sig.
«Det vilde bare være løn som fortjent,» mente Fineas.
Den gamle konen stod og risted med hovedet. «Hvorledes skal det gaa det skrækkelige menneske for Herrens ansigt?»
«Men hvad er det de tænker paa?» udbrød Fineas. «De gaar jo fra ham!»
Uden at bry sig mere om den døende mand satte hans kamerater sig op paa sine hester og red afsted.
«Nei, dette er dog for galt!» fnyste kvækeren og tog veien nedefter.
De andre fulgte efter. Netop som de kom ned til Loker, kom Mikael tilbage med vognen og en flok væbnede mænd.
«Gud ske lov! saa er vi da frelst før denne[168] gangen,» sa Fineas. «Lad os nu se om det er noget at gjøre med denne fyren her.»
Han la sig paa knæ og undersøgte mandens saar. Mens han havde været skoghugger og jæger, havde han lært sig til at stelle med det slags skader.
«Er det du, Marks?» spurte Loker med svagt mæle.
«Nei, det er ikke,» svarte kvækeren. «Den herre De snakker om løb sin vei for at berge sig selv.»
«Den fordømte hund!» Han tog paa at jamre sig: «Aa, det er vist snart slut med mig.»
Men alligevel var han vond og vanskelig at stelle med.
«Naa naa naa!» smaaskjændte Fineas, da den saarede skjøv haanden hans til side. «Det er snart slut med Dem, om vi ikke faar lov til at hjælpe Dem!»
«Det var du som stødte mig ned.»
«Ja, det er sandt; men havde jeg ikke gjort det, saa havde du stødt os ned ... naa naa naa, vær nu ikke saa ustyrlig! Vi skal stelle saa godt og kristelig med dig, som det var din egen mor som pleied dig, dit asen!»
Loker sukked og lukte øinene. Hans styrke var borte, og han faldt sammen.
Det blev gjort plads paa vognen for ham.[169] Bøffelskindene blev lagt firdobbelt langs den ene fjæl, og fire mand løfted ham op og la ham til rette. Da de havde faat lagt ham paa skindene, saa de at han ikke var ved sig selv. Den gamle negerkone, som var rørt af medlidenhed, steg op i vognen og la mandens hoved i fanget sit. Elise og de andre maatte hjælpe sig saa godt de kunde med den plads som blev tilovers.
«Tror De han dør?» spurte Georg.
«Af saaret dør han nu i hvert fald ikke,» svarte Fineas. «Det gaar ikke dybt; men han har slaat sig haardt paa denne snøgg-reisen han gjorde.»
«Hvor det vilde gjøre mig ondt, om han døde!»
«Ja, det er ikke noget hyggeligt arbeide at være med at tage livet af folk.»
«Hvad synes De nu vi skal gjøre med ham?»
«Aa, vi faar tage ham med til Adans. En gammel kone der i huset er saa svært flink til at stelle syge, hun vil vist kunne faa skik paa ham.»
Efter at have kjørt en stund naadde de til en vakker kvækergaard. Her blev de venlig modtaget.
Loker blev lagt paa en ren blød seng, hans saar blev renset og forbundet, og mens de andre styrked sig ved en god frokost, laa[170] han med halvaabne øine og saa paa de hvide gardiner og paa de fremmede mennesker som færdedes om ham.
Fineas og hans folk drog videre; Loker blev tilbage. Han blev pleiet med moderlig omhu, endda han fra først af var vild og ustyrlig som en syg bøffelokse.
«Fanden i vold!» kunde han somme tider sige og sparke til dynen.
«Hans navn maa De ikke nævne her i huset,» kunde den snille konen da svare og taalmodig brede dynen over ham igjen.
Hun talte ofte med ham om det syndige liv han havde ført, og med venlige ord søgte hun at faa ham til at vende om fra sine vildfarelser.
«Aa, jeg gider ikke tænke paa alt det djævelskab jeg har været med paa,» kunde han sukke for sig selv.
Mandens saar og sygdom var ikke værre, end at han efter nogen uger kunde reise sig igjen, og da var han blit et bedre menneske. Den brave kone havde ved opofrelser, bønner og formaninger virket saaledes paa hans sind, at han rent havde tabt lysten til at blive ved med sit daarlige liv som slavejæger. Da han blev helt frisk igjen, drog han til en af udbygderne der, hvor han levde som en hæderlig jæger og var til stor nytte for nybyggerne[171] ved at udrydde en mængde bjørner og ulver de havde været plaget af der.
Han talte altid senere om kvækerne med taknemlighed. «Pene folk, disse kvækerne! Bra folk!»
[3] Davids 73de salme.
SYTTENDE STYKKE.
Tom længter.
Den hjertens-gode Tom takked ofte Gud for at hans stilling ikke var værre end den var. St. Clare kom mer og mer til at holde af ham. Han lod ham endog gjøre indkjøb til huset, et hverv som Tom udførte med den største omhug og redelighed. Adolf havde tidligere ført kjøkkenregnskabet, men ikke altid været saa ærlig som han burde; han havde oftere snytt sin herre.
Det var svært mange negre i St. Clares hus. De fleste af dem gjorde hvad de vilde; for St. Clare var en magelig herre, som var lige glad hvorledes det gik i huset, og fruen holdt sig mest for sig selv og jamred sig over sin sygdom.
Frøken Ofelia talte ofte til sin fætter om at han burde tage sig mere af slaverne og[172] gjøre noget for at de kunde bli gode, flittige og skikkelige mennesker; men han vilde ikke høre paa slig tale. Han mente at han havde opfyldt sin pligt mod slaverne, naar han bare var god mod dem.
Og St. Clare var en virkelig god mand, men han var ogsaa en letsindig mand, som elsked verden og dens nydelser og førte et liv i ligegyldig lediggang.
Tom var blit glad i sin herre; men det var en stor sorg for ham, at han aldrig gik i kirke eller læste i bibelen, men tvert imod brugte søndagen til upassende fornøielser i skuespilhuset og i vilde drikkelag.
Ofte bad Tom til Gud om at St. Clare maatte komme ind paa bedre veie. Han tænkte ofte paa at tale alvorlig med sin herre om hans syndige liv; men han kunde ikke komme sig til at gjøre det.
Endelig kom en leilighed, da han kjendte paa sig at han maatte tage bladet fra munden.
St. Clare havde en søndag været ude i et drikkelag, og kom hjem, omtaaget som han var, fulgt af nogen drikkebrødre. Tom og Adolf maatte hjælpe ham til at faa klærne af sig og faa ham i seng. Adolf havde moro af denne historie, og gjorde nar af Tom, som tog sig saa nær af det at han laa vaaken resten af natten.
Da St. Clare næste formiddag var kommet paa benene og havde givet Tom nogen penger til det han skulde kjøbe for dagen, kunde han skjønne at det var noget som laa den skikkelige tjener paa hjerte.
«Hvad er i veien med dig i dag, Tom? Du ser jo ud som du skulde gaa i ligfærd.»
«Aa, jeg er saa sorgfuld, massa»
«Og hvad sørger du for?»
«Jeg trodde at massa vilde være god mod alle mennesker, ligesom mod mig.»
«Er jeg da ikke det?»
«Nei, det er én som massa ikke er god mod.»
«Hvem er det?»
«Det er massa selv.» Tom stod med haanden paa dørgrebet og vendte ryggen halvt mod sin herre.
St. Clare blev rød, men lo af det Tom sa, og lod som han ikke brydde sig stort om det.
Da vendte Tom sig med ett mod ham, og med taarer i øinene kasted han sig ned for ham. «Kjære unge massa! Jeg er ræd for De blir ødelagt baade paa sjæl og legeme og gaar rent fortabt.»
Det virked paa St. Clare. Han fik taarer i øinene. «Du gode ærlige sjæl! At du gaar slig og sørger over mig.» Han tog i ham for at faa ham til at reise sig.
Men Tom vilde ikke staa op; han laa og saa bønlig paa sin herre.
«Vel,» tog St. Clare atter fat, «jeg lover dig at jeg aldrig mer skal være med i disse drikkelagene; jeg er i grunden ogsaa selv kjed af dem.»
Og han holdt ord.
St. Clare blev fra den dag aldrig set i beruset tilstand, og den som glæded sig over dette, var Tom. Ogsaa frøken Ofelia var hjertelig glad over at hendes fætter nu syntes at ville blive et ædrueligt menneske.
Frøkenen havde ellers svært meget at gjøre i huset. Hun var oppe kl. 4 om morgenen og var paa færde hele dagen. Hun fik da ogsaa indført en bedre orden paa alting end det før havde været.
Den gamle overkokke paa gaarden, Dina, var meget misfornøid over at frøkenen lidt om senn tog magten i huset. Hun var selv en mester i alslags kokekunst—det mente hun i det mindste selv—og hendes kjøkken havde alle dage været rent og fint,—hvorfor skulde hun da nu skubbes til side af denne vigtige frøkenen? At hun var ødsel og lidet paalidelig i mangt og meget, at hun ofte sad timevis i kjøkkenet og damped paa sin tobakspibe, at hun brugte fruens fineste duger til at svøbe om blodige kjødstykker, at hun havde den leie vane at gjemme alle mulige[175] ting—kluter, kammer, gamle sko, baand, og mange andre ting—i rum hvor disse saker slet ikke hørte hjemme,—alt dette vilde hun ikke høre noget om. Hun havde klart sig i saa mange aar, og hun vidste godt hvorledes et hus skulde styres. Men slig gaar det altid; de unge skal gjøre sig vigtige overfor de ældre og bare indføre noget nyt, enten det duger eller ikke.
Ogsaa med de andre tjenestjenter maatte frøken Ofelia udstaa en haard kamp, før hun fik det til at gaa som hun vilde.
Ofte talte hun til sin fætter om at han skulde tænke mer paa at opdrage sine folk og sørge for at de fik undervisning i at læse og skrive og blev holdt til orden og arbeide; men han var af den mening, at det ikke var noget at gjøre med disse negrene. At Tom var blit en saapas skikkelig og flink kar, var et vidunder; negrene var ellers vanlig nogen dumme, raa, dovne mennesker, som det ikke var noget udkomme med.
«Men tænker du ikke paa at ogsaa disse mennesker har en udødelig sjæl som vi andre?»
«Jeg mener at sjælen ikke kommer mig ved; jeg har bare med kroppen at gjøre.»
At han inderst tænkte noget anderledes end hans ord faldt, kunde hun stundom merke paa ham, naar han gik frem og tilbage paa gulvet og talte om sit liv i tidligere dage.
«I mine yngre dage havde jeg en uklar trang i mit hjerte til at tage slaverne i forsvar og gjøre noget for at hæve dem til en mer menneskelig tilværelse,» kunde han sige med et suk. «Men saa merked jeg at det ikke var noget at gjøre; verden lod sig ikke omgjøre.»
«Du skulde bare taget det alvorlig; noget havde du vist kunnet gjøre.»
«Ja, kanske; men det gik mig som mange andre unge, jeg glemte mine gode forsætter og blev kjed af livet. Og saa blev jeg til det stykke drivtømmer som jeg har været siden.»
«Men er du fornøid med at drive med strømmen og lade alt gaa som det kan?»
«Fornøid? Lad os ikke tale om at være fornøid i en verden som er fuld af skuffelser og udslukte haab.»
Han mente ellers, at den tid vilde komme, da det vil bli vendt op ned paa verden; folkemasserne holdt paa at ruste sig i det skjulte, overalt gjæred og syded det.
* * * * *
Tom bodde paa et loftskammer over stalden. Fint var det ikke; en seng, en stol og et lidet simpelt bord—det var hans hele[177] bohave; men han var fornøid med rummet, slig som det var.
Paa bordet laa hans bibel og en salmebog, samt en liden tavle, som han brugte til skriveøvelser.
En dag sad han med tavlen for sig og griflen i haanden, sysselsat med et skrivearbeid, som syntes at være svært brysomt og vanskeligt for ham. Hans længsel efter hjemmet var blit saa sterk, at han maatte se til at faa et par ord afsted til Chloe, for at faa vide hvorledes det stod til hjemme. Han har faat et stykke papir hos Eva, og det er de linjer som skal staa i brevet han nu holder paa at sætte sammen paa tavlen. Men det gaar langsomt; han kan ikke huske hvorledes den og den bogstaven skal skrives, og de bogstaver som han kan huske, dem kan han ikke faa sat sammen slig at det blir den rigtige meningen i dem.
Som han nu sidder og baler med denne skrivingen, kommer Eva op paa værelset til ham. Let som en fugl hopper hun op paa stolryggen og ser over akslen hans paa det han skriver.
«Hvad er det for nogen rare tingester du lager der, Onkel Tom?»
Tom stryger noget bort fra øinene. «Jeg vilde prøve om jeg kunde faa sat sammen et[178, 179] brev til min kone og mine børn; men jeg kan vist ikke faa det rigtig til.»
«Aa bare jeg kunde hjælpe dig, Tom! Jeg har kunnet skrive alle bogstaverne, men jeg har vist glemt dem nu. Lad os nu prøve.» Og saa lægger hun det guldlokkete hovedet sit op til hans hoved, og hjælper ham, saa godt hun kan. De maa ofte stanse med arbeidet og se paa hinanden og snakke sammen om hvorledes det og det ord skal staves. Og saa til at drive paa igjen.
«Ja men dette ser virkelig fint ud!» roper Eva. «Aa, hvor din kone og børnene dine vil blive glade, naar de faar dette brevet.»
Tom sukker.
«Det er svært kjedeligt for dig, at du skal bo saa langt borte fra dem,» blev hun ved. «Jeg skal bede far om at give dig fri, saa du kan reise hjem til dem. Skal jeg det?»
Tom fortæller hende nu, at fruen paa gaarden hvor han var kommen fra vilde kjøbe ham fri, saa snart hun fik samlet nok penger. «Og jeg er viss paa hun holder det hun har lovet; for hun er saa god. Og den unge massa Georg, han gav mig denne skillingen her og loved at han vilde hente mig.»
«Saa skal du nok se han kommer en dag. Aa, hvor jeg skulde glæde mig, om han kom snart.»
«Ja, nu faar vi se. Naar de nu faar dette brevet, saa faar de vide hvor jeg er.»
St. Clare kom i det samme.
«Hvad er det dere har for dere?» spurte han og gik bort og saa paa tavlen.
«Det er et brev, som vi skriver til Onkel Toms kone og børn,» svarte Eva. «Er det ikke fint?»
St. Clare smilte; han vilde ikke bedrøve nogen af dem ved at sige at det var nogen skrækkelige kraaketær de havde laget. «Det er vist bedst jeg skriver for dig, Tom. Jeg skal gjøre det, naar jeg kommer paa mit værelse.»
«Ja gjør det, far. Saa kan de da faa vide hvor han er. Tænk, far, fruen paa gaarden hvor han kom fra har lovet at sende penger og kjøbe ham fri; det har han fortalt mig.»
St. Clare svarte ikke noget paa dette; for han tænkte det bare var af det slags tomme løfter som saa mange giver sine slaver for at gjøre det mindre tungt for dem at skilles fra hjemmet.
Men samme dag skrev og sendte han brev til Toms kone.
ATTENDE STYKKE.
Topsy.
En morgen, mens Ofelia stelte med noget i huset, hørte hun St. Clare rope paa hende nede ved trappen.
«Kom ned, kusine, jeg har noget at vise dig.»
«Hvad er det?» spurte frøkenen og kom ned med sit sytøi i haanden.
«Jeg har gjort et indkjøb til dig,» sa han og skjøv en liden negerjente paa en otte ni aar frem. «Denne er til dig.»
Den vesle jenten var svart som ibentræ. De runde store øinene hendes tindred som glasperler og fór nysgjerrig og med undring om til alle sider. Munden stod halvaaben og viste frem et par vakre tandrækker, og det svarte uldne haaret var flettet i smaa pisker, som stod ud til alle kanter. Hendes ansigt var ikke godt at blive klog paa; for det var baade noget alvorligt i det og noget som tyded paa list og udspekulerthed. Det var i det hele noget trollsligt over hende, som gjorde at frøkenen blev ræd hende.
«Men hvad i al verden skal jeg med hende?»
«Du skal se til at faa et menneske af hende,» sa St. Clare med et spottende smil.
Han fløited, slig som en gjør naar en kalder paa en hund. «Hei da, Topsy, kom og syng noget for os og vis denne damen hvorledes du kan danse!»
Øinene paa den vesle jenten tog da paa at lyse med en ondskabsfuld glæde, og i samme øieblik gav hun sig til at klappe i hænderne og hoppe og vride med lænderne, mens hun hujed en vild negersang og lod de svarte øinene rulle i hovedet. Til slut slog hun et par kollbøtter og satte i en lang slutningstone, som en fløite fra en dampmaskine. Derpaa stilled hun sig rolig paa teppet, folded hænderne og satte et fromt ansigt op; men hun kunde ikke lade være at skjele til siden med de lumske øinene sine.
Frøken Ofelia stod og saa paa hende, og kunde ikke faa et ord frem.
St. Clare mored sig over hendes forfærdelse og vendte sig atter mod Topsy.
«Hør nu, Topsy,» sa han, «nu er denne damen din herskerinde; lad mig nu se du skikker dig vel!»
«Ja, massa,» svarte den vesle og satte op et ansigt fuldt af det mest ærbødige alvor; men samtidig hermed skjød listige øiekast som lyn frem fra hendes øiekroker.
«Du maa være en snill pige, hører du!» blev St. Clare ved.
«Ja, massa,» svarte hun igjen, altid med foldede hænder.
«Men kjære fætter,» tog endelig frøkenen ordet, «hvorfor i al verden har du kjøbt dette barn?»
«Jeg har kjøbt det for at give dig leilighed til at vise hvad du duger til. Du gaar jo stadig og præker for mig, at endog de mest bortskjæmte og uartige negerunger kan opdrages til kristelige og dygtige mennesker; saa fik jeg lyst til at give dig denne her, for at du kan vise mig hvorledes en skal faa skik paa et sligt lidet svart rovdyr.»
«Synes du ikke jeg har nok at tage mig af her i huset før?»
«Ja slige er dere gode opdragere. Dere lager missions-selskaber og holder basarer og syr tøi til de vilde; men naar en stiller dere en særskilt praktisk opgave og siger: Tag nu fat her!—saa er dere ikke med længer.»
«Du ved meget godt, Augustin, at jeg ikke er af det slags folk som du taler om; men jeg synes vi har negerbørn nok her i huset før. Naar jeg staar op om morgenen, ser jeg dem ligge rundt omkring; nogen ligger og sover ved døren, nogen under bordet, en flok støier og griner paa trappen, en anden rives og slaas paa kjøkkengulvet.»
«Ja ja, du kan have ret i det; men lad nu hende her være dit særlige barn, og vis[185] hvad du kan faa ud af hende. Ellers kan jeg fortælle dig det, at jeg har taget hende til mig fordi det gjorde mig ondt at høre hvorledes hun blev prylt og mishandlet hos de fordrukne gjestgiverfolkene som hun var hos; hendes skrig har saa mangen gang skaaret i mine ører, naar min vei gik fremom der.»
«I Guds navn da!» sa frøken Ofelia. «Jeg skal gjøre for barnet det jeg kan.»
Hun gik mod den vesle pigen med et ansigt som det en sætter op naar en nærmer sig en edderkop som skal hjælpes ud af en fare. «Det er da rædsomt som det barn ser ud! Saa skidden! Og halvt nøgen!»
«Ja, det er nu din sak at sørge for at hun blir vasket, og at hun faar skikkelige klær paa sig.»
Frøkenen tog da barnet med sig til badet.
«Uf!» ropte et par halvsvarte jenter. «For en væmmelig negerunge!»
Den svarte overkokkepigen opfatted disse ord som et slæng-ord til hende og tog paa at skjænde paa jenterne. «Slet ikke nogen væmmelig negerunge. Kan selv være væmmelige, dere blandingsdyr, som hverken er svarte eller hvide.»
Da den vesle jenten blev klædd af, viste det sig, at ryggen hendes var fuld af stygge striper og flekker.
«Nei se paa hende?» ropte en af jenterne. «Hun maa være rent en djævleunge, siden hendes herskab har maattet give hende saa meget pryl.»
Den vesle saa sig om til alle sider, men syntes at være mest optaget af nogen øreringer som hun saa en af pigerne bar.
Da hun var blit vasket og havde faat skikkelige klær paa sig, og haaret var blit klippet og greiet, saa hun ikke saa ilde ud. Frøken Ofelia tog hende igjen i øiesyn og tænkte ved sig selv: «hende skal jeg snart faa skik paa.»
Saa satte hun sig ned og tog barnet for sig.
«Hvor gammel er du?»
«Ved ikke,» svarte jenten og viste de hvide tænderne sine med et bredt grin.
«Ved du det ikke? Har din mor aldrig sagt dig det ... hvem er din mor?»
«Har ingen,» svarte den vesle og grined igjen.
«Hvor er du født?»
«Er ikke født, frøken.»
«Nu skal jeg sige dig, at jeg ikke vil vide af noget tøv her!»
«Ja men mig aldrig havt nogen mor eller far eller nogen ting.»
Pigen, som havde hjulpet frøkenen med at vaske pigebarnet og stelle hende til, fniste;[187] hun skjønte straks det hele. «Den slags unger er det mange af, frøken. De blir fra smaa af opdrættet hos slavehandlere og solgte, uden at de nogensinde faar vide noget om sine forældre.»
«Hvor længe har du været hos gjestgiveren?» spurte frøkenen da.
«Ved ikke.»
«Aa, det kan ikke nytte at spørge disse dumme negerbørn om nogen ting,» sa mulatpigen.
«Ved du noget om Vorherre?» spurte Ofelia.
«He!» grined den vesle.
«Ved du hvem som har skabt dig?»
«Er ikke skabt.»
Frøkenen risted paa hovedet.
«Kan du sy?»
«Nei.»
«Hvad maatte du bestille hos gjestgiveren?»
«Mig maatte bære vand og slipe kniver og hjælpe til med opvartningen.»
«Var de gode mod dig, de folkene du var hos?»
Den vesle skjeled til pigerne, som om hun var ræd for at sige andet end ja. «Det var de vel,» kom det endelig.
Frøken Ofelia skjønte snart at det ikke var det bedste sted til at virke opdragende[188] paa Topsy nede i kjøkkenet, hvor de andre gik og skjeled og fniste til hende; hun fandt det derfor rettest at ta barnet med sig op paa sit værelse, hver gang hun vilde undervise hende og tale med hende om husgjerningen.
Frøkenen havde før altid selv redt sin seng og stelt alt til paa sit værelse; nu skulde hendes fosterdatter gjøre dette, for at øve sig i huslig gjerning. Men et brysomt arbeide blev det at lære Topsy denne gjerning!
Først skulde hun nu lære den kunst at rede op en seng.
Da Ofelia den første morgen havde faat barnet op paa sit værelse, sa hun: «Nu vil jeg vise dig, Topsy, hvorledes en bærer sig ad med at rede en seng; det er noget du maa gjøre rigtig godt, for jeg er svært nøie paa hvorledes sengen min blir redt.»
Topsy stod stiv og taus fremfor hende, renvasket og kjæmmet, med ren kjole og hvidt forklæ. Frøkenen var ogsaa høitidelig.
«Se nu her!» sa hun, «denne kanten paa lagenet kaldes sømmen, denne siden er retten, og her vrangen—kan du nu huske det?»
«Ja, frøken.»
«Det underste lagenet maa du huske at brede glat over underdynen og stikke det[189] pent ned langs sengefjælen—kan du nu huske det?»
«Ja, frøken.»
«Men overlagenet maa du lægge saaledes og stikke det ned ved fod-enden—slig.»
Mens den gode læremester snudde ryggen til, saa Topsy sit snit til at nappe til sig et par hansker og et baand, som hun i en fart stapped op i det ene ærmet sit. Da hun nu var færdig med det, folded hun hænderne og hørte andægtig efter igjen.
«Lad mig nu se om du kan gjøre det slig som jeg har sagt,» sa frøkenen og tog atter klærne af sengen.
Topsy tog nu fat, og gjorde sine ting saa godt, at frøkenen blev rent rørt af glæde; men just som den vesle var færdig, opdaged frøkenen at et rødt baand hang ud af ærmet hendes.
«Hvad er det?» spurte Ofelia og trak det til sig.
«Ved ikke,» svarte Topsy ligegyldig; men i næste øieblik udbrød hun: «Er det ikke frøken Felis baand?»
«Du er da ogsaa en rigtig styg pige! Du har jo stjaalet det?»
«Nei, har ikke.»
«Og saa vaager du ogsaa at lyve?»
«Lyver aldrig, frøken; for mig siger altid sandhed.»
«Topsy, vil du jeg skal hente pisken?»
«Kan gjerne piske mig hele dagen igjennem,» sa jentungen og tog paa at brøle. «Har ikke stjaalet det, det har mig ikke; for det har ligget paa sengen, og saa har det faret ind i ærmet mit, har det.»
Frøken Ofelia blev svært vred over dette frække paafund, og tog fat i armen hendes og risted hende.
«Hvad er det du vaager at indbilde mig?»
Ved det at jentungen blev ristet, faldt ogsaa hanskerne ud af ærmet og ned paa gulvet.
«Men barn, du har jo taget mere! Vil du endnu negte at du har stjaalet fra mig?»
Den vesle tilstod straks at hun havde taget hanskerne, men blev ved at negte at hun havde taget baandet.
«Hør nu, Topsy, vil du nu ærlig tilstaa det hele, skal du slippe for pryl.»
Ja, saa tilstod hun det da, og uveiret drev over for denne gangen.
«Har du stjaalet andre ting?» spurte frøkenen og saa prøvende paa hende. «Har du rapset et eller andet igaar, da du havde lov at løbe frit omkring her paa gaarden?»
Topsy stod en stund og skjeled.
«Du skal sige det. Naa—ud med det!»
Saa tilstod hun at hun havde taget den[191] røde kjeden som Eva havde gaat med om halsen.
«Du stygge pige! Og hvad mer?»
«Og saa har jeg taget øreringene til Rosa.»
«Men dette er da rædsomt! Gaa ned og hent begge dele.»
«Mig har brændt øreringene.»
«Brændt dem? Hvad er det for snak! Gaa bare ned efter dem.»
Saa gav jentungen sig til at hulke og forsikred at hun havde brændt dem.
«Hvorfor gjorde du da det?»
«Fordi jeg er ond og styg; mig kan ikke for det.»
I det samme kom vesle Eva springende, og frøkenen saa straks at hun endnu havde det røde koralbaandet om halsen.
«Har du fundet halsbaandet dit igjen?» udbrød Ofelia.
«Fundet det igjen? Jeg har jo havt det paa hele tiden; jeg har endog ligget med det i nat.»
Frøkenen blev nu rent udaf sig, hun vidste hverken ud eller ind.
Og saa traf det sig saa underlig, at ogsaa Rosa kom i det samme, bærende en kurv med nystrøget linned paa hovedet. Da frøkenen saa at ringene hang og dingled i ørene hendes som vanlig, skjønte hun at det Topsy[192] havde fortalt om de sidste tyverier var usandhed.
«Hvorfor i al verden løi du slig for mig?»
«Mig skulde jo finde paa noget at tilstaa,» klynked den vesle og gned øinene.
Rosa vilde endelig at jentungen skulde piskes. En slig forvorpen løgnunge!
Men da retted Eva sig op og fik et truende udseende: «Du tier stille, gjør du!»
Da gik Rosa sin vei. Eva gik bort til Topsy.
De to børn stod nu overfor hinanden, to vidt forskjellige børn, et fint, fornemt barn, med gule lokker og sjælfulde øine, og et svart, skulende, listigt negerbarn, et fint kulturbarn og et vanartet trælebarn.
«Stakkars Topsy!» sa Eva med sin bløde milde røst. «Du har havt det saa vondt; men nu blir du nok en snill pige.»
Det var de første venlige ord den vesle negerjente havde hørt, og taarer viste sig i hendes øine; men i næste øieblik tog hun paa at grine og fnise igjen, som hun vanlig pleide.
Frøken Ofelia prøvde alle slags midler for at faa skik paa den vesle lærlingen sin: hun lukked hende inde i et mørkt rum, hun talte godt for hende, tog hende med op paa værelset sit til visse tider og lærte hende at læse og sy. Den vesle havde let for at lære at[193] læse; men syingen gik det ikke saa godt med, for hun havde saa vanskeligt for at sidde stille; hun vilde heller springe omkring i den frie luft. Alt i ett brækked hun med vilje en synaal i stykker eller kasted den ud af vinduet, smudsed traaden til eller gjemte den bort. Hun var saa rask med fingrene som en taskenspiller, og da hun til enhver tid forstod at sætte det mest uvidende og uskyldige ansigt op, var det svært vanskeligt at faa noget ind paa hende.
Det urolige barn var paa færde overalt, klatred i trærne, stupte kraake, sang og fløited, skar ansigt og vrængte øine. De andre børn fulgte hende i hælene med undring; selv Eva syntes at være fortryllet over alle de vilde kunster hun kunde gjøre.
Fra først af var alle folkene paa gaarden efter hende. Men de lærte nart at skjønne at de gjorde klogest i at lade hende skjøtte sig selv; for hver gang nogen af dem havde revset hende, maatte han eller hun paa en eller anden maade lide for det,—enten blev et smykke borte, eller et klædesplagg revet itu, eller det kunde komme en bøtte skyllevand over dem, naar de havde de fineste klærne paa sig og intet ondt aned.
Men naar en søgte efter den vesle synderinde, var hun forsvunden som en vind, og[194] det var ikke tale om at faa hende til at tilstaa noget.
Men Topsy var rask til at gjøre sine ting i huset, og svært snar til at lære ethvert nyt arbeide. Frøkenens værelse holdt hun somme tider i den bedste orden, men til andre tider kunde hun gjøre det skrækkeligste opstyr oppe paa kammeret: hun tog pudevarene af og stak det uldne hovedet sit ned mellem puderne, saa det kom til at se ud af fjær og dun som hun var gal. Stundom klatred hun opefter sengestolperne og hængte sig efter benene med hovedet ned, eller hun kasted lagenerne paa gulvet, trak frøkenens natdragt over skraapuden og legte heigut med den, samtidig med at hun fløited eller sang og skar ansigt.
En dag havde hun bundet frøkenens sjal om hovedet og stillet det op i en høi top. Netop som hun stod og saa sig i speilet, kom frøkenen.
«Men Topsy da, hvor kan du dog bære dig slig ad?»
«Ved ikke, frøken. Mig finder paa saa forfærdelig mange ting.»
Frøken Ofelia sukked. «Jeg ved ikke hvad jeg skal gjøre med dig, barnet mit.»
«Maa vist piske mig,» mente Topsy. «Gjestgiverens madam pisked mig hver dag, hun; jeg vilde ikke være skikkelig ellers.»
Frøkenen prøvde virkelig ogsaa pisken; men hver gang hun brugte dette middel, skreg ungen i vilden sky og loved bot og bedring. En halv time efter kunde en se hende sidde ved et hjørne af svalgangen og snakke med en flok undrende negerbørn.
«Uf! dere morianer!» kunde hun sige. «Dere er nogen rigtig ugudelige unger; jeg selv ogsaa—fy!» Og saa kunde hun klatre til veirs og slaa en kollbøtte i luften.
Om søndagene talte frøken Ofelia med hende om Gud og lod hende læse katekismen. Det varte ikke længe, før Topsy kunde hele katekismen paa rams.
«Hvad nytte tror du hun har af den lærdom?» spurte St. Clare.
«Barnet maa da lære nogen kristendom og gudsfrygt,» mente Ofelia.
«Pyt! jeg blev da proppet nok med religion, da jeg var barn; men jeg ved ikke at jeg har havt nogen nytte af det.»
«Nei,» sukked frøkenen, «jeg ved du bryr dig svært lidet om Vorherre; jeg skulde ønske du var ligesaa from og god endnu som du var da du var liden.»
«Ja, det ønsker jeg selv.»
Topsy havde staat som en liden svart billedstøtte og hørt paa dem, og nu satte hun med en gang i:
«Og da Adam og Eva havde spist af frugten, blev de jaget ud af haven.... Frøken, laa den haven i Kentucky?»
St. Clare brast i latter og gik sin vei.
Slig gik det i et aars tid eller to. Topsy var nær ved at tage livet af frøkenen, St. Clare derimod mored sig over barnet, paa samme maade som en morer sig over en hundehvalp eller papegøie.
Naar hun havde gjort en eller anden streg, og hun af den grund blev forfulgt, tog hun altid sin tilflugt til massa og gjemte sig bag stolen hans; der vidste hun sig trygg. Ofte gav han hende en blank sølvskilling, som hun i næste øieblik brugte til at kjøbe nøtter og sukkertøi for, og da levde hun og de andre svarte ungerne høit en stund; for hun var altid villig til at dele med sig, naar hun havde noget godt.
NITTENDE STYKKE.
I Kentucky.
Det var sent en vakker sommeraften. Alle dører og vinduer i den store dagligstuen paa[197] Shelbys gaard stod aabne og indbød enhver luftning som kunde komme farende til at komme indom.
Shelby laa magelig i en gyngestol, med hælene oppe paa en anden stol, og nød sin eftermiddagscigar.
Fruen sad med sit sytøi og saa bort til ham. Hun syntes at ha noget paa hjerte.
«Tante Chloe har faat brev fra Tom,» sa hun endelig.
«Se, se! Saa maa han ha faat nogen til at skrive for sig. Hvorledes har han det, den kjære gamle tjener?»
«Han har det godt; han er blit kjøbt af en fornem familie og nyder en venlig omgang.»
«Hvor det glæder mig! Saa vænner han sig nok snart til de nye forhold og finder sig i at være borte fra hjemmet her.»
«Nei, det er desværre netop det han ikke gjør; han spør ivrig efter, om pengene til hans indløsning snart kan ventes.»
«Det er ikke saa let at faa tak i penger, naar en først er kommet paa knærne.»
«Men kunde du ikke sælge hestene og en af dine avlsgaarder, og paa den maade se at faa klare gjælden.»
«Du snakker som du har vet til, min kjære ven.»
Fruen sukked. «Ja men vi maa nu paa den ene eller andre maaden se til at skaffe pengene;[198] Tante Chloe gaar her og plages af længsel.»
Ogsaa Shelby sukked. «Det var svært leit, at vi var saa snare med at give dette løftet. Det er vist ingen anden raad end at vi maa sige hende som sandt er, at vi ikke med vor bedste vilje kan kjøbe Tom tilbage.»
«Stakkars Tante Chloe!»
«Aa, det er nu ikke saa farligt, hverken med Tom eller med hende; Tom vil nok finde sig til rette der han er, og kan tage sig en anden kone, om han vil; Tante Chloe kan ogsaa gifte sig igjen, om hun har lyst.»
«At du kan tale slig, Shelby! Jeg gir ikke tabt i denne sak; jeg har lovet Tom at kjøbe ham tilbage, og kan jeg ikke paa anden maade skaffe pengene, gir jeg mig til at undervise i musik, saa jeg selv kan tjene dem.»
«Nei saa dybt vil du da vel ikke fornedre dig, at du gir dig til at være musiklærerinde?»
«Fornedre mig? Du burde heller tale om den fornedrelse som ligger i at vi bryder vort løfte til et stakkars hjælpeløst medmenneske.»
Saa kom Tante Chloe og bad fruen komme ud og se paa nogen kyllinger og ænder som hun netop havde slagtet.
«Er det ikke nogen sugger til kyllinger! Jeg ved ikke om fruen vil jeg skal steke dem eller....»
«Aa, gjør med dem hvad du selv vil, du Tante Chloe; jeg er ikke oplagt til at tale om mad nu.»
«Gode frue,» sa negerkonen, «hvorfor gaar De og massa og bryder hovederne Deres saa svært med disse pengene?»
Fruen skjønte nu at Tante Chloe havde luret.
«De kan jo gjøre som saa mange andre herskaber gjør,» blev konen ved. «De kan leie nogen af folkene Deres bort til andre og tjene mange, mange penger paa dem, istedenfor at lade dem gaa her og lidet eller intet have at gjøre.»
«Hvem skulde vi da leie ud?»
«Hvem De skulde leie ud? Ja det synes jeg ikke kan være saa svært vanskeligt at afgjøre. Jeg er selv ikke det mindste ræd for at blive bortleiet, og jeg ved om en mand som netop har brug for en slig som mig. Det er en konditor i Louisville, som er saa opraadd for en kake-og posteibaker. Han vil gjerne give otte kroner i løn om ugen. Kunde jeg bare faa en slig plads og paa den maaden hjælpe til at skrabe pengene sammen til Toms indløsning!»
«Men hvorledes skulde jeg kunne være dig foruden, Tante Chloe.»
«Være mig foruden? Skal da Sally i det uendelige gaa her og drive? Hun har nu[200] staat i lære hos mig saa længe at hun næsten er ligesaa flink som jeg selv—skulde ikke hun magelig kunne tage pladsen efter mig her hjemme? Jo vist kan hun gjøre det!»
«Men vil du reise fra dine børn?»
«Det skulde vel ikke være farligt, nu de snart er store alle sammen. Gutterne kan godt gaa paa arbeide, og den vesle kan Sally ta sig af, ved jeg—den søde ungen, hun kan næsten skjøtte sig selv.»
Fruen kunde skjønne paa Tante Chloe, at hun var af den mening, at Louisville laa mod den kant hvor Tom var.
«Nei, Tante Chloe, Louisville er mange hundred mil fra det sted hvor manden din er.»
«Er det saa langt borte fra ham,» sa hun og blev noget modfalden.
«Men det kan nu være det samme,» vedblev fruen, «du kommer ham nu paa en maade nærmere for hver dag alligevel; jeg lover dig at hver eneste øre du tjener skal bli lagt til side til Toms indløsning.»
Da gik det et stort smil over det svarte ansigtet hendes. «Aa frue, De er saa god, saa god! Sig mig, hvor mange uger er det i et aar?»
«Det er 52 uger i et aar.»
«Nei, er det saa mange? Og hvor meget kunde jeg da tjene paa et aar?»
«Med otte kroner om ugen vilde det bli over 400 kroner.»
«Bevare mig vel! Og hvor mange aar kunde jeg saa være om at tjene alle pengene?»
«Aa det vilde gaa en fire fem aar, Chloe. Men du har ikke nødig at tjene saa længe; jeg skal nok skaffe nogen af pengene, jeg ogsaa.»
«Ja men fruen maa ikke fornedre sig med musik og sligt noget, det maa fruen slet ikke gjøre; for det gaar ikke an i vor familie det. De skal nok se jeg skal røre labberne alene, jeg.»
«Ja ja, lad nu mig selv sørge for familiens ære,» sa fruen og drog paa smilen. «Naar tænker du nu paa at reise?»
«Tænker? Som om jeg tænker paa nogen verdens ting. Men Sam skal ned til elven i morgen med et par hester, og saa pakker jeg mit tøi sammen og følger med, om bare fruen kan skaffe mig et pas og vil give mig et skudsmaals-brev.»
«Det skal jeg, Tante Chloe, saa sandt manden min ikke har noget imod at du reiser.»
Aa, hvor Tante Chloe var straalende glad, da hun gik tilbage til hytten sin.
Hun gav sig straks i færd med at stelle i stand tøiet til den vesle.
«Tænk, massa Georg,» udbrød hun, da den unge herre kom ind til hende, «jeg skal[202] ud og tjene ... aa hvor jeg har det travlt ... jeg skal ud og tjene saa mange, mange penger!»
«Ja, jeg hører det.»
«Og alle disse pengene vil fruen gjemme, efter hvert som jeg tjener dem, og saa vil hun bruge dem til at kjøbe Tom fri ... aa, jeg har det saa travlt, jeg skal afsted i morgen.»
«Alt i morgen?»
«Ja, jeg skal afsted i morgen ... hør, gode massa Georg, De vil nok skrive til manden min og fortælle alt sammen—vil De ikke det?»
«Jo, det vil jeg gjerne; jeg har ogsaa noget at fortælle ham ... om de nye folungerne....»
«Ja, ja, fortæl om dem ogsaa. Aa, hvor han vil bli glad!»
TYVENDE STYKKE.
En truende sky.
Kjære Onkel Tom!
Jeg skal hilse dig fra Tante Chloe og fortælle dig noget godt. Hun er reist til Louisville,[203] til en konditor, og skal have otte kroner i løn om ugen, og mor gjemmer pengene for hende, og de skal bruges til at kjøbe dig fri for. Og jeg kan glæde dig med at fortælle at vi alle har det godt. Mose og Pete er blit nogen store karer, og den vesle er ogsaa stor. Sally passer hende; for hytten din staar tom nu, fordi der ingen er i den mer. Men naar du kommer hjem, og Tante Chloe ogsaa kommer hjem, saa skal den blive udvidet og pudset op som et slot. Jeg læser og skriver hver dag, endda jeg ikke har saa forfærdelig stor lyst til det; men jeg maa jo lære noget, det er jo nødvendigt for en mand i vore dage. Jeg kan fortælle dig at vi har faat fire nye foler, og far og mor har det godt, og jeg har det ogsaa godt. Og nu slutter jeg min skrivelse med mange kjærlige hilsener fra mig til dig.
Din hengivne ven
Georg Shelby.
En kan tro Tom blev glad, da han fik dette brevet; han baade lo og graat. Det var skrevet med store bogstaver, og det var saa tydeligt, at det kunde læses tvers over kammeret. Han talte til Eva om at han kunde have lyst til at sætte det i glas og ramme, men han kunde ikke finde paa at sætte det ind paa en slig maade at begge[204] sider af bladet kunde sees og læses paa en gang.
Venskabet mellem Tom og Eva tog til, efter hvert som barnet blev større. Den vesle frøkenen læste saa vakkert af bibelen for Tom; til gjengjæld plukked han de vakreste smaa blomsterbuketter til hende, og naar han om morgenen gjorde indkjøb paa torvet, fandt han ud de bedste appelsiner og andre frugter, som han gav hende.
Om sommeren flytted St. Clare med alle sine folk ud til et landsted som laa ved en sjø. Det var langt friskere og bedre at bo der end i den kvalme byen. Stedet var bygt i østindisk stil, med svalganger af bambusrør. Dagligstueen vendte mod en stor have, som dufted af de yndigste blomster i alle slags farver. Mellem havens trær og blomsterbed slynged sig velstelte ganger, som førte lige ned til sjøen.
En søndagskveld sad Tom og Eva paa en bænk nede ved sjøen. Det var ved solnedgang. Vesthimlen gløded som guld og kobber, og sjøen med de hvide seilere lyste med rosenrøde og gyldne striper.
Vesle Eva sad med bibelen sin opslaat paa fanget. Hun læste: «Og jeg saa som et glashav blandet med ild.»
«Det er sandt, vesle Eva,» sa Tom og sang:
«Hvor tror du nu det nye Jerusalem er, Tom?»
«Det er der oppe over skyerne.»
Eva mente hun kunde se lidt af det, for det var ligesom der var saa mange porter af perler og guld der oppe mellem skyerne—«og der, langt, langt inde i himlen, der er alting af det reneste guld. Kan du se, Tom?»
Hun bad ham nu synge noget mer om lysenglene.
Og Tom sang igjen:
«Jeg tror jeg har set dem,» sa Eva. «De kommer undertiden til mig naar jeg sover, disse engler.»
Det kunde Tom saa godt forstaa, for hun var jo selv en liden Guds engel, som vist var kommet lige ned fra himlen.
«Onkel Tom,» sa Eva med ett, «jeg kommer snart op til dem.» Og saa pegte hun[206] op mod himlen, og aftenrøden la et forklaret skjær over hendes lyse guldlokkete hoved.
nynned hun sagte og stirred henrykt op mod skyerne.
Onkel Tom kjendte ligesom et stik i brystet, da hun sa at hun snart kom op til englene. Han havde i lang tid merket sig at hun havde gaat og hostet stygt, og at hænderne hendes var blit saa magre, og aandedrættet saa underligt.
Han sad og saa paa hende. Kinderne brændte som med feberglød, øinene laa dybt og tindred med en egen glans.
«Eva!» ropte frøken Ofelia. «Du maa ikke sidde der nede længer; duggen er jo begyndt at falde.»
Frøkenen havde flere ganger talt til St. Clare om at det vist ikke var rigtig fat med Evas helse. Det var den stygge hosten som havde gjort hende urolig; men han havde altid slaat det hen; det at hun gik og hosted og saa daarlig ud, kom bare af at hun vokste saa sterkt, mente han.
Men i virkeligheden var han ikke saa rolig for hende som han gav det udseende[207] af; i sit stille sind gik han og ængsted sig for noget som han grued for vilde komme.
Det som uroed ham mest, det var, at hendes aand var saa uvanlig sterkt udviklet. Naar hun kom med disse fromme og dybe ord om himlen og det evige, kunde han tage hende i armene sine og knuge hende ind til sig, som om han vilde holde hende fast for bestandig.
Endnu vilde Eva gjerne lege med Topsy og de andre børn; men hendes leg blev mere og mere stillfærdig. Somme tider blev hun med ett alvorlig og satte sig til at se op mod himlen.
Som hun en dag sad hos moren, spurte hun: «Mor, hvorfor lærer de andre børn ikke at læse, ligesom Topsy?»
«Sligt maa du ikke spørge om, barn.»
«Ja men hvorfor gjør de det ikke?»
«Fordi det ikke er nogen nytte i at de svarte ungerne lærer at læse; det sætter bare nykker i hovedet paa dem, det.»
«Ja men de maa da have nytte af at læse i katekismen, mor; for saa kan de lære at kjende Guds vilje.»
«Du burde ikke tænke saa meget paa sligt noget, Eva. Du er saa stor nu, at du heller burde tænke paa dine kjoler og selskaber ... se her, hvad synes du om det?»
Fruen havde taget et diamant-halsbaand op af et juvelskrin og viste hende det.
Eva saa paa det med de store tankefulde øinene sine, men syntes ikke at bry sig stort om det.
«Det er vel verdt mange penger det?» spurte hun.
«Ja, det er visst. Min far kjøbte det en gang i Paris til mig, og jeg havde det paa første gangen jeg var paa bal ... du kan tro jeg drog øinene paa mig!»
«Bare jeg kunde faa det og gjøre med det som jeg vilde.»
«Hvad vilde du da gjøre med det?»
«Jeg vilde sælge det og kjøbe en stor gaard til folkene vore, og saa skulde de alle lære at læse og skrive,—Mammy ogsaa.»
Moren gav sig til at le. «Skulde de ikke ogsaa lære at spille piano og male paa fløiel?»
«Nei, men de skulde lære at læse i bibelen og skrive breve til slegtninger og venner, ligesom vi andre gjør. Du kan tro Tom vilde bli glad, om han lærte at skrive rigtig, og Mammy ogsaa.»
«Aa bare du vilde ti stille med disse taapelige paafund ... jeg taaler ikke at høre paa det ... jeg faar hovedpine.»
Hun havde det altid med det, fru Marie,[209] at hun fik vondt i hovedet, naar en talte til hende om noget som hun ikke likte at høre.
Eva sa intet mere og gik sin vei; men fra den dag af tog hun sig paa at undervise Mammy, som ofte havde ønsket at kunne læse.
* * * * *
Nogen tid efter at St. Clare var flyttet til landstedet, fik han besøg af en bror, som havde sin ældste søn Henrik med.
Henrik var en vakker og livlig gut paa tolv aar. Han var vist ogsaa en god gut, men overfor tjenestfolkene kunde den vesle krabat være en noksaa haard og streng herre.
Han og Eva kom svært godt ud af det med hinanden.
Eva havde en liden hvid hest, som hun ofte red paa. Til Henrik kjøbte hendes far en liden svart araberhest, som gutten var svært kry af at kunne kalde sin.
En dag førte Tom og en liden mulatgut, som de fremmede havde havt med sig, de to hestene op for trappen. Henrik greb tøilerne til den svarte hesten og tog dyret i øiesyn.
«Du har jo ikke striglet den skikkelig, din slubbert.»
«Jo, massa; men den har griset sig til siden.»
«Hold mund!» ropte Henrik og hæved[210] ridepisken sin. «Hvor tør du vaage at sige mig imod?»
Gutten var netop saa stor som Henrik, og hans krøllede haar dækked en høi djerv pande. Han havde hvidt blod i aarerne, og da hans unge herre tiltalte ham paa denne maaden, blev han med ett hed i kinderne og reiste hovedet. «Massa Henrik....»
Men før han fik sagt mer, gav Henrik ham et slag over ansigtet, tog derefter fat i kraven paa ham, tvang ham paa knæ og prylte ham saa længe til han blev helt andpusten.
«Din uforskammede knegt! Jeg skal lære dig at tie, naar jeg taler. Gaa saa med hesten tilbage til stalden og gjør den grundig ren!»
«Unge massa,» faldt Tom ind, «jeg tror han vilde sige at hesten rulled sig da han tog den ud af stalden—den er saa fyrig—og er saaledes blit tilsølet; jeg har selv set at den blev børstet baade fint og vel.»
«Ti, til jeg selv spør dig!» sa Henrik, snudde sig rundt paa hælen og gik op trappen til Eva, som stod der i sin ridedragt og vented paa ham.
«Kjære kusine, det gjør mig ondt, at du maa staa og vente paa mig—men hvad er i veien med dig?—Du ser saa alvorlig ud.»
«Hvorledes kunde du være saa grusom og slet mod den stakkars Dido?»
«Grusom? Hvad mener du med det?»
«At du kan give dig til at bruge pisken paa ham slig!»
«Det er ikke andet at gjøre med en slig næsevis kar; far gjør det samme.»
«Ja men han havde ikke fortjent at du slog ham.»
«Naa, saa kan han slippe en gang naar han har fortjent det. Et par rapp er aldrig spildt paa en slig kar som Dido; men jeg kan gjerne herefter lade være at slaa ham naar du er tilstede.»
De talte endnu en stund om saken, uden at Eva kunde faa sin fætter til at indse at han havde gjort noget galt.
Endelig kom Dido tilbage med hesten.
«Naa, se det,» sa Henrik naadig, «denne gang har du gjort dit arbeid bedre. Kom nu her og hold frøken Evas hest, mens jeg hjælper hende op i salen!»
Gutten saa ud til at have grætt. Da Eva var kommet op i salen bøide hun sig ned mod ham og hvisked: «Du er en god gut, Dido! Tak skal du ha!»
Dido saa op paa det vakre ansigtet hendes; blodet steg op i kinderne paa ham, og nogen store taarer blinked i hans øine.
«Kom her!» bød i det samme hans unge[212, 213] herre. «Der har du nogen ører som du kan kjøbe dig sukkertøi for.»
Saa traved de to søskendbørn afsted gjennem alleen, og gutten blev staaende og saa efter dem. Den ene havde givet ham penger, og den anden et venligt ord; han vidste godt hvad han satte mest pris paa.
Da børnene vendte tilbage, kom St. Clare ud og tog imod dem. Eva var blit svært medtaget af turen og sank mat ned i armene paa faren.
«Det har vist taget for sterkt paa dig dette, barnet mit.»
«Aa nei, far,» sa hun, men hendes korte og besværlige aandedræt sa noget andet.
«Hvorledes kunde du ride saa fort, kjære Eva? Du ved du har ikke godt af det.»
«Jeg syntes det var saa morsomt at holde lag med Henrik.»
Faren tog da og bar hende ind og la hende paa en sofa. Derefter sa han til Henrik at han maatte være varsom med Eva og ikke ride saa fort med hende.
«Jeg skal nok herefter huske paa det,» loved gutten og satte sig ved siden af Eva og tog hende i haanden.
«Jeg skal nok ogsaa herefter være god imod Dido,» loved han med, da hendes far var gaat.
«Tak!» sa hun, og det vakre ansigt straalte af glæde.
Et par dage efter reiste de fremmede.
Eva blev mer og mer svag. Hendes far havde i det længste søgt at holde borte fra sig den tanke, at der var nogen alvorlig fare paa færde; men nu maatte han lade lægen hente.
Moren trodde ikke at noget andet menneske end hun selv kunde bli syg, og hun havde aldrig villet høre noget om at Eva ikke var bra—hun løb jo og red lange turer.
«Ja men hun har slig slem hoste,» havde frøken Ofelia sagt.
«Hoste? Det kan ikke være noget at tale om, at hun har lidt hoste. Om jeg vilde tale om alle mine lidelser....»
Men da saa lægen endelig sa rent ud, at Eva var alvorlig syg, tog moren saken paa en helt anden maade.
Hun vidste og havde altid følt at hun var udset til at være den ulykkeligste af mødre. Hun gik med en nedbrudt helbred, og saa skulde nu dette komme til, at hendes eneste elskede barn gik i graven lige for hendes øine. Om natten vækked hun Mammy hvert øieblik, og om dagen skjændte og jamred hun sig værre end nogensinde over denne nye ulykke.
«Kjære Marie; du maa da være fornuftig og ikke tage slig paa vei,» sa hendes mand.
«Du kan have let for at tale om at være fornuftig; du kjender ikke en mors hjertelag overfor sit barn, St. Clare! Du har aldrig kunnet forstaa mig!—Du forstaar mig heller ikke nu.»
«Men tal da ikke saaledes, som om alt haab var ude.»
«Nei, jeg ved nok at du tar det let med barnet; men vil ikke du tage dig af hende, saa vil jeg, endda jeg alt før har nok at bære paa.»
Det gjorde vesle Eva vondt, at hun skulde volde forældrene sine saa megen angst og sorg; men hun kunde jo ikke gjøre noget for det.
Saa kom det nogen dage da hun blev saavidt bra at hun kunde være ude i haven; hun kunde endog le og spøge og klappe i hænderne. Aa, hvor faren hendes da var glad! Han mente at hun snart vilde blive frisk igjen.
Men lægen og frøken Ofelia mente noget andet.
Eva selv syntes at være fuldt paa det rene med at hun snart skulde faa sit hjem mellem englene. For sin egen skyld var hun ikke urolig for det; men det gjorde hende[216] vondt for forældrene og de andre som holdt saa meget af hende.
Tom var nedtynget af sorg.
«Det er døden,» sa han til Mammy, «Vorherre har sat sit merke paa hende.»
«Ja,» sukked den gode Mammy, «hun er for klog og god for denne verden, det velsignede barn.»
Saa var det en kveld ved solnedgang, at Eva kom listende op trappen til svalgangen hvor faren sad. Han saa med smerte hvor feberen brændte i de fine kinderne hendes.
«Far,» tog hun fat, «det er noget jeg længe har villet sige dig.»
Han tog hende i armene og satte hende paa fanget.
«Det kan ikke nytte at skjule det længer nu, far, det varer ikke længe før....» Hun kunde ikke sige mer, men tog paa at graate og gjemte hovedet ved brystet hans.
«Min egen vesle Eva! Du maa ikke sige sligt noget ... se nu her, denne vesle fine billedstøtten har jeg kjøbt til dig.»
«Nei, far,» sa Eva og skjøv den sagte fra sig, «jeg bryr mig ikke om den; det er noget jeg vilde blive meget mere glad for.»
«Og hvad er da det, barnet mit?»
«Det er ... om du vilde give alle folkene vore fri.»
«Men Eva da! Synes du ikke de har det godt nok nu?»
«Aa jo, men om nu noget skulde hænde dig, hvorledes vilde det da gaa dem? Det er ikke mange mennesker som ligner dig. Det er mange slemme mennesker til. Aa at alle slaver i hele landet kunde faa sin frihed!»
«Jeg skulde heller ikke ha noget mod det; men ... det er saa vanskeligt.»
«Ja, men du far, som er slig en god mand, og som kan tale saa godt for dig, kunde ikke du gaa omkring og tale med alle folk om at de skal give alle sine træler fri—vil du ikke gjøre det, far ... naar jeg er død?»
«Kjære barn, du maa ikke tale om at dø; jeg har jo ikke andre end dig at leve for.»
«Vil du ikke gjøre det, far?» blev hun ved.
«Jeg vil gjøre alt som du ber mig om, alt.»
«Ogsaa give Tom fri, naar jeg er....» hun stansed igjen.
«Ja, min vesle Eva, jeg vil føie dig i alt; men du maa ikke gaa fra mig.»
Saa la hun det brændende kindet sit op til hans. «Bare vi kunde følges, far! Vilde du ikke følge med mig?»
Han trykked hende tættere ind til sig.
«Du kommer nok op til Gud, far,» sa hun rolig og tillidsfuld.
Faren kunde ikke sige et ord mer. Hendes stemme lød for ham som en aanderøst; som i et syn saa han hele sit liv med al dets tvil og tomhed.
Da solen var gaat ned og mørket holdt paa at lægge sig over sjø og land, gik han[219] ind med hende, vugged hende paa armene, til hun faldt i søvn.
EN OG TYVENDE STYKKE.
En skilsmisse.
Topsy var lige vild og uskikkelig som hun havde været.
«Aldrig i mine levedage har jeg set mage til unge!» klaged Ofelia en søndag eftermiddag, da hun kom trækkende med den svarte jentungen ind til sin fætter.
«Hvad er det da nu i veien med hende igjen?» spurte St. Clare.
«Jo, nu skal du høre,» blev frøkenen ved. «Da jeg i formiddags gik til gudstjenesten, lukked jeg hende inde paa mit værelse og satte hende til at lære et salmevers, mens jeg var borte. Men kan du saa tænke hvad hun har fundet paa? Jo, istedenfor at læse har hun dirket op en af skufferne mine og taget en kappestrimmel og klippet den op i stumper og stykker til dukkepynt. Har en nogensinde hørt mage til unge!» gjentog hun.
«Jeg har jo sagt Dem,» faldt fru Marie ind, «at De overfor slige børn ikke kommer[220] nogen vei med Deres kjærlighed og fine opdragelseskunst. Om jeg fik raade, skulde jentungen sendes bort og piskes, til hun ikke mer kunde gaa paa sine ben.»
«Og slig som jeg har balet med denne ungen!» blev Ofelia ved. «Jeg har undervist hende, jeg har søgt at tale hende til rette, jeg har straffet hende og tumlet med hende paa enhver optænkelig maade; men hvad har det hjulpet? Hun er akkurat den samme nu som da hun kom hid.»
«Kom hid til mig, du vesle apekat!» kaldte St. Clare.
Topsy nærmed sig ham, med et blik som paa en gang udtrykte frygt og det for hende vanlige skjelmeri.
«Hvorfor opfører du dig saa slet?» spurte St. Clare, og kunde ikke lade være at more sig over barnets underlige udtryk.
«Ved ikke. Mig har sligt syndigt hjerte, siger frøkenen.»
«Og endda frøken Ofelia har gjort saa meget for dig.»
«Ja, men gjestgivermadamen gjorde meget mer; hun baade rev mig i haaret og dunked hovedet mod døren; men endda blev mig ikke bedre.»
Vesle Eva havde staat og hørt paa dette. Hun tog nu Topsy i ærmet og drog hende[221] med sig ind paa et værelse, som ved et ophængt teppe var skilt fra gangen.
«Jeg kunde have lyst at vide hvad Eva tar sig for med hende, jeg,» sa St. Clare. Han og frøkenen gik bort til teppet og kiked ind.
Der sad da de to børn paa gulvet, med ansigterne vendt mod hinanden; Topsy med sin vanlige spøgefulde og trodsige mine, Eva med et sorgfuldt ansigtsdrag og taarer i øinene.
«Hvorfor er du slig en slem pige, Topsy? Holder du ikke det mindste af tante Ofelia?»
«Ved ikke hvad det er at holde af.»
«Er det ikke nogen du kan like?»
«Jo, mig liker sukkertøi.»
«Aa om du vilde bli en snill og god pige!»
«Kan ikke; for mig er ikke andet end en negerjente. Kunde jeg blive flaadd og blive hvid, skulde jeg prøve.»
«Ja men du kan da godt blive god, om du er svart.»
Topsy fniste; hun trodde ikke det.
«Tror du ikke du kan det?»
«Nei; det er fordi jeg er neger at frøkenen ikke kan like at jeg kommer nær hende og rører ved hende; hun vilde heller lade en padde røre ved sig.»
Men det kunde nu ogsaa være hende det samme, mente Topsy og gav sig til at fløite.
Eva la den vesle tynde haanden sin om halsen paa negerjenten. «Topsy, jeg er[222] ikke ræd for at røre ved dig, jeg kan like dig.»
Da blev de store runde øinene til det stakkars forvildede barn fulde af taarer. Hun bøide hovedet ned i hænderne og gav sig til at hulke.
«Topsy,» blev Eva ved, «Gud kan ogsaa like dig; han kan like alle mennesker, han, enten de er hvide eller sorte.»
«Kjære, gode, vesle Eva, mig vil prøve at blive god.»
* * * * *
Det havde været en tid da Eva syntes at blive noget bedre; men saa blev hun daarligere igjen og maatte for det meste holde sig inde.
Hendes soveværelse var et stort rum, som ligesom de andre værelser i huset vendte ud mod den brede svalgang. For vinduerne hang gardiner af rødt og hvidt musselin, gulvet var dækket med et vakkert blomstret teppe, som var forskrevet lige fra Paris. Sengene, stolene og sofaen var af bambusrør, som var flettet sammen paa den kunstfærdigste maade. Over hovedgjærdet paa sengen var fæstet en hylde af alabast, og paa den stod en engel, vakkert udhugget i marmor, med sænkede[223] vinger. Til hylden var fæstet et rosenrødt sølvvirket florsgardin til vern mod moskitoerne, disse store leie myggene, som i dette strøg af landet er en styg plage om natten. Midt i værelset stod et bambusbord med en kostbar vase, som altid var fuld af blomster. Paa kaminens marmorrand stod et andet marmorbilled,—Jesus som velsigned de smaa børn. Og rundt om i værelset var det en rigdom af billeder, malerier, bløde puder, tepper, og mange andre dyre ting.
En eftermiddag laa den vesle syge pige paa en sofa ude paa svalgangen og saa ud over sjøen. Saa hørte hun med ett sin mor tale i en streng tone: «Hvad er det du skal med de der?»
«Frue, de er til den vesle frøkenen,» klynked Topsy.
«Din toskete unge! Tror du hun bryr sig om blomsterne dine? Ud med dig!»
«Jo, mor,» ropte Eva og sprang ned af sofaen, «jeg vil gjerne ha dem.—Kom her med dem, du Topsy!»
Den lille negerpige gik da bort til hende med blomsterne.
«Aa, for nogen deilige blomster! Det var rigtig pent af dig at du har tænkt paa mig.»
Topsy saa straalende glad ud; men da hun vendte sig for at gaa, trilled et par store taarer nedover kinderne paa hende.
«Du er et underligt barn,» sa moren. «Hvorledes kan det falde dig ind at indlade dig med en negerunge?»
«Jeg tror hun holder paa at blive en snill pige, mor.»
«Ja, det vilde nu ialfald ikke være for tidlig, efter alt det vi har gjort for hende.»
Eva la sig ind paa sengen sin for at hvile. Fru Marie jamred sig over den svære varmen.
«Mor,» sa Eva, «jeg vil gjerne faa klippet noget af haaret mit af.»
«Hvorfor vil du det?»
«Jo, jeg ønsker at give det bort til mine venner, mens jeg endnu er god for at gjøre det selv. Vil du ikke bede tante komme og klippe mig.»
I det samme kom frøken Ofelia.
«Hør, tante, sa den vesle spøgende. «Vil du ikke klippe dit lille lam?» Hun reiste sig op og risted de lange guldlokkerne sine ud.
Netop som Ofelia havde faat fat i saksen, kom St. Clare ind med noget frugt, som han havde været ude og hentet til hende.
«Far, jeg vil gjerne have tante til at klippe noget haar af mig; jeg har saa altfor meget af det, og det gjør mig saa hed i hovedet; og saa vil jeg saa gjerne gi hver af mine venner en lok.»
Han syntes ikke om at det vakre haaret[226] hendes skulde klippes, og det var med sorg han saa de lange bløde haarlokker en for en blev lagt ned i fanget til Eva.
Hun sad og tvinned haaret om hænderne og saa sorgfuld bort paa sin far.
«Kom hid til mig, far!» sa hun og vinked med haanden.
Han gik bort til hende og satte sig paa sengekanten.
«Far!» bad hun, «jeg vilde saa gjerne ha alle folkene her op, jeg har noget at sige dem.»
«Ja, da skal du ogsaa faa lov at faa dem op.» Han var saa dybt grebet, at han næsten ikke kunde tale.
Det blev sendt bud ned, og snart var alle tjenestfolkene samlet i sygeværelset.
Eva laa bagover mod puden. Resten af haaret laa løst ned over det magre hvide ansigtet, de store øine saa med en tindrende glans paa hver enkelt som kom ind.
Alle blev dybt grebet ved at se det syge barn og ved at høre morens hulken.
De stirred omkring, saa paa hverandre, sukked og risted paa hovedet. Det var dødsstilt i værelset.
Endelig reiste Eva sig og lod sit alvorlige blik glide over folkene.
«Jeg holder saa meget af dere alle sammen,» sa hun, «og jeg vilde sige dere noget,[227] og det maa jeg sige dere nu, for jeg er snart ikke mere hos dere.»
Rundt om i flokken hørtes graat og klager. Eva maatte stanse et øieblik.
«Nei,» tog hun atter fat. «Dere maa ikke graate; for det jeg har at sige dere er noget godt. Jeg vil sige dere, at det er en som holder af dere—vil dere da ikke holde af ham igjen og blive gode og bede til ham hver dag?»
Tom og Mammy og nogen andre, som var kristne, svarte at de vilde det.
«Og saa vil jeg give dere noget; for jeg ved dere liker mig godt og gjerne vil ha et minde om mig. Se her....»
Dybt rørt samled folkene sig om sengen og fik hver en liden haarlok. Uvilkaarlig kasted de sig paa knæ, graaten blev mer og mer lydelig, og mange af dem trængte sig frem og kyssed sømmen paa barnets klær.
Frøken Ofelia var ræd for at dette gribende optrin skulde virke for sterkt paa det svage barn, og gjorde derfor tegn til at folkene nu maatte gaa.
Straks efter havde alle forladt værelset, bare Tom og Mammy blev tilbage.
«Se her, Onkel Tom, er en pen en til dig. Aa jeg er saa glad ved at tænke paa at jeg skal faa se dig i himlen; for det er jeg viss paa jeg skal; og Mammy—kjære[228] gode Mammy!» sa hun og slynged armen om halsen paa den gamle amme, «jeg ved at ogsaa du vil komme der.»
Mammy graat og stønned; hun vidste ikke hvorledes hun skulde kunne holde ud, om Eva gik bort.
Frøkenen gjorde nu ogsaa tegn til Tom og Mammy, at de skulde gaa. Og da de var kommet vel ud af døren, drog hun veiret lettet, for nu mente hun at alle var gaat; men da hun vendte sig om, stod vesle Topsy i en krok og graat.
«Men hvor er du kommen fra?»
«Mig har været her hele tiden,» svarte den vesle. «Mig vilde ogsaa gjerne bede om en lok,» sa hun og gik frem til sengen.
«Jeg har nok gjemt en til dig ogsaa,» sa Eva. «Naar du nu ser paa den, vil du saa ikke tænke lidt paa mig og gjøre dig umage for at bli en god pige?»
«Jo, det vil mig gjerne; men det er saa svært vanskeligt for mig at bli god, som har været saa slem før.»
Saa tog Ofelia hende i armen og førte hende lempelig mod døren, og med forklæet for øinene gik den vesle pigen ud af værelset.
Frøkenen selv var dybt rørt; men for ikke at øge Evas sjælelige spænding end mere, søgte hun at holde sig saa rolig som mulig.
St. Clare havde under optrinet med folkene siddet med haanden for øinene, uden at sige et ord.
«Far!» kaldte Eva.
Han fór sammen med et gys og reiste sig. «Nei, nei, dette kan jeg ikke holde ud,» klaged han. «Den almægtige handler haardt mod mig!»
Ofelia sa nogen ord om at han maatte bøie sig for Guds vilje.
«Blir det derfor lettere at bære dette her?» spurte han med et bittert tonefald.
«Kjære far, du maa være god og ikke tænke slig!» sa Eva og tog paa at graate.
«Min gode vesle Eva, graat ikke! jeg vil jo være god, det var synd af mig at sige det jeg sa.»
Han bøide sig ned og strøg hende over haaret og talte kjærlig til hende.
Fru Marie havde siddet halvt sansesløs. Nu fór hun ind paa sit værelse og kasted sig syg og sønderknust paa sin seng.
«Du har vist delt ud alle haarlokkerne dine, Eva,» sa faren med et sørgmodigt smil. «Det blev ikke nogen igjen til mig.»
«Ja, de jeg har her er dine—dine og mors, og du maa give tante saa mange hun ønsker. Jeg gav bare folkene dem de skulde ha, for at de ikke skulde bli glemt.»
Evas tanker gik stadig mod de lyse egne som hun nu skulde faa se.
«Vil ikke du ogsaa komme der op, far?» spurte hun.
Han trykked hendes haand uden at sige noget; tvil og bitterhed og smerte fyldte hans sind.
Fra denne dag tog kræfterne hos Eva sterkt af. Hendes værelse blev gjort til sygestue, hendes far og tante gjorde tjeneste som sygevogtere. Aldrig havde Ofelias gode egenskaber været paaskjønnet som nu. Tidlig og sent var hun om den syge; ingen kunde hjælpe som hun. Nøie og omhyggelig fulgte hun lægens forskrifter, og med fin omtanke forstod hun at skjule det som burde skjules, og tale friskt og opmuntrende til alle.
Onkel Tom saa ofte op til sin unge veninde. Naar hun var saavidt rask at hun kunde taale det, bar han hende paa armene og gik frem og tilbage over gulvet med hende. Stundom bar han hende paa en pude ud paa svalgangen, og naar veiret var rigtig godt, kunde det ogsaa hænde, at han bar hende omkring under orangetrærne i haven eller satte sig med hende paa en bænk og sang en eller anden salme for hende.
Alle folkene stelte saa godt for Eva som de kunde, men ingen vilde hun saa gjerne være hos som Onkel Tom.
Mammy ønsked nok gjerne at være hos Eva om natten; men fru Marie kunde ikke undvære hende. Mammy blev vækket mangfoldige ganger hver nat, snart for at gnide fruens fødder eller bade hendes hoved, snart for at finde lommetørklæet hendes eller for at rulle et gardin op eller ned. Heller ikke om dagen kunde Mammy faa være hos Eva; hver gang hun gjorde tegn til at ville gaa bort fra fruen, fandt denne altid noget at sætte hende til med paa sit eget værelse.
«Det er da din pligt først og fremst at sørge for at jeg selv blir passet og pleiet, saa klein som jeg er.»
Eva havde ingen smerter; hun var bare saa mat, saa mat. Men sød og yndig var hun, som hun laa der i sin hensygnende tilstand, taalmodig og gudhengiven. Af og til kunde hun endog være livlig og sidde i sengen og se paa smykkerne sine, og tale om hvem som skulde have det og hvem som skulde have det.
Ved dag efter dag at være vidne til den renhed og uskyld som var over Evas sygeleie, syntes St. Clare lidt om senn at vinde noget mer ro i sindet. Han kjendte i sjælen en vemodig fred, som den en kan merke om høsten, naar en ser paa skogens farver og paa blomsterne som byder sin svindende skjønhed og duft frem for ens sanser; en[232] glæder sig saa meget over dette, fordi en ved at hele herligheden snart er slut.
Tom kunde ikke ligge i ro paa sit eget kammer om natten; til sidst fandt han paa at lægge sig paa svalgangen udenfor døren til Evas værelse. Her laa han og lytted, om hun kaldte paa ham.
«Nu nærmer hun sig stadig det nye Jerusalem,» sa Tom.
Saa kom en kveld da Eva igjen var uvanlig rask og glad. St. Clare kyssed hende til godnat og gik fra hende med nyt haab.
«Nu skal du bare se, Ofelia, at vi faar lov til at beholde hende alligevel.»
Men ved midnat—netop den samme nat—kom døden.
Alt tidlig paa natten merked frøken Ofelia at det tog en anden vending med barnet, og efter dette kunde det ikke være tanke om andet end at hun vilde vaake natten over.
Det var stilt i sygeværelset. Saa merked Tom med ett at døren til svalgangen blev aabnet.
«Tom,» sa frøkenen, «du maa skynde dig efter lægen! Skynd dig, alt det du kan!»
Selv gik hun og banked paa døren til sin fætter.
«Hvad er nu paa færde?» spurte han og sprang ud af sengen.
Et øieblik efter stod han ved sygeleiet.
Dødens merke stod da skrevet paa vesle Evas ansigt; men det saa alligevel langt fra uhyggeligt ud; det havde tvert om faat en klarhed over sig som aldrig før.
Der stod da de to menneskene og saa paa det elskede barn, uden at kunne sige et ord.
Endelig kom Tom med lægen. Denne stilled sig ved siden af de to andre og gav sig til at se paa den døende.
Fruen var ogsan blit vækket, da lægen kom, og nu kom hun styrtende ind i værelset. «Hvad er det? Hvad er det?»
«Du maa være stille,» tyssed manden hendes; «hun har ikke langt igjen nu.»
Mammy hørte ordene og sprang ned for at vække tjenestfolkene. Det varte ikke mange minuterne, før hele huset var paa benene. Lamper og lys blev tændt overalt, listende fodtrin hørtes i gangene, og ængstelige ansigter kom til syne paa svalen, hvor de titted ind gjennem glasruterne.
St. Clare hørte og saa intet; han stod bare og stirred paa sit barn.
«Eva!» kaldte han sagte og bøide sig ned over hende. «Min vesle Eva!»
Hun aabned de store blaa øinene: «Ja, far.»
«Kan du kjende mig, Eva?»
«Min egen far!» Et smil gled over det[235] blege ansigtet hendes, og hun løfted armene for at slaa dem om halsen paa ham, men de faldt mat ned paa teppet.
Da han retted sig op, saa han en uhyggelig trækning gaa over ansigtet hendes; hun gisped efter veiret og kasted hænderne fra sted til sted.
«Aa, min Gud! dette er forfærdeligt,» hvisked han og vendte sig bort. «Aa, Tom, Tom, jeg kan ikke holde det ud!»
Tom tog sin herre i hænderne, mens taarerne randt i strømme ned over kinderne paa ham.
«Bed til Gud, at det snart maa være slut!» sa St. Clare.
Tom vendte sig mod sengen. «Det er slut. Gud være lovet!»
«Eva!» kaldte St. Clare igjen; men nu hørte hun det ikke. En straalende klarhed, en himmelsk fred havde bredt sig over hendes aasyn.
Alle stod dybt grebne; men der var over dem en underlig høitidsfuld stemning, som dæmmed op for alle taarer og klager.
* * * * *
Billedstøtterne og malerierne i Evas værelse var tilhyllet med hvidt flor, og bare undertrykte aandedrag og sagte skridt hørtes[236] der, mens lyset høitidelig stjal sig ind gjennem vinduerne, som delvis var tildækket med et forhæng.
Paa sengen, under den hvide engelen med de sænkede vinger, laa den vesle sovende pige i en af de hvide kjolerne sine. Fra leiet og rundt om fra værelset dufted blomster, og fra vinduerne faldt et mat rosenrødt skjær over den dødes ansigt. De lange øienhaar laa blødt ned over de rene kinder. Hovedet var vendt lidt til den ene siden, saa det saa ud som hun sov en vanlig søvn.
St. Clare stod med korslagte armer og saa paa hende: «Det er ingen død for en slig som dig, kjære Eva,» tænkte han. Han vilde ikke tale med nogen, han gik som i drømme; og naar han blev spurt om naar begravelsen skulde foregaa, svarte han ligegyldig, at det ikke kom ham ved.
Adolf og et par af tjenestjenterne var stadig optaget med at pynte op med blomster og gjøre værelset hyggeligt.
Den vesle Rosa, en af mulatpigerne, kom trippende med en kurv blomster. Da hun saa sin herre, stanste hun og vilde drage sig tilbage; men da hun skjønte at han ikke la merke til hende, gik hun bort til den døde og stak en smuk jasminblomst i hver af hænderne paa hende, og efterpaa strødde hun en mængde blomster ud over leiet.
Saa kom ogsaa vesle Topsy med noget under forklæet.
«Hvad vil du?» spurte Rosa. «Du har ikke noget at gjøre her, du.»
«Bare en blomst,» sa hun og viste frem en halvt udsprungen te-rose.
«Ud med dig, siger jeg!»
St. Clare merked dette og stamped med foden i gulvet og saa vred paa Rosa. «Kom bare her, du barnet mit,» sa han til Topsy.
Den sorte pige la nu sin rose ved ligets fødder og vilde gaa igjen; men med ett var det som det kom noget over hende; hun sank ned paa gulvet og udstødte et gjennemtrængende skrig.
Frøken Ofelia kom og skulde stille hende til ro, men barnet graat og jamred sig: «Aa, frøken Eva, vesle frøken Eva!»
Frøkenen hyssed venlig paa hende og bad hende give sig tilfreds.
«Hun sa at hun holdt af mig,» hulked den vesle; «men nu har jeg ingen mere som holder af mig.»
«Stakkars barn!» sa frøkenen og fik taarer i øinene. «Herefter vil jeg holde af dig, holde rigtig meget af dig.»
Disse ord virked langt mere paa den vesle negerpige end al skjænd og pryl hun havde faat. Fra denne dag havde frøkenen en magt over barnet som aldrig før.
«Aa, hvor meget min vesle Eva har udrettet i den korte tid hun har levet!» tænkte St. Clare.
Alle folkene kom listende, en efter en, for at se den døde.
Saa kom kisten, og det vesle lig blev tildækket og gjemt.
En hel skare af mennesker samledes paa landstedet den dagen vesle Eva skulde til jorden. Alle havde med sig kranser, sløifer og sørgeflor.
St. Clare gik endnu som i taage. Taus og uden at fælde en taare havde han staat og set paa at ligklædet blev bredt over Evas ansigt, taus fulgte han efter baaren ned i haven, hvor der var kastet op en liden grav, og taus stod han og saa paa at kisten blev sænket ned i den. Han hørte de velkjendte ord: «Jeg er opstandelsen og livet; hvo som tror paa mig, om han end dør, skal han dog leve.»
Saa faldt jorden tung ned over baaren. Han kunde ikke skjønne at hans vesle Eva laa der nede.
De fremmede mennesker drog bort. Hulkende og klagende laa fruen i sengen paa sit værelse og kaldte hvert øieblik, snart paa den ene, snart paa den andre.
«Min mand graater vel ikke nu heller,[239] han,» hulked hun, «og mig bryr han sig heller ikke om, hvor meget jeg lider.»
Af og til fik hun det med krampe, og det vakte da svært opstyr i huset; lægen maatte hentes, én maatte efter varmt vand, en anden sprang efter ophedede flonelskluter til at gnide hende med. Uro og larm var det over hele huset. De fleste af folkene trodde fruen sørged dybere end St. Clare; men Tom var af en anden mening. Han kjendte noget i sit indre som drog ham til sin herre. Han fulgte ham hvor han gik, alvorlig og deltagende, og naar han saa ham sidde i Evas værelse med den lille bibelen hendes opslaat for sig, uden at læse et ord i den, da kjendte han en sterk trang til at tale med ham om ham som kan trøste og læge alle saar.
Nogen dage efter begravelsen flytted hele huset tilbage til slottet i Orleans. St. Clare længted efter at komme ind i nye forhold og bort fra det sted hvor alt minded ham om det tunge tab.
Han var blit svært mager og bleg, men han søgte at stive sig op ved at spasere flittig om i gaderne og ved at tale med venner og kjendinger om alt muligt. Han lo og spøgte, saa det var ikke saa mange som kunde se paa ham at han gik med en nagende sorg i sit hjerte.
«St. Clare er et underligt menneske,» sukked fru Marie. «Jeg havde trodd at han holdt af barnet; men han synes alt at have glemt hende—han kan ikke en gang like at tale om hende.»
En dag kom Tom sagte ind i værelset til sin herre og fandt ham læsende i Evas bibel.
«Aa, Tom, hele verden er for mig saa tom som et eggeskal,» klaged han og bøide sig ind til brystet paa den trofaste tjener.
TO OG TYVENDE STYKKE.
Gjenforening.
Først nu skjønte St. Clare at al hans glæde og alle hans tanker havde været samlet om hans vesle datter. Det var for hendes skyld at han havde taget sig af sin eiendom, det var for hendes skyld han havde lagt planer til at udnytte sin tid, og saa længe havde han vænnet sig til at gjøre alt for Eva—at kjøbe, rette paa, omgjøre og ordne eller stelle i stand alt for hende—at han nu, da hun var borte, ikke vidste hvad[241] han skulde tænke paa eller tage sig til eller leve for.
Det eneste han havde nogen lyst til var at læse i Evas bibel og tænke paa at gjøre noget for sine folk, som Eva paa dødsleiet havde bedt godt for.
Noget af det første han tænkte paa, var at gjøre de første skridt til paa en lovlig maade at give Tom fri og faa dette lovlig brevfæstet.
Men den tanke at Tom skulde reise fra ham, pinte ham mer end han selv vilde være ved; for han syntes ikke nogen eller noget i verden minded ham saa levende om Eva som han; han vilde derfor stadig have Tom hos sig, stadig se ham og tale med ham.
«Tom,» sa han en dag, «jeg tænker paa at gi dig et fribrev, saa du kan reise hjem naar du vil.»
Tom løfted hænderne, og med straalende øine saa han mod himlen: «Gud være lovet og takket!»
St. Clare kunde ikke like at Tom blev saa glad ved at høre at han nu kunde faa reise fra ham.
«Du har ikke havt det saa slemt her hos mig, at du skulde blive saa sjæleglad ved at komme herfra.»
«Nei, massa, nei!»
«Du kunde umulig have tjent saa meget at du kunde have klædd dig saa fint og levet saa godt som du har gjort hos mig.»
«Ved alt det, massa; men jeg vil heller være en fri mand og gaa fattig klædd og bo i en simpel hytte end leve fint og godt som ufri mand, slig er jeg.»
«Ja ja, saa reis da i Guds navn!»
«Nei, jeg reiser ikke, saa længe massa gaar og pines slig af den tunge sorgen.»
«Da maa du vist vente længe, Tom.»
«Nei, jeg tror ikke det vil vare saa svært længe, før det blir bedre for massa.»
«Hvorledes tror du det kunde ske?»
«Naar massa blir en kristen.»
«Og du vil vente til det sker?»
«Ja.»
«Du gode, store, taapelige barn!» sa St. Clare; han drog paa smilen og la haanden paa akslen til Tom. «Saa længe vil jeg ikke holde paa dig. Reis hjem til kone og børn, du.»
«Nei, jeg reiser ikke; den gode tid kommer snart; Vorherre har brug for massa.»
«Hvorledes mener du Vorherre kan ha brug for mig? Kan han ikke klare sig selv, uden han maa have nogen til at hjælpe sig?»
«Vi skal arbeide i hans tjeneste; det vi gjør for Vorherres skabninger, det gjør vi for ham.»
«Du har vist ret i det Tom,» svarte St. Clare.
Her blev samtalen afbrudt ved at nogen fremmede blev anmeldt.
Fru Marie var vist saa ulykkelig over tabet af sin datter som hun kunde blive, og hun havde en sjelden evne til at gjøre dem som var om hende ulykkelig med sig. Særlig fik nu tjenestfolkene hendes merke det. Og nu havde de ikke længer Eva til at gaa imellem fruen og dem, naar det var noget i veien. Mer end en gang havde den unge frøkens vindende væsen og milde forbøn været dem et vern mod fruens hensynsløse og egenkjærlige krav. Det var derfor ingen som savned hende mer end tjenestfolkene.
Den stakkars Mammy var dog den som savned Eva mest af alle; hun graat baade dag og nat, og blev saa medtaget af sorgen, saa hun ikke orked at tjene fruen med alt saa raskt som før. Dette medførte da skjænd tidlig og sent.
Ogsaa frøken Ofelia sørged; men for hendes gode og ærlige hjerte bar sorgen frugt; hun blev mer blød og mild, og endda hun var lige ivrig i alt hun havde at gjøre, kom der over hendes væsen en større ro og kjærlig sagtmodighed. En kunde særlig merke dette paa den maade hun tog sig af Topsy paa. Hun var ikke længer ræd for at[244] røre ved hende, og naar hun underviste hende, sad hun ikke slig og skjændte som før.
Topsy blev dog ingen engel med en gang; hun var endnu et vanskeligt barn at stelle med; men hun blev dag for dag mer tam og mer modtagelig for det hendes gode lærerinde la hende paa hjerte.
Da hun en dag paa veien op til frøkenen mødte Rosa, skyndte hun sig med at gjemme en liden pakke ind paa brystet.
«Hvad gjør du nu?» sa Rosa og greb hende i armen. «Har du stjaalet igjen, din ugudelige unge?»
«Mig har ikke stjaalet,» sa Topsy og vilde rive sig løs.
«Du har stjaalet!» blev Rosa ved og vilde stikke haanden ind paa brystet hendes.
Topsy sparked og slog om sig det bedste hun kunde.
Frøkenen og St. Clare havde hørt støien af de to kjæmpende jentunger, og kom paa en gang ud for at se hvad som stod paa.
«Nu har hun stjaalet igjen!» ropte Rosa.
«Det er ikke sandt!» hulked Topsy.
«Kom hid og lad mig faa se det du har!» sa frøkenen i en fast tone.
Topsy tænkte sig om et øieblik; men da befalingen blev gjentaget, tog hun frem en liden pakke, som var stukket ned i foden paa en af hendes gamle strømper.
Frøkenen tog pakken op, og den viste sig at indeholde en liden bønnebog, som Topsy havde faat af Eva, og et stykke papir med den haarlok som Eva havde givet hende. Bogen var indtullet i en strimmel af sørgeflor, som Topsy maatte have tilegnet sig mens Eva laa lig.
St. Clare blev dybt rørt ved at se disse tingene. Han spurte hvorfor hun havde tullet bogen ind i sørgefloret.
«Jo, for det var ligesom et stykke af Evas tøi det,» sa hun. «Massa maa ikke tage det fra mig!» Saa tog hun paa at graate, kasted sig ned paa gulvet og gjemte hovedet i sit forklæ.
St. Clare fik paa en gang indtryk af noget komisk og noget rørende ved synet af den gamle strømpe, som tjente som gjemmested for de dyrebare ting, og af Topsys fortvilelse; han maatte dra paa smilen, mens taarerne stod ham i øinene.
«Du maa da ikke ta slig paa vei, barnet mit; du skal faa beholde alt sammen,» sa han og pakked sakerne ind i strømpen igjen og kasted bylten ned til hende. Han bad Ofelia gaa med sig ind i stuen.
«Jeg tror det kan bli noget af dette pigebarnet,» sa han; «den som er modtagelig for sorg er ogsaa modtagelig for det gode.»
«Jeg har nu den samme tro,» svarte frøkenen. «Barnet er blit meget bedre; men,» la hun til, og la haanden paa armen hans, «hvem skal hun tilhøre—dig eller mig?»
«Jeg har jo givet hende til dig,» svarte St. Clare.
«Ja, men ikke efter lovens forskrifter. Er det meningen, at Topsy virkelig skal være min, saa maa jeg faa mig det tilsagt skriftlig; du maa gi mig et gavebrev.»
«Du vil altsaa selv være slave-eier.»
«Aa snak! Jeg vil bare ha et lovligt bevis for at hun tilhører mig, saa jeg kan føre hende med mig hjem og give hende fri.»
«Nu vel!»
Han satte sig til at skrive et kort gavebrev, og da det var blit underskrevet af vitterlighedsvidner, overrakte han det til Ofelia: «Vær saa god! her har du svart paa hvidt for at pigebarnet er din eiendom.»
«Hun er ikke min mer nu end før; men nu har jeg myndighed til at verne om hende.»
St. Clare vilde nu gaa sin vei; men Ofelia holdt ham tilbage, for hun havde endnu noget at lægge ham paa hjerte.
«Har du ellers tænkt at gjøre noget for folkene dine, for det tilfælde du skulde dø?»
«Nei, endnu ikke.»
«Du skulde gjøre det, Augustin.»
«Det er min mening med det første at gjøre det fornødne.»
«Men om du nu skulde komme til at dø før det blir gjort noget.»
«Dø? Du taler hele tiden om at dø. Ser jeg da ud til at jeg skal faa den gule feber eller kolera?»
«Nei, nei; men ingen ved naar ens time kommer.»
St. Clare var blit noget uhyggelig til mode under denne samtalen. Han gik ud paa svalgangen og stod en stund og saa ud.
«Dø?» sa han ved sig selv. Han saa ligesom gjennem en taage bort paa det stigende og faldende vandspring, paa blomsterne, grønsværet, vaserne.
«Dø?» gjentog han endnu en gang og blev mer og mer alvorlig.
Saa fik han øie paa Tom, som sad i den andre enden af svalgangen og læste i bibelen. Han gik bort til ham og spurte om han skulde læse lidt for ham.
«Ja, tak, det vil jeg gjerne. Massa læser meget bedre end jeg.»
St. Clare la merke til at Tom havde sat en tyk streg ud for et bibelsted. Han læste: «Men naar menneskens søn kommer i sin herlighed, og alle engler med ham, da skal han sidde paa sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal forsamles om ham, og han[248] skal skille dem fra hverandre, ligesom en hyrde skiller faarene fra bukkene....»
Det gjorde et sterkt indtryk paa St. Clare at læse disse ordene som kongen vil udtale til dem ved hans høire side: «Kommer hid, min faders velsignede! arver det rige som eder er beredt fra verdens grundvold blev lagt. Ti jeg var hungrig, og I gav mig at æde ... sandelig siger jeg eder: Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I og gjort mod mig.»
Dette sidste stykke læste han langsomt om igjen og tænkte nøie over hvert ord. Saa reiste han sig og gav sig til at gaa frem og tilbage over gangen.
«Det ringer til te, massa.»
St. Clare hørte ikke.
«Det ringer til te, massa.»
«Naa, gjør det det; vi faar gaa ind da.»
Stille og tankefuld sad han ved tebordet, og det var ikke stort han nød.
Efter maaltidet gik han ind i dagligstuen igjen og satte sig ved pianoet og spilte en blød alvorlig melodi, som gav udtryk for hans drømmende tanker. Saa aabned han en notebog og bad frøken Ofelia komme bort til sig.
«Se her, denne sangen brugte min mor ofte at synge. Det er som jeg i kveld kan høre hende.»
Han satte sig igjen ved pianoet, slog an et par akkorder og sang:
Da han havde sunget dette verset, bøide han hovedet og sad nogen minuter uden at sige et ord.
«En underlig tanke,» sa han og reiste sig,«—denne store dag, da al uretfærdighed skal komme for lyset og alle gaader skal blive løste.»
Det var saa naturligt, at han nu kom til at tænke paa Eva.
«Det kjære barn—hun vil faa et let regnskab,» sa han, sterkt rørt. Det var første gang efter Evas død han havde nævnt hendes navn.
Ofelia tænkte stadig paa folkene og bad ham endnu en gang om ikke at opsætte med det han havde tænkt at gjøre for dem.
Han loved nu at han vilde handle straks.
«Og hvad vil du da gjøre?» spurte hun.
«Min pligt, haaber jeg, saa snart jeg bare kan udfinde den rette maaden. Jeg vil nu først prøve at hæve mine egne folk til et[250] mer menneskeligt liv, om jeg bare faar kræfter og held til det. Og om Gud vil lade mig leve og hjælpe mig, kan jeg maaske en gang i fremtiden ogsaa komme til at virke i videre kredser for at hæve en hel klasse af undertrykte mennesker op til en bedre tilværelse.»
«Tror du den tid nogensinde vil komme, da alle slaver blir frigivne?»
«Jeg ved ikke; men det er mange store og gode tanker oppe i vore dage. Om vi bare alle vilde arbeide, vilde ofre noget, vilde omfatte alle disse ulykkelige mennesker med kjærlighed og opfylde vore pligter mod dem, holder jeg det ikke for saa rent umuligt, at det en gang, om ikke saa svært længe, vil komme til det.»
Frøken Ofelia saa bevæget paa ham. «Jeg vil gjøre alt jeg kan,» sa hun, «først for Topsy; og jeg tror det er mange mennesker der hjemme som en bare har at vise et godt eksempel for at faa dem til villig og gjerne at gjøre sin pligt mod sine undergivne.»
St. Clare gav sig igjen til at gaa frem og tilbage paa gulvet.
«Jeg ved ikke hvorledes det er med mig i kveld; jeg har saa mange underlige tanker; jeg kjender det paa mig, at noget vil hænde; men jeg ved ikke hvad det er.»
Han tog sin hat for at gaa ud en stund.
Tom fulgte ham til gangdøren og spurte om han skulde gaa med.
«Nei, min ven; jeg kommer snart tilbage.»
Tom satte sig ude paa svalgangen og saa paa springvandet, der det glimted og blinked i maaneskinnet. Og han havde mange underlige tanker; han skulde snart bli en fri mand, være sin egen herre og arbeide for sig selv!
Han tænkte med tak paa hvor god hans herre var mod ham. Og saa kom han til at tænke paa Eva, som nu var oppe hos englene; det var som han kunde se de lyse lokkerne hendes der oppe. Om en stund kom han til at slumre, hovedet sank ned mod brystet, og de herligste drømmebilleder kom glidende: Det var den kjære vesle Eva med en jasminkrans om haaret, med røde kinder og med klare øine; nu hæved hun sig op fra jorden, hendes aasyn blev klarere, en gylden glans stod om hendes hoved—høiere og høiere steg hun, til hun endelig forsvandt mellem skyerne.
Saa vaagned han med ett. Hvad var det? Han hørte det banked og ropte udenfor porten, en hel mængde røster summed i luften.
Han skyndte sig ned for at lukke op. Med dæmpet tale og tunge steg kom fem karer bærende med en mand, indhyllet i en[253] kappe. Lyset fra en lygt faldt blegt lige paa mandens ansigt.
Tom udstødte et skrig og veg tilbage, mens mændene gik med sin byrde op mod bygningen.
St. Clare havde været inde i et kaffehus for at læse aftenaviserne. Mens han læste, opstod der et slagsmaal mellem to drukne herrer i værelset. St. Clare og et par andre la sig imellem for at skille dem, og just som han skulde ta fra den ene af de kjæmpende en bowiekniv, fik han et dødeligt stik i siden.
De fem mænd bar den saarede ind i dagligstuen, hvor frøken Ofelia endnu sad med sit strikketøi. Hele huset kom i røre. I vild forvirring løb folkene mellem hverandre, graat og jammerklager hørtes overalt, fruen fik krampe. Tom og frøken Ofelia var de eneste som syntes nogenlunde at beholde fatningen.
Hurtig fik frøkenen gjort i stand en sofa til den blødende mand. Ved det store blodtab og de svære smerter var han falden rent sammen og laa sanseløs paa leiet. Ved hjælp af nogen draaber lyktes det dog frøkenen at faa ham til at komme til sig selv igjen; han lod da øinene glide om fra den ene til den andre, og fæsted dem til slut paa sin mors billede.
Lægen blev straks hentet; men han saa øieblikkelig at det intet haab var. Han rensed saaret og forbandt det, hjulpet af Tom og frøkenen. Der var et svært opstyr med graat og hyl udenfor dører og vinduer.
«Dere maa se til at faa jaget disse folk væk,» sa lægen; «her maa være fuldkommen stilt.»
Adolf, som var inde i stuen, kasted sig paa gulvet, vred sig og stønned, og vilde paa ingen maade lade sig drive ud.
St. Clare laa med lukkede øine, og talte bare nogen faa ord.
«Bed for mig!» sa han til Tom, som stod ved siden af ham.
Og Tom bad, slig som han aldrig havde bedt før, saa inderlig, saa varmt.
«Tak!» sa St. Clare og trykked hans haand til det sidste farvel; den døende sa intet, men laa og holdt Tom i haanden.
Saa kunde en se at hans læber tog paa at røre sig, og Tom, som stod ham nærmest, kunde høre ham hviske i afbrudte stød:
«Hans aand er ikke mer ved samling,» sa lægen.
«Jo,» kunde en tydelig høre St. Clare sige; «nu kommer den endelig til samling.»
Nogen minuter efter aanded han ud sit sidste suk.
TRE OG TYVENDE STYKKE.
Hjælpeløse mennesker.
En hører ofte om negerslavernes sorg over tabet af en god herre; og det har sin gode grund, at de sørger; for det er ingen paa Guds grønne jord som er saa hjælpeløs og forladt under slige omstændigheder som negeren.
Barnet som mister far og mor, har endnu slegtningers og lovens vern at ty til; slaven har ingen. Loven sætter ham ikke høiere i rettigheder end en varepakke. Hvor vidt det skal tages hensyn til følelser og tilbøieligheder som er indplantet hos ham ligesom hos ethvert andet menneske, det ligger ene og alene i hans herres vilje, og naar den herre som har været god mod ham falder bort, er det intet mer tilbage for ham.
En kan derfor let tænke sig hvor fortvilet stillingen var blit med ett for slaverne til St. Clare ved hans bratte død. Den kom som et tordenslag over dem og opfyldte alle med dyb sorg. Og midt under sorgen meldte det spørsmaal sig hos alle med frygt og angest, hvorledes det skulde gaa dem i fremtiden. Alle vidste at den fine frue aldrig havde havt noget hjertelag for sine undergivne, og at hun nu vilde bli en haard og tyrannisk herskerinde, da hendes mand ikke mer kunde træde imellem og forsvare dem.
Tom var opfyldt baade af glæde og sorg over sin herres død. Han glæded sig over at hans herre var gaat bort som kristen. Og han var i det første saa helt optaget af dette, at han ikke gjorde sig klart, at han i grunden var den som havde tabt mest; han havde jo været paa nippet til at bli en fri mand, men var nu med ett igjen blit fuldt ligestillet med de andre.
Fru Marie sad i en stor armstol, helt optaget med at se paa prøver af flor og andet sørgetøi. Frøken Ofelia gik og tænkte paa sit hjem, som hun vilde vende tilbage til, saa snart det lod sig gjøre.
Endelig var begravelsen over, og alle var svært spændt paa at faa vide hvorledes det nu vilde gaa.
Neppe var fjorten dage gaat, før folkene havde greie paa det som de havde at vente.
Mens frøken Ofelia en dag sad alene paa sit værelse, banked det sagte paa døren hendes. Da hun lukked den op, var det Rosa som stod der, rødøiet og med haaret i urede.
«Hvad er det som feiler dig?» spurte frøkenen.
Rosa faldt paa knæ og tog fat i kjolen til frøkenen. «Frøken, aa frøken, gaa til fruen og bed for mig! Se her!» og saa gav hun hende en papirlap.
Ofelia kjendte straks fruens haandskrift; det var nogen ord til forstanderen for en strafanstalt om at han skulde tildele overbringeren femten slag ris.
«Men hvad har du gjort, Rosa?»
Rosa graat. «Jeg ved godt at jeg var svært slem; jeg svarte hende stygt. Men jeg blev saa sint, at jeg ikke vidste hvad jeg gjorde; hun slog mig jo lige i ansigtet.»
Frøkenen stod en stund og tænkte sig om, med papiret i haanden.
«Det fik endda være at jeg skal ha pryl,» vedblev Rosa, «naar det bare var fruen selv eller frøkenen som slog; men at jeg skal bli slaat paa bare kroppen af en mand, og til og med en slig væmmelig mand, det er en skam som jeg ikke kan bære.»
Ofelia vidste nok at haarde herskaber brugte at sende kvindelige tjenere til et fængsel for at lade dem pryle paa bare ryggen af raa mandfolk; men hun havde ikke før tænkt rigtig over den skam og nedværdigelse det maatte være for en ærbar pige at komme ud for slig medfærd.
Blodet steg op i hovedet paa hende, og hun blev rød og hed; men klog som hun var, dæmped hun harmen og var fuldt rolig, da hun kom ind til fru Marie.
«Hvorledes har du det i dag?» spurte hun høflig.
Fruen gav et suk fra sig og lukked øinene. «Ak, jeg ved ikke, jeg kommer vel aldrig til at faa det bedre i denne fortvilede verden,» sa hun og tørked øinene med det kniplingskantede lommetørklæet sit.
«Jeg kommer for at tale lidt med dig om Rosa,» sa Ofelia noget brydd af sig.
Men nu fik fruen øinene op, og blodet fór op i de gule kinderne.
«Nu! hvad har du at tale om hende?» sa hun med en skarp tone.
«Hun er meget angerfuld og vil gjerne be om tilgivelse for sin forseelse.»
«Saa, hun vil det. Men jeg er ikke tænkt at tilgive hende; hun skal ha sin straf, saa hun husker at styre munden sin en anden gang.»
«Det er heller ikke straffen hun gruer saa meget for; men det er det at hendes blufærdighed og kvindelige følelse blir sat paa en slig haard prøve.»
«Kvindelige følelse?» Hun lo haanlig. «Hun kan ha godt af at de fornemme nykkerne blir kuet noget.»
«Du er grusom, Marie. Kom i hug at du en gang maa gjøre regnskab for hvorledes du steller med dine folk.»
Fruen kunde ikke skjønne at det var noget grusomt i det at lade en tjenestjente faa pryl, naar hun var uskikkelig; herefter vilde hun skikke en og hver af sine folk til fængslet for at bli pisket, naar de opførte sig slet.
Jane, som var tilstede for at sætte op haaret til fruen, fór sammen; for hun syntes at se paa fruen at hun netop tænkte paa hende.
Frøken Ofelia havde nu svært vondt for at styre sin harme; men hun skjønte det vilde være helt unyttigt at søge at paavirke dette menneske; hun bed derfor tænderne sammen og gik ud af værelset.
Det faldt hende tungt at maatte gaa tilbage til Rosa med uforrettet sak. Rosa blev endnu samme dag ført til fængslet, hvor hun maatte tage imod den grusomme tugt, trods alt det hun graat og bad for sig.
Adolf havde altid været ilde likt af fruen, men havde staat i gunst hos sin herre, og alt var gaat godt, saa længe han levde. Men efter hans død havde den fine tjeneren maattet gaa som paa glør, for ikke at sige eller gjøre noget som kunde paadrage ham fruens uvilje.
En dag kom han op til Tom og var rent fortvilet.
«Vi skal sælges, Tom.»
«Hvor ved du det fra?»
Han fortalte da at han havde staat bag et gardin og hørt fruen tale med en sakfører. Han vidste ogsaa at hun havde vekslet breve med St. Clares bror om salget af gaarden, og at det nu var op-og afgjort, at gaarden og alle folkene om nogen dage skulde blive sat til auksjon. Fruen vilde reise hjem til sin fars gaard og bare tage med sig et par af pigerne.
Tom gav et dybt suk fra sig og folded hænderne, mens han sa: «Guds vilje ske!»
Det kom svært braat for Tom, dette budskab. Hans haab om frihed fik paa en gang et haardt knæk; det var som han saa kone og børn, kirkespiret der hjemme og hustagene svinde bort for sine øine som en drøm. Han knuged hænderne sammen og brast i graat.
Saa gik han ind til frøken Ofelia og fortalte at St. Clare havde lovet at give ham fri, og bad hende være saa god at tale til fruen om dette og lægge et godt ord ind for ham. «Jeg ved det var massas virkelige mening at give mig fri,» la han til.
Frøkenen trodde ikke det var stort haab for ham; men hun loved nu alligevel at tale hans sak saa varmt og godt som hun kunde.
Saa gik hun da ind til fruen en dag. Hun tog et strikketøi med og satte sig for at tale saa rolig og venlig som hun paa nogen maade kunde; hun var ellers ræd for det kunde gaa ligesaa uheldig som da hun bad godt for Rosa.
Da frøkenen kom ind, laa fruen paa en sofa og saa paa nogen prøver af sort tøi, som Jane holdt op for hende.
«Jeg tror jeg vælger det der, jeg,» sa hun.
«Ja, det synes jeg ogsaa fruen bør gjøre,» sa pigen. «Det var netop magen til det tøiet generalinden gik med ifjor; det klædde hende svært godt.»
«Hvad mener nu du, Ofelia?» spurte fruen.
«Det er en modesak, som du forstaar bedre at dømme om selv,» svarte frøkenen; «men det er en anden sak som jeg gjerne vilde tale med fruen om,» vedblev hun.
«Min fætter loved en dag Tom at han vilde give ham fri, og han var alt i færd med at ordne det nødvendige for at indfri dette løfte, da døden kom og rev ham bort. Nu haaber jeg at du vil sørge for at faa dette fuldbyrdet.»
«Paa ingen maade kan jeg indlade mig paa det,» svarte fruen. «Tom er værd altfor mange penger, det kan ikke være tale om at jeg har raad til at lade ham gaa.»
«Ja men nu har han gaat og glædet sig til denne hjemreisen og til at bli en fri mand.»
«Det tror jeg saa godt; hvilken træl gaar ikke med slige frihedsnykker og vil gjerne komme løs for at kunne gaa og drive og drikke,—nei tak.»
«Men Tom er da ikke af det slags folk.»
«Ja, saa længe nogen passer paa ham, kan han kanske være bedre end mange andre; men lad ham faa sin frihed, saa skal vi se.»
«Men tænk nu paa, Marie, at han mulig kan komme i hænderne paa et raat og slet menneske, om han blir stillet til salg.»
«Hvorfor skulde han nu det? De aller fleste mennesker er gode mod sine træler; jeg er slet ikke saa ræd for at han skal faa det vondt.»
«Jeg vil nu sige dig at det var et af min fætters sidste ønsker dette, at Tom skulde faa sin frihed,» sa frøkenen med eftertryk, og kjendte at blodet steg hende til hovedet. «Og jeg ved at det var en af de ting han loved vesle Eva paa dødsleiet. Jeg kan ikke tro du har ret til at sætte dig mod dette!»
«At du kan være saa grusom at minde mig om mit barn!» udbrød fruen og gjemte ansigtet i sit lommetørklæ.
Alle mennesker var saa onde mod hende, hulked hun. Ingen brydde sig det mindste om de tunge sorgerne hendes.
«Mammy!» ropte hun, «kom og aabne vinduet! skaf mig flasken med kamferdraaberne og kom og bad hovedet mit og hekt kjolen min op!»
Ofelia kunde ikke nu holde det ud længer, hun flygted ud af værelset det forteste hun kunde; det var ikke noget udkomme med dette forrykte kvindemennesket.
Men frøkenen gav ikke saa let tabt. Endnu samme eftermiddagen skrev hun til fru Shelby; hun udmalte for hende den ulykkelige stilling Tom var kommet i, og bad om at maatte faa sig tilsendt penger til at kjøbe ham fri for.
Men den følgende dag blev Tom og Adolf og nogen andre sendt til slavemagasinet for at blive solgt ved auksjon.
FIRE OG TYVENDE STYKKE.
Slavemagasinet.
En maa ikke tro at slavemagasinet var nogen skummel og væmmelig hule. Langt fra. Det var tvert imod en stor pragtfuld bygning, som for verdens øine saa ud som et vakkert og hyggeligt hjem. Det var jo om at gjøre at gi det udseende af at den handel som dreves der var i alle maader en fin og respektabel forretning. Og for at varerne som skulde sælges der, trælerne, kunde ta sig godt ud, blev de stelt pent med baade med hensyn til renlighed og god og nærende kost. Des kraftigere og mer velnæret en træl saa ud, des mer kunde en vente at faa for ham.
Under et slags tag langs yttersiden af bygningen stod rækker af vakre og velnærede mænd og kvinder opstillet som prøver paa varerne indenfor.
En blir høflig anmodet om at træde indenfor og tage varerne i øiesyn. Inde i bygningen vil en finde en rig samling af mænd og koner, unge mennesker og børn, som er at faa til kjøbs hver for sig eller i partier, alt efter ens ønske.
Tom og nogen andre af St. Clares slaver blev ført ind i en lang sal, hvor de skulde ligge om natten sammen med en mængde personer af alle aldre og farve-afskygninger. En frygtelig dur af rop og sang slog dem i møde ved døren.
«Det kan jeg like, gutter, at de holder dere lystige!» ropte opsynsmanden. «Aa, er du der ogsaa,» sa han til en stor kulsvart neger som sprang omkring og gjorde nogen apekatstreger.
Tom havde med sig en kuffert, som han satte sig paa borte ved væggen; han var, som en kan tænke sig, ikke videre vel til mode.
Det blev her som paa andre steder sørget for at holde slaverne i godt lune og faa dem til at glemme sin fortvilede stilling. Den medfærd de fik, fra det øieblik de blev solgt paa auksjonen i det nordlige til de havned i sydstaterne, gik ud paa at gjøre dem følesløse, forhærdet og dyriske. Somme tider blev de drevet ud til et sundt sted, et badested eller lignende, for at komme i godt hold.[266] Her fik de hver dag god mad. Og da det altid var nogen i flokken som ikke var i godlaget, blev der spillet paa fiolin for dem, og de blev opmuntret til at danse. Var det en og anden som ikke orked at være med paa dette, blev han regnet for en særling og fik pryl. Tanken om hjemmet, om hustru og børn, maatte udryddes. Lystige og glade skulde de være, især naar det var nogen tilstede, og lystige var ogsaa de fleste, dels fordi de paa denne maaden haabed at faa de bedste tjenester, og dels fordi de var ræd for pryl.
«Hvad er du for en?» spurte den store negeren, som havde vendt sig mod Tom.
«Jeg heder Tom.»
«Du sidder vist og tænker svært dybt, du,» vedblev negeren og puffed til Tom i siden.
«Ja,» svarte Tom, «jeg skal sælges i morgen.»
«Sælges! Aa om det var jeg som skulde den veien! Hvor jeg skulde faa liv i kjøberne!—End du da?» spurte han Adolf og la uden videre haanden paa akslen hans.
«Væk med labben din!» ropte Adolf ærgerlig.
«Er du en slig kar, du? Du er nok svært vigtig af den flødefarven din, og bilder dig nok ind at du er hvid. Ah»—han snuste[267] til ham og kiled ham i siden—«lugter godt! Han vilde høve godt i en tobaksbutik, kude sætte duft paa hele butiken!»
«Væk fra mig!» ropte Adolf igjen rasende.
«Aa se hvor kilen han er! Han maa vist være en voldsom fin herre. Se paa den mine han sætter op og den reisningen det er paa ham!» Og saa gjorde negeren sig til for at efterligne Adolf.
«Jeg er nu altid finere end du; jeg har havt en herre som kunde kjøbt dere alle sammen som gamle pjalter.»
«Bevare mig vel! Og nu blir du alligevel solgt, sammen med sprukne te-potter og andet skrap.»
Nu blev Adolf saa arg, at han med knyttet næve drev til negeren, lige i synet paa ham, og tog paa at sparke og slaa om sig som han var gal.
Der blev da et svært opstyr med rop og latter.
«Naa, naa!» ropte med ett opsynsmanden og smeldte med pisken sin. «Vil dere være skikkelige!»
«Det er ikke mig, massa,» skyndte urostifteren sig at oplyse. «Massa ved nok at jeg er skikkelig og rolig; det er disse nye karerne som gjør braak.»
De andre slaverne var flygtet til alle kanter.
Uden at forhøre sig nærmere gik opsynsmanden bort til Tom og Adolf og gav hver af dem et spark med støvlen.
I en anden sovesal ligger et halvt hundred kvinder af enhver alder, lige fra det vesle barn til den gamle kone. En vakker liden pige, som dagen før maatte se paa at moren hendes blev solgt fra hende, har grætt sig i søvn, uden at nogen har brydd sig om hende. Rundt om ligger en flok yngre og ældre kvinder, som har tullet sig ind i kaaper og dækkener.
Et stykke fra de andre sidder to som ser ud til at være af et finere slag end de vanlige trælkvinder. Den ældste af dem, Susanna, er en pent klædd mulat-kvinde med milde øine og vakre ansigtsdrag. Hun har paa hovedet et rødspraglet tørklæ, og er iført en pen kjole, som sidder godt og er af fint tøi. Ved siden af hende sidder datteren, Emmeline, en velvoksen pige paa femten aar. Hun er helt lys i huden, og har, ligesom moren, nogen milde og gode øine. Det brune haaret hendes falder i fyldige krøller ud over panden. Hun er ogsaa pent klædd, og de hvide hænderne viser at hun ikke har havt meget med grovt arbeide at gjøre. Begge har før tilhørt en from dame, som[269] sørged for at de blev godt oplært og fik en kristelig paavirkning. Men det var gaat tilbage for hende, saa hun blev nødt til at sælge dem, og den mand som havde kjøbt dem af hende var det som nu frembød dem til salgs.
Maanen lyser ind gjennem vinduerne. Moren og datteren sidder og graater.
«I morgen skal du stryge haaret dit glat tilbage,» sa moren.
«Hvorfor det? Jeg tar mig da bedre ud med at ha krøllerne hængende frit nedover panden.»
«Netop derfor; det vil maaske gaa dig bedst, naar du tar dig mindre godt ud.»
Emmeline loved da at gjøre som moren bad hende.
«Om vi nu i morgen skulde bli skilte,» vedblev konen, «saa husk paa at ta din bibel og salmebog med, og glem ikke alt det som den gode frue har lært os.»
«Det skal jeg nok ikke glemme; men med Guds hjælp faar vi vist lov til at være sammen.»
Jernstængerne i de tilgitrede vinduer kaster lange skygger over de sovende mennesker. Mor og datter istemmer en af de tungsindige salmer som synges ved jordefærder:
Men saa kom morgenen.
Glad og lystig gir tilsynsmanden sig i færd med at mønstre sine varer til auksjonen. Han ser nøie efter om paaklædningen er i orden, og tilholder alle at lægge ansigtet i glade folder, for at de kan tage sig saa godt ud som mulig. Slaverne opstilles i en kreds, for at gaa igjennem et sidste eftersyn, inden de drives afsted til auksjonen.
Med sin straahat paa og cigar i munden gaar han omkring og tar sine varer i øiesyn.
«Men hvad ser jeg?» sa han og stanste fremfor Emmeline. «Hvor er det blit af krøllerne dine.»
Pigen saa frygtsom bort paa moren.
«Jeg har paalagt hende at greie haaret glat og pent tilbage, saa det ikke skal flagre løst nedover øinene paa hende.»
«Sludder!» sa opsynsmanden og vendte sig mod pigen: «Gaa straks og sæt op krøllerne dine igjen, skjønner du! Og du,» sa han til moren og pegte med spanskrøret, «du gaar og hjælper hende, og det fort! De krøllerne kan jo være værd sine hundred kroner, de.»
Paa fine marmorfliser og under en pragtfuld hvælving vandrer et par tusend mennesker af alle folkeslag omkring mellem hverandre. Hist og her paa den runde plads er stillet forhøininger til talere og auksjonsholdere. Paa to af disse forhøininger staar alt et par fine herrer, som snart paa engelsk og snart paa fransk med stor veltalenhed udroper alle de gode egenskaber deres slaver har. En tredje forhøining er endnu tom; men en hel skare, og derimellem Tom og Adolf samt Susanna og Emmeline, staar modløse paa gulvet og venter paa at auksjonsholderen skal komme. Nogen lysthavere, og en del andre som er kommet tilstede bare for at se paa, gaar og tar de opstillede varer i øiesyn og føler paa deres lemmer.
«Nei, god dag!» sa en ung laps til en anden ung modeherre, som stod og saa paa Adolf gjennem sit se-glas.
«God dag, god dag! Jeg staar og ser paa ham der; jeg kunde ha brug for en slig fyr til kammertjener.»
«Tænk aldrig paa at kjøbe ham! Han ser ud til at have nykker, som de vist har alle St. Clares folk.»
«Aaa dem skal vi nok plukke ud af ham. Naar han bare blir sendt nogen ganger til forbedringshuset og faar sine pryl, tænker jeg han snart kureres for nykkerne.»
Tom har maattet ta paa sig de bedste klærne sine, en fin klædeskjole, rent stivet linned og blanke støvler. Han staar i sterk spænding og ser sig om. Der er mange kjøbere tilstede. Hvem tro han nu skal falde i hænderne paa?
Mellem de mange forskjellige slags folk blev Tom var en liden tyk mand med en stribet skjorte, som var aaben i brystet, og nogen hvide skidne bukser. Manden saa sig om med de store gloende øinene.
Det gjøs i Tom. Om det nu blev ham! Dette store kulerunde hovedet, det stive solsvedne haaret, de røde øienbryn, den store plumpe mund, de lodne solbrændte labber med negler som ørneklør!
Med ett griber manden Tom under hagen: «Op med flabben din!» sa han. Og da han har set Tom paa tænderne, gir han sig til at undersøge armene; han vender og snur ham til alle sider og kommanderer ham til at hoppe.
«Hvor er du født?»
«I Kentucky, massa.»
«Hvad har du været brugt til?»
«Jeg har styret en gaard.»
«Han er god nok,» mumled manden og gaar bort til Adolf og spytter paa de blanke støvlerne hans. Saa gaar han til Susanna[273] og Emmeline, og gir sig til at undersøge armene og halsen til den unge pige.
Pigen tar da paa at graate.
«Hold op med den flipingen din!» ropte auksjonsholderen.
Og saa gik det i gang med auksjonen.
Adolf blev kjøbt af den unge manden som havde lovet at kurere ham for nykkerne.
«Naa du!» ropte auksjonsholderen og gav Tom et vink om at stige op paa blokken.
Angst og skjælvende steg Tom op og saa sig omkring. Rundt om ham bruste en summende larm, og igjennem den skar auksjonsholderens rop.
Endelig faldt hammeren, og Tom steg ned. Den tykke manden med det store hoved slog næven i akslen paa ham og skjøv ham med en barsk mine til side.
«Nu maa du staa der!»
Alt løb rundt for Tom.
Igjen hørtes auksjonsholderens rop, og budene faldt slag i slag; men Tom hørte intet.
Det næste hammerslag gjaldt Susanna. Hun staar og ser efter datteren, som strækker armene ud mod hende; hun vender sig med bedende mine mod den mand som har kjøbt hende:
«Aa, massa, kjøb hende ogsaa!»
«Jeg vilde gjerne,» siger han og ser paa datteren.
Saa kom da turen til den unge pige. Hun er vakker, som hun staar der paa blokken og ser sig angst om; hendes kinder er røde, og øinene lyser med feberglød.
Auksjonsholderen bruger alle det engelske og franske sprogs mest rosende udtryk om hende, og budene faldt tæt.
Den mand som havde kjøbt moren trængte sig frem og bød gang paa gang, men saa rister han paa hovedet og holder med en gang op at byde; prisen blir ham for høi.
De rosende ord om Emmeline lyder høiere og høiere, men budene falder sparsommere; kun en fin herre og manden med det kulerunde store hovedet blir ved at byde.
De kjæmper endnu en stund; men saa blir den fine herre ærgerlig og byder høiere og høiere, mens den andre stadig byder over.
Endelig falder hammeren, og pigen tilhører den tykke mand.
Simon Legree heder han; han er eier af en bomuldsplantage i Red-River-dalen.
Pigen blir graatende skøvet bort til Tom og nogen andre slaver.
Manden som havde kjøbt moren er ilde ved; men det er intet at gjøre ved det. Den slags sorger møder en jo paa ethvert slavemarked,[276] og en maa derfor finde sig i slige ting. Han drager afsted med sin nye slavinde.
FEM OG TYVENDE STYKKE.
Igjen paa reise.
Med lutende hoved og med lænker om armer og ben sad Tom i forstavnen af en damper, «Sjørøveren», som stævned op over Red-River. Han var saa tung, saa tung til sinds; alle hans gode haab var gledet ham forbi, som trærne inde paa elvebredden nu gled ham forbi, og han kjendte det paa sig, at de aldrig vilde vende tilbage.
Han sad og tænkte paa hjemmet i Kentucky, paa sin kone og sine børn, som han nylig havde været saa nær i haabet; han tænkte paa sin gode afdøde herre, paa den vesle guldlokkede Eva—alt det han havde kjendt af lykke var nu ligesom blaast bort.
Legree havde i alt kjøbt otte slaver, som to og to var lænket sammen. Tyk og hoven gik han der og saa paa dem.
«Op med dig!» ropte han til Tom.
Tom reiste sig.
«Af med det halsbindet dit!»
Tom havde paa grund af lænkerne ikke godt for at løfte armene; og hans herre tog derfor fat i halsbindet, rev det af og putted det i lommen.
Saa vendte Legree sig mod kufferten til Tom og gav sig til at rote i den. Han fandt frem et par gamle bukser og en gammel frakke, som Tom havde brugt naar han gjorde tjeneste i stalden. Han løste lænkerne af Tom og bød ham gaa bag nogen kasser og ta paa sig de gamle klærne.
Tom gjorde som hans herre bød ham, og kom om lidt tilbage.
«Tag ogsaa støvlerne af!»
Ogsaa dette gjorde Tom, og uden nogen indvending stak han fødderne ned i et par store slavesko, som hans herre kasted ned til ham. Derpaa spændte han igjen lænkerne om hans ankler og haandled, og gav sig saa til at rote i lommerne paa den aflagte frakke. Her fandt han et lommetørklæ af silke, som han stak i sin egen lomme. Nogen værdiløse ting, som Tom havde gjemt, fordi de minded om Eva, kasted Legree med et haanligt smil i elven.
Til held for Tom havde han ved omklædningen fundet leilighed til at stikke sin bibel til sig; men salmebogen havde han glemt. Den fik altsaa Legree tak i.
«Hø, gudfrygtig!» grynted han. «Du er altsaa hellig?»
«Ja, massa, jeg er en kristen,» svarte Tom.
«Den sygen skal jeg snart helbrede dig for. Jeg bryr mig ikke om bedende og klynkende negre, som bræker salmer—skjønner du!» Han tramped med foden og saa strengt paa Tom. «Herefter er det jeg som er din herre, og som du skal tjene, og ikke han der oppe i det blaa—skjønner du!»
Tom kjendte en kraft som fra en høiere verden trænge gjennem sig; paa dette punkt lod han sig ikke kue; men han sa intet.
Efter at Legree havde staat og set strengt paa Tom en stund, velted han ud af kufferten alt som i den var, og bredte det udover dækket. En del af skibsmandskabet flokked sig om ham, og til stor moro for folkene holdt han nu en liden auksjon over Toms bedste klær og andre eiendele.
Tom stod og saa paa dette og sukked.
Til slut blev ogsaa kufferten ropt op, og da ogsaa den var solgt, vendte Legree sig mod Tom:
«Nu har du ikke noget at gaa og dra paa. Lad mig nu se du er var om de klærne du har paa; for du faar ingen andre for det[279] første. Jeg vil at mine slaver skal passe godt sit tøi; de faar ikke mer end et sæt om aaret.
Nu gik Legree bort til kvinderne.
«Naa, min kjære,» sa han til Emmeline, som var lænket sammen med en anden kvinde, «nu maa du være ved godt mod.»
Da han saa den forfærdelse og afsky som lyste frem af den unge piges øine, satte det sig nogen stygge rynker i panden paa ham.
«Skab dig nu ikke, min pige. Du staar dig bedst paa at sætte et blidt og venligt ansigt op, naar jeg taler til dig.»
«Og du, gamle,» sa han til den kone som var lænket sammen med Emmeline, «du maa heller ikke sætte op et sligt surt fjæs.»
Han gik et par slag frem og tilbage paa dækket og lod de graagrønne øine fare strengt fra den ene til den anden.
«Jeg har nogen ord at sige dere alle sammen,» satte han i. «Se paa mig, og hør godt efter.»
Alle ser paa ham.
«Ser dere denne næven her?» spurte han og viste den frem. «Kjend paa den, du Tom. Skjønner dere—jern og staal! Slig er den blit af at slaa negre sønder og sammen—hærdet staal, skjønner dere! Jeg har endnu[280] ikke truffet den neger som jeg ikke har kunnet slaa til jorden med et eneste slag.»
Han svang næven saa tæt forbi ansigtet til Tom, at denne uvilkaarlig blinked og veg nogen skridt tilbage. «Jeg holder ingen forvalter,» blev han ved, «det er jeg selv, skjønner dere. Og jeg lover dere at jeg skal ha øinene med mig og passe godt paa dere. Lad mig bare se dere er flinke og villige. Jeg kræver at mine slaver lystrer—øieblikkelig—og gjør sit arbeide uden at mukke. Jeg er ikke blaut af mig i nogen vei, skal jeg sige dere. Pas paa! Ellers vanker det ... Skjønner dere?»
Alle sad med et udtryk af rædsel i sine ansigter; det var knapt de turde puste.
Da han var færdig med sin tale, snudde han sig om paa hælen og gik bort til restaurationen for at faa sig en dram.
«En slig velkomsttale holder jeg altid for mine negre,» sa han til en herre som havde staat og hørt paa ham. «De har godt af straks at faa vide om det de har at vente af mig, om de ikke er som de bør.»
«Hm!» Den anden maalte ham med øinene.
«Ja, De ser paa mig. Jeg er ingen fin mand med bløde jomfruhænder, jeg holder heller ikke nogen forvalter paa min plantage; for jeg ønsker ikke at blive snytt. Jeg[281] klarer mig alene. Kjend paa denne næven her!»
Den fremmede gjorde som han var bedt.
«Ja den er haard, den,» sa han; «jeg tænker mig at De har brugt den saa meget at Deres hjerte er mindst blit ligesaa haardt.»
«Ja, jeg tør nok sige at det ikke er noget blødt i mig,» svarte han med en hjertelig latter. «Jeg har ben i næsen, og det lar jeg mine negre merke.»
«Det er vakre folk De har kjøbt.»
«Meget vakre folk. Læg bare merke til ham der»—han pegte paa Tom.
«Han var noget dyr; men jeg tror han vil gjøre god nytte for sig, naar jeg bare faar af ham en del unoter, som han har lagt sig til under sine forrige eiere. Jeg er tænkt at gjøre ham til driver. Men paa den gule konen der blev jeg snytt; hun er vist sygelig; men hun holder nu vel altid ud et aar eller to. Jeg bruger ikke at spare mine negre; jeg har fundet ud det, at en staar sig paa at drive dem godt, og bare kjøbe nye naar de er udslitt.»
«Hvor længe pleier nu vanlig en slave hos dem at holde ud?»
«Aa, jeg ved ikke saa nøie; det er nu alt efter som slaget er til. Sterke karer kan holde ud en seks syv aar; de veike er det slut med om et aar eller to. I den første[282] tid jeg var plantageeier, gjorde jeg mig megen umage for at faa mine slaver til at holde ud længst mulig, doktorered paa dem, naar de var syge, gav dem klær og tepper og alt muligt, for at de kunde finde sig vel; men jeg stod mig ikke paa det, tabte bare penger og havde svært meget stell og bry. Nu derimod driver jeg dem til det yderste, enten de er friske eller syge. Naar en neger dør, kjøber jeg en ny; det er baade billigere og letvintere.»
Den fremmede vendte sig fra ham og tog plads ved siden af en anden herre, som med harme i sit sind havde lyttet til samtalen.
«De maa ikke tro at alle plantage-eiere i syden er som denne karen her,» sa han med eftertryk.
«Det vil jeg da haabe.»
«Han er en raa og ussel fyr.»
Damperen arbeided sig længer og længer opover den røde mudrede elv, som gik i mange korte bugtninger fremom den ene røde kjedsommelige lerbakke efter den andre.
Endelig stopped den ved et lidet landingssted, hvor Simon Legree skulde af med sine varer.
SEKS OG TYVENDE STYKKE.
Mørke steder.
Simon Legrees gaard laa flere mil borte. Rigtig i godlaget nu sad han paa en arbeidsvogn og tog sig ret som det var en slurk af en brændevinsflaske, mens Emmeline og den andre kvinden laa bag i vognen mellem en del reisegods. Efterpaa trasked Tom og hans ulykkesfæller til fods.
Ensom og vild slynged veien sig snart over øde hedestrækninger, hvor vinden suste tungsindig i det tørre furukratt, snart over store sumper med spredte cypresser, og paa grenene af dem lange nedhængende moselænker, som minded om ligkranser. Hist og her saa en mokkasin-ormer bugte sig mellem træstubber og nedfaldne grener, som laa og raadned i de slimete vandpytter.
En reise gjennem en slig egn kan være uhyggelig nok selv for den som kan dra afsted paa hesteryggen, med lommen fuld af penger; men tusendfold uhyggeligere maa den være for den fattige træl, som for hvert steg han tar kommer længer bort fra alt det han har havt kjært. Tungsind og mismod stod da ogsaa at læse i alle de mørke ansigterne, øinene vendte sig med et træt udtryk mod hver ting de kom forbi.
«Holløi!» ropte Simon og saa sig tilbage. «Lad os faa en vise, en rigtig lystig en.»
Slaverne saa paa hverandre.
«Naa?» ropte Simon og smeldte med pisken sin.
Da tog Tom paa at synge:
«Hold kjæft med den ligsalmen!» brølte Legree. «Jeg tror han er tosset med den gudsfrygten sin. Kom med en vise som det er liv i!»
Negrene turde nu ikke andet end lyde hans bud. En af dem satte da i en meningsløs vise, som han vist digted med det samme; den havde omkvædet:
Og hele flokken stemte i efter hvert vers:
Alle sang med forpint lystighed, vildt og larmende, som om de vilde overdøve sin indre smerte.
Legree, som ikke kunde se det som rørte sig i deres indre, men bare hørte den lystige sangen, var fornøid over at de var saa glade af sig.
«Og du, min kjære,» sa han til Emmeline og rakte haanden tilbage og tog hende under hagen.
Hun drog sig tilbage og slog armene om halsen paa mulat-kvinden, som om hun vilde søge vern hos hende.
«Sig mig,» spurte han og tog i det ene øret hendes, «har du aldrig havt ringer i ørene?»
«Nei, massa,» stammed hun.
«Saa skal jeg gi dig et par rigtig fine ringer,» loved han. «Du maa ikke være saa ræd for mig. Du skal slet ikke faa det saa strengt; du skal tvertom faa det rigtig godt og leve som fin frøken, naar du bare vil være en snill og god pige.»
Legree var nu blit drukken i den grad at han holdt paa at blive øm og kjærlig.[286] Netop ved dette tidspunkt fik en øie paa de første plantninger paa gaarden.
Eiendommen havde før tilhørt en rig mand, og den var i udmerket stand; men nu var alt i forfald. Ugræsset grodde høit i haven, potteskaar, bordstumper og halm laa spredt overalt. Drivhuset stod med ituslaadde ruter og raadne hylder; over nogen af vinduerne i hovedbygningen var slaat bræder, i andre var ruterne i stykker, og nogen af skodderne hang og dingled paa et hængsel.
Vognen rulled gjennem den vakre gamle allé af kinatrær, og holdt paa tunet ved hovedbygningen. En flok store glubske hunder kom farende mod dem og gjødde af fuld hals; de havde vist sat bent paa Tom og de andre, om ikke tjenestfolkene havde holdt dem tilbage.
«Der kan dere se hundene mine,» sa Legree; «dere kan tro de er flinke til at sætte efter negre, naar de rømmer; de glefser ligesaa gjerne i en bortrømt neger som i et ben en kaster til dem—ha ha ha!»
Han vendte sig mod folkene: «Naa, Sambo, hvorledes har dere det hjemme?»
«Udmerket, massa.»
«Holløi, Kvimbo!» kaldte Simon paa en anden neger. «Du har vel husket det jeg snakked om?»
«Ja, massa! Bevare mig vel!»
Sambo og Kvimbo var Simons mest betrodde slaver. De var begge opdraget til raahed og grusomhed mod sine medtjenere, og avindsyge og ondskabsfulde som de var, haded de hinanden af et oprigtigt hjerte. De andre folkene paa gaarden haded dem ligesaa oprigtig. Men dette, at alle gik og haded hverandre, forstod Simon at benytte sig af; han kunde til hver tid holde sig underrettet om alt som gik for sig paa eiendommen, for den ene var altid rede til at sladre paa den andre.
Alle slaverne paa gaarden gik i fillete klær, og de saa mest ud som nogen udslæpte dyr. Grove og sløve at se til i ansigterne, og med de skulende øinene, passed den hele forkuede flok af mennesker til den elendige og forfaldne gaard.
«Hvad synes dere nu om mine nye folk?» spurte Simon og vendte sig mod Sambo og Kvimbo. «Den store der kan dere tro er en farlig kar. Han har styret en gaard helt alene, han, og jeg har tænkt at gjøre ham til driver, kanske til opsynsmand over dere alle sammen.»
Det blinked noget stygt ondskabsfuldt ud af øinene paa de to negre. Det saa ud som de tænkte at gjøre livet for Tom saa surt som muligt.
«Følg dem saa ned til hytterne!» bød Simon, «og se her,» la han til og tog lænkerne af mulat-kvinden, «her har jeg kjøbt en kone til dig, Sambo.»
Mulatkvinden fór sammen. «Massa, jeg er gift; min mand bor i New-Orleans.»
«Aa tøv! Afsted med dig!» ropte han og løfted pisken.
«Kom saa du, min kjære!» sa han til Emmeline. «Du skal være med mig op i min bolig, du.»
Da de kom op mod trappen, saaes et mørkt vildt ansigt oppe i et af vinduerne. Det trak sig hurtig tilbage, og med det samme Legree aabned døren, lød der nogen ord af en kvindestemme, kort og bydende, men han bare svarte: «Hold mund! Jeg fører ind i mit hus hvem jeg vil!»
Førte af Sambo gik Tom og de andre ned til slavehytterne, nogen elendige skur, som laa paa begge sider af markveien, et godt stykke fra hovedbygningen.
Tom saa ind i et par af dem; men det var ikke stor hyggen at se der inde, bare nogen nakne bordvægger og et svart gulv, overstrødd med skidden halm; og da han kjendte den vonde lugten som stod ud af disse hytterne, blev han svært nedslaat. Han havde haabet at han i det mindste skulde faa et nogenlunde skikkeligt rum,[289] som det kunde lade sig gjøre at stelle lidt paa, og hvor han i fred kunde hygge sig med sin bibel i fritiden.
«Hvor skal jeg nu bo?» spurte han.
«Ved ikke,» svarte Sambo, «her er fuldt i alle hytterne; du faar krybe ind i det hullet der.»
Det var sent paa kvelden. Trætte og sture kom arbeiderne i store flokker drivende hjem fra marken, og skidne og fillete var de.
Uden at bry sig det mindste om de nye kamerater gav de sig straks i færd med haandkvernene for at male sin mais, inden de kunde bake brød til kveldsmaden. Fra den tidlige morgen havde de gaat og strævet ude paa bomulds-markerne, stadig under tilsyn af de to aarvaakne driverne Sambo og Kvimbo, som, hver gang nogen af træthed kom til at løie lidt af, lod sine sveper suse over rygstykkerne paa dem.
Tom saa sig om mellem arbeiderne, om ikke en eller anden af dem kunde passe som kamerater for ham; men de var alle sture og onde at se til. De største og sterkeste stødte de svage til side for at komme først til kvernene. Raa dyrisk egennytte stod at læse i øinene paa dem alle sammen.
Indtil langt ud paa natten hørtes den durende lyd af kvernene; for det var for faa kverner til de mange som skulde bruge dem,[290] og de svage maatte vente til sidst. Og sultne og udmaset som de var, havde de nu ikke store kræfterne til at arbeide med heller.
«Se her,» sa Sambo og kasted en pose med mais til mulat-kvinden, «her er mad til dig! Hvad var det nu du heder?»
«Jeg heder Lucy.»
«Ja, Lucy, du ved du skal være konen min; nu maler du denne maisen og lager i stand kveldsmad til mig.»
«Jeg er ikke konen din, og vil ikke være det,» svarte hun fast. «Gaa fra mig!»
«Vil du ikke være skikkelig, saa sparker jeg dig.»
«Det kan du gjerne gjøre; bare du vilde sparke mig ihjel paa stedet, saa havde jeg da stridt ud.»
I det samme kom Kvimbo drivende med en pose paa ryggen. Han glodde sint paa dem og kom straks til at skjændes med Sambo.
Tom var saa sulten at han var nær ved at falde om.
«Der har du noget til levemaade,» sa Kvimbo, og kasted posen, med en skjeppe mais i, bort til ham. «Du faar spare paa den, for du faar ikke mer denne uge.»
Det varte længe, før Tom kunde faa plads ved en af kvernene. Han fik øie paa to kvinder, som stod og slet saa haardt ved[291] en kvern; de holdt paa at falde sammen af træthed. «Lad mig faa hjælpe dere,» sa han og gav sig til at male maisen for dem. Efterpaa la han nogen brander til rette, og hjalp dem ogsaa med at bake.
De to kvinderne var helt udaf sig over denne venlighed; de haarde ansigterne deres fik et mildere udtryk, og bagefter hjalp de Tom med at elte deigen for ham og bake hans brød.
Efter kveldsmaden tog Tom bibelen sin og satte sig ved ilden for at læse.
«Hvad er det for bog?» spurte den ene af kvinderne.
«Det er en bibel.»
«Læs lidt for os da!» bad den andre.
Og Tom læste: «Kom til mig, alle som stræver og er nedtynget; jeg vil give eder hvile....»
«Det var svært pent det. Hvem er det som siger det?»
«Det er Jesus.»
«Jesus? Bare jeg vidste hvorledes jeg skulde finde ham. Min ryg er blodig, og hver dag gaar jeg og skjælver over hele kroppen af rædsel for Sambo, som alt i ett gaar og skjelder og slaar, fordi jeg ikke arbeider nok. Sent kommer en i seng om natten, og ikke før har en lukket øinene,[292, 293] før hornet lyder og en igjen skal til med det samme slit. Aa, den som kunde finde den gode herre du læste om, og sige ham alt sammen.»
«Ham kan du godt finde, for han er her, han er alle vegne, han.»
Det kunde konen slet ikke skjønne. «Det nytter ikke at snakke til mig om det,» sa hun. «Nu maa jeg sove, mens jeg har lov til det.»
Kvinderne gik nu til sine skur, mens Tom endnu en stund blev siddende ved ilden, som af og til blussed op og kasted et rødligt skjær over hans ansigt. Sølvklar og blank steg maanen op paa den purpurrøde himmel og saa ned paa den ensomme sorte mand, som sad der med sin bibel paa fanget.
En tung nagende tvil om Guds aarvaakne kjærlighed steg for første gang op i Toms bryst. Hvor var det muligt, at Gud kunde se paa al denne elendigheden, al denne uforskyldte lidelse, uden at gribe ind? Hvad nytted det at bygge sit haab paa Herren? Han vidste jo nu, at al hans gudsfrygt var forgjæves. Et liv i elendighed laa for ham. Aldrig mer skulde han faa se hustru og børn; bare mørke og jammer og gru havde han at vente af fremtiden....
Saa reiste han sig og drev bort til det skur han skulde ligge i. Det var alt fuldt før der. Sovende mennesker laa i floer[294] udover hele gulvet, og en svært vond lugt slog ham i møde. Helst vilde han have ligget ude; men natten var for kold, han maatte finde sig i at gaa ind i hytten. Med et suk svøbte han sig ind i et fillet overbredsel og la sig ned i halmen sammen med de andre.
Var det vesle Eva som kom til ham om natten og sang for ham og gjød himmelsk trøst ind i hans tunge sind? Han drømte at han sad sammen med hende paa bænken ved sjøen. Hun læste for ham om den herre som har lovet at være med sine alle dage indtil verdens ende, om de end skulde gaa gjennem vand og ild, og hendes røst syntes lidt efter lidt at svinde bort i luften som den herligste musik, og det var som blev hun baaret af tonerne op mod himlen, mens det regned om hende med gyldne stjerner.
Han vaagned. Hvad var alt det han havde drømt? Det hele stod levende for ham. Han reiste sig fra leiet, og kjendte det paa sig, at en god aand havde gjestet ham denne nat.
SYV OG TYVENDE STYKKE.
Kassy.
Det varte ikke længe, før Tom var paa det rene med hvad han kunde vente sig, baade af godt og ondt, i sit nye hjem. Godt var det nu ikke stort af; men han gik stillfærdig og slét, saa godt han kunde, var venlig mod alle og satte sit haab til at han ved flid og god opførsel skulde kunne skabe sig en nogenlunde menneskelig tilværelse paa gaarden. Mishandling og elendighed saa han nok af omkring sig, og det vanted heller ikke paa modgang for ham selv; men han satte sig fore at arbeide med taalmod og lite paa Herren, som følger alle med vaakent øie; mulig kunde han da med tiden finde en eller anden udvei til frelse.
Det gik et par uger. Legree gik stilltiende og la merke til Toms færd. Endda han godt skjønte at Tom var en arbeider af bedste slag, gik han og harmed sig over ham. Det var mest det, at Tom tog sig saa meget af sine lidelsesfæller, trøsted og hjalp dem saa godt han kunde, det var det den raa og hjerteløse mand ikke kunde udstaa.
Det havde været hans mening at sætte Tom til at lede hele driften paa gaarden, mens han selv var ude paa reiser; men nu[296] skjønte han at ikke det kunde nytte; Tom var altfor mild og overbærende for en slig post. Haardhed maatte det til, haardhed og atter haardhed. Men Tom kunde lages om; han vilde prøve at hærde ham.
En morgen, netop som slaverne skulde ud paa bomuldsmarken, fik Tom øie paa den kvinden som havde vist sig i vinduet hin kveld de nye slaver kom til gaarden. Skulde denne fine dame være med paa markarbeide?
Hun saa ud til at være op mod de fyrti, var høi og rank, havde smaa hænder og fødder og var pent klædd. Vakker havde hun vist været en gang, men nu var hun gul og udtæret. De sorte øinene sad som halvt udslukte glør under de ligesaa sorte bryn. Hun maatte vist have lidt meget; men den trodsige krumningen paa hendes læber og den ranke holdning tyded paa at det endnu var kræfter i hendes sjæl.
Rank og stolt gik hun i morgendæmringen ved Toms side ud mod bomuldsmarken. De andre slaverne, som kjendte hende, nugged til hinanden og syntes at gotte sig over at hun nu blev stillet lige med dem.
«Hi hi hi!» lo en af dem. «Endelig er da ogsaa hendes tid kommen.»
«Ja nu skal vi se hvad hun duger til ude paa marken.»
«End om hun inden aften faar ryggen garvet ligesom vi andre!»
«Aa, det skal bli moro at se hvorledes hun vil ta det.»
Hun hørte godt det de sa, men lod som ingen ting, og blev ved at gaa lige rank og med en haanlig mine.
Tom havde altid levet mellem dannede og oplyste folk, og han skjønte godt af hendes mine og holdning, at hun hørte til denne klasse af mennesker; men hvorledes hun var kommet til dette sørgelige sted, kunde han ikke have nogen mening om. Endda hun hele tiden paa veien ud til arbeidet holdt sig tæt ved siden af ham, saa hun ikke paa ham og talte heller ikke et ord til ham.
Endelig naadde de ud til bomuldsmarken.
Under arbeidet kasted Tom, ret som det var, et øie bort til den fremmede kvinde, som endnu holdt sig nær ved ham. Han saa snart at hendes raskhed og hændighed gjorde arbeidet lettere for hende end mange andre. Det var utroligt saa meget bomuld hun fik samlet paa bare en kort tid, endda hun tog alt vel med; men hun gik med en mine som om hun saa ned baade paa arbeidet og arbeiderne.
Ud paa dagen traf det sig saa, at Tom kom til at arbeide ved siden af Lucy, den[298] samme mulat-kvinde som han havde reist sammen med. Han saa det uvante arbeidet tog svært paa hende; hun skalv og var nær ved at falde om. Uden at sige noget tog Tom et par store haandfuld bomuld af sin egen sæk og la over i hendes.
«Nei, nei,» sa hun, «du faar bare ulykke for det.»
Med det samme kom Sambo til og saa det som gik for sig. Han gav konen et spark og Tom et slag over ansigtet med svepen; han skulde lære dem at passe sit arbeid og ikke staa slig og fjase.
Tom tog rolig paa med arbeidet igjen, mens konen, som alt før var udmattet, faldt sansesløs om.
«Jeg skal nok faa liv i hende igjen, jeg!» sa Sambo med et dyrisk grin og stak en knappenaal ind i kroppen paa hende.
Konen retted sig halvt op og tog paa at klynke sig.
«Op med dig, dovendyr! eller jeg skal nok faa dig paa benene!»
Det saa ud som konen med ett fik overnaturlige kræfter; hun tog paa at arbeide med fortvilet iver.
«Se saa ja! Nu blir du ved slig til i kveld, ellers pryler jeg dig fordærvet.»
«O Gud, hvor længe? O Gud, hvorfor hjælper du os ikke?» stønned hun.
Uden at bry sig om hvorledes det kunde gaa ham selv, gik Tom endnu en gang bort og la en stor bunke bomuld i sækken hendes.
«Aa nei, nei, du maa ikke, du ved ikke hvad du kan komme til at lide for det.»
«Jeg kan bedre taale at lide jeg end du,» svarte han og skyndte sig tilbage til sin plads.
Den fremmede kvinde, som havde hørt det Tom sa, fæsted de mørke øinene sine paa ham og tog et par haandfuld bomuld af sin egen sæk og la bort i hans.
«Du vilde ikke bære dig slig ad, om du kjendte denne mand du er kommet til,» sa hun; «naar det er gaat nogen tid, vil du nok tabe lysten til at hjælpe andre.»
«Det haaber jeg med Guds hjælp aldrig vil ske.»
Hun drog haanlig paa smilen. «Du nævner Gud; han kommer ikke paa denne kant af landet, han,» sa hun og tog igjen fat paa arbeidet.
Driveren havde staat langt borte og set paa at de talte sammen. Ilsomt kom han med svepen sin.
«Staar du ogsaa og fjaser! Vil du passe dit arbeide! Ellers skal jeg nok faa dig til at lystre!»
Hun sendte ham nogen lynende blik; hendes næsebor udvided sig, og læberne dirred, mens hun sa:
«Hund! Slaa mig, om du tør! Jeg har endnu magt til at lade dig sønderrive af hunder, brænde levende, hugge i stykker tomme for tomme, om jeg bare vil sige et ord.»
Driveren tog sig i det, og mumled noget om at han havde ikke ment det saa slemt. Og uden at sige noget mer, lusked han af.
Kvinden tog igjen fat og arbeided med en lethed og sikkerhed som ingen anden. Længe før dagen var slut, havde hun kurven sin fuld, og endda havde hun flere ganger lagt bunker af uld bort i kurven til Tom.
I den mørke kveld drog alle arbeidere hjem med sine fyldte kurver paa hovedet. Bomulden skulde afleveres og veies i en bod.
Sambo fortalte Legree, som var tilstede ved boden, at Tom havde gjort en hel del ugreier paa marken ved at staa og sludre med de andre og ved flere ganger at lægge bomuld i sækken til Lucy.
«Ja saa,» sa Legree. «Det er bedst han faar smage pisken da—synes dere ikke det, gutter?—hi-hi-hi!»
«Jo, massa forstaar nok at faa skik paa en slig trassig fyr,» mente Kvimbo. «Ingen forstaar det bedre,» la han til og grined.
«Jeg tænker dere kan faa den moro at stive ham op lidt,» blev Legree ved og snudde skraaen i munden.
«Ja, faar vi, faar vi!» bad de begge.
I det samme kom Lucy med sin kurv.
«Og hun der sætter sig stadig op og vil ikke være min kone,» klaged Sambo.
«Ja, hun skulde havt pryl for længe siden,» sa Legree. «Hun havde ogsaa faat det, om det ikke havde været fordi jeg var ræd for hun kunde bli ude af stand til at arbeide nu i den travleste onnetid.»
«Ja, men hun gjør ingen ting, massa; hun lar Tom plukke for sig.»
«Saa er det bedst han faar den fornøielse at piske hende; han har godt af at faa nogen øvelse i det slags arbeide, og saa kommer det til, at han neppe vil slaa hende fordærvet, saaledes som jeg kunde vente, om to slige djævler som dere fik lov at slaa løs paa hende.»
«Hi-hi-hi!» lo de begge; det var virkelig som var det to djævler som lo.
«Hvorledes har det været med Kassy, har hun gjort noget?»
«Hun har revet til sig som den onde selv.»
«Hun har ogsaa kroppen fuld af alle helvedes aander,» mumled manden og gik bort til vegten.
En for en kom de angstfulde arbeidere listende ind i laden med kurvene sine.
Simon Legree veied hver især og skrev vegten op paa en tavle.
Det var intet i veien med kurven til Tom. Heller ikke var det noget at klage paa kurven til Lucy; men Legree vendte sig alligevel mod hende og sa i en barsk tone: «Dit dovendyr! Nu har du igjen for lidet. Gaa til side saa længe! Du skal nok faa din løn.»
Konen stønned fortvilet og satte sig paa en bjelke.
Med trodsig og ligegyldig mine traadte Kassy frem med sin kurv. Legree saa paa hende; hun stirred ham lige ind i øinene og sa nogen ord paa fransk. Hvad det var, skjønte de andre ikke; men Legree blev rasende, løfted armene og syntes at ville slaa til hende. Hun reiste hovedet og gik stolt sin vei.
«Saa kommer du, Tom!» bød Simon. «Det er min tanke at ophøie dig til driver, og jeg mener det er bedst du straks tar paa at øve dig i at bruge pisken; nu kan du faa lov til at slaa løs paa Lucy der.»
«Det kan jeg ikke gjøre, massa.»
«Da skal jeg nok snart lære dig det,» sa han, tog pisken sin og gav Tom et drag[303] over ansigtet, og derefter slag paa slag, hvor det kunde falde sig.
«Se saa!» pusted han. «Mener du nu du kan?»
«Nei, massa,» sa Tom igjen og tørked blod af ansigtet. «Jeg vil slite og slæpe saa meget massa vil kræve af mig, men dette her gjør jeg ikke.»
Den høflige tonen som Tom altid talte i, og den blidhed og venlighed han altid viste, havde sat Legree paa den tro at han skulde bli let at faa bugt med.
De andre slaverne stod og skalv af rædsel for det som nu skulde gaa for sig. Legree var et øieblik uviss om hvad han skulde gjøre, men saa satte han i:
«Dit fordømte svarte dyr, du kan bare vaage at sætte dig op mod mig! En slig ussel slavetamp vil lære mig om det som er ret og ikke ret!»
«Hun er syg,» sa Tom. «Det vilde være en grusom synd at piske hende, og jeg gjør det ikke, jeg pisker heller ikke nogen anden, om saa massa slaar mig ihjel.»
Tom talte rolig og fast; en kunde skjønne paa ham at han ikke lod sig bøie.
De grønlige øinene til Legree tog nu paa at lyne af vildt sinne, og det var som skjægget paa kinderne hans krused sig af harme; men ligesom visse rovdyr først leger[304] en stund med byttet, før de tar paa at sønderrive det, saaledes holdt han sit raseri tilbage og gav sig til at spotte:
«Se, se, endelig har vi da ogsaa faat en hellig her paa gaarden, en gudfrygtig fin herre, som kan præke for os syndere. Et forskrækkelig helligt kreatur maa han vist være. Men hør, du skurk, som vil bilde os ind at du er saa gudfrygtig, har du aldrig hørt at det staar i bibelen: «I tjenere adlyder eders herrer»? Og er ikke jeg din herre? Har jeg ikke ærlig betalt hele 5000 kroner for dig? Skulde jeg ikke for denne pengesum eie dig med legem og sjæl? Svar mig!» slutted han og gav Tom et spark med den svære støvlen sin.
Ved dette spørsmaal fór det en stolt og glad følelse gjennem den ilde medfarne mand. Han retted sig op og saa mod himlen, og med taarer i øinene udbrød han:
«Nei, nei, nei! min sjæl tilhører ikke Dem, massa! Den har ikke De kjøbt. De kan ikke kjøbe den, for det er en anden som har kjøbt den med sit blod, og han har ogsaa magt til at verne om den,—gjør med mig hvad De vil!»
«Kan jeg ikke!» svarte Legree haanlig. «Vi faar se paa det. Hid, Sambo og Kvimbo! giv denne karen her en slig overhaling at han ikke reiser sig mer denne maaned!»
De to kjæmpesterke karerne grined djævelsk af skadefro glæde og trak afsted med Tom.
OTTE OG TYVENDE STYKKE.
Kassys historie.
Det var sent paa natten. Tom laa blodig og ynked sig mellem noget skrammel i et gammelt skur. Hed og trykkende var luften, og en sverm af mygg summed om ham og voldte ham stor plage; men værst af alt var den brændende tørsten, som han holdt paa rent at forgaa af. «O gode Gud, se ned til mig!» bad han. «Giv mig kræfter til at holde dette ud!»
Med ett hørte han fodsteg, og skjæret af en lygt faldt ham lige i øinene.
«Hvem er det? O, for den barmhjertige Guds skyld, giv mig en drik vand, hvem det saa er!»
Det var Kassy. Hun satte lygten fra sig, skjenked noget vand i en kop af en flaske, løfted hans hoved op og lod ham drikke. Den ene koppen efter den anden tømte han med febersyg iver.
«Drik saa meget du har lyst paa,» sa hun; «jeg vidste hvorledes det var med dig; det er ikke første gangen jeg har været ude om natten med drikke til slige som dig.»
«Tak, frøken, tak!» sa han med varme.
«Du maa ikke kalde mig frøken; for jeg er bare en elendig slave, jeg ligesom du, ja mer elendig end du nogensinde kan blive,» sa hun bittert.
Hun hented en madras, som hun dækked med nogen kolde vaade linkluter. «Prøv om du kan velte dig op paa denne! Det vil gjøre dig godt.»
Det varte en lang stund, før Tom orked at komme sig op paa madrassen, saa ilde var han medfaren. Men da han endelig var kommet op, kjendte han en velgjørende svaling af de vaade kluterne.
Kassy havde god øvelse i at pleie slige stakkarer; hun la en gang imellem nye kolde omslag under ham, og hver gang gav det ham ny lindring. «Nu har jeg gjort hvad jeg kan,» sa hun, efter at have løftet hans hoved op paa en bunke med bomuldsaffald.
Han takked hende igjen.
Kassy satte sig ved siden af ham, drog knærne op mod brystet, la armene paa dem og sad slig en stund og saa stivt frem for sig med et bittert og sorgfuldt udtryk. Hatten hendes gled tilbage, og det svarte fyldige haaret faldt ned over det underlige tungsindige ansigt.
«Det var ret, det du gjorde,» sa hun, «du er et godt menneske; men du kjender ikke dette sted; den djævel af et menneske som[308] du er faldt i hænderne paa, ham nytter det ikke at staa imod.»
Tom havde selv i denne nat havt svære kampe, med tvil og mismod; han havde været nær ved at fortvile. Ved at se denne kvindes vilde øine og høre denne tungsindige røst hun talte med, blev det end værre med ham.
«O Gud, o Gud!» sukked han.
«Det hjælper ikke du kalder paa Gud her,» sa hun. «Han hører ikke. Det er vist ikke nogen Gud til, eller ogsaa har han vendt sig fra os som er her paa gaarden.»
Tom lukked øinene, og det gjøs i ham ved at høre den mørke vantro som kom frem ved disse ord.
«Du kjender ikke til alt her, saaledes som jeg,» blev hun ved. «Du er paa en enslig-liggende gaard, mange mil fra andre mennesker, ude i sumpene. Her er ikke et hvidt menneske som kan vidne, om du skulde blive levende brændt eller bidt ihjæl af hundene eller hængt op og pisket til døde. Ingen lov, hverken guddommelig eller menneskelig, kan verne dig mod denne mand. Og en kan ikke tænke sig den ting som denne bøddel ikke kan finde paa at gjøre. Jeg kunde faa haaret til at reise sig paa dig, om jeg vilde fortælle det jeg har set og hørt her. Og det nytter ikke at staa imod. Jeg har[309] forbandet hvert øieblik af mit liv, nat og dag, i de fem aarene jeg har været i hans vold.»
Hun kasted sig ned mod; gulvet og tog paa at hulke.
Tom folded hænderne og stirred ud for sig; alt var mørke og rædsel.
Kassy fortalte nu om sit ulykkelige liv. Hun var datter af en trælkvinde; men hendes far var en rig mand, og hun var blit opdraget i overdaadighed. Som barn havde hun tumlet sig i glimrende saler, havde lært at spille og brodere og tale fremmede sprog. Men saa gik det galt med faren; han misted alt det han eide, og døde kort tid efter af kolera. Huset blev opløst og alting solgt. Selv blev hun kjøbt af en ung bra mand, som var forelsket i hende og loved hende gode dage. Han førte hende ind i et rigt hus, og gav hende tjenere, vogner og fine klær.
«Jeg kom til at holde af denne mand,» fortalte hun, «og jeg gjør det endnu, og jeg vil blive ved at elske ham saa længe jeg lever, for jeg kan ikke andet.»
De havde faat en vakker datter, som de var svært glad i. Aa, det var vel lykkelige dage! Men saa kom den onde tid; faren til barnet hendes kom paa gale veier; han spilte bort eiendommen sin og kom fra det hele. Hun og datteren kom i hænderne paa en[310] usling af en kar, som fór ilde med dem og til slut solgte datteren til én kant og moren til en anden. Alt hun havde gaat igjennem af sorg og nedværdigelse lod sig ikke fortælle. Og saa var hun til sidst havnet der paa gaarden hos dette umenneske.
«Jeg har levet som i et helvede her,» slutted hun sin fortælling. «Men vent bare, hans time kommer nok.»
«For Guds skyld, gjør ikke noget ondt,» bad Tom.
«Gjør ikke noget ondt?» Hun satte i en vild latter og tog derefter paa at hulke.
Tom havde næsten glemt smerterne af de blodige slag ved at høre og se den ulykkelige kvinde.
Hun havde reist sig, og rastløs og med knyttede hænder gik hun frem og tilbage paa gulvet, med haaret bølgende nedover kroppen.
«Du taler altid om Gud,» sa hun igjen, «jeg har selv trodd paa ham en gang; men nu er jeg kommen langt bort fra ham. Jeg er blit en stakkars fortabt sjæl og plages stadig af onde aander, som bare hvisker had og hevntanker i ørene paa mig.»
«Men vi maa ikke hevne os, vi blir jo ligesaa onde og syndige som de som farer ilde med os da,» sa Tom.
Han drak en kop vand og saa paa hende med et alvorligt blik. «Aa, hvor jeg skulde ønske De vilde gaa til ham som har det levende vand!»
«Gaa til ham? Hvor er han? Hvem er han?»
«Han er alle steder. Bed til ham!»
«Det hjælper ikke. Her er ikke andet end sorg og fortvilelse at vente for os.» Hun la haanden paa brystet og drog pusten tungt, som hun skulde løfte en stor byrde.
Det var ligesom det onde i hende havde tabt noget af sin magt over hende. Hun saa medlidende paa ham. «Aa gid jeg kunde gjøre noget for dig,» ønsked hun.
Han gjorde mine til at ville sige noget mer, men hun vinked med haanden:
«Nei, tal ikke mer, stakkars ven, prøv heller om du kan faa sove lidt nu!»
Hun satte vandet nær ved ham, stelte lidt om ham og gik stille bort.
NI OG TYVENDE STYKKE.
En uhyggelig nat.
Simon Legrees dagligværelse var et rummeligt langt rum, udstyret med en stor kamin. Det havde en gang været prydet med et svært fint tapet; men nu var dette falmet og mange steder iturevet og tilsølet. I kaminen stod en pande fuld af glødende trækul; for luften var om aftenerne kold og fugtig; Legree maatte ogsaa ha et sted hvor han kunde tænde sine cigarer og varme vand til toddyen, som han ikke kunde undvære nogen kveld.
Efter at Emmeline var kommet i hans hus, havde Kassy taget sig moderlig af hende og søgt at verne om hende. Herover var Legree blit forbitret, og det kom ret som det var til alvorlige kampe mellem ham og Kassy for den saks skyld. Den morgenen Kassy gik ud paa arbeide sammen med de andre trælene, havde det netop staat en slig kamp mellem dem, og Legree havde da i raseri svoret paa at Kassy herefter skulde faa slite ude paa marken, hun som de andre. Men hun havde mødt denne trusel med det trodsende svar, at hun netop ønsked dette; hun skulde nok vise at hun slet ikke var ræd for at ta i.
Da hun kom hjem om kvelden, havde Legree ventet sig, at hun, træt af det haarde arbeide, skulde komme og bede for sig og love at blive skikkelig og føielig; men, som vi alt har hørt, lod hun sig ikke saa let kue.
Mens Legree ud paa kvelden holdt paa at lage sig et glas toddy, nærmed hun sig lydløst til ham bagfra og hvisked bort i øret paa ham: «Vogt Dem!»
Han fór op og stødte hende fra sig: «Er du gal?»
«Ja, jeg er gal; djævelen er faret i mig.»
«En skulde næsten tro det.» Han blev ræd. «Vær nu fornuftig og opfør dig skikkelig!»
«Taler De om at jeg skal opføre mig skikkelig; De som selv er et sligt umenneske, at De i djævelsk hidsighed lar den frommeste og bedste arbeideren De har pryle halvt ihjel nu midt i travleste onnen?»
«Naa ja,» sa han, «det var kanske ikke saa ret gjort af mig; men den karen maa lære at lystre.»
«De kuer ikke Tom, hvad De end gjør ved ham.»
«Ikke det?» Hidsigheden blussed igjen op i ham. «Jeg skal knække hvert ben i ham, om han ikke føier sig og gjør det jeg vil.»
I det samme kom Sambo ind og rakte sin herre en liden papirpakke.
«Hvad er det for noget?»
«Det er vist noget trollskab som han havde gjemt paa sig for at slagene ikke skulde gjøre vondt.»
De fleste raa og ugudelige mennesker er meget feige og overtroiske, og det var Simon Legree ogsaa. Han aabned papiret med en viss uro, og fik da øie paa en stor blank skilling og en lys haarlok.
Det traf sig saa underligt, at haarets krøller kom til at sno sig om fingrene paa ham. Han blev ræd, slét haaret af fingrene og kasted det i ilden.
«Hvad er det for noget djævelskab?» ropte han og stamped i gulvet.
Kassy saa med undring paa ham, og Sambo fór i rædsel ud af døren.
Derpaa tog Legree skillingen og kasted den gjennem en rute, som faldt klirrende ned i svalgangen.
At Legree blev saa ræd ved at se den haarlokken, det kom af at den paa en uhyggelig maade minded ham om en afdød kvinde som ogsaa havde havt lyst haar; det var hans mor. Alt fra han var ung havde han været en vildgast; han havde aldrig brydd sig om morens formaninger og vedholdende bønner for ham. En gang havde[315] han endog i vrede sparket til hende og kastet hende overende paa gulvet. Dette havde han aldrig kunnet glemme. Og saa var det noget, som hændte mange aar senere, han heller aldrig kunde glemme. Det var en kveld han sad og drak i lag med nogen andre svirebrødre langt borte fra hjemmet. Saa fik han et brev. I det stod melding om at mor hans var død, og saa laa der en lys lok af haaret hendes i brevet. Da han saa den, fór han sammen; det var som han saa hendes blege ansigt og hørte hendes suk. Hans samvittighed var vaagnet og havde voldt ham uro og pine; men han havde søgt at døve den, han havde kastet haarlokken paa ilden og givet sig til at drikke og ture værre end nogensinde før. Senere havde han faret om som sjørøver i Vestindien og kastet sig i den ene last værre end den andre. Men aldrig havde han kunnet blive kvitt billedet af den blege kvinde; han havde set det over sengen om natten, og kjendt det bløde haaret sno sig om fingrene paa ham, og ofte havde han sprunget ud af sengen i vildelse.
Alt dette var det som stod for ham denne kveld.
«Hvor kunde han have faat den haarlokken fra?» spurte han sig selv. «Er det den? Nei, nei; jeg brændte den jo.»
Han tog den ene supen efter den andre af toddyglasset, og gik frem og tilbage paa gulvet for at faa de leie tankerne bort.
Det var netop paa dette tidspunkt at Kassy havde listet sig bort for at hjælpe Tom, saaledes som blev fortalt i forrige stykke.
Legree havde ikke ro paa sig inde i stuen. Han gik ud paa gangen og tumled sig en stund mellem nogen kasser og gammelt skrammel. I det ene hjørne af gangen gik en vindeltrap op i mørket ovenpaa; luften var kold og muggen som i en gravkjelder, et blegt maaneskin lyste ind gjennem en ituslaat rute over døren.
Han stanste ved trappen. Hvad var det? Nogen toner af en kvindestemme naadde hans øre. Han lytted. Sangen klang vildt og som en gravrøst i det øde og mørke hus.
klang det gjennemtrængende ned til ham.
«Den fordømte jentunge!» mumled han. «Jeg vil kvæle hende, vil jeg. Em!» ropte han op. «Emmeline!»
klang det nu. Og saa kom omkvædet igjen:
Nogen store svettedraaper randt nedover ansigtet hans, og han kjendte hvorledes hjertet slog i brystet. Han syntes igjen at se morens ansigt for sig.
Han tumled tilbage til stuen og satte sig ned.
«Er jeg da rent forhekset? Eller hvorledes er det med mig?»
Saa kom han til at tænke paa Tom. Han loved sig selv, at han for fremtiden skulde lade ham være i fred; en kunde jo ikke vide hvad hemmelige magter denne karen havde samlag med.
Han frøs, endda svetten randt af ham.
«Hvor i al verden havde han faat den haarlok fra? Det kan jo ikke være den, det er umuligt.»
Han gav et stød i fløiten sin og trødde i gulvet: «Op med dere, at det kan bli lidt liv i stuen!» sa han til hundene sine, som havde lagt sig til at sove hist og her paa gulvet, hvor det bedst havde faldt til. Men søvnige som de var, løfted de bare hovederne og la sig igjen i ro.
Da kom han til at tænke paa Sambo og Kvimbo, som han pleide at kalde ind til sig, naar det var som værst med ham om natten. Raskt tog han sit horn ned fra væggen og gik ud i døren og blaaste et par gjennemtrængende toner.
Det varte ikke længe, før de to svarte karene kom farende, og snart bar det saa løs med drik og sang og hujing i stuen.
Da Kassy mellem kl. 1 og 2 kom tilbage fra Tom, hørte hun støi og spetakel fra dagligstuen, og skjønte at Legree havde faat i gang et af disse vanlige drikkelagene. Hun gik op paa svalgangen og saa ind gjennem vinduet. Jo rigtig—der sad de tre drukne mænd, som hun havde set saa ofte, og skar ansigter og ramled med stolene og alt som løst var. En kjendsel af sterk harme steg op i hendes sind. Vilde det være synd at skille verden af med et sligt umenneske, spurte hun sig selv.
Hun gik saa op til den ulykkelige Emmeline, som sad i den største fortvilelse og sang salmer.
Den unge pige fór forskrækket op; men da hun saa hvem det var, kom hun mod døren og greb Kassy i armen:
«Kassy, er det du? Aa jeg var saa ræd—at det var—.... Aa, du kan ikke tænke[319] dig hvor rædsomt opstyr de har holdt der nede i kveld.»
«Jeg har hørt noget sligt før,» svarte Kassy tørt.
«Aa, Kassy, kan vi ikke komme bort fra dette sted? Det er mig det samme, hvor vi kommer—i sumpene mellem slangerne eller hvor som helst, naar vi bare kommer bort.»
«Det har saa mange sagt før dig; men jeg ved fra før hvorledes det gaar dem som flygter.»
«Ja, men jeg er ikke det mindste ræd slangerne, og jeg kunde godt leve af bark, om det skulde være.»
«Det er mange som har prøvd at flygte ud i sumpene, men de er snart blit opsporet af hundene, og saa har de faat det ti ganger værre end før.»
«Hvad vilde han da gjøre med os, om vi blev fakket,» spurte den unge pige angst.
«Hvad han vilde gjøre med os? Jeg er ræd for du fik ikke sove i nat, om jeg gav mig til at fortælle dig alt det jeg har set og oplevet her paa gaarden. Jeg har hørt skrig som jeg aldrig glemmer. Nede ved hytterne staar et forbrændt træ og luter over en sort askehaug—du kan kanske gjette hvad som er gaat for sig der.»
Emmeline blegned.
«Ja paa den maade steller han sig med sine folk.»
«O Gud! hvad skal vi da gribe til?»
«Gjør du som jeg: gjør det bedste du kan; gjør det du maa gjøre, og søg trøst i had og forbandelse.»
Emmeline fortalte nu at han havde villet ha hende til at drikke brændevin.
«Du gjør bedst i at drikke; det har jeg gjort, og det er det eneste her er at gjøre.»
Emmeline knuged hænderne sammen. «Aa gid jeg ikke var født!»
«Jeg synes synd paa dig. Jeg er mor og har en datter som nu er en ung pige som du ... Gud ved hvorledes det er med hende,» afbrød hun sig selv; «men hun er vel ulykkelig, hun som vi.»
Emmeline vendte sig til side og skjulte ansigtet i hænderne.
I dagligstuen var det nu blit stille; de to negrene raved ud til hytterne sine, Legree var sunket sammen paa en stol, hvor han sad og saa syner.
Han syntes at se en tilsløret kvinde, som kom nærmere og nærmere, og til sidst stod hun tæt ved ham og snoed en haarlok om fingrene paa ham og slynged den helt op om halsen hans; strammere og strammere kjendte han den blev snøret om strupen, han[321] var nær ved at kvæles. Da slog hun sløret til side—det var hans mor.
Da daggryets rosenskjær den næste morgen igjen oplyste Legrees værelse, reiste han sig og tylled i sig et glas brændevin. «En helvedes nat!» mumled han for sig selv.
Kassy kom ind med det samme.
«Hvad vil du, din heks?»
«Jeg vil advare Dem.»
Han saa paa hende. «Er det Tom som endnu staar i hovedet paa dig?»
«Ja, jeg vil raade Dem til at De lar ham være i fred nu,» sa hun rolig.
«Hvad kommer det dig ved,» svarte han heftig; men da han havde tænkt sig lidt om, loved han at han ikke skulde gjøre Tom noget ondt mere, naar han bare vilde bede om tilgivelse for sin opførsel.
«Det gjør Tom aldrig; han ved med sig selv at han ikke har noget at bede om tilgivelse for.»
«Ikke det?»
«De skjønner Dem ikke paa det slags folk som Tom er af; De kan slite dem i stykker tomme for tomme; men De faar dem ikke til at gjøre noget som strider mod deres tro.»
Legree tog nu ridepisken sin og gik ud til det gamle skur hvor Tom laa. Han var fortumlet i hovedet efter nattesviren og alle[322] de uhyggelige synerne, en underlig uro af tvil og angst gjæred i ham. Hvad kunde nu egentlig Kassy mene med disse advarslerne sine? Og hvorledes hang det nu i grunden sammen med Tom ... dette trollskab.
Han vilde nu være ene med Tom et øieblik og se om han ikke skulde faa ham til at give kjøb.
«Naa, slubbert!» grynted han og sparked Tom med støvlen. «Kan du holde en liden morgen-præken for mig om mine synder?»
Tom svarte ikke.
«Op med dig, bæst!»
Den stakkars mand var øm og stiv over hele kroppen og havde vondt for at komme paa benene.
«Hvad kommer det af, at du er saa stiv, Tom? Har du kanske forkjølet dig i gaaraftes, hva?»
Tom kunde saavidt reise sig. Han saa rolig og frygtløs paa sin herre.
«Naa, du kan da røre dig alligevel,» sa Legree og maalte ham med øinene. «Du har vist ikke faat nok pryl i gaaraftes. Ned paa knæ med dig og bed mig om tilgivelse for din opførsel!»
Tom rørte sig ikke.
«Ned med dig, hund!» brølte han igjen og gav ham et drag med pisken.
«Massa, jeg kan ikke bede Dem om tilgivelse; jeg har ikke gjort andet end det jeg mente var ret.»
«Tom, du ved ikke hvad jeg kan finde paa at gjøre med dig; du mener kanske at den medfærd du har faat var slem nok, hva? Men hvad vilde du nu synes om at blive bundet til et træ og faa tændt en langsomt brændende ild rundt omkring dig? Tror du ikke det vilde more dig, hva?»
«Jeg ved De kan finde paa de rædsomste ting; men—han retted sig op og folded hænderne—jeg er ikke ræd for døden; efter den kommer evigheden.»
Evigheden! Dette ord fyldte Toms sjæl med lys og kraft, mens han udtalte det; men det trængte ogsaa ind i synderens sjæl lig biddet af en skorpion. Legree skar tænder; men han orked ikke at faa et ord frem, saa forbitret blev han.
«Massa,» blev Tom ved, «da De har kjøbt mig, vil jeg være Dem en tro tjener. Jeg vil ofre Dem al min arbeidskraft, al min tid; men min sjæl vil jeg ikke ofre for noget menneske. Jeg vil være min egen herre i himlen tro og lyde ham, fremfor nogen anden, enten jeg skal leve eller dø. De kan piske mig, sulte mig, brænde mig—det vil kun gjøre at jeg kommer snarere did jeg haaber at komme.»
«Jeg skal nu alligevel ikke slippe dig før du gir tabt,» sa Legree rasende.
«Jeg vil faa hjælp,» sa Tom. «De skal aldrig faa bugt med mig i dette punkt.»
«Hvem vil hjælpe dig?» spurte Legree haanlig.
«Den almægtige Gud.»
«Saa, det tror du?» svarte Legree, og med den vældige næven sin gav han Tom et slag, som med ett strakte ham til jorden.
I samme øieblik rørte en kold haand ved Legree. Han vendte sig om—det var Kassy; men den kolde haanden minded ham om hans drøm natten før, og alle de rædsomme billeder fra de vaakne nætter fór som lyn gjennem hans sjæl.
«Lad ham være i fred!» sa Kassy. «Gaa Deres vei, og lad mig tage mig af ham!»
Det siges om alligatoren og næshornet, at de, endda de er indesluttet i et skudfrit panser, alligevel har et punkt hvor de kan saares; et sligt punkt har vanlig raa og voldsomme mennesker ogsaa, og dette findes hvor frygten og overtroen har sit sæde.
«Nu vel, saa lad det være som du vil denne gang,» sa han barskt til Kassy og snudde sig om til Tom, uden at tænke paa[325] at gjøre mer af det denne gang. «Du slipper med dette nu; men jeg glemmer aldrig noget; din regnskabstime kommer en gang.» Saa gik han.
«Ja, De gaar nu,» sa Kassy og saa efter ham med et mørkt blik; men husk[326] det, at Deres regnskabstime ogsaa skal komme!»
TRETTIENDE STYKKE.
Frihed.
Georg og Elisa—hvorledes var det gaat dem?
Fra kvækergaarden, hvor Loker laa syg, tog de veien op mod Eriesjøen. De vidste at forfølgerne var efter dem endnu, og de maatte derfor reise om natten og holde sig skjult om dagen.
Efter nogen dage kom de til en liden by, Sandusky. Her fandt de et tilflugtssted hos nogen gode mennesker og hvilte en stund, før de tog over Eriesjøen.
De var nu nær maalet, og mange slags tanker optog Georg; han kunde nu snart faa leve og aande som en fri mand, have ret til at bo og bygge hvor han vilde, og have myndighed til at verne om hustru og barn, være et menneske med fri vilje!
Men rigtig trygg kunde han endnu ikke være; han vidste at forfølgerne havde hjælpere[327] ogsaa i Sandusky, og at disse havde faat nøiagtige oplysninger om hvorledes de saa ud. Han fandt det derfor rettest, at Elisa paa resten af turen gik klædd i mandsklær, og hun fik sig da en net dragt og klipped af sig haaret.
«Er jeg ikke nu en vakker ung mand?» sa hun til manden sin, da hun første gang viste sig for ham i et par smaa mandsstøvler, benklær og kappe, og med en liden hue paa snei.
«Du er vakker, hvorledes du end er klædd,» sa han og trykked hende ind til sig.
Et par glædestaarer lyste i hendes øine; hun havde nu fast haab om at Gud vilde føre dem lykkelig mod maalet.
Og det havde nok Georg ogsaa, endda han vidste godt at det var folk paa dampskibsbryggen som vilde have tak i ham.
«Men hvorledes skal jeg nu te mig? Jeg maa vel trampe med fødderne, ta svært lange steg og sætte et uforskammet ansigt op?»
Georg drog paa smilen. «Du maa vist heller lade det være; for det findes nu ogsaa velopdragne unge mænd, og jeg tror du vil ha lettere for at ligne dem!»
«Men disse svære hanskerne! Mine hæn der blir jo rent borte i dem!»
«Dem maa du endelig have godt paa, for ellers vil de smaa fine hænderne dine let kunne røbe os alle sammen.»
«Ja men tror du da vi har nødig at være saa svært ræd for at vække mistanke?»
«Ja, det har vi. Fru Smitt har hørt at det har været folk nede ved sjøen og advaret skibskapteinerne mod at ta med en mand og en kone og en liden gut, som de har beskrevet nøie for dem.»
Denne fru Smitt var en dame som for øieblikket opholdt sig i huset. Ogsaa hun skulde reise til Kanada, og det var aftalt, at hun skulde give sig ud for tanten til Georg og Elise.
Netop som Georg havde sagt de sidste ord, kom fruen ind med vesle Harry ved haanden; han var fra top til taa blit iført jenteklær og tog sig svært godt ud i den dragten.
«Nei for en sød liden jente!» skjemted Elisa og snudde gutten rundt. «Hun heder vist Harriet—ikke sandt?»
Gutten stod og saa alvorlig paa moren; han kunde ikke kjende hende igjen.
«Kjender du ikke moren din?» spurte hun og vilde ta ham i armene.
Gutten skeled efter hende og fór bort til fruen.
«De skal ikke bry Dem om at han ikke kjender Dem,» sa fruen. «Det er netop heldigt, at han holder sig borte fra Dem.»
«Det er vist det; men det er saa underligt, at barnet er ræd for sin egen mor. Men hvor blev det af kappen min? Hvorledes skal jeg nu ta den paa?»
«Slig!» sa Georg og kasted kappen om sig.
«Naa, paa den maade.» Hun tog kappen og slog den om sig med et raskt kast.
Endelig kom vognen som skulde føre selskabet til dampskibsbryggen.
Da de var kommet ned paa bryggen, bød Elisa høflig fru Smitt armen og førte hende om bord.
Mens Georg stod og løste billetter, hørte han styrmanden tale sammen med en mand om nogen flygtninger.
«Jeg har havt øinene godt med mig,» sa han; «jeg er viss paa de ikke er her om bord.»
Den mand styrmanden talte med, var ingen anden end den vesle ihærdige Marks, som hele tiden havde været i hælene paa Georg og Elisa.
«Det er ikke let at skjelne konen fra en hvid,» sa Marks. «Og manden er ogsaa meget lys, og han har et brændemerke i haanden.»
«Jeg ved det; jeg indestaar for at de ikke er her om bord.»
Det var ikke frit for at Georg skalv lidt paa haanden, da han rakte den frem for at tage mod pengene som styrmanden gav ham tilbage; men han lod som ingen ting og slentred ligegyldig over til den andre siden af skibet, hvor Elisa stod og vented.
Fruen gik ned i damekahytten, hvor den «vesle pigen» hun havde med drog opmerksomheden paa sig ved sit vakre mørkladne ansigt.
Klokken ringte for sidste gang.
Hvor Georg blev let om hjertet, da han saa Marks gaa i land! Dampskibet gled langsomt fra bryggen, og afsted bar det over den gyngende vandflade.
Det var en herlig dag. Eriesjøens blaa bølger dansed sprudlende og tindrende i sollyset. En frisk bris blaaste fra stranden, og det prægtige dampskib arbeided sig stolt frem gjennem vandet.
Timerne gik, og endelig saaes den kanadiske strand tydelig i det fjerne, den velsignede kyst, hvor frihedens sol lyste.
Arm i arm stod Georg og hans kone, da damperen løb ind i den vesle havneby hvor de skulde af. Med korte aandedrag og taarefyldte øine trykked han sin hustrus haand, uden at sige et ord. Klokken ringte,[331] og skibet la til bryggen. Uden næsten at vide hvad han gjorde, saa han efter tøiet og samled sit følge. Endelig gik de i land. De stod stille, til dampskibet var afgaat. Da knæled mand og kone med barnet mellem sig og lod sine taarer strømme frit, mens de opsendte sine hjerters tak til ham som havde ført dem lykkelig til denne strand.
Det glade egtepar og barnet førte fru Smitt til en missionær, som havde gjort sit hus til et gjestfrit hjemsted for ulykkelige og husvilde mennesker som søgte op til denne kyst.
Hvor det var herligt for den unge mand at tænke paa at han nu som andre fri mennesker kunde lægge sig trygt og rolig til hvile om aftenen! Og hvor det var herligt for den unge mor, at hun nu kunde rolig sidde og se paa sit sovende barn, dette barn som var blit hende dobbelt kjært, fordi hun havde udstaat saa meget for at frelse det.
Det var i den første tid næsten umuligt for de to menneskene at faa sove, slig som hjerterne deres banked, og slig som det jubled i dem med lov og tak og pris. Og endda eide de ikke saa meget som en torve jord de kunde staa paa, ikke tag over hovedet. Alt de havde eiet var gaat med til reisen; de eide ikke mer end fuglene under himlen[332] og blomsterne paa marken. Alligevel kunde de ikke faa blund paa sine øine af bare glæde.
EN OG TRETTIENDE STYKKE.
Seiren.
Mens Tom stod ansigt til ansigt med sin herre og hørte hans trusler, tænkte han i sit sind at hans time snart var kommet. Han var da modig og trodde han skulde kunne holde ud baade pinsler og ild; for han syntes det var ikke mer end ett skridt mellem ham og Jesus og himlen. Men da Legree var gaat, og smerterne af hans saar igjen vendte tilbage, faldt han rent sammen.
Længe før hans saar var lægt, bød Legree at han igjen skulde ud paa markarbeide sammen med de andre. Det voldte ham svære smerter at gaa med de aabne saar ude i den brændende solheden og slite fra morgen til kveld, og at han stadig var udsat for haan og spot af sin herre, skulde nu heller ikke gjøre hans lidelser mindre.
Nu kunde Tom skjønne hvorfor de andre slaverne var saa sure og tverre; han selv var ofte fristet til at opgive enhver tanke om at blive fri, og som et træt dyr give sig sine usle trælekaar i vold.
Det var nu aldrig tale om at læse i bibelen; det blev ikke tid til det. Naar han om kveldene kom hjem fra arbeidet, var han saa træt at alt løb rundt for ham; han havde da bare én tanke: at kaste sig—sløv og ligeglad med alt—paa det usle leiet.
Hvor var Gud henne? Havde ikke Kassy i grunden havt ret, naar hun havde sagt: «Gud er ikke paa dette sted.»
Det gik lang tid, før han kom til kræfter igjen. Ofte havde han tænkt paa det brevet som Ofelia havde skrevet til hans venner i Kentucky. Tro det vilde komme nogen penger? Eller tro det en dag vilde komme en mand og sige: «Jeg kjøber Tom fri?»
Dag efter dag gik, men det kom ingen; bare slit og møie var det dagene førte med sig—Gud var ikke paa dette sted.
Af og til saa han et glimt af Kassy, stundom ogsaa af Emmeline; men han talte aldrig med dem; det blev aldrig tid eller leilighed til det.
Saa var det en kveld han sad og kared i nogen glør som var blit igjen efter den ild han havde stekt brødet sit ved. Han la[334] nogen pinder paa glørne og fik ilden til at blusse op. Endda han som vanlig var svært træt, prøvde han at læse noget i bibelen; men han fandt ingen trøst i det han læste. Ordet var dødt for ham; han lod hovedet synke.
Med ett stod Legree for ham og lo.
«Naa, Tom, skal vi ikke nu være enige om at kaste de fedtede bladene der i ilden? Du ser jo at din hellighed ikke hjælper dig en døit.»
Tom svarte ikke. Den hjerteløse haan og spot syntes han var værre end sult og kulde og nøgenhed.
«Du er en god tosk, du Tom. Du kunde havt gode dage. Du kunde endog havt det bedre end Sambo og Kvimbo. Istedenfor at faa pryl til hver dag kunde du havt frihed til at kommandere og pryle de andre, og af og til vilde du have faat dig et godt glas toddy inde hos mig om kveldene. Tror du ikke, Tom, at du nu gjør klogest i at gaa over til min kirke?»
«Nei, massa.»
«Du kan da selv skjønne at din Gud ikke er tænkt paa at hjælpe dig; han havde aldrig ladt mig faa tak i dig, om han havde tænkt paa det. Dette med religionen er bare noget sludder. Det er da bedre du holder dig til[335] mig. Jeg er da noget, og jeg kan gjøre noget for dig.»
«Nei, massa,» svarte Tom. «Jeg vil holde mig til Gud og tro paa ham til min sidste stund, enten han hjælper mig eller ikke.»
«Des større tosk er du.» Legree spytted paa ham og gav ham et spark. «Jeg skal nu alligevel faa bugt med dig til slut.»
I et tvilende og nedbøiet menneskes liv kan det komme et øieblik da en ny vældig kraft bryder frem i sindet. Et sligt øieblik kom for Tom i denne nat.
Tom sad ved den sluknende ild, træt og fortvilet. Saa fik han med ett se en hudstrøgen blødende tornekronet mand nærme sig til ham. Tom stirred med frygt og undring paa det majestætiske taalmod som stod præget i denne mands ansigt, og da han saa hvorledes tornekronen lidt efter lidt blev til en straalekrans, med en pragt og skjønhed som han aldrig havde set magen til, faldt han paa knæ for mandens fødder. Manden bøier sig ned og lægger haanden paa hans hoved og siger: «Jeg vil give dig hvile.»
Hvor længe Tom laa paa sine knær, vidste han ikke. Da han kom til samling igjen, var ilden sluknet, og hans klær var blit vaade af natteduggen; men den haarde[336] sjælekamp var slut, og den glæde som fyldte hans sind jaged enhver kjendsel af kulde og sult og elendighed bort. Han var blit som et nyt menneske. Han var ikke i tvil om at det var Frelseren som havde gjestet ham; han kjendte en ny kraft gjennemstrømme sig. I denne stund var han rede til alt, rede til at dø, naar det skulde være. Jublende glad stemte han i en salme, som han ofte havde sunget i sine lykkeligere dage, men aldrig med den fylde og inderlighed som nu:
Da de pjaltede og forfrosne slaverne den næste morgen drog ud paa arbeidsmarken, var det én mellem dem som gik med lette faste steg. Borte var hans tvil og rædsel, det evige livs lys straaled for haans øine.
Alle merked det omskifte som havde gaat for sig med Tom; han var blit glad og frisk og tog mod haan og spot med den største ro.
«Hvad gaar det af Tom?» spurte Legree. «For en stund siden var han helt nedbøiet, nu springer han som en græshoppe.»
«Han tænker mulig paa at rømme,» sa Sambo.
«Det skulde være fornøieligt at se ham prøve paa det,» sa Legree med et grin; «ikke sandt, Sambo?»
«Jo vel, haa, haa,» lo det svarte troll. «Det skulde være moro at se ham sidde fast i myren, mens hundene griber ham.»
«Ja ja, hold nu bare godt øie med fyren, og skulde han gjøre mine til at ville løbe bort, saa er du nok mand for at fakke ham.»
Simon Legree stod netop færdig med sin hest for at ride til den nærmeste by i et erend. Da han kom tilbage ud paa natten, gjorde han en sving bort om hytterne for at se om alle var gaat til ro.
Det var en straalende maaneskinsnat. Skyggerne af de yndige kinatrær laa skarpt tegnet over grønsværet, alt hvilte i høitidelig stilhed.
Da Legree nærmed sig hytterne, hørte han det sang. Det var noget uvanligt at høre noget sligt der. Han stanste for at lytte.
En vakker tenorstemme sang:
«Ja saa!» sa Legree ved sig selv, «er det saaledes han tænker?» Han kjendte i dette øieblik en djævelsk uvilje mod disse salmer. «Hør, du neger!» ropte han og løfted ridepisken, «hvorledes tør du vaage at sidde her og skraale nu midt paa natten. Vil du se til at komme dig ind i hulen din, og det fort!»
«Ja, massa,» svarte Tom og reiste sig.
Det ærgred Legree, at Tom var saa glad og lykkelig; han red bort til ham og gav ham et slag med pisken. «Der, du hund! se til om du føler dig saa fornøid efter dette.»
Tom gav ikke en lyd fra sig.
Da skjønte Simon med ett, at han ikke havde nogen magt over denne slave længer,[339] og den tanke, at det alligevel maa være en Gud til, fór som et glimt gjennem hans aand, en Gud som kan hjælpe og gjøre de svageste til kjæmper.
Toms sjæl strømmed over af medynk med de arme stakkarer han saa omkring sig.[340] Det var som hans egne sorger og lidelser nu var slut; han tænkte bare paa hvorledes han skulde faa givet de andre med sig noget af den fred og glæde som var blit ham selv til del. Vistnok saa han ikke ofte udvei til at gjøre stort for dem; men om morgenerne paa veien ud til arbeidet, og om kveldene paa hjemveien, og nu og da ogsaa til andre tider, fandt han leilighed til at hjælpe de mest trætte og lidende af sine fæller, og slige leiligheder lod han aldrig gaa unyttet. Vante som de alle var til raahed og trældom, kunde de fra først ikke skjønne dette; men da han blev ved med sin hjælpsomhed uge efter uge og maaned efter maaned, vaagned lidt om senn i dem kjendsler som deres sløve hjerter havde været fremmede for i mange aar. Villig og gjerne delte han sit brød med de sultne, hjalp de trætte med at plukke bomuld, laante de syge sit dækken om natten, endda han vidste at alt dette vilde paaføre ham haan og pinsler.
Han prøvde ogsaa at tale til de andre slaver om Jesus, alle lidende menneskers ven. Da onnen var slut, og det kom en noget mindre travl tid, var det gjerne flere som samled sig om ham om søndagene for at høre hans enfoldige ord. Snart holdtes, sammenkomster et sted, snart et andet. Men saa forbød Legree disse møderne, og det blev[341] da vanskeligere for Tom at virke med ord. Hos flere af slaverne var det dog alt vakt tanker om Frelseren og længsel efter et evigt liv, og mand og mand imellem faldt mangt et ord som gjød himmelsk trøst fra hjerte til hjerte.
Den stakkars mulat-kvinde var nær ved helt at bukke under ved det overmaal af lidelser hun havde maattet udstaa; men ogsaa hun fik ny kraft ved de bibelsprog og salmevers som Tom fandt leilighed til at hviske hende i øret; ja selv Kassys halvt ødelagte og forvildede sjæl blev mildere og roligere ved hans simple og stillfærdige paavirkning.
Kassy var ellers ikke let at faa bugt med. Haard og bitter som hun var blit af de svære lidelser hun havde gjennemgaat, kunde hun ikke dæmpe den hevnlyst som gjæred i hende.
Mens Tom en nat laa vaaken, efter at de andre var sovnet, fik han med ett øie paa hendes ansigt, som kom til syne i den glugge i væggen som tjente som vindu. Hun gjorde tegn til ham, at han skulde komme ud.
Tom gik ud til hende. Klokken var mellem 1 og 2 om natten. Det var klart maaneskin, og alt var stille. Tom saa straks at det i de store sorte øinene hendes brændte en egen ild.
«Kom her, Tom!» sa hun og tog ham om haandledet og drog ham til side med en uvanlig styrke. «Kom her, jeg har et arbeide til dig.»
«Hvad er det?» spurte Tom ængstelig.
«Tom, kunde du ikke ønske at faa din frihed?»
«Jo, naar Guds time kommer, frøken.»
«Men den time kan komme alt i nat. Kom med mig,» bød hun og saa paa ham med de store mørke øinene sine. «Han sover—fast. Jeg blanded saa meget i hans brændevin at han ikke skal vaagne saa snart. Havde jeg bare havt endnu mere at blande i med, skulde jeg ikke havt nødig at bede om din hjælp. Men kom nu! Bagdøren staar aaben, og jeg har sat en øks til dig der. Døren ind til stuen, hvor han ligger, staar ogsaa aaben; jeg skal nok vise dig veien, jeg. Jeg skulde gjerne gjort det selv; men jeg har ikke kræfter nok. Kom!»
«Ikke for alt i verden,» svarte Tom og holdt Kassy tilbage da hun vilde gaa.
«Men tænk paa alle disse arme skabningerne,» sa hun, «vi kunde sætte dem alle i frihed, og saa kunde vi flygte til en ø ude mellem sumpene og leve for os selv der. Ethvert andet liv vilde være bedre end dette.»
«Nei,» sa Tom fast. «Det kommer aldrig noget godt ud af en ond gjerning. Jeg vilde heller bruge øksen til at hugge min høire haand af med.»
«Saa skal jeg gjøre det selv.» Hun vendte sig fra ham og gik.
«Frøken!» kaldte Tom og kasted sig ned for hende. «For den kjære frelsers skyld, som døde for os, sælg ikke din dyrekjøbte sjæl til djævelen. Gjør det ikke Kassy, vi maa lide med taalmod og vente til Herrens time kommer.»
«Vente!» sa Kassy. «Har jeg ikke ventet?—ventet saa mit hoved er blit forrykt og mit hjerte sygt! Hvilke lidelser har han ikke paaført mig? Hvad har han ikke ladt hundreder af stakkars skabninger lide? Jeg venter ikke længer, jeg vil se hans hjerteblod rinde.»
«Nei, nei, nei!» Tom holdt fast i haanden hendes. «De maa ikke gjøre det! Vor kjære herre udgjød aldrig andres blod end sit eget, og det udgjød han for sine fiender.»
«Fiender? Skulde vi da elske en slig fiende som denne mand? Det kan intet menneske gjøre.»
«Nei, vist ikke ved egen kraft; men han som led for os kan lære os det,» svarte Tom, mens taarer lyste i hans øine.
Hans ord og hans taarer havde en dæmpende virkning paa Kassys sind. Udtrykket i hendes øine blev mildere, og de spændte armsener slappedes.
«Har jeg ikke fortalt dig at jeg blir forfulgt af onde aander,» sa hun til Tom. «Aa bare jeg kunde bede ligesom du! Jeg har ikke kunnet det siden min datter blev solgt.»
«Jeg skal bede for Dem, frøken! Maatte De rigtig kunne give Dem Gud i vold! De maa tro at han baade vil og kan hjælpe Dem.»
Kassy stod taus, og nogen store taarer rulled ned over kinderne paa hende.
«Frøken,» blev Tom ved, «end om De kunde komme bort herfra paa en skikkelig maade—jeg mener uden at udgyde blod—saa tror jeg det vilde være rigtig af Dem at flygte—Emmeline med.»
«Vilde du følge med da, Tom?»
«Nei, ikke nu; det var en tid jeg vilde have gjort det; men nu har jeg faat en gjerning her hos vore lidelsesfæller, og jeg vil være hos dem og bære mit kors sammen med dem til min sidste stund. Med Dem er det en anden sak; De kan ikke holde pinen ud, De maa heller se at komme bort, om De kan.»
Kassy havde i lange tider været paa det rene med at hun burde flygte, og hun havde[345] tænkt meget over hvorledes dette skulde kunne lykkes, men altid havde det stillet sig tusend hindringer i veien. Først nu i dette øieblik kom hun paa en ny plan, som gav hende trygt haab. «Jeg prøver,» sa hun og gik fra Tom.
TO OG TRETTIENDE STYKKE.
En krigslist.
Oppe paa loftet i Simon Legrees hus var et kvistkammer. Det var fuldt af støv og spindelvæv og alslags skrap af gamle møbler og andre ting som var slængt op der. Et mat lys faldt ind gjennem et skiddent vindu og gav rummet et underligt spøgelseagtigt udseende.
Det var ogsaa noget andet som gjorde dette værelse uhyggeligt. For nogen aar tilbage havde en negerkvinde paadraget sig Legrees vrede og var blit indesperret i dette rum i flere uger. Hvad som gik for sig med kvinden der, vidste folkene paa gaarden ikke saa meget om, men alle var viss paa at hun blev baaret ned som lig og begravet. Efter den tid trodde snart den ene og snart andre[346] at høre piskelag og skrig og støn oppe fra kvistkammeret. Saa kom Legree en dag til at høre nogen af slaverne hviske med hverandre om disse uhyggelige lydene. Han blev da rasende og loved at gjøre en ulykke paa den første som vaaged at nævne noget om dette.
Men endda ingen turde tale om det de syntes at høre oppe fra kvistværelset, blev trappen som førte op til det i lang tid skydd af alle folkene i huset; selv gangen bort til trappen vilde de helst holde sig borte fra. Lidt om senn blev dog det hele glemt af de fleste. Legree selv var, som vi før har hørt, meget overtroisk, og han var kanske den som havde vanskeligst for at faa ud af tankerne det som var blit fortalt om værelset.
Dette skjønte Kassy, og det var denne svaghed hos ham hun nu vilde bruge som middel for sig og Emmeline til at komme bort.
Kassys soveværelse laa lige under kvistrummet. En dag gav hun sig til at flytte alt sit bohave ned i et andet rum som laa langt fra hendes værelse. Folkene som hjalp hende med flytningen gjorde svært braak.
Dette hørte Legree, som netop var kommet hjem fra en ridetur. «Kassy!» ropte han, «hvad er nu paa færde?»
«Intet; jeg vil bare ha et andet værelse.»
«Hvorfor vil du det?»
«Jeg vil gjerne faa sove lidt en gang imellem; men det er umuligt paa det værelset jeg har havt; for naar det lider udover kl. 12 om natten, saa tar det paa oppe paa loftet at sukke og stønne og braake udover til lyse morgenen.»
Legree satte i en tvungen latter. «Hvad skulde det være som sukker og stønner og braaker der oppe om natten?»
Hun saa ham i ansigtet og spurte: «Ja hvad skulde det vel kunne være? Kan ikke De sige mig det?»
Legree satte i en ed og løfted sin ridepisk for at slaa til hende, men hun sprang til side, løb ind i sit værelse og vred nøklen om.
Han bandte og trued med at han vilde sprænge døren; men om lidt gav han sig og lusked ned i dagligstuen.
I et hul paa loftet havde Kassy gjort fast en tom flaske, slig at den ved den mindste vind gav en sørgelig klagende lyd, som ved sterk blæst kom til at ligne skrig og rædselsfuld jamren. Denne lyd hørtes af slaverne, og mindet om den gamle spøgelseshistorie blev igjen opfrisket. Endda ingen vaaged at tale til Legree om dette, kunde en se paa ham at han merked uroen i huset. Det var[348] for ham som luften i og omkring gaarden var fuld af angst og gru.
En stormfuld nat sad han ved kamin-ilden i dagligstuen. Den blafrende ild kasted et sælsomt lys over værelset. Det suste og hvinte og knaged fra alle sider. Vinduerne klirred, skodderne smeldte mod muren, og blæsten slog en gang imellem ned i skorstenen, saa røg og aske stod ud af kaminen.
For at faa tiden til at gaa greb han en bog som Kassy havde lagt frem paa et sted hvor han maatte se den. Denne bogen handled om blodige mord, spøgelser og gjengangere.
Da han havde læst nogen sider i den, kasted han den bortover gulvet.
Kassy viste sig i døren. Med store forfærdede øine spurte hun: «Hvad i al verden kan det være som gaar og spøger der oppe? Endda jeg havde lukket døren i laas, kom en skikkelse til min seng og rakte hænderne bedende mod mig.»
«Du lyver!» ropte Legree.
«Saa prøv selv at ligge der oppe.»
«Tror du jeg er ræd for at gaa der op? Jeg vil ha greie paa dette; jeg tar to pistoler med....»
«Tys! hvad er det?» afbrød Kassy ham. Han fór sammen. Et stort gammelt ur, som stod i det ene hjørnet af stuen, tog[349] langsomt paa at slaa 12. En underlig angst fyldte hans sind. Kassy saa paa ham med et spottende blik, mens hun talte urets slag.
«Tolv!» hvisked hun. «Nu faar vi se.» Hun vendte sig om, lukked døren til gangen op og lytted. «Tys! Hvad er det?»
«Det er bare vinden,» svarte Legree.
«Kom!» Hun drog i ham. «Ved De hvad det er? Hør!»
Et hult klageskrig lød ned til dem fra kvistkammeret. Legree skalv i knærne. Han var bleg som et lig.
«Var det ikke bedst De tog pistolerne Deres og gik der op?» spurte Kassy og drog spottende paa smilen.
«Nei ... jeg har ikke noget der at gjøre.»
«Saa maa jeg selv gaa op.» Hun sprang op vindeltrappen. «Kom med, De ogsaa!»
«Nei, nei, gaa ikke der op!» bad han.
Men Kassy lo vildt og fløi afsted. Han hørte hende aabne dørene som førte til kammeret. Et heftigt vindpust kom farende ned og slukte lyset som han holdt i haanden. I det samme lød igjen et forfærdeligt klageskrig lige i ørene paa ham.
Rent som fra sig af skræk fór han ind i stuen og smeldte døren igjen efter sig.
Lidt efter kom Kassy ned igjen. Hun var bleg, men rolig og kold som en hevnens[350] aand. «Jeg haaber De skjønner nu at det er noget galt fat der oppe.»
«Gaa med dig, heks!»
«Jeg kan da ikke for at det spøger paa kvistkammeret.»
At hun havde aabnet dørene ovenpaa bare for at give vinden luft, saa han kunde blive end mere skræmt af dens hyl, holdt hun klogelig inde med.
Paa denne maaden drev hun sit spil med ham i længere tid, og opnaadde til slut at gjøre ham saa ræd for kvisten at han aldrig turde komme nær den.
Kassy selv gik og pusled paa loftet midt paa natten. Hun stelte til en seng i en af de store kasserne som var sat op der, og hun samled forraad af madvarer som hun og Emmeline kunde faa nytte af, naar hendes vel gjennemtænkte plan til flugt lod sig udføre.
Endelig var tiden kommet til at gaa i vei med flugten. Kassy og Emmeline holdt paa at lage til bylterne sine.
«Tag nu hatten paa og lad os se til at komme afsted.»
«Ja men de kan jo se os,» indvendte Emmeline.
«Det er netop det de skal,» svarte Kassy rolig. «Har jeg ikke redegjort for dig det hele tydelig nok?»
Aftalen var, at de først skulde rømme paa skrømt. Sambo og Kvimbo vilde da selvfølgelig faa øie paa dem og sætte efter dem. Saa var det bare om at gjøre at komme ud i sumpen. Da kan de ikke følge os længer, men maa vende tilbage for at faa fat paa hundene. Imens skulde Kassy og Emmeline snige sig ad en omvei tilbage, vade over bækken, for at hundene skulde tabe sporet, og skynde sig ind paa gaarden igjen og skjule sig paa loftet. Der maatte de holde sig en stund, indtil al eftersøgen var opgivet, og alt paa gaarden igjen var kommet i ro. Først naar deres flugt halvt om halvt var glemt, og Legree og hans hjælpere havde opgivet at faa tak i dem igjen, var den rigtige tid til at flygte kommet.
«Se saa!» sa Kassy og tog Emmeline i haanden. «Kom saa!»
De gik ud af en bagdør og skyndte sig ned mod hytterne, og videre ud mod den store sumpen. Maanen hjalp det sidste dagsskjær at vise dem hvor de skulde gaa. De hørte nogen rope.
«Aa!» udbrød Emmeline. «Jeg kan ikke mer, jeg er ved at gaa fra mig selv.»
«Gjør du det, stikker jeg dig ihjel paa stedet!» trued Kassy og tog dolken frem.
Det hjalp; Emmeline fik nye kræfter, og som to flygtende dyr fór de ind i krattet.
«Hallo! Sambo og Kvimbo ... alle mand paa benene og afsted med dere!» ropte Legree oppe paa gaarden. «To af kvindfolkene er rømt ud i sumpen. Den af dere som faar tak i dem, faar 20 kroner. Slip hundene løs, og afsted med dere!»
Det blev et skrækkeligt opstyr paa gaarden. Slaverne fór pustende og ropende om hverandre, nogen laged sig fakler af furutræ, andre slap hundene løs. Legree kom med en rifle til Sambo og sa at han kunde gjerne skyde efter Kassy, men ikke efter den andre.
Saa fór da hele flokken afsted. Faklerne lyste, hundene gjødde som rasende, folkene hujed og skreg—jo det blev en lystig færd!—alle folkene paa gaarden var ude for at se paa jagten.
Da Kassy og Emmeline lykkelig naadde tilbage til haven, var det ikke et menneske at se paa gaarden.
«Se der!» sa Emmeline, da de var kommet ind i dagligstuen, hvor de gjennem vinduet kunde se ud mod sumpen. «Jagten er i fuld gang! Se hvor lysene danser omkring mellem trærne! Og hør paa hundene! Om vi var der nu, vilde vort liv ikke være mange ørene værdt.»
«Lad dem nu bare faa more sig,» mente Kassy, «imens er vi trygge her.»[353] Hun tog en nøkkel ud af en frakkelomme, aabned Legrees pengeskab og stak til sig en pakke sedler.
«Hvad gjør du nu, Kassy?»
«Jeg bare forsyner os med nogen reisepenger.»
«Ja men det er jo at stjæle, det.»
«Stjæle? De er stjaalne før, disse pengene, vennen min, stjaalne fra ulykkelige forsultne hjælpeløse skabninger. Vi har ikke nødig at tale om at stjæle i dette hus. Men nu maa vi gaa op. Jeg har lys der oppe, og jeg har nogen bøger som vi kan faa tiden til at gaa med.»
De gik da op paa kvisten. Kassy tændte en lampe, og de tog plads i en af de store kasserne, hvor det var laget til et nogenlunde blødt leie af matter og tepper. Ved siden af sig havde de en anden kasse med madvarer og nogen smaa bylter med klær.
«Se saa!» sa Kassy og hængte lampen paa en spiker i kassen. «Nu skal vi bo her en tid.»
«Men om de nu kommer her op og leder efter os?»
«Du kan lade være at uroe dig for det. Det findes ikke et menneske paa gaarden som vaager at sætte sin fod i dette rum.»
Kassy gav sig til at læse i en fransk bog, mens Emmeline var saa træt at hun snart faldt i søvn.
Ud paa kvelden hørte de rop og larm af mennesker og hunder.
Emmeline fór op og gav et skrig fra sig.
«Det er bare jagtselskabet som kommer hjem igjen,» sa Kassy rolig. «Du kan se hele flokken gjennem dette hul her. Se bare hvor hesten til Simon og hundene er blit tilsølt. Og se ... de har havt børser med!»
Emmeline var utrøstelig. «Hvorledes skal det gaa os?»
«Det kan ikke gaa os værre end før. Var det ikke for din skyld, kunde jeg gjerne gaa ned til dem og lade mig skyde paa stedet. Jeg vinder ingen ting ved at flygte; selv om jeg kommer herfra, vil jeg ikke dermed faa mit barn tilbage.»
Emmeline tog hende i haanden.
Kassy fik taarer i øinene. «Jeg har en gang trodd paa Gud, men efter at jeg misted min datter, har jeg ikke kunnet tro paa ham mere. Om jeg en gang fik min datter tilbage, vilde kanske mit hjerte vende sig til Gud igjen.»
«Men om De nu ikke faar Deres rigtige datter igjen, kan ikke jeg da være Deres datter?» spurte Emmeline troskyldig.
Kassy la armen om hendes hals og strøg det lange bløde haaret.
TRE OG TRETTIENDE STYKKE.
Blodvidnet.
Den næste dag blev det holdt en ny jagt ude i sumpen, men uden nytte. Legree var rasende. Han maatte ha nogen til at lade sit blodsinne gaa ud over, og lod Tom kalde til sig.
Tom havde ikke villet tage del i jagten efter flygtningerne. Dette var nok til hos Legree at vække mistanke om at Tom kjendte til flugten, ja kanske stod som medskyldig i den. Nu var det om at gjøre at faa ham til at gaa til bekjendelse.
Sambo og Kvimbo kom trækkende med ham.
Det sortned for øinene paa Tom, da han var paa veien op til hovedbygningen. Han var viss paa at han nu gik sin sidste gang i livet. Men Guds kraft i hans aand seired over al frygt; han vendte øinene mod himlen og syntes at kunne se lysningen af det evige livs herlighed. Hans armer og ben skalv, og endda var han i dette øieblik sterk som aldrig før. Hytterne og trærne hvirvled rundt for hans øine, hans sind bølged og bæved i forudfølelsen af det vidunderlige som nu skulde ske med ham.
Legree tog ham i kraven: «Naa, Tom, vil du saa tilstaa at du har hjulpet disse kvindfolkene til at komme bort?»
Tom svarte intet.
«Hører du! Jeg slaar dig ihjel paa stedet, om du ikke tilstaar,» brølte Legree og gav ham et slag med næven.
«Jeg er rede til at dø, massa.»
«Sig mig straks det du ved om Kassy og Emmeline.»
«Jeg har intet at sige, massa.»
Legree satte nu ansigtet tæt bort til Tom og hvisked ud mellem tænderne: «Jeg lar dig piske til døde, om du ikke siger det du ved.»
«Det maa massa ikke gjøre! Jeg beder ikke for mit eget liv, men for massa selv; det vilde være en synd som kommer til at gjøre Deres sjæl ulykkelig til evig tid.»
Nu var det som den onde selv var faret i Legree. «Træk af ham!»
Det som nu skede med Tom lar sig ikke fortælle. Det skal bare oplyses, at selv Sambo og Kvimbo, disse umenneskene, tog paa at faa ond samvittighed og rørtes til medlidenhed, da de saa slagtofferet ligge blødende og stønnende.
«Bare slaa, slaa!» ropte Legree. «Hver draabe blod skal piskes ud af kroppen paa ham.»
Tom aabned øinene: «Gud tilgive dere denne synd!»
Da han havde sagt disse ord, sank han sansesløs sammen og var som død.
Legree saa et øieblik paa ham. «Nu tror jeg han har faat nok.» Han løfted armen hans og slap den—den faldt som død ned.[357] «Ja nu er han færdig. Det er da en trøst for mig at vide at jeg ikke faar flere ærgrelser af ham.»
Men Tom var ikke død. Da Legree var gaat, slog han igjen øinene op og saa paa de to drivere.
«Det var massa som tvang os til at slaa,» undskyldte Sambo sig.
Den andre stod og skalv: «Aa, Tom, vi har været onde mod dig.»
«Jeg tilgiver dere alt—for Jesu skyld.»
Disse milde og kjærlige ord gik dem til hjerte. Graatende vasked de hans saar og la ham paa et kjøligt leie.
«Du har fortalt os saa meget om ham du taler om, han som gjør dig saa sterk; sig os, hvem er Jesus, hvem er han!»
Tom fik nye kræfter. Han talte varmt til dem om Frelseren. Begge stod og saa paa ham og graat.
«Aa, om vi havde kjendt ham før!» ønsked Sambo. «Men vi vil herefter tjene den gode herre.»
«Stakkars brødre!» slutted Tom. Han vendte øinene mod himlen og bad: «Herre, giv mig disse to slaver!» Og Gud hørte hans bøn.
FIRE OG TRETTIENDE STYKKE.
Den unge herre.
To dage efter kjørte en ung herre op gjennem alléen, og ved døren til hovedbygningen gjorde han holdt, kasted raskt tømmerne om halsen paa hesten, sprang ned, og spurte efter gaardens eier. Det var Georg Shelby.
Det var gaat underligt med det brevet som frøken Ofelia havde sendt til fru Shelby. Det var blit opholdt et par maaneder paa et afsides liggende posthus, og da brevet naadde frem, laa herr Shelby syg, og hele huset var af den grund i uro. Og da manden kort efter døde, fik fruen og hendes nu voksne søn nok at gjøre en tid med at faa alt i gang igjen. En stor del af det de eide maatte sælges, for at klare gjælden som hvilte paa gaarden, og for at de kunde faa nogen penger at virke med. Først et halvt aars tid efter kunde det blive tale om at gjøre noget for Tom. Men hvor var han? Georg forhørte sig i øst og vest, skrev breve til sakførere og andre, og fik til slut vide at Tom var blit solgt paa et slavemarked i Orleans. Da den unge mand havde nogen saker at greie for mor sin paa den kant af landet, tog han afsted til nævnte by. Først efter et par maaneders forløb fik han spurt hvor Tom opholdt sig, og han reiste da[359] straks did. Han blev vist ind i dagligstuen, hvor han traf Legree.
«Jeg ved,» sa den unge mand, «at De i Orleans har kjøbt en slave som heder Tom. Han har været paa min fars gaard, og jeg er kommen for at kjøbe ham tilbage.»
Legree slog nogen fæle rynker i panden og svarte haardt: «Jo, jeg kjøbte en slig kar; men det var en daarlig handel; han har voldt mig flere ærgrelser end alle de andre slaverne mine tilsammen.» Og saa fortalte han om alt det han var misfornøid med Tom for, og til slut om de to kvinders flugt, som ogsaa Tom var medskyldig i. Han la heller ikke skjul paa at han havde tugtet Tom saa alvorlig, at han nu var ved at opgive aanden.
«Hvor er han?» spurte Georg.
En liden slavegut oplyste at han laa nede i et skur og droges med døden. Legree gav gutten et spark og tog paa at skjelde ham ud. Uden at sige et ord vendte Georg sig om og gik ud til skuret.
I to dage havde Tom ligget i en døs; han havde ikke nogen smerter; for hans nerver var saa ilde medfarne at han ikke kunde føle. En del af folkene havde om natten listet sig ind til ham med vand og vaade kluter. Det blev fældt mange taarer ved hans leie, og mange var det som tilhvisked ham sin tak og velsignelse for de mange kjærlighedsgjerninger han havde øvet[360] mellem dem. Selv Kassy havde været ved hans leie; hun havde, den kvelden han blev saa mishandlet, listet sig ned fra sit skjul, stillet sig paa lur et sted hvor hun havde hørt de to slaverne hviske sammen om hans ulykkelige skjæbne. Uden at bry sig om den fare hun udsatte sig for, om hun blev set, havde hun listet sig ned til ham og graatende takket ham for det han havde lidt for hendes og Emmelines skyld.
Endda det ikke var mange ord Tom kunde sige, havde de havt den virkning at hun for første gang i mange aar vendte sit hjerte til Gud i bøn.
Med det samme Georg fik øie paa Tom, gjorde han uvilkaarlig et steg tilbage og tog sig til hovedet. «Onkel Tom!» udbrød han, «stakkars gamle ven!»
Tom kvikned i lidt. Hvad var det for en røst? Han vendte hovedet om og stirred: «Massa Georg!»
«Ja,» sa Georg med taarer i øinene, «jeg kommer for at kjøbe dig tilbage.»
Toms øine opklaredes, ansigtet fik liv. «Saa være Herren lovet!» hvisked han og folded hænderne. «Saa skulde jeg da endnu have den store glæde at De ikke havde glemt mig! Aa tak, tak! Nu kan jeg dø tilfreds. Gud være lovet!»
«Du maa ikke dø, Tom; du maa ikke tænke paa det. Jeg er jo kommet for at ta dig med hjem.»
«Jo, massa, De kommer for sent. Men det gjør ikke noget; himlen er bedre end Kentucky.»
«Stakkars ulykkelige Onkel Tom! Hvor du har maattet lide!»
«Nei, massa, jeg er ikke ulykkelig; jeg har været det; men nu staar jeg lige ved døren til Guds herlighed; jeg har vundet den store seier.»
Han talte stødvis, men med en slig inderlighed og glæde, at Georg blev fyldt af hellig ærefrygt.
Tom tog Georg i haanden: «De maa ikke fortælle noget til Chloe om hvorledes jeg ligger her; sig hende bare at De traf mig netop som jeg skulde gaa ind til himlens herlighed, og sig ogsaa til børnene mine det, og hils dem alle sammen, at jeg haaber at møde dem der en gang.» Hans kræfter var nu udtømte. Øinene lukked sig, og læberne blev hvide; men over hans aasyn kom et skjær af dødens skjønhed.
«Du gode gudfrygtige mand! nu har du det godt,» sa Georg og lod sin haand glide over den dødes pande.
Da han vendte sig om, stod Legree for ham. Han saa strengt paa plantage-eieren og pegte paa den døde: «Nu har De gjort med ham det De kunde—hvor meget skal jeg nu betale Dem for liget?»
«Jeg handler ikke med døde negre,» svarte Legree. «De kan gjøre med det det De vil for mig.»
«Godt,» sa Georg og vendte sig mod et par slaver som stod og saa paa den døde. «Hjælp mig at bære ham ud paa min vogn og lad mig faa en spade!»
Den ene af slaverne hjalp Georg med at bære liget ud, mens den anden hented spaden.
Legree drev ligegyldig bort til vognen og stod og saa paa at Georg bredte kappen sin paa vognbunden og la Tom varsomt paa den.
«Saa vil jeg bare sige Dem at jeg melder det afskylige mord for nærmeste øvrighed.»
«Vær saa god!» svarte Legree med en haanlig latter. «Hvor vil De faa vidner fra? Her er ikke en hvid mand paa gaarden. Ellers er det ikke nogen som gjør nogen ophævelse for en negers skyld.»
Dette ord virked som en gnist i en krudttønde; Georgs blod kom i kok, og før han fik tid til at tænke sig om, gav han Legree et saa kraftigt slag med næven lige i ansigtet, at manden sank om og blev liggende.
Det er nogen mennesker som har en slig respekt for den raa magt, at de ved et eneste velrettet slag kan bli tæmmet, Legree var af det slags folk. Da han havde reist sig og børstet støvet af klærne sine, saa han med en viss ærbødighed efter den langsomt bortrullende vogn, uden at sige et ord.
Udenfor grænserne af plantagen havde Georg merket sig en tør sandig haug med nogen trær omkring. Der graved de en grav for Tom.
«Skal vi tage kappen af, massa?» spurte den ene af negrene, da graven var færdig.
«Nei, nei! Kappen er det eneste jeg har at give ham, og den skal han ha med sig i graven,» sa Georg.
Stilltiende fyldte de nu graven og dækked den med græstorv.
«Tak! Nu kan dere gaa hjem igjen,» sa Georg til de to slaverne og gav hver af dem en krone for deres umage.
Men de nøled med at gaa. «Aa kjøb os!» sa den ene af dem. «Vi skulde tjene Dem saa tro!» la den andre til.
«Jeg kan ikke!» svarte Georg. «Det er rent umuligt for mig!»
De stakkars to negre saa modfaldne ud og gik sukkende bort.
Efter at Georg var blit alene, knæled han ved graven og sa: «Evige Gud, jeg lover at jeg fra denne dag vil gjøre alt det som staar i et menneskes magt for at fjerne den forbandelse som slaveriet har ført over vort land.»
Ingen mindesten viser hvor Tom hviler der ude i den vilde mark, men hans herre i himlen vil finde ham paa opstandelsens dag.
FEM OG TRETTIENDE STYKKE.
En sandfærdig spøgelseshistorie m. m.
Aldrig havde der været saa megen tale om spøgelser mellem Legrees folk som i den sidste tid. Det blev fortalt, at en hver nat kunde høre fodsteg i loftstrappen, og nogen havde set en hvid skikkelse liste sig om i stuerne[365] og nede i gaarden. Efter at alle var kommet til ro om kveldene, kunde de ligge og hviske sammen om det de havde hørt og set, og stikke hovederne under tepper og dækkener, svettende af angst.
Det var uraad andet end at ogsaa Legree maatte faa høre om det som snart den ene snart den andre havde hørt og set; men han gav sig mine af at han ikke trodde en døit paa det. I virkeligheden var han nu alligevel, sterkt overtroisk som han var, den mest rædde af alle sammen. Han gik i stadig angst og gru. Om natten laa han og saa haarreisende syner, som gjorde ham rent fortvilet.
Kvelden efter at Toms lig var blit ført bort, red han til nærmeste by og drak mer end vanlig. Da han langt ud paa natten kom hjem, laaste han døren, la sine pistoler paa et bord ved siden af sengen og kasted sig saa op i den. Træt og udmattet som han var, faldt han snart i dyb søvn. Men det blev en rædsom søvn, med syner og drømme. Han syntes at se sin mors ligklæde. Men det var Kassy som bar det og holdt det op for ham. Saa hørte han suk og skrig; han snudde og vred sig i sengen, blev halvt vaaken, og hørte nu tydelelig at det knirked i døren. Han merked at døren aabnedes, og hørte det rasle sagte, som naar lange klær soper mod gulvet. Han stirred ud i det maaneskins-lyse rum, og fik øie paa[366] en hvid aandeagtig skikkelse, som langsomt nærmed sig sengen. Han kjendte at en kold haand rørte ved ham, og saa hørte han en stemme hviske sagte: «Kom, kom, kom!» Det gik ham til merg og ben. Svetten perled af panden paa ham, han fór ud af sengen og vilde løbe sin vei; men døren var laast; han rev i den, men kunde ikke faa den op, og saa faldt han afmægtig om paa gulvet.
Efter denne natten drak han endnu mer end før; men han kunde nu alligevel ikke glemme det som han saa gjerne vilde faa ud af sit minde; samvittigheden brændte i ham, al den ryggesløshed og grusomhed som han havde øvet i sit liv velted sig over ham og fremkaldte de fælsligste syner for hans øine. Han blev til slut syg af drik, og blev helt ustyrlig. Han kunde ligge i sengen og skrige af angst, og slaa om sig, saa ingen kunde holde ud at være i sygeværelset. Stadig lød dette rædsomme: «Kom, kom, kom!» for hans ører. Til slut gjorde døden ende paa hans usle liv.
Var det Kassy som hin nat havde lukket sig inde hos ham og spillet spøgelse? Ingen fik rigtig greie paa det; men vist var det, at pigerne fandt udgangsdøren aaben om morgenen, og saa to hvide kvindeskikkelser svæve hurtig ud gjennem alléen mod landeveien.
Ved solopgang stansed Kassy og Emmeline ved nogen trær nær en by. Her tog de andre klær paa sig. Kassy klædde sig i[367, 378] sort fra top til taa, og tog et tæt slør for ansigtet. Hun vilde give sig ud for at være en fin spansk dame, og Emmeline skulde være tjenestjenten hendes. Det var en let sak for Kassy at give sig ud for en fin dame, for hun kunde flere sprog, og saa havde hun endnu nogen juveler og andre smykker som hun pynted sig med for at føre folk bag lyset.
De naadde lykkelig til en liden by ved Red-River. Her kjøbte Kassy en fin reisekuffert. Manden som hun kjøbte kufferten af, lod en gut bære den op over gaden til byens vertshus, hvor Kassy og Emmeline tog ind for at vente til næste dampskib gik. Her traf de Georg Shelby. Ingen af dem kjendte ham, men hans smukke og dannede optræden gjorde at Kassy alligevel med fuld tillid nærmed sig til ham og gav sig i samtale med ham. Hun kom da efter, at han var den unge mand som hun gjennem sit kikhul i taget havde set drage bort med Toms lig. Det Georg fortalte hende om Tom, om hans kone og børn i Kentucky, gjorde sterkt indtryk paa hende; de var ikke længer fremmede for hinanden.
Da hun fik vide at ogsaa Georg vented paa dampskibet, blev hun svært glad over at kunne slaa følge med ham op over elven. Saa kom endelig dampskibet. Georg hjalp Kassy med reisetøiet og med at faa en hyggelig lugar til hende om bord.
I de første dagene om bord var Kassy noget ængstelig og holdt sig for det meste i sin lugar; men da dampskibet naadde op til Mississippi, og de reisende skulde over i et større dampskib, blev hun mer modig og slutted sig paa ny til Georg.
Naar de sad paa dækket eller ved spisebordet, hændte det ofte at den unge mand sad og saa paa hende fra siden; det var som han grunded paa hvor han havde set den damen før. Kassy la merke til dette, og der kom en viss uro over hende; men det var umuligt at han kunde tænke paa at gjøre hende noget ondt, syntes hun, og for helt at vinde ham for sig, fortalte hun ham aabent og tillidsfuldt om sit hele ulykkelige liv. Georg blev dybt rørt, og han loved hende og Emmeline at gjøre alt det han kunde for at verne dem og føre dem til et trygt sted.
Saa var det en dag at Georg sad og talte sammen med en anden dame, som havde været kjendt i hans hjem, mens Kassy sad saa nær at hun kunde høre det de sa. «... Hun var en rigtig vakker og god pige,» hørte hun Georg sige. «Min mor havde taget sig af hende som sin egen datter og opdraget hende paa det bedste.»
«Hvad var det hun hedte?» spurte damen.
«Hun hedte Elisa.»
«Var hun født i Deres forældres hus?»
«Nei, min far havde engang kjøbt hende paa en af sine reiser for at give hende til min mor; men hun blev af alle regnet som en af familien, endogsaa efter at hun blev gift.»
«Hun blev altsaa gift?»
«Ja, hun blev gift med en rigtig vakker og flink ung mand, en lys mulat. Men det[370] gik saa sørgelig, at de maatte flygte begge to, hver for sig, Elisa med en liden gut; nu er de i Kanada og har det godt.»
Kassy havde under samtalen flyttet sig nærmere og nærmere til Georg. Hun var blit bleg og var kommet i den største spænding ved det hun havde hørt. Med ett la hun haanden bort paa Georgs arm og spurte: «Ved De hvem Deres far kjøbte den vesle pigen af?»
«Ja, det ved jeg; jeg har fundet kjøbebrevet mellem hans papirer. Det var en mand i New Orleans som hedte Singers.»
«Min Gud, min Gud!» udbrød Kassy og faldt om paa kahytsgulvet.
Som vanlig ved slige leiligheder blev det et svært braak af de tilstedeværende; men ingen vidste om aarsaken til at Kassy faldt om.
Da hun kom til sig selv igjen, laa hun i sin lugar. Hun vendte ansigtet mod væggen og graat som et barn.
SEKS OG TRETTIENDE STYKKE.
Fremad.
I en hyggelig liden bolig i udkanten af Montreal sad en kveld en ung mand ved sit skrivebord, sysselsat med nogen bøger og papirer.
Manden er netop kommen hjem fra det maskinverksted hvor han arbeider om dagen.[371] Hans hustru og to børn, en gut og en pige, sidder et stykke fra og taler sammen i en dæmpet tone.
«Hør nu, Georg,» siger den unge kone med ett, «du har været borte hele dagen; nu kan du virkelig lægge fra dig bøgerne og snakke lidt med os.»
Og den vesle pigen springer bort til ham og borer sig ind mellem knærne hans, paa en slig maade at han nødes til at skyve bøger og papirer fra sig og ta hende op paa fanget. «Den vesle trollunge!» siger han og klemmer hende ind til sig.
Elisa ser noget ældre ud nu end da hun for fem aar siden var i Shelbys hus; hun er blit fyldigere; men det viser sig klart, at hun er saa lykkelig og glad som nogen kone kan være.
I den by hvor de to flygtningerne først var kommet i land efter reisen over Eriesjøen, var de blit kjendt med presten paa stedet, og baade han og missionæren havde i den første tid været dem til megen hjælp. Efter forskjellige hændelser var de saa havnet i Montreal, hvor de nu var kommet godt i vei. Elisa havde faat en datter, som nu var to aar, og Harry var blit en stor flink og kjæk gut. Men endda var Georg ikke helt fornøid. Det var dette, at han daglig maatte slite i fabrikken, som han aldrig kunde blive fuldt tilfreds med. Hans hjerte higed efter et arbeide som kunde hjælpe hans mange[372] undertrykte og ulykkelige sorte frender frem til lykke og frihed. Heller ikke Elisa var til enhver tid helt lykkelig; hun tænkte ofte paa sin mor, som hun ikke havde set fra hun var liden. Men begge egtefolkene takked Gud, at de i de fem aarene de havde levet som frie mennesker var kommet saa langt at de havde et eget hjem og sorgfrit udkomme.
«Naa, Harry, hvorledes klarte du regnestykkerne dine idag?» spurte Georg og strøg gutten over haaret.
De lange lokkerne til Harry var nu borte; men han havde endnu det freidige smilet og den klare panden. «Udmerket,» svarte han, «jeg regned selv alle stykkerne uden hjælp.»
«Det kan jeg like, gutten min! Stol paa dig selv, og søg aldrig hjælp hos andre, saa længe du paa nogen maade kan klare dig ved egne kræfter.»
Saa banker det paa døren. Elisa gaar og lukker op.
«Men hvad ser jeg, er det Dem, herr pastor!» bryder hun ud og trykker varmt den fremmedes haand.
Bagved ham staar en tilsløret kvinde og skjælver.
Presten kremter og skal til at holde en liden høitidelig tale, mens den tilslørede kvinde straks gir sig til at stirre paa børnene, paa Elisa og paa Georg. De havde paa forhaand aftalt hvorledes det hele skulde gaa for sig:[373] Presten skulde forberede de unge folk paa det som skulde komme, og tale nogen ord om livets underlige veie, og om den taknemlighed vi mennesker skylder forsynet. Han kremter igjen, men før han faar sagt et ord, river kvinden sløret til side, styrter frem til Elisa og slaar armene om hende: «Elisa, jeg er din mor!» Og saa omfavner hun børnene og derefter Georg. Kassy er særlig henrykt over den vesle pigen, med ansigtsdrag og lokker som minder hende saa levende om Elisa fra den tid hun var i samme alder.
Alle var i det første øieblik saa opfyldte af glæde og saa forfjetret at de ikke kunde sige et ord. Men saa kremter presten igjen for tredje gang, og nu kommer endelig den høitidelige tale, som gir egtefolkene det første glimt til forstaaelse af hele denne underlige historie.
Da Kassy havde faat vished om at den Elisa som Georg Shelby havde talt om virkelig var hendes datter, reiste hun øieblikkelig til Kanada for at opsøge hende. Hun søgte oplysning om hende hos missionærer og andre, og saaledes gik det til, at hun blev kjendt med den presten som havde hjulpet Georg og Elisa saa meget. Da Kassy havde fortalt ham om sin sørgelige skjæbne og den lykke som nu vented hende, blev han rørt og fik lyst til at følge hende til Montreal og hjælpe hende til at finde datteren.
Efter at Georg og Elisa ved prestens tale havde faat nærmere oplysning om det hele, blev der en[374] jubel i huset uden lige. Først efter flere dages forløb kom familien igjen nogenlunde til ro.
Kassy havde ikke været mange dagene i huset hos sin datter, før hun næsten ikke var til at kjende igjen. Det fortvilede vilde udtryk i hendes ansigt gav straks plads for en mild ro, og noget af hendes fordums skjønhed vendte igjen tilbage. Hendes sterke trang til kjærlighed, som i saa lang tid havde været trængt tilbage, brød nu frem igjen med en styrke som aldrig før, og den samled sig særlig om den vesle pigen, som var hendes egen datters udtrykte billede.
* * * * *
Georgs fremadhigende aand lod ham aldrig have ro; han tørsted stadig efter kundskaber, og han var altid opfyldt af trang til et virksomt arbeide for sine mange lidende brødre og søstre. Da han uventet fik en arv, foresatte han sig straks at bruge pengene til sin videre uddannelse, og en vakker dag steg han med sin familie om bord paa en damper, som førte dem til Frankrige. Her opholdt han sig i fire aar ved en høiskole, læste og gransked og samled sig mange kundskaber, og fik stor øvelse i at tale. Efter at han paa denne maade havde forberedt sig, vendte han og hans familie tilbage til Amerika for at tage fat paa det store arbeidet som han saa længe havde længtet efter.
Men han merked snart at Amerika ikke var den rette plads for hans arbeide. Skulde[375] han kunne gjøre noget til gagns for det folk han hørte til, maatte han over til Afrika, til dette folks eget hjemland. Hvad han der fik udrettet, vides ikke. Vi ved kun at han og hans familie havned der til slut, og at han med god vilje arbeided for sit store maal til sin sidste stund.
Emmeline fulgte med paa reisen over til Afrika, men hun blev paa overfarten trolovet med styrmanden om bord i dampskibet, og blev senere hans hustru.
Ogsaa Topsy havned i den verdensdel som hun havde sit udspring fra. Frøken Ofelia havde taget hende med sig til sit hjem i nordstaterne. Hun havde været en trofast mor for hende og opdraget hende i huslighed og gode seder. Efter at pigen var blit voksen, var hun blit døbt, og havde senere lagt sig efter at undervise børn. Presten paa stedet gav hende et rosende vidnesbyrd for dygtighed og hæderligt liv. I Afrika blev hun taget til lærerinde paa en missionsskole.
SYV OG TRETTIENDE STYKKE.
Frigjøreren.
Georg Shelby havde bare skrevet et par ord til sin mor om naar han kunde ventes hjem, men ikke nævnt et ord om Tom.
Stor glæde var det paa gaarden den kvelden Georg skulde komme hjem fra sin lange[376] reise. I den hyggelige dagligstuen sad fru Shelby, mens ilden knitred lystig paa arnen. Et vel dækket aftensbord med blankt sølvtøi og fint slebne glas stod og vented paa den kjære gjest. Gamle Tante Chloe havde staat for opdækningen. Iført en ny kjole og skinnende hvidt forklæ, dvæled hun endnu ved bordet for at rette paa et og andet.
«Se saa! nu er alt i orden,» sa hun endelig og lod blikket fare over bordet endnu en gang.—«Men hvad tænker Sally paa! Hun har jo ikke sat den gamle tekanden frem! Jeg mener Sally er tullet, jeg. Tænk, ikke den gamle sølvkanden frem paa en slig høitidelig aften!»
«Hvad var det det stod i brevet fra massa Georg?» spurte hun fruen alt i ett.
«Jeg har jo sagt dig det, Tante Chloe,» maatte fruen svare. «Bare to ord, ikke et muk om Tom.»
«Ligner akkurat massa Georg det; han vil overraske os. Aa hvor Tom vil spile øinene op, naar han ser hvor lange ungerne er blit! Rigtig flinke og gode børn er de!»
«Glæd dig nu ikke for tidlig, Tante Chloe,» raadde fruen hende; hun var ikke helt vel til mode; for hun var ræd for, at det at Georg ikke havde nævnt noget om Tom, ikke spaadde om noget godt.
«Jeg kan ikke lade være at glæde mig, frue, paa en slig dag. Fruen har vel pengene?»
«Jo da, de ligger der paa bordet.»
«Aa hvor Tom vil sætte op store øine,[377] naar han ser alle disse pengene som jeg har tjent! Tænk, frue, konditoren vilde ikke af med mig.» «Bliv hos mig, Chloe,» sa han, «jeg kan ikke være dig foruden.» Nei, mange tak, massa!» sa jeg, «jeg venter min mand hjem; ellers kan nu ikke fruen være mig foruden længer heller,» sa jeg. «Han er slig en svært hyggelig mand, denne konditoren.»
Tante Chloe havde holdt strengt paa at netop de samme pengene skulde gjemmes som hun havde faat af konditoren, for at hun kunde vise dem for sin mand og sige: «de pengene har jeg tjent.»
«Han kommer ikke til at kjende vesle Polly igjen,» tog hun igjen fat; «nei det gjør han ikke, min gamle mand. Det er hele fem aar siden de tog ham! Hun var liden den gang, Polly. Men der er jo vognen!» Hun styrted til vinduet og saa ud, men kunde i mørket ikke se hvem som sad paa sædet.
Fruen løb ud i gangen, hvor Georg mødte hende med udslagne armer.
Tante Chloe kom ogsaa løbende mod døren og stirred spændt paa Georg.
«Stakkars Tante Chloe!» sa han og trykked haanden hendes. «Jeg vilde have givet alt det jeg eier for at kunne havt den glæde at have Tom med hjem men;—han er gaat til et bedre land.»
Tante Chloe sa ikke et ord. De gik ind i stuen. Pengene, som hun havde været saa[378] stolt af, laa endnu paa bordet. Hun skrabte dem sammen og gav fruen dem, skjælvende over hele legemet: «Der, ønsker ikke at se dem eller høre om dem mer. Vidste det vilde gaa slig—solgt og myrdet paa disse gamle plantagerne!»
Hun vendte sig om for at gaa ud af stuen. Fruen fulgte efter, tog hende i haanden og drog hende blidt ned paa en stol, og satte sig ved siden af hende. «Stakkars gode Tante Chloe!»
Chloe kasted sig da i armerne paa fruen og tog paa at hulke. «Aa frue, tilgiv mig, mit hjerte er knust, jeg er til ingen ting mer!»
«Jeg ved det,» sa fruen og graat; «jeg kan ikke læge det, men Jesus kan. Han helbreder dem som har et sønderknust hjerte. Men vi skal være gode mod dig, Tante Chloe.»
Det gik nogen øieblik uden at de kunde sige noget for bare graat. Endelig satte Georg sig ved siden af enken og fortalte om Toms tro og frimodighed i døden og om hans jordefærd ved sandhaugen.
* * * * *
Nogen tid efter samled Georg alle folkene paa gaarden i den store sal og rakte hver af dem et fribrev, som de modtog med taarer og jubelrop. Men den største del af folkene sa at de ikke vilde være mere fri end de var; de ønsked ikke at forlade sin gode madmor og sin unge massa.
«Mine gode venner!» sa Georg, «dere skal heller ikke reise fra os; dere maa gjerne[379] blive her alle sammen. Men fra nu af skal dere ha løn for eders arbeide. Om jeg dør eller blir fattig, saa er dere fri mennesker; ingen kan sælge dere, dere kan gaa hvor dere vil.»
Efter denne tale faldt alle paa knæ og stemte i en salme som de ofte havde sunget sammen.
«Endnu nogen ord før vi gaar fra hverandre,» sa Georg, da sangen var slut. «Jeg har baaret frem hilsen fra Tom til dere; men[380] jeg har ikke fortalt dere om det som hændte ved hans grav. Det var der jeg gav Gud det løfte, at jeg vilde ofre mit liv til arbeide for lidende og undertrykte medmenneskers frihed og lykke. Og naar dere glæder dere over den frihed som jeg har givet dere i dag, saa husk paa at det er vor kjære gode Tom dere har at takke for den, og vis eders taknemlighed ved at være gode mod hans kone og børn. Tænk paa eders frihed, hver gang dere gaar forbi Onkel Toms hytte; lad den minde dere om at træde i hans fodspor som gode og retskafne kristne.»
* * * * *
Hvad Georg Shelby og hans mor gjorde med sine folk blev vel efterlignet af mange andre herskaber i Amerika; men i det store og hele blev det paa samme maaden med slavehold som det havde været endnu i mange aar. Millioner af sorte mennesker blev kjøbte og solgte som dyr, og rædselsfulde var de lidelser mange maatte udstaa. Først ved den nordamerikanske borgerkrig i aarene 1861-65 tvang nordstaterne de sydlige stater til at slutte med slaveriet, og ved denne daad vandt menneskekjærligheden en af sine skjønneste seire i den nyere tids historie.