En Mand gik ned fra Jerusalem

HELGE RODE

STYRKE. En Fortælling. 1891.

HVIDE BLOMSTER. Digte. 1892.

DIGTE. 1896.

KONGESØNNER. Skuespil i fire Akter. 1896.

SOMMERÆVENTYR. Skuespil i tre Akter. 1897.

DANSEN GAAR. Drama i fem Akter. 1898.

DEN REJSENDE. Skitser. 1900.

KAMPENE I STEFAN BORGS HJEM. Drama i fire Akter. 1901.

LAMIA. Et dramatisk Digt. 1901.

SOLSAGN. Drama i tre Akter. 1904.

KOMEDIER. I. Mads Bondegaards Glorie. 1905.

KOMEDIER. II. Amor Balles Æventyr. Bartholins Glædesdag. Enhver Ting paa sin Plads eller Døden paa Natcafé. 1905.

MORBUS TELLERMANN. Et Storstadsdrama i fem Akter. 1907.

DIGTE, gamle og nye. 1907.

ITALIEN. Streiftog Syd og Nord for Alperne. 1909.

KAIN OG ABEL. Skuespil i en Akt. 1909.

FLUGTEN. Komedie i fire Akter. 1909.

GREV BONDE OG HANS HUS. Drama i tre Akter. 1912.

ARIEL. En Digtsamling. 1914.

DET STORE FORLIS. Et Skuespil. 1917.

KRIG OG AAND. (1917). 3. Oplag 1918.

ET DRØMMESPIL. Af August Strindberg. Oversat af Helge Rode. 1917.

Doktor Stern, Ingeniør og Skribent.

Fru Anna Stern.

Gerda. Deres Datter.

Eli Stern. Sterns Datter.

Henrik Vendel Stern. Fru Sterns Søn, adopteret af Stern.

Professor Lyng.

Fru Lyng.

Aksel Lyng. Deres Neveu.

Raum. En gammel tysk Tjener.

Chauffeuren.

En Pige.

En gammel Skomager.

En ung Mand. Hans Søn.

En Armenier.

En lys Villagaard i sydlig Stil. I Baggrunden ser man igennem en Porthvælving ud i Haven. Over Porten og langs venstre Mur løber et Galleri baaret af Søjler. Herfra fører Døre ind til Værelserne i anden Etage. Til Galleriet kommer man ad en bred stejl Trappe langs højre Mur. Ved Opgangen staar en vinget Kvindeskikkelse, som bærer en Buelampe. Tilvenstre er der fire Døre. I Forgrunden tilhøjre en Dør og over denne to Vinduer. I Gaardens Midte findes et Blomsterbed indhegnet af en Marmorbalustrade og her ligger en Sfinks af sort Granit. Foran staar Borde og Kurvestole. Hist og her er der indfældet gamle Relieffer i Murene. Mellem Dørene er der anbragt Bænke og Stole. I Baggrunden løfter nogle Cypresser sig over Huset og høje Bjerge ses. Chauffeuren (i Skjorteærmer) er ifærd med at vande Blomsterne. Den gamle Tjener Raum sidder ved den forreste, aabenstaaende Dør tilvenstre. En Pige kommer fra Højre.

Ja I kan tro, jeg skal krige jer! Igaar fik I Tæsk, saa det susede, siger Fruen. Vil du betale, ellers skal du komme ud af Huset imorgen den Dag!

Aa din Løgnhals! Det er — det er forbudt at tale om Krigen! (Hun gaar med Theservicet tilhøjre)

Hm. Sie schimpft immer so furchtbar das Weibchen! Doktoren er dog neutral og arbejder for Freden. I tyve Aar har han og hans Venner i Paris virket for et godt Forhold med os. Ja-Ja. Doktoren har været en mægtig Mand hinter den Kulissen, kan De tro. Det er galt nok, at der kom Krig alligevel, men den Skidtøs skal ikke ovenikøbet lave Forstyrrelse i Huset!

Pyh. Det er bare en Plade! — Jeg skal flyve til Fronten! Er det ikke sjov, saa ved jeg ikke, hvad der er sjov.

De har sikkert læst Deres Fars Ungdomsværk „Revolutionens Bibel“ med Udbytte. — Mig har De ialtfald lært at vurdere Frihedens Velsignelser.

Aa hvor han er kær! Han tror man skal have det fra Bøgerne! Nej jeg er lydig mod Papa og han har forbudt mig at læse den.

Ja ikke sandt? den var nemlig saa rædsomt kedelig. Han har ogsaa forbudt mig at gøre Øjne til Dem.

Joh — da jeg opdagede, at De var lige saa kedelig som Bogen! — Farvel Herr Pedant. Farvel Herr Skriftefader. Kan De saa være tavs og artig! Jeg kommer tilbage imorgen!

Pyt tror De jeg er bange for Dem. De er bange for mig. (Kysser paa Fingeren) Der har De Flyverkysset! (Hun gaar)

(Fra anden Dør tilvenstre kommer Professor Lyng med Frue. De følges ud af Stern)

Ja saa siger vi Doktoren tusind tusind Tak — vi glemmer det aldrig, hvad De har gjort for vores Neveu. Det skal jeg huske til mit sidste Aandedræt.

(en lille hvid Mand i violet Silkeslobrok og med sort Fløjelsbaret paa Hovedet, trækker venligt paa Skulderen. Han taler med noget fremmedartet Accent og ofte meget hurtigt som en Franskmand)

Vær mig taknemmelig i fjorten Dage, Frue, og had mig ikke før om en Maaned, — ça suffit — saa er det nok!

Men Gud Herr Doktor. Ja ja — De kender Menneskenes Utaknemmelighed. Men De skulde have læst det Brev Aksel skrev til os, da De kom til ham i Fængslet og fik ham ud, saa vilde De vide, at den Slags glemmes ikke. Han kaldte Doktoren for „den barmhjertige Samaritan“! — Kan du huske Einar vi fik det i Dehli. Han citerede det nye Testamente: En Mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt mellem Røvere. — Det var saa smukt!

Han ved slet ikke, hvordan han skal gengælde Doktoren alt det gode, De har gjort ham. Det skrev han.

Han er jo en dygtig ung Mand og har været mig til ikke ringe Nytte. Jeg er glad over, at jeg dengang endnu havde saa megen Indflydelse. Det varede kun kort.

Ja, det er nogle forfærdelige Tider og det kan nok trænges at man hjælper hinanden; men at de kunde tro i Paris, at Aksel var Spion!

Ja hvad, c’est la guerre — han var fremmed! Jeg selv havde boet tredive Aar i Paris og følte mig som Franskmand! To Dage efter at jeg havde skaffet Deres Søn fri, foretog de Husundersøgelse hos mig. Hvad gir De mig! — Brækkede mine Skuffer op, snagede i mine Papirer, stak Hovederne ind i mine Kakkelovne, Idioterne saa de blev sorte om Snuden af deres beskidte Patriotisme. Fordi jeg havde en tysk Tjener! Jeg ved ikke hvad De giver mig. Han som sidder der har fulgt mig overalt i tyve Aar, i Danmark, i Amerika, i Frankrige. Han er ikke mere tysk end De og jeg. Ud af Landet med ham! (Efterligner Husundersøgerne og gotter sig) De havde aldrig seet en Kakkelovn, Fæene!

Jeg lagde desuden et godt Ord ind for en sølle tysk Journalist, som ved Gud baade havde fransk Kone og franske Børn! Herut med ham! To Dage efter blev jeg selv sat paa Porten! — En Uge i Forvejen havde jeg spist til Middag hos Politidirektøren, den Tugthuskandidat, i hans Lejlighed paa Champs Élysées. Han holdt Tale for mig og kaldte mig Aarhundredets Lys og største Brobygger og en hel Del andet Sludder. Nu kommer jeg op til ham. De skulde se den Mine. — Den var Guld værd for en Mand, som holder af at beundre sine Medmennesker! Beklager monsieur — Beklager. Der er ikke noget ved det at gøre. De er fremmed! Adieu! Jeg gik til mine Venner, Ministre og Deputerede. Samme Historie! Beklager, monsieur, Beklager — vi tør ikke, vi kan ikke. Sagen vil komme frem i la chambre. De har tyske Venner. De er tysk Æresdoktor, tysk Æresborger. De er Pacifist. — Tiderne er ekstraordinaire og ikke til Pacifisme. Adieu! Dermed var jeg færdig og rimeligvis det meste af min Smule Formue tabt. Mit chateau i Bretagne har de gjort til Fangelejr uden at spørge mig om Forlov, de Slyngler! Det er det tyvende Aarhundrede, Frue!

Ja, det maa De rigtignok sige. Det tyvende Aarhundrede. Gode Gud! Ja vi har jo haft vores Illiade fra Indien og hertil.

Han havde lige oparbejdet en glimrende Forretning. Verden laa virkelig saa lys foran ham, baade Rigdom og Berømmelse. Han er Ingeniør og Fabriksbestyrer og havde ovenikøbet et stort Kanalprojekt for. En saa ypperlig ung Mand, som man kan tænke sig, med Energi og vide Syner — serén, seriøs! — Men han vilde ikke gaa i Krigen, hans Forlovede var tysk — og han bar mit Navn. Det har maaske ogsaa hjulpet. Altsaa: Bind ham og bast ham. I Fængsel med ham!

Ja, jeg husker ikke alt: hans Arbejdere sprængte vist Fabriken i Luften eller saadan noget, fordi de ikke vilde lave Ammunition, som rimeligt var — da de var tyske. — Nok er det. Herut — i Fængsel, transporteret til England og tilbage igen — Torpederet. Ja jeg kan ikke huske det altsammen. Horribelt! Det er skrækkeligt. —

Det er min Hustrus Søn af første Ægteskab; men han bærer mit Navn. Jeg har adopteret ham og betragter ham som min Søn. Vi venter ham hertil i disse Dage. Naar der nu bare ikke støder noget til. Han er forøvrigt en Barndomsven af Deres Neveu, ainsi vous le connaisse.

Ja, han har saa sandelig i Tide lært Verden at kende. Han havde opfundet en glimrende Flyvemaskine, men hans bedste Ven stjal Idéen.

Selvfølgelig var det hans bedste Ven, for han var naturellement den mest misundelige. Det kan man sige sig selv! — Ja, lad nu som De er hjemme. Huset og Haven er vel værd at regardere. Jeg har købt det Hele af la baronne Jeanne Durec, en charmant lille Brunette og ovenikøbet en ganske intelligent, ingeniøs Personlighed. Det er saamænd hende jeg har faaet denne Slobrok foræret af. (Lader Gæsterne føle paa Tøjet) Fem og tyve Persere har arbejdet i tredive Aar paa det Stykke Silke! Det er latterligt, men det er jo altsaa en god Vare!

Om hun hader mig. Det var et charmant Spørgsmaal! Selvfølgeligt hader hun mig. Mit Navn bliver dyppet i Løgn og naar det er rigtig vaadt bliver det slæbt gennem Alverdens Smuds. Jeg kæmper for Freden — selvfølgeligt siger man, at jeg er købt. Jeg kæmper for Sandheden og selvfølgeligt skriger man, at jeg er en Løgner. I tyve Aar har jeg arbejdet for et menneskeligt Forhold i Europa — selvfølgeligt brøler de, at jeg er et Udyr, mens de vælter sig i Blod. Navnlig hjemme er Pressen, hvad hedder det, charming, reitzend, yndig, ja den er yndig!

Men de miserable Mennesker vil blodigt snart komme til at indrømme mig, at jeg havde Ret. (sukker) Saa kan jeg maaske slippe løs fra dette Hul.

Aa jeg er syg af disse abominable Bjerge! Jeg vilde rejse til Danmark; men der har man maltrakteret mig saaledes, at jeg har svoret aldrig mere at sætte mine Ben i det Land, og jeg holder mine Løfter. — Danmark var Torneroses Rige. Hun sov; men hun stak alligevel.

Kald det, hvad De vil. Allerede tidligt lod mine Landsmænd mig mærke, at jeg ikke passede dem. Jeg har derfor befriet dem for min Nærværelse og nu kan de rejse Verden rundt og se mit Værk, men hjemme er der ikke en Bropille af min Konstruktion.

Mais enfin (venligt) De skal nu ikke blive forskrækket, Frue. Det skal ikke komme Dem til Skade, for De er en generøs og sympathetisk Person. — Hvad Deres Pasvanskeligheder angaar saa skal jeg nok tage mig af dem. Det er mig altid en Glæde, naar jeg kan række Landsmænd en hjælpende Haand. (Han nikker og gaar ind)

Noget saa gnistrende aandfuldt! Og saa levende som han spiller alt, hvad han fortæller.

Naa det foregik nok i Provinsen en kort Tid og var vist ikke saa helt godt. Men at Manden er en glimrende Begavelse, er der jo ingen Tvivl om. — Skal vi saa se at faa fat i Aksel.

Godmorgen min søde Dreng. (Hun kysser ham og han trykker sin Onkels Haand) Jeg tænker saamænd tidt paa, at det er sørgeligt saa lidt, vi har kunnet gøre for dig, men hvor er det dog dejligt, at du altid har fundet gode Mennesker!

Fru Stern har sendt Bud ned. Hendes Søn telegraferer, at han kommer imorgen. Men det gaar vel ikke an at forstyrre. Sæt dig dog, Tante Sofie!

Vi hørte netop om Sønnen. Jeg var saa idiotisk. Jeg vidste det jo godt, men vi har jo altid betragtet ham som Ingeniør Vendels Søn.

Jeg husker hvor Vendel elskede den Søn — Han sad altid med ham paa Skødet. — Saa kommer der en ny Mand, som Barnet aldrig har seet for sine Øjne før og siger, at alt det skal være glemt. Han var en rar Mand, Vendel!

Det maa jo blive en Sag mellem de to. — Stern har vel nok ønsket sig en Søn — Han holder ialtfald meget af ham. Det kan man ikke nægte ham.

Ja mig kommer det jo ikke ved — men sig mig nu du — hvad foregaar der egentlig her?

Ingenting. Her bor i Omegnen nogle Pacifister, Neutralister og Defaitister. De kommer sammen engang imellem. De skriver Artikler og Brochurer og virker for en „Forstaaelsesfred“. Af og til er en af dem maaske Mellemled for Udsendinge fra de krigsførende Magter, Sir Charles Read og Baron Stein har vistnok været her. En Prælat, som muligvis var Biskoppen af Bologna og en anden som muligvis var Fyrstbiskop Kramer har beundret Udsigten til „Solporten“ sammen. Altsammen velment; men som enhver, undtagen Stern, nu kan se til ingen Verdens Nytte.

Nej. Jeg staar trods al Taknemmelighed ikke helt ukritisk overfor ham; men han er en hæderlig Mand.

Det er som man tager det. Hans Mor var halvt fransk, halvt dansk og hans Far var russisk; men af samme Race.

Han blev født paa Atlanterhavet paa Vejen til Danmark, hvor Faderen levede som Korrespondent til tyske Blade. Navnlig paa mødrene Side, har han Fættere i alle Europas Lande, hvilket jo letter Neutraliteten.

Men Forældrene døde da han var femten Aar gammel og en Rigmand tog sig af ham og han viste sig jo at være en Begavelse.

Utvivlsomt en stor Dygtighed og en stor Ærgerrighed, men han har altsaa haft det Uheld at dumpe ned i angiveligt pacifistiske Kredse og enkelte af hans Forbindelser er unægtelig kompromitterede i deres Bestræbelser for at skabe en continental Udsoning. Som Fremmed har han ikke helt forstaaet Forholdene!

Det maa have været et haardt Slag for ham. Han havde jo en glimrende Position. Berømt og rig.

Javist! Mangemillionær! — Han fik Penge allerede med sin første Hustru, Eli Sterns Mor, der døde af Tæring i Paris efter et vistnok temmelig tragisk Ægteskab. Hun var Datter af en dansk Godsejer og fulgte Stern i Landflygtigheden, da han var bleven dømt for sin Bog: „Revolutionens Bibel“. — I de sidste tyve Aar har Sterns Karriere imidlertid været glimrende, saa Slaget er selvfølgelig haardt.

Ja, det er forfærdeligt, at de som vil Fred skal forfølges! — Og tænk Sønnen havde en Flyvemaskine, som hans bedste Ven stjal.

Naa, det er nu en Overdrivelse. Henrik havde en Mistanke; men ikke til en nær Ven.

Men Lyng. Det er idag! — han kommer idag! — Godmorgen — undskyld; men min Søn. Det er idag han kommer. Se her. Der staar imorgen. Men nogen siger, at Telegrammet er forsinket. Se her! Undskyld Godmorgen. Naa, jeg har maaske sagt det. Det er min Søn, som kommer og jeg har ikke seet ham i ti Aar. Hvad er Klokken? — Der er jo ikke engang Tid. De maa suse derned i Automobilet, Lyng, til Dampskibet. Hvor er Stern? — Naaja, skynd Dem bare, Lyng! Skynd Dem!

Ja, De maa endelig ikke se paa mig. De forstaar jo nok, og tænk saa, Telegrammet, og her staar jeg i Morgenkjole og kan ikke komme ned og modtage ham. (Raaber) Lyng! sig til ham! — Naa han er borte. Ja det haster jo ogsaa forfærdeligt.

Aa bevares. Men jeg maa nok skynde mig! De maa endelig ikke se paa mit Haar. Det ser forfærdeligt ud. Undskyld — (Hun vil gaa, men stanser og kalder) Gerda! Gerda! Nej det er sandt, hun er jo rejst. Eli! Eli!

Idag, idag. Ligestraks. Du fik Ret, med din Drøm! Han kan være her om et Minut. Du maa hjælpe mig, Eli, at faa dette ud af Haaret. Jeg ser jo aldeles forfærdelig ud. Han skal da ikke træffe mig saadan. Kom lad os gaa op! — Jamen der kommer de jo. — Nej — Jeg syntes jeg hørte en Vogn. (op ad Trappen) Vi maa skynde os. Bare Lyng ikke er kommen for sent.

Eli! (Han tager først hendes ene Haand, saa ogsaa den anden) Er det virkelig dig? (De kommer frem i Forgrunden)

Henrik. Aa min elskede Dreng! (Hun iler ned ad Trappen og omfavner ham) Aa min egen Dreng, hvor har jeg længtes efter dig. — Lad mig se paa dig. Lad mig se rigtig paa dig engang igen. Har du det godt? Er du rask?

Aa men du er bleven mager, Henrik. Du kan ikke tænke dig, hvor jeg har længtes i alle disse Aar. Aa men Gud ske Lov. Gud ske Lov, nu har jeg dig. Du skal drikke Fløde, Henrik! Her kan vi faa saadan en udmærket Fløde endnu —. Du maa ikke bryde dig om, at jeg græder. Jeg er bare lidt tosset. De sidste Aar har været saa slemme. — Nej du maa endelig ikke se paa mig. Ikke paa Haaret! Jeg skal straks være istand. Men jeg kunde da ikke løbe min Vej, idet samme du kommer ind af Døren. Men nu er du her jo. — Ikke se paa Haaret, Henrik! Det er Synd for mig, efter de lange Aar. Du kan da lide Fløde. Ikke? Den er saa ganske udmærket! (Hun nikker, kysser ham, og da han har sluppet hende, skynder hun sig opad Trappen) Jeg kommer ligestraks! (Standser og gaar tilbage) Tænk dig jeg har ikke faaet dine Breve i det sidste halve Aar, for jeg ved, du har skrevet. Du har altid været en god Dreng til at skrive. — Men nu er det jo overstaaet!

Stern? Jo — jo — og han vil blive forfærdelig glad. Det er der ingen Tvivl om. Men der er nogen hos ham. Du ved al denne Politik. Det er skrækkeligt! (Tager Henriks Arm) Du Henrik sig mig —

Aa jeg ved ikke. Det er jo, saa længe siden. Og han har jo saadan et berømt Navn.

Ja, det er ikke for det. Mig er det jo ligegyldigt. Men ikke til ham vel? Han bliver saa let saaret. Og saa bliver her endnu mere uhyggeligt. Ikke? — jeg skammer mig, Henrik — du stirrer hele Tiden paa mit Haar.

Mor kan saamænd se rigtig smuk ud endnu. — Hun har sit lange brune Haar endnu, uden en graa Stribe.

Tal nu med Eli til jeg kommer! (Et Par Trin op) Men du skal da se dit Værelse! Eli! hvorfor har du ikke sagt det? Vis ham hans Værelse! Der er da heller ikke en, der har en Tanke i Hovedet. Nu skal jeg selv vise dig det min Dreng! (Ned og tager ham under Armen) Det er ved Siden af mit deroppe. Du maa ikke tro, at jeg altid er som idag. Jeg er saamænd ellers meget rolig og fornuftig. Ikke sandt Eli? Sig til ham, at jeg ikke er saadan. Og jeg plejer da heller ikke at se saa forfærdelig ud!

Der kan du selv høre! Kom saa min Dreng! (Fører ham triumferende opad Trappen. Raaber ned) Eli! Sørg for at der er Fløde paa Bordet! (Hun gaar ind med Aksel af den første Dør)

Jeg synes dog, jeg maa prøve. (gaar til Sterns Dør, banker forsigtig paa og stikker Hovedet ind)

Ja — javist. Nej er han virkelig kommen! — Hvor er han. Bare jeg dog kunde faa det Menneske paa Porten.

Ja det er godt vi har ham hjemme igen. Jeg maa ind. Kald paa mig igen, hvis jeg ikke kan faa det Menneske paa Porten — og hils ham og sig jeg kommer straks. Jeg tager ikke mod andre idag. (Han gaar ind)

Ja Doktoren gav dem Navne. Han kaldte den ene for „Det løftede Blik“ og den anden for „Det eftertænksomme Ben“.

(gaar ind. Straks efter kommer de to Mænd ud. Hilser paa Eli og fjerner sig i Baggrunden. Eli sætter sig)

Den Dag, da vi havde vor sidste Samtale, var det ikke den Dag, da De fik Underretning om, at Deres Broder vilde komme?

Jeg har givet mig selv det Løfte, at ofre hele mit Liv for Sygeplejen. Det Løfte gælder. — Er det saa nok?

Det var aldeles ikke pludseligt. Det var Følgen af en langsom og naturlig Modning.

Jeg vil ikke høre et Ord om Deres Svaghed. Den kommer mig ialtfald ikke det fjerneste ved.

Jeg en Mur? — Hør nu. Alt hvad jeg har seet af Livet. Alt hvad jeg har følt — Alt, alt, alt gør det til det eneste naturlige, — det eneste lykkelige, vidunderligt lykkelige, at være det, som jeg er nu.

Jeg ved snart ikke om De er forstenet, eller om der er et højere Liv i Dem end i os andre.

De staar saa højt, Eli, jeg kan ikke hade Dem, men jeg har længtes saa bittert efter et Hjem, og det er et koldt Land De jager mig ud i.

Ja! — Drømme som kommer kort før Solopgang er ofte Sanddrømme. — Paa den Tid er Sjælen mest levende.

Og alligevel kan vi mærke noget tværs gennem Klipperne — for der bagved — er Krigen! — Fred er her ikke, Henrik!

I Byerne koger det, og paa Landevejene kan du godt møde selve Krigen — Desertører fra Fronterne og Flygtninge fra Fangelejrene, som vil tilbage. Man skal i det hele taget være en Smule forsigtig.

Naa, nu vil jeg gaa ind og telefonere til Fratelli Luni, at du allerede er kommen. De vil sikkert straks tilbyde dig en glimrende Stilling. (Ind i sit Værelse)

Der er gaaet lang Tid siden vi klatrede i Kirsebærtræerne sammen og gik paa Jagt efter Moskedonnere i Mosen!

Der er navnlig gaaet de sidste Aar. (Hun har rejst sig og atter sat sig paa Balustraden)

Den forbandede Krig, for mig har den ødelagt alt! Jeg var saa bange for, at jeg ikke skulde faa dig at se her, Eli.

Du ved, hvordan det gik til, at jeg fik Orlov denne Gang. De kastede Bomber paa Hospitalet og sprængte os halvt i Luften.

Jeg tror ikke de vidste, hvad de gjorde. Der var mange af deres egne, som gik med.

Jeg fatter ikke disse Rædsler, og du har staaet midt i dem. Du maa tro, jeg har ofte spurgt mig selv, om jeg nu ogsaa har Ret til at gaa omkring med mit Hoved paa Skuldrene og hele Arme og Ben. Om det ikke er mig som er den egentlige Krøbling? — Men jeg kan ikke faa mig til at se Sagen blot fra den ene Side.

Vi som har med de Saarede at gøre, ser ialtfald, at de allesammen er stakkels Mennesker, stakkels Børn.

Du ved, at min Forlovede er tysk og jeg havde mest med tyske Arbejdere at gøre. Udmærkede, dygtige og brave Mennesker. Jeg kan ikke paa en Gang begynde at hade dem. Ja du ved jo, at jeg er forlovet.

Jo Eli vi er. — Men det gaar ikke for mig længer at kalde ham Far. — Jeg mærker det, jeg kan ikke! Medens jeg var borte er min egen Far bleven saa levende i min Erindring. De Minder, jeg har er bleven saa dyrebare! Kan du forstaa det. Jeg synes jeg tager noget fra ham, naar jeg kalder en anden Mand for Far. Jeg føler det oprigtigste Venskab for — for Stern, en stor Hengivenhed og Beundring. Mod mig har han været mageløst god! Men — jeg kan ikke. — — Hvad er der i Vejen Eli?

Det er ingenting — det er bare — Jeg forstaar det, du siger, men er det alligevel ikke Synd — at tage noget fra et Menneske, — som man engang har givet ham? Det er ikke blot for Fars Skyld, jeg tænker paa det. Fuldt saa meget for Mors. Ja jeg kalder hende Mor. Det var ingenting Henrik. Det var blot et Sting.

Du har overanstrengt dig. Jeg ser det paa dig. — (lidt efter) Er Mor ikke rigtig lykkelig? Jeg synes jeg forstaar det? Ak, jeg havde glædet mig til en fuldkommen Fred her.

Far er jo gammel og lidt irritabel, efter den Uret, han har lidt. — De har egentlig ikke noget rigtigt tilfælles. Derfor betyder det saa meget, at du er kommen. For jeg tror nok, du er det eneste Menneske, han bryder sig rigtig for Alvor om.

Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan for, at han skal mærke det saa lidt som muligt. Nej, hvor er du dog kommen til at ligne din Mor, Eli.

Husker du ikke, at jeg gik med hendes Billede; anderledes har jeg jo ikke seet hende. Det var min Barndoms store Sværmeri det Billede med de mørke dybe Øjne og de fine lange Bryn. At en, der var saa dejlig kunde være død! Det var en sælsom Følelse — jeg har den endnu her nede. — En Afgrund af Ømhed og Gru — mit lille Drengehjerte blødte som om der var bleven rørt ved det med en vild Rosengren. Sig mig Eli, hvordan gik det til, at du blev Sygeplejerske?

Hvor er forresten Gerda. Jeg kender hende jo næsten ikke. Paa Billeder ser hun ud som en Engel.

Hør Eli! Jeg er glad over, hvad du fortæller mig. Saa kan du blive ved med at være min Søster hele Livet. Nu forstaar jeg ogsaa, at der altid var noget uopnaaeligt ved dig! (Rækker hende Haanden)

Husker du, hvor vi holdt sammen, fordi vi var fremmede dernede i den store By, vi to smaa, og hvor jeg græd, da jeg skulde rejse hjem for at studere, for du var jo hele mit Danmark! Og jeg blev ensom siden. (ser sig om)

Hvor er her dog dejligt og hvor Luften er ren og styrkende, og hvor det er godt og varmt at finde sin Barndom igen. Søster, Søster, Søster! (Tager begge hendes Hænder og trykker dem)

(Ud af Sterns Værelse kommer Grev Hoyos, som hilsende gaar forbi. Straks efter kommer Stern)

Naa der er han! (aabner Armene; men nøjes med at tage begge hans Hænder) Lad mig saa se paa dig! Velkommen min Dreng. Ja jeg kan da kende dig. Men du kan vel knap nok kende mig. (Eli gaar under dette til Højre)

Ja, der er snart ikke andet tilbage end Viljen med nogle hvide Haartjavser paa. Viljen er den sidste, som forlader Huset ved du nok. Den lader sig begrave i Ruinerne. Ja du kan jo nok tænke, at jeg længes efter at tale med dig om alt muligt. — Har du faaet noget at leve af?

Middagen er færdig om et Øjeblik. Naa du er vel glad, Stern, over at have ham hjemme igen?

Foreløbig har jeg jo bare seet ham. Jeg længes efter at tale med ham! Lad os nu faa den Dinér — l’heure a sonné! Men selvfølgelig har de ikke ventet dig og er uforberedte!

Nous naturellement. Den Kvinde, som ser eller skriver et Datum er endnu ikke født, lige saa lidt som den Kvinde, der læser Verdensbegivenhederne før Feuilletonen!

Og skrige op gør de, som om Krigen var en Invention boche deutsche Erfindung, made in Germany. — Krigen er ikke nogen tysk Opfindelse! Jeg er glad min Dreng over, at du har holdt dig udenfor dette Vanvid!

Det var ikke saa let endda. Du ved, hvad jeg havde maattet døje af Fængsel og Forhør, delvis fordi Mary var tysk og glødede for Tyskland; men ikke desto mindre, da det kom til Stykket, saa var Mary mest Amerikanerinde alligevel og glødede for Amerika, og det var saa sandelig nær ved, at hun fik mig i Trøjen.

Hun fik mig med til et Møde, hvor de afrejsende Tropper sang „Nærmere dig min Gud!“ Ja det var gribende, men jeg havde alligevel faaet nok.

Og sæt, at det nu var det store Skille! — Det er det, der stundom plager min Samvittighed!

„Nærmere dig min Gud!“ I Skyttegravenes Helvede og i Ildorkanerne over Ingenmandsland, hvor der suser blodige Hoveder igennem Luften! „Nærmere dig min Gud“ mellem raadne Kadavere af Mennesker og Dyr. Tilknæes i en Pøl af Blod og Ekskrementer! „Nærmere dig min Gud“ med Legemet vrimlende af Utøj! (Ler forbitret)

Jeg vidste, at le bon Dieu var deplorabel; men aldrig har jeg dog ynket ham som nu, hvor de inventerer Mordmaskiner i hans Navn, som Djævelen end ikke havde drømt om i sine vildeste Drømme. „Nærmere dig min Gud!“ Nej af alt Vanvid er Racehadet dog den menneskelige Ondskabs mest himmelraabende Stupiditet.

Jeg kender mange Lande og har siddet tilbords med Konger og Kejsere! Ens var de og de kunde lige saa gerne allesammen have heddet Sørensen! Og saa taler man om Sørensens Instinkt med største Seriøsitet. Ha! det er guddommeligt! Det skulde vel være Kvinderne, som havde det Instinkt; men de falder gladelig enhver ildelugtende Neger om Halsen og maaske kan det engang lykkes dem at frelse Verden paa den Manér og bringe den „Nærmere dig min Gud!“ — Naa, lad det nu være. Jeg kan fortælle, at jeg har faaet gode Efterretninger fra Paris idag. Man begynder at indse, at vi havde Ret. (Ser paa engang bedrøvet og kærligt paa Eli, som har nærmet sig) Vi er nok uenige om de højeste Ting; men vi kan være gode Venner alligevel, ikke sandt? (Tager hende ved Armen)

Og Henrik er jo et helt Mandfolk, som jeg har faaet til at tale med. (Tager ogsaa ham ved Armen)

Hvad siger du? — Bruger jeg Mund? — Ikke nær nok! Hun siger, at jeg bruger saa forfærdelig Mund, og det er Synd for dig, Henrik!

Siger jeg aldrig et godt Ord om noget Menneske? — Jeg ikke? — Jeg synes jeg er en Engel af Taalmodighed!

Vendel? (Famler med Brevet) Hvad? — Jeg forstaar ikke. — Adressen er Stern. Jo. (Rækker Brevet frem uden at se paa nogen)

Der skulde staa Vendel Stern. Men vedkommende har saa opfattet Stern som Adresse.

Uf Einar! — Men det er virkelig sandt, man skal ikke modsige berømte Mænd. Du glemmer ogsaa rent, at du skylder ham din Brodersøns Liv.

Ja Liv — naa nej, jeg glemmer det skam ikke. Jeg har jo ogsaa takket ham. Der er bare et stort Problem, som jeg grubler over.

Ja, kære — naar du kan løse Problemet uden at have hørt, hvad det drejer sig om, hvorfor i Pokkers Skind og Ben vil du saa have nærmere Underretning?

Han blev ogsaa gal paa mig, da jeg roste en anden Ingeniør, den store Luini! (Med et lille Kluk) Han kaldte ham en forfængelig Nar.

(kommer fra Baggrunden fulgt af sin Hustru og skraar hurtigt hen mod sin egen Dør uden at bemærke de Fremmedes Tilstedeværelse. Han er klædt som en Godsejer i hvidt Tøj og med Lædergamasker og stor graa Hat med broget Slør)

Har jeg! — De keder Livet af mig. Jeg kan da ikke bespise den hele Verden heller. Manden er ikke til at slaa et Ord af.

Du taler jo hele Tiden selv og de var saa begejstrede for dig. Du skulde høre, hvad hun sagde.

Ja, hun er vist et ganske skikkeligt gammelt Fæ; men han er en kedelig Fisk og naar han aabner Munden er det for at være ubehagelig! Jeg har frelst deres Søns Liv og behandlet ham, som om han var mit eget Barn.

Har jeg faaet Tak! — Han siger aldrig et Ord. Disse bleghaarede Mennesker smager mig ikke. Jeg stoler ikke paa dem. De har surt Fiskeblod i Aarerne.

Det er ogsaa Henriks Fiancé, som har ødelagt ham! Jeg kender dem, disse smaa blonde Tingester, de hænger paa som Burrer og er ikke til at ryste af. Naar de ikke faar deres blide lille Vilje, bliver de hadefulde og arrige som Lemæn eller ogsaa græder de i spandevis.

Ja, I er af samme Slags allesammen! Den lille Lyng gaar ogsaa mod mig. Han kysser den Haand, som kastede ham i Fængsel og jog hans Velgører ud af Landet. Jo! — Han har hjulpet en Flygtning tilbage til Fronten! Gid jeg ialtfald kunde faa Lov til at spise min Mad i Fred!

Jeg hørte ikke andet end at han syntes, jeg var rar eller saadan noget. — Du kunde nu ogsaa gerne have sagt noget mere, om hvad han er for en Mand!

Ja, det var saamænd ogsaa min Hensigt; men jeg er nu engang ikke smurt som Smigermølle.

Hele Verden slaar hinanden ihjel; men vi skal stadig opføre os passende. (Klør sig bag Øret) Jeg kan ikke tale med ham! Jeg er uenig med ham om alting! Om Krigen og Freden, om Gud og Verden, om din Kjole og hans Slobrok, som jeg finder forfærdelig! Kan han ikke lide mig, saa kan jeg sku heller ikke lide ham.

Det er et dejligt Vejr idag, ikke sandt? ja jeg skal jo passe mit Hus. Saa De undskylder mig nok. Vi sees til Frokosten!

Det maa De endelig ikke gøre! Doktoren vilde blive forfærdelig ked af det. — Det maa De endelig ikke.

Ja saa siger vi mange Tak, vi vil jo ogsaa gerne hilse paa Doktor Stern en Gang til.

Det var rart. Det vil glæde ham, men skal vi ikke mødes nede i Haven Kl. 12 for Eksempel. Det var saa rart at snakke lidt Gammelt igen — Saa siger vi det. Farvel saa længe! (Smiler venligt og gaar tilhøjre)

Ja — saa sluger jeg altsaa den kedelige Fisk. Maaske har Manden ovenikøbet Ret — for mit Vedkommende.

Ja, lad os det! (Klør sig bag Øret) Jeg ved mig, Gud ske Lov, fri for Racefordom, men naar han ligefrem kalder mig en kedelig Fisk, saa kniber det nu alligevel.

Ja, de tilhører Slægter, som har slaaet Rod i Landet og jeg vurderer dem saa højt som nogen. Men netop for deres Skyld kan jeg ikke lide ham. Jeg synes ialtfald ikke om, at man ser os over Hovedet.

Ja, jeg skammer mig naturligvis ogsaa! Der er ingen der mere end jeg ønsker, at det Folk skal faa fuld Oprejsning og det vulgære Fjendskab er mig en Pest. — Men de kan jo ogsaa have deres Fejl, ikke sandt? — Vi maa jo se at tale os til Rette med hinanden og forstaa hinanden. Jeg ser saamænd godt deres store Fortrin og den fuldkomne Loyalitet hos de Bedste; men som god Dansker holder jeg af Fred og en vis Ligevægt og Stern er mig alligevel for meget paa tværs af Tingenes Natur. Jeg synes ialtfald vi skal se at faa Aksel hjem for han er ikke lykkelig her og det hele er ikke rigtig „reggederligt“ paa denne Maade.

Er han ikke lykkelig? Du har ingen Iagttagelse og saa forresten skulde du skamme dig en Gang til.

Naturligvis er jeg skikkelig. Jeg vil bare ikke være saa skikkelig at det gaar udover Mennesket. Først og fremst maa vi tage ærligt og redeligt paa Problemet: Race og Menneskelighed, undersøge det tilbunds uden Ondskab og uden Skamfølelse, som den naturlige Ting det er. Jeg for min Del er forøvrigt klar over, at hvor Mennesket indgyder Respekt er Raceuviljen en Gemenhed.

(kommer frem i Døren. Med et halvt muggent, halvt forlegent Smil nikker han et Par Gange til det bliver bemærket)

Godmorgen Herr Doktor! Hvad De dog har for en dejlig Have! Vi har været den yndigste Morgentur. Det maa rigtignok være en udmærket Gartner!

Gartneren, det Kvaj! Tror De han har Forstand paa Havebrug. Jeg har lavet det Hele selv. De skulde have seet den Have, da jeg kom. (Forsvinder halvt bag en Søjle)

Men De skal ogsaa lugte til dem og smage Dem! Hver eneste Fersken er en hel lille sommersalig Klode at putte i Munden.

Vi mødte forresten Gartneren. Han var meget nedslaaet, for hans Ko var bleven stjaalet fra ham.

Ja han er en stor Idiot, som ikke passer sine Ting, men hyler op som et Spædebarn. (mildere end Ordene tyder paa) Fjolset kan jo komme til mig med det, saa skal han faa en Ko! Jeg er ikke bange for at give ham en Ko! Jeg har givet en Mand en Ko før. Jeg æder ikke Smaafolk! (mistænksom) Men han fortalte Dem vel ogsaa den Historie for at presse mig! (De er nu kommen helt hen til hinanden) Alle render de til mig her! Jeg forsikrer Dem, der gaar ikke en Dag, uden at jeg skal betale for noget, Gud ved hvad, som ikke kommer mig det fjerneste ved. De kan spørge Deres lille Neveu. Han kender til det. (gaar bag Søjlen)

Taknemmelige? Ja. — De har gjort mig til Æresborger! — Det er en dejlig Ære at blive Medlem af deres Idiotsamfund. — Jeg har foræret dem et helt Bibliotek. Har De set det?

Saa—aa? — Har De det? Ja — Men tror De, der er nogen, der læser Bøgerne? og hvis de læser, saa forstaar de ialtfald ikke et Muk!

Præsten den Ignorant satte sig imod med Hænder og Fødder! De skal se, det Æresborgerskab kommer mig dyrt at staa. En skønne Dag smider de mig ud, fordi jeg er „en assyrisk Mand“ — saa brænder de Bøgerne og smører Billederne over med Okker og lader Haven forfalde.

Skønt jeg kan bevise, at min Far betalte en Præst for at slaa Vand paa mit Hoved. Det kostede fem Kroner og halvtreds! Men jeg fik rigtignok ikke derfor Vand i Hovedet som alle de andre. Det er det, de ikke kan tilgive mig, Dumrianerne! (Gotter sig forbitret) Æresborger og Æresdoktor! Den sidste Ære maa vist have været fra Frankfurt, siden de jog mig ud af Frankrige som en Hund.

De kan spare Dem Deres Medfølelse. Je m’en fiche: Jeg spiser min Mad og drikker min Vin, saa længe der er Vejr i mig. (Vil gaa, men stanser) De gravede min Afstamning op, da Krigen brød ud. Ingen havde skænket den en Tanke før. Jeg selv havde fuldstændig glemt den. Mine Døtre er Katholiker, omend de er frigjorte. Min Kone, min Søn og jeg selv er Protestanter! Min første Kone var endogsaa baade Protestant og Katholik, for hun lod sig konvertere af Kardinal Mayol, den detestable gamle Tartuffe. Hvad mere kan man forlange! — „Assyrer!“ skreg hele Hundekoblet pludselig. „Slaa ham ned, den Assyrer!“ Hvad har man saa for de fem Kroner halvtreds og det vaade Hoved!

De ved formodentlig ikke, at jeg i min Ungdom syslede lidt med Litteraturen ved Siden af mit egentlige Arbejde.

Naa ja. En Smule Amatørarbejde. — I to svære Bind, som forskaffede mig en Dom paa tre Maaneders Fængsel for Blasfemi og Landflygtighed for Resten af mit Liv. Le bon Dieu var fornærmet, anlagde Sag og vandt den med glimrende Succes i alle Instanser. Jeg skildrede Verden ganske godt sort, tør jeg sige, med dens Løgne; men den har overtruffet mine Forventninger. Alle mine bedste Broer har de sprængt i Luften, de célérats — de — de Slyngler; men mit Verdensbillede staar fast!

„Bedre!“ Haab og Tro er to unge Mennesker, Frue. De afgaar ved en tidlig Død under stort Ak og Ve i syv og tyve Aars Alderen!

„Efter Krigen“. Après la guerre! Jeg nægter ikke, at De har bevaret Deres Ydre ungdommeligt, Frue; men dog ikke i den Grad, som Deres Aand.

Ja, De er en aimable Dame, som ikke kender Verdens Slethed. Til Lunch skal De faa en hvid Vin fra Syden, som kan faa En til at glemme noget af Hvert. Jeg har faaet den foræret at Hertugen af Saint Sully, Duc de Saint Sully. Kender De ikke ham? L’amant de la petite Madame Hugo vous savez. Aa han er en af de vittigste og spirituelleste Oldinge i Europa. Og den lille Marianne Hugo! — Charmant! Pale comme un beau soir d’automne. (lidt efter) Nu hader han mig naturligvis, og hans Kælling, den gamle Hejre, vilde gerne drukne mig i et Fad Vin. De skulde se hende. Æv! Stramtandet, med sorte Ugleøjne og Paafuglefjer og Diamanter i Parykken! Og et Ansigt og en Gorge som en slet bevaret Mumie — Æv!

Det er en melankolsk Tanke, at selv den lille Madame Hugo, som virkelig var noget af det charmanteste, noget af det sødeste, man kunde se for sine Øjne, gerne vilde rive de sidste hvide Totter ud af min Skalde, hvis hun kunde faa fat i mig med sine allerkæreste smaa rosenrøde Negle.

Ja saadan er det! Og hvis De spørger mig hvorfor, saa skal jeg sige Dem det. Det er fordi, jeg er en Landsmand af Jesus Kristus fra Nazareth — — som lærte Menneskene, at de skal elske hverandre!

(Aksel og Henrik er under dette kommen ned ad Trappen og støder nu til de andre)

Nej, vi tilhører en forbandet Slægt i al Evighed, og faar ikke noget blivende Sted. Det er Sandheden! Og da der heller ikke i Israel er nogen følelig Mangel paa Kæltringer, saa skal vi alle lide for dem og forraades af enhver. Vi kan faa lyse Øjne og gule Englekrøller under Nordens Sol. Det hjælper ikke. Vi kan staa paa Hovedet i deres Døbefonter, det hjælper ikke.

Min Kone er lige saa mørk som jeg var; men hun har vel Kulsvierblod i Aarerne og det er fint, det er meget fint!

(med dyb Græmmelse) Ulykkelige Folk, som hades og forfølges lige saa meget paa Grund af sin Dygtighed og sin klare Forstand som paa Grund af sine Fejl. Naar Kapitalen fremmer Krigen, siger man jo med Rette, at den mangler Hjerte for Menneskeheden; men hvad hjælper det os. — Hvis vi fremmer Freden, siger man, at vi mangler Hjerte for Nationen. Man forfølger os fordi vi er isolerede og hvis vi slutter os sammen, forfølger man os dobbelt. Den, som hades, maa jo hade. Saaledes vokser det Onde, som en Lavine! Det er forfærdeligt og ethvert Fejltrin hævnes tifold paa os.

Intetanende kommer vi til Verden. Intetanende ligger vi i vor Vugge og smiler trygt til Livet; men den Dag vi træder paa Fødelandets Jord fortæller man os, at den er ikke vor. Modersmaalet bliver bittert paa vor Tunge, selve den Luft vi indaander tager Forbehold, Lyset som skinner paa os, ser at vi er fremmede, Blomsterne og Træerne ved, at vi kun er taalt. (Han gaar ind til sig selv uden at hilse paa nogen)

Nu tror jeg vi skal lade Herr Vendel — Herr Stern og Aksel faa Lov til at tale sammen.

Men sig mig, Aksel. Du er da ikke saa lille. Doktoren sagde „Deres lille Neveu“. Du er da et Hovede højere end han.

Hvor er han dog bleven vredladen! Det er noget overdrevent, synes jeg, og alligevel forstaar jeg ham godt. Dette jagede, hjemløse Liv! Kun henvist til sig selv og omringet af Fjender, som vil ydmyge ham. — Hvis hans Stolthed forhærder sig — er det saa ikke rimeligt? Og er det ikke undskyldeligt, at han glæder sig over Forfængelighedens smaa Triumfer?

Jo — vist. Mine Forældre døde, da jeg kun var to Aar gammel, saa jeg har smagt en Del af Bitterheden selv — i Kaar, som jeg ikke var født til. Jeg maatte altid se, at de andre fik det bedste Stykke og gaa iseng uden Godnatkys. Stern har saamænd været forholdsvis lykkelig som ung — for ikke at tale om siden.

Det maa have været et vidunderligt Øjeblik, da han kom til dig i Fængslet. Jeg har saa tidt udmalet mig det og nydt det. Og at det saa ovenikøbet var en Mand, som du saa længe havde beundret!

Og han tog dig med sig hjem og hjalp dig paa alle Maader og satte dig istand til at fortsætte dine historiske Studier. Ikke sandt? Du skrev i dit Brev til mig: „En Mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko og han faldt iblandt Røvere, men en Samaritaner forbandt hans Saar og hældte Olie og Vin i dem og han løftede ham op paa sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham“.

Jeg var saa glad for det Brev. Jeg hører gerne noget godt om Stern. — Men jeg synes, jeg kan mærke, at der er et eller andet i Vejen nu?

Berømte Mænd er ofte lidt vanskelige, ikke sandt. Og han har haft megen Modgang. Men der er dog saa meget godt og levende ved ham, synes du ikke?

Ja—a — godt? — Jeg ved ikke, om jeg kan tale aabent til dig. — Naturligvis er der noget godt.

Jeg har jo noget af en vis Fremmedfølelse overfor ham. Har du aldrig mærket noget saadant?

Hvorledes? Jo, maaske en enkelt Gang, vel nærmest fordi der er noget ikke helt naturligt i Forholdet. — — Er det hans politiske Syn, du har imod?

Han har ikke kunnet glemme den Krænkelse, han har lidt, forsaavidt er der en Forskel i vore Sympathier; men det er ikke saa meget hans Meninger, som hans Maade og da hans Maade gennemtrænger hans Meninger — saa — synes jeg heller ikke helt om dem. — Han har jo ingen Følelse for den nationale Storhed i Krigen, forstaar du, sér ikke dens vældige Vilje og Hengivelse!

Fremtiden vil dog sikkert give ham Ret i, at den kunde og burde være undgaaet! Kan du virkelig ikke se bort fra hans smaa Svagheder, efter alt hvad han har gjort for dig?

Han vil have Varme for Varme, han som andre. — Han har en brændende Trang til Hengivenhed, som altfor ofte er bleven skuffet.

Han vil have Smiger. Han er forfængelig. Han er frivol, ansvarsløs og forfængelig! Der er ikke en Trevl i ham, som ikke er forfængelig!

Men du gode Gud, Mand! — Har du det paa den Maade? Det er den uretfærdigste Forringelse af hans Væsen. Jeg bliver stum! — (lidt efter) Tror du ogsaa det var Forfængelighed, at han løb fra Herodes til Pilatus for din Skyld?

Nej hør nu Aksel. Jeg kender mange forfængelige Mennesker, som aldrig har lagt to Pinde i Kors for andre end sig selv. Er jeg ikke forfængelig? Er du ikke forfængelig? Men hvad har vi gjort?

Og alt det han har udrettet blot i de Aar, han har boet her: Veje, Broer, Bibliotheker har han skænket.

Rastløs Forfængelighed! — Intet andet! Og hvad skal de forresten ogsaa med alt det Skidt?

Dette er jo taabeligt. Taabeligt! Du maa undskylde mig, men det forekommer mig virkelig, at Stern er den Mand, som gik fra Jerusalem til Jeriko. Han har jo Ret, Ret, Ret! Verden er ikke bedre end han siger.

Bedre? Nej den er værre! Den frivole taler om Sandhed og Skændegæsten om Fred! Det har han ikke bemærket. — Vent nu og se! Naar Stern har snakket med den Armenier, som er inde hos ham, vil han komme i glimrende Humør. Armenieren vil sige: „Mester, man har voldtaget vore Hustruer, dræbt vore Børn og stegt vore Bedstemødre.“ Stern vil høre paa dette med den største Deltagelse og komme i glimrende Humør, fordi man har saa høje Tanker om hans gode Hjerte og hans Ry i Armenien og samtidig vil han sige: „Denne lille Armenier“!

Nej du maa undskylde mig. Dette er mig for meget af det gode! Det er kun Overfladen du ser, ikke Impulsen, som er god! Du under ham jo ikke den simpleste Retfærdighed, Menneske!

Kald det bare Misundelse! Men skal jeg da unde et Menneske noget, som han ikke fortjener? Er jeg misundelig paa Sort, naar jeg siger, at Sort ikke er Hvidt?

Man kalder ham stolt og karakterfast og modig, fordi han ikke glemmer sin krænkede Forfængelighed. Han! — Han er modig, fordi han vil hævne sin krænkede Forfængelighed. Han er karakterfast, fordi han ikke nogensinde kan glemme sin krænkede Forfængelighed! Der har du ham med hans Retfærdighedsfølelse og hans Anklager mod Menneskene. Der har du jøden med det golde Had, som gør alting skævt, fordi det har sin Grund i en medfødt Krænkelse, der ikke kommer den sunde Menneskehed det fjerneste ved!

Ja, jeg hader ham og Had behøver ingen Grund. Had føder Had og skal mødes med Had. Han skal faa at se, at vi kan ogsaa!

Dette er mig i højeste Grad imod! Det er en Skændighed, som jeg aldrig nogensinde vil være med til. Jeg fortryder at jeg gav dig Lov til at tale frit. —

Aa det er modbydeligt! Hans Had skal hudflettes; men dit skal være Ret. Hans Smule Forfængelighed skal pidskes med Skorpioner; men din og min gaar fri! Aldrig nogensinde har jeg seet ham saa hadefuld, som jeg ser dig nu! Og det er en Mand, som har overøst dig med Velgerninger!

Djævelen giver os gerne den hele Verden, hvis vi vil falde ned og tilbede ham. Gud er neppe saa gavmild.

Tal ikke du om Djævelen! Det mest djævelske af alt, det er at røve et Menneske hans Ret i det Øjeblik han bliver født.

Min kære Henrik. Hjemløs er retsløs. Derved er intet at gøre. Og du skal komme til at se det: — hans gode Impulser skal gaa under i Forfængelighed. Hans Venskab skal dø i Had. Han skal saa uden at høste, fordi hans Frøkorn er goldt. Og mens han taler om Fred i Verden, skal hans eget Hus opløses og styrte i Grus!

Nok nok! Du kæmper med Boomeranger. Du skader kun dig selv. Du rammer ikke ham; men du rammer tusinde, som er uskyldige og som helt gaar op i det Folk, de tilhører.

Jeg taler ikke om dem og heller ikke om dem, som trofast holder ved deres Æt. Jeg taler om den hjemløse og løsrevne, som vil tilrive sig Magten og nu har jeg faaet Luft. Endelig har jeg faaet Luft! Jeg har ikke Lov til at tale saadan her, det ved jeg saa godt, saa godt; men det skal ogsaa være forbi nu. Jeg vil bort fra dette Hus, hvor jeg har mistet min Hæderlighed og min Tro paa Livet og min Sjæl!

Og jeg som havde haabet, at nu skulde vi rigtig være sammen. Maa jeg ikke køre med?

Ja, hvad siger du saa til, at om otte Dage rejser jeg igen, jeg skal lede et stort Hospital. — Jeg har faaet Ordre.

Men de otte Dage, Eli! Du maa finde lidt Tid til mig! Jeg er ogsaa syg. Jeg trænger ogsaa til dig. Det er sandt, blot jeg ser dig, synes jeg, jeg bliver et bedre Menneske. Jeg kommer ialtfald højere op og aander en renere Luft.

Det er Bjergene, som gør det! Jeg kan se mig saa glad paa dem, at jeg helt bliver borte. (viser mod Baggrunden)

Men vi andre Mennesker, vi bliver ikke borte for os selv, uden Hjælp. — Dig har Krigen gjort hel Eli; men mig har den slaaet istykker. Jeg er et Folk i Splid med mig selv. Der maa have været noget galt i Støbningen.

Jo, jeg synes, jeg har alle Menneskers Fejl — foruden mine egne! — Jeg forstaar bare ikke, hvorfor jeg har faaet det frygtelige Forraad af Kulde og Bitterhed. Det er sommetider nær ved at kvæle Livet for mig.

Ser du den store Aabning der imellem Klipperne. Den kaldes for „Solporten“. Det er et vidunderligt Øjeblik, naar Solen staar der urolig og skælver som et stort blussende Hjerte. — Da føler jeg, at Verden er levende, og at det ikke er muligt for nogen at slaa den ihjel. Det er ikke netop noget godt Hjerte! Det er lige saa grumt som Sfinksens! Sfinksen behøver ikke at bruge sine Klør, den sønderriver uden Had blot med sit rolige Blik. (Peger op mod Solen) Det er et vildt Hjerte; men til mig siger det altid: Op, op! videre frem!

Kan du huske, naar vi streifede om i gamle Dage og kom til et særligt smukt og hemmelighedsfuldt Sted, et Vildnis i Skoven eller en lille Ø med Siv og Fugle; saa syntes vi jo, der var dejligt; men jeg er vis paa du følte det samme som jeg, en Slags skjult Skuffelse. Der manglede noget! I Virkeligheden var der ingen Hemmelighed — vi kunde ialtfald ikke faa fat i den.

Det eneste man er vis paa at møde overalt, det er noget som mangler, tilsidst bliver det, det egentlige.

Netop derfor, Henrik! Jeg staar altid midt i den brændende Hemmelighed. Den Nat i Hospitalet, da det bragede og knitrede og flammede omkring mig og jeg pludselig stod under aaben Himmel og højt oppe saa den sorte Fjende brumme triumferende og veltilfreds bort, den Nat saa jeg Krigens Ansigt.

Ikke Djævelens, Henrik — Dæmonens! — Men netop i det Øjeblik følte jeg en guddommelig Tryghed. Der var et Hjerte i mit og ved siden af mit, som var renere og varmere end Solens og jeg var svøbt i et Lys, som var blødere og hvidere end Lyset.

Menneskene maa jo komme op over Verden. Ellers er der ingen Fred og Tilgivelse! (med et Smil) Det nytter ikke at skælde og smælde paa Verden, naar vi dog tilhører den. — Vi maa højere op! (Hun nikker og gaar)

Hvor er hun dog bleven vidunderlig! Der er noget fortryllende ved at have en Søster. Engang var hun saa munter og vittig. Og nu en Helt og Helgeninde!

For min Følelse er hun det, og det har en helt ny og ukendt Skønhed. Hvorledes kan du have hadske Tanker i hendes Nærhed? Jeg synes du maa forstaa, hvor lavt de ligger. — Det er Krigens Feberluft, som har angrebet dig.

Hun ligner sin Mor! Hun har i Virkeligheden intet med sin Far at gøre. Eli er venlig mod ham som mod enhver anden. Det er alt.

Hun har Ild og Vilje fra sin Far. De har Lov til at være stolte af deres Blod. Du ved lige saa godt som Stern og jeg, at de fleste af vore Landsmænd er træge og flove. — Gode Gud, hvor har jeg følt det bittert selv!

Forøvrigt har din Søster fundet sit Hjem, hun tror paa Gud! Jeg ved ikke, hvem der kan gøre hende det Kunststykke efter, og om hun er gal eller klog ved jeg heller ikke.

Krigens Feberluft siger du. Alt er Krig. Hele dette flydende, ynglende Liv faar kun Form og Fasthed gennem Kærlighed og Had, og den som ikke har et Hjem, den som ikke finder sin Plads paa Jorden, han er hjemfalden til Helvede, hvis han ikke naar op til Gud. Jeg for min Del er nødt til at nøje mig med Virkelighedens Luft!

Jeg vilde netop telegrafere til hende, at hun skal komme straks. Hvor er Telegrafstationen?

Hvis du vil besørge det for mig, skal du have Tak. Jeg glæder mig til at hun skal lære Eli at kende. — Forresten kan det lige saa godt vente til imorgen. (stikker Papiret til sig)

Dette vil sige, at du tager imod Tilbudet om at blive Fabriksbestyrer hos Luini.

Ja — og jeg maa ogsaa sende dem et Telegram, men jeg vil tale med — Stern først.

Ja, det er et glimrende Tilbud, de har gjort mig. Men der var forøvrigt en Ejendommelighed ved deres Brev, som jeg ikke er klar over. De kaldte mig haardnakket kun for Vendel og anførte „Stern“ blot som Adresse. I og for sig har jeg ikke noget imod det.

Da jeg forhandlede med dem forleden, mærkede jeg, at Navnet „Stern“ var noget af en Anstødssten. Jeg forklarede dem, hvordan Sagen hang sammen. De sagde: Men hvorfor vil Manden ikke bære sit eget gode danske Navn? Ja hvad skulde jeg svare? — Maaske kaldte jeg dig ogsaa selv Vendel igaar.

Det var min Hensigt at tale med Stern om dette. Derovre kaldte alle mig Vendel. Min Kæreste kunde bedre lide det. Og tilsidst hang „Stern“ bare bag paa i en tynd officiel Traad. Jeg havde saamænd næsten glemt det. — Jeg synes jeg har Ret og Pligt til at bære min egen Fars Navn, og Stern maa forstaa den Følelse. —

Det var nu min Mor, som syntes jeg skulde bære samme Navn som hun. Men forøvrigt er jeg enig med dig paa dette ene Punkt. Du ved, hvad min Far var for en Mand og hvad han har betydet for mig! Blot jeg var fri for det gemene, som er bleven blandet ind i Sagen: at Sterns Navn ikke er en Fordel, som før. Værst er det, at jeg ikke selv kan blive klar over, om det ikke ogsaa spiller en Rolle for mig. Det Hele opirrer mig ubeskriveligt.

Ogsaa mig. Men du vil gerne krænke ham og jeg holder af ham! — Jeg maa tale med ham, som jeg oprindelig havde tænkt, uden at berøre den Side af Sagen. Han maa forstaa, at jeg vil bære min Fars Navn, min Slægts Navn og intet andet. (man hører en Klokke ringe i Sterns Værelse. Raum gaar og lukker kun Døren halvt)

Nu skal jeg straks derind! — Læg saa Mærke til Stern, naar han taler om Armenieren. Det kan næppe slaa fejl, at han er henrykt. Senere skal du faa besynderligere Mænd at se. Folk fra den yderste Opløsning, som allerede er begyndt at luske omkring Huset. Mellem dem hører han hjemme, og den Dag vil komme, hvor han bliver nødt til at kaste sig i deres Arme. (Fra Sterns Værelse kommer en lille sortsmusket Mand, bukkende og takkende. Han har en Tegnebog i Haanden og presser et Bundt Pengesedler ned i den. Han taber nogle paa Gulvet. Henrik hjælper ham med at samle dem op)

Merci Monsieur. Merci. Oh denne Mand — comme le bon Dieu — denne Mand som man bagvasker — comme den gode Gud — Merci Monsieur. Merci! (ud)

Vi kan godt tale sammen nu. I Øjeblikket har jeg en Smule Fred. Lyng vil De saa læse den Korrektur igennem. (Kommer og sætter sig hos Henrik) Han rørte mig, denne stakkels Armenier. Du saa ham maaske? Det er forfærdeligt, hvad han fortæller. Hustruer skændet, smaa Børn dræbt, fem hundrede tusind Mennesker brændt, slagtet, myrdet ned. Han havde en Historie om en lille Pige, som kunde faa Stene til at græde. Hun saa sin Moder paa Bajonetten. (Han gyser og bedækker Ansigtet med sine Hænder)

At jeg skal gøre Forestillinger hos mine Forbindelser i Konstantinopel, hvor jeg desværre har boet to Aar og kender alle Morderne. Han tror det nytter! — Haabløst. Men det er umuligt at sige nej og jeg har allerede skrevet. Du skulde have hørt ham. Ja, det er en Verden! — Det er en Verden!

Det er smukt af dig (med et prøvende Blik) og det er jo ogsaa smigrende for dig!

Vil du tænke dig den stakkels Fyr var saa slet udstyret med Penge, at han var halvdød af Sult og han var udsendt af en Komité, hvori der sidder allermindst ti Millionærer! — Hvilket Syn denne arme forsultne Diable fra Ulykkens Land, og de ti fede halvsprængte Pengesække! — En af dem er den Usling Steinthal, som hører til mine værste Hadere, og sikkert kommer til at ende i Tugthuset. En anden er min Fætter Julius i København, den Clovn! Han er saa gerrig, at han aldrig kører med andet end Sporvogn og principielt altid tager „Omstigningsbillet“ — selv om han ikke har Brug for Omstigning, blot for at faa saa meget som muligt for Pengene. (Han ler) Min gode Raum! Vi skal have to Kopper ekstra stærk Kaffe. (gnider sig i Hænderne)

Pauvre Diable! Ja, det er en Verden! Den sølle Stymper vilde partout kysse mine Hænder og raabte op som til et Folkemøde: Eksellence! De er den eneste Retfærdige. Kun De kan hjælpe os! Som om det kunde nytte at skrive til de Herrer Mordere — der forøvrigt hører til de behageligste Mennesker, jeg har truffet. Bete! Hæhæ! Han tror, at det nytter, Kvajet! Jeg vil imidlertid, at min Samvittighed skal være ren paa det Punkt! — Men unægtelig vilde det være mere agreabelt hvis Folk vilde lade være at plage mig.

Aa, jeg kvæles i denne Ensomhed mellem disse horrible Bjerge. Paris, Paris! Sommetider længes jeg endogsaa efter min Barndoms København; men jeg kommer aldrig til at gense Danmark. Jeg skulde have vist dig mit chateau i Bretagne nu og mit hotel i Faubourg Saint Germain.

Naa, nu maa vi jo prøve at lære hinanden at kende igen og faa det Bedste ud af det. Her skal du faa en Cigar, som du vanskelig finder Magen til. (De tænder) Jeg havde egentlig ventet, at du var kommen her som gift Mand. Har du gjort det forbi?

Hjertet er dog flygtigt og Havet er stort. Men din Trofasthed er altsaa tusind Mile lang.

Tilgiv mig. Jeg er nu engang bleven gammel og har svært ved at tage de Ting saa alvorligt som man skal. Jeg forstaar, at man sender Skibe til Amerika efter Kaffe, saasom det Træ ikke gror i denne Verdensdel. Men af Kvinder findes dog sikkert henved hundrede Millioner dertil egnede i Europien!

Naa undskyld mig! — Det er jo en Følelsessag og charmant og vemodigt saa længe det varer. (Han ser bedrøvet frem for sig)

Ak ja. Du er ung og jeg er gammel! Alle Slør er sønderrevne for mig og jeg ser kun Virkeligheden. Det gode er de flygtige Smaablomster; men Livets Rod er ond!

Jeg venter kun paa at kunne byde Mary en Eksistens, og det gaar hurtigere end jeg havde turdet haabe. Du kender Luini.

Jeg tror nok du vil forstaa, at jeg ikke gerne vil have, at min Slægts gamle Navn skal forsvinde.

Jeg har derfor kaldt mig Vendel Stern, som det jo ogsaa oprindelig var Meningen. Du kan ikke have noget at indvende mod det? — Jeg synes jeg skylder min Slægt det.

Jeg syntes vi skulde komme paa det Rene med Tingen. Dette Brev, jeg fik igaar — Maaske var det en Fejltagelse; men —

I og for sig synes jeg jo det er naturligt — det er jo dog mit virkelige Navn!

Jeg havde ikke tænkt at nævne den Ting. Jeg ved slet ikke, hvad de har imod —

Hellere en anden Gang — Jeg har ikke Tid nu — (Til Raum, som kommer med Kaffen) Raum sæt min Kaffe ind —

Jeg bar mig klodset ad. Jeg kom til at sige det, som jeg ikke vilde sige. Men han maa jo dog kunne forstaa mig! Jeg har jo dog Ret til mit eget Navn. Min egen Fars Navn! Bare jeg ikke havde været saa klodset.

Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg har taget min Beslutning. Vil du besørge Svaret til Luini. — Aa bare Eli dog var her. (Skriver og rækker Papiret til Aksel) Det ender med at jeg ogsaa kommer til at hade ham. Det koger i mig, siger jeg dig.

Det er jo dog for naragtigt at ville paatvinge et Menneske sit Navn. Hvis han sætter den Mine op engang til, skal jeg sige ham Sandheden, saa den svider i hans Øjne! — Denne utaalelige Forurettethed! — Armenieren! — Hahaha. „Ekscellence. De er den eneste Retfærdige“! Hahaha — Jerusalems Skomager! —

Saa. Nu begynder jeg ogsaa! — Men du skal ikke smitte mig! — Regn ikke med hvad jeg sagde. Jeg ber dig! Glem det! Det var jo min egen Skyld ogsaa! Hvad du sagde om Armenieren passede nu heller ikke helt. Der var kun en Fjerdedel sandt. Aah — — Jeg har sommetider et Raseri i mig, som jeg ikke forstaar! Det skærer mig selv i Sjælen. Det er jo skændigt af mig at bagtale ham! og skændigt af dig, at hidse mig! (Han iler opad Trappen og gaar ind)

(kaster et Blik paa Korrekturen, som han bar i Haanden og læser med et Smil, idet han gaar til sit Værelse)

Det er de to med Blikket og „det eftertænksomme Ben“. De gav mig dette Papir.

Hvad for et Papir? (Tager det, ser paa det og leverer det tilbage) Jeg vil ikke have noget med det Papir at gøre! Jeg vil ikke se de Mennesker for mine Øjne. Og hør nu her Raum! Det er hændt engang, at Sekretæren har hjulpet en Flygtning til Fronten. — Hvis det sker igen, skal han meldes, saa Politiet kan transportere dem begge to bort! — Vi leger ikke Krig her i Huset.

(Under dette er de to Mænd kommen ud af Venteværelset og staar lige overfor Stern)

„Ham“. Jeg kender ikke „ham“ og vil ikke kende „ham“ og vil De forsvinde hurtigst muligt med Deres „ham“.

Imbecile! Det er umuligt at gøre alle rige; men det er let at gøre alle fattige.

De har selv forberedt den store Tid, som skal komme. Nu skal det være Alvor med Revolutionen.

Gaa hjem og faa Patte hos Deres Mor, mit stakkels Barn. Og kom tilbage, naar De har lært at knappe Deres Bukser, saa kan vi tales ved, om den store Tid.

Mit Barn! Faa ikke en gammel Mand til at græde; men prøv paa at blive et skikkeligt Menneske og vogt Dem for den gamle Ahasverus der! (Slaar Døren haardt i bag sig)

Han har for længe spist Millionærmad! Han skal vogte sig, at hans eget Hoved ikke kommer til at springe!

Er du skuffet, saa har han Ret, saa er du endnu ikke tør bag Ørene, Pattegris! (Stavrer mod Baggrunden, fulgt af den unge)

Fru Sterns Dagligstue. Et Flygel tilhøjre. Sofa, Bord, Stole tilvenstre. Dør paa begge Sider. I Baggrunden staar store Vinduer og en bred Glasdør aabne til en Balkon. Man ser Søen og de fjerne Bjerge.

(sidder i Morgenkjole og lægger Kabale. Hun ryger en stor Cigar, som hænger i hendes ene Mundvig. Hun nynner alt imens: „I bie mig vel“. — Hun lægger op til en ny Kabale. Stanser midt i det og synger højere: „I bie mig vel“. Hun støtter Hovedet i Hænderne, græder et Øjeblik og nynner igen. — Det banker — Hun tager hurtig Cigaren ud af Munden og skjuler den i den hule Haand)

Aa er det dig, min Dreng. Nej hvor kan du tro. (Tager Cigaren frem) Jeg blev skam helt bange — aa ikke for nogenting — Stern kan bare ikke lide, at jeg ryger Cigar. — (Stikker den i Munden) Du kan maaske heller ikke lide det? (Tager den prøvende ud af Munden)

Det kan ogsaa godt være det samme. (Kaster Cigaren i Kaminen, skønt Henrik gør en afværgende Bevægelse) Men du skal da ryge, min Dreng! (Tørrer hastigt sine Øjne og lægger Kabale)

Nej — Hvor er her dog dejligt — og hvor det gør rolig at se! — De fjerne Bjerge af Staal og Sølv og alligevel saa luftige som om de svævede. Og den straalende stærke og dybe Sø! Ikke sandt, Mor?

Der bagved Bjergene gaar Mordmaskinen Dag og Nat! Dag og Nat, og Menneskebølgerne vælter mod hinanden med blodigt Skum. Og her — denne Fred over al Forstand! Ja er her da ikke dejligt?

Ingenting. — Jeg er bare kommen til at længes saadan efter en Rugmark med Kornblomster og Valmuer idag. — (nynner ganske sagte) I bie mig vel! Der er da dejligt hjemme ogsaa! Jeg synes Livet var saa underlig naturligt i Doktorboligen hos Far og Mor.

De smaa gamle Bondehaver er da ogsaa rare, hvor man næsten sad fast i Frodigheden mellem Æbler og Ribs og Blomster. Jeg kan saamænd godt længes efter en Tørvemose og en Mødding bag Huset med Kyllinger. Og Træskotrin paa Vejen! — Skønt det da ikke er noget særlig kønt. Synes du ikke der er noget saa levende ved alting hjemme. De lave lange Huse med Straatagene, som saadan nogle rare, gamle lodne Dyr. — (nynner) I bie mig vel! — Vi havde det egentlig vidunderlig godt de Aar, vi boede hos Far og Mor vi to — efter Vendels Død. Kan du huske (nynner) I bie mig vel.

Jeg ved ikke, hvad det er med den Sang? (Tørrer Øjnene) Kan du ikke hjælpe mig at komme paa Ordene. — I bie mig vel. Det er Omkvædet.

Jeg husker paa en Maade bedre Tiden, før Far døde. Jeg husker jeg red paa hans Knæ og holdt i hans lange Knebelsbarter som Tømme. Var han ikke meget mild?

Ja — det gaar i Orden. Jeg har en saa levende Følelse af, at han var netop, hvad man kalder et godt Menneske.

Det var det sidste Ord, han sagde til mig paa sit Dødsleje: Bliv et godt Menneske, min Dreng. — Det har gjort et saa mærkelig dybt Indtryk paa mig. — Maaske fordi det falder mig saa svært.

Du er da god nok Henrik. Naa men jeg er glad over, at det gaar i Orden med Firmaet. Saa kommer Mary da herover?

Stern vrængede engang af det, da jeg fortalte ham det. „Hvad er det for noget, et godt Menneske,“ sagde han. Ja jeg kunde jo ikke svare. Det er underlig med saadan et Ord, som ikke er dybsindigt — alligevel virker det saa dybt. Har du endnu nogen Tro, Mor?

Jeg ved knap nok, Henrik. Jeg holder af de gamle Sange fra Barndommen. — De gør mig sommetider godt.

Du maa synge dem for mig engang. — Inden i mig er der bestandig noget, der vrænger ad det milde og troende og Drømmeriet, som jeg har fra Far og fra dig vel med. Det er vel Sterns Indflydelse, hans Skarpsyn og hans Menneskeforagt! Jeg føler den som noget fremmed, der har skaaret sig ind i mig. Det er en evig Strid mellem Tro og Tvivl. Jeg er som de to Røvere paa hver sin Side af den Korsfæstede. Kunde de komme til, saa dolkede de hinanden.

Nu synes jeg, du er for haard mod Stern. — Eli, som er saa uenig med ham, siger at han har lært hende meget.

Er jeg haard mod ham? — Nej. Jeg tror egentlig du er meget haardere. Jeg forstaar godt, at han er bleven som han er. Det er en grusom Ubillighed, at det som er Ret for andre ikke er Ret for ham, at enhver Ting, som han gør, bliver værre, fordi det er ham! Altid er der et Plus til det gale og altid et Minus fra det gode! Det oprører mig! Du maa tro, det har gjort mig bittert ondt, at jeg er kommen til at krænke ham.

Igaar kunde jeg slet ikke være ked af nogen Ting, saa jeg bar mig nok temmelig galt ad. Men jeg vilde jo gerne, at der skulde være lidt Fred i Huset. Ogsaa for Tjenestefolkenes Skyld!

Jeg vil gerne være venlig. Han har altid været det mod mig. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare ham det, for det bliver jeg nødt til.

Jeg kan jo forstaa, at ikke alting er helt godt her i Huset. Skulde jeg nu blot gøre det værre for dig?

Aa jeg har saamænd ingen saadan Grund til at klage. — Jeg har det egentlig rigtig godt. Stern er jo saa — du ved, der er jo ikke noget hyggeligt ved ham. Han kan ikke saadan smaavrøvle som vi andre og have det rart — det er bare store Ting; men han er jo saa umaadelig klog. Og der er da ogsaa en Masse godt ved ham.

Aa vi har jo Gerda og Eli er jo sød imod mig og saa holder han jo saa meget af dig! Og det er jo da ogsaa noget at være Fru Stern forstaar du, og jeg har det jo rigeligt og godt. Naar han bare vilde tage mig med ud i Selskab.

Sjelden og nødigt! Hvad tror du han regner os Kvinder for? Han har ikke Brug for noget Hjem. Han skal have en Scene og et Publikum. (ler med en brutal Latter) Han synes vist egentlig, han er en altfor stor Mand til at være gift! Naar han kommer ind i Salen, forstaar du. „Her kommer den store Stern!“ Det passer ham ikke at have Kællingen under Armen.

Aaja hvad. Du forstaar sommetider — saa kommer jeg jo ud og saa er det morsomt, saa er jeg jo Fru Stern. Og nu da du er kommen saa bliver det nok altsammen bedre. —

Jeg er bange for at det bliver værre. Jeg er bange for, at det bliver rent galt. Jeg har allerede talt med ham og det gik ikke godt.

Der er slet ikke noget men — Henrik — Tal bare ikke om det og vær venlig — saa gaar det Hele. Du maa endelig ikke bryde dig om hvad jeg siger — Jeg har det saamænd rigtig godt, som jeg har det. Saa for min Skyld —

Jeg forsikrer dig, at du er det eneste Menneske i Verden han bryder sig om. — Du kan faa ham aldeles som du vil. Han holder forfærdelig meget af dig.

Lad os dog ikke tale mere om det. Hvorfor ryger du ikke? Jeg skal ikke ryge mere. Jeg kan se, at du ikke kan lide det. — Jeg skal i det Hele taget gøre mit Bedste.

Jo jeg forstaar det saa godt. (Kort Tavshed) Bare jeg kunde komme paa den Sang. Der er Omkvæd efter hvert Vers — — I bie mig vel! (gaar til Pianoet, slaar en Akkord an, spiller og synger; men denne Gang anstrengt, uden Stemning) I bie mig vel!

Vil du stryge det helt. Aa det maa du ikke, Henrik. Vi bliver saa fortvivlede. — Hvorfor i Alverden — nu har du heddet det i tyve Aar.

Du vilde det selv, Henrik. — Det var dig selv. Vi spurgte. Du var saa glad for det.

For en død Mands Skyld vil du nu gøre os allesammen ulykkelige. Jo vi bliver ulykkelige. Jeg er dog et levende Menneske; men det bryder du dig ikke om.

Jeg kan ikke forstaa, at du kan tage dig det saa nær. — Græd nu ikke Mor! Lad os tale roligt om det. — Det er en Beslutning, som langsomt er modnet. — Jeg har i de sidste Aar aldrig kunnet skrive til ham af den Grund. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde kalde ham. En Dreng kan bruge Ordet Far. En voksen Mand ved, hvad det er værd.

Hvis du vidste, hvad jeg har maattet lide, fordi du aldrig skrev til ham og bare til mig. Han troede, at det var mig, som ikke undte ham dig. Hver Gang jeg fik Brev, var der et Helvede.

Saa maa vi jo faa den Sag klaret, og hvis du ikke kan forstaa min Følelse, saa maa du forstaa den rene Fornuft. Det gælder den Stilling, jeg nu kan faa.

Han er ikke min Far og hver Gang du kalder ham det, skal jeg krænke ham og hver Gang han kalder sig det selv, skal jeg krænke ham. Jeg skal faa det Ord til at dø paa jeres Læber.

I ti Aar kaldte du ham det hver Dag og hvordan har han ikke været imod dig! Hvilken Far kunde være som han. — Gør os ikke ulykkelige. Lad det være som før. Behold hans Navn og kald ham Far.

Du skal ikke stjæle Retten fra en død Mand. Fordi du er troløs mod hans Minde, skal jeg ikke være det. Hvis min Far er en død Mand, saa bliver han dog ved i al Evighed at være min Far!

Og min Far da? — Hvad han? — Du begriber ikke, hvad det betyder — Derfor tror du, du kan sige det. Tag det i dig igen!

Ved du hvad du gør. Du myrder en død Mand! — Du myrder ogsaa mig! (vil ud, men vender sig i Døren og kommer tilbage)

Hvordan er det muligt? Aah — Løgn, Løgn, Løgn! Hvordan — aa det er jo umuligt!

Du kendte ham jo ikke. Aa jeg bliver gal. — Han kom jo først ti Aar efter til Landet.

Et Besøg — jeg! — Hvad — Fjorten Dage! — Otte Dage! — en Dag! Hvad? — nok til mig!

Han var som en Konge imellem os og alle forgudede ham. Henrik — Ingen kunde modstaa ham.

Aa det er modbydeligt. Over al Forstand væmmeligt — Og han — min — hvad skal jeg kalde ham — den anden, som ikke — som ikke længer kommer mig ved. Han — som I bedrog — vidste han det?

Mer! Mer! — Du store Gud! — Ulykkelige Mand, som spildte sin Kærlighed paa en Skifting!

Aa tænk ikke paa ham Henrik — tænk ikke paa ham! Jaja jeg ved godt, Skylden er min, men han var ikke det Ideal, som du tror, Henrik — Det maa du ikke tro længere — for din egen Skyld. —

Ja ja. Sandheden. Den hadefulde Sandhed som om han var levende. Eller bedre endnu, som om han var død! Den eneste som holdt af ham var jeg og det er forbi. Farvel med ham! Aa det er jo Vanvid!

Han var god mod dig, det nægter jeg ikke; det var han; men han var en svag og uselvstændig Mand, Henrik — saa paavirkelig — Stern kaldte ham altid „den ædle Lirekasse“.

Gjorde Stern? Haha! Det gør godt at høre, hvad Stern kaldte ham! Aah det er skønt. — At du vover!

Det var ialtfald Vendels Ideal at komme til at ligne Stern i Et og Alt. Det er for din Skyld jeg siger det, Henrik. — Han drak ogsaa.

Aa Gud i Himlen. Slaa ham bare i Ansigtet. Jeg slaar med! Spyt bare paa ham! Jeg spytter med! Myrd ham bare ned Tomme for Tomme. Aldrig var nogen saa død som han! Saa lad os danse paa hans Grav, Du og Stern og jeg! (atter mod Døren; men vender tilbage) Hvad var det du sagde? Han var paavirkelig, sagde du, ikke sandt? Det er jeg ogsaa! Det har jeg jo fra ham. — Fra ham? — Hahaha. Haahaahaa — (Han bryder sammen i Hulken)

Ja. Javel! — Jeg snakker sort! Men jeg da! Hvem er jeg! Hvad har du gjort mig til? — Er jeg — en — Aa. — Nu forstaar jeg det altsammen. Nu forstaar jeg, at jeg foragter mig selv helt ind til Marven! Og jeg væmmes ved mit eget Legeme og jeg hader min egen Sjæl! — Det er godt, ikke? Det er godt at være Menneske paa den Maade? Jeg takker dig Gud, som har forraadt mig og knust mig i det Øjeblik, jeg blev født.

Jeg gaar istykker forstaar du. Hvad er jeg for En. Er der ikke En, der vil slaa mig ihjel? — Ja. — Farvel!

Altsammen! Nu har du faaet din Vilje, som du har pint mig med — i tyve lange Aar! — Og nu hader han os begge — det har du fortjent!

Aa Gud i Himlen hvor er jeg ulykkelig — Aa hele vort Liv! hele vort Liv! min arme Dreng! (springer op) Henrik!

Fred! Dette er Vold, dette er Had, dette er Krig. Inden i mig stod der to med Kniv mod hinanden. Altid! Men nu er de enige. Forstaar du — nu har de Fred.

Ogsaa han! — Min Søn! Jeg skal da ikke spares for noget! — Det er dig, jeg kan takke for dette!

Henrik. Henrik! Henrik — Aa han hører ikke. — Han flygter fra sin Mor — — Han flygter for sin Mor — Aa Gud i Himlen, hvor er jeg ulykkelig — Min arme Dreng! (Hun synker sammen)

I Gaarden. Morgenen nærmer sig; men der er endnu Stjerner paa Himlen og Bjergene staar i Maaneklarhed. Den store Buelampe ved Trappen er tændt. Det banker paa Porten. Aksel kommer fra sit Værelse og aabner den. Professor Lyng træder ind. De gaar frem mod Forgrunden, saa de kommer ind i Lyset.

Ja det er en underlig Tid, jeg kommer paa, Aksel; men jeg saa, at der var Lys hos dig, og havde du sovet, saa havde jeg nok vækket dig alligevel.

Jeg har ikke været iseng inat. Her er skeet noget alvorligt. Henrik har forladt Huset og er ikke kommen tilbage.

Vi har hørt det. Vi rejste nemlig ikke til Byen, men gjorde en Udflugt og tog saa ind paa Hotellet hernede. Er du alvorlig bekymret?

Ja lad os haabe det! Naa, men Mor og jeg har altsaa besluttet os til at gaa til Byen istedetfor at køre. Apostlenes Heste har godt af at blive rørt engang igen. Derfor er vi saa tidligt paafærde. Og hvad jeg vilde spørge dig om er dette: Har du ikke Lyst til at følge med os hjem?

Endnu om tre Dage kan du træffe os i Geneve paa vort lille Hotel, som du kender. Og saa haaber jeg bestemt at du kommer, for dette her er jo ikke rigtig godt. Synes du vel?

Jeg mærker jo, hvordan det er fat — og det er ikke rigtig godt, synes jeg, at du gaar her og hader en Mand, naar du er i hans Brød og dog faktisk har al mulig Grund til at takke ham. Vel? Det er ikke rigtig „reggederligt“.

Jeg har tænkt en Del over Sagen igaar og inat. Og det er jo dig, som er paa den gale Side. Det maa du jo se; men nu er det saadan fat med mig, at jeg synes ogsaa jeg har Skyld.

Jo dette hjemløse, som du finder ved ham, — det at han ikke har noget Samfund i Ryggen, og det er jo en stor Ulykke, det kendetegner jo paa en Maade ogsaa dig selv. Jeg tror Barndommen betyder uhyre meget. Det at vokse op i Forstaaelse med Naturen og Menneskene, det er det egentlige gode Grundlag for Livet; men jeg er bange for, at du har faaet en Splint i Øjet i en Tid, hvor man helst skal se venligt og klart. — Jeg er glad over, at du hører saa sagtmodigt paa mig.

Jeg er saa fortvivlet, Onkel Ejnar. Jeg er bange for, at det er min Skyld, at det er gaaet galt med Henrik paa en eller anden Maade.

Lad os nu haabe det bedste. Hvad jeg bebrejder mig selv er, at jeg ikke tog dig i Huset, da din Far døde. Vi var rigtignok seks i tre smaa Værelser; men man siger jo, at hvor der er Hjerterum er der ogsaa Husrum, saa det maa vel være Hjerterummet, det har knebet med, og det er jeg ikke videre stolt af.

Saa sees vi altsaa i Geneve og prøv nu paa at komme herfra paa en „reggederlig“ Maade i Venlighed og Mindelighed, for dette Hus er jo dog hans Hjem.

Du maa jo forstaa, at der er Krigsluft i dette og engang maa vi dog hitte frem til den gode Menneskelighed. Naar de, du har seet dig ilter paa, sætter deres Rigdom og Stolthed ind paa at genoprette deres Land, vil det maaske lyse. — Vi maa alle blive bedre Mennesker Aksel.

Jeg synes der kom nogen. (Lytter) Nej. Det er forfærdeligt, hvis jeg har nogen Skyld i dette. — (gaar op og ned i Angst) Vi fægter Allesammen i Blinde og rammer den, som vi ikke vil. Jeg er naturligvis ogsaa selv en Røver, som er faldet mellem Røvere.

Røvere og Røvere, det er nu saa strengt! — Selv kan jeg jo ikke saadan med Stern. Vi er stemt i forskellig Tonart, og det tager jo paa Nerverne. Havde han bare ligget paa Bleg et lille hundred Aar ved Øresund, saa havde han saamænd været lige saa god eller daarlig som vi andre. Men som han er, saa er han jo dog en mærkelig Mand. Jeg har gaaet og seet paa, hvad han har lavet her. Igaaraftes var vi paa Broen over Kløften — Jo, den bliver selv om Krigen har sprængt alle de andre og kan du ikke se, at der alligevel er en Drøm i den. — Det bilder jeg mig da ind — en fin Drøm fra et skjult Sted i hans Hjerte: om at binde sammen! En Bro er det jo ialtfald og han har skænket den. Ja jeg ved, hvad du tænker: Forfængelighed! men jeg er nu gammeldags og hvor jeg møder det Gode lader jeg det gælde. Det værste ved Livet er, at Djævelen altid er paa Spil og gerne lister sig til at sætte sin Signatur paa de gode Gerninger ogsaa. Men jeg vil ikke lade mig narre af den Skelm. Jeg lader det gode gælde, saa længe som muligt, ellers saa det altfor sort ud i denne sørgelige Verden.

Ja det blev et helt Foredrag. Jeg har da ogsaa indstuderet det grundigt, kan du tro.

Naa, nu siger jeg dig Farvel og paa Gensyn. Det lysner allerede, saa Mor venter mig for at gaa.

Ja det lysner Gud ske Lov. Saa stiger ogsaa Modet. Farvel Onkel og Tak og paa Gensyn. (Følger ham ud og vender straks efter tilbage.)

Det bilder De Dem jo ogsaa ind, at De er. Naa. Sig mig, om der blev sagt noget igaaraftes? Var de vrede over, at jeg ikke kom hjem?

Naa? Ja, jeg gaar iseng. — De kan tro jeg har haft det storartet! — Ih du gode Gud, hvad har jeg ikke oplevet. Jeg har set døde Mænd ligge i hele Bunker i Maaneskin. Frygtelig uhyggeligt! Jeg synes Krigen er storartet og vældig sjov er den ogsaa. Bare den ikke holder op!

Jeg rejser imorgen efter Frokost igen. — Vi gifter os nemlig. De ved, han, Jenkins, Millionæren og jeg.

Aa jeg synes nu ikke De har faaet tilstrækkeligt, for De er da dydig. Ikke? — Ved De hvad jeg engang har seet. Jeg har seet en Moralist i bar Skjorte. Det var et kønt Syn! Godnat!

Jeg beklager, at jeg ikke rigtig kan kappes med Dem i Vid netop nu. Der er skeet alvorlige Ting her i Huset. Deres Mor er syg og Deres Far i det sorteste Humør. Han har faaet et Anfald af sin gamle Galdestenslidelse.

Deres Bror kom hjem iforgaars; men han gik bort i Gaar Middags og har ikke vist sig senere. Der har De Grunden til Husets særlige „Kedelighed“.

Vi maa jo haabe, at han kommer. Han vilde gaa en Tur, siges der, og har saa maaske besluttet sig til at overnatte et eller andet Sted.

Ja, det er et forfærdelig kedeligt Hus! Og Papa i frygteligt Humør! Saa gaar jeg. Jeg bliver nødt til at faa et Automobil.

Men skal jeg da ikke sige noget til Deres Forældre? Deres Mand. Hvad hedder han? Kommer De ikke med ham og forestiller ham?

Det er ikke netop min Bestilling at tage Vare paa Deres Papas ulykkelige Privatliv. Men jeg synes alligevel, at dette er et temmelig stivt Stykke!

Det kan jeg da ikke gøre ved, at han hader Papa. Alle Mennesker hader jo hinanden. Det maa Papa virkelig kunne forstaa. Han vil jo, at alle Mennesker skal være sig selv og det kan De tro Jenkins er. Uf! De er da ogsaa Verdens kedeligste Menneske! I skulde være henrykte over, at jeg overhovedet kommer her og De har ikke engang ønsket mig til Lykke.

Hm. Hvis en Moralist nu hviskede Deres stakkels ulykkelige Mand noget i Øret. Hvad saa?

Jeg tror Moralisten vilde faa et Par paa Torsken. Min Mand er nemlig en Gentleman, skal jeg sige Dem.

Uf jeg ærgrer mig! Jeg havde glædet mig saadan til at fortælle om alt muligt, og jeg havde de dejligste Presenter med til jer allesammen! Pikkelhuer og Granatstumper! Nu er det Hele spoleret. — Til Dem har jeg en giftig Gasmaske! Den skal De faa! (vil aabne sin Taske)

Jeg kalder og kalder! men ikke et Menneske bryder sig om det! (Han kommer frem i Døren) Naa er det Dem?

Det er saamænd ligemeget. Gamle Mænd bliver syge. Det hører til. (Han sætter sig. Ser spørgende paa Aksel) Naa?

Forhaabentlig er han bleven forsinket paa en eller anden Maade og har taget Natteophold undervejs.

Men før jeg gaar, vilde jeg gerne vide, om Doktoren kan give mig nogenslags Oplysninger til Vejledning?

Fru Stern ved intetsomhelst til Forklaring; men tror ikke desto mindre det værste.

Nej. Der har været — der var været en ubetydelig Divergens — men aldrig i Verden det! — Som Dreng var Henrik sommetider trodsig. Han har svært ved at bøje sin Vilje. Engang forlod han Huset, blev borte om Natten. Næste Dag fandt vi ham paa et Hotel ved Kysten. Jeg tænker dette er noget lignende.

Han siger, at Ingeniøren kommer om et Øjeblik. Han mødte ham paa Vejen lige herhenne og spurgte om han vilde køre med; men han vilde gaa. Han led af Hovedpine, sagde han.

Tak! Jeg kan selv. (Han gaar til sit Værelse. Vender sig flere Gange om for at se mod Porten, bliver et Øjeblik staaende i Døren og venter. Der bankes. Henrik kommer tilsyne. Først da gaar Stern ind)

Jeg havde Hovedpine. Jeg kan ikke blive af med den. Kan du skaffe mig noget — Jeg kan ikke huske, hvad det hedder. Jeg er søvnløs. Det er mig umuligt at sove og jeg maa sove. — Veronal!

Ja ja. Men skaf mig det straks, siger jeg, hvis du kan. Jeg vil sove. — Det maa være stærkt, ellers nytter det ikke.

Jeg skal forhøre om der er noget i Husapotheket. — Men Henrik! — Du maa være forsigtig.

Du har det med at passe paa dine Medmennesker! Tror du ikke jeg er voksen? Tror du ikke jeg ved, hvor meget jeg kan taale.

Ja „gaa, gaa“. Men Ingeniøren maa love mig ikke at sige noget til Doktoren. (aander ud) Naa, det var da godt, at De kom, før jeg tog afsted. Saa har jeg ikke det paa Samvittigheden. Jeg skulde været ud at lede.

Wenn das Vaterland ruft, muss man ja gehen. Habe ja kein Grund zu leben. Habe auch nichts anderes zu geben. Drei Söhne schon gefallen. Das Töchterlein vor Kummer gestorben. Die ganz Kleinen schreien vor Hunger. — Leben Sie recht wohl, Herr Stern.

Aa, det er der altid nogen, der ordner. Jeg skal sammen med en hel Flok. Lutter lustige Gesellen. Man bliver ung igen! Man faar Lov til at strække Benene og skal ikke sidde og støve til i Krogen. De siger, det er ikke saa farligt i Krigen, som man tror. De fleste lever! Ja mir ist’s ganz egal!

Ja, nu skal det store Slag staa, siger de. Spørg De bare Sekretæren. Han kender til det hos dem paa den anden Side. Sender Flygtninge over Grænsen og Frivillige. Sommetider flyver de til Fronten.

Ja natürlich. Ganz Recht! Ja skulde jeg komme til at staa overfor Ingeniøren, saa skal jeg da skyde i Luften, for jeg har haft gode Dage her i Huset, hos Doktoren og hans Familie.

Skyd bare, Raum, og hver Gang De ser en hjemløs Mand, saa sigt godt, for hvis de ikke er de værste, saa har de det værst!

Ja Farvel, Herr Sekretær. Og Tak for mig. Jeg skilles i Venskab fra alle. Das Mädchen wird wohl nicht mehr schimpfen und dann ist alles gut. — Herzlichen Gruss til Herr Doktoren og Fruen og Frøkenerne. Gott mit Euch Herr Ingeniør Stern!

Vil den gamle Mand endelig dø, saa lad ham! Men gaa nu iseng, Henrik! Gaa iseng! Din Søster kommer med Veronal. Hun vaagede hos din Mor. Gaa blot iseng og hvil dig.

Jeg vil tale med Eli. — Jeg trænger ikke til at hvile. Jeg vil afsted og du skal hjælpe mig.

Det er godt, at der er et Sted, hvor Mænd kan slaa hinanden ærligt ihjel! Hvor det letter at tage sin Beslutning! Jeg er lysvaagen nu. Ingen Hovedpine, det letter som naar Solen staar op.

Det kan gerne være; men du er min Ven! Hvad vil du i dette modbydelige Myrderi? Jeg er til Væmmelse træt af denne Krig. Ikke en Draabe Blod mere vil jeg være med til at spilde! Ikke en Vens ialtfald! Ikke en Vens! Alle er udpinte, skælvende, trætte til Døden. Hvad vil du dog der, Menneske?

Jeg besværger dig! Gør det ikke. Ligegyldigt, hvad jeg har sagt før. Det Hele er Vanvid! Jeg kan ikke holde Illusionen ved Lige. Jeg ved for meget. Vi staar midt i Menneskehedens Fallit. Red sig, enhver som kan.

Hvis Menneskeheden er fallit, hvorfor skal jeg saa redde mig. — Jeg redder mig selv ved at gaa med.

Tal ikke saadan! Efter alle disse Aars Erfaring! Ikke engang de Gale vil melde sig frivilligt nu!

Saa forund mig den Ære at være den sidste Gale! og er du min Ven, saa hjælper du mig!

Hvad ved du om mine Lidenskaber? Maaske har jeg ti som alle driver mig derhen. Maaske har jeg en Lidenskab for Ret og Sandhed, — — maaske har jeg en Lidenskab for at dø — (blusser op) Maaske har jeg en Lidenskab for at slaa ihjel? — Hvor skal jeg ellers finde nogen at slaa ihjel? Skal jeg slaa dig ihjel? Skal jeg slaa min Far ihjel? Skal jeg — Pin mig nu ikke længere!

Jeg forstaar, at det ikke nytter at overtale dig. — Jeg skal skrive dig et Brev til en Mand i Genf, som du kan henvende dig til. Han ved det fornødne. Jeg maa saa bede dig om dine Data.

Store Gud! Nu forstaar jeg! (lidt efter) Men din Kæreste Menneske! — Du venter hende jo — din Forlovede kommer herover.

Jeg skal telegrafere, og skrive. Jeg bliver en anden for hende nu. (ser paa ham)

Hun er ogsaa bleven en anden for mig. — Aa nej, det var allerede forbi! Han har bestandig Ret, bestandig Ret. Det var kun flygtige Blomster! — Og hvad siger du? Jeg maa jo være en anden for dig ogsaa! Ja mig er det ligegyldigt!

Aa Henrik! Du er min eneste Ven. Den eneste jeg har holdt af fra Barndommen og op gennem Livet. Du var den bedste, den fineste og mest forstaaende. Hvor kan du tro, at det kan forandres? — Det er maaske bare mig, der er bleven vanvittig. Glem alt, hvad jeg har sagt? Alt! Alt!

Ja nu er du rørt. Men jeg er bleven en anden for mig selv og det er ikke rørende! Men jeg skal vise jer, at jeg er lige saa god, som I andre! Gaa saa og skriv det Brev, saa skal du have Tak!

Ikke flere Ord. Jeg har det godt nu. Jeg tror aldrig, jeg har haft det saa godt. (Han sætter sig) Jeg er saa dejligt hel og haard.

Jeg tror han var knust indvendigt; men dette har underligt nok bygget ham op igen. Jeg har lovet ham at skrive et Brev, jeg kunde ikke andet. (Han gaar)

Jeg drømte, at jeg var død og du var hos mig. Du stod med en vild Rosengren i Haanden. Jeg gik baglæns bort fra Jorden og dine Øjne var hele Tiden i mine. Højt oppe hørte jeg Sangen: Nærmere dig min Gud. Det var en skøn Drøm. Eli — Om lidt staar Solen op.

I denne Verden er det godt at være haard. Andet nytter ikke. Han har bestandig Ret. Bestandig Ret. Det onde er stærkest i denne Verden.

Jeg er ikke ren, — ikke engang saa ren, at jeg kan tilgive. Jeg tænker paa den døde Mand Eli og hans spildte Kærlighed. Det er et saa sørgeligt Ansigt, jeg ser i Skyen nu og Vinden blæser det bort.

Alting i Verden er maaske spildt Henrik; men Kærlighed er ikke spildt. Heller ikke Fars til dig.

Eli, naar jeg ikke længer kan sige nej; saa hils ham. — Paa Tilgivelsens Dag.

Er jeg? Jeg har grædt saa meget, Henrik, i gamle Dage. — Jeg har grædt, da jeg forstod min døde Mors Liv. Jeg har grædt over Verden og over Far og over dig og mig. Jeg har grædt over Krigen ogsaa! Nu er alting bleven saa fjernt. Jeg lever mest i det Fjerne.

Den lille Kuffert, som staar paa mit Værelse. Den er ikke udpakket. Vil du bringe mig den?

Paa denne Maade bliver alting godt, forstaar du. Mary faar sin Vilje, det var ialtfald hendes Vilje en Tid, og det bliver ikke saa slemt, hverken for hende eller mig. Jeg bliver fri for at tænke paa mig selv — jeg gaar ind i Rækkerne og er lige saa god som de andre. Det er heller ikke saa slemt for Mor, vel? for det er jo en hæderlig Ting dette.

Al min Sorg, al min Kærlighed, hele mit Liv til dig, saa er jeg dog ikke fortabt — saa faar han dog ikke Ret. Tak Eli!

Alt! Alt! — Og husk, hvad jeg ikke har sagt, alt, hvad jeg aldrig faar sagt. Glem det ikke!

(Den gamle Skomager sniger sig ind gennem Porten, gaar frem i Forgrunden og sætter sig paa en Bænk tilhøjre. Han tager forskellige Papirer frem, som han gennemser, ordner og atter lægger tilbage i Brystlommen)

Hvor er Raum? (Intet Svar) Jeg vaagnede, da nogen bankede paa min Rude. Jeg kalder; men ingen bryder sig om det. — Hvor er Raum?

Har Vanvidet ogsaa grebet ham! — Jeg skal da heller ikke spares for noget! Var det ham, der bankede paa min Rude? Hvem banker paa min Rude, før Solopgang?

Jeg er en gammel Skomager! Det er mig, som De kalder „Ahasverus med det eftertænksomme Ben“.

Da jeg var ung, blev jeg overkørt af en Rigmand, som ikke vendte sig om og saa efter mig engang. Ja saa faldt jeg jo i Tanker, paa Grund af dette her Spørgsmaalstegn, jeg havde faaet i Benene. Navnlig da Folk lo af mine Klager, og kaldte mig Schmaus!

Afgørelsen nærmer sig. Det sidste Slag forestaar og dermed Sejren. Om seks Uger kommer Freden og da har De tabt, Doktor Stern!

Vi har gode Forbindelser. Læs dette Brev! Om en halv Time flyver jeg herfra; men jeg vil have Deres Svar før jeg rejser. Er De med os eller mod os?

Deres bedste Venner vil blive skudt eller landsforviste. De selv vil for altid være en fældet og hjemløs Mand. Deres Formue vil andre stikke i deres Lommer.

Alting styrter sammen over en Oldings Hoved! Skal jeg da dø mellem disse forbandede Bjerge? Den Sejr vil blive dem dyr! Talløse Ulykker vil vælte ind over Verden!

Ja, Doktor Stern. Med mindre De slutter Dem til os, for da skal De faa Hævn! — Vi trænger til Mænd, som kan lyse op.

Hævn! Hvordan skal jeg faa Hævn for et Livs Krænkelser? Aartusinders Uret ligger bag og hver Dag er en ny Græmmelse.

Skæbnen stod ved min Fødsel og saa til med onde Øjne og nu spotter den mine hvide Haar! — Hvordan skal saa jeg gamle Mand faa Hævn? (virrer med Hovedet) Giv mig Brevet!

Og ikke et Menneske har jeg at tale med! Ingen at raadføre mig med! Min Søn gik min Dør forbi. Han lod mig ligge i Angst og tænkte ikke paa mig, da han kom. (ser spørgende paa Aksel, som ser bort)

Hvorfor siger De ingenting? — Sover han? (Aksel tier) Er han gaaet igen? (Aksel tier) Altsaa gaaet igen!

(kommer hastigt, griber Gerdas Kuffert, som staar paa Balustraden, og skynder sig ud)

Nej. Nej. Lad mig i Fred. Jeg har nok at bære! Hjemløs og venneløs er jeg, fordi jeg har villet Ret og Sandhed! — Min egen Søn! (griber Aksel om Armen, idet han rejser sig halvt) Har De blot et Gran af Taknemmelighed — blot en Draabe Menneskelighed i Deres Blod, saa hjælp mig nu!

Husker De, hvad De sagde til mig og De skrev det ogsaa: „En Mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko“. Husker De eller har De glemt det? — De sagde: „Hvorledes skal jeg kunne gengælde Dem alt det gode, De har gjort mig.“ Husker De eller har De glemt det?

Min egen Søn hader mig. Han har Valget mellem en anden Far og mig. Og jeg siger Dem, et saa ynkværdigt Ingenting af en Mand, og dog forguder han ham; men over mig, sin egen Far, skammer han sig, som om jeg var en Hund. Jeg siger Dem et Menneske uden Kundskaber, uden Vilje, uden Tanke, en Mand, som Grød og Vælling!

Jeg forstaar Dem. De holder med ham! Ja ja. „En Mand gik ned fra Jerusalem!“ — Har jeg gjort Dem noget ondt?

Jeg kender en anden Mand, som ogsaa kom fra Jerusalem. Han saa Skæven i sin Broders Øje; men Bjælken i sit eget Øje blev han ikke var.

Den Mand som faldt mellem Røvere har andet at tænke paa end sine egne Fejl — Jaja. Jaja. Hvor er min Søn, saa sig mig bare det, for De ved det! (Rejser sig og gaar hen til Trappen)

I rammer godt! (sætter sig paa Trinet med Hovedet i sine Hænder) — I rammer godt! (Han løfter Armene over sit Hoved) Har I nu faaet nok? — Har I nu faaet nok! — Skub til den hældende Vogn! Spark en Olding ud over Gravens Rand! — Har I nu faaet nok? (vendt mod Aksel) — Gaa Deres Vej! Det er Dem, der er Skyld i dette! De har forlokket min Søn og min Datter med. Jeg har seet Hadet i Deres Øjne. Jeg vil ikke se det oftere. Gaa!

Jeg har ikke gjort, hvad De beskylder mig for. Ja, jeg ynkedes endogsaa over Dem før! Men De behøver ikke at bede mig om at gaa. Der er tomt omkring Dem og De skal sidde ensom og fryse inde i Deres eget Hovmod og Deres eget Had!

I mit Hjem vil jeg have Fred! — De har faaet Deres Løn og jeg har nu faaet min. Vi er vel altsaa kvit!

Er De paa vor Side, naar Dommedag bryder ind over denne Verden? Vil De drage ind i de store Hovedstæder som Triumfator?

Lad mig i Fred! Forfængelighedens Tid er forbi! (Han skjuler Ansigtet i sine Hænder)

Jeg tør vel næppe sige Dem Farvel, for jeg rejser fra dette Hus som Fjende og De staar ved Deres Faders Side.

Men Gud, som jeg tjener, er intet Menneskes Fjende og jeg ønsker Dem som enhver anden, at De maa leve — vel.

Men Far, Henrik var saa god og stille da han gik. — Far! — Hans Tanker vil naa dig ... Vi maa ikke fortvivle. Der er noget Godt! —

Jeg tror ikke paa din Gud! Men jeg takker ogsaa ham, fordi du ikke svigter mig gamle Mand.

Helge Rode

Krig og Aand

3. Oplag. Pris: 5 Kr. 25 Øre.

Hvem skriver nu til Dags den danske Bog, den Bog, der giver os vort eget, — vort Liv, vort Sprog, vore Tanker — dybere, finere, skønnere end nogen anden? For mig er det Helge Rode ... Den, der trænger til af en andens Mund at blive oplyst om de Kræfter, som Verdenskrigens uhyre Spil, har sat i Gang i hans egen Sjæl, raader jeg til at læse Helge Rodes „Krig og Aand“.

(Vilhelm Andersen i „Nationaltidende“).

I sin nye mærkelige Bog „Krig og Aand“ tager Helge Rode Krigens uhyre Problem op paa sin meget personlige Maade, som den Digter og Tænker han er.

Det er meget fængslende og meget tankevækkende at læse Helge Rodes Betragtninger ... og de kan virke saa sommerligt flygtige paa den mørke Baggrund. Men saadan er Helge Rode jo netop — med sit lyse Smil som en Befrielse, i det alt for tunge og saa igen det søgende Dybsind, helt ind i Mystiken i Ekstasen.

Den er et Værk, der lyser og lever paa Tidens blodigt mørke Baggrund.

(„Berlingske Tidende“).

Det nutidige Danmarks sublimeste Aand har følt Trang til at gaa frem for Krigens Aasyn for at se, om der bag dets grumme Linier, skulde gemme sig noget af den samme Sjæl, som er Menneskets Adelsmærke, og hvad han saa, nedskrev han ... En Mand, et Menneske, en Seer, som Ansigt til Ansigt med Krigen tilraaber den sit: Hvem er du? Hvor kom du fra?

(Oscar Geismar i „Fyns Venstreblad“).

Gyldendalske Boghandel

Helge Rode

Styrke. En Fortælling, 1 Kr. 75 Øre.

Hvide Blomster. Digte. 2. Oplag. 4 Kr. 75 Øre.

Digte. 1 Kr. 75 Øre. Udsolgt.

Kongesønner. Skuespil i fire Akter. 2 Kr.

Sommeræventyr. Skuespil i tre Akter. 2 Kr.

Dansen gaar. Drama i 5 Akter. 3 Kr. 25 Øre.

Den Rejsende. Skitser. 2 Kr. 75 Øre.

Kampene i Stefan Borgs Hjem. Drama i fire Akter. 2 Kr. 75 Øre.

Lamia. Et dramatisk Digt. 75 Øre.

Solsagn. Drama i tre Akter. 2 Kr.

Komedier. I. Mads Bondegaards Glorie. 3 Kr.

Komedier. II. Amor Balles Eventyr. Bartholins Glædesdag. Enhver Ting paa sin Plads eller Døden paa Natcafé. 3 Kr.

Morbus Tellermann. Et Storstadsdrama i fem Akter. 2 Kr. 75 Øre.

Digte. Gamle og nye. Indb. i imit. Skind. 2 Kr. 50 Øre.

Italien. Strejftog Syd og Nord for Alperne. 3 Kr.

Flugten. Komedie i fire Akter. 3 Kr.

Kain og Abel. Skuespil i en Akt. 85 Øre.

Grev Bonde og hans Hus. Drama i tre Akter. 3 Kr.

Ariel. En Digtsamling. 2 Kr. 75 Øre.

Det store Forlis. Et Skuespil, 4 Kr. 50 Øre.

Krig og Aand. 3. Oplag. 5 Kr. 25 Øre.

Et Drømmespil. Af August Strindberg. Oversat af Helge Rode. 5 Kr. 50 Øre.

Gyldendalske Boghandel

Afskriverens bemærkninger

Afskriverens rettelser:

... vilde komme. ...
... vilde komme? ...
... fordi man skylder en Mand Tak. ...
... fordi man skylder en Mand Tak? ...
... smaa Triumfer. ...
... smaa Triumfer? ...
... Er det hans politiske Syn, du har imod. ...
... Er det hans politiske Syn, du har imod? ...
... end sig selv. Er jeg ikke forfængelig. Er du ikke forfængelig? ...
... end sig selv. Er jeg ikke forfængelig? Er du ikke forfængelig? ...
... Skal vi ikke hellere afbryde denne Samtale. ...
... Skal vi ikke hellere afbryde denne Samtale? ...
... Ich habe ihm. Ich — Ich — Er kommt! (Han fortæller ...
... Ich habe ihn. Ich — Ich — Er kommt! (Han fortæller ...
... geben. Drei Söhne schon gefallen. Das Tochterlein von ...
... geben. Drei Söhne schon gefallen. Das Töchterlein vor ...
... Kummer gestorben. Die ganz Kleinen schreien von Hunger. ...
... Kummer gestorben. Die ganz Kleinen schreien vor Hunger. ...
... at lade være? ...
... at lade være. ...
... Det var mig, Doktor Stern. Kender De mig ikke igen. ...
... Det var mig, Doktor Stern. Kender De mig ikke igen? ...
... Hævn! Hvordan skal jeg faa Hævn for et Livs Krænkelser. ...
... Hævn! Hvordan skal jeg faa Hævn for et Livs Krænkelser? ...
... Frauleins Kuffert. (ud) ...
... Fräulein Kuffert. (ud) ...

*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK EN MAND GIK NED FRA JERUSALEM ***

Updated editions will replace the previous one—the old editions will be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright law means that no one owns a United States copyright in these works, so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United States without permission and without paying copyright royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to copying and distributing Project Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™ concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you charge for an eBook, except by following the terms of the trademark license, including paying royalties for use of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for copies of this eBook, complying with the trademark license is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation of derivative works, reports, performances and research. Project Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark license, especially commercial redistribution.

START: FULL LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free distribution of electronic works, by using or distributing this work (or any other work associated in any way with the phrase “Project Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full Project Gutenberg™ License available with this file or online at www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™ electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™ electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to and accept all the terms of this license and intellectual property (trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be used on or associated in any way with an electronic work by people who agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works even without complying with the full terms of this agreement. See paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™ electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual works in the collection are in the public domain in the United States. If an individual work is unprotected by copyright law in the United States and you are located in the United States, we do not claim a right to prevent you from copying, distributing, performing, displaying or creating derivative works based on the work as long as all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™ works in compliance with the terms of this agreement for keeping the Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily comply with the terms of this agreement by keeping this work in the same format with its attached full Project Gutenberg™ License when you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in a constant state of change. If you are outside the United States, check the laws of your country in addition to the terms of this agreement before downloading, copying, displaying, performing, distributing or creating derivative works based on this work or any other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no representations concerning the copyright status of any work in any country other than the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.

1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not contain a notice indicating that it is posted with permission of the copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in the United States without paying any fees or charges. If you are redistributing or providing access to a work with the phrase “Project Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™ trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted with the permission of the copyright holder, your use and distribution must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works posted with the permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™ License terms from this work, or any files containing a part of this work or any other work associated with Project Gutenberg™.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this electronic work, or any part of this electronic work, without prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with active links or immediate access to the full terms of the Project Gutenberg™ License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any word processing or hypertext form. However, if you provide access to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official version posted on the official Project Gutenberg™ website (www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works provided that:

• You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has agreed to donate royalties under this paragraph to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid within 60 days following each date on which you prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty payments should be clearly marked as such and sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation.”
• You provide a full refund of any money paid by a user who notifies you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™ License. You must require such a user to return or destroy all copies of the works possessed in a physical medium and discontinue all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™ works.
• You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the electronic work is discovered and reported to you within 90 days of receipt of the work.
• You comply with all other terms of this agreement for free distribution of Project Gutenberg™ works.

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread works not protected by U.S. copyright law in creating the Project Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™ electronic works, and the medium on which they may be stored, may contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all liability to you for damages, costs and expenses, including legal fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a written explanation to the person you received the work from. If you received the work on a physical medium, you must return the medium with your written explanation. The person or entity that provided you with the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a refund. If you received the work electronically, the person or entity providing it to you may choose to give you a second opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy is also defective, you may demand a refund in writing without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in accordance with this agreement, and any volunteers associated with the production, promotion and distribution of Project Gutenberg™ electronic works, harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, that arise directly or indirectly from any of the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™

Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of electronic works in formats readable by the widest variety of computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will remain freely available for generations to come. In 2001, the Project Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure and permanent future for Project Gutenberg™ and future generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit 501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up to date contact information can be found at the Foundation’s website and official page at www.gutenberg.org/contact

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread public support and donations to carry out its mission of increasing the number of public domain and licensed works that can be freely distributed in machine-readable form accessible by the widest array of equipment including outdated equipment. Many small donations ($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating charities and charitable donations in all 50 states of the United States. Compliance requirements are not uniform and it takes a considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up with these requirements. We do not solicit donations in locations where we have not received written confirmation of compliance. To SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state visit www.gutenberg.org/donate.

While we cannot and do not solicit contributions from states where we have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition against accepting unsolicited donations from donors in such states who approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make any statements concerning tax treatment of donations received from outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg web pages for current donation methods and addresses. Donations are accepted in a number of other ways including checks, online payments and credit card donations. To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.

Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be freely shared with anyone. For forty years, he produced and distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our website which has the main PG search facility: www.gutenberg.org.

This website includes information about Project Gutenberg™, including how to make donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.

The Project Gutenberg eBook of En Mand gik ned fra Jerusalem

EN MAND GIK NED
FRA JERUSALEM

PERSONERNE:

FØRSTE AKT

ANDEN AKT

TREDIE AKT

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE